Slesvig Stænderforsamling: Presse- og Forsamlingsfrihed. (Efterskrift til Politivennen)

I starten af 1860 skærpedes tonen i Slesvigs stænderforsamling. En af sagerne var da der blev stillet forslag om opfordring til at indføre pressefrihed i Slesvig. De københavnske medier og store dele af provinspressen var enig med det danske mindretal i stænderforsamlingen om at der ikke skulle være pressefrihed. Enkelte aviser som Aalborg Stiftstidende var dog uenig:

- - - Mørk Hansen udtalte, at en fri Presse vistnok var en Velsignelse for et Land, men Lovgiveren maatte tage Hensyn til de givne Forhold. Slesvigs Historie lærte, at Misbruget af Pressefriheden havde fremkaldt de Ulykker, som Landet for ikke længe siden havde lidt og endnu led under; der var en fræk, tøjlesløs Presse, som havde sendt de slesvigholstenske Ideer ud i Verden og udbredt den augustenborgske Sammensværgelses Løgne i Folket; ved Blade og Flyveskrifter havde man faaet Krigere, Embedsmænd og Borgere forledte til Troskabsbrud og Mened og bagefter besmykker Forbrydelsen paa den mest jesuitiske Maade. De oprørske Adresser, som laa paa Forsamlingens Bord, vidnede om der sammen skjændige Misbrug af Friheden. Til Pressefrihed var Tiden endnu ikke kommen, og Ønsket herom næredes heller ikke af Befolkningens Flertal. - - -

(Ribe Stifts-Tidende 1. marts 1860)

I den slesvigske Stænderforsamling har Baudissin stillet det glædelige Forslag om Presse- og Forsamlingsfrihed. Det burde den nærv. Regjering, som har lovet Frihed ogsaa for de andre Statsdele udenfor Kongeriget, egentlig være kommen selv med. Af den forrige og bureaukratiske Regjering, som var en Modstander og Modarbejder imod fri Presse og fri fvllelig Udtalelse i Slesvig, kunde del naturligviis ikke ventes. Nu er der imidlertid budt den nærv. Regjering en smuk Lejlighed til at imødekomme Folkets Trang til Frihed ogsaa i Slesvig, hvor denne Trang er saa meget større, da Embedsenevældet der hidtil har regjeret ud i alle Forgreninger og voldet megen Skade, ligesom Pressen ogsaa har maattet lide under Demoralisering og maattet savne Tillid og Støtte hos Befolkningen, fordi Pressens Udøvelse ikke var fri, men endog i den Grad bunden i Slesvig, at Wolfhagen i Hertugdømmets største og Monarchiets trediestørste Stad nægtede Typographer selv fra Kongeriget at etablere et Blad ved Siden af den store Byes eneste Tidende og man i Slesvig baade ellers nægtede Bladudgivelse, hvor Bureaukratiet ikke vilde have det, og fra dettes Side anvendte truende Tilkjendegivelser og Intimideringer imod Bladudgivere. Kun ved at udvikle Pressens og al borgerlig Frihed knytter man Slesvigs Folk isandhed fast til sig og udrydder Ufredsspirerne, der aldrig have vegeteret frodigere i Slesvig end under det bureaukratiske Regimente. 

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 3. februar 1860).

Den slesvigske Minister synes nu selv at føle Billigheden i Slesvigernes Frihedsret til at forsamle sig til offentlige Anliggenders Drøftelse. En saadan Forsamling var nemlig den 18de f. M. af nogle Stænderdeputerede berammet til Afholdelse i Eckernførde, men blev af den derv. Politiemester forhindret. Flere af Byens Indvaanere førte Klage over Politiemesterens lovstridige Fremgang i denne Anledning og, efter "Alt. M.", har Ministeren under sit Ophold i Flensborg tilkendegivet de Deputerede, at Borgemesteren og Politimesteren i Eckernførde, paa Grund af Forsamlingens Standsning, allerede havde faaet en Tilrettevisnig.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 11. februar 1860)

Kirkestole i Horsens frigjorte. (Efterskrift til Politivennen)

I Horsens er nu den, oftere anbefalede, smukke kirkelige Indretning saavidt gjennemført, at Stolene paa Kirkegulvet i Frelsers Kirke ere frigjorte og staae aabne for Alle, med Undtagelse af de 5 øverste Mandfolkestole og de 4 øverste Fruentimmerstole. Af disse ere de 2 øverste Stok paa hver Side af Hovedgangen forbeholdte Vedk. ved Brudevielser og Barnedaabe, medens derimod 3 Mandfolkstole og 2 Fruentimmerstole nærmest til de 2 øverste Stole ere forbeholdte til Udleie ved Auction pladsviis for de Medlemmer af Menigheden, som maatte ønske at sikre sig en bestemt Plads i Kirken. Denne sidste Undtagelse skulde man hellere have undladt. Pladse i Kirker bør kun sikres ved at komme betids. Bortabonnerer man selv nogle af dem, kunne disse lige saa let lomme til at staae tomme, naar Abonnenterne blive hjemme, medens Andre, som komme til Kirken, udsættes for at savne Plads.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 3. februar 1860).

Slesvig Stænderforsamling: Fornærmelser mod Deputeret ved Middag hos den kgl. Commissarius. (Efterskrift til Politivennen)

Flensborg, 22. januar. De danske aviser vil utvivlsomt være fulde af usande meldinger om den hændelse der allerede i går blev nævnt ved den middag som den kongelige kommissær holdt til ære for stænderforsamlingens medlemmer - som i øvrigt ikke vil forblive uden konsekvenser - nemlig ved at stille de danske gæsters opførsel, løjtnant H. og kammerater, i et gunstigt lys; det burde derfor være værdifuldt at høre et øjenvidnes beretning om denne hændelse - som samtidig giver karakteristiske beviser for situationen for de tyske repræsentanter for hertugdømmet Slesvig. Lige fra starten af receptionen kunne de tyske repræsentanter der som bekendt udgør det store flertal i stændermødet "trods dette og alt det" konstatere, at kommissæren havde inviteret et bemærkelsesværdigt stort antal danske gæster til middagen; Resultatet heraf blev at det tyske indslag i salen blev reduceret til et meget uskønt mindretal, en omstændighed der allerede ved receptionen havde sine virkninger med hensyn til sproget og tonen der straks gjorde sig gældende som det dominerende i selskabets omgangstone. Den tyske side havde udtrykt ønske om at arbejde med nordslesvigerne, om at bevare det venskabelige forhold til de danske repræsentanter og samtidig forsikrede at de ville gøre en oprigtig indsats for helt at undgå enhver sag der kunne forårsage uenighed i forsamlingen. Men Lauritz Skau stod op til danskernes fortsatte bifald for at holde en skåltale som ikke var helt forstået, men blev stærkt afvist af de tilstedeværende tyske parlamentsmedlemmer. Rådmand Thomsen von Oldensworth hilste enhed velkommen, "selv om dansk side desværre allerede ved denne lejlighed havde gjort det klart, at fred og enhed ikke var tilsigtet." Selskabet rejste sig herefter, hvorpå Thomsen uden tilsyneladende grund blev personligt forulempet af to tilstedeværende danskere der ubemærket havde henvendt sig. Sagen var så alvorlig at den kongelige kommissær så sig nødsaget til at fungere som mægler, hvilket han lykkedes i en sådan grad at de pågældende herrer blev tilskyndet til at bede stændermedlemmet om tilgivelse for denne gang. Ikke desto mindre mødte der den følgende morgen en brevbærer op på vegne af en af ​​disse herrer der siges at være knyttet til den lokale generalkommando som løjtnant, for at kræve undskyldning af Thomsen, hvilket dog fik afslag fra sidstnævnte pga. omstændighederne, da han ikke har identificeret sig som fornærmeren, men derimod som den krænkede, og han havde også allerede modtaget sin modstanders undskyldning, hvorpå det nu afhænger af ham at gøre hvad han synes er godt. Brevbæreren gik så derfra ved at give Thomsen skylden for denne erklæring og tilføjede samtidig truslen om, at han fra nu af skulle tillægge ham alle yderligere konsekvenser som en sådan udtalelse ville medføre. Sagen giver indtryk af at militæret og de lokale danske ansatte planlægger at terrorisere medlemmerne af stænderne med tysk nationalitet på en planlagt måde. Som følge heraf har de tyske medlemmer nu haft et møde og en deputation bestående af præsidenten, provst Otzen, hofjægermester v. Ahlefeldt af Lindau, Grev Baudissin af Knoop og godsejeren Schmidt-Friedensthal, sendt til den lokale kommissær for at opnå undskyldning af ham for den fornærmelse, som den deputerede Thomsen har lidt. Dette formål er ifølge beretninger endnu ikke nået, og der er derfor opnået enighed om den videre adfærd, der nu vil blive iagttaget, især med hensyn til den kongelige kommissær.

Flensburg, den 22. Januar. Die dänischen Blätter werden ohne Zweifel durch unwahre Berichte über den bereits gestern erwähnten, bei dem Diner, das der königliche Commissar zu Ehren der Mitglieder der Ständeversammling gegeben hat, stattgehabten Vorfall - der übrigens, wie es scheint, nicht ohne Folgen bleiben wird - das Betragen der Dänischen Gäste, namentlich des Lieutenants H. und Genossen, in einem günstigen Lichte dazustellen suchen; es dürfte daher von Werth sein, das Referat eines Augenzeugen über diesen Vorfall - der zugleich einen charakteristischen Beleg über die Situation der Deutschen Abgeordneten des Herzogthums Schleswig liefert - zu hören. Gleich bei'm Empfange konnten die Deutschen Abgeordneten, die bekanntlich in der Ständeversammlung "trotz dem und alle dem" die überwiegende Mehrheit bilden, bemerken, dass der Herr Commissar zu dem Diner, eine affallend grosse Zahl Dänischer Gäste zugezogen hatte; die Folge hiervor war, dass das Deutsche Element im Saale zu einer sehr unansehnlichen Minorität herabgedrückt wurde, ein Umstand, welcher bezüglich der Sprache und des Tones, die in der Gesellschaft sich sofort als die herschenden geltend machten, schon bei'm Empfange seine Wirkungen zu äussern nicht verfehlte. Nachdem man von Deutsche Seite den Wunsch geäussert, mit den Nordschleswigschen, resp. den Dänischen Abgeordneten freundschaftliche Beziehungen zu unterhalten, und zugleich die Versicherung ausgesprochen hatte, dass man aufrichtig bemüht sein werde jede Veranlassung, welche geignet sein könne einen Misston in der Versammlung hervorzurufen, gänzlich zu vermeiden, erhob sich Lauritz Skau, um unter fortgesetzten Beifallsbezeugungen von Dänischer Seite eine Trinkrede zu halten, welche zwar nicht völlig verstanden wurde, jedoch für die anwesenden Deutschen Abgeordneten entschieden gemissbilligt wurde. Der Rathmann Thomsen von Oldensworth brachte hierauf der einigkeit ein Hoch, "obgleich man Dänischerseits leider bei dieser Gelegenheit bereits schon zu erkennen gegeben dass Fride und Einigkeit nicht beabsichtigt werde". Damit erhob sich die Gesellschaft worauf Thomsen ohne vorliegende Veranlassung von zwei anwesenden Dänen, die sich ihm unbemerkt genähert hatten, persönlich insultirt wurde. Die Sache so ernsthaft, dass der königliche Commissar sich genöthigt sah als Vermittler aufzutreten, was demselben in so weit gelang, dass die gedachten Herren sich bewogen fanden den Rathmann für dies mal um Verziehung zu bitten. Dessungeachtet erschien am folgenden Morgen für den einen dieser Herren, der als Lieutenant bei dem hiesigen Generalcommando attachirt sein soll, ein Cartelträger, um von Thomsen Satisfaction zu fordern, die von diesem letztern jedoch den Umständen nach verweigert wurde, da er sich nicht als Beleidiger, sondern als den Beleidigten betrachte, überdies auch bereits die Abbitte seines Gegners empfangen habe, worauf es nunmehr von ihm selber abhange, zu thun, was er für gut finden werde. Der Cartelträger entfernte sich hierauf, indem er Thomsen für diese Erklärung verantwortlich machte und zugleich die Drohung hinzufügte, dass derselbe alle weitern Folgen, die solche nach sich ziehen möchte, fortan sich selbst zuzuschreiben haben werde. Die Sache hat daher hiernach allerdings den Anstrich, als ob is von Seiten des Militärs und der hiesigen Dänischen Angestellten darauf angelegt sei die Ständemitglieder Deutscher Nationalität planmässig zu terrorisiren. Die Deutschen Mitglieder haben nun in Folge dessen eine Zusammenkunft gehabt und eine Deputation, bestehend aus dem Präsidenten, Probst Otzen, dem Hofjägermeister v. Ahlefeldt auf Lindau, dem Grafen Baudissin auf Knoop und dem Gutsbesitzer Schmidt-Friedensthal, an den koglichen Commissar abgeschicjt, um sich von ihm Genugthuung für die dem Abgeordneten Thomsen widerfahrne Kränkung zu erwirken. Dem Vernehmen nach ist dieser Zweck bis jetzt nicht erreicht worden und man hat sich deshalb über das weitere Verhalten, das nunmehr namentlich mit Bezug auf den königlichen Commissar zu beobachten sein werde, geeinigt.

(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger 25. janur 1860)

Avisen havde ret i danske aviser ville bringe en anden version. "Dagbladet" (28. januar 1860) oplyste at løjtnanten hed Satrup, og citerer Flensburger Zeitung for at Thomsen skulle have givet løjtnanten en ørefigen. "Fædrelandet" en anden. En mere afbalanceret version fandtes i Aalborg Stiftstidende:

Etter en yderligere Beretning i "Alt. M." var Enighedsbrudet ved og efter Bordet hos den kgl. Commissarius fremægget ved en spydig Skaaltale af Amtsforv. Skau, hvis "tilsigtede Malice" ogsaa Krüger-Beftoft havde indrømmet, og hvorpaa Thomsen- Oldensworth med stærk Bebrejdelse til Skau havde udbragt en Skaal for Enighed trods Uenigheden. Da man gik fra Bordet var det da, at en Lieutenant og, tilføies der, en Architect insulterede Thomsen personligt. Den kgl. Commissarius søgte at tilvejebringe Fred, hvad ogsaa lykkedes ham. Men næste Dag indfandt sig en Officeer hos Hr. Thomsen for at denne i sin Kammerats Navn at forlange Oprejsning. Th. erklærede, at han ikke forstod denne Begjæring. Som Enhver veed, havde hin Lieutenant bedet ham om Forladelse; allsaa kunde der fra hans (Th.'s) Side ikke være Tale om nogen Oprejsning. Hvis det var Meningen kun at søge Tvekampe, saa maatte han hertil erklære, at han ikke var kommen for her at slaaes med Lieutenanterne. Cartelbringeren gjorde herpaa paa sin Side, komisk nok, Th. ansvarlig for Følgerne af denne Erklæring og gik. Thomsen meddeelte denne Begivenhed til de i Gjæstgivergaarden netop samlede Stænderdeputerede, der strax valgte tre Herrer af deres Midte, som med Stænderforsamlingens Formand i Spidsen begav sig til den kgl. Commissaruis og erklærede for ham, at det under disse Omstændigheder vilde for det tilstedeværende Fleertal af Deputerede først da være muligt atter at betræde Stændersalen, naar hin Officeer fjernedes eller droges til Ansvar for sin Opførsel. Som Svar paa denne Erklæring modtog Formanden endnu samme Aften en Skriv, fra den kgl. Commissarius, hvori tilmeldtes, at Lieutenanten, paa Foranstaltning af den General (altsaa Meza), som hvis adjudant han havde været med ved Bordet, var bleven fængslet. Paa Thomsens Begjæring henvendte imidlertid d'Hrr., som havde været virksomme i Sagen, sig, om ogsaa modstræbende, hos Generalen om Lieutenantens Frigivelse, idet Thomsen erklærede, at han for sit Vedk. var fuldkomment tilfredsstillet ved de trufne Forholdsregler. Forøvrigt er der ang. det af Lieutenanten udviste Forhold strax indgivet Beretning til Krigsministeriet.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 28. januar 1860).

Se også indslaget om forsøget på at udelukke Thomsen-Oldenswort af rigsrådet, samt kampagnen mod Krüger desangående.

Løjtnant Sattrup blev ifølge "Flyveposten" forflyttet til Odense. Han var general Ræders adjudant i Flensborg. 

Folketællingen og Skolelærerne. (Efterskrift til Politivennen)

Igjennem Offentligheden erfares, at det har været paatænkt at anvende til Skolelærerne 10,000 Rd. som Erstatning for Arbeidet ved Folketællingen.

Danmark har omtrent 3000 Skolelærere, og Honoraret til hver vilde altsaa blive 3 ½ Rd., hvilket dog altid kunde være til Anskaffelse af et Par Støvlefødder. Skjøndt nu et saadant Honorar ikke synes at være Overdrevent, seer man dog, at der har løftet sig stemmer derimod. For dem, der ikke kjende Arbeidet og Besværligheden ved Optagelsen af en Folketælllngsliste, turde det maaskee være interessant at erfare, at der til dette Hverv, paa sine Steder, som til Er her, behøves 14 Dage. Dette synes maaskee utroligt, men er dog Sandhed; thi deels er Distriktet meget spredt og stort - idet det omtrent tæller 2000 Sjæle, og deels kan Befolkningen ikke med nogen Sikkerhed træffes førend hen paa Eftermiddagen. Man skulde saaledes fristes til at mene, at det omtalte Vederlag ikke var for stor Opmuntring for et Arbeide, der overalt i Vinterens strengeste Tid er meget besværligt. Man spadserer fra Dør til Dør, og fra den ydre Kulde træder man undertiden ind i Armodens Boliger, i fugtige Huller, og hvad der optegnes, er man senere nødt til at reenskrive.

Der er ganske vist heller ikke tilstrækkelig Grund til at lægge Folketællingen midt ind i Vinterens Hjerte - der desuden er den bedste Skoletid. Et Spørgsmaal er det ogsaa, om skolelæreren har - jeg skal ikke sige bør have - Forpligtelse til at paalægges Tællingen, saavelsom andre statistiske Meddelelser, naar saadanne falde ind. Hermed mener jeg nu ingenlunde, at nogen Lærer bør vægre sig ved i saa Henseende at komme Autoriteterne imøde; men jeg troer dog, som sagt, at det er meget problematisk, om maa kan byde ham - bede er en anden Sag - at udføre dette Arbeide, der virkelig for den aldrende Lærer yderst trykkende. Det falder mig ved denne Leilighed ind, at en Embedsbroder i mit Nabodistrikt fik, som han selv sagde, sin Helsot under Udførelsen af denne Gjerning sidst. Jeg er, Gud være lovet, hverken svag eller afkræftet, mindre belastet med Penge; men, vil Nogen paatage sig forsvarlig at expedere Folketællingen for mit Vedkommende, giver jeg gjerne en Saadan 10 Rd.

Dette lille Bidrag til Belysning af Sagen. Inden jeg faaer denne Artikel indsendt, læser jeg i "Fædrelandet" en Afhandling om samme Materie fra en Landsbypræst. Tonen i denne aander en ikke ringe Uvillie imod Lærerstanden, hvilket er mig saa meget mere paafaldende, som det er notorisk, at Skolelærere pleie at have deres bedste Talsmænd netop iblandt de Gejstlige, og i dette Tilfælde har, saavidt jeg veed, endog Danmarks gejstlige Primas, Biskoppen, talt Lærerstandens Sag. Dette være nu, som det vil; men Artiklen lider af nogle faktiske Urigtigheder, som bør imødegaaes. Saaledes siges, at Skolelæreren gives Ferie i nogle Uger for at tælle. Dersom denne Fremstilling var sand, - og nødvendigviis maatte være det, - saa var Folketællingen, udført af Læreren, en blodig Synd imod Undervisningen. Men Faktum er, at Skolen ophører i nogle Dage for Folketællingens Skyld. Her, hvor jeg sagde, at vi brugte omtrent 14 Dage, læse vi i Reglen i den Tid, vi ikke kunne tælle. Den Insinuation, at Læreren spadserer omkring og "tager hvad der kan falde", er saa udelikat, at jeg virkelig undrer mig over, at en Præst vil fremsætte den - jeg skal slet ikke tale om det harcellerende "Herregud, vi ere alle Mennesker".

Hvorledes Hr. Pastoren har faaet Ordet "incommensurabel" (om Vederlag for Arbeidet) til at forvilde sig herhen, for staaer jeg ikke; thi jeg finder, at Vederlag og Slid ere aldeleles kommensurable Størrelser. Ved at læse længere hen i Artiklen seer jeg vel, at det er Skolepengene der piner Forfatteren ligesom Provstetaskens Ophør og det dermed forbundne af ham saakaldte Vrøvl.

Det eneste Sande og Sunde, jeg øiner i den nævnte Artikel, er, at Præsterne burde være fritagne ogsaa for denne verdslige Gjerning, som, om den end ikke er et "Hundearbeide", dog afdrager ham fra have vigtige Kald, der foresten - man tillade mig det - ikke er vigtigere end Lærerens; thi de ere jo vistnok Sødskende, da de begge have Menneskehedens Forædling til Formaal.

Er det hundsk at classificere og sætte Prikker, hvad er det saa veed denne Leilighed at agere hvad Mange kalde Pottekiger, og hos Nogle møde Mistænksomhed, hos Andre Ømfindtlighed, naar de de skulle opgive deres Alder. Og alt dette maa Læreren finde sig i, saa han i den Henseende nok kunde være tjent med at skifte Rolle med Præsten. Men jeg iler med at slutte og erklære, at dersom denne "Landsbypræst" virkelig er en Præst (hvilket jeg næsten tør benegte), da er han en Undtagelse fra de fleste Præster, der neppe vilde falde paa som Vehikel for deres Udtalelser at gjøre "Landsbydegnen" til Syndebuk.

Sundbyøster Skole paa Amager, den 4de Januar 1860.

R. H. Th.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 9. januar 1860).

Soldateroptøier i Frederikshavn. (Efterskrift til Politivennen)

Soldater-Optøier. (Frdh. Av.) I Søndags Aftes fandt et mere end sædvanlig stygt Optrin Sted udenfor en af de i Frederikshavn værende Dandseboder. En til det der liggende  Infanteridetaschement hørende Underofficeer tilligemed nogle Menige, der skulde afmarschere til Bataillonen næste Dag, toge Deel i Dandsebodens Glæder, uagtet de af deres Foresatte vare beordrede til at blive hjemme. Da Dandsen var ophørt, opstillede Underofficeren Mandskabet paa Gaden udfor Dandseboden; han huggede derpaa med sin Sabel paa en Karl, der stod som uskyldig Tilstuer, og bibragte denne et temmelig dybt Saar i Ryggen. At Underofficeren netop huggede efter Karlen, antages at have sin Grund i, at denne havde blanke Knapper i sin Frakke og derfor i Mørket er bleven antagen for at være en af Vægterne, mod hvem Underofficeren med Mandskab rimeligviis havde i sinde at føre Krig. De droge derpaa støiende gjennem Gaden til Fæstningen, og da Vægterne eller Politiet senere vilde melde det Passerede for Commandanten, formeente Urostiftere dem Adgang og trængte dem med fældede Geværer og dragen Sabel ud af Fæstningen. Skjøndt det Saar Karlen har erholdt, som sagt er temmelig dybt, antages det dog ikke at være livsfarligt. Underofficeren er selvfølgelig arresteret; han skal i det optagne Forhør have vedgaaet Gjerningen og vil nu blive afgiven til Bataillonen til videre Behandling.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 6. januar 1860).

Martinus Rørbye: Skildvagt og kanon på strandbred ved Frederikshavn. 1847. Statens Museum for Kunst. Til fri brug.