Baron Scheel-Plessen hos Grev Schimmelmann. (Efterskrift til Politivennen)

- Aalborg d. 5te Octbr. Grev Schimmelmann viser i disse Dage den Haan mod Nationen at have til Gjæst hos sig paa Lindenborg her i Nærheden Landsforræderen, den preussiske Regerings præsident i Hertugdømmerne, Baron Carl Scheel-Plessen, som Greven har bragt med herop til sine Jagtglæder. Det er ikke godt at sige, hvem af de to Herrer der vise det største moralske Mod, enten Grev Schimmelmann, der medbringer en saadan Gjæst, eller Baronen, som, efter at have gjort Danmark al den Ulykke og Skade, han har formaaet, ikke undseer sig ved at komme hertil Landet og aflægge Besøg, selv om det saa kun er hos en holstensk Greve. Forøvrigt meldes det til os, at Baronen skal reise igjen saa hurtig som mulig, for at hans Nærværelse her ikke skal komme til almindelig Kundskab. Det var imidlertid en Skam, om det høie Besøg skulde gaae upaatalt hen, og vi have derfor ikke villet forholde Almenheden Underretningen herom. (Aalborgp )

(Fædrelandet 7. oktober 1867).

Købmand Herman Carl Schimmelmann havde overtaget Lindeborg i 1762. Det var ham som lånte regeringen store beløb og blev optaget som medlem af overskattedirektionen, senere titel af skatmester og bestyrede statens finanser indtil sin død i 1782. Hans søn, Ernst Heinrich Schimmelmann (1747-1831) overtog Lindenborg. Han var finansminister, bl.a. under statsbankerotten i 1813. Lindborg blev herefter overtaget af brorsønnen Carl Gustav Ernst (1848-1922) der også overtog godset Ahrensburg i Nordtyskland som havde været i slægtens eje siden 1759. Han var søn af Ernst Conrad Ditlev Carl Joseph Schimmelmann (1820-1885). Brorsønnen besøgte kun Lindenborg i forbindelse med jagt. Carl Schimmelmann døde i 1922 og godset overtaget af Heinrich Carl Schimmelmann som var den sidste i den slægt som ejede godset. En senere slægtning, Heinrich Carl Schimmelmann (1890-1971) blev nazist i 1934 og formand for det nazistiske dagblad Fædrelandets bestyrelse. Han fik frataget ejendommen Hellebækgård m.m., men ikke Lindenborg Gods.

Baron C. Scheel-Plessen, den af den preussiske Regjering ansatte Overpræsident i Hertugdømmerne Slesvig og Holsten, har i "Berl. Tid." indrykket følgende Erklæring, dateret Lindholm, den 20de Oktober : 

"Under mit korte Ophold i Danmark i denne Tid have flere danske Blade fundet det passende at modtage mig med Beskyldningen for Landsforræderi og Titlen Landsforræder; ja, man er end ikke langtfra at udtale, at den saaledes over mig fældede Dom i Grunden burde exekveres af Befolkningen, medens jeg er i dens Magt.

Jeg har den Tillid til de danske Domstole, at de ikke vilde negte mig den Opreisning for en saa grundløs og krænkende Beskyldning, som de kunne yde, og det var min Tanke, for at Beskyldningen ikke skulde gaa over til at blive en Troesartikel, at reise Indsigelse gjennem Domstolene. Men da Domfældelsen af en Redaktør, maaske efter flere Aars Procedure, kun vil være en ringe Tilfredsstillelse og navnlig kun lidet vilde indvirke paa Stemningen, forsaavidt det er lykkedes at ophidse den imod mig, har jeg efter Sagkyndiges Raad opgivet denne Tanke og skal indskrænke mig til at erklære Beskyldningen ugrundet og falsk. Denne Benegtelse bør vistnok have ligesaa stor Betydning som den uden Bevis eller nogensomhelst Begrundelse henkastede Beskyldning, der er udsprungen fra et Parti, hvis ved flere Leiligheder mig tilkjendegivne Had finder sin Forklaring i, at det ikke har glemt, hvorledes jeg i sin Tid har holdt paa Statens Helhed og har stemt for de Midler, jeg efter min bedste Overbevisning ansaa bedst skikkede til at bevare denne. Tør jeg end for Øieblikket kun gjøre mig lidet Haab om en upartisk Dom i en Del af Publikum, saa trøster jeg mig til roligen at afvente Fremtidens Dom i denne Sag. At maatte vente, indtil denne Dom kan fældes, er en Skæbne, jeg deler med Enhver, hvem det under bevægede Forhold ikke blev givet at kunne bevare sin Neutralitet eller at virke ubemærket."

Denne Erklæring er af vor Kollega ledsaget med en Udtalelse, som vi i Et og Alt billige, om det end synes os, at retfærdig Harme over, at den Person er fræk nok til at komme med saadan Tale i et dansk Blad, kunde have gjort den noget skarpere. Man vil erindre, at denne Mand, der har vist Danmark et meget fjendtligt Sind og efter Evne gjort det al Skade, har uden den ringeste Molest - selv ikke i Miner - kunnet reise Landet igjennem. Dette have nogle Blade anført som et Bevis paa, hvor løgnagtige de preussiske Opdigtelser have været om den Behandling, Tydske ere udsatte for her i Landet. Heraf har Personen igjen efter Evne søgt at hente Argumenter for Nødvendigheden af Garantier i det Tilfælde, at Preussen skulde blive nødt til at opfylde den i Prag indgaaede Forpligtelse. Han klager derfor først over at være bleven beskyldt for Landsforræderi - den uskyldige Sjæl - han, der tværtimod har arbeidet paa "Statens Helhed" ja vist, som en Stat "Schleswig-Holstein" eller som en preussisk Vasalstat. Dernæst har han den Frækhed at paastaa i et dansk Blad, at "flere danske Blade ikke ere langt fra at udtale, at den saaledes over ham fældede Dom i Grunden burde exekveres af Befolkningen, medens han var i dens Magt". Enhver veed, at det er en ligefrem Løgn, idet Bladene udtrykkelig have mindet Befolkningen om, at det var dens Pligt at forholde sig aldeles rolig ligeoverfor den Fjende, som saa frækt satte dens Taalmodighed paa Prøve havde han handlet mod Preussen, som han har handlet mod Danmark, vilde et Ophold der neppe have bekommet ham godt - men denne Løgn passer jo i Preussens Kram og derfor, frem med den. Han har tænkt paa at søge Hjælp hos de danske Domstole, men har opgivet det "efter Sagkyndiges" Raad. Hvori have disse "Sagkyndige" været sagkyndige? Ganske vist i Et: de have kjendt Manden og hans Færd og vidst, hvad hans oplyste og retfærdige Dommere ville betegne ham med.

(Dags-Telegraphen (København) 24. oktober 1867)

Tysk grafiker August Weger, August (1823-1892): Overpræsident Carl Theodor August Scheel-Plessen (1811-1892). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Scheel-Plessen. "Köln. Ztg." omtaler Scheel Plessens Erklæring i "Berl. Td." og knytter hertil følgende Bemærkninger: "Scheel-Plessen har rigtignok virket for Samstaten og aldrig troet paa en augustenborgsk Arveret til Schleswig-Holstein. Ogsaa nu vilde han rimeligvis foretrække en dansk Samstat, Schleswig-Holstein i Personalunion med Danmark, for enhver anden Kombination, saa at det er ikke meget bevendt med hans preussiske Sindelag. Men i Hertugdømmerne hører han til det mest fanatiske Parti, der ikke vil afstaa nogen Fodsbred af Nordslesvig, og det er en ejendommelig Fremtoning, at der efter Pragfreden i Spidsen for Schleswig-Holstein staaer en Mand, hvis egentlige Program - som man i Almindelighed og ikke ganske med Uret antager - bestaaer i, at Pragfreden ikke maa udføres. At de Danske, naar de tænke paa, hvorledes han har behandlet deres Landsmænd i Nordslesvig, koge af Raseri, kan ikke overraste. Men de gaa vistnok for vidt i deres Mistanke, naar de mene, at Scheel-Plessen er kommen til Danmark blot for at fremkalde Demonstrationer imod sig og derpaa at exploitere dem for sin antidanske Politik. Man kan ikke frakjende Scheel-Pleseen Evner og Fortjenester; men naar Alt kommer til Alt, er han et uhyggeligt Menneske, der synes bestemt til at øve en sørgelig Indflydelse paa Preussens nordiske Politik."

(Dags-Telegraphen (København) 30. oktober 1867).

I "Aalborg StiftSt." for i Onsdags læses følgende Artikel fra Grev Schimmelmann paa Lindenborg: "I Nr. 230 af "Aalborgposten" findes mit venskabelige Forhold til Hr. Baron Scheel-Plessen underkastet en Critik, hvis Autor skjuler sig under Redactionens Vinger. Det er ikke min krænkede Ære, som kræver et Svar af mig, og i lignende Tilfælde, i Særdeleshed naar Modstanderen fremkommer med en saadan Garibaldi-Stiil, kunde man bevare Taushed og lade Sagen tale for sig selv. Jeg tvivler om, at Forfatteren af den omtalte Artikel i ethvert Tilfælde vilde kunne forsvare sine Udtalelser, og kan ikke see Andet i samme end en privat Mening, udtalt paa en uforskammet Maade. Det er uforskammet, naar han vil forbyde mig at modtage Baron Scheel-Plessen hos mig, fordi han eller et politisk Parti, han mulig repræsenterer, har en ugunstig Mening om Baronens politiske Virksomhed, ligesom det vilde være uforskammet, naar jeg under samme Form vilde forbyde Forfatteren at modtage hos sig f. Ex. dHrr., der bære Ansvaret for Londoner Conferencens uheldige Udfald i Aaret 1864. Det er saavel i Forfatterens som i det Almindeliges Interesse, at jeg svarer ham her og advarer ham imod at fremføre for Offentligheden Exempler paa en Aand, der har viist sig som Danmarks værste Fjende og netop i delte Øieblik mindst er skikket til at fremme de danske Interesser." - "Aalborgposten" knytter hertil et udførligt Svar, hvori det hedder: "Man var saa godmodig derude (paa Grevens Gods), at man formeente, at det var umuligt, at Greven kunde have indbudt Baronen, men at Denne havde paatvungen sig ham til de gode Jagter paa Lindenborg; efter Grevens Erklæring om det "venskabelige Forhold", hvori han staaer til Baronen, synes imidlertid denne godmodige danske Undskyldning at maatte falde bort." - Efter en Henviisning til, at selv Reaktionens Organ "Flyveposten" har fordømt Scheel-Plessen som En af Danmarks bittreste Fjender, skrives endvidere: "Hvem er den Mand, om hvem Bismarck har udtalt, at han var den første Slesvigholstener, som allerede i Aaret 1864 havde erklæret, at det var hans faste Beslutning ikke at virke for Andet end for Hertugdømmernes Annexion til Preussen, og at han ikke fortjente Mistanken om, at han tjente danske Interesser? Hvem er det, som i Gjerningen har beviist dette og har været den preussiske Regjerings Redskab til at pine og plage vore danske Brødre i Nordslesvig? Hvem er det, som har laant sin Haand til at jage Tusinder af Mænd, Qvinder og Børn fra Arne og Hjem? Det er den preussiske Regjeringspræsident, Baron Carl Scheel-Plessen. Og denne sidste Bøddelgjerning maa han antages at have gjort med en vis Glæde; han er nemlig en i enhver Henseende saa uafhængig Mand, at han, naar han ikke sympathiserede med den tyranniske Fremgangsmaade, som er fulgt i Nordslesvig, aldrig vilde have modtoget en saadan Post eller i ethvert Fald for længe siden vilde have opgivet den, naar det ikke havde været ham en Glæde at bidrage sil til at kue alle dem, der ikke som han have glemt, at Danmark er deres gamle Fædreland, og at Danmarks Konge vilde have været deres retmæssige Monark, dersom Vold og Magt ikke havde fraranet ham Hertugdømmerne. Det kan være, at den tydske Grev Schimmelmann ikke forstaaer delte; men det er Noget, som enhver Dansk forstaaer, og derfor er det en "Uforskammethed" i Øieblikket at medbringe Baron Carl Scheel-Plessen hertil Landet, og ikke nogen "Uforskammethed" at paatale, at Greven har gjort sig skyldig deri."

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 2. november 1867)

Hr. Generalmajor v. Harbou har anmodet os om at optage nedenstaaende Stykke af et Foredrag, som han, i sin Egenskab af Formand for "Augustforeningen", holdt i denne Forening den 25de f. M. Til Oplysning om det paagjældende, paa forskjellig Maade omtalte Factum, have vi troet ar burde efterkomme denne Anmodning, idet vi dog fremhæve, at der ikke ben maa søges nogen Undtagelse fra den Regel, at vi ikke gjøre os til Organ for nogen politisk Forening. Foredraget er refereret i indirecte Form, og det vedkommende Stykke lyder saaledes:

"Endelig meente Formanden ikke at turde forbigaae et nyere Factum, men at maatte yde det en kort Omtale. Hr. Baron Carl Scheel-Plessen havde nemlig to Dage iforveien i "Berlingske Tidende" paakaldt en upartisk Nutids saavelsom Fremtidens Dom i Anledning af sin politiske Færd. Naar Hr. Baronen meente, at den mod ham her i Landet udtalte ugunstige Stemning kun herskede hos eller idetmindste kun havde sin Oprindelse fra et vist Parti, der ikke kunde glemme, hvorledes han i sin Tid havde holdt paa Statens Heelhed, da feilede han vistnok. Formanden vilde ikke blande sig i Baronens Stridigheder med nysmeldte Parti, men det maatte ikke indirecte kunne fremsættes, at der gaves noget Parti her i Landet, hos hvem Hr. Baronens Færd ikke havde vakt Beklagelse og Uvillie. Han sagde, at han ikke havde kunnet bevare sin Neutralitet: men saadant havde idetmindste været hans Pligt og Skyldighed, om han ogaaa havde Liebhaberier og Forventninger i Holsten. Her i Landet havde han allerede sine bestemte Forpligtelser, thi han var dansk Stamhuus- og Fideicommisgodsbesidder, der ikke turde stræbe, ved Holsteen at bringe den danske Heelstat i Afhængighedsforhold til det tydske Forbund; men herpaa vare hans Heelstatsbestræbelser i den senere Tid gaaede ud. Desuden havde han, Kongen af Danmarks Kammerherre og Commandeur af Allerhøistsammes Dannebrogsorden, været for meget som opæggende Person i den fjendtlige Stemnings og det fjendtlige Diplomaties Leir til, at han endnu kunde kaldes en loyal Mand, saaledes som han tidligere og navnlig i Aarene 1848-50 var det. Han kunde maaskee nok paastaae, at han ikke havde været nogen demokratisk Omvæltningsmand, men hvor en Saadan traadte op i slesvig-holsteensk Retning, fandt han ikke fast Modstand af Baron Carl Scheel-Plessen, der ved sine Bestræbelser i ridderskabelige Standsøiemed tilsidesatte sine Pligter mod Monarkiet og mod den Monarch, der havde hans Troskabsed og hans personlige Hylding. Tidligere Regjeringer havde vistnok begaaet store og paaviselige Feil, men de berettigede ikke Hr. Baronen til enhversomhelst Fremgangsmaade, og han er tilvisse Medskyldig i Monarchiets Sønderlemmelse. Ved sine frivillige Handlinger er man i forstærket Grad, og end ydermere naar man griber temeraire Initiativer, ansvarlig for Følgerne, og det et ikke nok, at man handler efter sin Overbeviisning, men denne Overbeviisning skal være den rette. Enhver kan have sine politiske Anskuelser, men i sine Bestræbelser cg sine Handlinger skal man holde sig indenfor Ret og Pligt. Den, der søger at skille sit Land ved dets Selvstændighed og at bringe det ind under en fremmed Stats eller en fremmed Monarchs uberettigede Indflydelse, forbryder sig mod sit Land og mod sin Landsherre."

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 20. november 1867).

Aristokraten og helstatsmanden Scheel-Plessen arbejdede før krigen 1864 for et Slesvig-Holsten ligestillet med kongeriget Danmark. Han troede ikke på at Slesvig-Holsten kunne eksistere som selvstændig stat (modsat augustenborgerne) og var modstander af den demokratiske bevægelse i Slesvig-Holsten. Efter krigen 1864 skiftede han holdning om at det større land skulle være Danmark, men Preussen.

Hingsteskuet i Roskilde. (Efterskrift til Politivennen)

Ligesom ifjor afholdtes der iaar Hingstestue og Præmieuddeling for Sjællands Distrikt i Roskilde den 1ste og 2den d. M. Paa Grund af det ublide Veirlig, som ikke saa sjelden hersker paa denne Tid af Aaret, turde det vist være meget hensigtsmæssigt, om man kunde afholde Skuet idetmindste en Maaned tidligere. Der var ialt anmeldt 42 Hingste som præmieæskende, men heraf mødte kun 39. Disse bleve "mønstrede" paa Hestetorvet saavel den 1ste som den 2den Dag. Den første Dag blev ingen udskudt, men ved den sidste Mønstring, Tirsdag Morgen, udelukkedes ikke mindre end 11 Hingste. Imellem disse gjorde en engelsk Fuldblodshest "Kalifen", falden efter "Earl of Marshall" og en "Cochrane Hoppe" endel Opsigt ved Mønstringen den første Dag. Den blev fremført af en Jokey, der ifølge Størrelse og Holdning maatte ansees for en Fuldblods Jokey, og det saa meget mere, som bemeldte Rytter, en jydsk Bondeknøs, har en lille Historie. Da Preusserne vare herinde i Jylland, blev en af deres Ritmestre opmærksom paa Drengens fortrinlige Anlæg til Ridning og tog ham i Tjeneste. Da Preusserne drog ud af Danmark, tog den lille Jyde med sin Ritmester og gjorde sammen med denne Krigen mod Østerrige med. Førend vor Jokey vendte hjem, har han gjennemgaaet en ypperlig Rideskole i Wien. Ved at betragte Hest og Rytter under Et havde man et fuldendt Billede af et engelsk Hestevæddeløbsapparat. Da Hingsten ingen Prøver havde givet paa at være - hvad det jo ved denne Leilighed særlig kom an paa - stutteridygtig, blev den ikke admitteret. Ved denne Udelukkelse ophævedes Afdelingen 6, Hingste af engelsk og arabisk Halvblod eller af en endnu ædlere Herkomst, idet den anden af de to Heste, som vare anmeldte til denne Klasse, Hingsten "Dan", Frederiksborgblod, efter "Tamerlan" og "Hertha II", gik over i Klasse B, Hingste til Ride- og lettere Trækbrug. De præmieæskende Hingste bleve derved kun delte i tvende Klasser, nemlig den nysnævnte og Klassen A, Hingste til sværere Trækbrug.

Den første Dag mærkede man ikke synderlig til Hingstskuet i selve Roskilde By; thi der var saa at sige kun mødt Kommissionens Medlemmer og Hingsteeierne. Kommissionen bestaaer af: Lensgreve Holstein - Holsteinborg, Formand; for Frederiksborg Amt: Proprietær Philipsen og Dyrlæge Lundahl i Hillerød; for Holbæk Amt: Proprietær Jørgensen til Cathrinedal pr. Svinninge og Møller Dedenroth i Høng pr. Slagelse; for Sorø Amt: Dyrlæge Staun i Ringsted og Grev Moltke til Espe; for Præstø Amt: Kammerraad Smidt, fra Rønnede og Hans Andersen fra Stubberup pr. Faxø; for Kjøbenhavns Amtsraadskreds: Proprietær Holstein til Dyrehavegaard og Cand. phil., Partikulier Chr. Brøndum; for Roskilde Amtsraadskreds: Lensgreve Dannemand til Aastrup og Gaardeier, Hestehandler A. Pedersen i Gjøderup. Desuden var tilstede Veterinæren, Professor Bache, der i Grev Holsteins Fraværelse som Formand havde ledet Kommissionens Arbeider. Til Dineren i "Prindsen" den første Dag mødte kun Kommissionens Medlemmer foruden et Par Gjæster, hvoriblandt Etatsraad Dons fra Fyen. Man stilles tidlig ad for at styrke sig til den næste Dags Besværligheder.

Tirsdag Morgen oprandt; det saa noget graat ud, men den meget stærke Blæst holdt foreløbig Regnen borte. Man kunde strax mærke, at det var "en anden Historie" end Dagen forud. Vogn paa Vogn, Fodgængere og Ryttere kom ind i Byen fra alle Kanter, og derimellem ikke Faa langsveis fra. Om denne Tilstrømning end ikke kan lignes med Derby-dagens i London eller med Ridtet ved la Marche i Frankrige, saa vistes der dog efter vore Forhold en ikke ringe Interesse for Hingsteskuet,  hvilket jo i og for sig ikke er saa underligt; thi dels er Synet af en velskabt, fyrig Hingst vel et af de skjønneste Skuer, som Dyreriget afgiver, dels er Nytten og Fordelen ved god Hesteopdræt saa iøjnefaldende, at det neppe behøver at fremhæves. Andensteds har man sikkerlig bedre Heste, men i det Hele taget kunne vi være ret vel tilfredse med den Fremgang eller maaske rettere med den Tilstand, hvori vore Heste befinde sig. Hvormeget Bondehesten er gaaet frem i de sidste 20 a 30 Aar, har saa at sige vist Enhver lagt Mærke til. Savnes der Noget, er det Luxushesten, den lette Hest; thi denne har Bonden kun Brug for som Handelshest, og de sjællandske Bønder ere ikke Hestehandlere som deres Landsmænd, Jyderne; den sjællandske Bonde opdrætter Heste til eget Brug, og i Reglen er det kun Udsætterne, han sælger. Mange Steder ansees det næsten for en Skam at stille sig ved sine gode Heste.

Det var Bestemmelsen, at Kjøre og Rideprøven skulde foretages Kl. 10 om Formiddagen udenfor Byen paa Agent Anders Borchs Mark ved Kjøgeveien; men for at faa dem med, som kom med Extratoget fra Kjøbenhavn, blev Prøven udsat lidt. Banen var 1000 Alen lang. Der var indrettet en Tribune med Siddepladser for 400 Personer. Her, indenfor Kredsen og udenfor denne vare Tilskuerne placerede. Der var mødt ikke faa Damer saavel udenfor som af Bondestanden. For Kommissionens Medlemmer, Dommerne, var der oprettet en Tribune, hvorfra der havdes Udsigt over hele Banen, og hvorfra det Særlige ved ethvert Løb med Lethed lod sig iagttage. Kl. 30' over 11 begyndte den første Kjørsel; der kjørtes nemlig i 4 Hold: to for de sværere Hingste og to for de lettere. 1ste Hold var for de "fjermer" Hingste, co: de tilhøiregaaende, der kjørtes i høire Volte. Heri deltog 8 Hingste for 7 tospændige Vogne. Hingstene i denne Klasse havde at tilbagelægge ½ Mil for Vogn med løs Hammel, Tospændervogne belæssede med 800 Pd. død Vægt foruden Kudsken, Enspændervogne med 300 Pd. foruden kudsken; den foreskrevne Afstand maatte tilbagelægges inden Udløbet af 20 Minuter. Efterat Vognene vare læssede, blev Signalet givet, og Kjørslen tog sin Begyndelse. Banen skulde kjøres 6 Gange igjennem, Strækningen blev altsaa ½ Mil. Toget aabnedes med en Vogn, forspændt med to meget svære Knapstruphingste, tilhørende Søren Jensen i Baarup, Holbæk Amt. Det viste sig snart, at disse ikke i Løb kunde maale sig med Medløberne af de andre Racer. Den Omstændighed, at dette Tog havde en daarlig Forkjører, gjorde, at der her brugtes den længste Tid. Hingstene fulgtes imidlertid ret godt ad, men de bleve kjørte mere eller mindre godt. I dette Løb, om man saa kan kalde det, holdt "Siddinge"hingsten Trav hele Tiden og førte sig smukt. Veien tilbagelagdes i 14' 50", 14' 50", 14' 55", 15', 15' 1". 15' 2" og 15' 2", altsaa omtrent 5' før den indrømmede Tid. Ifjor kjørte de samme Hold Hingste i 13'; den stærke Blæst kan maaske iaar have bidraget Noget til, at der brugtes længere Tid, idet den i Omdrejningen mødte som Modvind.

Det andet Hold af de sværere Hingste var et "nærmer" Løb, co: for Tilvenstregaaende med venstre Volte. Heri deltog ogsaa 7 Hingste for 6 tospændige og en Enspændervogn: Hingsten "Frode", tilhørende Dyrlæge Olsen i Roskilde. Toget aabnedes med Odsherredshingsten "Abildøre". Den kunde ikke holde første Plads, men blev endogsaa ved et indtruffet Uheld den Sidste i dette Løb. Under Kjørselen gik nemlig Bringkoblerne af Stangen, hvorved en stor Ulykke kunde være skeet, hvilket dog heldigvis forebyggedes. Herved blev "Kirkehvalsø"-Hingsten foreløbig Nr. 1, men inden Enden tog Anders Nielsens "Valdby" - Frederiksborg Amt - -Hingst den og tilbagelagde Strækningen i 14' 40", hvorimod "Kirkehvalsø" brugte 14' 45", de øvrige brugte 14' 50", 15' 10", 15' 22", 15' 25" og den omtalte "Abildøre" 15' 40". Af disse var Kirkehvalsøhingsten meget varm, da den kom til Maalet.

Nu gik man til de lettere Hingste. For disse gjaldt den Regel, at de havde at tilbagelægge ½ Mil i en Tid af ikke over 15 Minuter, efter Eiernes Ønske enten for Vogn med løs Hammel eller under Rytter. Første Hold af disse var et "fjermer" Løb, hvori 6 Hingste deltog for tospændige Vogne. I disse Hingste var der, som det var at vente, en ganske anden let Bevægelse end blandt de svære Trækhingste, hvoraf de omtalte Baarup Knapstrupper ikke vare ulig de engelske Heste, som vi have seet heri Byen, da Englænderne nedlagde Vandledningen. Toget aabnedes med en deilig blaa skimlet Hingst fra Baldersbrønde, der, som meddelt, tog 1ste Præmie blandt de lette Hingste. Den havde til Makker en "Mikkel", en fortrinlig Hest , der ikke alene kunde følge den, men som endogsaa bar den godt frem. Det var med stor Interesse, at Publikum fulgte disse tvende Hestes Løb. De tog i den Grad Luven fra Medløberne, at da de andre havde kjørt 5 Gange rundt, kjørte Baldersbrøndehingsten ind paa Pladsen efterat have tilbagelagt den halve Mil i 11' 24". Den var altsaa en hel Omgang forud. Denne Kjørsel hilsedes med stærkt Bifald fra alle Sider og ikke mindst fra den talrige Ungdom, der stod udenfor Kredsen. Den Næste var "Gorm" fra Lyngby, Kjøbenhavns Amt; den kom 13' 7"; dernæst kom de Andre 13' 14", 13' 20, den Sidste 13' 32". Den Hingst, som tillige i dette Løb særlig udmærkede sig ved let Fodskifte og stærke Lunger var Odsherredshingsten "Viig".

Til det Marmer" Løb for Vogn var der kun tvende Hingste, men dog var dette Løb ingenlunde det uinteressanteste. Det var nemlig tvende fortrinlige Dyr, som her skulde frem vises: Odsherredshingsten "Braade" og Frederiksborghingsten "Uvelse", den første mørkebrun, den anden næsten guldfuxrød. Ogsaa denne Kjørsel gik rask og flot; indtil den sidste Omgang fulgtes Hingstene saa temmelig ad, men da "Uvelse" kjørte de sidste 1,000 Alen i 1' 45", kom den Banen de 6 Gange rundt i 12' 40", medens "Braade" brugte 13' 5". Løb end ikke den Sidstnævnte saa stærkt som Medløberen, vakte den dog, da den kom ind paa Pladsen for efter Forretningsordenen at tages i normere Øiesyn af Dommerne, megen Opsigt ved sine Flankers komplette Rolighed, saml derved at den ikke havde, som man siger, et svedigt Haar.

Der stod nu kun Rideprøven tilbage, og her maatte man (seet fra Publikums Side) beklage, at Fuldblodshesten samt Jokeyen manglede, men da den nu engang var udelukket, kunde Kommissionen ikke opfylde Eierens Ønske om at lade den løbe med uden at løbe om Præmie, Der mødte 5 Ryttere paa Hingstene: "Garibaldi" fra Adamshøi i Frederiksborg Amt, "Dan" fra Store Frederikslunde i Sorø Amt, mørkerød Valby Hingst fra Frederiksborg Amt, "Myrupgaard"s Hingst fra Præstø Amt samt den mørkskimlede "Merkur" fra Stenbymølle i samme Amt. Da der hidtil kun havde været lidt af den saa efterspurgte Kapkjørsel, der til Skade for Hingstene især grasserede ifjor, var Publikum ret spændt paa dette Løb, der efter al Sandsynlighed ikke vilde "løbe af" uden Vædderidt. Hingstene bleve stillede i en Række, og paa Signalet begyndte et rask Trav, hvori "Garibaldi" strax vandt Terræn; den tog stærkt paa Vei, men Rytteren kjendte Hesten, og Resultatet viste, at han vidste, hvad han kunde byde sin Hest. Som Nr. 2 holdt Valby-Hingsten sig flere Omgange, dernæst kom "Dan" som Nr. 3, derefter kom "Myrupgaard" og endelig "Merkur". Det varede imidlertid ikke længe, førend det tydelig viste sig, at den Sidstnævnte, et temmelig svært Dyr, der, som En bemærkede, havde faaet for meget Svinemel (et meget almindeligt Foder for Møllerheste), aldeles ikke kunde følge med de andre og det tiltrods for, at Rytteren, Eierens Søn, ikke sparede Pidsken og dertil førte en god Pidsk. "Dan", der holdt sig som Nr. 3, saalænge der kun blev travet, satte ved den sidste Omgang pludselig i fuld Karriere og tog paa denne Maade Valbyhingsten, men det var den ikke muligt at naa, endsige at omride "Garibaldi", der under Tilskuernes Jubel, reden af en god Rytter tilbagelagde den halve Mil i 10' 4"; "Dan" i 10' 7", Valbyhingsten i 10' 10", Myruphingsten i 11' 40". Den 5te "Merkur" fra Stenbymølle blev mere og mere tilbage, og tilsidst, da den havde en halv Banestrækning tilbage, stod den en lille Stund stille. Om den stod og "studerte" - et Udtryk for et svagt Hestehoved - som vi hørte En og Anden bemærke, eller om den var bleven stædig, som Rytteren sagde, eller endelig om den var træt, kunne vi ikke sige, men til at løbe duede den ikke. Publikum, navnlig den yngre Del, gav sit Mishag lydelig tilkjende, det hyssede ad Rytteren og peb ad Hesten. Da han gav sig saa god Tid, blev der sendt en Karl ned ad Banen for at hente ham; denne tog Hingsten i Milet, og paa denne Maade kom han trækkende inden for Maalet 14' 55", altsaa 5" før den tilstaaede Tid var udløben. Men han red sig fra Præmie. Hermed sluttede Prøven i Marken, og Kommissionens Med(emmer tog til Roskilde for efter de gjorte Iagttagelser at fælde den ikk lette Dom om, i hvilken Orden de rigelige Præmier skulde fordeles.

Kl. 4 mødte Kommissionen paa Hestetorvet, og efterat Grev Holstein Holsteinborg havde udbragt et Leve for Hs. Maj. Kongen, tog Præmieuddelingen sin Begyndelse. Som meddelt, blev første Præmie for de sværere Hingste ikke uddelt. 2den Præmie (160 Rd.) tildeltes blankbrun Hingst "Snesered" af Yorkshireblod og Landrace, 12 Aar gl., tilhørende Propr. Münster til Bredehave; 3die Præmie (130 Rd.) mørkebrun Hingst "Siddinge" af Odsherred Race, 11 Aar gl., tilhørende Poul Nielsens Enke i Siddinge; 4de Præmie (110 Rd.) mørkerød Hingst af Landracen og Knabstrupblod, 9 Aar gl., tilh. Gaardmand Jens Nielsen Kirkehvalsø; 5te Præmie (100 Rd.) rødblisset Hingst af bl. Frederiksborg Blod og Landrace, 4 Aar gl., tilh. Gaardeier L. Nielsen i Valby (Frederiksb. Amt); 6te Præmie (90 Rd.) mørkerød Hingst "Alleshauge" af blandet Frederiksb. Blod. 7 Aar gl., tilh. Gaardeier L. Pedersen Allehauge; 7de Præmie (80 Rd.) graatavlet Hingst af bl. Yorkshireblod, Frederiksborgblod og Landrace, 8 Aar gl., tilh. Gaardeier Jørgen Ibsen Slaglille; 8de Præmie (70 Rd.) rødspottet Hingst af Landrace og Knabstrupblod, 5 Aar gl., tilh. Gaardmand Søren Jensen i Baarup; 9de Præmie (60 Rd.) graa Hingst, bl. engelsk og Frederiksborgblod, 13 Aar gl., tilh. Jens Christensen i Herringløse; 10de Præmie (55 Rd.) Mohrenkoppen "Baldur", bl. Frederiksborgblod, 4 Aar gl., tilh. I. P. Buus paa Amager; 11te Præmie (50 Rd.), rødblisset Hingst, bl. engelsk Blod og Landracen, 9 Aar gl., tilh. Gaardmand Anders Nielsen Valby (Frederiksb. Amt); 12te Præmie (45 Rd.) rødspættet Hingst "Skjold" af Landracen og Knabstrupblod, 4 Aar gl. (det var denne, som tilligemed den, der fik 8de Præmie, aabnede det første Tog), tilh. Gaardmand Søren Jensen i Skaarup; 13de Præmie (40 Rd.) rødblisset Hingst "Peder", bl. Frederiksborg blod og Landrace, 4 Aar gl., tilh. Gaardmd A. Larsen i Herstedøster: 14de Præmie (30 Rd.) rødspættet Hingst "Holger", Knabstrupblod og bl. Frederiksborgblod, 4 Aar gl., tilh. Forpagter Dilling i Malte Kro; 15de Præmie (30 Rd ) mørkebrun Hingst "Abildøre" af Odsherredsrace, 9 Aar gl., tilhørende Gaardmand Lars Madsen i Abildøre; 10de Præmie (30 Rd.) rødblisset Hingst "Frode" af Odsherredsrace med bl. Frederiksborgblod, tilh. Dyrlæge Olsen i Roskilde. De tvende sidste Præmier vare extraordinære.

For Hingste til Ride- og lettere Trækbrug tilkjendtes der følgende Præmier: 1ste Præmie (180 Rd.) en Blaaflimmel af Yorkshireblod og Landrace, 6 Aar gl., tilh. Gaardmd. P. Hansen i Baldersbrønde; 2den Præmie (160 Rd.) rød Hingst med Stjern af bl. Frederiksborgblod, 5 Aar gl., tilh. Gaardeier I. Mortensen i Uvelse; 3die Præmie (130 Rd.) mørkebrun Hingst "Braade", Odsherredsrace, 4 Aar gl., tilhørende Gaardmd. P. Jacobsen i Braade; 4de Præmie (110 Rd.) mørkebrun Hingst "Viig", Odsherredsrace, 0 Aar gl., tilh. Gaardcier L. Nielsen Viig; 5te Præmie (100 Rd.) blankskimlet Hingst "Dan" af Frederiksborgblod, 7 Aar gl ., tilhørende Forpagter Hansen paa Frederikslund'. 6te Præmie (90 Rd.) brun Hingst "Garibaldi", bl. engelsk Blod og Landrace, 6 Aar gl., tilh. Proprietær Thomsen paa Adamshøi: 7de Præmie (80 Rd.) mørkerød Hingst "Thor" af Frederiksborg- og Knabstrupblod, 6 Aar gl., tilh. Gaardfæster J. Larsen i Nørrejernløse; 8de Præmie (70 Rd.) mørkebrun Hingst "Sallerup", bl. Frederiksborgblod og Landrace, 4 Aar gl., tilh. Gaardmd. Rasmus Rasmussen i Sallerup; 9de Præmie (60 Rd.) mellembrun Hingst "Gorm" af bl. Frederiksborgblod og Knabstruprace, 4 Aar gl., tilh. Gaardeier A. Nielsen i Valby (Frederiksborg Amt); 11te Præmie (50 Rd.) en mørkebrun Hingst, bl. engelsk Blod og Landrace, 4 Aar gl., tilh. P. Hansen paa Myrupgaarden.

Efterat Præmieuddelingen var endt, bleve de præmiebelønucde Hingste indbrændte med Distriktets Mærke og derefter opstillede endnu en kort Tid, for at Publikum kunde tage dem Øiesyn.

Til Kl. 5 Eftermiddag var der bestemt en Diner i "Prindsen". Det varede imidlertid omtrent til Kl. 6, før man kom tilbords. Forsodet indtoges af Grev Holstein Holsteinborg. Foruden endel Landmand, enkelte Bønder og Kommissionens Medlemmer bestod Gjæsterne af Roskildensere, saasom Kjøbmænd, Embedsmænd og Andre. Grev Holstein udbragte først Hs. Maj. Kongens Skaal. Det var en Skik blandt Dannemænd fra Arilds Tid, som man her fulgte ikke af Vane, men af Kjærlighed. De Ulykker, som havde ramt vort Land, havde bevirket, at Konge og Folk hurtig vare komne hinanden imøde. Dernæst tog Grev Holstein atter Ordet, denne Gang for Præmietagerne. Det kunde ikke nytte at negte det, frem var man ikke gaaet siden sidst. Iaar var ingen Hingst funden værdig til at faa Præmien Nr. 1 for de sværere Heste. Den Hingst - Kirkehvalsøhingsten - som i Aarene 1864, 1865 og 1866 havde vundet 1ste Præmie, havde iaar ikke kunnet naa mere end 4de Præmie. Det var høist ønskeligt, om man kunde spore nogen Fremgang, om man kunde saa noget godt Afkom af de præmiebelønnede Hingste. Med Ønsket om god Fremgang udbragte han et Leve for Præmietagerne og Hingsteudstillerne. Kammerraad Smidt fra Rønnede udbragte et Leve for Formanden, Grev Holstein Holsteinborg, der som en praktisk og en omgængelig Mand forstod at lede Bedømmelsen saaledes, at Alle bleve tilfredse. For Stutterikommissionen, der ifølge Lovens Bestemmelse var tilstede, udbragte Kammerraad Smidt ogsaa et Leve. Herfor takkede Grev Holstein, der ogsaa er Formand i denne Kommission. Bonden Mogens Hansen fra Tholstrup, Ringsted Landsogn, takkede paa rigtig godt Sjællandsk næst Forsynet Grev Holstein som den, der for mange Aar siden havde aabnet Øinene paa ham og andre Bønder. I Begyndelsen vare Bønderne mistænksomme og frygtede for Partiskhed, men da de saa, at der stiftedes saa retfærdig imellem Udstillerne, mødte de og vandt mange Præmier; han havde faaet mange Præmier og var i det Hele meget godt fornøiet. Kammerraad Hagen talte for Dommerne, Grev Holstein takkede Agent A. Borch for Pladsen, hvor Prøven holdtes. Kammerraad Hagen talte for Kvinderne, Grev Holstein for Professor Bache, der havde været ham en tro Støtte ved i hans Fraværelse at overtage hans Partes, og endelig sluttedes Talernes Række, med at Revisor Ulrich paa en vist mere velment end vellykket Maade udbragte en Skaal for Danmark. Ved Bordet herskede der Liv og Gemytlighed.

(Dags-Telegraphen (København) 4. oktober 1867)

Formanden for kommissionen valgtes af indenrigsministeriet. Amtsrådet valgte et medlem og landboforeningerne. Der blev bevilliget 11.000 rdl. til præmier, heraf (i 1864) 3.718 rdl på Sjælland. Hingsteskuet i Roskilde er det bedst beskrevne og artiklen en af de mest detaljerede på dette tidlige tidspunkt af skuernes historie. Kraftprøven for hingste blev første gang afviklet i 1861 i Hillerød og fra 1864 også i Roskilde på ½ mil lang bane.

Lensgreve Ludvig Henrik Carl Herman Holstein (1815-1892) ejede siden faderens død i 1836 grevskabet Holsteinborg. Han var præsident for Landhusholdningsselskabet 1866-1881. Han oprettede på sit gods sparekasser, husholdningsforeninger og andre filantropiske foreninger for landarbejderne. Han skal have været en kyndig hippolog og var i en årrække formand for Sjællands hingsteskuer og for Stutterikommissionen osv. 

Politisk sad han i stænderforsamlingen i 1848 som repræsentant for den konservative godsejerbevægelse. I foråret 1849 var han  med til at stifte den "patriotiske Forening" som bl.a. mente at regeringens grundlovsudkast ville "undergrave Monarkiets Grundvold og bringe Staten i en mellem Anarki og Despoti svævende Tilstand". Han stiftede senere Godsejerforeningen. I 1856 blev han valgt til medlem af Rigsrådet. I 1863 stemte han for Novemberforfatningen. 

"Kongl. Premier-Dandser" Scheike paa Bornholm. (Efterskrift til Politivennen)

I 1867 optrådte en vis I. Scheike med forlystelser i provinsen:

Et "Elevtheater fra Kjøbenhavn" er pludselig dukket op i Holbæk under Anførsel af en "Balletmester Scheike". Selskabet bestaaer, ifølge "Holb. Av.", af endeel Børn, der udføre Balletter, Lystspil og Pantomimer.

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 4. september 1867)

Annonce fra Nykjøbing Avis (Nykøbing S) 5. september 1867.

På Bornholm præsenterede Scheike sig som Kongl. Premier-Dandser:

Annonce fra Bornholms Tidende 28. september 1867.

Rønne den 1ste Oktober. Vi henlede Publikums Opmærksomhed paa det omstaaende Avertissement. der bebuder en meget livlig og her ganske usædvanlig Underholdning, idet Hr. Scheike, der er Solodandser ved det kongelige Theater udfører flere forskjellige Karakteerdandse. deriblandt amerikansk Negerdands, som han under sit Ophold i Amerika har havt Leilighed til at studere efter Naturen, og svensk Nationaldands i Forbindelse med Sang m. m. Det lille livfulde Lystspil: "Hun frier i Avisen" af Erick Bøgh og Robert Watt, er efter de kjøbenhavnske Aviser spillet med overordentligt Bifald, og udføres af Hr. Scheike og hans Hustru, der er Skuespillerinde ved Casinos Theater, og vil sikkert i Forbindelse med al den anden muntre Underholdning, skaffe de Theaterbesøgende en sjeiden fornøielig Aften.

(Bornholms Avis. Kongelig ene privilegeret Avertissements-Tidende 1. oktober 1867).

Bornholms Avis (1828-1957) var på daværende tidspunkt upolitisk, men blev senere konservativt. Det var startet og på daværende tidspunkt redigeret, trykt og udgivet af Eggert Christoffer Tryde (1797-1868) og senere sammen med sønnen Frederik Vilhelm Tryde (1838-1909) i Rønne. Han startede på trods af modstand fra amtmand Chr. Rønne Jespersen (1766-1837) der mente at den gammeldags bekendtgørelse ved kirkestævne var tilstrækkelig. For opretholde tilværelsen forpagtede han 1835-1843 Østermarie præstegaard. Bladet havde ganske få abonnenter indtil de slesvigske krige. I 1866 var formatet udvidet til foliostørrelse, da der var opstået konkurrence med det nyoprettede “Tidende”. Hans gravsten findes på Rønne kirkegård. Trydes søn købte 1883 “Bornholms Amtstidende” og fusionerede de to blade under navnet “Bornholms Avis og Amtstidende”. 

Nyheden blev også bragt i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. oktober 1867 og Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 7. oktober 1867 hvor opførelsen blev præsenteret således: "Theatret i Rønne er paa en hemmelighedsfuld Maade blevet sat istand til i denne Tid at byde sit Publicum de første Præstationer af en ny Solodandser ved det kgl. Theater, Hr. Scheike, samt Opførelsen af et her hidtil ukjendt Lystspil af Erik Bøgh og Robert Watt."

Ubekjendte Kunstnere. Det hænder ikke sjelden, at man i Provindsbyerne ser opdukke her i Kjøbenhavn aldeles ubekjendte "Kunstnere", der med stor Bram fremstille sig som Hørende hjemme i Hovedstaden og derved give sig et Præg af Fortrinlighed, som muligvis ikke undlader at føre Mange bag Lyset. Selv Bladenes Redaktører undgaa ofte ikke at blive narrede af slige Personer og derved blotte deres Ubekjendtskab med de Forhold her i Hovedstaden, som de omtale med stor Omstændelighed. Et af de mest storartede Exempler paa et sligt Uheld for en Redaktør, som vi mindes nogensinde at have seet, findes i "Bornholms Avis" for den 1ste d. M., hvori der skrives: "Vi henlede Publikums Opmærksomhed paa omslaaende Avertissement, der bebude en meget livlig og der ganske usædvanlig Underholdning, idet Hr. Scheike, der er Solodandser ved det kongelige Theater, udfører flere forskjellige Karakterdandse. deriblandt amerikansk Negerdands. som han under sit Ophold i Amerika har havt Leilighed til at studere efter Naturen, og svensk Nationaldands i Forbindelse med Sang m. m. Det lille livfulde Lystspil: "Hun frier i Avisen", af Erich (sic!) Bøgh og Robert Watt, er efter de kjøbenhavnske Aviser spillet med overordentligt Bifald og udføres af Hr. Scheike og hans Hustru, der er Skuespillerinde ved Kasinos Theater, og vil sikkert i Forbindelse med al den anden muntre Underholdning skaffe de Theaterbesøgende en sjelden fornøjelig Aften." Vi behøve neppe at tilføie for nogen kjøbenhavnsk Læser, at ligesaalidt som der er nogen Hr. Scheike, der er Solodandser ved det kgl. Theater, og som har studeret i Amerika og synger til sin Dands, ligesaa lidt har Kasinos Theater nogensinde havt en Skuespillerunde af det omtalte Navn. Ikke heller kjendes der her i Kjøbenhavn til noget Lystspil af Dhrr. Erik Bøgh og Robert Watt med Titlen "Hun frier i Avisen", hvilket ovenikjøbet af "Bornh. Av." betegnes som "livfuldt", og det maa være en Hallucination, naar det anføres, at dette Stykke "efter de kjøbenhavnske Aviser spillet med overordentligt Bifald".

(Dags-Telegraphen (København) 6. oktober 1867)

- I Anledning af de Bemærkninger, der ere fremkomme i kjøbenhavnske Blade over vor Omtale af "Hr. Scheike", skulle vi meddele følgende Oplysninger: Efter at han med Underskrift: kongelig Premierdandser flere Gange havde averteret at han gav Underviisning i Dands, meddeelte han os, at han, støttet af Sangforeningen her, ønskede at give en Aftenunderholdning paa Theatret. Han fremstillede sig som d en svenske "Grotesque Dandser", der var engageret ved det kongelige Theater i Kjøbenhavn; sagde at han havde været syg i længere Tid og "havde Permission paa halv Gage" til første Januar, paa hvilken Tid han skulde optræde i Balletten Valkyrien. Om sin Hustru sagde han, at hun var en Datter af Skuespiller Lund ved Kasinos Theater, der tidligere har gjæstet Bornholm, og ar hun var Skuespillerinde ved samme Theater, til hvilket hun om nogle Dage skulde vende tilbage, medens han vilde see at bringe sin Dandseunderviisning her i Gang. Med Hensyn til det lille Lystspil han vilde give, meddeelte han, at det var det, der paa Hoftheatret var givet til Fordeel for Slesvigerne og var skrevet af Bøgh og Watt for ham, der, ligesom flere Dandsere, meente at have noget Talent som Skuespiller, hvorom han yderligere udtalte sig, dog i det Hele meget beskedent, og bemarkede paa vort Spørgsmaal, hvorledes det var ham muligt at tale Dansk fra Theatret, at han optraadte som Engelskmand, Franskmand og svensk Dandsemester, saa at Sproget ikke havde lagt ham nogen Hindring iveien. Vi havde læst i "Fædrelandet", at en equilibristisk Dandser fra Theatret i Stockholm var engageret ved det kongelige Theater, og da der i Hr. Scheikes hele Optræden og Personlighed intet var, der stod i Modsigelse til hans Udsagn til os og Andre, og han gjerne ønskede sin Sag anbefalet i Avisen, der netop skulde trykkes, skreve vi, i god Tro til hans Ord og hans Underskrift paa Avertissementerne om Dandseunderviisning, de Yttinger om ham, der have været Gjenstand for en noget stræng Kritik, som vor Forklaring dog maaskee vil formilde. I ethvert Tilfælde er vor Anbefaling fremkommen af aldeles uinteresseret Velvillie for en Gjæst paa Bornholm, som vi ifølge det Foregaaende maatte ansee for en dygtig Kunstner. Da baade Kellermann med Frue, Mantzius og andre udmærkede Kunstnere have gjæstet Bornholm, kunde det ikke forekomme os saa forunderligt, at en Solodandser, under de angivne Omstændigheder, kom hertil; og naar vi have erhvervet os Hines Tak for den Velvillie, vi med Glæde have viist de Kunstnere, der gjæste vort fjerne Hjemsted, kunne vi ogsaa bære de Bebreidelser, der ramme os, om vi have været Gjenstand for en Mystifikation.

(Bornholms Avis. Kongelig ene privilegeret Avertissements-Tidende 10. oktober 1867)

"Bornholms Avis" gav os for nogen Tid siden Anledning til nogle Bemærkninger ved en Anbefaling for en Hr. Scheike med Kone, der optraadte i Rønne som store Kunstnere fra Kjøbenhavn, og som havde faaet det nævnte Blads Redaktion til at give sig en meget glimrende Anbefaling. Redaktionen af "Bornh. Avi." har senere meddelt, hvorledes den var bleven fuldstændig ført bag Lyset ved den nævnte Persons Optræden, men da dette ikke var Andet, end hvad Enhver kunde sige sig selv, have vi ikke fundet nogen Anledning til at omtale Sagen videre. Imidlertid har Redaktionen af "Bornh. Av." i en Skrivelse til os anmodet os om at henlede Opmærksomheden paa dens Meddelelse, som findes i Bladets Nr. 120 for den 10de ds.; det fremgaaer af denne, at Redaktionen af Scheikes usandfærdige, men med Sanddruhedens Præg og megen Beskedenhed fremsatte Fortælinger og af uinteresseret Velvillie for en Gjæst paa Bornholm har ladet sig forlede til at give den omhandlede Anbefaling.

(Dags-Telegraphen (København) 26. oktober 1867).

Efter afsløringen af svindelen forsvandt I. Scheike sporløst fra aviserne. Om han optrådte under andre navne og titler, kan ikke fastslås. I Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. januar 1871 ses en "dandselærer Scheike, Ringsted" at have indlogeret sig på Knapstedsgård, og i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 19. september 1871 en "balletmester Scheike, Lund" at være ankommet til Schmidt Hotel. Men om der er tale om den i artiklerne omtalte Scheike, forlyder der ikke noget om. 

Flensborg, den 26de September. (Efterskrift til Politivennen)

(Fra vor Korrespondent). Man træffer for Tiden Forberedelser til Valgene af Medlemmer til den preussiske Landdag, idet man udfærdiger Listerne over de saakaldte "Urvælgere". Til disse hører enhver Mand, som er over 24 Aar, har boet her i 6 Maaneder, ikke lidt nogen vanærende Straf og ikke modtaget Fattigunderstøttelse. "Urvælgerne" deles i tre Klasser efter Størrelsen af deres Skatter, og hver 250 af disse vælger en Valgmand, dog saaledes, at alle tre Klasser faa et lige Antal Valgmænd, hvorved den i Antal mindre 1ste Klasse, som bestaaer af de høiere Skatteydende, bliver begunstiget paa 2den og 3die Klasses Bekostning. Naar Valgene skulle foretages, er endnu ikke bestemt, men at de atter ville give Anledning til Partikampe, er udenfor al Tvivl, ligesom man veed, at Oppositionen vil blive betydelig forstærket i de preussiske Kamre ved Valgene i alle de annekterede Provindser. 

- Her er kommet Ordre til at dække de Huller, som saa mange Værnepligtiges Udvandring har foraarsaget i de Indkaldtes Rækker, ved nye Udskrivninger, som skulle fordeles paa alle Slesvigs Distrikter. Distriktet Aabenraa har ved denne Session istedenfor 598 kun stillet 181 Mand. Fortegnelserne over de Værnepligtige fra Aarene 1842-46 vise for Aabenraas Vedkommende, at der af 7,425 Mand kun har stillet sig 3,828, hvilke Tal noksom lægge for Dagen, hvor stor Afsky Befolkningen i Nordslesvig nærer for den preussiske Militærtjeneste. 

- Allerede i tidligere Korrespondance har jeg fremhævet det Gavnlige i, at danske saavel som norske og svenske Mænd indvandre til Nordslesvig, hvor de ville finde tilstrækkeligt Arbeide og rigelig Løn samt forhindre tydske Arbeidere fra at overfylde Landet. I Sommerens Løb er et ikke ringe Antal Mænd indvandret fra Norden, men dette er langtfra ikke tilstrækkeligt, idet der endnu bestandig er Mangel paa Arbeidere, navnlig paa Avlskarle. Den preussiske Regjering, som bestandig anstrenger sig for at bringe saa mange tydske Elementer ind i Nordslesvig som muligt, har for at fremskynde Indvandringen af tydske Arbeidere i denne Tid forordnet, at Arbeiderne, navnlig fra Hannover og Schlesien, kun skulle betale to Tredjedele af den ordinære Pris for Billetter paa Statsjernbanerne, og at de kunne medføre 100 Pund Bagage frit. Maatte denne Oplysning tjene til, at Indvandringen fra Norden tiltog! Herved er der givet ogsaa den jevne Mand Anledning til at understøtte sine slesvigske Brødre i deres Kamp mod Germanismen, og ingen Tid maa spildes; thi Tydskerne strømme altfor gjerne ind i vort frugtbare og velsignede Land, og vi Slesvigere blive nødt til at tage dem i vor Tjeneste, naar ikke Mænd fra de tre nordiske Riger udfylde det Tab for Arbejdskraften, som vi have lidt ved Udvandringen. 

- Endnu er der ikke fattet nogen endelig Bestemmelse angaaende Embedsmændenes Gage, hvilket navnlig trykker de Underordnede, som ikke have Noget at leve af og se sig udsatte for at maatte leve flere Maaneder endnu uden at faa nogen Lønning udbetalt. Siden den 1ste September er Brugen af Stempelpapir bleven meget udvidet, og ingen Kvittering, ikke engang for modtagen Løn, maa udstedes uden med Stempel. Udpantningen for resterende Skatter er gaaet for sig i langt større Maaleftok, end jeg i mit forrige Brev angav; man har allerede foretaget 325 Udpantninger her i Byen, og med hvilken Inhumanitet de nuværende Embedsmænd gaa tilværks, vil man kunne se af, at Amtsdommeren for 1ste Kreds, da Amtsbudet kom tilbage uden at have udført en paabudt Udpantning, fordi vedkommende Familie var til et Marked, begav sig med Budet til Familiens Bopæl, lod Døren opdirke og saa mange Møbler medtage, som det syntes ham nsdvendigt til at dække de resterende Skatter. Om en saadan Fremgangsmaade er lovlig i Preussen, ved jeg ikke, men kan neppe tro det. Ar klage derover kan imidlertid ikke hjælpe, saalænge vi ganske ere givne i Embedsmændenes Vold.

(Dags-Telegraphen 1. oktober 1867. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld)

Til sammenligning med valget i Preussen kan anføres efter grundlovens indførelse i 1849 blev valgretten i Danmark tildelt mænd der var uberygtede, havde indfødsret og var fyldt 30 år (i Preussen 24 år). Desuden blev husbonden anset som repræsentant for hele sin husstand, vælgeren måtte ikke have modtaget fattighjælp, og han måtte ikke være uden rådighed over sit eget bo og endelig skulle vælgeren have haft fast bopæl i valgkredsen et år forud for valget (i Preussen 6 måneder). I 1866 var det konservative element som kriterierne for valgbarhed til Landstinget havde rummet med sine krav om alder og ejendom, også flyttet til vælgerkorpset. Vælgerkorpset var ikke længere vælgerkorpset til Folketinget, men opdelt i to valgklasser. Den ene klasse var de samme vælgere som til Folketinget – de valgte den ene halvdel af de valgmænd, der skulle vælge Landstingets medlemmer. Den anden valgklasse blev udgjort af de vælgere, der betalte mest i skat, og som dermed fik ret til at vælge den anden halvdel af valgmændene.

Bismarck og Nordslesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Preussen. (Berlin, 25. september) At grev Bismarcks meget roste nationale politik også havde sine ømme punkter, blev tydeligt i debatten om Luxembourg- og Nordslesvigspørgsmålet. Selv de forklaringer som forbundskansleren gav om evakueringen af ​​Luxembourg, var ikke glade, og hans udtalelse om Nordslesvig var endnu mindre. Den 20. december f. A. havde han i det preussiske Deputeretkammer erklæret, at han efter Frankrigs insisteren måtte gå med til at en del af Nordslesvig tilbageføres til Danmark i Pragfreden for ikke at sætte spørgsmålstegn ved alt hvad der var opnået gennem en ny krig. I går understregede han at indbyggerne i Slesvig-Holsten selv var skyld i denne vending gennem deres dynastiske intriger, og at der ville være en mulighed for at stille dem til regnskab for deres beviste partikularisme! Det var meget let at fremsætte en sådan beskyldning og sådan en trussel, eftersom ingen af ​​de slesvig-holstenske parlamentsmedlemmer kunne svare ham uden at overtræde forretningsordenen og udsætte sig for en kalden til orden. Han kunne sagtens have tilføjet en vae victis. Det er svært at forstå hvad det slesvig-holstenske folks afhængighed af legitimitetsprincippet har at gøre med at Danmark skulle modtage et stykke Slesvig, så meget desto mere da det som bekendt var tyskerne bosat i det nordlige Slesvig der først talte for annektering til Preussen for at sikre beskyttelsen af ​​den nordtyske stormagt. Den af ​​forbundskansleren udtalte sætning har dog ikke ringe betydning i en anden henseende. Samtidig ser det ud til at være nøglen til at forstå overdragelsen af ​​et smukt stykke Holsten (Amt Ahrensböck) til storhertugen af ​​Oldenburg.

Preussen. (Berlin, 25. Sept.) Dass die so sehr gerühmte nationale Politik des Grafen Bismarck auch ihre sehr wunden Stellen habe, ist in der Adressedebatte bei Berührung der luxemburgischen und der nordschleswigschen Frage klar geworden. Schon die Erläuterungen, welche der Bundeskanzler über die Räumung Luxemburgs gab, waren nicht glücklich, noch weniger war es seine Aeusserung über Nordschleswig. Am 20. Dez. v. J. hatte er im preussischen Abgeordnetenhaus erklärt, dass er auf Frankreichs Andringen im Prager Frieden in die Rückgabe eines Theils von Nordschleswig an Dänemark habe willigen müssen, um nicht durch einen neuen Krieg alles Erreichte wieder in Frage zu stellen. Gestern hob er hervor, dass sie Schleswig-Holsteiner durch ihre dynastischen Intriguen selbst an dieser Wendung schuld seien, und dass sich schon eine Gelegenheit finden werde für den bewiesenen Particularismus mit ihnen abzurechnen! Es war sehr leicht, eine solche Beschuldigung und eine solche Drohung auszusprechen, da keiner der schleswig-holsteinischen Abgeordneten ihm antworten konnte, ohne die Geschäftsordnung zu verletzen und sich einem Ordnungsruf auszusetzen. Er hätte ruhig auch noch ein vae victis hinzufügen könnnen. Was die Abhänglichkeit der Schleswig-Holsteiner an das Legitimitätsprincip damit zu thun hat, dass Dänemark ein Stück von Schleswig erhalten soll, ist schwer begreiflich, um so mehr, als bekanntlich gerade die in Nordschleswig lebenden Deutschen sich zuerst für die Annexion an Preussen ausgesprochen haben, um sich des Schutzes der norddeutschen Grossmacht zu vergewissern. Der von dem Hrn. Bundeskanzler ausgesprochene Satz hat aber in anderer Beziehung eine nicht geringe Bedeutung. Er scheint zugleich der Schlüssel zum Verständniss der Abstretung eines schönes Stückes von Holstein (Amt Ahrensböck) an den Grossherzog von Oldenburg zu sein.

(Amberger Tagblatt (Organ für die Oberpfalz) 28. september 1867)