Hede- og Mosebrande i Jylland. (Efterskrift til Politivennen)

Den 28. observeredes fra Skive en stærk Ildebrand. Det var en stærk Hede- og Mosebrand, som begyndte i Estvadgaards Plantage og udbredte sig derfra ved den stærke Ostenvind mcd utrolig Hurtighed baade mod Vest, Syd og Nord. Den havde igaar hen paa Eftermiddagen naaet en Udstrækning af omtrent en Mil; men man maa haabe, at det er lykkedes ved de hurtige og hensigtsmæssige Midler, som anvendtes, at faae den standset, forinden den antager større Dimensioner. Ingen Bygninger skulle have befundet sig paa de afbrændte Strækninger, hvorimod en stor Masse Tørv i en i Nærheden værende Mose er fortæret af Ilden. Rygtet fortæller, at Branden er opkommet ved, ar man den foregaaende Aften og Nat har paa de saakaldie Brandveje i Estvadgaards Plantage afbrændt Torveskruer, hvis Aske bruges til at gjøde de unge Planter med; henad Morgenstunden vare disse udbrændte, men uagtet der var stillet Vagt ved dem, maa dog nogle Gløder ved tiltagende Blæst være førte bort og have antændt den ved den lange Tørke letfængelige Lyng. (Skive A.)

(Ribe Stifts-Tidende 4. juli 1859)

Baade fra Silkeborg, Horsens og Skive meldes under 13de Juli om betydelige Hede- og Mosebrande. Størst synes dog den at have været, der berettes fra Skive i Byens Avis. Fra Rønberg sydvestlige Mose, hedder det l nævnte Blad, udbredte Ilden sig under en stærk sydvestlig, senere nordøstlig Storm med en saa utrolig Hurtighed, at den den 12te ds. om Eftermiddagen Kl. 5-6 havde en Udstrækning af 1 á 1½ Qvadratmiil. I Nærheden af Planteurboligen paa Estvadgaards Hede brændte et Huus. Manden var fraværende og Konen maatte forlade det brændende Huus med et spædt Barn. Indboet blev nok kun tildeels reddet. Ogsaa Planteurboligen var truet. Planteuren, der paa Grund af Ilden og Røgen ad en lang Omvei maatte begive sig til Plantagen, formeente, at denne var brændt, en Formening, der dog nok kan drages noget i Tvivl, da Plantagen ved en bred Brandvei er skilt fra Heden. Her i Byen kunde maa see de vældige Røgmasser, der steg iveiret fra Brandstedet, og mærkede en heed tør Vind, som neppe tillod at aande; Solen havde igaar i Middagsstuden i et Par Minutter et rødligt Skjær.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. juli 1859)

Silkeborg, den 13de Juli. Igaar havde vi under en stærk Blæst Hede-, Mose- og Skovbrand paa ikke mindre end fire forskjellige Steder her i Egnen. Det brændte stærkt 2 a 3 Mile vesterpaa, og ved Seilgaard, 1 Mil herfra, brændte det ligeledes stærkt i en Tørvemose, der neppe vil kunne slukkes, saalænge der endnu er nogen brandbar Jord. Uhyre Røgmasser steg ivejret og dannede paa Himlen et bredt, mørkt Belte, bag hvilket Solen i Middagsstunden ganske formørkedes og kun viste sig som en matrød Kugle. Henad Eftermiddagen blev her ved Trommeslag opfordret til at yde Slukningshjælp østerpaa, hvor den forleden omtalte Brand i Lavenegnen, der endnu ei var aldeles stukket i Moserne, var blusset op og havde angrebet Lavenhovgaards og Proprietar Riis's Skove i Linaa Sogn. Paa samme Tid meldtes tillige sydfra om en Hede- og Mosebrand ved Birklund, c. 3/4 Mil herfra, hvor et Hus var i Fare, og til denne Brand afgik herfra Byen en Sprøite med Mandskab. Faren her skal dog være bleven afvendt uden Sprøjtens Hjælp. Fra de andre Brandsteder savne vi endnu nøjagtigere Underretning. (Silkeb. Av.)

Horsens den 20. Juli. Hedebranden Vest herfor var endnu ikke ophørt i Mandags, men man haabede dog, at den snart vilde vaere standset. Man har søgt at begrændse Ilden ved Pløining og Gravning af Grøfter, ved hvilke Forhindringer der holdes Vagt for at slukke Ilden, hvis den skulde gribe fat paa den anden Side. Branden har mod Vest udstrakt sig over Tyvekjær Hede, mod Syd over Gludsted Hede, mod Øst over Vards og Hollund Heder og med Nord over Christianshede eller Dele af disse, og den har vel saaledes omfattet omtrent 2 Kvadratmile. Noget Nærmere have vi endnu ikke erfaret. (Hors. Av.)

(Ribe Stifts-Tidende 23. juli 1859).

Om den Hede- og Mosebrand, der siden Tirsdag i forrige Uge har raset her i Vesteregnen, hedder det i Silkeberg Av., have vi modtaget følgende Meddelelse. Ilden er opkommen i Over-Isen i Hammerum Herred, hvor en Boelsmand afbrændte et Stykke opbrækket Mosejord. Ilden tog overhaand, foer som et Lyn hen over Heden og afbrændte ikke alene Lyngen og Sæden over Jorden, men trængte ogsaa overalt, hvor der fandtes Tørvejerd, dybt ned i samme, ja paa de fleste Steder, hvor der paa Grund af den langvarige Tørke slet ingen Fugtighed fandtes i Jorden, er Tørven afbrændt lige til Sandunderlaget, saa at Sandflugt er at befrygte. Ilden har hærjet en Strækning af 3-4 Qvadratmile og er fra Hammerum Herred gaaet i sydøstlig Retning ind i Thyrsting Brads Herreder. Ejendomsbesidderne have lidt betydelige Tab, idet de fleste foruden Tabet af Sav og Tørv tillige have mistet deres sparsomme Græning paa Heden og Moserne, hvortil Kreaturerne iaar næsten udelukkende have været henviste; af skaaren Tørv er der navnlig brændt en Masse, tilhørende Eieren af Andsø-Mølle. der driver et ikke ubetydeligt Brændevinsbrænderi. Ilden brænder endnu hist og her i Moserne. Ogsaa ved den kgl. Feldborg Plantage og heelt ind til Ildskov i Hammerum Herred har der været Hedebrand. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 23. juli 1859. Uddrag)

Det synes virkelig , som om Jylland skal hærges med Ild, om ikke med Sværd; thi ifølge et Brev fra Silkeborgegnen af 28de Juli vedvarer den store Hede- og Mosebrand endnu bestandig og raser frygtelig; den har faaet en Udstrækning af flere Mile og anrettet skrækkelig Ødelæggelse. "Mange Gaarde, Huse, Kornmarker, Kartoffelagre og Moser" - hedder det i Brevet - "ere tilintetgjorte, ligesom ogsaa flere Ege- og Bøgeskove ere forsvundne og tilveels ødelagte. Alle Anstrængelser for at dæmpe Ilden ere frugtesløse, og de mange Forsøg, saasom ved at grave brede Grøfter, paakjøre Sand etc., have hidtil været uden Virkning, og man er derfor her paa Egnen meget nedslaaet over de sørgelige Udsigter for Fremtiden. I Them Sogn, omtrent en Miil fra Silkeborg, raser Ilden idag forskrækkelig, og Øvrigheden er kommen tilstede for om muligt at træffe Foranstaltninger til dens Dæmpning; men man nærer derom kun ringe Haab, og Befolkningen er over de mange feilslagne Forsøg modløs. Den Skade nærværende, nu i over 14 Dage vedvarende, Hede- og Mosebrand har afstedkommet , kan anslaaes til mange tusinde Rigsdaler, og hvad Skade den endnu vil foraaarsage er uberegnelig. Efter hvad der almindelig fortælles, er IIden foraarsaget af en rig Gaardmand, der vilde afbrænde Lyngen paa et Jordstykke. Til at foretage sig Sligt, udfordres Øvrighedens Tilladelse, men denne havde Manden ikke erhvervet sig, og han vil derfor nu høist rimelig komme til at bøde haardt for sin Forseelse, der har draget en saa skrækkelig Ulykke efter sig. Den samme Mand skal, saa siger man, for ikke lang Tid tilbage have hjulpet en fattig Kone paa Vand og Brød i 30 Dage for en lignende Forseelse; Konen vilde nemlig paa en Mark, der grændsede til hans Jord, afbrænde Lyngen, men Ilden greb vel vidt om sig og tog sat i et lille Hjørne af den rige Gaardmands Mark. Hun blev anmeldt for Øvrigheden af hiin "barmhjertige" Mand, og Straffen kunde ikke udeblive. Nu er Nemesis kommen over ham med sit Riis; men hvad er den Straf, som Loven kan dictere, i Forhold til den Ødelæggelse, som alt er, og høist sandsynlig ved hans utilladelige Handling vil blive anrettet? Den er for Intet at regne. Havde Vinden i de første Dage, Branden rasede, taget en anden Retning, vilde de kongelige Granplantager paa Vesterpalsgaard være blevne fortærede, og Ilden vilde da have gaaet i mere østlig Retning og høist sandsynlig naaet Hovedgaarden Mattrups Skove og Tørvemoser; nu gaaer Ilden derimod i sydlig Retning, og kun Gud veed, hvor den vil ende sin Ødelæggelse. Røgen sees i flere Miles Afstand, og Beboerne flygte som vilde Dyr, saa Ingen kan tænke sig den Forstyrrelse, som her i Egnen finder Sted.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. august 1859)

I Anledning af det i,,Berl. Tid." efter "Langel. Av." optagne Brev fra Silkeborgegnen, som man ogsaa vil have læst i dette Blad, skriver "Silkeb. Av.": Gud maa vide, hvorfor Brevskriveren smører paa med saa fæle mørke Farver? Sandheden er dog, uden saadan rædsom Overdrivelse, allerede slem nok, og vi kunne derfor ikke undlade at sende "Silkeborgegnens" fjernere Venner og den deltagende Menneskehed den beroligende Forsikring, at der Gudskelov hverken har hersket eller hersker en slig utænkelig Forstyrrelse her i Egnen, eller at Beboerne for de graadige Flammer ere flygtede "som vilde Dyr". Ligeledes er det os ganske ubekjent, at "mange Gaarde og Huse ere brændte"; ikke et eneste saadant Tilfælde er os bekjendt og, om muligen en enkelt enestaaende Markhytte er gaaet i Løbet, har Skaden vel været saa ubetydelig, at man ikke engang har anseet det værd at omtale den. Endelig ere "de forsvundene og tildeels ødelagte Bøgeskove" saa omtrent grebne udaf Luften, idet Ilden vel paa enkelte Steder har angrebet Udkanterne af Skovene, men overalt er det lykkedes at dæmpe den inden betydeligere Strækninger, langt mindre hele Skove, ere blevne tilintetgjorte. Kort sagt: at den skete Skade her i Egnen indskrænker sig omtrent til dette Blads Beretninger desangaaende, som allerede have været læste i alle Landets Blade, og alt det Øvrige er pur Overdrivelse, for ikke at give det anden Betegnelse.

(Ribe Stifts-Tidende 20. august 1859).

Hedebrande hændte en gang imellem. En stor hedebrand hærgede i 1837. Hedebranden i 1859 var en af de største. Den opstod ved at mange lå og sved furer i hede og kær for at få lidt aske der kunne gøde jorden til forårskornet. For Nollund Hede betød det sandflugten tiltog. Andre store hedebrande fandt sted i 1869 og 1889 og 1895.

Mænd og Qvinder i Kirke. (Efterskrift til Politivennen)

Den kirkelige Skik, at Menigheden under Gudstjenesten sondrer sig i to Parter saaleded, at den mandlige Deel tager Sæde paa den ene og den qvindelige paa den anden, er i "Fyens Stiftstid." bragt paa Bane for om muligt at tilvejebringe en Forandring deri. "Andagten", slutter bemeldte Artikel, "kan sikkert ikke blive mindre, fordi Manden under sin Henvendelse til Gud sætter sig ved sin Hustrues Side, eller den ugifte Mand ved sin Trolovedes, sin Søsters eller selv en fremmed Qvindes Side. Tvertimod kan det i mange Tilfælde have noget Smukt, naar de, der i Livet ere knyttede til hverandre ved fælles Glæde og fælles Sorg, Side om Side med hverandre kunne opsende deres Tak og Bøn til den, der ikke spørger, om den, som henvender sig til ham, er Mand eller Qvinde, men om det er et troende og ydmygt Hjerte, der slaaer i hans Bryst."

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. juli 1859).

Adskillelsen mellem mænd og kvinder stammer formentlig fra middelalderen. Den var sandsynligvis dominerende, men ikke den eneste i Danmark. I 16-1700-tallet ville de pengestærke borgere optræde som samlet familie i kirken.

Vaabenbrødrene. (Efterskrift til Politivennen)

(Kjøbenhavn, den 7de Juli.) Igaar gjorde Hovedstaden nærmere Bekjendtskab med det lille nystiftede Selskab "de danske Vaabenbrødre", der bestaaer af ca. 180 Mand af begge Etater, som samtlige have deeltaget i Feldttogene og som have forenet sig nærmest for at hjælpe hverandres mange Svage, men ogsaa for at mindes de mærkelige Dage fra hin Tid. Deres Formand er Hr. Johansen, Eier af et Dampkjøkken. Flere af dem ere Dannebrogsmand, men paa Grund af Invaliderne egne de sig ikke til at gaae i Optog, hvilket ogsaa igaar var meget smaat. Selve Mindefesten om Fredericiaslaget var i "Alhambra" til dens alvorlige Deel, endskjøndt det gode Veir, tarveligt besøgt. Talen for Kongen, af Skuespiller W. Holst, var særdeles vellykket. Han talte i Vaabenbrødrenes Navn og mindedes især Værneloven som et Baand imellem alle Statsborgere og som et ægte Udtryk for Folket - (hvad den dog først ret bliver, naar Løskjøbelsen fra Værne-Pligt kommer til at rette sig efter Formuestilling derved, at der stilles communalt eller i Kredse, der fordele Stillingsbeløbet som almeen Skattebyrde). Efter ham talte Grundtvig, men meest kun i en Række overflødige Udfald imod "Alt hvad som Tydsk er". Selve Festarrangementet, hvorpaa var anvendt megen Smag, gjorde forøvrigt Skuespildir. Brun Ære. Selv havde han skrevet en Prolog, som Fru Petersen fremsagde paa Skuepladsen, og havde anbragt et smukt Slutningstableau. Seraen om Aftenen var ogsaa heldigt anordnet, omgiven af Grantræer. Nogle Damer deeltog deri, medens Musikken spillede overalt. Under Kanonsalut udbragtes Kongens Skaal af Vaabenbrødrenes Formand, Hr. Johansen, Danmarks af Brun, den tappre Landsoldats af Rigsdagsmd. Zahle, Søgutternes af Johansen, de Norskes og Svenskes, som hjalp os, af Rigsdagsmand Kofod fra Bornholm, en af Vaabenbrødrene; samt flere Skaaler, der sluttede med en af Hr. Brun for Vaabenbrødrene, for hvilken Formanden takkede, hvorpaa Festen hævedes. "Vaabenbrødrene" ere nette Mænd af den saakaldte Middelclasse og deres Optræden bærer i det Hele et sindigt og moderat Præg, ligesom ogsaa de fleste af dem ikke ere ganske unge Mænd. Deres Hovedøiemeed, at hjælpe  trængende Brødre, er jo særdeles smukt. Kun skulde de, saa fornøieligt det end er at høre gamle Grundtvig, og hans Aand som han selv paa den aandige Friheds Gebeet aldrig ældes, ikke vælge ham til Talsmand ved saadanne Lejligheder, thi et Land styres ikke med Talemaader og styres især ikke, naar Bølgerne rulle, i Havn ved at skjælde ud paa dets Naboer.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 8. juli 1859).

Noget om Provstevisitatser i Almueskolerne paa Landet. (Efterskrift til Politivennen)

Paa denne Tid af Aaret pleie de saakaldte Provstevisitatser at finde Sted i Almueskolerne paa Landet; det kunde maaskee ikke være ukjært for Folkeoplysningens Venner at lære at kjende saadant Noget som en Provstevisitats.

Hvad er vel Hensigten med Provstevisitatser i Almueskolerne paa Landet? Dette Spørgsmaal maae Skolelærerne forelægge sig, for at de kunne blive istand til at præstere, hvad der skal præsteres; men Provsterne maae ogsaa forelægge sig det, for at de ikke skulle forlange hverken for Meget eller for Lidet. Efter den almindelige Mening er Hensigten nok den, at Provsten skal erfare om Religionsunderviisningen drives i Overensstemmelse med vor Landsreligions Confession og symbolske Bøger, om de øvrige Lærefag fyldestgjøres i Fordelt til Børnenes Evner og den indskrænkede Skoletid, og endelig skal Provsten bedømme eller dømme over Lærernes Flid og Dygtighed af Børnenes Forstandighed.

Ere Provsterne istand til at fælde den rette Dom over alt dette paa den Maade, paa hvilken nu Visitatserne holdes ? Dette betvivle vi. Med faa Undtagelser visitere Provsterne paa følgende Maade. Provsten examinerer selv Børnene i Religion og dicterer til Retskrivning, lader Læreren forevise Skrivebøger og opgiver Eleverne nogle Regneopgaver. Denne Maade er neppe den rette til at erfare Børnenes Kundskaber; idetmindste er den ikke brugelig ved andre Læreanstalter. Naar Candidater ved Universitetet blive examinerede til Embedsexamen, bliv, de examinerede af de Professorer, der særlig have foredraget enhver Disciplin. Naar Studenter examineres ved Afgangseksamen fra Skolen, blive de examinerede af deres egne Lærere, ligesom dette er skeet hele Skolen igjennem ved de mwrre Examina. Ved Realskoler er det Samme Tilfældet, ja det er endog Tilfældet ved Borger- og Almueskolerne t Kjøbenhavn, hvor den ene Lærer bedømmer den anden Lærers Elever efter dennes egen Examination. Nu maa det dog antages, at Bedømmelsen i alle disse Tilfælde i Regelen er retfærdig og rigtig, idet her er taget et humant Hensyn umiddelbart til Eleverne og middelbart til Lærerne, som jo kunne bedømmes formedelst Elevernes Duelighed eller Uduelighed. Hvorfor fastholde da Provsterne endnu alene den forældede og inhumane Visitationsmaade selv at examinere i Religion og selv at dictere til Retskrivning? Troe de, at de kunne fælde den rigtigste Dom over Eleverne paa denne Maade, eller skulde Grunden være den, at de ere bange for at blive satte Blaar i Øinene af Lærerne? Det er vel muligt, at noget Saadant kan være Grunden; men saa er det ogsaa muligt, at de, for at undgaae Scylla, falde i Charybdis, eller at de, for at undgaae denne Ubehagelighed, blive uretfærdige baade imod Elever og Lærere, og altsaa imod Skolen.

Lad Lærerne selv examinere deres Elever i ane Fag, som de have lært dem, da kan Provsten derefter fælde sin Dom meget retfærdigere, end nu; thi da vil Læreren være istand til igjennem Eleverne at vise, hvad han har udrettet, og Eleverne ville være bedre istand til at vise hvad de hade lært, naar den, som de ere vante til, selv examinerer dem. Hvis Provsten derimod skulde frygte for at blive sat Blaar i Øinene, hvilket maaskee undertiden kunde forsøges, da er der ingen Tvivl om, at en Provst, som virkelig forstaaer at undersøge og bedømme en Skole, let vil kunne opdage det; men hvis en Provst ikke troer sig istand dertil, da er det utvivlsomt, at han heller ikke forstaaer at bedømme en Skole.

Med Hensyn til Provstens egen Examination maa endnu bemærkes een Ting: Der er sikkert mange Provster, der godt forstaae at faae et Svar af et Almuesbarn; men Barnet er dog altid ikke vant til ham, hvilket gjør saare Meget hos den Slags Børn. Men der er ogsaa Nogle, som ikke forstaae, eller ikke gjøre sig den Uleilighed at spørge saaledes, at Barnet med Billighed kan svare tilfredsstillende. Naar Provsten f. Ex. spørger: Hvad er Kiærlighed, Taknemlighed osv.? da kan man ikke forlange med Rette et fyldestgjørende Svar herpaa, som jo er en Definition, og dog har Ingen Ret til at sige: De Børn kunne ikke Noget, eller de ere slet underviste; thi Definitioner ere ikke Børns Sag, og Definitioner, som ikke forstaaes, ere unyttige. Desuden kan Barnet godt vide Besked om disse Begreber uden at kunne forklare dem, og her er det, at Læreren har Leilighed til at vise sin Dygtighed, idet han skal faae Barnet ved sine Spørgsmaal til at vise, hvad det veed.

Alt, hvad her er sagt om Provstevisitatser, gjælder ogsaa om de halvaarlige Examina i Skolerne paa Landet, hvor Præsternes Fremgangsmaade omtrent er den samme, som her er omtalt.

Kjøbenhavn, i Juni. J.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 30 juni 1859)

En bispevisitats i skolen kunne fx se sådan ud som Ribe Stifts biskop Jacob Brøgger Daugaard (fra et brev til provsten om hvordan han ønskede visitatsen gennemført. Visitatsen omfattede også - og fortrinsvis - kirken):

Efter gudstjenesten prøvedes skolebørnene af øverste klasse i pastoratets Skoler. De opstille sig skolevis, prøves i læsning i det ny Testamente og i religion i reglen af de respective skolelærere. Skøn- og retskrivningsprøve samt regningsprøve leveres mig samlede af lærerne, hver fra sin skole, men ikke af børnene; thi bladene forkrølles og tid spildes, naar hvert barn fremkommer med sin prøve.

Soldater-Optøier. (Efterskrift til Politivennen)

Lørdagen den 28de Mai Eftermiddag forefaldt der paa Nytoldbod ved Vestindisk-Kompagni i Kjøbenhavn nogle Excesser, som let kunde have faaet et sørgeligt Udfald. Dampskibet "Princess", Kapit. Koch, skulde Kl. 6 afgaa til Kiel med Rekruter fra Kjøbenhavn, for Størstedelen Haandværkssvende, som ikke havde forsømt at tømme et Afskedsbæger med de mange Frænder og Venner, der i en ligefaa exalteret Tilstand som de selv ledsagede dem til Toldboden, hvor den bitre, sidste Kalk tømtes, idet man saa mange Snapsflasker under Raab og Skrig vandre fra Haand til Haand. Øjeblikket nærmede sig, og i Masser styrtede nu baade Rejsende og Følgesvende ombord i Skibet der laa saa tæt ved Bolværket, at det blev en formelig Entring, som foretoges, ikke blot over landgangsbroen, men ogsaa over Skibets Sider. Ombord var man i fuld Arbejde med at nedstuve Godset, hvilket nu næsten umuliggjordes ved Menneskemassen paa Dækket. Kapitainen søgte at faa de Uvedkommende fra Borde, først ved Opfordringer, der vare spildte paa den begejstrede og berusede Mængde, og da dette saaledes mislykkedes, greb han til det vist meget uheldige Middel "at gjøre Plads" og jage Folk iland, skjøndt del simpleste vistnok vilde have været at lade Klokken lyde. Følgen af denne ubetimelige Sømandsdjærvhed udeblev heller ikke; den gav Signalet til en formelig Opstand, som begyndte med Hujen. Skrig og Piben og fortsattes med at Kapitainen og Styrmanden bleve baarne iland og hvad man kalder "mørbankede" med Slag og Spark; det er ikke let at forudse, hvad Enden paa denne Historie kunde være bleven, dersom ikke en kæmpestærk Drager havde befriet den maltrakterede Kapitain fra den rasende Pøbels Kløer, thi tilstede var der ikke een autoriseret Person for at opretholde Ordenen. Den befriede Kapitain fik nu sendt Bud til Toldbodvagten om Assistance, og kort efter ankom den vagthavende Jægerofficer med tre Mand. Det var ikke en væbnet Magt, der kunde imponere den raa, larmende Hob, som gjerne havde leet sine Raab: "Kast Vagten i Vandel," "lad dem faae en Dukkert," "Herud med den Lieutenant" "Giv ham En i Skallen" osv., medens Brændeviinsflaskerne fløj fra Land til Skib og tilbage, satte i Værk, man maa tilskrive Officerens kolde Rolighed og maaske ogsaa hans høje Skikkelse, at Landgangsbroen blev fri, og at Pøbelen endelig efter en halv Times Forløb blev nogenlunde rolig, saa at Skibets Afgang kunde iværksættes. (Dgb.)

(Ribe Stifts-Tidende 16. juni 1859)

Københavns toldbod, dog ved en anden lejlighed, nemlig kronprinsen og kronprinsessen som modtages efter brylluppet i Sverige. Illustreret Tidende. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.