Snekastning og Rejseforsinkelser. (Efterskrift til Politivennen)

Uforsvarlig Forsømmeligked ved Sneekastning. Det er bekjendt, ar Hamborgerposten den 9de ds. og jydske Post, som ankom hertil i Tirsdags Kl. 2, var ikke mindre end 36 Timer underveis fra Roeskilde til Kjøbenhavn. Aarsagen til denne fabelagtige Forsinkelse maa søges i den store og uforsvarlige Malkonduite, som Vedkommende, der have med Sneekastningen at bestille, udviste ved denne Leilighed, og som fortjener streng Dadel. Vi have derom erfaret Følgende: Postillonen, som kjørte Posten fra Roeskilde, var Mandag Eftermiddag Kl. 1½ ankommen til Roeskildekro, og da han saae, at Veien fra Kroen og ned til Bommen var belagt med Snee af c. 5 Alens Høide og saaledes ufremkommelig isærdeleshed for en firehjulet Fjedervogn, henvendte han sig strax til Sognefogden saavel som til Formanden for Sogneforstanderskabet i Vridsløselille med Anmodning om Hjælp, hvilken blev ham lovet, men istedetfor at opfylde dette Løfte underrettede Sognefogden ham om Eftermiddagen Kl. 4-5 om, at han ikke kunde beordre Mandskab ud til Sneekastning efter Solens Nedgang, men at han imorgen tidlig skulde faae den fornødne Assistance; ja, Formanden skal - efter hvad der fortælles - endog have givet Postillonen en som det rigtignok synes overflødig skriftlig Underretning om, at han var nødt til at blive i Roeskildekro, til Sneen blev kastet. Først næste Dags Formiddag Kl. 10 kom enkelte Mænd med Skuffer ud og faae paa Sneen, men det egentlige Arbeide for at gjøre Veien passabel begyndte først ved Middagstid, efterat en af Postvæsenets Embedsmænd i Forening med en Politiofficiant vare ankomne til Stedet, og efterat man iforveien ved tilkaldt Hjælp havde maattet bære Posten paa Lægter og Stænger ind over Marken ned til Bommen, hvor Veien kunde passeres. Naar man nu veed, at det Stykke, hvorom der var Tale, neppe er en Strækning paa 150 Alen, saa vil det indsees, at en øieblikkelig og kraftig Assistance af en Snees Mand vilde have bevirket, at Posten kunde være ankommen hertil næsten fire og tyve Timer tidligere, end det nu var Tilfældet. At Vedkommende fra Generalpostdirectionens Side bør kræves til Ansvar, maa vel ansees som givet.

(Flyveposten 15. februar 1861).

Reisefataliteter. For de Reisende, 41 i Tallet, som isøndags ankom med Hamborger Posten til Roeskilde, hvor Jernbanetoget som bekjendt maatte standse, har denne Tour frembudt ikke faa Fataliteter. Dertil hører blandt Andet, at de maatte overnatte, Herrer og Damer péle-méle, i Banegaardens store Sal samt andetsteds, hver de kunde finde Tilhold, og dernæst at der næsten ikke var at opdrive nogen Befordring til at komme videre, uagtet det dog vistnok havde været Banebestyrelsens Sag at sørge derfor. Endeel af de Reisende kom endelig afsted med Posten og naaede Mandag Middag Roeskildekro, men da Postvognen paa Grund af den i Gaarsnumeret omtalte uforsvarlige Ligegyldighed med Hensyn til Veiens Ryddeliggjørelse ikke kunde komme videre, besluttede 6 af de Reisende, 4 Udlændinge og 2 Danske at begive sig videre tilfods. Gjennem tykt Sneefog kæmpede de sig frem til Glostrup, hvor de ankom i Mørkningen og søgte hen til Fogden, for at faae en Slæde. Fogden var borte med Hestene og ventedes hjem om kort Tid. De Reisende besluttede nu at oppebie hans Tilbagekomst, men istedelfor at bydes indenfor, maatte de vente paa ham i Gaardsrummet. Efter en halv Times Forløb kom han, men gav de forkomne Reisende den lidet trøstelige Underretning, at han ikke kunde skaffe dem nogen Slæde, da hans Heste vare altfor trætte, og at  han ligesaa lidet kunde give dem Huusly, eiheller vidste Nogen, der vilde bære deres Bagage og vise dem Veien. Et Forsøg, der af en Reisende gjordes hos Præsten i Glostrup, havde et lignende Resultat, og tvivlende om at finde nogen barmhjertig Samaritan i hele Glostrup, begave de Reisende sig atter paa Vandring. Men ligesom de vare ifærd dermed, bleve de anraabte af en Mand. Han havde hørt, hvor betrængte de vare, og tilbød dem sit Huus til at overnatte i. Det var en Indsidder Christensen. Med den største Hjertelighed modtog han de Reisende, bespiste dem og gav dem Natteleje, og da de den næste Morgen vilde betale ham derfor, var det kun med Nød og næppe, at han lod sig overtale til at modtage en lille Sum, der ialfald ikke stod i Forhold til den store Tjeneste, han havde ydet dem. Sin store Forekommenhed satte han Kronen paa ved med stor Umage at skaffe dem en Slæde, og saaledes skete det, at de i god Behold ankom hertil Kjøbenhavn en Tid før Posten. - Denne Fremstilling er givet os af en af vedkommende Reisende, og vi efterkomme gjerne hans Opfordring, at bringe Indsidder Christensen hans og hans Reisefællers Tak for en Opførsel, der afgiver en mærkelig Modsætning til den hensynsløse Ugjæstfrihed, der vistes dem fra andre Sider, man man mindst skulde vente den.

(Flyveposten 16. februar 1861)

Rainals Reise til Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

- Den i Kjøbenhavn som storbritannisk Konsul fungerende Mr. Rainals foretager for Tiden en Rundreise i Slesvig for at gjøre sig bekjendt med Stemninger og Tilstande i denne Landsdeel og for at indberette Resultaterne af sine Iagttagelser. De holsteenske og slesvigske Blade have bragt en Række Meddelelser angaaende denne Rundrejse, der for endeel laborerer ad Urigtigheder. Naar der saaledes er blevet sagt, at Konsul Rainals næsten udelukkende har søgt Oplysninger hos tydsksindede Personer, at han næsten stedse har logeret hos Tydskere, samt at han har udtalt sig skarpt med Sprogreskrivtet, saa kunne vi af god Kilde forsikkre, at disse Beretninger ere ligesaa urigtige som i flere Tilfælde Forudsætningerne, de ere byggede paa, ere urimelige. Mr. Rainals har hidtil kun besøgt Sydslesvig og den vestlige Deel af Mellemslesvig. Han har opholdt sig i Rendsborg, Slesvig, Husum, Oldensworth, Bredsted, de frisiske Egne, Joldelund, Tønder etc., og er fra sidstnævnte By reist til Flensborg, hvor han har opholdt sig i de sidste 5 til 6 Dage. De omtalte Meddelelser i Bladene omfatte ikke hans Ophold i sidstnævnte By. Konsul Rainals har paa denne Tour ikke alene besøgt de bekjendte Deputerede Hansen-Grumby, Thomsen Oldensworth og Hamckens, samt en stor Deel af de mest anseet tydsksindede Mænd i de nævnte Byer, men ogsaa, hvor han kunde - og Leiligheden dertil kunde under den første Deel af hans Reise kun være sjelden - ivrig dansksindede og dansktalende Mænd, saavel en af de nyvalgte Deputerede (Diemer i Tønder) som Landmænd, Borgere og Geistlige. At ville bebreide ham, at han kun i faa Tilfælde har henvendt sig til Regjeringens Embedsmænd, synes og noget strengt, forsaavidt hans egen Opfattelse af disses Stilling eller hans Instruktioner ikke kjendes. At ville holde sig op over, at han har boet hos bekjendte Slesvigholstenere og i tydske Værtshuse, forekommer os næsten urimeligt, da valget paa den største Deel af nævnte Tour ikke var givet ham, og det vel neppe kunde forlanges, at han af dette Hensyn skulde forsage enhver lettelse og Beqvemmelighed paa en særdeles besværlig Reise. Det er os bekjendt, at han i saa Henseende har bestræbt sig for at holde sig saa neutral som mulig, saa at han f. Ex. i Flensborg hverken har indqvarteret sig i "Stadt Hamburg", de Tydsksindedes Samlingssted, eller i "Rasch's Hotel", hvor Reisende fra Danmark helst søge hen, og hvor "Kongens Klub" har sit lokale, men i den mere neutrale Postholdergaard, skjøndt denne i andre Retninger staaer en heel Deel tilbage for hine. Det er vist ogsaa af denne Aarsag, at Konsul Rainals har afslaaet flere Indbydelser, deriblandt til en Fête, som vore Hjemmetydskere, der med deres sædvanlige Snuhed paa alle mulige Maader have søgt at drage ham til sig, havde paatænkt at arrangere for for ham i Flensborg. Morsomt lyde forøvrigt flere holsteenske Blades Meddelelser, efter hvilke nævnte engelske Konsul skildres som den, der paa sin Reise har erhvervet sig en god, nøiagtig og "upartisk" Dom over Forholdene i Slesvig, naar det erindres, at det var de samme Blade, der for kun faa Maaneder siden frakjendte en Mand (Prof. P. Hjort), der i længere Tid end en Menneskealder har beskæftiget sig med slesvigske Anliggender, navnlig med Sprogsagen, en berettiget Dom, da han, der var mødt med ganske anderledes rige Forkundskaber end Konsul Rainals, efter omtrent en Maaneds Ophold i Angel, som var anvendt til nøie Undersøgelser af de nuværende Skole- og Kirkeforhold, vilde udtale sig derom.

Hvad forresten det Hverv angaaer, Konsul Rainals har paataget sig, ansee vi det for et saare vanskeligt, vi ere næsten fristede til at sige for et fortvivlet. Har det ved Befolkningens indesluttede og mistroiske Charakteer i forholdsviis rolige Tider, været en overordenlig vanskelig Sag for Mænd, der i Aarrækker have beskæftiget sig med Slesvigs politiske og nationale Anliggender, eller selv vare fødte og i lang Tid bosatte i denne Landsdeel, der vare i Besiddelse af udstrakt Personalkjendskab og de Sprog mægtige, som den egentlige Befolkning talte i de nationale Grændsedistrikter, at komme til en klar Kundskab om Stemninger, Forhold og Tilstande, saa maa dette, med Hensyn til mangfoldige Punkter og Spørgsmaal, endnu i langt høiere Grad være Tilfældet, naar enkelte og væsentlige af disse Forkundskaber mangle. Dobbelt vanskelig bliver naturligviis en saadan Undersøgelse, naar den, som i foreliggende Tilfalde, maa afsluttes i en kort Tid, foretages aldeles aabenlyst samt udføres i en Tid, hvor Gemytterne ere agiterede i høi Grad, og de vrangeste Forestillinger ved en fjendtligsindet Presses uophørlige Bestræbelser have faaet Indpas hos en stor Deel af Befolkningen i Hertugdømmets sydlige Halvdeel.

Under den første Halvdeel af sin Reise har Konsul Rainals vel neppe faaet at høre synderlig Andet end et Stykke isoleret Historie, end en Række Klager over Forhold, hvis Tilblivelse de Adspurgte have fundet det beqvemmest at fortie, hvis Sammenhæng, man har søgt at forvanske for ham, eller selv ikke har kjendt. Har han, der skal være en intelligent Mand, med varme Sympathier for det engelske Folkfrie Institutioner, af disse Beretninger og af dem, han har kunnet indhente paa sit nuværende Opholdssted, kunnet finde den Ariadnetraad, han søger, maa han have varet mirakulens heldig. Har han formanet ved sin Dom at tage de tilbørlige Hensyn til Danmarks hele Stilling og de eiendommelige Forhold, der have udviklet sig i Slesvig, saa vil han næsten have præsteret det Umulige. Men med al Agtelse for Konsulens Intelligents og Skarpsindighed kunne vi neppe troe, at han har seet Forhold og Tilstande aldeles uhildet eller været i Besiddelse af en tilstrækkelig Kundskab til den historiske Udvikling og den politisk og historisk tvingende Nødvendighed, der har frembragt saadanne Tilstande. Hvad han i Løbet af nogle faa Uger ikke har kunnet see eller erfare, det er de mange kunstige Indflydelser, den lange Række af historiske Aarsager, der førte saa mange Slesvigere bort fra den loyale, patriotiske Vei. Har han, som næsten maa formodes, anlagt den engelske Maalestok paa vore Forhold, paa et Land, der i mere end en Menneskealder er bleven bearbejdet af talrige tydske "Wühlere" i Ord og Skrift, ved Emissairer og Embedsmand, et Land, hvorefter det erobringssyge Tydskland har fisket fra dette Aarhundredes Begyndelse, et Land, som nylig ved Preussernes Machinationer blev ophidset til Oprør og endnu er opfyldt af Oprørets Tilhængere, saa kan han ikke have seet Tilstandene anderledes end i en falsk Belysning. At den danske Regjering har samme Berettigelse og Forpligtelse som den engelske og preussiske, at sørge for Rigets Integritet og Konsolidation, det synes mange Frihedsmænd, som bekjendt, ikke at kunne fatte. Om Herr Rainals hører til dissse, ville vi ikke paastaae, uagtet mange af hans Udtalelser, der ere komne os for Øre, synes at begrunde en saadan Formodning.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 23. januar 1861).

Se også indslaget Engelske Rapporter om Slesvig, januar 1859.

Dødsstraffe. (Efterskrift til Politivennen)

I afvigte December Maaned har Højesteret dømt ikke mindre end 7 Personer fra Livet, nemlig en svensk Pige, Charl. Ångman, for at have forsøgt paa at ombringe sit udenfor Ægteskab fødte Barn, to andre Fruentimmer for Barnefødsel i Dølgsmaal og Fostermord og 4 Personer for Blodskam (en Svigersøn med sin Svigermoder og to Halvsødskende). Ingen af disse Dødsdomme vil imidlertid blive fuldbyrdet, da de vedk. Forbrydelser alle høre til dem, der nu betragtes paa en anden Maade end i gamle Dage; hvor, for de i Loven fastsatte urimelige Straffe, som Domstolene jo maae idømme, altid efter Høiesterets Indstilling ved kgl. Resolution formildes til offentligt Arbeide i kortere eller længere Tid. Gjennemsnitsviis kan man regne 14 Dødsdomme, men kun 1 Henrettelse aarligt. Det er iøvrigt ikke alene ved de her nævnte og andre Dødsforbrydelser, at der er et saa stort Misforhold imellem den Straf, som en forældet Lov fastsætter, og den, som i og for sig maa ansees for at være retfærdig og passende; der er tværtimod mange flere Tilfælde af denne Art, hvor den kongelige Benaadning ikke har Praget af Naade, men ligefrem er en Retfærdighedshandling, og nogle af de vedk. Lovbestemmelser ere endog fra den nyere Tid, f. Ex. Frdng. 11te April 1840 § 12 (den mindste Straf for Indbrudstyveri 2 Aars offentligt Arbeide) og § 13 (den mindste Straf for 2den Gang begaaet nok saa ubetydeligt Tyveri 1 Aars Arbeide). Men naar Benaadningsretten maa gjøres gjældende i et saa stort Omfang, for at ikke Statsmagten skal begaae ligefremme Uretfærdighedshandlinger, vænnes Befolkningen let til at ansee Straffelovens Trudsler for tomme Lyd. Hertil kommer endelig, at naar Sagen paa Grund af den høie Straf appelleres lige til Høiesteret, derefter til Justitsministeriet som den 4de Instants, og derfra endelig til Statsraadet som den 5te, bliver Retsplejens iforveien sene Gang end mere langsom og besvarlig, ligesom ogsaa Omkostningerne ved Salairer til 3 Sæt Sagførere, den langvarige Arrest m. v. bestandig voxe. Det vilde allerede af disse Grunde vare meget ønskeligt, om det Udkast til en ny Straffelov, hvorpaa der nu har været arbejdet siden 1850, snart maatte være færdigt til at forelægges Rigsdagen. (Eft. Fdl )

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 17. januar 1861)

Ved Høiesteret er den 9de ds. Huusmand Lars Ped. Husbond og hans Steddatter Kirst. Marie Larsdatter, Begge af Staun ved Løgstør, for Blodskam dømte til at miste deres Liv. Efter Kirkebogens Udvisende vare de egentlig Fader og Datter, men da de selv bestandigt havde betragtet hinanden som Stedfader og Steddatter, og der var fremkommen temmelig stor Sandsynlighed for Rigtigheden af denne deres Formening, blev det ved alle Instanser antaget, at denne Betragtningsmaade ogsaa burde lægges til Grund for Bedømmelsen af deres Forholds Strafbarhed, hvorfor der i Dommen ikke tilføiedes noget om, at deres Kroppe efter Henrettelsen "skulde kastes paa en Ild for der at opbrændes". Det fremgaaer iøvrigt af Sagen, at denne Forbrydelse allerede er bleven begaaet paa en Tid, da Steddatteren kun var 11-12 Aar gammel og Moderen endnu levede. Dødsdommen hører dog, efter Fdrl., til dem, der efter Høiesterets Indstilling ved kongelig Resolution formildes.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 28. januar 1861)

Benaadning for Dødsstraf. Ved Høiesterets Dom ar 3die f. M.. der stadfæster Viborg Landsoverrets Dom af 6te August næstforhen, er Arrestantinden Charlotte Engmann eller Ångmann, som tiltaltes for at have forsøgt at ombringe sit Barn, dømt til at have sit Liv forbrudt. - Vi give herrer efter "Departtid." et Uddrag af de nærmere Omstændigheder ved denne Sag: Arrestantinden, der er svensk af Fødsel og tiente hos en Bager i Randers, forlod paa Grund af Svangerskab sin  Tjeneste først i April f. A. og fik Logis hos Skræder Voldum, hvor hun samme Dag, som hun var kommen der, fødte et Barn. Efter hendes Udsagn lader det til, at hun har havt Grund til at antage, at Barnets Fader ikke vilde vedkjende sig Paterniteten, og da hun stod i den Formening, at hun som Fremmed i Kommunen ikke vilde erholde Understøttelse til Barnets Forsørgelse af Fattigvæsnet og ikke selv saae sig istand til af sin Løn at udrede, hvad dertil udfordreres, besluttede hun at aflive Barnet. Dette forsøgte hun ved om Morgenen den 24te April at indgive det en halv Spiseskefuld Poleervand. Barnet blev derefter meget sygt, men ved tilkaldt Lægehjælp redderes dets Liv, og den 29de var vel saa meget bedre, at Lægen kunde erklære, at det ved længere Tids omhyggelig Pleie kunde ventes at ville gjenvinde sit Huld og sine Kræfter. For Voldums Kone, som tilspurgte Arrestantinden, om hun ikke havde givet Barnet Noget ind, benegtede denne dette og gjentog senere denne Benegtelse. Som Grund hertil har hun angivet Frygt for Følgerne af en saadan Tilstaaelse og Haab om, at Barnet vilde overstaae Sygdommen, uden at hun angav Aarsagen dertil; ligeledes har hun forklaret, at hun i allerhøieste Grad fortrød sin Gierning, saasnart hun saae dens Virkninger paa Barnet. Da hun den 26de April bragtes i Forhør, aflagde hun strax en fuldstændig Bekjendelse, som hun senere fastholdt.

Da Tiltalte efter sin egen, ved Sagens øvrige Oplysninger bestyrkede Tilstaaelse, var tilstrækkelig overbeviist om at have efter foregaaende Overlæg forsøgt at ombring sit Barn med Gift, maatte det af Høiesteret billiges, at hun ved den indankede Viborg Landsoverets Dom af 6te August 1860, der stadfæster Randers Kjøbstads Extrarets Dom af 5te Juni næstforhen, i Henhold til frd. 4de Oktober 1833 § 14, 2det Membrum, var dømt til, overeensstemmende med L. 6-6-22, at have sit Liv forbrudt.

Men skjøndt Tiltalte saaledes ikke kunde undgaae at idømmes Livsstraf, formeente dog samtlige i Sagen voterende Assessorer at burde indstille hende til ved Hans Majestæts Naade at eftergives denne Straf, i hvilken Henseende blev anført: 1) at Tiltalte, efter sin Forklaring, er motiveret til Gjerningen derved, at hun ingen Udsigt havde til al kunne forsørge Barnet; 2) at den indgivne Gift, efter Sagens Oplysninger, maa antages ikke at ville have skadelige Følger for Barnets Helbred; og 3) at man ikke tør forkaste Tiltaltes forklaring om, at hun strax efterat have udført Gjerningen har angret denne, hvilket hun i Retten strax tilstod.

Paa disse Grunde indstillede de Voterende, at Tiltalte allernaadigst maatte forskaanes for at lide efter Dommen, imod at hensættes, efter fire Voterendes Indstilling, til Tugthuusarbeide i 8 Aar, og efter de øvrige Voterendes Indstilling til Forbedringshuusarbeide i 6 Aar.

Da Justitsministeriet ligeledes maatte holde for, at der var Anledning til at eftergive den idømte Livsstraf, og med Pluraliteten af Høiestereis Tilforordnede maatte ansee den høieste Grad af Forbedringshuusstraf, nemlig i 6 Aar, som en passende Formildelse, nedlagde Ministeriet i Overeensstemmelse hermed en allerunderdanigst Forestilling, og efterat Sagen derpaa har været foretaget i det Geheime Statsrad, har det behaget Hs. Maj. Kongen ved allehøieste Resolution af 16de Januar sidstleden allernaadigst at eftergive Domfældte den hende tilfundne Livsstraf, imod at hun hensættes til Forbedringshuusarbeide i 6 Aar.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. februar 1861).

Hvad jyden tænker om vore politiske forhold. (Efterskrift til Politivennen)

I 1860 udkom: "Hvad jyden tænker om vore politiske forhold." Skriftet havde en anonym forfatter der havde underskrevet sig Harald Cimber, og var udgivet af P. Chr. Zahle. Nogle af dets 15 sider er gengivet nedenfor:

Side 7:

Jeg veed ret godt, at Hr. Ploug og hans Lige ogsaa meget let blive færdige med Slesvig, nemlig ved at opgive den tydsktalende Deel, der jo rigtignok slet ikke nu er national-dansk" eller skandinavisk. Vi fik da ialfald kun et afsluttet Danmark med det halve Slesvig, eller en lemlæstet Stat. Dermed er Jyden paa ingen Maade tilfreds. Dog heller ikke dette vilde forslaae; thi man spørge hvilkensomhelst Mand eller Forsamling i Slesvig, selv de mest dansksindede, og man vil faae til Svar: vi ville ikke samles under et svensk Hoved, vi ville ikke annecteres paa det Vilkaar, heller ikke overskjæres eller miste vor slesvigske Selvstændighed, som os er forundt, endskjøndt den nu kun paa Skrømt tilstedes vs. Og jeg kan af egen Erfaring tilføie, Jyden vil det heller ikke. Han var kun ilde tjent med, om der var to Stater nordenfor Elben.

Dette staaer altsaa, fra det jydske Standpunkt, fast, at den fjøbenhavnske Skandinavisme medfører, at Staten bliver deelt og splintret, og at Derne med deres stundom altfor kloge Hoveder og Hovedstad have noget synderlig at vente, om de, dog næppe heller med deres gode Villie, reduceredes til en skandinavisk Provinds, efterat først vor hidtil selvstændige Stat ved Rænker og Vold først var opløst. Blev dette summa summarum af den skandinaviske Idee og Politik, saa kan man, fra et jydsk Standpunkt, hverken kalde den fædrelandskjærlig, national eller dansk, men reentud fordærvelig og egoistisk, forsaavidt de, der ville den Vei, kun tænke paa dem selv og hvad der behager dem, eller lover at tilfredsstille deres personlige rgjerrighed og deres andre Begjærligheder. Dette give baade de „praktiske" og de upraktisfe" Skandinaver at betænke.

Side 8-9:

Jeg vil kun ligefrem sige det, at vi Jyder, tvertimod de Store i Kjøbenhavn, ville have Fred, Enighed og uhindret Handel og Vandel med vore sydlige Naboer; det er ikke alene vor Interesse, vor materielle Fordeel og Velstand, der byder det, men et fornuftigt Forhold til Naboer byder det samme. ansee ikke Tydskerne, og navnlig vore tydske Medborgere, med saa onde Dine som de ovre i Hovedstaden, hvad enten det er lærde Professorer, Skribenter og Studenter, eller stortalende Ordførere ved Folkefester. De have længe nok sat os galdegule Briller paa Næsen. Det er Tid, vi see med vore egne Dine. Holstenerne og Slesvigerne kunne længe nok være ophidsede af samme Slags doctrinaire Folk i Tydskland, der indbilde dem, at vi Danske vare uskikkede til at leve i Samfund med andre, at vi vare indbildske, forfængelige, trættefjære o. s. v., at de tydske Dele havde Ret til at skilles fra Danmark, til at have deres egen Fyrste og til at gaae op i et stort tydsk Fædreland. Hvad der saaledes ideligt prækes og tudes En i Ørene, samt gjentages med allehaande Skingrunde, bliver let antaget for fandt og troet som et Evangelium. Have vi ikke Exempel nok derpaa herhjemme? Det er altsaa ikke sært, at den patriotiske „Erhebung" virkede som en Fædrelands - Religion, der kunde begeistre til hvad det skulde være. Jeg kan ikke indsee, at man kan raade Bod paa sligt paa anden Maade end ved fornuftig Tiltale og Grunde, og ved en Adfærd, der er skikket til at udrydde Fordomme og til at indgyde Agtelse. Især gjelder dette, naar de stridige Forhold have ført til en ærlig Kamp, og det onde Blod har faaet Lov til at udrase, saaledes som skeet er. Efter at have kjølet sit Mod, er det Tid at tænke og handle sindigt og at byde Haanden til ærligt Forlig. Det er en jydsk Anskuelse; men det skal Vorherre vide, at man just ikke har fulgt den hverken i Kjøbenhavn eller i de kredse, som derfra blive ledede og inspirerte. Er det ikke allerede en Daarskab, der grændser til Galskab, at man paa et Par Quadratmiil i Slesvig ødsler al sit Vid og sin Kraft for at faae nogle selvstændige Sønderjyder til at tale Dansk, medens de selv foretrække deres eget Maal, det være nu saa Pluddervelsk det være vil. Et kjøbenhavnsk Dagblad kalder dette den danske Regeringspolitik og anseer det for Høiforræderi ikke at ville slutte sig til den. Jeg troer, at det er med stigende Slutningshastighed at forjage det Danske fra Slesvig. Er der nogen Mening i denne Sprogstrid? Jo, en skandinavisk-politisk! Man vil „byde Sverrig et Stykke af Slesvig med som Morgengave“, som den tappre Hr. Lehmann sagde, og paa den Maade haaber man at faae et Par Quadratmiil med, som ellers vilde følge med Sydslesvig. Men den hele Tanke og Plan er jo Galskab fra Ende til anden. Denne slesvigske, denne danske, denne skandinaviske Deling er en Uting, der ifølge vore største Statsmænds Vidnesbyrd er uforenelig med Danmarks Statsret og Velvære. Den bør aldeles ikke komme i Betragtning. Og for dette halvtydske Pluddervælsks Skyld sætter man den hele Stat, Freden med Tydskland, egen Agtelse i det hele enropæiske Samfund paa Spil og skaber sig, som om det gjaldt Venetien eller Rom? Vi Jyder ere virkeligt overdrevent taalmodige; thi med den Indsigt, vi besidde, burde vi forlængst have sagt til de godt Folk, der give sig af med at styre Landet og den offentlige Mening: „Stop, nu ville vi Ft-mig iffe længer høre paa den Sludder! Det er Galskab fra først til sidst, og det er Tid, vi tænke paa alvorlige og vigtige Ting. Lad Sønderjyden tale, hvad han selv vil, og bryd Jer mere om at gjøre Ret og Skjel og at sørge for Retfærdighed, Frihed og Fred i Landet.“

Side 10:

See nu den jydsfe Tværbane f. Er. Hvilket Mesterstykke! Hvilket eiendommeligt Foster af den snilde kjøbenhavnske Spidsfindighed, der siden 1855 har gjort sig den Uleilighed at styre vore Sager? Er der noget Barn i Jylland, der ikke veed, hvad Landet behøver til sin Opkomst og Udvikling? Handelen gaaer Haand i Haand med Culturen og Industrien, med Fremgangen. og Velstanden. At bringe Jyllands Producter paa letteste Maade ind i den store Verdensomsætning især mod Vest, men ogsaa mod Syd, det er Opgaven for vore Statsoeconomer, og derefter burde Jernbanen være rettet. De kjøbenhavnske doctrinaire Professorers og Politikeres slesvigske Patriotisme er Vind, naar de ikke engang have saameget tilovers for den slesvigske Jernbane, at de ville redde den fra Undergang. Burde de ikke i den Sag have været betænkte paa først og fremmest at knytte det jydske Baneanlæg til det slesvigske, og dernæst at føre dette videre til Fyen og til Frederikshavn? Nu bliver den kostbare Stump Jernbane, som Oberst Tscherning sagde, et usselt Hjelpemiddel til lettere at komme til Tivoli og Casino, dens hele Nytte bestaaer i, at nogle Reisende lettere kunne komme til Aarhuus. Hensigten dermed er vel, at de lettere naae Kjøbenhavn for bedre at profitere af de doctrinaire Herligheder i nordisk Kunst og Videnskab. De Stude, som skulle til Kjøbenhavn, ville nok naae did uden særligt at trænge til en Jernbane. Eller tænker man maaskee af Aarhuus og Venø at danne et af Hovedpunkterne for Verdensomsætningen? - - - Jeg tør paastaae, at der ikke findes Tværjyder i Jylland, men kun tvære Hoveder i Hovedstaden. 

Side 12

Det gaaer Jyden med Kjøbenhavneren desværre som denne med Bladene. Kjøbenhavneren bander paa, at han ikke det ringeste bryder sig om Bladene eller butter for dem; men, naar det kommer til Stykket, er han alligevel deres lydige Tjener og angst for dem som for en Ulykke.

Side 14

Hvad Jyden altsaa ønsker, for ikke at sige har billigt Krav paa, det er, at Kongens Regering inden den kortest mulige Frist gjenopretter det gode Forhold, der mellem 1852 og 1855 var begyndt at vende tilbage mellem Danske og Tydske, thi man maa i Kjøbenhavn ikke glemme, at det er os Jyder meget mere magtpaaliggende at leve i Fred med disse vore Naboer, da vi i Handel og Vandel staae i den nøieste Forbindelse med dem, saa vi ere ilde tjente med, naar der baade i Slesvig og i Holsteen hersker en ophidset Stemning imod os Danske og alt hvad Dansk er. Vi troe gjerne, at det nuværende Ministerium er i Stand til at gjøre det godt igjen, da det i sig selv ikke er nogen vanskelig Sag, men saa maatte man først frigjøre sig for alt Kammeratskab med de Folk i Kjøbenhavn, der idelig pønse paa skandinaviske Anstalter og paa Ufred med Tydskerne. En aaben og ærlig, til begge Sider retfærdig og frisindet Regjering, som giver hver Sit og som er agtet og tiltroet baade herhjemme og i Udlandet, det er det, vi Jyder trænge til. Saa gaaer det nok godt herovre lige fra Skagen til Elben.

Kjøbenhavns egne hæderlige Borgere, der selv i mange Tider ere dominerede og høit beskattede af den lille stortalende Clique, der huser og huserer indenfor dens Volde, bede vi itte at gjøre Hovedstadens Navn til et af de ulideligste i Landet. Lad dem selv afryste det doctrinaire Partiaag, som de sommetider have viist de kan, saa skal vi Jyder nok staae Last og Brast med de frisindede og dygtige Mænd ude paa Derne og i Kjøbenhavn selv.

Side 15

Den Tanke og Bekymring kan ikke gjentages for tidt og alvorligt, at Jyllaud under ethvert Sammenstød med Tydskland er udsat for fjendtlig Besættelse, Brandskatning og Standsning af Handel og Vandel søndenfra. Der bør altsaa sørges for, at vi blive ligesaa sikkre mod Fare fra den Kant, som Kjøbenhavnerne nu Gudskelov føle sig betryggede fra Sverrigs Side. En saadan Sikkerhed kan ikkun findes i et lige saa godt Forhold mod Syd og vel bedst under en sikkret neutral Stilling, der jo vel hører til Undtagelserne, men dog ikke til Umulighederne. En saadan fredelig uantastet Stilling vilde ogsaa forandre vort Forhold til det tydske Forbund, og det skulde dog være underligt, om ikke et og andet af vore kloge Hoveder her kunde hitte paa en og anden god Udvei. Men at Sverrigs Beskyttelse ikke alene vilde være istand til at hjælpe os, selv om man havde en staaende Hær ved Elben, Eideren, Slien eller Kongeaaen, det føles for vort Vedkommende ved en bitter og ofte gjen= tagen Erfaring, hvorfor Jylland ogsaa er kommet til at staae tilbage for Øerfte i alle Velfærdsanliggender. Vor stigende Belstand vil derfor afhænge af vor politiske Sikkerhed.

Peter Christian Zahle (1825-1898) var politiker og præst. 1844 Student 1844 fra Herlufsholm Skole.1850 teologisk embedseksamen. Han studerede også retsvidenskab, og foretog i 1860'erne udlandsrejser for at undersøge socialøkonomiske forhold. Valgtes 1853 i Holbækkredsen til Folketinget, og tilsluttede sig Bondevennerne, særlig til Tscherning. Valgt i Nørre Sundby til Folketinget 1855-1861 og 1866-1872, samt i Ringsted 1872-1881. 

Han var imod det national-liberale Parti og embedsmændene. Modsætningen mellem danskere og slesvig-holstenere så han som kappestrid mellem Københavns og Kiels Universiteter. Indtil 1864 var han tilhænger af Helstaten. I årene 1866-1870 gruppen om G. Winther, dernæst det forenede Venstre, efter delingen 1878 til Bergs Gruppe.

1871 grundlagde han "Folketidende for Midtsjælland" i Ringsted og var dens redaktør indtil 1877. Efter at have trukket sig ud af politik blev han 1879 præst, først i Rubjærg i Vendsyssel, fra 1881 til Vallensved, Næstved. Søgte og fik afsked 1896 og døde kort tid efter 1898. 

Vinteren. (Efterskrift til Politivennen)

Vinteren synes at skulle blive en streng Herre, og der er al Udsigt til, at det gamle Ord om strenge Herrer, der kan regjere kort, dennegang neppe vil vise sig sandt. Fra Vesten melder Telegraphen: "skarp Frost", og fra Østen, fra St. Petersborg, hedder det: To og tyve Grader Kulde. Vi maae ialfald forberede os paa nogle Maaneders Vinter og de dermed følgende Misligheder og Ubehageligheder, samt den deraf flydende Nød og Elendighed for en ikke lille Deel af Hovedstadens Indvaanere. Skibsfarten og Handelen standser; Mange, der have deres gode Udkomme, saalænge Søen er aaben og Forretningerne gaae deres vante Gang, ville nu komme til at lide Savn; og de, for hvem det før var knapt, ville nedsynke i den dybeste Elendighed. Det gjælder her om at komme til Hjælp saa hurtigt som muligt og paa den hensigtsmæssigste Maade. Bespisningsforeningerne have allerede begyndt deres Virksomhed, og det vil neppe komme til at mangle dem paa Midler til at fortsætte og udvide den; Børnepleieforeningen har igaar i dette Blad til Hovedstadens Indvaanere henvendt en Opfordring, der vistnok vil finde et villigt Øre, og en af dere Kolleger har erindret om, at der for flere Aar siden, under en lignende streng Kulde, blev paa forskjellige Steder her i Staden aabnet Varmestuer, hvor Fattige frit kunde faae Lys og Varme samt tildeels varme Drikke cg Fødemidler, og anbefalet Oprettelsen af saadanne. Det maa være os tilladt at slutte os til denne Anbefaling; der vil, derom ere vi overbeviste, kun behøves en Opfordring til Publikum, og de fornødne Midler ville sikkert i den kortest mulige Tid blive tilveiebragte.

Men om det end er de Uformuende og Fattige, der fremfor Alle lide under Vinterens Barskhed og fremfor Alle have have Krav paa Hiælp og Understøttelse, saa kan man dog ikke forbigaae ved denne rettighed at lægge et godt Ord ind hos de Vedkommende for den i økonomisk Henseende mere begunstigede Deel af Hovedstadens Befolkning, der vel ikke er udsat for at fryse eller sulte ihjel, men som ligesaameget som den Fattige er udsat for at miste Liv og Lemmer paa de til Glidebaner forvandlede Fortouge. Man behøver blot en Dag eller helst en Aftenstund en halv Times Tid at gaae gjennem Stadens mere befærdede Gader, og man vil kunne tælle en god Deel Faldne og sikkert ikke faa Saarede. Er det ikke tænkeligt, at der kunde gjøres Noget for den ikke ringe Deel Mænd og Qvinder, der ikke besidde Ekvipager, og som ere nødte til at besørge deres Ærinder tilfods? Er det aldeles nødvendigt, at en Spadseretour fra Toldboden til Frederiksberggade skal være forbundet med Livsfare? Og er det ikke overkommeligt at raade Bod paa denne Tingenes Tilstand? Vi tror, at der kan skee idetmindste Noget i denne Retning. Først og fremmest maa Politiet, og hvor det ikke er eller kan komme tilstede, Folk selv forhindre, at der laves Glidebaner paa Fortougene. Vi vide vel, at det kjøbenhavnske Publikum har en vis Faible for Gadedrengene, og at det undertiden bliver meget vred, naar en Politibetjent eller nogen Anden forstyrrer den opvoxende Ungdom i dens Fornøielser; men der er virkelig Nødvendighed tilstede, og Fornøielsen kan i dette Tilfælde langtfra kaldes uskyldig. Dernæst vilde det være meget hensigtsmæssigt, om Politiet foranledigede, at der jevnligt blev strøet Aske, Sand eller Kulstøv paa samtlige Trottoirer; og hvid det ikke staaer i Politiets Magt at fremtvinge en saadan Foranstaltning, da er det vor indstændige Anmodning til Huuseierne og Huusbeboere, paa egen Haand og uden Opfordring fra Autoritetens Side at gjøre det i denne Henseende Fornødne, der hverken er forbundet med stor Uleilighed eller Bekostning. Endeligt turde det være hensigtsmæssigt, ikke at lade al Sneen feie bort fra Fortougene, men at lade et lille Lag blive liggende, navnlig paa Fliserne.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. januar 1861).