En dygtig Politimester. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Slagelse skrives under 28de dS. i "B.A.": Det havde allerede i nogle Dage været bekjendt, at en Sammenrottelse af Arbeidsfolk som den, der fandt Sted den 8de Mai 1864, var paatænkt til igaar, for ligesom dengang at bringe Hr. Agent Schou til at afskedige sine tydske Teglværksarbeidere. Politimesteren i Antvorskov Birk, Hr. Birkedommer Bech, havde saaledes havt Tid til at træffe fornødne Forholdsregler for at afværge Excesser og Skandaler; med hele den Politistyrke, Byen kan afgive, samt endel Sognefogder o. Fl., forsynede med Politiskilt, var han ogsaa igaar Eftermiddag personlig tilstede udenfor Agent Schous Bopæl ved Antvorskov, ligesom en Deling Dragoner var konsigneret ved Eskadronens Stald for i fornødent Fald at afgive Assistance Omtrent Kl. 6 samlede eftermanden en stor Del Arbeidsmænd sig foran Huset, og do te viste Opsætsighed mod Politimesterens Opfordring tit at fortrække, bleve Dragonerne kaldte til Hjælp. Kort efter saa man Arrestanter, i det hele 5, efterhaanden at blive indbragte til Byen under Eskorte af Dragoner, og ved denne kraftige Optræden syntes den afskyelige Selvtægt at skulle blive kvalt i sin Begyndelse, da Mængden, afskrækket ved de værste Skraalhalses Skæbne, for største Delen adspredte sig. Mulig vilde Spektaklet hermed have været endt, naar hensigtsmæssige Foranstaltninger havde været trufne til ved Mørkets Indtræden at forebygge videre Sammenrottelse; men begunstiget af dette kom den tumultuerende Skare tilbage, forøget ved en Mængde Tilskuere og fornemlig Læredrenge, som ved slige Affærer møde med langt større Iver end i Aftenskolen og ikke vare de mindst virksomme ved de senere forefaldende skandaløse Optrin. Disse maatte upaatvivlelig endnu kunne have været hindrede ved en kraftig, om end human Anvendelse af Magten, der efter Sigende var tilbudt forøget med den øvrige Del af Eskadronen, men uforklarlig nok blev næsten al Modstand opgiven fra det exekutive Politis Side mod den raa Vold, som ogsaa snart tog sin Begyndelse med en Demolering af Teglværket og en Bombardering af Hovedbygningens kostbare Vinduer, uagtet Dragonerne holdt ved Indgangene til Gaardspladsen, parate til at anvendes efter Politimesterens Bud. Selv hine bleve ikke sporede, og en Underofficer maatte, truffen af en Sten over Armen, forlade Valpladsen, ja selv Politimesteren følte Følgerne af "Folkets" Uvillie, idet han blev haardt truffen af en Steen, som blev kastet paa saa kort Hold, at der ingen Tvivl kunde være om, hvem den var tiltænkt. Som sidste Middel til at standse Voldsomhederne, hvis Endemaal, da de nu engang havde faaet frit Løb, ogsaa var vanskelig nok at forudse, greb man da til at underhandle med Sejrherrerne. Alle deres Betingelser bleve tilstaaede: De tydske Arbejdere skulde strax afskediges, en Danebrogsfane, som var fratagen dens Bærer, skulde tilbageleveres, de fem Fanger frigives, og den dem tilføjede Tort vederlægges med 5 Rd. til hver, en Fordring, der dog høimodig nok blev nedsat til 1 Rd. pr. Stk. For at opfylde Fredsbetingelsernes sidste Klausul bleve to Dragoner afsendte med Ordre om Fangernes Udlevering tilligemed Vogn til deres anstændige Transport, men paa Grund af en let forklarlig Vægring fra Arrestforvarerens Side, med mindre en skriftlig Befaling fra Politimesteren medfulgte til Bekræftelse paa en Forholdsregel, hvorved al Retsbevidsthed traadtes under Fødder, maatte den ene Dragon ride tilbage for at udvirke en saadan Bekræftelse, hvorpaa man havde det opløftende Syn, at Vognen, med en Dragon som Æresgarde i Spidsen, førte Fangerne tilbage til det suveræne Folk, som naturligvis modtog dem med Jubel. Man var derpaa saa god at forlade Skuepladsen for de udførte skammelige Gjerninger. En større Skare drog med Hurraraab, blandt hvilke Drengenes Diskant havde det overvejende Parti, gjennem Byen; men adspredte sig snart uden at foraarsage videre Uorden. - Med "Sorø Amtst." skulle vi udtale en Forventning om, at Sagen dog ikke er endt hermed; den almindelige Retsbevidsthed, som er krænket i sin inderste Rod, fordrer, at de strengeste Undersøgelser blive anstillede for at drage de Skyldige til Ansvar, dersom ikke al Tillid til Sikkerhed under Loven for Person og Gods skal forsvinde.

(Dags-Telegraphen (København) 30. april 1866)

Efter et fotografi af Sander Nielsen: Parti af "Schweitzerpladsen" i Slagelse. Illustreret Tidende nr. 459, 12. juli 1868.

Optøierne i Slagelse. De af Criminalretsassessor Behrend anstillede Undersøgelser angaaende Optøierne ved Slagelse Almindelig Bededags Eftermiddag og Aften skulle i alt Væsentligt have stadfæstet de Beretninger om Tildragelsen, vi allerede have meddeelt efter "Sorø Amtstidende." Navnlig skal det ved Undersøgelserne have vist sig, at der ikke er den mindste Anledning til at Aarsagen til de Stedfundne i Ophidselser enten fra det ene eller det andet politiske Parties Side. Den rette Aarsag til det Stedfundne maa udelukkende søges i Befolkningens Uvillie over, at Agent Schou - ligesom de andre Teglværkseiere der i Egnen - havde indkaldt fremmede Teglarbeidere under den Arbeidsløshed, der i længere Tid havde hersket baade i Byen og Omegnen, og som er saa stor, at flere Communer have maattet lade Arbeider udføre blot for at forebygge, at Folk kom paa Fattigvæsenet. For denne Stemning var det nu, at nogle Personer af den allerlaveste Classe besluttede at gjøre sig til Organer. Paa en berygtet Værtshuuskjælder, hvis Vært har været straffet med 10 Aars Fæstningsarbeide, aftalte de at drage ud til Antvorskov for at opfordre Agenten til at afskedige sine tydske Arbejdere. Men de Aftaler, de meente al have truffet med adskillige Andre om at deeltage i dette Tog, bleve ikke efterkomne: Toget indskrænkede sig saa omtrent til de oprindelige Anstiftere med en Fanebærer, og denne første Aet, som var den eneste af alle Tildragelserne, hvorom der havde fundet forudgaaende Aftale Sted, endte hurtigt og let ved Fanens Borttagelse og de Paagjældendes Arrestation eller Flugt. Den anden Act, Optøierne om Aftenen, under hvilke de egentlige skandaleuse Optrin fandt Sted, udførtes derimod af en aldeles tilfældigt sammenløben Hob paa imellem 500 og 1000 Mennesker og foregik uden Spor af Aftale, hverken om at befrie Arrestanterne eller om at sætte disses oprindelige Fordring igjennem. de voxede saa at sige instinctmæssig op fra Intet, fordi der ikke fra Først af blev skrevet kraftig ind mod den urolig stemte Mængde. I Begyndelsen indskrænkede nemlig Optøierne sig til, at nogle Drenge kastede Steen mod Teglværksbygningen, som ligger et Stykke fra Agent Schous Huus, medens den øvrige Deel af Mængden forholdt sig rolig. Da nu Politimesteren ialfald paa dette Standpunkt ikke mente at turde anvende Militairmagten, lod han sig af nogle Borgere overtale til at gaae hen til Agent Schou for at opfordre ham til at afskedige Arbeidere. Det var dette, som gav Sagen den uheldige Vending, thi da Politimesteren fra Teglværket begav sig hen til Agentens Bolig, fulgte hele Mængden med og begyndte snart at kaste Stene paa Huset, fordi Underhandlingerne derinde varede Folk forlænge. Agenten var nemlig først uvillig til al give efter, idet han - saavidt vi vide - beraabte sig paa, at da han allerede for otte Dage siden havde forlangt Beskyttelse mod det tilsigtede Overfald, havde Politimesteren selv raadet ham til ikke at afskedige sine Tydskere. Men da Faren for hans Person og Eiendom steg, lod gan sig omsider bevæge til at give efter. Da nu dette forkyndtes Mængden, raabte en Stemme paa Fanens Udlevering, strax efter en anden paa Arrestanternes Løsladelse, saa en tredie Stemme paa, at de skulde føres tilbage i den samme Vogn, som havde bragt dem ind, og Mængden gjorde uvilkaarlig med een Røst disse Raab til sine. Fordringen om, at Arrestanterne skulde havde Penge, fremkom først, da de efter halvanden Times Forløb ankom lil Skuepladsen for Optøierne, og da Politimesteren ikke vilde gaae ind herpaa, paatog en af de omtalte Borgere, en Kjøbmand V. Petersen, sig at udrede Erstatningen. Den militaire Styrke, en Undercofficeer og 21 Dragoner, som var stillet til Politimesterens Raadighed, opførte sig ved hele Tildragelsen fuldkomment correct, idet de strengt holdt sig til og efterkom de Ordrer, Politimesteren gav dem. - Vi have her kun opfrisket Hovedtrækkene for at stille Sagen i det rette Lys, idet vi angaaende Enkelthederne henholde os til det allerede Meddeelte. Nogen større Straf kan efter det Anførte tydeligt nok ingen af Deeltagerne blive ikjendt, eftersom de oprindelige Anstiftere paa Grund af deres Arrestation ikke deltoge i de egentlige Excesser og ikke kunne antages at have tilsigtet dem i ret Omfang eller paa den Maade, de i Aftenens Mørke fandt Sted. Af Deeltagerne i Aftenens Optrin er nok en svensk Modelsnedker den Eneste, der vil slippe for mindre godt Kjøb: han skal nemlig have vedgaaet, at han med en Stok har slaaet en Politibetjent over Nakken, fordi denne tidligere paa Dagen havde villet arrestere ham. - Agent Schous Tab anslaaes til c. 300 Rd., nemlig 150 Rb for 6 Speilglasvinduer a 25 Rd. og ligesaa Meget for den øvrige Skade paa Huset og Teglværket. Desuden betalte han 300 Rd. til de tydske Arbejdere, da han næste Morgen lod dem reise; men nu er der fra Lippe igjennem den derværende Regjeringscommisfair for Teglarbeiderne kommet en yderligere Erstatningsfordring paa 100 preussiske Thaler til hver; hvorvidt han er pligtig at betale denne, maa beroe paa Contracten. Efter Forlydende tænker han paa at henvende sig til Rigsdagen om Erstatning af det Offentlige, i Betragtning af, at dettes Reprædentant, Politimesteren, forlangte de paagjældende Arbeideres Bortsendelse.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. maj 1866).

Omkring 1886 kom der fortsat teglværksarbejdere fra det lille fyrstedømme Lippe-Detmold i Slagelse, men så var det slut.

Næstveds Fattiglemmer. (Efterskrift til Politivennen)

I en Artikel, hvori Nestv. Av. fraraader Indbyggerne i Nestved at give Almisse til de Fattiglemmer, der indfinde sig om Sondagen for at tigge, fortælles Følgende: "Skjøndt Fattiglemmerne i "Helliggeistes" i deres Asyl faae god og tilstrækkelig Føde, og ved deres Arbeide, som de faae betalt, kunne forskaffe sig Nydelsen af saadanne Sager, som ikke høre til Livets vigtigste Fornødenheder, gaae de dog Alle ud at betle om Søndagen med Undtagelse af de muligt Syge og eet Fruentimmer, som finder, at Fattighuset yder hende Alt, hvad hun behøver. De Fleste hjembringe fra deres Søndagsvandring fra 6 til 10 Mk. hver, og ved dette Beløb ere de satte istand til dagligt at styrke deres Legemer med en Taar "Vaadt" eller en Taar "Varmt" og til at hjælpe paa saadanne organiske Feil, som gjøre, at Legemet ikke kan taale anden tør Næring end blødt Hvedebrød. Man vil derefter ikke undre sig over, at en Fattigforstander undertiden kan have hørt Lemmer beklage sig over, at de have tabt en Femdalerseddel eller ere blevne bestjaalne for et lignende Beløb. Vi skulle til Slutning anføre, at et sidste Sommer ved Døden afgaaet Fattiglem, som tidligere havde befattet sig med Gartneriet, ved gode Menneskers Hjælp blev sat istand til dagligt at nyde to halve Baiere, to Flasker bedste Hvidtøl og Rødviin til det Middagsmaaltid, bestaaende af Oxekjødsuppe eller Sagosuppe, Steg eller Beuf og Dessert, han ofte lod hente paa Restaurationer. Han havde almindeligviis to Sorter Ost, Ansioser og andre Delicatesser paa sit Bord, og udbad sig en Dag Oplysning hos en Fattigforstander om, hvor de bedste flamske Sild vare at erholde, da almindelige Sild ikke længere smagte ham."

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 26. april 1866).

Kattrup Fattighuus. (Efterskrift til Politivennen)

Kattrup Fattighuus i Koldt Sogn har, efter Aarh. Av., i de senere Aar været Gjenstand for Politiets specielle Opmærksomhed, da det i Mands Minde har været bekjendt som et Tilholdssted for de værste Vagabonder, og beboedes af forskjellige mistænkelige Individer, der ingen Respect havde for Ejendomsretten og med Rette ansaaes som i høi Grad farlige for den offentlige Sikkerhed. Ved en ved Ning Herreds Politieret fortiden verserende criminel Undersøgelse mod nogle af det nævnte Fattighuses Beboere er der tilvejebragt forskjellige Oplysninger, der have ledet til, at Flere af disse allerede for længere Tid siden ere blevne belagte med personlig Arrest. Efter en haardnakket Benægtelse afgav den Ene af disse, det meget berygtede Fattiglem Rasm. Pedersen eller Kattrup, Tilstaaelse om forskjellige Faaretyverier og natlige Indbrudstyverier, hvorved der fra Landboernes Kjøkkener blev stjaalet alt det, de havde slagtet til Juul: Flæsk, Pølser m. m., saaledes at de kun ved Naboernes Hjælp og ved ny Slagtning og Saltning atter kunde forsyne sig med Kjødvarer og Suul til Fortæring i Vinterens Løb. Rasm. Kattrup har derhos vedgaaet sig skyldig i et paa Aarhuus-Skanderborg Hovedlandevej afvigte Efteraar om Aftenen forøvet Landeveisran, hvorved der fra en Vogn, imedens den kjørte opad en Bakke, blev taget 2 Stykker hjemmegjort Tøi, hvoraf der skulde have været syet Kjoler til Juul til Brug for en Gaardmands Familie. Denne Forbrydelse blev udført med en sjelden Dristighed og behændighed, idet Tøiet blev taget i Kudskens og to ligeledes paa Vognen værende Fruentimmers Paasyn; men ikke desmindre lode disse Tyven løbe, idet de senere have erklæret, at det vel var slemt at miste Tøiet, men det havde dog været værre at gaae fra "Bæsterne", der let kunde have løbet, hvis der var gjort Forsøg paa at gribe Tyven. Rasm. Kattrup's Kone, der, tilligemed Flere af hans Slægtninge, ogsaa var impliceret i Tyverierne, har unddraget sig Lovens Straf, idet hun, efter at have afgivet Tilstaaelse om sin Deelagtighed, aflivede sig ved Hængning i Arresten. K., der er en meget lille og ubetydelig Person, og som desuden er svag af Helbred, har ikke været skikket til alene at udføre sine Forbrydelser, men har deri trolig været assisteret af den, ligeledes til Fattighuset borende, tidligere gjentagne Gange for Tyveri og ulovlig Omgang med Hittegods straffede og almindeligt frygtede Person Peder Jensen eller "Hjor-Peer" (Hyrde-Peer), ligesom ogsaa en i et Huus ved Fattighuset boende Huusmand Thomas Nielsen eller Søgaard har været deelagtig i alle Tyverierne. Sidstnævnte, som kun har boet der i kort Tid, kom vel ikke til Egnen med det bedste Rygte, men der var dog Ingen, der tiltroede ham, som iøvrigt staaer sig ret godt og ikke har megen Gjæld paa sit Huus, at staae i Forbindelse med de ovennævnte Personer. Imidlertid har ogsaa han, efter en vedholdende Benægtelse, maattet erkjende sin Deelagtighed i de ham paasigtede Forbrydelser, idet han dog har hyldet Ordsproget: "Slet Selskab fordærver gode Sæder", og formodentlig med Rette tilskrevet sit slette Naboskab Grunden til sin Ulykke. - Fra Ning Herred vil der i disse Dage til Forbedringshuset blive afleveret en i Ormslev hjemmehørende Huusmand, der har begaaet forskjellige Faaretyverier, ligesom han afvigte Sommer forøvede et natligt Tyveri, som vakte endeel Opsigt paa Egnen, da den Bestjaalne, der overraskede ham under Tyveriets Udførelse, desaarsag blev voldeligt overfalden og tilteelt saadanne Slag, at han i længere Tid var berøvet Brugen af sin ene Arm.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 24. april 1866).

Stivelsesfabriken "Christianshvile". (Efterskrift til Politivennen)

Et Besøg i Fabriken "Christians-hvile". Efter vor sidste ulykkelige Krig er vort Fædreland mere end nogensinde tidligere nødsaget til at have sine Tanker henvendt paa Alt, hvad der kan bidrage til Landels Opkomst. Fra mange Sider rører der sig et kraftigere og virksommere Liv i Handelen; ved vore direkte Forbindelser med England drives Forsendelser af Kvæg og Raaprodukter efter en ganske anderledes storartet Maalestok end tidligere, medens vi paa samme Tid fjerne os fra Kræmmerbyen Hamborg, der tidligere trak en enorm Mængde Penge, som vi godt selv kunde have tjent, til sig om Aaret. Men paa samme Tid, som der saaledes er kommet forøget Liv i Handelen, synes Industrien ikke ret at følge med. Som producerende Land er Danmark ene og alene henvist til to Indtægtskilder: Agerbrug og Kvægavl. Og her er det, at der kan og bør ske en Forandring. Samtidig med, at vi til Exempel udføre vort Korn til Nabolandene i raa Tilstand, indføre vi atter sydfra Korn, fra vor Nabo Holsten, i forædlet Skikkelse tilberedt som Stivelse, og uagtet der er gjort mange - saavidt vi vide ikke færre end otte - Forsøg paa at fremhjælpe Fabrikationen af denne Artikel her i Landet, ere vi omtrent endnu lige nær. Hvor unaturligt er det ikke, at Danmark, som af Naturen er henvist til Kornavlens Rigdomskilde, og som burde være istand til at bortsende ikke blot Korn i raa Tilstand, men ogsaa ethvert forædlet Kornprodukt, indfører saadarne Produkter, hvorved vi ovenikjøbet end yderligere gjøre os afhængige af Holsten; en Afhængighed, hvis Unødvendighed er ligesaa stor som dens Utilbørlighed, og hvorom Mangt og Meget er sagt og endnu skal siges, indtil vi lære at frigjøre os. Der kan jo fornuftigvis ikke være Tvivl om, at vi ere i Stand til ikke blot at tilberede den Stivelse, der forbruges der i Landet, men ogsaa at udføre denne Artikel ligesaa rigelig og af ligesaa god Beskaffenhed, som vi nu udføre Korn og Mel.

Annonce for det i artiklen omtalte "Kraftbrød", fra Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 25. januar 1865. Af andre annoncer fra samme år fremgik at der på Christianshvile fremstilledes endvidere "Glutten Gryn og Hvede-Stivelse"

Vi have i disse Dage havt Lejlighed til at aflægge Besøg paa en Stivelsefabrik i Ryesgade, som under Navnet "Christianshvile" for ikke lange siden er oprettet og for nylig er bleven udvidet af Hr. Chr. Nielsen, hvis Fortjenester i flere industrielle Retninger og navnlig af Møllevæsenets og Bageriets store Opkomst her l Landet vil være Mange bekjendt. Da Hr. Nielsen for længere Tid tilbage begyndte paa Fabrikationen af det saakaldte "Kraftbrød" - om hvis ypperlige nærende Egenskaber vi tidligere have havt Lejlighed til at udtale os - og da Afsætningen af denne Sort Brød tog til i en meget betydelig Grad, blev han nødt til at anlægge og drive en Stivelsefabrik. Kraftbrødets væsentligste Bestanddel er nemlig det saakaldte Gluten eller Plantelim, som uddrages af Hvede, og Fabrikanten var derfor nødsaget tit at anlægge en Fabrik, hvor han kunde tilberede det fra Plantelimen udstille Melstof til Stivelse. Tidligere vare vi udelukkende henviste til at hente Gluten eller Plantelim fra Paris. Der tilberedtes det under Tilsyn af en bekjendt Læge, og intet Gluten maatte forhandles i Frankrige uden efter denne Autoritets Approbation. Følgen heraf blev, at alle de slette Varer af dette Slags benviledes til Udførsel, og Danmark fik da ogsaa sin Del deraf. Da Plantelimen nu imidlertid kom hertil i en altfor slet tilberedt Tilstand, begyndte Hr. Nielsen, som personlig under sit 7aarige Ophold i Paris havde gjort sig bekjendt med Tilberedelsesmaaden, først her i Byen at producere dette Stof af Hvede, men deraf var det da en nødvendig Følge, at han ogsaa samtidig maatte etablere en Stivelsesfabrik; thi Plantelimen er kun en lille Del, omtrent 16 pCt., saavidt vi vide, af Stoffet i et Hvedekorn. I Fabriken "Christianshvile", der beskæftiger en stor Mængde Mennesker, hvoriblandt et ikke ringe Antal unge Piger, tilberedes Hvedestivelsen nu i en saa ypperlig Kvalitet, at de holstenske Fabriker ikke ere istand til at levere et saa rent og snehvidt Produkt som dette, og det har da ogsaa allerede vist sig at være Tilfældet, idet flere Forbrugere ved at kjøbe deres Varer paa Fabriken "Christianshvile" fremfor at indforskrive et daarligere og ikke billigere Fabrikat fra Holsten. Snart ville naturligvis de danske Fabrikata finde Afsætning i den Grad, at nye Stivelsefabriker ville optræde som Konkurrenter til den nu bestaaende, og det vil da her som i flere andre Tilfælde være Hr. Nielsen, der har Æren af at have bragt denne Industrigren i Opsving. Pladsen for saadanne Fabriker er dog ikke rettest i Nærheden af Hovedstaden, men de bør være beliggende i Landets kornrigeste Provindser, thi dels har man Raaproduktet lige ved Haanden, og dels erhverves der ved Stivelsefabrikationen en betydelig Mængde ikke alene Klid men ogsaa Bærme, og dette sidste Stof afgiver et saa fortræffeligt Fodringsmiddel for Kreaturer, at der med stor Lethed og en betydelig pekuniær Indlagt vil kunne haves et storartet Svinehold jevnsides med Stivelsefabriken. Den forøgede Stivelsefabrikation af Hvede afgiver megen Bærme, denne tillader et stort Kreaturhold, hvilket atter giver et forøget Gjødningsstof, som ved at komme Jorden tilgode fremmer Produktionen af Hvede. Saaledes griber den ene Produktion ind i den anden ligesom det ene Hjul i en Maskine ind i det andet, og det gaaer her, som Ordsproget siger: "det kommer igjen, sa'e Bonden, han gav sin So Flæsk". Det Hensigtsmæssige ved, at Industrien saaledes griber ind i vort Lands anden store Indtægtskilde: Kvægavlen, er saa indlysende, at det ikke behøver nærmere at motiveres, og vi kunne da ogsaa i Udlandet - navnlig i Frankrige og Tydskland - finde mange praktiske Exempler paa, at man der har indseet Nytten og Fordelen af en saadan nær Forbindelse.

Møller- og Bagervirksomhederne have i de sidste tredive Aar taget et ganske overordentligt Opsving her i Landet, og det er vort Haab, at Stivelsefabrikationen, der staaer i nær Berøring dermed, ogsaa vil florere i samme Grad vi udføre i Tusindevis Tønder af formalet Sæd, hvorfor skulde vi da ikke ogsaa kunne udføre Kornet i forædlet Skikkelse som Hvedestivelse, især da vi se, at det er muligt at præstere Varer, der i ingensomhelst Henseende - hverken med Hensyn til Godhed eller Prisbillighed - staa tilbage for det, Udlandet præsterer. - Det er jo ganske vist kun en enkelt Retning af vor Industri, vi her have henpeget paa, men denne Gren af Industrien kan blive en væsentlig Indtægtskilde for Landet og forskaffe mange Arbeidskræfter Anvendelse; derfor fortjener den, tro vi, at man henlever Opmærksomheden paa den, da den Sætning aldrig vistnok kan indskærpes, at vi endnu have Meget tilbage at gjøre, inden vor Industri naaer sit rette Standpunkt, og at vi fremfor Alt i enhver mulig Henseende bør søge at løsrive os fra et skadeligt og unødvendigt Afhængighedsforhold til vore sydlige Naboer, thi - som P. A. Heiberg allerede sagde: "Al vor Fortræd er tydsk!" 

(Dags-Telegraphen (København) 19. april 1866)

Det sidste citat er ganske vist citeret af P. A. Heiberg (1758-1841), men han citerer fra Johannes Ewalds (1743-1781) "Harlekin patriot" (1772). Novellen var inspireret af den tyske digter Klopstock for at vække en slumrende nationalbevidsthed. 

Nielsen antog patent på sin stivelsesfabrikation. I 1868 oplyste R. Rasmussen, ejeren af Bredgades Dampvadskeri at han allerede i en halv snes år havde anvendt samme fremgangsmåde uden at kunne få eneret på den. Rasmussen fik lov til at fortsætte med metoden da han kunne bevise sin påstand.

Nutidigt foto af Christianshvile, Sortedam Dossering 55. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Ejendommen "Christianshvile" ligger på Sortedam Dossering 55 og er fredet. Villaen på fotoet er fra 1869 fog opført for den i artiklen nævnte fabrikant C. Nielsen efter tegninger af Georg V. Møller. Omkring denne ejerbolig lå stivelsesfabrikken som blev opført 1864 . En stald og vognport i nord og syd fra 1864, samt et pakhus. Fabrikken blev opført på den 11. blegdam, senere nr. 82 b, nu Sortedams Dossering 55 og Ryesgade 48 anlagt af blegemændene siden 1670'erne. Søerne og dosseringerne tilhørte indtil 1856 Vandvæsenet og var afspærret. Søerne lå dengang i landlig idyl. Omkring 1867 blev blegdammene delt af Ryesgade, der anlagdes mellem søbredden og Blegdamsvejen. 1770-1814 lå en sejldugsfabrik, hvorefter der indtil 1862 var blegeri. 

I 1864 købte den forhenværende franskbager Christian Nielsen grunden. Han ville opføre en stivelsesfabrik som skulle fremstille et "særdeles gavnligt, saa at sige aldeles nødvendigt Medicament for Sukkersyge", nemlig "Ingredienser til Glutenbrød". I første omgang indrettede han hovedbygningen indrettet til fabrik med tilhørende stad til 6 heste og et vognskur mod sydvest i 1865 tegnet af arkitekt Thorvald Sørensen (1849-1905), der var bygningsinspektør i Københavns 2. distrikt. Såvel staldbygningen som vognskur er bevaret, og ligger på hver side af grunden bag villaen. Sommeren 1869 blev villaen på fotoet opført efter arkitekt Georg W. Møllers (1840-1897) tegninger. 

Den ene (nordligste) af de to næsten ens bygninger bag villaen som blev brugt som vognskur og staldbygning. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Mishandling af Stedbarn. (Efterskrift til Politivennen)

For ved Mishandling at have foraarsaget sit Stedbarns Død er Huusmand Chr. Christensen Bolvig i Ringkjøbing Amt ved Bølling-Nørre Herreders Extraretsdom af 24de Marts d. A. idømt Forbedringshuusarbeide i fire Aar.

De nærmere Omstændigheder ved Sagen ere, ifølge Berl. Td., følgende: Efter at Afdøde, der var 13 Aar gl. og en uægte Datter af Domfældtes Kone, var hjemkommen fra sin Sommertjeneste, blev hun den 5te November f. A. sat til at samle Steen af en opdrættet Hedelod, med udtrykkeligt Forbud imod at gaae ind paa en til Samme stødende Rugmark. Da hun imidlertid overtraadte Forbudet, besluttede Domfældte at tildele hende en Revselse for hendes Ulydighed og tog han i den Hensigt et som Bæresele til en Trillebør benyttet treløbet 3/8 T. tykt Stykke Reeb, som han lagde dobbelt i en Længde af ca. 1½ Al. og dernæst forsynede med en Knude for at sammenholde Enderne. Med dette Reeb tildeelte han derpaa Barnet, efter at dette af hans Kone var klædt ganske nøgent af og ført ud i Kostalden, en betydelig Deel Slag over Ryggen og Lænderne, imedens han med sin venstre Haand holdt hende bøiet ned imod sin venstre Hofte, og efter at han var vedbleven hermed en Tidlang, tog hans Kone fat, hvorpaa han atter, da hun ophørte med Slagene, slog Barnet indtil de mærkede, at Skindet paa flere Steder var itu. For efter Sigende at læge Saarene hurtigere vadskede nu den Domfældte og Kone Barnet i Saltlage, som havde været benyttet til Kjødlage, men da hun under denne Vadskning besvimede, blev hun bragt tilsengs og døde her efter nogle Timers Forløb. 

Uhyret har stadigt benægtet at have havt til Hensigt at ombringe Barnet, ligesom saadant ikke heller efter det under Forhørene oplyste har kunnet antages at være Tilfældet. Barnets Moder hængte sig strax efter Fængslingen.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 19. april 1866).