Østrigerne på Vesterhavsøerne 1864. (Efterskrift til Politivennen)

De sidste slag i Krigen 1864 fandt sted på Vesterhavsøerne som var blevet besat af kaptajnløjtnant Hammer. Kort før våbenstilstanden den 20. juli 1864, angreb østrigske og preussiske styrker kaptajn Hammer (min ufuldkomne oversættelse står umiddelbart efter de tyske tekster):

Die Ankunft der Oesterreicher auf Sylt.

* Hamburg, 17. juli. Ueber die Besitznahme der nordfriesischen Insel Sylt durch die Oesterreicher gehen mir von befreundeter Hand ausführlich Berichte zu, denen ich in folgenden das wesentliche enthenme. Bekanntlich beherrschte Capitän Hammer, jener kleine Tyrann, dessen Namen alle Friesen noch nack Decennien nur mit Abscheu aussprechen werden, mit seiner Flottille von Kanonenjollen, einem zu seiner Disposition stehenden Dampfschiff, das er beliebig als Schlepp- und Transportschiff benutzte, und einer Anzahl Kreuzer den ganzen Archipelagus der Westsee. Den schwer zugänglichen Inseln sich zu nähern, war den Aliirten nur möglich wenn sie mit ausreichenden Streitkräften erschienen. Dieser Moment war am 11 Juli gekommen. Bei Tagesanbruch verkündigten den Bewohnern Sylts gewaltige Südwestlich von der Insel aufsteigende Rauchwolken dass sich ein Geschwader mehrerer Kriegschiffe derselben nähere. Alsbald ward die Bevölkerung allarmiert, und alles eilte in die Dünen, von deren Gipfeln die Nordsee nach allen Seiten hin meilenweit zu überblicken ist. Anfangs bangte den meisten es möchten dänische Schiffe seyn, da wegen der grossen Entfernung die Flagge nicht zu erkennen war. Als aber das Geschwader in der Nähe von Rantum sich theilte, vier Kanonenboote südostwärts steuerten, så dass die Föhr und Amrum in Sicht behielten, während die grössere Flottenabtheilung, bestehend aus einem Linienschiff, einer Panzerfregatte und einer Corvette, nordwärts zog, athmeten die Insulaner froh auf; denne nun wussten sie, es nahten die Befreier. Bald auch erkannte man jetzt die österreichischen und die preussischen Farben, und jubelnd konnten die Sylter sich zurufen; die ganze Westsee ist von der Flotte der Alliierten blokiert, Capitän Hammer mit den seiningen boote bei Rantum vor Anker und begannen mit dem Lande zu communiciren. Drei Sylter wurden als Lootsen an Bord genommen, die Anker abermals gelichtet und weiter nordwärts gesteuert, da man sich überzeugt hatte dass auf dieser Seite der Insel ein Engriff von den Dänen nich zu befürchten sey. Nachmittages erreichten die Kanonenboote die Rhede von List unter der kundigen Führung des bekannten Sylters H. M. Matthiesen. Drei Schüsse verkündigten der Bevölkerung der Insel dass die Flaggen der Alliirten im Listertröf und am Strande von List wehten. Damit war die Insel selbst im Besitz der Deutschen. Von den Dänen var nichts zu sehen. Erst am andern Morgen, als eine Abtheilung österreichischer Jäger genen die Westkÿste des Festlands recognoseirte, we vor Hoyer zwei Kanonenjollen kreutzten, gab Hammer ein Lebenszeichen von sich. Die Oesterreicher wurden mit einem Hagel von Kartätschen begrüsst. Verwundingen scheinen jedoch bei diesem flüchtigen Rencontre nicht vorgekommen zu seyn. Abends drang ein preussisches Kanonenboot so weit möglich gegen Hoyer vor, was die Dänen zum abziehen veranlasste. Die kleine Flotille dampfte südwärts in die Warrensee, die Kreuzer und Leuchtschiffe mitnehmend. Das im Dienste Hammers stehende Dampschiffe war aber bereits verschwunden. Man fürchtet, der schlaue Freibeuter möge durch eine der um die Inseln fluthenden Wasserstrassen nach Helgoland entkommen seyn. Der Einzug der Oesterreicher auf der Insel erfolgte Mittwochs. Um halb 7 Uhr Morgens verkündigten Signale von der hochgelegenen Windmühle bei Munkmarsch den Bewohnern Keitums dass die Befreier sich der Küste näherten. Das ganze Dorf eilte den sehnsüchtig Erwarteten entgegen. Die Häuser, die Windmühlen, der altersgraue Thurm der einsam zwischen Feldern gelegenen Keitumer Kirche schmückten sich mit schleswig-holsteinischen Flaggen. Ein Geschwaber von 25 Booten steuerte dem Lande zu. Begrüsst von tausenstimmigen Hurrah betraten 350 österreichische Jäger die Insel, unter ihnen die geflüchteten Sylter, der greise Capitän Theide, M. Decker, Capitän A. Andresen, T. Bleiken, ein Bruder der von Hammer fortgeschleppten Gebrüder Bleiken, und Landmesser Todsen. Der alte decker begrüsste zuerst mit einem Willkomsttrunk den Hauptmann der Oesterreicher, worauf diese erst den Syltern, dann ihrem Kaiser ein Hoch brachten. In geordnetem Zug schlugen nunmehr sowohl das Militär als die versammelte Menge den weg nach Keitum ein. Hier war in aller Eile eine Ehrenpforte errichtet worden, wo junge Mädchen des Orts den tapfern Kriegern Blumen überreichten. "Ob sie etwas dabei gesagt haben - schreibt mein Gewährsmann - weiss ich nicht, jedenfalls haben sie etwas gedacht ..." Nach der Ankunft in Keitum machten sich's die Truppen bequem, erquickten sich aud ihren Feldflaschen und zündeten sich ihre Pfeifen an. Die Sylter aber begannen alsbald reine Wirtschaft zu machen, indem sie den dänischen Beamten, dem Pastor, dem Landvogt, dem Controleur etc. unkündigten dass sie sich reisefertig zu machen hätten. Schon Abends wurden diese sehr unbeliebten Herren, willige Werkzeuge der dänischen Propaganda, nach Hoyer eingeschifft. Die Verwaltung der Landvogtei hat man interimistisch den HH. Theide, M. Decker und dem Rathmann J. Groot übertragen. Ebenso ist nach entfernung der Dänen die Inspection des Leuchtturms, dessen Lampen schon mehrere Nächte nicht mehr angezündet worden waren, in die Hände erprobter ditscher Männer gelegt worden. - Wahrscheinlich ist gegentwärtig auch Föhr in der Gewalt der Alliirten, wenigstens berichtet mein Gewährsmann dass ein Theil der auf Sylt gelandeten Truppen Befehl erhalten habe möglich bald nach dieser Insel überzugeben. 

(Allgemeine Zeitung, 21. juli 1864)

Kort over øerne som viser de vigtigste stednavne: Øerne Sylt/Sild, Föhr og Amrum. Mod nord sydspidsen af Rømø. På Sylt mod syd halvøen Ranum og mod nord List. Desuden farvandet Wattenmeer øst for Sylt. På fastlandet Hoyer eller Højer.

Østrigernes ankomst til Sild.

* Hamborg, den 17. juli. Om østrigernes besættelse af den nordfrisiske ø Sild modtager jeg detaljerede rapporter fra en af ​​mine venner, hvorfra jeg tager det væsentlige i det følgende. Det er velkendt, at kaptajn Hammer, den lille tyran, hvis navn alle frisere vil udtale med afsky, selv efter årtier, regerede med sin flotille af kanonjoller, et dampskib til hans rådighed, som han brugte som bugser- og transportskib og et antal krydsere hele øhavet i Vesterhavet. At nærme sig de utilgængelige øer var kun mulig for de allierede, hvis de optrådte med tilstrækkelige væbnede styrker. Det øjeblik kom den 11. juli. Ved daggry blev indbyggerne på Sild varskoet  af de opstigende røgskyer sydvest for øen, at en eskadrille med flere krigsskibe nærmer sig. Straks blev befolkningen alarmeret, og alle skyndte sig til klitterne, fra hvis toppe Nordsøen kan ses i miles afstand til alle sider. Først var de fleste bange for at det ville være danske skibe, fordi flaget ikke kunne ses på grund af den store afstand. Men da skvadronen splittede sig nær Rantum, styrede fire kanonbåde sydøst, med Föhr og Amrum i sigte, mens den større flådeafdeling, der bestod af et linjeskib, en pansret fregat og en korvet, bevægede sig nordpå, åndede øboerne lettet op; for nu vidste de, at befrierne nærmer sig. Snart blev de østrigske og preussiske farver set, og Silds befolkning kunne juble; hele Vesterhavet er blokeret af den allierede flåde, kaptajn Hammer og hans både til anker ved Rantum og begyndte at kommunikere med land. Tre syltere blev taget om bord som lodser, ankerne blev lettet igen og styret længere mod nord, da de havde overbevist sig om, at der på denne side af øen ikke var fare for et angreb fra danskerne. Om eftermiddagen nåede kanonbådene vandvejen til List under ekspertvejledning af den velkendte Sylter H. M. Matthiesen. Tre skud meddelte øens befolkning, at de allieredes flag vejede i Listertröf og på List-stranden. Selve øen var nu kontrolleret af tyskerne. Der var intet at se af danskerne. Det var først næste morgen, da en afdeling af østrigske jægere på fastlandets vestkyst, opdagede at to kanonbåde sejlede ud for Hoyer, at Hammer gav et tegn på liv. Østrigerne blev mødt med kardæsker. Ingen blev tilsyneladende såret i denne flygtige test. Om aftenen sejlede en preussisk kanonbåd så langt som muligt mod Hoyer, hvilket fik danskerne til at trække sig tilbage. Den lille flåde dampede sydpå ind i Wattenmeer og tog krydsere og lysskibe med sig. Dampskibet i tjeneste for Hammer var allerede forsvundet. Man frygter at den snedige fribytter måske er flygtet til Helgoland gennem en af ​​vandvejene der strømmer rundt om øerne. Østrigerne flyttede ind på øen onsdag. Klokken halv syv om morgenen meddelte signaler fra den høje vindmølle nær Munkmarsch beboerne i Keitum, at befrierne nærmer sig kysten. Hele landsbyen skyndte sig at møde de længe ventede. Husene, vindmøllerne, det aldersgrå tårn i den ensomme Keitum-kirke, der ligger mellem marker, var prydet med Slesvig-Holstens flag. En eskadre på 25 både satte kurs mod land. Mødt af tusindstemmig hurra trådte 350 østrigske jægere ind på øen, blandt dem flygtningene fra Sylt, den gamle kaptajn Theide, M. Decker, kaptajn A. Andresen, T. Bleiken, en bror til Bleiken-brødrene som blev bortført af Hammer og landmesser Todsen. Den gamle Decker hilste først på østrigernes kaptajn med en velkomstdrink, hvorpå de først hyldede Sylterne, derefter deres kejser. Både militæret og den samlede menneskemængde nåede ordentligt til Keitum. Her var der i al hast rejst en æresport, hvor unge piger fra byen gav blomster til de modige krigere. "Om de ved den lejlighed sagde noget - skriver min informant - det ved jeg ikke, i det mindste tænkte de noget ..." Efter ankomsten til Keitum gjorde tropperne sig det komfortabelt, forfriskede sig af deres vanddunke og tændte deres piber. Men Silds folk begyndte snart at gå i aktion ved at give de danske embedsmænd, præsten, guvernøren, kontrolløren osv. besked om at de skulle gøre sig klar til afrejse. Om aftenen blev disse meget upopulære herrer, villige redskaber for dansk propaganda, sendt afsted mod Hoyer. Landvogters administration er midlertidig overgået til de herrer Theide, M. Decker og Rathmann J. Groot. Efter at danskerne var gået, blev ligeledes inspektionen af ​​fyret, hvis lamper ikke var blevet tændt i flere nætter, placeret i hænderne på rutinerede Ditsch-mænd. - På nuværende tidspunkt er Föhr sandsynligvis også i de allieredes magt, i det mindste rapporterer min informant, at nogle af de tropper, der landede på Sild, har modtaget ordrer om at overgive sig kort efter denne ø.

Telegraphische Depeche, vom 21. Juli. "Capitän Hammer hat sich am 19. Abends mit seinen Leuten und Schiffen dem preussischen Dampfer "Blitz" und Oesterreichern ergeben." (Kladderadatsch, 24. juli 1864. Bladet havde tidligere fremstillet hammer som abe)

Flensborg, 21. juli Kaptajn Hammer blev i går, som vi læste i "D. Allg. Ztg.", ført til Husum. Byen var festligt oplyst til begivenheden, og der var en jubel uden sidestykke blandt befolkningen. (Kaptajnens fjernelse til Rendsburg ser ikke ud til at blive bekræftet; snarere taler andre rapporter om, at han er på vej til Cuxhaven med skib.)

Flensburg, 21 Jul. Capitän Hammer ward gestern, wie wir in der "D. Allg. Ztg." lesen, in Husum eingebracht. Ob deises Ereignisses war die Stadt Husum festlich beleuchtet, und es herrschte inter der Bevlerung ein Jubel sondergleichen. (Die Abführung des Capitäns nach Randsburg scheint sich nicht zu bestätigen; vielmehr sprechen andere Nachrichten er sey zu Schiff nach Couxhaven unterwegs.)

(Allgemeine Zeitung, 25. juli 1864).

Oversættelse af tysk artikel, original følger nedenfor:

Holstein 23. juli. Det var ikke let for hele Slesvig-Holsten at høre mere glæde end den østrig-preussiske eskadrons og de østrigske jægers befrielse af Vesterhavsøerne. Der var generel jubel, folk underrettede hinanden på hver togstation, og nyhederne spredte sig hurtigt over hele landet. Hammer og hans bande var de sidste rester af de forslugne danskere, der hærgede hertugdømmene i tolv år. Løgne og bedrag, bedrag, list, falskhed, uhøflighed, hvor der kun kan være straffrihed, nådesløs grusomhed karakteriserer dette system. Samtidig et glat væsen, der hurtigt fængsler udlændinge, der ikke underkaster sig; spørg bare de østrigske officerer, der var parlamentarikere ved Hammer. Den samme Hammer, der, så længe hans håndlangere beskyttede ham, slog en mand i ansigtet, der ikke straks tog hatten af ​​for ham, siges at have grædt den anden dag, da der ikke var mere flugtmulighed. Hvis man vil tage Hammer i fangenskab, føres han vel til Cuxhaven ad søvejen; hvert barn kendte frisernes plageånd, hvis ubevæbnede mænd og kvinder fik hans hånd at mærke. Men den danske økonomi havde en god ting på øerne; Der tillod den slesvig-holstenske godmodighed ikke at efterlade embedsmænd der ikke havde udført særlig dårligt, eller tyske danskere, der i det mindste vidste så lidt om statsloven, at de hyldede den danske konge, at alt dansk på øerne er blevet fejet væk rub og stub. Tyskland kan imidlertid lykønske sig selv med at have befriet øen og dens indbyggere fra fjenden. Friserne vil tilbagebetale deres tak til den tyske flåde.

Aus Holstein, 23 Jul. Nicht leicht hat in ganz Schleswig-Holstein eine Nachricht grössere Freude erregt als die von der Befreiung der Westseeinseln durch das österreichisch-preussische Geschwader und die österreichischen Jäger. Der Jubel war allgemein, auf allen Bahnhöfen erzählte man sich's, und schnell verbreitete sich die Kunde durchs ganze Land. Hammer und seine Bande waren der letzte Rest der sluchwürdigen Dänenschaft, wie sie zwölf Jahre lang auf den Herzogthümern lastete. Lug und Trug, Tücke, Hinterlist, Falschheit, Rohheit, wo os nur ungestraft seyn kann, erbarmungslose Grausamkeit kennzeichnen dieses System, dabei ein glattes Wesen das Fremde die nicht unter der Fuchtel stehen leicht besticht; man frage nur die österreichischen Officiere die als Parlamentäre bei Hammer waren. Derselbe Hammer, der, solange ihn seine Schergen schützten, einen Mann ins Gesicht schlug der nicht sogleich den Hut vor ihm abzogen, soll neulich geweint haben als kein Entkommen mehr möglich war. Wenn man Hammer unversehrt in die Gefangenschaft abführen wollte, so that man wohl ihn zur See nach Cuxhaven zu bringen; jedes Kind kannte den Quälgeist der Friesen, der an unbewaffneten Männern und Weibern sein Müthchen fühlte. Doch hatte die dänische Wirtschaft auf den Inseln ein Gutes; dort beliess nicht die schleswig-holsteinische Gutmütigkeit Beamte die sie nicht gerade besonders schlecht aufgeführt hatten, oder deutsche Dänen die allermindestens das Landesrecht so wenig kannten dass sie dem Dänenkönig huldigten, das dänische Wesen ist auf den Inseln mit Stumpf und Stiel ausgefegt worden. Deutschland aber darf sich Glückwünschen diese Eilande mit seinen Bewohnern dem Feind entrissen zu haben. Die Friesen werden ihren Dank auf der deutschen Flotte heimzahlen. 

(Allgemeine Zeitung, 27. juli 1864)

Modtagelse af den østrigske 9. jægerbataljon på Föhr. Maler Otto Fikentscher Baum, 1865. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Altona, 24. juli I går formiddag ankom kaptajn Hammer, hans løjtnant Toorby, 10 toldofficerer og 15 søfolk med det sædvanlige tog nordfra. De første to blev straks kørt til Hamborg i en omnibus ledsaget af en østrigsk og en preussisk officer, mens en vedvarende piften hørtes fra mængden; resten af ​​besætningen blev ført dertil til fods.

Altona, 24. Jul. Gestern Vormittags kamen hier der Capitän Hammer, dessen Lieutenant Toorby, 10 Zollbeamte und 15 Seeleute mit dem gewöhnlichen Bahnzug vom Norden an. Die erstern beiden wurden sofort unter Begleitung eines österreichischen und eines preussischen Officiers in einem Omnibuswagen nach Hamburg gefahren, während aus der Menge ein forwährendes Pfeifen ertönte; die übrige Mannschaft ward zu Fuss eben dahin geleitet.

(Allgemeine Zeitung, 28. juli 1864).

Broager, 24. juli. I eftermiddag blev indvielsen af ​​mindesmærket for de fra Brandenburgs geværregiment nr. 35, der faldt den 18. april, da de stormede Dybbøl skanser. Mindesmærket består af en stor mørk sten med uregelmæssig form (en slags kampesten), hvor ordene er indgraveret: "Officerskorpset i Brandenburgs fusilerregiment nr. 35 til deres kammerater og besætninger, der faldt den 18. april 1864, da de stormede Dybbøl skanser". Lige foran dette større monument er ligstenen af ​​kaptajn v. Kamecke, der i spidsen for sit firma fandt sin heroiske død samme dag, og ved siden af ​​korset for grev Schulenburg, der faldt på brohovedet. Derudover hviler omkring 50 mænd fra regimentet (N. Pr. Z.) der i en stor fælles grav.

Broacker, 24 Juli. Am heutigen Nachmittag fand hierselbst die Einweihung des Denkmals für die am 18 April beim Sturm auf die Düppeler Schanzen Gefallenen des brandenburgischen Füsilier-Regimets Nr. 35 statt. Das Denkmal besteht aus einem grossen dunkeln Stein von unregelmässiger Form (eine Art Felsblock), auf welchem die Worte eingegraben stehen: "Das Offciercorps des brandenburgischen Füsilier-Regiments Nr. 35 ihrem am 18 April 1864 beim Sturm auf die Düppeler Schanzen gefallenen Cameraden und Mannschaften" Dicht vor diesem grössern Denkmal befindet sich der Leichenstein des Hauptmanns v. Kamecke, der an der Spitze seiner Compagnie an demselben Tag den Heldentod gefunden, und daneben das Kreuz für den auf dem Brückenkopf gefallenen Grafen Schulenburg. Ausserdem ruhen da in einem gemeinschaftlichen grossen Grab einige 50 Mann des Regiments (N. Pr. Z.).

(Allgemeine Zeitung, 6. august 1864).

Stammbuchvers,

den der dänische Kapitän Hammer vor seiner Abführung auf die Festung einer Dame in's Album Geschrieben.

Wie das Ros' am Rosenstock

Abbeist, auffrisst Ziegenbock

So der Preuss' das Mench frisst auf

Nach sein kurzes Lebenslauf!

(Fliegende Blätter, uden dato 1864. 1864 indeholder numrene 966-1016, ugeblad. nr. 998 er altså formentlig omkring uge 32).

Københavneraviserne var (vanen tro) uenige om episoden. Nolge (fx "Dagbladet") mente at marineministeriet burde være kommet Hammer til undsætning, mens en anden part (fx Fædrelandet), mente at ministeriet burde havde kaldt Hammer tilbage som man gjorde med resten af den danske Vesterhavsekskadre. De fleste - især provinsaviserne - var dog enige om at Marineministeriet havde vist sig som bureaukrater.  

Marineministeren erkendte i august 1864 at det var et fejlgreb at holde Vesterhavsøerne, men man havde bl.a. fået indtryk af at Hammer kunne holde øerne fordi han havde forlangt forstærkninger af kanonbåde og infanteri. Han lagde dog ingen skyld på Hammer som havde gjort alt hvad han kunne.

Jylland Forholdsregler. 24de til 26de Juli 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Oversættelse af tysk artikel, se original efter oversættelse:

Fra Jylland, midt juli. Randers er sæde for civilkommissæren for Jylland. Prins Karl Hohenlohe der har denne post, ankom der onsdag. En slesvig-holstener, løjtnant a. D. Lütje, der tidligere arbejdede i civilkommissariatet for Slesvig og behersker dansk perfekt, er også rejst til Randers, udsendt af Zedlitz for at støtte prinsen. Det er indlysende at en rensning af embedsværket i Jylland ikke kan gennemføres på samme måde som i hertugdømmet Slesvig, og det ønskes heller ikke; ikke desto mindre er man fast besluttet på ikke at affinde sig med nogen oprørskhed. Enhverder ikke ønsker at adlyde, kan gå frivilligt, hvis han ikke gør det, bliver han fjernet. Så kaptajn Schmidt von Schwarzenborn blev postmester i den jyske enklave Ribe i Nordslesvig. Kaptajn V. Schwarzenborn er en kendt skikkelse blandt medlemmer af den tidligere slesvig-holstenske hær. I lang tid var han adjudant for kommandanten v. d. Tann. Indtil udnævnelsen og ankomsten af ​​den østrigske kommissær forbliver den øverste militære myndighed og den øverste civile myndighed på preussiske hænder.

Aus Jütland, Mitte Juli. Der Sitz des Zivilkommissärs für Jütland ist Randers. Prinz Karl Hohenlohe, welcher diesen Posten bekleidet, traf bereits am Mittwoch daselbst ein. Ein Schleswig-Holsteiner, Lieutenant a. D. Lütje, der früher im Zivilkommissariat für Schleswig beschäftigt war und der dänischen Sprache vollkommen mächtig ist, hat sich ebenfalls nach Randers begeben, von Herrn v. Zedlitz zur Unterstützung des Prinzen diesem nachgesendet. Dass man eine Purifizirung des Beamtenstandes in Jütland nicht in der Weise wie im Herzogthum Schleswig durchführen kann noch will, leuchtet ein; nichtsdestoweniger hat man den Daumen scharf auf's Auge gedrückt und ist fest entschlossen, keinerlei Renitenz sich bieten zu lassen. Wer sich nicht fügen will, kann freiwillig gehen, thut er's nicht, so wird er entfernt. So ist Hauptmann Schmidt von Schwarzenborn Postmeister der jütlichen Enklave Riven in Nordschleswig geworden. Hauptmann v. Schwarzenborn ist eine bei den Mitgliedern der frühern schleswig-holsteinischen Armee sehr bekannte Persönlichkeit. Er adjutantirte lange dem Kommandanten v. d. Tann. Bis zur Ernennung un Ankunft des österreichischen Kommissärs bleibt die militärischen Obergewalt, sowi die oberste Zivilbehörde in preussischen Händen.

(Zweibrücker Wochenblatt 24. juli 1864)

Den 22. juli udstedte Jyllands civilkommissær prins Hohenlohe en bekendtgørelse hvor de 650.000 preussiske dalere som skulle betales, blev fordelt på land og by, samt hvor meget der skulle ydes som første rate. Denne oversigt kan ses fx i Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 27. juli 1864.

Som det vil sees af Bekjendtgjørelsen i Dagsavisen modtager den preussiske Feldtpost nu ogsaa Bestilling paa Blade og besørger disse til Abonnenterne paa de forskjellige Stationer med de dagligt, stundom flere Gange dagligt, afgaaede Poster. Betalingen er den samme som hidtil. Ogsaa de nye Befordringstaxter for Breve, Pengesendelser, Pakker og Reisende ere rettede efter den danske Posttarif. Breve til Djursland og Fyen besørges ogsaa for samme Porto, men Forsendelser udenfor Jylland maae frankeres.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 25. juli 1864).

Ubekendt: Prøjsisk Feltsmedie i Ulkebøl (på Als ved Sønderborg). 1864. Det må være taget efter at Als var indtaget. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Thisted, den 25de Juli. Hele den fjendtlige Styrke, 6 a 700 Østerrigere, afreiser nu herfra, endeel allerede idag, Resten imorgen. Om Aarsagen til denne pludselige Afreise have vi intet Tilforladeligt erfaret.

(Thisted Amtsavis 25. juli 1864).

Thisted, den 26de Juli. Den fjendtlige Besætning har nu forladt By og Omegn, og det dermed forbundne moralske Tryk er altsaa forbi. Fra Huse og Skibe vaier Dannebrog siden den tidlige Morgen, og i de nærmeste Omgivelser er Færdsel og Samkvem atter fri. I den Tid af 14 Dage, Okkupationen har vedvaret, fik man altsaa her ligesom en Forsmag paa, hvad en saadan Tilstand har at betyde, men ogsaa kun en Forsmag derpaa; thi hvormeget mere have ikke vore Brødre hiinsides Fjorden lidt, hvor Fjenden uafbrudt i Maaneder har opholdt sig, stillende bestandig nye og betydelige Krav i forskjellige Retninger? - Hvad angaaer de indkvarterede Troppers Opførsel, har den idethele været upaaklagelig, da der holdtes god Mandstugt. Udskrivninger og Rekvisitioner har man ogsaa her i Amtet, paa sine Steder i stort Omfang, maattet udrede; men Intet har dog varet saa betegnende for den allierede Armees Tog i Jylland som den Maade, hvorpaa man her først tilegnede sig Beboernes Heste. Bønderne mødte nemlig ifølge Fjendens Ordre med deres Befordringer til Ægtkjørsel, men pludselig lod han Hestene fraspænde og udtog af disse saamange, han syntes om. Det var altsaa Vold og Underfundighed, udøvet paa den meest brutale Maade. Senere lod Fjenden Bønderne gjennem Øvrigheden tilsige til at møde med deres Heste, og uagtet denne havde henstillet til Landboernes egen Afgjørelse, hvorvidt de vilde følge "Ordren" eller udsatte sig for Konsekventferne af at undlade det, kom han dog her fra Juridsdiktionen paa begge Maader i Besiddelse af noget over 100 Heste. Vi skulle i næste Nr. angive de præsterede Rekvisitioner fra denne Egn af Amtet; for Morsøes Vedkommende ere de ovenfor anførte.

(Thisted Amtsavis 26. juli 1864).

(De nævnte rekvisitioner blev opregnet i Thisted Amtsavis 28. juli 1864)

Lolland-Falster. Sallingsund. 22de til 23de Juli 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Silkeborg, den 22de Juli.

Som det sees af omstaaende Bekjendtgjørelse fra Hr. v. Falkenstein, er det ikke en Vaabenstilstand, men blot en Vaabenhvile paa 11 Dage, som er bleven afsluttet mellem de krigsførende Magter. Desværre vil denne Vaabenhvile ingen Forandring gjøre heri i Jylland, thi Alt skal være som i Krigstilstanden, de tydske Tropper skulle forpleies, Ægtkjørsler udredes, Skatter indbetales til den preussiske Regjering etc etc.; dertil kommer, hvad der næsten er et endnu værre moralsk Tryk, at "enhver Kommunikation (Forbindelse) med Fjenden (c: de Danske) er forbudt", - Hvad Gavn en saadan Vaabenhvile skal gjøre, selv om Fredsunderhandlinger ere igang, er vanskeligt at indsee; det seer næsten ud som om Frygten i Kjøbenhavn har dikteret Forslaget. For "den troe Jyde", som i Sandhed denne Gang som under forrige krig har baaret den væsentligste Deel af Krigens Byrde, vil intet Offre være for tungt, selv om det samme System under Vaabenhvilen vil blive fortsat, saa han fremdeles maa yde Fjenden Rekvisitioner, Kjørseler, Heste og Stude, naar blot saadanne Offer kunne blive til Fædrelandets Gavn. Jyden har overhovedet viist, at han forstaaer at bære de haarde Prøvelsens Dage, og han vil - det tør vi frit sige - vide at bære dem, der endnu maatte være tilbage, med ligesaamegen Værdighed. Naar da engang Fredens Time slaaer, skal man ikke med Grund kunne sige: "Jyden blev af Feighed utro imod sit Fædreland."

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 22. juli 1864).

Med 4 Tog afgik i Søndags fra Altona et større Antal preussiske Post embedsmænd af de forskjelligste Grader, heelt ned til Postilloner, til Jylland med et betydeligt Antal af Postvogne og dertil hørende Heste; desuden et heelt Sanitetscompagnie samt rigeligt 100 Bagere, Sidste ligeledes bestemte for Jylland, "da det der reqvirerede Brød til Tropperne ved den Afbagning, som der er Landets Skik, ikke kan nydes, en Erfaring , som allerede gjordes 1848 og 1849". Saavidt vides, har man netop fundet Kjøbstadbrødet her meget godt, men været utilfreds med det, der har været leveret fra Landet. Forøvrigt er nok nærmest Feilen deri, at man har reqvireret for meget paa eengang, saa at ofte endeel, ved at henligge for længe paa Magazinerne, har lidt Skade.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 22. juli 1864).

7. Westfalske Pioner-Bataillon i Ulkebøl. Juli 1864. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Paa Lolland- Falster har "Skræk for fjendtligt Overfald" ogsaa viist sig. Den begynder at fare Øerne rundt som Søslange. Man har da ogsaa paa Lolland-Falster i Skræk efterlignet Kjøbenhavn lige saa hurtigt som man tidligere fulgte I dens modige Iver for at slaaes "til sidste Mand" eller Stillingsmand. Efter "Mariebo Av.", bekjendt af sine Varsler, har denne Skræk ogsaa paa Lolland-Falster "havt den betænkelige Følge", at Folk trak deres Penge ud af Sparekasserne. Dette vilde nu ganske vist i sig selv være meget ufornuftigt, da Pengene i kritiske Tider aldrig ere bedre forvarede end der. Men det viser sig dog, at samme harmoniske Krigspanic, som viste sig i Kjøbenhavn, da Fjenden tillod sig at see over til Øerne og ikke forblev rolig i Jylland - thi det havde man i Kjøbenhavn nu saa roligt vænnet sig til - ogsaa har grebet selv det høiærværdige Lolland-Falster, hvor Krigsbasunen fra Hovedstaden ellers mødte en saa Gjenklang.

- - -

Aalborg, den 23de Juli.

I Thisted skulle Østerrigerne, efter Flensb. Z., have gjort "20 Skibe, Tomastere og eenmastede, til Bytte, samtlige tilladede, meest med Korn, og hvis Værdi kan udgjøre henved 40-50,000 Thaler. Et Skib vilde endnu løbe ud, men blev standset". Sallingsund satte man over i 20 Minutter. I Nykjøbing, hvor man rykkede ind Kl. 3 om Morgenen og man kun sjeldent saae

et Hoved stikke frem bag Vinduet, fandt man "en venlig lille By med mangt et net Huus". Der reqvireredes ibl. A. "300 Stkr. Hornqvæg at levere hver 36 Timer saa lange Tropperne forblive paa Øen. Denne er nemlig meget frugtbar, ja rig og danner saa at sige Jyllands Kornkammer; Qvæg har man i Overflod". Ved Landgangen kom strax 60 Dragoner og 30 Husarer med uden Heste, men de fik snart Heste og sendtes ud over Øen. "En af de første Forholdsregler var ogsaa Besættelsen af Havnen, hvor man forefandt 16 smukke Skibe, som vel kun ere af middel Størrelse, men af en østerrigsk Skibsfører taxeredes til 40,000 Rd. i Værdi". Et Skib vilde netop endnu "knibe ud", men blev stoppet af en Patrouille ved Stranden.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 23. juli 1864).

De østrigske pontoner til broen over Limfjorden ankommer, Sallingsund. Fra Le Monde Illustré, 20. august 1864.

Beretninger fra Jylland. 19de til 21de Juli 1864. (Efterskrift til Politivennen)

N. Pr. Z. indeholder en Beretning fra Vestjylland, dat. Holstebro den 11te. Forfatteren kom, efter at have reist 10 Miil en heel Dag, til "Varde, en venlig lille By med omtrent 1500 Indv. Her var samme Dag Borgemesteren (Byfogden) bleven fængslet, da han vægrede sig ved at udføre Reqvisitioner til Østerrigerne, hvorfor Indvaanerne heller ikke viste Soldaterne venlige Ansigter. Men ialmindelighed finder den phlegmatiske og i Grunden godmodige Jyde sig udvortes ganske roligt i sin Skjæbne, saa haard han end fremstiller den naar man spørger ham derom. For Forstaaelsen imellem Indvaanerne og de Militaire er den Omstændighed meget gunstig, at de enkelte Troppedele i Reglen ikke selv reqvirere deres Fornødenheder paa hvert Sted, hvor de opholde sig, men at de i Form af Contributioner fra Forvaltningen uddeles over hele Landet. Saaledes modtage Troppemagazinerne deres Fornødenheder af Centralmagazinerne. "Forholdet imellem Indvaanerne og Tropperne er i Virkeligheden et saa godt, som det ved en saadan Lejlighed kun kan være. I de større Stæder, som Colding, Veile osv., er naturligviis Pøbelen undertiden tilbøielig til Excesser, men paa Landet veed man slet intet om saadanne Ting. Soldaterne staae paa den anden Side under stræng Mandstugt og det er en Lyst at see paa, hvorledes Ungarerne, Slowakerne osv., som dog just ikke komme fra Europas meest cultiverede Stammer, omgaaes venligt med Jyderne. - "Gode Karl die Østerriig", sagde min Kudsk, "sehr gode Mensk; hav drei Wochen med sie fahren; das is vistnok." "Nutiden synes Folkene vel haard, men den usikkre Fremtid er dog et langt tungere Mareridt for dem. Hvad de iøvrigt af deres Eiendom under Vaabenhvilen have kunnet skaffe ud af Landet, have de som reddende Bier slæbt afsted. Pengene ere borte lige til den sidste Skilling; Heste, Køer, Stude og Faar ere vel for Trefjerdedelen førte ud af Landet. Dog er det saa rigt derpaa, at den tilbageblevne Fjerdedeel vel endnu nogle Maaneder kan holde ud endnu. Rigtignok ere af stort Qvæg kun de magreste og ældste Køer blevne tilbage. Et Træk af jydsk Harmløshed morede mig - Igaar Middags (Søndag) traf jeg et halvt Dusin unge Karle temmelig lystige i en Kro. Jeg opfordrede dem til at synge noget, maaskee "den tappre Landsoldat". De tog da ogsaa strax, rigtignok i meget umusicalske Toner, fat paa at skraale og da de kom til Stedet om "den tydske Røver" og saae mig smile, udbrede de i et almeent Munterhedsbrøl. At jeg var "en Tydsker", havde jeg alt iforveien sagt dem, - dog tilbage til min Reise. Fra Varde kjørte jeg hele Natten til 10de igjennem, til det 8 Mile derfra liggende Ringkjøbing ved Fjorden af samme Navn. Her undrede jeg mig ikke lidet over at finde en meget net reenlig lille By, som med sine Huse af brændte Muursteen, forzirede Gavle og Træværkets lyse brogede Anstrøg ikke lidet mindede mig om de hollandske Stæder. Derfra kom jeg igaar, efter 7 Miles lang Kjørsel, til Holstebro, ligeledes en særdeles venlig By med omtrent 2000 Indv., 2 Mile sydligt for Liimfjorden. Her havde Brigaden Kalik idag samlet sig, bestaaende af Infanterieregimenterne Khevemüller og Ramming, en Escadron Windischgratz-Dragoner, et Batteri riflede 8pundinger og den 22te Jægerbataillon samt en Sanitetsafdeling. Efter at den i 4 Dage var marscheret hertil fra Veile, holdt den idag Rastdag. Men imorgen rykker den til Liimfjorden, hvorhen dens Avantgarde allerede er dirigeret forud og vel ogsaa snart vil overskride den. Der er nemlig en Gjennemstreifning af den nordligst for Liimfjorden beliggende Deel af Jylland iværk, til hvilket Øiemeed den preussiske Afdeling rykker frem i Øst og denne Brigade i Vest. Til dette Øiemeed ankom Feldtmarschallten. v. Gablenz's Hovedqvarteer, som den 9de Kl. 4 om Morgenen havde forladt Colding, ligeledes igaar hertil. Imorges Kl. 10 gik det i nordlig Retning videre."

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 19. juli 1864).

Uddrag af en artikel om et besøg på Als. Original nedenfor:

Sønderborg får nu mere liv hver dag efter at de fleste af beboerne er vendt tilbage og genoptaget det borgerlige liv. En sand velsignelse for den stakkels soldat da han nu i det mindste har bedre støtte fra de kvindelige beboere til at tilberede sine måltider. Nysgerrige mennesker ankommer stadig hver dag og beundrer det preussiske artilleris succeser. Bygherrerne har allerede travlt, og de nyetablerede myndigheder gør en indsats for at sætte sig ind i deres nye kontorer. Det sociale samvær er også blevet bedre, og om aftenen morer en omrejsende flok sangere fra Flensborg den militære og civile verden efter bedste evne i Colosseums sal. Der anmodes om den "tapre soldat" med sit "Hurra" som omkvæd hver aften til morskab og klappes efter gehør.

Sonderburg gewinnt jetzt täglich mehr Leben, nachdem die meisten Einwohner zurückgekehrt und sich wider eingebürgert haben. Ein wahrer Segen für den armen Soldaten, da er nun wenigstens besser in der Bereitung seiner Speisen durch den weiblichen Theil der bewohner unterstützt wird. Neugierigetreffen noch täglich ein, die Erfolge der Preussischen Artilleri bewundernd. Die Bauhandwerker rühren sich schon tüchtig und die neu eingefessten Behördeen sind mit Anstrengung beschäftigt, sich in ihren neuen Aemtern einzuarbeiten. Auch im geselligen Verkehre ist es besser geworden und Abends erheitert eine passable Sängergesellschaft aus Flensburg im Saale des Colosseums die militärische und Civilwelt nach Kräften. Der "tappere Landsoldat" mit seinem "Hurrrah" als Refrain wird zur Ergözung allabendlich verlangt und nach Gehöhr beklatscht.

(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger 19. juli 1864)

Sønderborg, 15de Juli. For at forhindre, at den her grasserende Typhus skal gribe videre om sig, ere igaar paa Physicatets Anmodning, endeel af de her Indqvarterede forlagte omkring paa Landet. Iforgaars døde 2 og igaar 3 af Byens Indvaanere af denne farlige Sygdom. Koppesygdommen grasserer i Omegnen af Hørup og Kekenæs. Den stærke Hede bidrager meget til disse Sygdommes Udbredelse.

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 20. juli 1864).

Fra Hjørring tilskrives der "Dgbl." under 15de Juli: Den 14de Juli have Preusserne ved deres Dragoner taget en stor Deel Heste paa Landet i Vendsyssel, og idag Formiddag Kl. 16 have alle Heste af Hjørring By maattet møde for at synes. Fjenden har deraf taget 13 samt desuden 2 Heste fra en Ægtvogn, som skulde kjøre hjem. Her ligge c. 1000 Mand af alle 3 Vaabenarter. Fjenden har reqvireret Forplejning. hvilken efter kommunalbestyrelsens Bestemmelse i de 2 første Dage er given af Qvarteerværterne og senere i Naturalpræftationer. Hestene tages uden videre til at remontere med. Fra en Mand i Hjørring have de taget alle hans 4 Heste, og den ovenmeldte Ægtbonde havde kun de 2 røvede Heste. Forøvrigt ere ingen Reqvisitioner endnu stillede, men Amtmanden har faaet Ordre til den 14de at møde for v. Falkenstein i Frederikshavn og har i sit Sygdomsforfald lade møde ved Byfoged Uttenreiter, som endnu ikke er vendt tilbage.

- Hermed stemmer, hvad der berettes i "Hjørring Avis". Herefter bestaaer Besætningen i Hjørring af 700 Mand Infanteri og c. 200 blaae Husarer. Skagen skal have en Indqvartering af 1000 Mand. 

 

(Fyens Stiftstidende 20. juli 1864).

Kjøbenhavnernes Forskrækkelse. "Fædrelandet' udbreder sig over den Frygt for et Angreb paa Sjælland, som har grebet Københavnerne og som bevæger dem til at ønske Fred. Bladet yttrer blandt Andet: Saa længe Hæren stod ved Dannevirke, var man (i Kjøbenhavn) modig og tapper og kom i den heftigste Bevægelse ved Hærens Tilbagetog. Da Fjenden udbredte sig i Slesvig og Nørrejylland, forblev man ved usvækket Mod, men neppe var AIs taget, neppe havde det viist sig, at Fjenden var istand til at overskride et smalt Sund, saa sank paa eengang Troen paa Øernes Sikkerhed og dermed Modet og Glæden. Paa Ølhusene blev Dødsdommen fældet over de nedrige Sjæle, som skulde have foranlediget Krigen; Tjenestepigerne og Håndværkssvendene ilede til Sparekassernes Kontoirer, for at tage deres Deposita tilbage; de smaa Kapitalister solgte ikke deres Papirer for Sølv, men for Guld, for at de kunde bære det hos sig, og endog Bladene som hidtil havde prædiket Mod og Udholdenhed, fulgte Stemningen og floge ind paa en anden Tour og raabte: "sauve qui peut " (redde sig, hvo der kan!) Og alt dette kom saa hurtigt og overraskende, at det var umuligt at staae imod Strømmen, og prædike Fornuft med nogen Nytte Den der rigtig kjender Kjøbenhavn, har naturligviis ikke kunnet undre sig herover, thi han har længe vidst, at Hovedstaden vel indeslutter Blomsten af det danske Folks Dygtighed og Indsigt men tillige indeholder en god Deel af dets Bærme. Det overfladiske og nydelsesrige Liv i Hovedstaden maa virke slappende ogsaa paa den bedre Deel af Befolkningen, saa at det vil falde den vanskeligt at bestaae en alvorlig Prøve. Og dog er "Fædrelandet" tilbøieligt til at troe, at hvis en virkelig Fare viste sig, vilde Kjøbenhavn opføre sig meget bedre; thi da vilde de bedste Kræfter blive satte i Bevægelse, der vilde blive appelleret til de ædleste Følelser, og Faren vilde virke styrkende og opløftende paa Befolkningen, som nu har ladet sig overvælde af tom Frygt og ugrundede Indbildninger. Men i ethvert Tilfælde har Kjøbenhavns Forskrækkelse havt den faktiske Følge at skaffe et nyt Ministerium. Man kan meget passende kalde det nuværende Ministerium det "kjøbenhavnske", thi det er Kjøbenhavn som har indsat det. Da Hovedstaden saa høit og saa eenstemmig raabte paa Fred, saa troede Hs. Majestæt at opfylde et Folkeønske ved at afskedige de Ministre, som ikke have kunnet forebygge Krigen. Sluttelig formaner Bladet de Kjøbenhavnske Borgere til ikke at kjøbe Freden ved Opgivelse af de dem tilsikrede politiske og personlige Friheder.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 20. juli 1864).

Land og Folk i det østlige Jylland. Under denne Titel indeholder "N. Pr. Zlg." en Skildring, hvoraf vi uden Bemærkninger hidsætte Følgende: "Dit kjære Brev fik jeg iforgaars (27de), og da vi idag have en saa fortræffelig jydsk Regndag, da Nordsø, Skagerak og Kattegat fra alle Sider hvirvle En deres liflige Vande i Ansigtet, kan jeg intet bedre gjøre end strax besvare det. Siden Søndag er Krigstilstanden nu atter indtraadt. Nu har jeg snart ligget her i denne idylliske Landsby i 5 Uger i bedste Harmoni med de indolente, kun hist og her af Embedsmændene ophidsede Bønder, hvilke vore "flinke" Folks Beskedenhed og Tjenstvillighed har stemt gunstige for os. Som vore Soldaters første Hoveddyd fremhævede altid, at de ere saa "flinke", hvilket rigtignok maa være høist paafaldende for denne klodsede, træskoklædte, dovne, velnærede Nation. Kun min Hr. Pastor, der under Vaabenhvilen gjorde sig udtilbeens (unruhig), ja endog understod sig at kalde en Garde-Husar, som lod sin Officeers Hest græsse paa hans Græsplaine. en "Karl", - han bliver nu drastisk belært om, at vi ere Seierherrerne. Hans Græsplaine lige for hans Vinduer er nu indrettet til Turnplads, og den "flinke" Grenadeer springer, bajonetter, løber nu hver Eftermiddag om derpaa lige for hans Næse. Igaar Aftes lod jeg ham ovenikjøbet overraske med den glade Efterretning, at Als var taget . . . Dette Folks karakteristiske Symbol er den tunge, jernbeslagne Træsko, som hele Landbefolkningen og den lavere Klasse bærer. Træskoen hænger ved alle deres Livsyttringer, ved deres Tænkemaade, ved deres Krigsførelse, ved deres Bedrift. Jeg vil engang beskrive Dig en saadan jydsk Landbedrift. En smuk, stor, firkantet, lukket Gaard; Indkjørselen gjennem Laden, tilhøire Kvægstalden, tilvenstre Hestestalden, ligefor Vaaningshuset, meget stadseligt (mit har 14 Fag Vinduer, Front, Kjælder, 5-6 Værelser, deriblandt en, Sal, godt tapetseret, med forgyldte Lister, malet Loft smukt malede Døre osv.) I disse luxurieuse Værelser lever Familien imidlertid et høist kontrasterende Liv; Fruentimmerne ere dorske og gjerrige, deraf kommer det; den ene Dag spiser de "Mælk med Riis", den næste Dag "Mælk med Byggryn", kun undtagelsesviis et lille Stykke ristet Flæsk. Bondemanden selv er en Original; en stor stadselig Mand, der, om han ogsaa kun gaaer over Gaarden for at vande en Kobbel Kalve stedse bærer en Parisercylinder paa Hovedet; dertil er han naturlig aldrig af Træskoene. Denne Cylinder veed Manden, naar han møder mig, at tage af for mig med en beundringsværdig Høflighed, dybt, dog ikke servilt, men med en isandhed fornem Værdighed. Den Fremmede drager gjerne, naar han er i fremmed Land, almindelige Slutninger af enkelte Billeder. Således forekommer Bonden her mig som Urtype paa Danskheden, en Blanding af Rusticitet (Bondeklodsethed?) og en vis Anstand, som udspringer af Bevidstheden om materiel Uafhængighed; et socialt Demokrati, som kommer af sig selv hvor der intet Høiere eller Lavere gives, men Alt er lige; men som bliver regeret af (kjøbenhavnske?) Embedsmænd og tyranniseres af Kjøbenhavns Demagoger, imod hvem det er værgeløst. Thi det (c: det jydske Demokrati) eier for meget til at lade sig rive ud af sin Indolents (paa Dansk Sovesyge) ved Indgreb (?) i dels materielle Vellevnet, og paa den anden Side for lidt til at "udvikle ud af sig aandige Potentser, som kunde træde op imod et intelligent demagogisk Kjøbstadstyranni".

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 21. juni 1864)

Tyfus raser i en ikke ubetydelig Grad paa Als blandt de tydske Tropper og har udbredt sig til Indvaanerne, af hvilke den 12te to og den 13de tre døde af Sygdommen. Ogsaa Kopperne grassere, og man frygter meget for at Sygdommene skulle blive værre ved den herskende Varme.

(Dags-Telegraphen (København) 21. juli 1864).

Fra Vendsyssel skrives bl. A. til "Dagstel.": Navnlig vare Kavaleriets Officerer reactionaire i høiste Grad. Understaben og de Menige vare af et bedre Stof. Jeg hørte ikke Klager over Andet, end over den jammerlige kommando. Jeg talte navnlig med Slesvigere og Holstenere. Det kostede naturligvis flere Flasker Brændeviin og Øl, og da man heroppe ikke tracterer Soldater, var jeg i høieste Grad feteret af dem for min tarvelige Gavmildhed. "Hørte vi saadanne Ord af og til", sagde en Kieler, "saa var det ingen Sag", og en Rendsborger tilføiede: "Vore danske Kammerater betragte os Alle som Forrædere, og de betænke ikke, at en Dragon sagtens kan smøre bort, naar han vil glemme Ed og Pligt". Jeg holdt meget af disse Karle - der var et andet Liv over dem end over vore egne jydske Dragoner, jeg tracterede en heel Eskadron med Brændeviin - Gud give, jeg havde kunnet give hele Regimentet. Nu skulde korpset, som var her, føres tilbage. Først sendte man alle Kanonerne ud til Græsholmen og hele kavaleriet til Hørsholmen (begge Øer ere 3 Fjerdingvei fra Frederikshavn), hvor der i 3 Dage laa 1600 Heste og Ryttere. Da de patriotiske Øboere forlangte 1 Mk. for en Kop daarlig Kaffe og 24 Sk. for et Glas ligesaa ildesmagende Punsch, fik de Bank, hvorved Priserne nedsattes i Forhold til de modtagne Bank. Jeg er aldeles vis paa, at Jyderne blive mere forekommende imod vore Fjender end imod vore Egne. Saa kalder en Spasfugl Sognefogdens Kone til Side og besværger hende at tænke paa sin og Børnenes Sikkerhed. Naar hun vilde være taus, skulde han betroe hende en stor Hemmelighed. Hun tilsværger ubrødelig Taushed. "Veed De, hvorfor Artilleriet ligger ovre paa Græsholmen? Derfra er begyndt en Minegang til denne Ø, for komme Tydskerne herover, vil Generalen hellere sprænge os alle i Luften, for Tydskerne skulle have vore Heste. De kan ikke begribe Faren, og vi Ryttere maae finde os i Skjæbnen; men de mange Kvinder og Børn - og navnlig De, gode Kone, som sælger Kaffen 2 Sk. billigere end de andre her paa Øen - nu græd Soldaten - at De og Deres haabefulde Børn skulle omkomme saa ynkelig - Med Lynets Hurtighed var Efterretningen trods den lovede Taushed over hele Øen. De øvrige Soldater greb Ideen, bekræftede Sandheden med de helligste Forsikkringer, og en Officeer maatte til, for ved sit Æresord at berolige den angstfulde Befolkning. Forresten var snart Alt derovre taget i Brug. Barakker laa ved Barakker, og Gaderne havde de kjøbenhavnske Navne: Hjertensfrydgaden, Philosofgaden og Peer Madsens Gang og Malurtgaden, som de alle burde hedde, da hele Øen dufter af Malurt. I Hotel Phønix krøb man ind paa alle Fire. Stadt Berlin var det meest ansete Hotel. Paa en Barak var opslaaet en Auctionsplacat: Paa Grund af hurtig Flytning agtes dette Huus med Bohave snarest muligt bortsolgt, helst underhaanden. Foruden et passende Qvantum Svinefjeder (Halm), tjenligt til Brug for Øens mandlige og kvindelige Beboere, mærkes et antik Steenbord og 4 dito Stole, som især anbefales Besøgendes antike Opmærksomhed.

(Fyens Stiftstidende 21. juli 1864).

Ubekendt: Militærarbejdere. På fotoet t. h. Bro, Hans Hansen. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Thisted, den 21de Juli. I en Ugestid har vor By nu været besat af Fjenden med en Styrke af 7 a 800 Østerrigere. Der holdes en god Mandstugt, og paa faa Undtagelser nær har de indkvarterede Troppers Opførfel været upaaklagelig. Til det moralske Tryk, en fjendtlig Okkupation alligevel under alle Omstændigheder medfører, bidrager meget Savnet af alle Efterretninger, og der var derfor ønskeligt, at BetingeIserne for Vaabenstilstanden, som vi endnu ikke nærmere kjende, ialfald gjorde en regelmæssig Postgang mulig, samt at der af Postbestyrelsen allerede maatte være truffet de nødvendige Foranstaltninger dertil. Efter Alt at dømme vil den nuværende Strid med Tydstland hurtigt finde en Løsning, udenat vi dog deri see noget glædeligt Tegn for vort Fædrelands Fremtid, men hvad der her end maatte blive vor Lod, hvad enten Okkupationen bliver længere eller kortere, vil Befolkningen i denne Egn sikkert ikke staae tilbage for de jydske Brødre hiinsides Fjorden.

Med den igaar indtraadte Vaabenbvile er, antage vi, Udskrivningernes og Rekvisitionernes Tid forbi. Hvorledes og i hvilket Omfang de af Fjenden have været fremtvungne heri Amtet, skulle vi senere omtale.

(Thisted Amtsavis 21. juli 1864).

Viborg. Randers. Bache. 14de til 18de Juli 1864. (Efterskrift til Politivennen)

I tyske aviser florerede nedenstående historie fra slutningen af juni. Den citeredes også i danske aviser, men her kommenteret som en "tendensløgn". Oversættelse af tysk artikel, se original herunder:

I Viborg som nu er forladt af militær, berettede forstanderinden for de grå søstre der arbejder på sygehuset i Randers, at der var en uhøflighed der måske er unik for folk der vil civiliseres. For omkring 14 dage siden tog 2 søstre af næstekærlighed til Viborg for at tage sig af de syge. Da det preussiske militær forlod byen, måtte flere syge der ikke kunne transporteres, blive tilbage i Viborg, og de to barmhjertighedssøstre måtte tage sig af dem. Der blev kastet med sten mod dem af ​​den danske pøbel, da de vendte tilbage til hospitalet fra frokosttid som belønning for den utrættelige pleje, de havde givet de sårede danskere et par uger tidligere.

In Viborg, welches jetzt von Militär entblösst ist, soll, wie die im Lazareth zu Randers beschäftigte Oberin der grauen Schwestern mittheilte, eine Rohheit vorgekommen seyn, welche vielleicht einzig dasteht bei civilisirt seyn wollende Völkern. Vor etwa vierzehn Tagen begaben sich 2 barmherzige Schwestern nach Viborg, um die Kranken zu pflegen. Als das preussische Militär die Stadt verliess, mussten mehrere nicht transportierbare Kranke in Viborg zurückbleiben, und für ihre Pflege auch die beiden barmherzige Schwestern. Diese nun wurden vom dänischen Pöbel, als sie vom Mittagessen in das Lazareth zurückkehrten, mit Steinen geworfen, zum Lohn für die unermüdliche Pflege, welche sie einige Wochen zuvor den verwundteten Dänen haben angedeihen lassen.

(Allgauer Zeitung 14. juli 1864).

Et Brev fra Lemvig af 10de ds. melder, at 250 Md. ankom dertil i Fredags og afreiste igjen om Løverdagen, medtagende Reqvisitioner til Beløb af c. 2500 Rd. og 200 Ægtvogne. Nabobyerne, navnlig Holstebro, tilføies der, ere stærkt belagte, og der gjøres flere store Reqvisitioner.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 14. juli 1864)

"Randers Avis" for 9de berigtiger Skrivelsen fra Randers til "Kreuzz," om Borttagelsen af et Magazin i Udby ved Randers Fjord og en Brig saaledes: "Meningen maa være den, at det var Statsejendom, man havde faaet Fingre i. Men det er ikke Tilfældet. Der existerer ikke og existerede ikke noget offentligt Magazin ved Udbyhøj, saalidt som deri laae Varer, der tilhørte Staten. Oplagshuset er Privatejendom og de omtr. 1600 Tdr. Rug, Byg og Havre af "Smør" eller "Huder m. m." var der slet Intet - , som forefandtes i Magasinet, vare Privateiendom. Vi vilde kunne nævne Eieren, en Kjøbmand heri Byen. Det forholder sig rigtigt, at det tagne Korn - paa en Deel nær, der skal være gaaet tilspilde - blev bragt hertil paa Vogne. Men Historien om Briggen, der "var i Begreb med at indlade Varerne, men blev tagen og ført fil Randers, hvor den nu henligger i Fjorden", er, efter Alt hvad vi have kunnet erfare, grebet ud af Luften fra først til sidst."

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 15. juli 1864).

Natten mellem Onsdagen den 6te og Torsdagen den 7de Ds. indtraf den beklagelige Ulykke, at Propr. Kjeldsens Karl fra Revsbæk, der havde været i Kjørsel for Preusserne, paa Tilbageveien til sit Hjem blev ramt af et Skud fra disses Forposter ved Aa Mølle. Da Karlen, der var kjørende i Følge med et Par andre Vogne, uden, som han tilligemed de andre Kudske erklærer, at have bemærket noget Tilraab fra Militaire, hørte et Skud, holdt han øieblikkelig stille, men da han efter en kort Tids Forløb endnu ikke hørte noget Tilraab, kjørte han videre, hvorpaa fulgte flere Skud, hvorved Karlen saaredes haardt i Brystet og en af Hestene dræbtes for hans Vogn. (Rand. Av.)

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 15. juli 1864).

Parti af Viborg, set fra Borgevold. Fra: "Nordiske Billeder: Prospecter Fra Danmark, Norge Og Sverig" Bind 1, 1870.

- Fra igaar af har vor lille By ogsaa havt sin "Kommandant" og sin "Besætning"; denne er dog heldigviis ikke af de store, thi den bestaaer kun af 20 Mand (Ungarere ) foruden Kommandanten. Et paa Torvet udhængt og af Kommunen anskaffet os østerrigsk Flag, der forøvrigt har en vis Lighed med et Farverskilt, betegner Byens nye Værdighed som "Garnisonsby".

 Hvorlænge Besættelsen skal vare, vides ikke; men det hedder, at den først vil ophøre med Krigen, da Silkeborg "er et saare vigtigt Punkt for Kommunikationen mellem Syd og Nord". En ikke ubetydelig Vognpark skal derfor efter Sigende stadig holdt i Beredskab, ligesom Beboerne hvert Øieblik skulle være belavede paa at modtage Indkvartering. De 20 Mand, som til Stadighed ere indkvarterede her, skulle have fuld Forpleinig samt en halv Flaske Viin og et halvt Fjerdingspund Tobak daglig pr. Mand, og Kommandanten, der lader til at være en meget flink ung Mand, stal naturligviis have i Forhold hertil.

- Troppetransporterne herigjennem ere allerede begyndte temmelig godt. Igaar kom saaledes en bøhmist kommando paa 30 Mand hertil og fik friske Vogne til Viborg; idag er der kommen ikke mindre en tre forskjellige Kommandoer (baade Østerrigere. Preussere og Polakker), hvoraf de to ere befordrede videre, medens den tredie skal befordres videre imorgen tidlig; endelig har Feltmarschal v. Gablenz med sin Stab og dennes Oppassere idag erholdt Forspandsheste og Viderebefordring nordpaa. Skal det blive saaledes ved, vil det see galt ud for vore Befordringseiere.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad  15. juli 1864).

Randers, den 14de Juli. Vor By feirede igaar en smuk Sørgefest, idet der jordfæstedes Støvet af Heinrich Mangels fra Gettorf, Eckernførde Amt, Menig ved 1ste Regiments 2det C., Nr. 19. Haardt saaret i Træfningen ved Lundby bragtes han hertil for at lukke sit Øie. Det var den Første, vi i denne Krig have havt Lejlighed til at bevise den sidste Ære; det var derfor naturligt, at hans Ligbegængelse blev efter vore Forhold storartet. Begravelsen fandt Sted fra Byens Hovedkirke, og baade fra preussisk og dansk Side var der gjort Alt for at give Handlingen en smuk og gribende Charakteer. Kisten, der var omvunden med Dannebrog, bedækket med Krandse og paa hvis Laag hvide Roser paa det røde Underlag dannede det Kors, hvorunder han stred og døde, bares, efter Præstens Tale og Afsyngelsen af et Par Psalmer, af Borgere ud af Kirken og hensattes paa Ligvognen. Sørgetoget aabnedes af det preussiske Musikcorps, hvis smukke Sørgemusik var af en gribende Virkning, nu kom en Deling preussisk Militair og derpaa Ligvognen. Umiddelbart efter denne gik Præsterne, derpaa 6 danske Saarede fra den samme Træfning med Armen i Bind, men dog stærke nok til at gaae den sidste Gang med deres Kammerat; derpaa den derværende preussiske Commandant og flere høiere Officierer, Byens Honoratiores, Embedsmænd, kommunalbestyrelse, og til den sluttede sig da en uoverskuelig Række af Byens Borgere og preussisk Militair i broderligt Følgeskab. Fra Indgangen til Kirkegaarden til Graven bares Kisten atter af Borgere og Embedsmand, og efter Jordspaakastelsen affyrede Militairet 3 Geværsalver. Hele Sørgefesten var smuk. Kjærlige Hænder havde bundet Krandsene paa hans Kiste, kjærlige Hænder bare ham til Graven. Og han fortjente det. Medens Saamange faldt fra, forblev han, Sydslesvigs Søn, til det Sidste tro mod sin Fane og sin Konge. Og derfor ærede baade Venner og Fjender ham i Døden. (Rd. A.)

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 16. juli 1864).

Thisted, den 16de Juli. Vor By er fremdeles besat af Østerrigerne, som hver Dag faae Tilførsel af nye Tropper. Igaar ankom en Afdeling Preussere hertil med Skibsleilighed, men afreiste igjen imorges.

(Thisted Amtsavis 16. juli 1864).

Flere af indslagene på denne blog er af Otto Bache. For at give et indblik i hans arbejde, følgende artikeel:

To Kjøbenhavnere , Portraitmaler Otto Bache og Student Collin ere ifølge "Dagst." paa en Reise i Slesvig blevne arresterede af Preusserne. Med deres Anholdelse er det gaaet til paa følgende Maade: Stax efter deres Ankomst til Flensborg forespurgte de sig hos det preussiske Commandantskab i Byen, om de kunde erholde Tilladelse til at reise til Sønderborg, men bleve her henviste til Politiøvrigheden, der forsynede deres Pas med den fornødne Paategning. Hermed troede de nu at have iagttaget enhver Forsigtighedsregel, og efter forgjæves at have gjennemsøgt Lasaretherne i Flensborg, gik de næste Dag, Onsdag, til Lyksborg, hvor et større Antal, omtrent 120, saarede Danske var bragt hen fra Als. Da de heller ikke paa Lykeborg fandt den, de søgte, vandrede de samme Aften videre til Broagerland. I Broager fik Collin af en derværende Slægtning, en saaret dansk Officeer, at vide, at der paa Broagers 4 Lasarether vel laa flere Saarede af Navnet Jensen, men ikke den Jensen, som de sogte. Hos Gjæstgiveren i Broager, der er en berygtet Slesvigholstener, traf de Forvalteren for Byens Lasarether og fortalte ham, hvorfor de vare komne, men at de næste Morgen vilde videre til Øster-Snogbæk for at søge efter deres Ven, da den fangne dansske Officeer bestemt havde forsikkret, at Vedkommende ikke var i Broager. Næste Morgen gik de ud til Gammelmark. hvor Preusserne tidligere havde havt deres Batterier, men som nu vare flyttede, og paa Tilbagevejen herfra bleve de anholdte af en preussisk Patrouille, der førte dem til den kommanderende "Hauptmann" i Broager. Denne undersøgte deres Pas og sendte dem derpaa under Ledsagelse af en Feldwebel og to Soldater til Oberst von Alwensleben i Nybøl. Obersten tordnede strax løs mod dem og befalede, at de øieblikkelig skulde føres til Graasteen, hvor Overkommandoen var. Eskorterede af to Soldater, der havde Ordre til ved det første Forsøg paa Flugt at nedskyde Arrestanterne, travede de nu afsted til Graasteen, hvor de bleve fremstillede for den kommanderende Overgeneral, Hs. Excell. Generallieutenant Herwarth von Bittenfeld. Den gamle fornemme Mand stammede sig ikke ved at insultere de Fangne, idet han blandt Andet yttrede: "Naar de Danske ere Soldater, saa kaste de Geværerne og løbe deres Vei, og naar de ikke ere Soldater, saa strejfe de Landet rundt". Overgeneralen beordrede dem nu førte for en Major, der skulde søge at faae Nyheder fra Kjøbenhavn at vide. Den brave Mand syntes navnlig at interessere sig for Hærens Stilling, Kjøbenhavns Befæstning osv., men han høstede ingen Fornøielse af sin Spørgen, da det staaende Svar var, al de ikke vidste Noget. Derpaa bleve Arrestanterne førte til Slottets Kommandant, Friherre, Major v. Barrelow, der anviste dem Logis i Slottes 3die Etage, hvor der var redt et Par Senge, bestaaende os et Par Knipper Halm, der vare strøede over Gulvet. Det var det hele Bohave. Han underrettede dem tillige om Beskaffenheden af den Forplejning, de vilde faae. Gratis blev der leveret dem Rugbrød, salt Flæsk og saameget Drikkevand, de ønskede. Som en Naade blev der tilstaaet dem Tilladelse til at maatte kjøbe lidt Smør, Ost og Øl samt til at maatte ryge Tobak. I dette Fangehul sad nu Kjøbenhavnerne fra Torsdag Eftermiddag. Om Fredagen bleve de afhentede til Corpsauditeuren, der optog Forhør over dem om Hensigten med deres Reise, hvor de havde været, hvem de havde talt med osv., og nu bleve de atter hensatte i Arresten til Løverdag Middag, da Slotscommandanten kom op til dem, og leverede dem deres Papirer og Pas tilbage med den Besked fra Overgeneralen, at de øieblikkelig skulde reise sydpaa over Hamborg og Lybæk til Kjøbenhavn. Forgjæves bad de om Tilladelse til at maatte reise til Øster-Snogbæk og Sønderborg, hvilket de meente maatte være et billigt Ækvivalent for den Behandling, der var overgaaet dem. Nei - det kunde der aldeles ikke være Tale om. Efter en Advarsel om ikke at berette deres Hændelser til nogen Avis i Kjøbenhavn, bleve de altsaa under militair Bedækning sendte afsted til Flensborg, for der at afleveres til Civilcommissairen v. Zedlitz. Dennes Secretair lod deres Pas paategne paa Politikamret og gav dem en Politibetjent, en dansk Deserteur, til Ledsager, der skulde passe paa dem, og navnlig sørge for, at de den næste Morgen afreiste med Banetoget til Hamborg. Politibetjenten var dog saa skikkelig at befrie dem for sit generende Selskab den Aften, men afhentede dem næste Morgen paa Hotellet og fulgte dem paa Banegaarden med mange Ønskerr om lykkelig Reise. Havde ikke en høiere Indflydelse gjort sig gjældende for at skaffe de Herrer ud af Arresten, kunde de meget godt have risikeret at maatte sidde en Maanedstid eller længere paa Graasteen uden at være blevne stedte til Forhør, saa at de maatte være glade over, for saa godt Kjøb at slippe ud af "fjendtligt Land", som Hs. Exc. Overgeneralen behagede at kalde Slesvig for.

(Fyens Stiftstidende 16. juli 1864).

- Fra et Øienvidne have vi modtaget følgende Meddelelse om Fjendens "Meriter" her i Egnen :

I Lørdags Nat omtrent Kl. 12 ankom den fjendtlige Rekvisitionspatrouille, der førte de læssede og ledige Vogne fra Lemvig, til Holstebro, og blev anviist Holdeplads paa Sønderland paa en Græs- og Havremark, tilhørende Hr. Proprietair Laursen paa Resenborg og Enkemadame Hansen. Vognene forbleve der, det vil sige de Vogne, der af en Fejltagelse og Uagtsomhed fra Fjendens Lide ikke kjørte øster paa og i Søndags havde seet Lejlighed til at tage hjem, indtil Kl. c. 11, da der beordredes forspændt til Aflæsning ved Magasinet i Østergade. Større og mindre Delinger af Fjendtlige af alle Vaabenarter, Train og c. 145-50 i deels Jern- og deels almindelige Baade, ikke at forglemme 10 Kanoner, ankom nu saavel syd- som østfra. De Fjendtlige vare Over- og Nederøsterrigere, Ungarer, Böhmere, Mährer, Tyrolere og Venetianere. Efterat der var aflæsset, beordredes Vognene tilbage til Holdepladsen, hvor de forbleve til Søndag Eftermiddag Kl. 4, da Hestene beordredes paalagte Seletøiet og førte igjennem Byen til det Sted, hvor der paa Marken var gjort Holdt med Baadene. Man var altsaa bortreven fra egne Vogne, Fourage og medhavende Fødemidler. Efter et Ophold af en Timestid og efterat der var anviist en Bygmark, hvor der kunde tages Foder til Hestene, kom 12-15 Baade afsted til Pinen ved Ottesund, under Eskorte af en Lieutenaut og endeel Pionerer. Underveis ved Huse og Gaarde ranedes Gjæs, Ænder og Høns masseviis, hvilket ikke undgik Officerens Opmærkjomhed. Ankomsten til Pinen var omtrent Kl. 11; Baaedene aflæssede og Overgangen skete pludselig. Det antages, at der har varet c. 100 a 130 Mand paa Thyholm. Medens Røvertoget varede, holdt Vognene paa Marken, og da Toget var endt og et Par Seilskibe vare tagne, (det ene, tilhørende Hr. Møller [i Stuer?], blev udplyndret), blev Baadene ilandtrukne og førte til Kjær i Humlum, formodentlig af Frygt for ikke at udsætte dem for at overrumples af Vore, som Fjenden saa smaat anede vare i Thy. Resten af Mandag og Natten til Tirsdag henlaa den nævnte Deling Fjendtlige uden Bevægelser: Falbydelser og Handel med det røvede Gods skete nu. Lagener, Gangklæder, Sengcklæder og alt Andet falbødes og kjøbtes; et Gulduhr blev falbudt for 1 Rd., en Skrue, brugelig til Skibsbrug og efter Sigende Hr. Møller tilhørende, falbødes for 1 Mk., osv. Den øvrige Deel af Dagen anvendtes af de Fjendtlige nu og da at bruge af Hestene til at streife omkring for at tage et og andet af Fødevarer og hente Forplejning fra Holstebro.

Tirsdag Morgen blev Ejeren af Gottrup, en aldrende Mand, aftvungen 2 Rd. af en fjendtlig Soldat; det samme handles en Mand fra Lemvig Egnen, der havde Heste hos Fjenden, da han vægrede sig ved at afgive en Guldring, som ikke kunde tages af Fingeren. Tilfældig var han ene og var ifærd med at binde Baand om et Knippe Hø. At klage turde han ikke, da Lieutenanten var en brutal Person og nok vidste, hvad der foregik. Hans Tjener havde flere store Guldringe paa Fingrene. Tirsdag Eftermiddag Kl. 4 beordredes atter Baadene til Pinen, efterat en Deling af 100 Mand Infanteri var ankommen; Baadene sattes ud, og sandsynlig er Overgangen skeet om Natten, hvilket ikke af Meddeleren kan siges med Vished, da Heste og Vogne beordredes tilbage til Kjær i Humlum og han strax ester forlod Røverbanden, der havde gjort det broget og besværligt nok for ham. Med Kjød forekom det Meddeleren at der ødsledes og at det blev omgaaedes med paa den meest væmmeligste Maade; kun et af de Maaltider, der blev ham tiideel, forekom ham spiseligt. Meddeleren antager, at Holstebro har været besat i Søndags en Tid af Dagen med en Styrke af 8 a 10,000 Mand, men der formenes ogsaa af Nogle 14 a 15,000.

(Lemvig Avis 16. juli 1864).

"Ein Schauspiel aus der Gegenwart. Eigensinn, oder "Freunde in der Noth, gehen hundert auf ein Loth." (Et skuespil fra nutiden. Stædighed, eller " for venner i nød, går hundrede på et lod." Christian 9.s trone og telt blæses omkuld af Østrig og Preussen, mens det Tyske Forbund smilende ser til i baggrunden. Tronens ben, Jylland, Slesvig og Holsten knækker, ligesom armlænene England og Frankrig. Kladderadatsch 17. juli 1864.

- De preussiske Hesterøverier have nu atter taget deres Begyndelse, og denne Gang efter en mere storartet Maalestok. Man gaaer nemlig fra By til By, fra Huus til Huus, og bortslæber hver eneste Hest, der er i nogenlunde god Foderstand. Der er saaledes ikke en eneste By heri Egnen, hvor Preusserne ikke have borttaget en halv eller en Heel Snees Heste, deels imod, deels uden "Kvittering". Imidlertid erfare vi dog nu, at Fribytterne ikke beholde alle de medtagne Heste; de udtage kun de bedste og dem, de have Brug for, Resten sende de tilbage; men at Tabet alligevel ikke er ganske ubetydeligt, fremgaaer deraf, at af et eneste Hold paa 100 Heste bleve de 27 holdte tilbage som brugbare. Naar nu hele Jylland har faaet en saadan Overhaling, ville dHrr. Preussere efter deres eget Sigende til at gjøre Jagt paa Kvæget. Det er glædelige Udsigter.

- - -

- Troppemarscherne herigjennem vedvare. Igaar Morges ankom saaledes hertil over Viborg fra Holstebro 7 østerrigske Officerer med 100 Mand samt 400 keiserlige Heste for do. Vogne med Fødevarer etc., og idetmindste 200 Bøndervogne, ligeledes svært belæssede, samt 400 Stude. Efterat have overnattet her, kjørte hele Toget videre sydpaa imorges. - Idag er her bestilt Kvarteer til 5 Officerer, 10 Underofficerer (Gensdarmer), 50 Menige, 44 Heste, 12 Vogne, og til imorgen til 1 Eskadron Husarer og 1 Feltbalteri, ialt 200 Mand og 300 Heste. Det Mandskab, som kommer idag, medbringer selv sin Forpleining, men om det Samme vil blive Tilfældet med de, der kommer imorgen, vides ikke.

- Vor Byes "Besætning" er bleven forøget med 2 Mand, og imorgen kommer der nok 2 til. Det er altid Noget. - Foruden en Vognpark paa 30 Vogne, er her nu ogsaa beordret oprettet et Lazareth paa 30 Senge, som dog nok kun skal vare til Brug for gjennemreisende Syge. 

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 18. juli 1864).

Reqvisitionerne i Randers ere, efter Beretning derfra af 8de til Dbl., enorme. Ikke alene skal den Troppestyrke, der ligger i Byen og i Omegnen, og som er betydelig, forsynes rigeligt med Alt, deriblandt Viin og Cigarer, men store Reservemagaziner fyldtes og førtes imod Nord. Saaledes blev der den 7de (den værste Dag) udleveret 70,000 Pd. Brød. Det begynder at skorte paa enkelte Artikler, som Riis, Caffe, Cigarer og paa Landet Hø, men saa skal Byen forskrive det Manglende fra Hamborg, hvorfra der allerede er forskrevet Riis og Caffe. En Vognpark af 350 Vogne, der afløses hver tredie Dag, camperede paa Ridebanerne ved Byen og maa Nat og Dag være rede til at befordre Soldater. Desuden blev der udskrevet 150 Vogne til at føre Indholdet af et Magazin ved Udbyhøi til Randers og den 7de blev Vognparkens Størrelse fastsat til 550.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 18. juli 1864).

Hans Peter Hansen (1829-1899): Banegården ved Viborg. Illustreret Tidende nr. 253. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.