Falsk Angivelse for Politiet m. m. (Efterskrift til Politivennen)

Den 7de Juli d. A. om Morgenen Kl. 5½ blev en ung 16 Aar gammel Pige af en Politibetjent truffen siddende paa en Trappe i Balsamgaden og af ham anholdt og bragt til Politistationen. Til den i Anledning af denne hendes Anholdelse optagne Rapport forklarede hun, at Grunden til, at hun havde taget Ophold paa Gaden var den, at hun i sit Hjem, hvor hun sagde, hun ikke havde været i de 4 sidste Døgn, ikke kunde være i Fred for sin Stedfader, der i længere Tid havde udviist et strafværdigt Forhold imod hende. Efterat hun, der ved sin anførte Sigtelse selv havde vedgaaet sig skyldig i et saadant Forhold, var bleven arresteret og for Retten gjennem flere Forhører stadigt havde fastholdt sit ovenanførte Paasagn imod bemeldte hendes Stedfader, der som Følge heraf var bleven belagt med Varetægtsarrest, hvorfra han først efter omtrent 3 Ugers Forløb blev løsladt, tilstod hun omsider for Forhørsdommeren, at hendes mod Stedfaderen fremførte Sigtelse var aldeles usandfærdig og grundløs, hvilket ogsaa  under Sagen blev oplyst. Som Bevæggrund til dette sit Forhold havde Arrestantinden forklaret, at hun, der efterat hun havde forladt den Tjeneste, hvori hun sidst havde været, førte et omflakkende Liv og derfor ventede at blive anholdt af Politiet, frygtede for, al dette i saa Fald vilde bringe hende til Stedfaderen, hos hvem hun for enhver Priis vilde undgaae at have Ophold, fordi han var streng imod hende, hvorfor hun ogsaa allerede før sin Anholdelse havde besluttet at fremkomme med den falske Angivelse for derved tillige at opvække Stedfaderens Vrede mod hende i den Grad, at han ingensinde oftere skulde tillade hende at være i hans Hjem. Derimod paastod hun, at hun ikke havde fremført den ovenanførte falske Angivelse for at hævne sig paa Stedfaderen, eller at hun iforveien havde indseet, hvad Følgerne af denne Angivelse vilde blive. Efterat Arrestantinden var bleven løsladt af Arresten, begik hun 4 Tyverier paa forskjellige Steder, bl. A. under et Ophold hos en Dame for at søge Tjeneste, hvorfor hun paany blev anholdt og arresteret, ligesom hun ogsaa havde overtraadt et hende af Politiet givet Tilhold. Som Følge heraf blev Arrestantinden ved Criminal- og Politirettens Dom anseet efter Straffelovens §§ 225, 228 og 180, jvfr. §§ 37 og 21, med 60 Dages Fængsel paa sædvanlig Fangekost.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. oktober 1872).

Balsamgade er nutidens Olfert Fischers Gade.

Dybbøl- og Alsmonumentet 30. september 1872. (Efterskrift til Politivennen)

Hertugdømmerne. Den 30te Septbr. fandt Afsløringen af de tydske Seiersmonumenter Sted paa Dybbølbanken og i Arnkilsøre. General Manstein holdt Festtalen, i hvilken han roste de slesvig-holsteenske Soldaters Tapperhed og udtalte det Haab, at det Baand, som knyttede Hertugdømmerne til Tydskland, bestandig maatte blive fastere og inderligere. Højtideligheden sluttede med Kanonsalver og et Leve for den tydske Keiser. Dybbølmonumentet er 70 Fod høit, en ottekantet Obelisk af guulgraa Sandsteen med architektoniske Forsiringer i gothisk Stiil; øverst er der anbragt en Muurkrone med det saakaldte "Düppelkreuz". Obelisken er prydet med 4 Reliefs, hvoraf det første bærer Indskriften: "Til varigt Minde om de ved Stormen paa Dybbølskandserne d. 18de April 1864 seirrigt Faldne"; det andet forestiller General Ravens Død; det tredie fremstiller Artillerister, som lade deres Kanoner, det fjerde en Kampscene mellem danske og preussiske Soldater. Mindesmærket i Arnkilsøre er af samme Form og Høide, ligeledes prydet med 4 Reliefs, hvoraf det ene fremstiller det preussiske Krigsraad før Overgangen til Als den 29de Juni 1864. Man seer her Portraiterne af Prinds Friedrich Carl, Moltke, Bittenfeld, Blumenthal, Vogel v. Falkenstein, Podbielski, Manstein, Göben o. fl.

Ifølge "Dybbølsposten" sporedes der ingensomhelst Deeltagelse i Felten fra Befolkningens Side, idet kun nogle enkelte nysgjerrige Personer saaes at passere Broen over Alssund, uagtet der den Dag ikke blev betalt Bropenge. Om Eftermiddagen var der af Regjeringen foranstaltet en Diner i "Holsteinske Huus". Festen havde en udelukkende militair Charakteer, og de i Flensborg, Aabenraa, Tønder, Sønderborg og Haderslev af Communalbestyrelserne valgte Deputationer saavelsom de forskjellige Sangforeninger, som havde paatænkt at forherlige Festen med deres Nærværelse, maatte blive hjemme, da Militairet ikke ønskede at see dem. Forøvrigt led Festen betydeligt under de gentagne Regnbyger.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. oktober 1872).

Flensborg, 1. oktober Afsløringen af ​​Dybbøl- og Als-monumentet, som fandt sted i går, havde en strengt militær karakter: kanonsalut, tale af den kommanderende general, overdragelse af regeringskommissæren, tale af militærpræsten, militærmusik, hurra for kejseren. Officererne og mændene fra 9. Armékorps, der havde Düppel- og Alsenkorpset, over 600 mand, var inviteret og mødte op. Senere blev det også erfaret, at overpræsidenten, præsidenten for appelretten, regeringen og distriktsadministratorerne var blevet inviteret. Ifølge almindelig logik var andre ikke inviteret; deputationen af ​​slesvigske byer der gerne ville have vist deres taknemmelighed over for de helte, der ved deres udseende var faldet for landets befrielse, og som allerede var bestemt, havde derfor ikke lejlighed til at komme med og blev hjemme. Sangforeningerne kunne også spare deres sange. Således blev en fest, der ville have vist indbyggerne i provinsen Preussens store fortjenester og mindet dem om deres pligter, med bemærkelsesværdig forretningsmæssighed, en fest, som folk i Slesvig glædede sig til trods de sidste dages forfærdelige vejr, til en fest med rent militære ceremonier.

Flensburg, 1. Okt. Die gestern stattgehabte Einwehung des Düppel- und Alsendenkmals hatte einen streng militärischen Charakter: Kanonensalut, Ansprache des kommandierenden Generals, Uebergabe durch den Kommissär der Regierung, Rede des Militärgeistlichen, Militärmusik, Hoch auf den Kaiser. Vom 9. Armeekorps waren die Offiziere und Mannschaften, welche das Düppel- und Alsenkreuz hatten, über 600 Mann, geladen und erschienen. Nachher erfuhr man auch, dass der Oberpräsident, der Präsident des Appellationsgerichts, die Regierung und die Landräthe geladen waren. Nach gemeiner Logik waren also andere nicht geladen, die Deputation Schleswig'scher Städte, welche gerne durch ihr Erscheinen den für des Landes Befreiuung gefallenen Helden ihre Dankbarkeit bezeugt hätten und schon bestimmt waren, hatten daher keine Luft, sich aufzudrängen, und blieben zu Hause. Auch die Gesangvereine konnten ihre Lieder sparen. So wurde mit merkwürdiger Geschäftlichkeit ein Fest, das den Bewohnern der Provinz die so hohen Verdienste Preussens vor Augen geführt und sie an ihre Pflichten erinnert hätte, ein Fest, auf dessen Begehung man sich in Schleswig trotz der heillosen Witterung der letzten Tage freute, zur Feierlichkeit mit rein militärischem Ceremoniel verwandelt. 

(Süddeutscher Telegraph : Münchner Abendzeitung 5. oktober1872)

Dybbøl- og Alsmonumentet. Illustration fra Die Gartenlaube: illustrirtes Familienblatt, nr. 44 1872. I dette nummer fandtes også en detaljeret beskrivelse af monumentets detaljer.

Folketingsvalg 1872. (Efterskrift til Politivennen)

Ved Folketingsvalget 1872 var der for første gang i mange år en modkandidat til C. C. Hall. Ifølge Dagens Nyheder, 15. september 1872 var premierløjtnant Hartvigsen oprindelig nær ven af C. B. Rimestad (Arbejderforeningen af 1860) og kendte hinanden fra Våbenbrødrene. Rimestad anbefalede åbenbart i starten Hartvigsen, men fortrød senere og skrev i “Blad for Arbeiderforeningen af 1860” at på baggrund af prøvevalgene var Hartvigsen et “exempel … paa Mangel … paa Evne til at bedømme sig selv - paa Selvkritik, som det kaldes.” Artiklen bemærkede også det mærkelige i at han drev hemmelig valgagitiation indtil meget nær valgdagen.

Carl Christian Hall (1812-1888) o. 1880. Han boede på Ny Bakkegård, Frederiksberg 1840-88. Konsejlspræsident. (Frederiksberg Stadsarkiv, public domain).

Det affødte en kommentar i Socialisten, 15. september 1872 om at “det nok heller ikke staaer saa godt til med Enigheden i Arbejderforeningen, idet Formanden aldeles ugenert udskælder og forhaaner en af Repræsentanterne og mest fortjente Medlem, Hr. Hartvigsen, blot fordi denne ikke mere vil sejle i Hr. Rimestads Kølvand …”)

Prøvevalg

I anledning af det forestående Folketingsvalg tillader jeg mig herved at indbyde Amagerlands vælgere til et møde i Rødekro onsdag den 18. september d. å., aften kl. 8 og kredsens øvrige vælgere til et møde samme tid i Valby Kro, torsdag den 19. september d. å.

Ærbødigst
B. Hartvigsen.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 17. september 1872)

Premierløjtnant Ludvig Vilhelm Joachim Hartvigsen (1827-1897), slesvigsk cand. jur., justitsråd. Redaktør af „Nyt Aftenblad“ , næstformand for Våbenbrødrene. Han stillede op for Venstre imod den nationalliberale kultusminister Hall i København. 

Valgmødet i Københavns Amts 1. kreds.

Red. V. Hartvigsen vil i aften kl. 8 holde et valgmøde i Rødekro på Amager og i morgen kl. 8 et i Valby Kro. Hr. Hartvigsen kan glæde sig ved at være socialisternes kandidat; hr. Würtz har nemlig i et foredrag i forgårs aftes i Rødekro givet ham sin anbefaling. Om han har været foranlediget dertil af valgkandidaten eller ikke, skal vi ikke kunne sige, men i alt fald har hr. Hartvigsen i aftes i sit blad gengivet Würtz’ anbefaling for sig uden at gøre nogen indsigelse mod en lovprisning fra den side.

(Dags-Telegraphen (København), 18. september 1872). 

Vælgermøder

Det af redaktør Hartvigsen i aftes i Valby Kro afholdte møde med vælgerne i Københavns Amts 1. valgkreds kan vistnok søge sin lige hvad støj og tumult angår. Mødet overværedes af ca. 300 vælgere, som valgte kvartermester Petersen til dirigent, hvilken post han imidlertid røgtede så slet som vel muligt. Redaktør Hartvigsen holdt et meget vidt svævende foredrag hvori han på bedste måde søgte at anbefale sig til vælgerne. Han rettede først et skarpt angreb på dagspressen og søgte at stille sig selv som martyr for den gode sag. Han ville ikke slutte sig til det nationalliberale parti som regerede slet, det kunne man se på resultaterne. Vi skal rejse os mod dem for at kue deres hovmod. Han havde kæmpet med sit blod mens de kæmpede med deres blæk. Partiet har intet gjort for arbejderne. Han vil have oplysning for arbejderen, han vil have præsterne på fast gage, deres jord skal stykkes ud i smålodder, religionsundervisningen skal først begynde med 10 årsalderen; han vil have skoletvang og aftenskole for fattige børn, en tredjedel af pladserne i de lærde skoler skal tildeles fattige børn; han vil have kommissioner som skal se birkedommerne på fingrene; hær og flåde skal holdes i en sådan stand at vi kan få det tilbage vi har tabt. Han berørte sluttelig den interkommunale beskatning og fattiglovgivningen ligesom han ville have valgdagen forlagt til en helligdag. 

- Læge Krarup fra Amager mindede om at geheimekonferensråd Hall havde repræsenteret kredsen i over 20 år og at det ville være en plet på kredsen at vrage en af landets ypperste mænd. Han påviste den ringe forskel der var imellem de to kandidaters anskuelse og lagde vælgerne på sinde at man skyldte Hall pietet. Efter at Hartvigsen havde imødegået denne taler, anbefalede sekretær ved Taarnby sogneråd Torm Hartvigsens valg, idet han navnlig ventede sig meget af dennes bestræbelser for at fremme de kommunale anliggender. Maler Schjønning talte for Hall, og mente, at arbejdernes tid endnu ikke var kommet. Hartvigsen hørte hjemme i en landkommune, hvor der gøgledes med arbejderne, der kunne han blive en god bondefører. Efter forskellige replikker fra Hartvigsen og Krarup fik professor Steen ordet, og udviklede i et klart foredrag der blev hørt med en for dette møde mærkværdig ro, at der her var mange misforståelser tilstede. Det er ikke nogen let sag altid at træffe det rette på tinge, og man vidste om Hall at han havde netop de evner som udfordredes for en rigsdagsmand, mens man intet vidste om Hartvigsen. Han anbefalede varmt Halls valg. Stemningen var nu steget til en sådan højde at da proprietær Sønnichsen forlangte ordet, var det ham ikke muligt at komme til orde. Da der langt om længe kom så meget ro at en afstemning kunne finde sted, viste der sig kun 30 stemmer for Hartvigsen, mens resten stemte for Hall. Der var dog øjensynlig en stor del til stede som ikke er vælgere i kredsen.

(Dagens Nyheder, 20. september 1872).

Vælgermødet på Amager tiltrak ifølge Dagbladet (København) 19. september 1872 ca. 300 medlemmer. Hartvigsens valgprogram “strejfede stærkt ind paa Socialisternes Enemærker ...han (havde) altid været en Modstander af det nationalliberale Parti. De National-Liberale havde stadig afvist Arbejderspørgsmaalet. … Ved en foretagen Afstemning erklærede alle Tilstedeværende sig for ham med Undtagelse af fem”

Ikke uventet mistænkeliggjorde det nationalliberale Fædrelandet Hartvigsen som omtalte hans “maadelige Blad” og hans “opdigtede Forbrydelse og Politihistorier”. “Vi betænke os ikke paa at kalde det Uforskammethed, der er Socialisternes fuldkommen lig, at han stiller op imod Regeringens ældste, mest fremragende og fortjente Medlem, der uafbrudt i 23 Aar har repræsenteret denne Kreds.” Og i en note om Amagermødet hedder det: “man omtrent maa være gal for at stemme paa ham.”)

Vælgermøde

I aftes kl. 8 holdt redaktør Hartvigsen sit andet offentlige vælgermøde, denne gang i Valby Kro, hvor også godt og vel 200 vælgere og ikkevælgere havde samlet sig på hans indbydelse. Han foreslog kvartermester på Ladegården Petersen til dirigent, og denne modtog hvervet med en bøn om overbærelse der senere viste sig ret vel begrundet - han var nemlig ikke blevet udrustet med en dirigentklokke og havde derfor stor møje med ved hjælp af en stok hvormed han hamrede i det bord der tjente som talerstol, at holde styr på den efterhånden mere og mere støjende forsamling. Hr. Hartvigsen tog først ordet for i stor korthed at gentage det meste af den samme tale som han havde holdt i “Røde Kro” aftenen forud, men brød dog af før han kom til forsvarsvæsenet og anbefalede sig særlig som “repræsentant for de misfornøjede vælgere”. Hans udtalelse hilsedes med bifald, hvori der dog straks blandede sig en voldsom hyssen og lyden af en enlig gadedørsnøgle. Dirigenten formanede til ro og orden og læge Krarup trådte derpå frem, mindede om at kredsen i over 30 år havde været repræsenteret af en af Danmarks ypperste mænd (jublende bifald der atter sekunderedes af den upartiske gadedørsnøgle. 9 hurraer for Hall - Hartvigsen læge leve! stærk hyssen - dirigenten skal også leve! Hurra! Efter denne mellemakt tog Krarup atter ordet for at udbede sin forundring over at modkandidaten først havde meldt sig i den 11. time. Skønt han  som redaktør havde haft den letteste lejlighed til gennem sit blad i løbet af de tre måneder der var gået, siden han var blevet opfordret til at stille sig, at underrette vælgerne om sin beslutning. Han fastholdt imidlertid sine ytringer fra mødet i “Røde Kro” om at det ikke var vanskeligt at træffe sit valg mellem de to kandidater, men da han tilføjede den oplysning at næsten alle de der fra Amager ville stemme på Hartvigsen, er socialister, afbrødes han med høje råb (det er hæderligt for ham!). Han mindede om den pietet man skyldte Hall, og ved at sammenligne de to kandidaters fortjeneste, indrømmede han vel at Hartvigsen har været en tapper soldat (læge leve Hartvigsen!), men at være folketingsmand er et, et andet at være kriger. Hartvigsen takkede for denne ros, det var den første han havde fået i mange dage, men hævdede at loven erklærede at det var tids nok når man stillede sig inden kl. 10 i aften, “alt andet var snak!”. Han var først trådt frem nu fordi han var en praktisk mand og hvis Hall døde, måtte de jo dog tage en anden; da Hall valgtes første gang her, vidste man måske (?) ikke mere om ham end nu om ham selv, og Krarup “kom vist til at tage det ii sig igen, at hans vælgere på Amager er socialister, det kan han i alt fald ikke gøre for” (bifald og hyssen). Sekretær Torm ved Taarnby Sogneråd trådte derefter op for at anbefale Hartvigsen som den der sikkert bedre end Hall hidtil havde gjort, ville tage sig af de mange kommunale spørgsmål der for tiden står på dagsordenen i alt fald for Taarnbys vedkommende. En dygtig politiker (hvem er det?) Rimestad havde for 8 dage siden i “Røde Kro” erklæret at ingen store spørgsmål står på dagsordenen (men valgperioden er 3 år!), ja men han er en politiker der nok kan overse 2-3 år, og siger han det, så kan vi vist nok undvære minister Hall så længe. Han udviklede nu nærmere på hr. Hartvigsens vegne de kommunale spørgsmål der trængte til en løsning, og hævdede at Hall havde glemt Taarnby i denne retning, om han end måtte indrømme at han havde virket meget for Frederiksberg. Hartvigsen har lovet at støtte de større kommuner og derfor bør man vælge ham, om han end ikke har store evner. Han har en redelig vilje og stor arbejdsomhed (hurra og hyssen). Maler Schjønning advarede under mange afbrydelser indtrængende arbejderne mod at fortrænge kundskabens og indsigtens mænd der skulle føre kampen mod “det forenede Venstre” før man havde set hvad de nationalliberale ville gøre for arbejdersagen, og bad sine fæller om i alt fald at møde talrig ved valget og stemme efter deres overbevisning (bifald og hyssen). Hartvigsen mindede om at det i morgen var en kampens dag: han ville gerne slutte mødet og spurgte prof. Steen der ønskede ordet: “Tror De jeg er bange for Dem?” Efter en kort bemærkning af Krarup, fik Steen ordet og hævdede klart og indtrængende at han kun ville se lidt nærmere på de mange misforståelser der her i aften var kommet frem; han mindede om at man jo ikke kunne bedømme een kandidat efter de korte udtalelser om almindelige sager, for vanskeligheden kom jo først frem over for lovforslagene, og der er det ikke nok at sige at man vil fremme dem, der kræves rutine og dømmekraft til at finde den rette måde til at ramme det rette; det var dog vist en misforståelse at tro hr. Hartvigsen særlig i stand til at klare de indviklede kommunale spørgsmål frem for minister Hall, så ville han virkelig foretrække hr. Torm for hr. Hartvigsen, der utvivlsomt har den bedste vilje, men Hall har sikkert også den bedste vilje. Men man bør ikke dvæle for meget ved sådanne enkeltheder, men skal se på hvad der kan gavne det hele, fædrelandet. Og med hensyn til arbejderspørgsmålet som man bebrejder de nationalliberale at de i de 23 år de har rådet, ikke har taget sig af, så er det atter her en stor misforståelse, for arbejderspørgsmålet er jo nyt, og ingen mand i hele verden kan endnu i dette øjeblik anvise den måde hvorpå det kan løses (bifald). Hartvigsen der modtoges med hurraer og hyssen, tvivlede ikke om Halls evner og dygtighed, men hvad nytter det når kredsens vælgere ikke ville vælge ham. Han foreslog derfor afstemning, men forinden mindede hr. Krarup om den store betydning som dette valg havde og det ansvar vælgerne har for hele landet. Efter et langt og forvirret kævleri, hvorunder propr. Sønnichsen besteg talerstolen for (i anledning af en ytring i begyndelsen af kandidatens første foredrag om at “han havde været med, hvor det gjaldt livet, og sat sit blod ind for hvad de andre spildte med deres blæk”) at bebrejde Hartvigsen at han deri havde hånet Hall, bebrejdelse som kandidaten kategorisk afviste som løgn, nåede man endelig frem til en afstemning ved håndsoprækning; den udviste en 30-40 stemmer for Hartvigsen men mindst 3-4 gange så mange for Hall, der den anledning fik en mængde aldeles bedøvende og jublende hurraer. Med det “Længe leve gamle Danmark!” sluttede det stærkt bevægede mode omtrent kl 10.

(Folkets Avis, 20. september 1872).

Vælgermøder

Løjtnant Hartvigsens møde i Valby i går aftes var besøgt af ca. 150 til 200 mænd, hvoraf en stor del var vælgere i kredsen. Under talrige afbrydelser gentog løjtnant Hartvigsen næsten ordret sit foredrag fra Rødekro på Amager idet han til slutning anbefalede sig til kredsens vælgere. Lære Krarup imødegik under stærke bifald kandidaten, og fandt at man skyldte en mand som Hall ikke at lade ham falde for en sådan modstander, der næsten kun var blevet opfordret til at stille sig af socialisterne blandt kredsens vælgere. Efter at sekretær Thorm ved Taarnby Sogneråd havde anbefalet kandidaten, opfordrede professor Steen vælgerne til forsigtighed. Det var en misforståelse at dømme en mands værd efter de løfter han aflagde i tillid til sin egen dygtighed. Det kunne let hænde sig at den kunne briste når han stod lige overfor de virkelige forhold og skulle træffe det rette valg mellem forslag og udvalgsbetænkninger. Herefter forlangte kandidaten afstemning; men forinden  den kunne foretages, rettede proprietær Sønnichsen den beskyldning imod Hartvigsen at hans hele program kun var hån imod Hall. Dirigenten fandt heri anledning til at fratage hr. Sonnichsen ordet, hvorefter der foretoges afstemning, ved hvilken Hartvigsen knapt opnåede 40 stemmer, mens ved kontraprøven det mere end firedobbelte antal stemte imod ham, hvilket resultat hilstes med levende hurraråb af forsamlingen.

(Dagbladet (København), 20. september 1872)

I Københavns Amts først kreds

hvor kredsens gamle kandidat “geheimeråd” Hall havde fået en modkandidat i redaktør V. Hartvigsen, var kampen varm.

Det var i det hele taget med en vis forbavselse at underretningen om at Hartvigsen ville stille sig, modtoges og hele pressen var enig om på det bestemteste at fraråde Hartvigsens valg. På de vælgermøder denne afholdt i Rødekro på Amager i onsdags aftes, viste det sig at den nye kandidat havde et temmeligt stort parti, og det var da navnlig socialisterne af hvilke der findes særdeles mange på Amager, der støttede ham. Derimod viste der sig en temmelig stærk storm torsdag aften i Valby Kro, og endskønt det ved afstemningen ikke ret kunne skønnes hvem der havde de fleste stemmer, fik man dog her indtrykket af at Hartvigsen næppe vil blive valgt. Han faldt også gennem og deri har han til dels selv skyld. Som lægen Krarup fra Amager torsdag aften udtalte, var der en mængde socialister på Amager der støttede ham. Vi har tidligere udtalt vor sympati for ham, og han har ikke modsagt at han var en ven af arbejderne eller med andre ord socialist, men nu da han af storborgerorganerne, blandt andet af “Folkets Avis” betegnedes som socialist, blev han bange og erklærede at det var løgn. Derved vakte han en mistro hos arbejderne (og det store parti der støttede ham, en mistro der måske har bidraget ikke så lidt til at omstyrte hans valg. Hall fik 1153 stemmer og Hartvigsen 325.

(Socialisten, 21. september 1872).

I Københavns Amts 1. valgkreds

havde der som bekendt meldt sig to kandidater, nemlig geheimekonferensråd Hall, stillet af gårdejer P. Bech, og redaktør Hartvigsen, stillet af skibstømrer Jørgensen, restauratør Øehl og brygger Nielsen. Efter at kancelliråd Eberlin som valgbestyrelsens formand havde oplæst det åbne brev hvorefter valget skulle foretages, fik geheimekonferensråd Hall ordet. Han mindede om at det nu var sekstende gang at han her stillede sig til valg, og at det om få dage var 24 år siden at han første gang stillede sig her i kredsen til den grundlovgivende rigsforsamling. Han kunne vise hen til den store velvilje, som i denne lange årrække var vist ham, ligesom han måtte minde om at han omtrentlig den halve tid havde virket som medlem af regeringen. Han behøvede ikke at gå nærmere ind på de spørgsmål som står på dagsordenen. Det var ikke muligt at forudse hvad der kan komme for i tre år. Da han sidst blev valgt, så alt såre fredelig ud, og dog opstod der kort efter en kamp som førte til en ministerkrise, nærmest foranledige ved den forfærdelige krig som havde en virkning der ikke er til at beregne. Ser man på stillingen nu, da er det ganske vist udsigt til en fredelig periode. Kejsermødet synes at være os en garanti for at trindt i landene er en trang til fred, og deri ligger der et håb om at en ny fredens æra må oprinde ved opfyldelsen af vores inderlige ønske om genforening med vores fraskillte brødre. Ligesom det må stille sig som ønskeligt at et mere venskabeligt forhold til vores sydligere nabo må indtræde, ligeså vist føler vi dybt ved det sorgens budskab som nylig er kommet til os fra vores skandinaviske broderlande. Den store nordiske industriudstilling, følte han sig overbevist om ville give impulsen til et nøjere samkvem mellem de tre nordiske folk, som vil være til gavn for folkene. Det havde allerede fremkaldt betydningsfulde møder; han nævnte det nationaløkonomiske og juristmødet som havde haft vigtigt skridt til følge, hvoraf navnlig måtte fremhæves møntkommissionens nedsættelse. Når vi kastede blikket på vores indre forhold, da fandt vi uro i dobbelt retning. At der er en stærk valgbevægelse, er vi vant til, og det er fuldstændig i sin orden. Denne gang har den imidlertid været så lidenskabelig at man ikke kan se på den uden beklagelse, idet kampen har fået en personlig karakter. Dette ligger navnlig i at den er båret frem af enkelte mænds allestedsnærværelse, og at disse mænd gik ud på at angribe selve ordningen af lovgivningsmagten. De sagde at de ikke ville nogen grundlovsforandring, men de ville dog nå den ad en omvej. De søgte ved en ensidig fortolkning at give finanslovens behandling en betydning som den ikke havde, ligesom de ville lægge tyngdepunktet i vores politiske liv i Folketinget Herom vil kampen komme til at dreje sig, og den vil have betydning for landet såvidt som enhver omgåen af den lovlig bestående forfatning er uhelbringende for det hele folk, hvad enten den kommer fra den ene eller den anden side. Angående arbejderbevægelsen, da vil han ikke dvæle ved det rent socialistiske røre som er båret frem af mænd der er forviste fra deres fødeland, fordi de der er stødt an mod lovene. Mænd som har hejset den røde fane som protest mod lov og orden, mod familie og fødeland. Det er beklageligt at den også er nået til os og har udsået sin gift. Han ville kun dvæle ved det sande arbejderspørgsmål hvis formål var at gøre arbejderen delagtig såvel i de materielle som i de åndelige goder. Det var vel nærmest henvist til det private initiativ, men der var dog stor opfordring for statsmagten til at tage det under overvejelse. Viljen var sandelig til stede, der var kun tvivl om midlerne. Et syntes man dog enig om, og det er en kraftig og tilbørlig omsorg for børnenes opdragelse. Vel er vi i denne henseende lykkeligere stillet end mange andre steder, men der er dog meget at gøre. Det forslag som han har bebudet at ville forelægge rigsdagen har netop dette formål, og han håbede det skulle blive til held for landet. Han anbefalede sig sluttelig til vælgerne, idet han håbede senere at få lejlighed til at udtale sig om flere andre spørgsmål som kunne lige vælgerne på sinde. 

Dette foredrag som navnlig i begyndelsen var blevet afbrudt af en voldsom tumult og hurraråb, blev i det hele fulgt med stor interesse, ligesom forsamlingen ved dets slutning udbragte gentagne leve for kandidaten. Redaktør Hartvigsen søgte derpå at overtale vælgerne til at give sig deres stemme. Han gentog væsentlig det samme foredrag som han holdt i Valby Kro, idet han dog her, da han formodentlig følte at hans vælgere syntes at ville svigte ham, slog stærkt på de socialistiske strenge; han udslyngede sådanne floskler at man ikke skulle kaste brødet til den fattige mand som til en hund, og at den rige mands søn godt kunne sidde på skolebæk med den fattiges. Han gjorde forskellige meget personlige udfald mod geheimekonferensråd Hall for hans politik i 1864, idet han beskyldte Hall for at have skaffet os af med de to hertugdømmer. Også dette foredrag afbrødes jævnlig af voldsom støj og hurraråb. På formandens opfordring om at interpellere kandidaterne, fremtrådte snedkermester Petersen, der ønskede at vide hvad Hall havde gjort for den menige mand. Højskoleforstander Tang var enig med Hall i at vi måtte have skoletvang, men ville vide hvilken retning Hall ville følge, enten friheden som regel og tvangen som undtagelse eller omvendt. Skibsfører Brandt ville vide hvad Hartvigsen ville gøre for at det danske flag kunne komme til sin ret i fremmede havne, og kaptajn Haxthausen stillede forespørgsel angående befæstningsspørgsmålet. Han mente at den almindelige uddannelse af hele det våbenøvede mandskab svækkede disciplinen. I Preussen uddannede man ikke alt mandskabet, men hjempermitterede ved lodttrækning. Hall udtalte at flere af de stillede spørgsmål ikke lod sig besvare per. Når man spurgte hvad han havde gjort for arbejderen, da ville han kun henvise til sine bestræbelser gennem en lang række år for at hæve undervisningen, der erklæredes for et livsspørgsmål for arbejderen, samt til hvad han havde gjort for at forbedre den slet stillede lærerstands kår. Han imødegik skarpt hartvigsens personlige angreb og henviste til at den politik som var fulgt i 1864, dengang fandt tilslutning i hele landet. Efter at Hartvigsen havde erklæret at han ikke ville tilslutte sig til noget parti, men stemme for de forslag han anså for de rette, og slutte sig til den regering - ligegyldig hvilken - som han fandt bedst, skred man til kåring der viste betydelig majoritet for Hall. Hartvigsen begærede imidlertid skriftlig afstemning der gav det resultat at af 1478 mødte vælgere, stemte 1.153 på Hall og 325 på Hartvigsen. Hall takkede for den udviste tillid og udbragte et leve for Danmark, og efter at formanden havde udbragt et leve for hs. maj. kongen, sluttedes valghandlingen. 

(Dagens Nyheder, 21. september 1872).

(Et noget fyldigere referat især af Halls tale findes i Folkets Avis, 21. september 1872, hvorfra enkelte punkter gengives her, først om reaktioner på Halls tale:)

I betragtning af omstændighederne var taleren blevet hørt med nogenlunde ro; kun et par gange afbrødes han af den fra de københavnske valgmøder uadskillelige brølen. Talen ledsagedes for øvrigt helt igennem af stærkt bifald.

Om Hartvigsen skrev avisen bl.a. således:

Han havde den tilfredsstillelse at bringe forsamlingen i godt humør, for der lød uafbrudt under hans tale lattersalver, ledsagede af mere eller mindre høflige afbrydelser, såsom: “han fisker godt! Det er noget pølsesnak!”. Den overvejende del af de tilstedeværende tog i det hele taget åbenbart hans kandidatur fra den komiske side. Ligesom han begyndte men en beklagelse over den slemme presse der havde beskyldt ham for alt muligt (denne gang blev selvmord ikke undtaget) således endte han med en forsikring om sin gode vilje hvilken han betragtede som en yderligere adkomst til at blive valgt.

(Folket Avis, 21. september 1872)

Ligeledes findes fyldige referat fra valgmødet i Dagens Nyheder, Dagbladet (København) og Fædrelandet, alle fra 21. september 1871.

Valghandlingen i København

--- også på Frederiksberg herskede der megen lidenskabelighed ved valghandlingen; men det må erkendes at geheimeråd Halls modkandidat, premierløjtnant Hartvigsen, viste megen ro og mådehold i sine udtalelser, uagtet han idelig blev tirret af afbrydelser fra det modsatte parti, hvilket selvfølgelig også var tilfældet med hensyn til Hall. Ved afstemningen valgtes denne med 1153 stemmer, mens Hartvigsen kun fik 325.

(Aarhus Stifts-Tidende, 21. september 1872).

Kuriosum

I sit referat af valghandlingen på Frederiksberg fortæller hr. Hartvigsen at en mand jævnlig behagede at afbryde ham ved at sende “vittigheder” op til ham, hvilke samvittighedsfuldt er refererede af “Dagstelegrafen”. Det morsomme herved er nu at nævnte tumultant ikke var nogen anden end C. V. Rimestad der forstyrrede taleren så længe indtil nogle vælgere truede med at kaste ham på døren. Nu blev han bange og løb hen til nogle politibetjente under hvis beskyttende stokke han meget spagfærdig hørte resten af Hartvigsens tale.

Et fornærmeligt S. “Dagstelegrafen” betegnede forleden hr. redaktør Hartvigsen som S (Socialist) hvilket mærkværdig nok har foranlediget denne til at anlægge sag imod det nævnte blad. Dersom betegnelsen “socialist” virkelig har voldt hr. H. nogen smerte, må han virkelig regne den til de selvforskyldte lidelser, da hans inden valgdagen velvillige sindelag imod vort parti nok kunne give hele verden den forestilling. - som den da i hvert fald har givet os det - at her. H. var en varm ven af vore politiske grundsætninger. Han må nu tage skade for hjemgæld.

(Socialisten, 24. september 1872).

Johanne Vilhelmine Lippert. (Efterskrift til Politivennen)

En ung Tvv. En Enke anmeldte den 1ste d. M., at der Dagen iforveien var blevet frastjaalet hende et Par Gedeskinds Stavler og et Par Brunels do. samt flere andre Klædningsstykker, og at hun havde Mistænke til en ung Pige. der i to Dage havde gaaet tilhaande hos hende, men derefter var udebleven. Denne Pige kunde vel være omtrent 17 Aar gammel, havde blondt, kort afklippet Haar og var iført sort og hvidtærnet Nederdel, med en Strimmel forneden, brunt Liv, graat uldent Shavl og en brun Straahat. Ved dette Signalement blev Politiets Opmærksomhed henledet paa et tidligere straffet Fruentimmer ved Navn Johanne Vilhelmine Lippert eller Kern, som Dagen efter blev truffen i Dandsesalonen "Aftenstjernen". Hun havde i nogen Tid været uden Logis og om Natten drevet om paa Gaderne. Fredagen den 30te f. M. søgte hun efter Avisen Tjeneste hos den Bestjaalne og blev fæstet ugevis imod at ligge hjemme om Natten. Allerede da hun søgte Tjenesten, var det hendes Hensigt at begaa Tyveri hos Enken og derefter at udeblive. Om Fredagen fandt hun ingen Leilighed til at stjæle, og hun gik derfor om Aftenen ud paa Amager og tog Natteophold i en Gang i det Sted , hvor hendes Forældre bo. Lørdag Morgen indfandt hun sig atter i sin Kondition, og da hun om Eftermiddagen befandt sig alene i den Bestjaalnes Sovekammer, tilvendte hun sig de to Par Støvler, der stod paa en Hylde, og desuden flere andre Klædningsstykker, der dels hang paa Væggen, dels laa i en Kasse. Det ene Par Støvler trak hun paa, det andet pantsatte hun for 1 Rd., men dette var dog det eneste af de stjaalne Koster, hun gjorde i Penge. Rigsdaleren forbrugte hun til Fornøielser, Spise- og Drikkevarer. Den Tiltalte havde endvidere gjort sig skyldig i Løsgængeri. Hun har tidligere været straffet fem Gange for Tyveri, hvilken Forbrydelse hun flere Gange havde forøvet under saadanne Omstændigheder, at den maatte henføres under det Slags Tyveri, der i Straffeloven betegnes som grovt, og da hun endnu ikke er fyldt sit 18de Aar, er hun herfor bleven straffet med Fængsel paa sædvanlig Fangekost henholdsvis i 40, 60, 60, 30 og 80 Dage. Ved den nu af Kriminalretten afsagte Dom ikjendtes hun Straf af Forbedringshusarbeide i 8 Maaneder.

(Dagens Nyheder 20. september 1872)

“Johanne Vilhelmine Lippert el: Korn; født i Kbh: d: 15/12 54 og indtil sit 18de Aar straffet 6 Gange for Tyveri; Leilighedstyverier. Mist: Prot. H. 211.” [1873]. Forbryderalbum. Genealogisk Forlag.

Dommen blev stadfæstet ved Højesteret 22. oktober 1872. Dansesalonen Aftenstjernen var åbnet omkring 1865. Dansesalonen Stjernen, eller kort: Stjernen. Den lå i Lille Regnegade. Lokalerne var oprindelig blevet benyttet af et dampkøkken for kvarterets fattige. Køkken og spisesale var tegnet af arkitekt J. D. Herholdt. I 1860'erne blev køkkenet omdannet til et danselokale med en stor gasstjerne (deraf navnet). Det var ikke et af byens fornemste etablissementer, og formentlig samlingssted for prostituerede. De dansende kvinder kom fortrinsvis fra Store og Lille Brøndstræde. Den 12. februar 1878 mødtes her en gruppe socialister som oprettede Socialdemokratisk Forbund med bl.a. C. C . Andersen, I. C. Hørdum og E. Wiinblad i bestyrelsen. A. C. Meyer blev senere valgt som forretningsfører. Den ældste af H. C. Lumbyes sønner, Carl Lumbye, dirigerede en overgang  på Aftenstjernen. Huset blev nedrevet omkring 1908 og vægmalerierne eksisterede da stadig. 

Et Bidrag til Spørgsmaalet om Kvindens Stilling. (Efterskrift til Politivennen)

Blandt de mange andre store Formaal, Socialisterne har stillet sig, er ogsaa Kvindens Frigørelse, d. v. s. Ligestillelse med Manden. Denne Ligestillelse bestaar selvfølgelig ikke i - som daarlige Witzmachere har ment det - at Kvinden faar Ret til at bære Mandfolkebukser eller uden Sky kan gaa ned ad Østergade med en stor Havaneser i Munden, nej, Kvinden skal vedblive at være Kvinde, men ved Siden heraf skal hun gives sociale og politiske Rettigheder, som stiller hende paa et lige Trin med Manden.

Der er noget ganske Ejendommeligt i at se det samme Samfund, der stedse i Tale og Skrift sætter "Kvinden" saa Højt og erkender den umaadelige Indflydelse og Betydning, hun har, baade for den værende og den vordende Slægt - at se dette Samfund saa lidet erkende, at Kvinden har sociale og politiske Rettigheder ligesaa godt som Manden. Spørg de Digtere, som i høje Toner har "sagt det saa tidt", at Kvinden er mægtig i Nord, om de da vil tillade hende at tage Sæde i Magthavernes Raad, og Du skal straks høre dem raabe: "Nej, aldrig i Evighed!" Spørg de søde Præster, som ved Vielsen paalægger Kvinden at dele Livets Sorger med Manden, om det ogsaa er deres Mening, at Kvinden skal have de samme Rettigheder som Manden ligeoverfor deres Ejendom, deres Børn, deres Familje, kort sagt ligeoverfor Alt - og Du vil se dem slaa foragtelige Krøller paa Næsen, og spørg saa de Festtalere, som ved alle mulige og umulige Lejligheder udtaler som deres Overbevisning, at Manden aldrig vilde vinde Ære, Magt og Anseelse, dersom Kvinden ikke var, om de da vilde tillade Kvinden at dele denne Ære, Magt og Anseelse, og Du skal se, hvilke Grimacer, de sætter op ved dette Spørgsmaal. Nej, al denne Talen om Kvindens Magt og store Fortjeneste er Nonsens, saalænge man kun lader det blive ved Talen. Vis af Eders Gerninger, i frie Digtere, I ædle Prædikanter, I varme Talere, at I anser Kvinden for ligestillet med Eder i alle Maader - da først kan I tale om hendes Magt og hendes anerkendte Betydning i Samfundet.

Det er Socialismens Opgave at frigøre Kvinden. Ved vise Love vil man betrygge hendes Stilling, saaledes at hun gives Lejlighed til at anvende sine Evner og Kundskaber ligesaa frit som Manden. Kvinden er et Menneske, ligesaavel som Manden, og derfor bør hun have de samme politiske Rettigheder og Pligter som han. Naar Samfundet forlanger, at Kvinden skal arbejde for sin Eksistens - ja, ofte endog arbejde for de Børn, Manden sætter i Verden - da bør det være i sin Orden, at Samfundet erkender hendes Ligestillelse med Manden, ti det gælder her, som overalt, at der ingen Rettigheder bør findes uden Pligter, og at der ingen Pligter gives uden tilsvarende Rettigheder! Nu har man i Aartusinder kun forlangt Pligter af Kvinden, nu er det bleven Kvindens Tur at forlange Rettighederne.

Vi betonede ovenfor, at Kvinden burde indrømmes politiske Rettigheder i samme Omfang som Manden, d. v. s. vi forlanger, at Kvinden skal stilles lige med Manden, hvor Talen drejer sig om Styrelsen af Landets Anliggender. Denne Fordring vil ved første Øjekast synes Flertallet af "Mændene" for ublu - naturligvis - og udenfor al sund Fornuft. Ved nærmere Overvejelse vil man dog maaske komme til et andet Resultat og indse, at Fordringen er fuldstændig berettiget. Vi skal til den Ende opstille et Par Eksempler. Den første politiske Pligt, Enhver har, er at svare de til Statens Styrelse nødvendige Skatter, og hans første politiske Rettighed er, at han selv deltager i denne Styrelse, altsaa i Anvendelsen og Anbringelsen af sin egen ydede Skat. Deri bestaar egenlig den hele konstitutionelle Frihed! Men naar dette er saa, hvorledes kan Staten da tage Skat af Kvinden, altsaa paalægge hende en politisk Pligt, og dog nægte hende Deltagelse i Anvendelsen af denne Skat, hvorved man altsaa nægter hende en velerhvervet politisk Ret? Enhver Kvinde, der her tillands har en Rente- eller Forretnings-Indtægt af mindst 400 Rd., maa svare Skat til Staten og ikke en Skilling mindre end Manden, og dog har hun ikke Spor af politisk Ret! Er der nogen Mening deri? Vi tror det ikke! Enten skal man sige: Kvinden har ingen politiske Rettigheder, og følgelig har hun heller ingen politiske Forpligtelser, eller ogsaa skal man respektere hendes statsborgerlige Ret, naar man forlanger, at hun skal opfylde en statsborgerlig Pligt! Dette synes ikke let at kunne afdisputeres !

Heller ikke forstaar vi, hvorledes man med nogen skellig Grund eller Ret kan nægte Kvinden sociale Rettigheder! I et saakaldet frit Land, hvor alle Hindringer og Skranker for Friheden tilintetgøres, er det noget Ejendommeligt at se Kvinden være Slavinde, og Andet kan man virkelig ikke kalde den danske Kvinde. Hendes Bryllup er ikke Andet end som en simpel Kontrakt, der oprettes imellem en Plantageejer og hans Slavinde. Med Undtagelse af Retten til at slaa hende ihjel, kan Manden behandle Konen nok saa despotisk som en Plantageejer behandler sin Trællekvinde. Vil Manden ikke arbejde for Børnene, kan Konen ikke tvinge ham dertil, og hun maa da ernære baade ham, dem og sig selv. Hun har ikke juridisk Ret til at raade over en halv Skilling, ja selv om hun var rig ved Bryllupet og han en fattig Stodder, er Pengene hans, og han kan efter Forgodtbefindende ødelægge dem eller spare dem, Alt som han selv vil. Det morsomste Bevis paa Kvindens Afhængighed, har man dog i Enkens Stilling hertillands. Naar en Kone har mistet sin Mand, bliver hun nemlig straks sat under en Lavværge d. v. s. en Formynder, og han raader og regerer da over hendes Ejendom, hun selv er ikke myndig nok dertil, selv om hun er 50 Aar gammel. Ogsaa i Familielivet er Kvinden mere Slave end Fri. Det er i Reglen Manden, som tilraner sig Børnenes Opdragelse, Uddannelse og endelige Anbringelse i Verden. Kvinden har ikke "Meget at skulle have sagt" i den Anledning. Det er ikke let at indse, hvor Nogen kan tale om Frihed i Danmark, saalænge Kvinden er under Aaget, som hun virkelig er det. Men se blot hen til Næringsloven. I den forbydes det Kvinderne at søge Borgerret indenfor Professionerne, hvilket ikke er Tilfældet i Sverrig, hvor en Dame meget godt kan vinde Borgerskab f. Eks. som Dameskomager og Lign. Man forbyder ligefrem Kvinden at skabe sig en selvstændig Eksistens. I Udlandet ser vi Universiteterne blive aabnet paa vid Gab for Kvinden; men herhjemme kan en Kvinde ikke vinde akademisk Borgerret, selv om hun maatte være nok saa rigt begavet og nok saa talentfuld. I nogle ganske faa Erhvervsgrene har Mændene været nødsagede til at lukke Døren for Kvinden, men man kan da være vis paa, at det er sket med det største Forbehold og de størst mulige Indskrænkninger. Skolelærerindeeksamen er saaledes - fraregnet det overflødige Latin og Græsk - langt strengere end teologisk Embedsexamen, og naar man ved, hvilke Fordringer der stilles til de kvindelige Fødselshjælpere, og ved, hvorledes de er "under Pisken", maa man forbavses over, at Nogen virkelig vil efterstræbe en saa byrdefuld Stilling.

I Udlandet besættes en Mængde Embedsposter med Kvinder, bl. A. Postembeder, Fattigkommissærembeder - men herhjemme er Døren overalt stænget for Kvinden. Følgen deraf bliver naturligvis, at de faa, specielt kvindelige Erhvervsgrene overfyldes, hvorved Kvinden maa begaa Forbrydelser eller forfalde til Løsagtighed, blot for at friste Livet, at Samfundet maa forsørge en Mængde Kvinder, som ellers kunde være det nyttige, men som nu Intet har kunnet komme til at lære og derfor heller Intet har kunnet komme til at erhverve sig, og at Familjelivet, at hele Samfundet, sluttelig gaar tilgrunde. Er kvinden fri og lykkelig, først da er Samfundet frit og lykkeligt !

Det er Socialismens Maal at bringe Kvinden den Frihed og Lykke. Derfor bør ogsaa enhver Kvinde støtte Socialismen af al sin Evne, og ikke alene støtte den for sin egen Skyld, men for sine Børns Skyld, for sine ufødte Slægters Skyld - for det hele Samfundets Skyld!

(Socialisten 11. september 1872).