Wiincke. (Efterskrift til Politivennen)

- For nogle Dage siden sad paa en Gjæstgivergaard i Nyborg en stortalende tydsk Handelsreisende, en Hr. Wiincke, der rejser for Huset Joh. Erasmi i Lübek, og i Selskab med ham befandt sig foruden flere Danske ogsaa nogle Offiserer fra en paa Rheden liggende russisk Fregat. Da en af dem ønskede Oplysning om Aarsagen til den dansk-tydske Strid, paatog Hr. Wiincke sig at forklare ham, at Grunden var den at Danmark underkuede Slesvig, sendte Udskudet af sin Embedsstand derover for at pine Befolkningen osv. Denne uforskammede Paastand blev strax mødt med en alvorlig Protest, og desuden offentliggjorde en Tilstedeværende det Passerede i Byens Avis og opfordrede de Handlende til ikke at gjøre Forretninger med Hr. Wiincke. Formodentlig har Følgen ogsaa været, al han har maattet forlade Nyborg med uforrettet Sag; men derved er det ikke blevet. Fra Nyborg begav han sig over Svendborg og Taasinge til Rudkjøbing, og her var der beredt ham en ubehagelig Overraskelse. Man havde fra Nyborg underrettet Rudkjøbingerne om hans Komme og bedet dem om at berede ham "en passende Modtagelse". Følgen heraf var, at en Del af Byens Indvaanere havde forsamlet sig paa Hotellet og ventede paa ham for at tage imod ham. Man havde, saa vidt det kan ses af Referatet i "Langelands Avis", været saa ivrig for, at han ikke skulde slippe, at man havde udstillet Forposter ved Havnen, der skulde melde til Hotellet, saasnart en Baad var i Sigte, for at man da strax kunde begive sig ned og give Fyren en Velkomst, og det ser næsten ud til, at de patriotiske Borgere i Rudkjøbing have været samlede den hele Nat i denne vigtige Anledning. Tydskeren var dog fiffigere end de, thi medens de holdt Krigsraad i "Hotel Skandinavien" laa han ganske rolig og sov i Væmmenæs Færgegaard, og først næste Morgen kom han til Rudkjøbing. Da maa de Ventende være blevne trætte og have adspredt sig, thi de fik ikke fat i "den høie, noble Rejsende", som "Langelands Av." noget naivt kalder ham; formodentlig er han bleven underrettet om, hvad der var igjære, og han blev derfor ikke i Rudkjøbing, men skyndte sig over Langeland til Nakskov. Ogsaa der kan han imidlertid vente det Værste; thi fra Rudkjøbing har man telegraferet til Nakskov med den Bøn, at man der vil give Hr. Wiincke den "passende" Modtagelse, som han ikke fik i Rudkjøbing, og man venter at Nakskoviterne ville lade Anmodningen gaa videre pr. Telegraf til den næste By, hvorhen den ulykkelige Lübecker, der vist neppe oftere paa dansk Grund vil fortælle Løgne om danske Forhold, derfra begiver sig.

(Jyllands-Posten 21. august 1863).

I 1840erne er registreret i Lübecks adressebog et firma Joh. Erasmi Sohn, købmand Joh. Peter Friedr. Erasmi. Lager af stenvarer, tysk og fransk porcelæn og glasvarer. Kommissions- og speditionsselskab. Alsstrasse 34 i Lübeck. Et tilknyttet firma havde købmand Heinr. Erasmi, samme adresse. Joh. Erasmi stod registreret som medlem af arrangementet Allgemeine Deitsche Sängerfest zu Lübeck, 26.-29. juni 1847.

Søndre Birk. (Efterskrift til Politivennen)

Søndre Birk.

Der er i den senere Tid fremført adskillige Anker med Hensyn til Tilstanden i Søndre Birk. Omenskjøndt nu Birkedommeren, Justitsraad Petersen, mod hvem disse Anker væsentlig have været rettede, ingenlunde kan siges at udfolde den Virksomhed og Energi, der er nødvendig for Ordenens fuldstændige Opretholdelse i saa stærkt bebyggede Distrikter som dem, man træffer herude, saa ere dog Skildringerne i den Grad overdrevne, at de maae bibringe Publikum aldeles falske Forestillinger om de Forhold, de omtale.

En Hr. G. har saaledes i "Dagbladet" Nr. 182 fremsat en Række Anker, der mere udmærke sig ved den flotte og ugenerte Tone, hvori de ere holdte end ved deres Sandhed og Nøiagtighed. Det er øiensynligt, at den ærede Indsender har villet dække sin Mangel paa Positiviteter i den omhandlede Retning, ved at fremstille de forholdsviis tarvelige Krummer, han havde, i Hyperboler, gjennem hvilke man kun ved Hjælp af et meget nøie Lokalkjendskab kan skimte Sandheden. Det er ganske sikkert, at der ikke skader nogen regelmæssig Patrouilleren af Politibetjentene Sted, men saafremt Hr. G. tilfældigviis kjender disse Herrer, der rigtignok altid gaae civilt klædte, til han vistnok jevnlig have havt Leilighed til at see dem passere Gaderne: at de desuagtet maaskee ved flere Leiligheder forholde sig noget passive, maa vel nærmest søges begrundet i den Omstændighed, at Gaderne (Schønbergs-, Schouws- og Danmarksgade) ere private, og altsaa ikke i den Grad undergivne den offentlige Kontrol, som f. Ex Kiøbenhavns Gader. At "der gives Enkelte, som ville paastaae at have truffet en Vægter", er i høi Grad sandsynligt, eftersom dennes Nærværelse jevnlig fordres i Løbet af Natten for at lukke Folk ind. Det er mig en Glæde at erfare, at Hr. G. aldrig har hørt Vægteren raabe, da jeg deri seer et Beviis paa, at hiin Herre nyder en sund og stadig Søvn.

Den ærede Indsender gaaer dernæst over til i høie Raab at beklage sig over, at Gaderne herude, og da især Schønbergsgade, gjøres til Græsgange for hele Flokke af Kreaturer, navnlig Lam, der i Forening med Skarer af Qvægdrivere, Drenge, Vagabonder etc. etc. synes at have sat sig til Opgave at ryste Hr. G. s Nerver. Atter her skorter det paa Nøiagtighed i Fremstillingen. Sagen er nemlig den, at der henligger flere ubenyttede, græsbevoxede Byggegrunde herude, paa hvilke man i Løbet af den sidst Maaned nu og da har ladet nogle Lam græsse; større Kreaturer har jeg aldrig seet græsse herude, naar undtages en eenlig Hest, der ved sin i Sandhed fuldkommen maadeholdne Optræden umulig nogensinde kan have generet Hr G. I selve Gaderne findes ikke Kreaturføde. Ved Qvægdriverne skal jeg ikke nærmere dvæle, da de faa Repræsentanter for denne Klasse af Samfundet, der have havt Forretninger herude, ikke ved deres Optræden have afgivet nogen skjellig Grund til Klage. Af Vagabonder har jeg i de 2 Aar, hvori det schønbergske Qvarteer har intereeseret mig, seet saa ringe et Antal Exemplarer, at jeg umulig kan indrømme Berettigelsen til at charakterisere Gaderne som Samlingssteder for disse Individer. Med Hensyn til Drengene og Sælgekonerne maa jeg derimod give Hr G. Ret, naturligviis med de Modifikationer, som næsten altid maa anvendes overfor heftige Udgydelser. Det er ganske sikkert, at Drengene, der hu have saa ypperlige Tumlepladser, ofte ere mere støiende i deres barnlige Forlystelser, end man kunde ønske det - ligesaa sikkert, som det er, at Sælgekonerne have udraabt deres Varer tilsalg efter Kl. 9 om Søndagen; med Hensyn til dette sidste er der imidlertid, efter hvad jeg har kunnet bringe i Erfaring, nu udgaaet Forbud fra Birkedommeren, ligesom det maaskee vil være Hr. G. bekjendt, at der allerede for nogen Tid siden er truffet meget energiske Forholdsregler med Hensyn til de af ham antydede tidligere desværre temmelig hyppigt forekommende Onder

Iøvrigt skal jeg kun endnu tillade mig at bemærke, at Frederiksberg Kommune, med sin store Folkemængde, ikke efter min Anskuelse længer bør høre sammen med et Landdistrikt, ligesaa lidt som Tiden endnu er kommen til at indoptage samme under Kjøbenhavn. Lad Frederiksberg Kommune faae Kjøbstadrettighed og lad den faa arbeide med sine egne Kræfter paa sin egen Udvikling; da vil det blive muligt at bringe Orden tilveie i alle Retninger, uagtet man med Forholdene, som de ere, kan finde sig ret tilfreds i søndre Birk. H.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. august 1863).

Københavns Amts Rytterdistrikts Birk var i 1819 blevet nedlagt og opdelt i Københavns Amts Nordre Birk (Brønshøj Sogn, Gentofte, Lyngby og Søllerød sogne på Nordegnen samt Gladsaxe, Værløse, Herlev, Ballerup, Måløv, Ledøje og Smørum sogne på Nordvestegnen), Københavns Amts Søndre Birk (Frederiksberg Sogn og Hvidovre, Rødovre, Brøndbyøster, Brøndbyvester, Glostrup, Herstedøster, Herstedvester, Vallensbæk, Høje Tåstrup, Sengeløse, Ishøj samt Torslunde sogne på Vestegnen) og endelig Amager Birk. Siden 1848 alle med hovedsæde på Blegdamsvej på det indre københavnske Nørrebro i det nye fælles Københavns Amts Ting- og Arresthus, som tillige kom til at rumme amtsrådet og dets amtskommunale administration. 

Med denne fjerne placering fra jurisdiktionerne, fremvæksten af hovedstadens to byer, København og Frederiksberg, og den betydelige befolkningstilvækst i det nordlige opland, måtte denne jurisdiktionelle ordning gennemgå en række tilpasninger i århundredets sidste halvdel.

Københavns Amtskommune magtede ikke opgaverne på Frederiksberg, og kommunen (med et mindre tilskud fra amtskommunen) måtte derfor i stadig større omfang løfte opgaverne selv. Kommunen havde i 1865 ansat fire kommunale betjente som supplement til de stedlige amtsbetjente. I medfør af politiloven fra 1871 om bl.a. politivedtægter i købstæderne fik Frederiksberg en politivedtægt i 1872. Som i landets øvrige købstæder fastlagde vedtægten en række af de hidtidige politiopgaver, suppleret med nye, som var kommet til med industrialiseringen og den deraf følgende urbanisering. I 1874 ansattes en politiassistent som leder af det 10 mand store korps, der i 1876 kunne rykke ind i en kombineret politi- og brandstation ved Frederiksberg Runddel. 

Ved politiloven for København fra 1863 ændredes politiets ordning, og København fik i 1869 en politivedtægt. Med brokvarterernes hastige vækst bragtes det samlede antal politidistrikter i 1878 op på seks. På samme tid var den københavnske politistyrke på 20 år blevet mere end fordoblet og omfattede under byens politidirektør ikke færre end 282 betjente.

Zulu-Kaffer-Qvinder og indfødt Nubier. (Efterskrift til Politivennen)

Akrobaten og pantomimekunstneren Jean d'Abis (1807- ) havde i 1850'erne Danmark (og dele af udlandet) et omrejsende show. Han var artist, jonglør, kunstberider m.m. hvis forestillinger i Danmark og udlandet daterede sig helt tilbage til 1830'erne., bl. a. i 1840'erne optrådte han hos Price på Vesterbro, Tivoli, og turnerede rundt i Danmark. I hvert fra 1854 begyndte han at vise levende mennesker, fra 1860 en smuk og stærk Zulu Kaffer. I 1862 lavede han et reklamestunt ved i aviserne at annoncere med at hans menneskeæder fra Nubien var stukket af, og skulle have ædt 12 småbørn. (Se også indslaget med Joseph Liphards Raritetskabinet fra 1853).

Annonce i Sydfyenske Tidende 18. juli 1863. Annoncen fandtes i adskillige andre aviser. De blev også forevist bl.a. i Sommerlyst Teater (Sommerlyst lå på Frederiksberg Alle nærmest ved Runddelen), Korsør, Århus, Viborg.

Zulu-Kafferne. Den med Hr. d'Abis' Selskab til Aarhuus med Postdampskibet ankomne Zulu-Kafferinde saae sig nødsaget til, umiddelbart efter at være bleven indlogeret i "Hotel Cimbria", at søge Jordemoderens Assistance, og nedkom kort derefter med et velskabt Drengebarn, der bragte Beviser for sin ægte Herkomst ved at producere sig med sorte Øren, sorte Brystvorter og andre Sorte Legemsdele; allerede i Mandags er den øvrige lyse Couleur forvandlet til kobberbruun. (Aarh. Av.)

(Sydfyenske Tidende 29. juli 1863).

Nyheden var muligvis endnu et af Jean d'Abis' reklamestunts, idet fødslen ikke er indført i kirkebøgerne.

- Hr. Jean d'Abis fra Kjøbenhavn er indtrufen hertil Viborg med en eiendommelig Familie: en 30aarig Nubier, gift med en 28aarig Zulukafferinde, tilligemed en Datter paa 10 Aar samt et for en Maaned tilbage i Aarhuus født velskabt Drengebarn. Endvidere har han medbragt en sjelden Insectsamling, der fra forskjellige Steder er bleven omtalt som særdeles interessant. (Om Stedet og Tiden for Foreviisningen see under Advertissements).

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 27. august 1863).

Jean d'Abis turnerede i 1866 med seks levende dværgaber. Han turnerede også i Tyskland. Hustruen Marie Catrine d'Abis, f. Werning (1798-1871) døde i København og er begravet på Holmens Kirkegård. Efter hendes død stoppede d'Abis turnelivet og døde 1875. Han blev begravet ved siden af hustruen. Se Anders Enevig: Gøglere, hypnotisøerer og savoyarder. (2003)

Krudtexplosion paa Grønlandsfarer. (Efterskrift til Politivennen)

- I "Aalesunds Tid." skrives angaaende en Krudtexplosion paa Grønlandsfareren "Genius", den 22de Juli: Sidstleden Søndag Middag indkom hertil i meget beskadiget Tilstand Grønlandsfareren Brig "Genius", ført at Kapt. Klaus Krøyer af Flensborg, med Tab af Kaptajn og 6 Mand af Besætningen, foranlediget ved en Explosion af tre Krudtdunke, som laa agterud i Fartøjet. Ulykken skete den 4de ds., nogle faa Dage efter Afrejsen fra Grønland, paa ca. 66½ Grad n. B. og 4½ Grad v. L. og havde et forfærdeligt Omfang, idet 5 Mand sporløst forsvandt, 2 Mand fandtes dræbte og Kaptajnen og 1 Mand i den Grad lemlæstede, at Manden døde efter et Par Timers Forløb og Kaptajnen efter 3 Døgn. Andre af Besætningen bleve mere eller mindre kvæstede, men uden betænkelige Følger. Hele Agterskibet reves op og sprængtes istykker til Vandkanten og henimod Stormasten, saa at Ladningen maatte lempes forover for at lette Skibet agter, dog lykkedes del i det stille Vejr ved Mandskabets udholdende Bestræbelser at forbinde Fartøjet med flere Rund-Surringer og at stoppe de værste Aabninger med Sejl saa vidt, at det kunde holdes Ians med Pumpen og sejle for Vinden. Efter flere Dages omskiftende Vind og ofte yderst farefuld Stilling traf Skibet sidstleden Løverdag Aften paa Fiskeskøjten "Loupen", hvis Skipper, Gullachsen, bragte Fartøjet herind. Ved den allerede afgivne Søforklaring er man ikke kommen paa mindste Spor efter, hvad der har foranlediget Ulykken. Fangsten bestaar kun af 650 Stkr. Sæl. Det tiloversblevne Mandskab udgjør 41 Mand, og Befalhaver er nu Styrmand Schinkel. Hvad der skal foretages med Fartøjet, er endnu uvist, men uden omfattende Reparation kan det ikke komme herfra.

(Jyllands-Posten 5. august 1863).

Veteran fra 1801. (Efterskrift til Politivennen)

- Thisted, den 27de Juli. (Byens Av.) I Stagstrup lever endnu en Veteran fra 1801, nemlig Poul Hummelshøj, der er født i Hummelshøjhus i Skyum den 8de Oktober 1778. Etter sin Konfirmation 1795 tog han Tjeneste i Skjoldborg Præstegaard i 3 Aar og gav sig siden i Tømmerlære. Her forlovede han sig med sin endnu levende Hustru Dorthe Marie Olesdatter og blev i Aarer 1800 udskreven til Aarhus. Om Foraaret 1801 kom han til Kjøbenhavn og deltog i det mindeværdige Slag under B. U. Middelbo paa "Søhesten", der maatte stryge, efterat Femtedelen af Besætningen var bortskudt. Han blev saaledes Fange og i 10 Dage holdt paa Halvkost og strengt bevogtet, siden blev han udleveret tilligemed de andre Fanger almindelig Bededag, forblev en 3 Ugers Tid paa Amager ved Skandsearbejde og kom samme Aar til Itzehoe. Siden gjorde han flere Mønstringer til 1806, da ophørte hans Militærtjeneste paa Grund af, at han blev valgt til Lægdsmand og Sognefoged, hvortil han flere Gange blev gjenvalgt. Den 10de December 1803 giftede han sig, og hvis han og hans Hustru leve Aaret ud, kunne de altsaa fejre Diamantbryllup. Foruden deres 2 levende Børn, hvoraf Sønnen er Gaardmand i Hørdum og Datteren Gaordmandskone i Stagstrup, have de antaget sig 3 Plejebørn, 2 Piger, som nu ere lykkelige Husmødre, og en Søn af deres ældste Plejedatter. For nogle Aar siden overdrog de deres Hjem til ham, og han har alter overdraget Stedet og Plejeforældrene til deres Svigersøn og Datter, hos hvem de agtværdige Gamle nyde en glad og lykkelig Alderdom.

(Jyllands-Posten 3. august 1863).