Hvad have vi at gjøre? (I). (Efterskrift til Politivennen)

Dette Spørgsmaal behøver ikke at begrundes. Det trænger sig paa baade udenfra og indenfra. Her er en Afgjørelse indtraadt, hist en Afgjørelse vel først ifærd med at indtræde, men dog allerede saa vidt bestemt i sine Hovedtræk, at disse kunne betragtes som givne. Begge Afgjørelser synes at maatte faae længere Tids Varighed; paa dem, paa de i dem liggende Fremtidsudsigter, beroer det altsaa, under hvilke Vilkaar det danske Folk fra nu af skal leve. Hvilke ere da disse Vilkaar? Og hvad skulle vi gjøre for at leve under dem, for at berede os og vore Efterkommere en uafhængig, hæderlig og lykkelig Folketilværelse?

Der gaaer gjennem Folket en Rørelse, som higer efter at finde Udtryk i Handling , en instinctmæssig Følelse af, at Eet er fornødent: Vaaben og Vaabendygtighed, at det danske Folk, for at bestaae, maa blive et Folk af Krigere, tilsøes og tillands. Det er, som om Folkesamvittigheden talte. Det samme Ord lyder fra de forskjelligste Sider, fra Enhver, - hvad Parti han ellers hører til - som føler, at Folkets Tilværelse og Ære er vigtigere , end den Enkeltes daglige Velvære. Taler denne Røst ogsaa Sandhed? Det er vel Umagen værdt at klare sig det. Thi, skal dens Bud følges, vil der kræves et tungt og langvarigt Arbejde store Anstrengelser , store Opoffrelser ei blot af Penge, men ogsaa af Tid og Magelighed; og der vil hæve sig andre Røster, som ville søge at dysse Samvittigheden i Dvale, og som ville finde Bistand hos den private Egennytte, hos den for ethvert Folk, men maaske især for det danske, naturlige Sky for mægtig anspændt, langvarig Møie. Den instinctmæssige Følelse maa blive til en fast begrundet, almindelig Overbevisning, til en kraftig Folkevillie, om den skal kunne modstaae alle Ladhedens, Letsindighedens, den lave Egennyttes Fristelser. Er det da sandt, at vi maae samle alle vore Kræfter for at blive væbnede og vaabenføre?

Vi troe, at Danmarks Stilling udadtil, hvordan man saa kan tænke sig den, vil kræve det som ufravigeligt Vilkaar for dets Bestaaen. Den vil blive forskjellig , eftersom den danske Befolkning i Slesvig bliver helt eller delvis holdt tilbage under tydsk Herredømme eller given tilbage til sig selv, d. v. s. til Danmark; men i begge Tilfælde vil et kraftigt Forsvarsvæsen være et Livsvilkaar. Den vil blive forskjellig, eftersom man tænker sig Danmark fremdeles staaende isoleret eller sammenknyttet med Sverig og Norge til en nordisk Forbundsstat; men i begge Tilfælde maae vi være rustede til Tænderne. Vi skulle betragte disse forskjellige Eventualiteter.

Det Sandsynligste er for Øjeblikket, at der vil finde en delvis Tilbagegiveise af Sønderjylland Sted, men at den ikke vil omfatte Als og Dybbøl, og at følgelig en stor Del Danske fremdeles ville blive det fremmede Herredømme underkastede. I saa Tilfælde maa det blive en Hovedopgave for enhver dansk Statsstyrelse, at søge at vinde det tilbage , som med Urette , d. v. s. mod Befolkningens Villie, er skilt fra Danmark.

Skal dette skee med det Onde, kunne vi kun tænke paa at naae Maalet, dersom der skulde komme et Øjeblik, da Preussen var angrebet fra alle Sider, ligesom Østerrig nys, og navnlig af Frankrig. Det er nu ikke let at see, hvorledes en saadan Situation skulde opstaae. Keiser Napoleon betragter aabenbart ikke Tydsklands Enhed som Noget, Frankrig bør frygte eller i alt Fald modsætte sig med Fare for en Krig. Men, forudsat at Tingene i Europa vendte sig saaledes, er det i alt Fald klart, at Danmark kun kunde vente at høste Gavn deraf, dersom det var saaledes rustet, at det baade kunde gjøre Preussen alvorlig Modstand, bevare dets Fjender et farligt Angrebspunkt og selv tage virksom Del i den Kamp, der skulde fravriste det Dybbøl og Als - med andre Ord, at vi have en forholdsvis stærk baade Sømagt og Landmagt.

Det er imidlertid ikke saa utænkeligt, som det i Hast kan synes, at Preussen, selv om det nu ikke tilfulde opfylder Nationalitetsideens Krav i Sønderjylland, dog engang kunde finde sin Regning derved, og derfor bevæges til at gjøre det godvillig.

Preussen er nemlig ved de sidste Aars og Maaneders Begivenheder kommen i en helt ny Stilling baade til det øvrige Europa og navnlig til Rusland. Bevidst eller ubevidst - snarest bevidst - har Bismarck brugt den hohenzollernske Rovlyst, det preussiske Junkerdømmes militair-despotiske Instinkter til at udføre en stor Del af, hvad Tiden netop kræver, af hvad der længe har sat Folkenes ædleste og bedste Kræfter i Røre, men som hidtil ikke har kunnet naaes ad Revolutionens Vel. Han har skadet Tidens Hovedides, Nationalitetsideen, en Række mere eller mindre fuldstændige Seire. Den vil have seiret væsenlig i Italien, i det Øjeblik da den trefarvede Folkefane vaier paa St. Marcuspladsen. Den har gjort et stort Fremskridt ved Østerrigs Udelukkelse af det tydske Forbund; thi derved er Udsigten aabnet for de ikke-tydske Folkeslag, som staae under Habsburgernes Scepter, til at blive frigjorte for det tydske Helstatstryk og komme til at føre hvert sit eget Liv i et frit Folkeforbund; derved er der ikke levnet Habsburgerne anden Udvei til at vinde den tabte Magt og Anseelse tilbage, end at stille sig i Spidsen for denne Bevægelse og søge de adskilte Dele af det rumænske og polske Folk og de slaviske Stammer i Tyrkiet knyttede til dette nye Forbund, som altsaa vil blive meget fjendlig stillet ligeoverfor Rusland. I Tydskland er vel den gamle politiske Enhed sprængt, og en Tvedeling træder i Stedet. Men den gamle Enhed, det 1815 skabte Fyrsteraad til Folkeundertrykkelse, var et Skin, var ingen Repræsentation af det tydske Folk udadtil, havde aldeles ingen Magt til at lade det veie i Europa, hvad det efter sin Størrelse og aandelige Kraft kunde veie. Den nye nordtydske Enhed bliver en virkelig Magt, idet Smaafyrsterne ryddes af Veien eller gjøres til en eneste styrende Villiee Tjenere, og til denne Magt maae og kunne de endnu særskilt bestaaende Dele af det tydske Folk tidlig eller sent knytte sig. Allerede herved har Ruslands Indflydelse i Europa lidt et grundigt Knæk; thi den beroede for en stor Del paa Adsplittelsen i Tydskland, og vi see derfor ogsaa Rusland nu bestræbe sig for ad diplomatisk Vei at bjerge Livet for disse ømaa Fyrstehuse, hvorigjennem det stod i Forbindelse med de fleste europæiske Hoffer. Fremdeles er Preussen nu mægtigt nok til at undvære Ruslands Støtte, og paa den anden Side , ved at forvandles fra et Fyrstegods, væsenlig sammenholdt ved civilt og militairt Mandarinvæsen , til et Folkerige, væsenlig sammenholdt ved en Folkefølelse, vil det faae en politisk Charakter , der snart eller sent vil stille det fjendligt imod det folkeundertrykkende og kun paa Folkeundertrykkelse byggede Czardømme. Bismarck har i Virkeligbeden, naar man seer nølere til, flyttet Europas Grændse fra Rhinen til Weichsel; thi hvor Rusland har Indflydelse , der er Asien. Det er muligt , at denne Følge af Preussens nye Stilling først kan indtræde efter en indre Revolution, fordi den nu herskende Samfundsklasse, Junkerne, føler sig knyttet til Czardømmet. Men det er ingenlunde usandsynligt, at Bruddet mellem det nye tydske Rige og Rusland kan indtræde, før man venter det, indtræde, uden at den preussiske Styrelse skifter Væsen og Charakter indadtil. Paa eet Punkt nemlig, og det et meget kildent Punkt, optræder Preussen allerede nu bestemt som Ruslands Medbeiler, nemlig til Herredømmet i Østersøen.

Lad os nu betragte Danmarks Stilling, naar en saadan Situation indtræder! Er dets Forsvarsvæsen til den Tid i daarlig Stand, er paa den anden Side Preussens Sømagt endnu ikke Ruslands voxen - og dette kan vare mange Aar endnu - saa vil Preussen blive ligefrem nødt til at bemægtige sig de danske Øer og Lande, for at Rusland ikke skal gjøre det, og derved sætte sig fast ved Indløbet til Østersøen, og det vilde da være forbi med Danmarks Tilværelse. Er Danmark derimod vaabenstærkt baade tilsøes og tillands, saa vil det paa den ene Side være farligt for Preussen at angribe det; thi, lykkedes ikke Angrebet strax og fuldstændigt, vilde der være bevaret Rusland et Tilholds- og Angrebspunkt, som kunde blive til stor Ulykke for Preussen, - og paa den anden Side vilde et Forbund med Danmark være til stor Nytte for Preussen, baade ved at fjerne Faren for en russisk Occupation ved Sundet og Belterne, og ved at yde den preussiske Sømagt en kraftig Bistand mod den russiske, maaskee stærk nok til at holde den russiske Stangen, om ikke overvælde den. Saa stor vilde denne Fordel være, at det da vel kunde tænkes, at Preussen for at opnaae den, godvillig tilbagegav de endnu undertrykte danske Slesvigere til sig selv, d. v. s. lod dem slutte sig til Danmark. Med andre Ord: heller ikke med det Gode kunne vi vente at faa det danske Slesvig tilbage, med mindre vi ere vel rustede; ere vi det ikke, vil ikke blot en saadan Tilbagevenden være umulig, men hele Danmarks Undergang bøist sandsynlig.

Vi have her med Villie forudsat, at Danmark bliver staaende ene. De, der ere imod Tanken om en nordisk Union, men som dog ville, at Danmark skal bestaae, maae indsee, at Væbning og Vaabendygtighed er Vilkaaret. Men ogsaa for Skandinaverne maa det Samme gjælde. Enten man tænker sig Nordens Enhed tilvejebragt med eller mod Preussens Villie, er det klart, at kun et stærkt, forsvarsdygtigt Norden kan slutte sig sammen. Ere de nordiske Folk svage, da ville de ikke kunne være til nogen Hjælp for Preussens Fjender i Tilfælde af en almindelig europæisk Krig mod Preussen, følgelig ikke kunne regne paa fremmed Bistand enten til at slutte sig sammen eller, naar de vare samlede, til at opretholde deres Tilværelse. Det sandsynlige Resultat vilde blive, at Preussen og Rusland enedes om at dele Herredømmet over Norden, og, naar de vare enige, hvo vilde da forhindre dem i at gjøre det? Tænker man sig Enheden tilvejebragt med Preussens Bistand, er det atter Vilkaaret, at de tre Folk have et stærkt og velordnet Forsvarsvæsen. Thi et svagt Norden kan kun være til Skade for Preussen, idet derved altid den Fare truer, at Rusland kan udvide sin Vælde ved Østersøen paa denne Magts Bekostning; dette vilde Preussen aldrig kunne taale; men da det ikke kunde befatte sig med at staae Vagt for Norden, maatte det, om der saa var sluttet aldrig saamange Allisncetractater, søge at møde Rusland saa langt inde i Norden, som mulig; det blev da sagtens tilsidst ved Sundet. Ere de nordiske Folk derimod vaabenstærke, vil Preussen have den største Fordel af disses Sammenslutning og, naar de ere forenede, af Unionens Hævdelse; thi medens en saadan Magt aldrig kunde blive saa stærk, at den kunde udestænge Preussen af Østersøen, vilde den derimod kunne blive en uvurderlig Hjælp til at udestænge Rusland fra dette Hav. Vi sige derfor til Skandinaverne baade her og i de andre to Lande: Gjør Alt, hvad I kunne for at nærme Folkene til hverandre, materielt og aandeligtl Gjør Alt, hvad I kunne for at klare Forestillingerne om en politisk Forbindelses Gavnlighed, for at gjøre Folkene fortrolige med dens nødvendigste Hovedvilkaarl Det kan Altsammen være godt; men troe ikke, at I have fremmet den nordiske Enhedssag et Hanefjed ved Alt dette, dersom I ikke tillige have kaldt en kraftig Krigeraand, en stærk og frugtbar Stræben efter at skaffe sig Vilkaarene for at kunne modstaae overmægtige Fjender, tillive hos alle Samfundsklasser!

Tænke vi os det andet, i Begyndelsen forudsatte Tilfælde, at Preussen alt nu godvillig giver hele det danske Slesvig tilbage, da kunde det synes nærliggende at tænke: Endelig have vi faaet vort Mellemværende med Tydskerne opgjort. Nu have vi ingen Fjender længer. Lad os nu slaae os til Ro og bruge alle vore Kræfter til vor indre Udvikling (og indre Kjævlerier?), og ikke spilde vore Penge paa Luxusartikler som Flaade, Fæstninger og Hær, som kun Stormagter kunne have Raad til at holde. Vi skulle ikke opholde os ved det Uværdige i en saadan Tankegang. Vi forlange ikke, at Folk skulle forkaste den alene paa Grund af den gamle Sandhed, at den, som gjør sig til Faar, ham rive Ulvene. Vi bede blot de Fredsæle om at betænke, hvordan ogsaa i dette Tilfælde et værgeløst Danmark, liggende ved Østersøens Indgang, vilde blive stillet i Tilfælde af et Brud mellem Preussen og Rusland , som Preussens nye Stilling næsten uundgaaelig snart eller sent maa lede til: Farerne ved at være urustede, Fordelene ved det Modsatte vilde, hvad enten man tænker sig Danmark staaende ene eller Nordens Riger forenede, være de samme, som vi ovenfor have paapeget. Kun vilde en Alliance med Preussen være langt lettere at slutte og langt naturligere, hvis Preussen havde gjort den Tanke Fyldest ligeoverfor Danmark og Norden, i Kraft af hvilken det har hævet sig til en virkelig europæisk Stormagt : Frændskabet mellem den nordiske og tydske Folkestamme, Fællesskabet i Gulturgrundlag, Fællesskabet i de høiere politiske Interesser, som europæiske Magter ligeoverfor det asiatiske Czarvælde, alt dette vilde kunne komme til sin Ret, og Danmark (eller Norden) kunde vente, i Forbund med Tydskland, som selvstændigt politisk Led af den germaniske Folkegruppe i Europa, at gaae en tryg og frugtbar Udvikling imøde. Men Vilkaaret er atter: Vaaben og Vaabendygtighed.

Vi have betragtet Sagens Betydning under Hensynet til Danmarks Stilling udadtil. Vi skulle i et følgende Numer søge at paavise , at den ikke er ringere, naar vi see hen til de indre Forhold.

(Fædrelandet 10. august 1866).

Artiklen efterfølges af et længere brev fra Haderslev om forventninger og Nordslesvig og Danmark. 

Det satiriske tyske magasin, Kladderadatsch forholdt sig også til skismaet i Slesvig-Holsten og hertugdømmernes deling mellem Østrig og Preussen. (31. marts 1866).

Evaldsgade. (Efterskrift til Politivennen)

En Tumleplads før Uorden. Paa Hjørnet af Ladegaardsaaen og Evaldsgade ligger der en temmelig stor Byggegrund, som efter Sigende tilhører Raadmand Bülow, og som ikke er indhegnet. Dette Sidste er til stor Gene for Beboerne i Evaldsgade. Der er nemlig i denne Gade 3-4 Beværtningssteder, som især søges af Ladegaardens Befolkning. Navnlig om Søndagen beruser denne sig her; man seer de drukne, støiende Ladegaardslemmer blive kastede op fra disse Kjældere og slæbte hen paa den nævnte aabne Plads, hvor der da forefalder lidet opbyggelige Scener. Fremdeles have Vagabonder af alle Slags, Drengene fra Fattiggaarden osv. valgt Pladsen til deres Yndlingsopholdsstid og foretage der farlige Evolutioner med de Oplag af Tømmer og Brædder, som ofte findes henlagte der; for nogle Dage siden have de endog itubrækket omtrent en halv Snes Alen af Plankeværket til Tømmermester Sells Eiendom. Man tillader sig at henlede Politiets Opmærksomhed paa denne Tumleplads for Uorden og at henstille, om det ikke burde paalægges Vedkommende at indhegne Pladsen. x.

(Dags-Telegraphen 10. august 1866).

Flyveposten meddelte den 15. august at ejendommen matrikelnummer 36 V 1 C i evaldsgade er under matrikelnummer 259 af rådmand F. C. Bülow tilskødet landinspektør L. Benzon for købesum 588 Rd. På daværende tidspunkt boede andre prominente personer i Evaldsgade, bl.a. kancelliråd, fhv. herredsfoged i Slesvig Knudsen (nr. 9) og kammerråd og fhv. vandbygningsinspektør i Husum Grove (nr. 4), nysølvsfabrikant J. Jørgensen (nr. 6).

Anmodning til Sundhedskommissionen. For nogen Tid siden var der i dette Blad optaget en Artikel, hvori der ankedes over det Uvæsen, der af Fattiggaardens ungdommelige Befolkning drives paa den ligeoverfor bemeldte Gaard, paa hjørnet af Evaldsgade og Dosseringen ved Ladegaardsaaen beliggende, Raadmand Bülow tilhørende Byggegrund. I denne Artikel opkastedes der tillige et beskedent Spørgsmaal om, hvorledes Raadmand Bülow kunde unddrage sig den enhver Eier af en ubebygget Grund paahvilende Pligt til at indhegne denne, og om han maaske kunde takke sin Stilling som Raadmand for, at der hidtil ikke er givet han noget Paalæg i saa Henseende. Men Pladsen ligger endnu, som den har ligget i flere Aar, aldeles aaben og benyttes stadig af den ovennævnte Ungdom til ikke liden Gene for de Omboende. Der er imidlertid en væsentlig Ulempe ved hele denne Sag, som ikke blev tilstrækkelig akcenturet i Artiklen, og som jeg derfor skal tillade mig at fremdrage i det Haab, at den muligvis vil kunde foranledige Sundhedskommissionen til at skride ind. Denne Byggeplads benyttes nemlig ikke alene af Ungdommen, men ogsaa af en utallig Mængde forbipasserende voxne Personer til derpaa at tilfredsstille visse Fornødenheder; navnlig er Plankeværket ind til den tilgrænsende Have meget benyttet i denne Retning. At en slig Trafik i denne Tid, da Koleraen spøger rundt omkring os, er aldeles utilstedelig, vil vistnok indrømmes, især da jeg kan forsikre, at Omegnen til sine Tider, naar ikke en velgjørende Regn paatager sig at skylle efter, er plaget af en utaalelig Stank. Der synes derfor at være at Anledning for Sundhedskommissionen, der, som bekjendt, med Strenghed vaager over, at ikke en, om end nok saa ringe Mængde Kogjødning strømmer ud i Gadernes Rendestene, hvor det dog kan antages snart at ville blive skyllet bort, til at forebygge dette Uvæsen for Fremtiden, og man tør maaske nære det Haab, at Kommissionen vil have tilstrækkeligt moralsk Mod til at give Raadmanden et Tilhold om at opfylde sin Pligt.

(Dags-Telegraphen 7. september 1866).

Nørrebroes Ungdom. Isøndags var jeg i Besøg i en Eiendom i Smedegade og blev ved den Lejlighed Øienvidne til et Optrin, som fortjener offentlig at paatales, saameget mere som jeg hørte, at hvad der dengang passerede, skal være Noget, man saa jevnlig kan være Vidne til. Saavel i nævnte Gade som i Evaldsgade fandt nemlig i Eftermiddagens Løb storartede Slagsmaal Sted mellem en talrig forsamlet Ungdom, der var deelt i forskjellige større og mindre Afdelinger. De Kamplystne vare næsten alle bevæbnede med Stokke og Stylter, ja, en stor Mængde endog med Jernsabler, de Sidste skulle efter hvad man sagde være fra Fattiggaarden. Gaderne gjenløde af en idelig Raaben og Skrigen, og i al den Tid, dette Uvæsen stod paa sig (jeg tør sige i flere Timer), saaes ikke en eneste Politibetjent. Maaskee høre de nævnte Gader ikke til dem, der ere undergivne stadigt Polititilsyn af patrouillerende Betjente; men det er dog utænkeligt, at Politiet paa Nørrebro skulde være uvidende om disse skandaleuse Optrin, som have gjentaget sig flere Søndage, og der burde derfor sættes en Stopper derfor. Men Blaagaardsqvarteret hører nu engang ikke til de velsete Qvarterer. G.

(Flyveposten 2. november 1866)

Kvaksalveri paa Langeland. (Efterskrift til Politivennen)

Kvaksalveri. Ifølge det sidste Nummer af "Jur. Ugeskr." har Landsover- samt Hof- og Stadsretten den 1ste Juni sidstl. paakjendt en Sag, hvorunder et Fruentimmer paa Langeland tiltaltes for Kvaksalveri, idet hun til en Pige, hun kjendte fra Barn af, og som henvendte sig til hende om Raad for Fnat, havde leveret en Flaske med et af Tiltalle selv tillavet Decoct af Neldefrø, Lavendel-, Kameel-, Hyldeblomster og lidt Allun, kogt sammen i Vand, hvormed Huden skulde indgnides, samt derhos raadet Pigen til at indtage Svovlblomme, ved hvilke Midler, som bleve anvendte, Pigen antages at være kommen sig. Da det ommeldte Decoct efter Sundhedscollegiets ifølge Overrettens Kjendelse indhentede Erklæring ikke kan henregnes til den Art Lægemidler, der almindelig betragtes som Huusmidler eller Huusraad men snarere maa regnes til de saakaldte arcana, - hvorimod Svovlblomme, efter hvad Collegiet yttrede, vistnok især i tidligere Tid har været brugt indvendig og udvendig som Huusraad, om det end ikke stricte kan henregnes til Huusmidler - blev Tittalte ved Rettens Dom, der stadfæstede Underrettens, anseet ifølge Frdn. 5te September § 5 og Lov af 3die Marts 1854 med en Mulct af 10 Rd. til Svendborg Amts Fattigkasse foruden at udrede Actionens Omkostninger.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 8. august 1866)

Umiddelbart er det svært at finde midlerne i den traditionelle folkemedicin. Urter mod fnat som er nævnt i folkemedicinen er svaleurt, gul lupin og knoldet brunrod. Hyldeblomster for sved- og vanddrivende. Lavendel blev brugt mod søvnløshed og opspændinger. Svovlblomme anvendes stadig til at dræbe naturligt forekommende vildgær.

Paa Langeland har nylig et Fruentimmer været tiltalt for saakaldet "Qvaksalveri", idet hun til en Pige, "hun kjendte fra Barn af, og som henvendte sig til hende om Raad for Fnat, havde leveret en Flaske med et af Tiltalte selv tillavet Decoct af Neldefrø, Lavendel-, Kameel-, Hyldeblomster og lidt Allun, kogt sammen i Vand, hvormed Huden skulde indgnides, samt derhos havde raadet Pigen til at indtage Svovlblomme, "ved hvilke Midler, som bleve anvendte, siger Berl. T., Pigen antages at være kommen sig"; men hvad vil man da mere? og dog kalder man ugeneert det Qvaksalveri! Havde det belbredende Fruentimmer været medicinsk kandidat, men ikke havde kunnet helbrede den Syge, saa havde det ikke været "Qvaksalveri", men Udøvelse af "berettiget Lægepraxis"! Den berettigede Læge, som ikke havde kunnet læge, havde "gjort sin Skyldighed". Pigen havde foreløbig beholdt sin "Fnat" og saa var den Gjedde kogt. At slige Begreber have Lovgivningshjemmel hos os endnu, er dog virkelig at vende op og ned paa Fornuften. Det Lægfruentimmer, som har vist sig at være virkelig Læge, og hvis Navn man dog næsten synes at have geneert sig ved at nævne, tiltales til Skræk og er ogsaa bleven idømt Bøde af 10 Rd. til Fattigkassen og "Sagens Udgifter", imedens hun snarere burde have havt Pengene som Priisbelønning og et Dannebrogstegn til fordi hun, endskjøndt hun ikke har Examen, har "studeret" Naturen og Lægemidlerne saa godt, at hun har kunnet gavne Medmennesker dermed. Hvem indestaaer i det Sted for, ar den af hende nu curerede Pige ikke var bleven forqvaklet af en examineret Læge, naar han trods Examen var en Fusker i at curere? Curiøst nok er Lægekonen ogsaa mere dømt fordi de Lægemidler, hvormed hun skaffede Pigen Sundheden, efter "Sundhedscollegiets" Recept vare saakaldte Arcana, som maaskee ere hemmelige d. v. s. ubekjendte for mange kollegier og Examinerede, men som man dog seer have cureret Pigen, og mere kan et Sundhedsinstitut dog vel ikke ønske i den offentlige Sundheds Interesse, især da netop "Fnat" er et Onde, hvis Fjernelse den offentlige Sundheds Vogtere ofte have meget at kæmpe med. Nu straffes "Fruentimmeret" fordi hun ikke har været privilegeret Læge, thi saa kan man jo gjerne bruge "Arcana", og fordi hun ikke har kjøbt sine Arcana paa Apotheket, thi der tages det jo ikke saa "stricte" med hvad der "maa regnes til de saakaldte Arcana". Det hedder om disse i Sundhedscollegiets Erklæring for Overretten, at det Decoct, som har helbredet, "ikke kan henregnes til den Art Lægemidler, der almindeligt betragtes som Huusmidler eller Huusraad, men snarere maa regnes til de saakaldte arcana, - hvorimod Svovlblomme vistnok især i tidligere Tid har været brugt indvendig og udvendig som Huusraad, om det end ikke stricte kan henregnes til Huusmidler". Derefter kjendtes for "Ret" baade af Langelands Foged og Overinstantsen: at Fruentimmeret (som har helbredet Pigen) skal til Advarsel betale en Mulct, der maaskee kan være for hende klækkelig nok, og denne Sags Omkostninger. "Retten" hævet. Det forekommer os, at det havde været rettere, naar "Sundheds"-bestyrelsen, hvis den ikke vilde indstille Fruentimmeret til Dannebrogsqvinde, samtidigt med Erklæringen, havde foranlediget den Langelandske Doctorinde antagen til at bereise ikke blot Langeland, men hele Landet for, hvor det behøves, at helbrede for Fnat. Sagen hidrører forøvrigt fra et Lægedistrict, hvis authoriserede Districtslæge har stor Praxis i at jage efter alle "saakaldte Arcana", der "allerede have beskjæftiget Retterne meget, saa Øens Dommer vel tilsidst slet ikke kan overkomme det. Var det ikke et tjenligt Middel til nu ogfaa at skaffe Fred paa Langeland og i hele det omfattende Arcanaspørgsmaal, naar Sundhedscollegiet ganske foranledigede dette spidsborgerlige Begreb ophævet, især for "saakaldte" Arcana, og ialtfald indskrænkede sin Censurfortegnelse til paaviselig skadelige Substantser. Saa fik det selv og Publicum mere Ro, og vi unde ogsaa gjerne Retterne denne Sommer- og Vinterferie.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 10. august 1866).

Kjøbenhavns offentlige Politiret, August 1866. (Efterskrift til Politivennen)

 

1ste Afdeling. Assessor Behrend.

(i Assessor Holmblads Fraværelse).

- Onsdagen den 8de August.

- Kaperkudsk Carl Nielsen havde lovet at kjøre nogle Passagerer fra Charlottenlund til Kongens Nytorv, men havde mod Aftalen gjort Holdt ved Østerports Holdeplads. Det var nu ganske rimeligt, at han nødig vilde kjøre til kongens Nytorv, da han atter skulde tilbage igjen til Skoven, men han havde ingen Fornøielse af sin Vrangvillie og sin Opsætsighed mod en Betjent; thi efterat et Par Vidner idag havde gjort Ed paa deres Forsikringer, dømtes Carl Nielsen til at bøde 10 Rd. til Kommunens Kasse.

- Maren Larsen maa en anden Gang, naar hun lukker sin Husbonds Vinduer op, passe paa. at der ikke falder Urtepotter ned paa Amagertorv. 

- Murmester C. H. Berg fik en Advarsel, fordi han havde spærret Fortovet paa Østergade i længere Tid med et 3 Tailles-Stillads.

- Gjæstgiver Trebbien havde ladet 30-40 Lam drive ud paa Græs, men Lammene vare løbne bort og havde foretrukket at æde Græs paa Volden. Her havde en Betjent faaet fat paa dem og ladet dem opstalde hos en Gjæstgiver, der fordrede 2 Rd. 12 Skilling i Husrum for Fæhovederne. Trebbien havde negtet at betale denne Sum, men gjorde det dog idag, og dermed var Sagen afgjort.

- Om otte Dage vil Sadelmagersvend Christian Heinrich Sternberg betale 4 Rd. i Mulkt. fordi han forleden havde overstænket 2 Herrer i Adelgade ved at besørge Latrinudførsel ud af Vinduet.

- Michael Pagh kjørte rask om Frederiksberggades Hiørne ind paa Nytorv og var lige ved at kiøre en Kontorist over Benene. Da Kontoristen vilde notere Droskekudskens Numer, skældte Pagh ham ud for "Gadedreng" og opfordrede sin Kollega, Droskekudsk Vilhelm Holm til "at stikke Fyren En". Og saa slog Holm saaledes til Kontoristen, at Cigaren fløi ham ud af Munden, to Fortænder løsnedes i en ubehagelig Grad, og Kontoristen selv styrtede om paa Stenbroen. Vilhelm Holm havde imidlertid ikke givet Møde, hvorfor Sagen udsattes til Fredagsmødet, efterat der var givet Ordre til at anholde ham, for at man kunde være vis paa, at han vilde give Møde.

- Tømmersvend Ferdinand Thorvald Jørgensen og Arbeidsmand Carl Christian Bimler havde forleden slaaet en Rude itu hos en Værtshusholder i store Brøndstræde og vare derpaa blev anholdte. Under Anholdelsen havde Bimler været saa vild og gal, at han ikke var til at styre; han havde banket nogle Folk i Detentionslokalet, brækket en Gasarm itu, rendt et Vindue ind hos en Urtekræmmer osv. osv. Jørgensen lovede idag at betale 4 Rd i Mulkt, hvorimod Bimler henvistes til at lide Straf ved den samlede Kriminalret.

- Carl Peter Hubertus Johnsen, som havde faaet et Tilhold af Politiet om ikke at forlade Ladegaarden, var bleven truffen af en Betjent i Kirsebærgangen, hvor han var ifærd med at skifte Skjorte. Han dømtes til 18 Dages Tvangsarbeide.

(Dags-Telegraphen 9. august 1866).

Gæstgiver Trebbien var også i politiretten den 6. juni 1865 for i sine kreaturfolde ved Trommesalen at have tilladt køb og salg af kreaturer på kristi himmelfartsdag. Han forklarede det med at dette havde fundet sted i mange år og slap med en advarsel om næste gang at indhente tilladelse hos politidirektøren. Den 24. oktober 1865 var han igen i politiretten i forbindelse med en sag om 200 får som var blevet ledt gennem byen. Da man ikke kunne få opklaret om det var ham eller nogen anden som havde givet ordre til at det skulle ske, blev sagen hævet.

1ste Afdeling Assesor Behrend,

(i Assessor Holmblads fraværelse).

Fredagen den 10de August.

- Gaardeier Hans Hansen fra Amager, som i tre Timer havde ladet sit Kjøretøi holde i Lavendelstræde, lod indbetale 1 Rd. i Mulkt.

- Sagen mod Droskekudskene Michael Pagh og Vilhelm Holm foretoges atter idag. Vilhelm Holm, som ikke mødte i forrige Retsmøde, forklarede, at han ikke var mødt, "fordi han havde puttet Tilsigelsen i den forkerte Lomme og glemt at læse den", og derfor havde han også, maattet sidde 24 Timer under Anholdelse. Michael Pagh blev idag overbevist om at have opfordret Vilhelm Holm til at paa en Kontorist, der paa Grund af Droskekudskens Skældsord vilde melde Pagh til Politiet, og Vilhelm Holm overbevistes om at have slaaet Kontoristen paa en meget brutal Maade, hvorefter Følgen blev, at Vilhelm Holm idømtes 8 Dages simpelt Fængsel og Michael Pagh en Bøde af 10 Rd. til Kjøbenhavns Kommunes Kasse.

- Mangelfuld Gadefeining udenfor Nr. 11 i Mikkelbryggersgade kostede Ølhandler Jensen 2 Rd.

- 1 Rd. ofredes af Høker P. Nielsen for at have kjørt paa Jordveien ved Østeralleef af Torvekudsk Jens Sørensen for at have ladet sin Vogn henstaa uden Tilsyn paa Gaden og affodret sin Hest sammesteds, af Madam Larsen i Borgergade for i længere Tid at have havt et af Politiet eftersøgt Fruertimmer i Logis uden at gjøre Anmeldelse derom samt af Droskekudsk Hans Peter Thedix for uberettiget Holdeplade ved Toldboden, hvorimod Værtshusholder Pøtig slap med den reglementerede Advarsel for Nattesæde.

- Smag og Behag er ikke ens hos Alle. Bryggersvend Morten Larsen foretrækker Tivoli for Alhambra, men finder dog ikke Præstationerne paa det førstnævnte Sted i den Grad tiltrækkende, at han skulde ville betale Entre for at faa Adgang. Forleden Dag forsøgte han 2 Sange gratis at skaffe sig Indpas, men blev forhindret deri af en Betjent. Han blev vred og lovede denne, at han "skulde have ham i Erindring". Og det er aldeles tilladeligt at erindre sig Politiet, men forøvrigt fik han en Advarsel mod at søge Tivolifornøjelsen gratis.

- Den næsten femtenaarige Carl Christian Jørgensen havde fra en Jernkræmmer i lille Larsbjørnstræde stjaalet et 2 Pd.s Malmlod. Paa sin Vandring for at faa det solgt med Fordel traf han en Bekjendt, en fjortenaarig Dreng ved Navn Jens Edvard Jensen, der fulgte ham hen til en Jernhandler i Springgade, til hvem han vilde forsøge paa at faa det afhændet. Jernhandlerens Kone, der var ene i Butiken, forlangte imidlertid, at han først skulde skaffe Sikkerhed for, at han havde Lov til at sælge det; og han foregav da, at det tilhørte en Sadelmager i Landemærket, der havde givet ham Befaling til Salget. Konen var imidlertid forsigtig, hun vilde ikke udlevere Pengene, før Sadelmageren selv kom og modtog dem, og erklærede tillige at ville beholde Loddet, til denne selv indfandt sig. Det var en Streg i Regningen for Carl. Han gik op paa Gaden, hvor Jens stod og ventede, og holdt en længere Raadslagning med ham. Resultatet blev, at han igjen skulde begive sig ned til Madamen og forlange Loddet udleveret, og det gjorde han da med Trusel om, at han "ellers vilde bringe hende til en Politistation". Hun lod nu en Betjent hente og Drengene anholde. Saavel paa Stationen, hvorhen han blev ført, som senere for Retten optraadte Carl med megen Suffisance og paastod at have kjøbt Loddet af en ham ubekjendt Dreng, og i denne Løgn assisteredes han af Jens, hvem han havde instrueret behørig i saa Henseende. Det lykkedes dog at faa dem til at bekjende, og Carl fik idag ved Dom en Straf af 10 Slag Ris, hvorimod Jens paa Grund af sin Alder ikke kunde straffes for det af ham begaaede Hæleri.

(Dags-Telegraphen 11. august 1866).

Dødsstraf efter den nye Straffelov. (Efterskrift til Politivennen)

Overretten har i Fredags faldet den første Dødsdom efter den nye Straffelov, og det er ganske vist, at den Forbrydelse, hvorfor den er faldet, er af en saa oprørende Beskaffenhed, at Dødsstraffen synes at maatte være den eneste Straf, hvorved den menneskelige Retfærdighed kan tilfredsstilles overfor slige Forbrydere. En Huusmand Peder Jensen, som for nogle Aar siden kjøbte et Huusmand Lars Pedersen i Sneglerup, Dragholm Birk, tilhørende Huus, for en Sum Penge og en Aftægt, saae sig ikke istand til at betale Afdragene paa Kjøbesummen og Aftægten. Da han nu blev truet med Stævning, fattede han den Beslutning at dræbe den gamle Mand, der boede i Huset sammen med ham, og efter at han forgjæves havde søgt at bevæge en anden Mand til at udføre Gjerningen, besluttede han den 29de Decbr. f. A. selv at gjøre det. Den anden Mand, Niels Nielsen, var da i hans Huus og lovede ham at være ham behjælpelig. Da den gamle Pedersen gik ud i Stalden for at malke en Ko, sneg Jensen sig efter ham paa Hosesokker og tog en Øxe, med hvis Bagside han bibragte ham et saadant Slag i Hovedet, at han strax faldt død om; men desuagtet gav han ham endnu endeel Slag med Øxen, for at han kunde blive fuldstændigt af med Livet. Liget lagde Forbryderne derpaa i Loen til om Natten, da de stod op, og ved Hjælp af Steen sænkede det i en Tørvegrav. Jensen blev, som ovenfor anført, dømt fra Livet, imedens Nielsen dømtes til 8 Aars Tugthuusarbeide. Efter den gamle Lovgivning vare de ved Underretten dømte; Jensen til at have sit Liv forbrudt og "Hovedet at sættes paa en Stage", Nielsen  til Tugthuusarbeide paa Livstid.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 2. august 1866)

Højesteretsdom nr. 255, 30. oktober 1866 stadfæstede dommene. Dødsstraffen blev i december 1866 benådet til livsvarigt tugthus:

Justitssag

Ved Høiesterets Dom af 30te October, der stadfæster Lands over- samt Hof. og Stadsrettens Dom af 27de Juli d. A., er Arrestanten Peder Jensen for overlagt Drab tilfunden at straffes paa Livet.

De nærmere Omstændigheder ved denne Sag have, efter den af Protokolsekretærerne i Høiesteret affattede Relation, i det Væsentlige været følgende:

Den 2den Januar d. A. anmeldte Huusmand Peder Jensen af Sneglerup for Sognefogden, at hans Aftægtsmand Lars Pedersen ikke havde været hjemme siden Fredagen den 29de December, og den 4de næstefter anmeldte han, at Aftægtsmanden endnu ikke var kommen hjem. Sognefogeden anstillede da samme Dag Undersøgelse i Aftægtsmandens Leilighed og i de nærmeste Tørvegrave, men uden at dette ledede til noget Resultat. Dagen efter anstillede Lars Pedersens Slægtninge imidlertid en ny Undersøgelse, som ledede til at hans Liig blev fundet i en Tørvegrav Christen Andersens Lod i Taarndrup med tydelige Tegn paa at han var kommen af Dage paa en voldsom Maade, idet han i hovedet havde flere Saar og der var bundet ham en Steen om Halsen og ligeledes en om Benene.

I Anledning heraf blev Dragsholm Birks Politiret den 6te Januar sat paa Peder Jensens Bopæl, hvorhen Liget var bragt og hvor en Synsfor retning strax blev foretaget af Distriktslægen. Det constateredes derved at den Afdøde maatte være dræbt og derefter kastet i Tørvegraven, idet раа hans Hoved forefandtes flere meget betydelige Saar, som antoges af være tilføiede deels med et stumpt og deels med et skarpt Redskab.

Da en af den Afdødes Slægtninge anmeldte, at der af hans Eiendele manglede nogle Sække med Korn, som han for nylig havde været i Besiddelse af, blev der anstillet Visitation paa Peder Jensens Bopæl, men uden at der fandies Noget, som havde tilhørt L. Pedersen, ligesom baade Peder Jensen og hans Hustru under Forhøret udsagde, at de ingen Oplysning kunde give om Forbrydelsen. Mistanken vendte sig derfor i Begyndelsen mod Andre, og fra den 6te til den 16de Januar blev der optaget Forhør over en stor Mængde Personer, uden at dog noget Mistænkeligt blev oplyst, men paa den sidstnævnte Dag blev det anmeldt for Dommeren, at Peder Jensen havde bragt forskjellige Gjenstande, som antoges at have tilhørt den Dræbte, hen til Parcellist Anders Larsen af Aastofte, og at han ved denne Leilighed til A. Larsens Hustru havde brugt Yttringer, hvorefter det maatte antages, at han havde dræbt L. Pedersen. Foranlediget heraf lod Dommeren samme Dag foretage en ny Ransagning paa Peder Jensens Bopæl, og i en Leergrav tæt ved Huset fandtes der 3 Sække med Sæd, ligesom der paa et Skillerum mellem Loen og Fæhuset fandtes Pletter, som skjønnedes at kunne være af Blod. Peder Jensen blev da anholdt og næste Dag stillet for et Forhør, hvorunder han tilstod at have myrdet Lars Pedersen og bagefter tilvendt sig adskillige af hans Eiendele. Ifølge denne Tilstaaelse, som han senere stadig har fastholdt, samt det iøvrigt Oplyste er det med de nævnte Forbrydelsers Udførelse gaaet til paa følgende Maade:

Arrestanten Peder Jensen kjøbte for nogle Aar siden Lars Pedersens Huus og Jordlod i Sneglerup for 675 Rd., hvoraf 300 Rd. betaltes contant og 50 Rd. skulde afdrages med 10 Rd. om Aaret, medens Resten var prioriteret i Huset til Statskassen, samt en aarlig Aftægt. Arrestanten saae sig imidlertid ikke istand til at betale de ommeldte Afdrag paa Kjøbesummen, ligesom han ogsaa stod til Rest med hele Aftægten for 1865, som skulde have været betalt til 1ste November. Da nu denne Gjeld trykkede ham haardt, og han ingen Udvei saae til at faae den betalt, og Lars Pedersen, som oftere te sin Misfornøielse med at han ikke fik sin Aftægt, truede med at lade ham stevne, begyndte Arrestanten allerede i afvigte Høst at tænke over, at naar Aftægtsmanden var død, vilde han maaskee nok kunne komme ud af det, og ialtfald sælge Stedet med Fordeel, da det, naar Aftægten faldt bort, vilde faae en forøget Værdi. Tanken herom blev ved at gjære hos ham, uden at han kunde blive den qvit, og efterhaanden opstod hos ham Ønsket om at faae L. Pedersen ryddet afveien paa en eller anden Maade.

Da han imidlertid følte, at han ikke selv havde Mod til at udføre Gjerningen, besluttede han at betroe sig til en omreisende Uldhandler, Medtiltalte Niels Nielsen Frenderup, der paa sine Vandringer oftere kom i hans Huus. Denne nægtede imidlertid at ville have med Sagen at gjøre eller at ville lægge Haand paa L. Pedersen, og afslog Arrestantens gjentagne Opfordringer til ham i saa Henseende. Den 29de December f. A. var han atter Gjæst i Arrestantens Huus, og da dennes Hustru og Børn den Dag vare tagne bort for at besøge nogle Slægtninge, og de saaledes vare allene, kom Sagen paany paa Tale mellem dem. Da Arrestanten nu yttrede, at han selv vilde tage sig Sagen paa, hvis N. N. Frenderup vilde hjælpe ham med at faae Liget bort, erklærede denne sig villig dertil, naar Arrestanten derfor vilde give ham 5 Rd., og herom blev da Aftale sluttet mellem dem. Det er sandsynligt, at den Omstændighed, at Lars Pedersen netop i de Dage havde omtalt til Flere, at han tænkte paa at berøve sig selv Livet, fordi han havde mistet nogle Penge, bragte Arrestanten til at troe, at Mordet kunde gaae upaatalt hen, naar Liget blev skaffet tilside.

Efterat de derpaa havde spiist Midaften og nydt noget Brændeviin, hvorved Peder Jensen efter sin Forklaring dog aldeles ikke blev beruset, idet han kun nød en enkelt Snaps, saae de L. Pedersen, der havde sin Aftægtsleilighed i den ene Ende af Huset, komme forbi Vinduerne i den Stue, hvor de nød deres Maaltid, og gaae hen i Stalden for at malke en Ko, og i Henhold til en tidligere Yttring om at Gjerningen bedst kunde udføres, naar Lars Pedersen var beskjæftiget hermed, reiste Arrestanten sig nu op for at udføre den, idet han dog, som han har udtrykt sig, "nødigt drog til det" og trykkede sig derved", men blev opmuntret af Medtiltalte, hvilket denne dog bestemt har benægtet, idet han tvertimod da vil have fraraadet Udførelsen. Arrestanten tog nu sine Træskoe af, for at L. Pedersen ikke skulde høre hans komme, gik paa Hosesokkerne ud i Kjøkkenet, derfra gjennem en aabentstaaende Dør ind i Loen, som stødte til Stalden, og tog en her henstaaende langskaftet Øre. Med Bagsiden af denne bibragte han derpaa, idet han stod bag det 1% Alen høie Leerstillerum mellem Loen og Stalden, Lars Pedersen, der med Ryggen vendt imod ham sad paa„Hug i Stalden og malkede, et stærkt Slag oven i Hovedet, som bevirkede, at han uden at give en Lyd fra sig faldt om paa Siden, hvorefter Arrestanten, medens han laae i denne Stilling, gav ham flere Slag med Øxen, uden at han dog kan erindre om det var med Skarpen eller Bagen, i Hovedet, for at L. Pedersen, hvis han ei skulde være rigtig død ved det første Slag, kunde blive af med Livet. Liget slæbte han ind i Loen og vendte derefter tilbage til Stuen, hvor han nu aftalte med N. N. Frenderup, at da hans Familie snart funde ventes tilbage, skulde Liget først om Natten bringes bort og da bæres ud i en Tørvegrav i Nærheden.

Omtrent Kl. 8 kom Arrestantens Kone og Børn hjem og kort efter gik de Alle tilsengs, idet N. N. Frenderup fik Lov til at ligge paa en Slagbank. Ud paa Natten reiste Peder Jensen sig, uden at hans Kone mærkede det, og kaldte paa den Anden, hvorpaa de gik ud i Loen, fik Liget lagt paa en Stige og bare det i Forening ud til Chr. Andersens Tørvegrav, der ligger i en Afstand af 6-700 Skridt fra Huset. Her kastede de Liget, efterat have bundet Steen saavel ved Hovedet som ved Benene, ud i Graven, men da Liget ikke var kommet heelt under Vandet, hentede Arrestanten en Rive og stødte det med den længere ud, saa at det kom heelt under Band. Da han kom tilbage og atter gik iseng, vaagnede hans Hustru og spurgte ham, hvor han havde været, hvortil han svarede, at han havde været ude i et naturligt Ærinde.

Den næste Morgen gik Arrestanten op paa L. Pedersens Loft, der kun ved nogle Knipper Halm var adskilt fra hans eget, og satte sig der i Besiddelse af nogle Sække med Sæd, som han med N. N. Frenderups Hjælp bar ind paa fit eget Loft, ligesom han ogsaa bemægtigede sig noget Flesk, der hang i Skorstenen, og noget Lærred m. m., der laae i Aftægtsmandens Kiste, foruden nogle andre Gjenstande, ialt vurderet til 19 Rd. 20 f. Lars Pedersens Hue af Plyds, som var falden paa Jorden under Overfaldet, og hans Træskoe, som de havde taget af ham, forinden de bare ham bort, tilintetgjorde han derefter ved at brænde dem, og Øxen laante han, efterat have vasket Blodet af den, til Huusmand Peder Andersen i Asnæs, da han nødig vilde have den i Huset af Frygt for at den skulde vække Mistanke. Han gjentog sit Løfte til den medskyldige N. N. Frenderup om de 5 Rd., hvorpaa denne forlod Stedet. Efterat han var gaaet, sagde Arrestanten, som ikke formaaede at bære det hos sig allene hvad der var skeet, til sin Hustru, at det var forbi med Lars Pedersen, hvorpaa hun udbrød: „Du har vel aldrig slaaet ham ihjel!", og da han hertil svarede: „Ikke allene“, sagde hun: Naa, saa være Gud Din Sjæl naadig!", hvorefter hun græd og jamrede sig over hvad der var skect. Arrestanten paalagde hende paa det Indstændigste at tie med hvad han havde betroet hende, da ellers hans Liv var fortabt, og efter hans Paalæg forklarede hun i det første Forhør, ligesom han selv, at hun ingen Oplysning kunde give, men at hun den omhandlede Dag havde hørt Aftægtsmanden bevæge sig i sin Stue, efterat hun var gaaet iseng. Arrestanten betroede tillige sin Kone, at han havde tilvendt sig nogle Sække Korn samt noget Flesk og Lærred L. Pedersen tilhørende, men da Konen med Bestemthed erklærede, at hun Intet deraf vilde have og ikke vilde taale, at det blev i deres Huus, bar han Sækkene ud i en Leergrav paa hans Mark, efterat han først havde taget nogle Skjepper Korn ud af dem. Disse Skjepper bar han over til Parcellist Anders Larsen, hvem han skyldte noget Rug, tilligemed en Pose, hvori han havde lagt de andre stjaalne Gjenstande, og som han bad maatte blive staaende der indtil videre. Da A. Larsens Kone, som var ene hjemme, undrede sig over at han saa snart kunde tilbagebetale den laante Rug, sagde han, at det var Rug, som han skulde have leveret til Aftægtsmanden, men tilføiede han "nu er det forbi med den Gamle, jeg har slaaet ham ihjel med en Øre ude i Loen." Konen yttrede hertil, at det kunde da vel aldrig være sandt, at han kunde gjøre en saadan Gjerning; men han gjentog det og paalagde hende derhos at tie stille med hvad han havde sagt. Da Arrestanten under Forhøret blev adspurgt om, hvorfor han saaledes havde aabenbaret sin Misgjerning for A. Larsens Kone og derved selv bevirket, at Mistanken blev ledet hen paa ham, svarede han, at han ikke kunde forklare Andet, end at der var Noget indeni ham, der drev ham til at sige hvad han havde gjort, og at det vel maatte være saaledes tilskikket for at Gjerningen ikke skulde blive skjult.

Ifølge den af Physicus og Distriktslægen den 8de Januar foretagne Obductionsforretning er L. Pedersens Baghoved formelig blevet knuust ved Slagene af Øren der er befunden at veie 5% ũ og store Beenstykker fundne nedtrykkede i Hjernesubstantsen, ligesom Obducenterne have udtalt, at den mod ham udøvede Vold maa have medført hans øieblikkelige Død.

Arrestanten er født den 18de August 1821 i Hørve af Forældrene Huusmand Jens Larsen og Hustru Mette Madsdatter. Efterat være udskreven af Skolen med Charakteren maadelig" for Kundskab og være confirmeret, har han tient paa forskjellige Steder og faaet gode Vidnesbyrd for fit Forhold. For omtrent 6 Aar siden blev han gift med sin Hustru, der hensad som Enke med 4 Børn, og med hvem han har et Barn. Han har ikke tidligere været tiltalt eller straffet. Sognefoged R. Jensen, som har kjendt Arrestanten fra Dreng af, har forklaret, at han var temmelig enfoldig, men stille og godmodig i sin Færd, og Sognefogeden har aldrig hørt noget Uskikkeligt om ham. Arrestantens Hustru har udsagt, at hun vel oftere har hørt ham udtale et Ønske om at Aftægtsmanden maatte døe, men dog aldrig paa en saadan Maade, som om han nærede nogen Tanke om enten selv at ville gjøre en Ulykke paa L. Pedersen eller at ville forsøge at formaae Andre til at gjøre det. Hun har derhos aldrig kunnet tænke sig Muligheden af at hendes Mand, der ingenlunde har noget ondt eller heftigt Sind og som altid har vist et godt Forhold mod hende og hendes Børn, kunde faae sig til at udøve en slig gruelig Gjerning. Den fortrykte Tilstand, hvori de befandt sig, var tildeels en Følge af den ringe Høst, de havde havt paa deres lille Lod, saa at de ikke kunde klare Aftægten, og deels en Følge af at Manden i denne Vinter intet Arbeide havde kunnet faae ved Tærskning, saa at de, uagtet han aldrig drak Brændeviin og Intet forødte, ikke havde Midler til at skaffe det Nødvendige tilveie og maatte gjøre Gjeld. Forhørsdommeren har til Protokollen bemærket, at Arrestanten, der var tilstede saavel ved den første Synsforretning som senere ved den legale Obductionsforretning, og paa forskjellige Maader assisterede ved Ligets Afklædning og ved at holde Lyset for Obducenterne, bevarede den største Rolighed og Besindighed, uden at det var at spore, at nogen indre Bevægelse rørte sig hos ham, men at han derimod i Forhøret den 17de Januar, da han afgav sin Bekjendelse, oftere var meget bevæget, faldt i heftig Graad og udtalte sin Anger. Sognepræst Budde-Lund har afgivet følgende Erklæring om Arrestanten: "Peder Jensen er af meget indskrænkede Forstandsevner og kun i Besiddelse af yderst ringe Kundskaber; han kan hverken læse eller skrive, ligesom hans Indsigt i den christelige Religions Lærdomme er i høi Grad mangelfuld. Han forekommer mig at være af en meget svag Charakteer, der let giver efter for enhver Paavirkning, og uagtet den afskyelige Forbrydelse, han har begaaet, tør jeg dog med fuld Overbeviisning sige, at han ikke er nogen forhærdet Forbryder. Visheden om ikke at kunne svare den stipulerede Afgift til L. Pedersen, navnlig efterat hans Høst i afvigte Sommer var aldeles mislykket, Frygten for den sørgelige Lod, der forestod ham og hans Familie ved at komme under Sognets Fattigvæsen, og endelig L. Pedersens hyppigt brutale og urimelige Opførsel, naar han var i beruset Tilstand, som ofte skal have været Tilfældet, have i Forening virket ind paa den baade legemlig og aandelig svage Mand og været Motiverne til hans Forbrydelse. Fortiden nærer han en dyb og inderlig Anger og er i høieste Grad nedslagen, og naar Straffens Øiemed skal være at forbedre, da tør jeg efter min fuldeste Overbeviisning sige, at et langvarigt Fængsel under christelig Veiledning i dette Tilfælde vilde naae sin Hensigt og under Guds Naade frelse hans Sjæl fra Fortabelse." Forhørsdommeren har bemærket, at han efter Arrestantens Forhold under Forhørerne og Udtalelser om sin Anger og Fortrydelse kan tiltræde denne Erklæring af Stedets Præst. Endelig findes der paa flere Steder i Forhørerne Udtalelser af Arrestanten selv om hans Anger, idet han saaledes om sin Tilstand den første Nat efter Mordet har udtalt, at han ei kunde falde isøvn, da han var urolig og nedtrykt i Sindet og bitterlig angrede hvad han havde gjort, samt med Hensyn til fine Yttringer til A. Larsens Kone, at han allerede dengang bittert angrede sin Gjerning og ingen Ro havde i sit Sind hverken Dag eller Nat.

Efter det saaledes Oplyste maatte Høiesteret billige, at Arrestanten ved den indankede Landsoverretsdom, som den, der med Overlæg har skilt Lars Pedersen ved Livet, i Medfør af Straffelovens § 306 er dømt efter § 190 til at straffes paa Livet, hvorved i Medfør af § 62, 1ste Led, den Straf, han endvidere har forskyldt for Tyveri efter § 228, absorberes; og bemeldte Dom blev derfor af Høiesteret stadfæstet.

Men skjøndt Arrestanten saaledes ikke kunde undgaae at ansees efter de citerede Bestemmelser, formeente dog 9 af de 10 Voterende at burde indstille ham til ved Hans Majestæts Naade at eftergives Livsstraffen, i hvilken Henseende blev anført:

1) at Domfældte, forinden hans slette oekonomiske Forfatning bevægede ham til at begaae Forbrydelsen, saavidt oplyst har ført en ustraffelig Vandel;

2) at hans Aandsevner ere meget svage, og

3) at han efter Gjerningens Udførelse maa antages at have angret den. Paa disse Grunde indstillede de 9 Tilforordnede, at Livsstraffen maatte eftergives Arrestanten, mod at han henfattes til Tugthuusarbeide paa Livstid.

Da ogsaa Justitsministeriet maatte være af den Formening, at der i Henhold til de anførte Omstændigheder turde være Anledning for Hand Majestæt til allernaadigst at eftergive Domfældte den ham idømte Livsstraf, og da Ministeriet maatte ansee den af Majoriteten af Høiesterets Tilforordnede foreslaaede Straf af Tugthuusarbeide paa Livstid for passende, nedlagde Ministeriet i Overensstemmelse hermed en allerunderdanigst Forestilling.

Sagen har derpaa været foretaget i Statsraadet, og ved allerhøieste Resolution af 26de November har det behaget Hans Majestæt allernaadigst at eftergive Peder Jensen den ham idømte Livsstraf, mod at han hensættes til Tugthuusarbeide paa Livstid.

(Departementstidenden nr. 78, 15. december 1866)