Magdalene Petroline Møller. (Efterskrift til Politivennen)

Tyveri. En Rejsende fra Gøteborg, der logerede i Hotel "Skaane", anmeldte en Dag i Slutningen af afvigte August Maaned, at han Aftenen iforveien var bleven bestjaalet for et ! Shawl og en Paraply, som havde beroet i det Værelse i Hotellet, hvor han boede, og hvortil Adgangen havde været uhindret, da Nøglen ved en Forglemmelse var bleven siddende i Døren. Efterat man havde erfaret, at de stjaalne Gjenstande vare pantsatte, lykkedes det snart at paagribe den Skyldige, nemlig en tidligere straffet, 21aarig, forhenværende Tjenestepige, Magdalene Petroline Møller, som, efterat være tagen i Forhør, tilstod, at hun den paaagjældende Aften var gaaet op i Hotellet for at aflægge et Besøg, og ved at gaae forbi Bestjaalnes Værelse havde bemærket, at Døren stod paa Klem, og at Ingen opholdt sig i det. Hun gik derfor derind og saae Shawlet ligge paa et Bord og Parapluien staae ved Døren op til en Sopha. Hun svøbte shawlet ind i et Haandklæde, som ligeledes laa paa Bordet, tog begge Dele og Parapluien og gik hen til en Pantelaaner i Sqvaldergade, hos hvem hun pantsatte alle tre Ting for i Alt 6 Rd. 4 Mk. Hun lod det ikke være nok med dette Tyveri, men begik allerede den følgende Dag et nyt. Hun gik nemlig op i et Sted i Gothersgade for at søge en Dame, hun tidligere havde kjendt, for at bede hende hjælpe sig til en Condition. Da hun paa Døren til 3die Sal saae et andet Navn end den Persons, hun søgte, gik hun op paa Kvisten, hvor hun, efter at hvad hun har paastaaet, fandt Dørene til et af de derværende Kvistkamre staaende paa vid Gab, hvorfor hun gik derind og tilvendte sig nogle Klædningsstykker m.m. af Værdi i det Hele 10 Rd. samt et Pengebeløb af 2 Mk. 8 Sk, der laa indsvøbt i et Tørklæde. Samtlige Gjenstande, som tilhørte en Pige der tjente hos en i Stedet boende Manufacturhandler, pantsatte Tiltalte strax hos en Pantelaaner i Antonistræde. Tiltalte, der tilllige fandtes at have gjort sig skyldig i Overtrædelse af Straffelovens § 180, blev ved Criminalrettens Dom anseet efter Straffelovens nævnte Paragraph og § 231, 1ste Led, med Forbedringshuusarbeide i 1 Aar.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. november 1872).

"Magdalene Petroline Møller, født i Kbhn: 31/8 50; løsagtig Omløberske; str: 3 Gange for Tyveri, navnlig med 1 Aars Forbdh: for Tyveri af Klæder i Hotel og paa Qvistk:. Mist: Prot. J. 187.” [1873]." Genealogisk Forlag.

Arbejdermødet. (Efterskrift til Politivennen)

I Gensvar paa det af Arbejderne Christensen, Korfitsen, Würtz, Weiss, Greisen og Jansen under 27de d. M. indgivne Andragende til Københavns Politidirektør om Tilladelse til, at de i Henhold til § 88 i Grundloven indvarslede et offenligt Arbejdermøde paa Nørrefælled førstkommende Mandag, modtog Würtz igaar Eftermiddag følgende Skrivelse fra Hr. Crone:

Københavns Politi.
Politikamret,
d. 31te Oktober 1872.

I Gensvar paa en af Dem og de øvrige Medlemmer af Bestyrelsen for den herværende internationale Arbejderforening undertegnet Skrivelse af 27de dennes, hvori De underretter mig i Egenskab af Københavns Politidirektør om, at De næstkommende Mandag den 4de November agter at sammenkalde Arbejderne til et større Møde, som agtes afholdt paa Nørrefælled, skulde jeg herved tjenstligt meddele, at det saaledes tilsigtede Møde falder ind under den af mig under 4de Maj d. A. udstedte Bekendtgørelse, ved hvilken, ethvert af den nævnte Forenings Bestyrelse eller af Andre paa dens Vegne berammet offenligt Møde under aaben Himmel er forbudt, og at altsaa Enhver, der berammer eller deltager i et saadant Møde, vil blive draget til Ansvar efter Loven, ligesom ogsaa Afholdelsen af et saadant Møde vil blive forhindret, efter Omstændighederne ved Anvendelsen af den offenlige Magt i saadant Omfang, som fornødent maatte gøres.

Et Eksemplar af bemeldte Forbud vedlægges.

V. Crone.

Plenge.

Til Hr. Cigarmager C. Würtz,

Formand for den internationale

Arbejderforening i København.

Mødet er altsaa forbudt. Borger Würtz, der, som det udtrykkelig var udtalt, ikke havde indgivet Andragendet i Egenskab af Formand for "Internationale", men som Borger i Staten, protesterede straks energisk imod dette Afslag, der efter hans Skøn indeholdt et grovt Brud paa Grundlovens § 88 *). Sagen vil nu blive appelleret for den danske Rigsdag, saasnart denne atter træder sammen, men foreløbig indbydes herved alle Københavns Arbejdere til et offenligt Møde, der vil blive afholdt paa Tirsdag Aften Kl. 9 i Salonen Føniks, hvor den paatænkte Adresse til Rigsdagen vil blive drøftet samt taget under Overvejelse, hvad der videre maatte være at foretage i denne for den danske Folkefrihed saa betydningsfulde Sag.

*) Skønt Hr. Crone udtalte til Würtz, at "Socialisten" ikke turde (!) optrykke Grundtonens § 88, da han forudsatte, at. den danske Arbejder var saa dum, at han ikke havde gjort sig bekendt med den, skal vi dog herved kundgøre for Arbejderne, at bemeldte Paragraf lyder saaledes:

Borgerne har Ret til at samle sig ubevæbnede. Offenlige Forsamlinger har Politiet Ret til at overvære. Forsamlinger under aaben Himmel kan forbydes, naar der af dem kan befrygtes Fare for den offenlige Fred.

(Socialisten 1. november 1872).

Mødet blev i stedet afholdt indendørs i "Føniks" den 5. november 1872:

Arbejdermødet

i Tirsdags Aftes i "Føniks" var besøgt af saamange Arbejdere, som den store Salon kunde rumme, ja endog flere end den kunde rumme, idet selv Porten var opfyldt af Tilhørere. Naar man anslaar det mødte Antal Arbejdere til 2000 træder man neppe Sandheden for nær.

Mødet aabnedes af Borger Würtz , der hilsedes med stærkt Bifald. Han havde set sig nødsaget til at indvarsle dette Møde, da Politidirektør Crone som bekendt havde nægtet Afholdelsen af et Arbejdermøde paa Fælleden, uagtet dette efter Talerens Skøn var i højeste Grad uberettiget og utilbørligt (stormende Bifald). Mødet var sammenkaldt for at man kunde drøfte den tidligere her i Bladet meddelte "Adresse til Rigsdagen", der oplæstes under Forsamlingens stadige og kraftige Bifald. Da Würtz havde tilendebragt Oplæsningen, hilsedes Adressen med et bedøvende Bifald.

Borger Würtz foreslog derefter Forsamlingen at vælge en Dirigent og hertil valgtes da Borger Christensen, der modtoges med en overordenlig Jubel. Han takkede for den Ære, der var bevist ham, og udtalte som sit Haab, at Forsamlingen vilde gøre ham Dirigentvirksomheden let ved at iagttage den størst mulige Ro og Orden, et Haab, der gik saa fuldstændig i Opfyldelse, at mangen Storborgerforsamling kunde have grundet Anledning til Misundelse derover.

Den Første, Ordet blev givet til, var Borger Würtz. Han skildrede den danske Arbejders sørgelige Stilling, idet den knappe Indtægt, der tilstodes ham, ikke var tilstrækkelig til at føre et sorgfrit og ordenligt Liv. Saaledes som Forholdene nu var, gik den ærlige og flittige Arbejder kun en sørgelig Alderdom imøde; den usle Fortjeneste, Arbejderen fik, var neppe nok istand til at sulteføde ham, medens Kapitalisterne svælgede i Ødselhed og Overdaadighed. Storborgerne raabte usandfærdig paa, at Socialisterne vilde ophæve Ægteskabet, men det var Storborgerne selv, som bevirkede, at Arbejderen ikke havde nogen sand Glæde af sit Familjeliv, ti hans usle Løn bevirkede, at hans Hustru maatte arbejde paa Fabrikerne, medens hans ulykkelige Børn drev hjemløse om paa Gaderne. Den flittige, stræbsomme Arbejder, der havde slidt sig op i Samfundets Tjeneste, fik kun en Anvisning paa Fattiggaarden, Ladegaarden eller Tugthuset, naar han blev gammel og svag, medens Embedsmanden underholdtes med Pension paa Statens (c: Arbejderens) Bekostning. Dette var en skrigende Uretfærdighed. Ganske vist blev der gjort en hel Del for Arbejderne, men dette var kun tilsyneladende, ti saa man Tingene efter i Sømmene, viste det sig at være Humbug og Vind tilhobe. Taleren vilde blot henvise til den af de syv Kommuner stiftede Kasse, hvor en Arbejder, efter i 20 Aar at have svaret 7½ Rd. aarlig, oppebærer i Pension ved sit 60de Aar 25 Rd. aarlig, hvilket Taleren tillod sig at kalde Humbug, en Anskuelse Forsamlingen billigede ved en bedøvende Bifaldslarm. Nej, Arbejderen maatte hjælpe sig selv; han skulde fortjene saa Meget, at han kunde ernære sig ærlig og redelig og lægge en Skilling hen til de gamle Dage, saa han ikke, som nu, falder Kommunen eller Staten til Byrde. Det var denne Lære om Arbejderens Berettigelse til at saa saameget for sit Arbejde, som han har fortjent, at Louis Pio for et Aarstid siden begyndte at udbrede herhjemme under stærk Tilslutning fra Arbejdernes Side, men under en ligesaa stærk Modstand af Autoriteterne, der gik i Byen for Pengepugerne og Storborgerne. Det maa nemlig ikke tillades Arbejderne selv at ophjælpe deres usle Kaar. Det herskende nationalliberale Parti, der betragter sig som Indehaver af al Storhed og al Kundskab, vil ikke tillade, at Andre ogsaa har en Mening og ogsaa har en Vilje. Naar Arbejderne skulde hjælpes, skulde Hjælpen rækkes dem af Partiets Haand, som selvfølgelig ærbødigst skulde kysses derfor. Men Pio sagde til Arbejderen, at var han Guds Søn, maatte han hjælpe sig selv, og at det kun var gennem Enighed og ved at Arbejderne sluttede sig sammen, at der med Held kunde udvirkes Noget for dem. Det nationalliberale Parti, med Etatsraad Crone i Spidsen, begyndte nu at blive bange for, at den "fjerde Stand" skulde komme til Magten, hvorved det blev forhindret fra at gøre flere Ulykker, og for enhver Pris maatte det derfor undgaaes, at Arbejdersagen lededes frem af Pio, Geleff og Brix, der kun havde Arbejdernes Vel og ikke Pengepugernes Tarv for Øje. Efter en lang Række Chikaner mod Pio, endte man endelig med den 5te Maj aldeles vilkaarligt og grundlovstridigt at forbyde et offenligt Arbejdermode, som han havde indvarslet, og sluttelig arresterede man baade ham, Geleff og Brix. Det var Talerens Overbevisning, at Mødet den 5te Maj vilde have løbet aldeles fredeligt af, en Overbevisning som havde staaet sin Prøve baade den 5te Juni og 28de Juli, da Arbejderne samledes ved den slesvigske Sten med en Ro og Orden, der endog høstede varme Lovtaler i Udlandets Blade, f. Eks. i "Hamburger Nachrichten." Men det var nu engang bleven Mode at betragte Arbejderne som Oprørere, fordi de selv vilde have Ret til at sætte Pris paa deres Vare (Arbejdskraften) ligesaavel som Købmanden og Fabriksten sætter Pris paa sine Varer. Det var særlig Københavns Politidirektør, der havde Æren af at betragte Arbejderne som Oprørere, og denne Betragtning havde nu for nylig ledet ham til at forbyde et nyt offenligt Arbejdermøde, skøndt han derved krænkede Grundlovens § 88, der tilsiger Borgerne Forsamlingsfriheden. Forat faa det Spørgsmaal klaret, om Avtoriteternes Fremgangsmaade mod "Internationale" og mod Socialisternes arresterede Førere, var stemmende med Begrebet om sand Folkefrihed, agtede man nu at indgive den oplæste Adresse til Folketinget, hvorved man haabede, at der vilde blive foretaget en Undersøgelse i denne uhyggelige Sag. Hvad Politidirektørens nyeste Adfærd med Hensyn til Forbudet af Arbejdermødet paa Nørrefælled den 4de Rovember angik, kunde man gaa to Veje. Den ene var at sagsøge Politidirektøren og den anden var at henvende sig til Landets Konge, for at erfare af hans Mund, om Grundlovens § 88 endnu stod ved Magt og ogsaa galdt Arbejderne. Taleren selv hyldede den sidste Fremgangsmaade, da Arbejderne ikke havde Raad til at føre en vidtløftig Proces mod "Etatsraad" Crone, der selvfølgelig vilde blive indrømmet fri Proces. Taleren ventede sig et stort Udbytte af en Henvendelse til Kongen, da Arbejderne altid havde handlet loyalt mod ham og hans Hus i Modsætning til det nationalliberale Parti, der havde slaaet Ruderne ind til ham og gennem sine Smudsredaktører og Smædedigters havde søgt at nedsætte ham i Folkets Øjne.

Et overordenligt Bifald lønnede denne Tale, som helt igennem var fulgt med levende Interesse og som jevnlig var bleven afbrudt ved samstemmende Bravoraab og begejstrede Hurraer.

Derefter blev Ordet givet frit og ti Talere optraadte nu for alle, under Forsamlingens lydelige Bifald, at opfordre til at underskrive den fremlagte Adresse. Cigarmager Johnsen opfordrede Arbejderne til at støtte Venstrepartiet, da dette vilde fremad og vilde Arbejdernes Vel. Tømrer Prehn udtalte sig imod Politiets Optræden mod Socialisterne, hvilket havde vakt den største Indignation overalt. Taleren havde f. Eks. selv været Ørevidne til de fordømmende Ord, hvormed Skandinaverne i Amerika havde modtaget Budskabet om Skandalen den 5te Maj. Maskinarbejder Weiss, der var en af Medindbyderne til Mødet, bad Forsamlingen om en masse at underskrive Adressen, en Opfordring Smed Christensen støttede ved at minde Arbejderne om, at de var fri Mænd og derfor ikke behøvede at spørge Arbejdspugerne om Ret til at brøste deres egne Anliggender. Snedker Nielsen bragte sin Tak til de Mænd, som ikke havde ladet sig kyse bort af Politiet, men som endnu kæmpede med Djærvhed og Barme for Arbejderens Ret. Cigarmager Korfitsen bad Forsamlingen om at støtte Adressen, da den vilde bevirke, at Venstre følte sig styrket til at begynde paa sin Stordaad: at vippe det nationalliberale Parti med samt "Etatsraad" Crone af Pinden snarest muligt. Snedker Grejsen, Instrumentmager Holst og Skomager Hoffenbøll udtalte deres store Tilfredshed med Adressen og opfordrede til dens Underskrift, da dette vilde vise Verden, at Udfaldet af Valghandlingen i København den 20de September ikke maatte betragtes som et Udtryk for den københavnske Arbejderstands Anskuelser og Ønsker, og sluttelig talte Snedker Winther under Forsamlingens lydelige Bifald om det Uretfærdige i at en Arbejder ofte skal lide den bittreste Nød, medens Arbejdspugerens Søn kan flotte sig paa Østergade med "Allee" i Nakken og drikker Champagne, mens Arbejderen kun faar Vand. Ogsaa han anbefalede varmt en Tilslutning til Adressen.

Da ikke Flere begærede Ordet, satte Dirigenten, Smed Christensen, under Afstemning:

1) om den forelagte Adresse skulde indgives til Folketinget, hvilket vedtoges enstemmigt af hele Forsamlingen, der hilsede dette Resultat med bedøvende Hurraraab.

2) om der skulde sendes en Deputation til Kongen med Klage over Politidirektør Crone, hvilket ligeledes vedtoges enstemmigt og hilsedes med stærkt Bifald.

Smed Christensen takkede nu Forsamlingen for den udviste Ro og Orden, en Tak som Würtz ogsaa frembar med Tilføiende af Ønsket om, at Enhver nu vilde gaa rolig hjem til Sit, for at Politiet ikke skulde saa Lejlighed til at satte et kærkomment "Oprør" i Scene. Efterat der var udbragt forskellige Leveraab, bl. A. for Arbejdersagen (Christensen), det forenede Venstre (Würtz) og de arresterede Førere (Weiss), hævedes dette overordenlig vellykkede Møde, der føjede et nyt Vidnesbyrd til de mange, der allerede haves om, at den københavnske Arbejder ikke er en vild Oprører, men en rolig og besindig Mand, der tænker før han taler og taler før han handler.

- - -

Adressen til Folketinget ligger til Underskrift i Internationales Lokale, St. Helliggejststræde 13, Kælderen, hvor ogsaa Eksemplarer af den kan erholdes af dem , som vil støtte Sagen ved at lade den cirkulere paa Værkstederne. Det bemærkes, at enhver københavnsk Arbejder over 16 Aar er berettiget til at underskrive den, uanset om han er Medlem af Internationale eller ikke.

Da Adressen agtes indgivet saasnart Rigsdagen atter tråder sammen, bedes den hurtigst muligt forsynet med Underskrifter.

Københavnske Arbejdere!

Det gælder Eders og alle danske Kollegers Vel, at denne Adresse forsynes med saa mange Underskrifter som muligt, og derfor bør Ingen undlade at underskrive den, hvad enten dette er behageligt for Arbejdspugerne eller ikke.

(Socialisten 7. november 1872).

Det var ikke første gang Crone spillede en stor rolle i retsforfølgelsen af datidens magthaveres politiske modstandere. Den 3. maj 1872 havde Crone i et brev til justitsminister Krieger anbefalet at anholde lederne af Internationale, samtidig med at han mente at hvis politiet opførte sig passivt, ville den offentlige orden ikke blive forstyrret - det var indtrykket af mødet han var bekymret for ville smitte af på den øvrige befolkning. Ved statsrådsmødet den 4. maj 1872 udtrykte kronprinsen (den senere Frederik 8.) at man burde anholde Pio, Geleff og Brix samt indkalde militære forstærkninger. Crone havde ikke kunnet finde nogen trussel mod den offentlige orden, men begrundede anholdelserne i Arbejderforeningens indflydelse og politiske holdninger - vanskeligt foreneligt med Grundlovens beskyttelse af forsamlingsfriheden. Kritik af Crones fremgangsmåde medførte injuriesager. Problematikken i Crones og statsrådets beslutninger fremgik af en artikel i Socialisten:

Inserat.

(Forsinket af Mangel paa Plads.)

Hr. Redaktør!

Da jeg forleden Dag saa Grundlovens § 88 aftrykt i Deres ærede Blad, bragte dette mig til at studere dens Ordlyd lidt nøjere, det interesserede mig, da jeg ved, at det er i Hævd af denne Paragraf, at Hr. Politidirektør Crone forbyder Arbejderne at afholde Møder. Jeg har nu vendt og drejet den paa alle Ender og Kanter, men jeg maa naturligvis mangle de behørige Fagkundskaber, ti jeg kan ikke begribe, hvorledes Hr. Crone med den i Haanden kan handle som sket er. "Borgerne har Ret til at forsamle sig ubevæbnede", hedder det, jeg var nu straks paa det Rene med, at det ikte var efter denne første Sætning i Paragrafen, at Hr. Crone handlede og altsaa heller ikke efter Grundlovens Aand, ti denne indeholdes jo netop hel og holden, for Forsamlingsfrihedens Vedkommende, i denne Sætning. "Offentlige Forsamlinger har Politiet Ret til at overvære", hedder det videre; heri fandt jeg heller ikke noget, hvorefter et Arbejdermøde kan forbydes, men indsaa snart, at jeg maatte søge Forbudet i den sidste Sætning, hvor det hedder: "Forsamlinger under aaben Himmel kan forbydes, naar deraf kan befrygtes Fare for den offentlige Fred". Men heller ikke heri fandt jeg dog nogen tilfredsstillende Forklaring af Hr. Crones Forbud. Jeg prøvede at gaa i Detail med Bogstaven og nu skal De høre hvorledes. Naar der altsaa staar Forsamlinger (vel at mærke ikke paatænkte Forsamlinger) kan forbydes, da forekommer det mig, at hvor der ingen Forsamlinger er, der kan heller ingen forbydes, og at Hr. Crone efter denne Ordlud er kommen temmelig tidlig med sit Forbud. Hvad skulde der vel være ivejen for at opløse en Forsamling af Ubevæbnede, naar man, som Hr. Crone, kan stille sig i Spidsen for en hel Arme, sammensat af alle Vaabenarter. Det er nu klart, at Hr. Crone kun er fremkommen med sit Forbud, fordi det har behaget ham at frygte, men naar man nu ved, at Arbejderne i Løbet af Sommeren har afholdt forskellige Møder under aaben Himmel og hvor alt er gaael fredeligt og smukt til, saa kommer man uvilkaarlig til at spørge sig selv, hvorfor frygter han. Det er nu rimeligt nok, at Hr. Crone tror at kunne holde sin Ryg fri ved at henvise til en Beslutning, der i sin Tid blev tagen i et Statsraadsmøde, hvor som bekendt Hr. Crone ikke præsiderer; det er maaske noget Tiden vil vise. Jeg skal til Slutning henstille til Hr. Crone, om han ikke finder det passende offentlig at fortolke Grundlovens § 88 for de mange Tusinde Arbejdere, hvem han forbyder at forsamle sig. Jeg er overbevist om, at De, Hr. Redaktør, med Glæde vil aabne Deres Spalter for vor fælles Ven. *)

*) Ja, naturligvis.

Red.

(Socialisten 11. november 1872).

Desuden bragte avisen et uddrag af politidrektørens beretning om spørgsmålet:

"Det røde Spøgelse". I en Aarsberetning fra Politidirektøren til Ministeriet er leveret følgende "grausame Salbe", som vi ikke nænner at forholde vore Lasere :

Medens Aaret 1871 ikke i nogen særdeles Grad har lagt Beslag paa Politiets Kræfter til Beskyttelse af den offenlige Sikkerhed mod den Art af Forbrydelser, der hidtil (!) har været saa godt som alene om at true den, har dette Aar stillet nye Krav til Politiets Virksomhed derved, at Socialismen ganske pludselig er opdukket i vort Samfund (hu, ha!). Personer, der stod aldeles udenfor Arbejderklassen (ligesom Rimestad & Komp.?), og som straks forkyndte, at de ved Gennemførelsen af deres socialistiske Planer vilde gaa frem med Loven eller uden Loven, (hvor staar det skrevet?) har stiftet en saakaldet "international Arbejderforening", der ganske (?) har sluttet sig til "Internationale"s Statuter, og derhos ved Udgivelsen af et Blad "Socialisten", der er Foreningens Organ samt ved offentlige Foredrag i og udenfor Foreningen saavel her i Staden som i Omegnen (hvor nøjagtig!) og i forskellige Provinsbyer gjort bemeldte Samfundsklasse til Genstand for en voldsom Agitation, der gaar ud paa den mest hensynsløse (det er hørt!) Opæggelse af den arbejdende Klasse, "den 4de Stand", som den benævnes, til Had og Forbittrelse imod de heldigere Stillede i Samfundet (!) og paa Udbredelsen af de farlige (!) og vildledende (!) Lærdomme, ved hvilke Internationale i Størstedelen af det øvrige Evropa allerede i længere Tid har arbejdet paa Kuldkastelsen af de nuværende Stats- og Samfundstilstande (??). Skøndt vor Straffelov (!) er ny, synes den dog ikke at have havt Øie for de Farer, der truer den offenlige Fred og Sikkerhed fra denne Side (hvad der er ganske naturligt!) og Politiet kunde de for i det forløbne Aar ikke gøre Andet end holde et vaagent Øje med disse fordærvelige og farlige Bestræbelser, der i indeværendc Aar er gaaede saa vidt, at Anstifterne er blevne fængslede, og Sag imod dem for Statsforbrydelse og Opfordring til Modstand mod den offenlige Myndighed bragt for Domstolene. ("Var Løgn Latin kunde A ogsaa præke", sagde Jyden.)

(Socialisten 10. december 1872).

Retsssagen mod Pio, Geleff og Brix blev behandlet som en tilståelsessag baseret på afhøringsprotokoller udfærdiget af forhørsdommeren Edmund Africanus Knudsen - protokoller hvis indhold Pio protesterede kraftigt imod, men som blev brugt også ved appelsagen i Højesteret. Alt i alt optrådte domstolene som systembevarende i den forstand at tvivlen kom øvrigheden, ikke de tre tiltalte, til gode. Noget som Estrup-regeringen efterfølgende systematisk videreførte for at standse kritik fra politiske modstandere i 1880'erne:

Socialistens redaktør Laurits Vilhelm Hansen blev senere dømt efter samme metode til 8 måneders fængsel for majestætsfornærmelse. Med disse og flere andre domme havde myndighederne statueret at det var strafbart at agitere for fx socialisme samt strafbart at kritisere statsmagtens fremfærd mod dem der ønskede en ny samfundsindretning. Den 2. februar 1874 blev Internationale dømt som ulovlig og til at skulle opløses. Den 10. maj 1874 udkom det første nummer af Socialistens afløser, Social-demokraten, Suhmsgade 2. 1. sal o. g. med Anton Mundberg som redaktør. I juni 1876 blev Socialdemokratiet under stor modstand fra politiets side dannet.

Fødsel i Dølgsmaal. (Efterskrift til Politivennen)

- Under en af Høiesteret idag paakjendt Justitssag var Arrestantinden Dorthea Cathrine Schøtt, Damms Enke, der i flere Aar havde staaet i Forhold til en herboende Grosserer, overbeviist om deels gjentagne Gange - efter hendes Paastand fra først af tilskyndet dertil af den paagjældende Grosserer - at have gjort sig skyldig i Forsøg paa Fosterfordrivelse, deels at have, da hun skammede sig ved at bringe et udenfor Ægteskab avlet Barn til Verden, besluttet, da hun mærkede at være frugtsommelig, at føde i Dølgsmaal og at dræbe Barnet, hvis det maatte blive født levende, hvilket sidste Forsæt hun ogsaa udførte ved under Fødselen at snøre et Seglgarn fast om Barnets Hals for at qvæle det og forhindre, at det skreg. Hun indsvøbte derpaa Barnets Liig i Paklærred, og saasnart hun kunde gaae ud, skaffede hun sig en Steen, lagde denne ind i Pakken, hvori Barnets Liig laa, og kastede derpaa samme en Aften ud i Peblingesøen, hvor det blev fundet af en Politibetjent. Skjøndt Sundhedscollegiet havde udtalt, at Aarsagen til Barnets Død ikke af de foreliggende Oplysninger kunde paavises, formeente dog Criminal- og Politiretten, at disse ikke have Føie til at betvivle, at Barnet, der af Sundhedscollegiet antoges at have været født fuldbaaret og at have levet og aandet, var afgaaet ved Døden paa Grund af Arrestantindens Anbringelse af Seglgarnet om dets Hals. Ved Criminal- og Politirettens Dom var Arrestantinden for begge fornævnte Forbrydelser anseet med Straf af Tugthuusarbeide i 6 Aar, hvilken Straf Høiesteret stadfæstede. (Drl. Td.).

(Aarhuus Stifts-Tidende 23. oktober 1872).

Arbeidernes Byggeforening. (Efterskrift til Politivennen)

- Den almindelige Opmærksomhed er i de sidste Dage paa dobbelt Maade bleven henledet paa denne særdeles gavnlige Forening, deels derved, at de 22 nye, hensigtsmæssigt indrettede Huse, som Foreningen har opført i Nyboder, i Søndags vare til Eftersyn for Publicum, og deels ved, at Bestyrelsen har udgivet et lille Skrift, hvori der findes en meget velskreven og forstandig Redegjørelse for Foreningens Formaal og for Betydningen af disses Gjennemførelse. Idet vi erkjende den store Betydning af, at Sandsen for Selvhjælpen bestandigt klarere vækkes til Liv i Samfundet, og idet vi glæde os over, at den Tid nu synes at være kommen, da de forskjellige Bestræbelser, som have viist sig for ad denne Vei at bidrage til Arbejdernes lykkeligere Forhold ville kunne føre til gavnlige Resultater, skulle vi følge den Opfordring, som Bestyrelsen for den nævnte Forening har rettet til os om at bidrage til at udbrede Kundskaben om Foreningens Virksomhed, idet vi nedenfor skulle meddele nogle Enkeltheder af det fremkomne lille skrift og dertil knytte nogle Bemærkninger. 

Foreningen begyndte som bekjendt ganske smaat, idet den ved sin Dannelse for neppe 7 Aar siden kun talte et Par Hundrede Medlemmer, der for største Delen vare Arbeidere i Burmeister & Wains Fabrik; nu tæller den over 3000 Medlemmer, og den har allerede opført 89 Huse for et samlet Beløb af 192,000 Rd., hvorhos Grundenes Værdi beløber sig til 35,600 Rd. Medlemmerne skulle forpligte sig til strax at gjøre et Indskud af 6 Mk., der betales ved Indtrædelsen enten paa eengang eller i 6 ugentlige Beløb, og dernæst forbinder ethvert Medlem sig til i 10 Aar at erlægge en ugentlig Betaling af 1 Mk., hvorfor han dog midlertidig under trængende Forhold kan fritages, og under visse Betingelser kan han fordre en Tilbagebetaling af det indestaaende Beløb, ligesom han kan overdrage sin Ret til et andet Medlem. For Foreningens Midler og for mulige Laan opføres der da Huse med Boliger for 1 eller 2 Familier, og om disse Huse trækkes der Lod blandt Foreningens samtlige Medlemmer. Den Vindende har at udrede: almindelig Rente af, hvad Huus og Grund har kostet, en overkommelig Afbetaling, Skatter, Assurance og Vedligeholdelse; han har Ret til Fremleie til Foreningens Medlemmer for den forud fastsatte Leie, og han kan erholde Skjøde paa Huset 10-Aarsdagen efter sammes Overtagelse. Som det vil sees heraf, har Foreningen nærmest dannet en Sparekasse, men dertil tillige knyttet Udsigten til ikke ubetydelige Fordele ved Deeltagelscn i et Lotteri, hvilket jo til alle Tider har udøvet megen Tiltrækning, og den har derhos aabnet en Mulighed for i saa stort Omfang at opføre Boliger, at den, hvis den talte fire Gange saa mange Medlemmer som nu, kunde bygge et eller to Huse for hver Uges Indtægt, Huse, der ville frembyde en sund og hyggelig Bolig til en forholdsviis meget billig Leie. Og at dette Maal maa kunne naaes, derom har Bestyrelsen med Rette godt Haab, thi alene blandt Arbejdere og Ligestillede findes der her i Staden langt flere end 12,000, som ere istand til at opspare 1 Rd. ugentlig. Hver Enkelt for sig, hedder det i Bestyrelsens Udtalelse, udretter dog Intet med sin Mark, men samlede blive disse til en Magt, og ved denne kunne vi her opnaae et af de største Goder, udfylde et overordentligt Savn.

Enhver, der tog Deel i den særdeles talrigt besøgte Generalforsamling, som Foreningen afholdt i Slutningen af Marts Maaned d. A., vil sikkert af den Udtalelse, som fremkom der fra Prof. E. Hornemann have bevaret en erindring om, i hvor høi Grad de Boliger, som i Reglen benyttes af den kjøbenhavnske Arbeiderstand, ere usunde og i de forskjelligste Retninger fordærvelige, og han vil fatte Betydningen af, at de Caserner, som findes i Baghuse med de usleste Gaardsrum, kunne ombyttes med et lignende lille hyggeligt, luftigt beliggende Huus som de, der nu findes i Nyboder. Naar Hygge i Hjemmet mangler, hedder det i det ovennævnte lille Skrift, da søger Familien udad; Drukfældighed, Usædelighed og Tomhed drage ind, den opvoxende Ungdom seer et slet Exempel, følger Sporet, og saaledes forringes Folkets Charakteer. En sund og god Bolig er derfor ei alene en Behagelighed, den er et overmaade stort Gode; ved den bevares Menneskets Sundhed, hæves og fremmes dets moralske og aandelige Udvikling. Er det derfor et Offer at afsee 1 Mk. om Ugen, da er Formaalet vel Offeret værd. Den ugentlige Mark er desuden ikke spildt, den er henlagt for 10 Aar, thi til den Tid faaes den, forøget med Renter og Rentes Rente, den vil da være voxet til over 100 Rd., der kunne fordres tilbage med en Maaneds Opsigelse. Foreningen er saaledes en Sparekasse, og som saadan vil den i Fremtiden kunne faae stor Betydning, men først og fremmest er den en Byggeforening, og paa dens Virksomhed i denne Retning maa Hovedvægten lægges. Man træffer ikke sjeldent Folk, som udtale den Mening, at denne Forening ikke passer for dem, at dens Huse kun ere for Arbeidere i streng Forstand osv. Saadanne Udtalelser vilde imidlertid ikke fremkomme, naar det i Almindelighed var blevet klart, at der her bør være Tale om en Samfundsinteresse, og at de reent egoistiske Motiver ikke alene kunne være bestemmende. Det staaer Enhver aabent ad denne Vei at række sin Hjælp uden i Virkeligheden at yde en Gave; idet han hjælper Andre ved al bidrage til at tilveiebringe Capital, hjælper han tillige sig selv, og vil, uden at han mærker synderligt dertil, efterhaanden have opsparet et ret anseeligt Beløb. At der for Øieblikket vil være særlig Trang til en udvidet Byggevirksomhed, kan ikke benægtes, og Rømningen af Pedermadsensgang behøver i saa Henseende alene at fremhæves. Vil man ret faae Syn for, i hvilken Grad der er Trang til luftige, lyse og fritliggende Boliger, behøver man kan at see hen til, hvorledes Forholdene have stillet sig i denne Gade, og hvorledes de desværre endnu tilnærmelsesviis stille sig i mange andre tætbebyggede og overfyldte Dele af Staden. Det er saaledes oplyst, at i de sidste Aar har mere end hveranden af Beboerne i Pedermadsensgang aarlig maattet søge Hjælp, hver fjerde maatte for Sygdom indlægges paa Hospitalerne, og hver 16de blev aarlig bortreven af Døden, hvorimod der f. Ex. i Lægeforeningens Boliger paa Østerfælled kun døde 1 af 37 eller 38 aarlig. At disse Forhold efterhaanden maa kunne forandres, tør man haabe, og hvis vore Medborgere i Almindelighed vilde støtte den Forening, der allerede efter den Tid, hvori den har bestaaet, har udfoldet en anerkjendelsesværdig Virksomhed, da tør det antages, at et særdeles betydeligt Antal af de Familier, der nu paa Grund af Ufred og Uhygge flytte fra den ene Caserne til den anden, vil kunne opnaae at faae sit eget Huus, og der i Ro kunne nyde det fredelige Hjeme uvurdeerlige Goder. Det bør dernæst fremhæves, at denne Forening, ligesom den gavnlige Forening for Alderdomsfriboliger, har havt et aabent Øie for det Ønskelige i, at dens Boliger ikke ligge samlede i enkelte Qvarterer, men at de spredes saameget som muligt. Husene ere da nu opførte i Meriansgade og Krusemyntegade, hvor begge Sider af Gaden bestaaer af de nye Boliger. i Salviegade, i Schønbergsgade i Frederiksberg Sogn og i Nygade og Brigadeveien paa Amager. De have to Vaaninger, hver i Reglen paa to Værelser, Kjøkken og Spisekammer, Loftsrum, samt et Kvistværelse. Hvis det ønskes, kan Huset ogsaa indrettes til Beboelse for 1 Familie og vil da rumme 4 a 5 Værelser med tilhørende Bekvemmeligheder. Med Undtagelse af Husene i Nyboder er hvert af de andre forsynet med Have. 

Hver Forsommer bortloddes de hvert Aar opførte Huse, og da man ifølge Foreningens Love mindst i et halvt Aar skal have været Medlem af Fareningen og mindst have indbetalt 10 Rd. i Bidrag, hvis man skal kunne deeltage i Bortlodningen, saa er det netop nu Tiden til at indmelde sig som Medlem, naar man vil deeltage i den kommende Bortlodning. At det er en virkelig Fordeel at vinde et saadant Huus, vil maaskee klarest fremgaae deraf, at der for Afstaaelsen af Retten er betalt fra 100-400 Rd. Dette Factum er tilstrækkeligt til at modbevise Sandheden af en Yttring, der paa Foreningens sidste Generalforsamling fremkom om, at den Vindende ikke med Fordeel vilde kunne overtage Huset. Medens Halvaarsleien af et Huus i Reglen er 33-42 Rd., gaaer Eierens Meerudgift, hvori Skatter Brandcontingent m m. ere indbefattede, fra 16 Rd. 3 Mk til 21 Rd. I Fremtiden, da Materialier og Arbejdsløn sandsynligviis ville holde sig i samme Høide som nu, ville husene ikke kunne bygges for den Priis som hidtil, og Leien for de fremtidige Huse maa derfor forhøies. - Om 26 Aar eller ved forøgede Afbetalinger forinden, bliver Huset da Eierens gjældfri Eiendom. Som alt nævnt, kan han imidlertid med Bestyrelsens Minde overdrage sin Ret til et andet ligestillet Medlem eller overlade Huset til Foreningen. Bestyrelsen maa dog lægge Medlemmerne paa Sinde, at de ved at afstaae Retten tit det ved Lodtrækningen dem tilfaldne Huus tillige give Afkald paa en, for de allerfleste let, eller dog i Regelen overkommelig Adgang til aarlig at forøge deres Capital og med Tiden at erhverve sig en Forsørgelse for de gamle Dage og en Arv for de Efterlevende, som ikke paa nogen Maade kan opnaaes med færre Anstrængelser og færre Opoffrelser; thi Huusleie skulle de dog udrede, hvor de saa boe.

Binder man sig da til ugentlig for 10 Aar at henlægge 1 Mk., tilveiebringer man en Capital af 100 Rd., der vil kunne være en meget god Hjælp for en Confirmand, for en Søn eller en Datter, der sendes fra Hjemmet, eller til Udstyr for den, der selv skal grundlægge et Hjem, og Forældre kunne saaledes ad denne Vei for deres Børn sammenspare en Sum, der let vil tilvejebringes, netop fordi man har et Baand paa sig til at betale det lidet følelige ugentlige Bidrag. Ved et Medlems Dødsfald udbetales derhos det Opsparede til enhver Tid uden nogensomhelst Afkortning, og Contrabogens Indhold bliver derved altid til en Begravelseshjælp. Fremdeles maa det fremhæves, at saalænge der gives Medlemmer, der ville leie Foreningens Boliger, have disse Fortrinsret. De have derhos Udsigt til paa billig Maade at erhverve sig et Huus, og selv om de som Eiere have en noget større Udgift end som Leiere, betale de dog med denne Meerudgift i Forhold til Boligens Godhed og Beskaffenhed kun en gangbar Leie, og Huset bliver da for Eieren et særdeles gavnligt Middel til at sammenspare; der bliver, som Bestyrelsen udtrykker sig, selv til en Sparekasse, og medens den ugentlig indbetalte Mark kun voxer med Renter og Rentes Rente, afbetales Huset med Eierens egen og Leierens Leie, saa at han sluttelig, naar han efter 26 Aars Forløb eier Huset gjældfrit, i det Hele ikke har betalt synderlig mere end Halvdelen af Husets sande Værdi, og denne vil sikkert i Tidernes Løb forøges. Sluttelig skulle vi meddele, at Foreningen er i Besiddelse af et Hjælpefond, der i sin Tid blev grundlagt ved Overskudet af det Gavebrev, ved hvilket Etatsraad Holmblad overdrog Foreningen en betydelig Grund mellem Nygade paa Amager og Brigadeveien. Dette Fond, der senere ved flere Gaver er voxet til ca. 6500 Rd., er bestemt til at yde Hjælp til Huuseiere blandt Byggeforeningens Medlemmer og dernæst ogsaa til saadanne Medlemmer, der uden egen Skyld under Udførelsen af deres Arbeide maatte tilsætte deres Førlighed og blive Krøblinge.

Vi rette herved en indtrængende Opfordring til saa talrigt som muligt at indtræde i denne Forening, hvis Belysning selvfølgelig først i fuldt Maal vil kunne naaes, naar den tæller et meget stort Antal Medlemmer. Vi rette ikke alene denne Opfordring til dem, der i det Hele ere tarveligt stillede i Samfundet, men som dog uden føleligt Savn ville kunne overkomme at opfylde de Forpligtelser, som de ved Indtrædelse i Foreningen paatage sig, men vi rette den ogsaa til de bedre Stillede blandt vore Medborgere, som ville indsee, at de ved deres Indtrædelse baade directe og indirecte kunne bidrage til at forebygge nogle af de for ethvert Samfund farligste Onder ved at Skabe sunde og gode Hjem, hvis forædlende Indflydelse vil kunne gjøre sig gjældende paa de forskjelligste Maader.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 16. oktober 1872).

Kvindens Frigørelse. (Efterskrift til Politivennen)

"Alle Menneskers Tilfredshed og Velvære" er Socialismens store Formaal - et Formaal, der, uagtet sin Skønhed og Højhjertethed, dog har vundet saa mange Modstandere. Og hvad kan Grunden hertil være? Bornerthed, Sneverhjertethed og fremhyklet Mistillid danner de Skranker, der truer vor Frihed og hemmer al Udvikling; men saavist vort Formaal er overensstemmende med Sandheden, saavist skal og maa det sejre - lad da Kapitalmagten bygge Barikader af Guld, erhvervet ved Arbejderens Fattigdom og Nød - lad Professorerne opfinde Systemer af filistrøse og bornerte Talemaader - disse Systemer skal falde, disse Barrikader skal omstyrtes. Socialismens Formaal er al bringe Lykke og Velsignelse i det Hjem, hvor syr den redelige og stræbsomme Arbejder, uagtet al sit Slid og al sin Anstreengelse, traf en fortvivlet Hustru og forsultede Børn. Saaledes kan og skal det ikke vedblive at være. Vi forlanger Frigørelse fra denne unaturlige Tilstand.

Naar vi da har sat os Frigørelse af alle ulovligt undertrykte og forladte Medmennesker til Formaal, naar det er den frie Udvikling af alle de Kræfter, der findes i Samfundet vi fordrer, da er det ogsaa vor Pligt at kæmpe for Kvindens Frigørelse. De praktiske Vanskeligheder, der her stiller sig i Vejen for denne Sags fuldstændige Gennemførelse, er vi ingenlunde blinde for; men det ved vi, at kan Praksis i saa mange Aar opstille og bevare et System, der aabenbart har gjort Kvindens hele Samfundsstilling til en Trældomstilstand, saa kan Teorien om, at alle Mennesker har lige Adgang til Livets Goder, ogsaa omstyrte denne forældede og barbariske Praksis. Naar den asiatiske Hersker, den tyrkiske Sultan, kun bruger Kvinden som et Legetøj for sine Lyster, da staar han i Virkeligheden langt over den civiliserede Europæer, der paalægger Kvinden saa mange Pligter, medens han samtidig derover hende alle Rettigheder, nej saa hellere betragte hende som et Redskab, uden Ret og uden Pligt, end at berøve et frit Væsen Frihedens dyrebareste Klenodie, medens man vælter centnertunge Pligter paa hende, som man er fræk nok til at kalde det svage Køn, og saa fordre, at hun skal være det stærke. Den sande Kvinde vil bære Byrder; men samtidig forlanger hun sine Rettigheder som Menneske. Herfor kæmper Socialismen, idet den opstiller sit Motto: Ingen Pligter uden Rettighed, og derfor kæmper den for Kvindens Frigørelse - Emancipationens store Tanke er ogsaa dens.

Vi ser allerede Fruer og Frøkner rynke paa Næsen ved slig en Tanke - I Stakler, som saaledes er hildede i Fordommens Lænker, at I ikke kan se, hvad vor Mening er. Tror I maaske, at Emancipationen skal udslette Kvindeligheden?

Nej, Kvindelighed er og skal vedblive at være Kvindens skønneste Pryd; denne bly Optræden, den skønne Følelse for hver Lidendes Klage, denne storartede Begejstring for hver ophøjet Ide - det skal aldrig svinde bort, tvertimod, det skal vinde i Kraft ved Emancipationsideens Gennemførelse; ti, som Sagerne nu staar, kan Kvinden ikke tilfulde give sine rige Tanker den Flugt og Begejstring, som hun ønsker og begærer ældgamle Fordomme, Verdens Forhaanelser kuer ofte hendes Mod og holder hendes Tanker i Fængsel; det er haardt at bryde med gammel Vane, det er tungt at skulle høre Haan og Foragt netop paa de Steder, som giver sig Udseende af at være - Dannelsens" Forkæmpere - nej dobbelt bør den Kvinde æres og agtes, der ej frygter for at bryde Fordommens Skranker og udsætte sig for Oppositionens Haan. Netop Emancipationens Gennemførelse vil løsne de Baand, der hæmmer den begavede Kvindes Virkekraft, den vil give hende Lejlighed til at udvikle og frugtbargøre alle de Evner, som netop Kvindelighed har givet hende som Fortrin for Manden.

Lader os engang betragte Kvindens nuværende Stilling og lad os se, om hun virkelig kan kaldes fri. Er Kvinden bleven gift, nyder hun ikke andre "Rettigheder" end Pligterne at være Barnepige for sine Børn og Husholderske for sin Mand, tildeles der hende nogle Rettigheder, da er det kun Rettigheder af Mandens "Naade og Barmhjertighed." Og denne Tilstand betragtes endda som den bedste en stakkels Kvinde kan opnaa her i Livet - efter Ægteskab tragter de 90 af 100 Kvinder, som fulgte hermed Livets højeste Goder; i den Grad har forældede Fordomme indesluttet Kvinden i sine Lænker: gift Dig, og Du er "forsørget" - det er Maalet. Man beskylder os for Materialisme - men det er Eder, Undertrykkerne af al menneskelig Ret og Frihed, der præker Materialismens reneste Lære. Ja, for Kvinden idetmindste er hele Verden at betragte som en stor Forsørgelsesanstalt, der tilmed yder en - ussel Forsørgelse. Hun kan arbejde fra den tidligste Morgen til den sildigste Aften og hun kan ikke fortjene saameget, at hun blot kan leve. Den fattige Sypige iler fra Herskab til Herskab, for at faa det Smule Arbejde, der tilbydes hende; foragteligt kastes den usle Fortjeneste hen til hende; hun har arbejdet den hele Dag, opslidt sine Kræfter; hendes livlige, opvakte Aand er Hemmet under disse materielle Beskæftigelser; det Materielle tvinger Roden hende til stadig at give sig af med, og den Tid, der levnes hende til sandelig Beskæftigelse, er saare ringe, ja ingen. Dette bør være anderledes. Staten bør sørge for, at Kvinden kan faa en Uddannelse af de rige Evner, hun uden Tvivl er i Besiddelse af. Staten bør sørge for, at disse Evner kan frugtbargøres i Statens Tjeneste, og at Kvindens Arbejde betales og ikke skambydes. Saaledes er det nu - det er umuligt for hende at at leve paa en hæderlig Maade; men uagtet Enhver, der er begavet med sund Fornuft, kan indse dette, saa fordømmes dog den Kvinde, hvem Nøden driver til Selvopofrelse - netop hende bør saavel Stat som Private tage sig af. Men hvor langtfra er dette ikke Tilfælde. Der er i disse Dage en Plan igære om en Understøttelse for gamle Sypiger. "Hæderlige" Mænd og Kvinder har stillet sig i Spidsen for at danne denne "paridisiske" Tilstand for disse gamle Kvinder; men for at opnaa dette "uvurderlige Gode" forlanger disse "ædle" Stiftere, at vedkommende Sypige aldrig maa have stødt an mod Moralens Love - "den af Eder, som finder sig selv uskyldig, han kaster den første Sten" siger vi, mon disse rige, "menneskekærlige" Matadorer aldrig selv har været med til at lægge Snarer for Kvinden; mon de ikke kan indse, hvortil Sult og Nød kan drive en Kvinde; ernærer hun sig redeligt og arbejder fra Morgen til Aften, er Sult hendes Løn - hvilken Udvej har hun da?

Det vil heraf ses, at Kvindens nuværende Stilling er utaalelig, og Samfundet begaar en Forbrydelse ved længere at ville modsætte sig de Skridt, der maatte fremkomme til at forbedre Kvindens Stilling. Maatte da den Tid ikke være fjern, da vi kan sige, at den oplyste og dannede Kvinde er Mandens og Samfundets bedste Støtte, der findes i Sandhed saa mange gode Kræfter skjulte hos Kvinden, at de kan være til Nytte og Glæde for Samfundet. Nu stjæler Nød og Undertrykkelse, forenet med Haan og Foragt, disse gode Kræfter. Saaledes kan og skal det ikke vedblive at vare.

(Socialisten 16. oktober 1872).

På omtrent samme tidspunkt fandt en international kvindekonference sted i Wien (den tredje af slagsen). På denne blev der talt for at der kvinderne skulle have adgang til universitetet, til statstjenester og at der skulle oprettes kvindelige industriskoler m.m. I Danmark fik kvinder ret til at få adgang til universitetet den 25. juni 1875. Der var dog nogle begrænsninger: de ikke fik adgang til den lærde skole og derfor måtte læse til studentereksamen privat. De fik ikke adgang til teologisk embedseksamen og heller ikke adgang til statens embeder. Endelig fik de ikke adgang til universitetets stipendiemidler. Nielsine Nielsen var den første kvindelige akademiker, hun startede i 1877 og blev færdig i 1885.