Flensborg, den 26de September. (Efterskrift til Politivennen)

(Fra vor Korrespondent). Man træffer for Tiden Forberedelser til Valgene af Medlemmer til den preussiske Landdag, idet man udfærdiger Listerne over de saakaldte "Urvælgere". Til disse hører enhver Mand, som er over 24 Aar, har boet her i 6 Maaneder, ikke lidt nogen vanærende Straf og ikke modtaget Fattigunderstøttelse. "Urvælgerne" deles i tre Klasser efter Størrelsen af deres Skatter, og hver 250 af disse vælger en Valgmand, dog saaledes, at alle tre Klasser faa et lige Antal Valgmænd, hvorved den i Antal mindre 1ste Klasse, som bestaaer af de høiere Skatteydende, bliver begunstiget paa 2den og 3die Klasses Bekostning. Naar Valgene skulle foretages, er endnu ikke bestemt, men at de atter ville give Anledning til Partikampe, er udenfor al Tvivl, ligesom man veed, at Oppositionen vil blive betydelig forstærket i de preussiske Kamre ved Valgene i alle de annekterede Provindser. 

- Her er kommet Ordre til at dække de Huller, som saa mange Værnepligtiges Udvandring har foraarsaget i de Indkaldtes Rækker, ved nye Udskrivninger, som skulle fordeles paa alle Slesvigs Distrikter. Distriktet Aabenraa har ved denne Session istedenfor 598 kun stillet 181 Mand. Fortegnelserne over de Værnepligtige fra Aarene 1842-46 vise for Aabenraas Vedkommende, at der af 7,425 Mand kun har stillet sig 3,828, hvilke Tal noksom lægge for Dagen, hvor stor Afsky Befolkningen i Nordslesvig nærer for den preussiske Militærtjeneste. 

- Allerede i tidligere Korrespondance har jeg fremhævet det Gavnlige i, at danske saavel som norske og svenske Mænd indvandre til Nordslesvig, hvor de ville finde tilstrækkeligt Arbeide og rigelig Løn samt forhindre tydske Arbeidere fra at overfylde Landet. I Sommerens Løb er et ikke ringe Antal Mænd indvandret fra Norden, men dette er langtfra ikke tilstrækkeligt, idet der endnu bestandig er Mangel paa Arbeidere, navnlig paa Avlskarle. Den preussiske Regjering, som bestandig anstrenger sig for at bringe saa mange tydske Elementer ind i Nordslesvig som muligt, har for at fremskynde Indvandringen af tydske Arbeidere i denne Tid forordnet, at Arbeiderne, navnlig fra Hannover og Schlesien, kun skulle betale to Tredjedele af den ordinære Pris for Billetter paa Statsjernbanerne, og at de kunne medføre 100 Pund Bagage frit. Maatte denne Oplysning tjene til, at Indvandringen fra Norden tiltog! Herved er der givet ogsaa den jevne Mand Anledning til at understøtte sine slesvigske Brødre i deres Kamp mod Germanismen, og ingen Tid maa spildes; thi Tydskerne strømme altfor gjerne ind i vort frugtbare og velsignede Land, og vi Slesvigere blive nødt til at tage dem i vor Tjeneste, naar ikke Mænd fra de tre nordiske Riger udfylde det Tab for Arbejdskraften, som vi have lidt ved Udvandringen. 

- Endnu er der ikke fattet nogen endelig Bestemmelse angaaende Embedsmændenes Gage, hvilket navnlig trykker de Underordnede, som ikke have Noget at leve af og se sig udsatte for at maatte leve flere Maaneder endnu uden at faa nogen Lønning udbetalt. Siden den 1ste September er Brugen af Stempelpapir bleven meget udvidet, og ingen Kvittering, ikke engang for modtagen Løn, maa udstedes uden med Stempel. Udpantningen for resterende Skatter er gaaet for sig i langt større Maaleftok, end jeg i mit forrige Brev angav; man har allerede foretaget 325 Udpantninger her i Byen, og med hvilken Inhumanitet de nuværende Embedsmænd gaa tilværks, vil man kunne se af, at Amtsdommeren for 1ste Kreds, da Amtsbudet kom tilbage uden at have udført en paabudt Udpantning, fordi vedkommende Familie var til et Marked, begav sig med Budet til Familiens Bopæl, lod Døren opdirke og saa mange Møbler medtage, som det syntes ham nsdvendigt til at dække de resterende Skatter. Om en saadan Fremgangsmaade er lovlig i Preussen, ved jeg ikke, men kan neppe tro det. Ar klage derover kan imidlertid ikke hjælpe, saalænge vi ganske ere givne i Embedsmændenes Vold.

(Dags-Telegraphen 1. oktober 1867. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld)

Til sammenligning med valget i Preussen kan anføres efter grundlovens indførelse i 1849 blev valgretten i Danmark tildelt mænd der var uberygtede, havde indfødsret og var fyldt 30 år (i Preussen 24 år). Desuden blev husbonden anset som repræsentant for hele sin husstand, vælgeren måtte ikke have modtaget fattighjælp, og han måtte ikke være uden rådighed over sit eget bo og endelig skulle vælgeren have haft fast bopæl i valgkredsen et år forud for valget (i Preussen 6 måneder). I 1866 var det konservative element som kriterierne for valgbarhed til Landstinget havde rummet med sine krav om alder og ejendom, også flyttet til vælgerkorpset. Vælgerkorpset var ikke længere vælgerkorpset til Folketinget, men opdelt i to valgklasser. Den ene klasse var de samme vælgere som til Folketinget – de valgte den ene halvdel af de valgmænd, der skulle vælge Landstingets medlemmer. Den anden valgklasse blev udgjort af de vælgere, der betalte mest i skat, og som dermed fik ret til at vælge den anden halvdel af valgmændene.

Bismarck og Nordslesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Preussen. (Berlin, 25. september) At grev Bismarcks meget roste nationale politik også havde sine ømme punkter, blev tydeligt i debatten om Luxembourg- og Nordslesvigspørgsmålet. Selv de forklaringer som forbundskansleren gav om evakueringen af ​​Luxembourg, var ikke glade, og hans udtalelse om Nordslesvig var endnu mindre. Den 20. december f. A. havde han i det preussiske Deputeretkammer erklæret, at han efter Frankrigs insisteren måtte gå med til at en del af Nordslesvig tilbageføres til Danmark i Pragfreden for ikke at sætte spørgsmålstegn ved alt hvad der var opnået gennem en ny krig. I går understregede han at indbyggerne i Slesvig-Holsten selv var skyld i denne vending gennem deres dynastiske intriger, og at der ville være en mulighed for at stille dem til regnskab for deres beviste partikularisme! Det var meget let at fremsætte en sådan beskyldning og sådan en trussel, eftersom ingen af ​​de slesvig-holstenske parlamentsmedlemmer kunne svare ham uden at overtræde forretningsordenen og udsætte sig for en kalden til orden. Han kunne sagtens have tilføjet en vae victis. Det er svært at forstå hvad det slesvig-holstenske folks afhængighed af legitimitetsprincippet har at gøre med at Danmark skulle modtage et stykke Slesvig, så meget desto mere da det som bekendt var tyskerne bosat i det nordlige Slesvig der først talte for annektering til Preussen for at sikre beskyttelsen af ​​den nordtyske stormagt. Den af ​​forbundskansleren udtalte sætning har dog ikke ringe betydning i en anden henseende. Samtidig ser det ud til at være nøglen til at forstå overdragelsen af ​​et smukt stykke Holsten (Amt Ahrensböck) til storhertugen af ​​Oldenburg.

Preussen. (Berlin, 25. Sept.) Dass die so sehr gerühmte nationale Politik des Grafen Bismarck auch ihre sehr wunden Stellen habe, ist in der Adressedebatte bei Berührung der luxemburgischen und der nordschleswigschen Frage klar geworden. Schon die Erläuterungen, welche der Bundeskanzler über die Räumung Luxemburgs gab, waren nicht glücklich, noch weniger war es seine Aeusserung über Nordschleswig. Am 20. Dez. v. J. hatte er im preussischen Abgeordnetenhaus erklärt, dass er auf Frankreichs Andringen im Prager Frieden in die Rückgabe eines Theils von Nordschleswig an Dänemark habe willigen müssen, um nicht durch einen neuen Krieg alles Erreichte wieder in Frage zu stellen. Gestern hob er hervor, dass sie Schleswig-Holsteiner durch ihre dynastischen Intriguen selbst an dieser Wendung schuld seien, und dass sich schon eine Gelegenheit finden werde für den bewiesenen Particularismus mit ihnen abzurechnen! Es war sehr leicht, eine solche Beschuldigung und eine solche Drohung auszusprechen, da keiner der schleswig-holsteinischen Abgeordneten ihm antworten konnte, ohne die Geschäftsordnung zu verletzen und sich einem Ordnungsruf auszusetzen. Er hätte ruhig auch noch ein vae victis hinzufügen könnnen. Was die Abhänglichkeit der Schleswig-Holsteiner an das Legitimitätsprincip damit zu thun hat, dass Dänemark ein Stück von Schleswig erhalten soll, ist schwer begreiflich, um so mehr, als bekanntlich gerade die in Nordschleswig lebenden Deutschen sich zuerst für die Annexion an Preussen ausgesprochen haben, um sich des Schutzes der norddeutschen Grossmacht zu vergewissern. Der von dem Hrn. Bundeskanzler ausgesprochene Satz hat aber in anderer Beziehung eine nicht geringe Bedeutung. Er scheint zugleich der Schlüssel zum Verständniss der Abstretung eines schönes Stückes von Holstein (Amt Ahrensböck) an den Grossherzog von Oldenburg zu sein.

(Amberger Tagblatt (Organ für die Oberpfalz) 28. september 1867) 

Aldersro Teglværk. (Efterskrift til Politivennen)

Den 1. august 1867 styrtede en lergrav på Aldersro Teglværk sammen og begravede en arbejder som døde. Den 16. august 1867 døde en 30 årig arbejder med kone og børn på samme måde. Mellem de to dødsfald skulle yderligere et have fundet sted.

Ulykkestilfælde i Lergravene ved Aldersro Teglværk. Den 1ste August d. A. tilsatte, som det har været meddelt i nærværende Blad under "Dagsbegivenheder", en Arbeidsmand Livet i en af Aldersro Teglværks Lergrave. Igaar handles et lignende Ulykkestilfalde, og samtidig med, at vi fik Underretning herom, erfarede vi, at en tredie Arbeider var forulykket i Lergravene den 10de i forrige Maancd. Det er altsaa i Løbet af omtrent 7 Uger tre Menneskeliv, som Arbeiderne i det nævnte Teglværks Lergrave have krævet, hvilket gjør det til Pligt alvorlig at fremsætte det Spørgsmaal, om ikke en uforsvarlig Skødesløshed, for hvilken Nogen maa kunne drages til Ansvar, er Skyld i disse gjentagne Ulykkestilfælde. Navnlig ligger det at at antage - vi ere ikke kjendte med de lokale Forhold - at der ikke anvendes den tilbørlige Samvittighedsfuldhed ved Afstivningen af Gravene; thi ellers kunne saa hyppige Sammenstyrtninger, der paa Grund af Lerets Blødhed øjeblikkelig maa have en Kvælning af de Begravede tilfølge, neppe finde Sted. Vi kunne ganske vist ikke antage Andet, end at Politiet i de gjentagne Ulykkestilfælde, der vist maa være komne til dets Kundskab, har fundet Anledning til at foretage en alvorlig Undersøgelse af Gravenes Tilstand og de Forholdsregler, der ere tagne for at undgaa Ulykkestilfælde, men vi have dog ikke villet undlade ved at bringe Sagen frem for Offentligheden at give Undersøgelserne en yderligere Støtte.

(Dags-Telegraphen (København) 17. september 1867).

Fritz Theodor Benzen: Aldersro Teglværk. T.v.: Rygende skorsten. Midten: Teglværket. I forgrunden ses en udgravning. Foto formentlig fra o. 1900. Kbhbilleder. Public domain. Teglværket, bryggeriet (1860) og ejendommen Aldersro lagde navn til nutidens Aldersrogade. Teglværket blev anlagt 1857-1858 ved Vibenhus Runddel. Mens enkelte af bryggeriets bygninger stadig eksisterer (Jagtvej 169 B og C) blev teglværket nedrevet kort efter 1900.

Under krigen 1864 stillede teglværksejeren J. Owen i februar 1864 en treetagers bygning på Aldersro Teglværk til rådighed som lazaret.

Fjerkræ i Retten. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavns  offentlige politiret.

1ste Afdeling, Assessor Gudenrath.

Fredagen den 13de September. 

- - -

Sagen om de 120 Gjæs, som ved at drives gjennem Reverensgade havde foraarsaget Gadespærring. var atter for idag. Hr. Chr. Tholstrup, som var tiltalt i denne Anledning tilligemed Johan Larsen og Gerhard Andreas Andersen, udtalte sin Vrede over, at han i et foregaaende Referat var bleven betegnet som "Driver", medens han derimod var Gjæssenes retmæssige Eier. Denne Vrede burde han have ladet gaa ud over Betjenten, som i sin Rapport havde betegnet Ejermanden ved det af Referenten brugte Udtryk. Sagen sluttede derefter med Advarsler til de virkelige Drivere. 

- - -

- Skræder Hans Madsen Kragh holder Høns i Rosengade. Disse Høns kunne jo ganske vist ikke forskaffe deres Ejermand Ubehageligheder, fordi de ingen Tegn have, men de kunne, som denne Sag udviser, paa anden Maade forvolde ham Bryderier. Hønsene have nemlig for Skik at spadsere op i de i Rosengade sammenfeiede Bunker af Gadesnavs og at splitte Bunkerne ad, og skeer denne Uorden oftere, kan Hr. Kragh let løbe Fare for at blive mulkteret. 

- - -

(Dags-Telegraphen (København) 14. september 1867).

De nye Skydebaner paa Amager. (Efterskrift til Politivennen)

præsenteredes igaar Formiddags for Hs. Exc. Krigsministeren i Overværelse af de forskjellige militaire Autoriteter og en stor Deel af Garnisonens Officerer.

Af Banerne, hvis Antal er 12, ere 3 paa 1200 Alen, 7 paa 800 Alen og 2 paa 700 Alen; de løbe tildeels parallelt med hinanden, adskilte ved Volde med Grøfter; af Voldene er hver fjerde betydelig høiere end de andre. Banerne ere saa brede, at de tilstede Skydning med et halvt Compagnies Front; paa hver 100 Alen er der indrettet en god Stamplads. For Enden af hver Bane findes en høi Skydevold, foran hvilken Skiven og Marqueurskjærmen ere stillede. Marqueringen af Skuddene skeer paa en særdeles hensigtsmæssig Maade, der baade tillader en hurtig Skydning og sikkrer Marqueurerne mod Fare; naar et Skud har truffet Skiven, trækkes denne ind bag Skjærmen, og paa en anden, samtidig fremskudt Skive vises ved en lang Marqueurstok, uden at Margueuren blotter sig, hvor Skuddet har truffet, medens Træfferens Nummer angives ved en Vinge, der er anbragt foroven paa Marqueurskjærmen. Paa denne Maade kan der marqueres og plastres 7 a 8 Skud i 1 Minut. - Samtlige Baner ere omgivne med en bred og dyb Grav, der deels bortleder Vandet, deels forhindrer Uvedkommende og Kvæget i at komme paa Banerne.

Det her i Kjøbenhavn garnisonerende Infanteri har hidtil kun kunnet foretage sine Skydeøvelser under meget ugunstige Forhold, idet de tidligere Baner havde allehaande Ulemper. Ved det nu fuldførte Anlæg er der skaffet Infanteriet bedre Baner, end der vistnok findes noget andetsteds. - Efter Loven af 10de Mai d. A., ifølge hvilken de nye skydebaner ere tilveiebragte, vil den Staten tilhørende Eiendom "Enighedsværn", hvor Infanteriet hidtil har havt sine kortere Baner, nu overgaae til Kjøbenhavns Commune for at indrettes til et Kvægtorv, hvorved de længe følt Savn vil blive afhjulpet.

Efterat Slydebanerne vare blevne præsenterede Krigsministeren, og denne havde udtalt sin Tilfredshed med Anlæget og dets Indretning, foretoges en meget interessant Skydning med den til Bagladevaaben forandrede Tapriffel af Model 1848. Skydningen gav særdeles tilfredsstillende Resultater saavel med Hensyn til Præcisionen og Skydehurtigheden som til Patronernes Godhed. Uagtet den meget stærke Blæst og Regn erholdtes der saaledes ved Enkeltmandsskydning paa 300 Alen 67 pCt., paa 600 Al. 60 pCt. og paa 800 Alen 30 pCt. Træffere; ved Gelederild paa 300 Alens Afstand erholdt 70pCt. og ved Salver paa samme Afstand 62 pCt. Træffere. Medens 1 Escadron Husarer i l Minut tilbagelagde 600 Alen, afgaves der af en Quarréflanke mod en Skive paa 400 Alens Afstand Gelederild i følgende Antal:

Medens Cavaleriet bevægede sig fra

                                    1ste Geled     2det Geled    3die og 4de Geled

600 til 400 Alen                 2                      2                      2
400 til 200 Alen                 2                      2                      1
200 til 0 Alen                     1                      1                      1
Summa:                              5                      5                      4

Der afgaves saaledes ialt 14 Geledersalver. Antallet af Skytter var 83 og Antallet af Træffere 90.

Til Slutningen foretoges af et Compagni en Tiraillering mellem 600 og 200 Alen; der afgaves 3623 Skud, hvoraf 1580 vare Træffere, hvilket giver 44 pCt. Træffere af Skudantallet. Den foretagne Skydning var ogsaa en Prøve paa Patronernes Godhed; ved ingen af de ved Skiltningen brugte Patroner, hvis Antal var 4740, indtraf der noget Uheld.

Efter Skydningen udtalte Krigsministeren sin Paaskjønnelse af den Alvor og ærlige Stræben, hvormed Skydeøvelserne have været drevne, og beklagede, at Hs. Maiestæt Kongen havde været forhindret i at see det deraf fremkomne gode Resultat. Et for Allerhøistsamme af Krigsministeren udbragt Leve besvaredes kraftigt med et ni Gange gjentaget Hurra af de tilstedeværende Officerer og Tropper.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. september 1867)

Der havde i området siden 1600-tallet været skydeøvelser med kanoner og håndvåben, men uden øvelsesbane. I 1765 blev "Faste Batteri" anlagt. I 1790 blev artilleriets staldetats teltlejr anlagt. De første baner til skydning med håndvåben anlægges 1830, og det var dem som blev udvidet i 1867. I 1845 stadfæstedes statens uindskrænkede ejendoms- og brugsret til Amager Fælled. Der kunne anlægges batterier, skanser, skydebaner, kaserner, boliger og andre militærrelaterede bygninger. Godt nok fik Sundbyvester-bøndernes græsningsret og adgang til stranden, men kun hvis militærets skydeøvelser gjorde det muligt.