Slesvig 8de til 12te August 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Fra "Nordd. Z." tager vi følgende notat om de udskejelser der fandt sted i Flensborg under fakkeltoget den 2. august: Fra Herr von Zedlitz' lejlighed gik optoget til kongelige østrigske civilkommissærer, Herr v. Lederers lejlighed, som også modtog en jubel efter at have sunget den østrigske nationalsang. Efter at hr. Lederer at have takket, benyttede taleren lejligheden til at give en ovation til grev Stolberg-Werningerode som bor i samme bygning (Raschs Hotel). Greven opholder sig som bekendt her som repræsentant for Johannesordenen, der er så aktiv for de sårede: deraf anerkendelsen. Han takkede venligt for jubelen og bad om forladelse for de der ikke delte dagens venner med os. "Fordi," sagde han, "det er ikke godt, at I, mine herrer, smadrer min nabos ruder, samtidig med at I siger tak for vores ordre: det vil kaste en dyster skygge på højtiden." En hoben gadedrenge osv. havde efter æresoptoget givetvis begået udskejelser i flere uoplyste danske huse.

Schleswig-Holstein.

Der "Nordd. Z." entnehmen wir über die in Flensburg bei dem Fackelzug am 2. August vorgefallenen Excesse folgende Notitz: Von der Wohnung des Herrn von Zedlitz begab sich der Zug weiter vor die Wohnung des k. k. österreichischen Civilcommissairs, Herrn v. Lederer, dem nach Absingung der österreichichen National-Hymne ebenfalls ein Hoch gebracht wurde. Nachdem Herr v. Lederer seinen Dank ausgesprochen, benutzte der Sprecher die Gelegenheit, auch dem Herrn Grafen Stolberg-Werningerode, der in demselben Hause (Rasch's Hotel) wohnt, eine Ovation zu bringen. Der Herr Graf weilt bekanntlich als Vertreter des für die Verwundeten so thätigen Johannitter-Ordens hier: Daher die Anerkennung. Er dankte freundlichst für das Hoch und bat um Schonung für diejenigen, welche die heutige Freunde nicht mit uns theilten. "Denn" sagte er, "es ist nicht gut, wenn Sie, meine Herren, zugleich mit einem Dankeshoch für unsern Orden, meinem Nachbarn die Fenster einwerfen: das wirst einen trüben Schatten auf das Fest." Es hatte nähmlich ein dem Ehrenzuge folgender Hause von Gassenbuben etc, and mehreren nicht erleuchteten Dänerhäusern allerdings jene Excesse begangen.

(Bayerische Zeitung. Mittag-Ausgabe 8. august 1864)

Der er vel tale om den preussiske politiker og statsembedsmand Eberhard zu Stolberg-Werningerode (1810-1872) 

1. august blev Falkenstein udnævnt til tysk øverstkommanderende i Jylland efter at fredsforhandlingerne var gået i gang. Den danske regering meddelte nu de jyske embedsmænd at de skulle adlyde Falkensteins ordrer, nemlig at Jylland skulle ernære den tyske arme fra 1. august til besættelsens ophør.

- Af et Brev fra Slesvig af 3die Aug.).

- - Det trofaste Flensborg har da atter havt en ny, om end sørgelig Leilighed til at aflægge Vidnesbyrd om sit urokkelige danske Sindelag. Den første Efterretning om de sørgelige Fredspræliminarier naaede Byen Mandag Middag - og i et Nu foer Fanerne fra alle Wühlernes og mange svage, Terrorismen undergivne, Aanders Huse ud fra Tage og Vinduer. Men det var først igaar, at det rigtig skulde gaae løs. Magistraten stillede sig i Spidsen. Ved Politibetjente lod den hele Byen over, fru Hus til Hus saavel i Smaagaderne, der ellers gjerne blive udenfor Spillet, som i Hovedgaderne "tilsige" (ansagen) til Illumination. Flere Borgere henvendte sig til den første Borgemester, Jürgen Bremer, med Opfordring til at yde dem Beskyttelse mod Pøbelexcesser, da de naturligvis som dansksindede Mænd, der vare dybt bedrøvede over Begivenhedernes Udvikling, ikke kunde deltage i Glædesyttringer og hverken vilde eller kunde illuminere. Der blev svaret, at det jo ogsaa var en fri Sag; man kunde være rolig, der vilde vistnok ingen Excesser skee; men om Sikkerhedsforholdsregler, der jo kunde gribe forstyrrende ind i Glæden, kunde der ikke være Tale osv. Aftenen kom. Det er en Selvfølge at en stor Mængde oprigtig dansksindede Folk, i Ængstelsen for at see deres Eiendom ødelagt og sig selv udsatte for personlig Fare, gave efter for Trykket og lode sig true til at sætte Lys i Vinduerne; men en endnu langt større Del rundtom i Byen, dog naturligvis især i Norden, lode sig ikke ved noget Hensyn tvinge til en Handling, der vilde være en Selvforhaanelse. Og nu gik det løs. Fra Kirketaarnene blæstes der gudsbespottelig: "Nu takker Alle Gud" , Sangforeningen "Euterpe" med Musikcorps i Spidsen drog omkring, en stor Skare, mest bestaaende af Drenge, Haandværkslærlinge og preussiske Soldater, men dog ogsaa med adskillige Medlemmer af den velklædte Pøbel, drog syngende, hujende og skrigende op og ned ad Hovedgaden, og nu regnede det med Stene rundt om, vel paa over de 100 Steder, ind ad de dansksindede Borgeres, mest naturligvis de fornemmeres, Deputeredes osv., Vinduer. Disse Excesser varede aldeles uforstyrret i 2 til 3 Timer; ikke en Politibetjent , ikke en Gendarme, ikke en preussisk Soldat rørte sig, for at standse Raahederne, ja paa sine Steder toge de preussiske Soldater i den Grad Del i dem, at de med deres Sabler huggede Vinduessprosserne sønder. Paa et Sted oppe i Angelbogaden, hvor delte navnlig var Tilfældet, stod Pøbelhoben en hel Time uforstyrret og overdængede Værelserne med Stene, uden at der gjordes det Ringeste derimod. At Ødelæggelsen under saadanne Omstændigheder er stor, er en Selvfølge - Enkelte have faaet saa godt som alle deres Ruder ud, foruden hvad der er ruineret inde i Værelserne. Paa nogle Steder holdtes Taler, f. Ex. udenfor Fru Raschs Hotel, der siges af den første Borgemester selv , til Grev Stolberg, der i sit Svar udtalte, hvor levende han vel delte Glæden over de lykkelige Begivenheder, men tillige bad om ikke at begaae Handlinger, "der vilde kaste en Skygge over Festen" - en Opfordring, om hvis Frugtesløshed Greven selv snart fik et haandgribeligt Bevis , idet ogsaa hos Fru Rasch Ruderne snart klingrede. Det hedder, at Excesserne skulle gjentages i Aften. I Sandhed, man maa indrømme, at Preusserne intet Middel forsmaae. Pøbelexcesser, som de i deres eget Land intet Øieblik vilde taale, see de ganske rolig paa og opmuntre dem altsaa paa Steder, hvor det kan være ret hensigtsmæssigt at slippe en tildels af Bærmen sydfra sammenstrømmet Pøbel løs paa Modstandere, som de have Vanskelighed ved ad hæderlige Veie at blive af med. Men hvorlænge ville vel de troe Flensborgere holde en Tilstand ud, som den nærværende, hvor de jo hver Dag maae sige sig selv og ogsaa sige: "For os er der jo ingen "et mere!" Nu - en god Stund ville de vel nok endnu holde ud, skjønt det Exempel, Kjøbenhavnerne have givet dem, just ikke bidrager til at styrke deres Udholdenhed. Man hører dem i disse Dage sige: "Det havde vi ikke ventet, at Kjøbenhavnerne, saasnart der blev Fare for, at Krigen kunde naae ogsaa dem, strax vilde give tabt og lade os Stakler i Stikken. Og i Sandhed, hvem tør paastaae, at vi have valgt det Helte, idet vi ikke have vovet at lade det komme til eu tand, heltemodig Folkekamp paa Liv og Død for vor Folkegrændse, hellere end, som det nu synes, at opgive Det, hvortil maaskee vor Tilværelse som Folk var uopløselig knyttet? Dog derom tilhører Dommen vel Fremtiden.

(Fædrelandet 8. august 1864).

I forbindelse med at guvernementet blev flyttet fra Randers til Århus meddelte prins Hohenlohe den 9. august at Randers Amts Avis ophørte med at være officiel Tidende for Jylland. I stedet blev det stiftstidenden. Denne optrådte fra denne dato med bekendtgørelser på forsiden.

Aussichten aus Jütland: Partie am Liimfjord, bei Nibe. Fra Illustrirte Zeitung. 23. juli 1864.

- De jydske Soldater, som nu ere blevne permitterede og ikke have egne Klæder at reise hjem i, drive for Tiden omkring her i Byen, uren at have Noget at bestille. Krigsministeriet har bestemt, at de ikke maae reise hjem uden i civile Klæder; men burde Krigsministeriet i saa Fald ikke ogsaa hjælpe disse Folk til at faae civile Klæder? Der er netop i Jylland stærk Mangel paa Folk i den nu begyndte Høsttid, og dette har maaskee ogsaa været en af Krigsministeriets vægtigste Bevæggrunde til Permitteringen; men det hjælper virkelig ikke paa Arbeidskraften i Jylland, at de Permitterede eller de, der skulde permitteres, hvis de havde civile Klæder, drive omkring paa Kjøbenhavns Gader. - (Flk. Av.).

I Sønderborg har der dannet sig en slesvigholsteensk Borgerforening under Direction af Apotheker Paulsen, Advocal Grimm, Kjøbmændene E. Müller, Buntzen og E. Schmidt. Disse Herrer lode den 4de August udgaae en Tilsigelse til Borgerne om at illuminere Byen i Anledning af Fredsslutningen. En Menneskeskare drog under Musik og Sang af "Schleswigholstein" hen paa Torvet, hvor Dr. Schmiegelow holdt en Tale fra Raadhusets Ruiner og udbragte et "Leve" for de tappre Befriere. Derfra drog man videre og slog Ruderne ind hos Pastor Bruun, fordi han ikke havde illumineret stærkt nok, samt i adskillige Huse, der vare aldeles mørke og tildeels ubeboede. Apotheker Paulsen havde i Anledning af "Festen" i sit Vindue fremstillet en Gruppe, bestaaende af Arveprindsens Buste i Marmor med en svævende Engel ovenover, som var i Begreb med at sætte en Laurbærkrands paa hans Hoved.

"Vi behøve altsaa nu ikke længere - hedder det i "Rd.. Av." - al være i nogen Uvished med Heujyn til de Vilkaar, hvorpaa den foreløbige (og naturligviis ogsaa den endelige) Fred og Vaabenstilstand ere komne istand. Det feiler ikke, at det ogsaa her vil gaae som det vides, at det er gaaet ovre i det modige Kiøbenhavn, at en Deel vil sige: "Ja, ja, det er slet ikke saa slemt endda; Flaaden beholdt vi dog, og de mange Millioner forlanger Fjenden ikke af os, men lader Hertugdømmerne betale sig Krigsomkostningerne. Statsgjælden bliver kjønt retfærdigt fordeelt efter Hovederne, - hvad kan man saa forlange mere; af Jylland forlanger Fjenden ikke en Stump, men vil kun have en reel Grændse lignet imellem Dansk og Tydsk for Fremtidens Skyld, og ved denne Ligning vinder Danmark endog et Stykke i Sydvest. Om Udlevering af de opbragte Skibe er der ikke talt et Ord til samme Tid som Contributionerne ere hørte op, og vi saae alle vore mange Krigsfanger tilbage uden Løsepenge. Vi maae jo under de Omstændigheder takke Gud til, at Fjenden ikke tog Jylland med; hvad vilde vi have gjort derimod? Vilde nogen Magt paa Jorden have rørt sig for at forhindre det? Nei, lad os Alle være glade, at vi endda paa de Vilkaar have faaet Fred, saa skal det lille Danmark, det nye, reent danske Danmark, der nu ingen ustyrlige Elementer tæller, snart igjen komme til Fasthed og Velstand og en vis Grad af Anseelse." Ligeoverfor den Slags Folk, med deres noget for sangvinske Livsanskuelse, disse sande Søndagsbørn, der see Alting, om det er aldrig saa galt, smilende og rosenrødt, staaer Melancholikeren med sit triste, haabløse Blik paa Livet og Forholdene og bander paa, ikke blot at det er den største Uretfærdighed, der er overgaaet Danmark og at Freden er en Mishandling - thi det kunne vi dog vist Alle troslig underskrive - , men ogsaa paa, at Danmark, som "Morn. Her." siger, er udslettet af Staternes Tal, - at Danmarks Dage ere talte, osv. Sandheden ligger atter her i Midten. Galt er det, mørkt er det, og det er næppe vore Fjenders "Maadehold og Høimodighed", vi skylde det Smule Liv, der endnu er i os; men derfor er Døden der ikke, uden at vi selv hidføre den. Det har ikke ligget i Fjendens Plan endnu dennegang at slaae os ihjel; han har kun villet i den Grad svække, udpine, indskrænke og forknytte os, at han for Fremtiden kan lade sin Nabo mod Nord fuldkommen uændset og for vor Skyld gjøre og lade hvad han vil. Og det har han saa temmelig opnaaet. Og derfor kunne vi ikke komme til anden Erkjendelse, end at Fredsbetingelserne, som de jo ville blive, ere i høieste Grad haarde, ere de forfærdeligste, som Danmark endnu har maattet underskrive i sit lange, haardt prøvede Liv; og vi skulle være de Sidste til at misunde Ministeriet Bluhme den tvetydige Roes, Historien engang vil yde det: at det greb Regjeringens Tøiler i en farefuld Tid, men det "lykkedes" del at faae Krigen standset og Freden sluttet paa følgende Vilkaar. Men, som sagt, Døden er der ikke, uden og førend vi selv kalde paa den. Vi have med Guds Hjælp endnu et Fremtidens Liv i Frihed og nøisom Tilfredshed for os, naar vi selv ville; men det kommer an paa os selv; uden at vi tage os sammen og mande os op, naar den første Forknyttelse har sat sig, kan Guds Hjælp ikke komme.

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 12. august 1864)

Flensborg. Aabenraa. Fred. 6te til 7de August 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Flensborg den 2den August. Idag har her været en frygtelig Bevægelse i Byen i Anledning af Efterretningerne om den vedtagne Fredsbasis. Den største Deel af Byen er illumineret, hvortil der ieftermiddag blev tilsagt af Politibetjente. Jeg har været op og ned ad Gaderne. Veiret var prægtigt ovenpaa et voldsomt Veir iformiddag, og Gader og Stræder vare næsten ufremkommelige for syngende Mennesker og alle Slags Tilskuere i store Klynger, hvoriblandt især preussiske Soldater spillede en Hovedrolle. Disse lode sig allevegne forlyde med, at det er især dem, vi have at takke for hele Værket. Mange Steder var Illuminationen smagfuld og storartet med Dekorationer og Transparenter, f. Ex. Hertugens, Prinds Friedrich Carls og Gablenzs Portraiter, omslyngede med Flag og Grønt. Udenfor Raadhuset brænde Begfakler flere Huse, navnlig Borgemester Funcks og Senator Battsens (to grundige Wühleres) ere smykkede med Guirlander og behængte med tydske, preussiske, østerrigske og schleswigholsteinske Flag. Paa Gaden er der Musik flere Steder, og fra Mariekirketaarnet blæses, hvilket har forsamlet en umaadelig Sværm deromkring og paa Nørretorv, hvor der hujes og skriges uafbrudt. Selv mange loyale Folk have Lys i Vinduerne under disse Omstændigheder; flere, jeg traf paa, vare fortvivlede, men meente, at man kunde ikke vove at lade være. Ikke faa standhaftige Familier havde dog undladt at illuminere og derfor udbedt sig Commandantens Assistance i paakommende Tilfælde; men han har næppe nogen synderlig Styrke at disponere over, da alle Soldater ere ude at sværme. En Mand, som jeg mødte, havde hørt, at der gik Gendarmer om og noterede de mørke Huse, hvorfor han just var paa Veien hjem for at give efter og sætte Lys i Vinduerne. Det er nu Midnat, og flere Steder har man endnu ikke slukket. Flere Sværme drage endnu om og synge "Schleswigholstein" og raabe deres: "O Hannemann! O. Hannemann! Gamle Danmark is in æ Buttel" (c: kan nu rummes i en Flaske.)

Senere.

Nu er der slukket allevegne, og nu gjør den berusede Pøbel Optøier. Nogle Steder slaaes Ruderne ind. Jeg er dog gaaet aldeles fri. Hos Slagter Hildebrandt i Angelbogade huserede Pøbelen skændigt, man brød ind i Huset og har spoleret endeel. Havde Politiet blot villet passe saa godt paa som da Dampskibet gik bort herfra med de mange Forjagne, saa var megen Skandale undgaaet.

(Flyveposten 6. august 1864).

Fotograf Christian Friedrich Brandt (1823-1891): Flensburg Havn. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Oversættelse af tysk artikel, original følger herunder:

Altona, 2. aug. Ifølge de slesvigske civilkommissærers seneste dekret er alle herresfogder og flere husfogeder på Als samt en lang række toldere på denne ø og i andre dele af Slesvig blevet afskediget og nye konstitueret. Disse forandringer i personalet som senere vil blive fulgt af andre vedrørende fordelingen af ​​forretningerne mellem embedsmændene, bærer karakter af fuldstændig oprydning; Det er ikke længere som i begyndelsen blot et spørgsmål om at fjerne de elementer der er direkte skadelige for den nye administration; Det handler om nye organer for de nye principper der kom ind i landet med den preussiske regering – for den østrigske regering gør sig ikke gældende. Slesvig vil snart på overfladen bære karakter af en preussisk provins. På de nyligt erobrede frisiske øer gennemføres fornyelsen af ​​det officielle personale lige så grundigt som på Als. Flere betjente er blevet anholdt der. Landfoged Tvede, pastor Meyer og toldkontrollør Masowsky der var blevet anholdt på Sild, sidder stadig i let fangenskab på en kro i Tønder by. - Ligesom gendarmerne er postillonerne i Slesvig nu uniformerede; men man leder forgæves efter de slesvig-holstenske farver i beklædningen (som består af mørkeblå frakke med karmosinrøde armhuleklapper, krave og revers og mørkegrå bukser) og på den blå og gule kokarde. På den anden side er den hvide armbind, symbolet på Østrigs og Preussens kombinerede styre, fastgjort til jakken.

Altona, 2 Aug. Nach dem neuesten Verordnungsblatt der schleswigischen Civilcommissaire sind sämmtliche Hardesvogte und mehrere Hausvögte auf Alsen, desgleichen eine Menge Zollbeamte auf dieser Insel sowohl als in andern Gegenden Schleswigs entlassen und neue constituirt worden. Diese Veränderungen im Personal, denen später andere auf die Vertheilung der Geschäfte unter die Beamten bezügliche nachfolgen werden, tragen den Character völliger Aufräumung; es handelt sich nicht mehr, wie anfangs, bloss um Entfernung der der neuen Verwaltung direct schädlichen Elemente; es handelt sich um neue Organe für die neuen Grundsätze, die mit der preussischen Regierung - denn die österreichische macht sich nicht geltend- ins Land gekommen sind. Schleswig wird bald auf der Oberfläche den Character einer preussischen Provinz tragen. Auf den zuletzt eroberten friesischen Inseln wird in der Erneuerung des Beamtenpersonals eben so gründlich verfahren wie auf Alsen. Mehrere Beamten sind dort verhaftet worden. Die auf Sylt festgenommenen Landvogt Tvede, Pastor Meyer und Zollcontroleur Masowsky werden noch in einem Gasthof der Stadt Tondern in leichter Gefangenschaft gehalten. - Wie die Gendarmen, so sind nun auch die Postillone in Schleswig new uniformirt; aber vergebens sucht man in der Kleidung (die in dunkelblauen Frack mit carmesinrothen Achselsklappen, Kragen und Aufschlägen und dunkelgrauen Beinkleider besteht) und an der blaugelben Cocarde die schleswig-holsteinischen Farben. Dagegen ist die weisse Feldbinde, das Zeichen der verbundenen Herrschaft Oesterreich und Preussens, am Rock befestigt.

(Allgemeine Zeitung 6. august 1864)

Mens flere tyske aviser berettede om betænkeligheder ved Preussens mulige hensigter med at indlemme Slesvig-Holsten som en provins, gav de fleste udtryk for at man var glade for at være sluppet af med danskerne. Især i Holsten berettes om at man belært af Krigen 1848-1851 var beherskede hvad angik Preussens rolle - som i denne krig ansås for at have svigtet slesvig-holstenernes oprindelig mål.

Flensborg. 4de August. I Anledning af de fredelige Efterretninger var Byen iaftes for en Deel illumineret, og fra Kirketaarnene blev der blæst Choraler. En stor Mængde Mennesker vare paa Gaderne, og et Fakkeltog, arrangeret af Sangforeningen, bragte den øverste Civilautoritet et "Hoch!" - Desværre skete det ogsaa denne Aften, at en stor Deel Indvaanere fik deres Vinduesruder indslagne; ja, man gik endog saavidt, ikke engang at skaane de for Byen saa vigtige Apotheker, og navnlig er St. Johannes-Apotheket blevet stemt medtaget, ligesom ogsaa overhovedet Ødelæggelseslysten viste sig paa en ret tydelig Maade. Cavalleri- og Infanteri Patrouiller færdedes hele Natten i Gaderne. (FlenSb. Zt.)

- Randers, 5te August. Samtlige Embedsmænd herovre, som komme i Berørelse med Fjenden, have underordnet sig Nødvendigheden og troet bedst at opfylde deres Pligt mod Land og Konge ved at forblive paa deres Post og varetage dens Pligter. Preusserne have anseet det for nødvendigt at indrette Postvæsenet og Postgangen i Jylland efter deres Hoved, - en Foranstaltning, hvorover vi skulle afholde os fra enhver Yttring. Overpostdirecteuren bekjendtgjorde, at de danske Post embedsmænd og Postbetjente, som ønskede det, vilde finde Ansættelse i Postvæsenets Tjeneste. Vi vide ikke, om det andetsteds er gaaet anderledes i saa Henseende end her, men for vor Byes og Omegns Vedkommende maae vi beklage, og vi kunne sikkert udstrække Beklagelsen meget videre, at Ingen af de tidligere herværende Postmænd have troet at kunne forene det med deres Pligt, at blive. Det er ganske vist nemmest, paa den Maade at komme fra det. Men om Vedkommende have handlet ret, er et stort Spørgsmaal. Af Medborgere faae de idetmindste ingen Tak, om de have ventet det. Det er os bekjendt, at Preussens Postembedsmænd her gjøre sig al Umage for at hitte Rede i den i sig selv vanskelige, for dem splinternye Institution; men desuagtet kan det ikke feile, at Postgangen under disse Forhold, da der saa godtsom ingen Assistance ydes dem af danske Postmænd, maa lade endeel tilbage at ønske, - atter en Lidelse for Jylland, som det kunde have været fri for. (Rd. Av.)

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 6. august 1864).

Tysk og dansk. Under billedet starter et længere digt. Tegningen forestiller to sårede soldater, en dansk og en tysk, som diskuterer formålet krigen. Da danskeren til sidst spørger hvorfor tyskerne ikke har taget Elsass og Lothringen, som jo nu er franske, svarer tyskeren at nu ved verden hvad Tyskland formår når det gælder. Illustration fra Fliegende Blätter nr. 992 1864.

Det i øvrigt meget lange digt starter således:

Es lagen zwei tapfere Krieger
Auf ärmlichem Lager vereint,
Ein Preusse im Kampfe als Sieger,
Ein Däne, geschlagen als Feind.

Sie hatten sich beide gefunden,
Als brüllend dis Schlacht sei umtobt,
Und sich durch die klassenden Wunden
Als muthige Streiter erprobt.

Det fortsætter med at den preussiske soldat forklarer at han havde befriet landene (Slesvig-Holsten) fra det danske åg. Danskeren svarer at måske har preusseren ret, men hvorfor opgav de så landene i 1848? Preusseren svarer at man har lært at Tyskland kan, når det gælder.

Flensborg, 4. aug. Flensburger Norddeutsche Zeitung berigtiger en erklæring, den havde bragt i stand til fredsfejringen om, at, som den hørte, den høje af Friherre v. Zedlitz var beregnet til det selvstændige Slesvig-Holsten, som var i tæt venskab med Preussen. Ifølge samme avis begik pøbelen ved fredsfestlighederne ikke ubetydelige udskejelser mod prodanske indbyggere.

Flensburg, 4. Aug. Die flensburger Norddeutsche Zeitung berichtigt eine von ihr gebrachte Mettheilung über die Friedensfeier dahin, dass, wie sie vernehme, das Hoch des Frhrn v. Zedlitz dem selbständigen, in inniger Freundschaft mit Preussen verbundenen Schleswig-Holstein gegolten habe. Nach derselben Zeitung haben Pöbelhausen bei der Friedensfeier gegen dänischgesinnte Bewohner nicht unbedeutende Excesse ausgeübt.

(Bamberger Zeitung, 7. august 1864).

Afskedigelser. Fredsfest i Flensburg 2den til 5te August 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Kolding gives i en Korrespondance til "H. N." forskjellige Bidrag til at oplyse Situationen i Jylland. Med Udvalget af de rekvirerede Heste gaaer det rask fremad, og over 1000 skulle allerede vare indkvarterede ved Kongeaaen for at afsendes sydpaa ved første Ordrer. Af konfiskerede Varer passerer daglig en Masse gjennem Byen, og det ikke blot Linned-, Uld- og Klædevarer, men ogsaa Porcellæn og hele Ladninger af svenske Ovne." Svendsens Hotel, som er det bedste i Kolding, er blevet lukket paa Befaling af Gablentz. Som Grund hertil angiver Korrespondenten, at Opvartningen ikke var høflig og Maden ikke var god nok for "40 Herrer af Generalstaben", som spiste der, samt at der fordredes ublue Priser. Beværtningslokalerne skulle nu forvandles til Feltkancellier, og de østerrigske Officerer bespises af en i Kolding værende Hamborgerborger". Endelig lader Korrespondenten nogle Vink falde om, at Østerrigerne godhedsfuldt vilde paatage sig at inddrive Regninger for Hamborgerkræmmerne hos de gjenstridige Debitorer i Jylland.

Tilstanden i Slesvig. Provst Godt til Grumtofte skulde den 30te Juli ordinere 3 theologiske Kandidater, der skulle ansattes danske Præstekald i Nordslesvig, nemlig C. P. Cornils fra Syderstapel (exam. i Flensborg 1862), G. Brag fra Tønder (exam. 1863 i Glückstadt) og H. v. Bruun-Neergaard fra Ratzeborg (exam. 1863 i Glückstadt).

- Fra Flensborg meldes til "Itzeh. N.", at flere forhenværende Latinskolelærere og Præster i disse Dage have maattet forlade Byen. Alle danske Skilter og Indskrifter ere blevne bortfjernede og ombyttede med tydske; Boghandler Sundby har faaet Ordre til at bortfjerne Kongen og Dronningen af Danmarks Billeder fra sine Butiksvinduer. Afsatte er Fysikus Duseberg, Herredsfoged Moltke og Branddirektør Ahlefeldt, fordi de ikke have villet tilbagekalde deres Troskabsed mod Kongen af Danmark. Fysikus Jespersen samt Præsterne Evaldsen og Karstens imødese ligeledes deres snarlige Entledigelse. Det er betegnende for Tilstanden i Flensborg, at der foreslaaes uden videre at afsætte den dansksindede Halvdel af Stadens Deputerede og oktrojere tydsksindede Mand istedet. "Flensb. Tageblatt" indeholder en Del Breve "von einem alten Jüten", hvori Jyllands Fraskillelse fra Danmark anbefales. I Haderslev er det blevet forbudt at synge danske Viser i Værtshusene; en anseet Borger er bleven sat under strengt Politiopsyn, fordi en Lirekasse spillede "Kong Christian stod ved højen Mast" udenfor hans Dør. De ny Gensdarmer ere ifærd med at overmale og udslette de danske Stednavne paa Vejviserne i Nordslesvig, samt satte de tydske Navne istedet. Det hedder, at samtlige Embedsmand skulle citeres til Haderslev Amthus og opfordres tit at tilbagekalde deres Troskabsed til Kongen af Danmark; man imødeser paa Grund heraf talrige Entledigelser. At det gaar forholdsviis langsomt med Præsterne i Nordslesvig, har udelukkende sin Grund i, at der er en saa stor Mangel paa Kandidater, der ere det danske Sprog mægtige.

(Ribe Stifts-Tidende 2. august 1864).

Annonce om den nye forvaltningsgrænse mellem Jylland og Slesvig, Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 3. august 1864.

Hjørring, den 26de Juli. Værdien af de af Fjenden under hans Ophold her reqvirerede Gjenstande kan gjennemsnitlig beregnes til 300 Rd. pr. Dag, hvilket for 10 Dage udgjør 3000 Rd. som maa kaldes naadig sluppen. Fjenden opførte sig her i det Hele aldeles upaaklagelig, saaledes at ingen Excesser af nogen Betydenhed fandt Sted, tvertimod herskede en forbavsende Ro, Orden og streng Disciplin. Fra Qvarteerværternes saavelsom fra Kjøbstadbefolkningens Side i det Hele blev der viist en god Tact, saa at Forholdet var fredeligt og sømmeligt. At der "Sommermarkedsdagen" af en Deel af den fra Landet indstrømmede Tyendeklasse og navnlig blandt dens qvindelige Part, viste sig en vel fortrolig Tilnærmelse, er beklageligt, men maa vel tilskrives en hedensk Guds og Gudindes Malice. - Det Afskyeligste ved Preussernes Optræden var deres tagen Heste, men selv under dette Hærværk udvistes der fra den Øverstcommanderendes, Ritmester Heidocks Side, megen Skaansomhed, idet mange Heste bleve frigivne paa de Paagjældendes eller Andres Forbøn. For at redde Heste blev der foretaget mangt et Krigspuds, der som oftest lykkedes; et Steds saae man et Par Heste, som Ejeren havde sluppet løs, blive forfulgte af 3 Husarer; uagtet Forfølgelsen var hidsig og Forfølgerne ofte vare meget nær, undkom dog de Flygtende; et andet Sted vare de gode Heste gjemte bag Bakker og Klitter og et Par gamle Heste satte istedet; et Sted havde Eieren sultet sine Heste for at de skulde see daarlige ud, et andet Sted havde Eieren tæt afklippet baade Manke og Hale af sit smukke Dyr, saa at Vedkommende, saasnart han saae "Skræmselet", med Afsky og bortvendt Blik raabte "weg! weg"! Hvor man paa Landet har havt stor Indqvartering, er man nok i Reglen ikke sluppen saa ganske let. Nogen saadan Inqvartering har dog ikke fundet Sted her i Egnen, derimod fortaltes fra Frederikshavnskanten flere ubehagelige Exempler, saaledes skal der paa Knivholt have ligget 200 Md. Cavalleri, der allerede havde staaet og deres Heste fortæret al den paa Marken staaende Havresæd; ogsaa Knuseie skal have havt en Indqvartering af 200 Mand Cavalleri, der har fourageret efter Forgodtbefindende. Hvad Egnen angaaer, da vare baade Officierer og Menige i høi Grad overraskede ved at see vore frodige (iaar særdeles velsignede) Marker: "Her er god Natur", yttrete en menig Dragon, "Kornet er tre Alen højt, og rider man ind i det, saa græder Bonden". Havkysten udøvede en stærk Tiltrækningskraft; ikke alene foraarsagede den evige Frygt for en Landgang af de Danske paa Vestkysten, en stærk Patrouilleren i denne Retning; men mangen Ægtkjørsel maatte foretages for at Officiererne kunde komme ud at bade sig i Vesterhavet. Skagen var det forjettede Land, hvorefter Alles Hu higede og der var en evig Valfarten dertil; mærkeligt nok har man ikke hørt at en eneste af disse militaire Tourister er bleven fangen paa dette for dem vistnok farlige Pnnct, saa farligt, at de tydske Blade ansee von Falckensteins og Prints Albrechts Udflugt til "Cap Skagen" som den farligste af alle farlige Operationer og bringer dem til at udraabe "Verden tilhører de Modige"! Vi Stakler her i Hjemmet, som ikke ere indviede i Krigskunstens Mysterier, staae maalløse af Forbauselse over, at der ikke fra et af vore tæt udenfor liggende Krigsskibe blev sendt en lille Afdeling til Land for at tage Prindsen og Generalen ved Vingebenene. At de to høie Herrer have havt en bange Anelse om at noget saadant med Lethed kunde skee, viser, at de skulle have kjørt et Par Heste ihjel for, efter et ubetydeligt Ophold, at bringe deres dyrebare Personer i Sikkerhed. - Endnu igaar Eftermiddags, 12 Timer efter at den sidste Preusserstyrke havde forladt os, kom endnu enkelte Tourister tilbage fra deres Skagens Udflugt, Alle i høi Grad forbavsede ved at see Byen forladt, men dog Alle lige lyksalige over de fredelige Danskes Godmodighed og den forefundne Beredvillighed til saa hurtigt som muligt at skaffe dem videre paa Landets Bekostning. Men ogsaa den bekjendte danske Godmodighed har sin Grændse, og skulle vi meddele en lille Episode, der herpaa afgiver Beviis, ligesom den i adskillige andre Retninger kan være Psychologer af Interesse. De sidste Preussere vare borte med Undtagelse af en halv Snees Mand, der skulde escortere Telegraphapparaterne og Feltpostexpeditionen. Det var den 25te Juli, hvis Minde saa ofte bar bragt de Danskes Hjerter til at banke; Tydskerne vare borte; Luften var næsten renset, hvad Under at Dagen blev hilset med "det velsignede Dannebrog, som Tydskerne saalænge havde haanet og traadt under Fod"; Flagning var almindelig, kun paa enkelte Steder bar de usmykkede Tage Vidne om Beboernes Frygt for at irritere "de tilbageværende Preussere, der jo let kunde fremkalde Baal og Brand over den ulykkelige By." Saaledes stode Sagerne, da en preussisk og østerrigsk Officier, ledsagede af et Par østerrigske Menige indtraf fra deres heltemodige Tog til Skagen. Den preussiske Officier, der skal have været Major, fik paa sin Reqvisition af Vogn til Aalborg det meget rigtige Svar af Byfogdens Fuldmægtig, at en saadan ikke kunde efterkommes, da der ikke længer existerede nogen Vognpark og ikke længer fandtes noget Pladscommandantskab i Byen, hvorhos det blev den høie Herre, der forgjæves forlangte Kongen af Preussen respekteret i hans Person, betydet, at han som enhver anden Rejsende kunde bestille Vogn paa Posthuset. Medens han omsider harmfuld maatte beqvemme sig til denne Udvej, udbredte Rygtet om Fuldmægtigens Dristighed en dump Rædsel over mange Gemytter, og med Ængstelse imødesaae man den skjæbnesvangre Begivenhed, som det næste Øieblik kunde fremkalde over Byen. Imidlertid "Tra-tra!" kjørte Postvognen for Hotellets Dør og de Rejsende - ledsagede af deres bevæbnede Eskorte til Hest - satte sig tilvogns. Men i dette Øieblik finder Kudsken (der tillige var Vognens Eier) det belejligt, at fremkomme med sin Timeseddel og forlange Betaling, da han ellers ikke vilde kjøre. Hr. Majoren svarede, at han Intet vilde betale, Betalingen maatte berves hos Byens Borgemester! men at han skulde kjøre! og skjøndt der fra anden Side blev tilraabt Kudsken, at han hverken vilde faae Betaling af Postvæsenet eller af Øvrigheden, blev han dog tvungen til at sætte Cours. Imidlertid havde tjenstvillige Aander underrettet Politifuldmægtigen om det Passerede, og da denne lidt oppe ad Gaden mødte Vognen, og Kudsken holdt stille for at erkyndige sig nærmere angaaende den usikkre Betaling, der efter den Meddelelse, han her fik, ikke blev stillet i Udsigt, gjorde Manden atter Mine til ikke at ville kjøre videre. Der paakom nu de gode Preussere et sandt Bersærkerraseri, eller maaskee har den Omstændighed, at der ved Vognen havde samlet sig endeel Tilskuere, ladet dem, aldeles uden Grund, befrygte at deres Stilling var critisk, nok er det, at der blev trukket blank og hugget løs til alle Sider; Slagene ramte dog alene Kudsken, der fik et Sabelhug over den ene Haand, saaledes at den blødte stærkt, hvorefter man saae Vognen rulle op ad Gaden og standse ved den foromtalte Militaireskorte, der skulde ledsage Telegraphen; Majoren, der stod opreist i Vognen med bart Hoved, fordi han under Fægtningen havde mistet sin Hue, spurgte her, til Forbavselse for en Deel Tilstedeværende, der ingen Anelse havde om hvad der var passeret: om Geværerne vare ladte, hvorefter han satte sig barhovedet til Hest og under sin egen medbragte Eskorte, der ligesom ham selv havde opspændte Pistoler, red tilbage gjennem Gaden for at opsøge den forlorne Hue. Denne havde imidlertid ligesaalidt tænkt paa at absentere sig som overhovedet noget eneste Menneske havde tænkt paa at krænke Hs. Maj. Kongen af Preussens Person gjennem hans herværende Repræsentanter, at den tvertimod af en af Byens svagsindede Borgere var bleven opsamlet og nu med megen Høflighed blev overrakt dens Eiermand, der til Gjengjæld skal have fortalt ham. at hvis den ikke var fundet, skulde der "flyde Blod." Pistolerne bleve derefter kommanderet ind og i Forvirringen fik Politifuldmægtigen den Meddelelse, at han var ansvarlig for den stedfundne Tildragelse. Toget blev kommanderet afsted, Vognen rullede og Preusserne havde vundet en Seir, som intet dødeligt Menneske havde tænkt paa at gjøre dem stridig paa anden Maade end gjennem deres Æresfølelse. At denne ogsaa er bleven vakt eller ikke har været heelt borte, beviser, at Majoren i Brønderslev, 3 Mile her fra Byen, permitterede Vogn og Kudsk, Sidstnævnte ikke uden gode Drikkepenge i Erstatning for Tort og Svie, idet han dog betydede ham, at Borgemesteren skulde betale Vognen. - Preusserne vare nu borte, men Skrækken over den gruelige Hævn for en forbrydelse, som Ingen havde begaaet, stod stærkt udpræget i Manges Aasyn: man begyndte allerede saa Smaat at pille Dannebroge ned og Halvdelen var vel allerede borte, da Trommen gik med Opfordring til Beboerne om, for ikke at fremkalde uberegnelige Følger over Byen af muligt gjennemdragende Militante, uopholdeligt at nedtage deres Dannebrogsflag! - saa faldt Resten af Flag paa nogle ganske saa nær; men om Aftenen, da den befrygtede Fjende endnu ikke havde ladet høre fra stg, var Ansigtets Udtryk hos Mange forandret til Ærgrelse og Flauhed. (Byens Av.)

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 4. august 1864).

Østrigernes togt i Vestjylland: Feltslagteri og bivuak ved Holstebro. Fra Illustrirte Zeitung, 13. august 1864.

Paa Føhr feirer man endnu vedvarende Øens Befrielse. Baller og lignende Fornøielser vexle med hverandre, og fra Nær og Fjern indtræffe Reisende, deels i Forretninger, deels for Fornøielse. Militairbesætningen har det hidtil været tilladt at more sig til Kl. 12; denne Tilladelse er imidlertid nu ophævet. (Hb. N.).

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 4. august 1864).

- I et Brev til Redaktionen fra Fjerritslev hedder det: Det synes som vi i disse Dage frit kan trække Veiret for Preussere, men Gud veed, hvorlænge Friheden kan vare, thi faaer vi ingen VaabenstiIstand, vil Skatteexekutionen vel begynde en af de første Dage og dermed Udskrivninger, Kjørsler m. m. Vi have kun: her norden tor Aggersund havt ca. 200 Preussere i fast Indkvartering, men saagodtsom daglig have Strejfkorps fra Løgstør og Omegn foretaget Lystoure derover til Nordstranden og derved blevne forplejede af Beboerne. De fleste Steder have de stjaalet flere Smaagjellstande, men forresten har deres Opførsel været nogenlunde maneerlig. - Som De veed, toges vor Herredsfoged fra os, men blev efter 8 Dages Forløb frigivet, og har intet forsømt for ved rolig og besindig Optræden at imponere Fjenden. - Høhøsten er her paa Egnen i fuld Gang. men Udbyttet bliver meget lille og langt under et Middelaars. Kornavlen staaer i det Hele ret godt, men alene den sidste Tids Tørke vil foraarsage, at Vaarkornet bliver meget kort i Straaet.

(Thisted Amtsavis 4. august 1864).

Oversættelse af tysk artikel, oversættelse nedenfor:

Flensborg, onsdag den 3. august aften. "Norddeutsche Zeitung" rapporterer: I går fejrede vores by fredens genkomst. Husene blev pyntet og oplyst om aftenen, mens højtidelige salmer lød fra tårnene. Et optog af sangere med fakler og foran et preussisk musikkorps bød ovationer til civilkommissæren Freiherr von Zedlitz, som svarede sådan: Jeg tager taknemmeligt imod de afgivne Leve, men betragter dem ikke til min ophøjede suveræn personligt. Gennem de allieredes beslutsomhed og deres tapre troppers tapperhed blev landet forløst fra ulovligt dansk herredømme. Men ud over at takke befrierne, lad én ting bevæge vores hjerter i dag, håbet om, at Slesvig-Holstens lykkelige fremtid kan sikres gennem en tæt, så tæt som muligt forbindelse til den nordtyske stat, der frem for alt har det naturlige erhverv og samtidig skal midlet stå op for landets frihed og retfærdighed med selve sværdet, til Preussen. - Så udbragte man begejstede Leve til hs. kongelige højhed prins Friedrich Karl.

Flensburg, Mittwoch, 3. August, Abends. Die "Norddeutsche Zeitung" berichtet: Gestern feierte unsere Stadt die Wiederkehr des Friedens. Die häuser waren befalggt und am Abend illuminirt, während feierliche Choräle von den Kirchthürmen erklangen. Ein Zug von Sängern mit Fackeln und voran ein preussisches Musikcorps brachte dem Civil-Kommissarius Freiherrn von Zedlitz eine Ovation dar. Letzerer antwortete etwa Folgendes: Ich nehme die ausbrachten Hochs dankbar an, betrachte dieselben jedoch kehr meinem erhabenen Landesherrn, als mir persönlich geltend. Durch die Entschiedenheit der Alliierten und die Tapferkeit ihrer braven Truppen ist das Land von der unrechtmässigen dänischen Herrschaft erlöst worden. Doch neben dem Danke gegen die Befrier lassen Sie heute noch Eins unser Herz bewegen, die Hoffnung, dass Schleswig-Holsteins glückliche Zukunft gesichert sein möge durch den engen, möglichst inningen Anschluss an denjenigen norddeutschen Staat, der vor allen den natürlichen Beruf und zugleich die Mittel hat, selbst mit dem Schwerte für Freiheit und Recht des Landes einzustehen, an Preussen. - Sodann brachte man auf Se. Königliche Hoheit den Prinzen Friedrich Karl begeisterte Hochs aus.

(Königlich Preußischer Staats-Anzeiger 5. august 1864)

"Nordd. Flensburger Zeitung" citeres for at "Pöbelhausen haben bei der Friedensfeier gegen dänischgesinnte Bewohner nicht unbedeutende Excesse ausgeübt." Dette bekræftes også i et brev citeret i Fædrelandet. Fra mange andre byer berettedes om lignende fredsfester. I Haderslev sang festdeltagerne "Schleswig-Holstein meerumschlungen" udenfor de danske embedsmænds huse.

Mors. Krigsfanger. 1ste August 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Oversættelse af tysk artikel om besættelsen af Mors:

Besættelsen af øen Mors

Kolding, 18. juli. Nykøbing, hovedbyen på øen Mors er en venlig by med 1800 indbyggere. Dens gunstige beliggenhed ved Limfjorden gør den til ind- og udgangsstedet for al trafik på den frugtbare ø; sidstnævnte vedrører hovedsagelig eksporten af ​​majs og godt kvæg. Dampbåde går herfra tre gange om ugen til Aalborg og en gang til København og lige så ofte i den modsatte retning. En østrigsk vagt var allerede blevet sendt den 14., og kun østrigske soldater var at se i de ensomme gader. Indbyggerne som aldrig havde set fremmede tropper, havde frygtsomt og forventningsfuldt trukket sig tilbage i deres huse i de første dage af byens besættelse; man så dem stå bag vinduerne med spørgende, bekymrede blikke. Men det ændrede sig hurtigt, for alle så at de "tyske barbarer" uventet opførte sig lige så godt som de danskere der var rejst herfra, og da hver husstand om aftenen erkendte at intet familiemedlem, ikke engang det mindste, var blevet ofre for "tyske antropofager", genvandt de harmløse øboere hurtigt deres selvtillid, og byen genvandt sit tidligere travle ry.

Det første der slog mig, da jeg gik gennem de brede gader, var en proklamation fra de danske myndigheder som bad beboerne om at forholde sig roligt og forsigtigt over for de forventede østrigske tropper og til at opfylde deres indkvarteringspligter etc. til tiden. Og det må indrømmes at danskerne lydigt adlød disse anvisninger, den eneste undtagelse var under våbenhvilen hvor de sidstnævnte straks atter svingede deres våben som de siden genoptagelsen af ​​fjendtlighederne har måttet betale dobbelt for. Udover denne proklamation blev talrige plakater der dækkede de danske våbens mange succeser mod de allierede, opført, ja, selv tilfangetagelsen af ​​fjendtlige soldater blev annonceret. Nå, beboerne i Nykøbing og øen Mors har selvfølgelig gjort sig deres egne tanker om hvad de skal synes om disse danske bulletiner. Selvom general V. Hegermann-Lindencrone og hans korps havde været hos dem for længe uden at bryde ud af sit asyl, og da det skulle dække den nordlige strækning af Jylland ud over Limfjorden mod en fjendtlig invasion, flygtede han ved den første nyhed om fjendens avancement væk på skibene.

Artiklen beskriver herefter antallet af skibe i fjorden, samt at et forsøg på at føre en undersøisk telegraflinje til Mors mislykkedes. Herefter skriver avisen:

Et ejendommeligt ved de danske kroer i nord er den konsekvent kvindelige tjener som afløser vores tyske tjenere her, og det på ingen måde til skade for gæsterne. På dette tidspunkt mindes jeg ufrivilligt en ekstremt naiv scene som jeg var vidne til for et par dage siden på hotellet i Skive. Mens jeg sad sammen med flere bekendte og fik en kop kaffe, bærer de to fremmødte servitricer over til en af ​​de tilstedeværende betjente. Den yngste, en smuk blond lille pige, tog ordet efter at have rømmet sig og kiggede genert rundt i lokalet flere gange for at se, om der var nogle inkompetente ørevidner, sagde hun i en halv hvisken: "Herre, kunne østrigerne ikke tage værten (godsejeren) med når De trækker Dem tilbage? Ingen kan lide ham, og han er ulidelig vred på os." Den ældste stod ved siden af ​​og bekræftede hvad der var blevet sagt, med de livligste fagter. Denne naive anmodning og den mest oprigtige alvor, hvormed den blev præsenteret, vakte naturligvis et latterbrøl. Den onde "vært" havde i øvrigt fremragende københavnsk øl, som til en vis grad talte til hans fordel.

Artiklen fortsætter så i øvrigt i mere rejsebeskrivende stil om andre byer i Jylland.

Forlagsbureauet, København: Hesterøveri af Windisch-dragoner og Lichtenstein-husarer på Mors, 1864. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Besetzung der Insel Mors.

Kolding, 18. Juli. Nykjöbing, der Hauptort der Insel Mors, ist ein freundliches Städtchen mit 1800 Einwohnern. Seine gunstige Lage am Lymfjord macht es zum Ein- und Ausfuhrplatz des Gesammtverkehrs der fruchtbaren Insel; letzterer bezieht sich in der Hauptsache auf die Ausfuhr von Getreide und trefflichem Vieh. Dreimal gehen in der Woche von hier die Dampschiffe nach Aalborg und einmal nach Kopenhagen, und eben so ofte kommen sie in umgekehrter Richtung. Eine österreichische Wache war bereits am 14. aufgezogen, und in den einsamen Strassen sah man nur österreichische Soldaten. Die Einwohner, die nie fremde Truppen gesehen, hatten sich in der ersten Zeit der Besetzung der Stadt schüchtern und erwartungsvoll in die Häuser zurückgezogen; man sah sie mit fragenden besorgten Blicken hinter den Fenstern stehen. Doch das änderte sich schnell, denn all man sah, dass die "deutschen Barbaren" sich unverhoffter Weise wohl ebenso manierlich benahmen als die von hier abgezogenen Dänen, und als nun gar Abends jede Haushaltung erkannte, dass kein Familienglied, nicht einmal das kleinste, den "deutschen Anthropophagen" zum Opfer gefallen war, kehrte rasch das Vertrauen der harmlosen Inselbewohner zurück, und das Städtchen gewann sein früheres belebtes Ansehen wieder.

Das erste was mir bei einem Gang durch die breiten Strassen auffiel war eine Proklamation der dänischen Behörden, welche die Bewohner aufforderte sich angesichts der zu erwartenden österreichischen Truppen ruhig und besonne zu benehmen und ihren Quartierpfichten etc. pünktlich nachzukommen. Und man muss gestehen, diesen Weisungen kommen die Dänen mit Folgsamkeit nach, wovon es nur während der Waffenruhe Ausnahmen gab, indem letztere ihnen sofor wieder den Kamm schwellte, wofür sie aber seit dem Wiederbeginn der Feindlichkeiten doppelt zu büssen hatten. Neben jener Proklamation bedeckten zahlreiche Affichen die vielen Erfolge der dänischen Waffen gegen die Verbündeten aufgezählt waren, ja selbst die Gefangennahme von Soldaten des Gegners bekannt gegeben wurde. Nun, die Bewohner von Nykjöbing und der Insel Mors haben sich natürlich zur Genüge überzeugt, was von diesen dänischen Bulletins zu halten ist. Hat doch General v. Hegermann-Lindencron mit seinem Corps zu lange bei ihnen gelegen, ohne sich aus seinem Asyl hervorzusagen, und als es darauf ankam den nördlichen Landstrich von Jütland jenseits des Lymfjord gegen eine Invasion des Gegners zu decken, da flüchtete er, auf die erste Kunde von dem Anrücken der Alliirten, auf die Schiffe.

- - -

Eine Eigenthümlichkeit der dänischen Gasthöfe im Norden ist die durchweg weibliche Bedienung, die hier unsere deutschen Kellner ersetzt, und zwar keineswegs zur Beeinträchtigung der Gäste. Hiebei fällt mir unwillkührlich eine äusserst naive Scene ein, der ich in dem Hotel in Skive vor wenigen Tagen beiwohnte. Indem ich mit mehreren Bekannten bei einer Tasse Kaffe sass, tragen die beiden anwesenden Kellnerinnnen zu einem der anwesenden Offiziere. Die jüngste, ein hübsches blondes Måadchen, nahm nach einigem Räuspern das Wort, und sich scheu mehrmals im Zimmer umblickend, ob kein unbefufener Ohrenzeuge da sei, sagte sie halb flüsternd: "Herr, könnten die Oesterreicher wohl nicht den Gastgieber (Wirth) mitnehmen, wenn sie abziehen? Kein Mensch mag ihn leiden, und gegen uns ist er unerträglich böse." Die ältere stand dabei und bestätigte das Gesagte mit den lebhaftesten Gesticulationen. Diese naive Bitte und der aufrichtigste Ernst womit sie vorgetragen wurde, erregte selbstverständlich ein schallendes Gelächter. Uebrigens hatte der böse "Gastgieber" treffliches Kopenhagener Bier, was einigermassen wieder zu seinen Gunsten sprach.

(Neues bayerisches Volksblatt 1. august 1864)

Christian Friedrich Brandt (1823-1891): Østrigske officerer i Koldinghus Slotsgård 1864. Fotoet er kun et af mange hundrede af Brandts fotoer der kan findes på Det Kongelige Bibliotek. Optagelsen af dem omtales i nedenstående tyske artikel. Under branden den 30. marts 1808 styrtede tårnet sammen og to af de fire kæmpestatuer med det. En statue af Hannibal der holdt det danske våbenskjold, styrtede ned under en storm den 3. oktober 1854, men blev opstillet i Slotsgården. Under krigen 1864 blev den imidlertid sønderslået da der blev afholdt væddeløb mellem preussiske og østrigske kanonforspand. (se Fyens Stiftstidende 15. oktober 1867).

Oversættelse af tysk artikel, se original nedenfor:

Militærbreve fra den nordiske krigsscene. XLIV

---

Den kompetente fotograf Brandt fra Flensborg har opholdt sig her siden i går for at tage flere billeder her og i Fredericia. Siden i dag er han begyndt at fotografere det østrigske hovedkvarter med hele det tilknyttede personale, formentlig 60 personer, i fem grupper på lige så mange plader, som så overføres til én plade. Kunstneren valgte interiøret af den majestætiske slotsruin "Koldinghus" i den herværende til fotografiet, så en slotsfløj, den såkaldte slotskirkefront, danner den maleriske baggrund. Præstationen ser ud til at være fremragende. I hvert fald skabes en yderst værdifuld souvenir ikke kun for alle medlemmer af hovedkvarteret, men også til officerer etc. fra det østrigske 6. armékorps, hvis flag så værdigt repræsenterede hele den herlige hær i dette felttog her.

Militärische Briefe vom nordischen Kriegsschauplatz. XLIV

---

Seit gestern weilt der tüchtige Photograph Brandt aus Flensburg hier um mehrere Aufnahmen hier und in Friedericia zu machen. Seit Heute hat er begonnen das österreichische Hauptquartier mit dem gesammten zugehörigen Personal, wohl an 60 Personen, zu photographiren, und zwar in fünf Gruppen auf eben so vielen Platten, die alsdann auf eine Platte übertragen werden. Der Künstler hat sich zur Aufnahme das innere der hiesigen majestätischen Schlossruine "Koldinghuus" gewählt, so dass ein Schlossflügel, die sogenannte Schlosskirchenfront, den malerischen Hintergrund bildet. Die Darstellung scheint eine vorzügliche zu werden. Jedenfalls wird damit ein äusserst werthvolles Andenken nicht nur für sämmtliche Mitglieder des Hauptquartiers geschaffen, sonder auch für die Officere etc. des österreichischen 6. Armeecorps, dessen Fahnen die ruhmreiche Gesammtarmee in diesem Feldzug hier so würdig vertraten.

(Allgemeine Zeitung 1. august 1864. Uddrag)

Friedrich Christian Brandt (1823-1891) fotograferede under næsten hele krigen, flere hundrede af hans billeder er bevaret på Det Kongelige Bibliotek (søg på "brandt christian friedrich").

Oversættelse af tysk artikel om præster i Nordslesvig. Original følger nedenfor:

- - - Da så mange præster i den dansksprogede del af Slesvig for nylig er blevet afskediget, volder besættelsen af ​​posterne ofte store vanskeligheder på grund af mangel på egnede kandidater; flere præster er blevet tilbage kun af den grund at der ikke i øjeblikket kan findes vikarer der kan den danske dialekt. Der blev brugt flere kandidater fra Holsten og Sydslesvig samt langvejs fra; som følge heraf er der opstået følsomme huller i de nævnte landsdele, og dog er behovet endnu ikke afhjulpet; fødte danskere kan let finde vej til den nordslesvigske dialekt; Slesvigere skal være født eller uddannet der hvis de skal kunne håndtere befolkningen. Efter forlydender er udnævnelsen af ​​en ny generalsuperintendent for Slesvig (siden 1853 bar disse gejstlige embedsmænd navnet "biskopper") i skikkelse af provsten af ​​provstiet Aabenraa, pastor Godt. Dette er en af ​​de nyudnævnte præster, der før 1848 var ansat i Sundeved og senere tog til Tyskland. - De sidste par uger er de tilbageværende danske eller dansksindede præster i Slesvig blevet bedt om at redegøre for deres holdning til det nye slesvigske styre. Den 18 d. var præsten i den danske menighed i Flensborg uden for de gamle sogne, pastor Graae, kateket ved samme, pastor Munk og pastor Ewaldsen i Flensborg indbudt foran kirkevisitatoriet der for at afgive udtalelser om, hvorvidt de stadig følte sig bundet af eden til Christian IX. Den danske direktør for et større institut for piger, kollaborator Monrad, skulle forklare samme spørgsmål. Herrernes svar er endnu ikke blevet kendt.

- - - Da in der letzten Zeit so viele geistliche in dem dänischsprechenden Theil Schleswigs entlassen worden sinde, so macht die Neubesetzung der Stellen wegen Mangels geeigneter Candidaten oft grosse Schwierigkeiten; mehrere Geistliche sind nur aus dem Grunde noch geblieben, weil keine Stellvertreter die des dänischen Dialekts kundig augenblicklich zu finden sind. Man hat aus Holstein und dem südlichen Schleswig, sowie aus der Ferne mehrere Candidaten verwendet; dadurch sind in den genannten Landestheilen empfindliche Lücken entstanden, und dennoch ist dem Bedürfniss noch nicht abgeholfen; geborene Dänen konnten sich leicht in den nordschleswigischen Dialekt finden; Schleswiger müssen dort geboren oder erzogen seyn wenn sit mit der Bevölkering sollen umgehen können. Dem Vernehmen nach steht die Ernennung eines neuen Generalsuperintendenten für Schleswig (seit 1853 führten diese geistliche Beamten den Namen "Bischöfe") in der Person des Probstes der Probstei Apenrade, Pastor Godt, bevor. Es ist diess einer der neu eingesetzten Geistlichen welcher vor 1848 im Sundewitt angestellt war und später sich nach Deutschland begeben hatte. - Den zurückgebliebenen dänischen oder dänischgesinnten Geistlichen in Schleswig sind in den letzten Wochen Erklärungen über ihre Stellung zu dem neuen schleswigischen Regiment abgefordert worden. Am 18 d. wurden der Geistliche der in Flensburg befindlichen, ausserhalb der alten Kirchspiele stehenden dänischen Gemeinde, Pastor Graae, der Katheket bei derselben, Pastor Munk, und Pastor Ewaldsen in Flensburg vor das Kirchenvisitatorium daselbst geladen, um Erklärungen abzugeben ob sie noch durch den Christian IX geleisteten Eid gebunden fühlten. Ueber diesselbe Frage sollte auch der dänische Director eines grösseren Mädcheninstituts, Collaborator Monrad, sich erklären. Die Antwort der Herren ist bisher nicht bekannt geworden. 

(Allgemeine Zeitung 1. august 1864)

Kollaborator var en medarbejder eller medhjælper, især ved en (lærd) skole; næsten kun ved de lærde skoler i Slesvig før 1864, som titel for en lærer rangerende ml. rektor (kon- og subrektor) og adjunkt, svarende til en (yngre) overlærer i kongeriget.

Der bliver nu gjort saa Meget hjemme for at afhjælpe al mulig Slags Trang og Nød. At heller ikke de danske Krigsfanger blive forbigaaede er smukt af de gode og veltænkende Givere. Iblandt Andet kommer her ogsaa Aviser, og de læses med Begjærlighed af Alle, dog de som ere fra Ens egen Fødeegn ere kjærest, fordi man muligen deri kan læse om en eller anden Ting, som man jo fra tidligere Tid har en Smule Kjendskab til. Saaledes var det og sidste Gang her kom Aviser; Jeg fik endelig opspurgt en "Lollands-Post", iblandt Andet saae jeg ogsaa deri, at der ved Grundlovsfestens Afholdelse den 5te Juni i Nøbbøllegaards Skov var indsamlet 500 Rd., og at deraf de 200 Rd. skulde sendes de lollandske Krigssanger. Men de lollandske Krigsfanger have ikke bekommet disse Gaver, medmindre de ere deelte ud saavel til Jyder, Sjællændere som til Lollændere. Særskilt have vi ingen Penge modtaget. Det er jo langtfra at vi kunne gjøre Paastand paa Hjælp, især nu. da vi ere berøvede Evnen til den Hjælp, som vi ere skyldige al yde vort kjære Fødeland Men at der ligefuldt gjøres Alt før at lindre vor tunge Stilling her i Fangenskabet, og at de Bidrag, der blive ydede os, ikke komme os Lollændere tilgode efter de høitærede Giveres Villie, føle vi os pligtige at underrette vedkommende velvillige Givere om, hvilket bedst lader sig gjøre gjennem Aviserne. Her kommer mange Penge til Uddeling; men at Fordelingen ikke gaaer for sig som den maaskee burde, er temmelig vist. Saaledes kom her for 2 Dage siden 100 preussiske Daler. Fire Navne vare opgivne, som skulde fordele disse blandt 32 trængende Kammerater. Og da det var fire Kjøbenhavnere, saa blev Følgen, at ikkun Kjøbenhavnerne kunde faae Deel deri, selv om de befandtes i stor Trang. 25 Rd. kom samtidig, men hvor og hvem der har faaet Part og Deel i dem, veed jeg ikke. En Gang fik Kjøbenhavnerne hver 45 Groschen, omtrent en dansk Specie, og flere Gange, saavel fra Kjøbenhavn, Sjælland og flere Steder, er der kommet særskilt Hjælp. Hvorfor skulde ikke ogsaa Lollænderne selv dele de Gaver, som blive indsamlede til dem? De Penge, som komme til Alles Bedste, faaer den Menige forsaavidt kun ringe Deel i, fordi dHrr, Underofficerer tage store Procenter, og de raade jo for at tage hvad og hvormegel saavel af Penge som andre os tilsendte Gjenstande, som de finde for godt. Derfor var det ønskeligt, om Indsamling af Gaver oftere skulde skee, at de ærede Komiteer for Indsamling til lollandske Krigssanger selv vilde sende deres ædle Gaver direkte til Fæstningerne, hvor vi med Taknemmelighed ville modtage dem. De Bidragydende sende vi Alle vor hjerteligste Hilsen og Tak for hvad de have følt og gjort for os,

Güstrin i Preussen, den 18de Juli 1864.
Paa flere Kammeraters Vegne: 
N. Petersen, J. Knudsen, af 18de Regiment.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 1. august 1864)

Embarquement a Travemunde des prissoniers danois libere par suite de la paix. (Le monde illustré: journal hebdomadaire. 3. september 1864)

Ballade i Rendsburg. Slut Juli 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Kjøbenhavn skrives i Løverdags til Hb. N., at der i Slutningen af forr. Maaned er "afgaaet en alt i Januar iaar i Skanderborg vedtagen Adresse til Hs. Maj. Kongen, med 3306 Underskrifter fra 80 Sogne, hvori navnlig protesteres imod, at Hovedstadens Befolkning og nogle Kjøbstadcommunalbestyrelser optræde som om de vare hele Landets politiske Repræsentation. Endvidere er i disse Dage en Adresse fra det nordligste Jylland, fra Vendsyssel den 5te Juli, altsaa før Ministerskiftet og før Vaabenhvilen, sendt til Kongen (formodentlig den tidligere under 18dc ds. her i Bladet meddeelte fra Dhrr. Hansen til Hellumlund, Nyholm til Kjølskegaard og Rasmussen til Musted). Som Følge af den fjendtlige Occupation have ikke alle circulerende Exemplarer kunnet indkræves, og der er derfor kun (hidtil) indgivet Exemplarer fra 8 Sogne med 500 Underskrifter"

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 27. juli 1864).

Oversættelse af tysk artikel om sammenstød mellem eksekutionskorpset og de allierede i Rendsburg. Original følger nedenfor:

Begivenhederne i Rendsburg.

"Pr. Staats-Anz." bringer nu også en oplysning fra en "velunderrettet kilde" om begivenhederne i Rendsborg, der antager en ejendommelig karakter, idet den i forhold til "Nordd. A. Z." ikke tilføjer noget væsentligt nyt til de allerede fremførte fakta, men forsøger at sætte begivenhederne ind i en bredere sammenhæng og forklare dem ud fra dette. Af denne grund deler vi hele dokumentet. Det siges:

”I lang tid har man nu med lejlighedsvis kontakt mellem medlemmer af den allierede hær og den i Holsten stationerede føderale eksekutionsdivision kunnet mærke en irritabel stemning fra sidstnævntes side, som finder sin forklaring om end ikke undskyldning i den situation de saksisk-hannoveranske tropper allerede befinder sig i pga. deres regeringers politik. Desuden blev forbundsbefalingsmændene som bekendt gentagne gange tvunget af deres særlige instrukser til den allierede hær, der rykkede frem mod fjenden, eller kæmper gennem alle mulige småformaliteter, afvisning af boliger osv. tvunget til at genere dem og hæmme dem i deres aktiviteter. Det skal med glæde erkendes, at så vidt vi ved, i hvert fald fra generalløjtnant v. Hake, øverstbefalende for den føderale division i Holsten, blev alt gjort for, at sådanne gener på trods af føderale instruktioner skulle gøre så lidt som muligt skade på den allierede hær. På den anden side kunne det dog ikke nægtes, at netop de hannoveranske tropper - og desværre kan vi ikke helt fritage officererne herfra - var urolige over den mærkelige situation, som de var blevet stillet i af de pågældende regeringers mærkelige politik. Det er forståeligt for ethvert militærhjerte, at det kom til udtryk ved, at det dårlige humør vendte sig mod medlemmerne af den sejrende allierede hær, som ellers havde haft det mest retfærdige krav på tyske våbenbrødres sympati, og som helt sikkert ville have taget imod de saksisk-hannoveranske kammerater med inderlig glæde, hvis det havde været dem muligt at deltage i kampene mod Danmark i stedet for at blive tvunget til at forblive inaktive over for en eksekution i Holsten, der for længst var blevet irrelevant. En slags officielt udtryk for den modvilje, der herskede fra Hannovers side mod den allierede hær, blev først modtaget gennem hændelsen i Rendsburg den 29. juni d. å. Det vakte med rette den største forundring og den livligste forargelse, ikke blot blandt offentligheden, men også blandt den allierede hær, da det gennem aviserne blev erfaret, at den daværende forbundschef i Rendsburg, den hannoveranske oberstløjtnant Dammers, havde følt sig nødsaget til at fjerne den allierede hærs flag, som en menig mand havde plantet med andre farver i glæden over sejren i Als, ved en patrulje. Det kan ikke diskuteres her, i hvor høj grad kommandanten var i sin ret over for den private person og kunne have holdt ham ansvarlig: men han havde aldrig ret til at gøre mere ved denne lejlighed såsom at tvangsfjerne og konfiskere flagene fra en allieret hær, der var lige efter en ny sejr blødende fra friske sår, at fornærme på sådan en iøjnefaldende måde! Det var derfor bestemt fuldt berettiget, at den allierede hærs overkommando, så snart den havde fået officiel kendskab til begivenheden og derved fandt avisindberetningerne i det væsentlige bekræftede, straks kontaktede generalløjtnant v. Hake med kravet: at fritage oberstløjtnant Dammers fra hans post som kommandant i Rendsburg og derefter at rapportere dette til den allierede hærs overkommando. Generalløjtnant v. Hake gjorde da den fornødne tilfredsstillelse, og meddelte hans højhed prins Friedrich Karl, at han havde beordret udskiftning af oberstløjtnant Dammers. Det kan godt være, at denne proces hænger nøje sammen med de grove overskridelser, der få dage senere, den 17. og 18. af k. hannoveranske underofficerer og soldater blev begået mod preussiske. Gadeoptøjer udviklede sig fra et - tilsyneladende fuldt forberedt - soldaterslagsmål i en dansesal, hvor kongelige preussiske vagter blev groft fornærmet, og selv hospitalerne på denne side blev alarmeret af stenkast og trusler mod sårede og syge; Ja, om aftenen den 18. trak tre hannoveranske officerer, der ikke var på vagt, deres sabler mod en kongelig preussisk vagtpatrulje for at opnå befrielsen af ​​en hannoveransk underofficer, der fysisk havde angrebet en vagtpost. Disse hændelser krævede hurtig oprejsning, den allierede hærs overkommando havde ikke råd til at fortsætte med at fornærme medlemmer af hæren på et vigtigt tidspunkt af kollegaen Reid, og freden for de hårdt sårede og syge blev igen truet af lignende tumulter. Derfor fik generalmajoren v. Göben, ordre den 21. d. M. om at rykke ind i Rendsburg med en samlet brigade og gøre sig til herre over dette sted. Omkring middagstid den nævnte dag blev ordren udført, en preussisk kommandant blev udpeget, og vagterne var bemandet med preussiske tropper. Den tidligere forbundsgarnison forlod Rendsburg frivilligt kort før preusserne marcherede ind og trak sig samme morgen tilbage til et par landsbyer syd for byen. Som vi yderligere hører, underrettede hans kongelig højhed prins Friedrich Karl Generalløjtnant v. Hake ved brev om den ordre, han havde afgivet om morgenen den 21.; Generalløjtnant v. Hake protesterede mod de preussiske troppers indtræden og siges senere at have tilføjet en anden formel protest efter ordre fra forbundsforsamlingen. Vi indrømmer fuldt ud, at den situation, hvor de føderale tropper på grund af deres regeringers skyld har været i Holsten siden begyndelsen af ​​året, er en yderst ubehagelig og vanskelig situation, og vi forstår, at de seneste konsekvenser af de beklagelige udskejelser i Rendsburg har gjort denne situation næsten uudholdelig for enhver militær følelse - men en hær, der stod foran fjenden, kan ikke ustraffet lade sig fornærme bagfra, og det kan den lige så lidt tåle på et så vigtigt tidspunkt. at scenen for dens aktivitet, dens forbindelse, blive hæmmet af enhver gentagne udskejelser forstyrret med deres hjemland, og ​​deres syge og hårdt sårede truet. Må de mennesker tage ansvar for den aktuelle situation, som har sat de føderale tropper i en så alvorlig situation!"

Die Vorgänge in Rendsburg.

Der "Pr. Staats-Anz." bringt nun gleichfalls eine aus "wohlunterrichteter Quelle" stammende Amittheilung über die Vorgänge in Rendsburg, welche dadurch eigenthümliches Gepräge annimmt dass sie dem durch die "Nordd. A. Z." bereits gebrachten Thatsächlichen nichts wsesentlich neues hinzubringt, wohl aber die Vorgänge auf weiteren Zusammenhang zu stellen und aus diesem zu erklären sucht. Aus diesem Grund theilen wir das Schriftstück vollständig mit. Es lautet:

"Schon seit längerer Zeit machte sich bei den gelegentlichen Berührungen zwischen Angehöringen der alliirten Armee und der in Holstein stehenden Bundesexecutions-Division auf Seiten der letzteren  eine gereitze Stimmung bemerkbar, die in der Lage in welche die sächsisch-hannoverischen Truppen durch die Politik ihrer Regierungen schon seit dem Februar d. J. versetzt worden sind, ihre Erklärung, wenn auch nicht ihre Entschuldigung, fand. Ueberdiess waren bekanntlich die Bundesbefehlshaber mehrfach durch ihre ansonderlichen Instructionen gezwungen die gegen den Feind rückende, resp. schon fechtende alliirte Armee durch allerlei kleinliche Formalitäten, Verweigerung von quartier etc., su belästigen und in ihrer Thätigkeit zu hemmen. Dabei soll gern anerkannt werden dass, so viel uns bekannt ist, wenigstens von Seiten des Generallieutenants v. Hake, des obersten Befehlshabers der Bundesdivision in Holstein, alles geschehen ist un, trotz der Bundesinstructionen, jene Belästigungen der alliierten Armee so wenig nachtheilig wie möglich zu machen. Andererseits aber war es auch nicht zu verkennen dass namentlich von Seiten hannoverischer Truppen - und wir können, die Officiere leider nicht völlig davon ausnehmen - dem Unbehagen über die jedem militärischen Herzen völlig verständliche fatale Lage in welche sie durch die seltsame Politik der betreffenden Regierungen versetzt worden waren, dadurch Ausdruck gegeben wurde dass die schlechte Lanne sich gegen die Angehörigen der siegreichen alliirten Armee kehrte, welche doch wielmehr den gerechtesten Anspruch auf die Aympathie deutscher Waffenbrüder gehabt hätte, und welche gewiss die sächsisch-hannoverischen Cameraden mit herzlicher Freude begrüsst haben würden, wenn es denselben vergönnt gewesen wäre an den Kämpfen gegen Dänemark theilzunehmen, statt bei einer längst gegenstandlos gewordenen Execution in Holstein in gezwungener Thatenlosigkeit zu verharren. Einen gewissermassen officiellen Ausdruck der Abneigung, welcher von hannocerischer Seite gegen die alliirte Armee herrschte, erhielt man zuerst durch den Vorgang in Rendsburg am 29 Juni d. J. Mit Recht erregte es nicht nur unter dem Publicum, sondern auch bei der verbündeten Armee das grösste Befremden und den lebhaftesten Unwillen, als man durch die Zeitungen erfuhr dass der damalige Bundescommandant von Rendsburg, der hannoverische Oberstlieutenant Dammers, sich veranlasst gesehen habe die Fahnen der alliiirten Armee, welche ein Privatmann in der Freude über den Sieg von Alsen mit anderen Fahnen aufgepflanzt hatte, durch eine Patrouille zu entfernen. Es mag hier unerörtert bleiben inwiefern der Commandant jenem Privatmann gegenüber in seinem Recht war, und denselben etwa zur Verantwortung hätte ziehen können: nimmermehr aber durfte er sich erlauben bei dieser Gelegenheit durch eine geswaltsame Entfernung und Confiscation der Fahnen einer verbündeten Armee die eben  nach neuem Sieg aus frischen Wunden blutete, auf eine so auffallende Weise zu beleidigen! Es war dehar gewiss völlig gerechtfertigt dass das Obercommando der alliirten Armee, sobald es amtliche Kenntniss von dem Vorgang erhalten und dadurch die Zeitungsnachrichten im wesentlichen bestätigt gefunden hatte, sich sofort an den Generallieutenant v. Hake mit der Forderung wandte: den Oberstlieutenant Dammers von seinem Posten als Commandant von Rendsburg abzulösen, und diess alsdann dem Obercommando der alliirten Armee anzuzeigen. Generallieutenant v. Hake hat hierauf diese erforderte Genugthuung geleistet, und Sr. k. H. dem Prinzen Friedrich Karl die Mittheilung gemacht dass er die Ablösung des Oberstlieutenant Dammers angeordnet habe. Es mag wohl seyn dass diser Vorgang in engem Zusammenhange steht mit den groben Excessen die wenige Tage später, am 17 und 18, durch k. hannoverische Unterofficiere und Soldaten gegen preussische verübt wurden. Aus einer - allen Anschein nach vollständig vorbereiteten - Soldatenschlägerei in einem Tanzlocal entwickelten sich Strassentumulte, könihlich preussische Wachtposten wurden gröblich insultiert und sogar die diesseitigen Lazarethe durch Steinwürfe und Drohungen gegen die Verwundeten und Kranken beunrugigt;  Ja, am 18 Abends haben selbst drei hannoverische, nicht im Dienst befindliche, Officiere gegen eine königlich preussische Wachtpatrouille den Säbel gezogen, um die Befreiung eines hannoverische Unterofficiers zu erwirken, der eine Schildwache thätlich angegriffen hatte. Diese Vorfälle erforderten schleunige Genugthuung, das Obercommando der alliierten Armee konnte es nicht darauf ankommen lassen, dass an einem wichtigen Etappenpunkt des Heeres Angehörige desselben von gehälfigem Reid auch fernerhin insultiert, und die Ruhe schwer Verwundeter und Kranker von neuen durch ähnliche Tumulte bedroht wurde. Daher erhielt der Generalmajor v. Göben, den Befehl am 21. d. M. mit einer combinirten Brigade in Rendsburg einzurücken, und sich zum Herrn dieses Platzes zu machen. Gegen Mittag des genannten Tags war der Befehl ausgeführt, ein preussischer Commandant bestellt, die Wachen mit preussischen Truppen besetzt. Die bisherige Bundesgarnison hat Rendsburg kurz vor dem Einmarsch der Preussen freiwillig geräumt, und ist an demselben Vormittag nach einigen südlich der Stadt gelegenen Dörfern abgerückt. Wie wir ferner vernehmen, hatte Se. königliche Hoheit der Prinz Friedrich Karl den Generallieutenant v. Hake am 21 Morgens durch ein Schreiben von seiner getroffenen Anordnung in Kenntniss gesetzt; Generallieutenant v. Hake protestirte gegen den Einmarsch der preussischen Truppen und soll später auf Befehl der Bundesversammlung noch einen zweiten förmlichen Protest hinzugefügt haben. Wir geben vollkommen zu dass die Lage in welche durch die Schuld ihrer Regierungen, die Bundestruppen sich schon seit Beginn des Jahrs in Holstein befinden, eine höcst ubehagliche und schwierige ist, und begreifen dass namentlich die neuesten Folgen der beklagenswerthen Excesse in FRendsburg diese Lage zu einer für jedes militärische Gefühl fast unerträglichen gemacht haben - allein eine Armee die vor dem Feinde steht, konnte scih in ihrem Rücken nicht ungestraft beleidingen lasse, und konnte es ebensowenig dulden dass an einem so wichtigen Etappenpunkt durch etwa sich wiederholende Excesse ihre Thätigkeit gehemmt, ihre Verbindung mit der Heimath gestört, die RUhe ihrer Kranken und schwer Verwundeteten bedroht wird. Mögen diesenigen die jetztige Lage verantworten welche die Bundestruppen in eine so schiese Positition versetzt haben!"

(Allgemeine Zeitung 29. juli 1864)

Affæren vakte bestyrtelse i det tyske forbund: Hvordan kunne to forbundsmedlemsstater på denne måde stå fjendtligt overfor hinanden? Enkelte aviser frygtede at Preussens besættelse af Rendsburg kun var starten på en besættelse af hele Slesvig-Holsten. Under alle omstændigheder skadede det forholdet mellem Preussen og de såkaldte tyske mellemstore stater. Hakes kommando blev  dog først formelt opløst ved en forbundsdagsbeslutning den 5. december 1864. Gustav von Hake (1797-1877) blev udnævnt til æresborger i Dresden for sin indsats. Han fungerede indtil 12. september 1865 som kommandør for 2. infanteridivision.

Le drapeau prussien est arboré sonellement a Rendsburg (place du marché) le 22 Juillet (Le monde illustré: journal hebdomadaire. 13. august 1864)

Fra Colding skrives den 25de ds. til Hbg. N. , at der allerede dersteds og i Omegnen var indqvarteret over 1000 Heste, som vare udskrevne i Jylland, og at der ventedes Befaling til at føre dem sydpaa, sandsynligvis til Flensborg. Samme Dag bragte Lichtenstein-Husarerne en Transport af 200 derigjennem. Iblandt de consisterede Varer, som i betydelig Masse førtes igjennem for at forauctioneres i Flensborg, var der, foruden Lærred, uldne og Tøistosier, ogsaa endeel Porcellainsvarer og store Vognlæs med Kakkelovne.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 30. juli 1864).

Conflit entre les troupes Prussiennes et les contingents de la confederation germanique dans le ville de Rendsburg, a propos de l'occupation de cette ville par les prussiennes (Le monde illustré: journal hebdomadaire. 6. august 1864)

Oversættelse af tysk notits, original følger nedenfor:

Kolding, 24. jul. Afviklingen af ​​de i Jylland rekvirerede heste går stærkt. Mere end 1000 er allerede fordelt på grænsen til Kongeåen i byerne på denne og den anden side og afventer kun ordren om at marchere sydpå, sandsynligvis til Flensborg. I går og i dag bragte Liechtenstein-husarerne betydelige transporter hertil. Jeg mødte en afdeling af "Windisch-Grätzer" ved 11-tiden om morgenen på gaden fra Vejle; de havde også 50 rekvirerede heste med. (PÅ.).

Kolding, 24 Jul. Mit der Assentirung der in Jütland requirirten Pferde geht es rasch vorwärts. Mehr als 1000 sind schon an der Gränze der Königsau in den dies- und jenseitigen Ortschaften vertheilt, und harren nur des Befehls zum Abmarsch nach dem Süden, wahrscheinlich nach Flensburg. Gestern und heute brachten die Liechtenstein-Husaren ansehnliche Transporte hier durch. Einem Detaschement der "Windisch-Grätzer" begegnete ich Morgens 11 Uhr auf der Strasse von Veile; auch sie führten 50 requirirte Pferde mit sich. (A. N.).

(Allgemeine Zeitung 31. juli 1864)

Illustration fra det humoristiske ugeblad Kladderadatsch 31. juli 1864: "Im Lazareth. Kranker: Ach, meine Herren, wollen Sie mich denn wirklich amputieren? Erster Arzt: Leider muss es sein! Hätten Sie meinen Rath vor sechs Monden befolgt, so wäre Ihnen die schmerzliche operation erspart worden. Zweiter Arzt: Ich butt' Ihnen, halten's still! Kranker: Können Sie die Operation nicht bis nach dem 1. August verschieben? Zweiter Arzt: Das würde Ihren Zustand nur verschlimmern. Seien Sie also vernünftig, und lassen Sie und die Sache zu Ende bringen. Wir retten dann wenigstens Ihr Leben." Christian 9. ligger i sengen, og første læge (Bismarck) instisterer på en amputation af benet (Slesvig-Holsten) fordi Christian 9. ikke ville følge hans råd fra for 6 måneder tilbage. En udskydelse til 1. august afvises af læge 2 fordi det kun ville gøre det hele værre.