Flensborg. (Efterskrift til Politivennen)

Flensborg, den 15de April. Øieblikkets krigeriske Udsigter udøve her i en ikke ringe Grad deres Indflydelse i de forskjelligste Retninger. Paa Forretningslivet hviler der et kjendeligt Tryk: paatænkte større Foretagender udsættes eller opgives, Kapitalisterne blive mere og mere forsigtige, og det er endnu vanskeligere ene tidligere at reise større Laan i Flensborg By. Tillige klages der af derværende Forretningsmænd over Vanskeligheden i at faae deres Tilgodehavende indkasseret i de jydske Byer. En Deel af de vigtigste Livsfornødenheder, navnlig Fødevarer, er stegen i Priis. Den Paastand, at der skulde være gjort store Opkjøb af deslige Varer til Skandsearbeiderne ved Dybbøl, Midsunde og Slesvig samt til de snart forventede Tropper, benyttes af Bønderne og Spekulanterne til at forhøie Prisen.

Medens det som anført, er blevet vanskeligere at reise større Laan selv mod god Sikkerhed og med antagelige Kautionister, har det alt længe været vanskeligt for Mange, der høre til det udpræget loyale Parti at opdrive mindre Summer. Ikke faa af Pengemændene høre nemlig her, som i de fleste slesvigske Byer, til de Illoyale og udlaane kun til politiske Troesfæller. Desuden bidrager meget hertil den Omstændighed, at den herværende Sparekasse, der disponerer over en Kapital af mere end en halv Million, især bestyres og ledes at en af Byens mest bekjendte "Gesinnungstüchtige". Det er den hernede ofte omtalte Hr. Funcke, der tidligere var russisk Konsul, men blev afsat som dybt indviklet i de slesvigholsteenske Historier og den illoyale Agitation. Hans politiske Sindelag er saa bekjendt, at Folkemassen iforfjor, da den bekjendte Mestertyv Lorentz Petersen gjentagne Gange brød ind hos ham, paastod, at denne kun havde gjort det, fordi Funcke var saa ivrig tydsk. Det er naturligt, at mange loyale Mænd under disse Forhold see en Slags Ydmygelse i at skulle anmode denne Mand eller en af de andre ligesindede Medlemmer af Direktionen om Laan, især da Erfaringen har lært, at der som oftest ingen Penge ere disponible i Sparekassen, naar de befinde sig i en øieblikkelig Forlegenhed. At Oprettelsen af en ny Sparekasse under en anseet Direktion og med en mere hensigtsmæssig Organisation end den hidtilværende Flensborger Sparekasses, der forlanger en urimelig Sikkerhed, (foruden Pant i Ejendommen tvende vederhæftige Kautionister) og, efter gammel Slendrian, er overordentlig langsom i Operationerne, vilde være meget ønskelig, er en Selvfølge; forhaabentlig skrider man ogsaa dertil, saasnart noget mere fredelige Udsigter aabne sig. 

- Efterat Eleverne i Realklasserne af den herværende lærde og Realskole for kort Tid siden have havt deres Examen og nye Elever ere blevne optagne, er Skolen for Sommersemestret bleven aabnet med 276 Disciple. Der er den samme Skole, hvilken tydske Blade, da den efter Krigen blev omorganiseret, spaaede en slet Fremtid. Før Krigen, da den efter Evne var en Planteskole for Slesvigholstenismen, havde den en ubetydelig Freqvents i Forhold til nu. I 1842 talte den nemlig kun 70 Elever, i 1843 72, i 1846 67, i 1851, da det danske Sprog fik samme Berettigelse som det tydske i samme, og loyale Lærere ansattes, 73, i 1852 119, i 1853 183, i 1854 218, i 1855 245, i 1856 260, i 1860 270 og nu tæller den, som anført, 276 Elever. Det den lærte Skole tilhørende, i Aaret 1711 af den lærde Rektor Møller stiftede Bibliothek tæller nu, efterat der i Aarene 1858 og 1859 blev anskaffet henved 1300 Bind, medens der for kort Tid siden atter er blevet kjøbt for flere tusind Rd. Bøger (især historiske Værker), imellem 9 og 10,000 Bind, og er i disse Dage, efter Ministeriets Anordning, blevet et offentligt Bibliothek for Flensborg og Omegn. Der er indrettet en Læsesal, og Udlaan finder Sted til en bestemt Tid, rigtignok foreløbig kun een Gang om Ugen.

I meget lang Aarrække har et tydsk Theaterselskab, idetmindste regelmæssig om Vinteren, givet Forestillinger her. Det er imidlertid nu Spørgsmaal underkastet, hvorvidt disse ville blive fortsatte i Fremtiden. Den for Tiden koncessionerede Theaterdirekteur, Hr. Kessler, har nemlig i de sidste Aar gjort saa slette Forretninger, at det gik mere og mere tilbage med Theatret og Selskabet. For kort Tid siden har nu sidstnævnte opløst sig, og Theaterdirekteuren selv siges at være reist til Berlin, efterladende sig en ikke ubetydelig Gjæld. Der foreligger temmelig vægtige Grunde for, at han neppe retournerer her til Byen, med mindre Lykken skulde blive ham langt gunstigere i hans Fædreland Preussen end her. Flere Personer agte derfor, som vi erfare, at bestræbe sig for at erholde Koncession til Dannelsen af et nyt Selskab. Silke ville de neppe spinde derved, da de politiske Fordele, der have deelt Byen i tvende Leire, hverken spaae et dansk eller et tydsk Skuespillerselskab nogen særdeles Fremgang , selv om Flensborgerne vare mere kunstelskende, end de ere, og Præstationerne kunde blive bedre, end de hidtil have været.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 17. april 1861).

Fotograf Christian Friedrich Brandt (1823-1891): Flensburg. Det kongelige Bibliotek Fri af ophavsret.

Konfirmation og Censur i Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Ministeriet for Slesvig udsendte den 9. januar 1861 et patent, der ophævede forældres pligt til at lade deres børn konfirmere i den sognekirke hvortil de hørte. Det betød at de nu kunne sende børn til forberedelse og konfirmation fra et dansk sogn til et tysk og omvendt. Velsignelsen kunne nu ske i det sprog der ønskedes, men forberedelse og eksaminationen skulle foregå på dansk. Ministeriet Hall fastholdt at Slesvig var dansk land og at det danske sprog skulle have forrang i de blandede distrikter. Patentet blev det sidste den danske regering foretog i sprogsagen før 1864.

Den 7. februar erklærede den tyske forbundsdag overfor den danske regering at den ville foretage en forbundseksekution hvis ikke forbundsbeslutningen af 8. marts 1860 blev efterkommet. 

Uddrag af lord Russells tale i det engelske underhus, den 12. april 1861.

Det forekommer os, at i Stedet for at tilbageføre dette indviklede Forhold, vilde Spørgsmaalets retfærdige Afgjørelse i Virkeligheden bestaae deri, at Kongen af Danmark fuldt og ærlig gjorde, hvad han har lovet, navnlig behandlede begge Nationaliteter, den tydske og den danske, ligelig med Hensyn til Confirmation, Skoler og Gudstjeneste i Kirker, og at der med Hensyn til saadanne Forhold blev en fuldkommen Lighed mellem begge Nationaliteter i Slesvig. Dette vilde ikke alene være ærligt og redeligt imod den tydske Befolkning, men det synes mig ogsaa aabenbart at maatte være Kongen af Danmarks Politik, at hans tydske Undersaatter skulle være lige saa tilfredse med hans Regering, som hans danske. Alle de Underretninger, som have naaet os med Hensyn til Slesvig, bringe mig til at troe, at skjønt der er mange Klager af en egen Art, saasom at man for at blive examineret til Confirmation maa have lært det danske Sprog, samt at Geographi og Astronomi blot læres i dette Sprog - skjønt de tydske Beboere af Slesvig klage over saadanne Ting, saa ønske de dog i Almindelighed ikke at forenes med Tydskland, men at forblive Kongen af Danmarks Undersaatter. Da Forholdet er saaledes, synes det mig snarere at være et Detailspørgsmaal, som kan afgjøres af Kongen af Danmark efter retfærdige og billige Principer, end en Sag, som kunde forvandles til en Kilde til Strid mellem Tydskland og Danmark. Dersom denne Strid opstaaer, kan Ingen sige, til hvad Følger den vil lede, om ikke den Uvished, som hersker med Hensyn til Grændsen, kan lede til en Krig mellem de to Nationer. Jeg har fremstillet Sagen saa upartisk, som jeg kan; jeg troer, der er megen Ret i begge Parters Fordringer, samtidig med, at der er betydelig Overdrivelse og Mangel paa forsonlig Stemning paa begge Sider. Men det vilde være en meget stor Ulykke for Europa, og vilde lede til andre Farer, dersom der som Følge af denne Uenighed skulde opstaae en Strid, der kunde angribe Danmarks Integritet og Uafhængighed. Jeg troer ikke, at dette er et Spørgsmaal, hvorved dette Land kan være ligegyldigt. Jeg har hidtil bestræbt mig for al bruge Hds. Majestæts Regerings Indflydelse til Gunst for Freden, og jeg stoler paa, at Huset vil være af den Mening, at det var en Pligt for Regeringen som Tydsklands og Danmarks Ven at handle saaledes og at bestræbe sig for en venskabelig Afgjørelse af et farligt og ophidsende Spørgsmaal, samtidig med, at den derved befordrede Fredens Interesse i Europa.

(Hør! Hør!).

(Fædrelandet 16. april 1861).

Preussen foreslog i maj 1861 at løse striden ved at dele Slesvig, men det blev afvist fra dansk side.

I distrikterne med blandet kirke- og skolesprog anmodede næsten alle forældre om at deres børns konfirmation foregik på tysk. De er nu berettiget til dette krav som følge af de indrømmelser der er givet på anmodning fra England. Den danske regering og presse ser nu ud til at ville lade deres vrede gå ud over prædikanterne i disse områder som bestemt ikke har skylden. Det blev for nylig sagt om en af ​​dem at han skulle forsvinde eller blive afsat. - Et i Hamborg nyudgivet blad, "Norddeutscher Grenzbote", læses og distribueres uforstyrret i nogle egne af landet, men i andre konfiskeres det uden videre af de underordnede embedsmænd, og det slesvigske ministerium bekræftede disse foranstaltninger. På en af ​​de frisiske øer på Slesvigs vestkyst findes en dansk postmester hvis indsigt endda rækker så vidt at han fornemmer tendenser i Leipziger Illustrirten Zeitung, denne bibelprimer for voksne, til at svække slesvigernes tilknytning til Danmark og deres danske kongen. Derfor synes han det er en god idé at beholde de indkomne eksemplarer for sig selv. Abonnenterne der var fast overbevist om at Illustrirte Zeitung ikke ville indeholde noget højforræderi, og at hvis dette var tilfældet, ikke postmesteren, men politimyndigheden havde ret til at konfiskere, klagede til det slesvigske ministerium. De fik dog det svar fra ham at postmesteren havde handlet helt rigtigt, og at den pågældende avis ikke længere ville blive givet dem i fremtiden.

In den Districten mit gemischter Kirchen- und Schulsprache haben fast alle Eltern verlangt, dass die Confirmation ihrer Kinder in deutscher Sprache geschehe. Zu diesem Verelangen sind dieselben nämlich jetzt in Folge der auf Andringen Englands gemachten Concessionen berechtigt. Ihren Aerger hierüber scheint die dänische Regierung und Presse jetzt an den Predigeern dieser Gegenden auslassen zu wollen, an denen doch wahrlich nicht die Schuld liegt. Von einem derselben hiess es neulich, er werde abgehen müssen oder abgesetzt werden. - Eine in Hamburg neu erschienene Zeitschrift, "Norddeutscher Grenzbote", wird in einigen Theilen des Landes ungestört gelesen und verbreitet, und andern jedoch von den Unterbeamten ohne weiteres confiscirt, und das schleswig'sche Ministerium bestätigte diese Massregeln. Auf einer der friescischen Inseln an der schleswig'schen Westküste ist ein dänischer Postmeister, dessen Scharfsinn sogar soweit geht, dass er in der Leipziger Illustrirten Zeitung, dieser Bibelfibel für Erwachsene, Tendenzen wittert, die geeignet sind die Anhänglichkeit der Schleswiger an Dänemark und ihren dänischen König zu erschüttern. Er findet es desswegen für gut, die ankommenden Exemplare für sich zu behalten. Die Abonennenten, in der festen Ueberzeugung, dass doch die Illustrirte Zeitung keinen Hochverrath enthalten werde, und dass wenn dies dennoch der Fall, nicht der Postmeister, sondern die Polizeibehörde das Recht der Confiscation habe, wandten sich beschwerend an das schleswig'schen Ministerium. Von diesem erhielten sie indessen die Antwort, dass der Postmeister vollständig recht gehandelt habe und dass die gedachte Zeitung ihnen in Zukunft nicht mehr verabfolgt werden würde.

(Die Zeit : Tageblatt für Politik, Handel und Wissenschaft. 10. juli 1861)

8. oktober 1861 udkom en bekendtgørelse for hertugdømmet Slesvig som forbød at holde ugebladet Norddeutscher Grenzbote.

Illustrirte Zeitung udkom 1843-1944 i Leipzig, på linje med The Illustrated London News og L'Illustration (Paris). Forgængere for billedbladene. Det er i dag en vigtig kilde til historie og kultur, ligesom politik og hverdagsliv. Billedarkivet er på over 300.000 illustrationer.

Hvad "Confirmationspatentet" af 4de Jan. for Slesvig angaaer, oplyser Paster Graae i "Fdrl." (Nr. 169), at de "to Acters" Adskillelse i og for sig ikke er Andet end hvad der i mange Aar har fundet Sted i Flensborg, Adelby og flere Steder, hvor Overhøringen skeer om Onsdagen ved Fastegudstjenesten, hvorved der, naar der er mange Confirmanter, vindes mere Tid til Prøven, uden at Menigheden trættes ved for mange Ting paa een Gang, og hvorved Konfirmanderne selv vinde mere Ro og aandelig Frihed til paa selve Confirmationsdagen at kunne hengive sig til den hellige Handling uden at adspredes ved de mange Spørgsmaal eller forstyrres af Frygten for ikke at kunne svare godt nok. Derrimod vil G. ikke lade den Grund for Adskillelsen gjælde, at "Examen" var en Skolesag, konfirmationen en kirkelig Handling; ligesom konfirmationsforberedelsen danner den kirkelige Modsætning til den egentlige Skolegang, saaledes er Konfirmandernes Overhøring i Kirken ligefrem en kirkelig Modenhedsprøve, der for Menigheden, som saadan, aflægges til et Vidnesbyrd om, at de Unge saaledes have hørt om Christus, at de kunne aflægge den gode Bekendelse for mange Vidner, hvorfor ogsaa Konfirmanderne mange Steder og navnlig i Kongeriget i forvejen ere udskrevne af Skolen ved en ordentlig Skoleexamen. G. angriber stærkt Patentets § 2, som bestemmer, at, naar "Vedkommende" (Forældrene) forlange det, skulle Børn, som i Skolen udelukkende ere underviste paa Dansk, til konfirmation forberedte paa Dansk og i Menighedens Nærværelse for konfirmationen overhørte paa Dansk, "confirmeres" paa Høitydsk (hvori de kun have havt Underviisning i høist 4 ugentlige Timer og som de derfor, naar det tales, slet ikke eller kun deist ufuldkomment forstaae) af den samme Præst, som hidtil kun har talt Dansk til dem, og i den samme Kirke, hvor de lige nylig have lagt for Dagen, at de have lært deres Christendom paa Dansk. Det er jo dog Børnene, og ikke deres Forældre, som skulle bekræfte deres Daabspagt og bekræftes i den, og Bevidne skulle paa Confirmationsdagen ikke blot aflægge Løftet med et Ja, men ogsaa høre Evangelium saaledes, at de opløftes derved i Løftets hellige Øieblik; men det kunne de Dansk- eller Danskplattydsktalende Børn ikke, der ere underviste paa Dansk. Patentet har ikke tilfredsstillet de Tydsksindede, men blot givet dem Blod paa Tanden; de fordre nu kun saa meget heftigere, at deres Børn, som nu maae konfirmeres paa Høitydsk, ogsaa i Skolerne skulle undervises og af Præsterne forberedes og overhøres paa Høitydsk, og at Sprogrescriptet, dette Slesvigs nye Dannevirke, skal, sløifes og Høitydsken igjen throne i det danske og plattydske Angels og andre "blandede" Districters Skoler og følgelig ogsaa i deres Kirker. Og de Dansksindede derover Patentet Modet, idet Fodfæstet tages fra dem, saa at de endnu vanskeligere end førhen kunne modstaae Storbøndernes trykkende Terrorisme. Graae klager over, at der ved Patentets Udstedelse er brugt "en meget ukirkelig Fremgangsmaade", idet der ikke forud blev givet den slesvigske Biskop Lejlighed til paa Embedsvegne at afgive sin Erklæring over en i Kirkens indre Liv saa dybt indgribende Foranstaltning med Hensyn til en Handling, som man just vilde hævde Charakteren af "kirkelig". Det saa farlige Agitationsmiddel, som Patentets § 2 har givet det tydsksindede Parti i Hænderne, mener Graae, bør enten igjen betages dem eller, ifald det er umuligt, paa en eller anden Maade paralyseres, da ellers den Grundvold, hvorpaa der i 10 Aar saa heldigt var bygget i Mellemslesvig, let kan blive undergravet, han mener, at de Tydsksindede gjerne kunde lade sig nøie med Patentets § 3, som tillader Enhver, uden Tilladelsesbeviis af Præsten (hvilket iøvrigt bidtik meget sjelden og kun af ganske særegne Grunde er blevet nægtet) at lade deres Børn konfirmere udensogns, i Forbindelse med den nye Tilladelse til at lade Børnene privat undervise paa Tydsk.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 31. juli 1861).

En Begravelsesscene. (Efterskrift til Politivennen)

En Begravelsesscene. Odense, den 2den April. (Fyens Av.) For nogle Uger siden forefaldt der paa Fraugde Sogns Kirkegaard en Scene, som med Rette har været Gjenstand for megen Omtale og Anledning til megen Forargelse i en vid Omkreds, og som i og for sig fortjener at bringes frem for Offentligheden. Sagens Sammenhæng er følgende: Huusmand Rasmus Jørgensen af Birkum Mark, Fraugde Sogn, som havde løst Sognebaand og i kirkelig Henseende sluttet sig til Pastor Koefoed i Sønder-Næraa, mistede den 4de Marts sin Kone, henvendte sig derpaa til sin Præst, forannævnte Pastor Kofoed, og traf med ham Aftale med Hensyn til Begravelsen. Derefter gik han til Sognets Præst, Pastor Hansen i Fraugde, meldte Dødsfaldet og underrettede ham om de med Pastor Kofoed trufne Bestemmelser angaaende Begravelsen. Der udspandt sig nu en lang Samtale mellem dem, idet Pastor Hansen bestred Koefoeds Ret til al foretage Jordpaakastelsen; da Huusmanden endelig spurgte om han (Pastor Hansen) da vilde foretage den, svarede denne hverken Ja eller Nei, men sagde at saa maatte der i all Fald træffes forandrede Bestemmelser. Dermed gik Huusmanden og lod det selvfølgelig blive ved den tidligere Bestemmelse. Den 9de Marts fandt Begravelsen Sted; Ligtalen blev holdt hjemme i Huset, cg Skaren begav sig derfra til Kirkegaarden. Medens Pastor Koefoed stod i Ornat ved Graven, og en Psalme blev sungen, traadte Pastor Hansen verdsligklædt ind paa Kirkegaarden, gik lige hen til Koefoed og gjorde ved Miner og Fagter Tegn til at ville afbryde ham. Pastor Koefoed gjorde blot en afværgende Bevægelse med Haanden og fortsatte Psalmesangen uden al lade sig forstyrre. Saasnart Psalmen var til Ende tog Pastor Hansen høirøstet Ordet og sagde til Kofoed, al hvis han foretog Jordpaakastelsen, gjorde han det paa eget Ansvar; ligeledes henvendte han sig til Følget og sagde det, at det handlede paa eget Ansvar, hvis det jevnede Graven. Pastor Koefoed valgte den eneste rigtige Fremgangsmaade ligeoverfor en saadan Adfærd, ved rolig at foretage Jordpaakastelsen; efterat En af Følget havde rettet det Spørgsmaal til Pastor Hansen, om der i Sognet var Mænd, hvis Forretning det var at kaste Graven til, og denne havde svaret benægtende, blev Graven derpaa efter Skik og Brug jevnet af Ligskaren. - Vi skulle til denne Tildragelse kun knytte nogle saa Ord: Efter Loven af 4de April 185 om Sognebaandets Løsning er der aabenbart et Hul i Lovgivningen. Det er nemlig en nødvendig Conseqvents af denne Lov, at Kirke og Kirkegaard maae kunne benyttes til visse kirkelige Handlinger af en Præst udenfor Sognet, som Sognebeboere have sluttet sig til; men der mangler udtrykkelig Lovbestemmelse derom. I Rigsdagens næstsidste Samling indbragte Barfod, J. A. Hansen, Hammerich m. Fl. Lovforslag desangaaende; det blev vedtaget i Folkethinget, men forkastet i Landsthinget. Pastor Hansen vilde saaledes unægtelig formelt kunne forsvare en Indsigelse, fremsat paa rette Sted og i rette Form, med Manglen af en udtrykkelig Lovbestemmelse af det omhandlede Indhold; men hvad der aldrig kan forsvares, det er hans Brud paa Kirkegaardens Fred. En Adfærd som hans vilde hos Enhver være upassende, men udviist af en Præst er den forargelig. Vi behøve ikke at udmale de yderligere, lidet opbyggelige Scener, svar vilde være blevne en uundgaaelig Følge af hans Optræden, ifald denne var bleven mødt med mindre Ro og Værdighed af Pastor Koefoed; hvad der forefaldt, var allerede bedrøveligt nok, og Alle ville vistnok give os Medhold, naar vi sige, at Pastor Hansen kun handlede lidet præsteligt ved at gjøre Forsøg paa at afbryde en Embedsbroder midt i Udforeisen af en kirkelig Handling - og lidet christeligt i at bringe Forstyrrelse ind i Andagten, især naar denne, saaledes som ved en Begravelse, er blandet med Smerten over et Tab.

(Jyllands-Posten 8. april 1861).

Begravelsesliifisrien fra Fraugde. Angaaende forleden omtalte Skandale, der skulde have fundet Sted ved en Begravelse i Fraugde i Fyen, har "Fyens Avis" fra vedkommente Præst , F. A. Hansen, modtaget følgende Brev: "I Anledning af en Artikel, betitlet: "En Begravelseshistorie" og optaget i "Fyens Avis' den 2den April d. A., maa jeg herved anmode Dem om at meddele: at den omhandlede Sag. allerede for flere Uger siden, er af Undertegnede indstillet gjennem Stiftsøvrigheden til Ministeriet for Kirke- og Underviisningsvæsenet, at den - som jeg  haaber - vil blive nøie undersøgt, og at det mig en Fornøielse, om Publicum i sin Tid maa blive fuldstændig oplyst om Sagens sande Sammenhæng, og om Urigtighederne, i den af Dem optagne anonyme Artikel."

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 10. april 1861)

Overskridelse af Embedsmyndighed. For nogle Maaneder siden berettede "Fyens Av.", at et uhyggeligt Optrin havde fundet Sted paa Fraugde Kirkegaard, idet den i de samme Dage udnævnte Provst Hansen havde forstyrret en Jordpaakastelse, som forrettedes af en af hans Nabopræst er for en Mand, der havde løst Sognebaand. Provst Hansen fremkom da, som det i Reglen skeer, naar Folk have Uret, med Paastand om, at Fremstillingen var urigtig, og lovede, at han med Fornøielse i sin Tid skulde oplyse Sagens sande Sammenhæng. Hertil har han imidlertid, ifølge f. Bl., ikke siden fundet sig foranlediget af den Grund, at Kirke- og Undervisningsministeriet, til hvilket han indgav Klage over sin Collega, ikke blot har alterret det for en naturlig Følge af Lov af 4de April 1855, at den, der har løst Sognebaand, kan afbenytte Kirkegaarden i det Sogn, hvor han boer, til Begravelse ved den Præst, til hvem han har sluttet sig, naar han blot i tide anmelder det for Sognepræsten, for at Sammenstød kunne undgaaes; men Ministeriet har tillige, da Anmeldelse i nærværende Tilfælde havde fundet Sted, frakjendt Provst Hansen Ret til at modsætte sig Begravelsen af den Grund, at han havde negtet sin Tilladelse, og tilretteviist ham, fordi han har udviist en forstyrrende Virksomhed der kunde have ført til en forargelig Scene mellem de to Præster.

(Svendborg Amtstidende 6. juni 1861)

Gebhardt Peter Jacobsen (1840-1915): Claudine Marie Hansen, f. Jørgensen (1813-1907) og Sognepræst og provst Frederik Andreas Hansen (1807-1890). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Frederik Andreas Hansen (1807-1890) var præst og politiker. Han blev cand.theol. 1830 og underviste på Roskilde Katedralskole 1832-1838. 1838-1852 sognepræst i Øster Hornum og Restrup Sogne og sognepræst i Fraugde Sogn 1852-1883, som nævnt tillige provst for Bjerge og Åsum Herreder 1861-1880. Han blev udnævnt kort efter begravelsesaffæren, nemlig 26. juni 1861. Han var medlem af Folketinget valgt i Aalborg Amts 5. valgkreds (Nibekredsen) 1849-1952. Han genopstillede ikke ved valget i 1852.

Hans Jakob Hansen Koefoed (1817-1899) var søn af gehejmekonferensråd og højesteretsassessor Koefoed i København. Han tog teologisk kandidat 1842, men var i tvivl om han hellere skulle have været landmand. Han var en tid huslærer i Ryslinge præstegård efter at Kresten Kold havde forladt stillingen og i 1851 oprettet Ryslinge Højskole (Danmarks tredje). Han var sognepræst i Sønder Næraa 1857-1872 og i Hesselager 1872-1887. Han talte også til Kolds begravelse i 1870.

Thorvald August Brown Jørgensen (1825-1890). (Efterskrift til Politivennen)

Manden på fotoet er Thorvald Jørgensen (1820-1890), kvinden Nicoline Marie Jørgensen (1825-1910). Jørgensen blev født 6. marts 1825 i Odense. Deltog kortvarig i Treårskrigen som frivillig i det beredne jægerkorps for øerne 1849, hjemsendt med knæskade januar 1850. Garnisonsauditor Rendsborg. Han tog slesvigsk juridisk eksamen 1856, og blev 14 dage senere politimester, auktionarius og rådmand i Slesvig. Magistraten bestod da af borgmester C. Leisner, stadssekretær Heinr. Rohweder og rådmænd Joh. Marquardsen og J. H. Jensen. 

Slesvig By blev efter Treårskrigen 1848-1851 udsat for fordrivelser af velhavende borgere og intelligentsiaen: angiveligt skal ca. 60 familier være blevet fordrevet af den danske regering i det håb at man derved fik fjernet lederskabet af oppositionen. Byen blev desuden i perioden mellem Treårskrigen og 1864 ret forarmet. Der opstod gnidninger mellem Jørgensen og Leisner der af danske myndigheder blev anset for at være for "blød".

Af hans erindringer perioden 1856-1864 "Nogle meddelelser om min embedsvirksomhed i staden Slesvig fra 1856 til 1864" (1906) fremgår at han som politimester i 1859 havde besluttet sig for en fastere hånd over for den slesvig-holstenske bevægelse, Ved juletid 1859 var der uroligheder. Kort efter årsskiftet lukkede 1860 Jørgensen den Heibergske Boghandel i byen og anholdt urmager Gerke i reaktion mod omdeling af en slesvig-holstensk adresse (Rumohr + 26 underskrivere). Gerke døde i cellen, muligvis selvmord. Den store menneskemængde der mødte op ved hans begravelse blev anset for en demonstration og hårdhændet splittet ad af alt disponibelt mandskab. Jørgensen ledede personligt aktionen. 

E. Carl Edvard Emil Rye (1820-1890): August Jørgensen (1825-1890). Nicoline Marie Jørgensen (1824-1910). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

De danske myndigheder var tilfredse, mens det set med slesvigholstenske øjne blev opfattet som fanatisk dansksindethed. Leisner blev efterfølgende forflyttet til Eckernförde, og Jørgensen udnævnt til hans efterfølger og tildelt ridderkorset. Han beholdt samtidig posten som politimester. Jørgensens fremgangsmåde fandt også tilslutning i avisen Fædrelandet:

Fuld saa megen Galde øser Forfatteren af Adressesagen og især dennes Hovedoffer Advocat og Boghandler Heiberg i Slesvig. Med dybeste Indignation berettes, hvorledes den Adler- og Dielziske Boghandel i Dresden, alt iforveien berygtet ved Udgivelsen af den dansksindede, ungewitterske Geographi, har havt den Skjændighed, ikke blot at negte Heiberg Credit, men endog hertil at knytte sin Beklagelse over, at et saa nyt Firma drev Politik i Stedet for at passe sine Forretninger. - "I Sandhed", udbryder Forfatteren med skærende Ironi, "den Hædersmand, som skrev dette Brev, burde prydes med Dannebrogsordenen paa sin Kjole!" - Dog dette er, skjønt tungt at træffe hos en Landsmand, ikkun Smaating. Borge- og Politimester Jørgensen, det er Manden, som bærer det juridiske og moralske Ansvar, ikke blot for Heibergs borgerlige Ødelæggelse, men for Gerkes Selvmord og, som det lader til, for at en Mand er bleven vanvittig, som dog ei er bleven vanvittig - ikke at tale om flere høie Militaires Afgang og en Majors Forsættelse til Randers, Alt som fjernere Følger af den heibergske Sag. Ved at læse Skildringen af Jørgensen kommer man uvilkaarlig til at tænke paa en eller anden siciliansk eller neapolitansk Inqvisitor ja Side 64, hvor Forfatteren i høj Pathos udbryder: "Svøben er ikke tilstrækkelig, der maa pidskes med Skorpioner! Lad os derfor overalt indsætte Mænd som den regerende Borge- og Politimester Jørgensen i Slesvig til Landfogder" - er det tydelig nok Gessler - dessen Hochmuth Tell erschoss" - hvortil der alluderes, og man fatter nu den Følelse , der brugte den schillerbegeistrede Skoleungdom til at overvælde Manden med Undsigelsesbreve. Det forstaaer sig forresten af sig selv, at heller ikke den flensborgske Appellationsret, hvem det navnlig forekastes, at den har fraveget den holstenske Appellationsrets Fortolkning af Bestemmelserne om Petitionsretten, rimeligvis den som Professor Schütze efter "Fædrelandet"s Beretning har doceret, gaaer Ram forbi. "Det synes, som om denne den høieste Justitsautoritet i Slesvig, der rigtignok i sin større Halvdel bestaaer af Danske, vil indføre Skorpioner i Stedet for Pidsk; (øjensynlig er dette en Yndlingsvending hos Forfatteren) men da opgive den ogsaa Navn af Domstol!" Da dette blev skrevet, var Kjøbmand Langes Dom endnu ei bleven skærpet til ti Maaneders Fæstningsarrest, hvorledes skulde man ellers have fundet Udtryk stærke nok til at brændemærke denne Voldtægt paa Lov og Ret!

(Fædrelandet 30. november 1860)

Hans erindringer "Nogle meddelelser om min embedsvirksomhed i staden Slesvig fra 1856 til 1864" er citeret og behandlet i Børge L. Barløse: Borgmester August Jørgensen og "den gode sag" (Sønderjyske årbøger, 1. halvbind 1964). Her omtales de som et "Fængslende personligt dokument hidrørende fra en embedsmand, der var blevet en fabel, endnu mens han fungerede, og som i sjælden grad var blevet bagtalt og forhånet af sine modstandere." Jørgensen betegnede den slesvigholstenske opposition som terrorisme. Han støttede og finansierede herefter to loyale kandidater for at dæmme op mod slesvigholstenerne, skorstensfejer Friedr. Sam. Chr. Perschke og murermester Gustav Jessen. Det blev en fiasko, de fik kun hhv. 22 og 15 stemmer.

1861 udarbejdede han en liste over fremtrædende personer i byen dels om "kongens tro mænd ... har anledning til at vende ryggen" (modstanderne), dels "dem som på grund af bevidst loyalt sindelag er genstand for en sådan forfølgelse, at de trænger til særlig understøttelse fra de loyales side." Listen blev imod hensigten offentliggjort og vakte almindeligt røre, også i Danmark. Igen forsvarede Fædrelandet ham ved den lejlighed i nedenstående artikel:

- Politimester A. Jørgensen i Slesvig har som en af Kongens nidkjæreste og virksomste Embedsmænd i Sydslesvig stadig været Henstand for Oprørspartiets Forbittrelse og Forfølgelse, hvad der er i sin Orden, da det sikkert ingen mere energisk og ufortrøden Modstander har end netop ham, der ved enhver Leilighed er det paa Spor. Som Følge af Partiets Had, som det gjør ham den største Ære at have paadraget sig , er han baade flere Gange bleven fremstillet som "en dansk Blodhund" til Afsky og Rædsel i den tydske Presse, og endnu flere Gange er han bleven beæret med unavngivne Trusels- og Undsigelsesbreve i den pompeuseste og latterligste Form. Fornylig har Hr. Jørgensen mere end nogensinde opbragt Partiet, idet han har fundet sig foranlediget til at meddele et Par af de høiere Embedsmænd i Byen Slesvig, nemlig Brigadecommandeuren, Commandanten og Rectoren ved Domskolen en Liste, saavel over de Borgere, der ved deres i Løbet af det sidste Aar aabent udviste illoyale Sindelag have givet Kongens troe Mænd Grund til at vende dem Ryggen, som over dem, der ifølge deres yttrede loyale Sindelag ere udsatte for Forfølgelse af hine, og derfor trænge til Understøttelse fra de loyale Embedsmænds Side. Rectoren ved Domskolen, Dr. Professor S. Povelsen, har derpaa, fortælles der i "Koll. Zeit." for 26de Februar, fremlagt denne Skrivelse i Lærernes Forsamlingsværelse, og har derved givet Leilighed til at tage Afskrift af den og saaledes sende den til de undertrykte Schleswigholsteineres medlidende Venner i Tydskland. Dette "unverschämtes Actenstück" fingurerer nu i tydske Blade. I denne Anledning har Hr. Jørgensen modtaget følgende Brev fra Berlin i tydsk "Lapidarstil", skrevet afvexlende med rødt, blaat og sort Blæk, og med fransk Udskrift:

"Sehr werther Schuft!

Das schåndliche Benehmen, welches Er den deutschen Bewohnern Schleswgs gegenüber führt, hat die Unterzeichneten veranlasst Ihm einen deutschen Brief zu schreiben.

Wir verden vielleichl bald in Schleswig , dem Schauplatze Deiner Schandthaten, unsere braven Waffengefährten von 48-49 wieder begrüssen.

Dann wollen wir Dir Dein Hintertheil nicht anstreichen, sondern braun und blau streichen; merke Dir, dass jede neue Bedrückung der Schleswig- Holsteiner Dein kerbholz vergrossert, und dass, wo Du Dich auch verkriechen nidgest, die Dir bestimmte Kugel Dich doch erreichen wird!!!!!

Berlin den 28sten Februar 1861.
königlich preussische Garde-Füseliere, 150 Mann.
(Hoch Schleswig Holstein stammverwandt!)"

(Fædrelandet 5. marts 1861)

Jørgensen fortsatte som borgmester indtil 1864. Han var godt klar over at langt hovedparten af byen Slesvigs befolkning var imod den danske administration og hvad de opfattede som en økonomisk udsugning bl.a. gennem beskatning som skulle afbøde den danske statsgæld - og de danske embedsmænds pensioner. Et slesvig-holstensk øgenavn for dem var "Levebröder". Han planlagde derfor at vende stemningen i sommeren 1863 ved at udgive et dansksindet blad, "Südschleswigske Volkszeitung".

Før det nåede at udkomme, blev han indhentet af de historiske begivenheder. Forbitrelsen mod Jørgensen i Slesvig By viste sig ved at de "Stadtverordneten"/ deputeretkollegiet i slutningen af november 1863 på borgmester Jørgensens opfordring (eller befaling?) nægtede at sende en lykønskningshilsen til Christian 9. efter dennes tronbestigelse.

Mod slutningen af januar begyndte han at modtage truselsbreve, og da krigstilstanden indtrådte 1. februar 1864, blev familien sendt over Haderslev og Odense til København. Han fulgte efter den 4. februar. 23. marts til 21. april var han byfoged i Fredericia. Så valgt til rigsrådets folketing i Hillerød. Oktober 1866 herredsfoged i Lunde-Skam (Fyn) og herefter tabte han langsomt interessen for Slesvig. 

Schleswig by fik herefter en ny borgmester Reimers som blev almindelig velanset i store dele af befolkningen som en dygtig embedsmand. Han blev i september 1865 af den preussiske administration erstattet af en anden som beboerne dengang frygtede ville genskabe forholdene under den danske borgmester Jürgensen (se fx Magdeburger Presse 11. september 1865).

Jørgensen deltog i Peschkes begravelse 1879. Her citerede han selv i sine erindringer en gammel slesviger for at skulle have sagt at de foretrak ham for preusserne. Det er nok snarere ønsketænkning.

Pleiemoder idømt Forbedringshuus. (Efterskrift til Politivennen)

En Arrestantinde Inger Bolette Linnø, Clausens Enke, Datter af en afdød Dyrlæge, nu 45 Aar gammel, var tiltalt ved Kbhvns. Criminalret for uforsvarlig Behandling af de hende anbetroede Pleiebørn. Ved Undersøgelse var oplyst, at 23 saadanne alene i de sidste 8 Aar til Midten af 1859 vare anmeldte som døde, medens de vare i "Pleie" hos hende og hendes under Sagens Undersogelse ved Døden afgaaede Mand, Skomagerm. R. Clausen, imod hvem der var tilveiebragt en høi Grad af Formodning om, at han forsetligt ved slet Behandling og Sult søgte at fremskynde Døden hos flere af disse Børn, navnlig dem, for hvilke der var erlagt en Betaling eengang for alle. Ved de af en Mængde forskjellige Personer afgivne Forklaringer og øvrige Oplysninger fremkom der tjlstrækkeligt Beviis for, at Forbrydersken, som i en Række af Aar har søgt Erhverv ved at modtage Børn i Pleie - har gjort sig skyldig i det hende paasigtede Forhold. Det blev saaledes godtgjort, at næsten alle de Pleiebørn, som hun har modtaget, ere afgaaede ved Døden af Sygdomme, der efter de afgivne Forklaringer af Læger meget vel kunne være en Følge af Mangel paa tilbørlig Pleie, og navnlig deraf, at de ikke have erholdt tilstrekkelig Næring ; at Børnene, som hun bestandigt søgte at erholde for en forholdsviis meget ringe Betaling eengang for alle (i Reglen kun 60 Rd. for deres Forsørgelse i alle Henseender, indtil de vare blevne voxne), ere meget hurtigt afgaaede ved Døden, uagtet det efter de fremkomne Oplysninger maa antages, at idetmindste endeel af dem have været sunde og stærke, da hun modtog dem; at Børnenes Behandling idethele taget har været slet; de vare ikke under tilbørlig Opsigt og Pleie; den dem tildelte Føde har ikke været saaledes, at den kunde vere tilstrækkelig til deres Ernæring, og Arrestantindens afd. Mand var ovenikjøbet ond imod Pleiebørnene, viste en raa og brutal Adfærd imod dem, ja endog slog dem, selv i deres spæde Alder, og den Skjændige havde Tilsynet med dem, saavel naar hun var ude om Dagen, som naar hun i flere Dage var borte fra sit Hjem. Navnlig gjælder dette en lille Pige Marie, der efter de fremkomne Oplysninger maatte antages at være død af Mangel paa Pleie. Arrestantinden havde ogsaa, som det maa antages, for at den utilstrækkelige Ernæring ikke skulde gjøre Børnene altfor urolige, ladet flere af dem ligge med Sut, uagtet Brugen af en saadan, som skadelig for Børn, udtrykkeligt var forbudt af vedk. Læge. Alle under Sagen afgivne Forklaringer gaae saagodtsom eenst. ud paa, at Børnene ere blevne slet behandlede, i hvilken Henseende hun selv har erkjendt, at hun alene tog Børnene i Pleie for at skaffe Penge tilveje, og at hun, efter at disse vare forbrugte, ikke bekymrede sig videre om Børnene! Skjøndt hun tillige var tiltalt for Meddelagtighed i Forsøg paa Fosterfordrivelse, for Forlokkelse til falsk Forklaring for Retten og Meddelagtighed i Tyveri og Helen, da det blev vedgaaet af hende, at hun deels havde modtaget forskjellige Fødevarer og andre Gjenstande af Fruentimmer, uagtet hun vidste, at de vare fravendte de Familier, hos hvilke de tjente, og deels har opfordret dem til at bringe hende og derefter af dem modtaget lignende Gjenstande, uagtet hun vidste, at de vilde blive tagne fra deres daværende Herskaber, osv.; slap hun, mærkeligt nok, med 5 Aars Forbedringshuus.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 23. februar 1861)