05 december 2021

Egernsund 17. Februar 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Christian Friedrich Brandt: Egernsund. Scenen for nedenstående artikel. Nogenlunde her må pontonbroen være blevet ført over. Den omtalte vindmølle ses til højre. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Denne beretning kan sammenstilles med Antonio Gallengas beretning om samme episode, se andetsteds på denne blog.

XII

Bericht
über die am 17. Februar 1864 
über den

Egernsund (Ekensund) geschlagene Pontonbrücke

Hierzu eine Skizze, Tafel IV.

Am 16. d. M. Nachmittags traf der Befehl des Königlichen General Commandos bei der Compagnie ein, am andern Morgen mit Tagesanbruch eine Brücke über den Egernsund (Ekensund) zu schlagen, welcher das Nübel-Noor mit dem Flensburger Hafen verbindet.

Die hier errichtete Brücke hat den Zweck, für die in das südliche Sundewitt vorgeschobenen Truppen der Brigade Canstein die Communication nach rückwärts herzustellen. 

Die Compagnie hatte bereits am 16. durch Ueberspannen eines schweren von einem Seeschiffe requirirten Taues über den Sund die Communication mittelst der Fähre wieder hergestellt und in den Abendstunden zwischen 6 und 8 Uhr zwei Bataillone des Insanterie-Regiments Nr. 60 übergesetzt.

Als die passendste Brückenstelle wurde die Fährstelle erkannt, woselbst bequeme Anfahrten an das Wasser vorhanden sind und der Sund am schmalsten ist. Derselbe hat hier, je nach dem wechselnden Wasserstande, welcher bei den verschiedenen Windrichtungen um 6 bis 8 Fuß differirt, eine Breite zwischen 440 bis 550 Fuß; das Profil des Sundes an dieser Stelle ist in der Skizze, Fig. 2 aus Taf. IV, für den Wasserstand am 17. d. M. gegeben. Die Strömung in demselben richtet sich nach dem Winde und dessen Stärke. Am Tage des Brückenschlages waren die Witterungs-Verhältnisse günstig.

Zum Bau standen die Pontonier-Compagnie des Westphälischen und Brandenburgischen Pionierbataillons zur Disposition. Um den Bau in Verbindung mit dem Anmarsch der Ponton-Colonne zu ermöglichen, waren auch die Mannschaften der 4. Compagnie des Brandenburgischen Pionier-Bataillons zur Arbeit gestellt. Die vorhandenen Arbeitskräfte betrugen: 

1. Comp. 7. Pion.-Bats. 3 Offiziere, 10 Unteroffiziere, 103 Mann, 
1.    ‘’   . 3. - ‘’       ‘’    3       ‘’        9          ‘’         ,   86   ‘’
4.     ‘’  - 3. - ‘’       ‘’    2       ‘’        8          ‘’         ,   82   ‘’
Summa                         8 Offiziere, 27 Unteroffiziere, 271 Mann.

Durch die Mannschaften der 1. Compagnie des 7. Pionier-Bataillons wurden die Tetentrupps sowie zum Theil das Depot, die Arbeiter-Reserve und ein Balkentrupp besetzt; durch diejenigen der 1. Compagnie des 3. Pionier-Bataillons die Abladetrupps und zum andern Theil das Depot und die Reserve.

Die 4. Compagnie des 3. Bataillons gab die Trupps der Folge. Die Mannschaften traten um 6 3/4 Uhr zur Arbeit an, um 7 1/4 Uhr begann die Anfahrt des 1. Hackets; um 8 1/4 Uhr konnte erst der fortschreitende Bau der Brücke beginnen, da bei dem eingetretenen weichen Wetter die Abfahrt aus den Wagen-Parks aus Schwierigkeiten und Hindernisse stieß. Um 9 1/4 Uhr war der Bau der Brücke beendigt und zum Uebergang der Truppen bereit. Von den beiden Ponton-Colonnen waren zur Anfahrt beim Brückenbau die 34 Hackets der Ponton-Colonne Nr. 7 und 16 mit eisernen Pontons beladene Hackets der Ponton-Colonne Nr. 3 bestimmt; das Abladen der 8 letzten Hackets unterblieb. Die fertige Brücke hatte eine Länge von 445"; es waren eingebaut worden 3 Bockstrecken (2 Böcke bei der Alnoerer Landbrücke, 1 Bock bei der Egernsunder) und 28 Pontons bei 14' Spannung.

Wegen des oft wechselnden und heftig auftretenden Windes und in Berücksichtigung der Wassertiefe wurde die Verankerung aus beiden Seiten gleich und derartig angeordnet, daß ein über das andere Ponton einen aus zwei Ankern gekoppelten Anker, welche in der Mitte des Sundes mit 400' langen Tauen angestochen wurden, erhielt. Zur Bewachung der vollendeten Brücke wurden 1 Offizier, 2 Unteroffiziere und 30 Mann Wache und Brückenmannschaft abgetheilt. Zum Schutze der Brücke waren am Tage vorher von der Belagerungs-Artillerie einige Batterien, mit gezogenen 12Udern armirt, erbaut. In der Nacht vom 17. aus den 18. d. M. erhob sich ein heftiger Nordwestwind, der gegen Morgen in Nordwind umschlug und der ein plötzliches Steigen des Wassers im Sunde um ppr, 6' in 3 Stunden veranlaßte.

Es wurden dadurch große Eisschollen gegen die Brücke herangeweht, mit deren Beseitigung die Brückenmannschaft während der Nacht beschäftigt war. Ebenso wurden die Landbrücken durch das steigende Wasser gehoben und die Anfahrten überschwemmt.

Um ein Bataillon des Füsilier-Regiments Nr. 35 mit der 4. Compagnie des Brandenburger Pionier-Bataillons, welche um 8 Uhr zu einer Recognoscirung über die Brücke vorgingen, überlassen zu können, wurden von der Brückenmannschaft in Vereinigung mit der übergehenden Pionier-Compagnie provisorische Landbrücken gebaut, und war der vollständige Umbau derselben diesseits um 9 Uhr Vormittags angeordnet worden.

C. Fjerdingstad: Pantserbatteriet "Rolf Krake" i Erfairen ved Egernsund Torsdagen d. 18. Febr. 1864. Beskudt fra Kysten af 4 fjendtlige Batterier trak det sig aldeles uskadt ud af Kampen, efter i 1½ Time at have skudt 68 Skud mod Broen ved Egernsund og sprængt et fjendtligt Batteri. Beskrivelsen af skaderne stemmer ikke helt overens med den engelske journalist Antonio Gallenga, der påstod han havde beset skaderne der var mere omfattende end først antaget, men var dog blevet repareret. Ifølge hans beretning kunne man fra skibet ikke se pontonbroen. Han skriver at skibet affyrede 72 skud, tyskerne 150. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Bereits gegen 8½ Uhr traf jedoch die Meldung ein, daß sich ein dänisches Panzerschiff in Sicht befinde und sich Egernsund nähere.

Es wurde sofort die Compagnie allarmirt, um die Landbrücke so schnell als möglich ordnungsmäßig wieder herzustellen. Die Batterien bei Alnoer hatten bereits das Feuer gegen die Panzer-Fregatte eröffnet, welches diese nicht erwiederte und sich in ihrer Annäherung an die Brückenstelle nicht stören ließ. Nachdem sie gegen 9 Uhr sich aus etwa 1200 Schritt genähert hatte, eröffnete sie ihr Feuer aus die Alnoerer Landbrücke, Trotz der in der Nähe einschlagenden Kugeln ließen die Mannschaften in ihrer Arbeit sich nicht stören. Nachdem die Panzer-Fregatte (nach den eingezogenen Erkundigungen der Rolf-Krake mit 2 Monitor-Thürmen versehen) 4 Schuß aus die Brücke abgegeben hatte, zog sie sich etwas zurück und begann den Geschützkamps mit den Batterien, welcher etwa 1½ Stunde andauerte; sodann warf sie nochmals, nachdem sie eine kleine Drehung in ihrer Ausstellung vorgenommen hatte, über das hoch gelegene Terrain der Egernsunder Windmühle mehrere Granaten nach der Brücke, welche indeß zu hoch gingen und in das Wasser einschlugen, und zog sich, ohne den geringsten Schaden zugefügt zu haben, aus dem Kampfe zurück.

Die Arbeiten an der Brücke wurden durch die Pioniere der Compagnie während des ganzen Gefechtes ununterbrochen fortgesetzt, und war zu Ende desselben die Verlängerung der Landbrücke aus dem Egernsunder Ufer beendigt; dann übernahm die Pontonier-Compagnie des 3. Bataillons den Umbau der Alnoerer Landbrücke und war um Mittag die Brücke wieder völlig hergestellt. Sie hatte nunmehr eine Länge von 546 Fuß und bestand aus 5 Bock, und 32 Pontonstrecken.

( Archiv für die Offiziere der Königlich Preußischen Artillerie- und Ingenieur-Corps, Bind 55 s. 277-280)



Rapport
den 17. februar 1864
om
Egernsund (Ekensund) pontonbro

Den 16. i denne måned om eftermiddagen nåede ordren fra Den Kongelige Generalkommando kompagniet om næste morgen ved daggry at bygge en bro over Egernsund (Ekensund), som forbinder Nybølnor med Flensborg havn.

Formålet med at bygge broen var at sørge for kommunikation bagud for tropperne fra Canstein Brigaden der rykkede ind i det sydlige Sundeved.

Kompagniet havde allerede den 16. genoprettet forbindelsen med færge ved at strække et tungt tov, rekvireret fra et søgående fartøj, over sundet, og havde i aftentimerne mellem klokken 6 og 8 færget to bataljoner af Infanteriregiment Nr. 60 over.

Færgeoverfarten viste sig at være den bedst egnede broplacering, hvor der er bekvem adgang til vandet, og sundets smalleste sted. Her har det en bredde på mellem 440 og 550 fod, afhængig af den skiftende vandstand, som afviger med 6 til 8 fod afhængig af vindretningen; sundets profil på dette tidspunkt er vist på skitsen, fig. 2 fra plade IV, for vandstanden den 17. d. m. Strømmen i den afhænger af vinden og dens styrke. Den dag broen blev bygget, var vejrforholdene gunstige.

Pontonkompagniet fra de Westfalske og Brandenburgske Pionerbataljoner stod til rådighed for byggeriet. For at lette konstruktionen i forbindelse med ankomsten af ​​pontonsøjlen blev mændene fra 4. kompagni af Brandenburger Pionerbataljon også sat i arbejde. Den ledige arbejdsstyrke var:

1. Comp. 7. Pion.-Bats. 3 Officereer, 10 underofficerer, 103 Mand, 

1.    ‘’   . 3. - ‘’       ‘’    3       ‘’        9          ‘’         ,   86   ‘’

4.     ‘’  - 3. - ‘’       ‘’    2       ‘’        8          ‘’         ,   82   ‘’

Summa                         8 Offiziere, 27 Unteroffiziere, 271 Mann.

Mændene fra 1. kompagni af 7. pionerbataljon bemandede vagttropperne samt en del af depotet, arbejderreserven og selve troppen; af de af 1. kompagni af 3. pionerbataljon, losningstropperne og den anden del, remisen og reserven.

4. kompagni af 3. bataljon gav tropperne opbakning. Holdene begyndte at arbejde kl. 6:35, og 1. pram begyndte sin rejse kl. 7:15. Byggeriet af broen kunne først begynde klokken 8.15, da det fugtige vejr gjorde kørsel fra vognparkerne vanskelig. Klokken 9:15 var konstruktionen af ​​broen afsluttet, og tropperne var klar til at krydse. Af de to pontonsøjler var de 34 pramme af pontonsøjle nr. 7 og 16 pramme lastet med jernpontoner af pontonsøjle nr. 3 beregnet til adgang under brobygning; aflæsningen af ​​de sidste 8 pramme blev udeladt. Den færdige bro havde en længde på 445"; 3 bukkesektioner blev installeret (2 bukke ved Alnor Landbro, 1 bukke ved Egernsundbro og 28 pontoner med en spænding på 14'.

På grund af de ofte skiftende og voldsomme vinde og under hensyntagen til vanddybden var forankringen indrettet ens på begge sider og sådan, at den ene ponton over den anden forankrede et anker af to ankre, som var gennemboret i midten af lyden med 400' lange reb. Til at bevogte den færdige bro blev der afsat 1 officer, 2 underofficerer og 30 mand vagt og bromandskab. For at beskytte broen var flere batterier blevet bygget dagen før og bevæbnet med riflede 12-løbs kanoner . Om natten den 17. og 18. M. var der en kraftig nordvestenvind, som om morgenen skiftede til nordenvind og forårsagede en pludselig stigning i vandet i sundet med ppr, 6' på 3 timer.

Det resulterede i at store isklumper blev blæst mod broen, som bromandskabet havde travlt med at fjerne i løbet af natten. Ligeledes blev landbroerne løftet af det stigende vand, og tilløbene blev oversvømmet.

For at kunne overføre en bataljon af geværregiment nr. 35 med 4. kompagni af Brandenburger Pionerbataljon, der klokken 8 skulle krydse broen til rekognoscering, havde bromandskabet i forbindelse med overfarten bygget provisoriske landbroer, og den fuldstændige genopbygning af disse på denne side var blevet beordret ved 9-tiden om morgenen, men omkring klokken 8.30 kom meldingen om, at en dansk jernbeklædning var i sigte og nærmede sig Egernsund.

Kompagniet blev straks alarmeret for at genoprette landbroen til normal drift så hurtigt som muligt. Batterierne ved Alnor havde allerede åbnet ild mod panserfregatten, som ikke besvarede ilden og ikke lod sig forstyrre i sin sejlads mod brostedet. Efter at have nærmet sig fra omkring 1200 skridt affyrede panserfregatten 4 skud fra broen mod Alnorbroen (ifølge oplysningerne var Rolf Krake udstyret med to monitortårne). Så trak den sig lidt tilbage og begyndte skudkampen med batterierne, som varede omkring 1½ time; Derefter kastede den, efter at have foretaget et lille sving i sin stilling, adskillige granater over Egernsunds vindmølles høje terræn mod broen, som dog gik for højt og ramte vandet og trak sig tilbage uden at forvolde den mindste skade.

Arbejdet med broen fortsattes uafbrudt af kompagniets pionerer gennem hele slaget, og ved dets afslutning blev landbroens forlængelse fra Egernsundskysten fuldført; Derefter overtog 3. bataljons pontonkompagni genopbygningen af ​​Alnor-landbroen og ved middagstid var broen fuldstændig restaureret. Den havde nu en længde på 546 fod og bestod af 5 bukke og 32 pontonsektioner.

Slesvig 19de Februar 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Oversættelse af tysk artikel, original, se nedenfor:

Flensborg, 13. februar. I går blev der ved begravelsen af ​​de krigere der faldt i nærheden af ​​Oeversee eller senere døde her af deres sår, først holdt en tysk tale. Da pastor Graa, et af den lokale danske propagandas mest hensynsløse redskaber, talte op for at holde en begravelsestale på dansk, forlod flertallet af de fremmødte kirkegården. - I går mødte en deputation af tyske borgere fra Flensborg op med feltmarskalløjtnant v. Gablenz, for at takke ham for de tjenester, de østrigske tropper ydede ved befrielsen fra det danske åg. Hr. v. Gablenz udtrykte håb om, at den allierede hær fortsat ville blive behandlet med tillid.

Flensburg, 13. Febr. Bei der Beerdigung der bei Oeversee gefallenen oder später hieselbst an ihren Wunden verstorbenen Krieger wurde gestern zuerst eine deutsche Rede gehalten. Als dann Pastor Graa, eines der verrusensten Werkzeuge der hiesingen Danisirungs-Propaganda das Wort ergriff, um eine dänische Leichenrede zu halten, verliess der grosste Theil der Anwesenden den Kirchhof. - Gestern erschien eine Deputation deutscher Bürger von Flensburg bei dem Feldmarschalllieutenant v. Gablenz, um demselben für die Dienste zu danken, welche die österreichischen Truppen bei der Befreiung vom dänischen Joche geleistet. Hr. v. Gablenz sprach die Hoffnung aus, dass man auch ferner der allierten Armee vertrauensvoll entgegen komme werde.

(Regensburger Morgenblatt 19. februar 1864).

Den 19. februar 1864 ophævedes forbuddet af 6. maj 1854 mod at privatpersoner anvendte faner og flag, undtagen dannebrog, ligeledes forbuddet af 9. februar 1851 mod at bære slesvig-holstenske hæderstegn, kokarder mm.

Freiherr Ludwig von Gablenz. Født i Dresden 1814. I 1863 udnævnt til geheimeråd og feltmarskalløjtnant og øverstkommanderende i Slesvig. Død 1874. Illustration fra Die Gartenlaube : illustrirtes Familienblatt.  No. 11, 1864.

- (B. T.) I Læk begyndte Tumulterne med, at en Læge, ledsaget af en Flok Gadedrenge, begav sig op i Kirketaarnet og hængte den slesvigholsteenske Fane ud derfra. Akten endte med Afsyngelsen af de tre første Vers af "Schleswig-Holstein meerumschlungen", ved hvilken Lejlighed Hr. Doktoren fungerede som Forsanger og var saa bevæget over det Gribende i Situationen, at Taarerne uafbrudt løb ham ned af Kinderne. Pøbelen samlede sig derefter, anført af Godsejer Funcke til Fresenhavn (der ligger i Læk Sogn), og vilde "slaae Arme og Been istykker" paa Stedets eneste Præst, Pastor Riis Lowson. Det lykkedes imidlertid denne at undslippe og i flere Timer at holde sig skjult i et en af Naboerne tilhørende Udhuus, hvorpaa han tilsidst slap ud af Byen uden at blive opdaget. Hele Natten stormede man nu hans Huus, og tidlig om Morgenen maatte hans Kone med tre smaa Børn flygte ud i Sneen uden at kunne faae Tid til at faae sig eller Børnene fuldstændig paaklædt. Den anden Præst, Pastor Jacobsen, samt Herredsfoged Willemoes og Thingskriver Holm besluttede ikkedestomindre at forsøge at blive. Den følgende Dag var det "dansk Søndag" og Pastor Jacobsen skulde prædike. Før Gudstjenesten havde han to Ligbegjængelser at forrette, og han skulde egenlig have udført Jordpåkastelsen paa Dansk, men gjorde det imidlertid paa Tydsk af Hensyn til den ophidsede Stemning. Størstedelen af Ligfølget begav sig nu over i Kroen for at svire, og da der i Kirken kun var en Kone og tre Drenge, besluttede Præsten ingen Gudstjeneste at holde for ikke at udsætte sig for, at allerede halvt berusede Mennester skulde komme over fra Kroen og gjøre Skandaler i Kirken. Noget længere hen paa Formiddagen samlede Menneskemassen sig imidlertid igjen, anført af Hr. Funcke, og forlangte, at Embedsmændene skulde reise. Da Skaren kom til Pastor Jacobsens Huus og forlangte, at han skulde lukke op, da de vilde tale med ham, gik han ned til dem og gjorde opmærksom paa, at hans Huus ikke var stort nok til at rumme saa Mange. "Det behøves heller ikke", svarede Funcke, der imidlertid med 3 Bønder var kommen ind i Forstuen, "Wir sind genug". Pastor Jacobsen bød dem nu med op og spurgte, hvad Herrerne ønskede, samt "om de ikke vilde ryge en Cigar". De 3 Bønder, der i det Hele faae noget flaue ud over Stillingen, tog imod Cigaren; Funcke derimod, der var heelt behængt med slesvigholsteenske Sløjfer, lagde Haanden paa Hjertet og forlangte i en pathetist Tone, at Jacobsen skulde "reise imod Nord". Efter en længere Underhandling fik denne imidlertid 12 Timers Frist og reiste derfor først næste Morgen ganske tidlig i Forening med Herredsfogden og Thingskriveren, der havde faaet samme Paalæg. Om Natten havde der imidlertid været 2 Bønder hos Præsten og bedet ham fra endeel Bønder, der havde holdt Forsamling i Kroen, om at blive. Han var villig dertil, naar de vilde oprette en Sikkerhedsvagt til Beskyttelse for hans Person. Det turde de imidlertid ikke "for de Andre."

I Tønder spillede ogsaa en af Lægerne en Hovedrolle ved Optøierne. Hans Kone stod i sin Gadedør og morede sig med at hidse en stor Hund paa de forbigaaende Danske. En Deel Udsendinge fra Hamborg stod paa Gadehjørnerne og udtalte følgende Parole til de Forbigaaende: "Erbebung für den Herzog". Da de imidlertid ikke kjendte noget tit Personer eller Forhold i Byen, tog de ofte feil og gav Parolen ogsaa til forbigaaende danske Embedsmænd, Amtmanden i Tønder, Grev Brockenhus-Schack skal være vendt tilbage til Byen, efterat denne er bleven besat af Fjenden. - I Læk har man til Herredsfoged istedetfor den bortjagede Willemoes valgt en i Byen boende Advokat Hr. Stoltz.

(Dagbladet (København 19. februar 1864) 


Andreas Christian Riis-Lowson (1827-1896) meldte sig som frivillig i Treårskrigen, men blev i stedet syg af tyfus. Kapellan i Emmerlev (Tønder) januar 1857, 2. kompastor i Læk (Leck) maj 1858. Rigsdagsmand pastor J. C . Zahle sagde at ministeriet Zahle sendte de mest stivnakkede embedsmænd til de nationalt blandede distrikter, og Riis-Lowson levede op til det. Han agiterede ivrigt for danskheden og var derfor ikke vellidt blandt de tysksindede. Han blev officielt entlediget 28. oktober 1864. En kort periode (1865-66) var han i politik (Højre). Han stiftede herefter Brørup Højskole 1869 (nedlagt 1874) som modvægt mod Ludvig Schrøders Askovskole. Fra 1872 til sin død 1896 var han tilknyttet Thisted Amt. Pastor Riis Lowson skulle senere blive omtalt i de såkaldte sortbøger over danskernes misgerninger i Slesvig. De kan findes på internettet på tysk. Jeg har valgt at bruge ham som eksempel på en "case" fra dette værk:

--- Riis-Lowson gjorde sig meget hurtigt mere upopulær end sin værdige forgænger gennem sin virksomhed for danskheden. Især reducerede han undervisningen i tysk til fire timer om ugen i Læk, selvom ligestillingen mellem det tyske og det danske sprog blev anerkendt af den danske regering selv; desuden blev der givet ordre til læreren om kun at tale dansk til børnene, selv i de fire timers tyskundervisning.

Pastor Riis-Lowson nød ikke mere personlig integritet end sin forgænger. I det mindste uforenelig med åndelig værdighed forekommer det os at drive en rentabel detailhandel med tran som han forstod at levere til de små mennesker i sit samfund billigere end for andre der havde ret til sådanne handler. Selvfølgelig lykkedes det hurtigt for disse misundelige konkurrenter at få ham til at opgive den fordelagtige sideforretning igen. Riis-Lowson blev ikke mindre berygtet for sin påtrængende adfærd over for en dame fra Løgum på en tur i en postvogn fra Læk til Tønder. Ved denne Lejlighed havde han udgivet sig for at være en landmand ved navn Freitag fra Læk, hvilket navn den værdige præst senere almindeligvis blev anvendt i folkesproget --; han havde sagt, at han havde villet lede efter en brud i Tønder, dog uden held, havde gemt sin vielsesring og bedt fruen om at tage til Læk med ham. Siden sagen blev kendt gennem fruens historier, fulgte en indkaldelse til kirkens besøgskontor, og nu forsøgte præsten at sætte en stopper for den irriterende sladder ved at anlægge nævningeting mod fruen, og samtidig retfærdiggøre sig over for kirkevisitationskontoret, men han var utilfreds med at hans klage blev afvist i anden instans af den højere appelret. Ud fra sagsakterne som findes i herredsfogedet ved Læk, kan det bevises, om ikke direkte skyld, i hvert fald en for en præst gennemgribende upassende adfærd som ligger til grund for denne afgørelse fra Højesteret. *)

Ligesom Clemmensen forstod Riis-Lowson også at udnytte menigheden i egen interesse, han gennemtvang en ordre fra kirkens visitatorium (bestående af fogeden grev Reventlow, senere kurator for Kiel Universitet og provst Tiedemann), at Clemmensen allerede havde fået menighed om at bygge en bolig for forpagteren af ​​de pastoratsjorde, der som følge heraf var mere fordelagtige at forpagte.

- - -

Riis-Lowsons prædikener er ikke særlig roste, de var ofte af en sådan karakter, at tilhørerne forlod kirken. Hvis nogle sognebørn, efter hjertets behov, gik i kirke uden at tage hensyn til den upopulære præsts personlighed, vendte de skuffede hjem, utilfredse, ofte dybt såret i deres følelser. Prædikenerne juledag og nytårsdag var helt igennem politiske: R.-L. hævder, at "der er mange hedninger i Afrika og andre steder i verden, men de dårligste, værste og mest fordærvede mennesker boede i sognet Læk, fordi de nærede dårlige følelser (dvs. dårlig politik) og førte en fordærvet adfærd i almindelighed. Men himlens hævn vil ikke udeblive, menigheden vil klare sig værre end Sodoma og Gomorra engang gjorde." Ingen tilhører var i tvivl om at det egentlige formål med prædikenen var at overtale menigheden til at ændre sin politiske holdning; en del der fik det svært, såret i hjertet, forlod før præsten var færdig kirken, som de var gået ind i for at høre Guds ord, ikke politik."

Efter den pludselige vending, som fulgte efter den allierede hærs indtog i Slesvig, forlod pastor Riis-Lowson Læk i nattens mulm og mørke af frygt for at han skulle blive stillet til ansvar. Da han flygtede, tog han det danske skolebibliotek med sig; det kunne være vigtigt for ham at fjerne i det mindste dette ene tydelige bevis på hans bestræbelser på at fordanske. For nylig forsøgte denne herre som agitator i spidsen for en rå skare at forstyrre forsamlingen af ​​mænd fra Nordslesvig ved Bøghoved, men han veg tilbage for forsamlingens værdige holdning og de forholdsregler der blev truffet for at beskytte den (nr. 38 a u. annonce nr. 47).

--- Riis-Lovesen hat sich durch seine Wirksamkeit in dänischem Sinne bald genug nicht minder unbeliebt zu machen gewusst, als sein würdiger Vorgänger. So wurde namentlich durch ihn in Leck, obschon die Parität der deutschen und dänischen Sprache selbst von der dänischen Regierung anerkannt war, der Unterricht im Deutschen auf vier Stunden wöchentlich reducirt; dazu ward dem Lehrer der Befehl ertheilt, mit den Kindern nur dänisch zu reden, sogar in den vier für den Unterricht im Deutschen bestimmten Stunden.

Persönlicher Unbescholtenheit erfreute sich Pastor Riis-Lovesen so wenig wie sein Vorgänger. Zu mindesten unvereinbar mit geistlicher Würde erscheint uns der Betrieb eines gewinnreichen Detailhandels mit Leberthran, den er kleinen Leuten seiner Gemeinde billiger als andere, zu solchem Handel Berechtigte zu liefern wusste. Freilich wussten es diese neidischen Concurrenten bald dahin zu bringen, dass er das vortheilhafte Nebengeschäft wieder aufgeben musste. Nicht minder berüchtigt wurde Riis-Lovesen durch sein zudringliches Benehmen gegen eine Dame aus Lügum auf einer Fahrt im Postwagen von Leck nach Tondern. Er hatte bei dieser Gelegenheit sich für einen Landmann Namens Freitag aus Leck ausgegeben welchen Namen der würdige Pastor seitdem im Volksmunde allgemein führte --; er hatte geäussert, dass er sich, freilich ohne Erfolg, in Tondern eine Braut habe suchen wollen, hatte seinen Trauring versteckt und die Dame gebeten, als die Seinige mit nach Leck zu fahren. Da durch die Erzählungen der Dame die Sache ruchbar wurde, erfolgte eine Denunciation beim Kirchenvisitatorium und nun versuchte der Pastor durch eine Injurienklage gegen die Dame, dem ärgerlichen Gerede ein Ende zu machen, und zugleich dem Kirchenvisitatorium gegenüber sich zu rechtfertigen, ward jedoch mit seiner Klage in zweiter Instanz vom Oberappellationsgericht abgewiesen. Aus den Acten, welche in der Hardesvogtei zu Leck zu finden sind, wird sich, wenn auch gerade keine directe Schuld, so doch ein für einen Geistlichen durchaus unziemliches Betragen nachweisen lassen, worauf dieser Bescheid des Oberappellationsgerichts sich begründet. *)

Wie Clemmensen hat auch Riis-Lovesen die Gemeinde in seinem Interesse auszubeuten gewusst, er erzwang, indem er einen bereits von Clemmensen erwirkten Befehl des Kirchen visitatoriums (bestehend aus dem Amtmann Grafen Reventlow, nachmaligem Curator der Universität Kiel und Probst Tiedemann) geltend machte, von der Gemeinde den Bau einer Wohnung für den Pächter der Pastoratsländereien, welche in Folge davon vortheilhafter zu verpachten waren.

--

Die Predigten Riis-Lovesen's werden nicht sonderlich gerühmt, sie waren nicht selten der Art, dass die Zuhörer die Kirche verliessen. Wenn auch bisweilen Gemeindemitglieder, dem Bedürfniss des Herzens folgend, von der Persönlichkeit des unbeliebten Geistlichen absehend zur Kirche gingen: sie kehrten getäuscht, unbefriedigt, oft tief in ihrem Gefühle verletzt, nach Hause zurück. Die Predigten am Weihnachtstage und Neujahrstage waren durchaus politisch: unter Drohen und Poltern hat R.-L. behauptet, „es gebe viele Heiden in Africa und auch sonst in der Welt, aber die schlechtesten, schlimmsten und verdorbensten Menschen wohnten im Kirchspiel Leck, weil sie überhaupt schlechte Gesinnungen (d. h. schlechte politische) hegten und einen verderbten Wandel führten. Aber die Rache des Himmels werde nicht ausbleiben, es werde der Gemeinde schlimmer ergehen, als einst Sodom und Gomorrha." Kein Hörer zweifelte, dass der eigentliche Zweck der Predigt der war, die Gemeinde zu einer politischen Meinungsänderung zu bewegen; nicht wenige haben, schwer im Herzen beleidigt, bevor der Pastor zu Ende war, die Kirche, welche sie betreten hatten, um das Wort Gottes, nicht um Politik zu hören," verlassen.

Nach dem plötzlichen Umschwung, welcher dem Einrücken der alliirten Armee in Schleswig folgte, verliess der Pastor Riis-Lovesen Leck bei Nacht und Nebel, er mochte befürchten, dass man ihn zur Verantwortung ziehen werde. Bei seiner Flucht nahm er die dänische Schulbibliothek mit sich, es mochte ihm darauf ankommen, wenigstens diesen einen deutlichen Beweis seiner Danisirungsbestrebungen zu beseitigen. In neuester Zeit hat dieser Ehrenmann als Agitator an der Spitze eines rohen Haufens die Versammlung nordschleswigscher Männer zu Böghoved zu stören versucht, doch ist er vor der würdigen Haltung der Versammlung und vor den zu ihrem Schutz getroffenen Vorkehrungen scheu zurückgewichen (No. 38 a u. ad No. 47).

(Schwarzbuch über die Dänische Missregierung im Herzogthum Schleswig ..., Bind 1, s. 7-11)

I 1946 kom der igen en dansk skole, Læk Danske Skole (med omkring 275 elever) ud af en befolkning på ca. 7.700 personer. Undervisning startede allerede i 1923 i en tilbygning til en hedegård. 

Slesvig 16de til 18de Februar 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Uddrag af brev fra Ullerup 16. februar 1864.

- - Indbyggerne i dette område er danske og kun få kan tysk, men de er også meget rolige og tålmodige og gør, hvad de kan.

- - Die Einwohner in hiesiger Gegend sind Dänisch und können nur Wenige deutsch, aber sie sind auch ganz ruhig und geduldig, und thun, was sie können.

(Carl Gottfried von Jena: Erinnerungen an einen Heimgegangenen. s. 29).


”Kære hr. pastor og kære moder! Vi ankom til byen Slesvig den 12. februar og fik af lazaretdirektøren overgivet det store luftige Gottorp Slot. Her løb alle forvirret rundt mellem hinanden. De høje sale gemte hen imod fem hundrede sårede og syge, østrigere, danske og nogle prøjsere. De fleste lå på jorden i deres blodige klæder på stråsække, kun tildækket med deres frakker, helt uden den tilbørlige pleje, et syn, der skar i hjertet, men på få dage var alt bragt i orden. Hver soldat har nu, hvad han behøver. Vi har af stabslægen fået at vide om vores arbejde, at vi skal lede sygevogterne og holde øje med deres arbejde og selv deltage i sygeplejen hos de mest syge og hårdest sårede, og vi skal naturligvis bistå ved lægernes operationer. Selv om de sårede for størstedelen er østrigere, så tager de dog uden undtagelse gerne mod et trøstende Guds ord fra os, de evangeliske diakonisser. Fuld af fred ligger ven og fjende ved siden af hinanden. Endog hjælper fire fangne danske soldater os gerne, alle muntre og flinke drenge.” 

(Brev fra diakonnisen Emilie Heuser, lazarettet på Gottorp Slot i Slesvig,  til forstanderparret i Kaiserswerth)


Oversættelse af tysk notits, se original herunder:

Husum, 9. februar Begivenhedsrige dage er bag os! Øjeblikket, som den lokale befolkning længe havde ventet på, var kommet; vi følte os pludselig fri for dansk herredømme, og de videre følger heraf lod ikke vente på sig. Lørdag middag var næsten alle huse i byen dekoreret med slesvig-holstenske og tyske flag. Borgmester Grüner, der gennem sine forløb gennem de seneste år havde vakt den største bitterhed i befolkningen, forlod byen, og der blev dannet et borgerudvalg, som midlertidigt overtog administrationen af ​​byen. Efter ordre fra borgerudvalget blev det offentligt udstillede kongevåben hhv. betegnelsen "kongelig" på andre plader, overstreget med sort. Om aftenen væltede en stor folkemængde gennem gaderne, der bestandig sang den slesvig-holstenske sang; for at opretholde orden blev der dannet en borgervagt, som patruljerede i gaderne; Uanset dette var der desværre flere tumultariske forestillinger, som viste sig ved at smadre ruder mv. En sådan adfærd vinder bestemt ikke befolkningens respekt; vi kan godt antage, at kun den laveste klasse deltog i den, direkte eller indirekte. - - - Mandag formiddag indkaldte borgerudvalget til borgermøde i hr. Caspersens lokale, som havde så mange deltagere, at den store, rummelige sal næsten ikke kunne rumme menneskemængden. En tale til hertug Friedrich VIII blev læst op af borgerudvalget og accepteret af de tilstedeværende (H. N.)

Husum, 9 Febr. Ereignissreiche Tage liegen hinter uns! Der von der hiesigen Bevölkerung längst ersehnte Augenblick war da; wir fühlten uns plötzlich frei von der dänischen Herrschaft, und die weiteren Folgen davon liessen nicht lange auf sich warten. Am Sonnabend Mittags waren fast alle Häuser der Stadt mit schleswig-holsteinischen und deutschen Fahnen geschmückt. Bürgermeister Grüner, der durch sein Verfahren in den letzten verschlossenen Jahren die Erbitterung der Bevölkerung in höchstem Grad erregt hatte, verliess die Stadt, und es bildete sich ein Bürgerausschuss, der die Verwaltung der Stadt interimistisch in die Hand nahm. Auf Anordnung des Bürgerausschusses wurden Nachmittags die öffentlich ausgehängten königlichen Wappeschilder, resp. die Besziechnung "königlich" an anderen Schildern, schwarz überstrichen. Abends wogte eine grosse Menschenmasse unter beständigem Singen des Schleswig-Holstein-Liedes durch die Strassen; zur Aufrechthaltung der Ordnung bildete sich eine Bürgerwache, welche durch die Strassen patroukillirte; dessenungeachtet sind leider mehrere tumultuarische Auftritte, die sich durch Fenstereinwerfen etc. kundgaben, vorgekommen. Durch solches Gebahren gewinnt die Bevölkerung sicherlich nicht an Achtung; wir dürfen denn auch wohl annehmen dass nur die niedrigste Classe derselben sich daran direct oder indirect betheiligt hat. - - - Am Montag Vormittags wirde vom Bürgerausschuss eine Bürgerversammlung in Local des Hrn. Caspersen berufen, die eine so zahlreiche Betheiligung fand, dass der grosse geräumige Saal die Menge kaum zu fassen vermochte. Eine Adresse an Herzog Friedrich VIII wurde vom Bürgerausschuss vorgelesen und von den Anwesenden angenommen (H. N.)

(Allgemeine Zeitung 17. februar 1864)


Oversættelse af tysk notits, se original herunder:

Flensborg, 15. februar. De danske embedsmænds uforskammethed går vidt! I Husum udnævnte den preussiske civilkommissær et par sådanne personer som regeringskommissærer, der havde vidst at indynde sig og indsmugle sig med samme. Danskerne var lige blevet bortvist fra et andet sted på vestkysten. En borgerdeputation fra Husum er her og klager over det. (I Husum var de lige sluppet af med alle danskere og var ikke så lidt overraskede over at sige, at det var gået fra slemt til værre.)

Flensburg, 15. Febr. Die Frechheit der dänischen Beamten geht weit! In Husum sind durch den preussischen Zivilkommissär ein Paar, solcher Menschen als Regierungskommissäre eingesetzt worden, die sich hier bei demselben einzuschmeicheln und einzusmuggeln gewusst hatten. Es waren eben aus einem andern Orte an der Westküste vertriebene Dänen gewesen. Eine Bürgerdeputation von Husum ist hier und führt darüber Beschwerde. (In Husum hatte man sich eben kurz vorder, aller Dänen glücklich entledigt und war nun nucht wenig überrascht, aus dem Regen in die Traufe kommen zu zollen.)

(Würzburger Journal 18. februar 1864)


Ribe, d. 18. Febr.

Oprørspartiet i de slesvigske Byer lader sig ikke nøje med at udjage de loyale Embedsmand, ogsaa dansksindede Borgere blive undsagte og tvungne til at flygte, uden at kunne finde nogensomhelst Beskyttelse hos de "Forbundnes" Militærautoriteter. En næringsdrivende Borger, som i Torsdags (d. 11.) efter forgjæves Modstand er bleven tvungen til at forlade Frederiksstad, hvor han i 19 Aar har været bosiddende, har meddelt os følgende Skildring af Tilstanden der, efterat det danske Militær havde forladt Byen: "Fredag den 5. om Aftenen Kl. 7½ forlod det danske Militær Byen. Natten gik nogenlunde roligt hen, da man frygtede for, at Militæret skulde vende tilbage; men Lørdag Morgen forkyndte en Skare Gadedrenge og Pøbel med en Oprørsfane i Spidsen og syngende "Meerumschlungen", at nu var Frederiksstad frelst fra "de Danskes Aag". Henimod Middag kom omtr. 200 Personer fra Dithmarsken og forenede sig med Pøbelen; de røvede og plyndrede paa Fæstningsværkerne og i Krudtmagasinerne; Dithmarskerne vilde absolut have Kanonerne førte over Ejderen, hvilket dog ikke blev udført, da Isen ikke var stærk nok til at bære. Præsten fra St. Annen var Dithmarskernes Anfører. Kanonerne bleve igjen kjørte op paa Voldene, og nu begyndte man at skyde Skud paa Skud for at forkynde "Friheden". Denne Fornøjelse blev imidlertid henimod Aften afbrudt, da man hørte Raabet: "Preusserne komme!" Kl. 5 rykkede 25 Mand preussisk Kavalleri ind. En uendelig Jubel hørtes. Borgerne trakterede Preusserne paa Gjæstgivergaardene med saamegen Champagne og Rhinskvin, som de vilde drikke, hvorpaa Borgerne og deres Døtre gik Arm i Arm med Preusserne og Dithmarskerne igjennem Gaderne, skraalende Oprørssangen og slaaende de dansksindede Beboeres Vinduesruder ud. Om Søndagen blev Augustenborgeren proklameret paa Raadhuset, og om Mandagen gik en Deputation, bestaaende af en Rektor Hartz, Grosserer Stuhr og en Hr. Voss til Kiel for at overbringe Hyldingen. (Grosserer Stuhr, som handler med Salt og Edike, har hidtil næsten udelukkende gjort Forretninger med handlende i Danmark; forhaabentlig vil dette ikke mere blive Tilfældet; Hertugen bør skaffe ham andre Kunder)."

(Ribe Stifts-Tidende 18. februar 1864).


Oversættelse af tysk artikel, se original nedenfor:

Midt i denne vaklen mellem omstændighederne, denne usikkerhed om stormagternes politik, denne mangel på planlægning i den administration de indretter, er det af største betydning, at befolkningen i Slesvig-Holsten gennem fastheden i deres holdning, og gennem fastsættelse af deres indgriben hvor end der er mulighed for råderum, at skabe færdige betingelser, som ikke efterfølgende kan nægtes anerkendelse. Mindst af alt vil de blive afskrækket af forbuddet mod "politiske demonstrationer" for at udråbe hertug Frederik i enhver by og landsby og kræve hans indsættelse uophørligt og i de mest højtidelige former. Det bliver ikke anderledes, som før, og også i fremtiden, med forsvaret af de danske embedsmænd og i særdeleshed de "sorte gendarmer". Hvor folket har frie hænder, vil de vide at slippe af med det af egen magt, og hvor den østrigsk-preussiske styrke forhindrer direkte selvhjælp, vil målet nås ad de omveje, der er nødvendige. Trods alle de ugunstige forhold er det i stort og småt sådan i hertugdømmerne, at befolkningen i Slesvig-Holsten er aktive i dette og på mange andre vigtige punkter i statsanliggenderne. Med udholdenhed og dristighed kan og vil nå målet med egen styrke.

Inmitten dieses Schwankens der Verhältnisse, dieser Unsicherheit der Politik der Grossmächte, dieser Planlosigheit der von ihnen eingesetzten Verwaltung ist es von der grössten Wichtigkeir, das die Schleswig-Holsteiner dirch die Festigkeit ihrer Haltung und durch die Entschlossenheit ihres Eingreifens, wo immer sich ein Spielraum dazu bietet, fertige Zustände schaffen, denen sich die Anerkennung hinterdrein nicht verweigern lässt. Am wenigsten werden sie sich durch das Verbot "polititischer Demonstrationen" abhalten lassen, den Herzog Friedrich in jeder Stadt und in jedem Dorfe auszurufen und dessen Einsetzung ohne Unterlass und in den feierlichsten Formen, welche sich darbieten, zu verlangen. Nicht anders wird es, wie bisher, so auch ferner, mit der Vertreidung der dänischen Beamten und insbesondere der "schwarzen Gensdarmen" zu halten sein. Wo das Volk freie Hand hat, wird es sich derselben aus eigner Machtvollkommenheit zu entledigen wissen, und wo die österreichisch-preussische Gewalt die unmittelbare Selbsthülfe verhindert, da wird man eben auf den durch die Noth begotenen Umwegen das Ziel erreichen. Trotz aller Ungunst der Nebenumstände sind die Dinge in den Herzogthümern im Ganzen und Grossen so angethan, das die Schleswig-Holsteiner in diesem wie in manchem, andern wichtigen Punkte der Landessache durch Thätigkeit. Ausdauer und Kühnheit mit eignen Kräften zum Zwecke gelangen können und werden.

(Wochenschrift des Nationalvereins 18. februar 1864. 

Avisen var stærkt kritisk over for Østrig og Preussens indgriben i konflikten. Avisen plæderede i stedet for at Slesvig-Holsten selv fik lov til at ytre sig - uden dog at angive hvem eller hvad der skulle gøre det. Da den ikke bragte særlig mange beretninger fra hertugdømmerne, er den ikke repræsenteret i denne serie)


Søndagen den 7de ankom til Frederiksstadt flere hundrede Dithmarsker Bønder, som med deres Vogne havde passeret Eideren - et Beviis for, at Eideren under nuv. Omstændigheder ikke kunde have støttet vor Forsvarslinie. Nu begyndte Excesserne. De dansksindede Embedsmand bleve bortjagne, og ibl. A. skal Bromester Bærentsen være bleven mishandlet af Pøbelen. Prætendenten blev proclameret. Byens Forstanderskab holdt sig dog tilbage fra det hele Uvæsen. Om Eftermiddagen bemægtigede Bønderne sig nogle af de tilstedeværende Kanoner og en betydelig Deel Ammunition, og nu begyndte en Skydning "for Morskabs Skyld", som varede hele Natten. Desuden foretoge Bønderne, hvoraf de fleste vare stærkt berusede, mangfoldige Excesser. Tilsidst droge de bort, medtagende Kanonerne, thi, sagde de, dem vilde de selv erobre, for at de ikke skulde falde i "de fordømte Preusseres Hænder"; meget hellere vilde de overlevere dem til Sachserne. I Husum installerede en saakaldet "Velfærds-committee", bestaaende af de værste Wühlere, men især af Prætendentens Emissairer, sig paa Raadhuset. Lærer Magnussen og Pastor Hasselriis maatte forlade deres Familier og efterlade disse blottede for alle Subsistensmidler. Den svensk-norske Viceconsul Raadmand Hansen, der søgte at modsatte sig de scandaleuse Optøier, led personlig Overlast. Consulatskildtet og det af ham heisede svenske Flag blev insulteret og nedrevet af Pøbelen. Befolkningen i Husum Amt deeltog ikke i de i Kjøbstaden Husum stedfundne Optøier. Derimod var Eiderstedt Landbefolkning i fuldt Oprør. - I Byen Slesvig maatte Branddir. Mathiesen forlade Kone og Børn, begive sig bort i Mulm og Mørke og søge tilfods at naae Rendsborg. Det fortjener at anføres, at han undervejs traf en Bonde fra Egnen, som udtalte sin store Harme over, hvad der var skeet, og sagde, at Bønderne aldrig vilde taale, at man jog deres Embedsmand bort, som de vare tilfredse med. Han tog Mathiesen hjem til sin Gaard, gav ham Spise og Drikke og befordrede ham senere til Rendsborg uden at ville modtage en eneste Skilling af ham i Betaling. - I Tønder prædikede Provst Hjort endnu om Søndagen, vel ikke for Mange, men dog i Ro. Derpaa ledsagede han sin Familie til en Præstegaard et Par Miil derfra, da Politiemesteren ikke længer kunde indestaae for noget, og agtede om Aftenen at vende tilbage til Tønder for at see Tilstanden. Indsenderen af dette Udtog af et Brev formener, at Wrangels Proclamation maaskee kan bringe nogen Orden tilbage, saa at Amtmanden, Grev Schack, 

- - -

I Brev fra Haderslev endnu i Onsdags til Dagbl. hedder det om Stemningen i Nordslesvig, at "meest overvejende er dog, navnlig hos Bondestanden, Frygten for "Kjøbenhavnerne". Man har altid været ængstlig for dette underlige, for de Fleste halvt fremmede og uklare (?) Begreb, som man her kalder "Kjøbenhavnerne"; man ængstedes for det i Martsdagene 1848, ligesaa den 16-17de November 1863 og navnlig nu. Optøjerne der føier man til den øvrige Situation i følg. Raisonnement: "Herregud, nu have vi jo tre Regjeringer: Holstenerne Prætendenten, vi Kongen og Kjøbenhavnerne en ny Konge!" Thi at der er Revolution i Kjøbenhavn, troe Mange i deres Mistænksomhed fuldt og fast. Jeg anfører dette for at pointere, hvad man i Kongeriget og navnlig i Kjøbenhavn aldrig ret har villet lægge sig paa Hjerte: at da Alt til Syvende og Sidst jo dog dreier sig om Slesvig, saa bør dette ved selv den ubetydeligste Foranstaltning aldrig lades ud af Betragtning. Fra 1848 indtil Dato har der fra dansk Side ikke været noget andet Standpunct berettiget end "det slesvigske". Og skulle vi nogenlunde kunne vente bedre Tider, saa maa dette ganske anderledes og med langt større Resignation fastholdes fra Kongerigets Side, end skeet er i 1848-64."

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 16. februar 1864.)


Oversættelse af tyske artikel, original under oversættelsen:

I den 7. d. M. Ved det afholdte borgermøde valgtes en deputation bestående af byens mest  ansete Borgere, som dagen efter gik til den preussiske civilkommissær friherre v. Zedlitz-Neukirch, fortsatte med at meddele ham sine klager over de danske embedsmænds adfærd. På foranledning af civilkommissæren blev disse klager og anmodninger om at gøre en ende på ondskaberne opfordret til at blive afgivet, og uddragene lyder som følger:

I 14 år har hertugdømmet Slesvig og især vores by været under det hårdeste pres, en hån mod al guddommelig og menneskelig orden. Vores nationalitet blev trampet på, kirke og skole blev ødelagt, landet reduceret til et forhold ikke ulig koloniernes til moderlandet, bortset fra at udøvelsen af ​​den vold, som den danske regering antog, skete med en hårdhed og hensynsløshed som f.eks. kan kun findes i erobrede provinser under indflydelse af blindt nationalt had. - Gud har brudt det bånd, der bandt Slesvig-Holsten til Danmark i 400 år, de høje monarker i Preussen og Østrig tog den ædle beslutning at sætte en stopper for det. Allerede nu har de danske tropper givet plads til de højallieredes modige hære. Vi tog imod dem med taknemmelighed som vores befriere, fordi vi stoler på tysk hjælp. Men befrielsen er endnu ikke fuldendt, så længe vores tidligere undertrykkeres organer, fjendens embedsmænd, stadig beholder deres stillinger. De mænd, der skånselsløst har hengivet sig til at være den nationaldemokratiske regerings redskaber i København, vil fremover rette hele deres indflydelse, åbent eller hemmeligt, til samme formål; de vil fortsat være landets fjender, de vil være fjender af den preussiske og østrigske regering og betragte besættelsestropperne som fjendtlige og handle derefter. Disse embedsmænd er nødvendigvis de bitre fjender af ethvert tysk styre, og hensynet til sikkerheden for besættelsestropperne gør deres fjernelse uundgåelig.

For vort lokale styres vedkommende har ingen af ​​magistratens medlemmer indbyggernes tillid og respekt, af den simple grund, at de aldrig har arbejdet til gavn og gavn for byen, men udelukkende i hensynet til ejderdansk regeringspolitik. Ved kommunaldeputeretvalgene har de altid øvet al deres indflydelse i dansk ånd og har besat alle de lavere poster udelukkende med indfødte danskere eller med sådanne, som det danske sindelag kunne købes ved den givne fordel. Med denne retning, der udelukkende sigtede på gennemførelsen af ​​foranstaltninger til beskyttelse af byen, kunne byens økonomiske administration kun vies underordnet pleje. På grund af en administration, der er lige så meningsløs som den er vilkårlig, er gælden steget enormt siden krigen og bysamfundssystemet kræver akut og frem for alt afskedigelse af alle magistratsmedlemmer og besættelse af de ledige stillinger med dygtige og tysksindede mænd.

Tilsvarende onder kan findes i det herværende skolesystem. Siden krigen er vore skoler kun blevet betragtet og behandlet som institutioner til udbredelse af den danske ånd. Den herværende real og lærde skole har nu over 20 lærere, hvoraf kun tre er i stand til at undervise på tysk; I betragtning af denne institutions rent politiske tendenser er det forståeligt, at børnene bliver forsømt religiøst og moralsk. Ikke desto mindre er de fleste borgere tvunget til at sende deres børn dertil, fordi der ikke er undervisningsfrihed, og flere ansøgninger til det slesvigske ministerium om oprettelse af en privatskole ledet af dygtige lærere har været uden succes. Afskaffelsen af ​​dansklærerne er påkrævet såvel af hensyn til alle love hensigtsmæssigheder. Generelt er undervisningen så ringe, at børnene i konfirmationsalderen i almindelighed hverken behersker tysk eller dansk, de underste borgerskoler hvor undervisningssproget er tysk, er for det meste besat med uduelige lærere, eller i det mindste med utilstrækkelige kræfter, fordi der ved danske skoler, som var blevet opført i alle byens hjørner siden krigen, er ansat så mange dygtige danskere som muligt; Også her er en gennemgribende reform og ændring af lærerstaben nødvendig.

In der am 7. d. Mts. abgehaltenen Bürgerversammlung wurde eine aus den augesehensten Bürgern der Stadt bestehede Deputation erwählt, welche sich am folgenden Tage zu dem Preussischen Civlkommissar, Frhrn. v. Zedlitz-Neukirch, begab, un demselben ihre Beschwerden über das seitherige Verhalten der Dänischen Beamten mitzutheilen. Auf Veranlassung des Civilcommissars wurden diese Beschwerden und Bitten um Abstellung der Uebelstände in schriftlicher Form wiederholt und lauten im Auszuge folgendermassen:

Seit 14. Jahren hat das Herzogthum Schleswig und namentlich auch unsre Stadt unter dem härtesten, aller göttlichen und menschlichen Ordnung Hohn sprechenden Drücke gestanden. Unsre Nationalität wurde mit Fussen getreten, Kirche und Schule wurden verwüstet, das Land in ein Verhältniss herabgedrückt, dem der Colonien zum Mutterlande nicht unähnlich, nur dass die Ausübung der von der Dänischen Regierung angemassten Gewalt mit einer Härte und Rücksichtlosigkeit geschah, wie sie nur in eroberten Provinzen unter dem Einflusse eines blinden Nationalhasses gefunden wird. - Gott hat das Band gelöst, welches Schleswig-Holstein 400 Jahre lang an Dänemark knüpfte, die hohen Monarchen von Preussen und Oesterreich haben den Hochherzigen Entschluss ein Ende zu machen. Schon sind die Dänischen Truppen vor den tapfern Armeen der hohen Verbündeten zurückgewichen. Wir haben sie dankerfüllt als unsre Befreier begrüsst, denn wir vertrauen der Deutschen Hülfe. Aber die Befreiung ist noch keine vollständige, so lange die Organe unsret bisherigen Bedrücker, so die die feindlichen Beamten noch ihre Stellung beibehalten. Die Männer, die sich rücksichlos zu Werkzeugen der national-demokratischen Regierung in Kopenhagen hergegeben haben, werden ihren ganzen Einfluss auch fortan offen oder im Geheimen auf dieselben Zwecke richten, sie werden fortfahren die Feinde des Landes zu sein, sie werden die von der Preussischen und Oesterreichischen Regierung eingesetzte Civilverwaltung und die Occupationstruppen als feindliche betrachten und danach handeln. Diese Beamten sind nothwendig die erbittertsten Feinde jedes Deutschen Regiments, und schon die Rücksicht auf die Sicherheit der Occupationstruppen macht die Entfernung derselben unvermeidlich.

Was nun zunächst unsre Communalverwaltung betrifft, so besitzt keines der Mitglieder des Magistrats das Vertrauen und die Achtung der Einwihner, aus dem einfachen Grunde, weil sie stets nicht für den Nutzen und Vortheil der Stadt, sondern ausschliesslich im Interesse der Eiderdänischen Regierungspolitik gewirkt haben. Bei den Wahlen städtischer Deputirten haben sie ihren ganzen Einfluss stets im Dänischen Sinne geltend gemacht, und haben alle niedern Posten ausschliesslich mit geborenen Dänen oder solchen besetzt, bei denen die Dänische Gesinnung durch den gewährten Vortheil erkauft werden konnte. Bei dieser ausschliesslich auf die Durchführung von Danisirungsmassregeln abzweckenden Richtung konnte freilich der städtischen Finansverwaltung nur eine untergeordnete Sorgfalt gewidmet werden. Durch eine eben so sinnlose als willkürliche Administration ist die Schuldenlost seit dem Kriege ungeheuer vergrössert und sind die städtlischen Gemeindewesens erfordert dringend und vor allem die Entlassung sämmtlicher Magistratsmitglieder und die besetzung der eledigten Stellen durch fähige und Deutsch gesinnt Männer.

Entsprechende Uebelstände finden sich im diesigen Schulwesen vor. Seit der KRige sind unsre Schulen nur als Anstalten für die Verbreitung Dänischer Gesinnung betrachtet und behandelt worden. So zählt die diesige Real- und Gelehrtenschule jetzt über 20 Lehrer, von denen nur drei im Stande sind, den Unterricht Deutsch zu ertheilen; bei der rein polititsichen Tendenz dieser Anstalt ist es erkllich, dass die Kinder religiös und sittlich durchaus vernachlässigt werden. Dennoch sind die meisten Bürger gezqungen ihre Kinder dorthin zu schicken, weil eine Lehrfreiheit nicht vorhanden ist und mehrfache Ansuchen, welche auf Gründung einer Privatschule unter Leitung tüchtiger Lehrer gerichtet waren, bei dem Schleswigschen ministeirum erfolglos blieben. Die Beseitigung der Dänischen Lehrer ist durch alle Rücksichten des Rechts und der Zweckmässigkeit geboten. Allgemein ist der Unterricht so mangelhaft, dass die Kinder im Confirmationsalter der Regel nach weder des Deutschen noch des Dänischen mächtig sind, die niedern Bürgerschulen, an denen die Unterrichtssprache Deutch ist, sind meistens mit unbrauchbaren Lehrer besetzt oder wenigstens mit unzureichenden Kräften versehen, da an den neuen Dänischen Schulen, welche man seit dem Kriege an alle Ecken der Stadt errichtete, möglichst tüchtige Dänen angestellt; auch hier stellt sich eine gründliche Reform und Aenderung des Lehrerpersonals als nothwendig dar.

(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger 18. februar 1864).

Artiklen behandler på samme måde kirken, retsvæsen mv. Den preussiske civilkommissær i Flensburg svarede den 10. februar venligt på henvendelsen, og meddelte at han selv ville undersøge sagen. Den 18. februar 1864 indfandt en deputation repræsenterende ca. 800 medlemmer fra den tyske borgerforening "Euterpe" sig hos den østrigske civilkommissær grev Revertera. Den henviste til at man tidligere havde afleveret en skriftlig beretning til den preussiske civilkommissær. Revertera svarede at hans opgave var at regere efter de gældende love, som danskerne havde overtrådt den forskrift at alle offentlige embedsmænd skulle have studeret 2 år ved Kiel Universitet. Og at man måtte skride til aktion overfor disse. Derudover en paragraf om uværdige handlinger.

Jens Petersen (1829-1905): Rast ved gård i Øster-Dybbøl, 1864. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Slesvig 14de og 15de Februar 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Oversættelse af tysk artikel om katolikker i Slesvig-Holsten. Original nedenfor:

Slesvig-Holsten. I betragtning af den begejstring, der er tydelig overalt i vort tyske fædreland, i syd såvel som i nord, blandt katolikkerne såvel som blandt protestanterne til fordel for slesvig-holstenerne, ville det ikke være mere end rimeligt, end at katolikker i Holsten fandt endelig noget mere værdigt, deres doktrin ville få en mere hensynsfuld behandling. Selvom Holsten overvejende er protestantisk, formerer katolikker sig også, især i byerne. Det er dog kun 3 byer, der må ansætte en katolsk præst, nemlig Altona, Glückstadt og Kiel, og disse 3 byers ministre må også kun udføre kirkelige funktioner under de største restriktioner. Katolikkerne i Neumünster ønskede nu at få del i dette privilegium og bygge en kirke og holde en præst af egne ressourcer og henvendte sig til regeringen i København med henblik herpå den 28. maj 1862. Men hvad gør denne intolerante regering? Den afviste anmodningen fra katolikkerne i Neumünster og tillod af stor barmhjertighed kun andragerne, at en katolsk præst kunne holde gudstjenester i et privat hus, udføre velsignelsen af ​​katolske brudepar og døbe katolske forældres børn. Senere henvendte alle katolikkerne i Holsten sig til stænderforsamlingen i Itzehoe og fremlagde deres klager for folkets repræsentanter, hvorfra det er særligt vigtigt at understrege, at de katolske kirker i hertugdømmet ikke må have et tårn og små klokker, medens der i samme Holsten findes mange Adelsbygninger, og selv sindssygeanstalter er smykket med tårne og klokker; at katolikkerne i Holsten er tvunget til at gifte sig med en luthersk prædikant, i så fald skal alle børn opdrages i den lutherske religion, og endelig at katolikkerne i de ikke-privilegerede byer (Altona, Glückstadt og Kiel) aldrig har en katolsk præst, undtagen i alvorlige sygdomstilfælde, og at, undtagen i sådanne sygdomstilfælde, ingen katolsk præst nogensinde må udføre en tjeneste. Disse klager var bestemt velbegrundede. Men hvad skete der i stænderforsamlingen? Det var ikke særlig vellykket – og på opfordring fra de protestantiske riddere og præster forblev alt stort set det samme. Men nu er det på tide, at de holstenske katolikkers retfærdige ønsker endelig blev overvejet - nu hvor så mange katolikker hæver deres stemmer for Slesvig-Holsten - uanset landets overvejende protestantiske karakter - med så mange ofre for deres stammebrødre står op! Rimelighed ville være den bedste tak for ofre!

Schleswig-Holstein. Angesichts der Begeisterung, die sich überall in unserem deutschn Vaterlande, im Süden wie im NOrden, unter den Katholiken, wie unter den Protestanten zu Gunsten der Schleswig-Holsteiner kundgibt, wäre es nicht mehr als billig, wenn die Katholiken Holsteins endlich einmal einer etwas würdigeren, ihre Lehre mehr berücksichtigendern Behandlung theilhaftig würden. Obwohl Holstein überwiegend protestantisch ist, vermehren sich die Katholiken daselbts, besonders in den Städten, zusehends. Es ist aber nur 3 Städten gestattet einen katholischen Geistlichen anzustellen, nämlich Altona, Glückstadt und Kiel, und auch die Geistlichen dieser 3 Städte dürfen die kirchlichen Verrichtungen nur unter den grössten Einschränkungen vorhenmen. Die Katholiken in Neumünster wollten nun dieser Vergünstigung auch theilhaftig werden und aus eigenen Mitteln eine Kirche bauen und einen Geistlichen halten und wandten sich zu diesem Zwecke am 28. Mai 1862 an die Regierung in Kopenhagen. Was thut aber diese unduldsame Regierung? Sie wies die Bitte der Katholiken Neumünsters ab und erlaubte den Bittstellern aus übergrosser Gnade nur, dass ein katholischer Geistlicher in einem Privathause Gottesdienst halten, die Einsegnung katholischer Brautpaare vornehmen und die Kinder katholischer Eltern taufen dürfe. Später wandten sich sämmtliche Katholiken Holsteins an die Ständeversamlung in Itzehoe und brachte vor den Vertretern des Volkes ihre Beschwerden vor, aus welchem namentlich die hervorzuheben ist, dass die katholischen Kirchen in Herzogthum keinen Thurm und leine Glocken haben dürfen, während doch im nämlichen Holstein viele Gebäude der Adeligen, und selbst Irrenhäuser mit Thürmen und Glocken geschmückt sind; dass die Katholiken Holsteins gezwungen sind, sich von einem lutherischen Prediger heirathet, wobei überdiess alle Kinder in der lutherischen Religion erzogen werden müssen, und dass endlich die Katholiken in den nicht privilegirten Städten (Altona, Glückstadt und Kiel) niemals einen katholischen Geistlichen, ausser in schweren Krankheitsfällen, zu sich berufen dürfen und dass, ausser in solchen Krankheitsfällen, kein katholischer Geistlicher jemals eine geistliche Verrichtung vornehmen dürfe. Diese Beschwerden waren gewiss begründet. Aber was geschah in der Ständeversammlung? Sie hatte keinen besonderen Erfolg - und auf der Wunsch der protestantischen Ritter und Pastoren blieb Alles so ziemlich beim Alten. Jetzt wäre es aber an der Zeit, dass die gerechten Wünsche der holsteinischen Katholiken endlich einmal berücksichtigt würden - jetzt, wo so viele Katholiken ihre Stimmen für Schleswig-Holstein erheben - ohne Rücksicht auf den überwiegend protestantischen Character des Landes - mit so vielen Opfern für ihre Stammesbrüder einstehen! Billigkeit wäre der beste Dank für Opferwilligkeit!

(Der bayerische Beobachter 14. februar 1864) 

Indtil 1757 havde katolikkerne haft noget friere forhold end i fx Hamborg. Men fra det år indførte Frederik V den nævnte bestemmelse om blandede par - hvilket de fleste ægteskaber hvor en katolik var involveret, bestod af. Dette fik antallet af katolikker til at falde drastisk i Altona, og i Glückstadt forsvandt de fuldstændig. Som nævnt havde katolikkerne krævet samme religionsfrihed som herskede i Danmark fra 1849, men regeringen i København undlod at fremtvinge en sådan overfor det holstenske ridderskab. Frederik VII havde forberedt en ændring, men døde før den kunne nå at træde i kraft. Fra 1863 kom de slesvig-holstenske katolikker først under saksisk kirkeret (af 14. juli 1863) og senere som preussisk provins under dette lands kirkelovgivning.


I Tønder er det derimod gaaet meget oprørsk og uhyggeligt til. Efter en Beretning i Tirsdags fra Møgeltønder (tæt udenfor, paa jydsk Gebeet) i Ribe Av. af Torsdag, som ogsaa kom iaftes, havde man omringet Physicus Ulrichs Huus og forlangte hans Afrejse. Han lovede at ville afrejse i Tirsdags, men erklærede paa det Bestemteste, at han forblev, dersom man indslog hans Vinduer. Trods denne Overeenskomst bleve Vinduerne dog senere paa Natten demolerede af Pøbelen. Alle danske Skildte ere forsvundne. En stor Sværm havde omringet Apotheket for at tvinge Hr. Ørnstrup til at borttage dets danske Indsskrift; dette lovedes, men saa forlangte man ovenpaa - 3 Flasker Bitter i Krigsomkostninger, som derpaa tømtes under uendelig Jubel for Schleswigholsteins Seir"! Borgemester Holm havde dog om Formiddagen endnu ikke forladt Tønder. Augustenborger-Proclamation sattes i Scene om Middagen og "hele Byen er behængt med schleswigholsteinske Faner". - Efter Hadersl. Av. vare Optøierne i Tønder, som allerede bebudede sig næstsidste Løverdag, atter begyndte Søndag Aften, efter at vor Styrke fra Frederiksstadt i Dagens Løb var dragen igjennem Byen med hele Fæstningsssytset, som Gen. Wilster havde bjerget. "Med Tropperne havde nogle af Embedsmændene, navnlig Herredsfoged Lind og Toldkasserer, Kammerr. Büttner, og tillige hele Politiet og Gensdarmeriet (!!) forladt Byen. Borgmesteren, Cancellir. Holm, som blev tilbage, var saaledes afmægtig overfor Bevægelsen. Ruderne bleve slaaede ind enkelte Steder, først hos Herredsfoged Cancellir. Kjær, som ligeledes var bleven tilbage, men nu maatte flygte, da Pøbelen truede ham med alvorlig Overlast. Ligeledes flygtede Seminariets Lærere, navnlig Prof. Kühnell og Capit. Thurah, uagtet disse havde forbudt Seminaristerne at forlade Byen under Trudsel med Udelukkelse af Seminariet. De fleste Seminarister reiste næste Dag; nogle enkelte, som vare stærkest truede, fordi de havde deeltaget i det nylig stedfundne Slagsmaal, havde allerede forladt Byen om Løverdagen. Uordenerne fortsattes om Mandagen; Borgemesteren og Amtmanden forbleve endnu i Byen, men ere nu vel og tagne bort; den Førstnævnte blev efter Forlydende af Pøbelen tvungen til at sætte sig op paa en fremkjørt Vogn og kjøre bort. Der hersker nu fuldstændig Anarchie i Tønder; en Slags (saakaldet) Velfærdsudvalg skal være nedsat, og de Loyale ere aldeles terroriserede. Til Byen ventes 300 Frisere, som dog i Mandags og Tirsdags skulle være blevne holdte tilbage af Sneeveiret; saasnart de kom, skulde Prætendenten proclameres osv".

Hadersl. Av. antager trods Beretningerne fra Tønder ikke, "at der i Slesvig, ialtfald i Nord- og Mellemslesvig, ved en bestemt Optræden let bliver Fare for virkelige Muligheder, og den Fremstilling, den har modtaget af Tildragelserne i Tønder, gjør det Indtryk, at Bevægelsespartiet ikke havde kunnet opnaae at fordrive Embedsmændene og terrorisere de velsindede Borgere, dersom der fra Myndighedernes og Politiets Side var viist tilbørlig Fasthed. Derfor, siger den, gjentage vi, at Ro og Fasthed under Faren er en Borgerpligt for Alle."

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 15. februar 1864).

Frederik Ferdinand Ulrich (1818-1917) var fysikus i Tønder 1854-1864, og samtidig udgiver af "Vestslesvigs Tidende". Fra 1866 var han distriktslæge og læge ved Vartov i København, medlem af Borgerrepræsentationen 1867-1873).

Fotograf Christian Friedrich Brandt (1823-1891): Das rothe Thor, südl. Eingang zur Stadt Flensburg, 1864. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Oversættelse af tysk artikel, originalen er nedenunder:

Flensborg den 12. februar kl. 06.00 om morgenen. (H.B.H.) Jeg er i færd med at tage en tur til Gråsten og Nybøl for at være så tæt som muligt på scenen for de kommende begivenheder, og vil kort rapportere jer nogle flere nyheder, som jeg kom for sent til at vedhæfte mit brev af i går. I Sønder Brarup afholdtes i forgårs en generalforsamling for anglernes landboere, ved hvilken hertug Frederik VIII blev udråbt, og der blev udnævnt en deputation til hyldest, som skal rejse til Kiel. En lignende deputation af landboere fra Tønder Amt ankom her i dag på vej til Kiel og skal til hertugen i morgen. I Frisermarchen lod de danske gejstlige, nogle med lærere og skolelærere, for det meste af egen drift deres menigheder i stikken og flygtede til Danmark. Den afsatte borgmester i Tønder vendte tilbage dertil i forgårs for at holde en tidligere annonceret offentlig auktion; da han dukkede op, trak alle de tilstedeværende sig tilbage. Han har opholdt sig i den jyske enklave Møgeltønder siden tirsdag og vender tilbage til Tønder på midlertidig basis. I Angel forsøgte flere af de alle vegne fjernede danske præster og ansatte at vende tilbage til deres tidligere boliger om natten, men blev straks drevet ud igen. - I Flensborg overskar dansk pøbel gentagne gange de reb der sikrede de slesvig-holstenske flag og smadrede i går aftes alle ruder i et hus på Norderstrasse, der var dekoreret med sådan et flag. Foreløbig har hr. von Zedlitz opgivet intentionen om at flytte sin bolig til Slesvig by. Han ville sikkert have det sværere der end i Flensborg, hvis han egentlig har tænkt sig at stole på de danske embedsmænd, der har været der siden, i stedet for på folkets deciderede udtrykte vilje. Kronprinsen af ​​Preussen svarede borgerdeputationen der tirsdag besøgte ham, på samme måde som i Rendsburg. Han udtalte sin tak for den venlige modtagelse af de preussiske og østrigske tropper og understregede stærkt at han ikke var her i nogen officiel egenskab for tiden, men at han havde den sikre forventning om at befolkningens ønsker ville blive venligt modtaget af hans kongelige far. I dag bliver en lignende deputation af tyske statsborgere feltmarskalløjtnant v. Gablenz der siden i går eftermiddags har flyttet sit hovedkvarter til Flensborg. Omkring 16.000 preussiske og østrigske tropper ankom her i går, tog indkvartering her for natten og vil sandsynligvis også rykke til Sundeved i morges. Alle huse var derfor belastet med en meget tung indkvartering i nat.

Flensburg, den 12. Februar, Morgens 6 Uhr. (H.B.H.) Im Begriff, einen Ausflug nach Gravenstein und Nübel zu unternehmen, um dem Schauplatz der bevorstehenden Ereignisse möglichst nahe zu sein, melde ich Ihnen in der Kürze noch ein paar Nachrichten, die ich zu spät erfuhr, um sie meinem gestrigen Briefe beifügen zu können. In Söderbrarup hat vorgestern in der That eine algemeine Versammlung der Landbewohner Angelns stattgefunden, in welcher Herzog Friedrich VIII. proclamirt und eine Huldigungsdeputation ernannt wurde, die nach Kiel reisen soll. Eine ähnliche Deputation der Landbewohner des Amtes Tondern ist heute auf der Durchreise nach Kiel hier angelangt und begiebt sig morgen zum Herzoge. In der Friesischen Marsch haben die Dänischen Geistlichen, zum Theil mit Küster und Schullehrer, meistens aus eigenen Antriebe ihre Gemeinden im Stiche gelassen und sind nach Dänemark entwichen. Der vertriebene Bürgermeister von Tondern ist vorgestern dorthin zurückgekehrt, um eine schon früher angekündigte öffentliche Versteigerung abzuhalten; bei seinem Erscheinen entfernten sich sämmtliche Anwesende. Er hat seit Dienstag sein Nachtquartier in der Jütländischen Enclave Mögeltondern aufgeschlagen und kehrt von dort zeitwillig nach Tondern zurück. In Angeln haben mehrere der überall removirten Dänischen Geistlichen und Küster den Versuch gemacht, Nachts in ihre frührern Wohnungen zurückzukehren, sind aber sofort wieder verjagt worden. - In Flensburg hat Dänischer Pöbel wiederholt die Bestetigungsseile der ausgehängten  Schleswig-Holsteinischen Fahnen zerschnitten, und gestern Abend in einem Hause der Norderstrasse, das mit einer solchen Fahne geschmückt war, alle Fensterscheiben zertrümmert. Hr. v. Zedlitz hat die Absicht, seinen Wonhsitz heute nach der Stadt Schleswig zu verlegen, einstweilen aufgegeben. Er dürfte dort allerdings einen schwereren Stand haben, als in Flensburg, wenn er sich in der That auf die seitherigen Dänischen Beamten, statt auf den entschieden ausgesprochenen Volkswillen, zu stützen gedenkt. Der Kronprinz von Preussen hat der Dürgerdeputation, welche sich am Dienstag zu ihm begab, in ähnlicher Weise wie in Rendsburg geantwortet. Er sprach seinen Dank für die freundliche Aufnahme der Preussischen und Oesterreichischen Truppen aus und betonte stark den Umstand, dass er sich hier gegenwärtig in keiner officiellen Eigenschaft aufhalte, aber dass er die sichere Erwartung hege, die Wünsche der Bevölkerung würden bei seinem königlichen Vater jede billige Berücksichtigung finden. Heute wird sich eine änhliche Deputation Deutscher Bürger zum Feldmarschallieutenant v. Gablenz verfügen, welcher seit gesten Nachmittag sein Hauptquartier nach Flensburg verlegt hat. Es trafen hier gestern noch cica 16,000 Mann Preussische und Oesterreichische Truppen ein, welche hier Nachtquartiere bezogen und wahrscheinlich heute früh gleichfalls nach Sundewitt rücken. Alle Häuser waren daher in der letzten Nacht mit einer sehr starken Einquartierung belastet.

(Magdeburgische Zeitung 15. februar 1864)

Tønder blev ifølge Vestslesvig Avis (Tønder) besat af østrigske tropper den 15. februar 1864. Ligeledes indfandt der sig en patrulje i Møgeltønder. Avisen meddelte at flere af Tønders embedsmænd (bl.a. amtmand grev Brockenhuus-Schack og provst Hjort) anerkendte regeringskommissærernes myndighed. Endvidere skulle Tønder have en ny borgmester, underretsadvokat Johann Georg Andreas Bolquardsen, men det blev underkendt af civilkommissærerne som i stedet indsatte advokat Bleiken, tidligere sekretær på Tønder Amthus. 

04 december 2021

Danske Embedsmænd i Slesvig. 9de til 13de Februar 1864. (Efterskrift til Politivennen)

 Møgeltønder, den 9. Febr.

- Tønder har inat, uagtet sin "Sikkerhedsgarde" været Skuepladsen for nye Pøbelagtigheder. der om muligt overtræffe hvad denne hæderlige By hidtil har præsteret i denne Retning. En Pøbelsværm omringede t. Ex. Physikus Ulrichs Huus og forlangte hans Afrejse; Physikus lovede at vilde afreise idag, men erklærede paa det Bestemteste, at han forblev, dersom man indslog hans Vinduer. Trods denne Overeenskomst bleve Vinderne dog senere paa Natten demolerede af Pøbelen. Alle danske Skildte ere forsvundne, tildeels efter Ordre af den bekjendte "Jensen-Smør" i Østergaden medens den ikke mindre berømte Angel-Stein rendte omkring i Husene for at tvinge de danske Beboere til at illuminere (begge disse Herrer ere Medlemmer af Velfærdskomiteen) - kort sagt, Terrorismen havde i Aftes og i Nat naaet sit Høieste. - Som Illustration af Tilstanden kan anføres, at en stor Sværm omringede Apotheket for at tvinge Hr. Ørnstrup til at borttage den danske Inskription; dette Iovedes, men nu forlangte det souveræne Folk - 3 Flasker Bitter i Sagsomkostninger, som derpaa tømtes under uendelig Jubel for Schleswigholsteins Seir!! Som Arrangeur og Formand ved disse Nederdrægtigheder vil man især have bemærket en bekjendt Forpagter fra Egnen imellem Tønder og Løgumkloster; denne Herre, som vi for idag ikke nærmere skal betegne, synes at være Dolzigerens Hovedagent i Tønder, og at kunne raade over ikke ubetydelig Pengemidler til at holde Sværmens Begejstring gaaende. - At den danske Befolkning under den herskende TøilesIøshed er i en yderst mislig Stilling er indlysende, og vi tvivle ikke om, at Omegnens Befolkning vilde have truffet Forholdsregler til dens Beskyttelse, dersom man havde kunnet tænke, at Udskejelserne havde antaget slige Dimensioner.

- - -

- I Bredsted have alle Embedsmænd maattet flygte efterat man havde indslaaet deres Vinduer og gjort anden Molest.

- I Husum er Provst Caspers gaaet over til Oprørerne, har tilbagesendt sit Ridderkors, erklæret Schlesvigholsteinismen for en hellig Sag og opfordre til Had og Afsky mod alt Dansk. - Herredsfogden og Thingskriveren fra Læk ankom igaar til Møgeltønder tilligemed Pastor Jacobsen. Deres Boliger vare blevne omringede af en Bande under Anførsel af en vis Funcke, Eier af Godset Fresenhagen, og man havde sat dem en kort Frist til at forlade Byen. Banden bestod fordemeste af ubekjendte Personer, hvoriblandt et Par Herrer, der nok vare Advokaterne Race og Wiggers fra Rendsborg. Da Beboerne i Læk erfarede delte, erklærede de, at de Intet havde imod deres Embedsmænd, som de ønskede at beholde. Det var nær kommet til Kamp imellem begge Parter, og da Embedsmændene rejste, erklærede Beboerne, at de vilde forlange dem tilbage når Preusserne kom.

(Vestslesvigsk Tidende (Tønder)estslesvigsk Tidende (Tønder) 9. februar 1864).

Andreas Jürgen Christian Caspers (1819-1886) var provst i Husum-Bredsted provsti 1851-1879. Caspers havde egentlig aflagt ed til kongen, men da de danske tropper var rykket ud, havde han sendt sin orden retur og krævet sin afsked. Dette forklarede han overfor magistaten, og da menigheden erklærede at de gerne ville beholde ham, forblev han provst. Han var kortvarigt prist i Wanderup 9. juli til 26. juli 1864. Han var født i Slesvig og gift med Magna Maria Augusta Sophia von Bülow, født i Altona. Parret havde 1 datter.

Begivenhederne i Tønder er beskrevet dag for dag på denne blogbaseret på en dagbog af justitsråd og amtsrådssekretær Frederik Carl Alexander Friis. På samme blog findes også to artikler om Fun(c)ke.


Om herreds- og birkefogedens annoncering efter politibetjente hænger sammen med uroligheder er nærliggende at antage. Vestslesvig Tidende (Tønder) 12. februar 1864.

En slesvigsk Embedsmands Mishandling. Fra Rendsborg skrives under 4de ds, til "Hamb, Korr.": "I Eftermiddags Kl, 2½ blev Herredsfogden i Hytten Herred, Justitsraad Blaunfeldt, indbragt hertil som Fange og foreløbig indespærret i Kronværkets Vagtlokale, Han var bunden med Toug imellem to Heste, paa hvilke der sad østerrigske Kavallerister. Justitsraaden, der unægtelig er en af de værste Blodsugere (!), hvormed de Danske have piint Hertugdømmet Slesvig, havde faaet en preussisk Afdeling til at troe, at en østerrigsk Kolonne, der viste sig i stor Afstand, var danske Tropper, og herved foranlediget en Fægtning mellem begge Parter, som førte til, at Flere saaredes. Heldigviis lykkedes det ham ikke at undkomme, forinden den blodige Vildfarelse, som han havde bevirket, var bleven opklaret, og der venter ham derfor sikkert den haardeste Skjæbne, Der skal hos ham være blevet fundet en fuldstændig Tegning af Østerrigernes og Preussernes nærværende Opstilling, en Omstændighed, hvoraf man maa slutte at han har staaet i Forbindelse med et organiseret Spionkorps. Et Telegram, afsendt fra Rendsborg samme Dags Aften Kl, 8, siger, at Herredsfoged Blaunfeldt næste Dag vilde blive stillet for en Standret og skudt. Endvidere berettes der fra Kiel, at 5 som Spioner mistænkte Individer, og deriblandt Herredsfoged Blaunfelds Søn, ere indbragte til Kiel. Vi ansee det for en Selvfølge, bemærker "Dbl." i den Anledning, at Udenrigsministeren allerede har gjort de fornødne Skridt hos de herværende fremmede Gesandter for ved deres Mellemkomst at frelse den ulykkelige Mand, saafremt Frelse endnu er mulig; thi af Beretningen synes det at fremgaae, at Blaunfeldt svævede i overhængende Livsfare, Hs, Excellence kunde ved samme Lejlighed erindre Gesandterne om, at Kong Frederik VII , som i tre Aar kæmpede imod et Oprør, ikke lod en eneste af de Landsforrædere, der faldt i hans Hænder, bøde med Livet.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 12. februar 1864).

Jul. Naumann-Staats: Der dänische Spion, Justizrath Blaunfeldt in der Wache au Rendsburg. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Maximilianus Franciscus Blaunfeldt, eller Blauenfeldt (1799-1880) var uddannet jurist og politiker. Efter juridisk eksamen 1828 blev han advokat i Slesvig, 1831–48 i Flensborg. Han var juridisk rådgiver for de danske slesvigere og fra ca. 1840 medarbejder ved A. S. Kastrups dansksindede Flensburger Zeitung. 1849-1850 redaktør af Flensburger Correspondent. Herredsfoged 1850 i Hütten og Hohn herreder. Han havde udgivet et værk, "Das schleswigsche Sprachrescript" (1863) hvori han bl.a. påstod at tysk var blevet indført med tvang siden slutningen af 1700-tallet i Slesvig, i et forsvar for de danske tvangsforanstaltninger fra 1851.

Blauenfeldt sad arresteret i Rendsburg. Han blev ud over spionanklagen også mistænkt for at have taget 20.000 Thlr. fra Flækkeby som skulle være brugt til enker og vajsenhusbørn. Nyheden om dette skabte så stort raseri at vagten måtte forstærkes for at beskytte Blauenfeldt mod demonstranter. Han benyttede af samme grund heller ikke muligheden for to gange om dagen at komme i frisk luft.

Den øverstkommanderende general Wrangel forsøgte at sætte en stopper for forvisningen af embedsmænd. Han afviste at lade danske embedsmænd afskedige, og ville om nødvendigt med våbenmagt beskytte dem. Han krævede beviser for at de havde begået embedsmisbrug.


Oversættelse af tysk artikel, original følger nedenfor:

Siden i går er udvisningen af ​​danske prædikanter startet i mange sogne i Angel. De fleste af dem havde fået en afgangsfrist, der var udløbet i går eller i morges. I Loit og Norderbrarup prædikede pastoren endnu i forgårs på dansk; næsten alle de tilstedeværende forlod straks kirken som følge heraf. - I går blev hertug Frederik VIII udråbt i Tønder. Også der er ikke kun alle danske embedsmænd blevet afskediget, men også mange dansksindede privatpersoner. Deres ejendele er delvis blevet behandlet som herreløst, og fattige mennesker har hentet mel, gryn, høns osv. fra deres huse. - De her stationerede tropper har netop modtaget ordre om at fortsætte deres march nordpå klokken 4 i morgen tidlig.

In Angeln hat man seit vergestern in vielen Kirchspielen mit der Vertreibung der Dänischen Prediger begonnen. Den meisten war eine gestern oder heute früh abgelaufene Frist zur Abreise vegönnt worden. In Loit und Norderbrarup haben die Pastoen vorgestern noch in Dänischer Sprache gepredigt; fast sämmtliche Anwesende verliessen in Folge dessen sofort die Kirche. - In Tondern ist gestern Herzog Friedrich VIII. proclamirt worden. Auch sind dort nicht ellein sämmtliche Dänische Beamte, sondern auch viele Dänisch gesinnt Privatleute fortgesagt. Ihr Gegenthum ist zum Theil aus herrenlos gewordenes Gut behandelt worden und arme Leute haben sich Mehl Grütze, Hühner etc. aus ihren Häusern geholt. - So eben erhalten die hier stationirten Truppen Order, morgen früh um 4 Uhr ihren Marsch gen Norden fortzusetzen.

(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger 12. februar 1864)


Oversættelse af tysk artikel, original følger nedenfor:

- Vi har netop modtaget nyheden fra Tønder om, at beboerne i den danske enklave Møgeltønder træller an bevæbnet for at straffe byen for dens tyske sympatier; tønderanerne har rekvireret militæret ved telegraf fra Flensborg for at beskytte dem mod den danske landstorm.

- Aus Tondern geht uns soeben die Nachricht zu, dass die Bewohner der dänischen Enclave Mögeltondern bewaffnet heranziehen, um die Stadt wegen ihrer deutschen Sympathien zu züchtigen; die Tonderaner haben per Telegrah von Flensburg Militär requirirt, um sue gegen den dänischen Landsturm zu schützen. (Köln. Ztg.)

(Pfälzer Zeitung 13. februar 1864)


Uddrag af brev fra Ullerup 13. februar 1864.

- - Jeg meddelte den lokale præst, en ærkedansker, at så snart jeg blev angrebet, ville hans hus brænde. I morgen forbød jeg den danske prædiken og beordrede den til at være på tysk, præsten nægtede, fordi (hvilket er rigtigt) han taler tysk for dårligt. Så jeg har lige beordret degnen at læse en tysk prædiken i morgen klokken 11, hvortil jeg skal med nogle af mine tropper. - Jeg giver dig mit ord om, at jeg har det meget godt og stærk. - - - Degnen læser en prædiken og vi synger: "Hvem kun lader den gode Herre styre". Prædikenen: "Jesu fristelse." Jeg har bestemt alt selv, og føler mig stolt som civil guvernør ...

- - Dem hiesigen Pastor, einem Stock-Dänen, habe ich angekündigt, dass, sowie ich überfallen würde, sein Haus brenne. Auf Morgen habe ich die dänische Predigt untersagt, und dieselbe deutsch befohlen, der Pastor hat sich geweigert, weil er (was wahr ist) zu schlecht deutsch redet. So habe ich denne eben de, Küster befohlen, morgen um 11 Uhr deutsche predigt zu lesen, zu der ich mit einem Theil meiner Truppen gehen werde. - Ich gebe Dir mein Wort, dass ich mich sehr wohl und kräftig fühle. - - - Der Küster wird und eine Predigt vorlesen und wir singen: "Wer nur den lieben Gott lässt walten". Die Predigt: "Die Versuchung Jesu." Ich habe Alles selbstd bestimmt, und kmme mir stoltz vor, als Civilgouverneur ...

(Carl Gottfried von Jena: Erinnerungen an einen Heimgegangenen. s. 29).


Den 12. februar 1864 sendte forbundskommissærerne von Könneritz og Nieper en protestskrivelse  hvor de klagede over at generalfeltmarskal Wrangel i strid med forbundsdagens instrutioner af 22. januar 1864 om kun at besætte Holsten, havde forkyndt at preussiske tropper ville besætte Altona, Neumünster og Kiel. Samtidig gjorde de opmærksom på at de ikke ønskede en konflikt mellem eksekutionskorpset og de preussiske tropper. Dagen efter udsendte de en redegørelse for forløbet. Begge dokumenter kan findes i "Gesetz- und Verordnungsblatt für die Herzogthümer Holstein und Lauenburg: 1864".


Oversættelse af tysk artikel, original følger nedenfor:

(H.C.) Spørgsmålet om besættelse af ledige stillinger i administrative og kirkelige embeder, som blev overvejet i højere kredse, er allerede blevet praktisk for det blandede sprogdistrikt på grund af krigens overraskende hurtige succes. Især mange prædikanter vil ikke være i stand til at blive mod deres menigheders vilje, selv om de ville, lige så lidt som politi- og administrative embedsmænd - Plessen og Leisner i Eckernförde, Jørgensen i Slesvig - har kunnet holde deres poster. Af de 23 prædikanter i den gottorpske provsti er kun 9 indfødte danskere, og nogle flere blandt dem, der studerede i København; derimod er i provstiet Flensborg ud af 26 prædikanter 21 danskfødte og, med mulig undtagelse af én, alle, der studerede i København. I selve Flensborg by er 5 af de 8 prædikanter danskere. I provstiet Tønder-Løgumkloster er forholdet mellem danskere og tyskere sådan, at ud af 45 prædikanter er 11 danskere og 18 har studeret i København. I provstierne Haderslev, Aabenraa og Sønderborg skal det danske sprog ifølge den danske sproginddeling råde og derfor er de fleste prædikanter dér også fødte danskere; i Sønderborg 8 af 11 prædikanter, i Aabenraa 12 af 18 prædikanter (af dem studerede de fleste i København), i Haderslev provsti 18 af 28 prædikanter, men flere af dem studerede i København.

(H. C.) Die in höheren Kreisen erwogene Frage über Besetzung eintretender Vacanzen in administrativen und geistlichen Aemtern ist durch den überraschend schnellen Erfolg des Krieges für den gemischten Sprachdistrict bereits praktisch geworden. Gegen den Willen ihrer Gemeinden werden namentlich viele Prediger, selbst wenn sie wollten, nicht bleiben können, so wenig als Polizei und Administrativbeamte - Plessen und Leisner in Eckernförde, Jörgensen in Schleswig - sich haben behaupten können. In der Probstei Gottorp sind von 23 Predigern freilich nur 9 geborne Dänen und noch einige mehr unter ihnen, die in Kopenhagen studirten; dagegen sind in der Probstei Flensburg von 26 Predigern 21 geborne Dänen und vielleicht mit Ausnahme einse alle solche die in Kopenhagen studirten. In der Stadt Flensburg selbst sind von den 8 Predigern 5 geborne Dänen. In der Probstei Tondern-Lygumkloster stellt sich das Verhältnis zwischen Dänen und Deutschen so, dass von 45 Predigern 11 geborne Dänen sind und 18 die in Kopenhagen studirt haben. In den Probsteien Hadersleben, Apenrade und Sonderburg soll nach Dänischer Spracheintheilung die Dänische Sprache verherrschen und daher sind die meisten Prediger darin auch geborne Dänen; in Sonderburg von 11 Predigern 8, in Apenrade von 18 Predigern 12 (die meisten sich solche, die in Kopenhagen studirten), in der Haderslebener Probstei von 28 Predigern 18, noch mehrere jedoch von ihnen haben in Kopenhagen studirt. 

(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger 13. februar 1864)


"Quid nunc?" (Hvad nu). "Haben haben wir es nun; aber was fangen wir nun damit an? Ein Neugieriger". (Nu har vi dem, men hvad stiller vi op med dem?). Nemlig de to store bowler, den ene "Holstein" på Hannover og Sachsens bord, den anden "Schleswig" på Østrig og Preussens bord. Oprejst i baggrunden står Christian IX magtesløs, mens manden med skeen må være Preussens konge. Fra Kladderadatsch 14. februar 1864.