Avistiggeri. (Efterskrift til Politivennnen)

I 1865 begyndte at optræde nedenstående annoncer i Adresseavisen:

Bøn for en ulykkelig Moder

af Embedsstanden med 4 smaa Børn, som hidtil paa en hæderlig Maade har ernæret dem Alle, men nu er bleven saa ulykkelig ved Sygdom og andre tilstedende Uheld, at hun er nedsunken i en Armod, der knap lader sig tanke, langt mindre beskrive. Ved at trække sig tilbage fra sine tidligere Bekiendte og leve et indesluttet Liv, kun for at ernære sine Børn, er hun bleven ubekjendt for Alle, kun de, for hvem hun har arbeidet, kiende hendes Nød og kummerfuldt Tilværelse; hun har kjæmpet med de bittreste Næringssorger fra den tidligste Ungdom og mistet sine nærmeste Paarørende og staaer derfor ene med sine 4 Børn til at bære sin sørgelige Skjæbne: Vinteren er forhaanden, og hun har Intet at leve af og seer den mørkeste Fremtid imøde. Hun vover derfor at fremsende en Bøn til Stadens ædle Velgiørere og Velgjørerinder om at skjænke hendes kummerfulde Forfatning en venlig Deeltagelse og ved en lille Hjælp redde hende fra den Ulykke, at skulle see sine Børn omkomme af Mangel og Elendighed.

At Ansøgerinden er værdig Trængende og grændseløs ulykkelig, er os bekjendt, fra hvem hun havt Sytøi i flere Aar, og stedse arbeidet med utrøttelig Flid. Vi tillade os derfor i Forening med hende at fremsende vor Bøn og ere villige til at modtage hvad Goddædigheden vil yde hende af Penge eller Klædningsstykker og siden aflægge Regnskab derfor.

A. J. Jørgensen,

Maskinfabrikant,

Compagnistrade 7

Chr. Eltong,

Urtekræmmer,

Hf. af Nørrevold og Tornebuskegade.

H. Rasmussen, Victualiehandler,

Høibroplads 5.

(Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 21. december 1865).

Politiet blev mistænkelige overfor annoncerne og startede en efterforskning som blev omtalt i Dagbladet. De tre underskrevne anbefalere omtaltes også i det nedenstående:

Avistiggeri. Naar man gjennemlæser de sidste Aargange af "Adresseavisen", vil Øiet hyppig, under Rubriken "Blandede Bekjendtgjørelser", støde paa Avertissementer, i hvilke "en ulykkelig Moder af Embedsstanden med 4 uforsørgede Børn, som ved meget Uheld er nedsunken i en saadan Armod, der knap lader sig tanke, men ikke beskrive", anraaber den offenlige Velgjørenhed om Hjælp. "Da hun har trukket sig tilbage fra sine tidligere Bekjendte, er hun ukjendt af Alle og staaer ene i den vide Verden; kun de, for hvem hun har arbeidet, kjende hendes kummerfulde Tilvarelse." "Velgjørende maae redde hende fra den Fortvivlelse, at see sine Børn omkomme af Mangel og Elendighed." Disse Avertiesementer, der ogsaa findes indrykkede i andre af Byens udbredte Blade, ere, paa sædvanlig Maade, forsynede med Underskrifter af Anbefalende. der bevidne, "at hun er værdig og saa grændseløs ulykkelig, og at hun har arbeidet med utrættelig Flid" osv. Ved at sammenholde Underskrifterne paa alle disse Annoncer, vil man vel undertiden støde paa nye Navne, men der er nogle, der atter og atter vende tilbage.

Efterat Politiet nu var kommet til Kundskab om, at det Fruentimmer, der paa denne tryglende Maade søgte at paavirke Folks Medlidenhed, ved dette Avistiggeri ligefrem har søgt at skabe sig en regelmæssig Indtægtskilde, og da man derfor maatte formode, at Nogle af Underskriverne direkte eller indirekte høstede personlige Fordele ved deres Anbefalinger, besluttede man sig til at skride ind for at demaskere det formodede Bedrageri og standse det Misbrug, der paa denne Maade formeentlig gik i Svang med den offenlige Velgjørenhed, der i saa fuldt Maal er tilstede her i Byen.

Der blev derfor sendt 2 Betjente af Opdagelsespolitiet til Tiggerskens Hjem for at anholde hende. De blev modtagne af 3 Børn, som vare meget tarmlig paaklædte; af disse blev de, ukjendte som de vare, med den største Belevenhed førte ind i Stuen og anmodede om at tage Plads, indtil deres Moder kom. Det var nu strax Betjentene paafaldende, at der virkelig saae saa fattigt og usselt ud, skjøndt Tiggersken, der kaldte sig Fru Ø., i det sidste Fjerdingaar, som det fremgaaer af de bekjendtgjorte Regnskaber, har havt et Udbytte af henimod 250 Rdl. foruden en Mængde Klædningsstykker. Fru Ø., der aabenbart antog de 2 Betjente for "Velgjørere", fortalte dem, at hun var Enke efter en Fuldmægtig Ø., der i sin Tid havde været ansat paa et Postkontor i Jylland, og at han havde efterladt hende, en stakkels brystsvag Kone, med 4 uforsørgede Børn, i en aldeles hjælpeløs Forfatning; men efterat hun var bleven underrettet om sine Gjæsters Ærinde, maatte hun tilstaae, at hun aldrig havde været gift, men avlet sine 4 Børn udenfor Ægteskab. Hun blev nu anholdt; og da, som for omtalt, Lejlighedens mere end tarvelige Udseende havde været paafaldende, idet man maatte antage dette for et rent Spilfægteri, beregnet paa at stikke de Besøgende Blaar i Linene, blev der foretaget en meget nøiaglig Visitation i hendes Gjemmer; men Alt, hvad der derved fremkom, tydede paa den allerdybeste Armod. I det foreløbige Forhør, som blev optaget over Ø. til en Politirapport, tilstod hun, at hun virkelig i de sidste 2 Aar havde søgt en Indtægtskilde i dette vedholdende Avistiggeri. Hun har i det Hele paa denne Maade betlet en halv Snees Gange, i Almindelighed med et Par Maaneders Mellemrum, og det tør antages, at Totalsummen af de indkomne Bidrag overstiger 1000 Rdl.; men dog saae der saa elendig ud i hendes Hjem.

Dette beroer imidlertid paa, at hun i Almindelighed selv kun har modtaget en ringe Deel af det Indkomne, idet endeel af de Anbefalende vare hendes Kreditorer. Og disse, der Alle godt kjendte hendes Forhold, undsaae sig ikke alene ikke for offenlig at indestaae for hendes Værdighed, men de nød selv godt af Frugterne, idet de i de indkomne Bidrag gjorde sig betalte for deres Tilgodehavende, vel at mærke tildeels efter foregaaende Aftale med hende, som de anbefalede.

Saaledes søger hun i Slutningen af Februar og Begyndelsen af Marts f. A. om Understøttelse; hun anbefales af en Panlelaaner, en Maskinfabrikant og en Skomager. Hos disse indkom henholdsviis 70, 60 og 40 Rdl.; men af disse Penge beholdt Skomageren og Pantelaaneren omtrent Halvdelen, Maskinfabrikanten ovenikjøbet det hele Beløb, som Afdrag paa deres Tilgodehavende hos Ø. Det fortjener at bemærkes, at Skomageren og hans Kone ved deres Aager i tidligere Tid selv tildeels have foranlediget Ø.'s nuværende fortrykte Stilling, hvorhos det bør fremhæves, at Pantelaaneren, der ved denne Lejlighed blev fuldstændig dækket, fra den Tid af standhaftig vægrede sig ved paany at anbefale Fru Ø. til offenlig Understøttelse. Ved en anden Leilighed anbefales hun af en Urtekræmmer og den omtalte Maskinfabrikant, hos denne indkom der omtrent 60 Rdl., af hvilket Beløb han tog omtrent Halvdelen til Indtægt, hos den Første c. 40 Rdl., af hvilke han tilbageholdt 13 Rdl.

Flere af de Navne, der findes under disse Avertissementer, ere forøvrigt anvendte paa denne Maade næsten imod Vedkommendes Villie. Saaledes ere nogle Næringsdrivende anførte som Anbefalende, uagtet de kun havde lovet at lade deres Folk modtage Bidrag og anvise Ansøgerindens Bopæl, og bagefter have de saa meent, at det var Synd imod Vedkommende at protestere i Bladene. 

Ved denne Lejlighed kom Politiet efter, at denne ulykkelige Enke af Embedsstanden har 3 Søstre, der Alle have søgt en Indtægtskilde i slige hjerteskjærende Avertissementer, idet hver Enkelt af dem har benyttet sit særskilte Stof for at paavirke Publikums Medlidenhed. Een, der kalder sig Fru Ø., uagtet heller ikke hun har været gift, udgiver sig for en kjøbmandsenke og tigger for sig og sin Datter. En Anden, der ogsaa har begaaet et Feiltrin, har uden videre antaget en tidligere Elskers Navn. Den Tredie, der nu er Enke efter en stakkels "lam Kontorist", kalder sig Moder, uagtet det er over en halv Snees Aar siden, at hendes eneste Barn døde. Hendes Mand døde i Forvaret efterat have ligget syg i over 3 Aar; det var i det sidste Aar af hans Levetid, at hun slog ind paa denne Vei. I Begyndelsen gik det meget godt. Den første Gang, i Marts f. A , indkom der saaledes henved 200 Rdl., i Mai allerede omtrent 40 Rdl.; men et Par Gange var hun saa uheldig, at der ikke engang indkom tilstrækkcligt til at dække Driftsomkostningerne dermed. Det vil muligviis endnu ikke være uden Interesse at erfare, at Moderen og en 5te Søster i sin Tid med stort Held have brugt denne Trafik."

Paa Sagens nuværende Standpunkt er det ikke muligt at danne sig nogen aldeles bestemt Forestilling om, hvor Meget disse uværdige Mennesker have faaet ind ved deres glatte Tunge, deres svage Helbred, deres Taarer og Krampetilfælde, kort sagt hele det Væv af Løgn, i hvilket de have indhyllet sig, men denne ganske vist i flere Henseender uhyggelige, men tillige vistnok i mere end cm Retning lærerige Sag er nu henviist til Behandling ved Retten for offenlige Politisager.

(Dagbladet (København) 4. december 1866)

Avistiggerisagen, som i disse Dage ikke med Urette har vakt en stor Opsigt, foretoges igaar i den offentlige Politirets 1ste Afdeling. Den Tiltalte Caroline Frederikke Østergaard, der er født i 1826 og ligesom sine tre andre tiltalte Søstre ikke forhen er straffet eller tiltalt, havde forklaret til Rapporten, at hun, som udenfor Ægteskab havde 4 Børn og kun en maanedlig Hjælp af 5 Rd til Børnenes Underhold, i Løbet af de sidste Aar havde tigget i Aviserne om Hiælp, anbefalet af flere forskiellige Personer. Af de Anbefalende, hvoriblandt der figurerede Provster, Præster, Fuldmægtige, Prokuratorer, Figuranter, Skrædere osv., havde Størstedelen givet Vidnesbyrdene i god Tro; derimod havde fire værdige Menneskevenner udmærket sig ved at anbefale Enken og giøre sig betalte af de indkomne Beløb for endel Gjæld, hvori Mad. Østergaard stod til dem. Disse fire Underskrivere vare Symaskinefabrikant Jørgensen, Kompagnistræde 7, Høker og Pantelaaner Umland. Hummergade 21, Skomagermester Soldath, Vesterbrogade 91, og Urtekræmmer Eltong, Nørrevold 106; de indkomne Beløb havde de fire Mænd enten helt eller for en Del beholdt, medens Mad. kun fik en ringe Del deraf. Ialt havde hun 7 Gange indrykket Avertissementer i Bladene, og hvert Avertissement havde i Giennemsnit kostet hende 20 Rd. De Tiltalte, Frederikke Henriette Christine Østergaard, Salchows Enke, Ida Amalie Østergaard, kaldet Fru Ricard, og Vilhelmine Andrea Østergaard, afgav ligeledes Tilstaaelser om i flere Aar at have drevet dette Tiggeruvæsen, ligeledes anbefalede af forskiellige, for største Delen bekjendte og hæderlige Mænd. og ialt havde de i Løbet af de 2 sidste Aar averteret 24 Gange i Aviserne og erholdt hver Gang fra en ren Bagatel indtil 200 Rd. Efterat Dommeren havde oplæst Rapporten, som de Tiltalte ratihaberede, bemærkede han: "Den Forseelse, hvorom denne Sag dreier sig, findes omtalt i Planen for Kiøbenhavns Fattigvæsen af 1ste Juli 1799 § 137. Den er aldeles lovbestemt, og Straffen kan, naar den skal bestemmes ved Dom, kun blive en Mulkt, der hverken kan overstige 20 Rd. eller fastsættes lavere end 2 Rd. Efter Bestemmelsen er det ikke alene dem, der i offentlige Blade kollektere for sig selv, men ogsaa dem, der kollektere for Andre, og dem, der forestaa Ugeblade eller Aviser, hvori der uden Tilladelse fra Direktionen for Fattigvæsenet kollekteres, som skulde mulkteres, og naar Alle de, som under nærværende Sag sees at have overtraadt den nævnte Lovbestemmelse, derfor Skulde drages til Ansvar, vilde over 60 Personer komme under Tiltale, og deriblandt Mænd, der nyde almindelig Agtelse og Anseelse, og som ved deres Forhold, forsaavidt dette træder frem under Sagen, ikke have havt nogen Forestilling om, at de begik en Lovovertrædelse, saameget mere, som Lovbestemmelsen ikke i meget lang Tid er bleven overholdt eller anvendt. Efterat jeg derom har konfereret med Politidirektøren, har han derfor bestemt, at kun de 4 Sødskende skulle tiltales, idet disse under Sagen fremtræde som de mest Kompromitterede, navnlig ved deres hyppig i Aviserne gientagne Tryglerier. At nogle af dem havde givet sig Udseende af at være, hvad de ikke ere, fortjener vistnok Dadel, men kan ikke føre Sagen udover den oftnævnte Lovbestemmelse og videre ind paa det kriminelle Gebet." - I Betragtning heraf, og da de tilvejebragte Oplysninger vise, at de Tiltalte have været virkelig trængende og ikke tidligere have været tiltalte for nogen Lovovertrædelse, fandt Dommeren i Henhold til § 17 af Lov af 11te Februar 1863 ikke Grund til at gaa videre end til en Advarsel, hvilken han tildelte de Tiltalte. De efter Avertissementerne senere indkomne Bidrag, som vare blevne afleverede sti Politiet, og som ialt udgjorte 16 Rd. samt 1 Rd. svensk og en Pakke Tøi, bleve ifølge den ovenciterede ! 137 i Plan af 1ste Juli 1799 konfiskerede til Fordel for Kjøbenhavns Fattigvæsens Hovedkasse.

(Dags-Telegraphen (København) 15. december 1866)

Fædrelandet undrede sig den 15. december 1866 over at symaskinefabrikant Jørgensen, skomager Soldath, pantelåner og høker Umland og urtekræmmer Eltong ikke blev retsforfulgt, samt at de aviser som havde bragt annoncerne heller ikke blev det. En person der betegnede sig som A-h imødegik artiklen i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 26. december 1866.

Den 4. februar 1867 udstedte Københavns politidirektør en bekendtgørelse hvori han forbød aviserne at annoncere for alle indsamlinger til fordel for sig selv uden fattigvæsnets direktions godkendelse, samt udstede attester om fattigdom eller indsamle almisse til sig selv eller andre.

Majestætsfornærmelse. (Efterskrift til Politivennen).

Fornærmelser imod Hds. M. Dronningen i et trykt Skrift. I Henhold til Justitsministeriets skrivelse af 19de Septbr. d. A. var Commissionair Frantz August Büchler actioneret for ved det i Nr. 2 af Ugebladet "Den offentlige Mening" optagne Digt med Overskrift "Ved Hendes Majestæt Dronningens Geburtstag" at have krænket den Ærbødighed, som skyldes Hds. Majestæt.

Tiltalte havde under Sagen erkjendt at have som Hovedcommissionair forhandlet det ommeldte Ugeblad, paa hvilket hans Navn ogsaa findes anført, uden at der iøvrigt paa samme, der kaldes et Ugeblad udgivet af danske Studenter, fandtes angivet nogen Redacteur, Udgiver, eller Forlægger, og at han saaledes bærer Ansvaret for Indholdet af det nævnte Nummer af Bladet, der er udkommet den 7de Septbr. d. A. Da nu det paatalte Digt fandtes at være af et for Hds. Maj. Dronningen fornærmeligt Indhold, navnlig ved den haanlige og ironiserende Maade, hvorpaa Dronningen i Anledning af hendes Fødselsdag omtales under Fremhævelse blandt Andet af, at hun, som det i Digtet hedder "er saa deilig nedladende" og "snakker paa hver en Maneer" og "at hun vel er en Tydsk Fyrstinde, men dansk udi Sinde", at "hun er huusmoderlig" og "har deilige Børn, der alle faae Kroner paa Ho'det", idet der derved i Forbindelse med Omkvædet "Aa - Sørensen" - hvorved efter Sammenhængen maa være sigtet til det danske Folk - "hvad vil du saa mer" maa antages tilsigtet at hidbringe Læseren den Tanke, at Hds. Majestæt Dronningen ikke er i Besiddelse af de Egenskaber og Fortrin, som Folket maatte ønske hos hende som saadan, fandtes Tiltalte, der er 44 Aar gl. og flere Gange har været dømt for Overtrædelse af Presseloven, at maatte dømmes efter Straffelovens § 93 cfr. § 90

Ved Criminal- og Politirettens Dom blev Tiltalte anseet med simpelt Fængsel i 2 Maaneder.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. december 1866)

Literatur "Den offentlige Mening". Illustreret Ugeblad, udgivet af danske Studenter, udkommer hver Fredag, Priis 4 sk ugenlig, 3 mk. 4 sk. kvartalet. Nr. 2 indeholder: Digt i Anledning af Hendes Majestæts "Geburtsdag", Et Hofs hemmelige Historie, med 6 Illustrationer, Den offentlige Mening lærer en Hjemmetydsker at synge danske Nationalmelodier med stor Tegning m. m. Bladet faaes hos samtlige Boghandlere, samt paa Kontoret Kompagnistræde 25 i Stuen, og Store Regnegade 17 i Stuen. Flunke Budde søges, som ville samle Abonnenter. (Annonce i Folkets Avis - København 7. september 1866. Annoncen stod bl.a. også i Dags-Telegraphen). Büchler solgte også andre viser, fx "Visen om den humane Madmoder, Bagermadammen", med portræt.

Tredie eller extraordinaire Session.

Onsdagen den 2den Januar 1867.

Nr. 327.

Advocat Liebe

contra

Franz August Büchler (Defensor Levinsen), 

der tiltales i henhold til Justitsministeriets Skrivelse af 19de September 1866 for ved det i Nr. 2 af Ugebladet „Den offentlige Mening" optagne Digt med Overskrift "Ved Hendes Majestæt Dronningens Geburtsdag" at have krænket den Ærbødighed, der skyldes Hendes Majestæt.

Criminal og Politirettens Dom af 1ste Decbr. 1866: "Tiltalte Franz August Büchler bør straffes med simpelt Fængsel i 2 Maaneder, hvorhos det ovenmeldte Nr. 2 af Ugebladet,,den offentlige Mening" bør være confiskeret; saa bør han og udrede Actionens Omkostninger, derunder Salair til Actor og Defensor, Procuratorerne Lindhard og Maag, 5 Rd. til hver. At efterkommes under Adfærd efter Loven“.

Høiesterets Dom.

I henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde kjendes for Ret:

Criminal- og Politirettens Dom bør ved Magt at stande. 3 Salarium til Advocaterne Liebe og Levinsen for Høiesteret betaler Tiltalte 10 Rd. til hver.

I den indankede Doms Præmisser hedder det: "...Tiltalte har erkjendt at have som Hovedcommissionair forhandlet det ommeldte Ugeblad, paa hvilket hans Navn ogsaa findes anført, uden at der iøvrigt paa samme, der kaldes et Ugeblad udgivet af danske Studenter, findes anført nogen Redacteur, Udgiver eller Forlægger, og at han saaledes bærer Ansvaret for Indholdet af det nævnte Numer af Bladet, der er udkommet den 7de Septbr. d. A., og da nu det paatalte Digt findes at være af et for Hds. Maj. Dronningen fornærmeligt Indhold, navnlig ved den haanlige og ironiserende Maade, hvorpaa Dronningen i Anledning af sin Fødselsdag omtales under Fremhævelse blandt Andet af at hun, som det i Digtet hedder, "er saa deilig nedladende" og "snakker paa hver en Maneer", og at hun vel er en tydsk Fyrstinde, men saa dansk udi Sinde", at hun er husmoderlig“ og "har deilige Børn, der alle faae Kroner paa Ho'det", idet der derved i Forbindelse med Omkvædet, "Aa, Sørensen" hvorved efter Sammenhængen maa være sigtet til det danske Folk "hvad vil Du saa meer,“ maa antages tilsigtet at bibringe Læserne den Tanke, at Hds. Maj. Dronningen ikke er i Besiddelse af de Egenskaber og Fortrin, som Folket maatte ønske hos hende som saadan, vil Tiltalte, der er født den 8de August 1822, og foruden at være for ulovlig Handel idømt en Mulet af 1 Rd. ved denne Rets Dom af 14de Februar 1860, er ved samme Rets Dom af 23de Februar 1861 anseet efter Lov om Pressens Brug af 3die Januar 1851 § 8 sidste Passus med en Mulct af 100 Rd., være at dømme efter Straffelovens § 93 cfr. § 90 til en Straf, der efter Omstændighederne findes at burde bestemmes til simpelt Fængsel i 2 Maaneder, hvorhos det ovenmeldte Numer af Ugebladet "den offentlige Mening“ i Henhold til samme Lovs § 34 findes at burde confiskeres“.

(Højesteretstidende 1866).

Om Frantz August Büchler (1823-?) findes kun sparsomme oplysninger. I en sag fra Kjøbenhavns offentlige Politiret, 2. afdeling (assessor Behrend) den 18. december 1866 omtales kommissionær Büchler i Regnegade 17 i forbindelse med en tyverisag:

- De 3 Drenge August Chr. Th. Borup, 12 Aar gl., Anders Chr. Jensen, 13 Aar gl.. og Andreas Fr. Christoffersen, 12 Aar gl., havde deels i Forening deels alene fra forskjellige Boghandlere stjaalet mange værdifulde Bøger, som de senere solgte, navnlig til Boghandler Flor i Skindergade og Commissionair Büchler i Regnegade, desuden til Boghandlerne Rubin, Hegelund og Jordan. Adgangen til at stjæle Bøgerne havde for de to Førstnævnte været saameget lettere, som de vare Bydrenge hos en Boghandler og som saadanne ofte kom ind i Boghandlerboutiker. Bøgerne havde Drengene solgt til særdeles billige Priser, saaledes "Livingstones Reiser", der koster 7 Rd., for 3 Mk. i Penge og "Fritz Pakkenberg", der skal være temmelig værdiløs, "Fald og Frelse" for 8 sk, "Velanstændighed eller selskabelig Dannelse" for 8 sk, "Pauli Breve" for 4 sk, "Advarsel til Ungdommen" for 1 Mk., "Om at gjøre Kunster" og "Fat Mod!" bleve endog solgte for 1 sk Stykket til Smaadrenge. Da navnlig Commissionair Büchler havde kjøbt for Røverkjøb, erklærede Dommeren, at han vilde henstille til Politidirecteuren , om denne vilde lade Büchler sætte under Tiltale herfor. Paa et Sted, hvor Drengen Jensen indfandt sig for at sælge en Bog, producerede han paa Forlangende en Seddel, hvorpaa en Snedkersvend Petersen erklærede, at det var for hans Regning, Bogen blev solgt; Attesten var naturligviis conciperet af Drengen selv. Hos Boghandler Pio i Skindergade havde Jensen af et Skab stjaalet "Et menneskeligt Hjertes Speil", uagtet Pio foran i Bogen havde skrevet nogle rædsomme Trudsler mod den, der uden hans Vidende bemægtigede sig hans Hjertes Speil. Foruden disse i Tyverier havde Christoffersen omtrent en Snees Gange stjaalet tomme Flasker, 1-2 hvergang. Dommen vil blive afsagt paa Torsdag.

(Flyveposten 19. december 1866).

Straffen for de tre drenge blev ved mødet den 20. december 1866: Jensen 25 slag ris, Borup 20 slag ris og Christoffersen 15 slag ris. Büchler blev af dommeren sat under mistanke idet han mente at Büchler burde have fattet mistanke over den meget lave pris han betalte for bøgerne, han havde fx ombyttet et nyt, uopskåret eksemplar af Livingstones Rejser i Afrika (bogladeprisen 7 Rd. 16 sk.) for en værdiløs roman og 3 mark. Som vist annoncerede Büchler fra 1866 i adskillige aviser. 

Büchler fortsatte med at udgive "Den offentlige Mening" et stykke tid endnu. I juli 1867 var der en annonce for "Den offentlige mening" og nye annoncer for tidsskriftet kom oktober 1867. I foråret 1867 blev der annonceret med et nyt stillingskontor på adressen. Bogladen kan have været involveret heri, idet en forstærkningsmand henviste til "bogladen" den 1. august 1867.

Adressen Regnegade 17 er ikke ganske uinteressant i forbindelse med satiriske viser. Peter Julius Strandberg (1834-1903) blev kendt for sine lejlighedssange m. m. fra 1853 og de blev udgivet mere samlet fra 1858. Han lejede en butik i Regnegade 17 i januar 1861 hvorfra han udsendte sine første skillingsviser på eget forlag. Han flyttede dog til Holmensgade nr. 18 i oktober 1861. Jul. Strandbergs Forlag blev landskendt under krigen 1864 og igen efter den fransk-tyske krig 1870-1871. Strandbergs viser minder på mange måder om det som Büchler kommissionerede.

Dronning Louise Vilhelmine Frederikke Caroline Augusta Julie (1817-1898) var gift (1842) med Christian 9. (1818-1906). Familiemæssigt var hun tættere på Frederik 7. end Christian 9., og da hendes brødre gav afkald på deres arvekrav på tronen i hendes favør, overdrog hun 1851 sin arveret til sin mand. Frederik 7. var imod hans tronkandidatur, og det senere kongepar viste utilsløret modvilje mod Louise Danner. Som dronning brugte hun sin indflydelse på at få flere af sine børn placeret i prestigegivende ægteskaber så det danske kongehus fik tilknytning til bl.a. de britiske og russiske stormagter, Sverige og Grækenland. For at afbøde arbejderbevægelsens fremmarch udførte hun en del filantropisk arbejde.

Forstyrrelse af Sogneforstanderskabsmøde. (Efterskrift til Politivennen)

Forstyrrelse af Sogneforstanderskabsmøde. I en fra Kronborg østre Birks Extraret indanket Sag, hvorunder Husmændene Peter Frederiksen og Niels Christian Slangerup af Grønholt samt Husmand Søren Andersen af Karlebo Overdrev tiltaltes for paa en tumultuarisk Maade at have forstyrret Asminderød-Grønholt Sogneforstanderskabs Møde den 8de Januar d. A., afsagde Extraretten den 27te d. M. Dom. De nærmere Omstændigheder under Sagen vare følgende; Ved det ommeldte Møde, der afholdtes i Asminderød Kro, fandt en Bortlicitering Sted af Sten til Kommunens Veie, og Licitationen foretoges i den Stue, hvor Forstanderskabet holdt sit Møde. Blandt de Tilstedeværende var der endel Husmænd og Arbeidsfolk, fra hvis Side der, inden Forhandlingen eller Licitationen var forbi, rettedes en Anmodning til Sogneforstanderskabet om, at Istandsættelsen af Grønholt Gade ogsaa maatte bortliciteres - hvilket havde været Tilfældet i de nærmest foregaaende Aar - og da de fik det Svar, at den saaledes begjærede Licitation ikke kunde ske iaar, da Grønholt Gade var bortakkorderet, opstod der en saadan Tumult, at Sogneforstanderskabets Formand fandt sig foranlediget til, forinden Forhandlingerne vare blevne afsluttede, ved Underskrift i Forhandlingsprotokollen at erklære Mødet for hævet. Det maatte, som meldt, ansees for oplyst i Sagen, at den omhandlede Anmodning om Licitation af Grønholt Gades Istandsættelse var, - om end ikke fra de Tiltaltes Side - fremkommen, førend Forhandlingsprotokollen var afsluttet, hvorimod endel af de under Forhørene afgivne Forklaringer gik ud paa, at, endskjøndt nogen Støi tidligere havde fundet Sted, den egentlige Tumult ikke begyndte, før efterat Formanden havde lukket Forhandlingsprotokollen med en Yttring, der af de Tilstedeværende kunde forstaaes, som om Forhandlingerne vare tilende, medens dog andre af de afhørte Personer have udsagt, at det var vist, at Mødet blev hævet paa Grund af det opstaaede Spektakel. Hvad dernæst angik de Tiltaltes Deltagelse i Tumulten, var det ved flere Tilstedeværendes beedigede Forklaringer bevist om den Tiltalte Frederiksen, at han var den, der førte Ordet, at han, medens han talte, slog i Bordet med Haand og Stok eller dog med sin Stok bankede paa Bordet, hvorved Sogneforstanderskabet havde Sæde, at han til eller dog om Sogneforstanderskabet fremførte den fonærmelige Yttring, at det handlede lumpent, eller at det var et lumpent Sogneforstanderskab, samt at han i det Øieblik, Mødet erklæredes for hævet, udbragte et Hurra for Grønholdt Gade. Ligeledes var det ved de under Sagen afgivne Vidnesbyrd godtgjort, at de tvende andre Tiltalte understøttede Frederiksen saavel ved at udtrykke deres Bifald til de af ham brugte fornærmelige Udladelser mod Sogneforstanderskabet som ved at istemme det af ham udbragte Hurra. For denne af de Tiltalte udviste tumultuariske Adfærd idømtes de alle Tre i Henhold til Straffelovens 101 jvft. § 98, 3die Led, simpelt Fængsel, for Peder Frederiksens Vedkommende i 14 Dage og for hver af de andre Tiltaltes i 8 Dage, hvorhos de tilpligtedes at udrede alle af Aktionen flydende Omkostninger.

(Dags-Telegraphen (København) 29. november 1866).

Asminderup Kro som den så ud i 2020. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Ane Marie Sørensdatter. (Efterskrift til Politivennen)

Mord. Efter Hellum-Hindsted Herreders Extraretsdom af 17de ds. i Justitssagen imod Karetmager Jens Peter Høy's Enke, Arrestantinden Ane Marie Sørensdatter og Gustav Svendsens Hustru, Ane Mette Jensdatter, den Førstnævnte for at have myrdet sin Mand og den Sidstnævnte for Meddelagtighed i denne Forbrydelse, have Omstændighederne ifølge "Aalb. Stiftst." været følgende: Ane Marie Sørensdatter er født den 15de Septbr. 1818 og var hjemme hos sin Fader, Gaardmand Søren Christensen ved Hadsund, indtil Konfirmationen, hvorefter hun kom ud at tjene. Derefter blev hun forlovet med sin afdøde Mand, men ikke med sin gode Villie, thi hun følte ingen Tilbøjelighed for ham; dog lod hun sig overtale af sin Fader, der ansaa Partiet for godt. Det viste sig snart, hvad det var, der havde bestemt Høy til at forlange hende tilægte, thi da han havde faaet Skjøde paa hendes Faders Eiendom, Søndergaarde for en ringe Kjøbesum og var kommen i Uenighed med ham, tilkjendegav han, at han ikke brød sig om hende. Hun fandt det imidlertid urigtigt at lade ham beholde Eiendommen for saadant Kjøb, og Ægteskabet blev derfor fuldbyrdet, men hun har senere bitterlig fortrudt det, da Høy bestandig har været ukjærlig og haard imod hende i de 26 Aar, de have været gifte. I det sidste Aars Tid har A. M. Sørensdatter heldet til Mormonernes Lære og holdt sig til dem, uden dog at være optagen i Sekten, og hun har derved faaet den Tanke at reise til Saltsøen for at blive sin Mand kvit. Da hun flere Gange havde anmodet sin Mand om Penge hertil, besluttede hun at myrde ham, dog er det uvist, om hun selv har undfanget denne Tanke, eller om Andre have fremkaldt den, i hvilken Henseende bemærkes, at hun havde lovet den Medtiltalte Ane Jensdatter fri Reise til Amerika, dersom hun af sin Mand fik Penge, og at Gustav Svendsen engang yttrede, at dersom Høy ikke gav hende Penge, burde han have et Knips for Panden. Dette har Svendsen bestemt negtet at have sagt, og A. M. Sørensdatter siger, at det blev sagt i Spøg. Da Tanken om Mordet efter en 14 Dages Forløb var kommen til Modenhed, gik hun den 10de August d. A. om Morgenen hen til Ane Mette Jensdatter og meddelte denne sin Beslutning samt anmodede hende om at være sig behjælpelig med Gjerningens Udførelse; dog skulde han ikke dræbes, hvis han vilde give hende 400 Rd., hvoraf Ane Jensdatter skulde have saa Meget, at hun kunde reise til Saltsøen, hvorpaa denne lovede at komme hen til Høys om Aftenen, naar Manden var gaaet tilsengs, og det vilde da komme an paa, hvad der skulde foretages. I Løbet af Dagen gjorde Ane Sørensdatter et sidste forgæves Forsøg paa at formaa ham til at give sig 400 Rd. Om Aftenen til den aftalte Tid kom Ane Jensdatter til Høys Hus, og Manden var da gaaet tilsengs, hvorefter Arrestantinderne efter forud truffen Aftale dræbte ham, idet Ane Jensdatter holdt paa ham, medens hans Kone slog ham i Hovedet med et medbragt Pressejern, indtil han opgav Aanden. Efter fuldbragt Gjerning tog de Liget ud af Sengen, iførte det Frakke, Strømper og Træsko og bar det ud i Arbeidsstuen, hvor de lagde det paa Gulvet, lukkede Døren og gik bort. Derpaa gik Ane Jensdatter, efterat have faaet noget Mælk i en Flaske, hvorimod den Myrdedes Hustru tog det blodige Sengetøi og bar det op paa Loftet, hvorefter hun - lagde sig i Sengen i hvilken hun havde ihjelslaaet sin Mand. Liget blev Dagen efter fundet i Arbeidsstuen, og da foregav Enken, at Hestene havde slaaet Hullerne i Hovedet, hvilken Forklaring hun dog forandrede under Forhørene, idet hun vedgik sin Brøde. Hun synes nu at være vækket af den Sløvhed og Ligegyldighed, hvormed hun tidligere betragtede sin Misgjerning. Hun er efter Straffelovens 190 dømt til at straffes paa Livet. Ane Jensdatter er dømt til Tugthusarbeide paa Livstid.

(Dags-Telegraphen (København) 25. november 1866).

I forbindelse med Højesteretsdommen året efter kom der en lidt mere detaljeret beretning:

Høiesteretsdom. Høiesteret har den 3die ds. stadfæstet Viborg Overretsdom af 11te Februar d. A., hvorved Arrestantinden Ane Marie Sørensdatter for med Overlæg at have skilt sin Mand, Karetmager Jens Peter Høy, ved Livet, under Hellum Hindsted Herreders Jurisdiktion i Jylland, og Arrestantinden Gustav Svendsens Hustru, Ane Mette Jensdatter, for at have deeltaget i denne Forbrydelse, ere ansete, Førstnævnt med at miste Livet, og Sidstnævnte med Tugthuusarbeide paa Livstid. De med Sagen forbundne Omstændigheder ere i det Væsentlige følgende: Arrestantinden Ane Marie Sørensdatter, hvis Samliv med hendes ovennævnte Mand, med hvem hun havde været gift i omtrent 24 Aar, fra Begyndelsen af, med Undtagelse af enkelte Perioder, havde ræret ulykkeligt, saa at hnn ofte ønskede at skilles fra Manden, hvilket denne dog stedfe modsatte sig, havde i lang Tid, og navnlig efterat hun var begyndt at besøge Mormonsorsamlinger, havt det Forsæt at reise til Saltsøen i Amerika og da hendes Mand stadig afslog hendes ofte gjentagne Opfordringer til at dele Boet med hende, eller ialtfald give hende saa mange Penge, som behøvedes til Reisen, vaktes den Tanke hos hende, at skille sig af med ham. Efter en 14 Tages Tid var denne Tanke kommen saaledes til Modenhed, at hun d. 10de Augnst f. A. om Morgenen gik hen i Medtiltalte Ane Mette Jensdatter, Gustav Svensøns Hustru - hvem hun allerede længe iforveien havde lovet fri Reise til Saltsøen, dersom det lykkedes hende at faae Penge af sin Mand - og meddeelte hende sin Beslut￾ning at dræbe Manden, samt anmodede hende om at være sig behjælpelig dermed. Ane Mette Jensdatter gik ogsaa ind herpaa lovede at komme til hende om Aftenen, saae vilde de see til, hvorledes de kunde gjøre det af med ham, eller - som A. M. Jensdatter har sagt - saa vilde det komme an paa, hvad der skulde foretagecs; iøvrigt blev det ikke omtalt, paa hvilken Maade, eller med hvilket Redskab Forbrydelsen skulde iværksættes, hvorimod det blev aftalt, at Høy ikke skulde slaaes ihjel, dersom han vilde give sin Kone 400 Rd. I løbet af Dagen anmodede A. M. Sørensdatter paany sin Mand om at give hende 400 Rd., men han svarede, at hun skulde have Satan, og da deryaa A. M. Jensdatter om Aftenen Klokken 10-11, efterat Høy var gaaet tilsengs, indfandt sig i Høys Huus, sagde A. M. Sørensdatter, efter nogle Yttringer om at hun var saa sorgfuld, at hun ikke vidste, hvad hun stulde gjøre, og at hun troede, hun kom til at staae i Fjorden - hvilket A. M. Jensdatter imidlertid raadede hende fra - og sagde blot til hende, at hun skulde holde paa Høy, medens A. M. Sørensdatter slog, og at hun skulde være hende tro, thi alene kunde hun ikke gjøre det-, iøvrigt udtalte de efter A. M. Jensdatters Forklaring begge den Formeninsg, at Høy vilde kvæles, naar de trak Tunen op over Hovedet paa ham. De gik derpaa ind i Sovekammeret, hvor Høy laa i Sengen, og efter A. M. Sørensdatters Formening var falden i Søvn, og efterat A. M. Sørensdatter havde trukket Dynen over hans Hoved, lagde A. M. Jensdatter sig over ham og holdt paa ham, medens A. M. Sørensdatter dræbte ham ved at slaae ham - som det maa antages, 3 Gange i Hovedet med et Pressejern, uden at hun bemærkede, at han gjorde nogen Modstand, ligesom han efter A. M. Jensdatters Forklarinsg ikke gjorde synderlig Modstand og strax blev bedøvet. - Da Gjerningen var fuldbragt, iførte de Liget Frakke og Strømper, uden at det dlev omtalt, hvorfor dette stete, og bare det ind i Ardbeidsstuen, hvor de lagde det paa Gulvet, idet A. M. Sørensdatter derhos satte det Træsko paa Fødderne og en Kaskjet paa Hovedet, hvorpaa hun forlod Stuen og trak Døren til efter sig, efter at have anbragt et Stykke Træ paa den indvendige Side, saaledes at det faldt for Døren, naar denne lukkedes. Efterat A. M. Jensdatter derpaa var gaaet hjem, bar A. M. Sørensdatter de blodige Sengklæder m. m. op paa Loftet og ladde sig derefter med Klæderne paa i samme Seng, hvor Manden var bleven dræbt, men iøvrigt havde hun efter sin Forklaring ikke lagt nogen Plan for Fremtiden eller besluttet, hvad hun vilde foretage sig, dersom det var lykkedes hende at lægge Skjul paa Mordet. - A. M. Jensdatter har for sit Vedkommende udsagt, at det ikke var Udsigten til den Fordeel, som A. M. Sørensdatter havde lovet hende, der bestemte hende til at deeltage i Mordet, og at hun overhovedet, efterat hun om Morgenen havde lovet at være A. M. Sørensdatter behjælpelig med at dræbe sin Mand, dersom han ikke vilde give hende 400 Rd., ikke i Dagens Løb tænkte paa Mordet; men da hun omAftenen kom til Høys Huus, ynkedes hun over A. M. Sørensdatters Beklagelser og bevægedes derved til at deeltaste i Gjerningen.

(Næstved Tidende. Sydsjællands Folkeblad 15. april 1867).

I Departementstidenden nr. 35, 1867 side 513-516 findes en nærmere beretning hvis hovedpunkter er nævnt i ovenstående avisartikel. Læge Hansens ligsyn over Jens Peter Høy findes i Det kongelige Sundhedskollegiums forhandlinger i aaret 1866, side 118-122. Dommmene blev stadfæstet 11. februar 1867 i Viborg landsoverret, og i april 1867 af højesteret. Aviserne skriver ikke noget om dødsstraffen blev ændret, men det er formentlig sket.

Nørrebro. (Efterskrift til Politivennen)

Over endel Mangler paa Nørrebro har der jævnlig i over Aar og Dag været anket i "Dags-Telegrafen", men, da der hidtil ikke er skeet noget Skridt til at afhjælpe disse og i saa Henseende at imødekomme Publikums Ønske, vilde det maaske ikke være uden Interesse atter at gjøre vedkommende kommunale Embedsmænd opmærksom paa disse Mangler. Sortedamsgaden har saaledes, siden den er bleven anlagt, maattet undvære Gaslygter. Dosseringen fra Baggesensgade til Ladegaardsaaen er om Aftenen indhyllet i Mørke, idet den kun er forsynet med en eneste Gaslygte, som endog er privat. Regnvandet i Rendestenen - paa Hjørnet af Nørrebrogade og Blaagaardsgade mangler endnu tilstrækkeligt Afløb, hvilket foranlediger, at Rendestensbrædderne ved indtræffende stærkt Regnveir bortskylles, at Gangstien staaer under Vand, og Beboerne som Følge heraf ingen Adgang have til deres Huse. Vandslangerne, med hvilke Blaagaardsgade oversprøites, ere for korte, hvilket foraarsager, at kun en Del af Gaden bliver oversprøitet, og Beboerne saaledes om Sommeren i høi Grad generes af Støv; Gadens eneste Fortov er paa nogle Steder i maadelig Tilstand, saaledes at Passagen i Regnveir bliver vanskelig for Fodgængerne. Grøften som fører fra Assistenskirkegaarden langs Jagtveien. Ladegaardsaaen til Aagaden mangler Afløb, saa at den fra Kirkegaaarden kommende Væske i de varme Sommerdage forpester Luften. Naar dertil endnu føres, at Urenlighederne ved Nørreport, der strømme ud over Fortovet, genere Fodgængere ved den utaaleligste Lugt, vil der visselig for den paagjældende kommunale Embedsmænd være tilstrækkelig Opfordring til endelig at afhjælpe Manglerne. X

(Dags-Telegraphen 24. oktober 1866).

"Patent Vat-Møllen. Kiøbenhavn. Blaagaardsgade 23. Vi tillade os herved at henlede DHrr. Handlendes Opmærksom på vort smukke og gode Fabrikata af Vat, der ved den nye Fabrikationsmaade blive renere og jævnere forarbeidede, hvorved de særlig ere at anbefale til Maskinsyning. Et smukt Udvalg af færdige Sengetæpper haves paa Lager. Ligeledes modtages Tøi til Forfærdigelse af Sengetæpper. Ordres Modtagelse paa vort Contoir samt af vore Agenter, Herrerne Nathalius Levy for Kjøbenhavns og A. L. Høimark for Priovindserne. Magnus & Co." Annoce i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 25. juni 1870.

Fra Nørrebro Hr. Redaktør! Da der allerede flere Gange i Deres ærede Blad er anket over endel Mangler her paa Nørrebro, tage flere Beboere sig den Frihed atter at besvære sig over den uforsvarlige Tilstand, hvori en meget befærdet Vei, nemlig Parcelveien, befinder sig. Denne Veis Tilstand er nu, da Efteraaret begynder, Høist maadelig. Kjørebanen er aldeles opkjørt, og Gangstien langs Solitudes Have er det ikke muligt for Fodgængere at passere. Dertil kommer endnu, at der ikke er en eneste Gaslygte tændt: thi vel blev der i Sommer opsat tvende Gaslygter paa Hjørnet af Parcelveien og Korsgade, og disse ville dog altid lyse lidt i de mørke Aftener, men de tændes ikke; hvorfor, er ufatteligt. Da Beboerne her paa Nørrebro betale de samme Skatter til Kommunen som Beboerne i Byen, skulde man antage, at de ogsaa kom til at nyde de samme Fordele; men dette er ingenlunde Tilfældet. Efterat man med Besvær i Mulm og Mørke er passeret den omtalte Parcelvei og er kommen over Ladegaardsaaen, befinder man sig paa Frederiksbergs Grund, og her seer man tydelig Modsætningen, thi baade Gangstier og Belysning ere der i fortrinlig Orden, og der uagtet Kommuneskatterne paa Frederiksberg ere langt billigere end paa Kjøbenhavns Grund. - Af det Ovenanførte vil De se, Hr. Redaktør! at det kun er en billig Fordring, Beboeme af Nørrebro stille, snarest mulig at faa Lygterne tændte og Gangstien makadamiseret og belagt med Grus.

Flere Beboere af Nørrebro.

(Dags-Telegraphen (København) 20. november 1866)