Mindesmærke for de Faldne i de slesvigske Krige. (Efterskrift til Politivennen)

Uddrag af Borgerrepræsentationens møde, 8. marts 1869:

Selskabet "de danske Vaabenbrødre" har bedt om tilladelse til på St. Annæ Plads (mellem Amaliegade og Bredgade) at rejse et mindesmærke for de i de slesvigske krige faldne krigere. Mindesmærket, som er udført af billedhugger Rosenfalk efter tegning af stadsbygmester Nebelong i samråd med professor Høy. Den består af en obelisk 10 alen 7 tommer høj og er af rød norsk granit. Magistraten har næret tvivl om mindesmærket vil komme til at tage sig godt ud eller rettere stort nok ud, men vil ikke fraråde at give tilladelsen, hvis selskabet ikke vil foretrække at rejse det et andet sted, særlig Garnisonskirkegården. - Formanden har næret den samme tvivl og har derfor rådført sig med forsamlingens to arkitekter, Herholdt og Meldahl, og disse fraråder at give tilladelsen. - Henrichsen vil af hensyn til at man ikke bør svække lysten til at rejse et sådant mindesmærke, tilråde at føje ønsket, fordi det jo ikke vil kunne skæmme pladsen, om denne end måske er for stor til at give det rette syn på mindesmærket. Kommunalbestyrelsen får jo intet ansvar, da den ikke har rejst mindesmærket. - Thomsen vil bestemt fraråde opstillingen på St. Annæ Plads, fordi mindesmærket er alt for lille både i højde og i tværmål. Han vil i hvert fald have knyttet det vilkår til tilladelsen, at mindesmærket skal flyttes, om der bliver bedre brug for pladsen. - Borgmester Ehlers forklarer Magistratens stilling ved henvisning til det tilsvarende mindesmærke på Søkirkegården for krigerne 1801. - Bing fraråder Thomsens forbehold som yderst krænkende for dem, der søger om tilladelse til at rejse mindesmærket. - Hellmann finder ikke, at der bør tales om skønhedshensyn her i forsamlingen, så længe man tåler, at vejerboden bliver stående på byens skønneste plads, og at man rejser det store røde tårn ved Knippelsbro. Der er ikke så stor iver for at rejse mindesmærker her i byen, at man skal svække den. - Med 12 st. mod 10 (Abrahamson, Fenger, Gamel, Glahn, Henrichsen, Herholdt, Søndergaard, Thomsen, Thymann og Wolfhagen) forkastedes  Thomsens forbehold og med 14 st. mod 9 tillodes opstillingen. De 9 var: Abrahamson, Bing, Bonnesen, Fenger, Gamél, Glahn, Herforth, Herholdt og Thomsen. - Fraværende var 10: Brix, Caroc, Clausen, Collstrop, Hertz, Holmberg, Meldahl, Mollerup, Olsen og Ussing, og 3 stemte ikke: Eskildsen, Howitz og Ulrik.

(Fædrelandet 9. marts 1869)

Det var nok ikke noget tilfælde at det var billedhuggeren Carl Julius Rosenfalk (1815-1878). Han havde sammen med Carl Brosbøl bygget et hus på Frederiksberg Alle. Rosenfalk havde arbejdet i Bissens atelier. Grosserer Lund havde imidlertid overtalt dem til at sælge huset igen og i 1848 bygge et andet på Frederiksberg Alle 39. Her boede såvel Rosenfalk som Carit Etlars familier. På husets facade findes endnu to originale figurer af Rosenfalk, en fiskende dreng og Psyche der spejler sig i vandet. Rosenfalk opførte en statue af Frederik VII som står i Bysøstræde i Holbæk, mindesmærke for Frederik Treschow (1786-1869) på Assistens Kirkegård. I sidste halvdel af 1850erne flyttede han til Bredgade 58 på hjørnet af Bredgade og Fredericiagade. 

Våbenbrødrene havde ansøgt om at få mindemærket opført her på Sankt Annæ Plads mellem Amaliegade og Bredgade. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Et mindesmærke i København over de i de slesvigske krige faldne er af "De danske Våbenbrødre" bestilt hos billedhugger Rosenfalk, efter tegning af professor Nebelong, der har udført det efter samråd med professor Høyen. Mindestøtten  som man mener at kunne opstille i forsommeren, består af en obelisk af 10 alen 7 tommers højde, hugger af rødblåt norsk marmor og prydet med en krans og et kort indskrift. Magistraten har givet samtykke til at mindesmærket opstilles på St. Annæ Plads.

(Svendborg Amtstidende, 10, marts 1869).

København, den 11. marts. København er som bekendt just ikke rigt på mindesmærker og endnu mindre på smukke mindesmærker. Frederik V.s rytterstatue på Amalienborg tilligemed Christian IV.s mere beskedne billedstatue ved Rosenborg Slot og Frihedsstøtten på Vesterbro er omtrent de eneste, der kunne henregnes til den sidstnævnte kategori, hvortil forhåbentlig inden lang tid endnu vil komme Frederik VII.s kolossale rytterstatue. Derimod er Christian V s rytterstatue på Kongens Nytorv (i daglig tale kaldet "Hesten") af en sådan beskaffenhed, at det oftere har været påtænkt at tage den bort fra den smukke plads, ligesom Ohlenschlægers siddende statue på St. Annæ Plads og de to ved Universitetet opstillede buster af Weyse og Schouw "Skovshoved", som den sidste er døbt af folkevittigheden, just heller ikke er til synderlig prydelse for de pågældende pladser. Dette savn af passende monumentale prydelser vil det selvfølgelig være længe inden der nogenlunde kan rådes bod på, men det bliver almindelig følt, og efter at national- og frihedsånden er blevet så levende vakt i folket, tør det vel ventes, at der, når fædrelandets hele stilling er blevet noget klarere og bestemtere, efterhånden vil rejse sig flere monumenter der både er nationen, hovedstaden og de udmærkede mænd hvis minde de skulle hædre, værdige. Derimod synes den nuværende tid i det hele ikke at være ret gunstig for tilvejebringelsen af sådanne monumenter, og den smukke fra de herværende Vaabenbrødre udgåede tanke at rejse et mindesmærke for de i de slesvigske krige faldne, har derfor ikke kunnet lade sig realisere efter en så stor målestok, som det var ønskeligt, idet tilskudene er indflydte så sparsomt, at man må lade sig nøje med en obelisk af norsk granit, der tilligemed soklen kun får en højde af 10 alen 7 tommer og i øvrigt bliver af meget spinkle dimensioner. Et sådant monument er naturligvis kun lidet skikket til prydelse for en af de større hovedstadspladser, og det må derfor meget beklages, at selskabets bestyrelse endog påtænker at oprejse det på den mest fremtrædende del af St. Annæ Plads, næst Kongens Nytorv den smukkeste og største i byen, i stedet for at vise en smule mere beskedenhed og fx vælge Garnisonskirkegården, ligesom man i sin tid valgte Holmens Kirkegård for Monumentet over de i 1801 faldne søkrigere. Desværre har kommunalbestyrelsen nu givet tilladelse hertil og der er således al mulig udsigt til at mindesmærket vil blive opstillet på en plads, som man ellers med tiden kunne vente smykket med et passende monument; for vist nok var det for en del kun modstæbende, at den ansøgte tilladelse blev givet, og Magistraten gav endog ansøgerne fortrinsvis anvisning på Garnisonskirkegården, men af bestyrelsen for de københavnske våbenbrødre tør man vist nok ikke vente så megen beskedenhed, at den skulle tage nogen notits af det givne vink.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende, 13. marts 1869)

Afsløring af en mindestøtte

Mandag eftermiddag kl. 2 fandt den højtidelige afsløring sted af den mindestøtte, som Vaabenbrødrene i København og forskellige andre har rejst på Garnisonskirkegård til minde om de i de slesvigske krige 1848, 49, 50 og 64 faldne. Blandt den talrige mængde der havde indfundet sig for at overvære afsløringen, sås foruden de københavnske våbenbrødre der med deres faner stod opstillede i en rundkreds om støtten, endvidere Hs. Maj Kongens repræsentant, oberst Dahl, Hs. excell. indenrigsministeren, kommandøren for første generalkommandodistrikt, general Scharffenberg, Københavns overpræsident og politidirektør, formanden for borgerrepræsentanterne, repræsentanter for Magistraten, forskellige præster, land- og søofficerer o. fl. Efter at et musikkorps havde spillet salmen "Af Højheden oprunden er", betrådte formanden for den københavnske afdeling af Våbenbrødrene, redaktør Hartvigsen, en med blomsterguirlander smykket talerstol og meddelte i korte træk støttens historie. Efter at der allerede for længere tid siden var rejst mindesmærker i forskellige provinsbyer for de faldne danske krigere, kom tanken om også at rejse et sådant i København frem i 1865. Man ville først have rejst et nationalmonument, men da sagen ikke havde den ønskelige fremgang hos publikum, indskrænkede man sig til at rejse det nærværende monument, som man oprindelig havde tænkt på at opstille på en plads i byen; da øvrigheden imidlertid rejste indvendinger herimod, navnlig fordi støtten var for lille hertil, besluttede man at rejse den overfor de militære grave på Københavns Garnisonskirkegård; Taleren sluttede med en varm tak til de forskellige der har ydet bidrag, og nævnte særlig Københavns sangforeninger, der har skænket overskuddet fra sangfesten ifjor, for hvilket man har kunnet sætte et stort gitter omkring støtten. - Nu afsløredes mindestøtten, hvorefter medlemmer af Københavns sangforeninger under ledelse af kapelmusikus Lansky afsang en af kandidat P. Hansen forfattet sang. Præsten ved Kommunehospitalet, pastor Bülow, der er en søn af sejrherren ved Fredericia, besteg derpå talerstolen og holdt en hjertelig indvielsestale. Han udtalte, at støtten stod her som et minde for eftertiden om de tunge år der var overgået Danmark, og store folkeslag undertrykkede det lille danske folk, da dybbølskanserne gik i grus, og Slesvig reves bort fra Danmarks rige, men den mindede også om at Danmark i vor tid havde haft uforsagte sønner, der satte livet til for fædrelandets ret og ære. Han indviede støtten med det håb, at enhver dansk ungersvend i de kommende dage, hvis den tid atter skule komme, da kongen kaldte til kamp, vil drages til minde, at han frejdig bør møde til det blodige stævne, og med den bøn at Slesvig, det land hvor danske hjerter slår, atter må vindes tilbage for gamle Danmark. Taleren sluttede med en bøn for kongen, fædrelandet og alle dem der har Danmark kær. Efter afsyngelsen af en sang af prof. H. P. Holst sluttedes højtideligheden kl. 14 et af redaktør Hartvigsen udbragt, med levende hurraråb besvaret leve for hs. maj. kongen.

Mindestøtten er oprejst i nærheden af indgangen til kirkegården og omgives ved foden af et smukt blomsterpark, omkring hvilket det omtalte gitter, der er udført af jernstøber Andersen på Svanholm, er anbragt. Selve støtten, der er udført efter tegning af justitsråd Nebelong og etatsråd Høyen og under ledelse af billedhugger Rosenfalk, er 10 alen og 7 tommer høj; den er forfærdiget i Norge af norsk granit; søjlen, der er 9 alen høj, er af et stykke poleret granit, fodstykket er slebet og finthugget; på støtten læses følgende indskrift i forgyldte bogstaver: Minde over de Faldne 1848, 1849, 1850, 1864. Rejst af de danske Vaabenbrødre i Kjøbenhavn og andre Medborgere.

Mellem de faldnes grave vajede dannebrog fra en flagstang, der af billedhugger Møen var smukt prydet med blomsterguirlander. Billedhugger Møen har tidligere gjort sig bemærket ved at sætte navnetavlen om de faldnes grave der ikke havde slægtninge eller venner, som kunde gøre dette.

(Dtl.)

(Ribe Stifts-Tidende, 6. oktober 1869).

I mandags kl. 2 blev det af Våbenbrødrene på Garnisonskirkegården rejste mindesmærke over faldne krigere fra sidste og næstsidste krig indviet. De forenede sangforeninger afsang to i dagens anledning af H. P. Holst og P. Hansen skrevne sange, de københavnske våbenbrødres formand, løjtnant Hartvigsen, afdækkede støtten, og pastor Bülow, en søn af sejrherren fra Fredericia, holdt indvielsestalen, i hvis slutning han udtalte det hån og det ønske at enhver ung mand som i fremtiden kastede sit blik på støtten, måtte derved blive mindret om den forpligtelsen der påhviler ham til at forsvare sit fædreland, og til ikke at hvile før det dyrebare Slesvig er genforeniget med moderlandet. Højtideligheden sluttede med et hurra besvaret leve for kongen, der var repræsenteret af sin adjudant, oberst Dahl. Desuden var indenrigsministeren, den kommandderende  general, overpræsidenten, politidirektøren samt en stor kreds civile og militære til stede. Festen var ikke begunstiget af det bedste vejr da det regnede næsten hele tiden. Granitstøtten der er 10 alen 7 tommer høj, bærer følgende indskrift: "Minde over de faldne 1848, 1849, 1850-1865. Rejst af de danske Vaabenbrødre i Kjøbenhavn og andre medborgere". (Hf. Av.).

(Viborg Stiftstidende og Adresseavis, 6. oktober 1869).

Mindesmærket som det tager sig ud i 2020. Foto Erik Nicolaisen Høy.

- Afsløringen af Vaabenbrødrenes mindesten over faldne krigere fandt sted i mantags Kl. 2 på Garnisonskirkegården. Festpladsen var skriver "B. T." omgivet af en flagdekoration, og en stor forsamling havde indfundet sig blandt hvilken bemærkedes oberst Dahl der repræsenterede kongen, indenrigsminister Haffner, general Scharffenberg, overpræsidenten, politidirektøren m. fl. Efter at et musikkorps havde spillet en salmemelodi, besteg formanden for den københavnske afdeling af Vaabenbrodrene, redaktør Hartvigsen talerstolen og gav en oversigt over støttens historie, hvorpå han lod dækket falde, og det smukke granitmonument der er 10 alen 7 tom. højt, viste sig for forsamlingen. Derpå blev nedenstående sang af P. Hansen (til Musik af Lindblads stridsbøn) udført af de forenede københavnske sangforeninger under kapelmusikus Lanzky's anførsel. Efter sangen besteg pastor Bülow, en søn af sejrherren ved Fredericia. Talerstolen og holdt indvielsestalen. Han dvælede dels ved minderne fra krigen 1848 - 50 og dels ved vor sidste krigs sørgelige minder og indviede sluttelig støtten med det håb og den bøn at enhver ung mand, der i fremtiden kastede sit blik på den, måtte ihukomme den forpligtelse, der påhvilede ham, til at forsvare fædrelandet og ikke at finde ro før Slesvigs dyrebare land var vundet tilbage. Derefter blev den anden af de nedenstående sange (til musiken "Slumrer sødt i Slesvigs jord") afsungen af sangforeningerne. Sluttelig udbragte redaktør Hartvigsen et med levende hurraråb besvaret leve for hs. maj. kongen. Støtten der består af granit og som foroven er kronet af et gennemskåret oktoeder, bærer følgende indskrift: "Minde over de Faldne 1848, 1849, 1850- 64. Reist af de danske Vaabenbrødre i Kjøbenhavn og andre Medborgere."

I, hvis blege læber kunne 
Læskes end af sejrens drik. 
I, der end til dødens bunde
nederlagets kvaler fik - 
Lige del i Danmarks hjerte
Har I alle, en og hver,
Og sin krans med modersmerte 
Hun til Eders grave bær.

Hvordan kampens lodder falde,
Ligger ej i hendes hånd;
Men til hendes bryst I alle
Knyttet blev med samme bånd.
Lad da mindestenen sige
Hver, som tabets smerte led:
Alle disse havde lige
Del i Danmarks kærlighed.

I de dødes stille have
Tier livets larm og lyst,
Men imellem tause grave
Mindet taler til vort bryst.
Hvad det hvisker, ej vi glemme
Må for livets høje råb,
Thi det tolker med sin stemme
Danmarks tab og Danmarks håb.

P. Hansen.

I, som stred tor Danmarks ret,
I, som faldt for Danmarks ære,
I, hvis tab vi har begrædt,
Eders navn velsignet være!
Huskes skal I, hver og een! -
I de sommeraftner lange
Mindets fugl fra denne sten
Tit vil synge sine sange.

Flokker jer om stenens fod,
Danske drenge, danske piger!
Sejler med på sangens flod,
Medens tåren frem sig sniger!
Tænker da på dem, der stred,
Og på deres dødsstunds kvide?
Tænker på hvad Danmark led
Og hvad endnu det må lide!

Eders kind da blusse vil
Danske piger, danske drenge!
Dobbelt da med ungdomsild
Vil I elske Danmarks vænge!
I vil føle ved hvert fjed,
På hver plet i Danmarks have,
At der ej for jer er fred,
Førend ledet er i lave!

H. P. Holst.

(Dannevirke, 6. oktober 1869).

Om det kvindelige Tyende i Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen)

I Anledning af den sørgelige Begivenhed, som et Dagblad fornylig meddeelte sine Læsere om en stakkels 18aarig Pige fra Jylland, der, efter i en otte Dages Tid forgjæves at have søgt Tjeneste i Kjøbenhavn, af Nød og Elendighed blev syg, fik Koldbrand i Fødderne, og - efter haarde Lidelser døde! har en æret Indsender i Berl. Tid.'s Nr. 12 blandt Andet yttret, at den stakkels Pige, for at finde hvad hun søgte, blot havde behøvet at banke paa en af de tvende Stiftelsers Døre, der i den senere Tid under Navn af Tjenestepigehjem ere opstaaede hos os og have til Øiemed at yde netop saadanne ærbare Piger, der ere uden Tjeneste, "et midlertidigt Tilflugtssted, hvor de imod en yderst ringe Betaling, 6 sk, daglig, og mod at arbeide for Stiftelsen, kunne erholde Kost og Logis samt nyttig Beskjæftigelse under kyndig og kjærlig Opsigt og Veiledning, indtil de derfra kunne blive anbefalede til at erholde Tjeneste eller selv forskaffe sig den".

Indsenderen af disse Linier seer sig imidlertid istand til fra paalidelig Kilde at meddele, at medens begge de nævnte Stiftelser endnu kun have et meget indskrænket Omfang (der er i begge tilsammen kun Plads til 24 Piger), er Søgningen til dem saa stor, at de kun altfor ofte af absolut Mangel paa Plads maae afvise ærbare Piger, der bede om Optagelse, og det under Forhold, der egne sig til at vække den inderligste Medlidenhed. Ligeledes søge Herskaber og Huusmødre, der trænge til Piger, meget flittigt til disse Stiftelser, og Vaske-Arbeide, hvormed Pigerne der væsentligt skulle beskæftiges, er der ogsaa fuldt op af - om det saa var til mange flere Piger. Skulde nu Nogen være saa velvillig at spørge, hvorfor disse Stiftelser da ikke udvide sig, naar Alt lyder paa, at der er saa stor Trang til dem, saa er svaret let at give: Det er ene og alene fordi de mangle de dertil nødvendige Pengemidler! Det er saaledes hverken til Tjenestepiger trængende Herskaber eller de til Tjenester trængende Piger, nei, det er Velgjørenheden, hvis Opmærksomhed det gjælder om at henlede paa, at saadanne Tjenestepigehjem nyligt ere oprettede, at de virke mod Held, men at deres Udvidelse, saa paatrængeude ønskelig som den er, kun er mulig ved en rigeligere Tilstrømning af saadanne Pengegaver, som de skylde deres Oprindelse.

"Saa! - skal der der nu atter indsamles og bidrages til noget Nyt; naar skal det dog faae Ende!" ville maaskee Nogle udbryde. Nei, Ende faaer det vist aldrig, og en vis Anerkjendelse vil der dog forhaabentlig heller aldrig blive nægtet dem, der paatage sig at tilbyde Andre deres Tjeneste til Anvendelsen af Penge, som disse ofte nok og gjerne bortgive, men som i deres for den nødvendige særlige Erfaring, Sagkundskab og Tid og Leilighed blottede Hænder, og derhos adsplittede i en Mængde større eller mindre Dele, umuligt kunne udrette det Samme som større samlede Pengesummer, naar de betroesen i det særlige Øiemed dannet Forening af flere i Besiddelse af de fornævnte nødvendige Qvalificationer værende Mænd eller Kvinder.

Noget "Nyt" er det forøvrigt ingenlunde, hvorom her handles; thi allerede for henved 6 Aar siden gjordes den til Gjenstand for Omtale bl. A. i "Berlingske Tidende" for 5te Marts 1863 og i "Folkets Avis" for 2den Novbr. s. A., og det var altsaa først henved 4 Aar derefter, at en lille Begyndelse gjordes dermed i vort gode Kjøbenhavn. Det turde derfor ikke være ubetimeligt, her at gjenkalde i Erindringen den klare men sørgelige Fremstillig, som der dengang - ud af en offentlig Meddelelse om den, af "Foreningen for ulykkelige Pigers Frelse i Kjøbenhavn" udøvede Virksomhed - blev givet af, hvor ulykkeligt en Tjenestepige i Kjøbenhavn er stillet, saasnart hun kommer til at ligge ledig.

Hun kan nemlig ikke faae det simpleste Logis under 3 a 4 Mk. om Ugen og den simpleste Føde under 1 Mk. om Dagen, hvilket for en Maaned udgjør 7 Rd. 3 Mk., medens hun af sin tarvelige Fortjeneste - 2 a 3 Rd. om Maaneden - sjelden er istand til at kunne opspare Noget, saa at hun strax maa gribe til at pantsætte sin Garderobe. Seer hun sig da efter i nogen Tid at have betalt de ublue Renter, som i Almindelighed ere l sk af l Mk. hver ottende eller fjortende Dag - ude af Stand til at indløse Pantet og imidlertid har opslidt sine faa tilbageblevne Klæder og Skotøi, saa er det intet Under, at hun snart - aldeles hjælpeløs - synker ned i Nød og Elendighed. Mange af de 193 Piger, der henvendte sig til ovennævnte Forenings Bestyrelse, vare i den Grad fattige og blottede for det Nødvendige, at de ikke engang eiede et eneste Sæt Klæder, men indfandt sig hos Bestyrelsen med laant Overtørklæde og Skotøi og saa godt som blottede for Undertøi, fordi de omtrent ikke eiede Andet end den Kjole, som de havde paa. - Lader os - hedder det sammesteds videre, takke og prise de hæderlige Mænd, der have paataget sig at samle og anvende veldædige Medborgeres Bidrag til at afhjælpe denne Nød og Elendighed, et Hverv, hvis ikke mindst besværlige og sørgelige Side det turde være at blive Vidne til langt mere Nød og Elendighed, end Midlerne kunne strække til at afhjælpe; og lader os ikke undre os over, at naar af 193 kun 72 kunne hjælpes, der da vel gives Fortrinnet til dem, der ere nærmest ved at fortabes, uanseet at de øvrige egentlig kun have en noget fjernere Udsigt til samme Elendighed, men - lader os dog heller ikte undladt at spørge og at undersøge, om det virkelig skulde være det Rette, det Retteste og det eneste Gjørlige, at vedblive med saaledes kun at række en hjælpende Haand, naar Ulykken er aldeles overvældende. Lader os tænke os, hvad saadan en Pige har maattet gaae igjennem baade i legemlig og i sjælelig Henseende inden hun kommer saa vidt, at hun indfinder sig hos Bestyrelsen for fornævnte Forening med laant Overtyrklæde og Skotøi og saa godt som blottet for Undertøj, fordi hun omtrent ikke eier Andet end den Kjole hun har paa. Er dette dog ikke en rædsom Beskrivelse, lsær da det vel bør bemærkes, at her slet ikke er Tale om aldeles faldne Piger, hvilke nemlig ere udelukkede fra "Foreningens" Virksomhed.

Derefter henvises i nævnte Nr. af "Folkets Avis" til. hvad der i "Berl. Tid." af 5te Marts f. A. meddeeltes om de paa flere Steder i Udlandet i de senere Aar oprettede "Pigeherberger", d. e. Huse særligt indrettede til paa kortere eller længere Tid at optage ærbare Piger uden Tjeneste, hvor disse imod en billig daglig Betaling ikke alene erholde Kost, Logis og Beskæftigelse, men tillige under en kyndig og kjærlig Veiledning uddannes og undervises i den rette Udførelse af de forskjellige Arbeider, der forlanges af kvindeligt Tyende, hvorefter de anbefales til Familier, der behøve deres Tjeneste; en Indretning, der i en af Fastlandets store Stæder i 8 Aar har faaet en saadan Fremgang og viist sig i den Grad lige nyttig for dem, der søge Tjeneste, og dem, der søge Tyende, at Antallet af Herbergets Senge er steget fra 8 til over 80, og at i 1862 Antallet af dem, der i Herberget søgte velanbefalede Piger, var mere end dobbelt saa stort som Antallet af de Piger, der kunde tilbydes. 

Den Indflydelse, som et saadant Herberg udøver, udmærker sig fremfor den blotte Uddeling af Pengegaver i følgende væsentlige Henseender :

1) Den Hjælp, Herberget tilbyder, er ingen Almisse, ligner ikke engang en saadan, der saa ofte virker demoraliserende, idet den meer eller mindre udelukker den Hjælpsøgendes Selvvirksomhed, hvilken Herberget derimod baade fordrer, ansporer og leder.

2) Herbergets Hjælp indskrænker sig ikke til materielle Midler alene, som altid ere meer eller mindre snevert begrændsede saavel i Omfang som i Indflydelse, men bestaaer tillige i saadanne moralske Midler, paa hvilke christelig Kjærlighed er uudtømmelig, og hvis Frugter Tyvehaand ikke kan stjæle og Møl og Rust ikke kunne fortære.

Med Hensyn til begge de hos os bestaaende Tjenestepigehjem kunne vi forøvrigt henvise til Kjøbenhavns Vejvisers Realregister fer 1869, hvoraf det bl. A. vil sees, at Begge bestaae ved frivillige Gaver. Og hermed tillade vi os saaledes paa det Varmeste at anbefale denne Sag, det kvindelige Tyendes Sag, hvis Tjeneste vi Alle behøve, hvis Indflydelse paa vore huuslige Familieforhold er saa stor, hvis sædelige Tilstand der klages noksom over, men som der hidtil gjøres saa Lidt for at forbedre.

* * *

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 8. marts 1869).

Mathias Brodersen (1792-1869). (Efterskrift til Politivennen)

Fra Sundeved. Løverdagen den 6te Februar afgik ved Døden forhenv. Lærer i Broager, Matthias Brodersen, som ved sin lange og velsignelsesrige Virksomhed og ved hele sin Personlighed havde vundet vor Kjærlighed i en Grad som Faa. Den Afdøde var født i Oster-Terp, Bedsted Sogn, den 3die Marts 1792, blev 1812 Lærer ved Egernsund og 1821 Degn og Organist i Broager. Den 28de December 1857 hædrede Kong Frederik ham med Dannebrogskorset; først 10 Aar senere, den 1ste Juli 1867, tog han sin Afsked. Da den kgl. preussiske Landraad i Augustenborg, Matthiessen, lod ham vide, at saafremt han ikke aflagde Troskabsed til Kongen af Preussen, vilde der blive nægtet ham Pension, svarede Oldingen med Værdighed: "Til Kongen af Danmark har jeg svoret, ei skal mine graae Haar vanæres ved at sværge til nogen Anden." - Som ovenfor nævnt vandrede M. Brodersen heden den 6te ds., idet han pludselig faldt om paa Kirkegaarden og var død paa Stedet. Som et Lyn udbredte Efterretningen derom sig nær og fjern, og da han jordedes afvigte Løverdag den 13de, var en Menneskemasse af c. 1000 Personer strømmet sammen for at sige den Afdøde det sidste Farvel. Kisten var overhængt med Krandse; foran Ligskaren afsang et Kor af Børn en til Leiligheden passende Koral. Fra Kirkegaarden lød Sørgemusik; i Kirken afsang en Sangforening Koralen "Hvo veed, hvor nær mig er min Ende". Pastor Reuter holdt, skjøndt en politisk Modstander af den Afdøde, en smuk Ligtale. Da Kisten sænkedes i Graven, fik den endnu en Regn af Grønt, idet flere unge Piger traadte frem, for paa denne Maade endnu engang at tage Afsked med den saa Almeenafholdte.

- Matthias Brodersen har altid med Kjærlighed omfattet den danske Sag, hvorfor han ogsaa i 1848-49 af den tydske Øvrighed fik Stuearrest. Nu kunne vi kun beklage, hvad vi have mistet.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 17. februar 1869)

Mathias (Andersen) Brodersen. 3. marts 1792 - 6. februar 1869. Degn og lærer i Broager. Det er svært at finde oplysninger om han. Nogle smånotitser findes om Reuter:

Johann Hermann Engelhardt Schumann (1831-?) tysk litograf, fotograf: Ludvig Andreas Reuter (1836-1905) præst. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. Ludvig Andreas Reuter (1836-1905) var gift med Anne Margaretha Dithmer (1839-1914). 16. juni 1864 blev han diakon i Broager og valgtes den 11. oktober 1883 med overvældende stemmeflertal til sognepræst i Broager. I en årrække tillige provst over Sønderborg provsti. Han døde af sukkersyge dagen efter han havde forrettet gudstjeneste.

Dorthea Vilhelmine Svendsen. (Efterskrift til Politivennen)

Ved at sammenligne oplysninger fra en slægtsforskningsside med avisartikler kan man med nogen sandsynlighed udlede nedenstående om Dorthea Vilhelmine Svendsen.

Ifølge slægsforskningssiden var hun datter af nedenstående Ane Kathrine Carstensen (1809-1860?), født i København i Den Kongelige Fødselsstiftelse den 8. april 1809. Faderen var Niels Svendsen født i Svindinge sogn i Svendborg amt den 20. december 1804. Faderen døde 1819. Niels Svendsen vedkendte sig faderskabet til en drengen Christian Nielsen 26. april 1827. Moderen var Karen Christensdatter af Tved Mark. Ane Kathrines søster Anne Margrethe Carstensen døde på Fødselsstiftelsen 19. juli 1828 som følge af komplikationer i forbindelse med en fødsel. 

I 1827 stillede Niels Svendsen for en mand der betalte ham for ikke selv at skulle møde i hæren. På et tidspunkt mellem 1830 og 1831 rejste Niels til København. Her giftede han sig før 1834 med Ane Kathrine Carstensen. Sammen fik de en del børn:

i Aabenraa 237 fik de20. marts 1834 Dorthea Vilhelmine Svendsen. Hun var opkaldt efter sin farmor Dorthea Jensdatter, fra Svindinge. Ved konfirmationen i 1848 fik hun af præsten karaktererne God for kundskaber og Meget god for opførsel.

Mellem marts 1834 og maj 1835 flyttede familien til Springgade 53 i København og fik 1835 Jens Peter Emil Svendsen der kun blev knap 5 måneder gammel. 

Mellem juni 1835 og oktober 1835 flyttede de til Aabenraa 215 og mellem oktober 1835 og august 1838 til Borgergade 103 i København. Her fik de 8. august 1838 Emma Christine Svendsen. Hun døde 22. september 1839. I 1840 fik de Emma Nielsine Svendsen, opkaldt efter sin afdøde søster. Hun blev senere tjenestepige forskellige steder. 19 år gammel og ledig blev hun indskrevet som offentlig fruentimmer i september og oktober 1860 på Borgergade 70. Herfra deserterede hun 26. oktober 1860  og blev den 17. november 1860 tjenestepige hos smeden Petersen i Brøndbyøster. Oktober til december 1862 blev hun atter indskrevet som fruentimmer. Hun var ikke tidligere straffet.

I 1840 havde de plejesønnen Jens Peder Conrat Karstensen der dengang var 17 år. Mellem sommeren 1840 og maj 1842 flyttede familien Niels Svendsen fra Borgergade 103 til Gammelmønt 148 i København. Her fik de Carl Theodor Svendsen (1842-1866).

Familien flyttede til Store Helliggeist Stræde 144, kælderen i København mellem maj 1842 og februar 1844. Her fik de 19. februar 1844 Emilie Severine Jensine Svendsen. I 1860 blev hun omtalt som offentlig fruentimmer ligesom hendes 4 år ældre søster. Familien havde en 19-årig tjenestepige Johanne Esbensen. De fik 20. december 1845 Andreas Julius Hannibal Svendsen.

Mellem marts 1846 og juli 1848 flyttede familien til Klosterstræde 89. Niels Svendsens mor Dorthe Jensdatter døde som 83-årig den 19. februar 1848 i Oure sogn på Fyn. Hun havde været blind i nogle år og fattiglem. En husmand Hansen der var gift med Maren Svendsdatter, en søster til Niels Svendsen havde taget sig af hende de sidste få år i livet. Der var ikke arve. Så måske fik Niels ikke besked om dødsfaldet. Parret fik 16. juli 1848 Sophie Concordia Amanda Svendsen. 

Familien flyttede nu til Nørrebro 14 i København. Den 25. februar 1850 blev Edvard Vilhelm Svendsen født. 

Mellem juli 1850 og 1855 flyttede familien til et ukendt sted. De er ikke med i folketællingen 1855. Mellem 1855 og 1860 flyttede de til Badstuestræde 5. 

Anne Cathrine Carstensen døde formentlig før 1860. For i 1860 står at  Niels Svendsen var enkemand. Han boede alene med Andreas Julius Hannibal Svendsen i Badstuestræde 15, Baghuset, 1. sal, .

Nu var de to døtre Dorthea og Emma slået ind på en kriminel bane. Dorthea var blevet gift og skilt. Dorthea og lillesøsteren Emma optrådte i aviserne i 1861, Dorthea var allerede tidligere straffet:

Falsk og Bedrageri. Under en af Kriminal- og Politiretten paakjendt Justitsjag aktioneredes Dorthea Vilhelmine Svendsen, Barnervitzs frasilte Hustru, og Emma Nielsine Svendsen. Førstnævnte for Falsk og Bedrageri og Sidstnævnte for Bedrageri og Meddeelagtighed i Falsk og Bedrageri. Ved egne Tilstaaelser og de iøvrigt tilvejebragte Oplysninger overbevistes de om at have gjort sig skyldige i det dem paasigtede Forhold, idet de - efter forud at have truffet Aftale om at laane eller leie Sengerekvisiter for umiddelbart efter at pantsætte dem og paa den Maade skaffe Penge tilveie, og tillige aftalt, at det skulde leies under Navnet Madame Hansen, hvorved sigtedes til, at Barnewitz's fraskilte Hustru skulde, for at kunne faae Sengerekvisiter tilleie, udgives for Jernstøbersvend E T. Hansens Hustru, samt at der, forsaavidt Udleierne forlangte skriftlige Leiekontrakter oprettede, skulde skrives Navnet Hansen under disse, hvorved sigtedes til fornævnte Jernstøbersvend Hansen - have i Løbet af forrige Aar leiet af forskjellige Personer Sengeklæder m m. til en Værdi af over 1 00 Rdl. og derefter pantsat de leiede Gjenstande uden de Paagjældendes Vidende og Villie, ligesom ogsaa i Henhold til den trufne Aftale de med 3 Udlejere oprettede Lejekontrakter ere af Barnewitz's fraskilte Kone blevne underskrevne med Navnet E. D Hansen eller T. Hansen, hvorved sigtedes til ovennævnte Jernstøbersvend, der har erklæret, at det er skeet imod hans Vidende, men at han dog ikke vilde have havt Moget imod, at Barnewitz's fraskilte Hustru, hvem det var hans Hensigt at ægte, havde leiet Sengklæderne og underskrevet hans Navn, dersom det ikke havde varet Hensigten dermed senere paa ulovlig Maade at disponere over det Leiede. De Tiltalte, hvoraf Førstnævnte tidligere er straffet, blev dømte til Forbedringshuusarbeide, resp. i 2 og l Aar.

(Dagbladet (København) 8. maj 1861).

Høiesteretsdomme. 

Mandagen, den 3die Juni.

Nr. 146. Advokat Brock imod Dorthea Vilhelmine Svendsen, Barnewitzs fraskilte Hustru og Emma Nielsine Svendsen, Førstnævnte for Falsk og Bedrageri og Sidstnævnte for Bedrageri og Meddeelagtighed i Falsk og Bedragen (Defensor Liebe). Ved Kjøbenhavns Kriminal- og Politirets Dom af 23de Marts 1861 ere de Tiltalte dømte til at hensættes til Forbedringshuusarbeide. Dorthea Vilhelmine Svendsen, Barnewitz's fraskilte Hustru i 2 og Emma Nielsine Svendsen i l Aar.

Dom. Kriminal- vg Politirettens Dom bør ved Magt at stande. Advokaterne Brock og Liebe tillægges i Salarium for Høiesteret hver 20 Rd., der udredes af de Tiltalte, En for Begge og Begge for En.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. juni 1861).

Niels Svendsens søn Carl Theodor (24 år) døde 11. maj og få dage efter, 14. maj 1866 mistede han sønnesønnen Johan Theodor (2-år). Og igen få dage efter, den 19. maj 1866 døde Niels Svendsen. Hans adresse var da Kirkestræde 5. Hans ældste datter fortsatte i kriminalitet:

Hovedstadsnyt. (B. T.) En Aften i Begyndelsen af denne Maaned hørte en paa en Qvistleilighed i Grønnegade boende Haandværker en Puslen ved sin Naboerskes Dør, hvorfor han gik ud paa Gangen med Lys. Her saae han et ubekjendt Fruentimmer være ifærd med ved Hjælp af et stort Bundt Rygler at aabne Tyren. Uden tilsyneladende at blive overrasket, yttrede hun, at hun var sendt af Kammerets Beboerske - en ugift ældre Pige - for at hente hendes Chawl, men at hun havde været saa uheldig at brække den hende medgivne Nøgle istykker i Laasen, hvorfor hun havde laant Huusværtens Nøgler, men da ingen af disse passede, blev hun nødt til at hente en Smed, og dermed gik hun. Noget efter kom hun tilbage, medbringende en Smededreng, der opvirkede Døren, i hvilken Anledning hun laante en Stump Lys af Naboen. Da Pigen noget efter kom hjem, saae hun strax, at der havde været Tyve i Lejligheden, og savnede ved nærmere Estersyn endeel forskjellige Gjenstande, saasom Gardiner, Lagener, Porcellain m. m. Hun anmeldte Sagen for Politiet, der senere udfandt, hvem Smededrengen var, men denne kunde ingen Oplysning give om det paagjældende Fruentimmer, som var ham aldeles ubekjendt. For nogle Aftener siden kom hun imidlertid ind i det samme Smedeværksted og anmodede om at faae En med for at opdirke den samme Dør igjen. Drengen kjendte hende strax og yttrede troskyldig, al der vilde han ingen Døre aabne, fordi der sidst var begaaet Tyveri. Paa et Vink af den tilstedeværende Svend fulgte han med hende, da hun gik, for at see at faae fat i en Politibetjent, men undervejs blev hun borte for ham. Da det efter de nu fremkomne Oplysninger maatte antages, at det var det tidligere med Forbedringshuusarbeide straffede Fruentimmer, Dorthea Vilhelmine Svendsen, Hansens Hustru, der atter havde været paa Spil, blev hun anholdt og tilstod sig ogsaa strax skyldig. Hun forklarede derhos, at del havde været hendes Hensigt igjen at begaae Tyveri paa det ovennævnte Sted, da hun troede, at der maatte findes kontankte Penge, som sidst hun famlede i Mærke, da Lyset hun laante gik ud for hende, hvorfor hun denne Gang havde forsynet sig med et heelt Lys og et Bundt Svovlstikker, for mere grundig end forrige Gang at undersøge Gemmerne.

(Morgenposten 18. december 1868).

Dommen faldt året efter:

- Paakjendte Sager i Criminal- og Politiretten:

En Aften Kl. mellem 7 og 8 indfandt et Fruentimmer sig ved et aflaaset Værelse paa Kvisten til Baghuset i Ejendommen Nr. 15 i Grønnegade for at oplukke Døren til dette Værelse ved Hjælp af nogle medbragte Nøgler, hun havde skaffet sig hos en Jernhandler, for hvem hun foregav, at hun havde tabt Nøglen til sin Dør. Idet hun var ifærd med at prøve paa at aabne Døren, kom en paa samme Kvist boende Mand tilstede, til hvem hun uden nogen Anledning fra hans Side ganske rolig yttrede, at Beboerinden af bemeldte Værelse. Jfr. Hansen, havde sendt hende hjem for at hente et denne tilhørende Shawl, men at hun havde brudt Kammen af Dørnøglen, hvorfor hun havde maattet laane nogle Nøgler af Husværten. Hun gik derpaa bort, men kom kort efter tilbage med en Smedelærling, der opdirkede Døren og fik 8 Sk. af hende for sin Uleilighed. Efter at det paagjældende Fruentimmer, Arrestantinden Dorthea Vilhelmine Svendsen, Hansens Hustru, var kommet ind i Værelset og her forgjæves havde søgt om Penge, tilvendte hun sig forskjeilige Gjenstande, hun i Mørket kunde faae fat paa, da en Stump Lys, hun havde medbragt, var gaaet ud, hvorefter hun forlod Stedet og pantsatte næste Dag en Del af det Stjaalne.

Da Arrestantinden, der vidste, at Beboerinden af det førnævnte Værelse altid var fraværende om Aftenen, kort Tid efter atter havde besluttet at begaae Tyveri sammesteds for om mulig at gjøre et bedre Coup, henvendte hun sig til den samme Smed, hvis Lærling hun, som anført, havde faaet til at opdirke Døren, for igjen ved hans Hjælp at faae den samme Dør, som hun antog for atlasset, paany oplukket; men da hun mærkede, at Smedelærlingen var bleven underrettet om Tyveriet, opgav hun sin Plan og saae Ledighed til at løbe bort fra ham, som, for at gjøre hende troskyldig, fulgte hende til Stedet, idet hun undervejs foregav at skulle et Øieblik ned i en Kjælder for at kjøbe for et Par Skilling Brænde.

Efterat Arrestantinden var bleven anholdt, vedgik hun Tyveriet, saaledes som ovenfor anført. Ved kriminal- og Politirettens Dom blev hun, der er 34 Aar gammel og flere Gange før bar været straffet, anseet efter Straffelovens § 229 Nr. 4 og 46 sammenholdt med denne med 2 Aars Forbedringshusarbeide.

(Fædrelandet 8. februar 1869)

Det er formentlig også i den forbindelse der tages et foto af hende til forbryderalbummet:

“Dorthea Vilh: Svendsen,Barnewitz’ Hustrue; straffet senest med 2 Aars Forbdh: for Tyveri, hvorved hun benyttede en Smed til at opdirke Døre for sig. See mist: Prot: C. Pag: 559.” [1870]. Forbryderalbum. Genealogisk Forlag.

Ti år senere omtales hun atter i aviserne:

Tyveri og Bedrageri. Et førhen oftere straffet Fruentimmer, Dorthea Vilhelmine Svendsen, Barnevitz' Enke eller Hustru, ogsaa kaldet Hansens Hustru, havde forstaaet saaledes at forskaffe sig en formuende Enkefrues Tillid, at denne under sin Fraværelse paa Landet i Sommer overdrog hende at føre Tilsyn med den Leilighed, Fruen havde her i Staden, samt at sende de Gienstande, der blev skrevet efter, hvorfor hun fik overleveret Nøglerne saavel til selve Leiligheden som til forskjellige Giemmer. Den saaledes viste Tillid misbrugte Arrestantinden, idet hun tilvendte sig i Leilighedens Sovekammer, hvor de laae frit fremme, 4 Tæpper og en Pude, som hun pantsatte, men dog senere atter indløste, fordi hun frygtede for, at de skulde blive savnede, naar Fruen kom ind fra Landet. For at blive sat istand til at indløse det Pantsatte, stial hun imidlertid i 3 Gange ti Sølvskeer, 12 Knive og 2 Kjoler, Alt tilsammen vurderet til 186 Kr., hvilke Ting vare gjemte i aflaasede Kasser, hvortil hun havde Reglerne. Disse Tyverier vare ikke de eneste, Arrestantinden begik fra bemeldte Frue; thi allerede i Begyndelsen af forrige Aar, medens hun gik tilhaande hos hende, havde hun naar hun i et eller andet Ærinde blev sendt op paa Pulterkammeret, dersteds tilvendt sig en Pude, et Par Handsker og 2 Stykker Sirts. Ligeledes frastial hun i Mai eller Juni en Frøken - hvem hun dengang ligeledes gik tilhaande - medens hun var hestsæstigrt i hendes Garderobeværelse, flere til ialt 39 Kr. vurderede Klædningsstykker. Endelig havde Arrestantinden giorl sig skyldig i Bedrageri imod en Tjenestepige, der havde betroet hende et Stykke Lærred, for at Arrestantinden deraf i Sommerens Løb kunde sye Chemiser til hende efter en Chemise, der ligeledes blev overladt hende som Mønster. Istedetfor at udføre det hende overdragne Hverv pantsatte Arrestantinden nemlig uden Eierindens Vidende og Villie baade Lærredet og Chemisen for 8 Kr. Arrestantinden, der er 44 Aar gl., blev ved Criminalrettens Dom for sit Forhold anseet med Forbedringshuusarbeide i 2 Aar.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 13. januar 1879).

Ved folketællingen 1880 optrådte en Dorthea Wilhelmine Svendsen, 45-årig enke, som indsat straffefange på Børnehustorvet på Christianshavn. Det passer på denne artikels Dorthea.

Laura Severine Lind. (Efterskrift til Politivennen)

- Paakjendte Sager i Criminal- og Politiretten:

Efter at alle Guldsmede heri Staden, ifølge indløbne Anmeldelser, af Politiet vare blevne underrettede om, at en Dame gik omkring og forsøgte paa bedragersk Maade at faae udleveret Guldbrocher, under Foregivende af at have indleveret saadanne til Reparation, og derhos anmodede om at have deres Opmærksomhed henvendt paa hende, meldte en paa kongens Nytorv boende Guldsmed, at en saadan Dame tvende Gange havde været hos ham for at faae udleveret en Guldbroche, som hun foregav selv at have indleveret til Reparation under Navnet Petersen. Da den ommeldte Guldsmed ikke i Øieblikket var vis paa, om han virkelig havde en saadan Brosche til Reparation, gjorde han en Undskyldning for Damen, som efter Aftale skulde komme igjen. Da hun atter indfandt sig, satte Guldsmeden hende paa Prøve ved at forevise hende en aldeles ny Broche, hvilken hun gjenkjendte som sig tilhørende og som den af hende omspurgte; men medens han i den Anledning opholdt hende med Snak, blev der sendt Bud eller en Politibetjent, som strax bragte Damen til Politistationen.

Den Anholdte Laura Severine Lind tilstod sig strax skyldig i dette og flere lignende Bedragerier, idet hun vedgik, at hun i Løbet af de sidste 2 Maaneder havde fravendt 6 forskjellige Guldsmede heri Staden 5 i Alt til 35 Rdl. vurderede Guldbrocher under Foregivende af, al hun havde indleveret saadanne til Reparation , ligesom det ogsaa blev oplyst, at hun foruden hos den ovenanførte havde hos 6 andre Guldsmede forsøgt paa lignende Maade at faae Brocher udleverede.

Det blev ligeledes oplyst, at Arrestantinden uden vedkommende Eieres Vidende og Villie havde pantsat nogle hende til Brug betroede Gang- og Sengklæder, der vare vurderede til 54 Rdl. 48 Sk., samt en hende til Syning leveret Frakke af Værdi 3 Rdl.

Arrestantinden, der er 29 Aar gammel og tidligere straffet for Tyveri, blev ved Criminal- og Politirettens Dom anseet efter Straffelovens §§ 251 og 253 samt efter § 46 sammenholdt med førstnævnte med 6 Gange 6 Dages Fængsel paa Vand og Brød.

(Fædrelandet 1. september 1868)

Industrielt Fruentimmer. Omtrent for et halvt Aar siden blev det 29aarige, tidligere straffede Fruentimmer Laura Severine Lund ved Kjøbenhavns Kriminal- og Politiret anseet med en Straf af 6 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød for Bedrageri, idet hun var bleven overbevist om, at hun i Løbet af 2 Maareder havde fravendt 5 forskjellige Guldsmede her i Staden fem til ialt 35 Rd. vurderede Guldbroscher under Foregivende af, at hun havde indleveret saadanne til Reparation, og hos syv andre Guldsmede paa lignende Maade forsøgte at faa Broscher udleverede. I December Maaned f. A. anmeldte en i Borgergade boende Marskandiser paa søndre Birks Politikammer, at han nogle Dage forinden til en Jomfru Petersen havde udleiet en Silkekjole. Han bragte dem personlig til hendes Logis i Schowsgade og modtog der den akkorderede Leie, men da han atter vilde afhente den, fik han at orde, at hun samme Dag, hun fik Kjolen, som hun foregav at skulde benytte til sit Bryllup, var bortflyttet, og at hun der havde kaldt sig Olga Lind. Den ene Anmeldelse efter den anden indløb nu i Løbet af faa Dage fra Marskandisere, hos hvem hun havde leiet Sengklæder og Gangklæder, ligesom en i Læderstræde boende Enkefrue anmeldte, at et Fruentimmmer af det opgivne Navn i nogen Tid havde beboet et Kvistværelse hos hende, men en skjøn Dag havde gjort sig usynlig, medtagende de hende til Brug leverede Sengklæder. Kort efter biev Laura Severine Lund, paa hvem Mistanken faldt, anholdt, og hun tilstod da ogsaa, at hun havde begaaet alle de hende paasigtede Forbrydelser. Gjenstandene havde hun Pantsat de samme Dage, hvorpaa hun havde tilvendt sig dem. Hun dømtes vcd søndre Birks Extra et til 8 Maaneders Forbedringshusarbeide.

(Dags-Telegraphen_(København) 8. februar 1869).

“Laura Severine Lind født i Aarhus og hjemmeh: paa Amager; straffet 2 Gange og navnlig for Bedragerier ved at henvende sig til Guldsvende og under falske Forgivender erholde Sager udleverede; mist: Prot: G. 289.” [1868]. Genealogisk Forlag. Forbryderalbum. I politiet i Kristianias forbryderalbum findes et formentlig nyere portræt af Laura Severine Lind som fange. Folketællingen for Kristiania 1875 opgiver hende som sypige og kvindefange, født 1846 i København - hvilket ikke stemmer med at hun skulle være 29 år i 1869.