04 november 2021

Borger- og Politmester Hakon Harald Grüner (Friedrichstadt og Husum). (Efterskrift til Politivennen).

Hakon Harald Grüner (1815-1900) var politi- og borgmester i Husum og synes hverken at have været vellidt af de tyske eller danske aviser. Han var afgjort dansksindet: I en skrivelse af 10. oktober 1850 var Hakon Grǘner medunderskriver (cand. jur. og capitain) på en ansøgning om penge til Frederiksstads genopbygning. Hakon Grüner betegnede sig som cand. jur., men havde formentlig kun taget en "danske" eksamen, og ikke den "slesvigske". Han ansatte derfor en juridisk uddannet sekretær og senere en rutineret fuldmægtig. Han affattede mange dokumenter på dansk. Hakon Gruner var i 1851 præsident i Frederiksstad og havde i juni 1851 stoppet en loyalitetsunderskriftadresse. 

Da Frederik 7. benyttede jernbanen under et besøg i Slesvig, beskrives i "Alt- Husumer- Bilderbuch" (Felix Schmeißer): 

"Og for at skabe indtrykket af en dansk by, havde beboerne i Süderstrasse efter ordre fra den gamle kaptajn "Hakon Grüner", den strenge danske borgmester, hejst Danebrog ud fra deres huse, mod Lämmerfenne, og billedet var ikke anderledes omkring Husum havn." Derfra rejste kongeparret af og til med skib til badebyen Wyk på Föhr".

"Und damit der Eindruck einer dänischen Stadt erweckt wurde, hatten die Anwohner der Süderstraße auf Befehl des alten Kapitäns "Hakon Grüner", des gestrengen dänischen Bürgermeisters, den Danebrog hinter ihren Häusern, nach der Lämmerfenne zu, ausgestreckt, und nicht anders war das Bild um den Husumer Hafen." Von dort fuhr das Königspaar gelegentlich per Schiff zum Seebad "Wyk auf Föhr".


Parti fra Sandvolden i Vyk på Før. Illustreret Tidende nr. 146, 13. juli 1862.

Han forbød i 1862 den lokale sangforening. Han var dansksindet og omtales ofte i tyske aviser som fanatisk. Han undså sig fx ikke for at indsværge i hvert fald en værnepligtig (Grelstorff) endnu engang:


For de danskere, der flyttede ind i Husum i 1850 og for den danske borgmester Hakon Grüner *), var Grelstorff imidlertid en usikker kantonist. Grüner stævnede ham sammen med mange andre Husum-beboere til rådhuset og lod ham 26. juli 1853 love og sværge "at være loyal, venlig og tro mod konge og herre". Så endnu en gang svoret til kongen og lukket ind, vendte Julius Grelstorff sig atter til sin håndværkergerning. Da husumerne på den rådslog om at danne en håndværkerforening ved årsskiftet 1856/57, var Grelstorff også en af ​​de ivrige initiativtagere til denne idé.

* Hakon Grüner, cand. jur., kaptajn, ridder af Danebrogsordenen, borgmester, stadssekretær og politimester i Husum fra 1851-marts 1864.

Für die Dänen jedoch, die 1850 in Husum einzogen, und für den dänischen Bürgermeister Ha- kon Grüner *) war Grelstorff ein unsicherer Kantonist. Grüner bestellte ihn neben vielen anderen Husumern auf das Rathaus und ließ ihn am 26. Juli 1853 geloben und schwören, "dem Könige und Herren treu, hold und gewährig zu sein“. So noch einmal auf den König eingeschworen und vergattert, wandte sich Julius Grelstorff nun in verstärktem Maße seinem Handwerk zu. In diese Zeit fallen nicht nur die ersten Informationen über die Ausbildung von Lehrlingen durch ihn. Als die Husumer Handwerker um die Jahreswende 1856/57 sich zu ersten Beratungen über die Bildung eines gemeinsamen Handwerkervereins zusammenfinden, gehört auch Grelstorff zu den eifrigen Förderern dieses Gedankens.

* Hakon Grüner, cand. jur., Kapitän, Ritter des Danebrogordens, Bürgermeister, Stadtsekretär und Polizeimeister in Husum von 1851-März 1864.

(Jürgen Dietrich: Julius Grelstorff, ein Maler aus Husum, s. 5.)

Ved stændervalget i 1860 forsøgte Hakon Grüner sig - i øvrigt uden held - med bestikkelse for at få dansksindede valgt ind:


6. byvalgdistrikt. 

Husum, Friedrichstadt, Bredstedt.

Valget til dette distrikt blev holdt den 10. december i Husum og faldt på det tidligere folketingsmedlem gæstgiver Jessen (tysk) som folketingsmand i Bredstedt med 334 stemmer og på købmanden Kaftan (tysk) som suppleant i Husum med 279 stemmer. På dansk side var købmand Mummy i Husum og senator Ivers i Friedrichstadt. Førstnævnte fik 45 stemmer og sidstnævnte 11.

Også her blev valgdagen i modsætning til forskriftens ordlyd først offentliggjort den 5. december, og valglisterne blev først offentliggjort den 7. december.

Husums borgmester Hakon Grüner fik inden valget forskellige borgere til at komme til sit hus og forsøgte at overtale dem ved at tilbyde den lokale borgerforening 2000 [] at arrangere regeringsvenlige valg, at vælge sidstnævnte. Hvis borgmesteren ved at give et sådant uautoriseret tilbud også afslørede en uforståelig uvidenhed om det terræn, han befandt sig i, var han ikke lykkeligere i Friedrichstadt, en lille by med en stor jødisk befolkning.

Da Grüner indså, at hans agitation i Husum ikke havde nogen effekt, tog han til Friedrichstadt for at overtale overrabbineren der for at få samfundet til at stemme på Mummy og Ivers. Som lokkemiddel sagde han, at han ville tvinge regeringen til at betale erstatning for den krigsskade der endnu ikke var foretaget. Overrabbineren lovede at forelægge sagen for sin menighed. Men han viste sig som en god tysker, afslog tilbuddet og erklærede, at han ikke ville lade sig fratage sin tyskhed. Langt de fleste vælgere i det israelitiske samfund mødte op i Husum på valgdagen for at stemme på Jessen og Kaftan. Allerede inden valget havde de givet deres beslutning til kende i omegnen og om morgenen for valget dukkede vogne op fra alle de omkringliggende landsbyer for at tage de jødiske vælgere i et langt tog til Husum. Sikkert udviste disse jøder, som saa ofte blev erklæret for udlændinge, mere mod og fædrelandskærlighed end de rent tyske herrenhutere, der som ovenfor berettet, lod sig skræmme under valget. Forskellen i proceduren på begge sider bliver så meget desto større, når man tænker på den ekstraordinære mængde krigsskader, som Friedrichsstart led. Det taler i øvrigt bemærkelsesværdigt om den danske regering, at den efter 10 år endnu ikke havde udbedret så betydelige krigsskader, som en enkelt lille by havde lidt, og at den brugte det, der tilkom frederikstads beboere, som bestikkelse. Borgmesterens frustration over dette valgsvigt vil ikke være blevet mindre af at en københavnsk avis ene og alene gav ham skylden for et dette valgresultat, fordi det var ham der havde slået til lyd for rehabilitering af dem der blev fjernet fra valglisterne. Samtidig kan man se hvor helt anderledes valget ville have været overalt i hertugdømmet, hvis valgkollegierne pligtskyldigt havde optaget alle stemmeberettigede på valglisterne.

Sechster städtischer Wahldistrict:

Husum, Friedrichstadt, Bredstedt.

Für diesen District wurde die Wahl am 10. December in Husum abgehalten und fiel auf den früheren Abgeordneten Gasts wirth Jessen (deutsch) in Bredstedt mit 334 Stimmen zum Abgeordneten, und auf den Kaufmann Kaftan (deutsch) in Husum mit 279 Stimmen zum Stellvertreter. Von dänischer Seite waren aufgestellt der Kaufmann Mummy in Husum und Senator Ivers in Friedrichstadt. Ersterer erhielt 45 und letzterer 11 Stimmen.

Auch hier wurde gegen den Wortlaut der Verordnung der Wahltag erst am 5. December bekannt gemacht und erst am 7. December die Wahllisten ausgebracht.

Vor der Wahl ließ der Bürgermeister von Husum, Hakon Grüner, verschiedene Vürger zu sich ins Haus kommen und suchte sie, indem er dem dortigen Bürgerverein 2000 [] zur Betreibung regierungsfreundlicher Wahlen anbot, zu überreden die beiden. lettgenannten zu wählen. Offenbarte der Bürgermeister durch ein solches unerlaubtes Anerbieten zugleich eine unbegreifliche Unkennts niß des Terrains auf dem er sich befand, so war er in Friedrichstadt, einer kleinen Stadt mit zahlreicher jüdischer Bevölkerung, nicht glücklicher.

Als Grüner nemlich merkte, daß seine Agitation in Husum ohne Wirkung blicb, begab er sich nach Friedrichstadt, um den dortigen Oberrabbiner zu überreden, daß er die Gemeinde auf Mummy und Ivers zu stimmen veranlasse. Als Lockspeise warf er hin, daß er bei der Regierung die noch nicht erfolgte Vers gütung der Kriegsschäden erwürken wolle. Der Oberrabbiner versprach, den Fall seiner Gemeinde vorzutragen. Allein diese zeigte sich als gut deutsch, verwarf das Anerbieten und erklärte sich ihr Deutschthum nicht nehmen lassen zu wollen. Die überwiegende Mehrzahl der Wähler in der israelitischen Gemeinde erschien am Wahltage in Husum, um Jessen und Kaftan zu wählen. Schon vor der Wahl hatten sie diesen ihren Entschluß in der Umgegend bekannt gemacht und am Morgen der Wahl erschienen von allen umliegenden Dörfern Fuhrwerke, um die jüdischen Wähler in einem langen Zuge nach Husum zu fahren. Gewiß haben diese so oft für Ausländer erklärten Juden mehr Muth und Patrio= tiemus gezeigt, als die rein deutschen Herrenhuter, die wie oben berichtet sich bei der Wahl einschüchtern ließen. Der Unterschied im beiderseitigen Verfahren wird um so stärker, wenn man den außerordentlichen Betzaz der Kriegsschäden, den grade Friedrichsstart erlitten bat, bedenkt. Es spricht übrigens eigenthümlich für die dänische Regierung, daß sie nach vollen 10 Jahren so bedeutende Kriegsschäden, die eine einzige kleine Stadt erlitten, noch nicht berichtigt hatte, und daß sie was den Friedrichsftäctern als Recht gebührt als Bestechung anwenden wollte. Der Vertruß des Herrn Bürgermeisters über diesen Ausfall der Wahlen wird taturch nicht geringer geworden sein, daß ein Kopenhagener Blatt ihm einzig und allein die Schuld eines folchen Wahlresultates beimaaß, weil er es grate gewesen sei, der die Rehabilitirung der von den Wahllisten Gestrichenen befürs wortet hatte. Man sieht zugleich daraus wie ganz anders die Wahlen allenthalben im Herzogthum ausgefallen wären, wenn die Wahlcollegien pflichtmäßig sämmtliche berechtigte Wähler in die Wahllisten aufgenommen hätten.

(Die Wahlen zur schleswigschen Ständeversammlung im Jahre 1860, s. 29-30)


Litograf, maler og daguerreotypist Mathias Kriegsmann (1808-1896): Hakon Harald Grüner (1815-1900). Justitsråd, borgmester, Husum (1862). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.


I Slesvig gaaer det lystigt til med Bureaukratiet i det Smaa som i det Store. I Husum har den interessante Politimester, Borgemester Hakon Grüner, efterat have ladet sin personlige Vrede over en anden Klub imponere, stiftet en ny Klub. Denne bestaaer af ca. 50 Medlemmer, behørigen inddeelte i: 1) Embedsmænd og 2) Borgere, og afholdt den 26de Jan. sin første Assemblee. Alt, berettes i "Dagbl.", "gik godt" til Kl. 2 om Natten, da en af Baldirecteurerne - en af Byens mest agtede Embedsmænd - sluttede en af ham opført Dands. Borgemester Grüner var saa naadig at dandse med, men har formodentlig fundet det underligt, at den Opførende ikke spurgte ham, Byens Overhoved, om det havde Politiets Billigelse, at Dandsen ophørte; thi han sagde til Musiken, at den skulde spille videre. Dirigenten tilkjendegav, at Baldirecteuren havde sagt, at denne Dands var forbi. Nu fandt udentvivl Politimesteren Lejligheden altfor glimrende til at vise sin "Magt", han forbød Musiken "under en Bøde af 100 Rd." at spille mere den Aften, og saaledes vilde Ballet til Alles Forundring og Harme have været endt, hvis ikke - til al Lykke - Amtmanden ved nogle "venskabelige Forestillinger" havde formildet Grüners guddommelige Vrede og derved "udvirket", at Musiken af Hr. Grüner atter fik Tilladelse til at spille."

(Thisted Amtstidende. En politisk og Avertissements-Avis 8. februar 1863)


Husum, den 11te Februar. (Itzeh. Nachr.) Efterat de under Sangerfesten hertil fra Flensborg forsatte to Politibetjente igjen for længere Tid siden vare bortkaldte, antog vor Politimester en herværende Dansk til Politibetjent, uden at adspørge Deputeretkollegiet herom. Dette indsaae imidlertid ikke, at der var Aarsag til nogen ny Politibetjent, da vi iforveien ere forsynede med 1 Politibetjent og 6 Natvægtere, og vægrede sig derfor ved at anvise Vedkommende hans Lønning af Kommunens Midler. Fra det herværende Amtshuus kom der nu Ordre til, under en Mulkt af 500 Rd., ufortøvet at udstede Anviisningen. Vort Deputeretkollegium har henvendt sig til det slesvigske Ministeirum for at faae denne Befaling hævet.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 14. februar 1863).


- Intet er for stort og intet for småt til den danske plageri i Slesvig. I Husum blev en fattig kvinde anmeldt til den berygtede politimester Hakon Grüner, fordi hun havde vugget sit barn mens hun sang sangen "Schleswig-Holstein meerumschlungen". Hun blev straks idømt en bøde på 20 thaler eller til fængsel med brød og vand. Den stakkels kvinde lånte pengene og betalte. Men de tapre borgere i Husum skaffede straks penge og tilbagebetalte den fattige kvindes kapital og renter.

- Der dänischen Quälerei in Schleswig ist nichts zu gross und nichts zu klein. In Husum wurde eine arme Frau dm berüchtigten Polizeimeister Hakon Grüner angezeigt, weil sie unter Absingung des Liedes "Schleswig-Holstein meerumschlungen" ihr kindlein eingewiegt hatte. Sie wurde sofort zu 20 Thaler Geldbusse oder Gefängniss bei Wasser und Brot verurtheilt. Die arme Frau borgte das Geld und zahlte. Sofort aber schossen die wackeren Bürger Husums Geld zusammen und erstatteen der armen Frau Kapital sammt Zinsen.

(Kemptner Zeitung. 17. februar 1863)


I "Schwarzbuch über die Dänische Missregierung im Herzogthum Schleswig. Heft IV. Kiel, Schwers 1864" omtales han således. Bemærk at "sortbogen" ikke kan betegnes som en særlig troværdig kilde. Den siger imidlertid noget om at man fra tysk side ikke lod danske aviser som Fædrelandet, Dagbladet og andre noget efter:

Danskeren Hakon Grüner var borgmester i Friedrichstadt og siden i Husum. "For så vidt angår hans privatliv, var han notorisk meget opløst og useriøs, og mens han, når stemningen ramte ham, ville vise sig at være den mest vilkårlige politidespot, hengav han sig til andre tider i de værste udskejelser og udskejelser og opgav sin embedsmand stilling Han var så ude af syne, at han fuldstændig mistede borgernes respekt. Ved messer og andre lignende lejligheder drak han med ethvert selskab til højlys dag, og tog derefter, mens han var fuld, på en rundtur i landet, hvor der blev drukket. Han frekventerede dansegulvene, deltog i dansen og fulgte derefter tjenestepigerne og andre piger hjem. En anden gang på markedet erklærede han det en dag klokken 10 om aftenen i Rathweinkeller for lukket for at flytte med musikken til en anden lokalitet og derhen i selskab med flere piger af betænkelig stand, der var blevet hentet over på hans ordre, for at danse og drikke til den lyse morgen. På en tur til Bredstedt på vegne af dyrskuet dér agerede Grüner tjeneren i højt humør med vin, og da Husums mandskor besøgte Nordstrand, sluttede han sig til dem og lavede de mest skøre løjer under sit tre dage lange ophold der og gik sammen med de andre på turen på øen fra hus til hus, hvor de så blev underholdt, og på et tidspunkt selv var med til at læsse kornet, modtog sin spiritus som de andre arbejdere og underholdt sig så på gulvet med pigerne. Efter et gilde på messen lod han tidligt om morgenen en vægter bringe ham brændevin til rådhustrappen på markedet, drak det med ham, mens han løb rundt på markedet med flasken i hånden og mishandlede en mand der var ved at opføre en bod, med slag og arresterede en masse fuldstændig uskyldige mennesker, der tilfældigvis så ham, for dernæst at slippe dem igen kort efter."

Der er stadig et stort antal enkelttilfælde af denne art registreret her.

Der Däne Hakon Grüner war Stadtpräsident in Friedrichstadt und sodann in Husum. "Was sein Privatleben anbetrifft, so war er notorisch im hohen Grade Liederlich und leichtsinning, und während er, wenn ihn die Laune stach, den willkürlichsten Polizeidespoten herauskehrte, gab er sich zu andern Zeiten den ärgsten Excessen und Ausschweifungen hun und setzte seine amtliche Stellung und Würde so ausser Augen, dass er die Achtung der Bürgerschaft volkommen einbüsste. In Jahrmärkten und bei andern änhlichen  Gelegenheiten trank er mit jeder beliebigen Gesellschaft bis an den hellen Morgen, um dann noch etwa im betrunkenen Zustande eine Tour aufs Land zu machen, wo das Trinken fortgesetzt wurde. Er besuchte die Tanzböden, nahm am Tanz Theil und begleitete dann die Dienst- und andere Mädchen nach Hause. Ein andermal gebot er im Jahrmarkte um 10 Uhr Abends im Rathweinkeller Feierabend, um mit der Musik nach einem anderen Locale zu ziehen und dort in Gesellschaft meherer auf seinen Befehl berbeigeholter Mädchen von bedenlichem Ruse bis an den hellen Morgen zu tanzen un zu trinken. Auf einer Tour nach Bredstedt in Veranlassung der dortigen Thierschau spielte Grüner in von Wein erheitertem Zustande den Kellner, und als einmal der Husummer Männergesangverein einen Besuch auf Nordstrand machte, schless er sich demselben an un verübte während seines 3tägigen Aufenthalts daselbst die tollsten Streiche, fuhr mit den Andern auf der Insel von Haus zu Haus, wo sie dann bewirthet wurden, und nahm sogar an einer Stelle persönlich am Aufladen des Korns Theil, erhielt dafür wie die andern Arbeiter seinen Schnapps und machte sich darauf auf dem Boden mit den Mädchen zu schaffen. Nach einem Gelage im Jahrmarkte liess er sich Morgens früh nach der am Markte gelegenen Rathhaustreppe von einem wächter Branntwein bringen, trank denselben mit diesem aus, lief während dessen mit der Flasche in der Hand auf dem Markte unher, misshandelte einen Mann, der beim Aufrichten seiner Bude beschäftigt war, mit Schlägen und arretirte eine Menge ihm zufällig zu Gesicht kommende ganz unschuldige Leute, um sie bald nachher wieder laufen zu lassen."

Von dieser Art nun sind hier noch eine grosse Menge Einzelfälle verzeichnet.

(Her citeret fra Literaturblatt. 1. marts 1865)


Han frygtede tilsyneladende folkejustitsen 1864 og flygtede den 5. februar 1864 til Danmark. Om dette forklarede han senere:


10. Borgermester Grüner (Husum)

d. 20de Februar 1864.

Derefter mødte Justitsraad Hakon Harald Grüner, 48 Aar gammel, født i Christiania, Kandidat fra Kjøbenhavns Universitet, Borgermester, Stadssecretair og Politimester i Husum, Ridder af Dannebroge.

Komparenten forklarede under Eds Tilbud Følgende:

Allerede i flere Maaneder havde Komparenten vidst, at der blandt de meest oprørsksindede Borgere i Husum havde dannet sig en Forening, der modtog sine Instruxer sydfra og var beredt til at foranstalte de fornødne Demonstrationer i Byen i det Tilfælde, at de fjendtlige Tropper skulde marchere ind i Slesvig og den danske Armee blive nødsaget til at forlade Dannevirkestillingen. Byens øvrige Borgere vare i det Hele roligt stemte, men det var at forudsee, at de under de nævnte Eventualiteter meget snart vilde blive paavirkede af den Terrorisme, som bemeldte Forening og dens Forbindelser sydpaa da vilde bringe i udøvelse i Retning af oprørske Demonstrationer. Den 6te dennes om Morgenen Kl. 9 sendte den borgerlige Borgermester, Feldberg, Bud til ham om at samles med Magistraten. Paa Hjemveien [fra Raadhuset] mødte han Dr. Storm, der kom fra et Møde i den foromtalte Forening og fortalte, at man der havde besluttet, at Komparenten skulde forlade Byen, da man ikke kunde beskytte ham imod Pøbelen. Efterat Komparenten havde begivet sig hjem, og der havde modtaget forskjellige Meddelelser om, Oprøret begyndte at organiseres, og at bemeldte Forening havde bemægtiget sig Raadhuset, samt at Pøbelen begyndte at husere i Gaderne, besluttede han sig til at forlade Byen. Han tilføiede endnu, at, efter hvad han har bragt i Erfaring, har det endnu til høit op paa Dagen den 6te dennes været Parolen sydfra, at kun Politimestrene skulde tvinges til at forlade deres Poster, ikke de andre. Embedsmænd; først senere paa Dagen kom en anden Parole sydfra, hvorefter alle de kongelige. Embedsmænd skulde tvinges til at forlade deres Poster.

(Claus Manicus: Den dansk-tydske Strid. 1864, s. 206-207. Bilag: Uddrag af vidneforklaringer, afgivne for retten af fordrevne embedsmænd fra Slesvig.)

Preusserne indsatte i stedet Stuhr, der mere eller mindre fulgte i Hakon Grüners fodspor, og den 24. november forbød han den lokale borgerforening med henvisning til at den var i strid med Wien-freden. Den slesvig-holstenske bevægelse var stærk i Husum, hvilket preusserne ikke så med venlig øjne på.

Vægterne. (Efterskrift til Politivennen)

Private Vægtere. Natvægterne synge nu paa deres sidste Vers, og Vægtersangen vil snart høre til de gamle Minder, ligesom Tranlygterne, Byens Porte og mange andre Herligheder. Men et Savn vil der opstaae ved den Reform, der, naar Politiloven bliver stadfæstet, vil finde Sted i den forestaaende Sommer. Det er dog ikke Vægternes Sang, man vil savne saameget nu da Texten og Noderne til Vægterversene ere udkomne, vil Enhver, der længes altfor meget efter at høre den gamle Melodi, til Nød kunne faae sit Savn tilfredsstillet - det vil forhaabentlig, med Vished tør vi ikke paastaae det, thi det maa først Erfaringen afgjøre, heller ikke være Savnet af fornøden natlig Sikkerhed, der vil gjøre sig følelig, men Savnet af de Smaatjenester, som Vægterne hidtil mod et kontant Vederlag af nogle Skillinger og en Ret til at gratulere til alle protestantiske og katholske endnu existerende og for Aarhundreder siden afskaffede helligdage have ydet deres Gades Beboere. Saaledes som Forholdene ere i Hovedstaden, vil man ikke let kunne tænke sig, hvorledes det vilde gaa Folk, hvis de ikke havde Nogen, der turde kalde paa dem om Morgenen, lukke dem ind af Gadedøre og Porte, sætte Skotter for deres Boutiksvinduer, tænde deres Gasblus paa Trapperne og deslige. I rigtig Erkjendelse af, at der burde gjøres Noget for, at Vægternes Afskaffelse ikke skulde blive følt altfor haardt, er der paatænkt Oprettelsen af et Kontoir for private Vægtere, der skal raade Bod paa de Savn, som de officielle Vægteres Afskaffelse nødvendigviis maa medføre. Ideen er sikkert hensigtsmæssig, og naar Entrepreneurerne (tre bosatte Handlende her i Staden) sørge for, hvad der iøvrigt ligger i deres egen Interesse, at skaffe sig paalidelige Folk og at sætte Taxterne saa billigt som muligt, tvivle vi ikke om, at deres Forehavende vil finde Anklang hos Publikum. Det er at vente, at der snart vil foreligge noget Nærmere om den paatænkte Ordning af denne Sag, der, efter hvad der er meddeelt os, skal have fundet velvillig Imødekommen hos forskjellige Autoriteter.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. februar 1863)

03 november 2021

Politivold i Eckernførde. (Efterskrift til Politivennen).

Om Politibegivenheden i Eckernførde (see Avisen Nr. 10) oplyser Berl. T. nærmere fra anden Kilde: Allerede i længere Tid var der til Politiemesteren indløbet jævnlige Klager over Gadeungdommens Nærgaaenhed, navnlig over, at der paa Gaden af Drengene kastedes med Steen og andre Gjenstande efter dem, som passerede tilhest eller tilvogns; ibl. a. havde ogsaa Baron v. Plessen beklaget sig over, at hans Rideknægt ikke kunde passere Gaden, uden at blive forulempet ved Steenkast, hvorved Hestene bleve skye. Politiemesteren forsøgte en Tidlang ved Advarsler at gjøre Ende paa dette Uvæsen, men uden Nytte. Da derfor den ovennævnte Tildragelse den 25de f. M. havde fundet Sted, og man her vidste, hvem der var den Skyldige, blev Slagterm. Büschel tilligemed Sønnen indstævnet for Politieprotocollen, og tilstod Drengen i det over ham optagne Forhør, efter først at have nægtet, at han med Forsat havde kastet en Green efter Baron v. Plessen og truffet denne. Den derefter ikjendte Straf af Riis blev exeqveret i Drengens Hjem, under Nærværelse af Physicus og efter at denne iforveien havde undersøgt Drengens Legemsbeskaffenhed og erklæret, at Straffen kunde finde Sted uden Fare eller Skade for hans Helbred. At den tildeelte Revselse ikke heller har overskredet de rette Grændser, godtgjøres ved et af Physicus afgivet Vidnesbyrd, der gaaer ud paa, at det ved en samme Dag anstillet Undersøgelse havde viist sig, at Drengen, som nu atter gik i Skole, Intet feilede, hverken i legemlig eller i aandelig Henseende, og al den med al mulig Forsigtighcd tildeelte Tugtelse ikke kunde have og ikke heller har havt nogen skadelig Indflydelse paa Drengens Sundhedstilstand, i hvilken Henseende det endnu fortjener at bemærkes, at en af Faderen tilkaldt privat Læge allerede den 3die ds. i en af ham udstedt Attest havde erklæret, at han ved en den Dag anstillet Undersøgelse har fundet, at Hudens Høvelse og Ømhed vel endnu ikke vare ganske forsvundne, men at Barnet iøvrigt havde det godt. - Denne Beretning benægter imidlertid ikke, som det i den tidligere heed, at Baron Plessen selv var gaaet i Forbøn for Drengen, hvis Forseelse jo derefter ikke kunde ansees at være stor og Drengen var jo dog et Barn; hvorfor da udvise en saa ubarmhjertig Haardhed?

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 21. januar 1863)

Sagen er udførligere behandlet i det afsnit på denne blog som handler om politimesteren Christopher Leisner.

02 november 2021

Tjenestepigen og Præsten. (Efterskrift til Politivennen)

Andreas Henrik Stibolt, født 10 juli 1802 i Hørsholm, 1821 Student, 1829 Cand. theol., 1830 pers. Kapellan for Jelling og Hover, 1831 for Sal og Eising, 1834-35 for Smidstrup og Skjærup, 1837 Sognepræst for Rødding, Løvel og Pederstrup, 1839 for Vorde, Fiskbæk og Romlund, 1852 for Hinge og Vinderslev. I maj 1959 søgte han forgæves stilling i Søllerød. Afsked 1863, død 25. februar 1866 i København, gift 19. oktober 1837 i Aagerup med Rose Ernestine Hjorth, født 13. februar 1815 i Nylars, død 31. dec. 1891 i København.


- I "Vib. Stit." af 5te dennes læses følgende Inserat, dateret H., den 30te December. "Sidst i Oktbr. Maaned f. A, indtraf det ulykkelige Tilfælde i Hinge Præstegaard, at en Tjenestepige, der om Dagen havde været med at optage Kartofler i Marken, ved Hjemkørselen ned ad en Bakke gled af Vognen og fik det ene Ben brækket eller knust. Hun blev liggende i Marken, medens der gik Bud til Præsten om det Passerede, hvorpaa denne sendte en Vogn ud til hende med Ordre at kiøre hende hen til hendes Broder, da han, Præsten, ikke vilde have hende i Præstegaarden; men da Pigen ikke syntes det var mulig for hende at taale at kiøre saa langt, kjørte Vognen hende til Præstegaarden, hvor hun lod spørge, om hun saa ikke maatte komme ind. Derpaa kom Præsten med Frue ud i Gaarden til hende, tiltalte hende haardt og sagde hende, at dersom hun vilde blive, skulde hun ligge i et Herberg i Stalden; i Pigekammeret i Stuehuset vilde de ikke have hende. Ligge i et koldt Kammer uden Tilsyn eller Folk i Nærheden kunde den stakkels Pige ikke; hun var altsaa nødt til at lave sig kjøre hen til sin Broder. En i Nærheden boende Læge blev derefter hentet; men denne fandt Skaden saa farlig, at han ikke ene vilde tage Pigen under Behandling, hvorfor Distriktslægen blev hentet Dagen efter. Han mente det var bedst, at Pigen kom paa Sygestuen i Viborg. Til denne Kjørsel vilde man have laant Præstens Fjedervogn, men denne var ikke til at faa, uagtet Præstens Svigersøn endog gjorde sig Umage derfor. Da Pigen kom til Viborg fandtes Skaden saa stor, at det var nødvendigt at afsætte Benet; men Pigen døde førend dette skete, hvorefter hun blev ført hiem og begravet paa Hinge Kirkegaard, hvor Præsten talte meget og ene og alene om Uforsigtighed. - Medens Pigen laa paa Sygestuen skrev Præsten urigtig til Distriktslægen, at det var imod hans, Præstens, Villie og Vidende, at Pigen var kjørt bort fra Præstegaarden! Rygtet siger nu, at han vil have 10 Rd. fordi hans Vogn gik til Viborg to Gange, først for at hente Lægen og dernæst for at kjøre Pigen derop, og endvidere 5 Rd. for hans Gravtale om Uforsigtighed. Han har endnu ikke villet udbetale hendes Løn, uagtet hendes Broder har forlangt det af ham; han har ikke betalt en Skilling til hendes Kur og Lægehjælp, men vilde endog have havt Vogne i Sognekiørsel efter Lægen.

Man finder Præstens, Pastor Stibolts, Forhold imod denne ulykkelige Pige, der havde tjent ham i flere Aar og var bekendt for sin Dygtighed, i høj Grad udeltagende og ubarmhjertig og det har i Sognet vakt almindelig Misfornøjelse og stor Uvillie imod ham, idet man føler, at enhver anden Mand i Menigheden vilde have viist hende større Deltagelse end Sognepræsten, i hvis Tjeneste hun stod. - Saameget denne Gang om Pastor Stibolts Forhold i dette Tilfælde."

(Jyllands-Posten 12. januar 1863)


Hinge Kirke er et sjældent eksempel på en teglstenskirke fra romansk tid. Kirken er formentlig opført i første halvdel af 1200-tallet og består af et kor med apsis og skib, samt et tårn fra 1779. Foto: 2006. Hinge Kirke set fra sydøstAf . Licens: CC BY SA 3.0


(Forlangt indrykket )

Idet jeg saavidt muligt Punkt for Punkt følger det i Viborg Avisen Nr. 3 indrykkede Stykke, meddeler jeg herved de af mig lovede Oplysninger:

1) Jeg sendte ingen Vogn, thi Vognen var kjørt førend jeg vidste Noget om det Hele, og først et Par Øieblikke før Pigen blev kørt ind i Gaarden fik jeg Underretning om det Passerede. - Saalidet som det altsaa var mig muligt at give nogen Ordre til at køre hende til hendes Broder, saalidet har jeg gjort det. - 2) Der er aldrig kommet noget Spørgsmaal fra Pigen om hun maatte komme ind, selvfølgelig kan det heller ikke være bleven nægtet. - 3) Min Kone var aldeles ikke hos Pigen ved Vognen, hun var paa Veien, fik ondt, maatte vende tilbage og hendes Tilstand var fra nu af hele Tiden saaledes, at hun hverken kunde sandse eller samle. - 4) Naar det hedder at Pigen blev tiltalt haardt, saa bestaaer dette vel i, at jeg skal have sagt til den anden Pige, som havde kjørt med: "I Fandens Tøse kunde have gaaet paa Eders Been, saa var den Ulykke ikke skeet"; at jeg har sagt dette er rimeligt, ja mere end rimeligt, og var vist sagt paa rette Sted, da Kjørselen havde været høist dumdristig og uforsvarlig. - 5) Districtslægen blev ikke hentet Dagen efter; men samme Dags Aften, med mine Heste, der vare spændte lige fra Plougen, og i saadan Hurtighed, at Kudsken, som havde pløiet, ikke engang fik Tid til at faae andre Klæder paa. 6) Af det indrykkede Stykke har jeg først erfaret , at der havde været Tale om min Fjedervogn, og jeg har aldeles ikke havt nogen Samtale med Lægen eller med min Svigersøn om den. Fornuftigviis kunde der heller ikke være Tale om denne, thi medens der fordredes en lang Vogn til en saadan Kjørsel, er, som bekjendt, min Vogn en lille Jagtvogn med faste snævre Sæder, i hvilken man kun kan sidde i opreist Stilling. 7) I min Tale over Pigen berørte jeg vel at Ulykken var afstedkommet ved Uforsigtighed; men jeg berørte det kun, og iøvrigt var Talen, som sædvanlig, afpasset efter forholdene, og, som Alle erklære, passende. - 8) Jeg har lige saalidet tænkt paa som talt om Betaling for mine Kiørseler. - 9) Talen holdt jeg uopfordret, og har altsaa ligeledes her hverken tænkt paa eller talt om Betaling. - 10) Hendes Løn har jeg holdt tilbage, og den ligger endnu hos mig; thi medens vel hendes Halvbroder affordrede mig denne, havde hendes i Serup bosiddende Heelsøster været hos mig, erklæret sin Utilfredshed med Broderens forhold, og nedlagt Protest mod Lønnens Udbetaling til ham. - 11) Sognekjørsel har jeg aldrig tænkt paa eller talt om, derimod bad jeg Sognefogden om velvillig at lægge Befordring til til at hente Lægen, hvilket Sognefogden selv tilstaaer. Disse Punkter ville nu vise, hvor megen Troværdighed man kan tillægge det om mig indrykkede Stykke.

Da Pigen var kommen ind i Gaarden, gik jeg op til hende og sagde, at for det første maatte hun lægges ind i et Karlekammer, da et andet Værelse (min Confirmandstue) først maatte ryddes ud og sættes i Orden; men hun erklærede, at hun vilde føres hjem til sin Broder, og da Gaardens Folk derhos sagde, at det var det Bedste for hende, svarede jeg, at saa maatte hun have sin fri Villie. - Utilfreds med denne Bestemmelse, og da der var bragt lidet Ro tilveie, forsøgte jeg atter paa at faa Pigen til at blive, idet jeg, paa given Foranledning udtrykkelig sagde disse Ord: "Om ogsaa din Tjenestetid er udløben, saa er Du dog berettiget til at forblive, og jeg forpligtet til at beholde Dig. - Da jeg var syg, kunde jeg ikke holde ud at staae hos hende længere, og jeg overdrog nu til min Datter at sørge for at hun blev taget af Vognen, og midlertidig bragt ind i Karlekammeret, medens jeg selv gik ned og sørgede for at faae et andet Værelse bragt istand. Da jeg nu kom ned, traf jeg Skolelærer Rabe fra Maussing, der vil bevidne, at der øieblikkelig blev truffet Foranstaltninger til at sætte et Værelse istand til hende. Da min Kone var i en saadan Tilstand, at hun Intet kunde foretage, og der ingen Folk var i Huset til at hjælpe mig, gaaer jeg atter ud i Gaarden, og da var der hverken Vogn eller Folk at see. Lidt efter træffer jeg min Datter, spørger, hvorledes det hænger sammen og faaer det Svar: "Pigen vilde afsted, og folkene tilskyndede hende", hvilket De selv tilstaae. Her kan muligviis være indløben Feil, ogsaa fra min Side; men naar det betænkes, at i den yderste Ende af den ene Gaard laae den forulykkede Pige, i Stuehuset i Enden af den anden Gaard befandt sig min Kone i en lidende Tilstand, at der var Forvirring og Tummel, at Alt maatte skee i Hurtighed, og at jeg, som skulde styre paa alle Kanter, selv var syg, og ikke havde været udenfor en Dør i flere Dage, saa vil man vel kunne indsee, at her ikke Alt kunde skee med den Betænksomhed, Overvejelse og Rolighed, som havde været ønskelig. Naar det hedder, at min Fremgangsmaade har vakt almindelig Misfornøielse, maa jeg bemærke, at der i disse Dage er viist mig megen Deeltagelse fra alle Sider. Naar det endvidere i det indrykkere Stykke hedder: "Saameget denne Gang om Pastor Stibolts Forhold i dette Tilfælde", da maa jeg antage, at dette Stykke om mig har til forfatter en Mand, hvis Hovedhensigt er den, at ville mig tillivs, som man siger, og som heller ikke i Fremtiden vil lade mig i Fred, en Mand, der skal have sagt: "Jeg er begyndt med N. N. - , jeg skal ende med Præsten". Jeg idetmindste er personlig overbeviist herom. Jeg opfordrer ham til at kaste Masken og træde frem af sit Skjul.

Flere agtværdige Mænd ville bevidne, at de Dem bekiendte Puncter i det mod mig rettede Inserat ere usandfærdige, og navnlig vil Hr. Skolelærer Rabe fra Maussing bevidne, at der blev beordret et Værelse (min Confirmandstue) istandsat til hendes øieblikkelige Modtagelse.

Dhrr. Redacteurer og Udgivere, der have optaget Inseratet i Viborg Avis mod mig, bedes ogsaa at optage dette mit Svar.

Hinge Præstegaard, den 12te Januar 1863.
Stibolt.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 15. januar 1863)


Pastor Stibolt. (Aalb. Stiststd.) I Anledning af det stærkt misbilligede Forhold af Pastor Stibolt i Hinge ved en hos ham forulykket Tjenestepige, har Pastoren søgt at undskylde sig i et offenlig Forsvar, der synes meget utilstrækkelig, ligesom det Rette i saadanne Tilfælde vel sjældent opklares uden ved en offenlig Undersøgelse af Begivenheden ved Mænd, der staae udenfor Samme. For Pigens Vedkommende læses nu Følg i Vib. Av.: "I Viborg Av. Nr. 9 for d. A. har Hr. Pastor Stibolt i Hinge i et af ham indsendt Stykke om den hos ham forulykkede Pige, som var min Søster, iblandt Andet skrevet saaledes: "10) Hendes Løn har jeg holdt tilbage, og den ligger endnu hos mig; thi medens hendes Halvbroder affordrede mig denne, havde hendes i Seerup bosiddende Heelsøster været hos mig, erklæret sin Utilfredshed med Broderens Forhold og nedlagt Protest imod Lønnens Udbetaling til ham." "Denne Pastor Stibolts Udtalelse er aldeles usandfærdig. Jeg har aldrig forlangt, at han ikke maatte udbetale Lønnen til min Broder, og jeg har heller ikke udtalt nogen Utilfredshed med min Broders Forhold; men jeg yttrede, at det forekom mig, at min afdøde Søster havde gjort en mindre lige Deling af sine Efterladenskaber. Derimod sagde Præsten under Samtalen til mig: "Lad os nu først faae disse Kjørsler til Viborg samt Ligtalen og Doktorregningen betalte, saa mener jeg, at De er nærmest til at faae den Smule, som bliver tilbage." Foranstaaende finder jeg mig foranlediget til at offenliggjøre med Tilføiende, at jeg i høi Grad var misfornøjet med Pastor Stibolts Forhold imod min stakkels ulykkelige Søster. Seerup den 25de Januar 1863. Thomine M Petersen."

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 2. februar 1863).


(Forlangt indrykket )

I Anledning af Pastor Stibolts Besmykkelser i Viborg Avisen Nr. 9 for dette Aar, af hans uchristelige Forhold mod den i hans Tjeneste forulykkede Pige, erindres:

Præstens Stuepige blev sendt ud i Marken med en Kaabe til den forulykkede Pige, samt med Ordre til at hun skulde kjøres til sin Broder. Stuepigen mødte Vognen med den Forulykkede undervejs, og da denne ikke troede at kunne udholde Kjørslen - circa ½ Miil - til Broderens Bopæl, blev Stuepigen sendt tilbage til Præsten med Begiæring om, at den stakkels Pige maatte blive indlagt i Pigekammeret. Vognen kørte saa bagefter ind i Præstegaarden, hvor Præsten kom op i Gaarden og sagde, at Pigen skulde kjøres til sin Broder eller ogsaa lægges ind i et Karleherberg i et af Udhusene, med Tilføiende, at hvor hun blev lagt, der skulde hun forblive liggende. Dette hørte de tilstedeværende Folk, som da tilraadede hende hellere at kjøre til Broderen end at blive indlagt i et koldt, afsides Kammer, uden Udsigt til der at erholde nogen Pleje. Før Præsten gik bort, gav han Tærskeren Ordre at følge med Vognen, der skulle bortkjøre Pigen; og da han saaledes vidste, at denne allerede var borte, kan hans foregivende om at have givet Ordre til at istandsætte Konfirmandstuen til hendes Modtagelse ikke være rigtig; og han opfordres herved til at godtgiøre, at den er andet end en opdigtet Besmykkelse af hans Forhold. "Om ogsaa din Tienestetid er udløben, saa er Du dog berettiget til at forblive, og jeg forpligtet til at beholde Dig", eller noget Lignende, yttrede Præsten ikke et Ord om! og der mærkedes Intet til, at Præstekonen enten var upasselig, eller at den stakkels Pige fandt større Meddelelse hos hende end hos Præsten. Præsten sagde ikke blot til den anden Pige, som var med i Marken: "I fandens Tøse osv.", men han rettede denne Bemærkning til dem begge. De Heste, med hvilke Distriktslægen blev hentet, havde ikke saaledes som Præsten foregiver, været for Plougen den Dag Ulykken passerede, men stode i Stalden, og det var først 5 Timer derefter, at der kiørtes til Viborg. Gravtalen handlede om Uforsigtighed, og Ingen iblandt familien fandt den passende, hvorimod Familien paaskiønner den Deeltagelse, som vistes den Afdøde af hendes Medtfenerinder og Byens Piger, der lagde Krandse paa hendes Grav.

Hvorledes det forholder sig med Præstens Foregivender deels om, at han ligesaa lidet har tænkt paa som talt om Betaling for hans Kiørsler m. m., om, at den Afdødes Søster skulde have yttret Utilfredshed med Broderens Forhold, og om, at hun skulde have nedlagt Prorest mod Lønnens Udbetaling til ham, henvises til bemeldte Søsters Inserat i Viborg Avis Nr. 17 for dette Aar, med Tilføiende, at Broderen, efter at have modtaget Doctorregningen, bad om til dens Dækning at erholde Pigens Løn, men at Præsten nægtede at udbetale samme, uden at anføre nogen Grund for sin Vægring.

Af det Anførte vil man formeentligen kunne danne sig et Begreb om, hvorledes det forholder sig med Præstens Besmykkelser af Sagen i det Hele.

Da Præsten forøvrigt kjender ligesaa Lidet til Indsenderen af disse Linier, der ikke har nogen anden Hensigt end at bidrage til Sagens Oplysning, som denne til hiin, maa Navnet være en ligegyldig Sag, og jeg finder derfor, idetmindste for Tiden, kun Anledning til at fremstille mig under Navnet

Jeremias.

* * *

De ærede Blade, som have optaget de foregaaende denne Sag vedkommende Inserater, anmodes om ogsaa velvilligen at optage foranstaaende.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 7. februar 1863, 2. udgave)


A. H. Stibolt (dengang 61 år) ansøgte om entledigelse i nåde med pension, hvilket blev ham bevilliget pr. 30. december 1863. Han efterfulgtes af J. Th. Petersen, sognepræst for Frederiks og Karups menigheder i Århus stift.¨

Mariane Kirstine Petersen var født i sognet og datter af husmand Peter Rasmussen og Cathrine Marie Pedersdatter. Ved folketællingen i 1860 tjente hun hos pastor Stibolt. Hun døde i en alder af 29 år 6. november 1862 og blev begravet 12. november.

29 oktober 2021

Oberstinde Frederikke von Dannemand 1790-1862. (Efterskrift til Politivennen)

Frederikke Benedicte (Bente) Dannemand (1790-1862) hed Bente Mortensdatter Andersen (Rafsted). Hun var datter af de ugifte forældre, borer ved Holmen Morten Andersen Rafsted (ca. 1752-1821) og Malene Gregersdatter (død tidligst 1821). Hun voksede op i Nyboder. I 1808 blev hun af generaladjudant F.C. v. Bülow præsenteret for Frederik VI (1768-1839), der da var overgået fra kronprins til konge. Deres forhold varede  med en enkelt afbrydelse hele resten af kongens liv. Han opholdt sig hos hende når han havde tid, i det hus der blev købt og indrettet til hende på Toldbodvej, nu Esplanaden. Hun fik undervisning i tegning og ridning. De fik sammen to piger og to drenge.

Esplanaden 36, 34 og 32. Dengang toldbodvej. Fru Dannemand boede både i nr. 32 (fra 1821) og nr. 34 (1810-1821). Foto Erik Nicolaisen Høy.

Den nævnte afbrydelse var da Frederik 6. opholdt sig ni måneder i Wien til Wienerkongressen. Hun havde været utro (det havde han i øvrigt da også), og han forviste han hende fra hovedstaden. Den 27.3.1816 fødte hun i Christiansfeld en søn der blev overgivet en af søstrene i menigheden. Faderen var formodentlig en svensk købmand. I 1818 blev hun taget til nåde af kongen og vendte tilbage til sin bolig i København, og året efter fødte hun sit fjerde barn med Frederik VI.

Forholdet var kendt, af dronningen og andre, endog "pøbelen". Ordet "Dannemand" optræder for første gang i et brev Frederik 6 sendte da hun havde født deres første barn, 16. april 1810:

Evigt elskede R. jeg mangler ord at beskrive dig min glæde, Gud give jeg kunne favne dig og vores glut. Kan du se at jeg sagde dig rigtig at du fik en pige, jeg er glad at alt er overstået og længes blot efter at slutte dig, og vor lille i mine arme. Nu beder jeg blot om at skåne dig og for alt hvad helligt er, ikke at skrive mig i de første dage da dette kunne skade sig og give dig hovedpine. Den kval og angst jeg har udstået for dig, kan du ikke tro, men Gud ske lov at alt er overstået. Guldberg som berettede mig dette glade budskab i dag, var jeg ikke i stand til at tale ret med, hun må have anset mig for konfus i hovedet, men dette kom blot af min overgang fra angst til glæde. Gud velsigne dig, min guddommelige R. Gud velsigne den lille Frederikke Danneman. Jeg kysser tusindgange dine hænder i tankerne. F.

Det er dog uvist om det bare er en generel betegnelse. Helt sikkert er at hun 1829 blev optaget i rangforordningen under navnet fru Frederikke Dannemand. Kort før sin død meddelte Frederik 6. officielt at fru Dannemand, og ikke kun hendes børn, var adelige, det gjaldt også hendes adoptivdatter. Den ældste søn Frederik Vilhelm (1813-88) blev greve 1839 og oprettede 1857 det grevelige Dannermandske stift på Åstrup. 

Da Frederik 6. døde 3. december 1839, besøgte fru Dannemand ham formiddag og aften den foregående dag. Dette er dog ikke opført i den officielle hofførers protokol. 

I 1849 blev hun efter egen ansøgning sat under administration da hun ikke var særlig god til at forvalte sin økonomi. Ved samme lejlighed solgte hun sin lejlighed på Toldbodvej og flyttede til sin død ind i nabolejligheden:

At undertegnede, ifølge kongeligt Commissorium af 26de f. M. have overtaget Ordningen af Fru Frederikke von Dannemands Pengeanliggender med alt deraf Flydende, og at som Følge deraf hendes Pengeaffairer derefter afgjøres af os, bringes herved til almindeligt Kundskab.

Arrangements-Commissionen for Ordningen af Frue Frederikke von Dannemands Pengeanliggender, den 5te jui 1849.

Bræstrup. Frederik v. Dannemand. R. Wolff.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 10. juli 1849, 2. udgave) 

Frederik 6. har formodentlig taget turen op ad Amaliegade, smuttet ind i en gård og på denne måde arriveret til sin maitresses lejlighed ad denne baggård. Den gule bygning er nr. 34, den hvide til venstre nr. 32. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Modviljen i hof- og borgerkredse var i starten stor mod fru Dannemand. Men det blev senere vendt, bl.a. fordi det kom hende til gode at hun aldrig havde forsøgt at vinde politisk indflydelse på den efterhånden upopulære enevoldskonge. Fra hendes sidste år foreligger der vidnesbyrd om hende som et venligt og godgørende menneske med meget af sin tidligere skønhed i behold. Hun blev Danmarkshistoriens sidste officielle maitresse.

Af notitserne i anledning af hendes død her et par udvalgt:

Frederikke Dannemand, stod i mange år i fortroligt forhold til Frederik den Sjette, med hvem hun havde flere børn. Almindelig agtet for sin hæderlige karakter, savnet af de mange hungavmildt understøttede. (Folkets Avis - København, 2. januar 1863).

Fru Frederikke Dannemand der i mange år stod i et meget fortroligt forhold til kong Frederik VI, ved hvem hun havde flere børn, afholdt og agtet især for sin store godgørenhed og for det stille husliv hun førte. Af hendes efterladte formue er en del bestemt til veldædigt øjemed og til legater, hun skal være født i Nyboder 1786. (Fyens Stiftstidende, 19. januar 1863).

Oberstinde Dannemand hviler for enden af gangen med sine efterkommeres grave foran sig i et ganske stort anlæg på Garnisons Kirkegård. På den oprejste sten står der "Fru Benthe Frederikke v. Dannemand, født Ravsted. Født 6te august 1893, død d. 23de december 1862.". Ved foden af denne sten ved blomsterne ligger stenen med "F. W. v. Dannemand. Fød d. 6. januar 1819. Død d. 4. marts 1835" og "C. M. A. v. Brockdortff. fød v. Dannemand. Fød d. 24. januar 1812. Død d. 29. februar 1844". Til venstre på fotoet, gravstenen for kaptajn Vilhelm Zachariae (1807-1871) og Lovise Frederikke Zachariae, født Dannemand (1810-1888). Til højre kammerherre major Adolph Fred. Schack v. Brockdorff (1810-1859), chef for Livgarden til hest. Han var gift med Caroline Augusta Dannemand (1812-1844)Foto Erik Nicolaisen Høy.


Grevinde Dannemand.
Frederik den 6.s Maitresse.

Bente Frederikke Dannemand, født 1790, død 1862, var datter af borer ved Holmen Morten Andersen Rafsted og Malene Gregersdatter. Frederik den 6. gjorde 1809 vendes bekendtskab gennem sin generaladjudant Frantz Bulow. 1829 fik hun rang som oberstinde og 1830 blev hendes og kongens fire børn ophøjet i adelsstanden. Hendes ejendom lå på Toldbodvej, nuværende nr. 26. I et brev til Bülow på Sanderumgård af juni måned 1812, skrevet i Roskilde, hedder det:

I går var jeg i København, og her har De noget af det nyt, jeg har samlet. Det hus, som general Bülow har købt, er til kongen, da madam Dannemand skal bo deri. Hun skal have ekvipage og kører nu med Topper. Det skal være en tosset person af ingen opdragelse eller kultur. To børn har hun allerede, som skal ligne kongen meget, siges der. Det skal være to piger; for disse skal der købes en lille ejendom, at de i tide kan blive selvstændige. Tre gange om ugen kommer kongen til byen (fra Frederiksberg) og tilbringer den største del af natten hos hende. Fru Dannemand lærer nu at ride af berider Schiött i Ridehuset, bygget for dronningen. Hun rider offentlig på gaden med berideren. Hendes to pigebørn har hvide hår (hvad, som bekendt, kong Frederik også havde). Gården ved Toldbodvejen er den samme, som madam Winge, Kong Frederik den 5. frille, beboede. Heste og vogn har hun fået. På vognen har hun ladet sætte en krone.

Midt i dette tidspunkt, hvor der udstedes hyrdebreve om tarvelighed og huslighed, er der en ækel luksus ved hoffet med fløjl, tyl, kniplinger og alt, hvad kostbart er . . .

Man taler højt om, at når kongen daglig med sin datter spadserer forbi fru Dannemand, kysser han på fingrene og hilser til hende, hvilket umuligt kan undgå datterens opmærksomhed, som altså ventelig ikke er uvidende om hemmeligheden, som nu enhver gadedreng ved. Prægtige fordringer har hun. Man påstår at hun siger: Jeg har lovet min Frederik ikke at blande mig i politiske affærer, som klinger noget paradoks af en mad. Dannemands mund, og af nåde afsiger sin formentlige ret til at give sin stemme til at afslutte krig og fred, bortgive vigtige statsembeder osv. Dronningen, som man tror ved alt, skal være yderst opbragt på de personer, hun ved, der er hjælpere, som Friboe, Fr. Bülow, Romeling og hvad de flere hedder.

Fru Dannemand, siges der, tager mod besøg, især militære. Hun kaldes den lille dronning. Hun skal være ærgerlig over, at hun har for få piger. Hendes frænder skaffer hun penge og fordringer og roses for nedladenhed og godgørenhed.

I et brev af 14. juli 1812 hedder det;

I Søndags var jeg i Dyrehaven, hvor fru Dannemand var ridende som en amazone; hun er ganske køn, ikke stor, buttet osv. Denne jagen efter at vise sig offentlig er hverken forsigtigt eller rosværdigt.

Om tingen selv kan man sige meget til undskyldning.

Af et senere brev uden dato:

Om fru Dannemand tales i selskaber med ringeagt og latter. Således hørte jeg i går, at hun en søndag var i Dyrehaven ridende, men stod af og spadserede med de hvidhårede børn, hvoraf det sidste, som hun i egen person giver die, blev båret af Goldammen. Nu begyndte pøbelen og andre folk af middelstanden i deres enfoldighed og uhøviske sprog at opholde dem over hende og børn, at lade falde et og andet uartigt skældsord, at sige højt: Her skal vi pines med de grusomste og mest blodsugende skatter og byrder, for at sådan en . .. kan stadse med sine h...unger, køre i karet, ride osv. - Hvad sådanne ubehøvlede folk kan finde på

(Lolland-Falsters Social-Demokrat, 14. april 1906)

I en artikelserie om Frederik VII påstås at han mistede respekten både for sin far og Frederik VI:

Når kongen og prins Christian ikke fra Frederiks side mødte den ærefrygt de ifølge deres stilling kunne gøre krav på, lå det i deres private perssonlige forhold, hvorved de svækkede deres moralske autoritet. Frederik VI levede vitterligt i et intimt forhold til oberstinde Dannemand og havde børn med hende. Prins Christian var en tilbeder af det smukke køn og havde flere kærlighedsforståelser. Men sin korrespondance i den retning var han dog klog nok til at brænde. Prins Ferdinand havde ligeledes et par maitresser. Prins Frederik så altså sin svigerfar, far og onkel leve i ægteskabsbrud, og han var derfor tilbøjelig til at besvare de moralske formaninger, de to første gav ham, med et ironisk smil. Deet er, som forhen berørt, betegnende for forholdet mellem svigersønnen og svigerfaderen, at hin ved separationen bad sidstnævnte om at sørge for hans elskerinde, jomfru Weiner. Kongen nægtede det idet han i dette anliggende henviste prinsen til faderen! Rantzau Breitenburg skjuler ikke sin uvilje over at faderen derefter gjorde sig til Postillon d'amour for sønnen og ikke formåede at se det uværdige i sin handlemåde! For jævne, borgerlige folk ville nu alt det uanstændige og upassende heri straks have stået klart. Men for kongelige personer gjaldt den gang en særskilt moralsk målestok, og de var fritaget for hensyn som almindelige dødelige var bundne af!

I fremmede historikeres, især tyskes, skildringer af det danske hofs personligheder i Frederik VIs og Christian VIIIs regeringstid fremtræder i reglen prins Frederik som et i moralsk henseende forfaldent subjekt, som et uopdragent og uvidende menneske, som en politisk umulighed, hvorimod kongehusets øvrige medlemmer omtales med respekt, og enhver lysside hos den fremdragees, for at manglerne kan træde i skyggen.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende, 13. maj 1907, uddrag).

Romaner om Dannemand

Under 1. verdenskrig udkom der hele 2 romanføljetoner om oberstinde Dannemand.

Under pseudonymet Klaus Kolding udkom i 1915 en romanserie om Dannemand i Folkets Avis: "En Nyboderpoges Roman". Klavs Kolding skrev en mængde meget lange og indviklede spalteføljetoner 1911-1916. Bag navnet skjulte sig forfatteren Harald Tandrup (1874-1964). Han er ikke særlig kendt i dag, for på grund af hans nazistiske agitation under besættelsen blev han ekskluderet af Dansk Forfatterforening. Artiklerne var naturligvis fri fantasi, og ledsaget af nogle ligeledes frit fantaserede tegninger:

Ak, sagde kongen og greb bentes hånd. Det er jo mit eget liv du udmaler. (Folkets Avis 3. september 1915)

En anden roman "Fru Dannemand" af Theodor Ewald udkom som føljeton i "Aftenbladet" april-juli 1918, ligeledes illustreret med fantasifulde tegninger:

Tys, sagde fru Dannemand, nu ringer det! Aftenblade, København. 25. juli 1918.

Jøsses nej, sagde madam Raftsted og slog med nakken. (Aftenbladet, København. 27. juli 1918)

Hun stod med panden mod ruden og græd. Aftenbladet, 29. juli 1918.