"Fædrelandet" og Arbejderspørgsmaalet. (Efterskrift til Politivennen)

I "Fædrelandet" for Fredagen den 4de Avgust fortsætter Bladet sine Bemærkninger imod vort Parties Anskuelser med Betragtninger over, hvad der er udrettet til Gavn for Arbejderne ved Husholdningsforeningerne, Sparekasserne og Dannelses- og Oplysningsforeningerne. Lad os betragte disse Bemærkninger, der synes at udgaa fra et kristeligt Gemyt, der vil Arbeidernes "sande Vel", lidt nærmere.

Hvad først Husholdningsforeningerne angaar, da kan vi ikke betragte disse anderledes end som ganske smaa Hanefjed henimod en Forbedring af Arbejdernes Kaar. Lad os antage, at de virkelig blev benyttede i nogen væsenlig Grad. hvad der jo af "Fædrelandet" indrømmes ikke at være Tilfældet, og at Varernes Udsalg til Arbejderne skete paa fuldkommen redelig Maade, saa er det Pengebeløb, der kan spares ved at købe Varerne paa denne Maade, ikke af nogen overordenlig Betydning, og var det dette, saaledes at Arbejdernes økonomiske Stilling væsenligt forbedredes ved at indtræde som Medlemmer af disse Foreninger, vilde dette, som bemærket i "socialistiske Blade", snart blive optaget af Arbejdsherrerne og Balancen blive genoprettet til Fordel for disse ved Afknapning af Arbejdslønnen, ti det er jo Bourgeoisiets socialøkonomiske Grundsætninger, at Arbejderen ikke har godt af at have en større Indtægt end fornøden for, at han kan sultføde og pjaltklæde sig og Familie; vel opbruges hans Arbejdskraft hurtigere ved en saadan Tilstand, men han holdes da til Gengæld paa den anden Side i en gavnlig Underdanighed under dem, der eksploitere ham. Til ovenikøbet at nyde Livet under nogensomhelst Form er han selvfølgeligt ikke berettiget. - At Husholdningsforeningerne ikke have nogen Fremgang, forklares naturligt af den Betragtning, at Arbejderens Indtægt staar i et saa knapt Forhold til hans Behov for at leve paa en nogenlunde menneskelig Maade, at der for ham slet ikke kan blive Tale om paa et enkelt Punkt at gjøre nogen Anstrerngelse for at indrette sit Liv fornuftigt, da han dog ikke kan komme helt op af den Afgrund, hvori han befinder sig.

Man klager over Arbejdernes Tilbøjelighed til, naar han faar sin Uge eller 14 Dages Løn, straks at sætte en Del af den overstyr ved Drik og Svir istedetfor pant at bringe den hjem til Kone og Børn. Vi forsvare naturligvis ikke denne Tilbøjelighed, men vi undskylder den, og er overbeviste om, at Fristelsen til at slaa sig løs efter en hel Uges daglig Slid og Slæb i 10, 12 a 14 Timer, er saa stort, at kun faa, meget stærke og resignerede Naturer er istand til at modstaa den, især da det, der vindes ved at bekæmpe Fristelsen, kun er, at man bliver istand til at friste en Tilværelse, der ikke er slet saa kummerlig som det ved Letsindighed i den nævnte Retning ødelagte Arbejders Liv, men som ialfald ikke staar saa mange Grader over dette, at der er nogen stærk Opfordring til at lade Fornuften faa Overvægt over Fristelsen.

Husholdningsforeningerne kan derfor kun betragtes som et af Bourgeoisiet opfundet Falskneri, der giver sig Udseende af at fremme Arbejdernes Interesse, men kun har sin Oprindelse af Bourgeosiets Interesse i at holde Arbejderne nede ved at bilde dem ind, at det, de ved en energisk Villie og en Aarrække af Resignation kan vinde ved at gøre deres Indkøb ved disse Foreningers Bistand, har noget Stort at betyde. Vi forkaster derfor disse Foreninger, som efter vor Mening kun er Vaaben imod Arbejderen, hvem man søger at narre til at tro, at han paa denne Maade kan skaffe sig nogen Udsigt til et bedre Liv, og hvem man ved samme gode Lejlighed holder uvidende om og bortleder fra Benyttelsen af de Midler, der virkelig tjener ham.

"Ligesaa indlysende er Sparekassernes Nytte", siger"Fædrelandet". - Har vi været nogenlunde heldige med den ovenfor givne Paavisning af Husholdningsforeningers Væsen, antage vi det ufornødent at gaa videre ind paa "Fædrelandets" paafølgende Betragtning over Sparekasserne. Er det meningsløst at tro, at der stiftes Nytte ved Husholdningsforeningerne, saa er det latterligt endog at give Arbejderen Anvisning paa at sætte de Penge, han "til Tider ikke behøver at forbruge", i Bikuben. Hvad er det for Penge, han "til Tider" ikke behøver at forbruge? Den, der ikke har nok til at spise og drikke ordenligt og klæde sig anstændigt og bekvemt, og som lever i usle Rum uden tilstrækkelig Luft og Lys, hvad skal han spare? Man vil ikke, at han maa nyde Livet, men man vil ovenikøbet, at han skal gøre sig til Rentier ved Hjælp af den usle Løn, der ikke tillader ham at skaffe sig de uundgaaelige Livsfornødenheder, med mindre han vil tage til Takke med den allerusleste Form, hvori disse kunne faas, og med de allerknappeste Kvantiteter. At henvise Arbejderne til Sparekasserne er ikke Andet end den blodigste Ironi og den skaanselløseste Haan.

Endelig priser "Fædrelandet" de saakaldte Dannelses- og Oplysningsforeninger. Hvad Værd, der maa tillægges disse, antager vi, at Enhver, der har været istand til at forstaa og tiltræde de Grundanskuelser, fra hvilke vi i det Foregaaende er gaaede ud, snart vil være paa det Rene med. Naar disse saakaldte Dannelsesforeninger ikke gaar ind paa direkte at oplyse Arbejderen om hans virkelige Stilling og om Midlerne til at forbedre denne, tillægge vi dem aldeles ingen anden Betydning end den at aflede hans Opmærksomhed fra hans sande Interesse. At høre Høedt eller Mantzius oplæse nogle Scener af Hamlet eller Jacob von Tybo eller H. C. Andersen deklamere den grimme Ælling kan være meget skønt i en fornem Aftenkreds, men at byde en Arbejderforenings Medlemmer Sligt som Dannelsesmidler er ikke Andet end Løgn. At høre Hr. C. B. Rimestad holde Forelæsninger over Nials Saga eller om "det gamle Hellas" vil upaatvivleligt være lige kedsommeligt for de Fine og for Arbejderen, ligesom disse Temaer aabenbart ere aldeles latterlige ligeover for de sidstnævnte. "Fædrelandet" indrømmer velvilligt, at disse Foreninger ikke lærer Arbejderen, "hvorledes han ved de faa lovlige Midler, der staar til hans Raadighed, skal beskytte sig mod Kapitalens Overgreb. Ti da udbrede de en falsk og fordømmelige Lærdom, som er Uvidenhedens  og Misundelsens vanføre Siegfredbarn". Lad os slaa en Streg under disse Ord. "Fædrl." lærer altsaa, at det er falsk og fordømmeligt at lære Arbeideren at beskytte sig mod Kapitalens Overgreb, altsaa falsk og fordømmeligt at lære ham at unddrage sig et Tyranni ("Fædrl. " kalder det jo selv "Overgreb"), falsk og fordømmeligt at bidrage til, at han befries fra de Lænker, hvormed "Fædrl." vil, at han skal bindes. Skulde der nogensinde blive Spørgsmaal om "Fædrl.s" Stilling til Arbejderspørgsmaalet, behøver man kun simpelthen at henvise til denne Yttring af det noble Blad for med Et at gøre det indlysende, at "Fædrl." hører til Arbejdernes naturlige Fjender, der ønsker at holde ham i den Tilstand, hvori han er, og hvori han bør betragte sin usle Lod som Skaberens uransagelige Villie.

"Fædrl." kommer til det Slutningsresultat, at de heldige Bestræbelser for Arbejdernes Vel "gaar i rigtig Retning, idet de vilde bringe Hjælpen indenfra og ikke udenfra, staa ham bi mod de ham nærmest liggende Fristelser, henvende sig til Villiekraften, Selvbeherskelsen (!), Selvagtelsen". Videre hedder det, at Arbejderen "maa bekæmpe daarlige Indfald og Lyster, ikke hendøse et Liv unden Maal og Med, blive et godt og nyttigt Menneske" osv. osv. Dersom disse salvelsesfulde Talemaader ikke vare saa uimodstaaelig komiske, vilde de være nederdrægtige. Men man kan her anvende det Ord; Fader, forlad dem, ti de vide ikke, hvad de gøre. Arbejderen, der slider som en Hest for en kummerlig Tilværelse, som det ikke vilde være forunderligt, om han ofte i Fortvivlelse gjorde en brat Ende paa - hvad der jo ogsaa af og til sker - , han henvises til Selvbeherskelse, Selvhjælp, Selvfornægtelse. Han, der ikke har Tiendedelen af den Frihed til sin Raadighed til at nyde Livet i, som den rige Grosserer, og som, naar han har en Smult Frihed, ikke kan have den legemlige Friskhed og Sindets Ligevægt, der er fornøden for at benytte paa en sund og styrkende Maade, han skal "bekæmpe daarlige Indfald og Lyster", ham tilraades det "ikke at hendøse sit Liv uden Maal og Med", han formanes til at beflitte sig paa "at blive et godt og nyttigt Menneske" o. s. v.

Vi tilraade "Fædrl." at gaa i Kompagni med Præsterne, der trøste de Fattige med, at deres Tilstand er Herrens urandsagelige Villie og give dem Anvisning paa det andet Livs Herlighed som en Modvægt mod denne Verdens Pine, medens de selv fortærer de Kapuner, som Arbejderen først vil blive værdig til at nyde, naar han har lært at agte og beherske sig selv og er bleven til et næsten ligesaa godt og nyttigt Menneske som en Præst eller som en af Storpressens Redaktører.

(Socialisten 12. august 1871).

Socialisten. (Efterskrift til Politivennen)

- En kjøbenhavnsk Brevskriver til "Naksk. Tid." skriver bl. A. følgende: Hvorvidt Socialismen har nogen Fremtid for sig i Danmark, er ikke godt at afgjøre; her i Hovedstaden har det nye Organ for de socialistiske Ideer imidlertid tiltrukket sig en betydelig Opmærksomhed, og "Socialisten" er et almindeligt Emne paa Kafeerne og Restaurationerne af "lavere" Rang. Det synes foreløbig, som om den totale Ligegyldighed, Kjøbenhavnerne desværre altfor længe have vist de store politiske Spørgsmaal, skal vige Pladsen for en dybere Betragtning, som - hvis den vedligeholder sig - maaske vil vise sin Indflydelse paa de forestaaende Folketingsvalg og overhovedet bidrage væsenlig til at sønderrive det doktrinære Garn, som dHrr. Bille, Ploug, Rimestad og Konsorter med mesterlig Kunst har formaaet at kaste om Kjøbenhavnerne. Hvad specielt Rimestad angaaer, da vil hans "Arbejder"-Glorie aabenbart ikke forblive af nogen lang Varighed - i den Grad er det gaaet op for den kjøbenhavnske Arbejderbefolkning, at den ikke har noget Godt at vente sig fra den Kant, og at de Spartanere, Grækere, Romere og Baiere, hvormed Rimestad i sine Foredrag forlyster baade sig selv og dem, ikke kan tilfredsstille deres naturlige Higen og Trang baade i aandelig og materiel Henseende.

(Aarhus Amtstidende 11. august 1871)

I sommeren udkom 2 små pjecer: "Socialistiske Blade". Bag dem stod en forhenværende løjtnant, Louis Pio og Hans Brix. De skrev om Pariserkommunen og opfordrede arbejderne til at organisere sig i fagforeninger, samt til en politisk forening sammen med landarbejdere med det formål at få valgt kandidater til Folketinget. Pjecerne blev fordømt af de etablerede blade, men blandt arbejderne vakte de røre. 

Poul Geleff stod i spidsen for arbejdermøder. Bladene skiftede navn til Socialisten der begyndte at udkomme den 22. juli og arbejderne fulgte opfordringen til at danne fagforeninger: den 15. oktober 1871 stiftedes “Den internationale Arbejderforening for Danmark”. Statsmagten satte politiet til at stoppe denne første arbejderbevægelse idet den erklærede at det var kriminelle der ville omstyrte samfundet. Politiet lod spioner infiltrere bevægelsen og forsøgte på alle måder at komme den til livs.

Carl Steen Andersen Bille (1828-1898) var redaktør og medudgiver 1851-1872 af Dagbladet. Politisk var han nationalliberal og modstander af såvel Venstre som socialisterne.

Peder Madsens Gang. (Efterskrift til Politivennen)

"Dagbladet" for idag indeholder en Artikel, med hvilken vi fuldstændig kunne samstemme. Den har det priisværdige Formaal at paavise Nødvendigheden af en Regulering af Peder Madsens Gang og det nærmest tilgrændsende Qvarteer. Efter de Erfaringer, som man gjorde i det ulykkelige Choleraaar og efter de stærke Opfordringer, der dengang i saa Henseende fremkom, navnlig fra Pressen, blev der strax i det følgende Aar taget alvorlig fat paa at skaffe Hovedstadens Arbejderbefolkning bedre og sundere Boliger. Den private Velgjørenhed og Foretagelsesaand har paa dette Omraade udviklet en betydelig, vi kunne næsten sige beundringsværdig Virksomhed, som ogsaa allerede har baaret og i en lang Aarrække vil kunne bære gode Frugter. Men hermed er ikke Alt gjort. Foruden den Klasse, som denne Virksomhed navnlig er kommen tilgode, findes der i vor, som i enhver anden større Hovedstad en meget lavere staaende Befolkning, der i hygieinisk Henseende lever under Forhold, som man neppe kan gjøre sig nogen Forestilling om. Særlig gjælder dette om deres Beboelseslejligheder, som ofte ere af den Beskaffenhed, at man neppe skulde troe, at noget Menneske kunde opholde sig der, og dog finder man her den ene talrige Familie ophobet ved Siden af den anden, uden at der kan være Tale om en Tilfredsstillelse end ikke af de tarveligste Fordringer i Henseende til Lys og Luft. Sundhedspolitiet, hvem det særlig paaligger at varetage det Slags Forhold, har ikke været uvirksomt i saa Henseende og har navnlig kunnet udrette en Deel, efterat dets Vedtægter have givet det Ret til overordentlige Foranstaltninger mod saadanne overbefolkede usunde Bygninger. Intetsteds have Forholdene imidlertid været saa vanskelige som i Peder Madsens Gang, deels fordi der her ikke blot findes et enkelt Huus, men saagodtsom alle Bygninger henhøre til den næsten ubeboelige og dog overbefolkede Slags, og deels fordi Beboerne for en stor Deel netop bestaae af den Klasse Folk, som heller ikke i andre Henseender vise Agtelse mod Hygieinens almindeligste Forskrifter og Fordringer, og hele Levemaade i det Hele ikke blot er fattig, men for Størstedelens Vedkommende ligefrem ussel.

Disse uheldige Forhold have selvfølgelig alt for længe siden tildraget sig den offentlige Opmærksomhed, og det er vist allerede over en Snees Aar siden, at en Privatmand fremsatte et Project om at faae det uhyggelige Qvarteer omdannet til en smuk Passage. Siden den Tid har Spørgsmaalet imidlertid hvilet, og kun af og til er Offentligheden ved Retsager etc., der kom til dens Kundskab, bleven mindet om disse Usselhedens og Lastens Boliger midt i et af Stadens bedste Qoarterer. Af og til er der skeet en lille Indsamling til Bedste for Beboerne og gjort Et og Andet for dem, men endnu er man ikke kommen saavidt, at der er blevet taget en kraftig Beslutning om at rykke Ondet op med Rode, om paa en eller anden Maade at faae hele Gaden og nødvendigviis det tilgrændsende Pistolstræde og Pistoltorv fuldstændig ryddede. Naar Sagen nu atter bringes paa Bane, saa er Grunden hertil den, at der, hvad vi tidligere have havt Lejlighed til at omtale, netop for Tiden er udbrudt en farlig Typhussygdom i dette Qvarteer, som alt har fundet Vei til andre Dele af Byen, og som, hvis det ikke lykkes itide at sætte en Stopper for dens videre Udbredelse, let kan fremkalde en heel Epidemi. Heldigviis har vor Lægestand taget kraftigt fat paa at standse den; men alene i den truende Udsigt bør der vare tilstrækkelig Opfordring for Communens Bestyrelse til nu at gjøre Alvor af Sagen og med eet Slag at befrie Hovedstaden for dm stadige Fare for at see smitsomme Sygdomme finde et frodigt Arnested i dette Qvarteer, og derfra udbrede sig videre. 

Der kan jo gaaes to Veie til dette Formaals Opnaaelse, idet en saadan Forandring enten kan skee ved privat Overeenskomst eller ved Expropriation. "Dagbl." foretrækker den førstnævnte Vei med Benyttelse af Communens Grunde fra Fæstningsværkerne som Magelæg, da det frygtes for, at Expropriation vil blive for kostbar. Dette er meget muligt, men fremfor Alt er der et andet Moment, som ikke der lades ude af Betragtning, og det er Hurtigheden. Det vil ingenlunde være let, ja maaskee næsten uoverkommeligt at slutte saadanne private Arrangementer med Huuseierne, navnlig da det jo slet ikke er givet, at de efter et saadant salg ville have Eiendomme paany eller have Lyst til at opføre der« eventuelle nye Eiendomme paa den omtalte Grund. Ved en Expropriation vil Alt kunne gjøres med en ganske anden Hurtighed, og der er jo Intet tilhinder for, at Communen endda ved Siden af kan arrangere sig med de Eiere, der ville kjøbe Byggegrunde af den, om at yde dem deres endelige Betaling ved saadanne. Det var jo ogsaa maaskee muligt, at privat Overeenskomst i Virkeligheden vil skaffe Communen billigere Vilkaar end Expropriation. Det vil neppe heller falde vanskeligt for Communen atter at afhænde Grunden til de tilstødende Ejendomme, hvis man ikke skulde ville foretrække paa en eller anden Maade at benytte det gamle Project om en Passage, f. Ex. i Lighed med den saakaldte Basargang, der i Hamborg fra Jungfernstieg fører til en parallelt med samme løbende Baggade. Alle saadanne Spørgsmaal tilhøre jo imidlertid et senere Standpunkt; for Øieblikket er der kun Tale om at rette en kraftig Opfordring til Communalbestyrelsen om for Alvor at tage fat paa Sagen og ikke vente paa yderligere Tilskyndelser end dem, der allerede findes i tilstrækkelig Grad. Da der sidst i Borgerrepræsentationen hævede sig en Røst for Peter Madsens Gangs Udrydning, lød den forgjæves; naar Sagen, som vi vente, nu atter bliver bragt frem, haabe vi, at den ikke vil savne den kraftige Understøttelse, som er nødvendig til dens hurtige Realisation.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. juli 1871. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).

Peder Madsens Gang. Hr. Redakteur! "Dagbladet"s Artikel af 6te Juli om Peder Madsens Gang er visselig et godt Ord i rette Tid om en Sag, der maa ligge enhver Kjøbenhavner alvorlig paa Sinde. Naar samme imidlertid som umiddelbart praktisk Formaal tilsigter aldeles at faae denne afskyelige Gade ryddet af Veien, er den vistnok kun en Røst i Ørkenen overfor vor velvise Kommunalbestyrelse. Der maatte en ganske anden Epidemi til end den nuværende for at drive den til saadanne, efter deres Opfattelse extravagante Foretagender. Der gives imidlertid et andet Middel, som vistnok er langt svagere i sine Virkninger, men paa den anden Side ganske anderledes let at iværksætte, nemlig at gjennemføre et energisk Polititilsyn med disse Huler, at foreskrive strenge Regler for deres Benyttelse og alvorlig at paasee sammes Overholdelse. Det er en velbekjendt Sag, hvilken Reform der i denne Retning er skeet i London med de offenlige Logishuse, og Indsenderen, der som saa mange Andre har havt Leilighed til en Nattevandring gjennem Londons "Ulykkens Huler og Elendighedens Boliger", har snarere været forundret over den gode, sunde og reenlige Tilstand, hvori han fandt dem, end over det Modsatte. Om nu end maaskee vedkommende Politiembedsmand helst ønskede at vise Fremmede bedre Indretninger, kan der dog ingen Tvivl være om, at overordenlige Forbedringer ere opnaaede, hvad han ogsaa sterilt fremhævede, og det var mærkeligt at see, hvilken Tillid og Velvillie han, en forhenværende Detective, var Gjenstand for hos den af Vagabonder og Forbrydere bestaaende Befolkning. Det synes klart, at man ved saadanne Foranstaltninger kunde afhjælpe de mest fremtrædende Onder ved den nuværende Tilstand. Men dette Forslag vilde ogsaa kunne bane Veien for den endelige Ordning, dette Kvarteers fuldstændige Udrømning, som jeg erkjender bør være Formaalet. Adskillige Huse vilde muligviis blive erklærede for aldeles uskikkede til Beboelse, og Magistraten kunde da erhverve dem enten, ved Mageskifte med udenbyes Grunde eller ved Kjøb og derefter lade dem nedrive. Men selv, hvor dette ikke blev Tilfældet, vilde vedkommende Huse dog tabe Meget i deres nuværende ublue Værdi, naar det blev paalagt Eierne at bringe dem i fuldkomment beboelig Stand og for Fremtiden kun at udleie dem overensstemmende med Sundhedens og Menneskelighedens Fordringer. Medens den nu tilstræbte Løsning af Fæsteforholdet ved at plage Godseierne ud af det, vistnok har sine store Misligheder, turde det derimod være aldeles tilladeligt at paalægge Huuseierne i disse Kvarterer deslige Byrder, som Samfundets Tarv kræver, og som overfor den nuværende "frie Naturstand" kunde gjøre dem tilbøjelige til at opgive deres Standpunkt imod et rimeligt Vederlag. Den tidligere Indvending, at en slet Bolig er bedre end slet ingen Bolig, kan ikke længere reises, efterat Staden har erhvervet de store Grunde, men nogen Tvang maa der vistnok til, og det ikke alene ligeoverfor Huusværterne, men ogsaa imod de ulykkelige og demoraliserede Beboere, Emnet til vor fremtidige "Kommune". - r. 

(Dagbladet (København) 8. juli 1871).

Julie Sophie Strøm. (Efterskrift til Politivennen)

- Paakjendte Sager i Kriminal- og Politiretten:

Arrestantinden Julie Sophie Strøm, der allerede i sit 16de Aar havde været straffet for Tyveri og bl. A. senere 2 Gange for samme Forbrydelse dømt til offenlig Arbejde, fik ved kongelig Resolution af 20de Juli 1869 eftergivet den fra 28de samme Maaned tilbagestaaende Del af den hende ved Kriminalrettens Dom af 6te Febr 1861 for Tyveri idømte Straf af 10 Aars Tugthusarbejde. Efter at hun var bleven løsladt af Straffeanstalten, kom hun til at tjene hos en Familie her i Staden og senere i Fredericia, men kom i Begyndelsen af Oktbr. f A. atter her til Staden, hvor hun i nogen Tid ernærede sig ved Handskesyning. Da hun imidlertid i længere Tid ingen Sysselsættelse havde havt, betraadte hun atter Forbryderbanen og gik nu paa Lykke og Fromme i Byen for at skaffe sig Penge. Hun kom saaledes en Formiddag ved Nørrevold, hvor hun gik ind i en Ejendom, og da hun saa' en Dame ringe paa i Stueetagen uden at blive lukket op og heraf sluttede, at der ingen var hjemme i Lejligheden, fattede hun det Forsæt at bane sig Adgang til samme med en Nøgle, hun havde hos sig. Det lykkedes hende ogsaa at aabne Kjøkkendøren, og da hun var kommen ind i Kjøkkenet, hvor hun forefandt 2 Nøgler, ved hvis Hjælp hun forgjæves prøvede paa at komme ind i den øvrige Lejlighed, stjal hun fra Kjøkkenet en Del der værende Kjøkkentøj og Porcellæn, som hun derefter forsøgte at pantsætte. Under del over hende optagne Forhør tilstod hun, at hun siden 6te Oktbr. f. A. indtil i Midten af afvigte Maris Maaned havde begaaet 14 Tyverier og derved stjaalet en Mængde forskjellige Ting til en Værdi - efter hvad der under Sagen blev oplyst - af i det Hele mellem 120 og 130 Rdl. Af disse Tyverier havde hun udført de 3 i 3 forskjellige Ejendomme paa den Maade, at hun om Dagen skaffede sig Adgang til Gjerningsstederne ved at aabne de dertil hørende Døre med falske Nøgler.

Et af hende paabegyndt Tyveri i en Ejendom i Fiolstræde , hvor hun forsøgte med en falsk Nøgle at aabne et paa Trappegangen værende Klædeskab, blev imidlertid forhindret ved en Tjenestepiges Tilstedekomst saa at Arrestantinden maatte opgive sit Forsæt og tage Flugten. Ved Kriminal- og Politirettens Dom blev Arrestantinden, der er 36 Aar gl., efter Straffelovens § 232 jvf. tildels § 229 Nr. 4 1ste Led og 5 46 for 5te Gang begaaet og forsøgt simpelt Tyveri og for 5te Gang begaaet grovt Tyveri, idømt 6 Aars Tugshusarbejde.

(Fædrelandet 14. juni 1871)

“Julie Sophie Strøm, født og hjh: i Kjøbenh:; Leilighedstyv; straffet 4 Gange, sidst med 10 Aars Tugthus. See mist: Prot: D. Pag 384.” [1869]. Forbryderalbum Genealogisk Forlag.

Højesteretsdom nr. 360. [1882]

Advokat Henrichsen

contra

Julie Sophie Strøm (Defensor Levinsen), der tiltales for Tyveri.

Kriminal- og Politirettens Dom af 14 Januar 1882: Arrestantinden Julie Sophie Strøm, bør straffes med Tugthusarbejde i 5 Aar samt betale Aktionens Omkostninger, derunder i Salærer til Aktor og Defensor, Prokuratorerne Steinthal og Herforth, 15 Kr. til hver. At efterkommes under Adfærd efter Loven.

Højesterets Dom.

I Henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde kjendes for Ret:

Kriminal- og Politirettens Dom bør ved Magt at stande. I Salarium for Højesteret betaler Tiltalte til Advokaterne Henrichsen og Levinsen 30 Kroner til hver.

I den indankede Doms Præmisser hedder det: Da Arrestantinden Julie Sophie Strøm, der er født den 10. August 1836 og senest anset ved Rettens Dom af 6 Oktober 1877 efter Straffelovens § 232 for 6te Gang begaaet simpelt Tyveri og efter § 1 i Lov af 3 Marts 1860 med Tugthusarbejde i 4 Aar, under nærværende Sag mod hende for Tyveri anlagte Sag, ved egen Tilstaaelse og det iøvrigt Oplyste, er overbevist om at have den 22 November f. A. stjaalet en i Gaardsrummet til Ejendommen Nr. 36 i Skindergade staaende Kurv med deriværende vasket og skyllet Tøj, Alt til Værdi 30 Kr., og tilhørende Mathilde Tesch, Bartholdys Enke, saa vil hun være at anse efter Straffelovens § 232 for 7de Gang begaaet simpelt Tyveri efter Omstændighederne med Tugthusarbejde i 5 Aar.

(Højesteretstidende 1882).

Hustruvold i Taarbæk. (Efterskrift til Politivennen)

Mishandling af en Ægtefælle. Efterat Nordre Birks Politi ved en Skrivelse fra en praktiserende Læge i Taarbæk var blevet gjort opmærksom paa, at en Høkers Hustru i Hvidøre den 29de April d. A. var afgaaet ved Døden under mistænkelige Omstændigheder, og der ved de i den Anledning foretagne foreløbige Undersøgelser var opstaaet Formodning om. at den Afdødes Mand ved voldelig Adfærd mod sin Hustru havde foranlediget dennes Død, blev Høkeren den 1ste Mai d. A. sat under Anholdelse og belagt med Arrest, og under Forhørene fremkom der deels ved hans Tilstaaelse og deels ved det iøvrigt Oplyste Følgende:

Arrestanten, der er skildret som havende en Opfarende og hidsig Charakteer, havde i længere Tid staaet i et utilladeligt Forhold til deres Tjenestepige. Da dette den 19te April om Eftermidagen var kommen paa Tale mellem Ægtefolkene paa deres Bopæl i Hvidøre, opstod deraf en Trætte mellem dem, navnlig foranlediget derved, at Afdøde havde hørt, at det nævnte utilladelige Forhold blev meget omtalt mellem Folk i Byen. Pludselig reiste Arrestanten sig i Vrede fra Sophaen og gik henimod sin Hustru, som ligeledes reiste sig, da han nærmede sig og gav hende med den venstre Albue et Stød for Maven, hvorved hun tumlede henimod den i Værelset staaende kommode, mod hvis øverste skarpe Kant hun tørnede og derpaa faldt om paa Gulvet. Arrestanten greb nu en paa kommoden staaende svær Lampe, som han hævede i Veiret, som for at slaae den ned paa sin Hustru, men blev dog ved deres ligeledes tilstedeværende Tjenestepige forhindret deri, hvorfor han istedetfor i sit Raseri kastede Lampen med stor Kraft henimod Døren, saa at den gik istykker, hvorefter han greb sin Hustru voldsomt om begge Armene og løftede hende op paa en Sopha. 

Samme Dag klagede Arrestantens Hustru, - som længere Tid havde været svagelig og kun daarlig støttede paa Benene, hvorfor hun maatte gaae med Stok, - over Smerter i Siden og i Ryggen og maatte strax gaae tilsengs. Først den 24de f. M. blev der sendt Bud efter en Læge, som imidlertid fandt hende i en meget slet Tilstand, idet hun havde stærke Opkastelser, uregelmæssigt aandedræt og ofte var bevidstløs. Den 29de afgik hun ved Døden. Ved Obductionsforretningen den 2den Mai fandtes der Blodudtrædninger under Huden paa begge Overarmenes Bøieflader, som maa antages frembragte ved en Afdøde i levende Live tilføiet Vold. Tvende Ribbeen viste sig dernæst at være brudte, og ved Hjerneskallens Aabning fandtes Blodkarrene i Hjernehinderne temmelig stærkt inficerede. Efter de obducerende Lægers Skjøn maatte Ribbeensbruddet antages foranlediget ved den Afdødes Fald mod Commoden og ved det hende af Manden bibragte Skub, eller muligen alene ved dette, hvorimod der ikke kunde udtales nogen bestemt Mening om, hvorvidt Blodorerfyldningen i Hjernen, der maatte antages et have foraarsaget Døden, var grundet i den Afdøde tilføiede Overlast.

For sit ovenanførte Forhold blev Arrestanten der tidligere i Henhold til Frd. 11te April 1840 § 77 cfr. §§ 22 og 43 bar været anseet med Fængsel paa Vand og Brød i 5 Dage hvilken Straf imidlertid var bleven forandret til 20 Rd, i Mulkt, nu ved Kjøbenhavns Amts nordre Birks Extraretsdom af 26de d. M. i Henhold til Straffelovens § 202 anseet med Fængsel paa Vand og Brød i 4 Gange 5 Dage.

Under samme Sag tiltaltes en Barbeer, der havde sat den Afdøde Blodkopper og uden en Læges Forskrift foreskrevet hende Omslag af fordelende Urter; men det skjønnedes dog ikke, at han, navnlig naar hensees til Beskaffenheden af de af ham anvendte Midler, havde overtraadt Lovgivningens Bestemmelser om Kvaksalveri, hvorfor han ved den ovenfor citerede Dom frifandtes for Actors Tiltale.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 31. maj 1871. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).