Lærerinders Lønninger i Frederiksberg. (Efterskrift til Politivennen)

Lærerinders Lønninger. Det vil erindres, at Frederiksberg Sogns Skolekommission og Kommunalbestyrelse i Forening have vedtaget et nyt Lønningsreglement for Sogneskolens Lærere og Lærerinden, hvilket af alle vistnok ansees for overordentlig gunstigt for Lærerpersonalet. Af denne Mening var imidlertid de to ved Skolen fast ansatte Lærerinder ikke, idet de have ment, at de ere blevne stillede slettere end nu, medens der var givet dem Tilsagn om Forbedring. De have derfor klaget til Skoledirektionen, der har skudt Klagen til Skolekommissionen, som i en udførlig Erklæring har oplyst, at Klagen er fuldstændig ugrundet, idet man havde givet Lærerinderne Valget mellem det gamle og det nye Lønningsregulativ, efter hvilket sidste de fik Pensionsret af et langt større Beløb end efter det ældre, foruden at deres Vilkaar faktisk forbedredes. Den første Lærerinde, Fru Ryberg, fik strax, da hun blev ansat, for 30 Timers Undervisning 525 Rd., altsaa en ikke lidet bedre Stilling end de høist gagerede Lærerinder i Kjøbenhavn, og hun har desuden 144 Rd. for 12 Extratimer om Ugen, altsaa 609 Rd. Den anden Lærerinde, Frøken Stein, har 425 Rd. og 120 Rd. for 10 Extratimer, ialt 545 Rd. Der tilbydes dem nu at beholde, hvad de have, eller pensionsberettiget Løn af 600 Rd. og 500 Rd. for 36 Timer med Tilsagn om at beholde henholdsvis 6 og 4 Extratimer. Skoledirektionen har imidlertid i en ny Skrivelse til Kommunalbestyrelsen indtrængende anbefalet, at der gives de to Lærerinder strax for 30 Timers Undervisning 700 Rd. og 600 Rd. Den støtter denne Indstilling paa en Sammenligning med Skolens Andenlærer, Borregaard, og Udtalelserne herom ere i høi Grad mærkelige for en Overautoritet. De lyde saaledes: "Overlærer Borregaard arbeider ikke mere end disse Lærerinder og har endda, foruden 700 Rd. i Løn, fri Bolig og Brændsel, ca. 100 Rd. i Indtægt som Viceinspektør ved Skolen, kan derhos om 5 Aar vente i Alderstillæg 150 Rd. og om 10 Aar atter 150 Rd., Alt, uagtet han ikke har flere Timer end de to Lærerinder, og i Dygtighed og Flid paa ingen Maade staaer over dem, hvorom jeg undertegnede Provst Boisen har overbevist mig ved Besøg i Skolen. Han har ogsaa Extratimer, men erholder 32 Sk., medens Lærerinderne kun faa 24 Sk. for Timen. Direktionen finder ikke, at der er Grund til at give Andenlærer en saa høi Løn fremfor de nævnte Lærerinder, som have arbeidet ved Skolen ligesaa længe som han". Direktionen fremhæver derhos det Forunderlige i, at der i 1866 blev givet Borregaard et Tillæg af 200 Rd.

I Frederiksberg Kommunalbestyrelses Møde i Torsdags Aftes, da denne Sag forelaa, udtalte Grosserer Topp, der tillige er Medlem af Skolekommissionen, at Lærerindernes Klage er fuldstændig ugrundet, og var en Ytring af Utaknemlighed, som i høieste Grad maatte forbavse; thi det Faktiske er, at Lærerinderne have faaet en meget høi, maaske altfor høi Betaling for deres Gjerning. Skoledirektionens Optræden havde gjort et sørgeligt Indtryk, og den kunde kun tjene til at opløse Forholdet mellem Lærerpersonalet og deres Foresatte (Hør! Hør!). Hvad der ogsaa havde stødt ham meget, var den besynderlige Parallel, der var opstillet mellem en Lærer og Lærerinderne. Han skulde ikke nærmere gaa ind paa den Insinuation, der synes at ligge i de brugte Udtryk, men aabenbart var det dog, at Provsten ikke ved at besøge Skolen en Gang hvert andet Aar kan have nogen bestemt Dom om de enkelte Læreres Dygtighed. Han vilde gjøre opmærksom paa, at Udtalelserne fra Provstens Side altid havde været gunstige om den nævnte Lærer, hvad denne sikkert ogsaa fortjente (Stæger: Ja!),saa meget mere, som han udenfor Skoletiden med stor Nidkjærhed tog sig af Børnenes hele Vandel, hvad Taleren havde rig Leilighed til at erfare. Bemærkningen om det denne Lærer givne Lønningstillæg var ikke blot en Fornærmelse mod Læreren, men ogsaa mod den daværende Skolekommission, som netop paa Grund af hans Dygtighed og Iver indstillede ham til en ganske vist usædvanlig, forhøiet Lønning. Iøvrigt var det besynderligt, at Skolekommissionen kan billige Lønningsforslaget i Almindelighed og dog ene af personlige Hensyn udtale sig, som den har gjort. Saavel fra Formens som fra Realitetens Side fortjener Sagen en bestemt Afvisning, og det bør udtales, at Lærerindernes Maade at optræde paa er upassende, og deres Fordringer fuldstændig uberettigede (Ja! Ja!). Schlegel var fuldstændig enig med Topp, men vilde i høi Grad beklage, om Lønningsreglementet, der var saa gennemgribende for Skolens hele Fremtid, og hvis Fremme saa ivrig attraaedes af samtlige Lærere, skulde standses, thi han frygter, at Skolen vil lide derunder. Han beklagede, at det ikke stod klart for Lærerinderne som for Skoledirektionen, at der ved det Nye tilbydes dem et Gode, som de kunde modtage eller vrage efter Behag, og at de syntes at glemme, at Extratimerne nu hver Dag kunne fratages dem, medens de fremtidig faa en fast pensionsberettiget Indtægt af Halvdelen og et bestemt Tilsagn om at beholde de øvrige Extratimer. Han vilde ønske, at man i Mindelighed kunde jævne Sagen. Kofoed og Stæger sluttede sig ubetinget til Topp, og fra flere Sider fremkom der Udtalelser om det Forunderlige i at se en Løn for en Kvinde af 600 Rd. for 36 Timers ugentlig Gjerning kaldet for lav. Forsamlingen vedtog enstemmig at svare i Henhold til den stedfundne Diskussion.

(Dags-Telegraphen (København) 1. februar 1870)

Mere om Frederiksberg Sogneskole. I "Dags-Telegraphen" for Tirsdagen den 1ste Februar d. A. er der indrykket et Stykke om Lærerindernes Løn ved Frederiksberg Sogneskole, hvilket trænge til nærmere Belysning, som jeg vil søge her at meddele. Skoledirektionen i Smørum og Sokkelund Herreder har kun efter Undervisningsministeriets Anmodning begjæret Frederiksberg Kommunalbestyrelses Erklæring over de to Lærerinders Andragende (ikke Anke, som der siges i Artiklen) om at erholde et Tillæg til den af Skolekommissionen forestaaede Løn, og idet Direktionen udførte dette Hverv, troede den at vise Kommunalbestyrelsen en Opmærksomhed ved at meddele den i en Gjenpart af den Erklæring, Direktionen havde afgivet til Ministeriet over Andragender, for at Bestyrelsen kunde blive bekjendt med dens Anskuelse af Sagen; men det kunde ikke falde Direktionen ind, at Bestyrelsen vilde gjøre denne Erklæring til Gjenstand for Diskussion i et offentligt Møde, hvortil man ikke havde givet sit Samtykke. Hvad nu angaar Sagens Realitet, da skjønnes det ikke, at de fra de to Lærerinders Side er vist Nogen Utaknemlighed, som de i Artiklen beskyldes for, ved at indgive det ovennævnte Andragende, da de paa Grund af, at Skolekommissionen i en Skrivelse til dem af 14de November 1868, hvori den udtaler, at man vil søge vedtaget en Forhøielse i deres Løn, maatte vente, at Lønnen virkelig blev forhøiet i det nye Lønningsreglement, hvilket ikke synes at være skeet, da deri den oftmeldte Artikel meddeles, at Fru Ryberg hidtil har havt en Indtægt af 669 Rd. og Frøken Stein af 545 Rd., medens deres Løn i det nye Reglement bestemmes til henholdsvis 600 og 500 Rd. De kunne maaske beholde deres Extratimer, men kan man med Billighed forlange, at de skulle arbeide 42 Timer om Ugen ved Skolen? De havde indgivet et Andragende derom til Stolekommissionen, men da der ikke toges Hensyn dertil, kan man saa fortænke dem i, at de henvendte sig til Skoledirektionen? Naar Artiklens Forfatter endelig ytre, at Skoledirektionens Medlem, Provst Boisen, her ved at drage en Parallel mellem de to Lærerinder og Andenlærer - ikke Overlærer, som Forfatteren kalder ham - Borregaard synes at have tilladt sig en Insinuation mod den Sidstnævnte ved at ytre om ham, at han med Hensyn til Dygtighed og Flid ikke staaer over de to Lærerinder, da er det jo tydeligt, at Provsten ikke sætter ham under dem, en Mening, han vel maa have Ret til at udtale, grundet paa det Kjendskab, han har til Skolen, og paa den aarlige Indberetning, Skolekommissionen afgiver om Lærerpersonalet, hvori der siges om Andenlærer Borregaard, Fru Ryberg og Frøken Stein, at de ere meget duelige og flittige, hvoraf sees, at Kommissionen ikke sætter ham høiere end Lærerinderne. Hvor er nu Fornærmelsen? Referenten synes at have ladet sig lede af personlige Hensyn, for hvilke han beskylder Skoledirektionen.

(Dags-Telegraphen (København) 7. februar 1870)

Peter Elfelt: Falkoner Allé 9, Frederiksberg Sogneskole, ca. 1890. Treetagers gavl med skolens navn og årstallet 1863 bag stakit ud mod flisebelagt fortov. Foran skolen skoledrenge. Kbhbilleder.

En takskrivelse er i disse Dage bleven overrakt Frederiksberg Skolekommission af samtlige Lærere og Lærerinden med Undtagelse af Fru Ryberg og Frøken Stein. De udtale i denne deres Anerkjendelse for det Gode, som ved det nye Lønningsreglement er stillet Lærerpersonalet i Udsigt, og de anmode om, at deres Tak maa komme til Kommunalbestyrelsens Kundskab, hvilket iaftes skete.

(Dags-Telegraphen (København) 18. februar 1870)

Frederiksberg Sogneskole bestod på daværende tidspunkt (siden 1858) af flere skoler: Pile Alle 3, Falkoner Alle 5 (1863) og i de classenske boliger. Skolen på Pile Alle 3 lå i en ejendom fra 1730'erne tæt på kirken. Den blev nedlagt 1881 og nedrevet i 1911. I 1872 lå der også en skole ved Gammel Kongevej. Skolen i Falkonder Alle lå hvor Falkoner centret nu ligger (tegnet af arkitekt Henning Wolff).

I 1869 var der 9 drengeklasser med 362 drenge og 8 pigeklasser med 312 piger (i alt 664). Der var ansat 6 lærere og 5 lærerinder. I sommeren 1870 var der 3 faste lærere (320 Rdl og skolepenge 40 Rd) samt 2 faste lærerinder (260 Rd. og skolepenge 40 Rd.) ledige. Lønnen efter 5 års tjenestetid ville stige til hhv. 460 Rd. og 360 Rd. Forældre der ikke var aldeles forarmede betalte et årligt vederlag på 2 Rd. Dette værgrede de fleste forældre sig ved at betale i 1870. De fleste forældre arbejdede i København, dog også på lokale arbejdspladser som Dampvæveriet (Rolighedsvej), fajancefabrikken "Aluminia", et maskinværksted, en svovlstikkefabrik m. fl. 

Andenlærer T. C. Borregaard var ansat 1860-1874. Han var sammen med skoleinspektør og kirkesanger J. F. Holm (1854-1874) medhjælper til administrerende kommissionsmedlem Fjord ved skolens indre asministration og tilsyn. Holm gik af 1. september 1871 som skoleinspektør. Borregaard blev herefter viceinspektør, mens Fjord blev inspektør. Borregaard tog sin afsked i forårret 1874. Om de to lærerinder har jeg ikke fundet mere.

Antoinette Elisabeth Jochumsen. (Efterskrift til Politivennen)

Tvveri. Arrestantinden Elisabeth Antoinette, ogsaa kaldet Antoinette Elisabeth Jochumsen, maa forsaavidt henregnes blandt de farlige Tyve, som hun med en sjelden Dristighed stjæler overalt, hvor hun kan se Leilighed dertil, om end hendes Udbytte derved kun er ringe. Hun maa derhos antages for at være i høi Grad moralsk fordærvet, eftersom hun allerede 4 Gange har været straffet for Tyveri, senest med Fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage, og det uagtet hun endnu ikke har fyldt sit 19de Aar. Under en Sag imod hende, som sidste Retsdag paakjendtes af Kriminel- og Politiretten, var hun overbevist om at have gjort sig skyldig i 7 Tyverier. I Juli f. A. gik hun ned i en Kjælder i Tornebuskegade for at kjøbe to Snese smaat Brænde og tilvendte sig ved denne Leilighed tre Stokke Rulletøi, som laa paa et Bord. Dette Tyveri er begaaet, inden den Dom overgik hende, ved hvilken hun idømtes den ovennævnte Straf. En Eftermiddag i Oktober Maaned f. A. saa hun Leilighed til i en Frugtkjælder, hvor hun var gaaet ned for at kjøbe for 2 Sk. Valdnødder, at stjæle et Dameoverstykke, som hun derefter pantsatte. I November Maaned derefter kom Arrestantinden en Dag forbi en Kjælder i St. Pedersstræde Nr. 10 og saa, at Ingen var tilstede i Stuen indenfor Kjælderdøren; hun gik derned og tilvendte sig af en Kurv, der stod indenfor Døren, fem Stokke Rulletøi, tilhørende en Arbejdsmands Hustru. I en Gadedør i Nærheden pakkede hun Tøiet sammen og skaffede sig Udbytte af Tyveriet ved Pantsætning. Hendes Forkjærlighed for Rulletøi viste sig ligeledes en anden Gang, da hun var dristig nok til atter at indfinde sig i det nysnævnte Sted og der bemærkede to Stokke Rulletøi, som henlaa i Vindueskarmen, og som hun tog med sig, da hun forlod Kjælderen. Efterat hun var kommen hjem udtog hun noget af Tøiet og pantsatte det øvrige. Foruden at have begaaaet endnu et Rulletøistyveri er hun en Dag i December Maaned, da hun kom fordi en Modehandlerindes Butik i Sølvgade og saa Døren staa paa Klem samt ikke bemærkede Nogen indenfor, gaaet ind i Butiken og har tilvendt sig en Kyse, der hang i Vinduet. Samtlige de stjaalne Klædningsstykker ere vurderede til 15 Rd. Endelig har hun stjaalet 1 Mk. fra sin Logisværtinde. Den Sidstnævnte har forklaret, at Arrestantinden af de 8 Nætter, hun boede hos hende, var ude de 7 Nætter til ud paa Morgenstunden, og at hun sov den halve Dag til Kl. 12 Middag, og Arrestantinden har selv erkjendt, at hun, naar hun gik ud om Eftermiddagen, ikke havde noget bestemt Maal for sin vandring, men undertiden gik til Dands i "Aftenstjernen" eller i "Kjæden", 1 hvorfra hun i Reglen kom sent hjem. Ved Sagens Paakjendelse blev hun dømt, dels i Medfør af Straffelovens § 64 til en efter sammes § 228 lempet Tillægsstraf, dels efter dens § 230, 1ste Led, og Straffen fastsattes til Forbedringshusarbeide i 18 Maaneder.

(Dags-Telegraphen (København) 27. januar 1870)

Højesteret stadfæstede dommen den 3. marts 1870. 

“Elisabeth Antoinette Jochumsen, et løsagtigt og i høi Grad Tyvagtigt Fruent:, der er straffet 6 Gange, navnlig for Tyveri i Rullekjældre. See mist: Prot: H. Pag: 249.” [1871]. Genealogisk Forlag.

Lidt om Forholdene paa den jydske Hede. (Efterskrift til Politivennen)

(Af A. J. Østergaard. Eft. "Dsk. Landbot.")

Mange af mine Landsmænd have et underligt feilagtigt Begreb om Heden og Hedeboernes Liv. Man troer ofte, at dette har fuldstændig Lighed med de nordtydske Hedeboeres, at deres Leveviis er en Slags Mellemting mellem Dyre- og Menneske-Levemaade. Dette er imidlertid en aldeles fejlagtig Opfattelse. Hedebonden har i de senere Aarti er anstrengt sig meget for at komme til at bo godt; smukke grundmurede Bygninger, vel vedligeholdte baade paa Muur og Tag, ere ikke langt fra at være Reglen, istedetfor Undtagelsen. 

Frilandsmuseet i Lyngby har en Hedegård fra Kølvrå (mellem Karup og Herning). Gården har 3 længer og stammer fra midten af 1800-tallet. Bindingsværket er af dårlig tømmer og udfyldt med såvel brændte som ubrændte lersten. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Hvert Aar forsvinder der store Strækninger af den lyngklædte Hede, som forvandles til Agerland. Disse Fremskridt skee i størst Udstrækning paa de gode Heder, paa de saakaldte Bakke-Øer (bakkede Hedestrækninger), thi der findes i Reglen en ret god Mærgel, undertiden kun dækket af et 2 Fod tykt Jordlag, bestaaende af Sand og Leer, men paa andre Steder dækket af en 6, 8-10 Fods jordskorpe, saa at Mergelen møisommeligt maa bringes op fra sit dybe Leie paa smaa Hjulbøre; men den skal bringes op, thi den er det eneste kraftige Middel til at bringe den raa Hede til at give Afgrøder. Da den bakkede Hede er stærkt gjennemfuret af smaa Dalstrækninger, i hvilke der som oftest findes lidt Mosedrag, søge Nybyggerne gjerne at opdyrke disse Dalstrøg, thi ikke alene give de mere Korn, men de yde ogsaa, besaaede med Græsfrø, en jevn god Græsning, paa Grund af, at der er større Muldrigdom end paa den høie Hede, og desuden vedligeholder den for Græsarter nødvendige Fugtighed sig længst paa disse Steder. Nybyggeren paa Heden har at kjæmpe med en slem Fjende, Fattigdommen; vel bliver han i Reglen ikke fattig paa Heden; men han har som oftest været det, da han begyndte; thi Hedebonden, Huusmandens Søn, hylder den vistnok rigtige Anskuelse, at det er bedre, selv at eie en Hedelod, end at henslide sine Dage som Dagleier, med Ophold i en jordløs Hytte. Er han nu en nogenlunde arbeidsom og driftig Mand, støttes han af en ligesaa flittig Kvinde, og Jordlodden, han har faaet, ikke er af altfor daarlig Beskaffenhed, saa hengaaer der som oftest ikke ret mange Aar, inden han begynder at blive "drivende", det vil sige, faaer sig et Par Stude at arbeide med. Er Nybyggeren først naaet saa vidt, gaaer hans Velstand stadig fremad, større Stykker af den lyngklædte Hede vendes med Ploven, store Mergeldynger blive bragte op paa Overfladen, et nyt Huus bygges for at modtage den forøgede Avl, og den lille Hytte forvandles efterhaanden til en net lille Bondegaard. Det er en Selvfølge, at der længe ikke kan blive Tale om, at han kan afbetale den Gjæld, han stiftede ved Kjøbet af Jordlodden; thi Forøgelsen af Bygninger og Besætning kan jo tage de Skillinger, som Driften kaster af sig; men omsider bliver Kvægholdet dog saa stort, al der kan lægges Noget tilside som Overskud.

Interiør fra hedegården fra Kølvrå på Frilandsmuseet. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Mangen fattig Mand og Kvinde have paa den Maade arbeidet sig frem til velstand, og hvor meget hurtigere maatte da ikke den kunne gjøre det, som har endeel Penge at raade over, naar han begynder. Det er min Overbeviisning, at mangen Een med en Kapital af et Tusinde Daler, som i Landets bedre Egne ikke kan skabe sig nogen selvstændig Livsstilling, ved at søge ud paa den jydske Hede vil kunne skaffe sig et sorgfrit Udkomme, en hyggelig Tilværelse. Det vilde være langt klogere end at vende Fædrelandet Ryggen og reise over Havet for at friste den lunefulde Lykke i Amerika. Vel sandt, den sorte Hede maa være en ubehagelig Omgivelse for den, der er vant til mere smilende Omgivelser; men ogsaa paa Heden kan Skoven voxe, og Hedeselskabet har stor Fortjeneste af at have paaviist, at flere Træsorter kunne trives paa Heden, naar Folk blot ville have Umagen med at plante dem. Hedebondens Liv er heller ikke saa trist som i tidligere Dage; thi den ene Nybygger opfører sit Huus ved Siden af den anden, saa der aldrig er langt til nærmeste Nabo, nye Skoler fremstaae, og det vil heller næppe vare ret længe, førend Staten lager sig af Heden ved Anlæggelsen af Veie og andre Forbindelsesmidler.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 24. januar 1870. Fotoer og afsnit indsat af redacteuren).

Ane Kirstine Marie Christensen. (Efterskrift til Politivennen)

Ved Højesterets Dom af 11te Novbr. f. A. er Ane Kirstine Marie Christensen, der tiltaltes for at have skilt sit Barn ved Livet, dømt til at straffes paa Livet. Barnet - et Pigebarn - , der var født den 28de Septbr. 1868, aflivede hun efter nogen Vaklen den 6te October f. A. i sit Hjem i Skarrild, Hammerum Herred, ved at kvæle det med et Tørklæde, hvorefter hun nedgravede Liget i nogen Afstand fra Huset. Som Motiv til Gjerningen angav hun, at hun ikke vidste, hvorledes hun skulde forsørge Barnet, og hun ikke ønskede det anbragt under Fattigvæsenet, da de under dettes Forsorg værende Pleiebørn have det saa daarligt. Samtlige de i Sagen voterende Tilforordnede i Højesteret have imidlertid indstillet hende til Eftergivelse af Livsstraffen, mod et hun hensættes til Tugthuusarbeide paa Livstid Som Grund herfor have de anført, at hun maa ansees, da hun besluttede sig til Gjerningen, at have befundet sig i en stærkt nedtrykt Sindsstemning, fremkaldt navnlig ved, at hun havde Grund til at ansee sig for forladt af Barnefaderen, og ved hendes Bekymring med Hensyn til Barnets fremtidige Forsørgelse. Justitsministeriet har sluttet sig til denne Indstilling, hvilken Hs. Maj. Kongen derefter ved Resolution af 11te December f. A har taget til Følge.

(Fyens Stiftstidende 24. januar 1870).

Johanne Magdalene Lund. (Efterskrift til Politivennen)

Johanne Magdalene Lund blev født omkring 1814. Af materialet nedenunder fremgår at hun i 1852 blev dømt (sikkert ikke første gang) til 4 års forbedringshusarbejde. Denne straf tyder på at hun tidligere havde været dømt, anslået 3 gange.

Nr. 178 Justitsraad Buntzen

contra

Johanne Magdalene Lund, Holmstrøms Enke (Defensor Brock) der tiltales for Tyveri og ulovlig Omgang med Hittegods.

Kjøbenhavns Criminal og Politirets Dom af 18de April 1857: "Arrestantinden Johanne Magdalene Lund, Holmstrøms Enke, bør hensættes til Tugthuusarbeide i otte Aar samt udrede de af denne Action flydende Omkostninger, derunder Salair til Actor og Defensor, Procuratorerne Borup og Baastrup 8 Rdl. til hver. At efterkommes under Adfærd efter Loven".

Høiesterets Dom.

I henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde kjendes for Ret:

Criminal og Politirettens Dom bør ved Magt at stande. I Salarium til Justitsraad Bunzen og Advocat Brock for Høiesteret betaler Tiltalte 20 Rdl. til hver.

I den indankede Doms Præmisser hedder det: "Under nærværende imod Arrestantinden Johanne Magdalene Lund, Holmstrøms Enke, for Tyveri og ulovlig Omgang med Hittegods anlagte Sag er hun, hvad den førstnævnte Forbrydelse angaaer, ved de af Jernhandler Peter Emilius Vilstrup og Hustru afgivne og beedigede Forklaringer tilstrækkeligt overbeviist at have været i Besiddelse af 7 til et Paraplystativ henhørende og til 2 Rdl. 2 Mk. vurderede Malmpiber, med Hensyn til hvilke Commissionair Julius Vilhelm Moyel og hans Hustru Caroline Lund have aflagt Tilhjemlingsed hvis Betydning for Moyels Vedkommende ikke kan ansees svækket ved den under Sagen fremlagte, ham overgaaede Dom af 30te September forrige Aar og præsteret Beviis for deres Besiddelse, ligesom hun, forsaavidt betræffer Sigtelsen for ulovlig Omgang med Hittegods, er overbeviist at have undladt at oplyse en af hende funden, Nicoline Starup tilhørende og til 1 Rdl. vurderet Skindkrave, uagtet hun havde været i Besiddelse af samme fra den 13de November forrige Aar, indtil hun under denne Sag blev anholdt. Da de under Sagen iøvrigt oplyste Omstændigheder derhos vise, at Arrestantinden selv har stjaalet de ovennævnte Malmpiber, vil hun, der er langt over criminel Lavalder og blandt Andet ved nærværende Rets Dom af 28de August 1852 anseet efter Forordningen af 11te April 1840 § 15 samt Forordningen af 21de August 1829 § 2 med Forbedringshuusarbeide i 4 Aar, nu være at dømme i henhold til Lovens 6—17-10 og 11, cfr. Forordningen af 8de September 1841 § 6, efter førstnævnte Forordnings § 16, cfr. §§ 79 og 58, og Straffen efter Omstændighederne at bestemme til Tugthuusarbeide i 8 Aar".

(Højesteretstidende 1857, s. 242-243) 

Tyveri. Det tidligere oftere straffede Fruentimmer Arrestantinden Johanne Magdalene Lund Holmstrøms Enke, gik en Dag i Sommer ind paa Tømmermester Unmachs Plads i St. Hansgade, hvilken kun var aflukket saaledes, at Døren til samme aabnede sig af sig selv, naar man i en klokkestreng udenfor. Hun medbragte en Sæk og fyldte denne, uden hertil at have faaet Tilladelse, da der paa den Tid Ingen var tilstede paa Pladsen, med endeel Spaaner hun fandt sammesteds, hvorpaa hun bragte Sækken hjem paa sin Bopæl paa Fælledvejen. Kort efter kom hun tilbage, gik igjen ind paa pladsen, som ogsaa dengang var ubevogtet, og fyldte paany den medbragte Sæk med Spaaner; men da hun fik Øie paa en Øxe (en saakaldet Bredbile) og en Høvl. der laa under et Skuur, kunde hun ikke modstaae Fristelsen, hvorfor hun tog disse og puttede i Sikken, hvor hun skjulte dem under Spaanerne, hvorpaa hun med Sækken paa Ryggen forlod Pladsen. Skjøndt Arrestantinden troede sig ubemærket, havde dog en i Nabostedet boende Kone fra sit Vindue seet hende tilvende sig det ommeldte Værktøj, hvorfor bemeldte Kone fulgte efter Arrestantinden og indhentede hende i Nærheden af dennes Hjem og anmodede hende om at følge med tilbage til Tømmerpladsen, hvor Sækkens Indhold derpaa blev undersøgt og Arrestantinden anholdt. 

Sidstnævnte vedblev længe under Forhøret at paastaae, at hun af en ubekjendt Person, hun traf paa Pladsen, havde faaet Tilladelse til anden gang at fylde Sækken med Spaaner, og at denne Person, der hjalp hende hermed, uden hendes Vidende maatte have lagt Øxen og Høvlen deri; først efter at den ovennævnte Kone og et andet Vidne havde afgivet Forklaring om Tyveriet, tilstod Arrestantinden omsider Sandheden. Det ommeldte Værktøi tilhørte en hos Unmach arbeidende Tømmersvend, der gjenkjendte det som sin Eiendom.

Arrestantinden, der er 51 Aar gl. og senest for Tyveri har været straffet med 8 Aars Tugthuusarbeide, blev nu for 5te Gang begaaet Tyveri i Medfør af Straffelovens §§ 306 og 307 efter sammes § 232 ved Criminal- og Politirettens Dom anseet med 2 Aars Tugthuusarbeide.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 9. august 1866).

“Johanne Magd: Lund, Holmstrøms Enke, født i Kbhvn: 1/12 14; straffet oftere senest med 8 Aars Tugthusarbeide for tyveri og ulovlig Omgang med Hittegods; stjæler Smaat ved Leilighed og i Boutikker. 117”. [1865]. Genealogisk Forlag.

- Paakjendte Sager i Kriminal- og Politiretten:

Den 18de September f. A. blev der heri Staden begaaet et Tyveri, hvis Opdagelse var ledsaget af saadanne Omstændigheder, at den Sigtede neppe vilde have undgaaet at rammes af Lovens Straf, hvis Lovgivningens Regler om Bevis havde været mindre strænge.

Anmelderen af Tyveriet, en herværende Vognmand, havde, medens han var sysselsat med at aflæsse Murgrus i Gaarden til en Eiendom i Gothersgade, hængt sin Frakke, der navnlig var kjendelig ved sit røde For, i Porten til Stedet, og da han omtrent et Kvarter senere vilde tage den paa, var den forsvunden. Han gjorde ufortøvet Anmeldelse til Politiet, og samme Dags Eftermiddag fandtes den af en Politibetjent hos en Pantelaaner i Slippen, hos hvem den var pantsat af et ældre Fruentimmer omtrent en halv Time, efter at den var frakommen Eieren.

I len i mod 14 Dage derefter, nemlig den 1ste Oktober, indfandt der sig en lille Dreng hos Pantelaaneren for at pantsætte et Shavl. Pantelaaneren, som ikke maa laane til Børn, afviste Drengen med den Besked, at Shavlets Eier selv maatte komme, men efter at Drengen var gaaet udenfor, hørte han igjennem den aabenstaaende Dør, at Drengen meddelte Besked om sit mislykkede Ærinde til et Fruentimmer, der stod udenfor, og som i Stedet for al efterkomme Opfordringenskyndte sig bort. Pantsætteren anede nu Uraad, ilede efter Fruentimmeret, fik hende ved en Arbejdsmand bragt tilstede i Boutiken, hvor hun gjenkjendtes saavel af Panlelaaneren som af dennes Hustru som det Fruentimmer, der den 18de September havde pantsat den stjaalne Frakke hos ham. Hun negtede vel at være den Paagjældende, men i Stedet for at blive heftig over Beskyldningen, viste hun sig i sin hele Adfærd saa forknyt, at Pantelaaneren yderligere bestyrkedes i sin Overbevisning og sendte Bud efter Politiet, der anholdt hende og førte hende til Politistationen, hvor det oplystes, at hun var et tidligere for 6te Gang begaaet Tyveri med Tugthusarbeide i 2 Aar straffet Fruentimmer, ved Navn Johanne Magdalene Lund, Holmstrøms Enke.

Sagens Forfølgning blev nu overdraget til Kriminal- og Politiretten, og efter at Anholdte var bleven arresteret ved det saakaldte Grundlovsforhør, optoges Hovedforhøret ved 4de Kriminelkammer. Arrestantinden fastholdt under dette uafbrudt sin Negtelse af at have stjaalet Frakken. Hun vilde ikke engang erkjende, at hun havde været i Besiddelse af den og fremkom med forskjellige Forklaringer om Grunden til sin Adfærd ved Anholdelsen, hvilke alle stode i Strid med Vidnernes Forklaringer. Den Bestjaaine har bevist sin Ejendomsret til Frakken ved Vidner og har aflagt Tilhjemlingsed paa, at den er frakommen ham imod Vidende og Villie; Pantelaaneren og hans Hustru have derhos edelig bekræftet deres Forklaringer om, at Arrestantinden har havt Frakken i sin Besiddelse, og at hun er den Person, der den 18de September pantsatte den i hans Boutik kort efter at den var stjaalen, og medens den endnu var vaad af Regn. Trods disse stærke Indicier, der under en Nævningeproces utvivlsomt vilde være blevne ansete for tilstrækkelige til, at Arrestantinden efter den kunde kjendes skyldig i Tyveriet, maatte Retten finde Straffeloven uanvendelig, navnlig fordi den stjaalne Frakke var funden i Pantelaanerens og hans Hustrus Besiddelse, og disse derfor ikke kunde anses for fuldgyldige Vidner, med mindre deres Forklaringer støttedes af andre Bevisligheder , hvilke ikke have kunnet tilveiebringes.

Ved Rettens Dom frifandtes derfor Arrestantinden, dog saaledes, at hun tilpligtedes al udrede Aktionens Omkostninger.

(Fædrelandet 10. januar 1870)

- Arrestantinden Johanne Magdalene Lund Holmstrøms Enke, har i Løbet af omtrent en Snes Aar med kortere eller længere Mellemrum været straffet bl. A. flere Gange for Tyveri senest for denne Forbrydelse med 2 Aars Tugthusarbejde. Da hun fornylig atter var tiltalt for at have stjaalet en Frakke, blev hun Mangel paa Bevis for sin uhjemlede Besiddelse af den stjaalne Frakke frifunden ved Rettens Dom af 8de f. M. Dagen efterat hun var løsladt, gik hun ud fer at søge sig et Logis, og i et Sted i vognmagergade tog hun af en Ballie noget Vasketøj. Arrestantinden blev nu anholdt og gik efter nogen Nægtelse til Bekendelse. Hun blev nu for 6te Gang begaaet Tyveri af Kriminal- og Politiretten idømt 4 Aars Tugthusarbeide.

(Folkets Avis (København) 26. februar 1870).

Nr. 108. Advocat Levinsen

contra

Johanne Magdalene Lund, Holmstrøms Enke (Defensor Klubien), 

der tiltales for Tyveri. Criminal- og Politirettens Dom af 22 den Februar 1870:

"Arrestantinden Johanne Magdalene Lund, Holmstrøms Enke, bør straffes med Tugthuusarbeide i 4 Aar, samt udrede denne Actions Omkostninger og derunder Salair til Actor og Defensor, Prøveprocurator Krabbe og Procurator Møller, med 5 Rd. til hver. At efterkommes under Adfærd efter Loven.

Høiesterets Dom.

I Henhold til den i den indankede Dom anførte Grunde kjendes for Ret: Criminal- og Politirettens Dom bør ved Magt at stande. I Salarium til Advocaterne Levinsen og Klubien for Høiesteret betaler Tiltalte 10 Rd. til hver.

I den indankede Doms Præmisser hedder der: "Da Arrestantinden Johanne Magdalene Lund, Holmstrøms Enke, der er født den 1ste December 1814 og tidligere straffet 5 Gange for Tyveri, senest ved denne Rets Dom af 7 der August 1856 i Medfør af Straffelovens § 306 og § 307 efter sammes § 232 for 3die Gang begaaet Tyveri med Tugthuusarbeide i 2 Aar, samt derhos ved samme Rets Dom af 8de Januar d. A. frifunden for Actors Tiltale i den imod hende for Tyveri anlagt Sag, er i nærværende Sag, hvorunder hun ligeledes tiltales for Tyveri, ved gen med der iøvrigt Oplyste stemmende Tilstaaelse overbeviist at have den 12te sidstnævnte Maaned, Dagen efterat være bleven løsladt af den Varetægtsarrest, hvormed hun i Anledning af den ommeldte den 8de Januar d. A. paakjendte Sag havde været belagt, frastjaalet Hanne Andersdatter, Snedkersvend Johansens Hustru, en Deel ialt til 2 Rd. 1 Mk. 8 sk vurderet Linned, som hun tilvendte sig fra en udenfor Bestjaalnes Beboelsesleilighed paa den Svale staaende Ballie med vasket Tøi, saa vil hun nu blive at dømme efter fornævnte Lovs § 232 for 6te Gang begaaet simpelt Tyveri efter Omstændighederne til Tugthuusarbeide i 4 Aar."

(Høiesteretstidende nr. 5, 22. april 1870)

Ved folketællingen 1880 ses hun som 65-årig at være indsat som straffefange i Nyborg.