Johanna Pedersdatter. (Efterskrift til Politivennen)

Barnemord. Den 30te Juni d. A. bemærkede to Personer, der passerede Kirsebærgangen, at der ude i Stadsgraven udfor St. Pederstrædes Mølle flød et Barnelig, som skjønnedes at være i en forraadnet Tilstand. De gjorde Anmeldelse herom til Politiet, der besørgede Liget bragt til Almindeligt Hospital, hvor der blev foretaget en legal Sektion af det, hvis Resultat bragte Lægerne til den Slutning, at Barnet havde været 2 Aar eller noget derover gammelt, og at det ca. 1 eller 2 Uger iforveien var kastet i Vandet som Lig, uden at det dog var muligt paa Grund af dets forraadnede Tilstand at iagttage noget Tegn paa Kvælning eller anden voldsom Dødsmetode. Da der var bundet et Tørklæde med 2½ Pd. Jord om Ligets Lænder for at tynge det md under Vandets Overflade, maatte det antages, at Barnet med Forsæt var kastet ud i Stadsgraven. Politiet satte sig derfor i Bevægelse for at finde den Skyldige, og det bragtes efter 10 Dages Forløb i Erfaring, at en svensk Pige, der formodedes at være Barnets Moder, var kommen i Tjeneste i "Skomagerkroen". Denne Pige, hvis Navn er Johanna Pedersdatter eller Pehrsson, blev nu anholdt og arresteret og afgav strax en aabenhjertig Tilstaaelse om, at hun var den Skyldige, idet hun den 24de Juni d. A. havde med Overlæg skilt sit den 7de November 1868 udenfor Ægteskab fødte Barn, Anne Sophie Pedersen, ved Livet. De nærmere Omstændigheder, hvorunder Forbrydelsen blev begaaet, ere i det Væsentlige følgende: Arrestantinden, der, som bemærket, er født i Sverige, efter Opgivende den 3die April 1843, altsaa 22 Aar gammel, ankom hertil Landet i Slutningen af April Maaned 1866 og tjente derefter forskjellige Steder paa Sjælland. I en af disse Tjenester blev hun besvangret af sin Kjæreste, en Tjenestekarl, der senere er udvandret til Amerika. Det ved denne Forbindelse avlede Barn anbragte hun efter dets Fødsel i Pleie, for Størstedelen paa egen Bekostning, hos Forskjellige, senest i Begyndelsen af afvigte Juni Maaned hos en Husmandskone i Landsbyen Ordrup under Leire Herred. Til denne Kone skulde Arrestantinden strax betale 2 Rd. for Barnets Pieie, og da hun ikke var i Besiddelse af dette Beløb, anmodede hun, efter hvad hun under Sagen har paastaaet, sin daværende Madmoder om et Forskud paa sin Løn, hvad denne dog vedblivende har benegtet. Da hun fik Afslag, gik hun til en Nabo. hvor det lykkedes hende at faa Pengene tillaans, men da hun kom tilbage, blev hun af Madmoderen bortvist af Tjenesten, fordi hun uden hendes Tilladelse var gaaet dette Ærende. I sin Fortvivlelse over denne Bortvisning, hvorved hun blev uden Erhverv og som Følge deraf ude af Stand til at betale for sit Barns Underhold, besluttede hun at dræbe Barnet for saaledes baade at befri sig selv fra en tung Byrde og Barnet sin fremtidige Savn af Livets Goder. For at undgaa Mistanke vilde hun udføre sit Forsæt her i Staden, og den 23de Juni hentede han derfor sit Barn hos den omtalte Husmandskone, for hvem hun foregav, at hun vilde sætte Barnet i Pleie hos sine Forældre i Sverige; hun kjørte tilligemed Barnet med en Bekjendt her til Staden, hvor hun ankom den næste Dags Morgen Kl. mellem 5 og 6. Umiddelbart efter Ankomsten begav hun sig op paa Volden og bemærkede fra den udenfor St. Pederstræde liggende Bastion, at der var Vand nedenfor Volden. Hun havde fra Begyndelsen af ikke tænkt paa, hvorledes hun skulde iværksætte sit Forehavende, og først paa Veien til Kjøbenhavn havde hun taget dette Moment under Overvejelse. Ved Synet af Vandet bestemte hun sig til at kvæle Barnet med Haanden og derefter kaste det ud i Vandet. Hun krøb derfor med Barnet, som hun stadig bar hos sig, ad Voldskrænten ned til Fæstningsgraven, hvor hun gav det en Bolle og noget Mælk, som hun havde havt med paa Reisen. Efterat det havde fortæret disse Fødemidler, lagde hun sin høire Haand paa Barnets Mund og Næse, hvilke hun trykkede saa tæt sammen, at Barnet umulig kunde drage Aande. I denne Stilling holdt hun Barnet i 2 til 3 Minuter, indtil det blev aldeles blaat i Ansigtet og lukkede Øinene uden senere at aabne dem, og da hun var fuldstændig overbevist om, at Barnet var dødt, afførte hun det nogle af dets Klæder, fyldte et Tørklæde, som det havde havt om Hovedet, med Jord og bandt dette Tørklæde om Laarene paa Barnet, hvorefter hun kostede Liget ud i Vandet, i hvilket det strax sank tilbunds. Efterat have fuldbragt denne Gjerning opholdt Arrestantinden sig her i Staden indtil Aften og tog da paany ud i Sjælland, hvor hun fik den omtalte Tjeneste i Skomagerkroen. Under Sagen har Arrestantinden, der overalt har erhvervet sig gode Vidnesbyrd, og som har holdt meget af sit Barn, og hvis Gjerning - for at bruge Defensors Ord - skyldes hendes ved de foreliggende fortvivlede Forhold for en Tid misledede Dømmekraft, udtalt, at hun oprigtig har angret sin Forbrydelse og ønsket, at den ikke var skeet, og skjøndt hun efter Udførelsen for ikke at vække Mistanke har maattet vise sig munter og glad, paastod hun dog, at hun siden hint Øieblik ikke har havt Ro i sit Hjerte. Ved Kriminal- og Politirettens Dom blev Arrestantinden dømt efter Straffelovens § 190 til at straffes paa Livet.

(Dags-Telegraphen (København) 30. september 1870).

Højesteret stadfæstede dommen den 8. november 1870. Ved kongelig resolution af 26. november 1870 blev hun benådet med at hensættes til tugthusarbejde på livstid. 

Skoemager Kroen ved Dyvelslyst og Ordrup i Lejre Kommune. Efter sigende Danmarks ældste post- og diligencekro. Efter artiklens oplysninger må det være her hun var tjenstepige. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Forsyningssituationen. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Kolding skrives  til os den 8de ds.: Det spores strax, at den franske Flaade har forladt Østersøens Kyster for at samles Kjøgebugt; thi Blokaden er for Tiden langt fra ikke det, den burde være, nemlig en fuldkommen Standsning af al Handel og Skibsfart paa de preussiske kyster, deri indbefattet kysterne af de annekterede Kystlande; nu forsynes nemlig Preussen ganske ugenert med de forskjelligste Artikler ved Smaaskibe, som herfra lade sig udklarere til Sverige, men Stedet derfor anløbe navnlig Slesvigs nærmeste Søstæder. Sligt skeer daglig. Der er talt og skrevet meget om, at Hamborg, denne By for Verdenshandelen, nu vilde lide et forfærdeligt Knæk ved Krigen og navnlig ved Blokaden; men man har glemt, at Jernveien staaer Hamborgerne aaben, og den benytte de da ogsaa efter en storartet Maalestok. Mindst 100,000 Pd. Handelsvarer føres daglig fra Hamborg herover Kolding til Kjøbenhavn, Sveriges større Stæder, Norge, Finland, Rusland, saa at Godstransporten her for Tiden overvælder de smaa Forhold. Jernbanens Bestyrelse har jo rigtignok vist sig meget omsigtsfuld under disse Forhold, idet den har tilbudt Toldvæsenet Banens Vognskur, hvis Beliggenhed er af den Beskaffenhed, at Forretningsgangen vilde blive høist besværlig. Det havde kun været Konduite, naar Jernbane-Bestyrelsen strax, da Godstranporten udviklede sig saa overordentlig, havde opført et Skur til Varerne; thi Toldbygningens høist uheldige Varelokale har for lang Tid siden været saa overfyldt, at Dampskibenes Varelokaler ved Havnen maatte rømmes og stilles til Disposition. Toldpersonalet her har paa Grund af disse Omstændigheder en overanstrengende Tjeneste, idet det ofte maa være i Aktivitet baade Dag og Nat. - Transporten sydpaa er ikke mindre. I disse Dage er her ad Jernveien gaaet henved 10,000 Tdr. Sild ned til Preusserne - og der har dernede fra været Forespørgsel, om Banen i den nærmeste Fremtid kunde befordre adskillige 1000 Tdr. til. Det er nu overordentlig heldigt for Preusserne, at de kunne faa Spegesild til deres Brød, da Kvægpesten dernede berøver dem deres ferske Rationer. Ifølge en Privatskrivelse hen til Byen, har man i de sidste Dage ved Baierns Grændse maattet nedslaa ca. 800 Stude og Køer, som vare angrebne af Smitten. Ad Jernveien har man ogsaa forsynet Preussen med nogle Skibsladninger Kul. Nu tage Blokadebryderne denne Varesort paa deres Samvittighed. Skibsfarten har begyndt at udvide sig paa Grund af disse Forhold, og navnlig skulle svenske Dampskibs-Rhedere have paatænkt at sætte et Par Skibe i regelmæssig ugentlig Frugtfart her fra Kolding via Kiøbenhavn til Gøteborg og Stockholm. - Jeg talte før om Jernbanen. Det vilde være ønskeligt, om den ærede Banebestyrelse vilde foranstalte en Overgang fra Banestationen til Havnen, hvilket vistnok kunde ske uden mindste Gene for Banen og til stor Lettelse for Publikum. Naar Dampskibet Søndag Aften Kl. 8 kommer her til Byen, kunne de Rejsende, som skulle videre ikke naa ad den lange Omvei at komme med Toget, som afgaaer Kl. 8 5 Min., men naar fandtes en Overgang fra Havnen til Stationen, vilde det kunne ske. Det samme er Tilfældet om Lørdagen, da "Veile" kommer hertil Kl. 11 eller lidt efter. En anden Ting ved Jernbanevæsenet er endnu at paatale, nemlig Belysningen af Veien fra Byen til Stationen. Denne Sag har ofte været paa Bane i de lokale Blade, men uden Nytte. I flere Aar have de Reisende - Fremmede og kjendte Folk - maattet passere denne ikke ganske ubetydelige Veilængde i Mørke. Det er et Vidunder, at ingen Ulykke er skeet ved denne uforsvarlige Fremgangsmaade; thi man er udsat baade for at gaa i Grøften og for at blive overkjørt. Om det er Banebestyrelsen eller Kolding Byraad, der bærer Ansvaret herfor, er Publikum udekjendt; men saa meget er vist, at det synes paa Tide, at Indenrigsministeriet tager Sagen i sin Haand. Det er selvfølgelig ikke alene Kolding og Aarhuus, som mærke den forandrede Tingenes Tilstand mod Handelssamkvemmet. Fredericia Havn er bestandig overfyldt af fremmede Skibe. De omtalte Sild ere af norske Skibe førte til Fredericia, ligesom denne Havn nu ogsaa anløbes af Skibe, der ere bestemte til de blokerede Steder paa Slesvigs Kyst. Enten losse de der eller ligge og vente paa bedre Tider.

(Dags-Telegraphen (København) 19. september 1870).

Slagsmaal i Brøndbyøster. (Efterskrift til Politivennen)

Et uhyggeligt Slagsmaal har, if. "Dagt.", i disse Dage fundet Sted i Brøndbyøster ved Kjøbenhavn. En Deel af Byens Karle havde nemlig, uden at Grunden dertil endnu er betjen bekjendt, fattet Nag til nogle i Byen tjenende svenske Karle og besluttede derfor at tvinge dem til at forlade Sognet om mulig ved Vold. - I den Anledning samledes de en Aften 13 i Tallet og begav sig ud til en Gaard ved Hovedlandevejen til Roskilde, hvor de vidste at der tjente to svenske Karle. Da disse lidt efter kom tilbage, bleve de overfaldne med Slag og Hug, saa at de, blodende af flere Saar, ilsomt maatte gribe Flugten. De bleve imidlertid lidt efter forstærkede med fire af deres landsmænd, der tjente i Omegnen, og efterat have væbnet sig med Stokke, Pleile og store Steen rendte de tilbage og gjenoptog Kampen med de 13 danske Karle, der nu bleve saa ilde tilredte, at en af dem, efter Forlydende Ophavsmanden til Optøierne, endog blev liggende bevidstløs i Landeveisgrøften, hvorfra han først den følgende Dags Morgen blev kjørt til Hospitalet. Sagen er naturligviis gjort til Gjenstand for politiretlig Undersøgelse.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 31. august 1870)

I perioden 1850-1914 søgte knap 83.000 svenskere arbejde i Danmark. Det toppede i tiårene 1871-1880 og 1881-1890 hvor den nåede over 23.000 personer. Det førte til Danmarks første indvandrerlov, "Svenskerloven" af 15. maj 1875. I 1870 var der 26 svenskfødte i Brøndbyøster.

Den Fransk-Tydske Krig - Fransk Nederlag. (Efterskrift til Politivennen)

Forhåbningerne til fransk sejr forduftede efter at den overlegne tyske hær 6. august 1870 gik ind i Alsace. Allerede fra midten af august så truslen om et fransk flådeangreb for afværget, og tropperne blev sendt sydpå. Der var dog et mindre "søslag" ved Rügen hvor 3 preussiske lavtgående krigsskibe skød efter franske krigsskibe. Danske aviser kunne nu forudse et kommende fransk nederlag og citerede nu mere "besindige" folk som i starten havde påvist den franske hærs underlegenhed, men som ikke havde kunnet komme til orde.

En undtagelse var Bjørnbaks Aarhuus Amtstidende som ikke havde megen sympati med Frankrig, og endog brugte ordet "krigsgalskab". Men avisen blev efterfølgende boycottet af annoncører

Fra Nordslesvig skrives til os den 25de ds.: En dansksindet formuende Gaardeier (Buch?) paa Graasteen har mistet alle sine Børn. Hans 3 Sønner, som vare tvungne ind i den preussiske Hær, ere alle faldne i de sidste blodige Slag ved Rhinen. Af Haderslevs Byesbørn har man Underretning om, at 30 dels ere faldne, dels ere saarede. Af disse 30 var efter Sigende godt Halvdelen tydske, Resten dansksindede Borgeres danske Sønner. Gaardeier Didriksen i Heisager har mistet sine to Sønner. Faderen er tydsk, Sønnerne kjendte kun Danmark som deres rette Fædreland. Fra Moltrup ere to danske Gaardmandssønner faldne. Fra Steppinge ere flere ældre Familiefædre og Gaardbesiddere afhentede og afsendte til disse blodbesudlede Egne, hvorfra vist kun de færreste kunne vente at komme helskindede tilbage. En Karl i Taps lod sig efter 1864 indskrive i Lægdsrullen i Danmark, gik saa senere frivillig et Aar i preussisk Tjeneste og er nu af den danske Regjering indkaldt; han opholder sig for Tiden i Odense. Hvilken en værdig Fædrelandsforsvarer er den Fyr ikke! - Det er sørgeligt at høre, hvor de politiske Anskuelser gjennemtrænge Alt hernede i Slesvig. Alle Baand opløses, endogsaa i en forbavsende tidlig Alder, ved forskiellige Politiske Troesbekjendelser. Jeg hørte saaledes forleden Dag nævne en Familie i Haderslev, som bestaaer af Forældre og 4 Børn. Faderen er dansksindet, Moderen tydsksindet, 3 af Børnene hylde Moderens Anskuelser og søge samlede en Skole, men det fjerde Barn, en Dreng, er grundig dansk, og skjøndt han i alle andre Forhold snarere skal staa tilbage for sine Jævnlige, er han, med Hensyn til Politiken og sit Standpunkt bevidst og gjør Krav paa at gaa i dansk Skole. I Sandhed uhyggelige Familieforhold! Hvorledes kan det Kjærlighedens Baand, som skal knytte Børnene til deres Forældre og Sødskede, udvikles, naar politiske Meningsuligheder alt ere tilstede mellem Børnene, før de maaske ret ere sig selv bevidste?

(Dags-Telegraphen (København) 28. august 1870).

Napoleon 3. overgav sig den 2. september. I slutningen af september blev tropperne trukket væk fra Als, Sønderborg og Flensborg, ud af Slesvig-Holsten. De 10 tilfangetagne danskere sad stadig fængslet, men efter omstændighederne under behagelige forhold.

19. september 1870 omringende de tyske styrker Paris som kapitulerede 28. januar 1871. Samme måned kronedes Vilhelm 1. som kejser for et samlet Tyskland. Oprøret kendt som Pariserkommunen udbrød 18. marts 1871 som blev nedkæmpet 21. maj-28. maj 1871.

Slevigeres Møde paa Vodroffsvej. (Efterskrift til Politivennen)

Herværende Slesvigeres Opmærksomhed henledes paa omstaaende Opfordring til at samles imorgen Aften Kl. 7 i Arbeiderforeningens Sommerlokale, Vodrofgaard i det omtalte Øiemed.

(Dags-Telegraphen (København) 2. august 1870).Mislykkede politiske Optøier. Der bestaaer, som bekjendt for de Allerfleste, her i Byen "et sønderjydsk Samfund", som jævnlig holder selskabelig." Sammenkomster og hvor selvfølgelig de nuværende Begivenheder, med hvilke Slesvigs Skæbne i fremtiden efter al menneskelig Kløgt at dømme synes uadskillelig forbunden, ere omtrent det eneste Gjenstand for al Diskussion. Da man nu i disse Dage læste en Indbydelse fra og til Slesvigerne til et Møde paa Vodrofgaard iaftes, maatte Tanken naturlig vende sig henimod Selskabet som det, hvorfra Indbydelsen var udgaaet, skjøndt der paa den anden Side var to Omstændigheder, som gjorde dette lidet sandsynligt; den ene var den, at der under Indbydelsen ikke fandtes noget Navn; thi det kunde ikke antages, at de hæderlige Mænd, som danne Selskabets Bestyrelse, ikke skulde vove at træde frem under Navn, naar de overhovedet fandt Tidspunktet passende til offentlig at krydse Regjeringens Hensigter eller paa anden Maade forlade den afventende Stilling, som hele Folket i Tillid til Regjeringens Hæderlighed indtager. Men dertil kommer, at de herværende Slesvigere altid have vist stor Takt i deres Optræden, og at en Sammenkaldelse af et offentligt Møde i dette Øieblik a ttl saa taktløs Optræden som vel mulig, behøver neppe nogen Forklaring. Det viste sig da ogsaa iaftes ved Mødet, som havde samlet flere Hundrede Deltagere, hvoraf en stor Mængde Medlemmer af det nævnte Samfund, at disse vare fuldstændig fremmede for det hele Arrangement, hvorom de først gjennem Aviserne havde faaet nogen Kundskab. Omtrent en halv Time efter den fastsatte Mødetid hørte man Tale om, at nu var Formanden eller Indbyderen - hvad man vil kalde ham - kommen; men efter nogen Tids Venten hed det atter, at han havde forladt Eiendommen i største Skyndsomhed. Utaalmodigheden begyndte nu paa forskiellig Maade at lægge sig for Dagen, indtil Redaktør Rimestad noget efter kom tilstede. Han forlangte nu Ordet og advarede derefter r meget bestemte Udtryk mod at tage noget Hensyn til den skete Opfordring, dels af Hensyn til den Personlighed, som stod bag det Hele, dels fordi den Sag, hvorom Forhandlingerne skulde dreie sig, var saa dyrebar og hellig, at man ikke maatte give Nogen Lov til at tage paa den med uvaskede Hænder. Han føiede til, at det vilde være baade Daarskab og maaske til stor Skade, hvis man her netop i denne Stund vilde begynde paa Optøier og Spektakler - anderledes kaldte han ikke den hele Forestilling, som her var forsøgt sat i Scene. Under levende Tilslutning foreslog han derfor at hæve Mødet og at glæde sig i Forening over den smukke Aften. Da en Slesviger derefter for at bøde Noget paa det uheldige Udfald, som en paa en Maade i Slesvigernes Navn udstedt Indbydelse havde havt, udbragte et med Jubel modtaget Leve for Konge og Folk, udtalte Riimestad tilsidst, at han med Glæde vilde være med til en saadan Demonstration, men dertil behøvedes det ikke, at man trommede Folk sammen, og endnu mindre behøvedes dette for at konstatere, at Nordslesvigerne føle sig som Et med det danske Folk, eller at det danske Folk er villigt til, naar Timen slaaer, at bringe ethvertsomhelst Offer for at opfylde dets eget og Slesvigernes fælles Ønske, en Gjenforening inden vort elskede Fædrelands Grændser. Hermed var Mødet hævet.

(Dags-Telegraphen (København) 4. august 1870)

Sammenkomst af Slesvigere. Ved et Avertissement i flere af Kjøbenhavns Blade havde "endel flygtende Slesvigere" indbudt til et Møde i Onsdags Aftes i Arbejderforeningens Sommerlokale ved Vodrofsgaard. Øiemedet angaves at være dette, at "give de i Kjøbenhavn værende Slesvigere Leilighed til ved et fælles Skridt at frembære deres Ønsker og Forhaabninger for dem, i hvis Hænder Afgjørelsen ligger." Dette Møde afgav et nyt Bevis paa, hvor letsindig Folk handle ved at følge anonyme Indbydelser. Efterat et Par Hundrede Mennesker havde drevet omkring i Haven over en Time efter den Tid, da Mødet skulde være begyndt, fremstod Redaktør E. B. Rimestad paa Havetrappen og oplyste Forsamlingen om Beskaffenheden af denne Sammenkomst. I saa alvorlige Øieblikke, hvor der førtes de for Danmarks Skjæbne mest afgjørende Underhandlinger, burde man ikke holde Sammenkomster, hvortil anonyme Mænd havde indbudt; det Mindste, man kunde forlange af en Mand, der vilde tale med om Danmarks Velfærdssag, var, at han kunde og vilde være sit Navn bekjendt. Taleren gjorde opmærksom paa, at den egenlige Ophavsmand ikke engang var tilstede, og denuncerede ham som en i politisk Henseende mistænkelig og i det Hele taget meget upaalidelig Person. En Broder til den saaledes Omtalte, der forøvrigt lod til at være velbekjendt for de Tilstedeværende, søgte at forsvare ham, og der udspandt sig imellem ham og Redaktør Rimestad en Forhandling, der førtes i efterhaanden mindre og mindre parlamentariske Former og endte i Salen indenfor Havetrappen. Den anonyme, udeblevne Indbyders Broder, hvis Patriotisme ligeledes af forskjellige af de Tilstedeværende blev i høi Grad mistænkeliggjort, maatte trække sig tilbage. For dog at faa noget Udbytte af denne ellers saa mislykkede Sammenkomst udbragte en Slesviger et Leve for Kongen og Redaktør Rimestad et Leve for Slesvig.

(Frederiksborg Amts Tidende og Adresseavis (Hillerød) 5. august 1870)

Den sønderjyske Forening i København var blevet oprettet i 1866 på initiativ af historikeren A.D. Jørgensen og bestod af sønderjyske studenter, håndværkssvende og gårdskarle og var mødested for landflygtige sønderjyder i København. De mødtes ugentligt i Håndværkerforeningens lejlighed i Læderstræde, hvor man samledes om foredrag, fællessang og punch. Til møderne var der brug for en sangbog, og foreningen udgav derfor i 1867 sangbogen Tohundrede Sange, som blev forløberen for Den blaa Sangbog. Den blev nedlagt 1870.