Barnemord og sidste Henrettelse af Kvinde. (Efterskrift til Politivennen)

De nærmere Omstændigheder ved en inden Kjøbenhavns Amts søndre Birks Extraret i disse Dage paadømt Sag mod Arrestantinden Ane Cathrine Andersen for 3 Gange begaaet barnemord m. m. ere ifølge Arrestantindens egen med Sagens Omstændigheder stemmende Tilstaaelse følgende:

Efterat Arrestantinden, der er født i Karrebæk den 30te Oktober 1829 og ikke tidligere straffet, havde i Aaret 1853 den 8de Januar paa den kongelige Fødselsstiftelse født udenfor Ægteskab et Pigebarn, opholdt hun sig paa Stiftelsen indtil Slutningen af Januar Maaned og vendte da tilbage til sit tidligere Logis i Borgergade, hvor hun opholdt sig et Par Dage; hun foregav derefter for sin Værtinde, at hun vilde sætte barnet i Pleie og begav sig bort med det, men i Virkeligheden for at tage det af Dage. Hun gik derfor lige ud ad Roeskilde Landevei, indtil hun kom til en Markvei tilhøire paa VigersIev Mark, ad hvilken hun gik et Stykke, indtil hun kom til en omtrent 3/4 Alen dyb og 1 Alen bred Grøvt, som stod fuld af Vand, og efterat hun først havde sat sig ned ved Kanten af Grøften og givet barnet Die, og imidlertid den Tanke var opstaaet hos hende, at hun kunde benytte denne Grøft til at udføre sit Forsæt, lagde hun barnet ned i Vandet, lod det ligge der omtrent 5 Minutter, og, da hun nu saae, at det var dødt, tog hun det igien op af Vandet, og da der ingen Mennesker vare at see i Nærheden, uagtet det var høilys Dag, gik hun ind paa Marken og gravede med sine Hænder i omtrent 1 Favns Afstand fra grøften et omtrent 6 Tommer dybt Hul ned i Jorden, som paa Grund af Tøveiret var meget blød, nedlagde deri barnets Lig og tildækkede det med den løse Jord. Da hun for sin Værtinde havde foregivet, at hun maatte reise til Ringsted for at faae barnet sat i Pleie, vendte hun først tilbage til sit Logis den følgende Dag, efterat hun havde tilbragt Natten red Havegierdet til den fornævnte Gaard. Som Grund til Gjerningen har hun anført, at hun forgjæves havde henvendt sig til barnets Fader om Hjælp til dets Underhold, uagtet hun dog vidste, at hun i 2 Aar kunde faae Hjælp af Fødselsstiftelsen; men da hun ikke vidste, hvorledes hun efter den Tid skulde bære sig ad med at forsørge det, besluttede hun strax efter at have født det, at tage det af Dage.

Arrestantinden fødte derefter den 3die April 1855 paa Fødselsstiftelsen i Kiøbenhavn et Drengebarn, med hvilket hun den 21de f. M. blev udskreven af Stiftelsen og flyttede hen i et Logis i Springgaden. Da hun den 1ste April var bleven indlagt paa Stiftelsen, havde hun strax, inden hun fødte, besluttet ogsaa at aflive dette barn, hvortil hun har anført som Grund, at barnefaderen havde brudt et hende givet Ægteskabsløfte, hvorfor hun blev nødt til at tage ud at tjene igjen og ikke vidste, hvorledes hun skulde forsørge barnet, til hvilket hun forøvrigt ikke begjærede Hjælp af Fødselsstiftelsen. Da hun den 24de samme Maaned skulde tiltræde en Kondition, besluttede hun samme Dag at drukne barnet, forinden hun begav sig i Tjenesten. Hun tog derfor barnet med sig, gik ud af Vesterport, idel hun havde til Hensigt først at vise barnet til Faderen, der tjente paa en Gaard i Rødovre; men da han tidligere, efter hvad hun forklarer, havde behandlet hende med Haardhed, vendte hun om, inden hun kom til Gaarden, og da hun nu ikke vidste Andet at gribe til end at fuldføre sit tidligere Forsæt, at dræbe barnet, gik hun tilbage til en tæt ved Veien værende Brønd, som hun alt paa Udveien havde lagt Mærke til, og kastede barnet deri, hvorpaa hun strax gik videre, uden at opholde sig et Øieblik, da det var høilys Dag. Hun bemærkede, at barnet var levende, da hun kastede det i brønden, og at det da græd, men at hun derefter Intet mere hørte til det.

Arrestantinden fødte derefter udenfor Ægteskab den 25de November 1857 et Drengebarn, som der vel ogsaa er Formodning om, at hun har villet ombringe, men uden at dette mod hendes stadige Benægtelse er beviist, ligesom barnet i al Fald endnu lever.

Endelig har Arrestantinden Natten mellem den 14de og 15de Februar d. A. atter født udenfor Ægteskab et Drengebarn, hvilket hun derpaa har aflivet den 5te Marts d. A. Hermed er det saaledes tilgaaet: Saasnart Arrestantinden kom til Kundskab om sit Svangerstab, var det hendes Tanke at skaffe barnet afveien for at undgaae byrden af dets Opfostring, hvorfor hun for barneis Fader fortaug, at hun var frugtsommelig, men tog dog endnu ingen beslutning om, hvorledes hun vilde udføre sit Forsæt, da hun meente, at det var tidsnok, naar barnet var født. Paa Grund af denne Ubestemthed syede hun i sin Kondition, hvor hendes Tilstand var bleven bekiendt, Alt, hvad der udfordredes til børnetøiet, og blev da hun skulde føde, fra Fødselsstiftelsen anviist Logis i Borgergade, hvor hun som anført Natten mellem den 14de og 15de Febr d. A. fødte et Drengebarn. For at holde det Passerede skjult for barnets Fader, tilstrev hun ham saavel Dagen før Fødslen som den 28de f. M. at hun var reist hjem til sin Moder for at passe denne i hendes Sygdom.

Imidlertid kom hendes beslutning at dræbe barnet til mere og mere Fasthed, saaledes at hun en af de første Dage i Marts Maaned d. A. bestemte den 5te f. M. til Udførelsen. Hun foregav til den Ende et Par Dage iforveien for de Folk, hos hvem hun logerede, at hun havde faaet brev fra sin Moder om, at denne havde sørget for at faae barnet i Pleie hos nogle Huusmandsfolk i Karrebæk, og at hun den 5te Marts vilde reise paa Jernbanen til Ringsted, hvor Folkene skulde møde hende og modtage barnet. Den nævnte Dag gik hun derfor Kl. 11 Formiddag hjemmefra, medtog barnet og begav sig derpaa til Frederiksberg Slotshave i den Hensigt at drukne barnet i en af Kanalerne, men da der var Folk allevegne, gik hun ud paa Roeskilde Landevei, hvor hun ved Synet af Damhuussøen fattede den Tanke at drukne barnet der; men da dette ikke kunde lykkes, fordi der gik endeel Arbeidsfolk, satte hun sig ned og gav barnet Die, stod derpaa op igjen, og, da hun saae sig bemærket, gik hun længere ud ad Landeveien, indtil hun kom til den Vei, som dreier til Rødovre, da hun slog ind paa denne og begav sig hen til den Brønd, hvor hun havde druknet sit den 3die April 1855 fødte barn, men da det endnu var høilys Dag, turde hun ikke udføre Gjerningen, men gik videre, indtil det begyndte at mørknes; hun vendte derpaa tilbage til Brønden, hvori Vandet stod omtrent lige med Jorden, og kastede barnet deri. Dette kom ikke synderligt under Vandet, men hun formoder dog, at det strax er blevet kvalt, siden det ikke gav mindste Lyd fra sig; hun blev staaende derved i nogle Minuter og saae barnet røre sig lidt og troede endog at spore bevægelse hos det, da hun forlod det, men antog det ialfald for vist, at, om det ikke var dødt, vilde det døe kort efter, og gik derpaa tilbage til sit Logis, hvor hun foregav at have været i Ringsted, og at Barnet var rigtigt afhentet, hvilket hun vedblev med indtil 30te f. M., da der var skeet Anmeldelse om, at barnet var fundet, og Undersøgelse blev indledet.

For de af Arrestantinden saaledes 3 Gange efter hverandre begaaede Barnemord blev hun anseet med at miste sin Hals og hendes Hoved at sættes paa en Stage, hvorved den Straf hun vilde have forskyldt efter L. 6-13-9 vil være at ansee som absorberet.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. juni 1861)

Dommen blev stadfæstet i højesteret 25. oktober 1861. 8 ud af de 10 voterende dommere indstillede hende til eftergivelse af livsstraf. Det blev ikke tiltrådt af justitsministeriet, og Frederik 7. bestemte i overensstemmelse hermed at dødsstraffen skulle fuldbyrdes, dog uden at hovedet blev sat på en stage. Hun blev halshugget på Rødovre Mark den 21. december 1861 som den sidste kvinde der blev henrettet i Danmark.

Barnemord. (Efterskrift til Politivennen)

Under en til Overretten fra Sorø Birks Extraret indanket Justitssag var Arrestantinden Dorthea Christine Møller overbeviist om at have dræbt sit nyfødte Barn, idet hun, som den 23de Februar d. A. havde født et fuldbaaret og sundt Drengebarn, den 26de næstefter havde, i den bestemte Hensigt at dræbe dette Barn, heldet Størstedelen af Indholdet af en Flaske, hvori der var omtrent 3½ Drachme Skedevand, i Barnets Mund og Hals, hvilket havde tilfølge, at dette den følgende Dag afgik ved Døden.

Hun havde derom yderligere forklaret, at da hun i Løbet af forrige Sommer havde mærket, at hun var frugtsommelig, og hun ikke havde Haab om noget Tilflugtssted, naar hun skulde føde, besluttede hun at nægte sin Tilstand og lade det komme an paa Tilfældet, hvad hun vilde giøre, og tilberedte hun derfor ikke heller Børnetøi. Efterat hun i Begyndelsen af December f. A. var kommen i Tjeneste hos Sognepræsten i Pedersborg, nægtede hun ogsaa for dennes Hustru at være frugtsommelig, og først den 23de Februar, samme Dag hun gjorde Barsel, tilstod hun forinden for sin Huusbond, at hun var frugtsommelig. Da han imidlertid sagde hende, at hun ikke kunde blive i Præstegaarden længere end til den 1ste Marts, og hun ikke kunde vente at komme til sine Forældre, der vare i høi Grad trængende og allerede havde taget et af hende tidligere født uægte Barn i Pleie, blev hun "urolig i sit Sind", uden dog endnu at tænke paa at ombringe Barnet. Tanken herom opstod først hos hende den 26de Februar. Da hendes Huusbond paany havde erklæret, at hun ikke maatte blive der længere, end til hun var rask. Da hun vidste, at en af hendes Medtjenere havde staaende i Borgestuen en Flaske med Skedevand, som hun brugte til en daarlig Finger, tog hun Flasken og gik over i sit Kammer, hvor hun hældte Indholdet i Barnets Hals.

Skiøndt Gjerningen strax efter blev opdaget af en anden Pige, og der uopholdelig blev tilkaldt en Læge, vare alle Bestræbelser for at redde Barnets Liv frugtesløse, og 17 Timer efter døde det.

Arrestantinden, der er født den 25de Oklober 1832 og ikke tidligere straffet, blev der Overrettens den 15de d. M. afsagte Dom i Medfør af Frd. 4 Oktober 1833 § 10 Mbm. 3 anseet efter Lovens 6-9-1 med at miste Hals og hendes Hoved at sættes paa en Stage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 17. juni 1861).

L. A. Schou: Bondestue med en strikkende kone (1864). Statens Museum for Kunst. Til fri brug.

Kjønnenes Indflydelse paa Forbrydelserne. (Efterskrift til Politivennen)

At Kjønnet maa have en ikke ringe Betydning baade med Hensyn til Arten af Forbrydelser og Mængden af dem, ligger i Sagens Natur, og Erfaringen har ogsaa fuldkommen stadfæstet dette. Ifølge den Oversigt, som er meddeelt i "Statistisk Tabelværk", fandtes der i Kongeriget i Tidsrummet fra 1841 til 1855 for hver 100 domfældte Forbrydere af Mandkjøn mellem 37 og 38 Forbrydere af Qvindekjønnet. Sammenligner man dette Forhold med tidligere Tid, viser der sig en Forandring til Gunst for Qvindekjønnet, om hvilken det med Rette bemærkes, at den er saameget mere tilfredsstillende, som Qvindekjønnets Moralitet har en saa væsentlig Indflydelse paa Samfundsforholdene og Folkets hele sædelige Tilstand, og som Qvindekjønnet hos os hidtil i et større Forhold end i de fleste andre Lande i Sammenligning med de mandlige Forbrydere, gjorde sig skyldig i Lovovertrædelser. Skjøndt Forholdet har forbedret sig, er det dog endnu ikke lidet ugunstigere end i Sverrig, Frankrig og England, men det stiller sig rigtignok meget forskjelligt i de enkelte Dele af Kongeriget. Det er slettest i Hovedstaden, hvor over en Trediedeel af samtlige Domfældte vare Fruentimmer, men bedst i Præstø Amt, hvor ikke engang en Femtedeel af de Domfældte hørte til dette Kjøn. Nærmest Kjøbenhavn staae Bornholms, Aalborg og Thisted Amter. En af Grundene til det forholdsviis store Antal af qvindelige Forbrydere i Kjøbenhavn maa ganske vist søges deri, at der forholdsviis lever et meget stort Antal ugifte Fruentimmer i Hovedstaden. Det fremhæves nemlig som en Kjendsgjerning, at der overhovedet begaaes flere Forbrydelser af Ugifte end af Gifte, og at dette navnlig er Tilfældet for Fruentimmernes Vedkommende. At dette er saaledes, fremgaaer blandt Andet deraf, at der i Straffeanstalterne findes næsten fire Gange saamange ugifte som gifte Fruentimmer, medens Antallet af ugifte Fruentimmer over 20 Aar er 3/10 mindre end de Giftes. Men Antallet af de ugifte Fruentimmer er forholdsviis større i Hovedstaden end andetsteds, og navnlig fremtræder Forskjellen stærkt ligeoverfor Landet. En anden Grund til at der i Hovedstaden forholdsviis begaaes langt flere Forbrydelser af Qvindekjønnet end andetsteds, ligger i den større Usædelighed, som finder Sted her. At de uægte Fødsler ere langt hyppigere i Kjøbenhavn end andetsteds, maa selvfølgelig ogsaa have en betydelig Indflydelse paa Forbrydelsernes Tilvæxt overhovedet og i Særdeleshed paa Mængden af qvindelige Forbrydere. Den Nød og Elendighed, der som oftest er den endelige Følge heraf, er en mægtig Drivefjeder til Krænkelse af andres Ejendomsret Undersøger man, hvilke Forbrydelser der hyppigst begaaes af Fruentimmerne, viser det sig, at de hyppigere begaae Forbrydelser mod Ting end mod Personer, og dette fremtræder end klarere, naar man seer bort fra Forbrydelse mod Sædeligheden, som ere henregnede til den sidste Hovedklasse af Forbrydelser, og som i Sammenligning med andre Forbrydelser naturligviis begaaes forholdsviis langt hyppigere af Fruentimmer end af Mandfolk. Det er ret charakteristisk, at Hæleri, begaaet første Gang, oftere udøves af Fruentimmer end af Mandfolk. Overhovedet fremgaaer det af Oversigten, at de Forbrydelser, til hvis Udførelse, Styrke og Dristighed behøves, sjeldnere begaaes af Fruentimmer, hvorimod de Forbrydelser, til hvis Udførelse Snedighed og List er tilstrækkelig, hyppigere begaaes af dem. Omtrent to Femtedele af alle forsætlige Drab begaaes af Fruentimmer, men dette forklares derved, at Fostermord opføres under denne Rubrik.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 14. juni 1861).

De dansk-vestindiske Besiddelser. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Redakteur! "Dagbladet" indeholdt den 30te Mai en Artikel i Anledning af Hr. B. Birchs Udnævnelse til Gouverneur for de danske vestindiske Besiddelser. Da denne forekommer Indsenderen at indeholde ikke faa Urigtigheder og at være grundet paa tildeels falske Forudsætninger, skal jeg udbede mig Tilladelse til at imødegaae denne, idet jeg tør antage, at en varm Interesse for Kolonierne i Forening med en Deel Kundskab til de derværende Forhold vel berettiger mig til at udtale en begrunddet Anskuelse om Tilstanden, medens "Dagbladet"' selv indrømmer, at det ikke fjender til Koloniernes Anliggender, men kun kælder Dem i Kraft af visse almindelige Sætninger over et Regjeringssystem, der svæver for det i en vis taaget Almindelighed.

"Dagbladet" antager, at det var det Heldigste for kolonierne, om Selvregjeringen blev gjennemført, og det henviser i saa Henseende til det System, som følges i de engelske Kolonier, til Australien, hvor Parlamentet indsætter og afsætter Ministre osv. Det er jo rigtignok ikke sandsynligt, at det vilde være heldigt, om de 37,000 Indbyggere i de danske Kolonier fik et Parlament med denne Myndighed; men dette Sammenligningspunkt kan man saameget snarere lade falde, som de engelsk-vestindiske Kolonier ikke have denne Myndighed, som Forfatteren vil tillægge de danske, men tvertimod tildeels staae i et ikke ringe Afhængighedsforhold til Moderlandet. Sammenligningspunktet staaer saaledes "Dagbladet" feil. Jeg skal imidlertid ikke bebreide det denne Unøiagtighed; det vilde være ubilligt at forlange, at det skulde kjende de engelske Kolonialforhold, da det efter sit eget Sigende ikke kiender de danske.

Hovedsagen er den: Besidde vore Kolonier Betingelserne for Selvregjering, attraae de denne, og er Regjeringssystemet et saadant Centralisationsmaskineri, som "Dagbladet" fremstiller.

Naar man sammenligner de engelske Kolonier og vore Kolonier, maa man stadig fastholde, at de første ere befolkede, - idetmindste hvad den hvide Befolkning angaaer - af den samme Stamme, som hersker i England, eller ialtfald har denne en afgjort Overvægt. Det er saaledes baade forklarligt og rigtigt, at de samme Institutioner, som gjælde i Moderlandet, overføres til kolonierne, og dog er dette ingenlunde skeet i saa udstrakt Maal, som man antager. Selv denne deelvise Indførelse har imidlertid langtfra altid virket heldigt, den har flere Kolonier frembragt et trykkende Oligarki, over hvilket der føres stærke Klager. I vore Kolonier er derimod, som bekjendt, det danske Element ikke synderlig stort. Befolkningen er sammensat af Englændere, Amerikanere, Spaniere, Franskmænd, Tydskere og flere andre Nationer, hvoraf Mange aldeles ikke nære Interesse for Danmark: ikke faa af Beboerne - navnlig paa St. Thomas - stræbe kun saa hurtig som mulig efter at tjene sig en Formue for derefter at forlade Øerne; de kunne derfor kun nære en meget indskrænket Deeltagelse for disse, og det gjælder for dem om, i den Tid, de opholde sig her, at undgaae saavidt muligt alle Slags personlige og materielle Offre. Hertil kommer, at Negrene udgjøre den langt overvejende Deel af Befolkningen, og disses Tarv maa det væsentlig paaligge Regjeringen at paasee. Det kan vel ikke betvivles, at et Kolonialparlament med meget udstrakt Lovgivning og parlamentarisk Myndighed paa ingen Maade vilde fortrinsviis drage Omsorg for disse, som ingen Repræsentation vilde kunne faae.

Men lad os nu forudsætte, at disse Mangler vilde rette sig af sig selv, hvilke rigtignok er meget usandsynligt, Eet er der dog, som man ikke kan lade ude af Sigte, og det er, at man ikke kan paatvinge en Befolkning, der direkte eller indirekte erklærer sig uvillig og uskikket dertil. Retten til Selvregjering, og den koloniale Befolkning har afslaaet denne Ret. Da der i sin Tid blev forelagt en Deel af Øernes mest anseete Mænd et Udkast til en Koloniallov, hvori der var tilstaaet Kolonialraadet en vis lovgivende Myndighed, fraraabte et større Antal af disse Notabler meget bestemt at tilstaa det tilkommende Raad nogen lovgivende Myndighed, og der er ikke senere gjennem Kolonialraadet, Øernes lovlige Organ, fremkommet noget Andragende om en saadan Myndigbed. For at opnaae Rettigheder kræves, at man er villig til at opfylde de Pligter, som Rettighederne medføre; det vilde være baade latterligt og skadeligt at paatvinge Folk Sevregjeringen, naar de vise sig uvillige til at modtage den, men denne Forpligtelse har man ikke faaet Øinene op for: man er utilfreds med, at Regeringen ikke skaffer Beboerne Alt, hvad de ønske, men det falder dem ikke ind selv at forene sig, selv at stræbe at opnaae, hvad de ønske. Det er bekiendt nok, at man paa St. Thomas ikke har kunnet bevæge en eneste Mand, hverken blandt Embedsmændene eller blandt Borgerne, til det Offer at tage Sæde i Kolonialraadet. Man giør gjældende, at man der vil være i Mindretallet, at St. Croix's Interesser have Overvægten over St. Thomæ, og at det er altfor stor Ulejlighed at reise over til St. Croix og sidde i Raadet nogle Uger. Man gider ikke engang havt den Ulejlighed gennem Kolonialraadet at fremsætte et Ønske om en Forandring. Holstenerne mødte dog i Rigsraadet og protesterede; men det Offer vil St. Thomas ikke bringe, man vil ikke skylde sine egne Anstrengelser Noget. Det er langt nemmere at faae, hvad man ønsker, uden Møie. Undersøger man, hvorledes Kolonialraadet har virket, og betragter man navnlig det sidste Kolonialraads Møde, vil man finde, at dette just ikke bærer Spor af stor Iver for at bringe gunstige Resultater tilveie. Det er ganske vist langt nemmere at henkaste løse Antydninger fremfor at have den Ulejlighed at drøfte, hvad der er forelagt, og at stille bestemte Forslag, men derved godtgjør man ikke, at man har Tilbøielighed eller Evne til Selvregjering. Det vilde ikke være vanskeligt at give Exempler paa, paa hvilken uheldig Maade man praktisk opfatter Selvregjeringsprincipet derude, man er ikke meget tilbøielig til at benytte den Myndighed, man har, til at fremme de immaterielle Interesser, og det kunde vel ikke være vanskeligt at godtgjøre, at Omhuen for nogle enkelte Mænds pekuniaire Velvære her spiller en overordnet Rolle, og at man tager Regeringen det ilde op, naar den gjør nogen Indsigelse med de mest iøinefaldente Misbrug i saa Henseende og stræber at værne om Skatteydernes Eiendom med Bestyrerne af denne.

"Dagbladet" synes dernæst at svæve i den besynderlige Vildfarelse, at det er Regeringen om at gjøre, at regjere og kontrollere Alt alene for at regjere og kontrollere. Dermed synes det nu rigtignok ingenlunde at stemme, at de koloniale Aviser hyppig henvise til forskjellige "hints" fra den afgaaede Gouverneur, hvori han opfordrer Kolonierne til selv at handle, til selv at lægge for Dagen, at de ville og kunne udrette Noget. Man nøies ikke med denne Paastand for Gouvernementets Vedkommende, man lader Beslutningen gaae videre og bebreider Regeringen herhjemme, at den ogsaa vil centralisere og styre i det Enkelte; det vilde dog være besynderligt, om man skulde være tilbøielig til herhjemme fra at indblande sig i allehaande Enkeltheder. Man pleier dog just ellers ikke at beskylde Kontoirerne for en overdreven Tilbøielighed til at skaffe sig Forretninger paa Halsen. Jeg kjender ikke Regjeringens Hensigt med Hensyn til Kolonierne; men skal jeg dømme efter hvad jeg har seet i de vestindiske Aviser og Kolonialraadstidenden, udgaae Hindringerne ingenlunde fra Regeringen, der er meget tilbøielig til at indrømme Kolonierne saamegen Selvregering som mulig, saasnart de vise Tilbøielighed til at opfylde de Pligter, som Selvregjeringen paalægger, og der forekommer Ønske derom gjennem Koloniernes lovmæssige Organer.

Det er let forstaaeligt, at Hr. Birchs Udnævnelse er kommen ikke Faa utilpas og har vakt en vis Irritation. "Dagbladet" fremhæver hans ualmindelige juridiske Dygtighed, utrættelige Arbeidsomhed og hans pletløse Redelighed og Samvittighedsfuldhed. Disse Egenskaber ville ganske vist i og for sig - det maa man dog indrømme - være i høi Grad ønskelige for en Gouverneur, men de skulle alle skjæmmes af en stor Feil, hans Skrivelyst, som skal have gjort ham til en Mr. Fordyce. Det er nu ikke troligt, at "Dagbladet" selv skulde troe paa det Billede, som det opstiller, og naar man reducerer Billedet til en passende Maalestok, samt tager Hensyn til, hvad der for Skriveriets Vedkommende skyldes del almindelige danske Administrationssystem, fra hvilket Hr. Birch naturligviis ikke kan løsrive sig, og som ganske vist har den Feil, at det medfører for meget Skriveri, vil man finde, at det er Hr. Birchs stærke Pligtfølelse, der egentlig gjør ham uskikket til at være Gouverneur. Han arbeider selv maaskee over Evne, han holder strengt sine Undergivne til det Samme, og han er saaledes et Forbillede paa Pligtopfyldelse, som det vel maa være ønskeligt for Regjeringen at opstille som Mønster, men denne Egenskab er for en Deel af Koloniernes Beboere netop en væsentlig Mangel. Man har i forrige Tider været vant til at see Gouverneuren præsidere ved glimrende Dinerer, man har været vant til at nyde Nutiden, det enkelte Aars glimrende Høst uden at tænke paa Fremtiden, det kommende slette Aar: man har været vant til at blive kælet for, at faae, hvad man ønskede ved underhaanden at pege derpaa, at see Statens Gods blive betragtet som Vraggods, at tage hyppige og langvarige Permissioner, at nøies med at tale om Sagerne istedetfor at arbeide, men Hr. Birchs Udnævnelse sætter en Bom herfor, det er en Fortsættelse af det System, som Regieringen har fulgt i de senere Aar. Hvad Mange havde ønsket, var ikke at faae en Fordyce, men en Micawber, som holdt lange Taler, og Intet gjorde, som altid saae Noget i Horizonten, som kunde give gode Maaltider, og lade dem, der ønskede det, skalte og valte og suge sig fulde af Statens og Kommunernes Ejendomme.

At det er Regjeringens Maal, at føre Kolonierne frem med Selvregjering, tyder Alt hen paa; men det maa ikke oversees, at man ikke i Vestindien i saa Henseende kan følge samme Principer som i Europa. Man kan ikke der sige, Selvregjeringen er selv den bedste Opdrager; de Mangler, som den fører med sig, ville bedst bidrage til at skaffe dygtige Ledere og opdrage Folket, thi i Kolonierne er Hovedbestanddelen af Befolkningen nylig emanciperede Slaver, som ingenlunde, hvad Erfaringen altfor klart har godtgjort, ere skikkede til Selvregjering, og paa den anden Side kan man ikke paa een Gang give den i et Oligarchies Hænder. Regjeringen maa her lede; den kan ikke strax overlade Alt til Befolkningen selv; den maa have paa Gouverneurposten en i enhver Henseende fuldstændig paalidelig og pletløs Mand, som med Opoffrelse af alle personlige Hensyn gjør sin Pligt. Netop fordi Gouverneur Birch fuldstændig kjender og er Herre over det nuværende System, kan han forbedre og iværksætte Overgangen til Reformer, en Betragtning, som vistnok i ikke ringe Grad har gjort sin Indflydelse gjældende ved hans Udnævnelse.

Kun gjennem de allerstærkeste Hyperbeler kan man komme til Flosklerne om de tildøde regjerede Beboere osv. Det er ligesaa ufornødent at omtale disse, som f. Ex. at dvæle ved Embedskumulationerne, der bestaae i, at der paa St. Thomas til en Befolkning af 12,500 Indbyggere findes, foruden Told- og Postvæsenets Personale, 7 kongelige Embedsmænd, eller Postplagerierne sammesteds, som bestaae i, at Brevene i Henhold til en, saavidt erindres , eenstemmig vedtagen Anordning af Kolonialraadet, uddeles gjennem Postkontoiret istedetfor at henkastes i den første den bedste Privatmands Bopæl, eller den mærkværdige Plantageadmimstratien, som bestaaer i, at Regjeringen ingen Plantager administrerer osv.

K. A. P.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. juni 1861)

Guvernør Vilhelm Ludvig Birch (1817-1871) var uddannet jurist og fik 1844 tilladelse til at procedere på prøve ved den vestindiske landsoverret. 1845 blev han garnisonsauditør og advocatus regius på Skt. Thomas og 1847 overretsprokurator i Vestindien. 1851 blev Birch guvernementssekretær. Ved guvernør Frederik Schlegels fratræden 1860 konstitueredes han som guvernør, og året efter fulgte den endelige udnævnelse. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Birch førte forhandlingerne om udformningen af kolonialloven af 1863 og dernæst dens gennemførelse samt salgsforhandlingerne om Skt. Thomas' og Skt. Jans afhændelse til USA. Plantagedriften havde ikke Birchs store interesse. Dog arbejdede han ihærdigt på at løse plantagernes arbejdskraftsproblem gennem immigration, ligesom han brugte sin indflydelse i kolonialrådet til at sikre plantagearbejderne tålelige vilkår; af sidstnævnte grund var han ikke populær blandt alle plantageejere. Februar 1871, kort før B.s død, flyttedes guvernørens sæde fra Christiansted på Skt. Croix til Charlotte Amalie på Skt. Thomas. Birch der var en udpræget embedsmand fik det eftermæle at han havde været en retfærdig og hæderlig mand der flittigt havde arbejdet for øerne.

Pintsen. (Efterskrift til Politivennen)

Pintsen er for de Danske og navnlig for Kjøbenhavnerne omtrent det Samme, som 1ste Mai er er Svenskerne. I Pintsen maa og skal Enhver, hvem det blot er muligt, ud at lufte sig selv og de nye "Foraars og Sommerstykker", ligegyldigt om Thermometret viser 20 R. i Skyggen eller slaaer paa Nulpunktet, som Tilfældet var første Pintsemorgen ved Solopgang. Denne Lyst eller rettere Trang til at komme ud i Pintsen er saa ret bekjendt, at der fra alle Sider spekuleres i den saavel i Stadens nærmeste Omegn som paa de fjernere Steder, hvortil Dampskibe og Jernbanerne i forholdsviis kort Tid kunne henflytte Stadens Beboere. Alle offenlige Forlystelsessteder i Nærheden ere beredte paa at modtage et usædvanligt Antal Besøgende, og deres Forventninger ere heller ikke dennegang blevne skuffede. Alhambra aabnede saaledes sin Saison i den tidlige Pintsemorgen med en Koncert, der var meget talrigt besøgt; og samtidigt spredte en Masse Mennesker sig paa de forskellige Beværtningssteder udenfor Byen, for at rekreere sig efter den kolde Morgentour i Frederiksberghave og Søndermarken. At Tivoli ikke blev glemt igaar især, da Veiret var betydeligt mildere, er begribeligt. Etablissementet var besøgt af næsten 18,000 Mennesker. Men ogsaa de fjernere Punkter havde deres forholdsviis stærke Besøg. Medens Extratogene paa Jernbanen bragte saamange Personer, som de kunde rumme, ud til den smukke skovegn ved Roeskilde og Sorø, dampede "Orion" gjennem Sundet til Kullen, "Zampa" over Kjøgebugt til Møen og det nette lille Dampskib "Isefjord" op af Roeskildefjorden til den smukke Egn ved Frederiksværk r Arresødal, alle opfyldte med Passagerer, der beundrede Naturen og forundrede sig over, at en første Pintsedag kunde være saa kold. De Passagerer, der kom til Sorø havde endnu en speciel Grund til Forundring, og det var den overordentlige Vanskelighed, for ikke at sige Umulighed det er for den Reisende, at erholde nogensomhelst legemlig Føde i denne lærde lille By. Skeer der ingen Forandring til det Bedre i denne Retning, vil det være aldeles nødvendigt, at en af 3die Klasse Waggoner, ved fremtidige Extratog indrettes til en Art Omnibus restaurant.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 21. maj 1861).