En "pennefejde" mellem en husmand og en provst fortæller om forholdet mellem klasserne i 1862:
(Forlangt indrykket.)
Da det er mig bekjendt, at Flere af Ferslev Pastorats saavelsom Omegns Beboere ere opmærksomme paa den Stilling, jeg, som Medbestyrer for nævnte Pastorats "de Fattiges Kasse", er kommen i, saa er det vel ikke urigtigt offentligt at fremstille Sagen, især da jeg har yttret at ville fore Klage over den af mine Medbestyrere brugte Fremgangsmaade. Jeg skal da, for at Læserne kunne danne sig en selvstændig Mening derom, først ordret anføre de herhenhørende Skrivelser og dernæst tilføie mine Bemærkninger. Jeg anfører da den af mig til Regnskabet for de Fattiges Kasse nedlagte Protest:
"Den 18de Januar 1862 blev Regnskabet for de Fattiges Kasse for Aaret 1861 af Hs. Høiærværdighed Hr. Provst Deichmann i Ferslev fremlagt for mig med Tilkendegivelse af, at han derpaa skulde have min Underskrift. Da jeg, efter at være valgt til Medlem af Bestyrelsen for den nævnte Kasse fra 1ste April 1861 at regne, ikke af den øvrige Bestyrelse har været tilkaldt, eller har deeltaget i nogensomhelst Forhandling eller Beslutning desangaaende, nægtede jeg dengang at underskrive. Jeg finder mig derfor beføiet til herved at nedlægge Protest imod den af mine Medbestyrere brugte Fremgangsmaade, og henstiller til det ærede Sogneforstanderskab, om det ikke maatte finde Anledning til at foranstalte, at Lovgivningen om de Fattiges Kasse skeer Fyldest, saavel ved Bestyrelsesmaaden som ved de til Indtægt for den omtalte Kasse bestemte Tavlepenges Opsamling i Bøsser. I Mangel af saadan Foranstaltning seer jeg mig nødsaget til paa andet Sted at føre Klage over den brugte Fremgangsmaade.
Volsted, den 1ste Marts 1862,
I. A. Lyngbye."
Dernæst den fra Ferslev Pastorats Sogneforstanderskab modtagne Skrivelse, tilligemed den dermed fremsendte Erklæring fra Hs. Høiærværdighed Hr. Provst Deichmann i Ferslev:
"I Anledning af den, fra I. A. Lyngbye i Volsted, til Regnskabet for de Fattiges Kasse nedlagte Protest, har Sogneforstanderskabet fra Hr. Provst Deichmann modtaget hoslagte Erklæring, som herved fremsendes til behagelig Efterretning.
Ferslev, den 21de Marts 1862.
Til
Huusmand Jens Andreas Lyngbye i Volsted."
* * *
"Det ærede Sogneforstanderskab har tilstillet mig til Erklæring en Klage af 1ste Marts d. A. imod Bestyrelsen af den frie Fattigforsørgelse for Ferslev, Dall og Volsted fra Medbestyreren, Huusmand I. A. Lyngbye i Volsted. Da Forstanderskabet formeenlig ikke har videre hermed at giøre end at vælge Bestyrelsen, lade sig Regnskabet forelægge og overbevise sig om Sammes Rigtighed, hvilket er skeet; saa vedkommer denne Klage neppe Forstanderskabet.
Men da I. A. Lyngbye, som han sluttelig bemærker, just af den Grund vil see sig nødsaget til at føre Klage andetsteds, og jeg da maa afgive Erklæring. kan det lige saa godt skee strax. - Hidtil har ingen Bestyrelsesmøder været holdte om denne Kasses ubetydelige Indtægter. Derimod har jeg medtaget Protocollen til Kirkerne, hvor de andre Bestyrere da mødte og aftalte med mig, hvordan Pengene skulde fordeles, hvorefter Protocollen underskreves, og saaledes er det gaaet af uden ufornøden Vidtløftighed. Da nu I. A. Lyngbye saare sjeldent kommer til Kirke, sendte jeg, inden Fordeling skeete, Bud til ham om at møde mig der. Budet traf ham ikke, men sagde mundtligt sit Æriinde til Familien. Jeg antog da, at han vilde komme til mig, men da dette ikke skeete og de Fattige trængte til Pengene, aftalte jeg med den anden Medbestyrer, Gaardeier Anders Sørensen i Dall, hvordan Fordelingen skulde skee, og vi underskreve da Protollen i Forventning at Lyngbye, som ikke havde ladet høre fra sig, ikke kunde have noget derimod. Det sees dog nu, at vi meget feilede deri. og at denne Fremgangsmaade er bleven meget ilde optaget af ham. Hermed er denne Sag forklaret.
Hvad nu angaaer at Tavlepengene ikke ere samlede i Bøsser, og at der endnu ikke er anskaffet Bøsse til Volsted Kirke, da har det sin Grund deri, deels at Bøsserne have viist sig at være meget usikkre Gjemmesteder, deels, hvad der maaskee endog er en saa lovkyndig Mand ubekjendt, at det ikke, for Loven om Kirkesyn af 19de Febr. s. A. udkom, med Lovskraft kunde paalægges Kirkeeierne at skaffe Bøsser tilveie. Men at dette ved første Syn derefter er blevet Kirkeeierne i Volsted paalagt, vil Lyngbye kunne erfare hos Kirkeværgen.
Imidlertid stal jeg ikke lægge Skjul paa, at jeg i de Fattiges Interesse ansaae det for ønskeligere , at en eller anden aldre Mand, der nød meer Anseelse i Menigheden, end Lyngbye formeentlig endnu har opnaaet, var bleven valgt til Medbestyrer. Forøvrigt skal der nok efter Lyngbyes Ønske aarligt vorde holdt et Bestyressesmøde for at stille ham tilfreds.
Ferslev Præstegaard, den 14de Marts 1862.
Til
Sogneforstanderskabet for Ferslev, Dall og Volsted."
Det Indtryk, jeg har faaet af denne høiærværdige Erklæring er: at Embedsmyndigheden saaledes er ledet af med Provsten, at han ikke engang vil vide af, at han er Landets Love underkastede, hvorved han er kommen til at vise et forbavsende Tungnemme i Forstaaelsen af Loven af 8de Marts 1856 om fri Fattigunderstøttelse, samt at han har tilsidesat det Velanstændige og derved kommet til at steie udenfor Sagen, og nedladt sig til personlige Sigtelser.
Med min eenfoldige Huusmands-Forstand mener jeg, ikke som Provsten, at Sogneforstanderskabet, men at alle de Sognebeboere, der kunne deeltage i Valg af den mindre Halvdeel af Sogneforstandersk. Medlemmer, ere berettigede til at vælge Bestyrere for de Fattiges Kasse. Det er heller ikke Sogneforstandersk., for hvem Regnskabet skal forelægges, men alle Sognebeboere, og jeg mener, hvilket jeg ogsaa veed er skeet enkelte Steder, at Sogneforstandersk. slet ikke behøvede at have hermed at gjøre. Der hører nok ogsaa meer end almindelig Menneskeforstand til at fatte Provstens Mening, thi naar han gjør det til Pligt for Sogneforstandersk. at lade sig Regnskabet forelægge og at overbevise sig om Sammes Rigtighed, saa skulde man dog ogsaa troe, at det maatte være Sogneforstandersk. Pligt at drøfte en indkommen Protest imod Bestyrelsesmaaden; men Provsten yttrer jo, i tilsyneladende Modstrid til sit ovenfor Anførte, "at Protesten neppe vedkommer Sogneforstanderskabet". At Sogneforstandersk. her skulde have overbeviist sig om Regnskabets Rigtighed, derom kan der være forskjellige Meninger; det har ikke engang gjort nogen Bemærkning om at min Underskrift manglede. Jeg har ikke, som Provsten mener, til Sogneforstanderst. indgivet Klage mod Bestyrelsen for de Fattiges Kasse, thi da jeg selv er en Deel af Bestyrelsen, havde jeg jo derved fort Klage mod mig selv, men maaskee Provsten mener alene at være den rette Bestyrelse og at vi Andre kun ere noget besværligt Paahæng. Jeg har til Regnskabet imedens det var fremlagt til Eftersyn vedlagt en Protest, hvori jeg henstillede til Sogneforstandersk., som allerede havde faaet med Regnskabets Fremlæggelse at gjøre, om det godvilligt vilde tage sig af Sagen. Den af Provsten forklarede Forretningsgang synes mig næsten ubrugelig. Da der nu hidtil ingen Bestyrelsesmøder have været holdte, kunde man spørge, hvordan han saa er bleven Formand; han har dog saavidt jeg veed stadigt udøvet den Bestilling siden de Fattiges Kasse er bleven stiftet. Jeg veed, at siden jeg er valgt til Bestyrer har jeg ikke været med at vælge Formand, skjøndt jeg dertil vilde have stemt paa Provsten. Aftale ved Kirken har nok ikke stort at betyde, især da Provsten var tilfreds naar Anders Sørensen fra Dall og jeg mødte hver ved sin Sognekirke, hvorimellem der er en Afstand af 1 Miil.
Det kunde maaskee synes, at det ikke havde været min Ære for nær, at jeg, som nyvalgt Medlem var gaaet til Provsten og havde samtalet med ham om hvad der var at gjøre, men jeg maa tilstaae at have mindre Tilbøielighed til uden Nødvendighed at komme til saadanne høifornemme Folk; thi det er undertiden hændet mig, at jeg i lignende Tilfalde er bleven afviist som paatrængende; jeg meente ogsaa, at Provsten, som var i Besiddelse af Kassens Midler, Regnskabsprotocol m. m., var pligtig at tilkalde mig. Jeg skal nu fremstille hvordan det er tilgaaet. Søndagen den 5te Januar, imedens Provsten prædikede i Volsted Kirke, var hans Kudsk hos min Familie med Bud fra Provsten, at jeg skulde møde ham efter Prædiken. Jeg var den Dag ikke hjemme, heller ikke nævnte Kudsken hvad jeg skulde gjøre, eller at jeg senere skulde komme til Provsten, han kunde altsaa ikke vente mig efter dette Bud, hvad han vist heller ikke gjorde. Jeg antager ogsaa, at Regnskabet den Dag var sindigt og at jeg bare skulde underskrive; thi, hvis jeg ikke er feil underrettet, blev samme Dag efter Prædiken Understøttelsen til Volsted Sogns Trængende udbetalt; der Hører altsaa en stærk Tro til at antage, at Provsten, efter forgjæves at have sendt Bud efter mig, skulde have aftalt noget med den anden Medbestyrer, da der var circa 1 Miil imellem dem.
Den paafølgende 13de Januar, da Provsten og jeg traf sammen ved en Liigbegjængelse, sagde han til mig, at jeg kunde komme op til ham med det Første, da han havde noget jeg skulde underskrive. Jeg gik derop den 18de næstefter, hvor da, som i min Protest antydet, det Samme "skulde møde"mig. Jeg yttrede, at jeg havde ventet at blive tilkaldt til et Bestyrelsesmøde. Provsten spurgte "hvor dette skulde været holdt", og vedblev: "Jeg kan jo aldrig træffe Dig ved Kirken, og at gaae i Kirken er Pligt for hver oprigtig Christen." Efter et Ophold vedblev han: "At jeg henvender mig til Anders Sørensen, som er en meget flink og villig Mand, istedetfor til Dig, følger af sig selv, og hvad vilde Du vel have gjort, da vi andre To ere enige?" Jeg: "Og da jeg nu heller intet har gjort ønsker jeg at være fri for at staae til Ansvar for hvad Andre have gjort." Provsten: "Vil Du da ikke underskrive?" Jeg: "Nei." Provsten: "Saa kan Du lade være." Denne Sætning udtalte Provsten med en Tordenrøst og i en Tone, som langt overgik en almindelig Provstetone, saa at jeg ikke har Lyst til oftere under fire Øine at blive skriftet af ham, hverken for min Kirkegang eller som Medbestyrer for de Fattiges Kasse. Det er da min Underskrift, som Provsten mener jeg kunde givet uden Vidtløftighed, og det var jo ogsaa meest mageligt at være fri for alt det Øvrige; men som valgt til Medbestyrer af en communal Indretning mener jeg ikke, for mine Medborgere at kunne forsvare, saaledes at lade mig gjøre umyndig. Men hvad har min Kirkegang vel med denne Sag at gjøre? Jeg skjønner ikke rettere, end at Provsten ved at dømme mig som Ikkechristen har villet nedsætte mig i mine Medborgeres Omdømme, men derfor er jeg dog ikke saa bange; man er dog nu for en stor Deel, ja meer end Provsten maaskee ønskede, kommen til den Erkjendelse, at Kirkegang og Christendom ikke paa hvert Sted er Eet og det Samme.
Angaaende de befalede Bøsser, da er Provsten atter i Vildfarelse; de skulle jo ikke være Gjemmesteder, men Opsamlingssteder, og dertil kunne de dog være lige saa sikkre som Tavler. Jeg kunde fristes til at benævne Provsten med "en saa ulovkyndig Mand", til Gjengjæld fordi han spottende kalder mig "en saa lovkyndig Mand", hvilken Charakteer jeg er langt fra at fortjene. Jeg lægger mig kun noget efter at kjende mine borgerlige Pligter og Rettigheder, og Provsten kan dog ikke ønske, at saadanne Folk som jeg vare aldeles uvidende om, hvad vor selvstændige Pligt er. At Loven af 8de Marts 1856 om fri Fattigunderstøttelse ikke kunde, hvad Bøsser angaae, lade sig gjennemføre for Loven om Kirkesyn 19de Februar forr. A. udkom, maa jeg betvivle. Ialtfald var der da intet iveien, naar Kirkeeierne ikke modsatte sig. Der er da heller ingen af Omegnens mig bekjendte Kirker, hvor der jo for lange siden er anskaffet Bøsser; det kan nok være at man har varet villig dertil; her var man ogsaa villig, men Provsten meente, at det ikke var værd, da han antog, at der indkom flere Penge, naar man ikke havde Bøsser. Nu faae vi dem da endelig. Den væsentligste Grund, hvorfor jeg fremførte dette Spørgsmaal, er Provstens Raadighed over Tavlepengene. Disse ere for Aaret 1861 for Volsted Sogn opførte i Regnskabet med 5 Rd. 12 st. Jeg veed, at der 2den Juledag 1861 indkom i Tavlen over 5 Rd. og at disse Penge, eller dog flere deraf, ikke ere regnede selve de Fattiges Kasse til Indtægt. Vel veed jeg, at Provsten har uddeelt af Tavlepengene til Trængende, men uden at det er opført i Kassens Udgift. Det er dog vel Lovens Hensigt, at de til denne Kasses Indlagt henlagte Tavlepenge skulle opføres i dens Regnskab.
Nu komme vi til Provstens Slutningsbemærkninger. Disse kunne man passende ligne ved Rosinen i Pølsens Ende. Det er jo et meget brugeligt Fif, ved en Anretning dygtigt at kryddre den sidste Mundfuld, for at man længe skal beholde Smagen deraf. Skade kun, at Krydderierne her ere Sagen aldeles uvedkommende Ting; men det gjør maaskee ikke noget, naar de bare kunne pirre dygtigt. Provsten har, "i de Fattiges Interesse", saa meget at udsætte paa min Person, men da man ikke faaer at vide, hvad jeg har gjort imod de Fattiges Interesse, saa er det vel kun et letfærdigt Ordspil af ham. Han ønsker "en ældre Mand"; han tykkes altsaa, at jeg endnu ikke er kommen ud over Drengealderen. Vil Gud, jeg lever til førstkommende 19de April, bliver jeg i saa Fald en Dreng paa 46 Aar. Og nu min Anseelse i Menigheden, den synes Provsten ogsaa er altfor liden, men man faaer ikke at vide, hvori Manglen stikker. Maaskee er det fordi jeg kun er Huusmand. Vel maa jeg med Bedrøvelse tilstaae, at jeg hos Provsten ingen Anseelse har, og maaskee han mener, at Menigheden absolut maa tænke som han, men dette er vel neppe Tilfældet, ellers var jeg vist ikke bleven valgt. Det forekommer mig ellers, at jeg indtil videre kan flyde alle disse ubegrundede Sigtelser over paa mine Vælgere og lade dem bære Ansvaret for at de have valgt mig som jeg er. Jeg antager ellers, at jeg er valgt, fordi man vidste, at jeg ikke er af de "meget flinke og villige Mand", som Provsten kan saa godt lide og som han kan faae til at sige ja og Amen til hvad det skal være. Til Slutning maa jeg tilføie, at jeg er overbeviist om, at Provsten ikke vil holde Bestyrelsesmøder for at stille mig tilfreds, hvad jeg jo heller ikke har forlangt; jeg har kun forlangt, at Lovgivningen skeer Fyldest. Forøvrigt var det ønskeligt, om man til saadanne Møder kunde faae nogle Dages Varsel; Provsten veed jo, hvor jeg boer, og har et sikkert Bud i sin Kudsk, som sædvanligt, imedens Provsten prædiker i Kirken, maa forrette Ærinder i Byen, f. Ex. tilsige Huusfolkene til Høstdag.
Volsted, den 15de April 1862
(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 19. april 1862. 2. udgave).
- Hr. Provst Deichmann har i "Aalborg Ststd." bebudet at ville anlægqe Sag imod I. A. Lyngbye, paa Grund af dennes Oplysninger om "de Fattiges Kasse" i Ferslev Pastoral. "Aalb. StiftSt." indeholder et nyt Indlæg i samme Sag, hvilke sikkerligt vil interessere vore Læsere, og som lyder saaledes:
I "Aalborg Stiftstidende" Nr. 97 for d. A., har I. A. Lyngbye af Volsted ladet indrykke en Fremstilling angaaende Provst i Ferslev R. S. Deichmanns Forhold som Medbestyrer af "de Fattiges Kasse" i Pastoratet. Vi undertegnede Beboere af Ferslev Pastorat finde det ganske i sin Orden, at den af Provsten brugte Fremgangsmaade bliver imødegaaet, hvortil der flere Gange har været grundet Anledning; men den Ene kan ikke, den Anden tør ikke; Lyngbye bruger nu ikke denne Skik. Den af ham for Offentligheden bragte Sag ville vi overlade til ham selv at forsvare som han bedst kan og veed; men de til ham af Provsten henkastede Sigtelser kunne vi ikke undlade nærmere at belyse.
Beskyldningen om den sjeldne Kirkegang rammer desuden ogsaa os og vistnok Flere af Menigheden, saa det her er vor Pligt at hjælpe Lyngbye at bære den. Efter Provstens Udtryk er Lyngbye "en saa lovkyndig Mand"; men Lyngbye vil jo ikke selv tage mod denne Titel. Vi agte Lyngbyes Bestræbelser for at kjende sine Pligter og Rettigheder; men det synes rigtignok ikke, at det er paa denne Maade man erhverver sig Provstens høiærværdige Tilfredshed. Angaaende det besynderlige Ønske om "en ældre Mand", da turde Provsten maaske endog have været tilfreds med en meget yngre Mand end Lyngbye, naar denne ellers havde været efter hans Ønske. Paa Lyngbyes "Anseelse" - for udsat at derved menes det Samme som Agtværdighed - have vi Intet at udsætte.
Vi ville slutteligt anføre en Omstændighed, som fortiden giver megen Anledning til Omtale. I Ferslev døde for kort Tid siden en gammel Pige, der, saavidt vi veed, har nydt Understøttelse af "de Fattiges Kasse" i flere Aar og maaske bestandigt siden denne blev stiftet. Efter et Rygte, hvis Sandhed vi ikke have havt Grund til at betvivle, beløb hendes Efterladenskaber sig til en Værdi af over 270 Rd., deriblandt en Sparekassebog paa 154 Rd. og 32 Rd. i rede Penge. Hun havde testamenteret 100 Rd. til sin Begravelse og det Øvrige til Familie og Venner. Var nu denne Pige en virkelig Trængende? Om Nogen skulde se sig istand og være villig til at give paalidelige Oplysninger om, i hvor mange Aar hun har nydt Understøttelse af "de Fattiges Kasse" og til hvilket Beløb samt om der ellers skulde være nogen Urigtighed i vor Angivelse af hendes Efterladenskaber og Testamente, saa ønske vi gjerne disse Oplysninger. Man kunde da spørge, hvem der fortjener den større Tillid, Provsten og de af ham ønskede "ældre Mænd" eller Lyngbye, som ved at nægte at underskrive et af Andre opgjort Regnskab vilde fri sig for Ansvar af en saadan Understøttelsesmaade, og man vilde da se, at den rette Brug af "de Fattiges Kasse" ikke er nogen ligegyldig Sag for Beboerne, som maa have Tillid til Anvendelsen af disse Midler, imedens det ikke er selve Summens Størrelse, hvorpaa det her kommer an.
(Jyllands-Posten 7. maj 1862).
Aalborg, den 30te Mai.
Af det af Huusmand Jens Lyngbye i Volsted udgivne Skrift: "Uraad i "Fattigkasseraadet", de communale Bestyrelsers Afmagt over, for embedsmandig Selvraadighed. En actmæssig Fremstilling af en Underretssag imellem Provst Deichmann af Ferslev og I. A. Lyngbye af Volsted, udgivet af Sidstnævnte. 10½-Ark 8vo." indeholder "Nørrejydske Tidende" følg. Anmeldelse:
"Der er udkommet en Bog (den nysnævnte), som vist vil more mangen en simpel Mand, der har havt for Skade, at komme i Bryderi med en selvraadig Øvrighed *). Bogen er udgiven af en jordløs Huusmand, en Skolelærersøn, der med sin gamle Moder lever i Landsbyen Volsted og ernærer sig iblandt Andet ved at spille for Folk, naar de holde Gilde. Hans Navn er Jens Lyngbye, en stille, beskeden og renlig Mand over de 40 Aar, der med Lyst har lagt sig efter at skrive godt for sig og har last med Forstand mange gudelige og verdslige Bøger, meest dog dem, der angaae vort frie Folkeliv og Menigmands Vel. Da nu de nye Fattigkasser bleve oprettede, valgte hans Byesbørn ham til Medlem af Bestyrelsen. Men i denne Bestyrelse var man, som saa ofte skeer, ubetænksom nok til at indvælge Stedets Gejstlige, Provst Deichmann, der tidligere har skrevet meget bittert imod folkelige Talsmand. Provsten afgjorte nu Kassens Sager saaledes, at naar han kom til Kirken, lod han sin Kudsk tilsige Bestyrelsens Medlemmer hvert for sig til at underskrive Protocollen. Men da I. Lyngbye ikke havde deeltaget i det, han skulde underskrive, nægtede han sin Underskrift og meddeelte Sogneforstanderskabet, at han paa andet Sted vilde føre Klage over den brugte Fremgangsmaade. Saa kom Provsten med et Svar, hvori han stiklede paa, at L. "saare sjeldent kommer i Kirke og ansaae det for ønskeligere, at en anden ældre Mand, der nød meer Anseelse i Menigheden, end L. formeentlig endnu har opnaaet, var bleven valgt til Medbestyrer". Det var jo Provsten, der havde feilet som Medlem af Bestyrelsen, men i Stedet for at undskylde sine Feil, satte han sig paa sin høie Embedshest og endte sin Erklæring med de henkastede Ord om hvad der var hans Pligt og Skyldighed: "Forøvrigt skal der nok efter L.'s Ønske aarligt vorde holdt et Bestyrelsesmøde for at stille ham tilfreds". Men. L. var ikke af den Slags Folk, der indenfor fire Vægge lade sig skræmme. Han følte sig i sin gode Ret, og da han ikke paa anden Maade kunde faae Sagen frem, lod han den heelt og holden indrykke i Bladet, hvor han da skrev: "Det Indtryk, jeg har faaet af denne høiærværdige Erklæring er, at Embedsmyndigheden saaledes er løben af med Provsten, at han ikke engang vil vide af, at han er Landets Love underkastet", samt "at han har tilsidesat det Velanstændige og derved er kommen til at fieie udenfor Sagen og har nedladt sig til personlige Sigtelser". Man kan tænke sig, at Lyngbyes Svar blev læst af hans Sognebeboere, og da Provsten nu ikke havde andet Vaaben, saa lod han sin tilsidesatte Medbestyrer af Kassen stævne. Ved Forligsprøven mødte Provsten ikke **), og her kan Justitsmin. faae et Begreb om, hvorledes man omgaaes ved Forligsvæsenet. Hvad Forligsklagen lød paa, vilde Lyngbye gjerne see mindeligt jævnet, thi i Klagen vare Ordene ikke fuldstændigt gjengivne og gave derfor en Mening, som Lyngbye ikke havde tilsigtet. Sagen skulde altsaa blive en Proces. Provsten tog nu en Procurator, og denne udtog nu især hine Yttringer om Embedsmyndigheden og Velanstændigheden, som han vilde have straffede efter Lovens fulde Strænghed. Lyngbye havde ikke Raad til at tage en Procurator, men svarede paa Procuratorstilen hele 3 Gange. Men endskjøndt han udmærket har værget sig Punct for Punct, saa kom Dommen af Herredsfogden dog til at lyde paa, at Lyngbye ikke kunde undgaae at vorde dragen til Ansvar, fordi hine Yttringer ere utilbørlige, "navnlig naar hensees til, at Citanten er gejstlig Embedsmand". Til denne Deel af Dommen gjør Lyngbye endeel vist ikke uberettigede Anmærkninger. Men Dommen frifinder forøvrigt Lyngbye netop for de Yttringer, som Provsten ansaae for de meest graverende, nemlig om selve hans Omgang med Kassen. Lyngbye blev idømt Presselovens mindste Bøde 10 Rd. og lige saa meget i Sagsomkostninger. Han ansøgte nu om fri Proces ved Omretten, men Svaret blev, "at det Ansøgte ikke kunde bevilges". Saa lod Lyngbye Appellen falde og lod det beroe ved Underretsdommen. Men nu har han udgivet hele Sagen i Trykken i den Tro, at mangen En vil ved at kjøbe Bogen lette ham hans Udgifter, og det kan man nok, thi af Bogen lærer man, hvordan Menigmand selv kan forsvare sig, men hvor vanskeligt det er at bryde hele den privilegerede Stand, der har den geistlige og verdslige Magt i sin Haand og som besørger saavel Sagføringen som Domskjendelsen efter Regler, som Menigmand endnu ikke veed fuldt Besked om og derfor ofte løber sig en Staver i Livet."
*) Det maa bemærkes, at i nærv. Tilfælde var det ikke Strid med en Øvrighed, men med en Medbestyrer. (Red.)
**) Havde dog, saavidt vides, meldt Forfald. (Red).
(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 30. maj 1863)
En nogenlunde enslydende anmeldelse stod i Jyllands-Posten, og tilføjet nedenstående:
- - -
Foranstaaende Linier findes i "Nørrej. Td." Nr. 39. Idet vi fuldkomment kunne tiltræde, hvad her er lagt om det nævnte Skrift, som vi paa det Bedste anbefale vore Læsere, skulle vi nævne et lille Træk af Hr. Provst Deichmann, som Skriftet meddeler, og som paa en særdeles træffende Maade betegner Hs. Højærværdighed som en barmhjertig Samaritan. Det mangler naturligvis ligesaalidt i Provstens Sogn som andetsteds paa Folk, som tage Parti for de Store, naar det gjælder om at bekæmpe de Smaa. En Flok villige Personer derfra Sognet, anbefalede saaledes i sin Tid Provsten paa det Varmeste i "Aalb. Stftd." for at dække ham saa godt som muligt mod Lyngbyes Angreb, og navnlig berømmede man i høje Tonen hans "private Gavmildhed" mod de Fattige, der navnlig paa en straalende Maade skal være kommet tilsyne derved, at han i "mange Aar" især under "høje Kornpriser" har overladt "betydelige Partier af Rug" til "meget nedsatte Priser" til trængende Familier. Hvem, der kjender noget til Præsternes sædvanlige Gavmildhed mod Trængende, vil vistnok undre sig over, at noget saadant kan siges offentligt om en Mand som Hr. Provst Deichmann, og endmere vil man forundres ved at høre, at Hr. Deichmann virkeligt - om end kun i enkelte Aar - har solgt nogle smaa Partier Rug paa den nævnte Maade. Lyngbye giver imidlertid en hel naturlig Forklaring af denne Hr. Provstens gaadefulde Handlemaade. Rygtet fortæller nemlig, at Provsten et Efteraar havde solgt sin Tienderug til den daværende Pris, at levere af Yderne hen paa Vinteren til en Kjøbmand i Aalborg. I Vinterens Løb steg Prisen paa Rug imidlertid betydeligt, og Provsten fik derfor Kjøbmandens Samtykke til al tilbageholde endel af Rugen for at sælge denne til Smaafolk i hans Sogn. Disse fik ogsaa Rugen under den gangbare Pris, men Provsten skal dog ifølge Rygtet have gjort en god Handel, idet han fik mere for denne Rug end han efter Akkorden skulde have havt hos Kjøbmanden. Hvis Rygtet derfor taler Sandhed gjorde Hs. Højærværdighed ikke blot en Kjærlighedens Gjerning imod Sognets Smaafolk, men ogsaa mod deres herlige Sjælehyrde, medens Kjøbmanden, der maatte betale Gildet, aabenbart kan have den glade Bevidsthed at have gjort vel baade imod Store og Smaa. - Vi anbefale som sagt det nævnte lille Arbejde, der er særdeles velskrevet, paa det Bedste til vore Læseres Opmærksomhed.
(Jyllands-Posten 24. juli 1863)
Provst Rasmus Severin Deichmann, Ferslev pr. Svenstrup, gift m. Dorthea Marie Deichmann, født Bruun. Rasmus Severin, født 17-03-1798, død 27-11-1879.1825 kapellan i Taarnby, 1828 præst i Lihme, 1838 præst i Ferslev, provst for Ferslev, Dall og Volsted. Boede som pensionist i Klokkestøbergade i Aalborg.
Rasmus Severin Deichmann var med til at uddanne sin nevø, Jacob Severin Deichmann Branth (1831-) da hans mor døde da han var to år gammel. Faderen sendte ham til sin morbror, sognepræsten i Ferslev, Rasmus Severin Deichmann (1798-1879). Den unge Branth havde sin opvækst hos morbroderen R.S. Deichmann, som også underviste ham. Branth voksede op med en dyb respekt for sin morbrødre. Det var også hos pastor Deichmann, at den unge Branth fik inspiration til fremtiden som præst. Rasmus Deichmann tilhørte en af de danske præsteslægter, som i lige linje talte fem generationer af præster. Deichmann var gift med Dorthea Marie Bruun, som ligeledes var fra præstefamilie. Ægteskabet var barnløst, så det var en stor glæde for Deichmann at få sin unge nevø ind. Det betød også, at den teologiske arv kunne blive videreført med den unge Branth. Hjemmet var konservativt og ikke vild med de grundtvigianske idealer. Alligevel gav pastor Deichmann den unge Branth mange frie tøjler, og opdragede ham med ideen om ”frihed under ansvar”. Branth flyttede, da han i 1844 blev optaget på Aalborg Katedralskole. Han blev student i 1849, og afsluttede universitetet i 1857 som cand.theol. Ved siden af teologistudiet havde den unge Branth også studeret naturvidenskab.
