Arbejdermøder i Randers 28de October 1871. (Efterskrift til Politivennen)

Arbeidermøde i Randers. Om et i Randers i Løverdags Aftes afholdt Arbeidermøde i et Beværtningslocale udenfor Byen hedder det i "Randers Dagblad" for igaar: Til det af Hr. Povl Geleff paa den internationale Arbejderforenings Vegne iforgaars Aftes indvarslede Arbeidermøde havde der indfundet sig langt Flere, end Localet kunde rumme. Hr. Geleff aabnede Mødet med at tilkjendegive Forsamlingen, at Hensigten dermed var at drøfte de Klager, der fra Arbeidernes Side vare fremkomne. Hans Foredrag, der fra Forsamlingens Side idelig afbrydes deels af Bifalds- deels af Mishagsytringer, gik navnlig ud paa at bevise det Berettigede i Arbejdernes Klager og fremhævede i overdrevne Udtryk de trykkende Forhold, hvorunder de leve. Som et af Midlerne til at forbedre deres Kaar, omtalte han Forandring af Valgloven, saa at denne blev udvidet saaledes, at Arbejderne ogsaa kunde faae deres Repræsentanter i den lovgivende Forsamling. Derefter talte Assessor Bruhn, der imødegik Geleff, idet han paaviste, at Arbeiderstanden her i Landet ikke var under saa trykkende Forhold, som denne havde fremhævet. Snedker N. E. Schou indbød Arbejderne til et Møde paa Tirsdag Aften for uden Forstyrrelse at kunne drøfte de foreliggende Spørgsmaal. Da Mødet antog en saa stormende Charakteer, at det var umuligt for Nogen at blive hørt, fandt Hr. P. Geleff sig foranlediget til, trods Protest, at erklære Mødet for hævet.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 31. oktober 1871).

Arbeidermødet i Randers var ifølge "Randers Amtsavis" besøgt af omtrent mellem 800 og 1000 Mennesker. Mødets Hensigt maa betragtes som fuldstændig mislykket, idet Stemningen fra først til sidst ingenlunde viste sig at være for den socialistiske Bevægelse. Efter at have meddeelt - hvad vi alt have anført iaftes i det efter "Rdrs. Dagblad" optagne Referat - at Hr Geleff, da han ikke mere kunde komme til Orde for Raaben og Skrigen, maatte hæve Mødet, idet han dog siges at have udtalt det Haab, at samles med Arbejderne ved en anden Lejlighed, slutter "Randers Amtsavis" sin Beretning med følgende Ord: "Saaledes endte dette første Forsøg paa at lede vor Arbeiderstand vild og forplumre dens Forhold. Om det vil blive efterfulgt af flere, kunne vi selvfølgelig ikke vide. Men at dømme efter de Stemningsudbrud, der idelig afbrede Prædikanens alt andet end heldige og fuldstændig resultatløse Udtalelse, - hvilke ganske vist ikke alle kom fra Medlemmer af den egentlige Arbejderstand - , var han ingen velkommcn Gjæst her, hvad han ogsaa tilstod, at han selv følte. Det er derfor neppe rimeligt, at denne Prøve, som "paa Foranstaltning af den internationale Arbeiderforening i Kjøbenhavn" er bleven anstillet her og faldt saa ynkeligt ud, vil blive gjentaget. (Thi at vort Byraadsmedlem Snedker R. E. Schou skulde have i sinde paa det til Tirsdag bestemte Arbeidermøde at lade Hr. Geleff smutte ind i Salen, dækket af sit Skjold, det maae vi antage for umuligt). Og viser det sig, naar den Smule Ophidselse har lagt sig, som jo maatte komme frem ved en Leilighed som denne, at det er, som vi have al Grund til at troe, at dette Tilløb er gaaet virkningsløst os og vore Forhold forbi, saa tør vi vel nok stille det hæderlige Exempel, vore Arbeidere saaledes have givet, frem for Andre til Efterligning."

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. november 1871).

Nyt Arbeidermøde i Randers. Om det af Snedkermester R. C. Schou i Randers til i Tirsdags Aftes indvarslede nye Arbeidermøde hedder det i "Randers Dagblad" for igaar: Der havde indfundet sig saa Mange, som Localet kunne rumme. Paa Forslag af Snedker Schou blev der nedsat et Udvalg af 7 Medlemmer for at drøfte, hvorvidt det var heldigt at slutte sig til den internationale Arbeiderforening i Kjøbenhavn eller ikke, hvilket Udvalg saa paa en senere Maade skulde fremlægge sin betænkning.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. november 1871).

Mødet i Randers. Der eksisterer i denne By en Overlærer ved Navn Albrectsen, der i længere Tid har staaet i Spidsen for en saakaldet "Arbejder-forening", hvori der i Øvrigt kun findes faa Arbejdere, men desto flere Storborgere og Fabrikanter. Denne "Overlærer" Albrectsen, der naturligvis er en ivrig doktrinær Rabulist og en indskrænket men herskesyg Spidsborger, havde sat sig i Hovedet, at han nok skulde kurrere Randers Arbejdere for Anfald af Socialisme, og i den Hensigt averterede han i Byens Avis, at alle der sluttede sig til vor Forening, vilde blive udstødt af Randers Arbejderforening, ligesom de heller ikke vilde faa Hjælp af den derværende Understøttelsesforening! Vi begriber ikke, hvor denne Størrelse faar Frækhed fra til en saadan Opførsel! Selv her i Byen, hvor "Arbejderforeningen af 1860" saa længe har sjasket i Hælene paa Hr Rimestad, vilde det aldrig være bleven taalt, hvis denne skulde være faldet paa at forbyde Medlemmerne at være i andre foreninger. Denne Udtalelse af Hr. Albrectsen vidner altsaa om, hvilket Despoti og hvilken Vilkaarlighed der maa herske i Randers Arbejderforening, og hvor slaviske og umyndige Medlemmerne maa være, naar de taaler en saadan ligefrem Overtrædelse af Selskabets Love.

Men den anden Trusel er næsten endnu mere betegnende. For det første bliver det naturligvis et Spørgsmaal, hvor vidt Bestyrelsen for den nævnte Forening har Lov til at bestemme dette; Bidragene et dog vist givet uden noget saadant forbehold, hvor kan saa Bestyrelsen have Ret til at udelukke folk, som trænger til Hjælp. Men det Hele viser klarligt det "kristelige" Standpunkt som Dhrr indtager.

Efter disse Anstrængelser fra Hr. Albrectsens Side, var det let at skønne, at Kampen vilde blive haard for vor Afsending Hr. Povl Geleff, der til d. 28de Octbr. havde berammet et socialistisk Møde i Rosenlunds Lokale. Allerede en Timestid iforvejen havde Modstanderne fyldt Salen, medens Arbeiderne, der kom senere, for største Delen maatte staa udenfor Salsvinduerne, da Mange havde trængt sig ind uden Billet. Da Hr Geleff fremstod, og i et længere foredrag udviklede Socialismens Betydning og de Midler, som vor forening har i Sinde at anvende for at forbedre den fjerde Stands Kaar, afbrødes han hvert Øieblik ved det "fine" Publikums uanstændige Spektakler, der dannede en slaaende Modsætning til den Ro og Værdighed, hvormed de egentlige Arbeidere stedse er optraadt saavel i København som i Aarhus. En "Assessor" Brun diskede derpaa op meb de i den øvrige civiliserede Verden allerede forslidte og aflagte Modbeviser. Den vistnok lidt forvirrede Taler anførte som Exempel, at naar en Mand i 20 Aar havde slidt og slæbt under idelige Savn, saa vilde vi forbyde ham at bruge den opsparede Kapital. Nej, bedste Hr. Brun, det har vi slet ikke i Sinde. Tværtimod strider vi for den fuldkomne personlige Tanke-, Tale-, Skrive- og Handlefrihed. Men hvad vi vil, ikke forbyde, men gøre umuligt, det er, at han i Steden for at forbruge sin Kapital til sin egen fornøjelse, skal anvende den til at lade andre trælle for at forøge den. I øvrigt skulde Hr. Brun, naar han vil være populær, nødig tage et af de faa Eksempler, hvor en Mand selv har kæmpet sig frem, det vilde have været mere overensstemmende med Virkeligheden, hvis han som Exempel paa Kapitalister havde nævnt Hr. Tietgen eller en anden moderne Vindmager, som i faa Aar er blevet Millionær ved Børsjobberi og Aktiesvindel. Hr Snedker Schou, der indsaa hvor urimeligt det vilde være at fortsætte forhandlingerne under ben herskende Støj, bebudede et nyt Møde, alene for Arbejdere, Tirsdagen herefter. Derpaa sluttede Hr. Geleff Mødet, og begav sig bort, stærkt truet med Haandgribeligheder af den "fine" Del af Publikum, men beskyttet af en Del Arbejdere og enkelte andre Veltænkende. -

 Idet vi slutter Beretningen om dette interessante Møde, maa vi dog ikke glemme endnu engang at takke ben elskværdige Hr. Albrectsen for hans Imødekommen mod Arbejderne i København. Han kunde ikke ved nogen anden Opførsel have tjent vor Sag bedre. Hvis han skulde faa lidt Tid tilovers fra sine "byrdefulde" forretninger som "Arbejderfører" (at sige selvvalgt), vilde vi bede ham se lidt indenfor paa den Svovlstikkefabrik, der findes derovre. Og havde Hr "Assessoren" Tid, saa kunde han maaske gaa med. Der arbeider ca. 100 ganske smaa Børn i den nedrigste Stank og i det sletteste Lokale, der kan tænkes, og for kort Tid siden døde et af dem ligefrem af forgistelse. Der vilde Hr Brun kunne finde Stof til "Kapitalister"; idetmindste "slider og slæber" de, men rigtignok ikke i 20 Aar, for inden den halve Tid er gaaet er de - kreperede!

Ved det nye Arbejdermøde i Tirsdags blev der i Randers dannet en Sektion af den internationale Forening. Hr. Geleff optraadte og blev hilset med Bifald. Nærmere næste Gang.

(Socialisten 4. november 1871).

Arbeidersagen i Randers. Vore Læsere ville erindre, at der for en Ugestid siden, efter Indbydelse af Byraadsmedlem R. C. Schou i Randers blev holdt el talrig besøgt Arbeidermøde i den nævnte By, paa hvilket man enedes om at nedsætte et Udvalg med det Hverv at overveie og undersøge hvorvidt en Tilslutning til den intemationale Arbejderforening i Kjøbenhavn var heldig eller ikke. Dette Udvalg havde iforgaars Aftes, ifølge "Randers Dagblad", sammenkaldt et nyt Møde, paa hvilket Hr. Schou paa dets Vegne gjorde Forsamlingen bekjendt med, at Udvalget, efterat have brevvexlet med Centralkomiteen i Kjøbenhavn, var kommen til den Anskuelse, at der ikke var nogen Grund til Frygt for at indtræde i "Internationale", da denne Forening kun holdt paa Lov og Retfærdighed og ikke havde til Hensigt at omstyrte de bestaaende Forhold. Kun ad Rolighedens og Besindighedens Vei vilde man føre Arbejderne frem til det tilsigtede Maal og ikke, som det af Mange blev udsagt, med Sværd i den ene Haand og Petroleumsfakkel i den anden. Mødet sluttede med et Leve for Hr. Schou, hvorefter der fandt en Indtegning Sted i "Internationale". - Vi tro, der er al Anledning til at lykønske Arbeiderne i Randers til at de i deres Midte have en Mand som Hr. schou, til hvis Dygtighed, Anseelse og oprigtige Hengivenhed for den ringere Stilledes Sag, de sikkert med Tryghed kunne støtte sig.

(Aarhus Amtstidende 16. november 1871).

Fra Randers. *) Efterat Hr. Poul Geleff fra Kjøbenhavn havde afholdt et Møde her i Byen, der imidlertid blev forstyrret paa Grund af visse Personers kaade og drengeagtige Optræden, blev der af Hr. Snedkermester R. V. Schou afholdt et Arbeidermøde, hvor det blev besluttet at nedsætte et Udvalg for at undersøge, hvorvidt det var overensstemmende med Arbejdernes Interesser at indtræde som Medlemmer i den danske Afdeling af den internationale Arbejderforening. Dette Udvalg havde til i Tirsdags Aftes indbudt Byens og Omegnens Arbeidere til et nyt Møde, ved hvilket der vistnok var henimod 400 Mennesker tilstede. Som Ordforer for Udvalget udviklede Snedker R. E. Schou Betydningen af, at alle Landes Arbejdere sluttede sig sammen til et eneste mægtigt og enigt Selskab. Han meddelte, at efter de Oplysninger, som Udvalget havde erholdt, var der ingen Fare for, at det var den internationale Arbejderforenings Plan paa en voldelig Maade at gjennemføre sin Opgave. Saalænge Modpartierne ikke krænkede de bestaaende Love, vilde Internationale ganske sikken heller ikke gjøre det, men den vilde stræbe efter paa en rolig og besindig Maade at opnaa sit Formaal og tilvejebringe taalelige Forhold for Arbejderne. Efterat Hr. Schou derefter havde oplæst og forklaret Generalstatuterne og den danske Afdelings Love, paapegede han i korte Træk, hvad det var for usle Midler, hvoraf Storborgerne betjente sig for at sætte deres Villie igjennem, og erindrede Arbejderne om ved det forestaaende Valg til næste Aar at være enig, og holde sammen og kun stemme efter deres Overbevisning; han paapegede derhos hvorledes Arbejderne i Byerne havde deres bedste Støtte i det kraftige og vel ledede Landbo-Demokrati. Til Slutning opfordrede Hr. Schou indtrængende til Indtrædelse i "Internationale" og hævede derefter Mødet med et Leve for den danske Arbejder. En Tilstedeværende udbragte derpaa ogsaa et Leve for Hr. Schou som Arbejdernes Talsmand.

Der indtegnedes strax henved 100 Medlemmer i Foreningen.

*) Efterat Stykket i Dagsavisen om Randersmødet allerede var sat, have vi fra en æret Meddeler modtaget Nærværende, som da det indeholder Et og Andet. som ikke findes i Referatet efter "R. Dgdl." ogsaa ville tillade os at benytte.

(Aarhus Amtstidende 16. november 1871).

Der blev desuden afholdt møder i Aalborg i Elisalyst med 7-800 personer (se Socialisten 11. november 1871), Vingårdsstræde i København med 900 deltagere (se Socialisten 18. november 1871), Skanderborg, Vejle, Horsens, Odense (26. november 1871), Slagelse (25. november 1871) Roskilde, Skodsborg samt en række andre steder. Ud over Harald Brix og Geleff var også Abraham Sommer aktiv, samt i Københavnsområdet snedkersvend Berg.

Arbejdermøder i Aarhus 25de October 1871. (Efterskrift til Politivennen)

Et nyt Arbeidermøde i Aarhuus. (Aarh. stiftst.) Paa et talrigt besøgt Arbeider-møde i Onsdags Aftes optraadte Hr. Geleff fra Kiøbenhavn som Afsending fra den kjøbenhavnske lnternationale Arbeiderforening, og gjennemgik i Korthed denne Forenings bekjendte program, derefter optraadte Skjærsliber Johansen og anbefalede under hyppige Afbrydelser at afskaffe Religionen, Præsterne og Kirkerne. Hr Bjørnbak hilsede den foregaaende Talers Begeistring med Glæde og som et Beviis paa, at Arbeiderne havde Modenhed til at tale om deres Anliggender. Han udtalte sig derefter om sit Parties standpunkt i de kirkelige Anliggender; han vil have Stat og Kirke adskilte; Menighederne skulle have Ret til at vælge Præst og Lærer og fuld Frihed i religieuse Sager. Han gik derfra over til et Angreb paa "det djævelske Nationalitetsprincip", og hævdede den evige Fred og ingen Hære som et Maal, alle Arbejderne uden Hensyn til Nationalitet skulde kæmpe for at naae. Han forlangte og fik under Forsamlingens stærke Bifald et Tillidsvotum overfor "Jyllandsposten"s Paastand forleden, at han sidst forlod Salen, fordi Arbejderne vare kjede af at høre paa ham. Hr. Geleff opfordrede Arbejdernes Modstandere til at tale, og da Ingen efterkom Opfordringen, udtalte han sig om, at Bestyrelsen, hvoraf han var Medlem, i Hærvæsenet vilde have Reduction, men ikte Afskaffelse af enhver Hær, for de større Magter gik iforveien, hvilket for Tydsklands Vedkommende ikke kunde vare længe, da Internationale med rivende Hurtighed udbredte sig der. Hr.Bjørnbak holdt nu et Foredrag om, at "Politik" just var det, hvorved Arbejderne kunde løftes og komme til deres Ret, da de, naar de benyttede deres politiske Rettigheder, havde Majoriteten. Efter at Forhandlingerne have været afbrudt i 10 Minuter, rettede Hr. Obel som en Ven af Arbejderne, af hvilke han ikke troede, at der fandtes nogen Modstander i Aarhuus det Spørgsmaal til Hr. Geleff, om den nylig stiftede internationale danske Forening stod i Forhold til Internationale, der synes at have slaaet bag Parisercommunens Skjændselsherredømme. Hr. Geleff erklærede, at den danske Forening ikke stod i Afhængighedsforhold til Internationale, men vel i venskabeligt Forhold til dette Selskab, og advarede mod at tillægge Internationale Ansvar for Parisercommunens Færd, da denne Sag i hvert Fald endnu ikke tilfulde var oplyst. Hr. Bjørnbak talte igjen, særlig om sit personlige Forhold til Arbeiderne, og erklærede, at han ikke vilde benytte dette til at blive valgt til Rigsdagsmand. Hr. Geleff hævede derefter Mødet omtrent Kl. 10½.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 27. oktober 1871).

Arbeiderbevægelsen i Aarhus. Aarhuus, den 28de Octbr. (Aarhuus Amtstidende. Iaftes afholdt Tømmersvendene her i Byen et Møde i Localet paa Fiskergade for at overveie, hvad der skulde gjøres for at forhøie Arbeidslønnen og i det Hele taget for at forbedre Arbeidernes Kaar. Mødet indlededes af Tømrer I. Andersen (Medlem af den midlertidige Bestyrelse for den internationale Arbeiderforenings Afdeling i Aarhuus), der udviklede sine Anskuelser, som gik ud paa, at man skulde danne et Udvalg til at udarbeide en Priiscourant samt danne en Strikekasse for Tømrerne og tillige slutte sig til den internationale Arbejderforening. I lignende Retning talte Tømrerne Thorbrogger og Christiansen, hvorefter det omhandlede Udvalgs Medlemmer valgtes. Lærer Assersen erindrede om, at man maatte slutte sig nøie sammen med andre Arbejdere, da man ellers Intet udrettede. Han meente, at det kunde være rigtigt at forespørge hos Mestrene, om de kunde give noget Mere i Arbeidsløn, men fraraadede gjentagende paa det nuværende Standpunkt at optræde med Fordringer, som man langtfra var sikker paa at kunne gjennemføre. Tømrer S. Andersen brød sig ikke om at høre Noget om den internationale Arbejderforening, men meente blot, at naar man opstillede den kjøbenhavnske Priiscourant som en Fordring, skulde Mestrene nok nu gaae ind derpaa. Dette modsagdes af en senere Taler, I. Andersen ønskede, at man indtraadte i den internationale Arbejderforening, men at man beholdt Strikekassen for sig selv. Der maatte vælges Folk til at forhandle med Mestrene, hvilket derpaa skete. Assersen opfordrede til at træde talrigt ind i den internationale Arbeiderforening, da man derved opnaaede, hvad man tilsigtede, at blive en særegen Afdeling (Section). Ved Mødet indtegnedes i denne Forening c. 30 Medlemmer.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 30. oktober 1871).

Socialistiske Møder.

Mødet i Aarhus i Onsdags i forrige Uge var besøgt af c 700, omendskønt der samtidigt var Koncert og Bibellæsning samt Møde af Husholdningsforeningen, som dog blev udsat. Mødet aabnedes af Karetmager Kruse, der meddelte Forsamlingen, at en Udsending fra den internationale Arbejderforening i København, Hr. Geleff agtede at holde et Foredrag, hvorefter Ordet vilde blive givet frit. Derefter traadte denne frem og bemærkede, at han ikke havde indfundet sig for at holde noget egentlig Foredrag, heller ikke for at rejse en Agitation; der eksisterede allerede et saa livligt Røre mellem Arbejderne her, som det sømmede sig Aarhus, Landets livskraftigste By; Formaalet med hans Besøg var at hiælpe Arbejderne mod den Modstand, deres Bevægelse havde vakt hos de andre Samfundsklasser. Taleren fremstillede derefter Arbeidernes berettigede Klagepunkler, af hvilke nogle, som den for lave Arbejdsløn, Arbejderens usikre Stilling og Anvendelsen af Maskiner samt Arbejdets stærke Deling, i fuldt Maal vedrørte vore Arbejderforhold, medens andre, som Kvinders og Børns Anvendelse til Fabrikarbejde og den deraf svigende Forstyrrelse af Familielivet, den haarde Behandling og den Haan, Arbejderen mødte hos de bedre Stillede, hans daarlige Bolig og tarvelige Subsistentsmidler vel navnlig fandt sin Anvendelse paa de egenlige Fabriklande, men dog ogsaa ikke siældent var berettigede her til Lands. For at afhjælpe disse Klager var det, at den internationale Forening i København havde opstillet Forbringer om en kortere Normalarbeidstid, hvad der var ensbetydende med en Forhøjelse af Daglønnen, Fritagelse for Arbejde om Søndagen; Kvinders og navlig Børns Udelukkelse fra Fabrikarbejde og Ansættelse af en Inspektør ved enhver større Fabrik, lønnet af staten, men valgt af Arbejderne til at vaage over disse Bestemmelsers Overholdelse. Naar det blev sagt, at Internationale vilde afskaffe Religionen, da var dette urigtigt, eftersom den paa dette som paa alle andre Omraader kun vilde Frihed. Det indvendtes, at de opstillede Fordringer ikke vedkom Staten, men det var Storborgerens Paaskud, der ikke blev anført, hvor det galdt at beskytte deres egen Fordel. Den nuværende Valglovs Betingelser tilfredsstillede ikke Arbejderens Krav; det var alene Arbejderne det gik ud over ved Bestemmelserne om egen Dug og Disk, fast Ophold i Valgkredsene, modtagen Fattigunderstøttelse burde ikke stille ham i Klasse med Forbryderne og berøve ham hans naturlige Ret som Statsborger Den indirekte Skat, der næsten udelukkende hviler paa Arbejderne, var en skammelig Uretfærdighed. Naar Arbejderne, der udgør 90 pCt. af Befolkningen, kun vil benytte deres Stemmeret, kunde de befolke Folketinget og sætte deres Krav igennem. Han opfordrede de Tilstedeværende til at ytre sig. - Skærsliber Johansen forlangte Ordet i Anledning af Geleffs Udtalelse om Religionen; der var megen Grund til at afskaffe denne; den var stadig blevet benyttet til at undertrykke Folket lige fra de hedenske Tider til nu; han mindede om Religionskrige, de kostbare Kirkers Opførelse; Religionen hvilede paa en tvivlsom Grund; næmlig Bibelen (her afbrødes Taleren af Publikum, og Dirigenten og søgte at stanse ham); han ivrede stærkt imod, at Befolkningen trods Trosfriheden, skulde betale til Præsterne, der var falske Vejledere. Efter dette Foredrag, tog Skoleforstander Bjørnbak Ordet og udtalte sin Glæde over at høre en Mand af Folket udtale sin Mening med saa megen Begejstring og Inderlighed; den forrige Taler havde forstaaet, hvorledes Religionen var bleven misbrugt til at hidse Folkene imod hinanden: det var naturligvis kun Misbrug af Religionen, ikke denne selv, der skulde hæves; Ingen trængte mere til dens Trøst end Arbejderen. Nu havde Religionsspørgsmanlet ikke længer de djævelske Virkninger som i Fortiden; nu var det forbeholdt en anden Djævel, Nationaliteten, at ophidse det ene Folk mod det andet; det var Folkefjenderne, der forførte Arbejderne til at ofre deres  Kapital, Kræfterne og Livet for at staa hinanden. Hvor unaturligt af os at ville kriges med Tyskere blot fordi de var Tyskere (Bifald); vi, som elskede vort Land og vore Institutioner, vilde ikke se dette prisgivet til Røvere; destoværre var dette alligevel sket, men hvorfor? For vor usalige Krigspolitiks Skyld (stærkt Bifald), og hvorfor havde Tyskerne gjort det? Forførte af Folkefjenderne! Arbejderne vilde aldrig opnaa lykkelige Kaar, førend Krig og Hærvæsen blev afskaffede (Afbrydelse). Taleren vilde spørge Forsamlingen, om den ønskede at høre ham? (Voldsomt Bifald), om den paa forrige Møde havde nægtet ham at tale ud? (Nej!) altsaa var det "Jyllandsposten", der for med Usandhed, ikke ham (Raab og Bifald); se saaledes bagvaskedes en Mand. naar han tog sig af Folkets Sag (Bifaldsraab og Hurraer). Geleff kunde ganske slutte sig til Bjørnbak: det var netop den internationale Forenings Ide at slutte Arbejderne i de forskjellige Lande sammen og hindre Krig og Blodsudgydelse. Bjørnbaks Fordringer om Afvæbning var berettigede; inden faa Aar vilde det være Vejen, som ogsaa alle de store Stater maatte gaa; i Tyskland selv var Socialismen mægtig og havde højt fordømt den sidste Erobringskrig. Hvormeget det end glædede Taleren at finde saa megen Samstemning, var hans Hensigt dog at imødegaa Modstanderne , som han atter opfordrede til at udtale sig. - Da Ingen af disse meldte sig, tog Hr Bjørndal atter Ordet og beklagede, at de store Aander, der havde travlt i Krogene, ikke vilde lade os Smaafolk nyde Godt af deres Visdom (Bifald). Han gik derefter over til at forklare Folkepartiets Holdning overfor de kirkelige Spøgsmaal og opfordrede Arbejderne til at slutte sig til, hvad der alt i mange Aar var arbejdet paa af ham og hans Parti. Præsterne, der fortalte os, at det ikke var det Timelige, men det Evige, det galt om, var de Første til at skrabe Penge fra Arbejderne lige fra Vuggen til Graven. (Bifald). Han kom derpaa ind paa Tiendespørgsmaalet, og da der enkeltvis ytredes Misfornøielse med den megen Politik, tog Taleren Anledning til al indskærpe Arbejderne, at Politik netop var deres eneste Redning: naar en Mand paa forrige Møde havde talt om et Barn og et fyldt Grødfad, da skulde Arbejderne ikke oftere give Storborgerne Anledning til slige haanlige Udtryk, men Alle som En møde paa Valgstedet og stemme, men ikke som tidligere paa Anvisning (En Stemme: For 3 Mark!) Taleren takkede for Oplysningen, det viste, hvilke Venner Arbejderne hidtil havde havt. Da han selv stillede sig i Aarhus, truede man en af hans Vælgere med knyttede Næver, men dem behøvede Arbejderne hverken at være bange for eller at benytte. - Stadsingenieur Obel tog Ordet for at erklære, at han var en stor Ven af Arbejderne (?) Der var ingen Modstand mod Arbejderne: men kun mod at betro deres Sag til Internationale, der almindelig antages at staa bagved Kommunens Rædselsgærninger i Paris. Den bedste Støtte Hr. Geleff kunde yde Arbejderens Sag. var at give Samfundet Sikkerhed for, at det ikke var en Forening med saadanne Formaal, i hvilken vore Arbejdere skulde indtræde, og herom ønskede han Hr. Geleffs Udtalelse. - Geleff svarede, at der vist ikke var Nogen, der nøjagtigt kunde besvare Spørgsmaalet om, hvormeget Internationale havde deltaget i Kommunens Dannelse, før dennes Historie forelaa. En Sammenslutning af alle Landes Arbejdere var naturligvis fredelig. og den danske Afdeling stod vel i Forbindelse med, men ikke i Afhængighedsforhold til Hovedafdelingen, hverken i Pengesager eller i nogen anden Retning. Naar Alle nu vilde være Arbejderens Venner, vilde han ingenlunde betvivle det for den foregaaende Talers Vedkommende, men opfordrede Arbejderen til at være forsigtig og erindre, at det først var, efterat han og hans Venner havde rejst Arbejderspørgsmaalet, at der havde tilbudt sig saa mange andre Venner. - Bjørnbak vilde ogsaa advare Arbejderne imod de mange Venner: der var altid nok, der vilde med Strømmen og paa de Stærkestes Parti: det var gaaet ligesaa med Bondepartiet i sin Tid: Taleren kunde af ganske Hjerte slutte sig til den danske internationale Arbejderforenings Program; dens Love kunde enhver dansk Mand anerkende; han vilde ikke med et Ord have støttet Sagen, hvis der havde været Tale om at bruge Andet end lovlige Midler, men det var der jo ikke? (Nej! nej! En Stemme: Kan vi ogsaa stole paa det? - Bevægelse i Forsamlingen: Tvivleren sættes udenfor); Taleren tog deraf Anledning til at erklære den for en Skurk, der drog ærlige Folks Forsikring i Tvivl (stormende Bifald) Nu hørte han sine Fjender sige: Tag jer iagt for Bjørnbak, han smidsker kun for Jer for at blive valgt til Rigsdagsmand; men han vilde erklære, at han ikke denne Gang vilde stille sig til Valg i Aarhus; han havde sin stille Gærning i Børnenes Kreds i Skolen altfor kær til at forlade den; men han skulde derimod gærne være Arbejderne behjælpelig med at finde en anden Rigsdagskandidat. (Stormende Bifald, Bjørnbak hilsedes med Hurraraab, der ikke synes at ville faa Ende). Taleren takkede og udbragte et Leve for Arbejdernes Sag, hvis Sejr var vis (nye Hurraraab): saasandt det var en retfærdig Sag, som den Højeste ikke vilde nægte sin Velsignelse. - Geleff erklærede herefter Mødet for sluttet, hvorpaa Kruse udbragte et Leve for Geleff, der ligeledes hilsedes med Hurraraab.

(Socialisten 4. november 1871).

Arbejdermøde i Kjøbenhavn den 25de October. (Efterskrift til Politivennen)

Arbeidermødet i Kjøbenhavn, den 25de Octbr.: "Iaften har der været afholdt et Møde i Tømmerkroen for "den danske Afdeling af Internationale", for at vælge Sectionsformænd for Cigarmagerne. Der blev valgt 5 Formænd: Gletscher, Jensen, Hendriksen, Christensen og Petersen. Hr. Brix ledede Forhandlingerne ved M. A. Sommers Assistance. Talerne vare Sporvognsconducteur Jacobsen, Cigarmager Hendriksen og Sommer. I megen Ro og Orden discuteredes flere Spørgsmaal. Cigarmagernes Forening "Enigheden" viste Imødekommenhed, saavel fra Bestyrelsen som Medlemmernes Side til al træde ind i Internationale, da dens Love vare omtrent eenslydende med Foreningen "Enighedens" og Hensigten den samme. Man yttrede Ønske om at faae Bladet "Socialisten" til at blive et Dagblad, for at man kunde undgaae at fyldes med Modstandernes Sandhedsfordreielser, der daglig fremkom især i "Folkets Avis" og "Dags-Telegraphen", der meest læstes af Arbeiderne. Der blev svaret, at Bladet endnu ikke var saa udbredt, at det kunde bæres som et Dagblad, da det ikke kunde gjøre Regning paa Avertissementer, men at forskjellige Blade, navnlig "Aarhuus Amtstidende", vilde være gavnlig for Arbeiderne at holde. 

Jacobsen talte om Fordommene mod Socialismen, og at Modstanderne vilde betragte dem som Oprørere, Mordbrændere i Lighed med Communen i Paris; men det var slet ikke den danske Arbeiders Hensigt at tiltvinge sig Rettigheder ved Voldsgjerninger. Kun ad Lovlighedens Vei søgte han at komme til sin Ret. Det var ikke tilstrækkelig blot at saae en forhøjet Arbeidsløn eller ved en Skrue at tvinge Kapitalisterne til at give mere for Arbejdet; thi dette kunde kun være en øjeblikkelig Hjælp, men det gjaldt særlig om at komme til sine politiske Rettigheder, der ogsaa vilde fremme de borgerlige. 

Cigarmager Hendriksen, der som Medlem af Bestyrelsen for "Enigheden", glædede sig over de vundne Resultater, at der havde viist sig saa stor Enighed og Tilslutning til "Internationale", da hiin Forening kun kunde virke til et virkeligt Gode, hvis den i Et og Alt sluttede sig til "Internationale": enestaaende for sig selv vilde den ikke formane at udrette saa meget. Nu gjaldt det om, at der ikke var nogen Spaltning tilstede; men at alle Foreninger, som bestode her i Landet af Arbejdere, sluttede sig sammen. Det glædede ham, at Foreningen "Enigheden" ikke var et tomt Navn, men at det havde viist sig, at den virkelig bestod af enige Medlemmer. Han oplæste et Brev fra "Internationales" Bestyrelse til Bestyrelsen for Foreningen "Enigheden".

Jacobsen fremkom med en Bemærkning om den broderlige Arbejderforenings Program, som var udstedt af Lucianus Kofod; han "matte sige, han forstod det slet ikke, thi der var vel sagt, at Arbeidernes Løn burde forhøies, men paa hvad Maade havde det ikke givet tilkjende. Der var hverken omtalt en normal Arbeidstid eller Arbeidsløn, og slet Intet om de politiske eller borgerlige Rettigheder. For ham stod dette Program som et -"Humbug". Nu da "Socialisten" havde draget Arbeidernes berettigede Fordringer frem, nu kom man med Forslag paa Forslag fra alle Kanter, der dog meest gik ud paa at stikke Arbeiderne Blaar i Øinene, og som aldrig vilde lede til gode Resultater, nu maatte man vogte sig for at blive adsplittet i Hobe, men bestandig have det for Øie, at virke til det fælles Maal i sluttet Forening.

Sommer talte om Oplysningen, hvor vigtig den var for Arbeiderne. Det var ved Kundskabens Magt, man havde gjort Arbeiderne til Trælle og Slaver, og først naar Arbejderen selv indsaae, hvor nyttig Dannelse og Kundskab var, kunde han blive skikket til at afryste det Aag, man havde lagt paa ham, saalænge han var i en uoplyst Tilstand. Man vilde øjerne betragte Socialismen som et Oprørselement i Samfundet, men den, som forstod den sande Socialisme, vilde finde den i Christendommens Grundvold. Jesus Christus var den første sande Socialist, det var hans Lære, at den ypperste iblandt os skulde tjene, - og ikke herske - det var ham, der sagde: vi ere alle Brødre, og at en Arbeider er sin Løn værd. Det var kun ved Forførelsens Kunstgreb, at man havde tilranet sig Magten over de lavere Klasser, som man havde holdt i Uvidenhed og derfor kunde bruge dem som Slaver og Trælle. Dersom Arbeiderne nu gik frem i Ro, Orden og Besindighed, saa maatte og skulde de seire, thi Tiden var der, den Tid, da Christus vilde antage sig de Forurettede og Underkuede, og naar vi i Forening bestræbte os for, Enhver efter sine Evner, enten man arbejdede med Haand, Mund eller Hjerne, at holde Bevægelsen indenfor Lovlighedens Grændser, saa vilde Han, som antager sig de Underkuede, staae bag ved og lede Sagen til Seir. Men Arbeiderne havde været holdte i Mørke ved deres Lederes Forførelse, og derfor burde saadanne Mænd, som hidtil havde hersket over og ikke tjent Arbeiderne, ikke længere indlage denne Plads (Stemmer: Rimestad skal væk), og eiheller beklæde den Plads i den lovgivende Forsamling, hvor man hidtil endnu aldrig havde hørt dem tale et Ord, der kunde virke til at forbedre Arbeidernes Kaar. Stod det ikke i vor Magt snart at faae dem fjernede fra denne Plads, saa maatte der arbeides ivrigt for at faae dem bort til det første nye Rigsdagsvalg. Det glædede Taleren at see, at saa stor en Enighed iaften havde viist sig blandt Arbeiderne og blandt de Mænd, som de nu havde skjænket saa fuldkommen Tillid, saavel Bestyrelsen for "Internationale" og dem, som de havde valgt til Sectionsformænd, og Enhver, som offrede sig for Arbeiderne for at klare Begreberne i denne bevægede Tid, og sluttede med at ønske al Held og Lykke til dette Foretagende. 

Jacobsen udbragte herpaa et Leve for "Internationale" og dens Bestyrelse, der besvaredes med 3 levende Hurraer. Hr. Brix sluttede derpaa Mødet, idet han takkede for den Tillid, Forsamlingen havde viist ham. Forsamlingen udbragte et Leve for Hr. Brix. 

Da Sporvognselskabets Tjenerpersonale, Conducteurer og Kudske, Staldkarle etc. ikke kan samles inden efter Kl. 12 Midnat, saa overlodes det Jacobsen at faae valgt de tilbørlige Formænd for disse Sectioner. 

Man yttrede Ønske om snart at faae et stort socialistisk Møde bragt tilveie her i Kjøbenhavn. Mange Medlemmer bleve indtegnede.

(Aarhus Amtstidende 28. oktober 1871).

Arbeiderforholdene i Aarhuus. (Efterskrift til Politivennen)

Herom skrives til os under 22de ds.: "Den hele Bevægelse omfatter væsentlig kun Haandværkssvende og Fabrikarbeidere, idet for den almindelige Arbejderbefolkning Daglønnen efter Aars tiden og Behovet er mere skiftende. Ifjor for Exempel, da vor Havn havde saa stor Extratrafik paa Grund af den franske Blokade, steg Daglønnen for Arbeidsfolk fra de Sædvanlige, 6 a 7 Mk. til 10 a 12 Mk. Haandværkssvendene derimod søge i Almindelighed nogenlunde stadigt Arbeide hos faste Mestre, og disse paa deres Side holde ogsaa i egen Interesse saavidt som muligt et fast Antal, hvilke de, naar ikke i en given Tid bestemt bestilt Arbeide haves, søge at sysselsætte ved at lade dem arbeide til Boutikssalg. De Fabrikarbeidere, som have tilegnet sig visse techniske Færdigheder, ere selvfølgelig de fasteste af Alle; men de fleste herværende Fabriker ere ikke saa store, at de have mange af saadanne Folk, hvorimod endeel af deres Personale ogsaa kun kan komme i Klasse med almindelige Arbeidere; det største Etablissement af den Natur maa vel være Statens Jernbanebedrift med tilhørende Værksteder. Allerede kort efter at "Socialisten" i August var begyndt at udkomme i Kjøbenhavn, mærkedes det, at der var Forbindelse tilstede med nogle Haandværkssvende her i Byen, navnlig blandt Snedkerne, og dette forklares maaskee ved, at nogle af de socialistiske Personligheder, hvis Navne forekomme blandt Bevægelsens Mænd i Hovedstaden, tidligere have forsøgt at slaae sig op i forskjellige andre Retninger her, saaledes navnlig en forhenværende Kjøbmand Mundberg, en kjøbenhavnsk Journalist o. Fl. Disse have mulig havt nogle Bekjendtskaber iblandt de mindre rolige Hoveder. Sagen vakte imidlertid kun liden Opmærksomhed, fordi, som det senere skal omtales, en rolig Betragtning vistnok paa alle Sider maa komme til den Erkjendelse, at hvor meget man end kan ønske, at Arbejderen maa kunne arbeide sig frem til bedre Kaar, saa ere Betingelserne for en "Skrue" virkelig ikke tilstede her.

Den Opsigt, som den Burmeister & Wainske Affaire vakte, kastede imidlertid et vist Skjær over et Skridt, som ellers temmelig sikkert vilde være gaaet meget uændset forbi. Her blev i forrige Uge indbudt til et Arbeidermøde, og dette var meget talrigt besøgt baade af Arbejdere og Nysgjerrige. En Smedesvend Carstensen optraadte baade som Dirigent og som Ordfører, og i den sidste Egenskab fremførte han en god Portion af de almindelige Sætninger, som under Internationale's Fane ogsaa nu prædikes i Hovedstaden. Det hele Møde var dog temmelig resultatløst; der viste sig vel at være et hundrede Individer, som havde stillet sig under den socialistiske Fane; men Mange, og selv Ordføreren, syntes hellere at ville gaae paa egen Haand; Meningen var nærmest, at man vilde danne en særlig Forening, som ved Sammenskud skulde samle en Capital, hvormed i Tiden "en Skrue" kunde sluttes. Man indsaae altsaa, at for Øieblikket kan der kun gjøres forberedende Skridt, og det er dog et Tegn paa Besindighed. Thi Sagen er, at det stunder mod Vinteren, og i adskillige Haandværk vilde Mestrene snarere være tilfredse end det Modsatte, hvis endeel af deres Svende vilde befrie dem fra den moralske Forpligtelse, som de til en vis Grad føle, med Hensyn til at beholde det størst mulige Antal Arbeidere i den lidet travle Tid. Snedkerne f. Ex. have for en stor Deel deres Hovederhverv ved Bygningsarbejde Vinduer, Døre etc.), hvorimod Meubler for en stor Deel give dem liden eller ingen fortjeneste; desuagtet arbeide de paa Meubler om Vinteren for at holde Folkene. Da derhos vore Haandværkere kun i ringe Grad, og om Vinteren slet ikke, ere under Contractsforpligtelser for større Leverancer, saa kunne de selvfølgelig holde længe ud, kunne drive deres Forretning saa smaat, som det skal være, uden at udsættes for Tab, naar endeel Svende gaae fra dem. De vigtigste Betingelser for, at en Skrue skal kunne gjøre Virkning, mangle saaledes fuldstændigt ialfald for Øieblikket. Mere Betydning har den hele Bevægelse maaskee i politisk Retning, idet den bekjendte bondevenlige Agitator, Skoleforstander Bjørnbak, gjør sit Bedste for at drage de bevægede Gemytter over i sin Leir. Igaar Aftes afholdtes atter et Møde, hvor foruden Arbejderne kun han og et Par andre Tillidsmænd vare tilstede. Man stiftede der en international Arbejderforening for Aarhuus og paa Grundlag af "de kjøbenhavnske" Love for den internationale Arbejderforening for Danmark og af de omdeelte "Generalstatuter" og reglementariske Bestemmelser for Arbeiderforeningen Internationale". Det blev imidlertid fra alle Sider udtalt, at denne Forening vilde beholde en selvstændig Charakteer, aldrig gaae med i statsopløsende Retning og kun virke sammen med den store Forening i Spørgsmaal, som gjælde Forbedringen af de arbejdende Klassers Stilling i Samfundet. Foreningen skal nu tælle ovre 200 Medlemmer, og den har valgt en Bestyrelse paa 12 Medlemmer blandt Haandværker- og Fabrikarbeiderstanden. Ogsaa fra anden Side er man imidlertid i Bevægelse; den allerede i nogen Tid bestaaende Huusholdningsforening, der virker med Held i sin specielle Retning, har sammenkaldt et Møde til iaften, og denne Forening, der i længere Tid har staaet i Forbindelse med de bedre Dele af Arbejderbefolkningen, og som bestyres af meget besindige og dog varmtfølende Mænd, vil maaskee bedre end nogen Anden være istand til at fremkalde en rolig Overvejelse og sund Oplysning hos den store Deel af Befolkningen, saaledes at denne ikke bliver et Rov for politiske Partiintriguer eller for egennyttige Agitatorers Udplyndring.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. oktober 1871).

Arbeidermøde i Kjøbenhavn 4de October 1871. (Efterskrift til Politivennen)

Efter Indbydelse i Extranummeret Nr. 12 af "Socialisten", samledes i Onsdags Aftes Kl. 8½ i Salonen "Phønix" saa mange Arbeidere, som Salen kunde rumme. I over 1½ Time forud for Mødet var Helliggeiststræde saa overfuldt med Mennesker, at det var en Umulighed at trænge sig igjennem. Dette beroede paa, at Phønixværten Hr. Rasmussen havde sendt Bud til Politiet om Tilladelse til at afholde dette Møde, men Svaret udeblev, og derfor blev Dørene først aabnede, da Hr. Brix kom og garanterede for Følgerne. I faa Øieblikke vare alle Pladser besatte, og naar der har været omtalt, at der mulig var 1000 tilstede, saa maae vi tilføie, at 17 a 1800 bedre vilde passe. Der var solgt omtrent 1400 Billetter, hvoraf henved 1200 vare afleverede, og der maae saaledes have været c. 200, som ikke kom ind itide, men der var ogsaa en Mængde Ikkearbeidere tilstede, som trængte sig ind uden Billet.

Udgiveren af "Socialisten", Hr. Boghandler Brix, aabnede Mødet, Poul Geleff valgtes til Dirigent, og Hr. Brix fik først Ordet, og skildrede tydelig og klar i et kort Foredrag, hvorledes Arbeidsstandsningen var foregaaet paa Dhrr. Burmeister & Wains Fabrik, hvorpaa han oplæste de Fordringer, som Arbejderne stillede:

1) De 3 af de omhandlede 4 Kvartermænd afskedigedes;
2) Der skeer en Forhøielse i Lønnen af 1 sk pr. Time;
3) Alle de afskedigede Arbeidere, uden Undtagelse, antages til Tjeneste.

Foredraget fulgtes helt igjennem med levende Interesse og hyppige Bifaldsraab. En af Tilhørerne spurgte om, hvorvidt Firmaet havde vist sig villig tit at træffe en Overeenskomst, - dette besvaredes benægtende.

Mekanikus Rasmussen (tidligere bosat i Horsens) gjennemgik i et klart Foredrag hele Fabrikens Historie. Han havde kjendt det siden det blev anlagt og indtil Dato. Tidligere var der aldrig Klage over Behandlingen eller Lønnen, men siden Hr. Wain, der i daglig Tale kaldtes: "den Graa" - (Stemmer: Engelskmanden), - havde begyndt at nedsætte Arbeidslønnen, var der stadig Klage (Bifald). Man paastaaer, at en Tredjedel af Fabrikens Arbeidere nyde Fattigunderstøttelse og det er høist nedværdigende og et Bevis paa en alt for ringe Løn. Desuden tog Firmaet for sine Skibe indtil 10,000 Rd. mere end i England, hvor Arbeidslønnen var mindst 5 sh. eller over 2 Rd. om Dagen for 10 Timer, der fik kun Arbejderne 7 sk indtil højst 11 sk i Timen, Hvilket for den almindelige Arbejder kun udgjorde 4 Mk. 11 sk, hvoraf han umulig kunne leve med Familie. Taleren var ikke Kommunist, og han ansaa det for farligt, naar Alle skulle dele, thi saa vilde det føre til, at Ingen fik Noget, men der maatte kjæmpes for, at Arbejderens Stilling blev målelig og at han kunde føle sig selvstændig og ikke skulde nyde Fattigunderstøttelse, og at hans børn maatte nyde en bedre Undervisning i Skolerne; han havde selv kun lært i en Landsbyskole, men dog meget bedre end børnene nu fortiden lærte i Skolerne her i byen. (Levende bifaldsraab).

Maskinarbeider Lundbek fremhævede, at det det nu kom an paa, var, at Arbejderen tog Sagen med Ro og besindighed. Det var et vigtigt Anliggende de vare samlede i, og derfor burde der særlig lægges Bind paa Orden, at Selskabet nu kunde organiseres og sluttes tæt sammen, og staae hinanden bi efter Evne. Ved Ro og Orden afvæbne vi vore Overherrer, at de ikke skulde faae Anledning til at kalde os Urostiftere. Der var ikte Tale om, at kapitalisterne skulde afstaa deres Kapitaler til Arbejderne, men de burde lønne dem saaledes, at de kunde leve selvstændige uden at være nødte til at søge Fattighjælp, thi det voldte Sløvhed og Død, men Arbejderne ville leve uden at tigge. De Store kunde sagtens give 1000 Rd. i Fattigskat, hellere end at give høiere Løn. Det var en fin Politik, thi derved vandt de, at Arbejderne, som kom under Fattigforsørgelse, mistede deres Stemme og politiske Retligheder og bleve stavnsbundne af Nød.

Civilingeniør Rasmussen gjorde Forsøg paa at klare Spørgsmaalet om Kapital og Arbeide, men blev saa ofte afbrudt, at han kun med Nød fik sagt, at Kapitalen sad i Arbejderens to Hænder og i hans hjernekiste. (Stemmer: Det gjælder om at faae Arbeiderne anerkjendte som Medlemmer af Samfundet), hvis Arbejderne ikke havde disse to Kapitaler, - han slog Hænderne sammen - , og forstod at lægge sin hjernekiste iblød (med et Slag for Panden) saa vilde Pengeposemanden ikke kunne kjøbe Landsteder og hest og Vogn, men det var Arbejderne, der var i besiddelse af den sande Kapital. (Uro og Forstyrrelse). Lundbeck opmuntrede til Ro, der vilde vare den halve Stier. Dirigenten bad om Orden, thi ellers maatte Mødet haves.

Missionær M. A. Sommer holdt et længere Foredrag, som vi efter forskjellige velvillige Meddelelser se os istand til at gjengive omtrent ordret: Det er ofte bleven sagt - saaledes begyndte Taleren - at Enighed giver Styrke, men nu er det jo det belejlige Øieblik til at gjøre brug af denne Enighed, thi det er Nøden, der nu drager Arbejderne sammen, hvad ere vi samlede her for iaften. Er det for at gjøre Oprør og Spektakel, Nei. - Det er for at overveje et Livsspørgsmaal, om Arbejderne skulle have brød eller Død. Vi maa erindre det er ikke Arbeiderne, som have nedlagt Arbeidet af Trods eller af Driverlyst. Det er Arbejdsgiverne, som have kastet 300 fattige Arbejdere paa Døren, for at overlade dem til Nød og Sult. Det ligger ikke i den danske Nation at ville gjøre Oprør, hertil er den for besindig. Det er de Fremmede, som ere komne her ind i Landet og ere blevne rige ved Arbejdernes Slid og Sved, der nu ville bøie Arbejdernes Nakke haardere under Aaget, og prisgive dem til Fattigforsørgelsen. Men vi kan trøstig sige: at Arbejdernes Raab er kommen ind for den Herre Zebaoths Øren, og han vil ogsaa i Nødens Stund aabne Udvei for dem, og opvække brødrenes Hjerter til at skjænke dem Understøttelse, at deres Familier ikke skulde henfalde til Fortvivlelse. Vi maa betænke, at disse brødløse ikke ere Folk, som ønske at henslæntre Tiden, uden Arbeide. De søge kun at faa Arbeidet saaledes betalt, at de kunne ernære dem selv og Familie i al Tarvelighed. Deres Fordringer ere tilvisse ikke ubillige og kunde meget godt efterkommes af Arbejdsgiveren. Men nu gjælder det om, at deres brødre ikke svigter dem. Ja selv om det skulde ske med Indskrænkninger, ville dog vistnok mange række en hjælpsom haand for at afværge Nøden. Det er ingen Spøg, naar 300 Arbeidere med Familie, som ikke har mere end af haanden og i Munden, nu ere brødløse. I Nøden skal man kjende Vennerne, og i Nøden vil maaske Mange nu lære af hjertet, at bede om det daglige brød, og den Fader, som opholder alle Ting og ikke lader en Spurv falde til Jorden uden hans Villie vil ogsaa velsigne bønnen. Men skal Arbejdernes Kaar forbedres, saa gjælder det om, at faa Repræsentanter i Folketinget, som kan tale deres Sag, at det ad Lovlighedens Vei kan blive ordnet, og særlig maa man se at faa den Paragraf i Valgloven forandret, der fratager Arbeideren sin Stemme, hvis han har nydt Fattigunderstøttelse. Det maa ikke være en Skam for en flittig Arbejder, med en stor Familie, at han har været nødt til at nyde offentlig Understøttelse, thi som Arbejdslønnen nu et i Forhold til Livets første Fornødenheder, har man jo tvungen mangen ærlig Mand til at søge en Understøttelse, som han ellers vilde afskye. Derfor maatte Enighed nu gjøre dem stærke, at dette kunde sættes igjennem. Taleren var vistnok ikke ukjendt for Forsamlingen (Nei, Nei vi kjende Dem!) han havde arbeidet i mange Aar for at oplyse Arbejderne om deres undertrykte Tilstand, og ofte sagt de Store Sandheden, hvorfor han ogsaa havde siddet et Aar i Fængsel, men han var altid villig efter Evne, at arbeide for at Arbejdernes Stilling kunde forbedres. (Stærkt Bifald.) (Sluttes.)

(Aarhus Amtstidende 11. oktober 1871).

Arbeider-Mødet i Kjøbenhavn.

(Sluttet.)

Snedker Greis opfordrede til Indsamling til de Arbeidsløse og spurgte, hvor man kunde henvende sig?

Pensionist Bottrup havde siden 1858 talt Arbeidernes Sag og mente, at de burde slutte sig sammen. Det var Arbejderne, der tjente de uhyre Indtægter, som B. & W. have. Man burde ikke rette sig efter C. V. Rimestad, som i sin Tid var saa godt som smidt ud af Arbejderforeningen. (Stemmer, hvor er han, han skal smides ud!). Dirigenten anmodede Taleren om at holde sig til Sagen.

Lundbeck berettede, at det vel var fandt, at et Antal af 25-30 havde svigtet Dagen og i Forbindelse med "Bødlerne" atter optaget Arbeidet, men man maatte dog glædes over, at det var en saa lille Del, der havde vist sig vakkelvoren.

Snedker I. C. Berg holdt et vel ordnet Foredrag, der desværre ofte afbrødes paa Grund af, at han ikke kunde tale høit nok. Han vilde opfordre Enhver for sig til at handle i Overensstemmelse med Fornuft og Sandhed, og hverken se til Høire eller Venstre, eller lade sig raade af denne eller hin, da det gjælder om at benytte det belejlige Øieblik til at fremme og udbrede de socialistiske Begreber. Men vi maa slutte os sammen, som Arbejdere og Brødre, og staae hinanden bi. Danmark er kun et lille, men det kunde være et rigt Land, hvis ikke dets Rigdom opslugtes af den altfor store og vellønnede Embedsstand. Alt hvad Arbejderne kunde bringe tilveie ved deres Slid og Møie, fortæredes ved Geistlighedens og Embedsstandens Overdaadighed. Folketinget arbeider Aar efter Aar paa at forbedre og forhøie Embedsstandens Lønninger, men det gav aldrig Agt paa Arbejdsklassen, der alt for tidlig sled sig op i Nød og Kummer og ofte maatte efterlade Enke og Børn i en kummerlig Tilstand, og kun prisgivne til Fattigvæsenets Omsorg. Vi ere Alle Interessentere i Staten, og mindst af Alle kan den undvare Arbeiderne, derfor maa de være Ligeberettigede med Landets øvrige Borgere. Der findes ofte i Arbeidsstanden Folk, som ikke staa tilbage i Forstand og Dannelse for de Rige og Store, men formedelst Undertrykkelse og Fattigdom ere de tilsidesatte, baade i social og politisk Retning. Det er vel muligt, at vort Arbeide ikke vil bære megen Frugt for os selv, men vi ville haabe, at vore Efterkommere ville hædre vort Minde og nyde Frugterne. Den nu bestaaende Tingenes Orden og de nu bestaaende Love er snarere Uorden, naar vi skulle nævne Sagen med dens rette Navn. Men lad os opfylde den Pligt, der nu paahviler os og holde sammen og støtte hverandre. Der blev derpaa foretaget Afstemning og de tre ovenstaaende Punkter bleve enstemmigen vedtagne med stort Bifald.

Paa Snedker gjentagne Forespørgsel, hvor Bidragene skulde modtages, svarede Hr. Brix, Sekretæren for den danske Afdeling af "Internationale", at Bidragene modtoges paa "Socialistens" Kontor, Integade Nr. 1, da han i forening med Komiteen for de Arbeidsløse var villig til at fordele dem til de Trængende; og senere skulde der blive aflagt Regnskab derfor. Desuden opfordrede han de endnu paa Burmeister & Wains Fabrik Arbeidende at nedlægge Arbeidet, da Striken derved hurtigst og billigst vilde kunne gjennemføres.

Endnu talte Missionær Sommer et Slutningsord, hvori han fremhævede, at dette Møde var et staaende Vidnesbyrd for Modstanderne af Socialismen, da der havde vist sig en saadan Enighed og Beredvillighed til at komme de Nødlidende tilhjælp. Men fremfor Alt, lad ikke Modstanderne faa Noget at bebreide os iaften, at de skulle sige, som de gjerne ønsker at sige om Arbejderne, at det var Pøblen, der havde givet Møde, Nei, gaae Enhver rolig til sit Hjem, og vis, at dette Livsspørgsmaal, som iaften har været drøftet, har været en Alvorssag, og Gud vil da eiheller lade det savne paa Held og Lykke til dette Foretagende.

Hr. Andersen, et Medlem af Komiteen for de ledige Arbejdere, takkede derpaa for den lovede Hjælp, hvorpaa han udbragte et Leve for den danske Arbeider og for Hr. Brix. Kl. 10 hævedes Mødet og Enhver begav sig i Stilhed og Orden bort. Bruttoindtægten var 55 Rd. 5 Mk. og 12 sk.

(Aarhus Amtstidende 12. oktober 1871).