Kvistkammertyven Tofte (8): Domfældelse og Henrettelse. 1865. (Efterskrift til Politivennen)

De øvrige afsnit i denne serie kan findes med søgningen Kvistkammertyven.

"Qvistkammertyven", Peter Ludvig Thorvald Tofte, der ved Kriminal- og Politiretten, den 17de Februar for attenteret Mord er dømt til at have sit Liv forbrudt, er født paa den kongl. Fødselsstiftelse den 18de Marts 1839, uden at hans Forældre ere angivne. Fra sin spæde Alder var han, der ikke har kjendt disse, i Pleie hos en Skomager her i Staden og kom efter sin Konfirmation i Blikkenslagerlære og senere hos en Jernstøber i 1 Aar til Dec. 1857. For at have stjaalet forskjellige til c 17 Rd. vurderede Gjenstande, blev han den 7de Febr. 1857 dømt efter Frdn. af 11te April 1840 § 29 til at straffes med 25 Rottingslag. Den 29de Mai 1858 anholdtes han paa Klampenborg, hvor han var antagen som Opvarter, og blev under den derefter indledede Undersøgelse overbeviist at have giort sig skyldig i en betydelig Mængde for Størstedelen fuldbragte Tyverier, der paa nogle faa nær havde været forbundne med Indbrud om Dagen, og hvorved blev bortstjaalet Gjenstande til en Værdi af henimod 700 Rd. Ved Dom af 4de Januar 1859 blev han anseet efter samme Forordnings § 13 og 14, kfr § 12, 1ste Led, og af § 80 med Tugthuusarbeide i8Aar. I Slutningen af 1859 vedgik Fangen, at han, førend sidstnævnte Dom overgik ham, havde endvidere gjort sig skyldig i en Mængde, i Regelen med Indbrud om Dagen forbundne Tyverier, hvoraf nogle dog kun vare attenterede, samt foretaget 6 forskjellige Brandstiftelser her i Staden, alle i det Øiemed, at han under den i Anledning af Branden opstaaede Forvirring kunde faae Leilighed til at stjæle. Han blev den 21de Juli 1860 nu dømt efter Forordningen af 26de Marts 1841 § 8, kfr 4, § 13, samt i Medfør af Forordningen af 11te April 1840 § 19, efter § 13 og § 14, kfr. § 12, 1ste Led, og § 80, til Tugthuusarbeide for Livstid. Under Opholdet i Straffeanstalten er han mundtlig irettesat i Oktober f. A . men forøvrigt har der Intet været at udsætte paa hans Forhold.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. marts 1863)

Qvistkammertyven Tofte, som i Løverdags, under Bevogtning af nogle af Politiets Betjente, blev transporteret til Horsens, tog i Fredags Afsked med sine Plejeforældre og yttrede Lyst til at blive photographeret i stort Format, for at hans Slægtninge og en Ven af ham, hvem han i Tugthuset havde sluttet sig inderlig til, kunde erholde dette Minde om ham. Hans Ønske blev naturligviis opfyldt, ligesom man overhovedet i Fængslet har søgt at forskaffe ham saamange Beqvemmeligheder som muligt i den sidste Tid. Tofte, der tidligere ønskede Døden, og som, da Høiesteretsdommens Udfald var bleven ham meddeelt, yttrede: "Gud være lovet!", skal nu begynde at vise stor Uro og Frygt for Døden, som han dog endnu ikke bestemt veed venter ham, da nemlig den kongelige Resolution , hvorved Dødsdommen stadfæstes, hvis den er afgiven, endnu ikke er meddeelt Nogen, og i alt Fald først vil blive Tofte forkyndt i Horsens. (S. Bl.)

- Den saakaldte Qvistkammertyv Tofte, der, som meldt, af alle Instantser er dømt fra Livet, ankom i Løverdags Aftes til Aarhuus med Postdampskibet fra Korsør. Han blev strax efter Ankomsten sat paa en ved Landingsbroen til Arrestantens Modtagelse holdende Vogn, og, belagt med Jern samt ledsaget af to kjøbenhavnske Politibetjente, transporteret videre til Horsens, hvor han skal lide sin Straf. (S. Bl.)

(Sydfyenske Tidende 25. januar 1865).

En grafik af Tofte. Måske ud fra fotoet taget få dage før hans henrettelse? Peter Ludvig Thorvald Tofte (18.3.1839-20.2.1865). Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Nogle dage før henrettelsen, sendte Tofte ifølge Flyveposten et brev til en af fangevogterne:

Qvistkammertyven Tofte gik som tidligere omtalt Døden imøde med megen Fatning og lagde idethele et angerfuldt Sind for Dagen. Aftenen før Henrettelsen skrev han flere Breve til sine Slægtninge og Bekjendte, deriblandt følgende til den Overbetjent af Kjøbenhavns Politi, der havde ført ham fra Kjøbenhavn til Horsens:

"Ved disse faa Linier er det min Hensigt at indfrie det Løfte, som jeg gav Dem, da vi skiltes ad sidst. De er vel ikke ubekjendt med det Udfald, min Sag har faaet, idet Hs. Majestæt har underskrevet min Dødsdom, som jeg ogsaa med et roligt Sind og et gudhengivent Hjerte modtog Efterretning om, - og hvad er det vel Andel end et Liv fuldt af Elendighed, jeg her forlader, for at ombytte det med et meget bedre Hjem hos Gud, hvor der ikke er Synd og Sorg mere, og hvor jeg, saasandt min Anger er dyb og oprigtig, skal skue min Frelser Ansigt til Ansigt. Ja, Hr., med ydmyg Anger seer jeg tilbage paa mit hele brødefulde Liv, men i Haab om Guds naadige Tilgivelse for min Frelsers dyrebare Lidelse og Døds Skyld er det, jeg faaer Kraft til at gaae den sidste tunge Gang gjennem Livet.

Ja. naar De, Hr., modtager og læse disse Linier, da er mit Liv afsluttet for denne Verden, og Gud være lovet, at jeg er saa vel beredt, ellers vilde denne Gang blive mig endnu tungere, med Haabet om Guds naadige Tilgivelse for Jesu Skyld vandrer jeg den frimodig og tryg, holdende mig til Guds dyrebare Forjættelser, at han vil ingen Synders Død, men at han skal omvende sig og leve, ja leve et evigt Liv hos Gud i Himlens Rige.

Med dette glade Haab og om det trøsterige Ord om mine Synders naadige Forladelse r Gud Faders, Gud Søns og Gud den hellige Aands Navn byder jeg Dem hermed mit sidste Farvel, haabende, at De ogsaa engang ved Guds Naade maa samles hos Frelseren i Lysets Rige, hvor der ingen Adskillelse er mere, men idel Glæde.

Jeg takker Dem nu hjertelig for Deres Godhed mod mig i den Tid, vi have kjendt hverandre, og Tak for Deres udviste Godhed mod mig paa Overrejsen hertil, det mindes jeg med Glæde.

Nu Guds Fred og Lykke vatre med Dem og Deres Kjære i Jesu Navn.

Med Agtelse osv.

Jeg har idag havt en Samtale med Bertelsen *)! den var alvorlig og dog mild! Pastor Boesen overværede den, vi skiltes forsonede ad. Jeg har ogsaa faaet Løfte om at blive begravet paa den indviede Kirkegaard, som er mig en Trøst.

*) Den Opsigtsbetjent i Horsens Tugthuus, hvem Tofte gjorde Forsøg paa at dræbe.

(Flyveposten (København) 28. februar 1865)

Qvistkammertyven Tofte. I Horsens Avis skrives: Man har oplyst os om, at det ikke forholder sig rigtigt, naar det ved de her i Avisen aftrykte Breve fra "Qvistkammertyven" Tofte har været bemærket, at de vare skrevne Aftenen eller Natten før han led sin Straf; men at derimod disse Breve saavelsom de fleste andre Breve, han før sin Død skrev i den herværende Politiarrest, laae færdige flere Dage forud. Det maa saaledes bemærkes, at han havde den omtalte Samtale med Opsynsbetjent Bertelsen Torsdagen den 16de Febr., og at han derefter samme Dag gjorde en Tilføining derom i sit da allerede afsluttede Brev til den kiøbenhavnske Overpolitibetjent, altsaa 4 Dage før hans Henrettelse. Iøvrigt har han ganske rigtigt skrevet endeel Breve, medens han sad i Arresten herstrds. Han anvendte nemlig i de sidste 14 Dage af sin Levetid nogle Timer daglig til at bringe dem sin Tak og meddele dem sin aandelige Tilstand, som havde viist ham Godhed og Deeltagelse. Det sidste Brev, han skrev, var, saavidt bekjendt, til Pastor Boesen ved Straffeanstalten, og det var sluttet Søndag Eftermiddag, ligesom ogsaa de andre Breve dengang laae færdige til Afsendelse. Før Pastor Boesen forlod ham seent paa Aftenen om Søndagen, bad han denne modtage en skriftlig Henvendelse, der ikke blot vidner om den Hengivenhed, hvormed han navnlig i sine sidste Levedage havde knyttet sig til sin Sjælesørger, og om en hjertelig Paaskiønnelse af dennes Omsorg for ham, men ogsaa fornemmelig har bidraget til at styrke denne i den trøstelige Forvisning, at dette saa tidligt forvildede og dybt faldne Menneske i sit Livs ellevte Time med angerfuldt Hjerte vendte om til sin Gud.

(Flyveposten (København) 7. marts 1865).

Peter Ludvig Thorvald Tofte blev henrettet om morgenen kl. 8 den 20. februar 1865. Han førtes under streng bevogtning af dragoner i en lukket vogn til retterstedet, bakken overfor Karoline-Amalielund. Omkring skafottet dannede dragonerne en kordon. Aviserne fortalte at henrettelsen foregik med stor orden og ro og at over tusind mennesker overværede den. Tofte sad i Straffeanstalten, men blev i selve Horsens by, den 20. februar 1865, med over 1000 tilskuere.

Se også indslagene fra Folkets Avis andetsteds på denne blog

Om retterstedet skrev Sjællands-Posten (Ringsted) mange år senere:

---

Gennem Horsens Gader, de fleste brede og regelmæssige, gaar vi til Udstillingspladsen, der ligger paa en høj Bakke med glimrende Udsigt over Fjord. Skove og Marker. Almindelig kaldes den Blæsbjerg, og ligger lige over for det kommunale Lystanlæg Karoline Amalielund. Dette Anlæg vil tillige med et mindre tilstødende, "Folkets Lund", blive indbefattet under Udstillingen, ligesaadan som Tivoli Anno 1888 var det ved den store, nordiske Udstilling i København. Anlæget oplyses ved elektriske Buelamper, som i Aftes for første Gang lod deres hvide Lys skinne over det grønne Løv.

Men til selve Udstillingspladsen, en historisk Grund, paa sin Vis: Her maatte Kvistkammertyven og Morderen Peter Ludvig Tofte en kold Februarmorgen 1865 lægge sit Hoved paa Skarpretterens Blok, medens de "Aarhusdragoner holdt Vagt ved Retterstedet. Men bort fra dette uhyggelige Minde om en graa og trist Vinterdag, ...

(Sjællands-Posten 16. juni 1905)

Som med så mange andre sensationelle begivenheder, blev der udgivet en skillingsvise om Tofte: "Ny Vise om Forbryderen, der skal henrettes i Tugthuset, den saakaldte Qvistkammertyv, Peter Ludvig Thorvald Tofte. Samt fuldstændig Beretning om hans mange Forbrydelser og hans Attentat paa Dr. Mackeprang i Forbedringshuset" (1865). Tegningen har ikke megen lighed med de øvrige to billeder som findes af Tofte, måske bortset fra påklædningen. Bl.a. ser det her ud som om han har skæg.

Sønderborg. (Efterskrift til Politivennen)

Oversættelse af tysk artikel, se original nedenfor:

Slesvig-Holsten. Sønderborg, 22. januar. For noget tid siden blev det bekendtgjort at tysk skoleundervisning skulle genindføres her; på den sidste søndag blev nu, ifølge "Slesvig-Holsten. Z." civilcommissærens bestemmelse offentliggjort. Der står: straks skal som før 1848 al undervisning udføres på tysk, med den eneste undtagelse at religionsundervisningen af ​​dem der skal konfirmeres inden påsken 1866, forbliver i den tidligere form. Danskerne beordrede fx at i Augustenborg skulle konfirmationen gennemføres på dansk, selvom børnene kun havde tre uger til at lære sproget. Fra påske kommer skolens fulde organisering; så får vi folkeskoler, en rektorklasse, et gymnasium, der nyetableres, og også folkeskoler for piger og en støttet pigeskole, der bliver etableret. - I går aftes sendte den civile myndighed et telegram, hvor de fortalte, hvordan de nu godkender: at den manglende tredjedel til de nedbrændte huse for en sikkerheds skyld bliver bevilliget af statens midler. Denne skal alene gøre en fortsættelse af de talrige bygninger mulig; der var allerede opstået alarmerende blokeringer nogle steder. Der er også behov for helt særlige tilskud til os ved store kontanttab. Der mangler stadig 300.000 mark alene til skader på inventar, selvom vi takker for den store opbakning, vi har fået.

Schleswig-Holstein. Sonderburg, den 22. Januar. Schon vor einiger Zeit verlautete, dass der deutsche Schulunterricht wieder hier eingeführt werden solle; am letzten Sonntage ist nun, der "Schleswig-Holstein. Z." zufolge, die desfällige Bestimmung der Civilcommissaire öffentlich bekannt gemacht. Darin heisst es: dass sofort aller Unterricht wie vor 1848 herzustellen sei, in deutscher Sprache, nur mit der Ausnahme, dass der Religionsunterricht der bis Ostern 1866 zu Confirmirenden in früherer Weise verbleibe. Die Dänen ordneten der Zeit an, dass in Augustenborg z. B. die Confirmation dänisch zu vollsiehen sei, obgleich den Kindern nur drei Wochen zur Erlernung der Sprache blieb. Mit Ostern wird die vollständige Organisation der Schule eintreten; wir haben dann Bürgerschulen, eine Rektorklasse, eine Realschule, die neu begründet wird, und für die Mädchen gleichfalls Elementarschulen und eine subventionirte Töchterschule, die eingerichtet wird. - Die Civilbehörde hat gestern Abend telegraphisch hierher melden lassen, wie sie nunmehr genehmige: dass für die abgebrannten Häuser aus Staatsmitteln vorschutzweise das fehlende Drittel hergegeben werde. Diese Hülse macht eine Fortsetzung der zahlreichen Bauten allein möglich; schon waren bedenkliche Stockungen an manchen Stellen eingetreten. Ganz besondere Zuschüsse thun uns bei den grossen baaren Verlüsten auch Noth. Noch fehlen allein 300,000 Mark für Mobiliärschäden, obgleich wir dankbar die grossen Unterschützungen die uns geworden, anerkennen.

(Königlich Preußischer Staats-Anzeiger 26. januar 1865)

Fra Sønderborg (Dtlgr). Naar man nu seer Sønderborg, skulde man undre sig over, hvorledes det er muligt at fremkalde en saa stor Forandring i den Tid, som er gaaet siden Branden, De fleste Huse ere allerede opbyggede igjen, og det er jo en Selvfølge, at Byen er smukkere, end den har varet, da der for var enkelte Gader, som vare meget uheldigt beliggende, f. Ex. den, som førte ned imod Sønderbroen. Blandt Husene i denne Gade falder Bager Langelo's meest i Øinene. Det er opført af gulhvide Steen med røde Striber, og paa et fremspringende Frontespice er Taget belagt med blaa Steen, hvorimod den øvrige Deel af Taget har røde Steen. Det seer temmelig "schleswigholsteinsk" ud, men det Mærkelige ved Tingen er, at Langelo altid har havt Ord for at være en rigtig god dansk Mand, og man undres derfor over hans Adfærd og spørger hinanden, hvad der gaaer af Manden. "Han vil være deputeret Borger" - sige Nogle, "Han vil ikke regnes med blandt "Pöffelen" sige Andre; thi "Pöffelen" er et staaende Udtryk for de Dansksindede i Sønderborg. Kommer der en preussisk Officeer slentrende ned ad Gaden med en af vore Hjemmetydskere under Armen, og de møde nogle Smaaborgere, som tale Dansk, saa er det "Pöffel", og sidder der Folk i Deputeretkollegiet, som forstaae at sige Hr. Paschkowski ("der Burgermeister") Sandheden, saa er det ogsaa "Pöffel", og man man gjøre, hvad man kan, for at rydde den afveien, mener Hr. Paschkowski, og saaledes gik det til, at Slagter Reimers, Bogtrykker Grimm og Brændeviinsbrænder Andreas Mathiesen bleve afskedigede som deputerede Borgere; thi naar Deputeretkollegiet har Magt til at vælge Raadmænd, og der sidder "Pöffel" i Kollegiet, hvor let kunde der saa ikke ogsaa komme "Pöffel" ind i Raadet? Det maa jo Hr Paschkowski forstaae! Reden for de tydske "Probenreutere", Gjæstgivergaarden "Holsteinisches Haus", har faaet en Altan udenfor, og man siger, at Gaarden er bleven opbygget for hamborgske Kjøbmænds Penge, Det er ikke urimeligt, thi i saa Henseende ere Tydskerne langt forud for os.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 24. februar 1865)

Danemark: Vue de la ville de Sonderburg ile d'Alsen. L'Illustration: Journal universel, 12. marts 1864.

Slesvigholsteenske Pøbeloptøier.

(Af et Brev fra Sønderborg til "Dbl.", dateret den 19de Februar:) I Fredags Aftes forefaldt der i Augustenborg et Optrin, som næsten minder om Revolutionens Rædselsnætter i Paris. Der var efter fælles Aftale fra By og Land arrangeret en stor Kanetour, som havde Augustenborg til Endepunkt. Deeltagerne vare Størstedelen af Øens større Landeiendomsbesiddere og Handlende samt flere af Byens bedste Mænd, lutter Dansksindede, hvad der da ogsaa var tydeligt nok at see, idet Kanetæpperne og Tæpperne paa Hestene i Reglen bare de kjære danske Nationalfarver. De kjørte fra Sønderborg i et stort Tog og ankom Kl. 4 til Augustenborg, der paa sin Viis havde smykket sig festlig til de Danskes Modtagelse ved at udhænge alle sine slesvigholsteenske Pjalter. Det havde desuden været paatænkt at lade en Mand med en slesvigholsteensk Klud ride foran Toget, og en Person var allerede leiet til dette Hverv; men Toget kom noget tidligere end ventet, saa at der ikke blev Noget af denne Deel af Forestillingen. Man tog ind paa Gjæstgivergaarden, hvor der indloges et Middagsmaallid, ved hvilket Stemningen var meget gemytlig, uagtet man fra et tilstedende Værelse blev opvartet med Sange som "O, Hannemann" o. desl,, hvilket gaves til Bedste af slesvigholsteensk Pøbel og nogle preussiske Soldater, som beværtedes med Punsch og senere med Champagne af en ilde berygtet Person, en Rebslager i Augustenborg, der selv er saa fattig som en Kirkerotte, men sagtens har havt Andres Pung at holde sig til. Efter Bordet skulde der dandses, og første Dands var i bedste Gang, da der kom en Steen ind ad Vinduet i Salen. Dandsen fortsattes imidlertid trods denne noget uventede Forstyrrelse, og man begyndte paa anden Dands. Men denne blev den sidste, thi lidt efter trængte Pøbelen ind i Salen med en preussisk og en slesvigholsteensk Fane i Spidsen. To Gange joges Urostifterne ud, efter dog at have saaret flere af Selskabet, men den tredie Gang beholdt de Valpladsen, og det skyldes kun de Danskes Rolighed at det ikke gik værre, end det gjorde, skjøndt dette var slemt nok. De preussiske Soldater, som deeltog i Overfaldet paa det værgeløse Selskab, havde dragne Sabler, og i deres Iver for at værge Damerne imod de brutale Voldsmænd, saaredes flere af Herrerne slemt, saaledes Forpagter Rosen paa Rønhave, Raadmand And. Karberg o, A. Næsten Ingen undgik Slag enten af Næver eller Sabler, og selv Damerne have faaet deres Deel med; en af dem fik saaledes flere Slag af en Klinge, en anden Næveslag i Ansigtet og en har faaet en Flagstang med den slesvigholsteenske Pjalt jaget igjennem Kjole og Skjorter. Herredsfoged Lüders viste under Optøierne en Lunkenhed, som man forresten ikke kan undres over, og han holdt snarere med Tumultanterne, end han var imod dem. Der er igaar indgivet Andragende til Civilkommissairerne om Nedsættelse af en Kommission til at undersøge det Passerede, og vi haabe, at den maa gaae tilbunds i Sagen. Slesvigholstenerne glæde sig naturligviis over Historien, men bliver der viist Spor af Retfærdighed, saa vil vel til Slutning deres Glæde blive forvandlet til Sorg, Her i Byen er der i de danske Gjæstgivergaarde ikke Fred om Aftenen for den værdige Gensdarmvagtmester, der frækt trænger ind i alle Værelser, hvor han seer Lys, selv naar de beboes af Fremmede, for at søge efter, Gud veed hvad,

- Den 20de Februar. I dette Øieblik er der her passeret en Historie, som har bragt mig i den meest ophidsede Stemning. Forbi mine Vinduer kom et Optog af endeel tydske Haandværkssvende, i hvis Spidse der naturligviis gik en Karl med det slesvigholsteenske Flag. Han efterfulgtes af et Par Rækker, og derpaa saae man et Syn, der vilde bringe ethvert dansk Hjerte til at banke af Harme. Et Menneske med et røveragtigt Udseende blev trukken af et Par Personer, og paa ham var der hængt et Dannebrog - det kjære gamle Dannebrog - som ved en Jernlænke var fæstet til "Slavens" Fod, medens denne dreves frem med en Stok. Allusionen kunde ikke mistydes! Processionen gik op forbi vor værdige Politimester, forhenværende Stivelsefabrikant Paschkowskys Bolig, og Ordenens Haandhæver stod ganske rolig i sit Vindue og saae til, som om det ikke vedkom ham. Først, da Deeltagerne i Optoget paa Tilbagevejen ind i Byen havde faaet nogle Puf af de faa Danske, der ved høilys Dag vilde indlade sig i et Gadeslagsmaal med det sammenløbne Pak, først da saaes Hs. Høivelbaarenhed paa Gaden. Meget have vi Danske maattet taale, men endnu dog Intet som dette, og kan en slig Forhaanelse af en "venskabelig" Nations Flag gaae uhindret hen i en preussisk Provinds, da forstaaer jeg det ikke. Man siger, at vi iaften skulle have vore Vinduer slaaede ud, men det kunde vel være, at det i saa Fald ikke vilde løbe rolig af, thi vi have taalt saa Meget idag, at vi ikke ere tilsinds al taale Mere. - Idag fortælles det, at en af den slesvigholsteenske Wühler Apotheker Poulsens Døttre, da i Fredags Kanetoget satte sig i Bevægelse, skal have sagt: "Ja, nu ere de glade, men det vil nok være omvendt, naar de komme hjem." Det er slet ikke usandsynligt, at vore lumske Hjemmetydskere her have foranstaltet de ommeldte Spektakler; ialfald er det temmelig afgjort, at Pøbelen i Augustenborg var leiet til at forstyrre de Danskes Glæde, om den end i sin Iver gik noget videre, end dens Beboere havde tænkt sig. - Imorgen er der igjen Uddeling af Penge til Sønderborgs Indvaanere med Undtagelse af Advokat Pingel, Redakteur Grimm, Doktor Gade og Mad. Richter, om hvem Slesvigholstenerne paastaae, at de faae Understøttelse fra Kjøbenhavn, hvilket de desværre for dem selv ikke mærke Noget til. - E. Skr. Som jeg hører nu, ere tre af Urostifterne fra idag arresterede. Den hele Bande skal have faaet Prygl af danske Karle og Svende, der ikke kunde taale at see gamle Dannebrog forhaanet.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 1. marts 1865).

Georgius Thomas Nicolaus Franz v. Paschkowsky (1828-1904) havde deltaget i krigen 1848-1850 og virket som korrespondent til tyske blade. Han  blev cand. jur. i Flensborg 1853. Han blev konstitueret 1. juli 1864 som borgmester, stadsfoged, stadssekretær i Sønderborg og som herredsfoged i Als sønderherred, afskediget fra disse stillinger 15. september 1865 da hans konstitution ophørte, og formentlig også fordi han havde gjort sig upopulær hos prøjserne. Han fortsatte som sagfører og notar i Tønder.

En af hans sidste embedshandlinger (slut juni 1865) var at forbyde afspilning og sang af "Den tapre landssoldat" på offentlige steder, flagning med dannebrog og danske kokarder pga demonstrationer. Dette ville medføre en bøde på 2-10 thaler, eller fængsel på vand og brød:

Anden paaskedag den 17. april 1865 brændte købmand Christian Karbergs hørfabrik i Sønderborg. Der var mange til at slukke, men ingen kommando, fordi borgmester Paschkowsky var fraværende. Mandskabet arbejdede, saa godt det kunne, og sang dertil "Den tapre landsoldat“. Imidlertid var borgmesteren, der ogsaa var byens politimester, kommet til stede, og da han hørte ordene: "og den har tysken haanet og traadt den under fod; nej, dertil er vor fane for gammel og for god“, forbød han sangen. Da nedlagde mandskabet arbejdet; drengene kastede vandspandene og løb op paa en nærliggende bakke, hvorfra de vedblev at synge, indtil politiet jog dem bort. Ilden skøttede imidlertid sig selv, og ingen ville tage fat paa arbejdet, før politiet fjernede sig. Da først igen begyndte arbejdet og sangen. Borgmester Paschkowsky havde slet ingen myndighed, og man kaldte ham spottende „amdamsfabrikanten.

(Christian Knudsen samlinger til en familiehistorie, VII bind, side 29-30)

Tidligere sagfører og notar, justitsraad von Paschkowsky, afgik i morges ved døden. Den afdøde har i en menneskealder været sagfører her og har tjent sig en stor formue, som han dog for en del har staaende  i badeanstalten paa Amrom. Trods sit polske navn var Paschkowsky en ivrig Slesvig-Holstener og yndede heller ikke prøjserne, hvorfor man ogsaa kunne finde ham i oppositionens rækker som de tyskfrisindedes fører her i byen. I de sidste aaringer havde sygdom lammet den gamle mands virkekraft“. I samme blads nummer 47 af 25. februar fandtes yderligere følgende: "Den afdøde sagfører, justitsraad v. Paschkowskys blev i dag (onsdag) ført til Gelting, hvor hans for to aar siden afdøde hustru ligger begravet. Den afdøde var en søn af oberst Paschkowsky i Altona og deltog som juridisk student i oprøret 1848. Han blev officer i et friskarekorps. Efter krigen fuldendte han sine studier, men da han som deltager i opstanden ikke kunne faa beskikkelse indenfor det danske monarki, købte faderen en stivelsesfabrik til ham i Angel. 1864 blev Paschkowsky borgmester i Sønderborg, indtil han afskedigedes af prøjserne, og grunden er ret betegnende. Paa kong Wilhelm I fødselsdag 22. marts holdt Paschkowsky festtalen og udbragte en skaal for kongen med det ønske, at majestæten ville give Slesvig-Holstenerne deres rettigheder. Denne begrundelse af et leve for monarken tiltalte ikke magthaverne, og Paschkowsky opnaaede ikke sin beskikkelse, hvorefter han nedsatte sig som sagfører her i byen. Medens de saakaldte „Slesvig-Holsteneres“ store masse efter Pragfreden med flyvende faner gik over til Prøjserne og fuldstændig glemte at protestere mod indlemmelsen 1867, var der dog enkelte, der holdt ideens fane højt, og blandt dem var afdøde. - Han efterlod et fælles testamente mellem ægtefællerne, som var uden børn. Dette fælles testamente skal efter forlydende indeholde bestemmelsen om adskillige legater, mest til enligstaaende kvinder her i byen. Men ogsaa byen skal være betænkt med et legat paa 30000 mark.“

(Vestslesvigs Tidende“ nr. 44 af 22. februar 1904. Nekrologen var skrevet af redaktør Peter Skovroy, Tønder.)

Ældre folk i Tønder fortæller, at von Paschkowsky døde som en fattig mand, fordi badeanstalten paa Amrom medførte et større tab for aktionærerne, deriblandt ogsaa bankdirektør, tidligere mellemskolelærer Fast og hotelejer Andresen, „Stadt Hamborg“ (nu Hotel Tønder) i Tønder.

(Oplysningerne om Paschkowsky stammer fra Personalhistorisk tidsskrift 1961, 14. række 3. bind).

Münchener Punsch, 16. april 1865: To hunde (Preussen og Østrig) slås om knogle Slesvig-Holsten. Lauenburg er allerede afsat, mens musen Friedrich VIII ser til i baggrunden. Teksten lyder: Welch' ungeheurer Grad von - Gutmüthigkeit gehört dazu, um die vertrauensvolle Erwartung zu hegen, dass sie zwei den Knochen fallen lassen, um ihn einem im Hintergrunde wartenden Mäuslein auszuliefern! (Hvilken enorm grad af - godmodig natur, der skal til for at værne om den tillidsfulde forventning om, at de to vil tabe knoglen for at aflevere den til en lille mus, der venter i baggrunden!)

Maren Pedersdatter - Niels Pedersen. (Efterskrift til Politivennen)

Et til Mandfolk forvandlet Fruentimmer. I disse Dage er der fra Vridsløselille Forbedringshus blevet løsladt en Fange ved Navn Niels Pedersen, som er et uægte Barn, der er født i Onsløv paa Falster den 19de April 1815, og altsaa nu er næsten 49 Aar gammel, og som indtil sit 33ie Aar har ført Fruentimmernavn og overalt er gaaet for et Fruentimmer. Han er, som han udtrykker sig, ikke skabt som andre Mennesker, og dette har givet Anledning til, at hans Moder har ladet ham døbe som Pigebarn med Navnet Maren Pedersdatter. Han gik derefter i Skole, blev konfirmeret og kom strax herpaa ud at tjene, Alt som Pige og under det foran førte Navn. Han tjente flere forskjellige Steder i sin Fødeegn og kom derefter i 1846 til at tjene paa en Gaard paa Falster, hvor han efter et halvt Aars Forløb indlod sig i et Kjærlighedsforhold med en af sine Medtjenerinder, hvilket endelig efter et Aars Forløb bevirkede, at han iførte sig Mandfolkeklæder og tog Tjeneste et andet Sted paa Falster under Navnet Niels Pedersen, idet han havde sat sig i Besiddelse af en Skudsmaalsbog, tilhørende en ældre Broder af ham. som var afgaaet ved Døden. I Aaret 1848 tog han til Lolland, hvor han i Østofte Sogn fik Tjeneste som Karl, ligesom hans Kjæreste ogsaa tog til samme By og fik Tjeneste Nærheden af ham. Nogen Tid efter besluttede de at ægte hinanden, men hans Kjærestes Moder gjorde Indsigelser herimod, hvorfor Sagen maatte indstilles til Ministeriet, der, efterat en Lægeerklæring var indhentet, resolverede, at Ægteskabet maatte fuldbyrdes, og at han maatte beholde det antagne Navn. Parret blev derefter gift og har i sit Ægteskab faaet tre Børn (alle Piger), hvoraf de to leve. Konen er senere død i Forbedringshuset, hvori de begge i 1861 bleve inddømte for Faaretyveri. Niels Pedersen er en temmelig lille, undersætsig Mand med et rundt, fyldigt Ansigt uden Spor af Skæg, og har i det Hele et temmelig kvindagtigt Ydre. Han vil nu efter al Rimelighed vende tilbage til sin Hjemstavn.

(Dags-Telegraphen (København) 27. januar 1865).

Ane Margrethe Hansdatter paa Falster nedkom for en 10 Aar siden med et lille Væsen, som hun lod døbe med Navnet Maren Pedersdatter. Den lille Marens Opvæxt var ikke beregnet ved verdenshistoriske Begivenheder. Maren kom i Skole, blev confirmeret, kom ud at tjene og søgte sin sædvanlige Omgang med qvindeligt Tyende. Men i det 30te Aar foregik der en Forvandling med Maren. Den vingede Gud Amor har sin Gang allevegne, og Maren Pedersdatter undgik ikke den Vanskjæbne at blive dødeligt forelsket i Pigen Vilhelmine Marie Lycke. Fra nu af optræder Maren Petersdatter under Navn af Niels Pedersen, hvilket udføres ved Hjælp af en afdød Broders Skudsmaalsbog samt den qvindelige Rundbuestils Ombytning med den mandlige Spidsbue, Beenklæderne. Uagtet Hr. Niels Pedersen forgjæves følte paa Hagen, om ikke Skjæget dog vilde til at komme frem, vænnede han sig saa godt til sin nye Rolle, at han uagtet nogle Bryllupsfataliteter blev af Præsten forenet med sit Hjertes Halvdeel, og - beretter Historien - Bryllupsdagens Glæde forhøiedes ved, at nævnte Halvdeel holdt deres fælleds Kjærlighedspant, en lille Pige, over Daaben. Efter den Elsktes Død skal Kærlighedsguden ikke have ladet ham i Fred, og at ville ønske Hr. Niels Pedersen alt muligt Held paa hans fremtidige Bane. Men Grunden til, at alle disse delicate Omstændigheder ere komne for en Dag, ligger desværre i, at Hr. Niels Pedersen, født Maren Pedersdatter, foruden sine erotiske Tilbøieligheder tillige har havt den, at skele lidt til Næstens Eiendele, først ved at hæle og siden ved at stjæle dem, hvilket som bekjendt, da Proudhons nye Retslære ikke endnu er indført hos os, paadrager Vedkommende, være sig Mand eller Qvinde, nogle yderst tarvelige og lidet krydrede Maaltider med en Arrestforvarer som Opvarter. Fraregnet disse Omstændigheder maa man føle oprigtig Deeltagelse med Hr. Pedersen, hos hvem det maa være et interessant psychologisk Phænomen at kunne see tilbage paa en deels qvindelig deels mandlig Tilværelse, men som forhaabentlig omsider maa antages at være kommen paa den rette Hylde. (Flvp).

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 30. januar 1865).

Sangerindeuvæsenet. (Efterskrift til Politivennen)

Sangerindeuvæsenet, der navnlig i den sidste Tid har været drevet til en scandaløs Høide i Kjøbenhavn - omkring i Landets Kjøbstæder er det forøvrigt ikke bedre - vil efter al Rimelighed nu blive betydelig hæmmet. Der er fra Politiets Side truffet saadanne Foranstaltninger, at de ordentligere Selskaber, der udføre Sang og Musik i ordentlige Localer, kunne vedblive at bestaae uforstyrret, imedens der føres en gavnlig Control med de uanstændige Præstationer i usle Localer, hvorover der medrette har været ført Klage. Politiet vil for Fremtiden paasee, at der ikke optages uconfirmerede Børn i saadanne Selskaber, og heller ikke andre Personer under 18 Aar, navnlig ikke Fruentimmer, der ikke have deres Forældres eller Værgers Samtykke. Det tillades ikke uanstændige Fruentimmer at optræde som Sangerinder. Forinden det tillades at opføre Musik paa et offentligt Beværtningssted, maae Værten og Huuseieren give deres Samtykke dertil. Værten skal være en paalidelig Mand, der pleier at holde god Orden i sit Locale, og dette skal være rummeligt. Opførelsen af Musik maa ikke medføre utilbørlig Forstyrrelse af de øvrige Huusbeboeres eller de Omboendes Ro og skal jævnlig være underkastet Politiets Tilsyn. Der har været anstillet en Undersøgelse om de Localers Tilstand, hvori der fortiden opføres Musik, og for disse bliver Tilladelsen gjældende indtil videre, men efter Forlydende er det paatænkt om en Tid at ophæve Tilladelsen for flere af disse, der ikke ansees for passende. Til at udføre Musik udfordres der en Bevilling, som ialmindelighed giver Ret til at have et Selskab paa 5 Personer. Bevillingshaveren skal fremstille de Personer, hvoraf hans Selskab bestaaer, for 1ste Politieinspecteur, som indfører dem i Bevillingshaverens Controlbog og forsyner enhver af dem med Beviis for Anmeldelsen; han skal angive det Sted, hvor han agter at opføre Musik, og dette skal ligeledes antegnes i Bogen. Forandringer af Personale og Locale skulle anmeldes for Politiet, lige som Selskabernes Medlemmer skulle melde enhver Flytning. Endvidere er der givet Regler om, at Bevillingshaveren og hans Personale skulle være anstændigt klædte, ikke foredrage uanstændige Sange og i det Hele taget vise en anstændig Opførsel. Overtrædelse af Bestemmelserne medfører Bevillingens Fortabelse og for Sangeres og Sangerinders Vedkommende Forbud imod at synge.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 31. januar 1865)

Dags-Telegraphen havde nedenstående tilføjelse til artiklen:

For at sætte disse Bestemmelser i Kraft have i de sidste Dage alle Bevillingshavere, 22 i Tallet, hvis Bevillinger gjælde for længere eller kortere Tid, med deres Selskaber møde for 1ste Politiinspektør. Af disse 22 Bevillinger benyttes for Tiden 14 i Kjøbenhavn, 1 paa Christianshavn, 4 paa Vesterbro, 1 paa Nørrebro og 2 paa Østerbro. Selskaberne bestaa foruden af Koncessionisterne af 24 Mandspersoner og 67 Fruentimmer, ialt 91 Personer. Det maa erindres, at Frederiksberg Allee, Frederiksberg By og gamle Kongevei, hvor der ogsaa existerer ikke faa Steder, i hvilke der opføres Musik, ikke ere indbefattede heri, da de ligge udenfor Kjøbenhavns Politis Omraade. 

(Dags-Telegraphen (København) 28. januar 1865)

Det Valentinske selskab i sangerindepavillonen Slukefter i Tivoli ca. 1860. Billedet stemplet Chr. Neuhaus Eftf. Oluf W. Jørgensen Kjøbmagergade 14. Selskabet, som var det mest populære af den Art, optraadte gjennem flere Aar i Tivolis Slukefter, og var her Gjenstand for Kjøbenhavnernes vildeste Begeistring. Den yderst tarvelige Pavillon, som Aften efter Aften gjenlød af Klapsalver, og høirøstede Kjærligheds-Erklæringer, var beliggende paa Tivolis Grund, i Nærheden af Indgangsporten, paa samme Sted hvor i Aaret 1866 Tivolis nye Pavillon blev opført. Personerne er fra venstre: Elisa Andreasen, Augusta Kragh, Sophie Rheinlænder (levede endnu Aar 1913), Hanne Rud og Sophie Valentin (blev år 1865 gift med Visedigteren Vilhelm Rantzau, og levede endnu, som Enke, Aar 1915. (Mariboe). Kbhbilleder, Public domain.

Kjøbenhavns offentlige Politiret, Januar 1865. (Efterskrift til Politivennen)

1ste Afdeling, Assessor Sporon.

Mandagen den 23de Januar.

- Lørdagen den 14de gjorde Partikulier L. et Selskab for endel gode Venner og Veninder og havde til dette Selskab leiet et Lokale hos Restauratrice, Jfr. Rasmussen paa Østergade. Da den forlorne Skildpadde var fortæret og den dertil hørende kolde Punch drukket, lukkedes Flygelet op, og de lystige Dandsemelodier lokkede saavel Unge som Gamle ud i en hvirvlende Galoppade paa det deilige Gulv. Galoppaden afløstes af en Vals, Valsen af en Polka, Polkaen af en Mazurka, Mazurkaen af en "Lancier" og Lancier'en sluttelig af en Francaise. Men Festen skulde ikke løbe af uden et lille Uheld. De lystige Dandsemelodier lokkede nemlig ogsaa Betjenten hen til Huset, hvor de smukke Toner strømmede ud fra de aabnede Vinduer, og Restauratricens Navn blev optegnet, da der utvivlsomt forelaa en Helligbrøde. Saavel Hr. L. som Restauratricen indrømmede Faktum for Retten og friede sig for videre Ansvar ved hver at erlægge 1 Rd., idet Begge gjorde gjældende, at de ikke antog, at det var forment at udleie eller benytte et leiet Lokale til Selskab.

- Saa fredeligt som paa Østergade gik det ikke til forleden Aften i "Freias Sal". Ogsaa der klang søde, berusende Toner, dels fremlokkede af et Flygel, dels frembragte fra de skjønne Alt- og Sopran-Sangerinder, der sekunderedes af en kraftig Bas-Baryton. Men Sangen og Musiken frembragte her en ganske anden Virkning; istedenfor at lokke Gjæsterne til at hylde Terpsikore ved at opføre en hvirvlende Runddands, etableredes der, maaske ogsaa begrundet paa endel Toddyers Konsumering, et storartet Slagsmaal mellem Gjæsterne, i hvilket Kamp Bas-Barytonen tog et virksomt Parti, idet han, bevæbnet med en Flaske, forsøgte at forsvare de hvinende og skrigende Kunstnerinder, og tilsidst placerede Kunstneren med meget Held sin Flaske i Ansigtet paa en af Kombattanterne, der ogsaa i Retten mødte med et Pragtexemplar af et "blaat Øie", der var frembragt af Flaske-Projektilet. Et af Vidnerne erklærede derimod, at han ikke havde seet, at der var slaaet med nogen Flaske, men at han havde seet, at der blev udslynget en Tallerken af Kunstneren, som rimeligvis her havde benyttet denne nye Maade at lade Tallerkenen "gaa om" paa. Sagen kunde ikke finde sin Afgjørelse idag, idet en af Hovedpersonerne, en "Ubekjendt", hvis Signalement er følgende: "En stor, pluskæbet og enøiet Person", paa Veien til Politistationen saa sit Snit til at undløbe, hvorfor Enhver, der skulde antræffe en saadan Person, anmodes om godhedsfuld at anholde ham og bringe ham til den nærmeste Politistation.

- - -

Efter dernæst en Maskinarbejder havde indbetalt 2 Rd. til Fattigkassen og 2 Mark til en Vært i Borgergade, hos hvem han en Nat af Feiltagelse havde slaaet en Rude ind, fremstod Handelsbetjent K., der forleden i Porten til Hotel du Nord var bleven overfaldet af Bordelvært Jesper Ole Andersen, der assisterede af en Nagelsmed. Jesper Andersen mødte K. og hans Ven, Kurvemager E. i Porten, og efterat have gjort dem et naragtigt Spørgsmaal, tog Jesper Cigaren ud af Munden paa K. og søgte at holde Ild i den ved at stikke den i sin egen Mund. Det blev Handelsbetjenten lidt vred over, men saa slog Jesper Andersen til ham, og da han undløb, beholdt Jesper som Trofæ hans Frakkeskød, saa at Frakken er umulig for Fremtiden paa Gaden, og tilmed slog han E. saa eftertrykkeligt paa Hatten, at denne Hovedbeklædning antog en foruroligende Form af en Kasket. K. og E. forlangte i Erstatning for deres respektive ødelagte Klædningsgenstande 10 og 5 Rd., og derimod udleveredes Frakkestumperne og den mishandlede Silkehat til Andersen, der efterat have udredet Skadeserstatingen desforuden betalte 10 Rd. i Mulkt til Rettens Fattigkasse.

(Dags-Telegraphen (København) 24. januar 1865).

Kjøbenhavns offentlige Politieret.

1ste Afdeling, Assessor Sporon.

Fredagen den 27de Januar.

- Den "Ubekjendte", der forleden skulde have været Hovedmanden ved den store Fægtning i "Freias Hal", havde frivillig anmeldt sig selv hos Politiassistenten, da han i "Dags-Telegraphen" havde læst, at han eftersøgtes, og det oplystes nu, at denne "Ubekjendte" stod aldeles udenfor Sagen; fremdeles kunde det ikke bevises paa nogen Maade, at Bas-Barytonen havde slaaet en Flaske i Hovedet paa den saarede Deltager, men derimod var der paa Gulvet fundet Rester af en lille Underkop, som altsaa antoges at have været det afbenyttede Projektil. Den mest urolige af de Tiltalte vilde gjerne betale "et Par Skillinger", som Urolighederne kunne have kostet, og efterat han havde erlagt en Ubetydelighed af en Specie, sluttede Dommeren Sagen. 

(Dags-Telegraphen (København) 28. januar 1865).