Friedrich VIII proklameres i slesvigske Byer. 6te til 8de Februar 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Oversættelse af tysk artikel, original under oversættelsen:

Kiel, 4. februar. Angående hertugens proklamation i Eckernförde erfarer man senere, at den foregik således. Om eftermiddagen ved 5-tiden marcherede deputeretkollegiet i spidsen for en stor skare mennesker til lyden af ​​den slesvig-holstenske folkesang foran rådhuset, hvor borgerordføreren (borgerrepræsentant?), hr. C. F. Stegelmann, holdt en tale til den forsamlede skare og understregede, at hans højhed hertug Friedrich VIII nu var den legitime hersker, og efter at de forsamlede var blevet spurgt, om de delte denne mening, blev hertug Friedrich VIII på vegne af byens repræsentanter udråbt til regent med dundrende Leve. Afslutningen på denne akt blev afsyngelsen af ​​koralen: "Nu takker alle Gud". Byens gader var dekoreret med slesvig-holstenske og det sort-rød-gule flag, og om aftenen blev byen illumineret. - Om kammerherren baron Hugo v. Plessen i Eckernförde (bror til den bekendte baron Karl von Scheel-Plessen), der beklæder embedet som kongelig kommissær i Dänisch-Wohlder og Schwansen adelige godsdistrikter, ligesom herredsfoged v. Zühlen menes det, at de frivilligt vil træde tilbage fra deres poster.

Kiel, den 4. Februar. Ueber die Proclamirung des Herzogs in Eckernförde erfährt man nachträglich noch, dass dieselbe in folgender Weise vor sich gegangen. Nachmittag gegen 5 Uhr zog das Deputirtencollegium an der Spitze einer grossen Volksmenge under den Klängen des Schleswig-Holsteinischen Volksliedes vor das Rathhaus, wo der Bürgerworthalter, Herr C. F. Stegelmann, eine Ansprache an die versammelte Menge hielt, indem er hervorhob, dass Se. Hoheit Herzog Friedrich VIII. nunmehr der legitime Herrscher sei, und nachdem der Versammelten befragt, ob sie auch dieser Meinung wären, wurde unter donnernden Hoche Herzog Friedrich VIII. in Namen der Stadtrepräsentanten als Regent proclamirt. Den Schluss dieses Actes bildete die Absingung des Chorals: "Nun danket alle Gott". Die Strassen der Stadt waren mit Schleswig-Holsteinischen und schwarz-roth-goldenen Fahnen geschmückt und Abends war die Stadt illuminirt. - Von dem Kammerherrn Baron Hugo v. Plessen in Eckernförde (Bruder des bekannte Baron Karl v. Scheel-Plessen), der in den Dänisch-Wohlder und Schwansener adligen Gütedistricten das Amt eines königlichen Commissars versieht, so wie dem Hardesvogt v. Zühlen glaubt man, dass sie freiwillig ihre Aemter niederlegen werden. 

(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger 6. februar 1864)

Troskabsadresser til Friedrich VIII kan man bl.a. se i "Addresses of Allegiance presented by the corporations and inhabitants of the duchy of Schleswig..." (1864). Værket blev udarbejdet til brug ved London-konferencen.

En demonstration den 14. oktober 1865 til fordel for Friedrich VIII førte til at Stegelmann sammen med senator Dehn blev suspenderet i oktober 1865 og der blev indledt en undersøgelse som førte til at han blev afskediget i november. Eckernförde deputeretkollegium protesterede den 15. december 1865 over dette, men blev i januar 1866 afvist, og han var fortsat ikke valgbar. Den 12. august 1866 blev Stegelmann og Dehn på trods af den tidligere guvernør Manteuffels forbud mod at de kunne vælges, genvalgt som deputeret for Eckernförde. Stegelmann med 82 ud af 101 afgivne stemmer.

Kammerherre og preussisk regeringsråd Hugo von Plessen (1818-1904) var amtmand i Gottorp og Hütten amter 1867-1888.

Det sort-rød-gule flag blev indført under martsrevolutionen 1848 for et forenet og demokratisk Tyskland. Afbrudt af en periode 1866-1918 med det preussisk-dominerede nordtyske forbunds og det tyske kejserriges sort-hvid-røde flag (også brugt af nazisterne fra 1933). Det sort-rød-gule flag blev indført 1945 med et andet indhold end det i 1864.

Preussen og Østrig indsatte 7. februar 1864 en Øverste Civilforvaltning med to civilkommissærer i Flensborg til at styre hertugdømmet, i stedet for det danske ministerium for Slesvig. 

Den 8. februar 1864 havde den preussiske civilkommissær, fhv. landråd og politidirektør i Berlin, Konstantin Freiherr von Zedlitz-Neukirch udstedt en bekendtgørelse om Slesvigs forvaltning, hvori bl.a. politiske foreninger, især de som var i forbindelse med udenlandske foreninger blev forbudt. Ligeledes blev offentlige politiske demonstationer og tilkendegivelser forbudt, især når de foregreb successionsspørgsmålet. Dette sidste var en direkte advarsel til tilhængerne af Frederik (VIII) som hertug af Slesvig-Holsten. I Nordslesvig var antallet af tilhængere ringe. Den 14. februar offentliggjordes navnet på den østrigske, diplomaten Friedrich Graf Revertera von Salandra (1827-1904). I første omgang rørte de dog ikke ved de ansatte (danske) embedsmænds ansættelse, men Preussen fik et forspring i at ansætte preussisk personale. En egentlig afskedigelsesbølge startede først i marts 1864.

Oversættelse af tysk artikel, se original under oversættelsen:

Slesvig, 6. februar, eftermiddag. (H. N.) Klokken 12, mens kirkeklokkerne ringede foran rådhuset på den fyldte markedsplads, blev hans højhed hertug Friedrich VIII udråbt til hersker. Dr. med. Sager holdt talen. Byens deputerede var til stede. Den danske borgmester Jørgensen har været væk i flere dage. - I morges gjorde vicekollegiet den østrigske feltmarskalløjtnant, baron v. Gablenz deres opvartning, for på byens vegne at hilse ham som en befrier. Til ham ved denne lejlighed rettede henvendelser svarede generalen, at hverken hertugens forkyndelse eller de danske embedsmænds afskedigelse angik ham; det første ville være et anliggende for forbundsregeringen, det sidste for borgerne i Slesvig. Generel v. Gablenz glædede byen med sin venlige opførsel. Alle borgere har besluttet ikke at tolerere en eneste dansk embedsmand her. - Godsrepræsentanten for Slesvig, købmand P. Petersen, og hans folkevalgte drager stadig i dag til Kiel for at bringe hertug Friedrich hyldest til Slesvig By.

Schleswig, den 6. Februar, Nachmittags. (H. N.) Um 12 Uhr wurde unter dem Geläute der Kirchenglocken vor dem Rathhause auf dem mit Menschen gefüllten Marktplatze Se. Hoheit Herzog Friedrich VIII. als Landesherr proclaimirt. Dr. Med. Sager hielt die Ansprache. Die Stadtdeputirten waren gegenwärtig. Der Dänische Bürgermeister Jörgensen ist schon seit mehreren Tagen fort. - Heute Morgen machte das Deputirtencollegium dem Oesterreichischen Feldmarschallieutenant, Baron v. Gablenz, seine Aufwartung, um ihn im Nahmen der Stadt als Befreier zu Begrüssen. Auf bei dieser Gelegenheit an ihn gerichtete Anfragen antwortete der General, dass ihn weder die Proclamirung des Herzogs, noch die Absetzung der Dänischen Beamten etwas angehe; ersteres wäre Sache des Bundes, letzteres der Schleswiger Bürger. General v. Gablenz hat durch sein freundliches Auftreten die Stadt beglückt. Sämmtliche Bürger haben beschlossen, keinen einzigen Dänischen Beamten hier zu dulden. - Der Ständeabgeordnete für Schleswig, Kaufmann P. Petersen, und seine dazu gewählte Bürger gehen noch heute nach Kiel ab, im dem Herzog Friedrich die Huldigung der Stade Schleswig zu überbringen.

(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger 8. februar 1864)

Carl Warnberg (1822-1875): Tondern (1848-50). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

- I Tønder heisede man igaar fra en Mængde Huse den schleswigholsteinske Fane, og store Sværme droge under Hurraraab og Assyngelsen af Sangen "Schleswigholstein' igjennem Byens Gader, medens endeel Subjekter, hvormed det Tydsksindede Parti havde forstærket sig fra de Syd for Vidaaen liggende Sogne, svingede deres lange Iispigge og afgave et for den danske Befolkning just ikke meget lysteligt Skue. Om det er kommet til en Proklamation af Prindsen af Augustenborg vide vi ikke, men yderligere Excesser synes ikke at vare forefaldne (med Undtagelse af at Herredsfoged Kjærs Vinduer ere blevne indslagne), og det er at haabe. at det nu, da Politi og Gensdarmeri er borte, vil lykkes den oprettede Sikkerhedsvagt at beskytte sine danske Medborgere mod Molest paa Person og Eiendom af en fanatisk Klique og dens miserable Redskaber, der dog, naar Alt kommer til Alt, kun formaaer at friste sin Tilværelse ved Næringen af den danske Befolkning, der omgiver Byen til alle Sider.

- Ogsaa i Højer har man igaar Aftes skaffet sig lidt Fastelavnsløier ved Afsyngelsen af "Schleswigholstein meerumschlungen."

(Vestslesvigsk Tidende (Tønder) 8. februar 1864).

Ved folkeafstemningen i 1920 var der markant tysk flertal i Tønder: 2.504 tyske mod 761 danske. Møgeltønder derimod stemte dansk (143 mod 48). Tallene skal dog da de er 56 år nyere, tages med et kæmpeforbehold for hvordan situationen var i 1864.

Fastelavns Mandag, d. 8de Februar.

- - - Det kan nok være, der er Leben i Tønder; Amtmand, Provst og de fleste Embedsmænd, hvortil ogsaa Kjær og Lind maa regnes, ere afrejste efter Opfordring af Sikkerhedskomitéen, et Selskab af de bedre, det vil sige større tydske Borgere, som ville forhindre Pøblens absolute Herredømme. Komitéen havde anmodet dem om frivilligt at drage bort, den kunde ej beskytte deres Person, men nok indestaa for deres Gods. Jeg kan neppe vide, om det er. sandt, om der ikke har været et aftalt Spil mellem Pøblen og Komitéen, men vist er det, den har sejret. Physicus, et Par danske og nogle tydske Embedsmænd vare endnu paa Stedet; de boede til Gaarden med nedrullede Gardiner til Gaden og vidste ej, hvad Øjeblik deres Ruder gik i Løbet og de selv fik Anmodning om at rejse; indtil da vilde de holde Stand. Hele Byen er prydet med tydske og slesvig-holstenske Flag, hvert Barn paa Gaden bærer slesvig-holstensk Kokarde, Gaden er fuld af Skrig og Sang, og de forventede Preussere skulle modtages af hvidklædte Piger — og andre Festligheder, men de have endnu ej meldt deres Ankomst. Man hilser hinanden med "Goddag Slesvigholstener"; det gjør Intet, at det skeer paa Dansk, og hver, som ikke svarer i samme Tone, kaldes Hannemand. Om Dagen vajer der ikke saa mange Flag; thi de større Næringsdrivende ville ej forsømme Klogskabens Regler med Hensyn til en mulig Fremtid, men om Aftenen saa komme mange flere frem og saa tumler Pøblen sig i Brændeviin og den vildeste Støj paa Gaden langt ud paa Natten. Det er da vist, at den ellers for dansk gjældende Boghandler har drevet Handel med Prætendentens Billede, inden Preusserne vare over Dannevirke, der er vist ikke mange dansksindede Borgere, som ville befindes fuldkommen rene under saa store Fristelser, men jeg skal ikke dømme dem. Det bedste ved Ulrichs Brev var, at det bragte Forvisning om de Danskes frivillige og ordnede Tilbagetog.

(Dagbogsoptagnelser af pastor H. F. Lützhøft i Bylderup, meddelt af H. Lützhøft, Helsingør)

Tønders provst 1860-1864 Jens Mathias Lind Hjort (1824-1899) blev afsat af preusserne og herefter sognepærst i Elmelunde på Møn 1865. Her nægtede han at holde tale da våbenbrødrene i 1868 ville opsætte en mindetavle for de faldne, ligesom han ikke kunne bemyndige en anden præst til at gøre det imod sognepræstens ønske. Han skrev "Et bidrag til fortællingen om 2. slesvigske krig 1864" som var en indberetning til ministeriet for hertugømmet Slesvig om forholdene i Tønder provsti. Af denne fremgår at han kunne fortsætte med nogle af sine embedsforretninger i hvert fald indtil slutningen af februar 1864. Han anerkendte civilkommissærernes myndighed. I marts blev han syg. I slutningen af marts 1864 blev han afskediget af civilkommissærerne og Carstens udnævnt i stedet.

"Wirkung eines Schusses" "Londoner Ver[tr]äge 1852". "(Seinem langjährigen Freunde John Bull gewidmet von Michel.) Was Wälle durchbricht und Mauern zerstört, wird doch ein Blättschen Papier zerreissen können!". (Virkningen af et skud. Londonprotokollen 1852. Hvad magt gennembryder og ødelægger mure, vil dog et stykke papir kunne rive i stykker. I baggrunden flygter danskerne for Østrig og Preussens kanonskud, mens John Bull forsøger at stoppe kanonkuglen med Londonprotokollen fra 1852. Tegning fra Kladderadatsch  14. februar 1864.

København 5. og 6. februar 1864. (Efterskrift til Politivennen)

I gaar Eftermiddags opsloges paa Gadehjørnerne i Hovedstaden følgende Proklamation til Hæren:

Soldater!

Det er ikke alene ved Tapperhed paa Kamppladsen, men ogsaa ved at bære med Taalmod Mangel paa Hvile, Kulde, allehaande Savn og Anstrengelser, at en Soldat lægger for Dagen Troskab mod Kongen, Kjærlighed til Fædrelandet. Det blev kun givet faa af Eder i Kamp mod en overlegen Fjende at vise, at I ei ere vanslægtede siden Fredericia og Isted; Alle have I derimod havt rig Lejlighed til at give glimrende Prøver paa Nøjsomhed og Udholdenhed, forenet med freidigt Mod, under langvarige og store Besværligheder.

Soldater! Modtag derfor Eders Konges Tak! Dannevirke er opgivet. I Fjendens Vold ere de Kanoner, der skulde have lammet hans Hovmod. Aabent ligger Landet for Fjenden. Dybt føler jeg med Eder, hvad Vi derved have tabt. Men, mine Venner! Jeg har kun denne ene Armee til Landets Forsvar, og Eders krigskyndige Førere have formeent, at jeg ei længere vilde have nogen Armee, dersom I ei nu trak Eder tilbage. Derfor tog de Beslutningen at vige.

Soldater! Jeg staaer ene i Verden med mit Folk. Hidtil har ingen Magt erklæret i Gjerningen at staae os bi. Jeg stoler paa Eder og paa min Flaade. Rede ere I til at udgyde Eders Blod; men vi ere Faa mod Mange, og derfor maa det dyrt betales. Den almægtige Gud give, at Hævnens Time snart maa slaae for al den Vold og Uret, der tilføies mig og mit Folk.

Sønderborg, den 6te Febr. 1864.
Christian lX.
D. G. Monrad.

Under det Indtryk, der er fremkaldt ved Rømningen af Dannevirke, klinger denne Proklamation, for hvilken Biskop Monrad bærer Ansvaret, næsten som en Haan. Der kan ganske vist trænges haardt til et styrkende og oplivende Ord, efterat Armeen nu ogsaa paa dansk Jordbund har maattet vige for Fjenden, men det maatte lyde ganske anderledes for at forsone Officerer og Soldater med den bittre Kalk, der er budt dem. Det siges dem, at Dannevirke er opgivet, at dets Kanoner er i Fjendens Vold, at Landet ligger aabent for ham. Men hvorfor er dette skeet? Den Grund, der anføres, er en saadan, at vi ikke forstaae, hvorledes man i en Henvendelse til Herren har kunnet nævne den. Kongen har kun een Armee "til Landets Forsvar", og hvis den blev staaende paa Dannevirke, kunde man risikere, at den blev opreven! Men "Landets Forsvar" opgives jo netop ved at trække Armeen tilbage, og den Grund, som her er nævnt, kan ligesaa vel anføres for enhver fremtidig Flugt, fra Dybbøl ligesaa godt som fra Dannevirke, fra Fyen ligesaa godt som fra Als. Den hviler paa den besynderlige Forudsætning, at et Land med store Offre tilvejebringer en Armee, ikke for at bruge den, men for at bevare den.

Det hedder i Proklamationen, for hvilken Ministeren alene bærer Ansvaret, at Kongen stoler paa sin Hær og sin Flaade. Det havde varet bedre, om denne Tillid var bleven viist i Gjerningen ved at lade Hæren kampe der, hvor Fjenden dyrest maatte betale hver Fodsbred Jord. Efter Nederlaget kan den Overvundne paakaldt Hævnen, men det er ilde valgte Ord, naar man ligeoverfor dem, der have maattet vige tilbage uden Sværdflag, paakalder den almægtige Gud for at bede om Hævn for den Vold og Uret, som man ikke selv har gjort sit Yderste for at forhindre.

Stemningen i Hovedstaden var igaar overordenlig bevæget. Efterretningen om, at noget Vigtigt var foregaaet, naaede allerede i Løbet af Natten nogle Enkelte, og tidlig om Morgenen gjennemfoer allehaande Rygter Byen, navnlig om en blodig Kamp, efter hvilken Vore havde maattet trække sig tilbage; at Dannevirke skulde være rømmet uden nogen Kamp, faldt Ingen ind. Først opad Formiddagen blev den sørgelige Sandhed bekjendt i en videre Kreds, og lidt før Kl. 12 kundgjordes den i Krigsministeriet af Direkteuren for Personellet, Major Ankjær, hvis Ord nedenfor findes refererede. Virkningen var ubeskrivelig; Sorg, Fortvivlelse og Harme malede sig paa Alles Ansigter, og mangen en Taare vidnede om den dybe Bevægelse. Gangene og Trapperne ved Krigsministeriet vare i flere Timer overfyldte af Folk, der ventede at faae nyere Efterretninger. Af fremmede Gesandter bemærkede man Sir A. Paget og Grev H. Hamilton, der begge vare meget grebne af Tidenderne. Paa Slotspladsen, i Rigsdagen, paa Børsen osv. saae man talrige Grupper samlede, i Gaderne vrimlede det af Folk, som vilde høre Bekræftelsen paa det sørgelige Rygte, og inden lang Tids Forløb udkom der fra de fleste Blade Løbesedler, som meddeelte Efterretningen.

Da det begyndte at mørknes, drog store Skarer, der voxede undervejs, gjennem Gaderne under allehaande Raab, omsværmede af de pibende og hujende Drenge, der i bevægede Tider synes at voxe frem af Steenbroen. Lidenskaberne vare paa sine Steder i stærk Bevægelse, der hørtes Trusler og Eder, og flere bekjendte Mænds Forsøg paa at standse og opløse Skarerne mislykkedes, medens enkelte ophidsende Taler besvaredes med Jubel. I Amaliegade forefaldt der meget stemme Excesser, og det blev tilsidst nødvendigt at afspærre Gaden for begge Ender med en Politistyrke. Politiet nødsagedes i enkelte Tilfælde til for første Gang at bruge sin Stav, hvorved flere Personer skulle være blevne kvæstede. Tummelen vedvarede lange, men synes dog tilsidst at være døet hen.

Disse Gadeoptøjer ere overordenlig meget at beklage, og vi rette den indtrængende opfordring til alle besindige Medborgere, at de ville bidrage til at forhindre dem, navnlig ved i de første Dage at holde deres Tyende og Lærlinge hjemme. Den Bevægelse, der gjennemstrømmer Hovedstaden, er for dyd og for adel til at skulle søge sit Udtryk i Spektakler og Demonstrationer af uansvarlige Personer.

(Dagbladet (København) 7. februar 1864).

Forberedelser til preussernes overgang over Slien, Arnis den 6. februar 1864. Fra "Illustrirte Kriegs-Berichte aus Schleswig-Holstein".

Optøier i Kjøbenhavn. Hovedstaden var fra i Løverdags Aften til langt tid paa Natten Skuepladsen for meget beklagelige Excesser. Navnlig havde en større Masse henved Kl. 6 samlet sig i Amaliegade, hvor den med Hujen og Piben søgte at give sin Forbittrelse Luft. Efterhaanden antoge disse Udskeielser en mere nærgaaende Charakteer, og Politiet saae sig der for nødsaget til at rydde Gaden. Den ophidsede Hob søgte imidlertid med Magt at tiltvinge sig Adgang til Gaden, og det kom herved til et temmelig alvorligt Sammenstød med Politiet, der for første Gang saae sig nødsaget til at bruge sit farlige Vaaben. Saadanne Sammenstød fandt flere Gange Sted, og flere af Politiets Personale det hedder 11 bleve mere eller mindre qvæstede, deels ved Slag af Knipler, Steenkast osv. Ligeledes blev en ikke ubetydelig Mængde af tumultuanterne saarede, og nogle og tyve af de værste bleve anholdte

Det glæder os at kunne tilføie, at der iaften ikke - idetmindste ikke indtil vi skrive dette Kl. 10, - forefaldt nogen alvorlig Forstyrrelse af den offentlige Orden. Vel havde der atter iaftes samlet sig en hujende og pibende Hob, som for største Delen bestod af Gadedrenge og Folk af de laveste Klasser, Amaliegaden blev med Lethed ryddeliggjort og efterat Sprøiterne vare blevne anvendte, adspredte Hoben sig fuldstændig.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 8. februar 1864).

Gadeoptøierne i Lørdags og i Natten til Søndag have havt en endnu mere alvorlig og forargelig Karakter, end man først var tilbøielig at antage. De mange mindre Skarer, der i Aftenens Løb drog igjennem Gaderne, samlede sig sluttelig i Amaliegade til en tæt sammenhængende Hob, der hujede, peb, udstødte truende Raab og hengav sig til endnu mere fordømmelige Excesser. Politidirekteuren selv i Spidsen for en Afdeling Betjente maatte tilsidst efter en forgjæves Opfordring i Kongens og Lovens Navn paatage sig at feie Gaden ren for at forhindre en Gjentagelse af udøvet Vold, og ved denne Leilighed skal der være faldet drøie Slag fra de blytunge Stave. Politiet afspærrede derpaa Gaden baade imod Amalienborgs Kolonnade og imod St. Annæplads, men nu samlede sig paa denne Plads den fra Amaliegade fordrevne Mængde, som stadig forøgedes, og Spektaklet begyndte paany værre end nogensinde. Politiet var ikke istand til at sprænge Mængden, der stod som en tyk og uigjennemtrængelig Muur; derimod maatte Betjentene selv udholde et Bombardement af store Steen, hvorved ikke faa af dem blev alvorlig kvæstede. Een fik saaledes baghovedet næsten knust, en Anden har faaet et Øie spoleret, en Tredie Kinden flækket, Flere have stemme Huller i Hovedet o. s. fr. Mængden bestod, saavidt man kunde skjønne, Meest af sletklædte Personer, Læredrenge o. desl.; man opdagede ligeledes en hel Deel af de indkaldte Forstærkningsmænd, Gardister og Rekruter i Hoben, men kun faa Medlemmer af de dannede Folkeklasser. Begge Gardekorpser maatte omsider kaldes til Hjælp; Fodgarden indtog dog en næsten ganske passiv Holdning, men en Deling af Hestgarden under Baron Petersdorff gjorde et Chok i kort Galop, som skaffede nogenlunde Luft; endeel redes herved overende, og Enkelte skulle være komne til Skade, men ogsaa nogle af Hestgardisterne blev molesterede. Ikke Faa blev arresterede. Spektaklerne fortsattes dog langt ud paa Natten igjennem Gaderne, og først henad Morgenstunden (Kl. 3-4) kunde Politiets Folk faae nogen Hvile. Af Betjentene ere 12-14 saarede, og omtrent et halvt Dusin bragte paa Hospitalet. 

Vi maae desværre tilføie, at der atter igaar Formiddags har fundet et Optrin Sted, som enhver Velsindet ikke kan Andet end i høieste Grad fordømme, og det vilde være meget ønskeligt, om nogle af de Skyldige kunde udfindes og blive eftertrykkelig straffede for deres feige, alle Hensyn forglemmende Adfærd.

Igaar Aftes syntes Byen at være roligere. Den af 35 Landsthingsmænd udstedte Opfordring til Rolighed, og Rigsdagens Møder synes at have udøvet en gavnlig Virkning.

(Dagbladet (København) 8. februar 1864).

Efter de stedfundne Gadetumulter og navnllg efter Konseilpræsidentens uforbeholdne Udtalelser i begge Rigsdagens Afdelinger kan det ikke nytte at prøve paa at skjule eller nægte, at den ved den rystende Efterretning fremkaldte Misstemning og Mistro for en stor Deel vendte sig imod Kongehuset og Hs. Majestæt personlig *). Dette er tilvisse et beklageligt Faktum; men den eneste Mulighed til at fjerne den heri liggende Fare er bestemt og aabent at gaae ind paa Sagen, undersøge, hvad Grunden kan være til, at det maatte komme saaledes, og dernæst gjøre sit Bedste for at fjerne de Anstødsstene, der have bragt Spørgsmaalet til sit nærværende Standpunkt.

Konseilspræsidenten forsikkrer, at Hs. Majestæt har handlet fuldkommen loyalt, at han i fuldt Maal deler med os Sorgen og Overraskelsen over det Indtrufne. Denne Forsikring ville vi overordentlig gjerne troe paa, Vi ville gjerne troe paa den for Fædrelandets Skyld, der visselig vildt være bragt til Afgrundens Rand, hvis det samtidig maatte værge sig mod overmægtige ydre Fjender og indre Splid; vi ville gjerne troe det for Kongens Skyld, hvem vi - det vide vore Læsere, og det veed Hs Majestæt, hvis han er i deres tal - bestandig have søgt at støtte, hvem vi have taget i Forsvar, da han angrebes som Prinds, og hvem vi under hans korte, men tornefulde Regjeringstid altid have søgt at give ikke det behageligste, men det bedste og de mest velmente Raad. Men netop denne vor Stilling som uafhængig og oprigtig Tilhænger af Hs. Majestæt paalægger os den Pligt med Ro og Fordomsfrihed at undersøge, hvad der kan være Grunden til den indtraadte beklagelige Stemning, og med Uforbeholdenhed og Frimodighed at paavise Midlerne til at tilveiebringe en gunstig Forandring deri. Naar vi derved nødsages til at underkaste Hs. Majestæts Optræden en Kritik, da er det paa ingen Maade for at rette nogen Bebreidelse mod Kongen, hvortil han heller ikke har gjort sig fortjent, men det er for at forstaae det Foregaaede og for deraf at uddrage en Lære.

(Artiklen stærkt forkortet)

Gadeoptøierne fortsattes i Søndags Aftes, men efter en meget mindre Maalestok. Paa Garnisonspladsen udfor Amaliegade, der var afspærret af Garden og Politiet, samlede der sig endeel Mennesker, bestaaende af den laveste Pøbel og Drenge, der hujede og skreg. Saasnart Sværmen nærmede sig Amaliegade, modtoges den med en Ladning af nogle der anbragte Sprøiter, der gjorde ypperlig Virkning. Da Sværmen ikke længere morede sig der, trak den ud ad Christianshavn til, men forhindredes i at udføre sit Forsæt ved, at saavel Knippelsbro som Langebro vare optrukne. I Løverdags ere en stor Deel Mennesker blevne saarede, deriblandt mange Uskyldige, der kun have været tilstede af Nysgerrighed. Nogle og fyrretyve ere blevne arresterede. 14 af Politiets Betjente ere blevne forslaaede og deriblandt 3 meget farligt.

Tumultanterne bestod som sagt i Søndags udelukkende af Pøbel og Drenge, i Løverdags var der derimod en stor mængde Soldater derimellem.

Efter en paalidelig Beretning have i Løverdags Aftes flere hundrede holsteenske Soldater trukket igjennem Nyboder, skraalende Schleswigholstein meerumschlungen. Sligt har ganske vist ikke været vel skikket til at berolige Stemningen.

(Folkets Avis - København 9. februar 1864)

- Stemningen i Hovedstaden var igaar overordentlig bevæget, efterretningen om, at noget Vigtigt var foregaaet, naaede allerede i Løbet af Natten nogle Enkelte, og tidlig om Morgenen gjennemfore allehaande Rygter Byen, navnlig om en blodig Kamp, efter hvilken Vore havde maattet trække sig tilbage; at Dannevirke skulle være rømmet uden nogen Kamp, faldt Ingen ind. Først opad Formiddagen blev den sørgelige Sandhed bekjendt i en videre Kreds, og lidt før Kl. 12 kundgjordes den i Krigsministeriet af Directeuren for Personellet, Major Aakjær, hvis Ord nedenfor findes refererede. Virkningen var ubeskrivelig; Sorg, Fortvivlelse og Harme malede sig paa Alles Ansigter, og mangen en Taare vidnede om den dybe Bevægelse. Gangene og Trapperne ved Krigsministeriet vare i flere Timer overfyldte af Folk, der ventede at faae nyere Efterretninger. Af fremmede Gesandter bemærkede man Sir A. Paget og Grev H. Hamilton, der Begge vare meget grebne af Tidenderne. Paa Slotspladsen, i Rigsdagen, paa Børsen osv. saae man talrige Grupper samlede, i Gaderne vrimlede det af Folk, som ville høre Bekræftelsen paa det sørgelige Rygte, og inden lang Tids Forløb udkom der fra de fleste Blade Løbesedler, som meddeelte Efterretningen. - Da det begyndte at mørknes, droge store Skarer, der voxede underveis, gjennem Gaderne under allehaande Raab, omsværmede af de pibende og hujende Drenge, der i betagede Tider synes at voxe frem af Steenbroen, Lidenskaberne vare paa sine Steder i stærk Bevægelse; der hørtes Trusler og Eder, og flere bekjendte Mands Forsøg paa at standse og opløse Skarerne mislykkedes, medens enkelte ophidsende Taler besvaredes med Jubel. I Amaliegade forefaldt der meget stemme Excesser, og det blev tilsidst nødvendigt at afspærre Gaden for begge Ender med en Politistyrke. Politiet nødsagedes i enkelte Tilfælde til for første Gang at bruge sin Stav, hvorved flere Personer skulle være blevne qvæstede. Tummelten vedvarede lange, men synes dog tilsidst at være døet hen. (Dgbl.)

- (Brlg. Td.) En Mængde Mennesker (trommede stadig til Krigsministeriet, for at faae Bekræftelse paa, hvad Ingen ville anse for Sandhed. De meest modsigende Rygter og, vi maae tilstaae, de meest nærgaaende Beskyldninger krydsede hinanden. Man udtalte saaledes lydelig Tvivl om at den i Krigsministeriet fremlagte Meddelelse stemmede med de fra Overgeneralen modtagne Indberetninger, og forlangte Oplysninger i saa Henseende af Departementsdirecteur, Major Aakjær, der kom tilstede. Major Aakjær yttrede da:

"Jeg giver Dem mit personlige Æresord paa, at den i Ministeriet fremlagte Meddelelse er overeensstemmende med den i Nat modtagne Depesche. Jeg er ligeledes personlig overbeviist om, at Krigsraadet har fattet sin Bestutning kun som Krigsraad og uden nogen ikke-militair Paavirkning."

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 9. februar 1864).

Julie Laurberg (1856-1925) og Franziska Gad (1873-1921): Christian IXs arbejdsværelse i Schacks Palæ, 1908. Det Kongelige Bibliotek. Fri af opgavsret. Da Christian IX var tiltrådt få måneder før, har han nok ikke nået at indrette arbejdsværelset som det så ud på fotoet fra 1908. 

C. Th. Sørensens Uddrag af de Monrad-Allen'ske Optegnelser. Meddelt ved Erik Møller (redigeret for læselighedens skyld). Historisk Tidsskrift, Bind 11. række, 5 (1956 - 1959) 1-2, s. 134-. 

Monrad hørte alt paa Rejsen til Kjøbh. om den voldsomme Spænding i Kjøbh. om Tumulterne i Lørdags [6. Feb.]. Kl. 616 kom han først afsted i Korsør p. Gr. af Misforstaaelse, naaede Kl. 9x9x/4 Kjøbenhavn, hvor modtoges af Marineministeren. Strax op i Konseilspræsidiet, lod Budene fra forsk. Ministerier samle sig, skrev dels selv, dels ved Sekretær Indbydelser til Kronprins, Kommandant1, Chef for Borgervæbning. Kommandører for Hest og Fodgarde3, Politidirektøren, alle Dagbladenes Redaktører,Studenterforenings Seniorat, Arbeiderforeningens Formand om at indfinde sig til forskjellige Tider. Tjener sendtes hjem for at meddele Ankomst hjemme og at han først efter endt Arbejde vilde komme hjem.

Kl. lOl^ Ministrene. De var i ophidset Stemning. Krigs[ministeren] erklærede, at han var blevet behandlet nederdrægtigt og lod mig tydelig forstaa, at han delte den almindelige Mening, at Kongen og Monrad vare de egentlige Ophavsmænd til Rømningen. Det var ingen passende Tid til at blive fornærmet. Jeg meddelte de Grunde, der havde talt for Krigsraadets Beslutning og erklærede, at han [?] antog det for rigtigt, at man havde opgivet Stillingen. Krigsministeren forlangte sin Demission, en Hjemkaldelse af Meza og Kauffm[ann], for at afgive Forklaring, vilde efter hans Formening lede til Oplysninger, der vilde være kompromitterende for Kongen. Justitsmin. og et Par andre sluttede sig til Krigsministeren. Selv Quaade ytrede, vor diplom. Stilling var i høj Grad bleven fordærvet ved Stillingens Opgivelse, og at man nu ikke burde vente sig Hjælp. Saasnart Monrad kunde komme til Orde erklærede han, at han ansaa det rigtigt at Meza og Kauffmann hjemkaldtes i det [nævnte] Øjemed, da han var fuldkommen overbevist om, at der ikke vilde fremkomme noget, der kunde kompromittere Kongen. Man blev synlig overrasket ved denne Erklæring. Krigsm. talte ikke længer om. Demission. Han telegraferede strax til Meza, Monrad til Kongen.

Under Forhandlingerne] vare Folk strømmede til Konseilspræsidiets Dør; de vilde tale med Monrad. Budet erklærede, han ikke kunde holde dem tilbage. Krigsministeren, der var Øjeblikkets Yndling, gik ud og talte nogle beroligende Ord.

Ved Ank. til Konseilspr. laa et Brev fra Landsthingets Formand med Underretning om, at Medl. af Landsthinget vare samlede i privat Møde Kl. 11 for at Monrad, hvis han vilde, kunde meddele Oplysninger. Monrad foretrak et offentl. Møde længere op paa Dagen og anmodede i. d. A. begge Thingenes Formænd at komme til sig. Casse overbragte Besked til Landsthing[et], hvor flere Medlemmer raabte "Lad ham komme strax", medens Beck svarede, "lad os ikke opføre os som Drenge". Da Formændene kom foreslog Monrad at der skulde stilles Interpellation til ham, for at han kunde faa Lejlighed til endnu samme Dag at udtale sig. Dette fandtes betænkeligt, da Interpell. kunde give Anledning til Forhandling, der vilde blive bitter. Enige om, at Folketh. skulde mødes Kl. 4, Landsth. Kl. 4}/2, for at modtage Konseilpræsidentens Meddelelse.

Komd.[anten] i Kjøb. Chef for Borgervæbning, Kmd[anten] for Hest og Fodg[arden] Politidirektøren] mødte samtidig. Forelagdes Spørgsm[aal], om nødvendigt at erklære Kjøbh. i Belejringstilstand. Man var enig om dels at det var ufornødent dels at man savnede den dertil fornødne Militærstyrke. De holsten[ske] Tropper kunde ikke bruges uden i allerhøjeste Grad at ophidse Folket. Stemningen i Garden var tvivlsom, da enkelte af dem havde været med blandt Tumultuanterne. Takket være Borgervæbningens Indretning kan den, naar man rører Allarmtrummen først samle sig efter mange Timers Forløb, da Medlemmer af samme Kompagni laa spredte over hele Byen og dens Forstæder. Hundrede Mand vare dog tilsagte at møde i Nærheden af Christiansborg Slot for i fornødent Fald at kunne assistere p[aa] Christianshavn, hvor man efter Monrads Hjemkomstventede Optøjer. Hovedstyrken af Politiet og Garden skulde holde Amaliegade spærret. Politidirektøren] ønskede imidlertid, at Dronningen skulde tage til Christiansborg Slot, da han ikke ansaa det for sikkert, at det vilde være muligt at yde tilstrækkelig Forsvar ved Amaliegade. Det oplystes, at det var Dronningen selv, som havde givet Garden Ordre forrige Dag (Det havde været Politidirektørens] Pligt gjennem Kommandantskabetat kræve Gardens Bistand).

Monrad anmodede Politidirektøren] om at komme igen Kl. 3 for at tage til Dronningen. Politidirektøren fandt, Monrad burde ikke [tage] hjem førend ud paa Natten.

Dagbladenes Redakt[ører] indfandt sig. Monrad fremstillede, hvad han senere udtalte offentligt, men hans Fremstilling giorde intet Indtryk. Ploug forlangte i oprørt Stemning Krigsret nedsat over dem, der havde deltaget i Krigsraadets Beslutning. Bille spurgte, om det havde været Mening[en] at forhandle med dem, i saa Fald maatte han erklære, at han ikke kunde deltage i saadanne Forhandlinger. Ploug tog atter Ordet og ytrede sig om en fjendtlig Stemning mod hele Kongehuset og bemærkede, at denne Stemning deltes af alle de tilstedeværende Redaktører. Buchheister (Berl. Tid.) tav, kun en af Flyvepostens Redaktører ytrede stammende, at han ikke delte denne Stemning. Monrad svarede, han havde sammenkaldt dem for at meddele dem Oplysninger og for at sætte dem i Stand til at dømme. Hermed bukkede han for dem og lod dem gaa. Derpaa Studentfor[eningens] Seniorat, ligesaa ophidsede som Journalisterne. Frederiksen erklærede, han vilde ikke selv deltage i Optøjer, men vilde ikke giøre nogetsomhelst for at berolige Stemningen. Dertil henholdt de andre sig. Monrad lod dem gaa.

(Naar jeg sammenholder det Indtryk, man havde giort paa Journalister] og Studenter], med det Indtryk, som frembragtes i Rigsdagen, kan jeg ikke tilbageholde] den Bemærkning, hvilken uhyre Forskiel der er mellem Virkningen af den private Meddelelse og den højtidelige offentlige Meddelelse).

Fra Sylvest[er] Jørgensen] et roligt besindigt Brev, hvori udtalt det Haab, at jeg ikke vilde opgive Ævred, fordi jeg maaske troede at se et Spøgelse i Vælgernes Ideer.

Kronprinsen] indfandt sig med Adjudant. Monrad havde ønsket, han skulde deltage i Raadslagningen om hvad [man kunde] giøre for Rolighedens Opretholdelse, havde været i Kirke. Paa Tilbagev[ejen] fra Kirken havde en Mand spyttet ind i Vognen paa hans Søster. Paa Vejen op til Monrad [havde] flere skubbet til ham. Først faaet Ro, da en Stemme raabte: »Skam og Skændsel over hver den, som fornærmer Kronprinsen. Kronprinsen ytrede intet Tegn til Frygt. Da Samtalens Genstand [var] udtømt, ytrede jeg, at han burde gjøre alt for at komme til Hæren snarest muligt. Fandt saa megen mere Anledning dertil, som han selv havde Lyst dertil. Han opfattede det, som om Monrad vilde benytte hans Afrejse som et Middel til at berolige Stemningen. Lod strax Samtalen falde. Kl. var bleven 3, med Politidirektøren] til Dronningen.

Monrad frembar Politidirektørens Ønske. Bag Dronningen stod begge Prinsesserne og Prins Valdemar. Hun afslog med Bestemthed Forlangendet. Hun vilde blive i Hus og Hjem, hun var kjæk og fattet uden nogensomhelst Frygt. Politidirektøren] havde forrige Aften faaet en drøj Irettesættelse, fordi han havde tilladt Folk at samle sig udenfor hendes Bolig. Paa Henvejen havde Politidirektøren betroet mig det og var temmelig forknyt. Nu takkede hun ham i de mest smigrende Udtryk for den Kjækhed, han havde vist senere paa Aftenen og kaldte ham endog et Par Gange "Hr. Politimester". Jeg kjørte nu tilbage til Christiansborg Slot med Overhofmarskalken (Oxholm) og ytrede Ønsket at være i Dronningens Nærhed om Aftenen, men han formente, at dette kun vilde bidrage til at samle Bevægelsen paa et Sted og Monr[ad] kunde mærke, at O[xholm] antog hans Begjæring grundet i Frygt for egen Sikkerhed. Mon[rad] spurgte, om han vilde paatage sig Ansvar for Kon[gelige] Families Sikkerhed, hvori han indvilgede.

Meget langt fra begivenhedernes centrum i Slesvig-Holsten havde H. C. Andersen den 2. februar 1864 skrevet dette lejlighedsdigt til Emma Hartmanns og F. Vedels Bryllup:

Tillad, at jeg tager Ordet,

Ja, læser det op denne Gang;

Her sidder en Digter ved Bordet,

Der ikke har bragt en Sang,

Uagtet hans Hjerte banker

I Glæde, deeltagende, rigt;

Der er i de svulmende Tanker

Nok Stof til et Brudedigt.

Men Harpen er stemt kun for Kampen,

For Danmarks ærlige Sag.

I To greb Aladdins-Lampen,

Det er Eders Bryllupsdag.

Paa den Kanonerne runge,

Husk det i Tiden engang!

Nu Landsoldaterne sjunge,

De døve min Bryllupssang.

Der er en Storhed i Tiden,

I den er Velsignelse med,

Det sande I nu og siden,

Velsignet i Kjærlighed!

Kilde: H.C. Andersens “Samlede Skrifter” Tolvte Bind.1879

Den 13. februar 1864 kunne H. C. Andersen i et brev til Dorothea Melchior give denne fremstilling:

...netop i Dag for otte Dage siden, Budskabet om at vi havde opgivet Dannevirkestillingen og at hele Hæren var draget nordpaa til Dyppel, Als & - Vi bleve Alle overvældede ved Efterretningen, det var en Sorg saa dyb, saa bitterlig, man kunde ikke ret tro det! her var en forfærdelig tung Stemning, og om Aftenen vildt larmende; nær var jeg selv kommet ind i den vilde Vrimmel i Gaden. Jeg spiiste just den Middag hos Kammerherreinde Neergaard i Amaliegaden, Klokken var omtrent halv syv om Aftenen , da vi kom fra Bordet og ind i Stuen ud mod Gaden, derude huiede og skreeg Folk, en fremvæltende Masse, jeg vilde snarest see at komme hjem og skyndte mig fra Fru Neergaard, og med bankende Hjerte banede jeg mig Vei i den Mylren, naaede Garnisonspladsen og kom hjem. Al den Bitterhed, al den Smerte - ja De har nu læst om den i danske Aviser, som De vist nok faae i Rom. Nu løfter sig igjen Sind og Hjerte, nu klarer det sig Dag for Dag, Time for Time, for hver især. Det har været rigtigt og klogt at opgive Dannevirkestillingen, da ellers vor brave, udmattede Hær var blevet omringet, afskaaret og ødelagt; Tilbagetoget har været særdeles hæderfuldt, Soldaterne ere ved herligt Mod, uagtet Alt hvad de have døiet og holdt ud. Gud vil ikke slippe det lille Danmark, der er en Aandens Sundhed og Friskhed i dette gamle Land, at det maa groe og trives, i hvor tunge Søer der rulle hen over det. Første Regiment har paa Tilbagetoget glimrende udmærket sig, holdt ud som Mænd, kjæmpet som Helte; Gud velsigne dem Alle. Gid Foraaret snart komme, og med Guds Hjælp, naar Skovene grønnes, løfter den danske Landsoldat den grønne Seiersgreen, uagtet Fjendens fremvæltende Overmagt er saa stor. 

Rømningen af Dannevirke 4de Februar 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Oversættelse af tysk artikel, se original nedenfor:

Slesvig, 29. januar Jeg behøver ikke fortælle, at vi slesvigere under trykket af den danske besættelse længes mere end nogensinde efter den time, hvor vores militære og bureaukratiske undertrykkere vil blive tvunget til at forlade banen. Du kender vores omstændigheder godt nok til at vide, hvordan vi har det med det diktatur, der har været udholdt i 14 år nu. Den dag de første tyske tropper flytter hertil, forsikrer jeg jer, vil der være en jubel som ikke har været hørt i denne gamle tyske by i århundreder. Selv den betragtning at vores befrier, politikkens redskaber, er fjendtlige over for vores mest vitale interesser, vores brændende ønsker, vil ikke kunne forstyrre vores glæde. Vi tror ​​hvad der end måtte ske, at Gud ikke vil lade et folk og et land gå til grunde, som modigt er fast besluttet på at handle for deres frihed såvel som til at udholde. Den danske hær synes, trods al pral i den københavnske presses forskellige løjtnantkorrespondancer, at føle sig temmelig ubekvemt tilpas her. Desuden tæller den som følge af den stærke kulde, der kun blev afbrudt i nogle få dage af regnvejr, rigtig mange syge for øjeblikket. Hvis, som vi håber, den preussisk-østrigske hærs fremrykning skulle finde sted i de dage, hvor frosten varer ved, bliver modstanden i den berømte Danevirke-stilling næppe særlig alvorlig. (Schlesw.-Holst. Bl.)

Schleswig, 29 Jan. Dass wir Schleswiger unter dem Druck der dänischen Besetzung in diesen Tagen leghafter als je die Stunde herbeisehnen wo unsere militärischen und bureaukratischen Dränger genöthigt seyn werden das Feld zu räumen, brauche ich Ihnen nicht zu sagen. Sie kennen unsere Verhältnisse hinreichend um zu wissen wie wir zu der nun blad 14 Jahre lang ertragenen Zwingherrschaft stehen. An dem Tage wo die ersten deutschen Truppen hier einrücken werden, wird, das versichere ich Ihn en, ein Jubel zum Himmel steigen wie er seit Jahrhunderten in dieser alten deutschen Stadt nicht gehört worden ist. Selbst die Erwägung dass unsere Befreier die Werkzeuge einer Politik sin die unsern bedeutsamsten Interessen, unsern heissesten Wünschen feindselig entgegentritt, wird nicht im Stande seyn unsere Freude zu stören. Wir denken was auch kommen mag, dass Gott ein Volk und Land nicht untergehen lassen wird die fest und muthig für ihre Freiheit zu handeln wie zu dulden entschlossen sind. Die dänische Armee scheint, trotz aller Grossprahlereien in den verschiedenen Lieutenantscorrespondenzen der Kopenhagener Presse, sich hier ziemlich unheimlich zu fühlen. Dazu zählt sie in Folge der starken nur einige Tage durch Regenwetter unterbrochen gewesenen Kälte in diesem Augenblick sehr viele Kranke. Wenn das Vorrücken des preussisch-österreichischen Heeres, wie wir hoffen, in den Tagen wo der Frost noch andauert erfolgen sollte, wird der Widerstand in der berühmten Danewerkstellung schwerlich ein sehr ernsthafter werden. (Schlesw.-Holst. Bl.)

(Allgemeine Zeitung. 1864 6. februar 1864) 

Otto Bache (1839-1927): Et sjeldent godt Kvarteer i Felten. Hæren ved Dannevirke. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Fra en af vore Krigere er indløbet og meddeelt os følgende Brev (egentlig 2de) af 12te og 15de ds., som indeholder en ganske interessant Skildring af Feldttogets Begivenheder siden dettes umiddelbare Aabning og Tilbagetoget: 

- Jeg vil tildeels holde mig til hvad jeg selv har seet og oplevet og derfor begynde hvor jeg slap i mit sidste Brev: Vi blev sidst i f. M. kommanderet ned til Tetenhusen ved Sorgfloden, - hvor vi assisterede ved at sprænge alle Broer og Overgangssteder i Luften Natten til den 1ste i d. M., til hvilken Tid Fjenden jo overskred Eideren. En Halvdeling af mit Compagnie havde Vagt ved Chausseebroen imellem Rendsborg og Slesvig, hvor jeg var med; Resten af Compagniet stod i Sorgvold øst for, hvor den sidste Bro først blev sprængt efter at en Eskadron Husarer var kommen over, som havde Feltvagt tæt ved Rendsborg Kl. 9 1/4 Morgen. Af disse var imidlertid den bleven afskaaren af Fjenden og kom endelig jaget af dem til den store Bro, hvor vi stod med vore Forposter. Jeg var netop ude med en i Patrouille fra Feldtvagten, som stod længere tilbage, og jeg skulde tillige trække Posterne ved Broen ind, da vi skulde rykke tilbage, men da jeg opdagede den stakkels Husar, som nu var naaet næsten til Broen, søgte jeg Dækning med min lille Skare, ialt 12 Mand, saaledes at jeg kunde beherske Brostedet, hvor Husaren natten ude af sig selv red omkring uden at see nogen Udvej til at komme over, thi Veien var jo fyldt meget op ud over Engen og der var Jerngitter ved Siden. Feldtvagtcommandeuren havde seet Maneuvren og kom tililende med Resten af Vagtmandskaber, saa at vi blev 24 Mand, og saasnart det tydske Cavallerie kom os paa Skud, begyndte vi at give Ild (og jeg vil her i Parenthes bemærke, at jeg sendte den første Kugle, som blev sendt fra dansk Side efter Fjenden i denne Krig). Og det var en Fornøielse at see det tydske lette Cavallerie gjøre omkring og søge Dækning ved Bakkerne og Sorgbro Kro ved det første Skud, som kom dem noget uventet. Imidlertid kom vor Husar tilbage ned paa Engen, fik Hesten dreven i Floden og svømmede over paa denne Side. Jeg sendte ialt 3 Kugler for min Person. Vi bleve derpaa forfulgte af endeel saavel Cavallerie som Infanterie tilbage til vor Hovedstyrke, som stod noget tilbage. Vi troede, at Fjenden skulde have lang Tid til at komme over Floden, men det var et Øiebliks Sag. Vi retirerede samme Dag ned bag Dannevirkestillingen og vort Regiment kom til at besatte Skandserne 2 Miil vest for Slesvig ved Opdæmningerne, hvor vi under Belejringen forøvrigt kun havde nogle Forpost- og Patrouillefægtninger. Jeg var to Gange med i Striden og den ene Gang var en Kugle fræk nok til at berøre min Feldtbue, - men nærved skyder ingen Hare.

Nu dette store Værk Dannevirkestillingen, som Danmark har offret saa enorme Summer paa og hvortil vi Alle slog saa stor en Lid, var da, som fast militairt Holdepunct betragtet, ikke stort andet end Blæstværk, ligesom saa meget Andet nuomstunder. Det undrer mig kun, at sagkyndige Folk, som kjendte til Forholdene, kunde lade sig forblænde til at troe, at den forholdsviis lille danske Hær kunde byde saa mange Fjender Trods der, isærdeleshed ved et Vinterfeldttog. Vi blev kun belejret i 5 Dage og det var sandelig dog paa høie Tid vi kom derfra, thi i de 5 Dage vare vi kun ca. to Timer under Tag, den øvrige Tid gik vi paa Skandserne eller som Reserve bag ved under aaben Himmel baade Nat og Dag, i Frost, Slud og Kulde og vi led endog Mangel paa det Nødvendigste - Brød o. d., thi Magasinerne bleve flyttede og der var en ved Stillingens Beskaffenhed nødvendiggjort Uro i Alt, som virkelig var forfærdelig. Det var en tyndt beboet Egn; vi havde omtrent en Miil til Qvarteer og lige saa langt til nærmeste Huus. Fjenden kjendte vor Tilstand og vedblev med Patrouiller osv. at forurolige vore Forposter, da han vel vidste, at hele Styrken da maatte paa Benene. Blot 8 eller 14 Dage til og Halvdelen af vor Hær havde været paa Sygehuset, og Resten havde det da været let for Fjenden at tilintetgjøre, før de havde kunnet trække sig bag Fæstningerne Dybbøl og Fredericia. Det maa ogsaa aabenbart have været Fjendens Hensigt, og det havde kun altfor meget lykket for ham, dersom vi ikke havde havt vor gode prøvede Overgeneral. Efter hvad jeg hører skal denne jo rigtignok derved have begaaet den "Forseelse" eller, rettere sagt, er dragen til Ansvar fordi han ikke havde raadspurgt og erholdt Tilladelse fra "Vedkommende" i Kjøbenhavn til at rykke Hæren bort fra en uholdelig Stilling, endskjøndt jeg synes at Enhver maatte let kunne indsee Nødvendigheden af, at et saadant Foretagende blev holdt hemmeligt, endogsaa for Telegraphister, hvor eedsvorne de end ere, thi jeg skulde kjende Fjenden daarligt, dersom de ikke have deres Spioner ogsaa blandt disse sydpaa.

Hvad Retraiten angaaer, da gik den for vort Regiments Vedk. saa temmelig heldig af; vi gik af Side- og Biveie indtil vi kom til Haderslev; i lang Tid gik vi paa den gamle Landevej og kunde see Fjendens Forposter gaae i Høide med os paa den nye Chaussee, og Cavalleriepatrouiller vedblev at følge os og rekognoscere os; men vi vare for Mange til at de ansaae det for raadeligt at angribe os. Vi havde den strængeste Marsch Nogen paa Retraiten havde, derved at vi bestandigt maatte gaae Omveie, saavel for ikke at støde paa Fjenden, som ogsaa for ikke at støde sammen med andre af vore Afdelinger. Vi gik, efter ikke at have sovet i 3 Døgn, fra om Aftenen Kl. 10 til næste Aften Kl. 8 uafbrudt med kun ialt 2 Timers Hviil; der var et meget glat Føre, og naar det var lidet siden vi faldt og stødte os, gik vi og sov; jeg faldt saaledes den første Nat ti Gange og de 7 Gange sov jeg saaledes, at først først vaagnede, naar jeg laae paa Veien. Det var forresten et paa eengang sørgeligt og komisk Optog; thi undertiden tørnede To sovende mod hinanden, saa at de Begge eller den Ene faldt og Begge gav da Ondt at sig; naar en Vogn var væltet eller noget Lignende, som bevirkede en Standsning, kastede Størstedelen sig strax i Sneen og sov med det samme, og Resten stod da op og sov; ofte hændte det da, at To løb Panderne sammen eller staaende sank lige ned i Knæerne, og naar vi saa skulde afsted igjen, var der Mange, som næsten ikke var til at faae vaagne. Marschen til Colding, hvortil vi kom om Morgenen Kl. 3, varede ialt 3 Dage og to Natter, og naar der blev holdt Hviil eller i de to nætter vi laae stille, gjorde vi Forposttjeneste. Det var en drøj Tour og jeg kan ikke andet end beundre mit Helbred, da jeg var en af de isandhed Faa, som paa hele Touren ikke tyede til Vognene, og jeg er bagefter, d. v. s. efter at vi have ligget og pleiet os i Colding et Par Dage, hvor jeg nød en særdeles god Pleie, igjen i mine gamle Folder og ved godt Helbred. Herude paa Landet have vi det knapt saa godt som i Colding, thi vi ligge for Mange paa et Sted; men vi ere jo vante til Touren nu og begynde allerede at kalde det en god Seng, naar der er tilstrækkelig Halm at ligge paa; thi i det Slesvigske havde vi knapt med Halm.

Det er intet Under, at ikke Alt kunde gaae i Orden eller saa hurtigt komme i Orden igjen efter et, forøvrigt saa vel udført Tilbagetog. Alene af mit Compagnie kom Capitainen og det halve Compagnie bort fra Regimentet og var kommet med 11te og et andet Regiment over til Als, hvorfra vi nu have modtaget Efterretning. Men der savnes foruden dem, Capitainen har med, alene af dette Compagnie 1 Commandeerfergeant, 4 Undercorporaler og 16 Menige. Beretningerne om Saarede og Døde ere overhovedet faa ufuldkomne, fordi der ere saa Mange komne bort fra deres Afdelinger og der ikke kan afgives noget Bestemt for Hver er kommet til sin. Vi have ganske vist ogsaa mange flere Fanger, Døde og Saarede end Nogen troer; men dette var naturligviis ikke at undgaae, og havde vi ikke, ved en kraftig Beslutning, havt de 4 Timers Forspring fra Dannevirkestillingen, men vare ved den overvældende fjendtlige Styrke blevne slaaede derfra eller ved Stillingens Beskaffenhed omgåaede, saa havde Danmark nu vist ingen Hær mere.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 24. februar 1864).

Episoden med affyringen af det første skud der dræbte en preussisk forpost bekræftes af andre aviskilder, fx Kemptner Zeitung 4. februar 1864. Dog ikke hvem der affyrede skuddet.

Værtshuset og skolen i landsbyen Kosel, 2. februar 1864. Den fungerede under slaget ved Mysunde som forbindingssted for sårede soldater. Fra "Illustrirte Kriegs-Berichte aus Schleswig-Holstein".

Slesvig-Holsten før Dannevirke. (Efterskrift til Politivennen).

Oversættelse af tysk artikel, original se herunder:

Altona, 27. januar. Der er stor vrede mod de passerende østrigske tropper. For nylig havde flere beboere sat florbeklædte slesvig-holstenske flag op; i Hamborg natten til går, overfor "Hotel de l'Europe", hvor Wrangel indlogerer sig med sin stab, var hejst et sådant flag omvundet med  sørgeflor og en plade overklistret med bredt papir, hvorpå stod en alt andet end flatterende indskrift; Politifolk blev hurtigt sendt ud for at fjerne flaget og plakaten. Generalen havde set massen af ​​de forsamlede mennesker fra vinduet; han spurgte efter navnene på politifolkene, som slæbte af sted med de ting, de havde taget væk, mens der blev piftet højt rundt omkring. Der er en østrigsk æresvagt foran hans lejlighed.

Mens preusserne for det meste skulle indkvarteres i Hamborg, har den niende østrigske infanteribataljon, som ankom mandag, været indkvarteret i for det meste frivilligt registrerede kvarterer i byen. Mange nye østrigske tropper ankom i går; infanteriet og artilleriet måtte finde deres kvarter på landet, hvor tvangssituationen trådte i kraft. Protesterne mod modtagelsen af ​​de preussisk-østrigske tropper, som Dr. Wex rejst som pligt i en folkeforsamling, er ikke engang blevet forsøgt.

Altona, 27. Jan. Die Verstimmung gegen die durchziehenden österreichischen Truppen ist gross. Hier hatten jüngst mehrere Einwohner mit Flor umhängte schleswig-holsteinische Fahnen aufgesteckt; in Hamburg wurde in der vorgestrigen Nacht gegenüber dem "Hotel de l'Europe", in welchem Wrangel mit seinem Stab logirt, eine solche Flagge mit Trauerflören und einer mit weitzen Papier überklebten Tafel aufgezogen, auf welcher eine nichts weniger als schmeichelhafte Inschrift stand; Policisten wurden alsbald hingesandt, um Flagge und Placat zu beseitigen. Der General hatte com Fenster aus die Masse des sich sammelnden Volkes wahrgenommen; er liess sich die Namen der Policisten ausbitten, die mit den weggenommenen Sachen abszogen, während ringsum stark fepfiffen ward. Vor seiner Wohnung befindet sich eine österreichische Ehrenwache.

Während die Preussen meist zwangsweise in Hamburg einqvartiert werden mussten, ist das am Montag neuangekommene neunte österreichische Jägerbataillon in grösstentheils freiwillig angemeldeten Quartieren innehalb der Stadt untergebracht worden. Gestern kamen noch viel neue österreichische Truppen an; die Infanterie und Artillerie mussiten auf dem Landgebiet ihr Unterkommen suchen, wo die Zwangsmodus eintrat. Die Proteste gegen die Aufnahme der preussisch-österreichisten Truppen, welche Dr. Wex in einer Volksversammlung als Pflicht anstegte, sind nicht einmal versucht worden.

(Augsburger Postzeitung 1. februar 1864)

Oversættelse af tysk artikel, original se herunder:

De følgende tal taler som bevis på, hvordan hertugdømmet Slesvig er blevet mishandlet af danskerne i forhold til kirke og skole i de sidste 13 år. Af 292 præsteposter er omkring 200 besat af danskere, der kun kan prædike på dansk, 15 af de 17 lærere ved Flensborg Gymnasium er danskere, gymnasiet i Haderslev er udelukkende besat af danske lærere, og på Slesvig Katedralskole, er 9 af de 11 lærere danskere. Lærerseminariet i Tønder blev lukket, og skoleaspiranterne blev tvunget til at deltage i et seminar i Jylland for at indprente danske holdninger i dem. Må enhver tysk fyrste, som har et hjerte for et folks helligdomme, ikke glemme, at disse forhold er fremkommet ved Tysklands skyld, og at et ulykkeligt folk i 13 år i hertugdømmet Slesvig der har mistet deres højeste moralske goder, sørger over deres sprog, deres kirke og skole.

Zum Beweis, wie in den letzten 13 Jahre das Herzogthum Schleswig in Beziehung auf Kirche und Schule von den Dänen misshandelt worden ist, mögen folgende Zahlen sprechen. Von 292 Pfarrstellen sind gegen 200 mit Dänen besetzt, die nur Dänisch predigen können, von 17 Lehrern an der Flensburger Gelehrtenschule sind 15 Dänen, die Gelehrtenschule in Hadersleben isr mit lauter dänischen Lehrern besetzt, an der Domschule zu Schleswig sind von 11 Lehrern 9 Dänen. Das Schullehrerseminar zu Tondern hat man aufgehoben und die Schuladspiranten gezwungen, ein Seminar in Jütland zu besuchen, um ihnen dort dänische Gesinnung einzuimpfen. Möge jeder deutsche Fürst, der für die Heiligthümer eines Volkes ein Herz hat, es nicht vergessen, dass durch Deutschlands Schuld diese Zustände herbeigeführt wurden und dass seit 13 Jahren im Herzogthum Schleswig ein unglückliches Volk um die höchsten sittlichen Güter, um seine Sprache, seine Kirche und Schule trauert.

(Fürther Tagblatt : General-Anzeiger für Fürth und Umgegend 2. februar 1864)

Èvacuation du pont de Rendsborg, par les danois. L' illustration : journal universel. 20. februar 1864

Oversættelse af tysk artikel, oversættelse følger nedenfor:

Tønder, 29. januar. (S. H. Z.) Læserne vil bedst kunne orientere sig om stemningen på stedet her ud fra følgende fakta. I begyndelsen af ​​denne uge var der store konflikter mellem de tyske borgere og de danske seminarister. Sidstnævnte havde i anledning af en koncert tilladt sig uforskammede politiske provokationer og blev behørigt straffet af borgerne for det, hvorved nogle af dem siges at være kommet til skade. Der er nu påbegyndt en større undersøgelse, hvori, det ser ud til, købmand Matzen, købmand Johannsen, købmændene Iversen og Holze formodes at være involveret. Der er også rejst tiltale mod en kontorist, fordi han skålede for "vor hertug Friedrich" til en fest.

Tondern, den 29. Januar. (S. H. Z.) Ueber die Stimmung her an Orte werden Ihre Leser sich am besten aus folgenden Thatsachen unterrichten können. Zu Anfang dieser Woche ist es hier zwischen den Deutschen Bürgern und den Dänischen Seminaristen zu grossen Conflicten gekommen. Die letztern hatten sich nämlich bei Gelegenheit eines Concertes unverschämte politische Provocationen erlaubt und sind dafür von den Bürgern nach Gebühr gezüchtigt worden, wobei einige von ihnen etwas zu Schaden gekommen sein sollen. Jetzt ist nun eine grosse Untersuchung eingeletet, in welche, wie es scheint, namentlich Kaufmann Matzen, Kaufmann Johannsen, Kaufmann Iversen und Holze verwickelt werden sollen. Ferner ist gegen einen Commis Anklage erhoben worden, weil er in einer Gesellschaft einen Toast auf "unsern Herzog Friedrich" ausgebracht.

(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger 3. februar 1864)

Oversættelse af tysk artikel, original nedenfor:

Kiel, den 30. januar - - - Fra og med i dag er forplejningen af ​​de indkvarterede tropper begyndt således, at soldaterne forsynes med portioner kød samt hjælpefrugt, brød m.m. fra de markslagterier, der er blevet oprettet her. I betragtning af forholdene her, synes denne facilitet, som kan være nyttig hvor tropperne befinder sig i et område der allerede er blevet stærkt drænet ved tidligere indkvartering, og hvor indbyggerne måske allerede selv begynder at mangle forsyninger, ikke at være en lettelse for kvartermestrene eller soldaterne. For førstnævnte er det en stor gene at skulle forberede de små rationer, som soldaterne bragte i vore kommunale institutioner, så meget mere som de uddelte portioner er utilstrækkelige, således at nogle af kvartermestrene hvis ikke soldaterne skal lide af mangel, stadig må tilføje noget for egne midler. Hele arrangementet ser også ud til at være en af ​​de tiltag, som er udklækket bag et skrivebord, ikke viser sig i praksis efterfølgende. Som bekendt er den preussiske militæradministration rig på sådanne institutioner, men også lige så nidkær for, som de sidste kammerdebatter har vist, at ingen civil selv om det var repræsentanterne for landet selv, blander sig i diskussionen af sådanne ting. Man kan godt antage, at manglen på mad har sin oprindelse i sådanne forkerte synspunkter, og ikke i økonomisk nærighed. De millioner, der mangler på grund af manglende tilladelser fra godserne, vil jo bestemt ikke kunne erstattes ved springe et par masser af kød eller bacon over fra rationerne af de soldater, der ligger på marken. ')

*) Til sådanne forhold anbefales det, at kvarteret fodres af store spisefaciliteter, som let kan opsættes ved hjælp af kogekedlerne. De kvarterede får varm mad en gang om dagen.

- - -

Fra Sydslesvig berettede 30. januar "R: W.": I Landsbyerne Sorgwohld, Krummenort, Fohren, Tetenhusen o. s. v. lod det danske militær de eksisterende vogne og heste samle, med den åbent udtalte hensigt at dirigere dem videre mod nord i tilfælde af preussernes Invasion; ejerne af vognene blev også bedt om at stille en kusk til hvert spand, og de trøstede sig med, at vognene og hestene, som hver blev vurderet for sig, senere ville blive betalt. Nogle steder, såsom fx Tuvenstedt har bønderne været tvunget til at samle alle vogne i en fold, da man med rette frygter, at ønskerne i tilfælde af, at ønskerne opstår, ikke vil blive efterkommet frivilligt. Enhver bonde i disse byer, som vil køre til byen, skal først indhente tilladelse til at få sin vogn ført bort.

Kiel, 30. Jan. - - - Mit dem heutigen Tage hat hier die Magasinverpflegung für die eingquartierten Truppen in der Weise begonnen dass den Soldaten aus den hier erricheteten Feldschlägterein Portionen Fleisch, und ausserdem Hülfenfrüchte, Brod etc., geliefert werden. Für die hier vorhandenen Verhältnisse scheinen diese Einrichtung, welche vielleicht da zweckmässig seyn mögen wo die Truppen in einer durch frühere Einquartierung schon stark ausgesogenen Gegend liegen, und is den Einwohnern selber vielleicht schon an Vorräthen zu mangeln beginnt, keineswegs eine Erleichterung den Quartiergebern oder den Soldaten zu gewähren. Für die erstern ist es bei unsern städtlischen Einrichtungen eine grosse Belästigung die von den Soldaten gebrachten kleinen Rationen zubereiten zu müssen, um so mehr als die ausgetheilten Portionen unzureichend sind, so dass die Quartiergeber, wenn die Soldaten nicht Mangel leiden sollen, doch noch mancherlei von ihren Mitteln zufügen müssen. Die ganze Einrichtung scheint auch eine von jenen Massregeln  zu seyn welche, am grünen Tisch ausgeheckt, in der Praxis nachher sich durchaus nicht bewähren. Die preussische Militärverwaltung ist bekanntlich reich an derartigen Einrichtungen, aber auch ebenso eifersüchtig darauf, wie noch die letzten Kammerdebatten geseigt haben, dass kein civilist, und wären es die Vertreter des Landes selbst, solche Dinge der Erörterung interzieht. Dass die mangelhafte Verplegung in solchen verkehrten Anschauungen ihren Ursprung habe, darf man doch wohl annehmen, und nicht etwa in finansieller Knauferei. Denne die wegen der mangelnden ständischen Bewilligung fehlenden Millionen werden doch sicherlich nicht dadurch ersetzt werden können dass man den im Felde liegende Soldaten einige Loth Fleisch oder Speck an ihren Rationen absieht. ')

*) Es empfiehlt sich für solche Verhältnisse die Speisung der Einquartierung durch grosse Speiseanstalten, die mit Benutzung der Braukessel leicht errichtet werden können. Die Einquartierung erhält dort täglich einmal warme Speise.

- - -

Aus Süd-Schleswig, 30. Jan., wird dem "R: W." gemeldet: In den dorffschaten Sorgwohld, Krummenort, Fohren, Tetenhusen u. s. w. liess das dänische Militär die vorhandenen Wagen und Pferde verzeichnen, mit der offen ausgesprochenen Absicht dieselben bei einem Einmarsh der Preussen weiter nordsẅarts zu dirigiren; auch wurden die Eigenthümer der Fuhrwerke aufgefordert für je ein Gespann einen Führer zu stellen, und ist ihnen dafür der Trost geworden dass Wagen und Pferde, welche jedes für sich taxirt wurden, später bezahlt werden würden. An einzelnen Orten, wie Tuvenstedt z. B., sind die Bauern gezwungen worden sämmtliche Wagen auf einer Koppel aufzufahren, da man wohl mit Recht fürchtet es möchte eintretenden Falls den Wünschen nicht freiwillig nachgekommen werden. Jeder Bauer dieser Ortschaften der zur Stadt fahren will, ist jetzt genöthigt erst die Erlaubniss zur Wegnahme seines Wagens einzuholen.

(Allgemeine Zeitung 4. februar 1864)

Paradepladsen i Rendsborg med det saksiske armetræn. Fra lllustrirte Kriegs-Berichte aus Schleswig-Holstein (1864).

Uddrag af brev efter overgangen over Slien den 8. februar 1864.

- - Det var en trøst for folket, at i Arnis fik næsten enhver soldat en hel skinke, brød, bacon etc. af de glade befriede. Folk blev overvældet, mens de marcherede forbi, og der manglede heller ikke store snapseflasker, så humoren i bataljonen var god...

- - Ein Trost für die Leute war es, dass in Arnis fast jedem Soldaten ein ganze Schinken, Brod, Speckseiten u. s. w. von den beglückten Befreiten gegeben wurde. Die Leute wurden überschüttet im Vorbeimarsch, und grosse Flaschen Schnaps fehlten auch nicht, so dass der Humor im Bataillon gut wurde ...

(Carl Gottfried von Jena: Erinnerungen an einen Heimgegangenen. s. 29).

Om situationen udtalte en tysk avis følgende:

Slesvig-Holsten. På trods af alle dystre skyer er folkets mod ufortrødent. Der forventes ikke noget godt af ankomsten af de preussiske og østrigske. I nogle enkeltheder, bortset fra det sidste besøg i 1848 og 1851, er denne forventning fuldt ud berettiget. Blandt detaljerne er den hensynsløse overskridelse af grænsen uden forudgående forespørgsel eller meddelelse, den preussiske hærs forbud mod at spille den slesvig-holstenske nationalsang eller at læse slesvig-holstenske aviser. Mens hannoveranerne og sakserne overalt blev mødt med stor jubel, mens landets byer havde iført deres bedste flagdekorationer for at modtage de kære befriere, ventede en stille velkomst og sigende stilhed de forstående preussere og østrigere. Da preusserne kom ind i Kiel (25. januar), var alle flagdekorationer som blæst væk fra husene, vinduerne var tomme, og mangen en ung officer, som troede, han mødte en dejlig, varm kvindes øjne, når han så op, mødtes af kolde vinduesruder med sit kærlige blik. Det er ikke forbigået iagttagere, at de preussiske soldater var synligt chokerede og flove over en så kølig modtagelse. Da østrigerne marcherede gennem Altona, skete der noget lignende for dem. Alle de slesvig-holstenske flag, der havde vajet til ære for de tyske forbundstropper, var væk. På nogle huse var de sammenrullede og forsynede med flor; store sorte sørgeflag vajede endda fra andre huse. Forståeligt nok for alle, der kender selv det folkelige tegnsprogs ABC. I øvrigt skal det roses, at det i Holsten blev aftalt at behandle soldaterne i kvarteret med venlighed, men officeren med afmålt reservation. Det ville være urimeligt at få soldaten til at betale for, hvad hans øverste ledere fandt. For soldaterne selv kan det dog kun være nyttigt og gavnligt at blive orienteret fra deres kvarter om mange ting, som de indtil da har stået helt i mørket i deres kaserne. Vi anbefaler vores slesvig-holstenske landsmænd "Deutsche Wehrzeitung" til dette formål, nemlig nummer 3 af samme, som er knyttet til vores dagens nummer.

Schleswig-Holstein. Trotz aller düsteren Wolken ist der Muth des Volkes unversagt. Von den preussischen und österreichischen Ankömmlingen erwartet man nichts Gutes. Diese Erwartung findet in manchen Einzelnheiten, abgesehen vom letzten Besuch in den Jahren 1848 und 1851, ihre volle Berechtigung. Das rücksichtslose Ueberschreiten der Gränze ohne vorherige Anfrage oder Anzeige, das an das preussische Heer stellenweise erlassene Verbot, die Schleswig-Holsteinische National-Hymne zu spielen oder schleswig-holsteinische Blätter zu lesen, gehört zu solchen Einzelnheiten. Während die Hannoveraner und Sachsen überall mit hellem Jubel begrüsst wurden, während die Städte des Landes ihren besten Fahnenschmuck angelegt hatten, die lieben Befreier zu empfangen, harrte der einsiehenden Preussen und Oesterreicher ein lautloser Empfang und beredtes Schweigen. Beim Einzug der Preussen in Kiel (25. Jan.) was aller Fahnenschmuck von den Häusern wie weggeblasen, die Fenster unbesetzt, und mancher junge Officier, der aufschauend einem holden, warmen Frauenauge zu begegnen wähnte, prallte mit seinem liebenden Blick an kalten Fensterscheiben ab. Beobachtern ist es nicht entgangen, wie die preussischen Soldaten über so kühlen Empfang sichtlich betroffen und verlegen gewesen sind. Als die Oesterreicher durch Altona marschirten, widerfuhr ihnen Aehnliches. Alle schleswig-holsteinischen Fahnen, die zu Ehren der deutschen Bundestruppen geweht hatten, waren verschwunden. An einigen Häusern waren dieselben aufgerollt und mit Trauerflor versehen; von andern Häusern wehten sogar grosse schwarze Trauerfahnen. Verständlich genug für Jeden, der von der Volkszeichensprache auch nur das Abc kennt. Wenn man übrigens in Holstein überein gekommen ist, den Soldaten im Quartier mit Freundlichkeit zu behadeln, den Officier aber mit abgemessener Zurückhaltung, so ist das nur zu loben. Es wäre unbillig, den Soldaten entgelten zu lassen, was seine höchsten Führer gefündigt. Den Soldaten selbst aber kann es nur zuträglich und förderlich sein, von ihren Quartiergebern über so Manches aufgeklärt zu werden, worüber man sie in ihren Kasernen bis dahin völlig im Dunkeln gelassen hat. Wir empfehlen unsern schleswig-holsteinischen landsleuten zu diesem Behuf die "Deutsche Wehrzeitung", namentlich die Nummer 3 derselben, welche unserer heutigen Nummer beiliegt.

(Allgemeine deutsche Arbeiter-Zeitung 7. februar 1864)

Slesvig-Holsten. Begyndelsen af Februar 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Unddragelse af Værnepligten. Justitsministeriet er ifølge "Fdl." beskjæftiget med at undersøge og forebygge de forskjellige skammelige Kneb, som ikke faa velhavende Folks Sønner have benyttet for at unddrage sig deres Værnepligt. Navnlig er der drevet et stort Misbrug med, at Forstærkningsmænd tage Borgerskab i Kbhvn., hvorved de gaae ind i Borgervæbningen og blive fri for at gaa i Felten. Dette har hidtil kunnet ske uden al Kontrol, uden at der blev spurgt, om de boede her i Byen eller paa andre Steder, saaledes have f. Ex. to Sønner af en af Sjællands største og rigeste Godsejere, der begge ere Forpagtere paa deres Faders Gaarde, ikke skammet sig veo at tage Borgerskab, den ene som Possementmager, den anden som Traadhandler, medens de selvfølgelig vedblive at være Forpagtere, - og de ere saaledes slupne for deres Værnepligt for et Borgerskabsgebyr af 25 Rd., medens saa mange uformuende Familieforsørgere kaldes fra deres Hjem og deres Familie. (Deres Navn er van Deurs.)

(Ribe Stifts-Tidende 1. februar 1864).

Oversættelse af tysk artikel, se original nedenfor:

Der er enstemmige meldinger fra forskellige sider i Slesvig om, at man forbereder sig på at udråbe hertug Frederik, så snart danskerne forlader landet. De vil ikke engang lade sig forhindret i at gøre det af østrigske og preussiske bajonetter. Heller ikke de holstenske soldater, nu fordelt i de danske bataljoner, kan forhindres i at flygte hjem i store og små trupper over Ejderen. For nylig ankom her ti mand, som kun havde kunnet få fat i meget sparsomt civilt tøj, hvilket er nødvendigt, hvis der skal være nogen chance for at bedrage rækken af ​​vagtposter. De havde vendt deres bukser om og taget gamle kitler og vamse på i stedet for de tunikaer, de havde smidt væk. Stadig langt fra grænsen tilkaldes de ved daggry af en dansk post. Spontant svarer de i godt holstensk: "Dööskopp, wi sünd jo Dascher" (fjols, vi er tærskere), og pegede på et nærliggende gods som om de skulle arbejde der. Og forbløffet lader dansken dem roligt passere. Men de skal stadig passere en anden smal linje af poster direkte på den nu frosne Ejderkanal, som danner grænsen, og som de ved ingen vil få lov at passere uden pas. Her går de roligt hen mod den udstationerede vagtpost, lløber ham pludselig over ende med et kraftigt hurra og er over grænsen og uden for rækkevidde, før han er kommet sig tilstrækkeligt over sit fald og overraskelse til at kunne gøre brug af sit våben.

Aus Schleswig kommen von verschiedenen Seiten übereinstimmend die Nachrichten dass man dort sich darauf vorbereitet den Herzog Friedrich zu proclamiren, sowie diee Dänen das Land verlassen. Selbst von österreischismen und preussischen Bajonetten will man sich daran nicht hindern lassen. Ebensowenig lassen sich die jetzt in die dänischen Bataillone vertheilten holsteinischen Soldaten abhalten in grössern und kleinern Trupps über die Eider in die Heimath zu entfliehen. Kürzlich langten zehn Mann hier an, welche sich nur sehr nothdürftige Civilkleidunghatten verschaffen können, die doch erforderlich ist wenn einige Aussicht bleiben soll die Wachtpostenlinie zu täuschen. Sie hatten ihre Beinkleider umgekehrt, und statt der weggeworfenen Uniformsröscke alte Kittel und Wämser übergezogen. Noch weit von der Gränze entfernt, werden sie in der Morgendämmerung von einem dänischen Posten angerufen. Kurzentschlossen geben sie auf gut holsteinisch zur Antwort: "Dööskopp, wi sünd jo Dascher" (Dummkopf, wir sind ja Drescher), nach einem nahe gelegenden Gutzeigend, als ob sie dorrthin zur Arbeit giengen. Und verblüsst lässt Hannemann sie ruhig ziehen. Aber noch müssen siee eine zweite enge Postenkette unmittelbar an dem die Gränze bildenden jetzt zugefrorenen Eidercanal passieren, wo, wie sie wissen, niemand ohne Passirschein durchlassen wird. Hier gehen sie rruhigen Schritts auf dden aufgestellten Posten zu, rennen ihn plötzlich mit einem kräftigen Hurrah über den Hausen und sind über der Gränze und ausser Schussweite, ehe dieser von seinem Sturz und der Ueberraschung sich so weit erholt hat um voon seiner waffe Gebrauch machen zu können.

(Allgemeine Zeitung 1. februar 1864)

Tønder d. 27 Jan. I Søndags, den 24. Jan., forefaldt der her i Byen en styg Begivenhed, som viser, at tydsk Fanatisme ingen Grændse kjender. Der var til denne Dags Aften indtegnet Deltagere til en Koncert, som skulde afholdes paa Tønders største offentlige Forlystelsessted. Nogle af Seminariets Elever havde ogsaa tegnet sig som Deltagere og indfandt sig ved Koncerten. Af Princip pleje Eleverne at holde sig tilbage og søge at undgaa ethvert Sammenstød saavel med tvdsk sindede Borgere fem med indvandrede tydske Svende, hvor megen Anledning der end ofte kunde tilbede sig hertil. Hvor strengt dette Princip imidlertid end overholdtes i Søndags, saa kunde enkelte Personers oprørske Had mod Alt, hvad der er dansk, dog ikke Andet, end at det maatte have Luft overfor de Elever, som vare tilstede. Efterat disse først vare blevne fornærmede paa forskjellig Maade, overfaldtes de med Slag og det i den Grad, at en Elev ganske blev forslaaet, fik Klæderne sønderrevne, og et Saar i Kinden røber, at det er anbragt med et skarpt Instrument; - at ikke en større Ulykke skete, maa tilskrives Politiet, som tidsnok afværgede det Værste. En anden Elev kastedes til Jorden og holdtes der af fire Mænd; men denne slap tog uden at blive saaret eller kjendelig forslaaet. Sagen er nu i Politiets Hænder; som Ophavsmænd og som de værste Deltagere i dette skandaløse Angreb, der synes at have været et aftalt Spil, ere indstævnte Kjøbmand Johansen, der er en ivrig Slesvigholstener, Kjøbmand Iversen, Kjøbmand Matzen, Skorstensfeier Holze's Søn, der nok ogsaa er Skorstensfeier, samt en Drejersvend Sünveber. - Endvidere er en Handelskommis indstævnet for paa en forblommet Maade at have udraabt Prætendenten, "Herzog Friedrich". De seer, at det ikke er indvandrede tydske Svende, der føre an og stifte Uro, men besiddende Borgere. (Danvk.)

(Ribe Stifts-Tidende 2. februar 1864).

Oversættelse af tysk artikel, se original nedenfor:

Fra Sydslesvig, 30. januar, berettede "R.W.": I landsbyerne Sorgwohld, Krummenort, Fohren, Tetenhusen m.fl. lod det danske militær lod vognene og hestene opliste, med den åbenlyst udtalte hensigt at dirigere dem videre mod nord i tilfælde af en invasion af preusserne; Ejerne af vognene bliver også bedt om at stille en kusk til hvert hold, og de kan trøste sig med, at vognene og hestene, som vurderes hver for sig, vil blive betalt senere. Nogle steder, såsom Tuvenstedt fx har bønderne været tvunget til at trække alle vognene ud i en fold, da man med rette frygter, at ønskerne i indtræffende tilfælde, ikke vil blive efterkommet frivilligt. Enhver bonde i disse byer, som vil køre til byen, skal først indhente tilladelse til at få sin vogn bortført.

Aus Süd-Schleswig, 30 Jan., wird dem "R.W." gemeldet: In den Dorffschaften Sorgwohld, Krummenort, Fohren, Tetenhusen u.s.w. liess dasdänische Miilitär die vorhandenen Wagen und Pferde verzeichnen, mit der offen ausgescprocheenen Absicht dieselben bei einem Einmarsch der Preussen weiteer nordwärts zu dirigiren; auch wirden die Eigenthümer der Fuhrwerke aufgefordert für je ein Gespann einen Führer zu stellem und ist ihnen dafür deer Trost geworden dass wagen und Pfeerde, welche jedes für sich taxirt wurden, später bezahlt weerden würden. An einzelnen Orten, wie Tuvenstedt z. B., sind die Bauern gezwungen worden sämmtliche Wagen auf einer Koppel auszufahren, da man wohl mit Recht fürchtet es möchte eintretenden Falls den Wünschen nicht freiwillig nachgekommen werden. Jeder Bauer dieser Ortschaften der zur Stadt fahren will, ist jetzt genöthigt erst diee Erlaubniss zur Wegnahme seines Wagens einzuholen.

(Allgemeine Zeitung 4. februar 1864)

Indsendt. I nr. 10 af dette blad for tirsdag den 26. f. m, har en hr. "8" dybt rørt beklaget sig over: at "der desværre for øjeblikket ikke eksisterer nogen lov over forbud af udførsel af heste", og henleder derhos med stor salvelse regeringens opmærksomhed på "det aldeles særegne ved at der her på egnen på Tangsgård i går har været en hamborgsk hestehandler v. Appen for at opkøbe heste, sandsynligvis for vore arvefjenders regning". Denne omstændighed har den ærede indsender, formodentlig for at more publikum, kaldt et "ekstra-ordinært hestemarked", som han finder "moralsk urigtig", og han vil dernæst have regeringen kommanderet til at "hæmme al opkøb af heste fra tyskernes side her i landet".

Mon den hjertesorg, hr. "8" er blevet belemret med, derved at det ikke ved lov er blevet forbudt landmanden i disse trange tider at benytte de af hans vigtigste indtægtskilder, er en følge af pur fædrelandskærlighed, eller af at han ikke kan drage nogen direkte fordel af den frie hestehandel, fordi han, hvis han ingen heste har, eller kan blive betroet, der er gode nok for v. Appen? Vi er tilbøjelige til at tro det sidste, og det netop af den grund at den ærede hr. "8", hvis han havde en ejendom så stor, og under sådanne omstændigheder at han kunne holde heste på den, af den slags v. Appen køber, så havde han ved siden af hans ærke-fædrelandskærlighed, selv om hans kår var ret gode. Bekymring for i denne flaue tid at tilvejebringe sin part at de til vort fædrelands beståen fremfor alt nødvendige afgifter, og han ville da vistnok med os være regeringen taknemmelig for, at den ikke betog ham en væsentlig del af udsigten dertil, ved at forbyde salg af den eneste artikel, der for tiden kan sælges med nogen fordel, hvad enten dette sker til en ven eller fjende.

Hans v. Appen, der taler godt dansk, er gift med en dame fra Hjørring-egnen, og er overalt i Jylland en gammel bekendt og reel hestehandler, som har bragt landet store fordele ved hans opstod af hefte, og vi har selv i de bedre tider været glade ved at kunne sælge ham heste til høje priser, uden hensyn til for hvis regning han købte dem; hvor meget mere må det da ikke være os kært at han i disse dage for sine kontante penge, hvortil trangen er så stor, vil købe nogle af de mange heste, hvortil hverken krigsministeren eller hr. "8" er liebhaver.

I øvrigt kan vi berolige den ultradanske hr. "8" med, at hvad enten en af landmandens hovedindtægtskilder berøves ham ved forbud mod udførsel af heste eller ej, så kunne tyskerne få heste flere end de behøver, og det kan den danske regering - så længe landmanden kan svare sine afgifter - og hr. "8" - så længe han har noget at betale med - såmænd også Nogle landmænd, som tror at kunne lette krigens byrder, når deres hænder ikke bliver bundne.

(Lemvig Avis, 4. februar 1864).

Nr. 10 af Lemvig Avis mangler desværre i Mediestream.

Otto Bache (1839-1927): Scener ved en Marketendervogn. Illustreret Tidende, bd. 5 nr. 233. 1864. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. En sneklædt bondegård. En soldat har tilsyneladende taget for sig af kvindeudstyr.