Slevigeres Møde paa Vodroffsvej. (Efterskrift til Politivennen)

Herværende Slesvigeres Opmærksomhed henledes paa omstaaende Opfordring til at samles imorgen Aften Kl. 7 i Arbeiderforeningens Sommerlokale, Vodrofgaard i det omtalte Øiemed.

(Dags-Telegraphen (København) 2. august 1870).Mislykkede politiske Optøier. Der bestaaer, som bekjendt for de Allerfleste, her i Byen "et sønderjydsk Samfund", som jævnlig holder selskabelig." Sammenkomster og hvor selvfølgelig de nuværende Begivenheder, med hvilke Slesvigs Skæbne i fremtiden efter al menneskelig Kløgt at dømme synes uadskillelig forbunden, ere omtrent det eneste Gjenstand for al Diskussion. Da man nu i disse Dage læste en Indbydelse fra og til Slesvigerne til et Møde paa Vodrofgaard iaftes, maatte Tanken naturlig vende sig henimod Selskabet som det, hvorfra Indbydelsen var udgaaet, skjøndt der paa den anden Side var to Omstændigheder, som gjorde dette lidet sandsynligt; den ene var den, at der under Indbydelsen ikke fandtes noget Navn; thi det kunde ikke antages, at de hæderlige Mænd, som danne Selskabets Bestyrelse, ikke skulde vove at træde frem under Navn, naar de overhovedet fandt Tidspunktet passende til offentlig at krydse Regjeringens Hensigter eller paa anden Maade forlade den afventende Stilling, som hele Folket i Tillid til Regjeringens Hæderlighed indtager. Men dertil kommer, at de herværende Slesvigere altid have vist stor Takt i deres Optræden, og at en Sammenkaldelse af et offentligt Møde i dette Øieblik a ttl saa taktløs Optræden som vel mulig, behøver neppe nogen Forklaring. Det viste sig da ogsaa iaftes ved Mødet, som havde samlet flere Hundrede Deltagere, hvoraf en stor Mængde Medlemmer af det nævnte Samfund, at disse vare fuldstændig fremmede for det hele Arrangement, hvorom de først gjennem Aviserne havde faaet nogen Kundskab. Omtrent en halv Time efter den fastsatte Mødetid hørte man Tale om, at nu var Formanden eller Indbyderen - hvad man vil kalde ham - kommen; men efter nogen Tids Venten hed det atter, at han havde forladt Eiendommen i største Skyndsomhed. Utaalmodigheden begyndte nu paa forskiellig Maade at lægge sig for Dagen, indtil Redaktør Rimestad noget efter kom tilstede. Han forlangte nu Ordet og advarede derefter r meget bestemte Udtryk mod at tage noget Hensyn til den skete Opfordring, dels af Hensyn til den Personlighed, som stod bag det Hele, dels fordi den Sag, hvorom Forhandlingerne skulde dreie sig, var saa dyrebar og hellig, at man ikke maatte give Nogen Lov til at tage paa den med uvaskede Hænder. Han føiede til, at det vilde være baade Daarskab og maaske til stor Skade, hvis man her netop i denne Stund vilde begynde paa Optøier og Spektakler - anderledes kaldte han ikke den hele Forestilling, som her var forsøgt sat i Scene. Under levende Tilslutning foreslog han derfor at hæve Mødet og at glæde sig i Forening over den smukke Aften. Da en Slesviger derefter for at bøde Noget paa det uheldige Udfald, som en paa en Maade i Slesvigernes Navn udstedt Indbydelse havde havt, udbragte et med Jubel modtaget Leve for Konge og Folk, udtalte Riimestad tilsidst, at han med Glæde vilde være med til en saadan Demonstration, men dertil behøvedes det ikke, at man trommede Folk sammen, og endnu mindre behøvedes dette for at konstatere, at Nordslesvigerne føle sig som Et med det danske Folk, eller at det danske Folk er villigt til, naar Timen slaaer, at bringe ethvertsomhelst Offer for at opfylde dets eget og Slesvigernes fælles Ønske, en Gjenforening inden vort elskede Fædrelands Grændser. Hermed var Mødet hævet.

(Dags-Telegraphen (København) 4. august 1870)

Sammenkomst af Slesvigere. Ved et Avertissement i flere af Kjøbenhavns Blade havde "endel flygtende Slesvigere" indbudt til et Møde i Onsdags Aftes i Arbejderforeningens Sommerlokale ved Vodrofsgaard. Øiemedet angaves at være dette, at "give de i Kjøbenhavn værende Slesvigere Leilighed til ved et fælles Skridt at frembære deres Ønsker og Forhaabninger for dem, i hvis Hænder Afgjørelsen ligger." Dette Møde afgav et nyt Bevis paa, hvor letsindig Folk handle ved at følge anonyme Indbydelser. Efterat et Par Hundrede Mennesker havde drevet omkring i Haven over en Time efter den Tid, da Mødet skulde være begyndt, fremstod Redaktør E. B. Rimestad paa Havetrappen og oplyste Forsamlingen om Beskaffenheden af denne Sammenkomst. I saa alvorlige Øieblikke, hvor der førtes de for Danmarks Skjæbne mest afgjørende Underhandlinger, burde man ikke holde Sammenkomster, hvortil anonyme Mænd havde indbudt; det Mindste, man kunde forlange af en Mand, der vilde tale med om Danmarks Velfærdssag, var, at han kunde og vilde være sit Navn bekjendt. Taleren gjorde opmærksom paa, at den egenlige Ophavsmand ikke engang var tilstede, og denuncerede ham som en i politisk Henseende mistænkelig og i det Hele taget meget upaalidelig Person. En Broder til den saaledes Omtalte, der forøvrigt lod til at være velbekjendt for de Tilstedeværende, søgte at forsvare ham, og der udspandt sig imellem ham og Redaktør Rimestad en Forhandling, der førtes i efterhaanden mindre og mindre parlamentariske Former og endte i Salen indenfor Havetrappen. Den anonyme, udeblevne Indbyders Broder, hvis Patriotisme ligeledes af forskjellige af de Tilstedeværende blev i høi Grad mistænkeliggjort, maatte trække sig tilbage. For dog at faa noget Udbytte af denne ellers saa mislykkede Sammenkomst udbragte en Slesviger et Leve for Kongen og Redaktør Rimestad et Leve for Slesvig.

(Frederiksborg Amts Tidende og Adresseavis (Hillerød) 5. august 1870)

Den sønderjyske Forening i København var blevet oprettet i 1866 på initiativ af historikeren A.D. Jørgensen og bestod af sønderjyske studenter, håndværkssvende og gårdskarle og var mødested for landflygtige sønderjyder i København. De mødtes ugentligt i Håndværkerforeningens lejlighed i Læderstræde, hvor man samledes om foredrag, fællessang og punch. Til møderne var der brug for en sangbog, og foreningen udgav derfor i 1867 sangbogen Tohundrede Sange, som blev forløberen for Den blaa Sangbog. Den blev nedlagt 1870.

Den Fransk-Tydske Krig - Udbruddet. (Efterskrift til Politivennen)

Den fransk-tyske krig 1870-1871 mellem Frankrig og Det Nordtyske Forbund (støttet af Baden, Bayern, Hessen og Württemberg) var bl.a. udløst af fransk frygt for en tysk samling under Preussens ledelse. Ved udsigten til at den spanske trone skulle overtages af en preussisk prins, følte Frankrig sig omklamret og det endte med en fransk krigserklæring den 19. juli 1870. Nogle aviser i Danmark luftede ideen om at Danmark skulle gå ind i krigen på fransk side, bl.a. for at få Nordslesvig. Nogle mente endda at stemningen blandt befolkningen var for det. 

Franske Sympathier. Hvis man behøvede en ærligere Bekræftelse paa Sandheden af de forskjellige Meddelelser om, at der hos Hovedstadens Befolkning atter har viist sig en frisk og frimodig Stemning, som bringer Mindet om Martsdagene i 1848 til at staae klart for den ældre Slægt, og som danner en glædelig Modsætning til den uhyggelige Aand, der hvilede over Byen i 1863, vilde man i Løverdags i Tivoli have faaet en saadan. Fra de franske Orlogsskibe paa Rheden havde fire Officerer foretaget en Udflugt til Tivoli, og Synet af disse elektriserede formelig det ellers saa adstadige Løverdagspublikum, Da de omtrent Kl. 9½ gik over imod Basaren, spillede Dahls Orkester Marseillaisen, som de Fremmede hørte paa med blottede Hoveder, medens Publikum hilsede Sangen med levende Hurraaraab, Efter tredie Afdelings Slutning i Koncertsalen forlangte flere Røster blandt det talrige Publikum under stormende Bifaldsraab, at Orkestret skulde spille Marseillaisen; men da Krigsraad Lumbye meddeelte, at Direktionen havde forbudt denne Sangs Udførelse (!), forlangte man "den tappre Landsoldat", hvilket Ønske blev efterkommet, og Sangen lød atter fra de Tilstedeværende med samme løftende Begejstring som for over 29 Aar siden. Imidlertid var et af Direktionens Medlemmer kommet tilstede og havde formodentlig suspenderet det meningsløse Forbud, forhaabentlig for bestandig; thi et Øieblik efter lød fra Orkestertribunen den franske Nationalsang, hilset med stormende Jubel, som gjentog sig efterat Melodien tre Gange var spillet og sungen med fuldtonende Røst af saavel Damer som Herrer i den tætfyldte Sal. (Dags-Telgr.)

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 2. august 1870).

I Nordslesvig opbyggede Preussen forsvar mod et eventuelt fransk flådeangreb på havnene, bl.a. ved Dybbølstillingen, Sønderborg og Als. 

Hertugdømmerne. (Af et Brev fra Mellemslesvig den 1ste August.) De militaire Transporter langs den slesvigske Jernbane vedvare endnu bestandig. I de sidste Dage er der foruden Landeværnstropper især blevet befordret Munderingsgienstande, Vaaben, Ammunition og Proviant. Sidstnævntes Bestemmelsessted er væsentlig Sønderborg. Betydelige Qvantiieter Meel, Riis. saltet Kød, Salt og Havre ophobes i denne Byes Magasiner, landevejen fra Flensborg til Sønderborg frembyder en uafbrudt Færdsel i denne Tid. En stor Deel af Transporten udføres imidlertid ad Søveien og selv de smaa Dampskibe "Adler" og "Seemöwe", der ellers tre Gange dagligen besørge Farten imellem begge Byer, anløbende 8 Mellemstationer paa begge Sider af Fjorten, have maattet indskrænke deres Farter paa Grund af de omtalte Militairtransporter. Postdampskibsfarten fra Korsør til Flensborg er som bekjendt bleven standset. Det svensk-norske Viceconsulat har nu ogsaa under den 28de f. M. meddeelt, at Dampskibs-farten mellem Christiania og Flensborg, der udføres af "Viken", foreløbig ophører. Det nordtydske Expeditionsselskab (Norddeutsche-Packet Beforderungsgesellschaft) befordrer paa Grund af Krigen ingen Pakker mere langs jernbanerne. De tydske Assuranceselskaber speculere allerede i de snart forestaaende Fjendtligheder og forventede Krigsskader, idet de i de Localblade, der endnu have Lov at udkomme, meddele Betingelserne for Forsikkringer mod Brandskader foranledigede ved Krig, og Beskadigelser af Eiendomme, hidrørende fra Oprør. Fra Sønderborg vedvarer Udvandringen, især af Kvinder, Børn og de mere velhavende Indvaanere, hvis Næringsvej ikke nødvendig knytter dem til Stedet. Den af de Herrer Knuth, A. Ingwersen, C. Christiansen, J. Balzer, E. Jürgensen og F. R. Friedrichsen bestaaende Comitee i Flensborg har seet sig istand til at skaffe ikke faa af de Flygtende Befordringsmidler og Logis til og i nævnte By. Den Troppemængde, der nu er forsamlet til Forsvar for Fæstningsværkerne ved Alssund anslaaes til 7-8000 Mand, deriblandt henved 2000 Mand Artillerister og Ingenieurer. Det er foruden den slesvigske Fæstnings Artilleri- Afdeling Nr. 9 væsentlig Landeværns Batailloner, der nu have taget Ophold i Sønderborg, Sundeved og paa Als. Byen vil blive forfærdelig overfyldt, naar Fæstningsværkerne i den nærmeste Fremtid skulde blive blokerede eller angrebne og Mandskabet, der just ikke hører mere til de ganske Unge, vilde i det tilstundende Efteraar komme til at døie utroligt, dersom det lille Sønderborg ved et Bombardement eller andet fjendtligt Angreb skulde afbrænde heelt eller tildeels som i ren sidste Krig. For Tiden arbeider en stor Deel af samme i Skandserne, af hvilke en Deel endnu savne det fuldstændige Antal Skyts og den fornødne Ammunition. Der siges her, at samtlige fortificatoriske Værker ere forbundne med hverandre ved en underjordisk telegraphisk Ledning, samt at der, foruden en Ledning imellem Sønderborg og det ligeoverfor liggende Brohoved, findes et hemmeligt lagt Kabel længere nordpaa i Sundet. Endnu i den allersidste Tid er der ved den sydlige Udkant af Sundet blevet arbeidet paa Jordværker, der skulle forøge den Krydsild, med hvilken Preusserne mene at kunne afværge de franske Pandserskibes Fremtrængen til Nærheden af Sønderborg. Befolkningen paa Als er stærkt bebyrdet med Kjørsler og Indkvartering og bliver vel neppe fri for en ufrivillig Leverance af Slagtekvæg, naar Tropperne maae forlade Fæstningens fjernere Omegn. Stemningen er imidlertid ingenlunde trykket hos Øens dansksindede Parti.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. august 1870)

En fransk Østersø-eskadre på ca. 10 skibe heriblandt 5 panserfregatter patruljerede i danske farvande og ud for Kiels havn. Tilsvarende lå der en fransk flåde på bl.a. 6 panserskibe som stod overfor preussiske kanonbåde. Preusserne posterede formodentlig 20-25.000 tropper, der blev indført en kortvarig belejringstilstand, pålagt pressen censur og arresteret enkelte fremstående dansksindede personer, fx Kryger Bevtoft:

Stemningen. Det er er sand Fornøielse, skriver "V. A. F". i disse Dage at være Vidne til den Aand, som aabenbarer sig i Folket saavelsom i By paa Land. Har man været i Vilderede med Folkets Stilling overfor Tydsk og Dansk, saa behøver man blot at gaae ud og høre. Allevegne hvor man kommer, er Krigen Dagens "brændende" Spørgsmaal, og allevegne aabenbarer sig den dybeste Uvillie imod Preussen og den meest levende Sympathi for Frankrig. Vi troe dog ikke, at Uvillien mod Preussen egentlig kan kaldes Tydskerhad, saaledes at man hader Tydskerne som Folk, men det er som Danmarks Fjende og Retfærdighedens Undertrykkere man ønsker det alvorlig tugtet, at Folket maaskee kan komme til at fatte dets egentlige Opgave. Danmarks Deeltagelse i Kampen omtales ogsaa allevegne, og hvis der bliver Tale om, at vi skulle tage Parti, gaaer Folket omtrent eenstemmig med Frankrig; derimod gives der vel ikke saa, navnlig blandt de Ældre, hvem Krig er en Modbydelighed, og derfor nok kunne ønske os udenfor; men Ungdommen er omtrent overalt stemt for, at Danmark bør gaae med, og mange Ældre ere af samme Mening. Man har nu i over 4 Aar talt om Sønderjyllands Gjenerhvervelse, siger man, nu foreligger Lejligheden med den største Sandsynlighed for et heldigt Udfald; skulde vi nu ikke gribe den, ialfald hvis vi blive opfordrede til at tage Deel, saa maae vi helst for Eftertiden lade være at tale om Sønderjyllands Gjenerhvervelse. Denne Skildring af Stemningen er aldeles tilforladelig, forsaavidt som vi i en temmelig udstrakt Kreds have kunnet erfare. Det er nok Sagnet om Holger Danske, der har begyndt at vække den vcnme danske Fædrelandskjærlighed; Gud give den Værd og Fremgang !

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 3. august 1870)

Branddirektør Matthiesens Anholdelse. (Efterskrift til Politivennen)

I juli 1870 blev den tidligere branddirektør i Gottorp Amt anholdt umiddelbart efter udbruddet af den fransk-tyske krig. Brandinspektørens beretning følger:

Branddirecteur Matthiesens Anholdelse i Flensborg. Forhenværende Branddirecteur i Gottorp Amt, Hr. Matthiesen, har velvillig tilstillet os følgende Meddelelse om de nærmere Omstændigheder ved hans tidligere omtalte Anholdelse i Flensborg: 

"Den 21de ds. modtog jeg et Telegram fra en i Paris bosat dansk Hestehandler, der kom fra Rusland med en Transport af 33 Stkr Luxusheste, bestemte til Paris, mod Anmodning om at være ham behjælpelig med at faae disse udleverede eller skadesløst betalte, idet de vare blevne beslaglagte paa preussisk Territorium som tjenlige til Remonter; han selv ankom Dagen efter hertil Kjøbenhavn, og vi afreiste samme Aften, efterat jeg havde forsynet mig med Pas i Udenrigsministeriet, til Berlin over Flensborg. Paa Flensborgs Banegaard bleve vi anholdte af en Gendarm og bragte paa Politikammeret, hvor vi underkastedes et 2½ Time varende Forhør, grundet paa, at Texten i vore Passer var i det franske Sprog, hvilket, saavidt mig bekjendt, altid har været Tilfældet med de fra Udenrigsministeriet udfærdigede Passer. Da der tillige forelaa endeel Telegrammer til min Reisefælle fra Paris, som via England vare blevne næsten uforstaaelige og noget lignede Chiffre, bleve vi betragtede som meget mistænkelige Individer og under Escorte førte hen i den militaire Vagt, hvor en preusisk Major (Pladscommandanten) snart efter indfandt sig og inqvirerede os. Majoren, der var en velopdragen, vakker Mand, fandt imidlertid vore aabne Udsagn mere "glaubwürdige" end Politimesteren, der ikke syntes at forstaae det franske Sprog; han erklærede dog, at han paa Grund af den indtraadte Beleiringstilstand ikke turde sætte os paa fri Fod, men beklagede at maatte indespærre os i to forhaandenværende slette Detentionslocaler, indtil det danske Postskib atter afgik til Korsør, da han ikke kunde tillade os at træde i nogetsomhelst Samkvem med Flensborgs Indvaanere. Efter vor Protest mod disse mindre behagelige Udsigter, indrømmede han os, at vi under Bevogtning og for egen Regning maatte lade os indespærre i et Hotel, hvorhen vi da førtes og gjordes opmærksomme paa, at en preussisk Skildvagt var placeret udenfor Hotellet og en Gendarm posteret udenfor Døren til vort Værelse paa samme Tid som til Yderligere Sikkerhed en Overpolitibetjent tog Ophold i selve Værelset, som blev forsvarligt aflaaset. Paa vort Forlangende blev vor Bagage bragt os fra Politikammeret; men henimod Kl. 4 om Eftermiddagen ankom Commandanten og Politimesteren med Præget af stor Alvor og Høitidelighed i Ansigterne; af en lang, hviskende Conference udenfor Døren erfoer vi, at en "Hr. Geheimerath" var "sehr ungehalten" over, at vort Rejsegods ved Politimesterens Forsømmelse ikke var blevet gjennemsøgt førend det udleveredes os. "Geheimeraaden" var selv tilstede i Stueetagen og afventede den vigtige Opdagelse, som nu meentes at forestaae. Vore Klæder, Lommer, Skotøi etc. bleve nu gjennemsøgte paa det Skarpeste, og da min Reisefælle paa Forespørgsel erklærede ikke at have andre Papirer end de alt forefundne, med Undtagelse af et gammelt Pas, som maaskee fandtes i hans Kuffert, syntes Politimesteren at blive meget befippet over sin Malconduite, ikke at have gjort en saa vigtig Opdagelse før, medens Commandanten strax erkjendte, at de hos os forefundne Passer ganske vare af samme Beskaffenhed og i det samme Sprog som det nys fundne med Aarstallet 1868, ligeledes udfærdiget af det danske Udenrigsministerium, og at altsaa den nuværende Krigstilstand ikke havde havt nogen Indflydelse paa Benyttelsen af det franske Sprog i danske Passer. Vi maatte imidlertid forblive i vort ufrivillige Fangerskab, men bleve behandlede med al mulig Forekommenhed, og Kl. 12 Midnat transporteredes vi ombord i "Odderen", hvor Politiet ikke forlod os, førend Skibet kastede los.

Byen vrimlede af indkaldt Mandskab fra Aachen, som skulde iklædes for atter at sendes sydpaa.

Disse Oplysninger tillige i Anledning af "Flensburger n Z."s mystiske Betragtninger og idiotiske "Mahnung" med Hensyn til den danske Presse, ser ikke staaer i fjerneste Forbindelse med vor Arrestation, der udelukkende maa betragtes som en under Krigsforhold ganske sædvanlig Forsigtighedsforholdsregel, selv om der, som i dette Tilfælde, gribes feil paa Grund af underordnede Embedsmænds Lyst til at gjøre sig vigtige, eller for blot at tilfredsstille den Slesvigholstenske egne Mani at fortrædige alle Danske.

Kjøbenhavn, den 28de Juli 1870.

Matthiesen,

forhv. Branddirecteur."

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 29. juli 1870).

Et Exempel paa kirkelig Ufordragelighed. (Efterskrift til Politivennen)

Under denne Overskrift meddeler "Dansk Folketidende" en Historie, som vi vilde ønske Pladsen tillod os at gjengive i sin Heelhed, fordi den tjener godt til at oplyse, hvorledes der, trods vor Religionsfrihed, kan udøves ad Omveie Samvittigtvang indenfor Folkekirken. I Høiberg Sogn i Viborg Stift have to Familier løst Sognebaand til den fire Miil derfra boende Sognepræst for Bjerregrav Sogn i Aarhuus Stift, Christiani. Da de bo saa langt borte, kommer han en Gang om Maaneden til dem og holder Gudstjeneste for dem og hvem der ellers vil høre derpaa. Men Alterens Sakramente maa ikke ikke uddeles i Hjemmet uden særlig Tilladelse. For nu ikke at være nødte til at reise 4 Miil for at komme til Alters, ansøgte de to Familier om at maatte benytte deres egen Sognekirke. Denne Tilladelse er bleven nægtet af Biskop Brammer, efter at saavel Sognepræsten i Høibjerg, Langhoff, som Provsten Jessen havde raadet hertil, under Paaskud af, at der, om Tilladelsen gaves vilde vækkes Splid og Bitterhed i Menigheden, og Minister Rosenørn har under 3die Januar stadfæstet Nægtelsen. Det er under Sagen kommet frem, at Christiani og de, som have sluttet sig til ham, have været Gjenstand for den urimeligste Uvillie og Ophidselse fra de andre Sognebeboeres Side, uden at Præsten har gjort nogetsomhelst for at overbevise dem om det Ukristelige heri, og Biskop og Minister viste denne ufordragelige Mening det største Hensyn, medens de finde det aldeles ligegyldigt, om Sognebaandsløserne skulle bøde for deres Vedhængenhed ved en Præst, der har forstaaet at tale til deres Hjerter, med at reise 4 Mile istedetfor Miil til deres egen Kirke. Det er jo Smaating, vil man sige, og tilvisse Lidelsen er ikke stor. Men det er ingen Smaating, at blind Ufordragelighed næres af Folkekirkens Tjenere istedenfor at bekæmpes, og kan næres, fordi Loven ikke giver Sognebeboerne Adgang til frit at skiftes til at bruge deres egen Kirke, naar de ikke ville slutte sig til samme Præst.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 22. juli 1870).

Julius Ferdinand Bjerager Langhoff (1814-1902) var præst i Høibjerg sogn, Viborg stift .

Anton Carl Emil Christiani (1817-1901) blev cand. teol. 1840. Efter et par job som lærer, holdt i 1½ år sammen med L. Helweg søndagsaftengudstjeneste. I marts 1846 blev han sognepræst i Bjerregrav, Aalum og Tanum. Christiani var en ivrig tilhænger af Grundtvig. 1863 gav ved en Artikel om inspirationsbegrebet stødet til en strid om grundtvigianismen (Dansk Kirketidende, 1863, Nr. 5). Fra 1871 var han sognepræst i Nysted og Herridslev, og 1884 Medlem af Nysted Byråd Han tog sin afsked i 1886 for at nyde sin pension i udlandet. Blandt hans værker: Rimordbog (1888).

Landstrygersken Margrethe Ydesdatter. (Efterskrift til Politivennen)

Nedenstående højesteretsdom gav et indtryk af en landstryger.

Nr. 275. Advocat Brock

contra

Margrethe Ydesdatter (Defensor Buntzen)

der tiltales for Hæleri eller Attentat paa denne Forbrydelse eller i alt Fald for ulovlig Omgang med Hittegods samt for Betleri.

Kjøbenhavns Amts søndre Birks Extrarets Dom af 23de Juli 1858: Arrestantinden Margrethe Ydesdatter bør hensættes til Forbedringshuusarbeide i to Aar; Arrestanten Carl Müller og Tiltalte Ole Jensen bør hensættes i Fængsel paa Vand og Brød, den Første i 2 Gange 5 og den Sidste i 5 Dage. Saa bør og Arrestanterne in solidum udrede samtlige af deres Arrest og øvrige af Actionen flydende Omkostninger, derunder Salair til Actor, Procurator Meldola 8 Rdl. og til Defensor, Procurator Bugge 6 Rdl., af hvilke Salairer Tiltalte Ole Jensen for sit Vedkommende udreder en Femtedeel. At efterkommes under Adfærd efter Loven“.

Landsover samt Hof- og Stadsrettens Dom af 17de Septbr. 1858: "Arrestantinden Ane Margrethe Ydesdatter og Tiltalte, Tjenestekarl Ole Jensen, bør hensættes, den Første til Forbedringshuusarbeide i 2 Aar og den Sidste i Fængsel i 8 Dage. I Henseende til Actionens Omkostninger bør Birketingsdommen, forsaavidt paaanket er, ved Magt at stande. I Salair til Actor og Defensor for Overretten, Prøveprocurator Ibsen og Procurator Baastrup, betaler Arrestantinden 8 Rdl. til hver, hvoraf Tiltalte in solidum med hende udreder 1/5. At efterkommes under Adfærd efter Loven".

Høiesterets Dom.

I Henhold til de i den indankede Dom for Tiltaltes Vedkommende anførte Grunde og med Bemærkning at hendes rette Navn er Margrethe Ydesdatter, kjendes for Ret:

Lands over samt Hof. og Stadsrettens Dom bør ved Magt at stande. I Salarium til Advocat Brock og Justitsraad Bunzen for Høiesteret betaler Tiltalte 20 Rdl. til hver. 

- - -

I den indankede Doms Præmisser hedder det: "Under nærværende for Arrestantinden Ane Margrethe Ydesdatter og Tiltalte Tjenestekarl Ole Jensens Vedkommende fra Kjøbenhavns Amts søndre Birks Extraret indankede Sag har Arrestantinden, der actioneres for Hæleri eller Attentat herpaa eller i alt Fald for ulovlig Omgang med Hittegods samt for Betleri, efterat have afgivet forskjellige overeensstemmende Forklaringer, omsider vedgaaet, at hun en Dag i Slutningen af Marts Maaned d. A., da hun vandrede om paa Betleri, fandt i en Grøft mellem Vigersløv og Valby tre Klædesfrakker og to Par Klædesbeenklæder, som hun og en i 1ste Instants Tiltalt, for hvis Vedkommende Sagen ikke er appelleret, derefter istedetfor at oplyse samme successive deels pantsatte paa Assistentshuset i Kjøbenhavn deels solgte, skjøndt hun formodede, at en Tyv. havde henlagt dem i Grøften. Skræddersvend Johan Drechsel har vel beediget, at bemeldte under Sagen ialt til 34 Rdl. 2 Mk. vurderede Effecter, der ifølge de fremkomne Oplysninger maae antages at være ham fravendte ved et Natten imellem den 8de og 9de Marts d. A. forøvet Tyveri, ere ham frakomne mod Vidende og Villie, ligesom Arrestantinden har erklæret, at hun ikke betvivler, at de ere Drechsel frastjaalne; men da Drechsel ikke har seet sig istand til at føre noget Eiendomsbeviis, og hendes Forklaring om at have fundet Kosterne i en Grøft saaledes efter Omstændighederne ikke skjønnes at kunne forkastes, vil hun, der er langt over criminel Lavalder og forhen ifølge Kjøbenhavns Criminal- og Politiretsdom af 31te October 1848 har været straffet for 1ste Gang begaaet Tyveri efter Forordningen af 11te April 1840 § 1 med 2 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød, og ifølge denne Nets Dom af 9de September 1856 har været anseet som for 2den Gang begaaet Hæleri efter samme Forordnings § 22 cfr. § 25 med samme Straf i 4 Gange 5 Dage, nu som skyldig i ulovlig Omgang med Hittegods, ikke kunne undgaae efter oftmeldte Forordnings § 79 cfr. med §§ 58, 22 og 25, at idømmes Straf som for 3die Gang begaaet Hæleri, og findes Straffen, som i Underretsdommen bestemt, passende at kunne fastsættes til 2 Aars Forbedringshuusarbeide, hvorved den Straf, som hun i Henhold til Forordningen af 21de August 1829 § 4 har forskyldt for, som af hende vedgaaet, at have gaaet omkring og betlet, absorberes. ...

Om Erstatning bliver der ikke Tale under Sagen, da Eieren derpaa har renunceret.

Underretsdommen vil i henhold til Foranførte, forsaavidt paanket er, være at forandre, men hvad Actionens Omkostninger betræffer, hvorunder de Actor og Defensor i 1ste Instants tilkjendte Salairers Størrelse bifaldes, at stadfæste“.

(Høiesteretstidende 19. november 1858)

Landpolitiet i Kiøbenhavns Amt. Medens Antallet af Forbrydelser mod Eiendomsretten, efter hvad der er os meddelt, ikke i mange Aar har været saa ringe i de Kjøbenhavn omkringliggende Landjurisdiktioner, som Tilfældet er i indeværende Aars første Halvdel, har paa den anden Side Antallet af anholdte Tiggere i dette Foraar været usædvanlig stort. Aarsagen hertil maa alene søges i det stadige Tilsyn med de Vejfarende, som siden 1ste April finder Sted ved de af Amtsraadet antagne nye Betjente, hvortil kommer, at ogsaa i Roskilde Amt kunne Løsgængerne ikke længere finde et fredlyst Opholdssted idet man ogsaa der har indseet det Forkastelige i at nøies med Sognefogder til Retssikkerhedens Bevarelse (som bekjendt, fandtes der tidligere ikke en eneste Politibetjent i Roskilde Amts Landjurisdiktioner). Tiggerne og Løsgængerne blive derfor siden 1ste Juni, da Politiet traadte i Virksomhed i Ramsø-Tune og Leire Herreder, jagede fra Sted til Sted og kunne ikke komme ret mange Skridt uden at fortrædiges af Betjentene. Blandt de i den sidste Tid Anholdte er ogsaa Sjællands værste Landstrygerske, Margrethe Ydesdatter, der vistnok over 30 Gange, deraf alene 12 Gange ved Kjøbenhavns Amts søndre Birk, er dømt for Tiggeri og Løsgængeri. Hun har denne Gang holdt sig omtrent et Fjerdingaar udenfor Fangsterne, men det er ikke, fordi hun havde fattet Lede til sit vante Levnet, men simpelthen fordi hun i henved 10 Uger havde ligget paa Sygehuset for en brækket Fod, en Begivenhed, som hun hilste med Glæde ved Tanken om de Udgifter, som hun derved paadrog sin Forsørgelseskommune. Da Betjenten, efterat have fulgt hende til Politikamret, tog Afsted med hende med det Haab, at hun ikke oftere skulde komme under hans Behandling , forsikrede hun ham om, at han skulde være den Første, hvem hendes Besøg skulde gjælde, naar hun efter udstaaet Straf atter kom paa fri Fod; thi det var et ligefremt Venskabsstykke, han havde vist hende ved at skaffe hende et bedre Ophold end det hende forinden anviste. For henimod Nytaar kunde hun imidlertid ikke have den Fornøielse at gjæste ham, thi hun havde allerede fire Gange havt "Høiden", Tvangsarbejde i 180 Dage, og det blev ogsaa hendes Rettighed denne Gang.

(Dags-Telegraphen (København) 27. juni 1870).

I 1869 anholdt Københavns politi 1.609 personer. Heraf var 228 anholdt for løsgængeri og lignende.