Bygningerne paa Toldboden. (Efterskrift til Politivennen)

Der er under denne Overskrift i et andet Blad nedlagt en Protest imod Opførelsen af et Vareskur tæt foran Toldkammerbygningens Facade. Vi kunne ikke Andet end slutte os til denne Protest. Den lokale Embedsmand, som er Fader til Ideen, og hvis Iver for Tjenesten aabenbart er større end han arkitektoniske Sands, vil vel neppe gaa i sig selv og indse, at dette Byggeforetagende er en komplet Smagløshed, at det vil tage Synet saavel fra Toldkammerbygningen som fra Pladsen, hvis Længde hidtil har været temmelig anseelig, at det vil reducere Passagen foran Toldkammerbygningens tvende Portaler til et snevert Stræde, hvor fuldtlæssede Vogne, Heste, Arbeidsfotk, Søfolk, Reisende fra Dampskibene og Klarerere ofte ville geraade i et tidsspildende Virvar, at det Kontor, der benytte af Mæglerne, vil blive ganske mørkt, at Pladsen til de Tider, hvor der losses Jernstænger, Jernbaneskinner, Lerrør, Kurvevidier, Korkballer og deslige lange eller voluminøse Varer, næsten ikke vil være fremkommelig for de Vogne, der skulle afhente dem, og endelig at selve Skuret er ilde tjent med at anbringes der , idet der, for ikke at gjøre Opholdet deri rent utaaleligt, er gjort Afkald naa at forsyne det med Vægge, hvorved det Nytte i Regn- og Sneveir selvfølgelig forringes betydelig. Som sagt, vedkommende Embedsmand vil neppe komme til nogen bedre Erkjendelse og vil vel endnu mindre indrømme, at Presenninger ere det mest passende Beskyttelsesmiddel for Varer, der kun blive henlagte for kort Tid; men da det fatale Skur imidlertid med hver Dag nærmer sig sin Fuldendelse, tillade vi os at opfordre Generaldirektøren for Skattevæsenet, Hr. Kammerherre Ramus, der formodentlig har givet sit Samtykke uden ret at vide, hvilken urimelig Plads man har valgt, til at beordre Arbeidet standset og Skuret henflyttet til tt andet Sted af Pladsen, f. Ex. længere henimod Kranen eller "Kieler-Pakhus". At Skuret skulde tages ned igjen, og at Udgiften derved vilde forøges lidt, bør forhaabentlig ikke afholde fra at gjørc en begaaet Feil god igjen. 

(Dags-Telegraphen (København) 15. august 1868)

Dette foto uden årstal giver muligvis et indtryk af trængsel af gods og skibe ved toldboden. Desværre viser den ikke den søndre del. Fotografi. Det kongelige Bibliotek. Uden årstal (1870?). Muligvis beskyttet af ophavsret.

Kjøbenkavns Toldbod. Hvem der i denne Tid kommer ud paa Toldboden og af en eller anden Grund passerer den saakaldte "søndre Toldbodplads", vil blive Vidne lil, at man der atter er ilag med at opføre et af disse besynderlige Skure, hvoraf det i de senere Aaringer synes absolut nødvendigt at bygge mindst eet op hver Sommer, snart ved et, snart ved et andet Bolværk, saa at der er al Udsigt til, at vi om faa Aar ville have vore samtlige Kaier, der høre under det Offenlige, bedækkede med disse Træhuse. Vi ville lade det Sporgsmaal staae hen, om de Udgifter, som disse Skure foran ledige, ere svarende til den Nytte, de skulle medføre, og kun bemærke, at de fra Smagens eller Skjønhedssandsens Side ere høist uheldige, idet de ikke blot i sig selv ere alt Andet end arkitektoniske Prydelser, men ogsaa betage de nærliggendc Bygninger, f. Ex. Toldkammerets Hovedfacade og Kasernen i Kvæsthuusgade, deres Udseende. Kommer hertil, at de ere til Hinder for Færselen af Reisende, at de besværliggjøre Transporten af Gods fra og til Skibene, at de tilintetgjort Kaiernes ellers nogenlunde frie og luftige Beliggenhed, ja vi tør paastaae, ialfald hvad det store Skuur i Kvæsthuusgade angaaer, ligefrem ville blive til Skade for Statskassens Interesser, idet dette Skuur vil have Indflydelse paa Værdien af denne Kaserne, naar den om ikke lang Tid stilles til Auktion - saa synes der al Grund til at ønske en anden Ordning af Havnevæsenets eller andre Autoriteters Lyst til i denne Retning at forskjønne eller gavne, hvad man nu vil sætte øverst.

Men ved at betragte Opførelsen af det omtalte nye Skuur paa Toldboden, ved fremdeles at see paa den store Bygning, der er under Arbeide iaar paa den egenlige Toldbod bag Vagt- og Lodshuset og ved endelig at høre, hvorlunde man omgaaes med Planer til i en nær Fremtid at bygge og indrette vidtløftige Lokaler til Vareklarering, Veierbod og deslige paa bemeldte Toldbod, ledes man uvilkaarlig til at opkaste det Spørgsmaal, om da alle disse Indretninger, der jo dog sættes i Værk for det Offenliges c: Publikums Regning, virkelig ere svarende til dettes Fordringer, til den voxende Trafik og navnlig til Skibsfartens aarlige Udvidelse. Hvad i nu angaaer det sidstnævnte Moment, som her fornemlig skal omtales: Hensynet til Skibsfarten, hvilket Moment dog med al Agtelse for Publikums Fordringer og Handelsstandens Interesser er og maa være det Første, eftersom de andre to slutte sig til og ere afhængige af dette, saa synes det, at man bygger og indretter paa Land uden at lage mindste Hensyn til, hvorledes de Varer, man belaver sig paa at modtage og lagre, skulle kunne komme derhen, med andre Ord hvorledes Skibene skulle komme til at losse disse Varer. Et Blik nedad Toldbodkaien paa en Dag, hvor der blot er en ringe Grad af Travlhed, vil nemlig oplyse, at der ved Toldboden er en komplet Mangel paa Bolværk eller Anlægs- og Losseplads for Skibene; den søndre Toldbods Bolværker have akkurat en saadan Udstrækning, at de fuldstændig ere optagne, naar 5, siger og skriver fem Dampskibe have lagt til ved dem; arrivere flere Skibe, maae de smukt lægge sig udenpaa deres lykkeligere, forudkomne Medbeilere og afvente den Tid, da disse have tilendebragt deres Forretning; men hvilken Betydning det har, at et Dampskib, disse kostbare Indretninger, for hvilke enhver Times Stilleliggen er et Tab af et ikke saa ganske lille Beløb, saaledes af Mangel paa Plads skal opholdes hele eller halve Dage; hvilken Gene der er forbundet med, at f. Ex. Passagerer fra et Dampskib skulle vandre over et eller to andre for at naae Land, hvorved da ogsaa nu og da et Menneske falder i Vandet, et Stykke Reisegods gaaer overbord osv., og hvad det vil sige, at de Seilskibe, der af og til losse ved Toldboden, stadig maae fortrække og give Plads for ankomne Dampbaade og derved uretfærdig tilsidesættes, samt lide Tab paa Tid og Penge, - alle saadanne Smaating, der gaae for sig Aar ud og Aar ind, behøve kun at antydes for at forstaaes, og Alt har det sin Grund i een og samme Omstændighed: Mangel paa Bolværksplads. Saa besynderligt det end klinger, synes det aabenbart, at Autoriteterne - Havnevæsenet eller hvem det ellers paaligger - ikke have Sands eller Øre for den overordenlig store Mangel, eller om de have det, mulig staae i den Formening, at derved Intet er at gjøre. For Toldbodens Vedkommende, eller rettere i Henseende til dens nuværende Beliggenhed, er dette desværre ogsaa i alle Maader Tilfældet: Sønder paa er ganske vist Intet at udrette, idet Toldbodbolværket her er skarpt begrændset ved det tilstedende saakaldte østersøiske Kompagnies Plads og Pakhuse, og imod Nord er der forlængst gjort alt Muligt for - at der Intet kan gjøres i den antydede ! Retning, idet man ved Anlæget af en kostbar i Baadehavn (som, in xmientkeai bemærket, omtrent Ingen benytter), Langelinies Beliggenhed o. s. v. har umuliggjort Indretningen af Skibskaier paa den Side, ialfald uden meget betydelige Udgifter. Imidlertid er det givet, at der i høiestc Grad savnes Bolværksplads ved Toldboden, og de faktiske Tilstande bekræfte næsten daglig denne Paastands Rigtighed, saa at Nødvendigheden synes at byde, at der maa og bør gjøres et energisk Skridt for at faae dette Savn afhjulpet, og er det dethos tillige givet, at der saagodtsom Intet er at udrette i denne Henseende paa den nuværende Toldbod, ligger det jo saa nær at see sig om efter Leilighed et andet Sted og saa at sige foretage en storartet Flytning med hele Toldboden derhen, hvor dette Sted maatte kunne findes. Heldigviis besidde vi et saadant Sted, der i alle Henseender kan opfylde de Fordringer, der for en lang Fremtid kunne stilles til en god og til Forholdene svarende Toldbod, saasom tilstrækkelige Bolværker, dyb Vandstand, en let Tilgjængelighed, stor Byggeplads, god Beliggenhed o. s. v. Dette Sted er selvfølgelig den endnu ikke bebyggede Deel af Gammelholm fra Muren paa Nyhavns Charlottenborgside imod Nordvest, indbefattende den tidligere Mastegravs Terrain, imod Syd indtil det nu opførte Plankeværk mellem den Ubebyggede og endnu ødeliggende Deel af Gammelholm.

Først og fremmest skal man ikke skrækkes for de store Udgifter, en saadan Flytning maatte medføre. Selvfølgelig vilde de Bygninger, Pakhuse osv., der blev at opføre, udfordre ikke saa ganske smaa Summer; men det maa herved erindres, deels at der som foranført dog er paatænkt større, i enhver Henseende aldeles nødvendige Byggeforetagender paa den nuværende Toldbod, der eiheller ville haves for Intet, deels at Staten er Eier af udmærkede Pakhuse hersteds, navnlig den saakaldte vestindiske Handels Pakhuus, der maatte kunne afhændes til et ikke ubetydeligt Beløb. Der vil dernæst indvendes, at Finantsministeriet vil gaae glip af den betydelige Indlagt, der kan kalkuleres for Salget af det Terrain paa Gammelholm, som man vilde benytte til Toldbod; men herimod tør igjen erindres, at Staten i Erstatning herfor vilde komme i Besiddelse af det store Areal, som den nuværende Toldbod og det dertil om kort Tid hjemfaldne saakaldte "Lille Kjøbenhavn" i Amaliegade indtager, og som ved sin udstrakte Facade imod denne Gade, Toldbodgade og Toldbodveien i denne fashionable Ende af Byen maatte kunne afhændes til et Beløb, der neppe vilde staae tilbage for Værdien af de Grunde, der afstodes til Toldvæsenet paa Gammelholm. Maatte der imidlertid med alt det offres en Sum - stor eller lille - paa Forslagets Gjennemførelse, saa er det paa den anden Side klart, at denne Sum ikke vilde gives unyttig ud, men tvertimod medføre meget store Goder i forskjellige Retninger. Den nuværende Toldbod er et Komplex af Bygninger af alle mulige Størrelser, beliggende i alle mulige Retninger og uden nogen indre Forbindelse, saa at den med Lokaliteterne ubekjendte Klarerer kommer i fuldstændigt Vilderede med de forskjellige Kontorer, Pakhuse og Klareringslokaler, han skal vandre om i, et Forhold, der saa ofte er blevet baade paatalt og latterliggjort, at Saadant ikke behøver nogen videre Omtale her, men som i hvert Fald ingenlunde kan siges at være til Publikums Bekvemmelighed. Det kan vel ikke betvivles, at Noget maa kunne vindes i Retning af det Bedre ved Opførelsen af et nyt Veierbodslokale, der tillige indbefattede Pakhuus og Klareringskontorerne, men det er og bliver dog altid kun som en Lap paa det gamle Klædebon - mulig en ny Udgave af Kongens Nytorvs Vansiir: det kgl. Theater, og Gud fri os for Mere af den Sort, selv om det kun tilhører det saa lidet elskede Toldvæsen. Vilde det saaledes utvivlsomt allerede være en Fordeel - selvfølgelig alene i Publikums Interesse - at et nyt Toldklareringslokale med Pakhuse og hvad dertil videre henhører blev opført, saa vilde endnu langt Mere vindes ved, at Varernes Klarering foregik i Byens Midte, hvorved selvfølgelig Afstanden ved deres Hjembringelse betydelig vilde forkortes og derved Tid og Udgifter spares; det maa i saa Henseende bemærkes, at medens Toldboden nu er beliggende i den længst fra Handel og Vandel værende Udkant af Byen, og den hele Masse Varer, der klareres paa Toldboden, nu er undergivet en besværlig, tidsspildende og kostbar Transport pr. Are til den store Byes ofte fjerntliggende Pakhuse eller Udsalgssteder, vil en Transport fra Byens Centrum, Gammelholm, i høi Grad formindske disse Besværligheder, medens det paa den anden Side er det ankommende Dampskib, der selvfølgelig har Dampen oppe, omtrent ligegyldigt og lige bekosteligt at gaae til Gammelholm eller at lægge til ved Toldboden, naar kun det langt vigtigere Formaal: ikke at blive opholdt ved Losningen, kan opnaaes.

En anden Omstændighed ved det nærværende Forslag, der ogsaa har eller ialfald i Fremtiden kan faae sin store Betydning, er, at en direkte Forbindelse ved en Trækbane eller deslige imellem den existerende Jernveisbygning og Toldboden ikke frembyder overordenlig store Vanskeligheder, naar denne var beliggende paa Gammelholm, hvorimod disse ville forøges i en Grad, der næsten maa gjøre Foretagendet uudførligt, naar en slig Forbindelse skal tilveiebringes med Toldboden, hvor den nu er beliggende. Det tør sluttelig eiheller lades ude af Betragtning, at der i en ganske nær Fremtid maa skaffes Plads og opføres Bygninger paa Gammelholm til et nyt Havnekontor, idet Forretningerne ved deres tiltagende Mængde dersteds ikke Iængere vil kunne bestrides fra det nuværende Børsens Havnekontor, men at det dertil udfordrede Beløb vil spares, naar Toldboden, som her foreslaaet, forlægges til Gammelholm.

Idet vi hermed overgive denne for Kjøbenhavns fremtidige Søfart og Handel formeentlig meget vigtige Sag til Publikums Bedømmelse, vilde del være os kjært, om sag- og fagkyndige Mænd vilde tage del nærværende, ganske i Almindelighed fremsatte Forslag under Overvejelse og mulig foranledige en mere i Detailgaaende Diskussion om Samme. 15.

(Dagbladet (København) 21. august 1868)

Borgermesterposten i Flensborg. (Efterskrift til Politivennen)

En række nyheder fra Slesvig der ellers daglig verserede i den danske presse, både den landsdækkende som lokalpressen, er udeladt. Pålideligheden af disse mener jeg var ringe og stærkt påvirket af dansk-nationale synspunkter. En enkelt sag kan måske belyse dette, om end variationen var stor. Det drejer sig om borgmesterposten i Flensborg:

Flensborg. den 6te August. (Korrespondance til "Dags-Telegrafen"). Der forestaaer her i Flensborg Valg af to for Byens Velfærd vigtige Embedsmænd, idet første og anden Borgermester ere afskedigede, Borgermester, Kjøbmand Funcke efter egen Ansøgning. For det juridiske Borgermesterembedes Vedkommende skal en i Altona boende Advokat, som er født her t Byen, være foreslaaet af høiere Vedkommende, men man ved endnu ikke ret, hvem man skal vælge til anden Borgermester, der skal vælges af Staden selv og særlig værne om dens Intereser. Som bekjendt ere Bykollegierne sammensatte halvt af tydske og halvt af danske Mænd, der hver for sig ville foreslaa en Kandidat, men da man i den tydsksindede Borgermester Funckes Funktionstid tilfulde har lært, hvilke Ulemper der er forbundet med at have en Mand i Spidsen, som mere beskæftiger sig med Politik end med Embedssager, er det ikke umuligt, at begge Parter ville kunne enes om en Kandidat, der uden at blande sig i politiske Spørgsmaal vil tabe Stadens nedbrudte Velstand ligge sig paa Hjerte.

(Dags-Telegraphen (København) 9. august 1868)

Oplysningerne i notitsen skal sammenlignes med at Friedrich Wilhelm Fun(c)ke var Flensborgs 2. borgmester 1864-1870. Da 1. borgmesteren Otto Bong Schmidt der var borgmester 1865-1868, trak sig tilbage januar 1868, var Funcke midlertidigt i kraft af 2. borgmesterposten konstitueret fra januar 1868 indtil en ny 1. borgmester kunne vælges. Allerede ved Bong Schmidts meddelelse om at træde tilbage i december 1867 var Toosbüy på tale som den nye 1. borgmester. (Se fx Middelfart vis 19. december 1867 og Haderslev Avis 31. marts 1868). Artiklens antydning af at Funcke skulle være upopulær er derfor tvivlsom.

Det blev Wilhelm Toosbüy (1831-1898). Han var borgmester i Sønderborg 1865-1868 og herefter fra oktober 1868 konstitueret, senere valgt (med 363 ud af 364 stemmer) af borgerskabet i Flensborg. Han blev hurtigt så yndet at han i 1870 blev valgt som livsvarig borgmester. Han var også Flensborgs første overborgmester (1875-1898). Foto fra månedsskriftet "Die Heimat", 1898.

Ved Toosbüys tiltrædelse var Flensborg i krise fordi byens forbindelser indtil 1864 i høj grad var rettet mod Danmark. I hans borgmesterperiode blomstrede byen op på mange områder og voksede til det dobbelte (40.000 indbyggere). Ikke mindst pga. Toosbüy. På trods af hans optræden som preussisk embedsmand og stemmeafgivning i diverse foramlinger imod danske forslag, formåede han tilsyneladende gennem sin personlighed at finde sympati også blandt de dansksindede.

Distriktshestene. (Efterskrift til Politivennen)

Det hedder i "Aalborgposten": Den 30te Juli blive de af 5te Dragonregiment til Øvelserne i Leiren ved Hald indkaldte Distriktsheste afmønstrede og tilbageleverede Distrikterne, men for mange Dyrs Vedkommende i en saadan Tilstand, at denne Sag offentlig maa paatales, og et andet Resultat maa søges tilveiebragt end det, hvor til Mønstringskommissionen i Randers er kommen. Flere af Hestene vare nemlig, som berørt, i en saa ussel og daarlig Forfatning, at de aldeles ikke lignede de kraftige Dyr, som vare blevne afleverede, men maatte gaa ind under Benævnelsen "Krikker"; Grunden hertil er at søge vel for en Del i de store Anstrengelser, som Heden har medført for Dyrene, men dog hovedsagelig i den Vandmangel, der i den senere Tid fandt Sted i Leiren, og som vel ikke mærkedes af Menneskene, men medførte, at Hestene maatte rides undertiden over ½ Mil til Vand, og som Følge deraf ofte ikke fik tilstrækkeligt heraf, hvilket, som bekjendt, i kort Tid aldeles kan afpille og afkræfte dem. Der blev derfor ogsaa i Randers af mange af Foderværterne gjort Indsigelse mod at modtage Hestene, men de bleve alle affeide med Oplæsning af en Skrivelse fra Mønstringskommissionen, hvori denne afgav den Erklæring, at der ikke kunde gives nogen Erstatning for "Forringelse". Hvor lidet denne Erklæring imidlertid stemmer med Lovgivningens Bestemmelser, viser Loven af 16de Marts 1851 klart. Efterat de i 18 har bestemt, at Hestene ved Indkaldelse skulle vurderes til en bestemt Pris, hedder det i § 21, at de efter Afbenyttelsen ville lære "at besigtige af Regimentsmønstringskommissionen, der drftemmec den Erstatning, der kan tilkomme Distriktet for de Forringelse, Hestene mulig kunne have lidt under deres Tilstedeværelse ved Regimentet, og overhovedet paakiender alle de Spørgsmaal, der kunne opstaa med Hensyn til Hestens Tilstand paa Afleveringstiden". - Herefter kan der ingen Tvivl være om, at Mønstringskommissionen bør vurdere Hestene saavel ved Modtagelsen som ved Afleveringen, for at den kan afgjøre, om der har fundet nogen "Forringelse" Sted. hvortil vel ikke kan henføres det Tab af Huld og Kjød, som ordinær Brug under en Mønstring eller en Leirøvelse ofte vil medføre, medens paa den anden Side her under absolut maa falde de Tilfælde, hvor Hesten afleveres i en aldeles afmagret, afrakket og kraftesløs Tilstand. Efter de af Kommissionen i Randers afgivne Erklæring synes denne imidlertid ikke at have fundet sig foranlediget til at foretage en saadan Vurdering, og det er os derfor ogsaa bekjendt, at flere Foderværter have ladet tage lovligt Syn over de hos dem opstaldede Heste efter disses Hjemkomst og nu ville gjøre deree Erstatningsteat gjældende, hvortil den til Oktober indtrædende Forandring i Udredelsen af Militærhestene giver saa meget mere Anledning. Efter Loven 26de Mai d. A. gaaer jo nemlig hele Udbredelsen og Opstaldningen over til Staten, dog saaledes at denne overtager de nuværende Distriktsheste, forsaavidt de ere i befalet Stand, hvorimod Distrikterne i modsat Fald ville have at stille nye Heste eller betale 200 Rd. for hver. Da det nu vil være umuligt at bringe flere af de fra Leiren modtagne Heste i en ordentlig Stand til Midten af September Maaned, da Eftersynet vil finde Sted, vil der saaledes blive paalagt de Distrikter, hvor dette ikke lader sig gjøre, at udrede 200 Rd. eller stille en ny Hest og herfor kun modtage det daarlige Dyr, som man har sendt dem fra Leiren uden at give dem nogen Erstatning for Forringelsen. At dette er uretfærdigt, vil Enhver indse, og der maa derfor gjøres Noget for at raade Bod herpaa.

(Dags-Telegraphen (København) 7. august 1868)

Se også indslagene om lejren ved Hald.

Tydskerne paa Marienlyst. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Marienlyst. En tilfældig Korrespondent skriver til os fra Badeanstalten Marienlyst ved Helsingør:

Min Sidemand forleden ved Table d'hôte paa Marienlyst var om Morgenen kommen fra Baden-Baden. Han havde forladt dette vidt berømte Badested paa Grund af den trykkende Hede, var nu dragen imod Nord og agtede at slaae sig ned her for længere Tid. Han kunde ikke noksom prise Herlighederne her i Sammenligning med dem, som Baden-Baden frembød, og det i alle Henseender. Efter denne indledende Meddelelse havde vi stiftet Bekjendtskab og underkastede nu vore Bordfæller en live Revne. Jeg havde et Par Dage i Forveien spiist ved Table d'Hote paa Klampenborg og undrede mig der over, at det overvejende Sprog var Tydsk. Her var det endnu værre; thi man hørte næsten ikke et Ord uden Tydsk. Der var endnu een Forskjel. Paa Klampenborg syntes alle "det store Fædrelands" forskjellige Lande repræsenterede, om end de nordlige, som rimeligt er, havde stillet det største Kontingent; her paa Marienlyst derimod synes den gode Hansestad Hamborg at have anlagt en Filial, et andet Kuxhaven. Min Bordfælle var ogsaa fra Hamborg og kunde fortælle mig næsten om hver eneste af de Tilstedeværende, hvem ha i vor, eller rettere hvilket hans "Geschäft" var; jeg fik det Indtryk, at disse Mennesker godt kunde holde en lille Børs her, idet næsten alle Brancher vare repræsenterede. Forresten synes Hamborgerne selv at være forbausede over at gjenfinde sig selv saaledes i Masser herovre. En skikkelig Fabrikant og "Grosshändler", med hvem jeg fulgtes hertil fra Kjøbenhavn, og som paa Dampbaaden betroede os, hvorledes han glædede sig til det frie, ugenerte Landliv, forløb sig ikke ubetydelig og har lært at tage sig iagt. Der er, som bekjendt, ingen adstadigere eller mere filistreus sindig Race Mennesker til paa den hele Klode end disse ægte, indfødte hamborgske "Grosshändler". Naar nu Temperamentet hos et enkelt Individ gaaer i en anden Retning, maa det koste megen Overvindelse at holde sig selv indenfor de strengt afmaalte Former, og om end slige livligere Gemytter under selve de hjemlige Omgivelser og i den tunge Forretningsluft holdes indenfor disse Skranker, saa bliver Tilbøjeligheden jo saa meget større hos dem til "at staae til Skaglerne", naar de ere mange Mile borte fra Børsen og alle disse Skranker. Dette var det nu netop, som min Rejsefælle havde Trang til, en Trang, der voxede, jo mere han fjernede sig fra Hjemmet, og jo mere han nærmede sig til det fremmede Land, hvor han i Naturens Skjød skulde leve det idylliske Liv med sin Kone, Svigerinde og fem Børn, som han havde sendt forud, og som nu jublende modtog ham paa Helsingørs Skibsbro. For en Stund skulde han glemme Hamborg og Børs og Kontor og "Geschäft" og stive Flipper - men at han skulde forløbe sig saa forskrækkelig, som han gjorde, det tænkte vist Ingen. Han er nu dødsdømt, og jeg beklager ham. Uden at ane, at han endnu fremdeles var i Hamborg, om end Geograferne kalde Stedet Helsingør eller Marienlyst, gik den Ulykkelige, efter hvad en anden troværdig hamborgsk Familie fra sine Vinduer i Hotellet til sin Rædsel opdagede og til ikke mindre Indignation meddeelte Omgivelserne, strax den følgende Morgen en lille Spadseretour med lang Pibe i Munden, uden Frakke og Vest, med røde Seler, uden Halstørklæde eller Flipper, ja, jeg troer saagar, med broderede Tøfler. Det er sørgeligt at høre, at en Mand i hans Stilling kunde forløbe sig saa forskrækkelig, og hans Kone, der havde fundet sig deri, var ogsaa meget at dadle derfor; havde det været i Hamborg eller i Baden-Baden, var han ganske vist bleven fotograferet, meente man, og hans Fotografi vilde være blevet omdeelt blandt Badegjæsterne til Skræk og Advarsel for Ligesindede. Jeg er forresten overbeviist om, at den gode Mand aldrig mere vil vise sig her i dette Toilette. Han er nu rigtignok ikke bleven fotograferet; men han har ganske vist mærket den almindelige Misbilligelse og vover ikke mere at forsøge paa deslige Abnormiteter. Men han tænkte jo heller ikke paa, at han her skulde gjenfinde Naboer og Gjenboer. Det syntes, at han ved en forceret Champagne»ydelse søgte Dagen efter denne Skandale at aflede Opmærksomheden fra det, der trykkede ham.

Som De kan tænke, er Vind og Veir, ligesom i den øvrige Verden, saaledes her paa dette Badested især et Hovedthema for Konversationen. Fra at have hørt Et eller Andet om Nordsøens Badesteder medbringe disse Tydskere de forunderligste Begreber om Naturforholdene ved Kysten. Der er navnlig et særegent teknisk Ord, som de ved alle Lejligheder føre i Munden; det er Ordet "Wellenschlag", der vanskelig lader sig gjengive paa Dansk i et Udtryk, der svarer til det fabelagtige Begreb, hvormed en tydsk Hjerne omsætter det. Igaar havde vi en frisk Norden kuling, saa var der Fryd og Glæde; nu var der da endelig Noget, der lignede "Wellenschlag"; bare det nu kunde holde sig hele Saisonen. For at et Bad kan være et rigtigt Bad, mene de, er dette "Wellenschlag" en uundværlig Belurgelse, og en net lille Hamborgerinde, der følte sig meget skuffet i sine Forventninger om et "Wellenschlag", sagde, at da det næsten aldrig var ordenligt her, saa lavede hun det selv, naar hun var i Vandet.

Naar undtages ganske saa Engelske, Svenske og Danske, ere altsaa alle de andre Badegjæster Tydskere og specielt Hamborgere. Det gaaer saa vidt, at Opvarterne tiltale os paa Tydsk, og naar vi svare dem paa Dansk, gjøre os mange Undskyldninger og sige, at de maae tiltale Fremmede saaledes, da de ni Tiendedele ere Tydskere. Ja, da vi igaar tog et Bad, meddeelte Bademesteren os, at det var et rigtig godt "Wellenschlag" idag. Vi, Landets egne Børn, gaae derfor omkring her næsten som paa et fremmed Territorium. Dersom vi ikke saa tæt her ved havde Helsingør, hvis Befolkning gjerne om Aftenen af Musiken lokkes ud i Marienlyst Have, dersom vi ikke saae vort gamle skjønne Kronborg for os overalt, hvor der er en Udsigt, og dersom vi ikke fandt os omgivne af en ægte sjællandsk Natur med de herlige Bøgeskove og foran os vort dejlige blaae Øresund, kunde vi let komme til at glemme Bevidstheden om, at vi ere i vort eget kjære, velsignede Fædreland. Tydskere vrimler det af rundt omkring; hveranden Dreng hedder Hermann og hveranden Wilhelm eller Fritz, og her som overalt kjendes Berlinerne og Stokpreusserne paa deres brøsige Optræden, deres langtrukne Næsetoner og deres Kommanderen overalt, hvor de tør kommandere, altsaa ligeoverfor de stakkels Opvartere og lignende Personer.

Skulle vi nu glæde os eller bedrøves over denne Græshoppesværm, der har slaaet sig ned her? Det er let forklarligt, at mange kjære Landsmænd ere uvillige ligeverfor dette Særsyn, og der er vel dem, der mene, at disse Tydskere ere her i Besøg ligesom for at see "Lejligheden an", i hvilken de gjerne ville have fast Fod. At nu En eller Anden af disse Mennesker kan gaae omkring med denne stille Tanke som et fromt Ønske, hvem tør benægte det; men i det Hele tænke disse hamborgske Grosserere sikkert mindst af Alt herpaa. De ere Fredens Mænd for enhver Priis og neppe større Venner af Preussen og preussisk Politik end vi Danske. Men hvorfor i al Verden er det da saaledes. Hvorfor skjønne vi ikke selv paa den Perle, vi have i dette deilige Stykke Land. Gaaer det maaskee saaledes hermed som med saa meget Andet, vi besidde af Stort og Herligt, at Udlændinge først skulle anerkjende det som Saadant, før vi selv tilgavns faa Blikket opladt for Storheden og Herligheden? Jeg veed nu meget vel, at mange danske Familier ligge heromkring i Omegnen for til en billigere Priis og mere tilbagetrukkent at nyde Naturen og benytte Badene; men hvorfor seer man dog ei flere Landsmænd her, end Tilfældet er? Navnlig maa man undre sig over, al Kjøbenhavnerne ikke drage herud og tilbringe nogle Dage her. Ved selv at have besøgt adskillige af de nordlige Bade ved Østersøen og Nordsøen, og ved at have talt med Folk, der have besøgt andre, er jeg kommen til den Overbevisning, at intet Badested har en saadan Fremtid for sig som Marienlyst. Andre Badesteder kunne have enkelte Fortrin: Vandet er maaskee saltholdigere i Nordsøen, Luften maaskee renere Søluft paa Helgoland o. s. v., men neppe forener noget Badested ved de nævnte Have alle de Fortrin som dette, for ei at tale om det Skue, man maa reise til Bosporus, til Gibraltar eller Kanalen for at nyde, jeg mener de Hundreder af Seil- og Dampskibe, der daglig glider forbi. Ved Siden af Alt, hvad Naaturen i saa rigt et Maal har givet, vilde det være ubilligt ikke at omtale, at man finder her al den Comfort, som man paa nogen Maade kan ønske sig. Forpagteren af Marienlyst, der begyndte paa et efter den almindelige Mening meget risikabelt foretagende, maa man ret Ønske tillykke til, at dette foretagende nu synes at skulle krones med Held, og os tilkommer det ikke at lade Tydskerne være de Eneste, som anerkjende dette. 

Deres osv.
Traveller.

(Dagbladet (København) 6. august 1868)

Marienlyst blev startet af vekselerer J. S. Nathanson i Marienlyst Slot. Det var opkaldt efter Frederik 5.s dronning, Juliane Marie. Det blev den 1. juni 1858 til "Marienlyst Cuur- og Badeanstalt". Nathanson omdøbte Rakkerrendens gamle kilde Marie Kilde til Ophelia Kilde. Og en grav til Hamlet blev anlagt bag muren til Marienlysts have. Hotellet blev dog ikke liggende her. Arkitekt N.P.C. Holsøe (1826-1895) tegnede et nyt badehotel, "Marienlyst Kur- og Søbadeanstalt", der blev indviet i 1861. Nathanson var gået fallit, så ejerne var nu Helsingør Kommune med gæstgiver J.W. Briggs som forpagter. 

I 1883 overgik det til et aktieselskab der indrettede et kasino ved siden af den gamle hotelbygning. Et kurhus med teater og koncertsal blev opført nede ved stranden og i 1890 flyttet op til de andre bygninger ved Nordre Strandvej. Bygningen blev nedrevet i 1915 og erstattet af ejendommen Stella Maris på Nordre Strandvej 2. En strandsø i området blev reguleret og forsynet med en kunstig ø, hvortil romantiske hvidmalede svungne broer førte.

Kong Christian 9.s bror, prins Hans, boede hver sommer på hotellet. Kongen besøgte stedet. Den russiske zar spiste frokost med hele sit følge. Prinsen af Wales fik middag. En "Marienlyst-vogn" kørte nonstop om sommeren gæster fra byen til hotellet. Holger Drachmann betegnede hotellet som et teglværk, restaurationsbygningen et bryggeri og kursalen et fængsel.

Det i dag kendte Hotel Marienlyst er fra 1897, ligesom de mange, særegne huse på Nationernes Allé. Hotellet blev opført ved vandkanten og er fra 1901. Fra 1920'erne gik det tilbage med hotellet.

Hanne Louise Buusmann. (Efterskrift til Politivennen)

Bedrageri. En Dag i Slutningen af Juni Marned d. A. indfandt en ung Dame sig i Butiken hos en paa Østergade boende Uhrmager og udbad sig udleveret det af Hansen til Reparation indleverede Uhr. Da Uhrmageren, der netop 14 Dage forinden havde modtaget et Sølv Cylinder-Lommeuhr til Reparation af en Løitnant Hansen, spurgte, om det var til denne, og Damen hertil svarede Ja tog han, der antog hende for et Sendebud fra Hansen, ikke i Betænkning at udlevere Uhret til hende, der for dets Reparation betalte 14 Mk. Da Eieren senere indfandt sig for at afhente sit Uhr og erfarede, at det var udleveret, erklærede han, at han ikke havde sendt Nogen for at hente det, og Uhrmageren indsaa nu, at han havde været Gjenstand for et Bedrageri, hvorfor han anmeldte Sagen for Politiet. Dagen efter anmeldte en Uhrmager i Vognmagergade, at en Dame, hvis Udseende betegnedes som aldeles stemmende med den ovennævntes, paa samme Maade hos ham havde faaet et af ham til Reparation modtoget Uhr udleveret, idet hun først opgav, at Eierens Navn var Petersen, men paa Uhrmagerens Erklæring, at han ikke havde noget Uhr til Nogen af dette Navn, senere forandrede Navnet til Nielsen, hvilket passede paa en Værtshuusholder Nielsen, der netop havde et Uhr hos ham til Reparation. Da Damen paa det Spørgsmaal, om hun vidste, hvad det skulde koste, svarede, at hun havde 7 Mk. med hjemmefra til at betale det med. hvilket netop var Prisen for Uhrets Reparation, fik hun det ogsaa udleveret til ikke liden Forundring for dets herom uvidende Eier, da denne senere indfandt sig for at hente sit Uhr. Efterat den ommeldte Dame saaledes under det svigagtige Foregivende, at hun af de vedkommede Eiere var berettiget til at modtage be omhandlede til Reparation leverede Gjenstande havde faaet udleveret 6 Uhre til en Værdi af 51 Rd. hos forskjellige Uhrmagere, af hvilke hun endog havde havt den Frækhed at indfinde sig 3 Dage itræk hos en og samme Uhrmager for paa denne Maade at faa et Uhr, der endnu ikke var færdigt, udleveret, blev hun, hvis Navn er Hanne Louise Buusmann, omsider, efterat forskjellige Anmeldelser om disse og lignende Bedragerier vare indløbne til Politiet, anholdt hos en Uhrmager paa Nørrebro. hvor hun ligeledes forsøgte paa den anførte Maade at faa et Uhr udleveret. Arrestantinden, der tilstod de ommeldte Bedragerier og derhos indrømmede at have paa lignende svigagtig Maade forsøgt at faa Uhre udleverede hos en stor Mængde Uhrmagere, forklarede, at hun ved i Reglen at hilse fra Hansen ikke sigtede til nogen bestemt Person, men i Almindelighed ved Bedrageriernes Udførelse brugte dette Navn, da det var saa almindeligt, idet hun ventede at der nok vilde findes et Uhr under dette Navn. De saaledes hende tilvendte Uhre pantsatte hun strax for herved at forskaffe sig Penge til at leve for, da hun ikke kunde tjene Tilstækkeligt ved at sy Handsker og ikke kunde faa nogen Tjeneste. Ved Kriminal- og Politirettens Dom blev Arrestantinden, der er 18 Aar gammel og tidligere straffet for Tyveri, nu anseet efter Straffelovens § 251 og § 46 jvfr. den nysnævnte Paragraf, med 6 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød.

(Dags-Telegraphen_(København) 6. august 1868)

“Hanne Louise Buusmann, født og hjemmeh: i Kbhvn:; Boutikstyv og Bedragerske ved at Pantsætte Andres Tøi og ved at henvende sig til Uhrmagere og erholde Andres Uhre udleveret. Mist: Prot: G. Pag 334”. Under billedet i protokollen er noteret: “49 død i Straffeanst:” Fotograf: “P. Th. Olsen’s Fotografiske Atelier, Fælledveien 9.” [1869]. Genealogisk Forlag.

Tyveri. En Formiddag i Slutningen af forrige Maaned indfandt et Fruentimmer sig i en Guldsmedboutik i St. Kongensgade og forlangte at see paa nogle Guldkjæder. Da den derværende Guldsmed af en Collega paa Østergade var bleven underrettet om, at et ungt Fruentimmer for nogle Dage siden havde været i dennes Boutik for at see paa Guldkjæder og ved samme Leilighed havde stjaalet en saadan, var han ifølge det ham opgivne Signalement overbeviist om, at det ovennævnte tilstedeværende Fruentimmer var den samme Person, hvorfor han passede nøie paa, at hun ikke tilvendte sig nogen af de Guldkjæder, han foreviste hende, og aflaasede tilsidst Boutiksdøren for at forsikkre sig hendes Person; men i det Samme sprang Fruentimmeret, der anede Uraad, i en Fart over Boutiksdisken og løb igjennem flere Værelser, indtil hun fandt et til Gaarden aabentstaaende Vindue, hvorigjennem hun i største Hast sprang ud og ilede op i Sidehuset, hvor hun skjulte sig. Guldsmeden fik imidlertid Øie paa en Politibetjent, der paa Opfordring søgte Fruentimmeret i Sidehuset, hvorfra hun blev transporteret til Politistationen.

Den Anholdte var det samme Fruentimmer, Hanne Louise Buusmann, som for nylig paa bedragerisk Maade havde tilvendt sig flere Uhre hos forskjellige Uhrmagere heri Staden, hvorfor hun ved Kriminalrettens Dom var bleven anseet med 30 Dages Fængsel paa Vand og Brød, hvilken Straf hun endnu ikke havde udstaaet, men havde Tilladelse til at være ude i Mellemfristen af Straffetiden.

Arrestantinden vedgik, at hun om Eftermiddagen den 27de f. M. var gaaet ind hos Juveller Christesen paa Østergade for at see Leilighed til at stjæle og lod sig i denne Anledning forevise nogle Guldkjæder under Foregivende af at ville kjøbe saadanne, hvorved hun fik Leilighed til, medens Boutiksjomfruen vendte sig om, at tilvende sig en til 25 Rd. vurderet Guldkjæde, som hun endnu samme Aften pantsatte paa Assistentshuset for 15 Rd.

De paafølgende Dage indfandt Arrestantinden sig i to andre Guldsmedboutiker, hvor hun ved at lade sig førerne Ringe og Kiæder ogsaa søgte Leilighed tll at stjæle, men uden at det lykkedes hende. Ved Criminal- og Politirettens Dom blev Arrestantinden, der er 18½ Aar gl. og som ommeldt før straffet, nu anseet efter Straffelovens §§ 228 og 46 atter med 6 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 21. september 1868)

Den 29. oktober 1869 anmeldtes for skifteretten straffefangen Hanne Louise Buusmann, så hun må være død. Notitsen melder ikke noget om hvordan hun døde.