Mors. Krigsfanger. 1ste August 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Oversættelse af tysk artikel om besættelsen af Mors:

Besættelsen af øen Mors

Kolding, 18. juli. Nykøbing, hovedbyen på øen Mors er en venlig by med 1800 indbyggere. Dens gunstige beliggenhed ved Limfjorden gør den til ind- og udgangsstedet for al trafik på den frugtbare ø; sidstnævnte vedrører hovedsagelig eksporten af ​​majs og godt kvæg. Dampbåde går herfra tre gange om ugen til Aalborg og en gang til København og lige så ofte i den modsatte retning. En østrigsk vagt var allerede blevet sendt den 14., og kun østrigske soldater var at se i de ensomme gader. Indbyggerne som aldrig havde set fremmede tropper, havde frygtsomt og forventningsfuldt trukket sig tilbage i deres huse i de første dage af byens besættelse; man så dem stå bag vinduerne med spørgende, bekymrede blikke. Men det ændrede sig hurtigt, for alle så at de "tyske barbarer" uventet opførte sig lige så godt som de danskere der var rejst herfra, og da hver husstand om aftenen erkendte at intet familiemedlem, ikke engang det mindste, var blevet ofre for "tyske antropofager", genvandt de harmløse øboere hurtigt deres selvtillid, og byen genvandt sit tidligere travle ry.

Det første der slog mig, da jeg gik gennem de brede gader, var en proklamation fra de danske myndigheder som bad beboerne om at forholde sig roligt og forsigtigt over for de forventede østrigske tropper og til at opfylde deres indkvarteringspligter etc. til tiden. Og det må indrømmes at danskerne lydigt adlød disse anvisninger, den eneste undtagelse var under våbenhvilen hvor de sidstnævnte straks atter svingede deres våben som de siden genoptagelsen af ​​fjendtlighederne har måttet betale dobbelt for. Udover denne proklamation blev talrige plakater der dækkede de danske våbens mange succeser mod de allierede, opført, ja, selv tilfangetagelsen af ​​fjendtlige soldater blev annonceret. Nå, beboerne i Nykøbing og øen Mors har selvfølgelig gjort sig deres egne tanker om hvad de skal synes om disse danske bulletiner. Selvom general V. Hegermann-Lindencrone og hans korps havde været hos dem for længe uden at bryde ud af sit asyl, og da det skulle dække den nordlige strækning af Jylland ud over Limfjorden mod en fjendtlig invasion, flygtede han ved den første nyhed om fjendens avancement væk på skibene.

Artiklen beskriver herefter antallet af skibe i fjorden, samt at et forsøg på at føre en undersøisk telegraflinje til Mors mislykkedes. Herefter skriver avisen:

Et ejendommeligt ved de danske kroer i nord er den konsekvent kvindelige tjener som afløser vores tyske tjenere her, og det på ingen måde til skade for gæsterne. På dette tidspunkt mindes jeg ufrivilligt en ekstremt naiv scene som jeg var vidne til for et par dage siden på hotellet i Skive. Mens jeg sad sammen med flere bekendte og fik en kop kaffe, bærer de to fremmødte servitricer over til en af ​​de tilstedeværende betjente. Den yngste, en smuk blond lille pige, tog ordet efter at have rømmet sig og kiggede genert rundt i lokalet flere gange for at se, om der var nogle inkompetente ørevidner, sagde hun i en halv hvisken: "Herre, kunne østrigerne ikke tage værten (godsejeren) med når De trækker Dem tilbage? Ingen kan lide ham, og han er ulidelig vred på os." Den ældste stod ved siden af ​​og bekræftede hvad der var blevet sagt, med de livligste fagter. Denne naive anmodning og den mest oprigtige alvor, hvormed den blev præsenteret, vakte naturligvis et latterbrøl. Den onde "vært" havde i øvrigt fremragende københavnsk øl, som til en vis grad talte til hans fordel.

Artiklen fortsætter så i øvrigt i mere rejsebeskrivende stil om andre byer i Jylland.

Forlagsbureauet, København: Hesterøveri af Windisch-dragoner og Lichtenstein-husarer på Mors, 1864. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Besetzung der Insel Mors.

Kolding, 18. Juli. Nykjöbing, der Hauptort der Insel Mors, ist ein freundliches Städtchen mit 1800 Einwohnern. Seine gunstige Lage am Lymfjord macht es zum Ein- und Ausfuhrplatz des Gesammtverkehrs der fruchtbaren Insel; letzterer bezieht sich in der Hauptsache auf die Ausfuhr von Getreide und trefflichem Vieh. Dreimal gehen in der Woche von hier die Dampschiffe nach Aalborg und einmal nach Kopenhagen, und eben so ofte kommen sie in umgekehrter Richtung. Eine österreichische Wache war bereits am 14. aufgezogen, und in den einsamen Strassen sah man nur österreichische Soldaten. Die Einwohner, die nie fremde Truppen gesehen, hatten sich in der ersten Zeit der Besetzung der Stadt schüchtern und erwartungsvoll in die Häuser zurückgezogen; man sah sie mit fragenden besorgten Blicken hinter den Fenstern stehen. Doch das änderte sich schnell, denn all man sah, dass die "deutschen Barbaren" sich unverhoffter Weise wohl ebenso manierlich benahmen als die von hier abgezogenen Dänen, und als nun gar Abends jede Haushaltung erkannte, dass kein Familienglied, nicht einmal das kleinste, den "deutschen Anthropophagen" zum Opfer gefallen war, kehrte rasch das Vertrauen der harmlosen Inselbewohner zurück, und das Städtchen gewann sein früheres belebtes Ansehen wieder.

Das erste was mir bei einem Gang durch die breiten Strassen auffiel war eine Proklamation der dänischen Behörden, welche die Bewohner aufforderte sich angesichts der zu erwartenden österreichischen Truppen ruhig und besonne zu benehmen und ihren Quartierpfichten etc. pünktlich nachzukommen. Und man muss gestehen, diesen Weisungen kommen die Dänen mit Folgsamkeit nach, wovon es nur während der Waffenruhe Ausnahmen gab, indem letztere ihnen sofor wieder den Kamm schwellte, wofür sie aber seit dem Wiederbeginn der Feindlichkeiten doppelt zu büssen hatten. Neben jener Proklamation bedeckten zahlreiche Affichen die vielen Erfolge der dänischen Waffen gegen die Verbündeten aufgezählt waren, ja selbst die Gefangennahme von Soldaten des Gegners bekannt gegeben wurde. Nun, die Bewohner von Nykjöbing und der Insel Mors haben sich natürlich zur Genüge überzeugt, was von diesen dänischen Bulletins zu halten ist. Hat doch General v. Hegermann-Lindencron mit seinem Corps zu lange bei ihnen gelegen, ohne sich aus seinem Asyl hervorzusagen, und als es darauf ankam den nördlichen Landstrich von Jütland jenseits des Lymfjord gegen eine Invasion des Gegners zu decken, da flüchtete er, auf die erste Kunde von dem Anrücken der Alliirten, auf die Schiffe.

- - -

Eine Eigenthümlichkeit der dänischen Gasthöfe im Norden ist die durchweg weibliche Bedienung, die hier unsere deutschen Kellner ersetzt, und zwar keineswegs zur Beeinträchtigung der Gäste. Hiebei fällt mir unwillkührlich eine äusserst naive Scene ein, der ich in dem Hotel in Skive vor wenigen Tagen beiwohnte. Indem ich mit mehreren Bekannten bei einer Tasse Kaffe sass, tragen die beiden anwesenden Kellnerinnnen zu einem der anwesenden Offiziere. Die jüngste, ein hübsches blondes Måadchen, nahm nach einigem Räuspern das Wort, und sich scheu mehrmals im Zimmer umblickend, ob kein unbefufener Ohrenzeuge da sei, sagte sie halb flüsternd: "Herr, könnten die Oesterreicher wohl nicht den Gastgieber (Wirth) mitnehmen, wenn sie abziehen? Kein Mensch mag ihn leiden, und gegen uns ist er unerträglich böse." Die ältere stand dabei und bestätigte das Gesagte mit den lebhaftesten Gesticulationen. Diese naive Bitte und der aufrichtigste Ernst womit sie vorgetragen wurde, erregte selbstverständlich ein schallendes Gelächter. Uebrigens hatte der böse "Gastgieber" treffliches Kopenhagener Bier, was einigermassen wieder zu seinen Gunsten sprach.

(Neues bayerisches Volksblatt 1. august 1864)

Christian Friedrich Brandt (1823-1891): Østrigske officerer i Koldinghus Slotsgård 1864. Fotoet er kun et af mange hundrede af Brandts fotoer der kan findes på Det Kongelige Bibliotek. Optagelsen af dem omtales i nedenstående tyske artikel. Under branden den 30. marts 1808 styrtede tårnet sammen og to af de fire kæmpestatuer med det. En statue af Hannibal der holdt det danske våbenskjold, styrtede ned under en storm den 3. oktober 1854, men blev opstillet i Slotsgården. Under krigen 1864 blev den imidlertid sønderslået da der blev afholdt væddeløb mellem preussiske og østrigske kanonforspand. (se Fyens Stiftstidende 15. oktober 1867).

Oversættelse af tysk artikel, se original nedenfor:

Militærbreve fra den nordiske krigsscene. XLIV

---

Den kompetente fotograf Brandt fra Flensborg har opholdt sig her siden i går for at tage flere billeder her og i Fredericia. Siden i dag er han begyndt at fotografere det østrigske hovedkvarter med hele det tilknyttede personale, formentlig 60 personer, i fem grupper på lige så mange plader, som så overføres til én plade. Kunstneren valgte interiøret af den majestætiske slotsruin "Koldinghus" i den herværende til fotografiet, så en slotsfløj, den såkaldte slotskirkefront, danner den maleriske baggrund. Præstationen ser ud til at være fremragende. I hvert fald skabes en yderst værdifuld souvenir ikke kun for alle medlemmer af hovedkvarteret, men også til officerer etc. fra det østrigske 6. armékorps, hvis flag så værdigt repræsenterede hele den herlige hær i dette felttog her.

Militärische Briefe vom nordischen Kriegsschauplatz. XLIV

---

Seit gestern weilt der tüchtige Photograph Brandt aus Flensburg hier um mehrere Aufnahmen hier und in Friedericia zu machen. Seit Heute hat er begonnen das österreichische Hauptquartier mit dem gesammten zugehörigen Personal, wohl an 60 Personen, zu photographiren, und zwar in fünf Gruppen auf eben so vielen Platten, die alsdann auf eine Platte übertragen werden. Der Künstler hat sich zur Aufnahme das innere der hiesigen majestätischen Schlossruine "Koldinghuus" gewählt, so dass ein Schlossflügel, die sogenannte Schlosskirchenfront, den malerischen Hintergrund bildet. Die Darstellung scheint eine vorzügliche zu werden. Jedenfalls wird damit ein äusserst werthvolles Andenken nicht nur für sämmtliche Mitglieder des Hauptquartiers geschaffen, sonder auch für die Officere etc. des österreichischen 6. Armeecorps, dessen Fahnen die ruhmreiche Gesammtarmee in diesem Feldzug hier so würdig vertraten.

(Allgemeine Zeitung 1. august 1864. Uddrag)

Friedrich Christian Brandt (1823-1891) fotograferede under næsten hele krigen, flere hundrede af hans billeder er bevaret på Det Kongelige Bibliotek (søg på "brandt christian friedrich").

Oversættelse af tysk artikel om præster i Nordslesvig. Original følger nedenfor:

- - - Da så mange præster i den dansksprogede del af Slesvig for nylig er blevet afskediget, volder besættelsen af ​​posterne ofte store vanskeligheder på grund af mangel på egnede kandidater; flere præster er blevet tilbage kun af den grund at der ikke i øjeblikket kan findes vikarer der kan den danske dialekt. Der blev brugt flere kandidater fra Holsten og Sydslesvig samt langvejs fra; som følge heraf er der opstået følsomme huller i de nævnte landsdele, og dog er behovet endnu ikke afhjulpet; fødte danskere kan let finde vej til den nordslesvigske dialekt; Slesvigere skal være født eller uddannet der hvis de skal kunne håndtere befolkningen. Efter forlydender er udnævnelsen af ​​en ny generalsuperintendent for Slesvig (siden 1853 bar disse gejstlige embedsmænd navnet "biskopper") i skikkelse af provsten af ​​provstiet Aabenraa, pastor Godt. Dette er en af ​​de nyudnævnte præster, der før 1848 var ansat i Sundeved og senere tog til Tyskland. - De sidste par uger er de tilbageværende danske eller dansksindede præster i Slesvig blevet bedt om at redegøre for deres holdning til det nye slesvigske styre. Den 18 d. var præsten i den danske menighed i Flensborg uden for de gamle sogne, pastor Graae, kateket ved samme, pastor Munk og pastor Ewaldsen i Flensborg indbudt foran kirkevisitatoriet der for at afgive udtalelser om, hvorvidt de stadig følte sig bundet af eden til Christian IX. Den danske direktør for et større institut for piger, kollaborator Monrad, skulle forklare samme spørgsmål. Herrernes svar er endnu ikke blevet kendt.

- - - Da in der letzten Zeit so viele geistliche in dem dänischsprechenden Theil Schleswigs entlassen worden sinde, so macht die Neubesetzung der Stellen wegen Mangels geeigneter Candidaten oft grosse Schwierigkeiten; mehrere Geistliche sind nur aus dem Grunde noch geblieben, weil keine Stellvertreter die des dänischen Dialekts kundig augenblicklich zu finden sind. Man hat aus Holstein und dem südlichen Schleswig, sowie aus der Ferne mehrere Candidaten verwendet; dadurch sind in den genannten Landestheilen empfindliche Lücken entstanden, und dennoch ist dem Bedürfniss noch nicht abgeholfen; geborene Dänen konnten sich leicht in den nordschleswigischen Dialekt finden; Schleswiger müssen dort geboren oder erzogen seyn wenn sit mit der Bevölkering sollen umgehen können. Dem Vernehmen nach steht die Ernennung eines neuen Generalsuperintendenten für Schleswig (seit 1853 führten diese geistliche Beamten den Namen "Bischöfe") in der Person des Probstes der Probstei Apenrade, Pastor Godt, bevor. Es ist diess einer der neu eingesetzten Geistlichen welcher vor 1848 im Sundewitt angestellt war und später sich nach Deutschland begeben hatte. - Den zurückgebliebenen dänischen oder dänischgesinnten Geistlichen in Schleswig sind in den letzten Wochen Erklärungen über ihre Stellung zu dem neuen schleswigischen Regiment abgefordert worden. Am 18 d. wurden der Geistliche der in Flensburg befindlichen, ausserhalb der alten Kirchspiele stehenden dänischen Gemeinde, Pastor Graae, der Katheket bei derselben, Pastor Munk, und Pastor Ewaldsen in Flensburg vor das Kirchenvisitatorium daselbst geladen, um Erklärungen abzugeben ob sie noch durch den Christian IX geleisteten Eid gebunden fühlten. Ueber diesselbe Frage sollte auch der dänische Director eines grösseren Mädcheninstituts, Collaborator Monrad, sich erklären. Die Antwort der Herren ist bisher nicht bekannt geworden. 

(Allgemeine Zeitung 1. august 1864)

Kollaborator var en medarbejder eller medhjælper, især ved en (lærd) skole; næsten kun ved de lærde skoler i Slesvig før 1864, som titel for en lærer rangerende ml. rektor (kon- og subrektor) og adjunkt, svarende til en (yngre) overlærer i kongeriget.

Der bliver nu gjort saa Meget hjemme for at afhjælpe al mulig Slags Trang og Nød. At heller ikke de danske Krigsfanger blive forbigaaede er smukt af de gode og veltænkende Givere. Iblandt Andet kommer her ogsaa Aviser, og de læses med Begjærlighed af Alle, dog de som ere fra Ens egen Fødeegn ere kjærest, fordi man muligen deri kan læse om en eller anden Ting, som man jo fra tidligere Tid har en Smule Kjendskab til. Saaledes var det og sidste Gang her kom Aviser; Jeg fik endelig opspurgt en "Lollands-Post", iblandt Andet saae jeg ogsaa deri, at der ved Grundlovsfestens Afholdelse den 5te Juni i Nøbbøllegaards Skov var indsamlet 500 Rd., og at deraf de 200 Rd. skulde sendes de lollandske Krigssanger. Men de lollandske Krigsfanger have ikke bekommet disse Gaver, medmindre de ere deelte ud saavel til Jyder, Sjællændere som til Lollændere. Særskilt have vi ingen Penge modtaget. Det er jo langtfra at vi kunne gjøre Paastand paa Hjælp, især nu. da vi ere berøvede Evnen til den Hjælp, som vi ere skyldige al yde vort kjære Fødeland Men at der ligefuldt gjøres Alt før at lindre vor tunge Stilling her i Fangenskabet, og at de Bidrag, der blive ydede os, ikke komme os Lollændere tilgode efter de høitærede Giveres Villie, føle vi os pligtige at underrette vedkommende velvillige Givere om, hvilket bedst lader sig gjøre gjennem Aviserne. Her kommer mange Penge til Uddeling; men at Fordelingen ikke gaaer for sig som den maaskee burde, er temmelig vist. Saaledes kom her for 2 Dage siden 100 preussiske Daler. Fire Navne vare opgivne, som skulde fordele disse blandt 32 trængende Kammerater. Og da det var fire Kjøbenhavnere, saa blev Følgen, at ikkun Kjøbenhavnerne kunde faae Deel deri, selv om de befandtes i stor Trang. 25 Rd. kom samtidig, men hvor og hvem der har faaet Part og Deel i dem, veed jeg ikke. En Gang fik Kjøbenhavnerne hver 45 Groschen, omtrent en dansk Specie, og flere Gange, saavel fra Kjøbenhavn, Sjælland og flere Steder, er der kommet særskilt Hjælp. Hvorfor skulde ikke ogsaa Lollænderne selv dele de Gaver, som blive indsamlede til dem? De Penge, som komme til Alles Bedste, faaer den Menige forsaavidt kun ringe Deel i, fordi dHrr, Underofficerer tage store Procenter, og de raade jo for at tage hvad og hvormegel saavel af Penge som andre os tilsendte Gjenstande, som de finde for godt. Derfor var det ønskeligt, om Indsamling af Gaver oftere skulde skee, at de ærede Komiteer for Indsamling til lollandske Krigssanger selv vilde sende deres ædle Gaver direkte til Fæstningerne, hvor vi med Taknemmelighed ville modtage dem. De Bidragydende sende vi Alle vor hjerteligste Hilsen og Tak for hvad de have følt og gjort for os,

Güstrin i Preussen, den 18de Juli 1864.
Paa flere Kammeraters Vegne: 
N. Petersen, J. Knudsen, af 18de Regiment.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 1. august 1864)

Embarquement a Travemunde des prissoniers danois libere par suite de la paix. (Le monde illustré: journal hebdomadaire. 3. september 1864)

Ballade i Rendsburg. Slut Juli 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Kjøbenhavn skrives i Løverdags til Hb. N., at der i Slutningen af forr. Maaned er "afgaaet en alt i Januar iaar i Skanderborg vedtagen Adresse til Hs. Maj. Kongen, med 3306 Underskrifter fra 80 Sogne, hvori navnlig protesteres imod, at Hovedstadens Befolkning og nogle Kjøbstadcommunalbestyrelser optræde som om de vare hele Landets politiske Repræsentation. Endvidere er i disse Dage en Adresse fra det nordligste Jylland, fra Vendsyssel den 5te Juli, altsaa før Ministerskiftet og før Vaabenhvilen, sendt til Kongen (formodentlig den tidligere under 18dc ds. her i Bladet meddeelte fra Dhrr. Hansen til Hellumlund, Nyholm til Kjølskegaard og Rasmussen til Musted). Som Følge af den fjendtlige Occupation have ikke alle circulerende Exemplarer kunnet indkræves, og der er derfor kun (hidtil) indgivet Exemplarer fra 8 Sogne med 500 Underskrifter"

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 27. juli 1864).

Oversættelse af tysk artikel om sammenstød mellem eksekutionskorpset og de allierede i Rendsburg. Original følger nedenfor:

Begivenhederne i Rendsburg.

"Pr. Staats-Anz." bringer nu også en oplysning fra en "velunderrettet kilde" om begivenhederne i Rendsborg, der antager en ejendommelig karakter, idet den i forhold til "Nordd. A. Z." ikke tilføjer noget væsentligt nyt til de allerede fremførte fakta, men forsøger at sætte begivenhederne ind i en bredere sammenhæng og forklare dem ud fra dette. Af denne grund deler vi hele dokumentet. Det siges:

”I lang tid har man nu med lejlighedsvis kontakt mellem medlemmer af den allierede hær og den i Holsten stationerede føderale eksekutionsdivision kunnet mærke en irritabel stemning fra sidstnævntes side, som finder sin forklaring om end ikke undskyldning i den situation de saksisk-hannoveranske tropper allerede befinder sig i pga. deres regeringers politik. Desuden blev forbundsbefalingsmændene som bekendt gentagne gange tvunget af deres særlige instrukser til den allierede hær, der rykkede frem mod fjenden, eller kæmper gennem alle mulige småformaliteter, afvisning af boliger osv. tvunget til at genere dem og hæmme dem i deres aktiviteter. Det skal med glæde erkendes, at så vidt vi ved, i hvert fald fra generalløjtnant v. Hake, øverstbefalende for den føderale division i Holsten, blev alt gjort for, at sådanne gener på trods af føderale instruktioner skulle gøre så lidt som muligt skade på den allierede hær. På den anden side kunne det dog ikke nægtes, at netop de hannoveranske tropper - og desværre kan vi ikke helt fritage officererne herfra - var urolige over den mærkelige situation, som de var blevet stillet i af de pågældende regeringers mærkelige politik. Det er forståeligt for ethvert militærhjerte, at det kom til udtryk ved, at det dårlige humør vendte sig mod medlemmerne af den sejrende allierede hær, som ellers havde haft det mest retfærdige krav på tyske våbenbrødres sympati, og som helt sikkert ville have taget imod de saksisk-hannoveranske kammerater med inderlig glæde, hvis det havde været dem muligt at deltage i kampene mod Danmark i stedet for at blive tvunget til at forblive inaktive over for en eksekution i Holsten, der for længst var blevet irrelevant. En slags officielt udtryk for den modvilje, der herskede fra Hannovers side mod den allierede hær, blev først modtaget gennem hændelsen i Rendsburg den 29. juni d. å. Det vakte med rette den største forundring og den livligste forargelse, ikke blot blandt offentligheden, men også blandt den allierede hær, da det gennem aviserne blev erfaret, at den daværende forbundschef i Rendsburg, den hannoveranske oberstløjtnant Dammers, havde følt sig nødsaget til at fjerne den allierede hærs flag, som en menig mand havde plantet med andre farver i glæden over sejren i Als, ved en patrulje. Det kan ikke diskuteres her, i hvor høj grad kommandanten var i sin ret over for den private person og kunne have holdt ham ansvarlig: men han havde aldrig ret til at gøre mere ved denne lejlighed såsom at tvangsfjerne og konfiskere flagene fra en allieret hær, der var lige efter en ny sejr blødende fra friske sår, at fornærme på sådan en iøjnefaldende måde! Det var derfor bestemt fuldt berettiget, at den allierede hærs overkommando, så snart den havde fået officiel kendskab til begivenheden og derved fandt avisindberetningerne i det væsentlige bekræftede, straks kontaktede generalløjtnant v. Hake med kravet: at fritage oberstløjtnant Dammers fra hans post som kommandant i Rendsburg og derefter at rapportere dette til den allierede hærs overkommando. Generalløjtnant v. Hake gjorde da den fornødne tilfredsstillelse, og meddelte hans højhed prins Friedrich Karl, at han havde beordret udskiftning af oberstløjtnant Dammers. Det kan godt være, at denne proces hænger nøje sammen med de grove overskridelser, der få dage senere, den 17. og 18. af k. hannoveranske underofficerer og soldater blev begået mod preussiske. Gadeoptøjer udviklede sig fra et - tilsyneladende fuldt forberedt - soldaterslagsmål i en dansesal, hvor kongelige preussiske vagter blev groft fornærmet, og selv hospitalerne på denne side blev alarmeret af stenkast og trusler mod sårede og syge; Ja, om aftenen den 18. trak tre hannoveranske officerer, der ikke var på vagt, deres sabler mod en kongelig preussisk vagtpatrulje for at opnå befrielsen af ​​en hannoveransk underofficer, der fysisk havde angrebet en vagtpost. Disse hændelser krævede hurtig oprejsning, den allierede hærs overkommando havde ikke råd til at fortsætte med at fornærme medlemmer af hæren på et vigtigt tidspunkt af kollegaen Reid, og freden for de hårdt sårede og syge blev igen truet af lignende tumulter. Derfor fik generalmajoren v. Göben, ordre den 21. d. M. om at rykke ind i Rendsburg med en samlet brigade og gøre sig til herre over dette sted. Omkring middagstid den nævnte dag blev ordren udført, en preussisk kommandant blev udpeget, og vagterne var bemandet med preussiske tropper. Den tidligere forbundsgarnison forlod Rendsburg frivilligt kort før preusserne marcherede ind og trak sig samme morgen tilbage til et par landsbyer syd for byen. Som vi yderligere hører, underrettede hans kongelig højhed prins Friedrich Karl Generalløjtnant v. Hake ved brev om den ordre, han havde afgivet om morgenen den 21.; Generalløjtnant v. Hake protesterede mod de preussiske troppers indtræden og siges senere at have tilføjet en anden formel protest efter ordre fra forbundsforsamlingen. Vi indrømmer fuldt ud, at den situation, hvor de føderale tropper på grund af deres regeringers skyld har været i Holsten siden begyndelsen af ​​året, er en yderst ubehagelig og vanskelig situation, og vi forstår, at de seneste konsekvenser af de beklagelige udskejelser i Rendsburg har gjort denne situation næsten uudholdelig for enhver militær følelse - men en hær, der stod foran fjenden, kan ikke ustraffet lade sig fornærme bagfra, og det kan den lige så lidt tåle på et så vigtigt tidspunkt. at scenen for dens aktivitet, dens forbindelse, blive hæmmet af enhver gentagne udskejelser forstyrret med deres hjemland, og ​​deres syge og hårdt sårede truet. Må de mennesker tage ansvar for den aktuelle situation, som har sat de føderale tropper i en så alvorlig situation!"

Die Vorgänge in Rendsburg.

Der "Pr. Staats-Anz." bringt nun gleichfalls eine aus "wohlunterrichteter Quelle" stammende Amittheilung über die Vorgänge in Rendsburg, welche dadurch eigenthümliches Gepräge annimmt dass sie dem durch die "Nordd. A. Z." bereits gebrachten Thatsächlichen nichts wsesentlich neues hinzubringt, wohl aber die Vorgänge auf weiteren Zusammenhang zu stellen und aus diesem zu erklären sucht. Aus diesem Grund theilen wir das Schriftstück vollständig mit. Es lautet:

"Schon seit längerer Zeit machte sich bei den gelegentlichen Berührungen zwischen Angehöringen der alliirten Armee und der in Holstein stehenden Bundesexecutions-Division auf Seiten der letzteren  eine gereitze Stimmung bemerkbar, die in der Lage in welche die sächsisch-hannoverischen Truppen durch die Politik ihrer Regierungen schon seit dem Februar d. J. versetzt worden sind, ihre Erklärung, wenn auch nicht ihre Entschuldigung, fand. Ueberdiess waren bekanntlich die Bundesbefehlshaber mehrfach durch ihre ansonderlichen Instructionen gezwungen die gegen den Feind rückende, resp. schon fechtende alliirte Armee durch allerlei kleinliche Formalitäten, Verweigerung von quartier etc., su belästigen und in ihrer Thätigkeit zu hemmen. Dabei soll gern anerkannt werden dass, so viel uns bekannt ist, wenigstens von Seiten des Generallieutenants v. Hake, des obersten Befehlshabers der Bundesdivision in Holstein, alles geschehen ist un, trotz der Bundesinstructionen, jene Belästigungen der alliierten Armee so wenig nachtheilig wie möglich zu machen. Andererseits aber war es auch nicht zu verkennen dass namentlich von Seiten hannoverischer Truppen - und wir können, die Officiere leider nicht völlig davon ausnehmen - dem Unbehagen über die jedem militärischen Herzen völlig verständliche fatale Lage in welche sie durch die seltsame Politik der betreffenden Regierungen versetzt worden waren, dadurch Ausdruck gegeben wurde dass die schlechte Lanne sich gegen die Angehörigen der siegreichen alliirten Armee kehrte, welche doch wielmehr den gerechtesten Anspruch auf die Aympathie deutscher Waffenbrüder gehabt hätte, und welche gewiss die sächsisch-hannoverischen Cameraden mit herzlicher Freude begrüsst haben würden, wenn es denselben vergönnt gewesen wäre an den Kämpfen gegen Dänemark theilzunehmen, statt bei einer längst gegenstandlos gewordenen Execution in Holstein in gezwungener Thatenlosigkeit zu verharren. Einen gewissermassen officiellen Ausdruck der Abneigung, welcher von hannocerischer Seite gegen die alliirte Armee herrschte, erhielt man zuerst durch den Vorgang in Rendsburg am 29 Juni d. J. Mit Recht erregte es nicht nur unter dem Publicum, sondern auch bei der verbündeten Armee das grösste Befremden und den lebhaftesten Unwillen, als man durch die Zeitungen erfuhr dass der damalige Bundescommandant von Rendsburg, der hannoverische Oberstlieutenant Dammers, sich veranlasst gesehen habe die Fahnen der alliiirten Armee, welche ein Privatmann in der Freude über den Sieg von Alsen mit anderen Fahnen aufgepflanzt hatte, durch eine Patrouille zu entfernen. Es mag hier unerörtert bleiben inwiefern der Commandant jenem Privatmann gegenüber in seinem Recht war, und denselben etwa zur Verantwortung hätte ziehen können: nimmermehr aber durfte er sich erlauben bei dieser Gelegenheit durch eine geswaltsame Entfernung und Confiscation der Fahnen einer verbündeten Armee die eben  nach neuem Sieg aus frischen Wunden blutete, auf eine so auffallende Weise zu beleidigen! Es war dehar gewiss völlig gerechtfertigt dass das Obercommando der alliirten Armee, sobald es amtliche Kenntniss von dem Vorgang erhalten und dadurch die Zeitungsnachrichten im wesentlichen bestätigt gefunden hatte, sich sofort an den Generallieutenant v. Hake mit der Forderung wandte: den Oberstlieutenant Dammers von seinem Posten als Commandant von Rendsburg abzulösen, und diess alsdann dem Obercommando der alliirten Armee anzuzeigen. Generallieutenant v. Hake hat hierauf diese erforderte Genugthuung geleistet, und Sr. k. H. dem Prinzen Friedrich Karl die Mittheilung gemacht dass er die Ablösung des Oberstlieutenant Dammers angeordnet habe. Es mag wohl seyn dass diser Vorgang in engem Zusammenhange steht mit den groben Excessen die wenige Tage später, am 17 und 18, durch k. hannoverische Unterofficiere und Soldaten gegen preussische verübt wurden. Aus einer - allen Anschein nach vollständig vorbereiteten - Soldatenschlägerei in einem Tanzlocal entwickelten sich Strassentumulte, könihlich preussische Wachtposten wurden gröblich insultiert und sogar die diesseitigen Lazarethe durch Steinwürfe und Drohungen gegen die Verwundeten und Kranken beunrugigt;  Ja, am 18 Abends haben selbst drei hannoverische, nicht im Dienst befindliche, Officiere gegen eine königlich preussische Wachtpatrouille den Säbel gezogen, um die Befreiung eines hannoverische Unterofficiers zu erwirken, der eine Schildwache thätlich angegriffen hatte. Diese Vorfälle erforderten schleunige Genugthuung, das Obercommando der alliierten Armee konnte es nicht darauf ankommen lassen, dass an einem wichtigen Etappenpunkt des Heeres Angehörige desselben von gehälfigem Reid auch fernerhin insultiert, und die Ruhe schwer Verwundeter und Kranker von neuen durch ähnliche Tumulte bedroht wurde. Daher erhielt der Generalmajor v. Göben, den Befehl am 21. d. M. mit einer combinirten Brigade in Rendsburg einzurücken, und sich zum Herrn dieses Platzes zu machen. Gegen Mittag des genannten Tags war der Befehl ausgeführt, ein preussischer Commandant bestellt, die Wachen mit preussischen Truppen besetzt. Die bisherige Bundesgarnison hat Rendsburg kurz vor dem Einmarsch der Preussen freiwillig geräumt, und ist an demselben Vormittag nach einigen südlich der Stadt gelegenen Dörfern abgerückt. Wie wir ferner vernehmen, hatte Se. königliche Hoheit der Prinz Friedrich Karl den Generallieutenant v. Hake am 21 Morgens durch ein Schreiben von seiner getroffenen Anordnung in Kenntniss gesetzt; Generallieutenant v. Hake protestirte gegen den Einmarsch der preussischen Truppen und soll später auf Befehl der Bundesversammlung noch einen zweiten förmlichen Protest hinzugefügt haben. Wir geben vollkommen zu dass die Lage in welche durch die Schuld ihrer Regierungen, die Bundestruppen sich schon seit Beginn des Jahrs in Holstein befinden, eine höcst ubehagliche und schwierige ist, und begreifen dass namentlich die neuesten Folgen der beklagenswerthen Excesse in FRendsburg diese Lage zu einer für jedes militärische Gefühl fast unerträglichen gemacht haben - allein eine Armee die vor dem Feinde steht, konnte scih in ihrem Rücken nicht ungestraft beleidingen lasse, und konnte es ebensowenig dulden dass an einem so wichtigen Etappenpunkt durch etwa sich wiederholende Excesse ihre Thätigkeit gehemmt, ihre Verbindung mit der Heimath gestört, die RUhe ihrer Kranken und schwer Verwundeteten bedroht wird. Mögen diesenigen die jetztige Lage verantworten welche die Bundestruppen in eine so schiese Positition versetzt haben!"

(Allgemeine Zeitung 29. juli 1864)

Affæren vakte bestyrtelse i det tyske forbund: Hvordan kunne to forbundsmedlemsstater på denne måde stå fjendtligt overfor hinanden? Enkelte aviser frygtede at Preussens besættelse af Rendsburg kun var starten på en besættelse af hele Slesvig-Holsten. Under alle omstændigheder skadede det forholdet mellem Preussen og de såkaldte tyske mellemstore stater. Hakes kommando blev  dog først formelt opløst ved en forbundsdagsbeslutning den 5. december 1864. Gustav von Hake (1797-1877) blev udnævnt til æresborger i Dresden for sin indsats. Han fungerede indtil 12. september 1865 som kommandør for 2. infanteridivision.

Le drapeau prussien est arboré sonellement a Rendsburg (place du marché) le 22 Juillet (Le monde illustré: journal hebdomadaire. 13. august 1864)

Fra Colding skrives den 25de ds. til Hbg. N. , at der allerede dersteds og i Omegnen var indqvarteret over 1000 Heste, som vare udskrevne i Jylland, og at der ventedes Befaling til at føre dem sydpaa, sandsynligvis til Flensborg. Samme Dag bragte Lichtenstein-Husarerne en Transport af 200 derigjennem. Iblandt de consisterede Varer, som i betydelig Masse førtes igjennem for at forauctioneres i Flensborg, var der, foruden Lærred, uldne og Tøistosier, ogsaa endeel Porcellainsvarer og store Vognlæs med Kakkelovne.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 30. juli 1864).

Conflit entre les troupes Prussiennes et les contingents de la confederation germanique dans le ville de Rendsburg, a propos de l'occupation de cette ville par les prussiennes (Le monde illustré: journal hebdomadaire. 6. august 1864)

Oversættelse af tysk notits, original følger nedenfor:

Kolding, 24. jul. Afviklingen af ​​de i Jylland rekvirerede heste går stærkt. Mere end 1000 er allerede fordelt på grænsen til Kongeåen i byerne på denne og den anden side og afventer kun ordren om at marchere sydpå, sandsynligvis til Flensborg. I går og i dag bragte Liechtenstein-husarerne betydelige transporter hertil. Jeg mødte en afdeling af "Windisch-Grätzer" ved 11-tiden om morgenen på gaden fra Vejle; de havde også 50 rekvirerede heste med. (PÅ.).

Kolding, 24 Jul. Mit der Assentirung der in Jütland requirirten Pferde geht es rasch vorwärts. Mehr als 1000 sind schon an der Gränze der Königsau in den dies- und jenseitigen Ortschaften vertheilt, und harren nur des Befehls zum Abmarsch nach dem Süden, wahrscheinlich nach Flensburg. Gestern und heute brachten die Liechtenstein-Husaren ansehnliche Transporte hier durch. Einem Detaschement der "Windisch-Grätzer" begegnete ich Morgens 11 Uhr auf der Strasse von Veile; auch sie führten 50 requirirte Pferde mit sich. (A. N.).

(Allgemeine Zeitung 31. juli 1864)

Illustration fra det humoristiske ugeblad Kladderadatsch 31. juli 1864: "Im Lazareth. Kranker: Ach, meine Herren, wollen Sie mich denn wirklich amputieren? Erster Arzt: Leider muss es sein! Hätten Sie meinen Rath vor sechs Monden befolgt, so wäre Ihnen die schmerzliche operation erspart worden. Zweiter Arzt: Ich butt' Ihnen, halten's still! Kranker: Können Sie die Operation nicht bis nach dem 1. August verschieben? Zweiter Arzt: Das würde Ihren Zustand nur verschlimmern. Seien Sie also vernünftig, und lassen Sie und die Sache zu Ende bringen. Wir retten dann wenigstens Ihr Leben." Christian 9. ligger i sengen, og første læge (Bismarck) instisterer på en amputation af benet (Slesvig-Holsten) fordi Christian 9. ikke ville følge hans råd fra for 6 måneder tilbage. En udskydelse til 1. august afvises af læge 2 fordi det kun ville gøre det hele værre.

Jylland Forholdsregler. 24de til 26de Juli 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Oversættelse af tysk artikel, se original efter oversættelse:

Fra Jylland, midt juli. Randers er sæde for civilkommissæren for Jylland. Prins Karl Hohenlohe der har denne post, ankom der onsdag. En slesvig-holstener, løjtnant a. D. Lütje, der tidligere arbejdede i civilkommissariatet for Slesvig og behersker dansk perfekt, er også rejst til Randers, udsendt af Zedlitz for at støtte prinsen. Det er indlysende at en rensning af embedsværket i Jylland ikke kan gennemføres på samme måde som i hertugdømmet Slesvig, og det ønskes heller ikke; ikke desto mindre er man fast besluttet på ikke at affinde sig med nogen oprørskhed. Enhverder ikke ønsker at adlyde, kan gå frivilligt, hvis han ikke gør det, bliver han fjernet. Så kaptajn Schmidt von Schwarzenborn blev postmester i den jyske enklave Ribe i Nordslesvig. Kaptajn V. Schwarzenborn er en kendt skikkelse blandt medlemmer af den tidligere slesvig-holstenske hær. I lang tid var han adjudant for kommandanten v. d. Tann. Indtil udnævnelsen og ankomsten af ​​den østrigske kommissær forbliver den øverste militære myndighed og den øverste civile myndighed på preussiske hænder.

Aus Jütland, Mitte Juli. Der Sitz des Zivilkommissärs für Jütland ist Randers. Prinz Karl Hohenlohe, welcher diesen Posten bekleidet, traf bereits am Mittwoch daselbst ein. Ein Schleswig-Holsteiner, Lieutenant a. D. Lütje, der früher im Zivilkommissariat für Schleswig beschäftigt war und der dänischen Sprache vollkommen mächtig ist, hat sich ebenfalls nach Randers begeben, von Herrn v. Zedlitz zur Unterstützung des Prinzen diesem nachgesendet. Dass man eine Purifizirung des Beamtenstandes in Jütland nicht in der Weise wie im Herzogthum Schleswig durchführen kann noch will, leuchtet ein; nichtsdestoweniger hat man den Daumen scharf auf's Auge gedrückt und ist fest entschlossen, keinerlei Renitenz sich bieten zu lassen. Wer sich nicht fügen will, kann freiwillig gehen, thut er's nicht, so wird er entfernt. So ist Hauptmann Schmidt von Schwarzenborn Postmeister der jütlichen Enklave Riven in Nordschleswig geworden. Hauptmann v. Schwarzenborn ist eine bei den Mitgliedern der frühern schleswig-holsteinischen Armee sehr bekannte Persönlichkeit. Er adjutantirte lange dem Kommandanten v. d. Tann. Bis zur Ernennung un Ankunft des österreichischen Kommissärs bleibt die militärischen Obergewalt, sowi die oberste Zivilbehörde in preussischen Händen.

(Zweibrücker Wochenblatt 24. juli 1864)

Den 22. juli udstedte Jyllands civilkommissær prins Hohenlohe en bekendtgørelse hvor de 650.000 preussiske dalere som skulle betales, blev fordelt på land og by, samt hvor meget der skulle ydes som første rate. Denne oversigt kan ses fx i Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 27. juli 1864.

Som det vil sees af Bekjendtgjørelsen i Dagsavisen modtager den preussiske Feldtpost nu ogsaa Bestilling paa Blade og besørger disse til Abonnenterne paa de forskjellige Stationer med de dagligt, stundom flere Gange dagligt, afgaaede Poster. Betalingen er den samme som hidtil. Ogsaa de nye Befordringstaxter for Breve, Pengesendelser, Pakker og Reisende ere rettede efter den danske Posttarif. Breve til Djursland og Fyen besørges ogsaa for samme Porto, men Forsendelser udenfor Jylland maae frankeres.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 25. juli 1864).

Ubekendt: Prøjsisk Feltsmedie i Ulkebøl (på Als ved Sønderborg). 1864. Det må være taget efter at Als var indtaget. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Thisted, den 25de Juli. Hele den fjendtlige Styrke, 6 a 700 Østerrigere, afreiser nu herfra, endeel allerede idag, Resten imorgen. Om Aarsagen til denne pludselige Afreise have vi intet Tilforladeligt erfaret.

(Thisted Amtsavis 25. juli 1864).

Thisted, den 26de Juli. Den fjendtlige Besætning har nu forladt By og Omegn, og det dermed forbundne moralske Tryk er altsaa forbi. Fra Huse og Skibe vaier Dannebrog siden den tidlige Morgen, og i de nærmeste Omgivelser er Færdsel og Samkvem atter fri. I den Tid af 14 Dage, Okkupationen har vedvaret, fik man altsaa her ligesom en Forsmag paa, hvad en saadan Tilstand har at betyde, men ogsaa kun en Forsmag derpaa; thi hvormeget mere have ikke vore Brødre hiinsides Fjorden lidt, hvor Fjenden uafbrudt i Maaneder har opholdt sig, stillende bestandig nye og betydelige Krav i forskjellige Retninger? - Hvad angaaer de indkvarterede Troppers Opførsel, har den idethele været upaaklagelig, da der holdtes god Mandstugt. Udskrivninger og Rekvisitioner har man ogsaa her i Amtet, paa sine Steder i stort Omfang, maattet udrede; men Intet har dog varet saa betegnende for den allierede Armees Tog i Jylland som den Maade, hvorpaa man her først tilegnede sig Beboernes Heste. Bønderne mødte nemlig ifølge Fjendens Ordre med deres Befordringer til Ægtkjørsel, men pludselig lod han Hestene fraspænde og udtog af disse saamange, han syntes om. Det var altsaa Vold og Underfundighed, udøvet paa den meest brutale Maade. Senere lod Fjenden Bønderne gjennem Øvrigheden tilsige til at møde med deres Heste, og uagtet denne havde henstillet til Landboernes egen Afgjørelse, hvorvidt de vilde følge "Ordren" eller udsatte sig for Konsekventferne af at undlade det, kom han dog her fra Juridsdiktionen paa begge Maader i Besiddelse af noget over 100 Heste. Vi skulle i næste Nr. angive de præsterede Rekvisitioner fra denne Egn af Amtet; for Morsøes Vedkommende ere de ovenfor anførte.

(Thisted Amtsavis 26. juli 1864).

(De nævnte rekvisitioner blev opregnet i Thisted Amtsavis 28. juli 1864)

Østrigerne på Vesterhavsøerne 1864. (Efterskrift til Politivennen)

De sidste slag i Krigen 1864 fandt sted på Vesterhavsøerne som var blevet besat af kaptajnløjtnant Hammer. Kort før våbenstilstanden den 20. juli 1864, angreb østrigske og preussiske styrker kaptajn Hammer (min ufuldkomne oversættelse står umiddelbart efter de tyske tekster):

Die Ankunft der Oesterreicher auf Sylt.

* Hamburg, 17. juli. Ueber die Besitznahme der nordfriesischen Insel Sylt durch die Oesterreicher gehen mir von befreundeter Hand ausführlich Berichte zu, denen ich in folgenden das wesentliche enthenme. Bekanntlich beherrschte Capitän Hammer, jener kleine Tyrann, dessen Namen alle Friesen noch nack Decennien nur mit Abscheu aussprechen werden, mit seiner Flottille von Kanonenjollen, einem zu seiner Disposition stehenden Dampfschiff, das er beliebig als Schlepp- und Transportschiff benutzte, und einer Anzahl Kreuzer den ganzen Archipelagus der Westsee. Den schwer zugänglichen Inseln sich zu nähern, war den Aliirten nur möglich wenn sie mit ausreichenden Streitkräften erschienen. Dieser Moment war am 11 Juli gekommen. Bei Tagesanbruch verkündigten den Bewohnern Sylts gewaltige Südwestlich von der Insel aufsteigende Rauchwolken dass sich ein Geschwader mehrerer Kriegschiffe derselben nähere. Alsbald ward die Bevölkerung allarmiert, und alles eilte in die Dünen, von deren Gipfeln die Nordsee nach allen Seiten hin meilenweit zu überblicken ist. Anfangs bangte den meisten es möchten dänische Schiffe seyn, da wegen der grossen Entfernung die Flagge nicht zu erkennen war. Als aber das Geschwader in der Nähe von Rantum sich theilte, vier Kanonenboote südostwärts steuerten, så dass die Föhr und Amrum in Sicht behielten, während die grössere Flottenabtheilung, bestehend aus einem Linienschiff, einer Panzerfregatte und einer Corvette, nordwärts zog, athmeten die Insulaner froh auf; denne nun wussten sie, es nahten die Befreier. Bald auch erkannte man jetzt die österreichischen und die preussischen Farben, und jubelnd konnten die Sylter sich zurufen; die ganze Westsee ist von der Flotte der Alliierten blokiert, Capitän Hammer mit den seiningen boote bei Rantum vor Anker und begannen mit dem Lande zu communiciren. Drei Sylter wurden als Lootsen an Bord genommen, die Anker abermals gelichtet und weiter nordwärts gesteuert, da man sich überzeugt hatte dass auf dieser Seite der Insel ein Engriff von den Dänen nich zu befürchten sey. Nachmittages erreichten die Kanonenboote die Rhede von List unter der kundigen Führung des bekannten Sylters H. M. Matthiesen. Drei Schüsse verkündigten der Bevölkerung der Insel dass die Flaggen der Alliirten im Listertröf und am Strande von List wehten. Damit war die Insel selbst im Besitz der Deutschen. Von den Dänen var nichts zu sehen. Erst am andern Morgen, als eine Abtheilung österreichischer Jäger genen die Westkÿste des Festlands recognoseirte, we vor Hoyer zwei Kanonenjollen kreutzten, gab Hammer ein Lebenszeichen von sich. Die Oesterreicher wurden mit einem Hagel von Kartätschen begrüsst. Verwundingen scheinen jedoch bei diesem flüchtigen Rencontre nicht vorgekommen zu seyn. Abends drang ein preussisches Kanonenboot so weit möglich gegen Hoyer vor, was die Dänen zum abziehen veranlasste. Die kleine Flotille dampfte südwärts in die Warrensee, die Kreuzer und Leuchtschiffe mitnehmend. Das im Dienste Hammers stehende Dampschiffe war aber bereits verschwunden. Man fürchtet, der schlaue Freibeuter möge durch eine der um die Inseln fluthenden Wasserstrassen nach Helgoland entkommen seyn. Der Einzug der Oesterreicher auf der Insel erfolgte Mittwochs. Um halb 7 Uhr Morgens verkündigten Signale von der hochgelegenen Windmühle bei Munkmarsch den Bewohnern Keitums dass die Befreier sich der Küste näherten. Das ganze Dorf eilte den sehnsüchtig Erwarteten entgegen. Die Häuser, die Windmühlen, der altersgraue Thurm der einsam zwischen Feldern gelegenen Keitumer Kirche schmückten sich mit schleswig-holsteinischen Flaggen. Ein Geschwaber von 25 Booten steuerte dem Lande zu. Begrüsst von tausenstimmigen Hurrah betraten 350 österreichische Jäger die Insel, unter ihnen die geflüchteten Sylter, der greise Capitän Theide, M. Decker, Capitän A. Andresen, T. Bleiken, ein Bruder der von Hammer fortgeschleppten Gebrüder Bleiken, und Landmesser Todsen. Der alte decker begrüsste zuerst mit einem Willkomsttrunk den Hauptmann der Oesterreicher, worauf diese erst den Syltern, dann ihrem Kaiser ein Hoch brachten. In geordnetem Zug schlugen nunmehr sowohl das Militär als die versammelte Menge den weg nach Keitum ein. Hier war in aller Eile eine Ehrenpforte errichtet worden, wo junge Mädchen des Orts den tapfern Kriegern Blumen überreichten. "Ob sie etwas dabei gesagt haben - schreibt mein Gewährsmann - weiss ich nicht, jedenfalls haben sie etwas gedacht ..." Nach der Ankunft in Keitum machten sich's die Truppen bequem, erquickten sich aud ihren Feldflaschen und zündeten sich ihre Pfeifen an. Die Sylter aber begannen alsbald reine Wirtschaft zu machen, indem sie den dänischen Beamten, dem Pastor, dem Landvogt, dem Controleur etc. unkündigten dass sie sich reisefertig zu machen hätten. Schon Abends wurden diese sehr unbeliebten Herren, willige Werkzeuge der dänischen Propaganda, nach Hoyer eingeschifft. Die Verwaltung der Landvogtei hat man interimistisch den HH. Theide, M. Decker und dem Rathmann J. Groot übertragen. Ebenso ist nach entfernung der Dänen die Inspection des Leuchtturms, dessen Lampen schon mehrere Nächte nicht mehr angezündet worden waren, in die Hände erprobter ditscher Männer gelegt worden. - Wahrscheinlich ist gegentwärtig auch Föhr in der Gewalt der Alliirten, wenigstens berichtet mein Gewährsmann dass ein Theil der auf Sylt gelandeten Truppen Befehl erhalten habe möglich bald nach dieser Insel überzugeben. 

(Allgemeine Zeitung, 21. juli 1864)

Kort over øerne som viser de vigtigste stednavne: Øerne Sylt/Sild, Föhr og Amrum. Mod nord sydspidsen af Rømø. På Sylt mod syd halvøen Ranum og mod nord List. Desuden farvandet Wattenmeer øst for Sylt. På fastlandet Hoyer eller Højer.

Østrigernes ankomst til Sild.

* Hamborg, den 17. juli. Om østrigernes besættelse af den nordfrisiske ø Sild modtager jeg detaljerede rapporter fra en af ​​mine venner, hvorfra jeg tager det væsentlige i det følgende. Det er velkendt, at kaptajn Hammer, den lille tyran, hvis navn alle frisere vil udtale med afsky, selv efter årtier, regerede med sin flotille af kanonjoller, et dampskib til hans rådighed, som han brugte som bugser- og transportskib og et antal krydsere hele øhavet i Vesterhavet. At nærme sig de utilgængelige øer var kun mulig for de allierede, hvis de optrådte med tilstrækkelige væbnede styrker. Det øjeblik kom den 11. juli. Ved daggry blev indbyggerne på Sild varskoet  af de opstigende røgskyer sydvest for øen, at en eskadrille med flere krigsskibe nærmer sig. Straks blev befolkningen alarmeret, og alle skyndte sig til klitterne, fra hvis toppe Nordsøen kan ses i miles afstand til alle sider. Først var de fleste bange for at det ville være danske skibe, fordi flaget ikke kunne ses på grund af den store afstand. Men da skvadronen splittede sig nær Rantum, styrede fire kanonbåde sydøst, med Föhr og Amrum i sigte, mens den større flådeafdeling, der bestod af et linjeskib, en pansret fregat og en korvet, bevægede sig nordpå, åndede øboerne lettet op; for nu vidste de, at befrierne nærmer sig. Snart blev de østrigske og preussiske farver set, og Silds befolkning kunne juble; hele Vesterhavet er blokeret af den allierede flåde, kaptajn Hammer og hans både til anker ved Rantum og begyndte at kommunikere med land. Tre syltere blev taget om bord som lodser, ankerne blev lettet igen og styret længere mod nord, da de havde overbevist sig om, at der på denne side af øen ikke var fare for et angreb fra danskerne. Om eftermiddagen nåede kanonbådene vandvejen til List under ekspertvejledning af den velkendte Sylter H. M. Matthiesen. Tre skud meddelte øens befolkning, at de allieredes flag vejede i Listertröf og på List-stranden. Selve øen var nu kontrolleret af tyskerne. Der var intet at se af danskerne. Det var først næste morgen, da en afdeling af østrigske jægere på fastlandets vestkyst, opdagede at to kanonbåde sejlede ud for Hoyer, at Hammer gav et tegn på liv. Østrigerne blev mødt med kardæsker. Ingen blev tilsyneladende såret i denne flygtige test. Om aftenen sejlede en preussisk kanonbåd så langt som muligt mod Hoyer, hvilket fik danskerne til at trække sig tilbage. Den lille flåde dampede sydpå ind i Wattenmeer og tog krydsere og lysskibe med sig. Dampskibet i tjeneste for Hammer var allerede forsvundet. Man frygter at den snedige fribytter måske er flygtet til Helgoland gennem en af ​​vandvejene der strømmer rundt om øerne. Østrigerne flyttede ind på øen onsdag. Klokken halv syv om morgenen meddelte signaler fra den høje vindmølle nær Munkmarsch beboerne i Keitum, at befrierne nærmer sig kysten. Hele landsbyen skyndte sig at møde de længe ventede. Husene, vindmøllerne, det aldersgrå tårn i den ensomme Keitum-kirke, der ligger mellem marker, var prydet med Slesvig-Holstens flag. En eskadre på 25 både satte kurs mod land. Mødt af tusindstemmig hurra trådte 350 østrigske jægere ind på øen, blandt dem flygtningene fra Sylt, den gamle kaptajn Theide, M. Decker, kaptajn A. Andresen, T. Bleiken, en bror til Bleiken-brødrene som blev bortført af Hammer og landmesser Todsen. Den gamle Decker hilste først på østrigernes kaptajn med en velkomstdrink, hvorpå de først hyldede Sylterne, derefter deres kejser. Både militæret og den samlede menneskemængde nåede ordentligt til Keitum. Her var der i al hast rejst en æresport, hvor unge piger fra byen gav blomster til de modige krigere. "Om de ved den lejlighed sagde noget - skriver min informant - det ved jeg ikke, i det mindste tænkte de noget ..." Efter ankomsten til Keitum gjorde tropperne sig det komfortabelt, forfriskede sig af deres vanddunke og tændte deres piber. Men Silds folk begyndte snart at gå i aktion ved at give de danske embedsmænd, præsten, guvernøren, kontrolløren osv. besked om at de skulle gøre sig klar til afrejse. Om aftenen blev disse meget upopulære herrer, villige redskaber for dansk propaganda, sendt afsted mod Hoyer. Landvogters administration er midlertidig overgået til de herrer Theide, M. Decker og Rathmann J. Groot. Efter at danskerne var gået, blev ligeledes inspektionen af ​​fyret, hvis lamper ikke var blevet tændt i flere nætter, placeret i hænderne på rutinerede Ditsch-mænd. - På nuværende tidspunkt er Föhr sandsynligvis også i de allieredes magt, i det mindste rapporterer min informant, at nogle af de tropper, der landede på Sild, har modtaget ordrer om at overgive sig kort efter denne ø.

Telegraphische Depeche, vom 21. Juli. "Capitän Hammer hat sich am 19. Abends mit seinen Leuten und Schiffen dem preussischen Dampfer "Blitz" und Oesterreichern ergeben." (Kladderadatsch, 24. juli 1864. Bladet havde tidligere fremstillet hammer som abe)

Flensborg, 21. juli Kaptajn Hammer blev i går, som vi læste i "D. Allg. Ztg.", ført til Husum. Byen var festligt oplyst til begivenheden, og der var en jubel uden sidestykke blandt befolkningen. (Kaptajnens fjernelse til Rendsburg ser ikke ud til at blive bekræftet; snarere taler andre rapporter om, at han er på vej til Cuxhaven med skib.)

Flensburg, 21 Jul. Capitän Hammer ward gestern, wie wir in der "D. Allg. Ztg." lesen, in Husum eingebracht. Ob deises Ereignisses war die Stadt Husum festlich beleuchtet, und es herrschte inter der Bevlerung ein Jubel sondergleichen. (Die Abführung des Capitäns nach Randsburg scheint sich nicht zu bestätigen; vielmehr sprechen andere Nachrichten er sey zu Schiff nach Couxhaven unterwegs.)

(Allgemeine Zeitung, 25. juli 1864).

Oversættelse af tysk artikel, original følger nedenfor:

Holstein 23. juli. Det var ikke let for hele Slesvig-Holsten at høre mere glæde end den østrig-preussiske eskadrons og de østrigske jægers befrielse af Vesterhavsøerne. Der var generel jubel, folk underrettede hinanden på hver togstation, og nyhederne spredte sig hurtigt over hele landet. Hammer og hans bande var de sidste rester af de forslugne danskere, der hærgede hertugdømmene i tolv år. Løgne og bedrag, bedrag, list, falskhed, uhøflighed, hvor der kun kan være straffrihed, nådesløs grusomhed karakteriserer dette system. Samtidig et glat væsen, der hurtigt fængsler udlændinge, der ikke underkaster sig; spørg bare de østrigske officerer, der var parlamentarikere ved Hammer. Den samme Hammer, der, så længe hans håndlangere beskyttede ham, slog en mand i ansigtet, der ikke straks tog hatten af ​​for ham, siges at have grædt den anden dag, da der ikke var mere flugtmulighed. Hvis man vil tage Hammer i fangenskab, føres han vel til Cuxhaven ad søvejen; hvert barn kendte frisernes plageånd, hvis ubevæbnede mænd og kvinder fik hans hånd at mærke. Men den danske økonomi havde en god ting på øerne; Der tillod den slesvig-holstenske godmodighed ikke at efterlade embedsmænd der ikke havde udført særlig dårligt, eller tyske danskere, der i det mindste vidste så lidt om statsloven, at de hyldede den danske konge, at alt dansk på øerne er blevet fejet væk rub og stub. Tyskland kan imidlertid lykønske sig selv med at have befriet øen og dens indbyggere fra fjenden. Friserne vil tilbagebetale deres tak til den tyske flåde.

Aus Holstein, 23 Jul. Nicht leicht hat in ganz Schleswig-Holstein eine Nachricht grössere Freude erregt als die von der Befreiung der Westseeinseln durch das österreichisch-preussische Geschwader und die österreichischen Jäger. Der Jubel war allgemein, auf allen Bahnhöfen erzählte man sich's, und schnell verbreitete sich die Kunde durchs ganze Land. Hammer und seine Bande waren der letzte Rest der sluchwürdigen Dänenschaft, wie sie zwölf Jahre lang auf den Herzogthümern lastete. Lug und Trug, Tücke, Hinterlist, Falschheit, Rohheit, wo os nur ungestraft seyn kann, erbarmungslose Grausamkeit kennzeichnen dieses System, dabei ein glattes Wesen das Fremde die nicht unter der Fuchtel stehen leicht besticht; man frage nur die österreichischen Officiere die als Parlamentäre bei Hammer waren. Derselbe Hammer, der, solange ihn seine Schergen schützten, einen Mann ins Gesicht schlug der nicht sogleich den Hut vor ihm abzogen, soll neulich geweint haben als kein Entkommen mehr möglich war. Wenn man Hammer unversehrt in die Gefangenschaft abführen wollte, so that man wohl ihn zur See nach Cuxhaven zu bringen; jedes Kind kannte den Quälgeist der Friesen, der an unbewaffneten Männern und Weibern sein Müthchen fühlte. Doch hatte die dänische Wirtschaft auf den Inseln ein Gutes; dort beliess nicht die schleswig-holsteinische Gutmütigkeit Beamte die sie nicht gerade besonders schlecht aufgeführt hatten, oder deutsche Dänen die allermindestens das Landesrecht so wenig kannten dass sie dem Dänenkönig huldigten, das dänische Wesen ist auf den Inseln mit Stumpf und Stiel ausgefegt worden. Deutschland aber darf sich Glückwünschen diese Eilande mit seinen Bewohnern dem Feind entrissen zu haben. Die Friesen werden ihren Dank auf der deutschen Flotte heimzahlen. 

(Allgemeine Zeitung, 27. juli 1864)

Modtagelse af den østrigske 9. jægerbataljon på Föhr. Maler Otto Fikentscher Baum, 1865. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Altona, 24. juli I går formiddag ankom kaptajn Hammer, hans løjtnant Toorby, 10 toldofficerer og 15 søfolk med det sædvanlige tog nordfra. De første to blev straks kørt til Hamborg i en omnibus ledsaget af en østrigsk og en preussisk officer, mens en vedvarende piften hørtes fra mængden; resten af ​​besætningen blev ført dertil til fods.

Altona, 24. Jul. Gestern Vormittags kamen hier der Capitän Hammer, dessen Lieutenant Toorby, 10 Zollbeamte und 15 Seeleute mit dem gewöhnlichen Bahnzug vom Norden an. Die erstern beiden wurden sofort unter Begleitung eines österreichischen und eines preussischen Officiers in einem Omnibuswagen nach Hamburg gefahren, während aus der Menge ein forwährendes Pfeifen ertönte; die übrige Mannschaft ward zu Fuss eben dahin geleitet.

(Allgemeine Zeitung, 28. juli 1864).

Broager, 24. juli. I eftermiddag blev indvielsen af ​​mindesmærket for de fra Brandenburgs geværregiment nr. 35, der faldt den 18. april, da de stormede Dybbøl skanser. Mindesmærket består af en stor mørk sten med uregelmæssig form (en slags kampesten), hvor ordene er indgraveret: "Officerskorpset i Brandenburgs fusilerregiment nr. 35 til deres kammerater og besætninger, der faldt den 18. april 1864, da de stormede Dybbøl skanser". Lige foran dette større monument er ligstenen af ​​kaptajn v. Kamecke, der i spidsen for sit firma fandt sin heroiske død samme dag, og ved siden af ​​korset for grev Schulenburg, der faldt på brohovedet. Derudover hviler omkring 50 mænd fra regimentet (N. Pr. Z.) der i en stor fælles grav.

Broacker, 24 Juli. Am heutigen Nachmittag fand hierselbst die Einweihung des Denkmals für die am 18 April beim Sturm auf die Düppeler Schanzen Gefallenen des brandenburgischen Füsilier-Regimets Nr. 35 statt. Das Denkmal besteht aus einem grossen dunkeln Stein von unregelmässiger Form (eine Art Felsblock), auf welchem die Worte eingegraben stehen: "Das Offciercorps des brandenburgischen Füsilier-Regiments Nr. 35 ihrem am 18 April 1864 beim Sturm auf die Düppeler Schanzen gefallenen Cameraden und Mannschaften" Dicht vor diesem grössern Denkmal befindet sich der Leichenstein des Hauptmanns v. Kamecke, der an der Spitze seiner Compagnie an demselben Tag den Heldentod gefunden, und daneben das Kreuz für den auf dem Brückenkopf gefallenen Grafen Schulenburg. Ausserdem ruhen da in einem gemeinschaftlichen grossen Grab einige 50 Mann des Regiments (N. Pr. Z.).

(Allgemeine Zeitung, 6. august 1864).

Stammbuchvers,

den der dänische Kapitän Hammer vor seiner Abführung auf die Festung einer Dame in's Album Geschrieben.

Wie das Ros' am Rosenstock

Abbeist, auffrisst Ziegenbock

So der Preuss' das Mench frisst auf

Nach sein kurzes Lebenslauf!

(Fliegende Blätter, uden dato 1864. 1864 indeholder numrene 966-1016, ugeblad. nr. 998 er altså formentlig omkring uge 32).

Københavneraviserne var (vanen tro) uenige om episoden. Nolge (fx "Dagbladet") mente at marineministeriet burde være kommet Hammer til undsætning, mens en anden part (fx Fædrelandet), mente at ministeriet burde havde kaldt Hammer tilbage som man gjorde med resten af den danske Vesterhavsekskadre. De fleste - især provinsaviserne - var dog enige om at Marineministeriet havde vist sig som bureaukrater.  

Marineministeren erkendte i august 1864 at det var et fejlgreb at holde Vesterhavsøerne, men man havde bl.a. fået indtryk af at Hammer kunne holde øerne fordi han havde forlangt forstærkninger af kanonbåde og infanteri. Han lagde dog ingen skyld på Hammer som havde gjort alt hvad han kunne.

Lolland-Falster. Sallingsund. 22de til 23de Juli 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Silkeborg, den 22de Juli.

Som det sees af omstaaende Bekjendtgjørelse fra Hr. v. Falkenstein, er det ikke en Vaabenstilstand, men blot en Vaabenhvile paa 11 Dage, som er bleven afsluttet mellem de krigsførende Magter. Desværre vil denne Vaabenhvile ingen Forandring gjøre heri i Jylland, thi Alt skal være som i Krigstilstanden, de tydske Tropper skulle forpleies, Ægtkjørsler udredes, Skatter indbetales til den preussiske Regjering etc etc.; dertil kommer, hvad der næsten er et endnu værre moralsk Tryk, at "enhver Kommunikation (Forbindelse) med Fjenden (c: de Danske) er forbudt", - Hvad Gavn en saadan Vaabenhvile skal gjøre, selv om Fredsunderhandlinger ere igang, er vanskeligt at indsee; det seer næsten ud som om Frygten i Kjøbenhavn har dikteret Forslaget. For "den troe Jyde", som i Sandhed denne Gang som under forrige krig har baaret den væsentligste Deel af Krigens Byrde, vil intet Offre være for tungt, selv om det samme System under Vaabenhvilen vil blive fortsat, saa han fremdeles maa yde Fjenden Rekvisitioner, Kjørseler, Heste og Stude, naar blot saadanne Offer kunne blive til Fædrelandets Gavn. Jyden har overhovedet viist, at han forstaaer at bære de haarde Prøvelsens Dage, og han vil - det tør vi frit sige - vide at bære dem, der endnu maatte være tilbage, med ligesaamegen Værdighed. Naar da engang Fredens Time slaaer, skal man ikke med Grund kunne sige: "Jyden blev af Feighed utro imod sit Fædreland."

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 22. juli 1864).

Med 4 Tog afgik i Søndags fra Altona et større Antal preussiske Post embedsmænd af de forskjelligste Grader, heelt ned til Postilloner, til Jylland med et betydeligt Antal af Postvogne og dertil hørende Heste; desuden et heelt Sanitetscompagnie samt rigeligt 100 Bagere, Sidste ligeledes bestemte for Jylland, "da det der reqvirerede Brød til Tropperne ved den Afbagning, som der er Landets Skik, ikke kan nydes, en Erfaring , som allerede gjordes 1848 og 1849". Saavidt vides, har man netop fundet Kjøbstadbrødet her meget godt, men været utilfreds med det, der har været leveret fra Landet. Forøvrigt er nok nærmest Feilen deri, at man har reqvireret for meget paa eengang, saa at ofte endeel, ved at henligge for længe paa Magazinerne, har lidt Skade.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 22. juli 1864).

7. Westfalske Pioner-Bataillon i Ulkebøl. Juli 1864. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Paa Lolland- Falster har "Skræk for fjendtligt Overfald" ogsaa viist sig. Den begynder at fare Øerne rundt som Søslange. Man har da ogsaa paa Lolland-Falster i Skræk efterlignet Kjøbenhavn lige saa hurtigt som man tidligere fulgte I dens modige Iver for at slaaes "til sidste Mand" eller Stillingsmand. Efter "Mariebo Av.", bekjendt af sine Varsler, har denne Skræk ogsaa paa Lolland-Falster "havt den betænkelige Følge", at Folk trak deres Penge ud af Sparekasserne. Dette vilde nu ganske vist i sig selv være meget ufornuftigt, da Pengene i kritiske Tider aldrig ere bedre forvarede end der. Men det viser sig dog, at samme harmoniske Krigspanic, som viste sig i Kjøbenhavn, da Fjenden tillod sig at see over til Øerne og ikke forblev rolig i Jylland - thi det havde man i Kjøbenhavn nu saa roligt vænnet sig til - ogsaa har grebet selv det høiærværdige Lolland-Falster, hvor Krigsbasunen fra Hovedstaden ellers mødte en saa Gjenklang.

- - -

Aalborg, den 23de Juli.

I Thisted skulle Østerrigerne, efter Flensb. Z., have gjort "20 Skibe, Tomastere og eenmastede, til Bytte, samtlige tilladede, meest med Korn, og hvis Værdi kan udgjøre henved 40-50,000 Thaler. Et Skib vilde endnu løbe ud, men blev standset". Sallingsund satte man over i 20 Minutter. I Nykjøbing, hvor man rykkede ind Kl. 3 om Morgenen og man kun sjeldent saae

et Hoved stikke frem bag Vinduet, fandt man "en venlig lille By med mangt et net Huus". Der reqvireredes ibl. A. "300 Stkr. Hornqvæg at levere hver 36 Timer saa lange Tropperne forblive paa Øen. Denne er nemlig meget frugtbar, ja rig og danner saa at sige Jyllands Kornkammer; Qvæg har man i Overflod". Ved Landgangen kom strax 60 Dragoner og 30 Husarer med uden Heste, men de fik snart Heste og sendtes ud over Øen. "En af de første Forholdsregler var ogsaa Besættelsen af Havnen, hvor man forefandt 16 smukke Skibe, som vel kun ere af middel Størrelse, men af en østerrigsk Skibsfører taxeredes til 40,000 Rd. i Værdi". Et Skib vilde netop endnu "knibe ud", men blev stoppet af en Patrouille ved Stranden.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 23. juli 1864).

De østrigske pontoner til broen over Limfjorden ankommer, Sallingsund. Fra Le Monde Illustré, 20. august 1864.