Uro i Altona 27de og 28de April 1863. (Efterskrift til Politivennen)

Den 27. og 28. april 1863 var der uroligheder i personalunionens næststørste by, Altona.

Altona, 28. april. I aftes var der uroligheder på Nobisthor, med nogle anholdelser. Den danske Nordd. Courier skriver: "Så vidt vi har undersøgt kerneborgernes mening efter talrige henvendelser, bliver alle demonstrationer enstemmigt afvist som skadelige og farlige for byen. Mens den opfattelse er lige så korrekt, så var - den besynderlige situation taget i betragtning - de overdrevne sikkerhedsforanstaltninger ikke nødvendige og fremprovokerer den modsatte effekt af den tilsigtede. Man kunne bestemt ønske mådeholden på alle sider." - H. C. modtog følgende besked om den nævnte hændelse: "Som følge af det stærkt besøgte folkemøde for Slesvig-Holstens våbenfæller der fandt sted her i går aftes, fandt der ekstremt tumultariske scener sted i St. Pauli i nat omkring kl. 1. En stor del af de besøgende til mødet var rejst til Altona i meget højt humør, stillede sig ved Nobis- og Hummeltor-portene og sang folkesangen "Schleswig-Holstein" under høje brøl og skrig, mens uromagerne råbte mod det udstationerede danske militær, der da det ville berolige dem, fornærmede dem groft og kastede mursten der var beregnet til en nybygning ved Hummeltor, mod dem. Det er udelukkende på grund af det forhånede militærs mådehold at intet menneskeliv gik tabt blandt uromagerne, som konstant trak sig tilbage til Hamborgs territorium så snart de angrebne gjorde mine til at tage kontrol over dem. Omkring klokken 1 meldte vagten i Sankt Pauli om begivenhederne på rådhuset her, hvorpå de ovennævnte politibetjente straks tog de nødvendige skridt til at genoprette freden og arresterede hovedmændene, tre udenlandske svende. Ved 2-tiden var uromagerne blevet fuldstændigt faldet til ro."

Altona, 28. April. In der verflossenen Nacht gab es am Nobisthor unruhige Auftritte, wobei einige Verhaftungen vorgenommen wurden. Der dänische Nordd. Courier schreibt: "Soweit wir nach vielfachen Erkundigungen die Meinung des Kerns der Bürgerschaft erforscht haben, werden alle Demonstationen als nachtheilig und gefahrbringende für die Stadt einstimming gemissbilligt. Aber ebenso entschieden spricht sich die Ansicht aus, dass bei der eigenthümlichen Lage der Verhältnisse übertriebene Sicherheitsmassregeln nur geignet sind, das Gegentheil der beabsichtigten Wirkung zu erzielen. Mässigung nach allen Seiten dürfte gewiss sehr wünschenswerth sein." - Den H. C. ist über den erwähnten Vorfall folgende Mittheilung fortgegangen: "In Folge der gestern Abend hier stattgehabten stark besuchten öffentlichen Versammling der schleswigholsteinischen Kampfgenossen fanden in der verwichenen Nacht höchst tumultuarische Scenen in St. Pauli statt, die gegen 1 Uhr das Einschreiten unseres Linienmilitärs und der Polizeimannschaft unter Leitung der Politzeibeamten Krohn und Livonius nöthig machten. Ein grosser Theil der Besucher jener Versammlung hatte sich nämlich in sehr gehobener Stimmung nach Altona begeben, am Nobis- und Hummelthor postirt und unter lauten Toben und Schreien die Volkshymne "Schleswigholstein" angestimmt, wobei die Tumultuanten das dort stationirte dänische militär, als dieses sie zur Ruhe verweisen wollte, gröblichst insultirten und ihm Mauersteine, die zu einem Neubau am Hummelthor bestimmt waren, entgegenschleuderten. Der Mässigung des verhöhnten Militärs allein ist es zuzuschreiben, dass kein Menschenleben unter den Tumultuantenzu beklagen ist, die sich fortwährend auf hamburgisches Gebiet zurückzogen, sobald die Angegriffenen Anstalten machten, sich ihrer zu bemächtigen. Gegen 1 Uhr traf vom Patronat in St. Pauli die Meldung jener Vorgänge auf dem Stadthause hier ein, worauf die obenerwähnten Polizeibeamten sofort die nöthigen Schritte zur Wiederherstellung der Ruhe thaten, und drei fremde Handwerksgesellen, die Haupträdelsführer, verhafteten. Um 2 Uhr waren die Tumultuanten vollständig zur Ruhe gebracht."

(Süddeutsche Zeitung. Morgenblatt 30. april 1863)

Hamborg, 28. april. "Hamb. Ztg." bringer følgende bemærkelsesværdige meddelelse: Siden sidste søndag har vores naboby Altona været i stor opstandelse. Om morgenen den nævnte dag gik flere hundrede mennesker, mest tidligere kæmpere for den slesvigholstenske sag, til kirkegården for at besmykke de der begravede kammeraters grave med kranse. Dog fandt de kirkegården besat af politiet (i spidsen politibetjenten, hr. v. Willemoes-Suhm) og militæret med skarpladte våben så de ikke kunne komme ind. Det var først ved middagstid at den massivt voksende skare spredtes. Værtshusholder Eckstorff blev arresteret, men han blev løsladt igen efter to timer med advarslen om ikke at tolerere nogen politiske demonstrationer i hans værtshus, ellers ville den blive lukket. I går (mandag) aften blev demonstrationerne gentaget, og deltagelsen i dem var meget stærk; Mange hamborgere tog til Altona i optog, men blev forhindret i at gå ind til byen ved portene af officerer og militæret som stod opmarcheret med ladte rifler. I selve Altona havde enorme menneskemængder samlet sig (Altona har 50.000 indbyggere), som marcherede gennem gaderne og råbte hurra og sang sangen: "Slesvig-Holsten"; alle vagter var væsentligt forstærkede og hele militæret havde ladte rifler, spændingen varede til langt ud på natten og mange lokaler var så fyldte at det var umuligt at komme ind. Dette var især tilfældet i klosterhaven. Som det blev annonceret overalt i går aftes, forventes der betydelige militære forstærkninger i dag, men spændingen i følelserne stiger hele tiden.

Hamburg, 28. April. Die "Hamb. Ztg." bringt folgende auffallende Mittheiluing: Seit vorigem Sonntag befindet sich unsere Nachbarstadt Altona in grosser Aufregung. Am genannten Tage Morgens begaben sich einige hundert Menschen, meist frühere Kämpfer für die schleswig-holsteinische Sache, nach dem Friedhofe, um die Gräber der daselbst beerdigten Kameraden mit Kränzen zu schmücken; allein sie fanden den Friedhof von Polizei (an deres Spetze der Polizeimester Herr v. Willemoes-Suhm) und Militär, das scharf geladen hatte, besetzt, so dass sie nicht hinein gelangen konnten. Erst gegen Mittag zerstreute sich die mächtig angewachsene Volksmenge. Eine Verhaftung, die des Wirthes Eckstorff, wurde ausgeführt, derselbe jedoch nach zwei Staunden wieder in Freiheit gesetzt und er mit der Warnung entlassen, in seinem Lokale, bei Strafe der Schliessung desselben, keine politischen Demonstrationen zu dulden. Gestern (Montag) Abend wiederholten sich die Demonstrationen von Neuem und war die Betheilugung daran sehr stark; viele Hamburger gingen in Zügen nach Altona, wurden jedoch an den Thoren von Offizianten und Militär, welches mit geladenen Gewehren aufmarschirt war, abgehalten, in die Stadt zu gehen; in Altona selbst hatten sich ungeheure Menschenmassen (Altona zählt 50,000 Einwohner) angesammelt, welche unter Hurrah-Rufen durch die Strassen zogen, und das Lied: "Schleswig-Holstein" sangen; sämmtliche Wachen waren bedeutend verstärkt, und führte alles Militär geladene Gewehre, die Aufregung währte bis spät in die Nacht und waren viele Lokale so angefüllt, dass nich hinein zu gelangen war; hauptsächlich war diess im Konventgarten der Fall. Wie gestern Abend überall mitgetheilt wurde, wird heute bedeutende Verstärkung des Militärs erwartet, jedoch ist die Aufregung der Gemüther jedenfalls noch im Steigen begriffen.

(Aschaffenburger Zeitung: amtliches Organ der NSDAP und der Staats- und Gemeindebehörden 1. maj 1863)

Slesvig-Holsten, Altona, 27. april. En række lokale borgere der deltog i den slesvigholstenske krig, havde besluttet at kranse gravene af de tidligere krigskammerater begravet på den lokale kirkegård, og i går havde de kranse og andre pyntgenstande med til dette formål. Projektet blev dog diskuteret og igangsat så offentligt at både pladskommandanten og det kongelige politi havde kendskab til det. Da de kom til kirkegården, havde en afdeling infanterister sammen med politibetjente omringet den og nægtet de nyankomne adgang til kirkegården. Da det var klart at der ikke kunne gøres noget imod en sådan barriere, besluttede den større skare at trække sig tilbage. Kroejer Karl Eckstorff der dengang var slesvigholstensk infanteriløjtnant, krævede dog adgang til kirkegården og blev da han insisterede på dette krav, til slut ført i fængsel, men efter flere timers fængsel måtte han betale 6 thaler R.M. for at blive løsladt. Hr. Eckstorff har nu protesteret mod den politiprocedure der blev forøvet mod ham; På den anden side erfarer vi dog at der vil blive indledt en undersøgelse af de lokale myndigheder mod enkeltpersoner i kransdeputationen; hvorimod gårsdagens rygte vedrørende kommandant oberst von Scharffenberg om at denne telegrafisk skulle have ønsket forstærkninger af infanteri og kavaleri fra Kiel og Wandsbeck er grundløs. (N.Z.)

Schleswig-Holstein. Altona, 27 April. Eine Anzahl hiesiger Bürger welche an dem schleswig-holsteinischen Krieg theilgenommen, hatte die Bekränzung der Grabstätten der auf dem hiesigen Friedhof beerdigten vormaligen Kriegscameraden beschlossen, und gestern führten sie zu diesem Zweck Kränze und sonstige Decorationsgegenstände mit sich. Das Vorhaben war aber so öffentlich besprochen und eingeleitet worden, dass sowohl die Platzcommandantur als auch das kgl. Polizeiamt Kunde davon erhalten mussten. Als sie zu dem Friedhof kamen, hatte eine Abtheilung Infanteristen in Gemeinschaft mit Polizeiofficianten letzteren umstellt, und verweigerte den Ankömmlingen den Zutritt zu dem Gottesacker. Da einleuchtend war dass wider eine solche Absperrung nichts unternommen werden konnte, beschloss die grössere Menge den Rückzug; der Gastwirth Karl Eckstorff, welcher seiner Zeit schleswig-holsteinischer Infanterielieutenant war, verlangte gleichwohl den Zutritt zum Friedhof, und wurde, als er auf dieser Forderung beharrte, schliesslich ins Gefängniss abgeführt, jedoch nach mehrstündiger Haft gegen Entrichtung von 6 Thlrn. R. M. wieder freigegeben. Hr. Eckstorff hat hun gegen das an ihm versuchte polizeiliche Verfahren protestiert; andererseits aber erfahren wir dass abseiten der hiesigen Autoritäten gegen einzelne der Bekränzungsdeputation eine Untersuchung eingeleitet werden wird, wohingegen das gestrige Gerücht, betreffend eine von dem Commandanten Obersten v. Scharffenberg aus Kiel und Wandsbeck auf telegraphischem Weg verlangt Verstärkung an Infanterie und Cavallerie, jeglichen Grundes entbehre. (N. Z.)

(Allgemeine Zeitung 1. maj 1863)

Hansestæder. Hamborg. Det kan ikke overraske at de seneste skridt fra den danske regerings side har vakt aldrig så megen dyb indignation, især hos os og i vores naboby Altona. Det der siden er sket fra de tyske stormagters side, kan i det mindst berolige befolkningen i Slesvig-Holsten, selvom enhver fornuftig person indser at som tingene desværre er i Tyskland, næppe vil ske andet. I mellemtiden er holstenerne begyndt at røre på sig og har i det omfang det overhovedet kunne ske, anlagt sag mod Danmarks uberettigede handlinger der håner traktaterne. Man ved allerede fra forskellige aviser hvordan man fra dansk side reagerede på disse såkaldte demonstrationer. Der er et stort antal slesvigholstenske våbenfæller i Altona og Hamborg, som umuligt kunne ignorere hvad der skete ved at forholde sig fuldstændig tavs. Derfor har nogle folk fra Slesvig-Holsten anført af grev A. v. Baudissin og som omfattede lægerne Bahnson og Eggers sammen med et par andre, holdt et møde sidste mandag (27. april) i den lokale klosterhave, hvor omkring 2.000 mennesker deltog, og hvor følgende resolutioner blev enstemmigt vedtaget: 1) Målet for vores bestræbelse er et tæt sammenknyttet, forfatningsmæssigt frit Slesvig-Holsten der er tæt forbundet med Tyskland. 2) Målet kan kun nås gennem fuldstændig adskillelse af hertugdømmerne fra Danmark, hvilket sker i det øjeblik, hvor den oldenborgske mandsstamme uddør i Danmark og hertugdømmernes særskilte arvefølge træder i kraft. 3) Det er derfor det tyske forbunds og de tyske stormagters uundgåelige pligt at udtræde af traktaterne af 1851/52, som gentagne gange blev overtrådt af Danmark og brudt ved loven af ​​30. marts, og i særdeleshed fra London-protokollen af 8. marts som aldrig blev anerkendt af Forbundsdagen maj 1852 til at give afkald på åbent og utvetydigt, og at anerkende intet andet grundlag for deres videre politiske handlen mod Danmark end forbundsbeslutningen af ​​17. september 1846. 4) Hertugdømmernes især Slesvigs situation og det tyske folks ære kræver at det tyske forbund om nødvendigt gennem folkeretten, gennemtvinger genoprettelse af føderale rettigheder. 5) Vi forpligter os til lovligt at implementere og repræsentere disse principper efter bedste evne - Den talrige forsamling som der her ikke blev nogen hindringer i vejen for, spredte sig stille og roligt. I Altona hvor man dagen før bekransningen af ​​de faldne våbenfællers grave til minde om årsdagen for Slaget ved Kolding (23. april 1949) var blevet forhindret af det danske militær udstationeret på den nye kirkegård, havde man sandsynligvis frygtet upopulære demonstrationer. Militæret blev derfor indsat ved Nobisthor (på Altona-siden). I forstaden St. Pauli på Hamborgs område, samledes betydelige menneskemængder så snart mørket faldt på, og det danske militær blev udfordret med sangen "Schleswig-Holstein etc.", sikkert også andre uforsvarlige ting. Hamborg-siden rekvirerede militæret i god tid og spredte mængden, skønt med besvær, var der ingen yderligere uorden. I aftes gentog uroen sig i både Altona og St. Pauli, og der blev foretaget en del anholdelser. Bedre bliver det nok ikke denne aften da stemningen er meget ophidset, og offentligheden har været mest forbitret over lukningen af ​​kirkegården. Ifølge rapporter er Altona ved at indkvartere 1.000 mand for at forhindre yderligere demonstrationer. Vi afviser bestemt enhver skandale eller provokation der kan føre til et muligt sammenstød, men hvis der skulle ske noget uheldigt, ville vi i sidste ende kun skulle give den danske regering skylden for selv det værste.

Hansestädte. * Hamburg, 29. April. Es kann nicht auffallen dass nie neuesten Schritte der dänischen Regierug vorzugsweise bei uns und in unserer Nachbarstadt Altona eine tiefgehende Indignation hervorgerufen haben. Was seitdem von Seiten der deutschen Grossmächte geschehen ist, kann am wenigsten die Bevölkerung Schleswig-Holsteins beruhigen, obwohl jeder Vernünftige sehr wohl einsieht dass, wie leider die Dinge in Deutschland liegen, kaum etwas anderes geschehen konnte. Inzwischen haben die Holsteiner sich zu regen begonnen und, soweit diess überhaupt geschehen konnte, Rechtsverwahrung gegen das unberechtigte, der Verträge spottende Vorgehen Dänemarks eingelegt. Wie man dänischerseits diese sogenannten Demonstrationen aufgenommen hat, wissen Sie bereits aus verschiedenen Zeitungen. In Altona und Hamburg hält sich eine grosse Anzahl schleswig-holsteinischer Kampfgenossen auf, die unmöglich das Geschehene durch gänzliches Stillschweigen ignoriren konnten. Es beriefen dessshalb einige Schleswig-Holsteiner, an deren Spitze der Graf A. v. Baudissin, die Doctoren Bahnson und Eggers nebst einigen andern standen, am letzten Montag (den 27 April) eine Versammlung im hiesigen Conventgarten, die von etwa 2000 Personen besuch wurde, und in welcher man einstimmig folgende Resolutionen fasste: 1) Das Ziel unsers Strebens ist ein eng verbundenes verfassungsmässig freies, an Deutschland eng angeschlossenes Schleswig-Holstein. 2) Das Ziel kann nur erreicht werden durch vollständige Trennung der Herzogthümer von Dänemark, welche in dem Augenblick eintritt wo der Oldenburger-Mannstamm in Dänemark ausstirbt, und die gesonderte erbfolge der Herzogthümer zur Geltung kommt. 3) Es ist deshalb die unabweisliche Pflicht des deutschen Bundes und der deutschen Grossmächte, sich von den durch Dänemark wiederholt verletzten und durch den Act vom 30 März gebrochenen Verträgen von 1851/52, und namentlich von dem durch den Bundestag niemals anerkannten Londoner Protokoll vom 8 Mai 1852 offen und unzweitdeutig loszusagen, und keine andere Grundlage für ihre fernere politische Action gegen Dänemark anzuerkennen als den Bundesbeschluss vom 17 Sept. 1846. 4) Die Lage der Herzogthümer, namentlich Schleswigs, und die Ehre des deutschen Volks erfordern gebieterisch dass der deutsche Bund, nöthigenfalls durch völkerrechtliche gewalt, die Wiederherstellung der Bundesrechte erzwinge. 5) Wir verpflichten uns diese Grundsätze auf gesetzlichem Wege nach besten Kräften zu bervreiten und zu vertreten - Die zahlreiche Versammlung, welcher hierorts keinerlei Hinderniss in den Weg gelegt wurde, gieng ruhig auseinander. In Altona aber, wo am Tage vorher die Bekrøänzung der Gräber der gefallenen Kampfgenossen zur erinnerung an den Jahrestag der Schlacht vom Kolding (23 April 1949) durch aufgestelltes dänisches Militär am neuen Kirchhof verhindert worden war, fürchtete man wahrscheinlich missliebige Demonstrationen. Man hatte deshalb am Nobisthor (auf Altonaer Seite) Militär aufmarschiren lassen. In der Vorstadt St. Pauli, auf Hamburger Territorium, sammelten sich schon bei Anbruch der Dunkelheit beträchtliche Menschenmassen, die schliesslich das dänische Militär durch Absingung des Liedes "Schleswig-Holstein etc." reizten, wohl auch noch andern nicht zu rechtfertigenden Unzig trieben. Da noch rechtzeitig hamburgischerseits Militär requirirt und die Menge von diesem, obwohl mit Mühe, zerstreut wurde, so fielen weiter keine Unordnungen vor. Gestern Abend wiederholte sich der Lärm sowohl in Altona als in St. Pauli, und es wurden ziemlich viele Verhaftungen vorgenommen. Wahrscheinlich geht es heute Abend nicht besser her, da die Gemüther heftig erregt sind und das Publicum am meisten durch die Sperrung des Kirchhofs erbittert worden ist. Dem Vernehmen nach steht Altona eine Einquartierung von 1000 Mann bevor, um weitere Demonstrationen zu verhindern. Wir missbilligen gewiss jeden Skandal und jede Provocation welche zu einem möglichen Zusammenstoss führen könnte, sollte aber irgendetwas ungehöriges geschehen, so müssten wir schliesslich auch für das schlimmste nur die dänische Regierung verantwortlich machen. 

(Allgemeine Zeitung 3. maj 1863)

Optøierne i Altona og paa Grændsen imellem denne Stad og Hamborg synes nu at være til Ende. Ifølge Breve til "Berl. Tid." har endeel anseete Borgere i Altona anmodet Øvrigheden om at trække de extraordinaire Skildvagter ind, og de have selv tilbudt at overtage Sikkerhedstjenesten i Staden og at sørge for Rolighedens Opretholdelse. I Onsdags Aftes blev Roligheden heller ikke forstyrret; nogle Nysgjerrige forsamlede sig vel ved Nobis- og Hummel-Portene, men da de ingen Skildvagter saae, gik de snart hjem. Ved Optøierne i Mandags og i Tirsdags Aftes ere omtrent 30 Personer, alle tilhørende de laveste Folkeclasser, blevne fængslede. Det var i det Hele kun den simpleste Pøbel, der har deeltaget i Optøierne. Bærmen af de saakaldte "Schleswigholsteinische Kampfgenossen", et Selskab, der indeholder mange urene Elementer, skal have været fortrinlig virksom; men den egentlige Borgerclasse i Altona har ikke blot ikke deeltaget i Urolighederne, men udtaler ogsaa paa alle Maader sin bestemte Misbilligelse af det Forefaldne, ligesom den paa den anden Site lader Øvrighedens og navnlig Militairets Optræden vederfares den største Anerkjendelse. - Ved Optøierne i Tirsdags, da Militairet rømmede Gaderne, fandt, efter s. Bl., ingen activ Modstand Sted, med Undtagelse af nogle Steenkast; kun forsøgte en Klynge at afvæbne en Soldat, der fra Vagten var sendt med Melding, men ved Brugen af sin Sabel banede han sig Vei.

Det hamborgske Politie har ydet god Medvirkning.

I Hamb. Corresp. protestere Lederne af Mødet i det Wormerske Locale mod at Optøierne i Mandags skulle være foranledigede ved det der Forefaldne. Grev A. Baudissin vil endog væsentligt have bidraget til ved Formaninger og deslige at have beroliget Hamborger Pøbelen.

2 kompagnier af 9de Bat. skulle, efter "Flkbl.", allerede være afgaaede fra Rendsborg til Altona.

Ogsaa i Kiel har der, efter Byens Av., Natten til i Søndags fundet et Sammenstød Sted imellem nogle Underofficerer ved den i Kiel garnisonerende 8de Bataillon og nogle Studenter, af hvilke 4 eller 5 skulle vare blevne qvæstede. Flere Studenter bleve fængslede. Det hele Optrin, som siges at have vakt megen Opsigt i Kiel, bliver nu gjort til Gjenstand for nærmere Undersøgelse.

I Itzehoe og Lübeck har der ligeledes været afholdt Møder for at vedtage slesvigholsteenske Resolutioner.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 4. maj 1863).

Altona, 2. maj. I dag ankom 100 mand hertil fra Rendsburg for midlertidigt at forstærke den lokale garnison, efter ordre fra krigsministeriet. Mod slutningen af ​​næste uge ankommer 650 mand på orlov fra 20. bataljon her, som så vil øge antallet af lokale tropper, bortset fra de 100 mand fra Rendsburg, hvis opholdstid er usikker, fra 200 til 850. Selvfølgelig er urolighederne blevet undertrykt her. En gentagelse af det samme anses dog for ganske mulig, og især på grund af Hamborgs umiddelbare nærhed, hvis pøbel fra forstaden St. Pauli virker ansporende på Altonas ungdom og forårsager udskejelser mod det ganske harmløse militær som ellers er velforberedt mod eventuelle nye angreb. - I går ankom som sidste medlem præsidenten for den nye "holstenske regering", grev Moltke, til Plön, og den ovennævnte myndighed begynder nu at træde i kraft der. Samme udstedte i forgårs et patent i København hvorigennem det som følge af de i flere forsamlinger i landet vedtagne resolutioner om den politiske situation i Holsten og de politiske demonstrationer og fredsforstyrrelser der indtraf i Altona, mindede om at det i henhold til den eksisterende lovgivning overhovedet er ulovligt og strafbart at holde politiske møder. Stænderforsamlingen anmodede i sin sidste samling om ophævelse af disse og flere andre restriktioner; Men regeringen vil ikke haste med at efterkomme denne anmodning nu.

Altona, 2 Mai. Heute sind hier von Rendsburg nach einem erst gestern dort angelangten Befehl des Kriegsministeriums 100 Mann zur interimistischen Verstärkung der hiesigen Garnison eingetroffen. Gegen Ende nächster Woche werden 650 Mann beurlaubte des hier befindlichen 20. Bataillons ankommen, durch welche dann die Menge der hiesigen Truppen, abgesehen von jenen 100 Mann aus Rendsburg, deren Aufenthaltszeit ungewiss ist, von 200 auf 850 steigt. Die unruhen sind freilich hier unterdrückt; man hält aber eine Wiederholung derselben für leicht möglich, und will namentlich wegen der bedrohlichen Nähe Hamburgs, dessen Pöbel von der Vorstadt St. Pauli her anstechend auf die Altonaer jugend einwirkt und Excesse gegen das sonst hier ganz harmlos sich bewegende Militär veranlasst, gegen etwanige neue Angriffe stark gerüstet seyn. - Gestern traf als das letzte Mitglied der Präsident der neuen "holsteinischen Regierung," Graf Moltke, in Plön ein, und es beginnt nun die dortige Wirksamkeit der genannten Behörde. Dieselbe hat noch am vorgestrigen Tage von Kopenhagen ais ein Patent erlassen, durch welches, in Folge der in mehreren Versammlungen des Landes gefassten Resolutionen über die politische Lage Holsteins und der i Altona vorgefallenen politischen Demonstrationen und Ruhestörungen, in Erinnerung gebracht wird dass nach der bestehenden gesetzgebung die Abhaltung politischer Versammlungen überhaupt unstatthaft und strafbar ist. Die Stänceversammlung hat in ihrer letzten Session die Aufhebung dieser und mehrerer anderen Einschränkungen beantragt; die Regierung wird sich aber jetzt nicht beeilen diesem Verlangen nachzukommen.

(Allgemeine Zeitung 5. maj 1863)

Altona, 6. maj. De danske garnisoner bliver nu forstærket i Rendsburg, Kiel og Altona, kavaleriet sendes fra Itzehoe til Neumünster, hvor Altona-Kiel jernbanen forbindes med Altona-Rendsburg jernbanen, for hurtigt at være til stede hvor det måtte være nødvendigt. Her i Altona ventes i alt 1.600 mand at blive indkvarteret hos borgerne, og to artilleribatterier er allerede på vej, det ene fra Flensborg og det andet fra Rendsborg. Vi tror dog ikke at den danske hær umiddelbart vil blive sat på krigsfod. De lokale kommunale myndigheder vil formentlig protestere mod forøgelsen af garnisonen og den deraf følgende indkvarteringsbyrde. Denne protest er glimrende motiveret i nutidens "Nord. Courier", og skylden for de seneste begivenheder i Altona, som kan have været meget bekvemme for den danske regering, pålægges politimesteren og det danske ministerium.

Altona, den 6. Mai. Es werden jetzt in Rendsburg, Kiel und Altona die dänischen Garnisonen verstärkt, die Cavallerie wird von Itzehoe nach Neumünster, wo sich die Altona-Kieler eisenbahn an die Altona-Rendsburger anschliesst, geschickt, um überall, wo es nothwendig erscheint, schleunigst zur Hand zu sein. Hier in Altona werden im ganzen 1600 Mann erwartet, die bei den Bürgern einquartirt werden sollen, und von Artillerie sind bereits 2 Batterien, eine von Flensburg, die andre von Rendsburg unterwegs. An eine sofortige Versetzung der Dänischen Armee auf den Kriegsfuss glauben wir jedoch nicht. Die hiesigen Städtischen Behörden werden wohl gegen die Vermehrung der Garnison und die dadurch entstehende Einquartierungslast remonstriren. Diese Remonstration wird in dem heutigen "Nord. Courier" trefflich motivirt und die Schuld an den letzten Vorgängen in Altona, welche vielleich der Dänischen Regierung sehr gelegen gekommen sein mögen, dem Polizeimeister und em Dänischen Ministerium beigemessen.

(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger 8. maj 1863)

Fra Slesvig-Holsten, 5. maj. Det var forudsigeligt at den københavnske regering ville bruge begivenhederne i april som var dem meget uvelkomne, som et påskud for at oversvømme landet med danske tropper. Ved denne lejlighed fik man lejlighed til at støtte sig på råd fra den københavnske presse, der krævede hverken mere eller mindre end den højeste form for belejringstilstand i Holsten. Faktisk bliver garnisonerne på de tre mest fremtrædende steder i dette hertugdømme, Altona, Kiel og Rendsburg, forstærket betydeligt. For at gennemføre denne foranstaltning kræves en betydelig forøgelse af det nuværende antal tropper, og det er i hvert fald sandsynligt at det hævdes at de i Holsten kantonnerede bataljoner, hvis antal for tiden ikke overstiger 200 mand, bør forhøjes til 800 mand. Ifølge andre nyheder er mobiliseringen af ​​hele hæren nært forestående. Sikkert er at indkaldelsen af ​​årets rekrutter, som efter nye regler først er planlagt til sensommeren, skulle finde sted i maj denne gang. Omfanget hvormed antallet af tropper skal øges, kan ses af at Altona hvis garnison hidtil knap har overskredet 200, snart vil glæde sig over en stigning til 1600 mand. Om forlægningen af ​​det holstenske forbundskontingent i hjemlandet, som tidligere blev diskuteret hist og her selv i København - dog ikke officielt - er der nu blevet helt stille. - Bekendtgørelsen fra den holstenske regering af 30. april - som har haft base i Plön siden 1. maj - indeholdende forbuddet mod alle møder og demonstrationer, bliver naturligvis mødt med generel misbilligelse. Altonaer Mercur skriver: "Gårsdagens nummer bragte en meddelelse fra den kongelige Holsten-regering der minder offentligheden om "at det at holde politiske møder er ulovligt og straffes i henhold til den eksisterende lovgivning". Det ville have været ønskeligt om myndigheden på samme tid havde oplyst hvilke af lovene man henviste til. Forbundsdekretet af 5. juli 1832, offentliggjort ved kancellipatent af 21. september 1846, siger intet andet end at ekstraordinære offentlige forsamlinger og offentlige festivaler ikke kan finde sted uden forudgående varsel. Godkendelsen af ​​den kompetente myndighed kan evt. finde sted, og at selv ved tilladte offentlige sammenkomster og offentlige højtider ikke bør tolereres offentlige taler med upolitisk indhold. § 7 i grundlovsforordningen af ​​11. juni 1854 forbyder kun sammenslutning til fælles andragender eller taler. Jeg er ikke bekendt med andre love, der vedrører det pågældende spørgsmål. Jeg er derfor tilbøjelig til at antage, at den komgelige holstenske regering tager fejl med hensyn til indholdet af den eksisterende lovgivning og vil gerne give mulighed for afklaring af dette spørgsmål ved offentligt at stimulere dette spørgsmål." Det er naturligvis udelukket at tænke sig at den holstenske regering vil indlade sig på at følge et diktat som den havde modtaget fra København.

Aus Schleswig-Holstein, 5. Mai. Es war vorauszusehen dass die Kopenhagener Regierung die ihr an und für sich sehr unwillkommenen Ereignisse des Aprils als Vorwand benutzen würde um das Land mit dänischen Truppen zu überschwemmen. Durfte sie sich bei dieser Gelegenheit doch auf den veistand der Kopenhagener Presse berufen, welche nichts mehr und nichts weniger verlangte als für Holstein den Belagerungsstand in optima forma. In der That werden die Besatzungen der drei hervorragendsten Plätze in diesem Herzogthum, Altona, Kiel und Rendsburg, bedeutend verstärkt. Zur Durchführung dieser Massregel bedarf es einer bedeutenden Erhöhung des augenblicklichen Standes der Truppentheile, und es ist jedenfalls wahrscheinlich wenn behauptet wird dass die in Holstein cantonnirenden Bataillone, deren Stand zur Zeit 200 Mann nicht übersteigt, auf 800 Mann gebracht werden sollen. Nach andern Nachrichten steht sogar die Mobilmachung der ganzen Armee bevor. Sicher ist dass die nach neueren Bestimmungen erst im Spätsommer angesetzte Einberufung der diessjährigen Recruten diessmal schon im Mai erfolgen soll. In welchem Massstab die Erhöhung des Truppenstandes erfolgen soll, ersieht man daraus dass Altona, dessen Garnison bisher die Zahl von 200 kaum überstieg, demnächst mit einer Vermehrung derselben um 1600 Mann erfreut werden wird. Von der früher selbst in Kopenhagen hie und da - wenn auch nicht officiell - besprochenen Verlegung des Holsteinischen Bundescontingents in die Heimath ist es jetzt ganz still geworden. - Die Bekanntmachung der holsteinischen Regierung - welche beiläufig seit dem 1 Mai in Plön residirt - vom 30 April, enthaltend das Verbot aller Versammlungen und Demonstrationen, erfährt natürlich die allgemeine Missbilligung. So schreibt man dem Altonaer Mercur: "Ihre gestrige Nummer brachte eine Bekanntmachung der königl. holsteinischen Regierung, welche dem Publicum in Erinnerung bringt "dass die Abhaltung politischer versammlungen nach der bestehenden Gesetsgebung unstatthaft und strafbar ist." Es wäre wünschenswerth gewesen dass die Behörde zugleich mitgetheilt hätte welches Stück der "bestehende Gesetzgebund" dieses Verbot enthält. Von den Gesetzen an die man möglicher Weise denken könnte, besagt der durch Kanzleipatent vom 21 Sept. 1846 publicirte Bundesbeschluss vom 5 Juli 1832 nichts anders als dass ausserordentliche Volksversammlungen und Volkdsfeste nicht ohne vorgängige Genehmigung der competenten Behörde stattfinden dürfen, und dass auch bei erlaubten Volksversammlingen und Volksfesten das halten öffentlicher Reden nichtpolitischen Inhalts nicht geduldet werden soll. Der § 7 der Verfassungsverordnung vom 11 Juni 1854 verbietet lediglich die Vereinigung zu gemeinsamen Petitionen oder Adressen. Weitere die bezügliche Materie betreffende Gesetze sind mir nicht bekannt. Ich bin desshalb geneigt anzunehmen dass die königl. holsteinische regierung sich in Bezug auf den Inhalt der bestehenden Gesetzgebund im Irrthum befindet, und möchte durch die öffentliche Anregung dieses Thema's Veranlassung zur Aufklärung desselben geben." Es ist natürlich nicht daran zu denken dass die holsteinische Regierung sich auf eine Rechtfertigung der ihr aus Kopenhagen dictirten Massregel einlassen wird.

(Allgemeine Zeitung 9. maj 1863)

*** Fra Slesvig-Holsten, 6. maj. Selv de danske aviser lægger ikke længere skjul på, at de tumulter der fandt sted den 27.-28. april i Altona, blev brugt som påskud til den militære besættelse af denne by og hele hertugdømmet Holsten. Man skal have netop et sådant påskud for at retfærdiggøre besættelsen over for ikke-tyske fremmede lande, og derfor blev de lokale myndigheder i den nævnte by foranlediget til at begå de drengeagtige fejl som tidligere var blevet kritiseret. Alle fordomsfri er nu af den opfattelse efter at freden har været uforstyrret overalt i mere end en uge, at udskejelserne fra Hamborg St. Pauli-pøbelen kunne have været harmløst fjernet uden militærets indgriben den aften den 27. april, og man har ret i dette. Den forhastede, frygtsomme indkaldelse af de danske soldater resulterede kun i manglende autoritet fra de civile myndigheders side. De væbnede styrkers indgriben var så meget desto mere bekymrende fordi den eksisterende troppestyrke i tilfælde af en alvorlig tumult som ikke beløb sig til 200 mand i alt, ikke på afstand ville have været i stand til at klare de samlede angreb fra Hamborg-Altona pøbel. - "Flensb. Ztg." rapporterer om troppeforstærkningerne i selve Holsten fra København: at de midlertidigt skulle bringe den danske troppestyrke op på omkring 1000 mand, som skal kantonneres i Rendsburg, Kiel, Neumünster, Glückstadt, Itzehoe, Altona. Som rapporteret er Altona-garnisonen allerede blevet forstærket fra Rendsburg og Itzehoe. Den 14. bataljon der er stationeret i Lauenburg, indtager i øjeblikket jernbaneknudepunktet nær Büchen (hvor jernbanerne Berlin-Hamburg og Hamburg-Lübeck krydser hinanden), hvor der som tidligere rapporteret, også bygges skanser. Da denne bataljon der har sit rekrutteringsdistrikt i Holsten-Lauenburg, ikke er betroet, vil den samme ifølge "Flensb. Ztg." blive erstattet af en rent dansk troppeafdeling. Neumünster der er vigtig som et knudepunkt for de holstenske jernbaner, har i øjeblikket kun modtaget en eskadron af det sjette dragonregiment stationeret i Itzehoe. For at bringe tropperne til den ønskede styrke på 4.000 mand skal der indkaldes ikke færre end otte årgange. Det er allerede angivet ovenfor, at ovenstående dispositioner kun er midlertidige og kan erstattes enhver dag med mere omfattende. -

*** Aus Schleswig-Holstein, 6 Mai. Dass die Tumulte welche am 27/28 April in Altona stattfanden, und das Vortwand für die militärische Besetzung dieser Stadt wie des ganzen Herzogthums Holstein benutzt worden sind, verhehlen jetzt selbst dänische Blätter nicht mehr. Man musst dem nichtdeutschen Auslande gegenüber eben einen solchen Vortwand haben die Besetzung zu rechtfertigen, und man veranlasste desshalb die Localbehörden der genannten Stadt zu den früher gerügten knabenhaften Missgriffen. Alle Vorurtheilsfreien sind jetzt, nachdem die Ruhe länger als eine woche überall ungestört geblieben ist, der Ansicht dass die Excesse des Hamburger St. Pauli-Pöbels ohne das Einschreiten des Militärs am 27 April an jenem Abend unschädlich verpusst wären, und mit Recht sieht man in dem übereilten ängstlichen Herbeirufen der dänischen Soldaten nur einen Mangel an Autorität auf Seite der Cilvilbehörden. Das Einschreiten der bewaffneten Macht war um so bedenklicher, als bei einem ernstlichen Tumult die vorhandene Truppenstärke, welche im ganzen keine 200 Mann betrug, den vereinten Angriffen des Hamburg-Altonaer Pöbels nicht im entferntesten gewachsen gewesen wäre. - Ueber die Truppenverstärkungen in Holstein selbst meldet die "Flensb. Ztg." aus Kopenhagen: dass dieselben die dänischen Truppenmacht vorläufig auf etwa 1000 Mann bringen sollen, die in rendsburg, Kiel, Neumünster, Glückstadt, Itzehoe, Altona cantonniren werden. Die Altonaer Garnison ist, wie gemeldet, und bereits von Rendsburg und Itzehoe aus verstärkt worden. Das in Lauenburg stationirte 14te Bataillon hält zur Zeit den Eisenbahnknotenpunkt bei Büchen (wo sich die Berlin-Hamburger und die Hamburg-Lübecker Bahnen schneiden) besetzt, wo, wie früher gemeldet, auch Verschanzungen angelegt werden. Da man diesem Bataillon, welches seinen Aushebungsbezirk in Holstein-Lauenburg hat, nicht traut, so wird dasselbe, der "Flensb. Ztg." zufolge, durch eine rein dänische Truppenabtheilung abgelöst werden. Neumünster, das als Knotenpunkt der holsteinischen Bahnen von Wichtigkeit ist, hat einstweilen nur eine Schwadron des in Itzehoe stationirten sechsten Dragoner-Regiments erhalten. Um die Truppen auf die gewünschte Stärke von 4000 Mann zu bringen, dürften nicht weinger als acht Jahrgänge einberufen werden. Dass obige Dispositionen nur vorläufige sind und jeden Tag durch umfassendere ersetzt werden können, ist schon oben angedeutet worden. - 

(Allgemeine Zeitung 10. maj 1863)

Slesvig-Holsten. *** Altona, 9. maj. Forslaget nævnt i går af nogle lokale borgerrepræsentanter om at anmode regeringen om at trække troppeforstærkningerne i denne by tilbage, blev som forventet i forgårs enstemmigt vedtaget af magistraten på byrådsmødet i med en stemme imod - politichefens. Sidstnævnte gik ind for at ansøgningen skulle rettes til følgende; at der med udsigt til større indkvartering af byen skulle bevilges lempelse, nemlig gennem indkvartering af de omkringliggende landsbyer. Da det sidste vil ske alligevel, er der ingen grund til at tillægge det nogen betydning. Den uventede enstemmige imødekommelse af ansøgningen i magistraten (politimesteren hører kun til i denne egenskab af ekstraordinært medlem) karakteriserer tydeligt nok de udøvende og militære myndigheders optræden om aftenen den 27. og 28. april. - Det forlyder fra Itzehoe, at krigsministeriet har givet kommandoen over det lokale 6. dragonregiment ordre til at dirigere de lokale militærdepoter for reserveholdene til Slesvig by. Derfor vil sagen om en tysk føderal eksekution blive mere nøje overvejet. - Til gengæld hører vi fra Flensborg, at der blev transporteret alverdens krigsmateriel mod syd på den sydslesvigske jernbane.

Schleswig-Holstein. *** Altona, 9 Mai. Der gestern erwähnte Antrag einiger hiesigen Deputirtenbürger: die Regierung um Zurücknahme der Truppenverstärkung in hiesiger Stadt zu ersuchen, ist in der vorgestrigen Sitzung beider städtischen Collegien vom Deputirtencollegium, wie zu erwarten war, einstimming, vom Magistrat mit allen gegen eine Stimme - die des Polizeimeisteers - angenommen worden. Letzterer befürwortete dass der Antrag dahin zu richten sey: dass bei der in Aussicht stehenden grössern Einquartierung der Stadt eine Erleichterung, namentlich auch durch eine Bequartierung der umliegenden Dorfschaften, gewährt werden möge. Da letzteres ohnehin geschehen wird, so ist darauf weiter kein Gewicht zu legen. Durch die wider Verhoffen so einstimmige Annahme des Antrags auch im Magistrat (der Politzeimeister gehört demselben nur in dieser Eigenschaft als ausserordentliches Mitglied an) ist das Auftreten der Executiv- und Militärbehörden an den Abenden des 27 und 28 April deutlich genug charakterisirt. - Aus Itzehoe wird gemeldet dass com Kriegsministerium an das Commando des dortigen 6. Dragonerregiments der Befehl ergangen sey die dortigen Militärdepots für die Reservemannschaften nach der Stadt Schleswig zu dirigiren. Demnach würde man den Fall einer deutschen Bundesexecution schon bestimmter ins Auge fassen. - Aus Flensburg hört man andrerseits dass con dort mit der südschleswigschen eisenbah allerlei Kriegsmateriel nach dem Süden befördert worden ist.

(Allgemeine Zeitung 12. maj 1863)

Kvistkammertyven Tofte (7): Overfald og Højesteretsdom. Horsens1863-1865. (Efterskrift til Politivennen)

 De øvrige afsnit i denne serie kan findes med søgningen Kvistkammertyven.

"Kvistkammertyven"

Peder Ludvig Tofte.

(Sluttet.)

Under Forhørerne blev han opfordret til at udtale, om han ikke angrede sin Gjerning, men han erklærede, at han snarere ansaae det "for en Velgjernlng at skaffe en Mand afveien, som aldrig gjorde Fangerne noget Godt", og at han ikke var istand til at føle Anger over det Skete.

Ved Høiesteretsdom af 20de April 1862 blev han dømt til at have sit Liv forbrudt, men ved kongelig Naade blev Livsstraffen ham eftergivet, imod at han skulde straffes med 27 Slag Kat og derefter hensættes til Tugthuusarbeide under streng Bevogtning.

Den legemlige Revselse - der skal være ganske overordentlig smertelig - blev ham tildeelt i Straffeanstalten paa Christianshavn, hvorefter han blev overført til Straffeanstalten ved Horsens.

Ved hans Ankomst hertil var en Opsigtsbetjent Berthelsen tilstede, der modtog ham med de Ord: "Det er altsaa Dig, der har forsøgt at myrde Lægen paa Christianshavn", og derhos advarede ham mod at begynde paa Sligt igjen. Det er ikke usandsynligt, at denne Advarsel er bleven fremsat i en haanlig Tone, og at Berthelsen saaledes har baaret sig noget ubetænksomt ad. Tofte, der endnu ikke havde lært at være ydmyg i Sindet, blev ialtfald meget fornærmet over denne Hilsen og fattede strax Nag til Berthelsen, mod hvem han for øvrigt ikke havde at gjøre før i Slutningen af 1863, da Berthelsen blev sat til at have særlig Opsigt med ham.

Hans Beskjæftigelse var nu at sye Hægter og Maller paa Papir. Dette Arbeide maatte han passe i en eensom Celle, hvor han ikke saae andre Mennesker end Inspekteuren, Præsten, Haandværksmesteren og Betjenten, naar disse til regelmæssige Tider aflægge ham Besøg. Denne Eensomhed blev ham med hver Dag mere utaalelig. Idelig bad han om, at den strenge Bevogtning maatte ophøre, og Yttrede undertiden, at han hellere maatte have mistet Livet end føre et saa ynkeligt, afsondret Liv.

Den samme Fange, der nylig var saa glad og munter i sine Lidelseskammeraters Selskab var ikke istand til at udholde Eensomhedens Tryk. Man mærker Intet til, at han i sine eensomme Timer er kommen til Erkjendelse af sine Synder, og at det er Samvittighedsnaget, der var Skyld i hans Sjælstidelser. Nei, han var endnu det samme indholdsløse Menneske som tidligere, og det var kun det ydre Savn af at færdes blandt andre Mennesker, der var nærved at bringe ham til Fortvivlelse.

Da Berthelsen fik ham under sin specielle Opsigt, bleve Toftes Følelser imod ham ikke venligere. Han blev fornærmet over, at Berthelsen smækkede hans Celledør haardt i og talte i en efter hans Mening ubehagelig Tone til ham; det stødte ham saaledes, at Berthelsen gjorde Bemærkning om, at han var for længe om sit Toilette, idet han f. Ex. flere Gange yttrede: "Det er en Fandens Tid, Du bruger til at vaske Dig."

Da han Torsdagen den 21de Januar 1864 var paa Retiraden, og Berthelsen, gik udenfor og passede paa, kom Betjenten i Samtale med nogle Fanger, der stode i længere Afstand derfra, og hvis Stemmer derfor ikke kunde høres af Tofte. Denne fik da den Tanke, at Berthelsen gik og talte ned sig selv for at forhaane ham. Herover blev han meget opbragt, og da de begge kom op i Gangen, greb han et stort Leer-Vandkruus, løftede det op imod Betjenten og sagde: "Du er en Skurk og en Nidding! Jeg skal slaae Dig lige i Panden!"

Denne Undsigelse blev af Berthelsen meldt til Inspekteuren. Tofte kom i Forhør, og det var ham klart, at han ikke vilde kunne undgaae 27 Slag Kat - en Straf , for hvilken han var meget bange; hellere end at lide den endnu engang besluttede han at myrde Berthelsen. Fredag Eftermiddag bad han Inspekteuren, om han blot maatte være fri for legemlig Revselse - mørkt Fængsel eller Arbeidsberøvelse havde han nemlig langt mindre imod; men da Inspekteuren ikke vilde give ham noget saadant Løfte, blev han ved sin Beslutning, som han talte sig for at udføre enten samme Aften eller om Løverdagen, alt eftersom Leilighed gaves.

6 Uger iforveien havde han fundet en Kniv ude i Gaarden og stukket den til sig, thi uagtet han var "under streng Bevogtning", var det umuligt at passe paa alle hans Bevægelser. Endnu Mandagen den 18de Januar var han af Berthelsen bleven visiteret paa sin Person, men uden at man havde opdaget Kniven, som laa sammenlukket i hans Lomme; han havde nemlig selv stuket Haanden ved i Lommen og viist Berthelsen, at der kun var et Stykke graat Papir, hvorfor Berthelsen nøiedes med paa det Omhyggeligste at eftersee hans andre Lommer og hele hans øvrige Paaklædning. Han benyttede Fredag Aften til at slibe denne Kniv skarp paa Kakkelovnen i sin Celle og til at omvikle Skaftet og et lille Stykke af Bladet med Lærred oq Seglgarn, for at den ikke skulde kunne gaae i af sig selv.

Den næste Morgen Kl. 9½, da han havde været ude et spadsere i Gaarden under Berthelsens Opsigt, og denne netop var ifærd med at aabne Døren til hans Celle, tog han Mordvaabenet ud af sin Trøielomme, og medens han stod en halv Alen bagved Berthelsen, bibragte han ham et Stik i den høire Side af Halsen. I det Samme vendte den Angrebne sig om, og Tofte veg strax feigt tilbage, men lige efter faldt Berthelsen om paa Gulvet. Tofte havde beholdt Kniven i Haanden, og da han saae, at der endnu var Liv i Betjenten, vilde han stikke ham endnu en Gang, men den Ulykkelige bad for sig, hvorfor han lod det være. Derimod gik han hen til en anden Tugthuusfange, der stod paa Gangen, og sagde: "Nu har jeg stukket ham, den Skurk. Gaa hen og hjælp ham, for nu kan han ikke hjælpe sig selv." Tofte var ikke i usædvanlig ophidset Stemning og lod sig uden Modstand lukke ind i Cellen.

Heller ikke i dette Tilfælde har han senere Yttret nogen Anger over det Skete. Medens det endnu var usikkert, om Berthelsen kunde overleve sit Saar, sagde han under Forhøret, at han ikke vidste, om han vilde fortryde Gjerningen, selv om Berthelsen skulde døe af Saaret.

Begge Mordforsøgene vise ham saaledes som en hævngjærrig, feig og hjerteløs Usling. Forinden hans Dom faldt i Underretten, var det, han tilstod Brandstiftelsen i Studiestræde. Han blev i denne Anledning i April 1864 ført herover, hvor Undersøgelsen blev foretaget med Hensyn til denne Forbrydelse, og boer han hensad som Arrestant, indtil han den 10de Januar 1865 anden Gang af Høiesteret blev dømt til Døden.

Ingen af de voterende Dommere fandt at burde indstille ham til at forskaanes for Livs straffen, og det vilde i Sandhed ogsaa have været en betænkelig Sag at benaade en Fange, der to Gange har lagt morderisk Haand paa sine Foresatte ved Straffeanstalten. Hs. Maj. Kongen har derfor ogsaa givet Befaling til, at Dommen skal fuldbyrdes.

Saaledes skal da denne Livsbane endes. Den viser os, hvor forfærdelig demoraliserende en Forbrydelse Tyveri er. Vore Forfædre havde ikke saa ganske Uret, da de straffede Tyveri med Døden som en ærelys Gjerning; thi den, der stjæler, taber al Agtelse for sig selv og undergraver derved sin hele moralske Existents. Det Menneske, der har drevet det vidt i at stjæle, vil derfor, som vi have seet med Kvistkammertyven, med Lethed kunne forfalde til andre langt frygteligere Forbrydelser. Forfængelighed, Dovenskab og Sandselighed have været Toftes Ulykke, og ingen bedre Følelse har været istand til at give hans Liv Indhold og holde ham oppe imod Fristelsens Magt. Til Slutning tilføie vi endnu et Par Ord om hans Ydre. Hans Hoved er usædvanlig bredt, Panden lav. Munden fyldig og andselig, Næsen bred og Øienlaagene posede. Udtrykket er mere sløvt og lumsk end egentlig barsk og stemmer ganske med det Billede, man danner sig af ham ved at læse om hans Snigmordsforsøg.

(Folkets Avis 21. februar 1865)

Det var udsigten til for anden gang i sit liv at blive afstraffet med kat at Tofte fandt på en skæbnesvanger plan for at undgå det. Her fra det nu nedlagte Fængselsmuseum på Vestre Fængsel. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Det var de sidste overfald på Berthelsen som udløste dødsstraffen, se Departementstidende:

Justitssag

Ved Høiesterets Dom af 10de Januar d. A., der stadfæster Viborg Landsoverrets Dom af 31te October f. A., er Tugthuusfange Peter Ludvig eller Peter Ludvig Thorvald Tofte, der tiltaltes for attenteret Mord og for at have sat Ild paa et Sted, hvorved flere Mennesker omkom, tilfunden at have sit Liv forbrudt.

Efter den af Høiesterets Protokolsekretærer affattede Relation have de nærmere Omstændigheder ved denne Sag, ifølge den af Tiltalte afgivne Tilstaaelse og det iøvrigt Oplyste, i det Væsentlige været følgende:

Efterat Tiltalte, der er født udenfor Ægteskab paa Fødselsstiftelsen i Kjøbenhavn den 18de Marts 1839, ifølge Criminal og Politirettens Dom af 7de Februar 1857 var straffet for første Gang begaaet Tyveri efter Fdgn. 11te April 1840 § 29 med 25 Rottingslag, blev han under en Sag, hvor under han overbevistes om at have gjort sig skyldig i en stor Mængde Tyverier, forstørstedelen forbundne med Indbrud, ved samme Rets Dom af 4de Januar 1859 anseet efter Fdgn. 11te April 1840 §§ 13 og 14 jvfr. § 18 1ste Led og § 80 med Tugthuusarbeide i 8 Aar. Den 8de næstester blev han afleveret til Straffeanstalten, men angav frivillig i Slutningen af samme Aar, at han, forinden hiin Dom overgik ham, havde gjort sig skyldig i en Mængde andre lignende Tyverier foruden dem, hvorfor han allerede var dømt, samt i 6 Brandstiftelser, alle forøvede i det Diemed, at han under den i Anledning af Branden opstaaede Forvirring kunde have Leilighed til at stjæle. For disse Forbrydelser blev han ved Criminal og Politirettens Dom af 21de Juli 1860 anseet, efter Fdgn. 26de Marts 1841 § 4 jvfr. § 13 og i Medfør af Fdgn. 11te April 1840 § 19 efter denne Forordnings §§ 13 og 14 jvfr. § 12 1ste Led og § 80, med Tugthuusarbeide paa Livstid. Medens han ifølge denne Dom hensad i Etraffeanstalten paa Christianshavn, forsøgte han den 11te November 1862 at myrde Lægen ved bemeldte Anstalt, ved at slaae ham i hovedet med en Hammer, og under den i denne Anledning mod ham anlagte Sag blev han ved Høiesterets Dom af 20de April 1863 dømt efter Fdgn. 4de October 1833 § 14 2det Led jvfr. Plak. 31te August 1813 § 10 til at have sit Liv forbrudt. Denne Straf blev imidlertid ved allerhøieste Reskript af 8de Mai 1863 eftergiven, mod at Tiltalte hensattes til Tugthuusarbeide paa Livstid under streng Bevogtning og at der tildeeltes ham en Revselse af 27 Slag Kat. Efterat denne Revselse var tildeelt ham, blev han den 24de Mai 1863 indsat i Tugthuset ved Horsens.

Efter Tiltaltes Forklaring fik han strax efterat være indsat i den nævnte Straffeanstalt Noget imod Opsynsbetjent Berthelsen, fordi denne lod ham høre, at han havde forsøgt at myrde Lægen ved Straffeanstalten paa Christianshavn, og yttrede, at en saadan Fyr som Tiltalte kunde han jo putte i Lommen. Da henimod Slutningen af Aaret det stadige Opsyn med Tiltalte blev overdraget Berthelsen, vaktes hans Uvillie mod denne paany, saameget mere som det forekom ham, at Berthelsen altid var utilfreds med hans Opførsel og navnlig lod ham høre, at han opholdt sig for længe paa Latrinet, og at det tog saa lang Tid naar han vaskede sig, samt i det hele var haard imod ham og bevogtede ham altfor nøie. Da Tiltalte saaledes den 18de Januar f. A. var bleven irettesat af Berthelsen, fordi han under sit Ophold paa Latrinet var staaet op paa dette for at see ud af Vinduet efter nogle andre Fanger hvilken Forseelse dog efter Tiltaltes Begjæring ikke blev meldt til Inspecteuren —, og han atter Torsdagen den 21de s. M., medens han opholdt sig paa Latrinet, hørte Berthelsen gaae udenfor og smaasnakke, hvilket efter Tiltaltes Formening betød, at Berthelsen var misfornøiet med ham, blev han efter sin Forklaring herover saa opbragt, at han, efterat være kommen ud paa Gangen, greb et der staaende Vandkruus af Leer, løftede det i Veiret og truede med at slaae Berthelsen i Hovedet dermed, idet han derhos udskjældte denne for en Skurk og Nidding; og fra dette Øieblik opstod den Tanke hos ham at ville myrde Berthelsen, uden at han dog fattede nogen Beslutning om, hvorledes eller hvornaar han vilde udføre dette. Det Passerede blev nu anmeldt for Inspecteuren, og da Tiltalte, efterat have været i Forhør, antog, at han vilde faae corporlig Straf og navnlig 27 Slag Kat, hvilken Straf han, som ovenmeldt, tidligere havde udstaaet og ansaae for en frygtelig og smertelig Straf, henvendte han sig den 22de Januar om Eftermiddagen til Inspecteuren for at blive fritagen for corporlig Straf; men da Inspecteuren svarede, at han ikke troede, at dette kunde undgaaes, fattede han af Vrede og af Trang til at hævne sig paa Berthelsen, fordi denne ved fin Anmeldelse havde bevirket, at han havde en saadan Straf ivente, den faste Beslutning at udføre Mordet enten samme Aften eller den næste Morgen, ligesom Leilighed gaves. Efter sin Forklaring vilde han der imod neppe have udført noget Forsøg paa Mord, hvis han havde kunnet vente en anden Straf, saasom mørkt Fængsel eller Berøvelse af Arbeide.

Til Udførelsen af sit Forsæt bestemte han at benytte en Kniv, som han havde fundet omtrent 6 Uger tidligere paa Vaskebordet ved Latrinet, og som han derefter, for at kunne benytte den til sin Mad, havde forstaaet at unddrage Opsynets Opmærksomhed, idet han navnlig, da han engang blev visiteret paa Kroppen, havde skjult den i en lille Lomme, som han selv havde syet i sine Buyer. Da Kniven ikke var skarp nok, sleb han den om Aftenen den 22de Januar paa Kakkelovnen i sin Celle, og for at ikke Bladet der var 2 3/4 Tomme langt og 1/2 Tomme bredt og dannet til at falde ind i Skaftet skulde gaae i, naar han brugte Kniven mod Berthelsen, omsvøbte han Skaftet og et lille Stykke af Bladet med et Stykke Lærred og noget Seilgarn. Efterat han derpaa den næste Dags Formiddag havde havt Gaardtour under Berthelsens Opsigt og denne var ifærd med at lukke ham ind igjen i hans Celle, fandt han Leiligheden gunstig til at udføre sit Forsæt, medens han stod omtrent ½ Alen bagved Berthelsen og denne havde begge begge fine Hænder beskjæftigede med at lukke Døren op. Han omfattede derfor Kniven, som han havde skjult i sin Trøielomme, med den høire Haand og bibragte med al fin Kraft Berthelsen et Stil med Kniven i halsen eller Nakken. Berthelsen segnede nu om paa Gulvet, og da Tiltalte saae, at der endnu var Liv i ham, var det hans Hensigt at bibringe ham endnu et Stik, men da Berthelsen bad for sig, opgav han dette Forsæt og gik hen i Enden af Gangen, hvor han saae en Fange opholde sig, og sagde til denne, at han skulde gaae hen og hjælpe Betjenten op, hvilket han ikke selv vilde gjøre, fordi han, som omforklaret, ikke kunde lide Berthelsen. Fangen løb strax hen til Berthelsen, men da han ikke ene var istand til at løfte denne op, kaldte Tiltalte paa en anden Fange, der opholdt sig i en tilstødende Gang. Efter begge disse Fangers Udsagn var Tiltalte i en meget hidsig og oprørt Sindsstemning, og efter den sidstnævnte Fanges Udsagn kaldte han paa denne med følgende Ord: "Nu har jeg stukket ham, den Skurk; gaa hen og hjælp ham, for nu kan han ikke hjælpe sig selv!" Flere Personer vare imidlertid komne tilstede, og til en af dem afleverede Tiltalte fin Kniv, hvorpaa han uden Modstand lod sig lukke ind i Cellen.

Berthelsen blev strax bragt paa Sygestuen, og ved den af vedkommende Læge anstillede Undersøgelse fandtes der paa høire Side af Nakken i den nederste Rand af den behaarede Deel af Hovedet et noget lappet Saar med skarpt afskaarne Rande af en Tommes Længde og gaaende igjennem Integumenterne og underliggende Cellevæv i en Dybde af c. 34 Tomme, hvorhos Følelse og Bevægelse i venstre Over- og underextremitet efter Berthelsens Sigende var noget generet; der antoges imidlertid ikke at være nogen Fare for Livet, men Saadant kunde dog ikke da med Bestemthed afgjøres, navnlig paa Grund af at den voldsomme Skræk, han havde havt, i Forbindelse med den heist sandsynlige Overskjæring af een eller flere Nervegrene kunde lade befrygte Stivkrampe. Da Berthelsen den 2den Februar kunde underkastes Forhør, følte han endnu Smerter og led af Søvnløshed om Natten, men havde dog Haab om at komme sig, og den 28de Juni har han for Retten erklæret, at han atter befandt sig vel og ikke havde anden Meen af Saaret end en Svækkelse i Fødderne, der efter hans Formening hidrørte fra Blodtabet.

Den af Berthelsen afgivne Forklaring stemmer i alt Væsentligt med Tiltaltes foranførte Tilstaaelse, idet han dog bestemt har nægtet at have behandlet Tiltalte paa nogen utilbørlig eller krænkende Maade. Hvad navnlig angaaer den første Anledning til Tiltaltes Vrede mod ham, har han forklaret, at han, da Tiltalte blev indsat i Tugthuset, efter sin Pligt spurgte ham om hans Navn og om, for hvilken Forbrydelse han var indsat, og da yttrede: "Det er altsaa Dig, der har forsøgt at myrde Lægen ved Straffeanstalten paa Christianshavn," idet han i Forbindelse hermed advarede Tiltalte mod at begynde paa lignende Ting i Fremtiden, foreholdt ham Reglementerne og Instruxen, og gjorde ham bekjendt med at han, naar han opførte sig godt, vilde blive behandlet godt, men at han, naar han ikke opførte sig vel, vilde gjøre sig Livet surere end nødvendigt. Ligeledes har han formanet Tiltalte til ikke at tilbringe saa lang Tid paa Latrinet og ved Vaskningen, og hertil havde han saameget mere Grund, som Tiltalte havde villet benytte sit Ophold paa Latrinet til at sætte sig i Forbindelse med andre Fanger. Naar Tiltalte endelig havde følt sig forbittret over at høre ham tale udenfor Latrinet den 21de Januar, og troet, at han da gik og talte med sig selv om Tiltalte, da var dette urigtigt, idet han talte til to andre Fanger i Nærheden.

I det første Forhør erklærede Tiltalte, at han ikke ret vidste, om han fortrød sit Attentat, selv om Berthelsen skulde døe af det ham bibragte Stik, men han troede dog, at han nu vilde fortryde det, efterat han havde hørt, at Berthelsen havde Kone og Børn og sad i smaa Kaar. I Overensstemmelse hermed bemærkede Dommeren og Retsvidnerne til Protokollen, at Tiltalte havde afgivet sin Forklaring med fuldkommen Ro og Sikkerhed uden at vise Spor til Anger. I det næste Forhør erklærede Tiltalte dog, at det var ham en Tilfredsstillelse at høre, at Berthelsen var ilive, og tilføiede, at han vilde ønske, at han ikke havde været uhøflig eller truet Berthelsen om Torsdagen, da det Passerede saa ikke vilde være skeet. Da han spurgtes om, hvorfor han ikke havde henvendt sig til Inspecteuren med sin Klage over Opsynsbetjenten, svarede han, at han nu først indsaac, at han ikke var gaaet den rigtige Vei i saa Henseende. Iøvrigt bemærkede han, at han Intet har havt at klage over med Hensyn til sit Ophold i Anstalten; kun fandt han det strengt at skulle hensidde i saadan Eensomhed, som Tilfældet var med ham, og skjøndt det ikke var for at miste Livet, at han havde forsøgt at dræbe Betjenten, havde han dog Intet tilovers for Livet, da det var en haard og næsten uudholdelig Tilstand, hvorunder han levede. Med Hensyn til hans Opførsel i Straffeanstalten har dennes Inspecteur erklæret, at Tiltalte stille og flittig har udført det ham paalagte Arbeide og i det Hele opført sig upaaklageligt, ligesom ogsaa den Haandværksmester, under hvem han arbeidede, har givet ham et godt Vidnesbyrd for Høflighed og Flid. Præsten ved Anstalten har derhos erklæret, at han under Tiltaltes Hensidden i Enkeltcelle stadig besøgte og underviste ham, og at det var kjendeligt, at han med Taknemmelighed modtog Præstens Besøg og Underviisning, om end fornemmelig fordi han derved fandt nogen Lindring i Eensomheden, som efterhaanden blev ham mere og mere utaalelig og som han stedse klagede over. Præsten har derhos tilføiet, at der ikke har vist sig Spor hos Tiltalte til Sindsforvirring og heller ikke til Livslede, uden forsaavidt han en enkelt Gang har yttret, at han vilde foretrække efter sit første Mordforsøg at have mistet Livet fremfor nu at føre et saa ynkeligt afsondret Liv, og at han iøvrigt ganske vist har havt svære Sindslidelser, hvortil Grunden vel nok kan søges i en i hans bedre Timer følt Anger over et forbryderisk, forspildt Ungdomsliv, men dog uden Tvivl fornemmelig i den for ham utaalelige eensomme Stilling.

Efterat Tiltalte var bleven actioneret for dette Mordforsøg, afgav han den 29de Februar f. A., da han blev fremstillet i Extraretten, i Overensstemmelse med hvad han allerede forinden havde betroet sin Defensor under en Samtale med denne, Tilstaaelse om for flere Aar siden at have begaaet en anden Forbrydelse, for hvilken han derfor ved en Extensionsordre endvidere er bleven tiltalt, nemlig at have anstiftet en den 24de Januar 1858 om Eftermiddagen omtrent Kl. 54 i Eiendommen Nr. 67 i Studiestræde i Kjøbenhavn udbrudt Ildebrand, ved hvilken to voxne Personer og to Børn indebrændte, medens en Mand, der sprang ud ad et Vindue i det brændende Huus med et Barn i Armene, vel frelste Barnet, men forslog sig saaledes i Faldet, at han strax efterat være bragt paa Hospitalet døde. Tiltalte har herom nærmere forklaret, at da den anførte Dag, i Løbet af hvilken han havde forsøgt eller begaaet flere Tyverier, hans Vei hen paa Eftermiddagen eller i Skumringen faldt igjennem Studiestræde, gik han ind i bemeldte Eiendom for at stjæle. Efterat være kommen over Gaarden og ind i Baghuset gjennem en mørk Gang, gik han op ad Trappen og aabnede med en medbragt Nøgle en Dør, hvorigjennem han kom ind i et Snedkerværksted, og her undersøgte han de Gjemmer og Skuffer, som fandtes i Værkstedet, uden dog, saavidt han erindrer, at tilvende sig Noget undtagen muligviis et Stemmejern. Da han vilde gaae, opstod pludselig den Tanke hos ham, at han vilde sætte Ild paa Værkstedet, uden at det imidlertid har kunnet oplyses, hvilken Hensigt han derved har havt for Øie, idet han navnlig, efter først at have udsagt, at han havde til Hensigt at begaae Tyveri og antog at kunne udføre dette med større Sikkerhed under den ved Branden opstaaede Forvirring, senere vedholdende har paastaaet, at dette ikke var Tilfældet og at han ikke selv kan forklare sig, hvad der bevægede ham til at anstifte Branden. Forinden han gik op i Baghuset havde han nok bemærket, at der boede Folk baade ovenover og ved Siden af Snedkerværkstedet, men han tænkte dog ikke paa, hvor vidt Ilden kunde udbrede sig, eller hvad Skade der ved den kunde bevirkes paa Huset eller dets Beboere, og navnlig ikke paa, om der kunde opstaae Fare for disses Liv. Han tændte derpaa strax ved hjælp af en Svovlstik, som han havde hos sig, Ild i nogle Spaaner, der laae paa Gulvet, og efterat have seet Ilden blusse op, lukkede han Døren i og forlod skyndsomt Stedet. Efter Eagens Oplysninger blev Ilden strax bemærket og Anskrig gjort, og navnlig bleve ogsaa Beboerne af to ovenover Snedkerværkstedet værende Loftsleiligheder allarmerede; men da Ilden greb om sig med overordentlig Hurtighed og navnlig, efterat Døren til Værkstedet var bleven sprængt, angreb en smal Trappe eller Stige, der maa antages at have været den eneste Adgang til Loftsleilighederne, blev saaledes enhver Udvei til Frelse afskaaren disse Beboere. Tiltalte har iøvrigt udsagt, at han først nogle Dage senere, da han erfarede, at flere Mennesker vare omkomne ved den om handlede Leilighed, og navnlig da han blev Vidne til at Ligene bleve jordfæstede, følte sand Anger og Fortrydelse over sin Gjerning, og at denne Fortrydelse senere stadig har fulgt ham saa levende, at han ikke har havt Ro eller Fred i sit Sind og bestandig af sin Samvittighed er bleven mindet om denne Brøde, men at han dog af Frygt for at miste Livet ikke tidligere havde funnet overvinde sig til at aabenbare den, navnlig ikke dengang han tilstod de øvrige Brandstiftelser, og at det allene var Overbeviisningen om, at han ikke vilde kunne undgaae Livsstraf for sit Mordforsøg mod Berthelsen, der havde bevæget ham til nu at tilstaae, idet han ikke ventede at finde Naade for Gud, naar han ikke aabenbarede denne Forbrydelse. Efterat være over. ført til Kjøbenhavn, har Tiltalte i Studiestræde paaviist det Sted, som han fatte Ild i, og gjenkjendt den i Baghusets Stueetage værende Gang, hvor imod Localiteterne foroven ere efter Branden ved Ombygning blevne aldeles forandrede. Den omhandlede Ildebrand gav i sin Tid Anledning til at Snedker R. J. Jørgensen blev tiltalt for Brandstiftelse og Assurancesvig;. ved Høiesterets Dom af 20de October 1859 blev han imidlertid vel kun frifunden for videre Tiltale med Hensyn til den sidstnævnte Sigtelse, men aldeles frifunden med Hensyn til Brandstiftelsen.

Da Tiltalte saaledes forsætlig og efter foregaaende Overlæg havde udført det omhandlede Mordattentat, maatte Høiesteret billige, at han ved begge de foregaaende Instantser efter Fdgn. 4de October 1833 § 14 2det Led jvfr. Plak. 31te August 1813 § 10 var dømt til at have fit Liv forbrudt. Hvad dernæst Brandstiftelsen angaaer, maatte Høiesteret ligeledes billige, at Fdgn. 26de Marts 1841 § 1 iffe var bragt til Anvendelse, idet det efter Sagens Omstændigheder i det hele og navnlig med Hensyn til det Tidspunkt af Dagen, paa hvilket Brandstiftelsen fandt Sted, ikke turde statueres, at Tiltalte i Gjerningsøieblikket havde "maattet indsee, at han udsatte Andres Liv for aabenbar Fare." Idet Tiltaltes Forhold i denne Henseende altsaa kun blev at henføre under den citerede Forordnings § 4, maatte den Straf, han derfor havde forskyldt, i hvert Fald absorberes ved den ham idømte Livsstraf.

Ingen af de voterende Tilforordnede i Høiesteret fandt Anledning til at indstille Domfældte til Hans Majestæts Naade, og efterat den af Justitsministeriet i Sagen nedlagte allerunderdanigste Forestilling er bleven foredraget i det Geheime Statsraad, har Hans Majestæt under 10de Februar allerheist resolveret, at den idømte Livsstraf bliver at fuldbyrde.

(Departementstidenden 18. februar 1865.)

(Se også Departementstidenden den 30. maj 1863).

Om Tofte i øvrigt, se særskilt indslag.

En hjemmeside skriver flere detaljer om dødsdommen:

Direktionen for Horsens Tugthus havde indberettet til Ministeriet, at Overholdelse af Bestemmelsen i Plakat af 31. August 1813 § 6, hvorefter Straffe enten på Livet eller med legemlig Revselse, der er idømt Fanger, altid skal eksekveres i de andre Fangers Påsyn, i dette Tilfælde ville være i høj Grad utilrådelig såvel af Hensyn til de andre Fanger som navnlig i Betragtning af de lokale Forhold, der ville gøre det nødvendigt under Eksekutionen at samle Anstaltens 383 Fanger i Fængselsgården.

Ministeriet var ganske enigt i denne Anskuelse, men udtalte i øvrigt, at der heller ikke var nogen Nødvendighed for at bringe Bestemmelsen til Anvendelse, da den for så vidt angik de Fangerne idømte legemlige Disci­plinærstraffe var ændret ved en senere Lov af 3. December 1850, og denne Ændring ikke kunne være uden Indflydelse på Paragraffens øvrige Ind­hold.

Ministeriet meddelte da Amtmanden over Skanderborg Amt, at Henret­telsen ville være at foretage på Horsens Købstads sædvanlige Rettersted.

Møde i Elmshorn 20de April 1863 forbudt. (Efterskrift til Politivennen)

Den danske regering og monarki forsøgte, ganske som i det prækonstitionelle Preussen, at skabe enhed gennem forvaltning og regering frem for konstitutionel enhed. Reelt handlede man kun ud fra to programmer helstat- og ejderdanmark. Til disse var der reelt intet alternativ. Og begge ville føre til en krig. En episode fra april 1863 viser at man slog ned på andre som forsøgte sig med andre løsninger, her en genindførelse af den slesvig-holstenske grundlov fra 1848. I kommentarerne kan man læse de direkte løgne som aviserne bragte:

Fra Slesvig-Holsten, 20. april. En lang række repræsentanter for stænderne og andre fremtrædende mænd fra forskellige egne af landet mødtes i dag i Elmshorn med det formål at gøre landets politiske situation til genstand for diskussion. Inden mødet kunne åbnes, kom sognefogeden dog som repræsentant for den politiske myndighed for at meddele de fremmødte, at et politisk møde under ingen omstændigheder ville blive tolereret og muligvis ville stoppet med magt, til hvilket formål danskerne allerede havde rekvireret dragoner fra Itzehoe. På spørgsmålet om hvorvidt de tilstedeværende måtte mødes i et privat hus og drøfte tingene med hinanden, svarede sognefogeden at han dog ikke kunne forhindre de tilstedeværende i at mødes i et privat hus, men at enhver diskussion af politiske forhold også skulle undgås der, ellers ville myndighederne gribe ind. Som følge heraf besluttede de fremmødte at tage det næste tog til Hamborg. Ved 3-tiden om eftermiddagen mødtes de i "London Tavern" i St. Paulli. Antallet af fremmødte var omkring 200. Efter en længere diskussion blev følgende beslutninger vedtaget:

"I forhold til den sidste akt af den danske regerings politik, som blev gennemført gennem "Højeste Meddelelse" den 30. marts i år, erklærer det forsamlede Slesvig-Holsten: 1) Den tyske Forbundsdag og de tyske stormagter skal beskytte det tyske folks rettigheder og ære pligten til åbent og utvetydigt at give afkald på traktaterne af 1851/52, samt London-traktaten af ​​8. maj 1852, og til ikke at anerkende andet grundlag for deres videre politiske handling mod Danmark end gammel, usvækket lov om hertugdømmerne. 2) Hertugdømmernes folk kan kun finde reel sikkerhed for deres nationale liv og deres materielle interesser i foreningen af ​​Slesvig og Holsten til en forfatningsmæssigt ordnet stat, som det kommer til udtryk i statsgrundloven af 15. september 1848, oprettet af landets repræsentanter . 3) Situationen i landet kræver en hurtig indsats for at nå dette mål med alle lovlige midler.

Aus Schleswig-Holstein, 20. April. Aus verschiedenen Gegenden des Landes fand sich heute in Elmshorn eine grössere Anzahl von Ständeabgeordneten und andern Hervvorragenden Männern zusammen, in der Absicht die politische Lage des Landes zum Gegenstand der Erörterung zu machen. Bevor indessen noch die Versammlung eröffnet werden konnte, fand sich als Repräsentant der Politzeibehörde der Kirchspielsvogt ein, um den Anwesenden die Mittheilung zu machen, dass eine politische Versammling in keinem Fall geduldet, und eventuell mit Gewalt aufgelöst werden würde, zu welchem Zwecke auch bereits dänische Dragoner von Itzehoe requirirt worden waren. Auf die <frage, ob die Anwesenheden sich nicht in einem Privathause zusammenfinden und mit einander besprechen dürften, erwiderte der Kirchspielsvogt, dass er den Anwesenden allerdings nicht verwehren könne sich in einem Privathaus zusammenzufinden, dass aber auch dort jede Erörterung politischer Angelegenheiten unterbleiben müsste, widrigenfalls seitens der Behörde einschritten werden würde. In Folge dessen beschlossen die Anwesenden sich mit dem nächsten Zug nach Hamburg zu begegen. Nachmittags 3 Uhr fand man sich nun in dem Lokal "London Tavern" in St. Paulli zusammen. Die Zahl der Anwesenden betrug gegen 200. Nach einer längern Discussion wurden folgende Resolutionen gefasst:

"Gegenüber dem letzten, durch die "Allerhöschste Bekanntmachung" von 30. März d. J. vollzogenden Act der eiderdänischen Regierungspolitik erklären die versammelten Schleswig-Holsteiner: 1) Der deutsche Bundestag und die deutsche Grossmächte haben zur Wahrung des Rechts und Ehre des deutschen Volks die Pflicht sich von den Verträgen von 1851/52, so wie von dem londoner Tractat vom 8. Mai 1852 offen u. unzweideutig loszusagen, u. keine andere Grundlage für ihre fernere politische Action gegen Dänemark anzuerkennen als das alte ungescmälerte Recht der Herzogthümer. 2) Das Volk der Herzogthümer kann nur in der Vereinigung Schleswigs und Holsteins zu einem constitutionell geordnetem Staatswesen, wie solche in dem durch die Vertretung des Landes festgestellten Staatsgrundsetz vom 15. Sept. 1848 zur Geltung gebracht worden eine wirkliche Sicherung seines nationales Lebens und seiner materiellen Interessen finden. 3) Die Lage des Landes erfordert gebieterisch auf die Erreichung dieses Zieles mit allen rechtlichen Mitteln hinzuwirken.

(Bamberger Zeitung. 24. april 1863).

Den provisoriske regering i Slesvig-Holsten som blev dannet 24. marts 1848, vedtog en slesvig-holstensk forfatning den 15. september 1848. Den var en demokratisk og frihedsretlig forfatning som var hidtil uset såvel i Danmark som i de tyske lande. Den byggede bl.a. på en lige, direkte og almen valgret til en forfatningsgivende forsamling for et repræsentativt demokrati. Regeringen gik af den 22. oktober 1848.

Holstenernes protest.

Fra Slesvig-Holsten, 23. april

-- -

De samme resolutioner blev drøftet og vedtaget dagen efter på et møde med 400 mand, der blev holdt i Kiel. Folk var ikke så glade i Rendsborg. Derfra rapporterede "Altonaer Mercur" den 21. april: "I aften kom et stort antal borgere fra alle stænder sammen for at diskutere statsanliggender og især for at acceptere de resolutioner, der blev vedtaget i går i Hamborg sammenlignet med den sidste gennem "Allerhøjeste Meddelelse" af 30. marts i år i den lokale "Tonhalle". Allerede inden nogen drøftelse eller tale til de fremmødte fandt sted, forklarede politimester Tetens, som mødte samtidig op, til advokaten Wiggers, forudsat at denne havde indkaldt til mødet, at han ikke kunne tillade en drøftelse af de politiske beslutninger, og ville være nødt til at anmode om, at de forsamlede i pågældende tilfælde måtte forlade lokale. Efter at Wiggers svarede, at han selvfølgelig var en af ​​dem, der indkaldte, men at han ikke kunne se noget ulovligt i den påtænkte diskussion om nationale anliggender, især da lignende politiske møder og konsultationer fandt sted i alle byer i Kongeriget Danmark, og dette var heller ikke om accepten af ​​de kendte Antonaner-beslutninger, men de resolutioner, der blev vedtaget i går i Hamborg, bemærkede politibetjenten, at de sidste var ham ukendte, men at han ikke kunne indlade sig i nogen forhandlinger om sagen, og at han ville stadig nødt til at insistere på at opløse mødet. Da Wiggers til sidst spurgte, hvad der ville ske, hvis mødet ikke efterkom politiets ordre, og om der så ville blive brugt magt, forklarede politimesteren: i dette tilfælde ville han bruge de midler, han havde befalet, hvortil Wiggers til sidst svarede: truslen om vold vil være nok til at overtale de forsamlede til at gå hver til sit. Efter anmodning fra deres talsmand forlod de forsamlede borgere lokalet i et meget følelsesladet humør uden at have nået deres formål." - Enkelte deltagere i Altona-mødet den 13. april blev afhørt af politiet uden, som man hører, at afhøringen har frembragt evt. bemærkelsesværdige resultater ville have resulteret.

Der Protest der Holsteiner.

Aus Schleswig-Holstein, 23. April

- - -

Dieselben Resolutionen wurden Tags darauf in einer zu Kiel abgehalteten Versammlung von 400 Männern berathen und beschlossen. In Rendsburg war man nicht so glücklich. Von dort berichtet der "Altonaer Mercur" untern 21. April: "Heute Abends hatte sich eine grosse Anzahl von Bürgern aus allen Ständen zur Berathung in Landesangelegenheiten und speciell zur Annahme der gestern i Hamburg gefassten Resolutionen gegenüber dem letzten durch die "Allerhöchste Bekanntmachung" vom 30 März d. J. vollzogenen Act der eidendänichen Regierungspolitik in der hiesigen "Tonhalle" versammelt. Noch bevor irgeneine Besprechung oder Ansprache an die Anwesenden stattgefunden, erklärte der glechzeitig erschienene Polizeimeister Tetens dem Advocaten Wiggers, unter Annahme dass letzterer die Versammlung berufen habe, er könne eine Berathung über die in Frage stehenden politischen Resolutionen nicht gestatten, und müsse die Versammelten auffordern das Local zu verlassen. Nachdem Wiggers erwiedert dass er freilich mit zu den Berufenden gehöre, jedoch in der beabsichtigten Besprechung in Landesangelegenheiten nichts ungesetzliches sehen könne, zumal in jeder Stadt des Königsreiches Dänemark ähnliche politische Zusammenkünfte und Berathungen stattfänden, und es sich hier auch nicht um die Annahme der bekannten Antonaer Beschlüsse, sondern der gestern in Hamburg gefassten Resolutionen handle, bemerkte der Polizeimester dass letztere ihm allerdings unbekannt seyen, er sich jedoch auf keine Verhandlungen über die Sache einlassen könne und auf Auflösung der Versammling gleichwohl bestehen müsse. Auf die endliche Frage von Wiggers: was geschehen würde wenn die Versammlung dem polizeilichen Befehl keine Folge gäbe, ob alsdann Gewaltmassregeln angewandt werden würden, erklärte der Polizeimeister: er werde in diesem Fall allerdings die ihm zu Gebot stehenden Mittel anwenden müssen, worauf schliesslich Wiggers erwiederte: Die Androhung der Gewalt werde schon hinreichen die Versammelten zum Ayseinandergehen zu bewegen. Die versammelten Bürger verliessen auf Aufforderung ihres Wortführers hiernach, ohne ihren Zweck erreicht zu haben, das Local in sehr bewegter Stimmung." - Einzelne Theilnehmer der Altonaer Versammlung von 13 April sind plolizeilich vernommen worden ohne dass, wie man hört, die Vernehmung ein nenneswerthes Resultat ergeben hätte. 

(Allgemeine Zeitung. 27. april 1863. Uddrag)

Advokat Wilhelm Eduard Wiggers (1815-1892) spillede en rolle i proklamationen af hertugen af Slesvigholsten, fx i Elmshorn december 1863. Efter at Bismarck havde overbevist Preussens kejser om det umulige i det projekt, løb det ud i sandet. I perioden 1848-1865 var han en af de ledende liberale politikere i Slesvig-Holsten. Han var uddannet ved Kiel Universitet 1837 og 1838- notar og advokat i Rendsborg. Allerede i 1838 talte han for at sammenlægge Slesvigs og Holstens stænderforsamlinger. 1847 blev han selv valgt til Holstens stænderforsamling, 11. juli 1850 tillige til Landsforsamlingen hvor han sad indtil 1851 hvor den blev opløst. Han blev tvunget til at nedlægge sin bestalling som advokat 1853-1860, og arbejdede i denne periode som notar. 1857 blev han medlem af Rendsborg byråd. 19. januar blev han første borgerordfører her. Han repræsenterede Rendsborg i den holstenske stænderforsamling fra 1861. Han var særdeles aktiv alle disse steder. Efter 1864 blev de liberale splittede og han gled langsomt ud. I 1885 blev han udnævnt til æresborger i Rendsborg, og der blev oprettet et mindesmærke for ham.

Den holstenske stænderforsamling bestod 1863 af 50 medlemmer valgt af 3 stænder: 5 gejstlige, 4 prælater og riddere, 9 større godsbesiddere, 16 mindre landejendomsbesidder, 15 borgere i byer og flækker (heriblandt Wiggers og Thomsen-Oldesloe) og 1 fra Kiel Universitet. 

Altona, den 22de April. Idag maa jeg fortælle Dem lidt om en slesvig-holsteensk Protest, der iforgaars Aftes blev vedtagen og nedlagt imod Kundgjørelsen af 30te Marts. Protesten skulde eller Planen i Søndags være bleven ladt i Elmshorn, men da Øvrigheden ikke syntes synderlig om en saadan rll val Demonstration, maatte de gode slesvigholsteenske Patrioter, hvoriblandt endeel slesvigske og holsteenske Stænderdeputerede samt enkelte Advocater fra Altona, Kiel, Rendsborg og Elmshorn, reise længere syd paa for at udføre deres Hverv, og det blev da det i det Hamborgske liggende Beværtningssted "London Tavern", der kom til at nyde Æren. Io >ngt er eet høist charakteristisk for de Holstenske Parti« er,re, at det imorgen fra den preussiske Hovedstad arriverede Nummer af "Nazional Zeitung' allerede meddeler Protestens Indhold, endskjøndt Offentliggjørelsen i Berlin havde været aldeles umulig, dersom den var bleven sendt dertil efter Vedtagelsen. Protesten lyder saaledes:

"Ligeoverfor den ved Kundgjørelsen af 30te Marts udførte Handling af eiderdansk Regjeringspolitik erklære vi samlede Slesvig-Holstenere:

1) Den tydske Forbundsdag og de tydske Stormagter ere ved Ret og Ære forpligtede til aabent og utvetydigt at fratræde Overeenskomsterne fra 1851-52 og Londonertraktaten af 8de Mai 1852, og de bør for deres fremtidige politiske Optræden imod Danmark ikke anerkjende nogen anden Basis end Hertugdømmernes gamle og uforandrede Ret.

2) Kun i Slesvigs og Holsteens Forbindelse til en konstitutionel ordnet Stat, som udtalt i den af Landets Repræsentation udarbeidede Statsgrundlov af 15de September 1848, kan Hertugdommernes Befolkning erkjende en virkelig Sikkerhed for sit nationale Liv og sine materielle Interesser..

3) Situationen fordrer bydende, at der ved alle lovlige Midler virkes for Opnaaelsen af dette Formaal.

(Folkets Avis - København 24. april 1863).

Vedr. oplysningen om at det preussiske "Nazional Zeitung" skulle have skrevet om protesten før den blev vedtaget, har jeg ikke kunnet verificere dette i de digitaliserede udgaver 22.-27. april 1862 (efter den dato er det irrelevant). Det er derfor nærliggende at antage at oplysningen er falsk og anbragt af propagandistiske årsager.

Fra Eideren skrives den 22de April til "Fs. Stststd.": Det lader til, som de bekjendte "Erhebungs"-Dage atter nærme sig med stærke Skridt. Der er et mægtigt Røre i Holsteen, som naturligviis ogsaa forplanter sig til de sydlige Dele af Slesvig. Ligesom i 1848 synes det iaar, som forsultne Advocater og herskesyge Riddere have gjort eller ville gjøre fælles Sag, og at Folket, desværre nu som før, blindt vil lyde deres Feltraab. Folkeforsamlinger søges afholdte paa forskjellige Steder der i Landet, og uagtet Politiet deels har forhindret dem, deels jaget dem fra hverandre, saa er det dog ikke tvivlsomt, at man har vundet en talrig Tilslutning til de bekjendte Resolutioner, som skulle tilstilles Frankfurtforsamlingen. For et Par Dage siden skulde en Forsamling have fundet Sted i Elmshorn, men Politiet forhindrede den, hvorpaa Deeltagerne toge til Hamborg for at fuldføre deres Forsæt. Igaar Aftes skulde en større Forsamling have fundet Sted i Rendsborg i den saakaldte "Tonhalle", men Politiet opløste den. Efter Sigende skulde der være paatænkt idag at holde Forsamling i Rortorf - berygtet fra 1846 - , men om den er kommen istand, har jeg endnu ei erfaret. Dog, hvorom Alting er, og hvilke Forholdsregler end Politiet tager - i Virkeligheden eller tilsyneladende - , saa er der ingen Tvivl om, at man vil faae en talrig Tilslutning til Resolutionerne, thi Advokat Wiggers og hans Følgesvende skye sikkerlig intet Middel for at opnaae deres Øiemed. Delte er Frugterne af Fortidens Sæd. Man behøver kun at lade Tanken glide en Smule tilbage, blot til den rendsborgske Turnerfest, for at ihukomme, hvilke udmærkede Allierede Slesvig-Holstenerne besidde indenfor den berygtede Eiderfæstnings Omraade. Det var jo, som bekjendt, et berømt Kløverblad der, som man i Almindelighed tilkjendte Æren for, at hiin skandaleuse Demonstration blev tilladt. Vi have allerede i 9 Maaneder seet den bære rigelige Frugter, og hvem fornegte, at Nutiden synes at love os en endnu rigere Høst? Fra Slesvig og Ekernførde har Samfærdselen i disse sidste 14 Dage været meget levende, og det er neppe feil gjættet, naar jeg antager, at en heel Deel af de Navne, som komme til at figurere paa de Hjertesuk, der skulle sendes til Frankfurt, anføres som slesvigske. Der turde maaskee ved Siden deraf opkastes det Spørgsmaal, om alle de angivne Slesvigere ere ægte. Dog har det neppe stor Betydning i de tydske Øine; thi naar Advocater og Notarer, som f. Ex. Wiggers i Rendsborg, bekræfte Underskrifternes eller Forhandlingens Ægthed - ja, saa er den ægte. Fra Tydskland fortælles der nu vidt og bredt til Menigmand om den kraftige Bistand, Slesvigholsteens Sag vil sinde. Ja, man lover sig ei blot en Occupation af Holsteen, men af Slesvig med. At der Intet vil blive af Udsondringen, naar man blot stiller sig paa Bagbenene, er naturligviis den Lokkemad, hvormed, man holder Mængden i Aande.

(Svendborg Amtstidende 25. april 1863).

Holstenernes Protest. (Efterskrift til Politivennen)

Holstenernes protest, 14. april. Efter det sidste københavnske møde i Casino og efter det kongelige dekret af 30. marts, der dukkede op i kølvandet på det, og som indledte udskillelsen af ​​Holsten og banede vejen for indlemmelsen af ​​Slesvig, syntes det påtrængende nødvendigt at også hertugdømmernes folk hæver deres stemme for at modsætte sig denne nye hån ved at  protestere mod denne nye lovovertrædelse. I de seneste dage har der været møder i flere byer i Holsten (i hertugdømmet Slesvig var det svært at opnå noget lignende på grund af politiets pres der), hvor der blev sat ord på denne protest. Dette er hidtil sket i Altona, Kiel og Rendsburg, de tre vigtigste byer i Holsten; Men ifølge rapporter vil lignende møder også finde sted andre steder. De resolutioner, som blev vedtaget med akklamation efter en kort debat på et møde med flere hundrede mennesker, der blev holdt i går aftes i Altona (i Thiedes kaffehus, hvor også danske officerer frekventerede) er følgende: 1) Beslutningen fra det sidste holstenske stændermøde, at opfordre den tyske forbundsforsamling til at beskytte hertugdømmernes rettigheder og interesser mod danske indgreb har vort fulde opbakning, og lad os takke Stænderforsamlingen for dette, samtidig med at vi udtrykker håbet og forventningen til at Stænderforsamlingen stærkt vil dæmme op for disse indgreb, hvilket ser ud til at være påtrængende nødvendigt efter de seneste begivenheder ved det sidste møde i Casino. Fortsat eksistens af den ulovligt udstedte grundlov af 2. oktober 1855 for kongeriget Danmark og Hertugdømmet Slesvig alene kræver en situation, der svarer til indlemmelsen af ​​hertugdømmet Slesvig i kongeriget Danmark, og må derfor ikke længere være tilladt på tysk side, det er nu først og fremmest Slesvig og Holsten der ikke er provinser af Danmark, som det danske folk og deres regering har jurisdiktionsinteresser over eller kan skalte og valte med. Slesvig og Holsten har ret til en tæt politisk forbindelse som selvstændige suveræne hertugdømmer. Hertugdømmerne har en aldrig opgivet ret til en fælles forfatning og forening, til en selvstændig arvefølge i deres eget kongehus, adskilt fra Danmark. For så vidt angår London-protokollen af ​​8. maj 1852, er betingelserne såvel som de beføjelser som de der underskrev den, ikke opfyldt. Især er det nu, Danmark har opfyldt sine forpligtelser over for Tyskland gennem dekretet af 30. marts. J. har åbenlyst brudt de to tyske stormagters ret og pligt til straks at trække sig ud af London-protokollen og resolut afvise enhver yderligere forpligtelse i forhold hertil. Slesvig og Holsten har ret til en tæt politisk forbindelse, som selvstændige suveræne hertugdømmer. Hertugdømmerne har en aldrig opgivet ret til en fælles forfatning og forening, til en selvstændig arvefølge i deres eget kongehus, adskilt fra Danmark. For så vidt angår London-protokollen af ​​8. maj 1852, er betingelserne, som de beføjelser, der underskrev den, ikke var opfyldt. Især er det nu, hvor Danmark ikke har opfyldt sine forpligtelser over for Tyskland gennem dekretet af 30. marts i år og åbenlyst har brudt det, de to tyske stormagters ret og pligt til straks at trække sig ud af London-protokollen og resolut afvise enhver yderligere forpligtelse i forhold hertil. 5) Det er både ret og pligt for det tyske forbund straks at gå over til besættelsen af ​​hertugdømmerne Slesvig og Holsten, således at den danske regering ikke i mellemtiden kan fortsætte på traktatbrudets vej, og også for at ikke som andre steder, også her får den uheldige forsømmelse af fastlagte kendsgerninger fat, og endelig for at de europæiske magter ikke går med til nogen form for anerkendelse af dem.

Protest der Holsteiner, 14 April. Nach der letzten Kopenhagener Casinoversammling und nach dem in ihrem Gefolge erschienenen königlichen Erlass vom 30 März, der die Aussonderung Holsteins anbahnt und den Weg für die Incorporation Schleswigs ebnet, erschien es dringend nothwendig dass auch das Volk der Herzogthümer seine Stimme erhebe, um gegen diese neue Verhöhnung, gegen diesen neuen Rechtsbruch zu protestieren. Es haben in diesen Tagen in mehreren Städten Holsteins (im Herzogthum Schleswig wurde es wegen des dort herrschenden polizeilichen Drucks schwer halten ähnliches zu Stande zu bringen) Versammlungen stattgefunden, in welchen diesem Protest Worte geliehen sind. Namentlich ist diess bisher in Altona, Kiel und Rendsburg, den drei bedeutendsten Städten Holsteins, geschehen; dem Vernehmen nach werden jedoch auch an andern Orten ähnliche Kundgebungen stattfinden. Die Resolutionen welche von einer gestern Abends in  Altona (in Thiede's Kaffeehaus, wo zufällig auch dänische Officiere verkehren) abgehaltenen Versammlung von mehreren hundert Personen nach kurzer Debatte durch Acclamation zum Beschluss erhoben wurden, lauten wie folgt: 1) Der Beschluss der letzten holsteinischen Ständeversammlung, die deutsche Bundesversammlung um Schutz für die Rechte und Interessen der Herzogthümer gegen danische Uebergriffe anzurufen, hat unsere volle Zustimmung, und statten wir dafür der Ständeversammlung unsern Dank ab, indem wir zugleich die Hoffnung und Erwartung aussprechen: die hohe Stänmdeversammlung werde jenen Uebergriffe einen kräftigen Damm entgegensetzen, was nach den neuesten Vorgängen in der letzten Casinoversammlung als dringend nothwendig erscheint. Der Fortbestand der rechtswidrig erlassenen Verfassung vom 2 October 1855 für das Königreich Dänemark und das Herzogthum Schleswig allein bedingt einen Zustand der gleich der Incorporation des Herzogthums Schleswig in das Königreich Dänemark ist, und darf daher deutscherseits nicht langer zugelassen werden, vielmehr ist jetzt vor allen Dingen dahin zu wirken dass der Status quo ante, wie derselbe zur Zeit des Bundesbeschlusses vom 17 September 1846 bestdand, und von dem König von Dänemark anerkannt wear, wiedergestellt werden Schleswig und Holstein sind keine Provinzen Dänemakrs, über welche das dänische Volk und seine Regierung nach dänischen Interessen oder nach Gutbünken zu schalten un zu walten haben. Schleswig und Holstein haben ain Recht auf enge politische Verbindung, als selbständige souveräne Herzogthümer. Die Herzogthümer haben ein niemals aufgegebenes Recht auf eine gemeinsame constitutionelle Verfassung und Verbindung, auf eine selbständige von Dänemark getrennte Erbfolge in ihrem angestdammten Fürstenhause. Was das Londoner Protokoll vom 8 Mai 1852 betrifft, so sind die Voraussetzungen nicht in Erfüllung gegangen von welchem damals die Mächte die dasselbe unterzeichnet haben ausgegangen sind. Namentlich ist es jetzt, nachden Dänemark seine Verpflichtungen Deutschland, gegenüber durch den Erlass vom 30 März d. J. offen gebrochen hat, Recht und Pflicht der beiden deutschen Grossmächte sich unverzüglich von dem Londoner Protokoll loszusagen, und jede fernere Verbindlichkeit in Bezug auf dasselbe entschieden abzulehnen. 5) Es ist so wohl das Recht wie die Pflicht des deutchen Bundes nunmehr unverweilt zur Besetzung der Herzogthümer Schleswig und Holstein zu schreiten, damit nicht inzwischen die dänische Regierung auf dem Wege des Vertragsbruchs weiter gehen könne, damit ferner nicht nicht wie anderwärts, so auch hier, das leidige Nachsehen gegen fertige Thatsachen Platz greife, und endlich damit nicht inzwischen die europäischen Mächte sich zu irgend einem Act der Anerkennung derselben verstehen. 

(Allgemeine Zeitung 17. april 1863)

https://api.digitale-sammlungen.de/iiif/presentation/v2/bsb10504934/canvas/263/view

Begivenhederne accelerede, se indslaget om forbud mod mødet i Elshorn.