Rædsom Død. (Efterskrift til Politivennen)

Saa utroligt del end lyder, skal ifølge "Nykjøbing Avis" Nedenstaaende dog virkelig have tildraget sig i Svinninge, 1 Miil fra Nykjøbing i S. Et Pleiebarn, en 9aars Dreng, havde i nogen Tid været plaget af Fnat, for hvilken Sygdom en i Nærheden boende "klog Kone" paatog sig at helbrede ham ved at anvende en efter hendes Overbeviisning ufejlbarlig Knur. Efterat hun havde indsmurt Patienten med en Blanding af Tjære og Fedt, blev han indsat i en Bagerovn, hvoraf Brødet kort iforveien var udtaget; Fjælen blev derefter sat for Aabningen, saa at Ovnen var aldeles tillukket. Den ulykkelige Dreng skreg om Hjælp og søgte at komme ud, hvilket da ogsaa omsider lykkedes ham, efterat han havde faaet Fjælen skudt tilside; men den "klogeKone" greb ham øieblikkelig, puttede ham for anden Gang ind i Ovnen og satte Fjælen for. Atter hørtes hans ynkelige Skrig, men omsider blev han roligere, og da han havde opholdt sig den for Kuren bestemte Tid i Ovnen, blev denne aabnet og det ulykkelige Barn taget ud i halvstegt Tilstand. Han levede dog endnu, men efter nogle Timers Lidelser afgik han ved Døden. En mere oprørende Forbrydelse end den, der her foreligger, skal man, siger det nævnte Blad, vanskelig kunne tanke sig i vort oplyste og humane Aarhundrede, hvor Lovgivningens Omsorg for de Forsvarsløse strækker sig endog til Dyrene, og det er et sørgeligt Vidnesbyrd om, at der endnu er betydelig Rest af tidligere Tiders Raahed og Stupiditet tilbage hos Almuen her i Landet, naar en Forbrydelse som den ovennævnte kan begaaes, ikke af en Enkelt, men af Flere i Forening, idet man jo maa gaae ud fra, at det ulykkelige Barns Plejeforældre have indvilget i, at det blev underkastet en saa oprørende og barbarisk Knur. Retten har nu taget sig af Sagen, og forhaabentlig vil den "kloge Kone", andre Ligesindede til Advarsel, miste Lysten til i Fremtiden at befatte sig med Lægepraxis.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 31. august 1868)

En oprørende Kvaksalverkur. Med Hensyn til den efter "Nykj. Av." under denne Overskrift omtalte Begivenhed, der er passeret i Svinninge, har det nævnte Blad fra paalidelig Kilde modtaget nedenstaaende nærmere Oplysninger og Berigtigelser: Drengens Pleiemoder, Husmand Hans Hansens Enke, Dorthea Larsdatter, var ikke tilstede ved Anvendelsen af Tjærekuren i Bagerovnen, men havde forøvrigt selv ønsket denne Kur iværksat, da den i sin Tid havde med heldigt Udfald været anvendt paa hende selv, og hun havde derfor anmodet Lars Pedersens Enke , Kirsten Pedersdatter af Svinninge, som har Bagerovn, at lade hende vide, naar hun skulde bage; men da Underretning herom indløb Torsdagen den 20de ds., var Pleiemoderen ikke hjemme, men hendes voxne Datter bragte Drengen over til Lars Pedersens Enke, medbringende et Vaar til at brede i Ovnen, for at Drengen kunde hvile derpaa uden at komme i Berøring med Arnen. Fra den Tid, Brødene kom af Ovnen, og indtil Kuren blev sat iværk, forlod der flere Timer. Kirsten Pedersdatter var, efter sin Far mening, selv inde i Ovnen og bredte Vaaret, siden Drengen frivillig krøb ind, efterat have faaet en vaad Klud for Munden. Efter et kort Ophold krøb han, der skreg og sagde, at han ikke kunde holde det ud, igjen ud af Ovnen, men, efter hvad Kirsten Pedersdatter har forklaret, dels lokket ved Løfte om Sukker, dels truet af Pleiesøsteren, hvad denne dog har benegtet, krøb han atter ind, hvorpaa Fjælen blev sat for Mundingen. Han skreg noget, men blev kort efter stille, og da man nu skyndsomst trak ham ud, var han bevidstløs, men da han var bleven badet i koldt vand, hvormed Plejemoderen, der efter Budsendelse kom til stede, fortsatte, kom han til sig selv, men døde om Natten. Ifølge det af Lægen afgivne visum repertum er der Grund til at antage, at Drengen, som ikke har kunnet respirere i den hede Luft, efterat Fjælen var sat for, er bleven afmægtig og i denne Tilstand er kommen i Berøring med Arnen og Ovnfladerne og derved har faaet de forskjellige Brandsaar, som dog ikke kunde ansees for at være i og for sig dødelige. Det er urigtigt, naar Kirsten Pedersdatter er betegnet som saakaldet "klog Kone' eller som den, der har givet Raadet. Hans Hansens Enke har efter Sognepræstens Meddelelse et godt Lov paa sig og skal i den Tid, hun har havt Drengen i Pleie, stedse have behandlet ham paa en omhyggelig og tjenlig Maade.

(Dags-Telegraphen (København) 31. august 1868)

Lægerne og Publikum. I Anledning af den sørgelige Begivenhed i Odsherred at en Dreng tilsatte Livet i en Bagerovn, i hvilken han indelukkedes for at helbredes for Fnat, siger "Holbæk Av.": "Denne Sag maa kalde to andre sørgelige Begivenheder, som ere foregaaede for ikke lang Tid siden, tilbage i Erindringen, nemlig: at en Mand blev brændt op paa Kommunehospitalet, da Lægen havde foreskrevet ham et Terpentinbad og at en Apotheker i Hovedstaden, efter hans Udsagn paa Grund af Forsømmelighed fra den vedkommende Læges Side, udleverede feil Medicin og derved foranledigede et Barns Død. Om den første af disse Begivenheder overhovedet er bleven gjort til Gjenstand for nogen Undersøgelse vide vi ikke; der var engang Tale om, at en saadan Undersøgelse skulde finde Sted, men om der er blevet Noget af den, er os ubekjendt. Den anden Begivenhed er derimod virkelig bleven forelagt rette Vedkommende til Prøvelse; men skjøndt det nu er flere Maaneder siden, at Begivenheden fandt Sted, har man dog endnu ikke hørt det Ringeste om, hvorvidt Undersøgelsen har ført til Noget eller ikke. Efter vor Mening er det meget rigtigt, at man, saameget som muligt, forhindrer de saakaldte "kloge Mand og Koner" fra at gjøre dumme Streger, i Særdeleshed, da Tilbøieligheden dertil synes at gaae temmelig vidt; men det forekommer os dog rigtignok, at man saa ogsaa bør sørge for, at Befolkningen kan komme til at nære den tillidsfulde Overbeviisning, at de autoriserede "kloge Mænd" ikke slippe saa let fra det, naar de "glemme at være kloge".

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 28. september 1868)

Den sidstnævnte sag må være den som er omtalt her på bloggen: "Fejlagtigt Lægemiddel foraarsager Barns Død". (Juni 1868). Sagen blev dog afgjort efter ovenstående artikel var skrevet: Det fik ikke de store konsekvenser for distriktslæge Storch.

Skagen. (Efterskrift til Politivennen)

Af samtlige Kjøbstæder i Danmark er ingen, endog blot tilnærmelsesvis, saa uheldig stillet som Skagen. I Landets ufrugtbareste Egn ligge Husene spredte imellem Klittterne i en Udstrækning af 1/3 Mil. Agerbruget indskrænker sig til større og mindre Stykker dyrkeligt Sand imellem Klitterne, og der kan ikke fødes saa mange Køer, at Beboerne blot paa det Allertarveligste kunne forsynes med Mælk, som hører til Livets første Forødenheder. Handelen er for Intet at regne og bestaar mest i Høker- og Brændevinshandel. Haandværksdrift er ligesaa indskrænket, og derfor formes Snedker-, Murer-, Tømrer-, Maler- og Glarmesterhaandværket hos en Mand; den almindelige Dagløn for en saadan mangesidig Haandværker er 4 a 5 Mk. paa egen Kost. Den langt overveiende Del af Byens 16-1700 Beboere udgjøre Fiskerne. Deres Vilkaar ere selvfølgelig høist forskjellige; meget faa er efter Stedets Forhold velstaaende, endel flere komme taalelig igjennem, men de Allerfleste ere yderlig fattige og savne under ugunstige Forhold ofte det tørre Brød til sig selv og deres Familier. Og saadanne ugunstige Forhold have været tilstede nu i 1½ Aar saagodtsom uafbrudt. Fiskeriet har i Mands Minde ikke været saa slet som i dette Tidsrum; der har været Uger, ja Maaneder, hvor der ikke er fisket, hvad Fiskerfamilierne selv kunde spise, og Nøden har derfor været og er utaalelig; mangen en Fisker af Middelklassen, af dem, der pleie at betale 12-16 Rd aarlig i Kommuneskat, har sidste Vinter oftere lagt sig paa sit usle Leie med Kone og Børn hungrig end mættet. Hvad det har bidraget ikke Lidet til at forøge Nøden, er den betydelige Formindskelse af Bjergelodder, som de senere Aar have medført, dels derved at Gieåndingernes Antal har været faire, dels betød at der er flottet Akkord om Understøttelse i Strandingernes Antal har været Færre, dels derved at der er sluttet Akkord om Understøttelse i Strandingstilfælde af et Damskib, hvortil Bjergerne skulle afgive Halvdelen af Biergelønnen. Endelig er Kartoffelavlen, som de fleste Fiskere søge om en lille Plet til imellem Klitterne, i de senere Aar næsten ganske mislykket, og, i hvor ringe Udstrækning denne end drives af de Allerfleste, faaer den dog stor Betydning; thi nogle Tønder Kartofler bøde svært paa Brødet, som altid maa skaffes for rede Penge, og 1 Pd. Brød er dertil i Almindelighed 1 Sk. dyrere end paa andre Steder paa Grund af Omkostningerne ved Tilførselen af Kornvarer langveisfra, ofte fra Kjøbenhavn, thi Skagen har aldeles intet Opland. Landboerne kunne i Reglen ikke føde sig selv af deres Avl i den nærmeste Omegn, og de fjernere Landboere, som kunne sælge Noget, have lettere ved at føre deres Produkter til Frederikshavn eller Hjørring, hvortil de have gode Veie, medens Veiene til Skagen kun føre igjennem de uveibare Klitter eller tildels ad den ofte ufremkommelige Strandbred. Saaledes er Tilstanden med fuld Sandhed, og Vidnesbyrdet herfor ligget i den Kjendsgjerning, at Kæmnerkassen i de sidste 2-3 Har har paadraget sig en Underbalance af 2 a 3000 Rd., fordi Beboerne ikke have været istand til at udrede saa store Skatter, som udfordres til Byens Nødtørft, ca. 5000 Rd. aarlig, som for Størstedelen opsluges af Fattigvæsenet og et meget dyrt Skolevæsen. Der er saaledes de sørgeligste Udsigter til, at Byen vil fra en Kjøbstad blive til et stort Fattigvæsen, som da maa ty til Statens Forsorg. For dog at holde imod saalænge som mulig, staaer Borgerrepræsentationen i Begreb med at andrage hos Regjering og Rigsdag om at faa Byen til at overgaa fra at være Kjøbstad til et Fiskerleie; thi Andet er Byen ikke hverken i Indvortes eller Udvortes, den har ikke fjerneste Lighed med eller Egenskab af en Kjøbstad, uden forsaavidt den som saadan maa udrede ca. 800 Rd. mere i aarlig Skat, end den vilde lomme til at paahvile den som Fiskerleie eller Landsby. Men, ihvorvel der er en ikke ringe sandsynlighed for, at Statsmagterne paa denne Maade ville rebbe Byen for Undergang, saa vil der dog i gunstigste Tilfælde medgaa længere Tid hermed, og efter Forlydende agter Borgerrepræsentationen derfor midlertidig at søge Regjeringen om Eftergivelse af de kongelige Skatter, ca. 450 Rd. aarlig. for 2 Aar for mulig derved at bidrage Noget til at raade Bod paa der almindelige Nød, som begyndte for over et Aar siden, stedse tiltager og synes at skulle antage forfærdelige Dimensioner i den tilstundende Vinter, naar extraordinær Bistand ikke maatte tilflyde den saa betrængte Kommunes forarmede Beboere. K. J.

(Dags-Telegraphen (København) 26. august 1868).

Skagen havde fået købstadsprivilegier i 1413 og var da en ret stor by pga. fiskeeksporten. Fra midten af 1500-tallet var der nedgang i fiskeriet, ingen oplandshandel og overlevede af fiskeri i indtægt fra strandingsgods. I 1870'erne tiltrak Skagens afsondrethed en kunstnerkoloni og efterhånden også turisme. I slutningen af 1900-tallet fik byen præg af købstad med fiskeri som hovederhverv - på sit højeste 150 fiskerbåde.

Fødsel i Dølgsmaal og Barnemord. (Efterskrift til Politivennen)

Silkeborg, den 26de August.

- For nogen Tid siden tildrog der sig heri Egnen en Begivenhed, som vi ikke tidligere have villet omtale for ikke at komme til at gribe forstyrrende ind de optagne Forhører. Sagen dreier sig nemlig om Intet mindre, end om et fuldbyrdet Forsøg paa Fosterfordrivelse, en Forbrydelse, som vel desværre neppe foregaaer saa ganske sjeldent, om den end sjeldent foreligger saa aabenlyst, at vedkommende kunne drages til Ansvar derfor. I dette Tilfalde er det en Tjenestepige, som, efterat være bleven besvangret af sin Huusbond, har søgt og faaet Raad for saadan Fordrivelse af et heri Egnen velbekjendt Fruentimmer, som efter hvad der siges skal have "hjulpet" Mange i lignende Omstændigheder. Pigen fulgte det givne Raad, og kort efter nedkom hun med et neppe Maaneder gammelt Foster, hvilket hun og Barnefaderen nedgravede etsteds paa en Mark. Hvorvidt der ved Fødselen har været Liv i Fosteret, og hvor stor en Andeel det omtalte Fruentimmer har havt i Forbrydelsens Udførelse vides endnu ikke med Vished; men forhaabentlig vil dette, ligesom hele Forholdet, blive nærmere bekjendt, naar Forhørerne ere sluttede. Foreløbig kunne vi meddele, at baade Pigen og Manden, der er frasepareret sin Hustru, have aflagt fuldstændig Bekjendelse, og at det omtalte Fruentimmer vil blive gjort uskadeligt idetmindste for en Tid.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 26. august 1868).

Sporvognshestene. (Efterskrift til Politivennen)

Enhver, der boer paa det Strøg, som Sporvognene mellem Slukefter og Vesterbro passere, maa i høi Grad ynkes over de ulykkelige Heste, med hvilke denne Kjørsel meget ofte udføres; for den, der kjender Noget til Heste, gjøre de Indtrykket af at være udpinte, trætte og styrtefærdige, hvilket navnlig ytrer sig, naar Vognen har holdt stille, og de atter skulle sætte den i Bevægelse; thi da maa de ofte trække flere Gange i den, medens Benene gaa fra dem, forinden det lykkes at komme igang. Det er vel bekjendt, at Politiet udøver et Tilsyn med disse Heste ligesom med alle, der benyttes til offentlig Personbefordring, men næsten ligesaa bekjendt er det, at, om om der end af og til kasseres en Hest, eller Heste i nogle Dage befales hensatte i Ro, gjør dog en vis Medlidenhed sig gjældende ligeoverfor de vognmænd, der have kontraheret med Sporvognsselskabet om at levere Heste, og som skulle være ikke lidet brøstholdne ved de af dem indgaaede Kontrakter. Imidlertid tro vi, at dette Hensyn gjør sig altfor meget gjældende, og at det navnlig er uberettiget og usømmeligt at lade det gaa ud over de stakkels Heste. Kan eller vil det kiøbenhavnske Sporveisselskabs Bestyrelse, som iaar maa have en saa enorm Indtægt, at den nok kan gjøre en forholdsvis lille Extraudgift, ikke indse det Utilbørlige i, at Selflabet tjener sine store Procenter ved et afskyeligt Dyrplageri, bør Kjøbenhavns Politi træde energisk op og tvinge Selskabet til at gjøre Noget for at forhindre dette. Naar der f. Ex. paa en Dag nedlagdes et Forbud imod at benytte alle de Heste, som kjøre Sporvogne, og med Hensyn til hvilke et saadant Forbud havde et berettiget Grundlag, ere vi overbeviste em, at Forbudet vilde komme til at ramme saamange Heste, at Selskabet maatte blive tvunget til at træffe overordentlige Foranstaltninger, der let kunde blive det dyrere, end hvis det paa en eller anden Maade kom sine uheldige Kontrahenter tilhjælp. En Maade, hvorpaa dette idetmindste tildels kunde ske, og med Hensyn til hvilken en eller anden Autoritet vistnok maatte kunne give Svorvognsselskabet et Paalæg, er et nøiagtigt Eftersyn af de nedlagte Spor. Naar der er kjørt noget paa disse give de nemlig efter for Vognenes store Tryk og trænges ud til Siderne, hvilket i høi Grad forøger Arbeidet ved at trække Vognene hen ad dem. Man seer ogsaa, at nye, godt udseende Heste, der tages i brug til Sporveiskjørselen, i Løbet af forholdsvis kort Tid blive meget medtagne. Skulde dette virkelig, som det af Sagkyndige paastaaes, for en væsentlig Del have sin Grund i den ovenfor omtalte Udtrykning af Sporene, handler Sporveisselskabet unegtelig uforsvarligt ved ikke at raade Bod derpaa.

-e

(Dags-Telegraphen (København) 25. august 1868)

Billedet her giver måske et indtryk af hvad det var hestene var udsat for: Linie 10 som hestesporvogn ved Statens Museum for Kunst. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

To Politiretssager om Politi. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavns offentlige Politiret,

1ste Afdeling, Assessor Gudenrath.

- Mandagen den 17de August.

- - -

Politibetjent Nr. 159, Petersen, havde indgivet en Rapport af omtrent følgende Indhold: Da Betjenten i Onsdags Nat gik paa sin Post i Vimmelskaftet, blev han af en ham ubekjendt Dame anmodet om at befri hende for en Mandsperson, som var fulgt bag efter hende og havde antastet hende flere Gauge. Betjenten fulgte nu Damen ned tit Hjørnet af Helliggeistesstræde, men her kom Mandspersonen, der viste sig at være Manufakturhandler A. R. Gravesen i Klareboderne Nr. 6, og spærrede Veien for Damen. Da Betjenten nu bad Hr. Gravesen om at fjerne sig. sagde Manufakturhandleren: "Hvorledes tør De vove at tiltale en Borger saaledes? Jeg skal vise Dem noget Andet." Tillige havde Hr. Gravesen ytret til Betjenten, at han kun var "en pjaltet Politibetjent", medens han (G.) var "Borger i Staden", og "det er os, der lønner Jer, og jeg skal vise Jer, hvem I har faaet for Jer!" Da nu Hr. Gravesen tillige greb Betjenten i Armen og samlede Gadeopløb ved sin højrøstede Tale, anholdt Betjenten ham, der efter hans Udsagn var noget beskænket, og førte ham til Stationen. Denne Rapport stemmede aldeles ikke overens med den Klage, som Manufakturhandler Gravesen havde indgivet til Politidirektøren over Betjenten. I denne Klage benegtede Manufakturhandleren at have forfulgt nogen Dame; han var paa Hjørnet af Helliggeistesstræde uden Grund bleven antastet af Betjenten, som gik i fortrolig Samtale med en Dame, og bleven truet med Prygl, hvorfor han forlangte, at Betjenten skulde følge med ham til Politistationen. Hr. Gravesen benegtede ligeledes at have samlet Gabeopløb eller at have været under Indflydelse af Spiritus ved den omhandlede Leilighed, men en anden Betjent erklærede, at Hr. G. havde været beskænket og meget højrøstet, da han kom tilstede, og at han over tyve Gange havde beraabt sig paa at være "Borger i Staden". - Der var imidlertid ikke skaffet nogetsomhelst Vidnebevis tilveje om Hovedpunkterne i Sagen , og navnlig var der, som Dommeren udtalte, aldeles Intet, der kunde lægges Betjenten tillast for hans Opførsel. Dommeren ytrede dernæst, at Betjenten var kjendt som en yderst besindig Mand. og hermed hævedes denne Sag.

2den Afdeling, Assessor Sporon.

Tirsdagen den 18de August. 

- - -

I Vimmelskaftet have Bybud Ludvig Westergaard og Hr. Frederik Andersen forleden varet i Haandgemæng. Westergaard forklarede, at Andersen havde skældt ham ud for "Børnehusfange" og "Politispion", da han ytrede til Andersen, at han skulde have en Mundkurv paa; Andersen forklarede derimod, at Bybudet har overfaldet ham. Ved denne Leilighed have begge Kombattanter ikke alene hver faaet en banket Trøie, men ogsaa hver faaet en slaaet Frakke, men da der ikke har fundet noget videre Gadeopløb Sted, kunne de for denne Gang flippe med - en Advarsel.

- - -

(Dags-Telegraphen (København) 19. august 1868. Uddrag)

1ste Afdeling. Assessor Gudenrath.

- Onsdagen den 19de August.

- - -

I Gaardsrummet til Eiendommen Nr. 15 paa Graabrødretorv skal der have henligget flere Bunker Feieskarn og i det hele Taget have hersket en mindre prisværdig Orden. Eieren, Tapetserer Salomon, forklarede, at Svineriet skrev sig fra selve Politistationen i Eiendommen, idet Betjentene, som holde Frokost i et Værelse, der vender ud tiil Gaardspladsen, pleie at kaste deres Smørrebrødspapir ned i Gaarden. Sagen sluttedes med en Advarsel, som Eieren trods sin Protest maatte tage imod.

(Dags-Telegraphen (København) 21. august 1868)

Manufakturhandler Alfred R. Gravesen figurerede i annoncer fra 1859 til op i 1880'erne. Først i Gothersgade 344, hjørnet af Store Grønnegade, senere i Klareboderne 6, 1. sal. Annonce i Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 30. marts 1869.