Falsk Ed. (Efterskrift til Politivennen)

Edsaflæggelse. Mandagen den 26de f. M. foregik der en Edsaflæggelse i Kjøbenhavns Kriminal- og Politirets 1ste Afdeling for offentlige Politisager, som for Tiden administreres af Kriminal- og Politiretsassessor Holmblad, hvilken Edsaflæggelse er forbunden med saadanne Omstændigheder, at den er vel egnet til at fremkalde de alvorligste Betragtninger. Den var Slutstenen paa en Sag, som i længere Tid har verseret for Retten, og i hvilken Gangen har været følgende. En tidligere for uberettiget Værtshushold sigtet Skomagermester Møller, Dybensgade 21, var atter sigtet for at have for Betaling udskænket Brændevin i sit Hus, men han benegtede i Retsmødet den 24de Januar Rigtigheden heraf, uagtet 4 Vidner vilde bekræfte det med Ed. Sagen blev derfor udsat tit den 25de f. M., men da var Møller syg, og Sagen udsattes derfor atter, efterat 3 af de ovenfor omtalte Vidner havde behæftet deres Forklaring med Ed. Sagen foretoges paany den 1ste Februar, og da mødte Møller med 3 Vidner, hvoraf te to erklærede sig villige til al aflægge Ed paa, at Møller ikke paa den Dag, som var angiven i af de foregaaende Vidner, der vare producerede af Værtshusholderkorporationens Formand, havde udskænket Brændevin for Betaling. Dommeren fandt imidlertid, som naturligt er, Betænkelighed ved at tilstede Edsaflæggelsen og udsatte efter gjentagne Formaninger Edsaflæggelsen til et følgende Retsmøde, hvor da Møllers Vidner først skulde konfronteres med de første Vidner. Dette skete den 5te Februar, og Resultatet blev, at Møllers Vidner - to svenske Matroser - efter gjentagne, indtrængende Formaninger af Dommeren, og efterat de første Vidner bestemt havde fastholdt deres Forklaring, at de den 17de Januar havde drukket Brændevin hos Møller for Betaling, aflagde Ed paa, at de første Vidner ikke den nævnte Dag havde været i Møllers Hus. I Mødet den 12te Februar optoges Sagen til Doms, som afsagdes den 19de ds. og gik ud paa, at Møller skulde være fri for Tiltale, naar han aflagde Ed paa, at han ikke den ommeldte Dag havde udskænket Brændevin for Betaling til en navngiven Sømand, men at han, hvis han ikke dristede sig til at aflægge Eden, skulde betale en Bøde af 10 Rd. Den 26de Februar aflagde Møller, som bemærket, Eden, og dermed erklæredes Sagen i i Overensstemmelse med Dommen for hævet ved den Ret, hvor den havde været behandlet. Men hermed vil Sagen vel neppe være forbi; thi der er foregaaet i den tre Hold Edsaflæggelser, først af Værtshusholderkorporationens Formands Vidner, dernæst af Møllers Vidner og endelig af Møller selv, hvoraf det første Hold staaer i en saa bestemt Modstrid med de to sidste, at det er aabenbart, at saafremt det er rigtigt, - maa de to sidste absolut være falske, men ere disse rigtige, er det første falsk. Denne Modsætning er saa aabenbar, at der neppe kan være Tvivl om, at Sagen maa blive gjort til Gjenstand for nærmere Undersøgelse, men afseet fra dette, som vel i sin Tid vil komme for Offentligheden, turde der vistnok være al Anledning til at gjøre opmærksom paa den høist betænkelige - for at bruge et mildt Udtryk - Anvendelse, som der i denne Sag er gjort af Edsaflæggelsen, idet ikke mindre end 6 Personer have aflagt Ed i en Sag, hvis materielle Gjenstand var noget over en halv Snes Daler, medens det, for det andet Hold aflagte Eden, maatte ligge klart for Enhver, at naar det aflagde Eden, maatte henholdsvis to eller tre Personer have aflagt falsk Ed. Kunde Dommeren ikke have renonceret paa Edsaflæggelse af det andet Hold? thi der forelaa jo dog Tilstrækkeligt til at konstatere, at enten maatte det første Hold have aflagt en falsk Ed, eller det andet have afgivet en falsk Forklaring for Retten under Eds Tilbud. Og nu den sidste Edsaflæggelse? Kunde og burde den ikke have været standset? Ja, disse Spørgsmaal have jo ganske vist overensstemmende med Loven fundet deres Afgjørelser ved Retten, men ved disse Afgjørelser er det blevet utvivlsomt, at der maatte være aflagt falsk Ed fra den ene eller den anden Side. Og hvor let kan ikke Ærefrygten for Eden blive svækket hos Almuesmanden, naar han stiller sig de to Ting sammen for Øie: 6 Edsaflæggelser og 10 Rd.?

(Dags-Telegraphen 4. marts 1866).

Gammelholm (Bremerholm). (Efterskrift til Politivennen)

Erindringer om Gammelholm. Gammelholms sidste Time er nu snart slaaet, og et nyt pragtfuldt kvarter er ifærd med at reise sig paa Holmens Ruiner, medens Værftet selv lidt efter lidt gaaer i Glemmebogen. Vi ville derfor gribe Lejligheden til at opfriske Mindet herom til Trøst for dem, der tro at havde tabt Noget ved Holmens Nedlæggelse, og til Glæde for dem, der ikke lukke Døren for en gammel Ven, men paa den anden Side gjerne se Byens Forskjønnelse. Den første Gang, vi se Gammelholm dukke op i Historien, er det under Navnet "Bremerholm". Som Navnet antyder, var det en af Strømmen indesluttet Ø, der i skjøn Enighed laa ved Siden af Slotsholmen og udenfor Byens Volde, der dengang i en Cirkel drog sig om Staden og havde en Bastion just der, hvor Holmens Kirke nu staaer. Men Byens Borgere saa meget skævt til denne Ø; thi den beboedes dengang af udenlandske bremiske Kjøbmænd, hvis store Privilegier nok kunde opvække Misfornøielse hos Kjøbenhavnerne; Bremerne havde her deres Kirke og Kirkegaard, hvilke vi senere skulle møde, og havde iøvrigt indrettet sig som en lille Stat i Staten. Da var det, at den danske Flaade for første Gang i Grevens Feide førte Kanoner ombord, og dette medførte en solidere Bygning af Orlogsskibene. For at opnaa dette indkaldte Christian den Tredie duelige Haandværkere og udvalgte Bremerholm som den Plads, der var bekvemmest til Skibsbygning. At Bygninger, Værksteder osv. nu fremstod paa Øen, og at Driften udvidedes Aar for Aar, er en Selvfølge, men, ligesom Træet skyder nye Skud, medens andre raadne og maa kappes af, saaledes maatte ogsaa her den ene Bygning, som var bleven forældet i Anlæg osv., vige for en ny og bedre, og da det saaledes er aldeles umuligt at følge hver enkelt Bygnings Historie hen i Tiden, hvilket ogsaa vilde blive et trættende Arbeide, ville vi hellere betragte Gammelholm (som den senere kaldtes), da den var i sin mest udviklede Skikkelse, førend Holmens Kanal blev opfyldt, og Stadens nye Gaderækker kom til at gjennemskære den.

Hovedindkjørselen til Værftet var indtil Aaret 1795 gjennem en Port, som saaes midt paa den gamle Admiralitetsbygning, ved Holmens Kanal, og som laa ligeoverfor den nuværende Kjælderdør til Stedet Nr. 22 i Størregade. Da Admiralitetsbygningen nedbrændte i Kjøbenhavns store Ildebrand 1795, bleve Murene indtil første Sals Bjelker staaende, og Vinduesaabningerne i Stueetagen tilmurede, medens Adgangen til Gammelholm blev ad den samme Port som hidtil. Disse Ydermure mod Gaden bleve for nogle og fyrretyve Aar siden udbedrede og formerede til en Ringmur med en port, som kom til at ligge ligeoverfor den daværende Ulkegade (nu Holmensgade) og herefter blev Adgang til Værftet. Indenfor denne Port til Høire laa Gammelholms Hovedvagt, en med Kolouner forsiret Bygning paa to Etager med Kjælder. Dette Hus hed i Menigmands Mund "Holmens Laage", fordi den kombinerede Rets-Lokaler, Hvervings-kontoret og Vagtlokaler før Infanteri og Husarer vare her; desforuden havde Justits-Sergeanten og Kvartermestrene, Øserne og Vægterne (Lygtetændere) her deres Opholdssted. Nogle af disse Vagtlokaler og mange Arresters vinduer vendte ud mod Holmens Kirkes "Urtegaard"; herved kunde Mandskabets høirøstede Tale og Sang især paa Helligdage virke forstyrrende; men dette Onde hævedes senere ved udvendige Skærme for de omtalte Vinduer. Foruden de berygtede Kjælderarrester var der lyse og mørke rummelige Celler i Stue- og Sals-Etagen, hvilke i Lighed med de civile Arrester i den senere Tid bleve opvarmede om Vinteren. Bygningen, hvis Befolkning stod under Overekvipagemesteren, var stærk, velbevogtet og anerkjendt som særdeles tjenlig til varetægtsfængsel, hvorfor den ogsaa efter Børnehusets Brand i Aaret 1817 benyttedes til Fængsel for de farligste Forbrydere fra denne Straffeanstalt, ligesom ogsaa enkelte andre Fanger, der vare under Tiltale ved Landsoverretten, sattes i Varetægt her. Naar en saadan Ulykkelig kjendtes skyldig i at have overtraadt den strenge Fængselsdisciplin, der overholdtes af Holmens Ekvipagemester, fik han uden foregaaende Dom sin Straf i Arresten. - Paa den venstre Side af Gammelholms Port var Ringmurens hele Længde optagen af et halvtags Skur med Staldindretninger til Husarernes Heste; denne Vagt oprettedes 1819 i "Jødefeiden" og stod her mange Aar efter under Navnet "Jødevagten". 

Over Holmens Kanal, som adskilte Værftet fra Byen, førte en fast Pælebro, hvorved Opsynsbetjenten havde sit Lokale. Ligefor Broen laa et temmelig stort, brolagt Terræn, som brugtes til Paradeplads for Søetatens Personale og begrændsedes længst tilbage fra Broen af Admiralitets bygningen (Marineministeriet). - Denne Bygnings Ydre var for endel Aar siden saaledes, som den oprindelig var opført, forsiret med 2 siddende allegoriske Figurer paa det fremspringende Midterparti. Da Bygningen senere skulde repareres, fandt Vedkommende, at disse Figurer dels betyngede Bygningen og dels vilde koste for Meget at vedligeholde, og de bleve derfor vedtagne og solgte. - Bag Marineministeriet laa Ekvipagemesterens Bolig, der var paa to Etager og Kjælder. For faa Aar siden blev Taget omlagt i Ordets videste Betydning, det vil sige, lagt i modsat Retning og forsynet med spidsgavle, hvorved Huset blev en Lofts Etage høiere end forhen. Denne Bygning afgav et ret behageligt Hjem, som i Forening med den smukke skyggefulde Have med Havestuehus var et lille Paradis, enligt og roligt. Til Venstre for den nysnævnte Plads saa man Hovedmagasinet, omtrent ligeløbende med Holmens kanal. I Aaret 1795 afbrændte ved Kjøbenhavns Ildebrand en stor Del af Magasinet, men det opførtes igjen af Nyt i de nærmest følgende Aar, og da Englænderne tolv Aar efter bemægtigede sig Orlogsflaaden, tømtes Hovedmagasinsbygningerne aldeles. Saaledes paatog Skæbnen sig i Løbet af kort Tid at opgjøre Magasinsregnskabet to Gange. Bygningen strakte sin ene Fløi imod Holmens Bro, den anden mod Kongens Nytorv, og her bag Theatret var i ældre Tid en Matrosskildvagt posteret. Men Matroserne vilde nødig paa Post her i "Havkrogen", thi i deres Fantasi vidste de meget vel, at det var Stedet, hvor Nisser drev deres Spil, og de paa Holmen Henrettedes Aander lod sig se især ved Midnatstide, - et Udsagn, som mindre Overtroiske udlagde derhen, at Katte især havde deres Tumleplads her. - Imellem Magasinets to Længer laa "Pavillonbygningen", hvis underste Etage helt igjennem var hvælvet. Her skal der i sin Tid have været Kirke for de Forbrydere, der vare dømte til at arbeide i "Bremerholms Jern", og til hvilke vi senere skulle komme tilbage. Da disse Forbrydere bleve henviste til Fæstningsarbeide, blev den fordums Kirke anvendt til Søetatens Arkiv, som nu er flyttet til Proviantgaarden; de andre to Etager benyttedes til Opbevaring af Instrumenter og Skibsmodeller, hvoraf de fleste nu befinde sig paa Nyholm. Et let Taarn, som var forsiret med en Neptunfigur, og med hvis Klokke der ringedes i endel Aar, naar Værftets Folk skulde gaa til eller fra Arbeide, smykkede Bygningen. Dette Spir blev senere nedtaget for at bespare Omkostningerne ved dets Reparation, og Pavillonen er i sin forandrede Skikkelse den nuværende Studenterforening, men dennes Hovedfacade, der, prydet med to Søiler, vender mod Christiansborg Slot, var før kun en Brandgavl op til den høire Fløi af Hovedmagasinet. (Forts.).

(Dags-Telegraphen 28. februar 1866)

Udsigten svarer i nutiden til at stå ved Danske Bank ved Holmens Kanal og kigge over Nationalbankens have (mod venstre) og Holmens Kirkes kirkegård (til højre). Kanalen lå hvor nu gaden Holmens Kanal ligger. Trunken lå i dette område. Th. ses hovedvagten med vagtmandskab. Tv. for broen opsigtsbetjentens vagthus Midt: Sejlvaskehuset. Børsen i baggrunden. Foto: Kbhbilleder.dk.

Erindringer om Gammelholm. (Fortsat ) Paa en trekantet Plads, indesluttet af Admiralitetsbygningen, Hovedmagasinet og Pavillonen, var "Jernhaven", hvor Hovedmagasinets kasserede Jern henlagdes. Her i Nærheden saaes et Arbeidsskur, som anvendtes til Pælebukkeriet, men senere blev Bødkerværksted. I den ene Ende af dette Skur var der et Aflukke, hvor der paa en Pæl hang en Madrats. Dette er den bekjendte "Blaa Bod", hvor der tildeltes de Menige korporlige Straffe, idet den Skyldige ved et Reb om Hænderne opklyngedes saaledes, at han næsten stod paa Gulvet og hans Ryg og Skuldermuskler strammedes; Afstraffelsen skete dels efter Rettens Dom, dels ogsaa efter Skjøn. Straffen uden Dom er at betragte som en Levning af den fra de ældste Tider paa Holmen bekjendte Standret og havde vel ikke videre legale Følger for den Straffedes Fremtid; men den var dog en Rædsel for Mandskabet, der vel ikke uden Grund troede, at Lidenskab ved denne Vilkaarlighed let kunde gjøre sig gjældende og derved bevirke, at Straffen blev haardere, end Rettens Dom vilde have dikteret den for Forbrydelsen. Ogsaa Mandskabets Æresfølelse krænkedes, naar det fik Straffen efter Skjøn; thi denne "Lussing efter Behag", dikteret af en Enkelt og anvendt paa en voxen Mand, forekom med Rette de Menige høist nedværdigende. Men alt Sligt er jo nu afskaffet. Da Kong Frederik den Syvende engang traadte ind i Dreierværkstedet paa Nyholm, opdagede han endel tykke og tynde Tovstumper, som hang paa Væggen. Da disse meget lignede de Tampe, hvormed "Hans Majestæts Menige" i Søetaten blive afstraffede, udbrød Kongen: "Her kan man se, at der ikke lægges Fingre imellem!" Orlogsværftets Chef, der havde afskaffet al arbitrær Straf paa Værftet, forklarede Kongen, at Straf nu kun tildeltes efter Rettens Dom, og bemærkede senere, at de ophængte Tovstumper kun vare nødvendige Prøver ved Fabrikationen af Blokværk. Imellem Hovedmagasinet og Reberbanen (som senere vil blive omtalt) strakte der sig en stor Græsplæne, som tilvenstre gik helt ned til den Port, som hidtil var imellem Højskolebygningen og en privat Bygning (Harsdorffs Gaard) paa Kongens Nytorv. Gjennem denne Port var der i Indkjørsel fra Byen til Holmen, og den havde det ubehagelige Navn "de Uærliges Port", formodentlig fremkaldt derved, at de Forbrydere, som vare dømte til at arbeide i "Bremerholms Jern", førtes her igjennem, ligesom ogsaa Stedet, hvor Dødsstraffe fuldbyrdedes, var her indenfor. Disse Fanger vare rigtignok for største Delen Forbrydere, men Historien viser os ogsaa, at Bønderkarle, som ikke føiede sig efter Herremandens Villie, maatte trælle her et Aar. Natteopholdet var i en massiv hvælvet Bygning, der var forsonet med Jerndøre og Luger og førte Navne "Trunken". Siden, da Forbryderne ikke mere idømtes "Bremerholms Jern", blev Trunken Opholdssted for de saakaldte "Skubkarregaster". De Menige i Søetaten, som under Tiltale ikke kunde udrede Sagens Omkostninger, havde solgt deres Mundering m. V., maatte lide Vand og Brøds Straf og desuden være lænkede til en Trillebør for med dette Redskab at udføre forskjelligt Arbeide. Men disse Gasters Udseende var saa udtæret og deres Klædedragt saa ussel, at Holmens Folk paa de Tider sammenlignede en lazzaronagtig Person med en Skubkarregast. Den 30te November 1792 ophævedes denne Straf i Søetaten, hvorefter den Gjæld, som man paa denne Maade førhen havde aftjent, betaltes med maanedlige Afdrag af Gagen. Efter den Tid indtil vore Dage blev Trunken af Hovedmagasinet anvendt til Opbevaring af Beg og Tjære. Ved Siden deraf laa der en toetages Bygning, hvori der tidligere var Skole for 150 Holmens Drenge. Da Skolerne forflyttedes til Nyboder, blev Søkortarkivet indrettet her. Da dette fik Plads i Byen, blev Bygningen anvendt til Kontorer og Magasin for Kompasser. Bag denne og den forrige Bygning var Kalkhuset, en Plads til Kalks Tilberedning, Malerskuret og en lille Have. Begive vi os tilbage til den omtalte Paradeplads, da vilde vi i fordums Tid tilhøjre have bemærket et langt toetages Hus; heri var der nærmest Holmens Kirke Veierbod, Sprøitehus, Spigerbod, Hovedmagasinskontor, Kommandokontor og Kleinsmedie. Alt i nederste Etage; foroven var der ogsaa Kleinsmedie samt en lang Sal, "det store Seilloft" kaldet, som foruden til det i Navnet antydede Brug anvendtes ved Holmens faa Festiviteter. Da samtlige spredte Søetatens Drengeskoler skulde samles under Et i paa deres nuværende Plads i Nyboder, blev denne Sal 1816 foreløbig anvendt til Skole-lokale for alle Nyboders skolepligtige Drenge, rigtignok en betydelig Samling Almuesbørn i et eneste Lokale, men Alt gik dog godt og ordentlig til. Loftet ovenover benyttedes til Fodermagasin i nogle Aar indtil 1848. Resten af Bygningen var indrettet til Grovsmedie, som indtog Husets hele Høide til Tagrygningen. Ved Enden heraf og i Forbindelse hermed stod Ankersmedien, hvori Hamrene, der vare af den gamle Konstruktion, bevægedes ved en Dampmaskine, der vistnok var den ældste i Kjøbenhavn og stod i "Cylinderhuset". Ligeoverfor denne Smedie fandtes "Kulhaven", en brolagt Plads, omgiven med Træer, hvor Stenkullene henlagdes. Kom man forbi Ankersmedien, forefandt man atter et temmelig stort Torv, som tilhøire var omgivet af Bradbænksbygningen, hvori der tillige senere blev Pælebukkerværksted og Seilmagasin; tilvenstre laa den tidligere omtalte Skole, og den sidste Begrændsning gjordes af Bødkerværkstedet, som imidlertid siden blev forandret til Seildugsvæveri. Seilmagerværkstedet var i øverste Etage. (Fortsættes).

(Dags-Telegraphen 4. marts 1866).

Udsnit af kort over København fra 1858 der viser Gammelholm. Intet er genkendeligt på et nutidigt kort, Nutidens gade Holmens Kanal-Havnegade forløber nogenlunde hvor kanalen vest for Gammelholm lå. Den fortsatte i nord gennem det nuværende Kgl. Teater mens den østlige kanal tilnærmelsesvis fulgte Tordenskjoldsgade/Peder Skramsgade. Kbhbilleder.

Erindringer om Gammelholm. (Fortsat). Bag Bødkerværkstedet laa Gammeldok, hvis Udførelse efter en derover forfattet Tegning blev approberet af Christian den Femte ved en Resolution af 16de April 1681, for at Dokken derefter endnu samme Aar kunde blive færdig, hvilket imidlertid ikke opnaaedes; og det er tvivlsomt, om denne Dok nogensinde har været brugt efter sin Bestemmelse, da man ingen paalidelige Efterretninger har derom. At kunne bringe et saa omfattende Arbeide istand til det tiltænkte Brug i saa kort Tid, var umuligt, især med de Tiders faa og ufuldkomne mekaniske Hjælpemidler, dels ogsaa af Mangel paa Mænd til at forestaa og bestyre et saadant Arbeide. - Siden brugtes dette Anlæg som Havn for mindre Skibe og Pramme, men er nu opfyldt og bebygget.

Vi ville nu atter begive os til Gammelholms Bro for derfra at gaa om det høire Hjørne af Veierboden og forbi samme. Til venstre i den Gade, som her var dannet, og som løb parallelt med Bolværket ligeoverfor Børsen, laa Overekvipagemesterboligen, hvori der var 2 smukke Trappegange og nogle og tyve værelser, hvoraf enkelte endog egepanelede og alle vel vedligeholdte. Forresten bestod Bygningen af Egebindingsværk og Mur, var gammel og kjendelig skæv indvendig. Taget var det eneste paa værftet, som var tækket med sorte glaserede Tagsten; og paa Bygningens Længde opsattes der med værftspladsen for ca. 25 Aar siden "Borner", runde Stakitpæle af Egetræ, forbundne med Jernkjæder, ligesom omkring Christiansborg Slot i Christian den Sjettes Tid, men der vare Bornerne af Marmor. Indenfor de omtalte Borner vare Blomsterpartier anbragte. Stedet, hvortil en med Plankeværk omgiven net lille Have med Lysthus, skyggefulde Træer, Mistbænke osv. hørte, havde desuden betydelige Udenomsleiligheder, og der produceredes her i sin Tid en betydelig Mængde Mælk, da Køerne, som om Sommeren græssede paa Nyholms frodige Marker, hvilke aarlig gjødedes ved det fra Havnen og Flaadeleiet oplagte Mudder og derfor i Beskaffenhed meget lignede Markerne i Marskegnene, ydede rigelig og udmærket Mælk, idet det fortrinlige Kvæg gik i "Græsset over Knæ".

De Bygninger og Indretninger, som laa paa høire Side af den nysnævnte Gade ligeoverfor Overekvipagemesterboligen, skulle vi nu beskrive. Yderst tilhøire ved Bolværket, ligeoverfor Holmens Kirkes Kapel paa den ene i Side og med Gavlen mod Børsen paa den anden Side laa vaskehuset, en temmelig høi Bygning, hvori Hovedmagasinet lod Flaadens vask besørge. ved Siden heraf var "Spaane-haven" med en Port mod Gaden; den strakte sig ned til Bolværket, hvor den ogsaa havde en Port. "Haven" bestod af et Gaardsrum, en Bygning ("Spildhuset") og nogle Brædeskure, hvori ikke alene egentlige Spaaner henlades, men ogsaa "uegentlige", som kasseret Fløiel, Silke, Linned, Flagdug, Munderingssager, nyt og brugt Tovværk, kort sagt mange værdifulde Sager, som skulde sælges ved Auktion, ja i ældre Tider indleveredes ogsaa gammelt Kobber, Messing og andre Metaller her, men dette afleveredes senere efter vægt til Hovedmagasinet. I vore Dage var der istedenfor denne Spaanehave indrettet et "Magasin for kasseret Gods", hvorved ordentligt Regnskab kunde holdes for Modtagelsen eller afgangen, som kunde ske enten derved, at Godset herfra anvendtes paa Holmen, eller ved Salg; men dette Magasin er nu naturligvis forflyttet til Nyholm. I Spaanehaven paa Gammelholm var der endvidere i Skurene nogle smaa Celler, hvor menige Holmens Pensionister vare beskæftigede med at forfærdige Trækiler, Spigerpropper o. a. Ting. som anvendes ved Skibsbyggeriet; tillige hjalp de til med at ophugge Flaadens kasserede Skibe, hvoraf der i Tiden før 1807 sædvanlig ophuggedes et hvert Aar. ved Siden af Spaanehaven laa Stalden, Vognskuret og Staldgaarden for Holmens Arbejdsheste og vegne; for omtrent fyrgetyve Aar siden blev der endvidere op til denne Hestestald opført en ny grundmuret Bygning, hvori der var Vognskur, Foderloft og Stald til 20 Køer. - Dernæst saaes "Delehaven", en Indhegning, hvori Fyrretømmer, Bræder, Brænde m. M. henlagdes; den har sin bedrøvelige Ihukommelse derved, at det var her, at den Ild opkom 1795, som lagde ca. 40 Gader og St. Nikolai Kirke i Aske i de tre Døgn, hvori den rasede, "og gjorde mange Mennesker husvilde og ulykkelige". De anstillede Undersøgelser for at udfinde Aarsagen til Ildens Opkomst, førte til Intet. Men allarmeret var man bleven ved denne store Ulykke, og "Delehaven" blev forflyttet til Nyholm; den anlagdes paa en opfyldt Plads omgiven med vand paa den yderste Grændse af Frederiksholmen mod "Kvintusgraven", hvor den er endnu. Hvor Delehaven havde været, reistes Gammelholms Plan, en let Bygning, hvis Spær vare dannede af Planker og gik ligened til Jorden i et Fodstykke; herunder bleve Sparterne til de Skibe, der byggedes paa dette Værft, samlede. Men Planet nedtoges 1816 og anvendtes til Gymnastikhus for Søetatens Drengeskoler i Nyboder. - Tæt ved Planbygningen var der en Bedding, hvor Brigger og andre saadanne Skibe bleve byggede, og hvor der ogsaa opslæbtes den sidste flydende Rest af de Skibe, som vare under Ophugning, for at denne lettere kunde foregaa paa Land. (Sluttes).

(Dags-Telegraphen 5. marts 1866).

Navigationsskolen paa Gammelholm i Kjøbenhavn. Illustreret Tidende nr. 303, 16. juli 1865. Billedet viser en af de første bygninger som blev bygget på Gammelholm, Havnegade 23, tegnet af arkitekt Ferdinand Meldahl (1828-1908) der også stod for den samlede bebyggelsesplan for kvarteret. I sit ydre kopieret efter en italiensk renæssancebygning, indvendigt udstyret med centralvarme. Skolen flyttede i 1891.

Erindringer om Gammelholm. (Sluttet.) Langs Gammeldok og ned til den saakaldte "Uærlige Port" ligger Reberbanen, som er en over 1100 Fod lang grundmuret Bygning, hvori i ældre Tid det fornødne Rebslagerarbeide og paa Loftet Takkelagen til Flaaden forfærdigedes. Ved Banens ene Ende ved Strømmen laa Hampmagasinet og ved den anden mod Kongens Nytorv Garnmagasinet, som tidligere har været Kapel for Bremerne. Udenfor laa et grundmuret Hus "Drøien", forsynet med Ildsted og Kjedler til Tjærekogning, hvori det spundne Hampegarn blev trukket igjennem den kogende Tjære for siden at "slaaes" til forskjellige Tovsorter. Reberbanen selv blev i Aarenes Løb forandret; Takkelloftet flyttedes til Nyholm, en Fabriketage blev paasat, indrettet til Spindeloft og ovenover til Seilgarnsloft. Omkostningerne ved den nu beskrevne Bygning og ved alle de til Rebslageriet anskaffede Maskiner kunne anslaaes til 250,000 Rd. Den forholdsvis lille Arbejdskraft, der daglig anvendtes, i Forbindelse med den kostbare Bestyrelse og de mange Tilsynsmænd m. v. maa have gjort Holmens Rebslageri til en dyr Anstalt. Det var saaledes en fornuftig Bestemmelse at nedlægge den, og at det til Flaaden fornødne Tovværk anskaffes hos Private, tilmed da Forbruget herefter vil blive betydelig mindre ved Indførelsen af Jerntove og Kjættinger.

Medens alle de hidtil nævnte Bygninger og Grunde nu ere overdragne til Finantsministeriet, er det, som det endnu staaer tilbage at omtale, i Søetatens Værge. Langs Reberbanens anden (nordre) Side lader en Kanal, hinsides hvilken Baadeværftet ligger, hvor Flaadens og Holmens Barkasser, Pramme og Arbeidsfartøier bygges og repareres. Da Baadene selv opbevares under Tag i smuk Orden, medens de fornødne Master, Aarer osv. dertil ligge ordnede til hvert enkelt Fartøi for sig, saa ere rummelige Lofter nødvendige; og da disse ikke haves paa Nyholm og ere meget bekostelige at anskaffe, er dette vistnok Grunden til, at Baadeværftet endnu ligger paa sin gamle Plads. Herfra kunne vi ved Færgen komme over til Dokken paa Chriftianshavn; men vor Vei fører os over Baadeværftets Kanal ad en Pælebro, og imellem denne Kanal, Baadeværftet og Strømmen se vi de ærværdige Levninger af en Fregatbedding, som i 50 Aar ikke har været i Brug efter sin Bestemmelse, thi efterat Fregatten "Fylla" var løben af Stabelen her 1816, ere vel mindre Skibe (f. Ex. Korvetten "Galathea" 1833) byggede her, men sædvanligst har man dog kun repareret Skibe paa denne Bedding. Atter en Pælebro forbinder denne Plads med "Smaløen" , der vender sin ene Side mod Strømmen ud til den militære Svømmeanstalt, sin anden mod et Vandbasin, der kaldes Mastegraven, fordi Mastetræerne opbevares her nedsænkede i vandet. Hinsides denne ligger Botanisk Have, Mønten og Masteværftet. Syv Skæpper Land af Gammelholm benyttedes her fordum til "Seilhaven", hvor Seilene tørredes; men da dette kunde ske paa anden Maade, blev Seilhaven forandret til Blomster- og Frugthave, der benyttedes af Overekvipagen, indtil endelig Jordstykket ved Professor J. F. Schows Medvirkning indlemmedes i Botanisk Have. Masteværftet endelig, der bestaaer af tre Skure til Masternes Forfærdigelse, et Kontor, nogle Haver osv., indesluttes mod Nyhavns Gade af en Mur med Indgang til Holmen; herved er der ogsaa en Vagt, som i Almindelighed kaldes "Frossenborg". Nogle Skure med egen Udgang til Nyhavn udleies til Private.

Naar vi saaledes have beskrevet Gammelholm, have vi ikke truffet paa nogen Bygning, der udmærkede sig ved arkitektonisk Skjønhed; de faa Prydelser, som de grundmurede Bygninger havde faaet i Taarne, Figurer, Frontespirer bleve, som vi ved flere Tilfælde have seet, ved senere Reparationer vedtagne; forresten kunde Bindingsværkshusene og Brædeskurene kun give Værftet et tarveligt og trist Udseende. Skjønheden vandt heller ikke ved de mange Udbygninger, som opførtes i Tidernes Løb, men paa den anden Side afgav disse Tilbygninger Rum, hvori Materiale eller det, man havde under Arbeide, var nær ved Haanden, og hvor Arbejderne i Hviletiden under Maaltiderne kunde finde en mere hyggelig Plads; i Ankersmedien f. Ex. var ogsaa Dampmaskinen i et saadant Rum, "Cylinderhuset", hverved Kommunikationen ikke hindredes, hvortil da ogsaa kommer, at det kan tænkes, at disse Tilbygninger her have bidraget til at bortlede den dræbende Røg, som ellers er den daglige Gjæst i store Smedier. Forresten vare Indretningerne i de forskjellige Værksteder ofte høist uhensigtssvarende, da der f. Ex. om Vinteren manglede Opvarmning, som vilde have fremmet Arbeidet og havde virket gavnlig paa Arbeidernes Sundhed. Det bør sluttelig ikke lades ubemærket, at der alt for flere Aar siden nedsattes Kommissioner og foretoges Opmaalinger til Forberedelse af Gammelholms Fraflytning, og det paa en Tid, da Arbejdskraften her endnu var forholdsvis stor. Planen blev da ikke dengang iværksat, men i de senere Aar, da Holmen i Forhold til sin Størrelse ikkun beskæftigede et lidet Antal Arbejdere, og da ved den frie Forfatnings Indførelse Folkerepræsentationen ogsaa tog Søetatens Forhold i Betragtning, overbevistes man snart om, at dette Værft kunde undværes og Pladsen benyttes til Stadens Udvidelse. Denne er, som bekjendt, allerede godt i Gang og vil uden Tvivl i den nærmeste Fremtid være fuldendt som en væsentlig Prydelse for Staden og til Ære for dem, som have bidraget til Værkets Fremme. L.

(Dags-Telegraphen 6. marts 1866)

Ole Andersen Drakenberg. (Efterskrift til Politivennen)

Igaar feirede Ole Andersen Drakenberg sin 50 Aars Jubelfest som Underofficeer ved Artilleriet, i hvilken Anledning han efter Forlydende er udnævnt til Dannebrogsmand. Den 2den Febr. 1816 ansattes Drakenberg i Artillerie-Elevskolen; 1819 blev han Overconstabel og i 1824 sendtes han til Vestindien for at uddanne Rekrutter. Med ham rejste 7 Underofficerer, men disse bleve Offre for den gule Feber, og han var den Eneste, som blev forskaanet. I 1827 kom han tilbage til Kjøbenhavn, gjennemgik Rideskolen og ansattes som Ordonnants skifteviis hos Landgrev Wilhelm af Hessen og Gen. Lorentzen, Commandant i kastellet, til 1829. Fra dette Aar har han tjent som fast Ordonnants hos Cheferne ved Artilleriet, Generalerne Haffner, Lützow og Bauditz og derefter hos Commandanterne i Kjøbenhavn, Generalerne Hagemann, Schepelern og Wörrishöffer. Under Opholdet i Vestindien bidrog han ved sin Raskhed væsentligt til at redde baade Alteret og Sølvtøiet, da Kirken paa St. Thomas brændte; herfor tildeelte Generalgouverneur Søbøtker ham offentlig Roes. For 33 Aar siden frelste han endog Menneskeliv, nemlig en Værtshuusholder paa Toldbodveien for at drukne; herfor fik han Valget imellem en Redningsmedaille og en Douceur men paa Grund af sine ringe Kaar og store Familie valgte han den sidste. Han har senere udmærket sig ved flere Leiligheder, navnlig ved den store Ildebrand for flere Aar siden paa Amager. Da han havde tjent 42 Aar, blev han først udnævnt til korporal, dog uden Forhøielse i Lønningen, der fra 1827 indtil nu har været imellem 19 og 27 sk. dagligt. Da han havde Hustrue og 10 Børn at ernære, maatte Han naturligviis ved Bierhverv og med Flid og Stræbsomhed bøde paa den knappe Løn. Han har altid været meget afholdt af Foresatte og Kammerater. Det maa forøvrigt fremhæves, at Drakenberg i lige Linie nedstammer fra den ved sin høie Alder berømte Baadsmand Chr. Jacobsen Drakenberg, som blev 146 Aar gammel, og med hvem han ogsaa i Henseende til Udseende skal have en stor Lighed. Drakenberg er nu 64 Aar gammel. Han har hidtil glædet sig ved en god Sundhed, indtil han for nogle Dage siden fik et apoplectist Anfald, hvorfra han dog nu heldigviis næsten er kommet sig, saa at der endnu, haabe vi, kan være god Udsigt for ham til at bevare Navnets Aldersrenommee.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 3. februar 1866)

Ildspåsættelser var hyppige på St. Thomas som de slavegjortes protest- og oprørsytringer. I august 1822 var der optræk til flere ildebrande - formentlig påsat. Den 3. juni 1825 hærgedes Charlotte Amalie af en brand kaldet "Martinas ildebrand", efter den slavegjorte Martina. Den omtalte ildebrand var formentlig den som udbrød på St. Thomas 15. juli 1826 i Kongens Kvarter i Nørregade. Ilden bredte sig hurtigt, men blev slukket inden den nåede regeringshuset. Toldhuset, det kgl. sekretariats- og bogholderkontor og den danske kirke afbrændte foruden mange beboelseshuse hvorfra kun få værdiejendele blev reddet. Mandskabet på briggen St. Jan under kaptajnløjtnant Christian Christopher Zahrtmann (1793-1853) blev nævnt som ivrige ildslukkere. Han blev senere viceadmiral og marineminister 1848-1850. Søbøtker udlovede den 21. juli 1826 en dusør på 500 dollars til angivelse og arrest af den eller de personer som stod bag ildebranden. Herunder at op til 5 slaver ville blive emanciperet og frigivet fra al slavegørelse og tjeneste hvis de angav gerningsmændene.

Et af de afbrændte huse tilhørte C. Cloette, og en annonce fra Sanct Thomæ Tidende 22. juli 1826 vidner sammen med en håndfuld andre lignende annoncer i samme nummer om hvad der gik tabt i de velhavendes boliger.

Ole Andersen Drakenberg nåede ikke sin legendariske forfaders alder. Han døde den 23. maj 1871. Han var da pensioneret korporal og bud ved souskommandantskabet. I dødsannoncen angives hans bopæl til at være ved Østerports Ravelin (ved uret). Han efterlod sig 5 børn. da han var 64 år gammel i 1866, må han have været omkring 69 da han døde.

Landgreve Vilhelm, prins af Hessen-Kassel-Rumpenheim (1787-1867) levede det meste af sit liv i Danmark som officer i den danske hær. Han var guvernør over København 1834-1848. Han boede i mange år i Prins Wilhelms Palæ og efterfølgende i Brockdorffs palæ på Amalienborg. 

Johannes Søbøtker (1777-1854) var handelsmand og guvernør over øerne Sankt Jan og Sankt Thomas i Dansk Vestindien. Konstitueret præsident på Sankt Jan 1820-1825, generalguvernør 1829, fungerende generalguvernør 1831-1832 og 1834-1835. Vicegeneralguvernør 1832. Guvernør 1836-1848. 

Christian Jacobsen Drakenbergs påståede alder af 146 år (1626??-1772) er formentligt ikke rigtig. Han blev formentlig op imod 100 år hvilket var imponerende i samtiden. Myten om hans høje alder holdt sig imidlertid i århundreder og fortsatte også på ovennævnte artikels tid.

Ifølge Kongelig allernaadigst privilegerte Riber Stifts Adresse-Avis 11. december 1832 skulle der i omegnen af Odense leve en 111-årig invalid bayreuter ved navn Drakenberg. Han havde som 100-årig giftet sig med en pige på 220 år.

Peter Heinsen, Brørup og Lindknud. (Efterskrift til Politivennen)

Tydsk Gudstjeneste i Jylland. Lehmanns Forespørgsel til Kirkeministeren foretoges i Landsthingets Gaarsmøde. Forespørgeren ansaa det for bekjendt, at der i offentlige Blade havde været meddelt, at der i en Kirke i det sydlige Jylland var blevet afholdt fuldstændig tydsk Gudstjeneste. De senere fremkomne Oplysninger havde givet Bekræftelse paa, at der virkelig til Stadighed afholdtes tydsk Altergang, og at der en Paaskedag havde været afholdt fuldstændig Gudstjeneste paa Tydsk for derboende tydske Familier. Han ønskede nu en bestemt Udtalelse fra Ministeren om, at en saadan Handling var utilbørlig og ulovlig. Han troede ikke, at det var skeet for at gjøre tydsk Propaganda, men at det var udgaaet af en lunken Følelse for, hvad der er dansk, og for at gjøre nogle enkelte Familier til Behag. Saaledes som vor Udvikling havde været, maatte dette Faktum ikke betragtes som en Bagatel. Det var ikke blot en Ulovlighed, men en Skandale. Det vilde være af afgjørende Betydning for vor hele Fremtid, hvorledes en saadan Handling i Almindelighed blev opfattet. Vi befandt os endnu midt i vor nationale Kamp, og dersom vi stillede os ligegyldig til den, vilde Tydskheden trænge sig ind i Jylland paa samme Maade som i Slesvig. Kirkeministeren bekræftede Rigtigheden os det anførte Faktum, men erklærede, at det af ham var blevet fuldstændig misbilliget. I en Erklæring af Pastor Heinsen indrømmedes det, at han efter Opfordring af flere tydske Beboere en Paaskedag havde holdt Prædiken paa Tydsk uden dertil at have erholdt Tilladelse, at han enkelte Gange efter forud indhentet Tilladelse havde forrettet Vielse og Konfirmation paa Tydsk, og endelig at han jævnlig havde holdt tydsk Skriftetale ved Altergang. Han benegtede derimod bestemt, at han paa nogen Maade havde fundet Opmuntring hos sin Biskop, ligesom der heller ikke i Aarene 1864 og 65 havde været talt et tydsk Ord i Kirken. Ministeren holdt sig overbevist om, at Præsten ikke havde havt anden Hensigt end at være sine tydske Sognebørn til Hjælp; derfor havde han heller ikke fundet sig foranlediget til at foretage Andet end at tilkjendegive Præsten Ministeriets Misbilligelse og indtrængende opfordre ham til for Fremtiden at afholde sig fra det tydske Sprog. Forespørgeren fandt det overdreven mildt at rette en indtrængende Opfordring til en Embedsmand om ikke at begaa en Ulovlighed. Enhver Dansk maatte betragte det, der var skeet, baade som noget Ulovligt og som en Skandale. Biskoppen havde heller ikke gjort sin Pligt i denne Sag. Han havde i mange Aar været vidende om Præstens Færd uden derom at give Indberetning. Kirkeministeren regnede sig selv for dansk (Lehmann: Ja!), men kunde dog ikke være med til at betegne det, der var foregaaet, som en Skandale; beklageligt var det i ethvert Tilfælde. Biskop Daugaard havde flere Gange indstillet Præsten til Afsked, men rigtignok af andre Grunde. B. Christensen var enig med Ministeren i, at man ikke kunde kalde det en Skandale, men maatte dog udtale sin Erkjendtlighed til de Mænd, der havde draget Sagen frem baade i og udenfor Thinget. Man kunde i Kjøbenhavn finde Forhold, der vare ligesaa fordømmelige som det foreliggende. Han tænkte navnlig paa de tydske Menigheder i Kjøbenhavn, hvis Skoleundervisning foregik paa Tydsk, og som i hele deres Forhold glemte, hvad de skyldte det Folk, i hvis Midte de med Velvillie vare optagne. At Præstens Forhold var draget offentlig frem, og at han havde faaet en officiel Irettesættelse var ingen ringe Straf. Formanden advarede imod al gaa udenfor Forespørgslen. Forespørgeren vidste, at der mange Steder i Landet fandtes Tydskhed i Villie og i Sympathier, og det var netop derfor, at man ikke kunde betragte bet Skete som en Bagatel. Dersom den tydske Smitte skulde udryddes, maatte vi med Alvor vise den tilbage, overalt hvor den viste sig.

Hermed endte Forespørgslen.

(Dags-Telegraphen (København) 31. januar 1866).

Det fulde referat af forespørgsel fremgår af Forhandlinger i Landsthinget, bind 17, spalte 1017-1026. Pastor Heinsen var medlem af Rødding Højskoleforening, i hvert fald i 1857. Rødding Højskole var den første højskole i Danmark (og verden).

København, 31. januar En forespørgsel foranlediget af Orla Lehmann blev i går afholdt om præsten Heinsen i Brørup og Lindknud ved den jyske grænse, han er født friser og kandidat fra Københavns Universitet og har flere gange holdt gudstjenester på tysk i sin kirke, og blev angiveligt behandlet for let af sin biskop Daugard i Ribe. Desværre, sagde Lehmann, er der så mange lunkne danskere her i landet, som er tilbøjelige til at se hele spørgsmålet som yderst ligegyldigt, men det er knyttet til et vigtigt principielt spørgsmål for hele landet. Det er blevet tydeligt i de senere år, at det var landets ulykke, at det blev styret af et tysk dynasti i omkring 400 år, så den danske nationalitet led ekstremt under tysk pres. Og den danske nationalitet er stadig i stor fare sammenlignet med den tyske. Kulturminister Rosenørn-Teilmann bekræftede, at prædikanten havde fået en irettesættelse herfor og allerede af biskoppen var blevet anbefalet afskediget på grund af andre mærkelige ting. 1. påskedag holdt pastor Heinsen tysk gudstjeneste efter anmodning fra nogle tyske skriftefadere. Han arbejdede i øvrigt ikke for at udbrede tyskheden i sin menighed, men derimod, da han var prædikant i Eiderstadt, var han aktiv i dansk ånd. Lehmann beskrev biskop Daugaard som en hæderlig mand, der dog "næppe" havde kunnet udholde de sidste par års begivenheder, hvorfor han "næppe" var egnet til at være biskop i et grænsedistrikt.

Kopenhagen, 31. Jan. Im Landsthing kam gestern eine Interpellation Orla Lehmanns zur Verhandlung, betreffend den Prediger Heinsen in Brörup und Lindknad an der jütischen Grenze, welcher, geborener Friese und Kandidat von der Kopenhagener Universität, mehrfach in seiner Kirche Gottesdienst in deutscher Sprache abgehalten hatte und dafür vermeintlich allzu glimpflich von seinem Bischof Daugard in Ripen behandelt sei. Leider, äusserte Lehmann, gäbe es hier im Lande so viele laue Dänen, welche geneigt seien, die ganze vorliegende Frage als höchst unbedeutend zu betrachten, es knüpfe sich jedoch daran eine wichtige Prinzipienfrage für das ganze Land. Es habe sich hinreichend in den letzten Jahren gezeigt, dass es das Landes Unglück gewesen sei, dass es circa 400 Jahre durch eine deutsche Dynastie regiert sei, so dass die dänisch Nationalität dadurch unter dem deutschen Druck ausserordentlich gelitten habe. Und die dänische Nationalität sei noch in grosser Gefahr gegenüber der deutschen. Der Kultusminister Rosenörn-Teilmann bestätigte die Thatsache, der Prediger habe indess einen Verweis dafür erhalten und sei schon früher wegen anderer Seltsamkeiten vom Bischof als zu entlassen vorgeschlagen worden. Am ersten Ostertage habe Pastor Heinsen auf den Wunsch einiger deutscher Beichtkinder deutschen Gottesdienst gehalten. Uebrigens habe er nicht für Verbreitung des Deutschthums in seiner Gemeinde gewirkt, sondern sei vielmehr, als er im Eiderstädtischen Prediger war, im dänischen Sinne thätig gewesen. Lehmann bezeichnete den Bischof Daugaard als einen ehrenhaften Mann, der jedoch die Begebenheiten, der letzten Jahre "kaum" habe tragen können, weshalb er "kaum" geeignet sei, Bischof in einem Grenzdistrikte zu sein.

(Fürther Tagblatt: General-Anzeiger für Fürth und Umgegend. 7. februar 1866)

Peter Heinsen (1802-1882) var sognepræst i Rødding, Løvel og Pederstrup (Viborg) 1840-1846, i Brørup og Lindknud 1846-1868, med et afbrud 1850-1854 hvor han efter opfordring af ministeriet var konstitueret som præst i Garding og provst i Ejdersted. I 1868 søgte han afsked pga. sygdom. Efter hans afsked boede han hos sin datter i Ærøskøbing. 

Mens han var præst, indvandrede flere tyske familier fra Sydslesvig som foretrak tysk sprog ved kirkelige handlinger. "Dansk Folketidende" fik nys om det og udvirkede at Orla Lehmann rettede den ovennævnte forespørgsel til kirke- og undervisningsministeriet.

Heinsen erklærede at der en (1) gang var holdt prædiken på tysk (1. påskedag 1863 for de nævnte 6-8 sydslesvigske familier) mens han havde været præst. Derudover var et barn blevet konfirmeret på tysk og et ægtepar bestående af en Lippe-Detmolder og en tysk pige var ligeledes foregået på tysk. Derimod havde han ofte holdt skriftetale og uddelt nadveren på tysk. Han erklærede endelig at mellem 1864 og 1865 var der ikke talt tysk i kirken.

Også andre steder blev der talt tysk, fx i Frederiks, en tysk koloni på Alheden. Ifølge artiklen gik der mange rygter om ham, men den udtaler dog også at han var afholdt af en del af sin menighed, især småfolk. Uviljen blandt de større bønder skyldtes bl.a. at han ikke undså sig for at placere småfolks børn forrest i klassen.

(Se J. K. Jensen: Pastor Heinsen (1802-) i Brørup. Fra Ribe Amt, 1939)

I 1879 var der en lignende sag i Ødis (Kolding) hvor pastor Hartnach havde udført en vielse på tysk efter ønske fra en gårdejer der ville have sin plejedatter gift.

Hvid-sorte Mærkepæle. (Efterskrift til Politivennen)

At de paa den saakaldte Nybro Vase ved Fiskbæk paa Landevejen imellem Viborg og Skive anbragte Mærkepæle eller Stænger ere malede med hvid og sort Farve, har givet Anledning til at en Inds. i "Dbl." er fremkommet med det Spørgsmaal: "Har Vedkommende i denne Deel af Danmark glemt vore egne Nationalfarver, eller vente de Vedkommende igjen snarest at faae Preussere op, og ville de vise disse en Opmærksomhed ved at fremstille for dem deres Nationalfarver?" Svaret, forsaavidt ellers Nogen gad svare herpaa, kunde neppe, efter Vib. Av., gaae ud paa Andet end at man dertil har valgt de Farver, der ere meest skikkede til at opnaae Hensigten med Mærkepælene, nemlig at være til bedst mulig Veiledning for Veifarende paa et Terrain, hvor Vandet til sine Tider skyller helt over Veien. "Med lige saa god Føie kunde den samme Indsender have anket over, at de saakaldte Landmaalerstokke ere malede med de samme Farver, hvortil Grunden jo vist er den, at dette findes meest hensigtssvarende, og det er vel neppe for faldet Nogen ind, deraf at ville udlede preussiske Sympathier, thi disse maatte da være fra en meget fjern Fortid; det Samme kan anvendes som Svar paa Spørgsmaalet om Mærkepælene, der i flere Aar tilbage paa den ommeldte Base have været malede paa lignende Maade som nu er Tilfældet. Formodentlig er det vel vedkommende Veiinspecteur, som nærmest er den, der bestemmer hvorledes saadanne Arbeider skulle udføres; at tænke, at den nu i en Aarrække her i Viborg Amt fungerende Veiinspecteur skulde have ladet det Paaankede udføre, som skeet er, for at vise her atter snart kommende Preussere - en Opmærksomhed, det viser unægteligt at Inds. med Hensyn til denne Mands Sympathier "er gaaet temmelig galt i Byen"."

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 5. januar 1866)

En indsender i Flyveposten ironiserede over at Dagbladet - som flere andre aviser - var trykt "sort på hvidt", altså i de preussiske farver, og ikke var holdt op med det.