Havnen i Hals. (Efterskrift til Politivennen).

Af endeel Næringsdrivende i Hals By blev i Løbet af September indgivet et Andragende til Indenrigsministeriet, om at faae Bropengene for Hals Skibsbro nedsatte. Efter at have indhentet Aalborg Havnecommissions Betænkning i denne Anledning, har Indenrigsministeriet nu afslaaet ommeldte billige Forlangende om Nedsættelse af de Hals Bro paahvilende høie Afgifter. Bemeldte Bro med dertil hørende Havn er, som noksom bekjendt, aldeles uhensigtsmæssig. I den lille Havn kunne kun eet høist to smaa Fartøier ligge, og for Enden af Broen, hvor den egentlige Losning skal gaae for sig, kan kun et mindre Fartøi ligge, da der ialmindelighed kun haves 5 a 6 Fod Vand, hvorfor man, naar lidt større Skibe skulle læsses eller lades, maa lægge lange Stillinger ud eller ogsaa losse med Baade; og da her ikke losses og lades lidet, maae Fartøjerne, da kun eet høist to mindre kunne komme til Broen, ofte om For- og Efteraaret, hvor den meste Losning gaaer for sig, ligge i længere Tid og vente efter hverandre.

Og for at faae Tilladelse til at afbenytte denne uhensigtsmæssige Bro og Havn, maae man betale 6 sk for hvert Læs, der kjøres op eller ned, og dertil kommer, at Broen er saa smal, at ved den stærke Freqvents, som ofte finder Sted paa den, og hvorfor to Vogne ere nødsagede til at passere hinanden paa den lange Bro: Hestene skubbe hinanden udenfor Samme, hvilket i dette Efteraar er skeet adskillige Gange. Forunderligt nok er hidtil ikke tilsat nogen Hest, men man kan god paastaae, at de Heste, som bruges jævnligt paa Broen, have alle een eller flere Gange været kjørte ud af den, hvortil endnu kommer, at, paa Grund af den daarlige Passage for Enden af Broen, kan der, uagtet de høje Bropenge, kun kjøres med ganske smaa Læs; og for at faae en saadant lille Læs til Broen, maa der foruden de 6 sk Bropenge, betales 4 sk for en Baad eller Kaag i Havnepenge for at lægge til Broen; saa det betvivles meget, at der findes Broer med den Passage, som her finder Sted, hvor der svares en saa høi Afgift.

Nu tales der rigtignok om, ifølge de i al Hemmelighed førte Forhandlinger af Havnecommissionen, som ikke maae komme for Verdens Lys for for silde, at Broen agtes udvidet til næste Sommer, d. v. s. der siges, at der skal gjøres bredere Kjørebane og Havnen udvides en Ubetydelighed. Men hvorfor vil man, naar der engang tages fat, ikke strax gjøre det ordentligt, navnlig føre Havnemolerne længere vester og lade den sydlige Havnemole føre i lige Retning med Broens Ende, hvorved forhindres, at al den Tang, som nu stadigt driver, stopper ved Broen og derfra føres ind i og tilmudrer hele Havnen? Og hvorfor ikke gjøre Indseilingen til Havnen saa bred, at et Fartøi kan seile ind? Og da der er for liden Plads ved denne dyre Bro, saavel for Fartøier, som for Vogne, hvorfor indretter man da ikke Havnemolerne saaledes, at der kan kjøres paa dem og Skibe ligge til dem? Man har jo nu engang prøvet, at det ikke nytter ved slige Anlæg, at spare for at gjøre  dem mindre hensigtssvarende, hvorved der sættes Hindringer for al Færdsel og Næringsdriften standses, ligesom dette alt er Tilfældet ved den vanskeliggjorde Expedition af Kystseiladsen, som De, Hr. Redacteur! ofte i Deres ærede Blad har paatalt, dog uden at nogen Forandring er indtraadt siden, og hvilken Hindring ogsaa viser at hæmme al Udvikling af den ellers for vore Kyster heldbringende Kysthandel. Men Paatale af dette har hidtil ikke nyttet. Skulde nu i Harmonie hermed nærværende Oplysninger heller ikke føre til nogen Forbedring i Brosagen?

Flere Næringsdrivende i Hals.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 2. november 1861).

Hals Skibsbro blev opført 1656-1657, men byen selv levede af landbrug og fiskeri. 

Hjørring Fattigvæsen. (Efterskrift til Politivennen)

Da Udgifterne ved Hjørring Fattigvæsen Aar for Aar stige i en foruroligende Grad, havde man foretaget en Undersøgelse for at finde deels Grunden til Stigningen af Fattigvæsenets Udgifter og deels, om muligt, Midlerne, hvorved Samme fremtidigen kunne forebygges. Et Udvalg blev udnævnt, best. af 2 Borgerrepræsentanter, 2 af Fattigcommissionen og 5 af Byens ældre Borgere, for i Forening at drøfte Sagen. Udgifterne til Fattigvæsenet udgjorde i 1851: 1491 Rd. 2 Mk. 4½ sk. (foruden ca. 1898 Rd. til et da opført Fattighuus), i 1852: ca. 2171 Rd. og i 1860: 3671 Rd. 2 Mk. 12½ sk. Grunden dertil er ikke at søge i det forøgede Antal Almisselemmer alene, men meer i den kostbare Forplejning og Maaden, hvorpaa denne tildeles. I enkelte Retninger har Udvalget fundet, at nogen Besparelse kunde indvindes, navnlig ved at tilstaae Opsynsmanden et Forskud til at kunne indkjøbe Fødemidler i større Partier paa de Tider af Aaret, da de ere billigere. Der har ogsaa været paatænkt, om man ikke ved en fuldstændigere Tvangsanstalt i Forbindelse med det nye Fattighuus og ordnet Arbejdsanstalt, hvortil næringsløse Personer kunde henvises, vilde kunne efterhaanden virke til, at Trangen indskrænkes og Kravet paa offentlig Understøttelse formindskes; men efter de Oplysninger, som man derom har kunnet indhente fra andre større Kommuner, tør Udv. ikke fortiden tilraade kostbare Indretninger til dette Øiemed (dem skulde man til alle Tider vogte sig for), især da der af de faste Almisselemmer ere saa faa arbeidsdyglige, som derved kunne beskjæftiges paa en Maade, der nogenlunde kan betale sig, og Udv. har derfor anseet det for rettest, at man indskrænker sig til det Arbeide, som derefter kan anvises de Fattige, navnlig ved at opplukke Tougværk, hvilket, om end derved kun fortjenes Lidet, ikke medfører forøgede Udgifter. Det virksomste (?) Middel til at forhindre Udgifternes fremtidige Stigning anseer Udv. det vil være, "at forhindre den i Husene stedfindende Betlen og tillige, at Huuseierne ved Udleie af Boliger til Arbeidsclassen har for Øie, at de ikke give Fremmede Adgang til al vinde Forsørgelse i kommunen".

Hvorledes man vil eller kan forhindre det, see vi ikke, og troe, at Tanken om, saaledes at kunne spare, tillige ligger i en forældet Anskuelse. Kjøbstædernes største Gode er en tilstrømmende Befolkning. At dermed ogsaa følge uheldige Bestanddele og at Kommunen derved faaer flere Fattige, lader sig aldrig forebygge. Det er ved Stædernes Tilvæxt en sædvanlig og naturlige Følge overalt. Forud at ville foretage en Sondring og en Udelukkelse af Nogle, er baade en Umulighed og vilde ogsaa være en Uretfærdighed. Det vilde desuden ogsaa forhindre den bedre Tilvæxt i Befolkningen, som netop alle vore Kjøbstæder trænge til og som de tildeels alle have gjort for lidet for at nære. Thi den bedste Maade til at dæmpe Udgifterne i Kommunen eller, kan man ikke det, lette Udgifternes for store Tryk, det er at drage større Befolkning til sig, hvorved Evnen, til at bære Udgifterne bedre, forøges. Ved disses Fordeling paa Yderne, Skatteligningen, maa man ogsaa meer, end hidtil som oftest er skeet, sørge for en omhyggeligere Fordeling, saa at de, som have Formue og ikke trykkes saa meget af daarlige Tider, eller de Vellønnede og som have sikker Indtægt i Anviisninger paa Statskassen, samt ved Dyrtid have faaet denne forhøiet: tage forholdsviis større Andeel i den fælleds Udgift i Kommunen, end de, som blot have Anviisning paa et usikkert Erhverv og hvis Bedriftsudgift og Ernæring ligeledes falder dyre, uden tilsvarende Erstatning i Næringsanviisninger og imedens tværtimod Tiderne til (privat) Næring ere blevne vanskeligere og for dem, som skulle leve heraf, endog forhøie Dyrtiden. Man har i denne væsentlige Forskjel, imellem Evnen til at yde cg selve Byrdernes Fordeling, ingenlunde altid og tilbørligt iagttaget det rette Forhold.

Et virksommere Middel, end de af Udvalget anførte, til at gjøre Fattigbyrden lettere, vil ogsaa, fra Nytaar, den friere Næring og det meer udstrakte Næringsgebeet forhaabentlig netop blive. Thi deels ville Mange, som for havde vanskeligere ved at skabe sig Erhverv, nu kunne benytte den friere Adgang hertil, og mange af dem, som hidtil meer ere "drevne" ind til Kjøbstaden, fordi Næringen paa Landet, udenfor Agerbruget, var vanskeliggjort i mangfoldig Retning, ville kunne, ved nu at finde lettere overkommelig Beskjæftigelse paa Landet, befrie Kjøbstæderne fra at falde disse til Byrde og forøge Antallet af de Løsgjængere, som allerede forud slide Kjøbstædernes Brostene. En livligere Befolkning paa Landet vil atter komme Kjøbstæderne til Gode og tilføre disse sundere Kræfter, end dem, der fra Landet hidtil ofte ere tilstrømmede.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 28. oktober 1861).

Flyttedag. (Efterskrift til Politivennen)

Efter Fk. Av. frembød Kjøbenhavns Gader nys nogle Flyttedag Sceener, der dog snarere kunne kaldes Flyttedagsdramaer, hvert i sin Genre. En lille Familie havde læsset al sin Hab und Gut paa en Trillerogn og ovenpaa Læsset to Børn, ligesom Nissen i Chr. Winthers Træsnit. Ved Vestervold væltede Vognen med Flyttegodset samt de to Børn, som trillede mellem hinanden ud paa Gaden. Lykkeligviis slap de Smaa dog med nogle lette Qvæstelser. - En Familie havde engageret to Bybudde til med en Eenspændervogn at flytte for sig. Efter at det første Læs var flyttet til den nye Lejlighed, ventede Familien længe forgjæves paa Vognens Tilbagekomst. Den var i Vimmelskaftet bleven optagen af en Politiebetjent og bragt paa Kammeret, da Hesten, den var forspændt med, var i den allerusleste Tilstand, saa at det blodige Kjød saaes saavel paa Ryggen som paa Bringen. - En Familie, der skulde flytte, manglede Penge til Forudbetaling paa en Lejlighed og fik af en ubarmhjertig Vært sin Smule Tøi kastet ud paa Gaden, hvor man saae den ulykkelige Kone og to Børn jamrende bevogte det. Dog, naar Nøden er størst, er Hjælpen nærmest og "den gamle Gud lever endnu". Han sendte en Forbigaaende, som ikke alene forstrakte dem med ti Rigsdaler til et Fjerdingaars Leje, men antog to Karle til al flytte for dem og forsynede dem med Spisevarer.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 23. oktober 1861).

Pepita de Oliva. (Efterskrift til Politivennen)

Pepita de Oliva, egentlig Josefa Durán y Ortega, var en romani spansk danser som optrådte over hele Europa. Hun var med til at popularisere flamenco dans og kostumer. Hun var officielt gift 1851 med sin danselærer Juan Antonio Gabriel de la Oliva, men etablerede efterfølgende et forhold til den engelske diplomat Lionel Sackville-West, med hvem hun fik fem børn.

Hendes første optræden var i Bordeaux, og optrådte dernæst i København med "La Farsa Pepita", et stykke der var specielt komponeret til hende. Hun optrådte derefter i adskillige tyske byer. I maj 1852 i London og andre europæiske storbyer, i Wien komponerede Johann Strauss II Pepita-Polka. 

I maj 1853 havde hun vakt opmærksomhed da hun som den eneste insisterede på at forblive på sit hotelværelse da storhertugen af Oldenborg, dronningen af Grækenland m.fl. indlogerede sig på gæstgivergården l'Europe i Hamborg. I 1855 optrådte en skolehest med hendes navn, Pepita de Oliva.

I oktober 1856 nåede hun så til Altona som efter aviserne at dømme blev grebet af Pepita-feber. Billetterne til forestillingerne skal være blevet revet væk. I november 1856 blev det annonceret at hun ville optræde 15 gange i Kasino i København i foråret 1857. Hun foretrak dog Prag og Wien, indtil september 1857, men også det blev udsat pga rygter om sundhedstilstanden i den danske hovedstad, indtil den 12. september 1857.

Hendes første barn med Sackville-West fik hun i maj 1858. Hun vendte tilbage til København i oktober 1858. Denne gang måtte hun dog melde sig syg nogle dage. En cafe blev etableret: "Café Pepita". Dette år blev hun også engageret til at optræde i Slagelse.

I 1860 syntes det som om hun havde slået sig til ro i Berlin, men i marts 1861 havde hun formøblet sin betragtelige formue på spil. Fra 8. april 1861 optrådte hun til København, Casino. Herefter tog hun til Norge og Sverige. For efter en pause i Berlin at komme til København i september 1861. Denne gang besøgte hun også i oktober i provinsen (Århus, Randers, Aalborg og Horsens). Den 30. oktober blev hun imidlertid syg og måtte aflyse nogle forestillinger. Hun fødte sit andet barn i september 1862. Hun døde 1872. 

Aalborg

- - -

Pepita havde ved sin første Optræden iaftes i "en Caprice" neppe aabenbaret det Skuespillerinde-Talent, som hendes Dands allerede lader skimte, før Blomsterne samlede sig i vedvarende Bifaldsbevidnelse. Det gjaldt baade det joviale Forspil, hvori Kunstnerinden alt lægger sin Routine paa Scenen, sit eget Snille og sine syperbe dramatiske Talenter for Dagen, samt den moersomme Underholdning med "Jens" og de magnifique Balletprøver, hvori hun knejser for Bjerkebek i Menuetten, ængster ham med sit Vanvid og forskrækker ham som den "lille Djævelinde", der foreløbigt sønderriver Avisen, fordi - den arme Directeur har vovet at avertere hendes Partie for Rivalinden. Hvad Under, at selv Nordmanden, der kun beundrer "hvad norsk er", fanges, glemmer Marie Mogensen i Drammen, og "Fanden st... mig" vil frie til Pepita! Efter at have seet Pepitas mangesidige Talent maae vi ogsaa med Regisseuren beklage, at Scenen i Amaliegade ikke tør fremstille Bayaderer, Fenellaer osv., som Theatret paa Kongens Nytorv med sin Eneberettigelse for Opera og Ballet, og Akademiet i Sorø med sine evindelige Tilskud, dog vansmægter ved. "En Caprice" er egentlig Pepitas overgivne Selvskildring, heldigt opfattet af Digteren, som tillige i Bjerkebek har indlagt en ny og fortrinlig komisk Typus. Hr. Lindgreen svarede her ogsaa ikke blot heldigt til Stykkets Idee, men var selv en god Individualitet i Rollen, uagtet den først Dagen forud var given til Indstudering; - men Pepita synes ogsaa at sprede lidt "Trolleri" til sine Omgivelser, og det er ogsaa et af "Capricens" Hverv. Vi mindes heller ikke for at have seet Publicum saa taknemmelig for Aftenens rige Underholdning og saa umiddelbart gaae op i glad Stemning som iaftes. Vi tør gjerne sige, at man loe ret con amore. Naar Blomsterregnen sagtnede i Finalen, som jo blev en Dacapo, var det heller hverken Gartnernes eller PublicumS Skyld; men Overflødighedshornet var tomt, uagtet man om Dagen havde præsenteret Floras Krandse omkring i Husene og de bleve ombaarne selve Aftenen i Theatret. Publicum udenfor og efter Theatret var naturligviis lige saa oprømt som derinde og under Forestillingen, og gav sig atter ikke tilfreds for Sennoraen havde viist sig gjentagne Gange i Vinduerne. - Det vilde blive meget beklaget, baade af Indenbyes og Fremmede, om en her saa usædvanlig Forestilling som "En Caprice" ikke gik oftere end iaften, hvortil alt skal være udsolgt, og Manges Ønsker ville vist tilfredstilles ved Gjentagelse, hvortil vi tillade os at opfordre Sennoraen og Selskabet i Forening.

Imorgen dandser Pepita, efter eget veldædige Tilbud, til Indtægt for Trængende og Hr. Olsens Selskab gjentager det lille vakkre Conversationsstykke "Huusholdningspolitik" som behagede meget ved sidste Forestilling, og "en Søndag paa Amager", hvori Frk. H. Møller - udfører Lisbeths Rolle.

Pepita optræder, efter Byens Av., ikke i Hobro, da det tilstrækkelige Billetantal ikke er opnaaet tegnet.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 18. oktober 1861).

Sennora Pepita synes i Randers at have naaet Grændsen for sine Erobringer; idetmindste er "Rand. Av." ved at omtale hente ligesaa nøgtern, som "Aalb. Av." var begejstret. Den Conflict, hun i Aalborg havde med Theaterdirecteur Olsen, har forøvrigt givet Sennoraen Anledning til i "Rand. Av." at lade indrykke følgende Erklæring:

"Det forundrer mig ikke at høre, at Hr. Directeur Olsen har offentliggjort en Artikel mod mig: thi jeg ventede mig denne smukke Opmærksomhed fra hans Side. Jeg kan imidlertid ikke lade ubemærket, at Hr. Olsen er meget vred paa mig, fordi jeg var forpligtet ligeoverfor Hr. Directeur Petersen til al give Forestillinger i Aarhuus og Odense, og derfor ikke kunde gaae ind paa de Forslag, Hr. Olsen gjorde mig om at reise med ham til flere Byer for at give Forestillinger. Og selv om jeg havde været fri for andre Forpligtelser, vilde jeg ikke have modtaget et saadant Forslag; thi Hr. Olsen har ikke holdt sine Løfter til mig, og han har ikke engang betalt mig hele min Reise fra Horsens til Aalborg, saaledes som han havde lovet. Naar han derfor nu angriber mig, efter at jeg er borte, kan jeg med Vished erklære det Hele for falsk. Jeg var uheldigviis virkelig syg, og da jeg negtede at optræde om Aftenen, forlangte jeg tre Gange, at der skulde kaldes en Læge, for at han kunde erklære, om det var en Caprice af mig, eller om jeg virkelig var syg, som Følge af den Kulde, der var i Theatret. Jeg er overbeviist om, at Publicum vil troe, at disse Linier indeholde Sandhed, og at det ikke vil antage, at en Kunstnerinde, der er saa velkommen og er bleven saa hæderligt modtaget overalt, skulde være istand til en saa uværdig og skammelig Adfærd.

Pepita de Oliva

(Flyveposten 27. oktober 1861).

Den 4. november rejste hun fra Århus til Korsør og derfra over Kiel og Hamborh til Berlin. Hun sagde at hun håbede endnu engang at kunne besøge Danmark, især Odense hvortil hun havde lovet at optræde, men ikke kunne pga tidmangel.

Randers. Den 24. October. Det er os en behagelig Pligt at berette, at Publicum i Randers ved Sennora Pepitas Optræden her iaftes hverken er bleven beruset eller blændet i nogen betænkelig Grad. Det skal ikke nægtes, at det Kjække, Livsfyldige og Characteristiske i hendes Bevægelser, Minespil og hele yppige Personlighed gjorde et mærkeligt Indtryk; men der sporedes ikke hos Publikum nogen uvilkaarlig Henrivelse eller Begeistring, der kunde begrunde den overstadige Hyldest , der ogsaa her blev hende tildeel, saavel i som udenfor Theatret. Denne skyldtes øiensynlig kun det fra Kbhavn og Nabobyerne givne Exempel, der har været altfor fristende for en Deel af det ungdommelige Publicum til ikke at finde Efterlignere. Det maa imidlertid ikke lades ubemærket, at forskjellige Omstændigheder kunne have bidraget til at svække Indtrykket af denne første Optræden af Sennora Pepita; dertil hører navnlig den meget daarlige Musik, der et Par Gange nødte hende til at standse for at rette derpaa. I et begejstret Udbrud i en af vore Nabobyers Aviser læste vi nylig, at Pepitas Characteerdands var det "synlige Udtryk for Orchestrets stærke og lokkende, brusende og smægtende Toner"; der vilde rimeligvis "El Ole" have gjort bedre Virkning om Orchestret havde forholdt sig ganske taust. (Rd. A.).

-den 25de October. Efter Forestillingen paa Theatret iaftes gjentoges de samme urimelige Gadeoptøier udenfor Sennora Pepitas Vinduer, som den foregaaende Aften. Vi kunne nok forstaae, at det i Theatret tilstedeværende Publicum paa en usædvanlig Maade giver sit Bifald tilkjeide; ivan reel, at man ikke kan vente at  Dandserinden med Lyst og Liv skal kunne producere sin lidenskabelige Dands overfor et taust eller lunkent Publicum. Den, der ikke finder Bravoraabene og Blomsterne fortjente som Bifaldsyttringer, kan derfor betragte dem som en Opfordring fra Publicums Side, og da er der Intet at indvende derimod. Men dette gjælder ikke om Gadeoptøierne efter Forestillingerne. Hovedmassen af de active Deeltagere heri bestaaer af Drenge, der ville skaffe sig en gratis Forestilling af den feterede Dandserinde, som de ikke have kunnet see i Theatret, og det lykkes dem ogsaa godt nok, da hun ikke lader dem raabe forgjæves. Det er rimeligviis formeget at forlange af Sennora Pepita, at hun selv skulde undgaae slige taabelige Demonstrationer, skjændt hun utvivlsomt derved vilde vinde hos den Deel af Publicum, hvis Bifald hun alene kan lægge nogen Vægt paa. Men vi tillade os at henstille til Politiet, om der ikke, i Betragtning af den demonstrerende Mængdes Sammen sætning og Øiemed, kunde være Anledning til at skride kraftigere ind mod denne i hele Timer vedvarende Sammenstrimlen i den snævre Hovedgade og Rolighedsforstyrrelsen paa en saadan Tid. (Byens Av.).

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 26. oktober 1861, 2. udgave).

Fyringer i Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

(Slesvig-Holsten.) Flensborg, 12. oktober De embedsmænd der blev sendt til os fra Danmark, så naturligvis deltagelse i den meget omtalte fornøjelsesrejse til Kiel som et oprør der var strafværdigt over for den danske nationalvilje; lidt som det de opfandt sidste år med adresseforbrydelser, og de irettesætter enhver der kommer inden for rækkevidde af deres magtfulde arm eller ind i deres område. Deres vrede retter sig først mod de kommunale embedsmænd, fattigforstandere og lignende som naturligvis kun tjener fællesskaberne og hverken modtager løn eller er udpeget af regeringen, men som efter de danske embedsmænds mening er forpligtede til at være loyale, dvs. at have en dansk tankegang. Deltagelse i Kiel-rejsen gør dem uværdige til at besidde nogen stilling. Fogden på Flensborgkontoret indkaldte for nylig en sådan kommunal embedsmand til sit høje forum og afskedigede ham efter at have svaret bekræftende på hans spørgsmål om han havde været i Kiel, uden at kunne give noget svar på spørgsmålet fra den påtalte om årsagen til afskedigelsen. Her opdeler myndighederne formelt beboerne i dem der har været i Kiel, og dem der ikke har været der, og i sager der opstår, behandles de alt efter om de tilhører den ene eller den anden kategori.

(Schleswig-Holstein.) Flensburg, 12. Okt. Die Beamten, die man uns von Dänemark zugeschickt hat, betracten natürlich die Theilnahme an der vielgesprochenen Lustfahrt nach Kiel als strafwürdige Auflehnung gegen den dänischen Nationalwillen, etwa wie die von ihnen im vorigen Jahre erfundenen Adressverbrechen, und es wird von ihnen gemassregelt, wer irgend ihren mächtigen Arm erreichbar ist oder in deren Bereich kommt. Ihr Zorn wendet sich zunächst den Gemeindebeamten, Armenvorstehern u. dgl. zu, die freilich nur im Dienste der Communen stehen und weder irgendein Gehalt beziehen noch von der Regierung ernannt werden, die aber doch nach der Ansicht der dänischen Beamten verpflichtet sind, loyale, d. h. dänische Gesinnung zu haben. Theilnahme an der Kieler Fahrt macht sie unwürdig, irgenwleche Finktion zu bekleiden. Der Amtmann des Amts Flensburg beschied kürzlich einen solchen Gemeindebeamten vor sein hohes Forum und enthob ihn nach bejahender Antwort auf seine Frage, ob er in Kiel gewesen sei? kurzweg seiner Funktion, ohne sich auf die Frage des Gemassregelten nach dem Grunde der Entlassung zu irgendwelcher Antwort zu verstehen. Hier am Orte werden Seitens der Behörden die Einwohner, förmlich in solche, die in Kiel gewesen und die nicht dagewesen sind, eingetheilt, und in vorkommenden Fällen, je nachdem sie in die eine oder in die andere Kategorie gehören, behandelt.

(Regensburger Tagblatt: Kampf-Organ für nationale Freiheit und soziale Gerechtigkeit. 18. oktober 1861)