Uddrag af et Brev fra St. Croix. Skrevet i Januar 1868. (Efterskrift til Politivennen)

I Byen Christianssted sees nu ikke iøinefaldende store Spor af Jordskjælvet eller Vandfloden. Ved at kiøre gjennem Landet, paa den saakaldte Centerlinie, seer man kun hist og her nedfaldne under Opførelse værende Skorstene til Sukkerværkerne, men naar man kommer til Frederikssted faaer man et klart Begreb om Virkningerne af Naturens store, kraftige Haand. Sporene af selve Jordskjælvet træde forøvrigt ikke saa stærkt frem i Byen. Vel have de fleste murede Bygninger, og blandt dem Toldkamret, der for Tiden er forladt, og Huset hvori der holdes Politikammer, faaet flere tildeels meget store Revner, men hvad der endnu fremtræder stærkt er Virkningerne af Vandfloden. Det er saaledes et mærkeligt Syn at see den stolte amerikanske Orlogsfregat "Monongahela" staaende paa Kjølen paa Klippegrunden lige tæt ved Strandbunden, saaledes at Søen netop ved sin Skvulpen slikker Kjølen om Bagbord. Vel er Kjølen, og navnlig Agterstavnens Kjøl, betydelig brudt, men Fregatten staaer ellers, som om den med største Varsomhed og Lempe var hensat af Menneskehænder. Den ligger lidt bagbords over, men mærkeligt er det, at den ikke ved Vandflodens Tilbagegang er væltet. Saavidt jeg kan see, er det nogle Klippestykker af kun een Fods Høide, der har hindret Væltningen, som vilde have kostet mange Mennesker Livet. Fregatten staaer med Forstævnen nordefter, ret ud for Walkers og Robinsons Huse. Nu er den naturligviis paa begge Sider afstivet. Man afventer Ingenieurer og Redskaber fra Amerika, og man antager i Marts Maaned at kunne bringe den i Søen, det vil sige, hvis der ikke forinden kommer et nyt Jordskjælv med Vandstød og gjør en Streg i Regningen. Spærrende Veien der løber ud Nord for Byen, staaer der, hensat af Søen, nu under Ophugning, en deilig amerikansk Brig. I Strandgaden og navnlig i den sydlige Deel, er mange Huse deels bortskyllede og deels fuldstændigt ødelagte, og alle have de taget mere eller mindre Skade.

Tabet for Kjøbmændene af Varer i Boutikerne har været forholdsviis stort, idet de fleste af Boutikkerne have været fulde af Vand op til Lofterne. Paa Landet har Bygningerne, Vaaningshusene og Værkerne lidt mere eller mindre. Paa Plantagen St. George og Mountain ere saa at sige alle Bygningerne mere eller mindre sammenstyrtede. I Dalene og paa det flade Land har man lidt mere end paa Bakkerne, dog skal det deilige Huus paa Plantagen Bonne-Esperance, der ligger paa en høi Bakke, være saaledes medtaget, at det er aldeles ubeboeligt. Det er ikke saa ganske let efter de forskjellige Relationer, man erholder, at danne sig et nogenlunde klart og tro Billede af denne Naturbegivenhed. Jeg skal, saa godt jeg kan, give Dem et Omrids af Katastrophen, som den har været opfattet, og som den er gjengivet af Øienvidner i Frederikssted. 

Jordskjælvet, der indtraf den 18de November f. A., omtrent et Qvarteer for Kl. 3 Eftermiddag, synes at være kommen uden Bebudelse af nogensomhelst Slags. Luften skal have været reen og klar, og Solskinnet - rimeligviis tilfældigt - kun noget varmere end ellers paa denne Aarstid. Med Jordskjælvet fulgte en rullende Lyd som af hurtigkjørende, svært belæssede Vogne, men stærk kan Lyden ikke have været, da der er Mange, som ikke have lagt Mærke til den. Alle Folk styrtede ud af Husene, og paa Gaden mødte dem det forfærdende frygtelige Syn af svingende, svaiende og rystende Huse, med Bevægelse tildeels i modsatte Retninger. Husenes svingende Bevægelser og heldende Retninger skal have været saa stærke, at man endnu slet ikke kan begribe, at de ikke styrtede om med det Samme. Alle yttre sig i denne Retning paa samme Maade. Under Fødderne følte man tydelig Jordens Bevægelser, og Nogle have sat og lagt sig ned af Frygt for at falde; var man tilhest, maatte man stige af. Flere have yttret, at naar man var paa en Trappe, havde man Fornemmelsen af, at Trinene gik bort fra Foden. Efter det første eller de første stærke Stød vedblev Jorden med korte Mellemrum at bevæge sig, medens Folk flygtede omkring uden ret at vide, hvor der var sikkrest at være. Efter 8 a 12 Minutters Forløb, da Folk havde fundet sig lidt efter den første Forskrækkelse, saae man Havet, der navnlig ved Strandbredden var kommet i en boblende og ligesom flydende Bevægelse, paa engang vige tilbage fra Strandbredden, saa langt at man saae Havbunden i en Afstand længere tilbage, end hvor de større Skibe ligge tilankers, og Orlogsskibet "Monongahela", der laa paa Rheden, sank ned til Havbunden. For Officerer og Mandskab skal denne Havets Tilbagegaaen have viist sig, som om det var Landet, der løb ud med dem, og de betegne Synet som forunderlig forfærdende. Strax efter kom Havet tilbage, visende sig for dem, der stode paa Land, som en stor sort Muur eller Væg, der lydløst, men hurtigt nærmede sig Landet, og nu flygtede, under et almindeligt Skrig: "Søen kommer! Søen kommer!", Alle, der kunde flygte, op mod Bakkerne. Gamle Folk bleve slæbte og baarne gjennem Gaderne, og Forfærdelse og panisk Skræk greb hele Befolkningen. Denne Havets Falden og Stigen, eller maaskee rettere sagt, Gaaenbort og Kommentilbage, fandt Sted i to paa hinanden følgende Gange. Vandmassen eller Flodbølgen  var størst den anden Gang den gik over Landet.

Disse Flodbølger var det, der deels bortskyllede og deels ødelagte en stor Deel af de Bygninger i Strandgaden, der ligger Søen nærmest, og som indtil Loftet fyldte Kjøbmændenes Boutiker og Pakhuse. Saavidt jeg veed, druknede 13 Mennesker i Byen og Omegnen. "Monongahela", der, som sagt, ved Havets Tilbagegaaen sank ned til Havbunden, blev af den tilbagekommende Sø løftet saa høit i Veiret, at dens Ankerkjetting løb ud, iturivende Alt, hvad der holdt imod, og godt var det, thi havde Anker og Rjætting holdt, saa maatte Bølgen have gaaet over Skibet og paa eengang fyldt det. Nu maatte "Monongahela", som et andet Stykke Træ villieløst følge Flodbølgens Bevægelser frem og tilbage. Med den anden Flodbølge stod Skibet nordefter over den Deel af Strandbredden, hvor Tømmerskurene havde staaet, langs med Husene paa den anden Side af Gaden, og ved Søens Tilbagegaaen blev det staaende paa Klippegrunden ved Strandbredden, som ovenfor sagt, udenfor Walker og Robinsons Huse med Forstevnen nordefter. De første 6 a 8 Dage efter Jordskjælvet har den største Deel af Byens Befolkning opholdt sig paa Byens Bakker, tildeels under Telte og i Brødremenighedens af Træ byggede Kirke.

Tilstanden skal have været i høieste Grad uhyggelig og piinlig; mindre Jordrystelser gjentoge sig navnlig i de første 24 Timer med Mellemrum af 5 a 20 Minutter. Nat og Dag hørte man omkring sig Klager, Beden og Psalmesyngen. Nogle havde Madratser at ligge paa, men de Fleste maatte ligge paa Jorden, og et Par Gange fik man Regn. At omklæde sig var der i Reglen ikke at tænke paa, og man havde Vanskelighed ved at skaffe de fornødne Fødemidler tilveie. Som under alle store Ulykker, der ramme Alle, amalgamerede alle Stænder sig. Hvad der betydelig bidrog til at forværre Tilstanden, var Frygten for de amerikanske Matroser, hvoraf et Par Hundrede Mand laa iland. Tidligere Erfaringer have nemlig lært, at de, naar de blive drukne, ere vilde og ustyrlige. Man holdt Romudsalgene lukkede, og det Rygte udbredte sig, at de havde truet med at opbryde dem, dersom man ikke frivilligt udskjænkede Rom. Officererne og de paalideligste Matroser gik med Revolvere. Denne Skræk satte sig, efterat man havde faaet endeel Matroser arresterede i Fortet og den største Deel af Fregattens Besætning sendt ombord i en anden ankommende Orlogsmand. Man blev ogsaa om Natten alarmeret ved Brandraab, og navnlig derved, at en Patrouille af vore Soldater en Nat, forinden den gik ind i Fortet, affyrede Geværerne. Jordrystelserne ere forøvrigt ikke forbi endnu, men de mindre Stød, der jevnlig føles, er man bleven vant til, saa at man neppe lægger Mærke til dem. Rystelsen den 20de f. M. skal have været den stærkeste, der har været følt siden den 18de Novbr., den kom, efterat man i 5 Dage Intetsomhelst havde følt. Ganske rolig med Hensyn til hvad der endnu kan skee, er man derfor ikke.

Efter Alt, hvad jeg har kunnet forstaae af de forskjellige Forklaringer, jeg har erholdt, maa jeg antage, at Jordskorpen har været i en ligefrem bølgende Bevægelse; thi det er den eneste Maade, hvorpaa man kan forklare sig Husenes svingende og svaiende Bevægelser, og Bølgebevægelserne maae tilmed have været meget korte, thi ellers kunde ikke to Huse komme til samtidig at svinge i modsatte Retninger.

Havets Bortgaaen og Kommen tilbage, der som sagt først indtraf 8 a 12 Minuter efter den egentlige Jordrystelse, kan muligen forklares paa den Maade, at Jordskorpen i en Strækning af f. Ex. c. 40 a 50 Miil eller mere har hævet eller sænket sig i to hinanden følgende Gange, thi hæver Jordskorpen (naturligviis med Land og Hav) sig paa et Sted, saa maa Havet jo strømme eller glide andetsteds hen, ogsaa selvfølgelig komme tilbage, naar Jordskorpen atter sænker sig. Antagelsen af Jordskorpens Hæven og Sænkning finder jeg bestyrket ved en Omstændighed, der her betegnes som et Slags Mirakel. Vandbølgen har nemlig, da den naaede Strandbredden, havt en Høide over Vandfladen af c 16 a 20 Fod, og desuagtet er der Gaarde liggende i Niveau med Strandbredden, eller i hvert Fald ikke synderligt høiere - i en Afstand fra denne af neppe 300 Fod, i hvilke der slet intet Vand er kommen ind. Dette forklarer jeg paa den Maade, at Jordskorpen allerede atter har hævet sig, da Flodbølgen havde naaet c. 60 Fod over Strandbredden, idet Bølgen selvfølgelig samtidig med Hævningen har maattet gaae tilbage. Dersom Flodbølgen ikke saa hurtigt var gaaet tilbage, vilde to Tredjedele af Byen være bleven ødelagt. Jeg veed ikke om jeg har gjort Dem min Tanke klar. I hvor stor en Strækning af Kloden denne her forudsatte Hæven og Sænken af Jordskorpen har fundet Sted, veed jeg ikke, da jeg ingen Beretninger kjender fra de fremmede omliggende Øer, men Phænomenet har jo viist sig paa St. Thomas, St. Jan, Puerto Ricco og Crab Island.

Medens Mure af 3 Fods Tykkelse ere blevne omstyrtede af Flodbølgen, har en Landgangsbro, der i 1858 blev opført efter en ny Construction, modstaaet baade Jordskjælv og Flodbølgen, og ligesaa en saakaldet Kulbro, der for nogle Aar siden blev bygget efter samme Construction. To andre Broer, byggede paa anden Maade, bleve derimod ødelagte, man antager derved, at Skibene bleve kastede paa dem, men de vare forøvrigt slet byggede. I den officielle Rapport, der strax efter Jordskjælvet blev afgiven herfra til Ministeriet, er der indløbet den Fejl, at samtlige Broer ere anførte som ødelagte.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. marts 1868. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).

Corvetten "Monongahela" udfor Frederikssted paa St. Croix. Efter en Skizze af Lietenant G. Carøe. Illustreret Tidende nr. 446, 12. april 1868.

Forgiftede Sviin paa Lossepladser. (Efterskrift til Politivennen)

Forgiftning af Sviin paa Hovedstadens lossepladser. Det er bekjendt, at Eierne eller Leierne af de Pladser, hvor Nat- og Dagrenovationen udlosses, holde en stor Mængde Sviin. Disses Antal udgjorde ifjor Foraar, ifølge en af Stadslægen, Dr. Schleisner, med Sundhedspolitiets Bistand, foretagen Undersøgelse, ikke færre end 646. Blandt det Affald, som kjøres ud paa disse Pladser, findes der ikke sjelden giftige Substantser, og Dr. Schleisner beretter i sit nylig udkomne interessante Skrift: "Bidrag til Belysning af Asphyxien og Døden", at det ved den nævnte Undersøgelse viste sig, at dødelige Forgiftninger indtraf saa hyppigt, at blandt de 11 Ihændehavere af disse Lossepladser, de 10 af disse alene i eet Aar (1865) derved havde mistet c. 50 Sviin. Det oplystes bl. A., at der meget hyppigt blandt det udkjørte Affald fandtes Æsker med Rottepiller og Rottesalve (Phospor); engang fandtes der endog en heel Foustage af Phosporstikker (fordærvede ved Fugtighed), og en enkelt af de Paagjældende angav, al han for nogle Aar siden paa een Dag havde mistet 16 Sviin, i hvilket Tilfælde det senere oplystes, at det hidrørte fra Affald fra en i Byen værende Svovlstikkefabrik. Alle vare enige om, at disse Forgiftninger især fandt sted kort efter hver Flyttedag. For at overbevise sig om, at her ikke forelaa en mulig Forvexling med Miltbrand, eller maaskee med en acut Trichonose, beordrede Dr. Schleisner de næste indtrædende Dødsfald blandt Svinene anmeldte for Sundhedspolitiet, og det viste sig da i disse Tilfælde, at Døden var fremkaldt ved Phosphorforgiftning. Skjøndt nu dennes Beskaffenhed vanskelig kan miskjendes, da Kjødet derved bliver saa misfarvet, at det umuligt kan afsættes i Handelen, er det - bemærker Forf - "ikke sikkert, at jo et og andet Sviin, som fik en mindre Dosis, og som overlevede den første acute Forgiftning, kunde slippe igjennem til Slagtning", Dr. S. tilføier, "at det altsaa vil skjønnes, at Svinekjød paa tredobbelt Maade kan blive farligt, nemlig ved at overføre Trichiner, Miltbrand (der hos os væsentlig kun opstaaer hos Sviin) og Gift (navnlig Phosphor, Arsenik og Antimon), og at han af disse anseer den ucomplicerede Trichinose, hvis Dødsmaade endnu langtfra er tilstrækkelig oplyst, for "mindst farlig". Fra et sanitairt Synspunkt, bemærker han, burde det vistnok Neppe tillades at holde Sviin paa lossepladser, "men at sætte dette igjennem, vil være forbundet med overmaade store Vanskeligheder". - Det forekommer os imidlertid, at denne Sag er af saa stor Vigtighed, at Spørgsmaalet ikke bør forblive staaende derved, men at der fra Sundhedspolitiets Side maa skee Noget til Betryggelse og Beroligelse for, at ligesaalidt forgiftet som trichinbefængt Svinekjød kommer i Handelen. Dr. Schleisner indrømmer Hensigtsmæssigheden af, at en Chemiker og navnlig en Veterinairkyndig fik Sæde i Sundhedscommissionen.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. marts 1868).

Ifølge opgørelse fra Københavns Politi fra 1868 var der ved udgangen af 1865 1.316, ved udgangen af 1866 946 og ved udgangen af 1868 834 svin, heraf 416 på åbne lossepladser. Koholdet var i samme årstal 3.106, 2.839 og 2.560 - ved udgangen af 1868 2.555. Svinene vedblev at være på lossepladserne. I 1887 udbrød der svinedifteritis, og besætninger blev slået ned på 7 lossepladser på Amager og 2 i Københavns Amts nordre birk. Der blev dræbt 823 svin. Lov af 14. december 1887 forbød herefter svinehold på lossepladser. Et andragende til ministeriet om at tilbagetrække loven blev afslået i 1889. I 1895 fik en husejer i Sundbyøster en bøde i politiretten for at have haft 8 store svin gående på en losseplads. Herefter blev der i aviserne stille om fænomenet.

Officerer vs Urtekræmmer i Folketheatret. (Efterskrift til Politivennen)

En affære som muligvis omhandler kendte politikere og krigsheltes ungdom: Statsminister Bluhmes søn og Karen Blixens far eller onkel.:

- I Forsalen til Folketheatret er der i Mandags Aftes forefaldet et ubehageligt Optrin, som i disse Dage bliver meget omtalt i Hovedstaden. En Gardeofficeer og et Par Reserveofficerer indfandt sig i Theatret og tog Plads i en Loge bagved en Urtekræmmer Petersen. Denne, der havde en Dame med, blev meget geneert af dem paa Grund af deres højrøstede Tale, der var af et meget upassende Indhold, og af at de, trods det gjældende Forbud, vedbleve at dampe paa deres Cigarer. Han vendte sig derfor flere Gange om og saae stift paa dem, men uden at yttre noget Mishag. Efterat begge Parter havde "ugleseet" hinanden paa denne Maade i nogen Tid, yttrede en af Reserveofficererne, hvis Navn er Bluhme (Søn af afdøde Geheimeraad B.), at det nok var bedst, at han gik hjem og trak i Uniformen for at indgyde Respekt. Han gik og vendte virkelig tilbage i fuld Uniform med Sabel paa, stillede sig bag i Logen og sagde høit til Gardeofficeren: "Aa Dinesen, tag Din Hat af, for at jeg kan see Personen dernede rigtigt." Petersen forholdt sig dog vedvarende rolig og forlod efter Aktens Slutning Tilskuerpladsen for at trække frisk Luft i Forsalen. De tre Officerer fulgte imidlertid efter, og Bluhme gik henimod ham med den Yttring: "Hvorfor har de siddet og ugleseet mig?" "Jeg vil ikke have Noget med saadan en Dreng at gjøre," svarede Petersen og vilde undgaae ham; men da Bluhme nu trængte ind paa Livet af ham, tabte P. Taalmodigheden og gav den unge Reserveofficeer et Ørefigen. Nu trak Bluhme blank og begyndte at smøre løs paa sin Modstander, men blev strax anholdt af en Politibetjent, der bød ham stikke Sablen i Skeden. Bluhme nægtede dette, da han hellere vilde jage Petersen den i Livet, som han udtrykte sig, men da Betjenten truede med at tage Sablen og den vedhængende Porte Espée fra ham, fandt han sig i at adlyde og blev derpaa ført til Hovedstationen for at afgive Forklaring. Der blev optaget et fuldstændigt Forhør og afhørt Vidner, hvorpaa Sagen er bleven indsendt til Krigsministeriet, der, som man antager, vil lade det unge Menneske slippe med Afskedigelse. Hermed vil den fornærmede Modpart imidlertid ikke lade sig nøie og har derfor indstævnet Sekondlieuten. Bluhme for Kriminal- og Politiretten. 

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 28. februar 1868)

Den omtalte afdøde geheimeråd Bluhme må være Christian Albrecht Bluhme (1794-1866). Han var konservativ politiker og Danmarks 2. og 10. statsminister (første gang fra 1852 til 1853 med titel af premierminister, anden gang fra 1864 til 1865 med titel af konseilspræsident). 

Hvem er så sønnen? De uklare angivelser siger reserveløjtnant af artilleriet. Hans Emil Bluhme (1833-1926) blev også politiker. Han var søofficer og blev løjtnant 1852, afgik 1868 med titel af kaptajn (1902 kommandør). Han blev senere politiker og opstillede forgæves for partiet Højre mod Frederik Bajer. Han blev først valgt 1884, om end i opposition til Estrup, og vekslede i de følgende år mellem Venstre og Højre. Just Eiler Bluhme (1846-1934) var ifølge Haandbog for Hæren 1868 ved 22. artilleri-regiment. Han blev marts 1870 gift i København med forhenværende skuespillerinde Helga Rasmussen. Han købte 1878 en stor landbrugsejendom Skovsgaard ved Hobro og er begravet i Skjellerup (gravstedet findes stadig).

Fotograf Pierre-Louis Pierson (1822-1913): Adolph Wilhelm Dinesen (1845-1895). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

I flere aviser omtales Dinesen som A. W. Dinesen, (premier)løjtnant af 2. bataljon eller løjtnant i garden. Her er også tale om flere muligheder. Faderen må være Adolph Wilhelm Dinesen (1807-1876). Han var officer og godsejer, kendt fra Krigen 1848-1851. Han meldte sig igen ved begyndelsen af Krigen 1844, men ved overgeneralskiftet forlod han hæren. To sønner er de sandsynlige: Adolph Wilhelm Dinesen (1845-1895). Se Haandbog for Hæren 1868. Han blev oktober 1863 sekondløjtnant ved 9. regiment og deltog i Krigen 1864. Han var i 1867 blevet premierløjtnant og gjorde tjeneste i København indtil november 1870 (tog sin afsked 1873). I 1879 købte han Rungstedlund og Folehavegård og fik sammen med Ingeborg Westenholz fem børn, heriblandt Karen Blixen og Thomas Dinesen. Han begik selvmord i 1895. Endvidere Venzel (eller Wentzel) Laurentius Dinesen. Premierløjtnant, 5. bataljon (Haandbog for Hæren).

Det er uvist hvem urtekræmmer Petersen var. 

- I Anledning af den igaar efter "Fyens Stiftstidende" meddelte Fortælling om en i Folketheatret, ikke i Mandags, men i Søndags, forefalden utilbørlig Scene, ere vi anmodede om at bemærke, at Fremstillingen i flere Punkter ikke er nøiagtig. Det var ikke tre, men kun to unge Lieutenanter, nemlig Reservelieutenant Bluhme af Artilleriet og Premierlieutenant Dinesen af Fodfolkets anden Bataillon, imellem hvilke og, ikke Grosserer, men Urtekræmmer L. Petersen Sammenstødet fandt Sted. Denne havde ingen Dame med, og der forefaldt ingen Ordvexel mellem ham og de unge Officierer i Logen. Ligesaalidt begyndte P. Haandgribeligheder i Forsalen. Paa det Spørgsmaal af Lieut. B., hvorfor han havde seet paa ham, svarede han, at han ikke indlod sig med Drenge. Da B. derpaa slog efter ham med Haanden, afbødede han Slaget med sin Arm og ramte derved B. med nogle af sine Fingre i Ansigtet. Nu trak B. Sablen og gav, efter at have svunget den, P. et Slag over Nakken med flad Klinge. - Efter hvad vi erfare er Politiets Rapport over det Forefaldne indsendt til Krigsministeriet, og eftersom det Skete er foregaaet paa et aldeles offenligt Sted og Gjenstand for hele Byens Samtale, er det ikke muligt, at det kan hengaae uden Paatale fra Krigsbestyrelsens Side.

(Fædrelandet 29. februar 1868)

- Der fortælles her i Byen, at en i disse Dage nedsat Krigsret har dømt Lieutenant Bluhme, som overfaldt en Mand i Folketheatret, til 3 Maaneders Fæstningsarrest i Nyborg. De militaire Domstole skulle iøvrigt have fuldt op at gjøre i denne Tid. Medens saaledes en Kapitain, som vi sidst meddeelte, har maattet tilbringe 8 Dage paa Hovedvagten, fordi han havde undladt at hilse en Oberst, skulle et Par Lieutenanter have faaet Kvarteer sammesteds, fordi de havde glemt i rette Tid at indfinde sig til Vagtparaden, og man fortæller, at en Gardist, som flere Gange er bleven straffet for Desertion og Tyveri, i disse Dage er bleven dømt for lignende Forseelser til den barbariske Straf: 150 Rottingstag, fordeelte paa to Dage, og ovenpaa 6 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 30. marts 1868).

Krigsretsdom (Dagstel.). Der var for nogen Tid siden megen Tale om en i Folketheatret og dets Forsal foregaaet Scene mellem to unge Officerer og en Civil, hvilken Sag blev gjort til Gjenstand for en Krigsrets- Undersøgelse. For nogle Dage siden har denne Krigsret afsagt Dom i Sagen, og denne, der gaaer ud paa, at den ene Officeer, Lieutenant Bluhme, skal straffes med 3 Maaneders Fæstningsarrest, den anden, Lieutenant i Garden Dinesen, med 8 Dages Arrest paa Hovedvagten, er i disse Dage bleven stadfæstet af Hs. Maj. Kongen, hvorhos det er bestemt, at Lieutenant Bluhme skal udstaae sin Straf i Citadellet i Kjøbenhavn.

(Fyens Stiftstidende 23. april 1868).

Dødsfald foranlediget ved Kvaksalveri. (Efterskrift til Politivennen)

Dødsfald foranlediget ved Kvaksalveri. I Anledning af, at Kvaksalverlovens Behandling for Øieblikket staaer paa Dagsordenen i Rigsdagen, meddeler prakt. Læge Vald. Poulsen, "til gunstig Efterretning for d'Hrr. Lovgivere", følgende i flere Henseender ganske karakteristiske Historie fra Kvaksalveriets Omraade: "En gammel, riig Pige (Formue hører der til) leed af organisk Hjertesygdom, et Tilfælde, som ikke alene Lægerne, men ogsaa det store Publikum kjender lidt til. Publikum veed, at det er en inkurabel Sygdom, men tillige en Sygdom, som med lidt Paapasselighed med Hensyn til Levemaade, Diæt og Anvendelsen af et enkelt Medikament, i Almindelighed let lader sig holde i Tømme. De Fleste vide, at Alt, hvad der hidser, er særdeles skadeligt i denne Sygdom, hvad enten deler sjælelig eller legemlig Bevægelse eller Spiritus eller Kaffe eller hvilketsomhelst andet Lignende. Den omtalte Patient behandledes i Sommer af mig for et saadant Tilfælde og restitueredes meget hurtigt ved Anvendelsen af de nævnte Forholdsregler. Forleden kaldtes jeg atter til hende og forefandt hende i en haabløs Tilstand; hun fortalte mig da, at man havde overtalt hende til at søge "den kloge Kone fra Valby", og at bemeldte kloge Kone havde lovet fuldstændig at helbrede hende i Løbet af 2-3 Uger; det Hovedmiddel, som anvendtes, var Indtagelsen af 8 Kopper stærkt sort Kaffe daglig, - man tænke sig! Patienten døde under Kuren og vistnok af Kuren. Enhver, der lider af en organisk Hjertesygdom og under en samvittighedsfuld Læges Veiledning har lært sin Sygdom og dens Behandling at kjende og prøvet Virkningen af Kaffe paa den, - enhver Saadan og enhver Læge vil komme til det samme Resultat som jeg, at her foreligger et Dødsfald, foranlediget ved Kvaksalveri.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 14. februar 1868)

Kvaksalveri. Nu der en i Torsdags ved Kiøbenhavns Amts søndre Birks Extraret paakjendt Justitssag tiltaltes Enke Sidse Hansen af Valby og hendes Datter Ane Margrethe Sienknecht for det i Straffelovens § 255 omtalte Forhold (Bedrageri i Spil, Signen, Maalen, Manen, Spaaen eller Fravendelse af Penge eller Gods ved Hjælp af andre overtroiske Kunster) samt for Kvaksalver!. Anledningen til nærværende Sags Anlæg var, at "Dagbladet" for 10de Februar under Overskriften "Kvaksalveri" indeholdt en Artikel af praktiserende Læge Valdemar Poulsen, Taastrup Station, hvorefter "den kloge Kone fra Valby" havde lovet at kurere en gammel rig Pige for or organisk Hjertesygdom, at det Hovedmiddel, der anvendtes, var Indtagelsen af 8 Kopper stærk sort Kaffe daglig, og at Patienten døde under Kuren og vistnok af Kuren. I den Lovovertrædelse, som Straffelovens § 255 omhandler, skjønnedes de Tiltalte, efter hvad de derom have forklaret, dog ikke at have gjort sig skyldige. Vel have de vedgaaet, at de have søgt at helbrede Folk for Gigt ved at tage noget tørt Gulvsand, som de strøe paa det Sted, hvor den Paagjældende føler Gigtsmerter, dog udenpaa Klæderne, idet de fremsige følgende Formular saa sagte, at den Syge ikke kan høre den: "Jeg skal binde med mine 10 Fingre, saa du hverken skal komme til at hoppe eller springe, men ligge ganske stille, som Jesus laa i Vuggens Svøb, da han blev født". Ligeledes have de forklaret, at det Middel, som de bruge mod Tandpine, er, at de lade den Lidende sætte sin Fod saa aaben, derpaa af den Jord, som ligger under Patientens Fod i dens hele Længde og Bredde, tage saameget som de kunne holde i Haanden, og derefter lægge denne bagvendt paa den Paagjældendes Hoved under Fremsigelsen af følgende Formular, som de lade denne eftersige: "Her staaer jeg paa Jorden den grønne og seer op til Himlen den skjønne; o lad mig aldrig Tandpine faae, førend paa dette Sted jeg kommer at staae!" Men om de end saaledes kunne siges at have brugt overtroiske Kunster, saa er det dog ikke mod deres Benægtelse oplyst, at de have gjort dette i nogen bedragerisk Hensigt, idet de tvertimod selv have havt en fast Tro paa Midlets Virksomhed, som Moderen har lært af sin for 27-28 Aar siden afdøde Moder, og ikke have søgt at fravende Nogen Penge eller Gods, og Betingelserne for Paragrafens Anvendelse saaledes mangler. Derimod er det godtgjort, at de have gjort sig skyldige i Bedrageri, idet Begge i adskillige Aar have befattet sig med at tage Patienter under Kur, der led af forskjellige Sygdomme, saasom foruden de nævnte, Lungebetændelse, alle Slags Hudsygdomme, Modersyge, Blegsot, Nervesvaghed, Beenedder, Knæskade og Kræft, og mod disse Sygdomme anvendt visse af dem opgivne deels indvortes, deels udvortes Lægemidler, for hvilken Hjælp de have modtaget Betaling deels i Penge, deels i Fødevarer. De Tiltalte fremlagde en stor Deel Attester fra Personer, som de saaledes have havt under Behandling, og hvori de roses for deres Ømhed og Dygtighed", ja en Gaardmand, hvis Kone er under deres Behandling for Kræft, har endog under Forhørerne udtalt det Haab, at dersom Moder og Datter skulde blive dragne til kriminelt Ansvar for Kvaksalveri, det dog maatte blive dem tilladt at fortsætte Kuren hos hans Kone, da han var overbeviist om, at hendes Helbredelse afhænger af deres Behandling, ligesom der heller ikke er fremkommet Noget til Bestyrkelse for, at de have skadet deres Patienter. Navnlig maa den mod Sidse Hansen i "Dagbladet" af Læge Poulsen fremsatte Sigtelse for at have tilraadet en kort efter af en Hjertesygdom afdød gammel Kone at drikke 8 Kopper stærk Kaffe daglig, efter hvad der er oplyst, antages at grunde sig paa en Misforstaaelse, hvorhos det i ethvert Tilfælde maa ansees for godtgjort, at den Afdøde ikke har brugt et saadant Middel, idet hun efter hendes Omgivelsers Udsagn ingensinde har drukket mere end en lille, høist to smaa Kopper kaffe daglig. Men da dog de Tiltaltes ovennævnte Forhold indeholdt en Overtrædelse af Forskriften i Forordn 1?de September 1794 og Lov af 3die Marts 1854, bleve de hver idømte en Bøde af 20 Rd. til Amtets Fattigkasse samt tilpligtede in solidum at udrede Aktionens Omkostninger.

(Folkets Avis (København) 25. april 1868)

Overretten stadfæstede i september 1868 dommen. Nedenstående ligner på flere punkter denne sag, på andre punkter adskiller den sig også:

I B. T. 18.-23. september 1916 er en artikelserie som handler om en næsten 70-årig jomfru Hanne Hermansen som i midten af 1860'erne i Poul Fechtels Stiftelse i Møntergade som led af en "organisk hjertesygdom". Hun døde uden at efterlade sig noget, selvom de fleste troede hun var velhavende. Hendes brors stedsøn, kunstmaler Jens Winterthor Jensen mente hun var offer for et mordkomplot, styret af den kloge kone i Valby og dennes datter. Han henvendte sig til den læge (Johannes Wadholm) der havde udstedt dødsattesten, idet det var ham bekendt at Stine Jensen havde ordineret Johanne at drikke 8 kopper stærk kaffe hver dag. Wadholm henvendte sig derfor til politiet.

Jens Wintherthor og to af families yngre kvinder henvendte sig også under dække til Stine Hansen og hendes 35-årige datter for at lade sig undersøge for nogle fingerede lidelser. De fandt ud af at hun brugte "overtroiske" midler (bl.a.) "læste" over patienter, hvorfor hun kunne anklages for kvaksalveri, men ikke for at have narret penge af folk for at kurere dem for lungebetændelse, hudsygdomme, modersyge, hjertesygdomme, kræft og meget mere. Hun indrømmede at have ordineret stærk kaffe, men ikke mere end 4 kopper, og at hun havde lånt 20 rd. af Hanne. En ransagning i hendes hjem viste at hun havde over 600 rigsdaler gemt i sit hjem i en skindmappe som tilhørte jomfru Hermansen. Jens Winterthor måtte ved nærmere forhør bekende at den afdøde havde haft en 50-årig veninde, Henriette Johansen, Sværtegade som havde tilskyndet hende til at opsøge den kloge kone og følge hendes råd om den stærke kaffe. Senere erkendte han dog at det var ham som havde anbragt de 600 rigsdaler hos Stine. Hun slap derfor med 20 rigsdaler i bøde. Jens Winterthor hængte sig selv i arresten.

Antonette Jensine Brockmann. (Efterskrift til Politivennen)

Egen Tilstaaelse, forkastet ved Overdomstolene. Under en af Højesteret igaar paakjendt Sag tiltaltes Arrestantinden Antoinette Jensine Brockmann, Skomager J. L. Heibergs fraskilte Hustru, for at have bevirket sit Barns Død. Anledningen til denne Sag var følgende: Medens Arrestantinden hensad i Straffeanstalten paa Christianshavn for at udstaae en hende ved Criminal og Politirettens Dom af 14de Octbr. 1862 for 3die Gang begaaet Tyveri og Overtrædelse af et Politi-Tilhold ikjendt Straf af 4 Aars Forbedringshuusarbeide, angav hun i 1865 for Præsten og Inspectricen ved Anstalten, at hun - der under sit Ægteskab med sin ovennævnte fraskilte Mand havde født 2 Børn, af hvilke det yngste, der var født den 4de Novbr. 1854, døde den I3de April 1855 havde foraarsaget det sidstnævnte Barns Død ved Sult, og efter en derpaa afgiven Rapport til Directeuren for bemeldte Straffeanstalt fra en af sammes Betjente, der i den Anledning af Directeuren var beordret til at modtage Arrestantindens Forklaring, havde hun for denne udsagt, at da hun og hendes Mand ikke levede lykkelig med hinanden, og der var Tale om en Skilsmisse, og hun kunde forudsee, at det vilde blive hende paalagt at sørge for det ene Barn, medens Manden maatte ernære det det andet, fattede hun den Beslutning at skille sig af med det mindste Barn, og for at sætte denne Beslutning iværk gav hun slet ikke Barnet nogen Mad i fire Dage, og da hun den 5te Dag vilde give det Føde, vilde Barnet Intet nyde og døde Natten derpaa. Hendes Forklaring gik derhos ud paa, at Manden var ganske uvidende om det af hende Forklarede. Efter Justitsministeriets Resolution, og navnlig da den frastille Mand ansaae Arrestantindens Forklaring for opdigtet og fremkaldt ved Kjede til Livet, eftersom han aldrig havde havt mindste Anelse eder Mistanke om, at Barnet ikke skulde være død en naturlig Død, blev imidlertid den videre Undersøgelse af Sagen stillet i bero, indtil hun efter udstaaet Straf som forsørgelsesberettiget i Randers kunde blive hiemsendt dertil. I Henhold hertil blev Arrestantinden i October 1866, da hendes Straffetid var udløben, afgivet til Kjøbenhavns Politi for at hjemsendes til Randers, og da hun derpaa fremstilledes paa Politihovedstationen i Kjøbenhavn, forklarede hun, at da hun i Sommeren 1865 græmmede sig over, at hun aldrig hørte noget fra sin Familie, og en Medfange spurgte hende om Grunden til hendes Sørgmodighed, men ikke vilde lade sig nøie med nysnævnte Forklaring og idelig og idelig lod sig forlyde med, at Grunden maatte være en ganske anden, havde Arrestantinden fundet paa at bilde den paagjældende Medfange ind, at hendes Nedslagenhed var grundet i Anger over, at hun havde sultet sit ommeldte Barn ihjel - men at Sandheden var, hvad ogsaa bekræftedes af Mandens Udsagn, at Barnet allerede fra Fødselen af havde været meget svagt, og at denne Svaghed i Forbindelse med en Brokskade efter al Sandsynlighed havde hidført Barnets Død. Denne saaledes afgivne Forklaring gjentog Arrestantinden i et samme Dag ved Criminal- og Politiretten optaget Forhør, ligesom hun ogsaa, efterat Sagen var overgaaet til Undersøgelse ved Politiretten i Randers, under gientagne Forhør fastholdt, at den afgivne Tilstaaelse var usandfærdig; men efterat hun i et den 31te Decbr. 1866 optaget Forhør først havde gjentaget dette sit Udsagn, tilstod hun atter, som det i Forhøret hedder, "efter længere Examination", at hun havde foraarsaget Barnets Død ved Sult og vedblev derefter senere under Sagen denne Forklaring, idet hun nærmere udsagde, at Grunden til, at hun fattede den Tanke at dræbe Barnet, ikke var den, hun tidligere havde angivet, men den derimod, at hun, der dengang var ung og letsindig, syntes det var morsommere kun at have eet Barn istedet for to Børn, og at hun da bedre kunde gaae paa Commers.

Da imidlertid efter de under Sagen fremskaffede forskjellige Oplysninger Barnets Død ikke kunde give nogen Formodning for Rigtigheden af Arrestantindens Forklaring om at have villet aflive det, og der heller ikke i de iøvrigt fremkomne Oplysninger var Data tilstede, der positivt bestyrkede Rigtigheden af denne hendes Forklaring, og det dernæst efter de foreliggende Oplysninger om hendes Characteer og Forhold, efterat Undersøgelsen i nærværende Sag var begyndt, og navnlig efter de ifølge Overrettens Kjendelse i disse Henseender erhvervede yderligere Oplysninger, var lidet sandsynligt, at hun havde gjort sig skyldig i en Forbrydelse af den Beskaffenhed som den hende under Sagen paasigtede, fandt saavel Overretten som Højesteret det betænkeligt at tage hendes Forklaring om at have villet dræbe det ommeldte Barn for fulde, og hun blev derfor af Mangel paa tilstrækkeligt Beviis for Sigtelsens Rigtighed frifunden for Actors Tiltale. Ved Underretsdommen var hun derimod anseet med 8 Aars Tugthuusarbeide.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 28. januar 1868)

“Antonette Jensine Brockmann, Heibergs frask: Kone, hjemmeh: i Randers, straffet oftere, navnlig med 4 Aars Tugthus for Tyverier fra Børn paa Gaden. See Hjems: Prot: den 17/10 72.” [1872]" Genealogisk Forlag.

Mandagen den 27de Januar. Nr. 236.

Advocat Hansen
contra
Antoinette Jensine Brockmann, Skomager J. L. Heibergs fraskilte Hustru (Defensor Klubien), der tiltales for at have bevirket sit Barns Død.

Randers Kjøbstads Extraretsdom af 1ste Juli 1867: "Arrestantinden Antoinette Jensine Brockmann, Heibergs fraskilte Hustru, bør hensættes til Tugthuusarbeide i 8 Aar samt udrede alle af nærværende Sag lovligt flydende Omkostninger, derunder Salair til Actor og Defensor, Procuratorerne Jacoby og Bredstrup, med 6 Rd. til Førstnævnte og 5 Rd. til Sidstnævnte. At efterkommes under Adfærd efter Loven."

Viborg Landsoverrets Dom af 25de November 1867: "Arrestantinden Antoinette Jensine Brockmann bør for Actors Tiltale i denne Sag fri at være, dog at hun udreder Actionens Omkostninger efter Underretsdommens Bestemmelser og derunder i Salair til Actor og Defensor for Overretten, Procuratorerne Isaacsen og Fasting, 8 Rd. til hver. Det Idømte at efterkommes under Adfærd efter Loven."

Høiesterets Dom.

I henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde kjendes for Ret:

Landsoverrettens Dom bør ved Magt at stande. I Salarium til Advocaterne Hansen og Klubien for Høiesteret betaler Tiltalte 20 Rd. til hver.

(Den indankede Doms Præmisser følge i næste Nr.)

(Højesteretstidende nr. 35, Mandag den 7. februar 1868)

Antoinette Jensine Brockmann (see forrige Nr.).

I den indankede Doms Præmisser hedder det: "Under nærværende Sag tiltales Arrestantinden Antoinette Jensine Brockmann, Skomager J. L. Heibergs fraskilte Hustru, for at have bevirket sit Barns Død.

Efter Sagens Oplysninger er Arrestantinden født i Odense i Aaret 1833, men da hun var 2 Aar gammel, døde Faderen, der var Skomager, og hun blev opdraget hos Moderen, der ernærede sig ved at handle med Tøi, og forblev i Odense, indtil hun i 1852 blev gift med Skomager Jens Ludvig Heiberg. I det første Aar af deres Ægteskab boede de i Odense, men flyttede derefter til Randers, hvor hendes Mands Forældre boede, og efter hendes Mands Forklaring havde Forholdet mellem ham og Arrestantinden, medens de vare gifte, egentlig aldrig været godt, og det var fordi han meente, at hendes Moder havde en skadelig Indflydelse paa hende, at han besluttede sig til at flytte til Randers. Efter Ankomsten dertil var Forholdet mellem dem efter Mandens Forklaring i Begyndelsen bedre, men senere var der jevnlig Uenighed og Ordvexling, uden at dog Manden, der efter sin Forklaring har megen Kjærlighed til Arrestantinden, egentlig nogensinde havde tænkt paa at ville skilles ved hende eller truet hende dermed førend i Pintsedagene 1855, og de bleve kort efter separerede, hvilket efter Mandens Forklaring var foranlediget ved, at Arrestantinden ikke, uagtet gjentagen Advarsel derimod, vilde aflade med at søge Selskab med et meget berygtet Fruentimmer, og at hun gjorde sig skyldig i Utroskab, hvorhos Ægteskabet senere er aldeles ophævet og Manden har derefter igjen giftet sig. Efter Separationen tog Arrestantinden Ophold i Kjøbenhavn og blev ved Kjøbenhavns Criminal- og Politirets Dom af 15de XI. Aargang. April 1856 dømt for 1ste Gang begaaet Tyveri til Fængsel paa Vand og Brød i 2 Gange 5 Dage, og efterat hun ved samme Rets Dom af 12te Juli 1859 var dømt til Fængsel paa Vand og Brød i 5 Dage for at have overtraadt et hende af Politiet givet Tilhold om, saafremt hun der i Mai 1856 var hjemsendt fra Kjøbenhavn til Odense og derefter en Tid havde tjent i Randers, men i Mai 1859 havde begivet sig til Kjøbenhavn igien indfandt sig i Kjøbenhavn, øieblikkelig at melde sig til Politiets Protocol over mistænkelige Personer, og derefter af Politiet var afsendt til Randers, forlod hun kort efter denne By og gik paa Vandring med en hende tidligere ubekjendt Rebslagersvend, under hvilken Vandring de tildeels ernærede sig ved Betleri, og hun blev derefter i Slutningen af August 1859 anholdt i Fredericia for Tyveri og ved nærværende Rets Dom af 20de Februar 1860 dømt for 2den Gang begaaet Tyveri og Betleri til Forbedringshuusarbeide i 18 Maaneder. Efterat have udstaaet sidstnævnte Straf, blev hun hjemsendt til Randers, hvor hun først var under Fattigvæsenets Forsorg og derefter havde Tjeneste paa 2 forskjellige Steder, indtil hun i Begyndelsen af August 1862 begav sig til Kjøbenhavn, hvor hun havde Logis paa forskjellige Steder, men var uden Erhverv og levede af et medbragt Pengebeløb samt af hvad hun erholdt ved at pantsætte sit Tøi, hvorefter hun i September s. A. blev anholdt for Tyveri, og ved Criminal- og Politirettens Dom af 14de October 1862 blev hun for 3die Gang begaaet Tyveri og for Overtrædelse af det hende af Politiet givne Tilhold om ikke uden dettes Tilladelse at tage Ophold i Kjøbenhavn m. m. dømt til Forbedringshuusarbeide i 4 Aar. Medens Arrestantinden hensad i Straffeanstalten i Kjøbenhavn for at udstaae sidstnævnte Straf, angav hun i Efteraaret 1865 for Præsten og Inspektricen ved Anstalten, at hun der under sit Ægteskab med sin ovennævnte fraskilte Mand havde født 2 Børn, nemlig i hendes Ægteskabs første Aar en Søn, der endnu lever, og den 4de November 1854 en Søn, der, efterat være hjemmedøbt den 8de April 1855, døde den paafølgende 13de April havde foraarsaget det sidstnævnte Barns Død ved Sult, og efter en under 24de October 1865 afgiven Rapport til Directeuren for bemeldte Straffeanstalt fra en af dennes Betjente, der af Directeuren var beordret til, i Anledning af den af Arrestantinden for Inspektricen fremførte Begjæring om at blive givet Leilighed til at fremkomme med en Angivelse om en af hende forøvet hidtil uopdaget Forbrydelse, at modtage Arrestantindens Forklaring, har hun for denne udsagt, at da hun og Mand ikke levede lykkelig med hinanden, og der fra hendes Side var Tale om Skilsmisse og hun kunde forudsee, at det vilde blive hende paalagt at sørge for det ene Barn, medens Manden maatte ernære det andet, fattede hun den Beslutning at skille sig af med det mindste Barn, og for at sætte denne Beslutning i Værk gav hun flet ikke Barnet nogen Mad i 4 Dage, og da hun den 5te Dag vilde give det Føde, vilde Barnet Intet nyde og døde om Natten derefter uden Tegn paa Smerter, hvorhos hun udsagde, at da hun den 5te Dag vilde give Barnet Mad, havde hun i Maden blandet nogle Stumper af Glas, men at Barnet aldeles Intet fik ned deraf. Hendes Forklaring gik derhos ud paa, at hendes fraskilte Mand var aldeles uvidende om det af hende Forklarede, og at hun antog, at han maaskee ikke vilde troe, at hun havde handlet som angivet, da hun, medens Barnet sultede, angav, at det var sygt, og desuden behandlede det med den største Venlighed, naar enten han eller Andre vare tilstede, hvorhos hun tilføiede, at hun havde betroet denne Tilstaaelse til en Medfange, og at denne under en mellem dem opstaaet Uenighed havde fortalt det til Inspektricen, hvorefter Arrestantinden selv havde angivet det for Præsten og Inspektricen.

Efterat denne Rapport af Directeuren for Straffeanstalten var indsendt til Justitsministeriet, anmodede dette i en Skrivelse af 15de November 1865 Amtmanden over Randers Amt om at indhente en Erklæring fra Politimesteren i Randers om, hvorvidt der maatte være Anledning til for Tiden at foretage videre i Sagen, idet Justitsministeriet derhos i dets Skrivelse gjorde opmærksom paa, at Arrestantinden efter udstaaet Straf i October Maaned 1866 vilde blive afsendt til Randers, hvor hun var forsørgelsesberettiget. Den forlangte Erklæring blev imidlertid først afgiven i Skrivelse af 1ste Marts 1866 af den da constituerede Politimester i Randers, og gaaer ud paa, at der formeentlig ikke var Anledning til for Tiden at foretage videre med Hensyn til den af Arrestantinden afgivne Forklaring, eg at Sagen i alt Fald kunde udsættes, indtil Arrestantinden efter udstaaet Straf blev som forsørgelsesberettiget i Randers hjemsendt dertil, idet den constituerede Politimester i bemeldte sin Skrivelse anførte, at Arrestantindens fraskilte Mand havde for ham forklaret, at da den tidligere, nu afdøde Politimester, for nogle Maaneder siden havde gjort ham bekjendt med Sagen, havde han anseet Arrestantindens Forklaring for opdigtet og fremkaldt ved Kjede til Livet, eftersom han aldrig havde havt mindste Anelse eller Mistanke om, at Barnet ikke skulde være død en naturlig Død, og at han endnu tildeels havde denne Tro, da han tydelig erindrede, at den Læge, der havde synet Liget, havde sagt, at Barnet var død af Krampe, og at han ogsaa troede at kunne erindre, at Barnet ikke havde været uden Føde de sidste Dage det levede, men at han senere, ved at tænke tilbage paa hiin Tid og ved at samtale med sine Forældre, var kommen i Tanker om to Omstændigheder, der forekom ham noget mistænkelige, nemlig at der dengang gik en Knappenaal fra Barnet gjennem Endetarmen, hvilket nu syntes at kunne tyde paa et gjort Forsøg paa at skille Barnet ved Livet, og at Arrestantinden havde viist en vis Utaalmodighed med at faae Liget ud af Huset, som dog dengang ikke havde været ham videre paafaldende, men forøvrigt havde han paa den anden Side bemærket, at Barnet havde været svagt og navulig havde stort dobbelt Brok, som netop den sidste Aften, det levede, var stærkt udtraadt.

Efter Modtagelsen af denne Erklæring tilkjendegav Justitsministeriet Amtmanden over Randers Amt i Skrivelse af 28de Marts 1866, at der ifte for Tiden vilde være videre at foretage i Anledning af Arrestantindens Angivelse, men at hun, naar hendes Straf var udstaaet, vilde blive afgivet til Politimesteren i Randers tilligemed den i Straffeanstalten over hende optagne Rapport, for at den fornødne Undersøgelse derefter kunde blive indledet.

I Henhold hertil blev Arrestantinden i October 1866, da hendes Straffetid var udløben, afgivet til Kjøbenhavns Politi for at hjemsendes til Randers, og da hun den 17de October 1866 fremstilledes paa Politihovedstationen i Kjøbenhavn, forklarede hun, at da hun i Sommeren 1865 græmmede sig over, at hun aldrig hørte noget fra sin Familie, havde en i Juli 1865 i Straffeanstalten indsat Qvindefange, med hvem Arrestantinden tidligere haade staaet i Venskabsforhold, spurgt hende om Grunden til hendes Sørgmodighed, men da bemeldte Medfange ikke vilde lade sig nøie med hvad Arrestantinden sagde hende om, at hendes Sorg var begrundet i, at hun ikke hørte noget fra sin Familie, og idelig og idelig lod sig forlyde med, at Grunden maatte være en ganske anden, fandt Arrestantinden efter nogen Tids Forløb paa at bilde bemeldte Medfange ind, at hendes Nedslagenhed var begrundet i Anger over, at hun havde sultet sit ommeldte Barn ihjel, men at Sandheden var, at Barnet allerede fra Fødselen af havde været meget svagt, og denne Svaghed i Forbindelse med en Brokskade hidførte efter al Sandsynlighed Barnets Død; og da nu Arrestantinden under Tausheds Løfte havde fortalt den nævnte Medfange denne Usandhed, for at slippe for hendes nysgjerrige Spørgsmaal, og hvorved Arrestantinden ikke havde havt nogen Betænkelighed, da hun vidste, at hun i denne Retning var aldeles uskyldig, men de efter kort Tids Forløb bleve Uvenner, og den nævnte Medfange, efter forud at have truet Arrestantinden dermed, angav for Inspektricen i Straffeanstalten, hvad Arrestantinden havde sagt hende om den nævnte Forbrydelse, og Inspektricen foreholdt Arrestantinden den nævnte Sigtelse, benægtede hun den vel først, men indrømmede senere, uden at Inspektricen forøvrigt trængte videre ind paa hende, Beskyldningens Rigtighed, idet hun stolede paa, at hun, naar Sagen for Alvor skulde undersøges, dog aldrig vilde komme til at lide Straf i den Anledning, og hun benægtede derfor for Politiet at have sultet Barnet ihjel, og paastod tvertimod at have gjort Alt, hvad der stod i hendes Magt, for at holde det ilive. Den af hende for Politiet saaledes afgivne Forklaring gjentog hun i et samme Dag for Criminalog Politiretten i Kjøbenhavn optaget Forhør og fastholdt der, at den af hende tidligere i Straffeanstalten afgivne Tilstaaelse om at have foraarsaget eller virket til sit nævnte Barns Død var usandfærdig og i fin Tid afgiven af den anførte Grund, ligesom hun ogsaa, efterat Sagen var overgaaet til Undersøgelse ved Politiretten i Randers, under gjentagne Forhør fastholdt, at den afgivne Tilstaaelse var usandfærdig, men efterat hun i et den 31te December 1866 optaget Forhør først havde gjentaget dette sit Udsagn og nærmere forklaret, at hun i de sidste Dage, Barnet levede, vedblev at give det Mælk og Tvebakker og at Barnet baade spiste og drak lidt deraf lige til den allersidste Dag det levede, men at det paa den sidste Dag spyttede Maden ud igjen, naar hun forsøgte at give det noget, og hun derhos havde omforklaret, hvorledes det tilgik ved Barnets Død, tilstod Arrestantinden atter, som det i Forhøret hedder "efter længere Examination", at hun havde foraarjaget Barnets Død ved at sulte det i 2 eller 3 Dage, og er derefter senere under Sagen vedbleven denne Forklaring, idet hun nærmere har udsagt, at Grunden til, at hun fattede Tanken at dræbe Barnet, ikke var, saaledes som hun under sit Ophold i Straffeanstalten havde udsagt, den, at hun i Tilfælde af Skilsmisse frygtede for at skulle forsørge Barnet, idet der ikke dengang havde været Tale om, at hun skulde skilles fra Manden, men derimod den, at hun, der, som det i Forhøret hedder, dengang var ung og letsindig, syntes det var morsommere kun at have eet Barn istedetfor at have 2 Børn, hvorhos hun i saa Henseende yderligere har udsagt, at en senere afdød Kone, der var hendes Veninde, havde indgivet hende Tanken om at skille sig ved Barnet, fordi Arrestantinden da, som denne Kone havde udtrykt sig, bedre kunde gaae paa Commers, og at denne Kone ogsaa harde indgivet hende Tanken om at dræbe Barnet ved at sulte det ihjel, idet hun havde yttret, at saa kunde det ikke sees, hvoraf Barnet var død, men at Arrestantinden iøvrigt, da den nævnte Kone først talte til hende om at stille sig af med Barnet, havde viist dette Forslag tilbage med Afsky og endog tænkt paa at fortælle sin Mand det, men at hun dog opgav dette, og senere gjentog den nævnte Kone Forslaget og hun lod sig da tilsidst forlede dertil.

Derhos har Arrestantinden forklaret, at hun vel har havt Tanken om at stille sig ved Barnet en 8 Dage førend hun bragte den til Udførelse, men i denne Tid havde hun flere Gange igjen opgivet den, og at da hun tænkte, at det dog vilde være at pine Barnet formeget ved at sulte det ihjel, og at hun hellere maatte paa en Gang qvæle det ved at lade det sluge et Stykke Glas, havde hun engang kommet et Stykke Glas i Barnets Mad, men da Barnet havde faaet det i Halsen, fortrød hun det, og hun lagde derfor Barnet paa Maven og dunkede det i Ryggen, saa at Glasset faldt ud; ligeledes har hun udsagt, at hun, efterat have undladt at give Barnet Føde i 2 Dage for derved at fremkalde dets Død, havde paa den 3die Dag fortrudt det, og hun gav da Barnet noget Mad, som det spiste med Hurtighed, ligesom hun ogsaa samme Dags Aften, da hendes Svigerforældre eller maaskee alene hendes Svigerfader var hos hende, igjen gav Barnet Mad, som det spiste med Hurtighed, men den paafølgende Nat henad Morgenstunden var Barnet mere uroligt, end det i den foregaaende Tid havde været, og døde, medens det laa i Arrestantindens Arme. Derimod har Arrestantinden med Hensyn til hvad hendes fraskilte Mand har udsagt om, at der engang var fundet en Knappenaal i Barnets Endetarm, hvilket ogsaa er bekræftet af hans Moder, der efter sin Forklaring er den, der ved at pusle med Barnet fandt Knappenaalen, benægtet at kunne erindre dette og med Bestemthed paastaaet, at hun ikke har forsøgt at dræbe Barnet paa anden Maade end ved at give det det omtalte Stykke Glas og ved senere at sulte det, ligesom hun ogsaa har benægtet at kunne mindes, at hun efter Barnets Død har brugt Yttringer, som tydede paa, at hun ønskede snart at faae Liget ud af Huset, eller, som af hendes Svigermoder forklaret, at have yttret, at hvis Barnet havde levet, var hun maaskee ikke bleven skilt fra sin Mand, hvorimod hun har udsagt, at efter Barnets Død var det hende imod at blive boende i den Leilighed, hvor det var død, og at hun derfor bad sin Mand om, at de maatte komme til at flytte, men dette har han ikke kunnet erindre, uden at han dog har kunnet modsige, at hun har yttret Ønske for ham om, at de flyttede.

Iøvrigt maa det efter de under Sagen fremkomne Oplysninger antages, at Barnet i længere Tid førend dets Død har været svagt, i hvilken Henseende navnlig maa mærkes, at det var paa Grund heraf og fornemmelig efter Tilskyndelse af Faderens Forældre, at Barnet blev hjemmedøbt, men uøiagtig Oplysning om Barnets Tilstand i den seneste Tid førend dets Død eller om Dødsaarsagen har ikke været at erholde, idet navnlig den Læge, som har tilseet Barnet og synet dets Lig, ikke har kunnet erindre noget nærmere derom. En af det kgl. Sundhedscollegium afgiven Erklæring gaaer vel ud paa, at i den Svaghedstilstand, i hvilket Barnet ifølge Acterne allerede i længere Tid havde befundet sig, maa det ved i 2 eller 3 Døgn at have været fuldstændig unddraget Mad og Drikke, allerede da Tiltalte opgav sit Forsæt at dræbe det, antages at have været bragt i en Tilstand, der, om den end ikke kan ansees for den direkte Dødsaarsag, dog maa antages i væsentlig Grad at have medvirket til Dødens Indtræden, men denne Erklæring hviler paa den Forudsætning, at Arrestantindens Forklaring om, at Barnet, som meldt, har i 2 à 3 Dage været fuldstændig unddraget Mad og Drikke, er rigtig, og vel er der nu ikke fremkommet Oplysninger, som kunne give særlig Anledning til at antage, at Arrestantinden skulde ville paalyve sig en saadan Forbrydelse, men paa den anden Side er det, efter hvad der af Arrestantindens fraskilte Mand og hans Moder er forklaret om Barnets Tilstand, Intet til Hinder for at antage, at dets Død er fremkaldt paa naturlig Maade, og der er, efter disse Forklaringer og efter hvað Arrestantindens fraskilte Mands Fader har forklaret, Føie til at antage, at Barnet ikke har manglet al Føde eller Næring i den Tid, i, hvilken Arrestantinden efter sin seneste Forklaring vil have unddraget det al Næring. Ligesom derfor Barnets Død ikke kan give nogen Formodning for Rigtigheden af Arrestantindens Forklaring om at have villet aflive det og at have foretaget dertil sigtende Handlinger, saaledes er der eiheller iøvrigt i de fremkomne Oplysninger Data tilstede, der positivt bestyrke Rigtigheden af denne hendes Forklaring, og naar ved Siden heraf tages Hensyn til, at Arrestantinden, efter først under sit Ophold i Straffeanstalten at have angivet sig skyldig i denne Forbrydelse, men uden at der foreligger nogen Oplysning om, at hendes Tilstand paa den Tid har været saaledes, at den kunde give nogen videre Formodning for Angivelsens Nigtighed, har, da Undersøgelse mod hende først efter 1 Aars Forløb i den Anledning blev indledet, tilbagekaldt Angivelsen og benægtet dens Rigtighed, og derpaa først efter længere Tids Arrest og gjentagen Fremstilling for Forhør har afgivet Forklaring om at være skyldig, men under denne senere Afhøring har afgivet en i flere ikke uvæsentlige Enkeltheder fra hendes første Tilstaaelse afvigende Forklaring, uden at disse Afvigelser synes naturligen at kunne forklares ved, som hun i saa Henseende har udsagt, at den, der i Straffeanstalten modtog hendes Tilstaaelse, har misforstaaet hende, samt det derhos tages i Betragtning, at det efter de under Sagen foreliggende Oplysninger om Arrestantindens Characteer og Forhold, efterat Undersøgelsen i nærværende Sag var begyndt, og navnlig efter de ifølge Overrettens Kjendelse i disse Henseender erhvervede yderligere Oplysninger, er lidet sandsynligt, at hun har gjort sig skyldig i en Forbrydelse af den Beskaffenhed, som den hende her under Sagen paasigtede, findes det betænkeligt at tage hendes Forklaring om at have villet skille det ommeldte Barn ved Livet og at have foretaget dertil sigtende Handlinger, for fulde, og hun maa derfor, af Mangel paa tilstrækkeligt Beviis for Sigtelsens Rigtighed, blive at frifinde for Actors Tiltale i nærværende Sag, idet hun dog efter Sagens Omstændigheder maa være pligtig at udrede Actionens Omkostninger efter Underretsdommens Bestemmelser."

(Højesteretstidende nr. 36, Mandag den 7. februar 1868)