Cigarmagernes Strejke i Fredericia. (Efterskrift til Politivennen)

Om Cigarmagernes Strejke i Fredericia har vi modtaget følgende nærmere Meddelelse: Hr, Redaktør! Ifølge Deres Ønske meddeles Dem herved Strejkens Historie: Fabrikant Schmidt havde i en Skrivelse til Ligningskommissionen indstændig anmodet om at sætte Arbejderne i Stat, og havde samtidig anført, hvormeget han mente, at Arbejderne burde sættes i Skat for - et Forslag, som næsten med det Dobbelte overgik Ligningskommissionens Ansættelse. Da nu Skatten her er omtrent ti Rd. pr. 100 Rd. skattepligtig Indtægt, saa bliver Skatten for hver Arbejder temmelig betydelig, den saadan Optræden af Fabrikanten opvakte naturligvis Arbejdernes Harme. Mesteren tilbød da, at Fabrikanten vilde betale Skatten, naar Arbejderne vilde forpligtige sig til at levere to overtallige Cigarer pr. 100, hvilket Arbejderne gik ind paa; men da Mesteren l Tune efter gik fra sit Ord, brød Stormen løs. Dette foregik i Søndags Formiddag. Arbejderne blev da enige om aldeles at forkaste det nuværende skattesystem, men derimod foreslog de Mesteren, at de skulde betale den dem paalignede Skat, men saa til Gengæld forlange en forhøjelse i Arbejdslønnen. Mandag Formiddag blev da "Skruen" sat igang, og det gik flinkt. Først gik alle Svende, saa alle Drenge og derpaa alle Vikkelmagere. Stemningen er brillant. Her er truffet omfattende Forholdsregler; ingen vil arbejde sammen med den, som bryder Overenskomsten: ikke at begynde Arbejdet førend Fordringerne er opfyldte og kun naar alle Mand tages i Arbejde. Strejkekomiteen, der bestaar af 0 Mand, har skrevet til Hamborg, Flensborg, Aarhus, Aalborg og Kolding, og her er straks truffet Foranstaltninger til en Indsamling. Mesteren har idag bragt den Nyhed tiltorvs, at Fabriken skal hæves, men slige Historier er dog for tydelige. Forbitrelsen hos Storborgerne og Begejstringen hos Arbejderne er stor. Som et Bevis paa Storborgernes latterlige Frygt skal jeg anføre, at Politiet for nylig lod udraabe, at enhver Husbond skulde holde sine Folk hjemme iaften (Nytaarsaften), og igaar Aftes, da Byraadet var sammenkaldt til et ekstraordinært Møde, udtalte Borgermesteren, at her rimeligvis blev Oprør i Byen iaften.

Endnu skal jeg omtale, at Bomuldsfabrikanterne idag har oprettet en Alderdomsforsørgelseskasse, som jeg en af de første Dage skal gøre til Genstand for nogle Betragtninger. Jeg skal nu hver Dag sende Dem, Hr. Redaktør, et Par Ord om Strejkens Gang. X..

Fra Fredericia. Tillad os gennem "Socialisten" at rette en Henvendelse til Politimesteren i vor By angaaende den af ham i den renere Tid udfoldede Virksomhed for at faa Kundskab om Navnene paa Medlemmerne af den herværende internationale Arbejderforening samt for at faa sikker Underretning om, hvem der er Foreningens "egentlige Leder". Hvorvel vi nu ikke kan Andet end glæde os over, at bemeldte vor Politimester, der i Parantes bemærket hverken er mere eller mindre end den for sit i 1864 udviste Heltemod saa bekendte Borger Julius Christian Jørgensen, idet vi altsaa glæder os over, at han er bleven opfyldt af saa stor "Nidkærhed", saa skønner vi dog ikke rettere, end at denne kunde finde en langt mere passende Anvendelse ved at overføres paa andre Omraader end det Socialistiske. For Øjeblikket er her jo Brug for al den "Nidkærhed", som en Politimester overhovedet kan rumme. Vor ærbødige Begæring er derfor, at vi forskaanes for enhver utidig Indblanding i vore Anliggender, og vort Raad til Hr. Jørgensen er dette, at han endelig ikke skal forhaste sig med at komme den eller dem til Livs, som efter hans Formening "leder" Foreningen. Vi kan nemlig forsikre Hr. Jørgensen om, at formegen "Ledelse" fra hans Side ikke vil blive paaskønnet efter Fortjeneste, idet vi derved let kan fristes til at blande os i "Ledelsen" af hans Anliggender. Saaledes kunde det f. Eks. interessere os at erfare Folketingets Mening angaaende, om en Dommers Myndighed strækker sig saavidt, at han er berettiget til, naar Nogen indkaldes som Vidne i en Sag, i Retten al holde Vidnet for Nar til stor Moro saavel for sig selv som for Skriveren og Retsvidnerne. Flere Socialister.

(Socialisten 3. januar 1873).

Julius Christian Jørgensen (1816-1884) var borgmester og byfoged i Fredericia fra 1862 til sin død 1884. Fredericia fæstning blev bombarderet den 20.-22. marts 1864. Byens beboere havde forinden stort set forladt byen. Den 23. marts 1864 blev han suspenderet fra sit hverv, fordi der blev plyndret i stor målestok efter bombardementet. Den 25. marts 1864 blev i stedet indsat den afsatte borgmester og politimester i Slesvig, Thorvald August Brown Jørgensen. Han var konstitueret indtil 21. april 1864. Under krigen 1864 ragede Julius Christian Jørgensen og general Lunding uklar og han forlod byen 21. august 1864. 

Om nytårsaften:

Strejken i Fredericia

---

Jeg skal i al Korthed gengive enkelte Træk fra hin Aften. Vor ærede Politimester havde faaet den fikse Ide, at Cigarmagerne vilde gøre "Oprør"; der fortaltes de forunderligste Historier, som, at de vilde gøre Indbrud hos Folk for at skaffe sig Midler til Livets Ophold og lignende. Under saa kritiske Omstændigheder var det derfor saare naturligt, at Hr. Politimester Jørgensen havde truffet særdeles "omfattende" Forholdsregler. I Byens Avis advarede han saaledes Folk mod at gaa ud om Aftenen, og til Overflod lod han en haltende Vægter raabe sig hæs, gennem Gaderne for at forkynde den samme Nyhed. Til Ordenens Opretholdelse og til Oprørets Undertrykkelse var der udkommanderet Byens 2 Politibetjente og 5 Natvægtere samt "Politikorpset", der stod opstillet paa Raadstuepladsen "for at afvente nærmere Ordre." Desuden fungerede en talrig Skare med Stokke bevæbnede Spidsborgere som Opdagelsespoliti. Vagten var fordoblet, og Militarpatrouiller gennemkrydsede Gaderne, ja Rygtet sagde endog, at Soldaterne havde hver faaet udleveret 10 skarpe Patroner. Det hele Arrangement geraadede vor højtagtede Politimester til megen Ære; hans Optræden denne Aften var "værdig" og tapper og stod saaledes i den mest skærende Modsætning til den Optræden, han udviste her i Byen under sidste Krig. Endskøndt Hr. Politimesteren saavelsom Politifuldmægtig Madsen, Politikorpsets Chef, Hr. Boalth og sammes "Eksercermester", Hr. Købmand Bech, alle udviste stor Bravur, saa var dog Aftenens Helt den Officer, der førte Militærkommandoen, nemlig Hr. Exam. jur., Møllebestyrer og Premierløjtnant Fischer, hvilket utvivlsomt vil blive indrømmet af Enhver, der erfarer følgende af ham udviste kække Optræden: Paa et Gadehjørne stod omtrent en Snes Mennesker; en af disse kastede en saakaldet "Skruptudse" ud paa Gaden, da kommer i det Samme en Patrulje, anført af Hr. Fischer. Ved Synet af Skruptudsen kommer hans Blod ikog, og den gæve Løjtnant kommanderer: "Fald Gevær! jag dem Bajonetten gennem Livet!" Den tapre Skare stormer frem og Mængden (c. 90 Mennesker) for til alle Sider. Jeg skynder mig at tilføje, at denne Optræden af Hr. Løjtnanten kan konstateres ved fuldgyldige Beviser, og jeg tillader mig at henstille, om Hr. Fischer ej for denne Daad burde have Sølvkorset. Endnu kunde der være mangt et lille Træk at berette, men det forekommer mig, at det Anførte maa vidne tilstrækkelig om, at den Omstændighed, at der intet "Oprør" skete, ingenlunde maa tilskrives vore Avtoriteter, ti der var, som man vil se, af disse gjort alt Muligt for at faa et saadant sat i Scene.

(Socialisten 5. januar 1873).

Strejken endte med at mesteren gav svendene et tillæg på 3 Mk. og drengene 2 Mk. for 1000 cigarer. Desuden blev det bestemt at bestyreren ikke mere måtte blande sig i hvad svendene foretog sig i deres fritid. Udfaldet blev set som en sejr for svendene og den internationale Arbejderforening i Fredericia.

Nordschleswig. (Efterskrift til Politivennen)

Nordslesvig.

I et stykke tid har der været mærkbar tale om Nordslesvig i pressen, mindre i tyske end i udenlandske aviser. Især bladene i hovedstaden i Østrig som for tiden er så tæt venlig med det tyske rige, men som er den eneste stat der har ret til at beskæftige sig med det såkaldte nordslesvigske spørgsmål, vender igen og igen tilbage til dette tema, nogle gange med venskabelig hævn, nogle gange med formaninger, om at Tyskland eller rettere Preussen burde på en eller anden måde "leve op" til danske prætentioner. Da dette er rigets gamle nordgrænse ved Kongeåen, et stykke jord der blev erhvervet og kæmpet for med tysk blod, og især i betragtning af danskernes notorisk anti-tyske holdning, kan sagen på ingen måde være særlig ligegyldig. Frem for alt skal det understreges at Danmark absolut ikke kan forlange noget. I Wienerfreden af ​​1864 afstod landet sine rettigheder til Slesvig-Holsten til Østrig og Preussen, efter at de hver for sig havde imødekommet den danske regerings ønsker om territoriets konsolidering. Det betyder at sagen er afgjort for Danmark i folkeretten, og det har absolut intet videre med Slesvig-Holsten at gøre end at udlevere statsarkiverne, et tysk traktatbaseret krav som København med alle mulige påskud modsætter sig og som vi gerne ser at der bliver lagt en vis vægt på ved at beholde den endnu udestående kvote for indløsning af sundtolden. Ikke desto mindre kan man i enhver dansk trontale, også den nyligt læste, finde en passage om Danmarks "berettigede" forventninger og forhåbninger, og der kan ikke herske nogen tvivl i vores sind om at der er mange mennesker i København som er optaget af at holde det lidt grumsede vand flydende i disse "berettigede" forventninger. Disse forventninger er som bekendt baseret på artikel V i Pragfreden. Heri hedder det imidlertid at kejseren af ​​Østrig overdrager alle de i Wienerfreden erhvervede rettigheder til kongen af ​​Preussen med det forbehold, at "befolkningen i Slesvigs nordlige distrikter", hvis de ved fri afstemning giver udtryk for deres ønske om at blive forenet med Danmark, skal afstås til Danmark. Som alle kan se taler den kun om befolkninger, det vil sige kun om mennesker og ikke om jord. Ifølge traktaten skal disse personer stemme "frit" én gang, og de der stemmer på Danmark, skal overføres til Danmark. Alt dette forekommer os så overordentlig simpelt at kun overfloden af ​​danske forestillinger kan have forhindret afviklingen af ​​denne sag hidtil. For det første fremsætter danskerne påstande som de overhovedet ikke har nogen som helst legitimitet for om de "distrikter" som afstemningen skal foregå inden for. Det havde kansleren allerede svaret på Rigsdagens session den 18. marts 1867: "Man kan forestille sig størrelsen af ​​disse distrikter som meget små, man kan forestille sig dem som meget store, og jeg tror ​​at de ikke vil vise sig at blive så store som København forestiller sig." Ydermere mindede kansleren på samme møde om at inklusive al krigsgæld knyttet til Slesvig-Holstens ejendom udgjorde gælden 60 thaler pr. indbygger af befolkningen, så for at 100.000 indbyggere skal afstås til Danmark, betaler dansk side 6 millioner thaler i anskaffelsesomkostninger som skulle tilbagebetales til Tyskland henholdsvis Preussen. Den væsentligste vanskelighed ligger dog i at Danmark efterspørger ikke blot den danske befolkning i umålte distrikter, men også hele befolkningen, inklusive den tyske befolkning, og ikke blot befolkningen, men også distrikterne og landet selv. Prætentionerne er naturligvis for latterlige til at tysk side seriøst kan forhandle dem. Udover historiske og internationalt juridiske aspekter tages der strategisk-militære og derefter kommercielle interesser i betragtning ved fastlæggelse af en grænse. Danmark har indtil videre intet gjort for at afbøde alle disse hensyn som Tyskland må tage på sin nordlige grænse. Tværtimod. Allerede før krigen i 1870 stod det klart i København at krigserklæringsdagen i Paris også ville være dagen for Danmarks "gode ret". Da de "små søde franskmænd" endelig ankom – der var folk i København, foruden jesuitterne i Bayern, som ventede på de "søde små franskmænd" – da de endelig ankom, og de skibe der blev afsendt i al hast, manglede den så godt som alt, så selv krudtet, i mængder af halvtreds til hundrede pund, måtte købes i København, inklusive halvtreds til hundrede pund, kød, proviant o. s. v. Da den stolte flåde endelig efter megen retorik og stor forventning forsvandt og "aldrig blev set igen", mistede københavnerne håbet, men ikke deres had. Bondepartiet i Rigsdagen der repræsenterede Jylland, som var blevet hårdt prøvet af to felttog, havde forgæves forsøgt at kæmpe mod de københavnske nationalliberales chauvinisme; forgæves blev det påpeget at kun gode told- og handelsaftaler med Tyskland ville kunne hjælpe provinsen igen, men at sådanne aftaler ville være svære at opnå med en sådan politik, at disse aftaler ville være uendeligt meget mere værd end en håndfuld mennesker eller et stykke usikker ejendom - men ildsjælene beholdt overtaget i København. Den dag i dag er der stadig beviser på at det had der blev udvist mod Tyskland under krigen, ikke er ophørt. Hvis bittesmå, ellers ret idealistiske stemmer, som digteren Bjørnsen m.fl., for nylig uden held forsøgt at minde deres landsmænd om deres sande fordel, opvejer disse isolerede forsøg ikke de faktiske beviser på det modsatte. Spørgsmålet om garantier for at den tyske befolkning kan tages tilbage af Danmark, vil vi ikke her berøre; vi håber fortrøstningsfuldt at den stærke vilje, som styrer Tysklands skæbne, vil fritage danskerne for bekymringen om hvorvidt disse garantier bliver overholdt eller brudt. Hvis ø-danskerne holder så meget af deres nordslesvigsk-talende landsmænd, skal de bare stille de penge de har til rådighed. Tyskland vil næppe lægge hindringer i vejen for dem der ønsker at komme til Danmark og blive danskere, men det er enden på sagen.

I den europæiske freds interesse kan de wienerstemmer måske ønske at fjerne dette lille, dunkle punkt, som i øvrigt forekommer os alt andet end dunkelt, men i det hele taget er de danske interesser nok blevet meget dårligt tjent med at rejse sagen i pressen og i diplomatiet. Som et resultat heraf er den tyske befolkning i Nordslesvig, som rigsregeringen først og fremmest skal tage hensyn til, blevet så alvorligt bekymret og har fremkaldt en sådan agitation at den preussiske regering ikke vil have andet valg end at udsende en beroligende og afgørende erklæring, så meget mere som sagen efter alt at dømme også skal tages op til diskussion i delstaten Berlin. Hvis København under disse omstændigheder virkelig har den frækhed at forhandle i mindelighed med Tyskland - som "Pressen" for nylig telegraferede derfra - på grund af "Constitutio Waldemariana", "ikke-medlemskabet af Slesvig til Riget", så forventer vi at svaret i Berlin vil være et klart, rundt og endegyldigt nej der løser sagen for altid. (S.R.P.)

Nordschleswig.

Seit einiger Zeit ist in der Presse wieder auffallend viel von Nordschleswig die Rede und zwar weniger in deutschen als in fremden Zeitungen. Namentlich die Blätter in der Hauptstadt des dem deutschen Reiche gegenwärtig so eng befreundeten Oesterreich, allerdings des einzigen Staates, welchem ein Recht beiwohnt, sich um die sogenannte nordschleswig'schen Frage zu kümmern, kommen immer und immer wieder auf dieses Thema zurück, bald freundschaftlich rachend, bald mahnend, Deutschland resp. Preussen möge den dänischen Prätentionen in irgend einer Weisse "gerecht" werden. Da es sich hierbei um die alte Nordgrenze des Reiches an der Königsau handelt, ein Stück Land, welches mit deutschem Blut erworben und erstritten ist, und namentlich angesichts der notorisch deutsch-feindlichen Haltung der Dänen, kann die Sache und keineswegs sehr gleichgültig sein. Vor allen Dingen ist daran festzuhalten, dass Dänemark absolut nichts zu fordern hat. Es hat im Wiener Frieden von 1864 seine Rechte auf Schleswig-Holstein an Oesterreich und Preussen abgetreten, nachdem diese einzelnen auf Arrondirung des Gebiets gerichteten Wünschen der dänischen Regierung entgegengekommen waren. Damit ist die Sache für Dänemark völkerrechtlich erldigt und es hat mit Schleswig-Holstein absolut weiter Nichts zu thun, als die Landesarchive herauszigeben, eine vertragsmässige deutsche Forderung, gegen welche man sich in Kopenhagen unter allerlei Vorwänden sträubt, und welcher wir gern durch Einbehaltung der noch ausstehenden Zundzollablösungsquote einigen Nachdruck gegeben sähen. Demungeachtet ist in jeder dänischen Thronrede, auch in der jüngst verlesenen, irgend ein Passus von "berechtigten" Erwartungen und Hoffnungen Dänemarks zu finden und es kann für uns keinem Zweifel unterligen, dass es mancherlei Leute gibt, welchen in Kopenhagen es sich angelegen sein lassen, das etwas trübe Wässerschen dieser "berechtigten" Erwartungen in Fluss zu erhalten. Diese Erwartungen werden bekanntlich auf Art. V. des Prager Friedens begründet. In diesem ist aber nun gesagt, dass der Kaiser von Oesterreich auf den König von Preussen alle im Wiener Frieden erworbenen rechte überträgt, mit der Massgabe, "dass die Bevölkerungen der nördlichen Distrikte von Schleswig", wenn sie durch freie Abstimmung den Wunsch zu erkennen geben, mit Dänemark vereinigt zu werden, an Dänemark abgetreten werden sollen". Wie Jedermann sieht, ist darin nur von Bevölkerungen, also jedenfalls nur von Leuten und nicht von Land die rede. Diese Leute sollen - dem Vertragte gemäss einmal "frei" abstimmen und diejenigen, welche für Dänemark stimmen, sollen an Dänemark abgetreten werden. Es erscheint uns das Alles so ausserordentlich einfach, dass eben nur das Uebermass der dänischen Prätentionen die Erledigung dieser Angelegenheit bisher vereitelt haben kann. Erstlich machen die Dänen Anspruche, zu denen sie ja überhaupt durch nichts legitimirt sind, hinsichtlich der "Distrikte", innerhalb deren die Abstimmung stattzufinden hätte. Der Reichskanzler hat ihren bereits in der Sitzung des Reichstages von 18. Märtz 1867 darauf erwidert: "Man kann sich das Mass dieser Distrikte sehr klein, man kann es sich sehr gross denken, und so gross, wie es in Kopenahgen vorschwebt, glaube ich wird es nicht ausfallen." Ausserdem hat der Reichskanzler in derselben Sitzung daran erinnert, dass einschliesslich aller an dem Besitz von Schleswig-Holstein haftenden Kriegsschulden auf den Kopf der Bevölkerung ein Schuldenantheil von 60 Thlrn. fällt, also für 100,000 an Dänemark abzutretende landeseinwohner von dänischer Seite 6 Millionen Thaler Erwersunkosten an Deutschland resp. an Preussen zurückzuzahlen wären. Die wesentlichste Schwieringkeit liegt aber darin, dass Dänemark nicht nur die dänische Bevölkerung unbemessener Distrikte, sonder die Gesammtbevölkering, also auch die deutsche zurückverlangt und nicht nur die Bevölkerung, sondern auch die Distrikte das Land selbst. Die Prätentionen sind natürlich zu lächerlich, als dass von deutscher Seite ernsthaft darüber verhandelt werden könnte. Für eine Grenze kommen neben den historischen und völkerrechtlichen Gesichtspunkten in erster Linie die strategisch-militärischen, dann die commerciellen Interessen in Betracht. Dänemark hat bis jetzt nichts gethan, um alle diese von Deutschland an seiner Nordgrenze zu nehmenden Rücksichten zu mildern. In Gegentheil. Schon vor dem Kriege von 1870 sprach man es in Kopenahgen deutlich aus, dass der Tag der Kriegserklärung in Paris auch der Tag für "das gute Recht" Dänemarks sein würde. Als dann die "herzigen kleinen Französlein" endlich kamen - es gab ausser den Jesuiten in Bayern auch eben in Kopenhagen Leute, welche auf die "herzigen kleinen Französlein" warteten - als diese nun endlich kamen und, in aller Eile ausgesandten Schiffen nicht mehr wie Alles fehlte, so dass selbst das Pulver in Quantitäten von fünfzig bis hundert Pfund in Kopenhagen gekaugt werden müsste, einschliesslich Schiffstauen, Schmiere, Proviant u. s. w. als endlich die stolze Flotte nach vielen Phrasen und grossen Erwartungen verschwand und "fortan nicht mehr gesehen ward", da ging den Leuten in Kopenhagen wohl die Hoffnung, aber nicht den Hass verloren. Vergeblich hatte die Bauernpartei im Reichtage, die Vertretung des durch zwei Feldzüge schwer geprüften Jütland, versucht, gegen den Chauvinismus der Kopenhagener Nationalliberalen anzukämpfen; vergebens darauf hingewiesen, dass nur gute Zoll- und Handelsverträge mit Deutschland im Stande wären, der Provinz wieder aufzuhelfen, solche aber bei einer derartigen Politik schwerlich zu erlangen sein möchten, dass diese Verträge unendlich viel mehr werth wären, als eine Hand voll Leute oder ein Stück unsicheren Besitzes - die Schwärmer behielten in Kopenhagen die Oberhand. Bis auf die heutige Stunde haben die Beweise des Hasses, welche man Deutschland während des Kriges gegeben, nicht aufgehört. Wenn winzelne, im übrigen ziemlich idealistische Stimmen, wie der Dichter Bjørnsen und Andere neuerdings mit schwachem Erfolge versucht haben, ihre Landsleute an ihren wahren Vortheil zu erinnern, so wiegen eben diese vereinzelten Versuche die thatsächlichen Beweise des Gegentheils nicht auf. Wir wollen hier gar nicht die Frage der Garantieen für die von Dänemark wieder zu übernehmende deutsche Bevölkerung berühren, wir hoffen zuversichtlich, dass der starke Wille, welcher Deutschlands Geschicke lenkt, die Dänen der Sorge für das Halten oder Brechen dieser Garantieen überheben wird. Liegt den Inseldänen so sehr viel an ihren nordschleswig-schen Sprachgenossen, so mögen sie nur das nẗhige Geld in Bereitschaft setzen, Deutschland wird denen, welche nach Dänemark hiein wollen, unm Dänen zu werden, schwerlich Hindernisse in den Weg legen, aber damit habe dann auch die Sache ein Ende. 

Im Interesse des europäischen Friedens mögen jene Wiener Stimmen vielleicht auch diesen kleinen dunkeln Punkt beseitigt wünschen, der uns übrigens nichts weniger als dunkel erscheint, aber im Grossen und Ganzen dürfte durcht die Anregung der Sache in der Presse und in der Diplomatie den dänischen Interessen ein sehr chlechter Dienst geleistet sein. Der deutschen Bevölkerung Nord-Schleswigs, auf welche die Reichsregierung doch wohl in erster Reihe Rücksicht zu nehmen hat, haben sich in Folge dessen so ernste Befürchtungen bemachtigt und diese eine solche Bewegung herforgerufen, dass die preussische Regierung nicht umhin können wird, ein beruhigendes und entscheidendes WSort zu sprechen, um so mehr, als allem Anschein nach die Sache auch um Berliner Landtage zur Verhandlung kommen soll. Besitzt man unter diesen Umständen un Kopenhagen wirklich die Vermessenheit, mit Deutschland - wie sich die "Presse" jüngst von dort telegraphiren liess - auf Grund der "Constitutio Waldemariana", der "nichtzugehigkeit Schleswigs zum Reiche", gütigst zu verhandeln, so erwarten wir, dass die Antwort in Berlin ein deutliches rundes und definitives, die Sache für immer erledigendes Nein sein wird. (S. R. P.)

(Schwabmünchner Tages-Anzeiger. 20. november 1872)

En bedrøvelig Bebudelse. (Efterskrift til Politivennen)

Det er med en sand Rædsel, at vi heroppe i Nordslesvig have set bebudet, at Pastor Birkedal staaer i Begreb med at offentliggjøre et Skrift, som skal hedde: "Norden, Tydskland og Bjørnstjerne Bjørnson". Jeg behøver vel ikke at forklare, hvorfor jeg kalder denne Bebudelse bedrøvelig. Man behøver ikke at kjende noget til Skriftets Indhold, det er nok at vide, at Forfatteren er en fanatisk Tydskerhader og udgives for at være En af dem, hvis Kjærlighed til os Nordslesvigere er overstrømmende. Det er nok, siger jeg, til at vide, at ven os elskende og vore Undertrykkere hadende Præst vistnok ikke vil forsømme Leiligheden til at tage sig af vor Sag paa samme Tid som han tager sig af Prøiserne og Bjørnstjerne Bjørnson. Men da det nu altid har vist sig, at vor, offentlige og selvkaldede Beskyttere have vist os Tjenester, som ganske vist aldrig have gjort os mindste Gavn men rimeligvis megen Skade, og som "Aarhus Amtstidende" derfor meget træffende har kaldt "Bjørnetjenester", saa vil det neppe kunne undre Nogen, at vi ere blevne angest bange, hver Gang vi høre om nogen ny Tjeneste af vore Venner fra Kongeriget. Ulykken er nemlig, at hos disse - jeg taler kun om dem, der offentlig i Pressen udbasuner den Kjærlighed, som de sige at de føle - har det altid vist sig af deres Gjerninger, at Hadet til Prøisen været større end Kjærligheden til os Nordslesvigere, Lidenskaben stærkere end Forstanden, - ellers vilde de simpleste Klogskabshensyn have lagt en Dæmper paa deres Tunge, naar de talte om dem, som have vor Skjæbne i sin Haand. At udskjælde Tydskerne og den prøisiske Regering var ikke den Maade, hvorpaa Vennerne kunde gavne vor Sag og vor Stilling, men det var - som "Aarhus Amtstidende" ganske rigtig har bemærket - alligevel den Maade, som den kjøbenhavnske Presse brugte ligestrax da den lærte § 5 at kjende, istedetfor at den netop paa Grund af denne burde have brugt en ganske anden Fremgangsmaade. I det sidste Aars Tid vare vi allerede begyndte at blive lidt glade, fordi den danske Presse lod os saa nogenlunde være fri for dens bestykkende og uden Tvivl velmente Omtale, og fordi det nu syntes som om en Løsning af Spørgsmaalet var bragt paa Tale under Trekeisermødet. Og endelig er der sket Noget, som mere end noget Andet har bragt vort Haab om et godt Resultat til at voxe; det er nemlig det Skridt, som vore Modstandere have gjort ved at sende en Deputation til Berlin, som skulde bede den prøisiske Regering om at erklære Paragraf 5 for "Nul und nichtig". De have troet, at gavne deres og skade vor Sag ved denne Deputation; vi haabe det Modsatte og at Deputationen vil saa fortjent Svar paa Tiltale, thi nogen mere uforskammet Begjæring til den prøisiske Regering eller Konge end den, at han høit og lydelig skulde forkynde for Verden, at kan sveg sit Ord og begik Traktatbrud, kunne vi danske Nordslesvigere ikke godt tænke os, selv ikke i disse Lovløshedens Tider. Vi ere endnu saa naive at stole paa et Kongeløfte af Kong Wilhelm af Prøisen, og det havde været godt for os om den danske Presses Ordførere havde været eller idetmindste hele Tiden ladt som om de havde været ligesaa naive. Som sagt, vi haabe vedblivende paa en taalelig Løsning, og have glædet os over, at flere tydske Blade have fundet Stemningen hos det danske Folk og den danske Presse mere venlig imod Tydskland og deraf taget Anledning til at lægge et godt Ord ind for os, saa det lader næsten til, at Veien til Maalet bliver mer og mer fri. Men naar man takker sin Gud for hver lille Hindring, der møisommelig bliver fjernet, saa bliver Bedrøvelsen saa meget større, naar der uventet indtræffer Noget, som man frygter for, atter skal blive en Hindring, og jeg kan ikke nægte, at jeg har det stærkt paa Følelsen, at det Skrift, som bebudes fra Birkedal, vil blive af en saadan Beskaffenhed, at det let kan komme til at virke skadeligt for os herovre. Jeg har det, som sagt, kun paa Følelsen, fordi jeg kjender Præstens tidligere politiske Ord og Handlinger, men jeg kan forsikkre, at der er Mange herovre, som have samme Følelse, og som ønske, at hans Skrift maatte kunne blive gjennemset og uskadeliggjort af en eller anden besindig Politiker, førend det kommer i Trykken.

En Nordslesviger.

(Aarhus Amtstidende 6. november 1872).

Fotograf Thora Caroline Andrea Hallager (1821-1884): Vilhelm Birkedal (omkring 1857-1878). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Den 12. september 1872 havde Bjørnstjerne Bjørnson på et møde i Casino udtalt at Danmark nu burde række Tyskland hånden til venskab og forlig, kun på den måde kunne man få Nordslesvig tilbage. Dette uddybede han senere i en artikel: "Det er signalerne, der må ændres ... Det forbidte, stængende tyskerhad har gjort stor åndelig og hjertelig ulykke i vore små folk." (Her citeret fra P. A. Rosenberg: Bjørnstjerne Bjørnson (2023).

Pastor Schøller Parelius Vilhelm Birkedal (1809-1892) blev cand. theol. i 1834 og var en discipel af Grundtvig. 1864-66 var han medlem af rigsrådet (det Nationale Venstre) og mod fredsslutningen 1864. I september 1865 angreb han ministeriet og afskediget samme år. Han var herefter valgmenighedspræst i Ryslinge. I 1870 var han imod det forenede Venstre, men hans menigheds flertal for. 

Jeg har ikke kunnet finde det omtalte skrift. Men i tidsskriftet "For ide og virkelighed" fra august 1872 findes en artikel "Forklaring af en gammel Yttring" (side 1-33) hvori Birkedal mener at Gud har behov for Danmark og de nordiske lande, og har en plan med hvad der sker. Indholdet passer nogenlunde det som artikelskriveren hentyder til af Birkedals synspunkter.

Magdalene Petroline Møller. (Efterskrift til Politivennen)

Tyveri. En Rejsende fra Gøteborg, der logerede i Hotel "Skaane", anmeldte en Dag i Slutningen af afvigte August Maaned, at han Aftenen iforveien var bleven bestjaalet for et ! Shawl og en Paraply, som havde beroet i det Værelse i Hotellet, hvor han boede, og hvortil Adgangen havde været uhindret, da Nøglen ved en Forglemmelse var bleven siddende i Døren. Efterat man havde erfaret, at de stjaalne Gjenstande vare pantsatte, lykkedes det snart at paagribe den Skyldige, nemlig en tidligere straffet, 21aarig, forhenværende Tjenestepige, Magdalene Petroline Møller, som, efterat være tagen i Forhør, tilstod, at hun den paaagjældende Aften var gaaet op i Hotellet for at aflægge et Besøg, og ved at gaae forbi Bestjaalnes Værelse havde bemærket, at Døren stod paa Klem, og at Ingen opholdt sig i det. Hun gik derfor derind og saae Shawlet ligge paa et Bord og Parapluien staae ved Døren op til en Sopha. Hun svøbte shawlet ind i et Haandklæde, som ligeledes laa paa Bordet, tog begge Dele og Parapluien og gik hen til en Pantelaaner i Sqvaldergade, hos hvem hun pantsatte alle tre Ting for i Alt 6 Rd. 4 Mk. Hun lod det ikke være nok med dette Tyveri, men begik allerede den følgende Dag et nyt. Hun gik nemlig op i et Sted i Gothersgade for at søge en Dame, hun tidligere havde kjendt, for at bede hende hjælpe sig til en Condition. Da hun paa Døren til 3die Sal saae et andet Navn end den Persons, hun søgte, gik hun op paa Kvisten, hvor hun, efter at hvad hun har paastaaet, fandt Dørene til et af de derværende Kvistkamre staaende paa vid Gab, hvorfor hun gik derind og tilvendte sig nogle Klædningsstykker m.m. af Værdi i det Hele 10 Rd. samt et Pengebeløb af 2 Mk. 8 Sk, der laa indsvøbt i et Tørklæde. Samtlige Gjenstande, som tilhørte en Pige der tjente hos en i Stedet boende Manufacturhandler, pantsatte Tiltalte strax hos en Pantelaaner i Antonistræde. Tiltalte, der tilllige fandtes at have gjort sig skyldig i Overtrædelse af Straffelovens § 180, blev ved Criminalrettens Dom anseet efter Straffelovens nævnte Paragraph og § 231, 1ste Led, med Forbedringshuusarbeide i 1 Aar.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. november 1872).

"Magdalene Petroline Møller, født i Kbhn: 31/8 50; løsagtig Omløberske; str: 3 Gange for Tyveri, navnlig med 1 Aars Forbdh: for Tyveri af Klæder i Hotel og paa Qvistk:. Mist: Prot. J. 187.” [1873]." Genealogisk Forlag.

Arbejdermødet. (Efterskrift til Politivennen)

I Gensvar paa det af Arbejderne Christensen, Korfitsen, Würtz, Weiss, Greisen og Jansen under 27de d. M. indgivne Andragende til Københavns Politidirektør om Tilladelse til, at de i Henhold til § 88 i Grundloven indvarslede et offenligt Arbejdermøde paa Nørrefælled førstkommende Mandag, modtog Würtz igaar Eftermiddag følgende Skrivelse fra Hr. Crone:

Københavns Politi.
Politikamret,
d. 31te Oktober 1872.

I Gensvar paa en af Dem og de øvrige Medlemmer af Bestyrelsen for den herværende internationale Arbejderforening undertegnet Skrivelse af 27de dennes, hvori De underretter mig i Egenskab af Københavns Politidirektør om, at De næstkommende Mandag den 4de November agter at sammenkalde Arbejderne til et større Møde, som agtes afholdt paa Nørrefælled, skulde jeg herved tjenstligt meddele, at det saaledes tilsigtede Møde falder ind under den af mig under 4de Maj d. A. udstedte Bekendtgørelse, ved hvilken, ethvert af den nævnte Forenings Bestyrelse eller af Andre paa dens Vegne berammet offenligt Møde under aaben Himmel er forbudt, og at altsaa Enhver, der berammer eller deltager i et saadant Møde, vil blive draget til Ansvar efter Loven, ligesom ogsaa Afholdelsen af et saadant Møde vil blive forhindret, efter Omstændighederne ved Anvendelsen af den offenlige Magt i saadant Omfang, som fornødent maatte gøres.

Et Eksemplar af bemeldte Forbud vedlægges.

V. Crone.

Plenge.

Til Hr. Cigarmager C. Würtz,

Formand for den internationale

Arbejderforening i København.

Mødet er altsaa forbudt. Borger Würtz, der, som det udtrykkelig var udtalt, ikke havde indgivet Andragendet i Egenskab af Formand for "Internationale", men som Borger i Staten, protesterede straks energisk imod dette Afslag, der efter hans Skøn indeholdt et grovt Brud paa Grundlovens § 88 *). Sagen vil nu blive appelleret for den danske Rigsdag, saasnart denne atter træder sammen, men foreløbig indbydes herved alle Københavns Arbejdere til et offenligt Møde, der vil blive afholdt paa Tirsdag Aften Kl. 9 i Salonen Føniks, hvor den paatænkte Adresse til Rigsdagen vil blive drøftet samt taget under Overvejelse, hvad der videre maatte være at foretage i denne for den danske Folkefrihed saa betydningsfulde Sag.

*) Skønt Hr. Crone udtalte til Würtz, at "Socialisten" ikke turde (!) optrykke Grundtonens § 88, da han forudsatte, at. den danske Arbejder var saa dum, at han ikke havde gjort sig bekendt med den, skal vi dog herved kundgøre for Arbejderne, at bemeldte Paragraf lyder saaledes:

Borgerne har Ret til at samle sig ubevæbnede. Offenlige Forsamlinger har Politiet Ret til at overvære. Forsamlinger under aaben Himmel kan forbydes, naar der af dem kan befrygtes Fare for den offenlige Fred.

(Socialisten 1. november 1872).

Mødet blev i stedet afholdt indendørs i "Føniks" den 5. november 1872:

Arbejdermødet

i Tirsdags Aftes i "Føniks" var besøgt af saamange Arbejdere, som den store Salon kunde rumme, ja endog flere end den kunde rumme, idet selv Porten var opfyldt af Tilhørere. Naar man anslaar det mødte Antal Arbejdere til 2000 træder man neppe Sandheden for nær.

Mødet aabnedes af Borger Würtz , der hilsedes med stærkt Bifald. Han havde set sig nødsaget til at indvarsle dette Møde, da Politidirektør Crone som bekendt havde nægtet Afholdelsen af et Arbejdermøde paa Fælleden, uagtet dette efter Talerens Skøn var i højeste Grad uberettiget og utilbørligt (stormende Bifald). Mødet var sammenkaldt for at man kunde drøfte den tidligere her i Bladet meddelte "Adresse til Rigsdagen", der oplæstes under Forsamlingens stadige og kraftige Bifald. Da Würtz havde tilendebragt Oplæsningen, hilsedes Adressen med et bedøvende Bifald.

Borger Würtz foreslog derefter Forsamlingen at vælge en Dirigent og hertil valgtes da Borger Christensen, der modtoges med en overordenlig Jubel. Han takkede for den Ære, der var bevist ham, og udtalte som sit Haab, at Forsamlingen vilde gøre ham Dirigentvirksomheden let ved at iagttage den størst mulige Ro og Orden, et Haab, der gik saa fuldstændig i Opfyldelse, at mangen Storborgerforsamling kunde have grundet Anledning til Misundelse derover.

Den Første, Ordet blev givet til, var Borger Würtz. Han skildrede den danske Arbejders sørgelige Stilling, idet den knappe Indtægt, der tilstodes ham, ikke var tilstrækkelig til at føre et sorgfrit og ordenligt Liv. Saaledes som Forholdene nu var, gik den ærlige og flittige Arbejder kun en sørgelig Alderdom imøde; den usle Fortjeneste, Arbejderen fik, var neppe nok istand til at sulteføde ham, medens Kapitalisterne svælgede i Ødselhed og Overdaadighed. Storborgerne raabte usandfærdig paa, at Socialisterne vilde ophæve Ægteskabet, men det var Storborgerne selv, som bevirkede, at Arbejderen ikke havde nogen sand Glæde af sit Familjeliv, ti hans usle Løn bevirkede, at hans Hustru maatte arbejde paa Fabrikerne, medens hans ulykkelige Børn drev hjemløse om paa Gaderne. Den flittige, stræbsomme Arbejder, der havde slidt sig op i Samfundets Tjeneste, fik kun en Anvisning paa Fattiggaarden, Ladegaarden eller Tugthuset, naar han blev gammel og svag, medens Embedsmanden underholdtes med Pension paa Statens (c: Arbejderens) Bekostning. Dette var en skrigende Uretfærdighed. Ganske vist blev der gjort en hel Del for Arbejderne, men dette var kun tilsyneladende, ti saa man Tingene efter i Sømmene, viste det sig at være Humbug og Vind tilhobe. Taleren vilde blot henvise til den af de syv Kommuner stiftede Kasse, hvor en Arbejder, efter i 20 Aar at have svaret 7½ Rd. aarlig, oppebærer i Pension ved sit 60de Aar 25 Rd. aarlig, hvilket Taleren tillod sig at kalde Humbug, en Anskuelse Forsamlingen billigede ved en bedøvende Bifaldslarm. Nej, Arbejderen maatte hjælpe sig selv; han skulde fortjene saa Meget, at han kunde ernære sig ærlig og redelig og lægge en Skilling hen til de gamle Dage, saa han ikke, som nu, falder Kommunen eller Staten til Byrde. Det var denne Lære om Arbejderens Berettigelse til at saa saameget for sit Arbejde, som han har fortjent, at Louis Pio for et Aarstid siden begyndte at udbrede herhjemme under stærk Tilslutning fra Arbejdernes Side, men under en ligesaa stærk Modstand af Autoriteterne, der gik i Byen for Pengepugerne og Storborgerne. Det maa nemlig ikke tillades Arbejderne selv at ophjælpe deres usle Kaar. Det herskende nationalliberale Parti, der betragter sig som Indehaver af al Storhed og al Kundskab, vil ikke tillade, at Andre ogsaa har en Mening og ogsaa har en Vilje. Naar Arbejderne skulde hjælpes, skulde Hjælpen rækkes dem af Partiets Haand, som selvfølgelig ærbødigst skulde kysses derfor. Men Pio sagde til Arbejderen, at var han Guds Søn, maatte han hjælpe sig selv, og at det kun var gennem Enighed og ved at Arbejderne sluttede sig sammen, at der med Held kunde udvirkes Noget for dem. Det nationalliberale Parti, med Etatsraad Crone i Spidsen, begyndte nu at blive bange for, at den "fjerde Stand" skulde komme til Magten, hvorved det blev forhindret fra at gøre flere Ulykker, og for enhver Pris maatte det derfor undgaaes, at Arbejdersagen lededes frem af Pio, Geleff og Brix, der kun havde Arbejdernes Vel og ikke Pengepugernes Tarv for Øje. Efter en lang Række Chikaner mod Pio, endte man endelig med den 5te Maj aldeles vilkaarligt og grundlovstridigt at forbyde et offenligt Arbejdermode, som han havde indvarslet, og sluttelig arresterede man baade ham, Geleff og Brix. Det var Talerens Overbevisning, at Mødet den 5te Maj vilde have løbet aldeles fredeligt af, en Overbevisning som havde staaet sin Prøve baade den 5te Juni og 28de Juli, da Arbejderne samledes ved den slesvigske Sten med en Ro og Orden, der endog høstede varme Lovtaler i Udlandets Blade, f. Eks. i "Hamburger Nachrichten." Men det var nu engang bleven Mode at betragte Arbejderne som Oprørere, fordi de selv vilde have Ret til at sætte Pris paa deres Vare (Arbejdskraften) ligesaavel som Købmanden og Fabriksten sætter Pris paa sine Varer. Det var særlig Københavns Politidirektør, der havde Æren af at betragte Arbejderne som Oprørere, og denne Betragtning havde nu for nylig ledet ham til at forbyde et nyt offenligt Arbejdermøde, skøndt han derved krænkede Grundlovens § 88, der tilsiger Borgerne Forsamlingsfriheden. Forat faa det Spørgsmaal klaret, om Avtoriteternes Fremgangsmaade mod "Internationale" og mod Socialisternes arresterede Førere, var stemmende med Begrebet om sand Folkefrihed, agtede man nu at indgive den oplæste Adresse til Folketinget, hvorved man haabede, at der vilde blive foretaget en Undersøgelse i denne uhyggelige Sag. Hvad Politidirektørens nyeste Adfærd med Hensyn til Forbudet af Arbejdermødet paa Nørrefælled den 4de Rovember angik, kunde man gaa to Veje. Den ene var at sagsøge Politidirektøren og den anden var at henvende sig til Landets Konge, for at erfare af hans Mund, om Grundlovens § 88 endnu stod ved Magt og ogsaa galdt Arbejderne. Taleren selv hyldede den sidste Fremgangsmaade, da Arbejderne ikke havde Raad til at føre en vidtløftig Proces mod "Etatsraad" Crone, der selvfølgelig vilde blive indrømmet fri Proces. Taleren ventede sig et stort Udbytte af en Henvendelse til Kongen, da Arbejderne altid havde handlet loyalt mod ham og hans Hus i Modsætning til det nationalliberale Parti, der havde slaaet Ruderne ind til ham og gennem sine Smudsredaktører og Smædedigters havde søgt at nedsætte ham i Folkets Øjne.

Et overordenligt Bifald lønnede denne Tale, som helt igennem var fulgt med levende Interesse og som jevnlig var bleven afbrudt ved samstemmende Bravoraab og begejstrede Hurraer.

Derefter blev Ordet givet frit og ti Talere optraadte nu for alle, under Forsamlingens lydelige Bifald, at opfordre til at underskrive den fremlagte Adresse. Cigarmager Johnsen opfordrede Arbejderne til at støtte Venstrepartiet, da dette vilde fremad og vilde Arbejdernes Vel. Tømrer Prehn udtalte sig imod Politiets Optræden mod Socialisterne, hvilket havde vakt den største Indignation overalt. Taleren havde f. Eks. selv været Ørevidne til de fordømmende Ord, hvormed Skandinaverne i Amerika havde modtaget Budskabet om Skandalen den 5te Maj. Maskinarbejder Weiss, der var en af Medindbyderne til Mødet, bad Forsamlingen om en masse at underskrive Adressen, en Opfordring Smed Christensen støttede ved at minde Arbejderne om, at de var fri Mænd og derfor ikke behøvede at spørge Arbejdspugerne om Ret til at brøste deres egne Anliggender. Snedker Nielsen bragte sin Tak til de Mænd, som ikke havde ladet sig kyse bort af Politiet, men som endnu kæmpede med Djærvhed og Barme for Arbejderens Ret. Cigarmager Korfitsen bad Forsamlingen om at støtte Adressen, da den vilde bevirke, at Venstre følte sig styrket til at begynde paa sin Stordaad: at vippe det nationalliberale Parti med samt "Etatsraad" Crone af Pinden snarest muligt. Snedker Grejsen, Instrumentmager Holst og Skomager Hoffenbøll udtalte deres store Tilfredshed med Adressen og opfordrede til dens Underskrift, da dette vilde vise Verden, at Udfaldet af Valghandlingen i København den 20de September ikke maatte betragtes som et Udtryk for den københavnske Arbejderstands Anskuelser og Ønsker, og sluttelig talte Snedker Winther under Forsamlingens lydelige Bifald om det Uretfærdige i at en Arbejder ofte skal lide den bittreste Nød, medens Arbejdspugerens Søn kan flotte sig paa Østergade med "Allee" i Nakken og drikker Champagne, mens Arbejderen kun faar Vand. Ogsaa han anbefalede varmt en Tilslutning til Adressen.

Da ikke Flere begærede Ordet, satte Dirigenten, Smed Christensen, under Afstemning:

1) om den forelagte Adresse skulde indgives til Folketinget, hvilket vedtoges enstemmigt af hele Forsamlingen, der hilsede dette Resultat med bedøvende Hurraraab.

2) om der skulde sendes en Deputation til Kongen med Klage over Politidirektør Crone, hvilket ligeledes vedtoges enstemmigt og hilsedes med stærkt Bifald.

Smed Christensen takkede nu Forsamlingen for den udviste Ro og Orden, en Tak som Würtz ogsaa frembar med Tilføiende af Ønsket om, at Enhver nu vilde gaa rolig hjem til Sit, for at Politiet ikke skulde saa Lejlighed til at satte et kærkomment "Oprør" i Scene. Efterat der var udbragt forskellige Leveraab, bl. A. for Arbejdersagen (Christensen), det forenede Venstre (Würtz) og de arresterede Førere (Weiss), hævedes dette overordenlig vellykkede Møde, der føjede et nyt Vidnesbyrd til de mange, der allerede haves om, at den københavnske Arbejder ikke er en vild Oprører, men en rolig og besindig Mand, der tænker før han taler og taler før han handler.

- - -

Adressen til Folketinget ligger til Underskrift i Internationales Lokale, St. Helliggejststræde 13, Kælderen, hvor ogsaa Eksemplarer af den kan erholdes af dem , som vil støtte Sagen ved at lade den cirkulere paa Værkstederne. Det bemærkes, at enhver københavnsk Arbejder over 16 Aar er berettiget til at underskrive den, uanset om han er Medlem af Internationale eller ikke.

Da Adressen agtes indgivet saasnart Rigsdagen atter tråder sammen, bedes den hurtigst muligt forsynet med Underskrifter.

Københavnske Arbejdere!

Det gælder Eders og alle danske Kollegers Vel, at denne Adresse forsynes med saa mange Underskrifter som muligt, og derfor bør Ingen undlade at underskrive den, hvad enten dette er behageligt for Arbejdspugerne eller ikke.

(Socialisten 7. november 1872).

Det var ikke første gang Crone spillede en stor rolle i retsforfølgelsen af datidens magthaveres politiske modstandere. Den 3. maj 1872 havde Crone i et brev til justitsminister Krieger anbefalet at anholde lederne af Internationale, samtidig med at han mente at hvis politiet opførte sig passivt, ville den offentlige orden ikke blive forstyrret - det var indtrykket af mødet han var bekymret for ville smitte af på den øvrige befolkning. Ved statsrådsmødet den 4. maj 1872 udtrykte kronprinsen (den senere Frederik 8.) at man burde anholde Pio, Geleff og Brix samt indkalde militære forstærkninger. Crone havde ikke kunnet finde nogen trussel mod den offentlige orden, men begrundede anholdelserne i Arbejderforeningens indflydelse og politiske holdninger - vanskeligt foreneligt med Grundlovens beskyttelse af forsamlingsfriheden. Kritik af Crones fremgangsmåde medførte injuriesager. Problematikken i Crones og statsrådets beslutninger fremgik af en artikel i Socialisten:

Inserat.

(Forsinket af Mangel paa Plads.)

Hr. Redaktør!

Da jeg forleden Dag saa Grundlovens § 88 aftrykt i Deres ærede Blad, bragte dette mig til at studere dens Ordlyd lidt nøjere, det interesserede mig, da jeg ved, at det er i Hævd af denne Paragraf, at Hr. Politidirektør Crone forbyder Arbejderne at afholde Møder. Jeg har nu vendt og drejet den paa alle Ender og Kanter, men jeg maa naturligvis mangle de behørige Fagkundskaber, ti jeg kan ikke begribe, hvorledes Hr. Crone med den i Haanden kan handle som sket er. "Borgerne har Ret til at forsamle sig ubevæbnede", hedder det, jeg var nu straks paa det Rene med, at det ikte var efter denne første Sætning i Paragrafen, at Hr. Crone handlede og altsaa heller ikke efter Grundlovens Aand, ti denne indeholdes jo netop hel og holden, for Forsamlingsfrihedens Vedkommende, i denne Sætning. "Offentlige Forsamlinger har Politiet Ret til at overvære", hedder det videre; heri fandt jeg heller ikke noget, hvorefter et Arbejdermøde kan forbydes, men indsaa snart, at jeg maatte søge Forbudet i den sidste Sætning, hvor det hedder: "Forsamlinger under aaben Himmel kan forbydes, naar deraf kan befrygtes Fare for den offentlige Fred". Men heller ikke heri fandt jeg dog nogen tilfredsstillende Forklaring af Hr. Crones Forbud. Jeg prøvede at gaa i Detail med Bogstaven og nu skal De høre hvorledes. Naar der altsaa staar Forsamlinger (vel at mærke ikke paatænkte Forsamlinger) kan forbydes, da forekommer det mig, at hvor der ingen Forsamlinger er, der kan heller ingen forbydes, og at Hr. Crone efter denne Ordlud er kommen temmelig tidlig med sit Forbud. Hvad skulde der vel være ivejen for at opløse en Forsamling af Ubevæbnede, naar man, som Hr. Crone, kan stille sig i Spidsen for en hel Arme, sammensat af alle Vaabenarter. Det er nu klart, at Hr. Crone kun er fremkommen med sit Forbud, fordi det har behaget ham at frygte, men naar man nu ved, at Arbejderne i Løbet af Sommeren har afholdt forskellige Møder under aaben Himmel og hvor alt er gaael fredeligt og smukt til, saa kommer man uvilkaarlig til at spørge sig selv, hvorfor frygter han. Det er nu rimeligt nok, at Hr. Crone tror at kunne holde sin Ryg fri ved at henvise til en Beslutning, der i sin Tid blev tagen i et Statsraadsmøde, hvor som bekendt Hr. Crone ikke præsiderer; det er maaske noget Tiden vil vise. Jeg skal til Slutning henstille til Hr. Crone, om han ikke finder det passende offentlig at fortolke Grundlovens § 88 for de mange Tusinde Arbejdere, hvem han forbyder at forsamle sig. Jeg er overbevist om, at De, Hr. Redaktør, med Glæde vil aabne Deres Spalter for vor fælles Ven. *)

*) Ja, naturligvis.

Red.

(Socialisten 11. november 1872).

Desuden bragte avisen et uddrag af politidrektørens beretning om spørgsmålet:

"Det røde Spøgelse". I en Aarsberetning fra Politidirektøren til Ministeriet er leveret følgende "grausame Salbe", som vi ikke nænner at forholde vore Lasere :

Medens Aaret 1871 ikke i nogen særdeles Grad har lagt Beslag paa Politiets Kræfter til Beskyttelse af den offenlige Sikkerhed mod den Art af Forbrydelser, der hidtil (!) har været saa godt som alene om at true den, har dette Aar stillet nye Krav til Politiets Virksomhed derved, at Socialismen ganske pludselig er opdukket i vort Samfund (hu, ha!). Personer, der stod aldeles udenfor Arbejderklassen (ligesom Rimestad & Komp.?), og som straks forkyndte, at de ved Gennemførelsen af deres socialistiske Planer vilde gaa frem med Loven eller uden Loven, (hvor staar det skrevet?) har stiftet en saakaldet "international Arbejderforening", der ganske (?) har sluttet sig til "Internationale"s Statuter, og derhos ved Udgivelsen af et Blad "Socialisten", der er Foreningens Organ samt ved offentlige Foredrag i og udenfor Foreningen saavel her i Staden som i Omegnen (hvor nøjagtig!) og i forskellige Provinsbyer gjort bemeldte Samfundsklasse til Genstand for en voldsom Agitation, der gaar ud paa den mest hensynsløse (det er hørt!) Opæggelse af den arbejdende Klasse, "den 4de Stand", som den benævnes, til Had og Forbittrelse imod de heldigere Stillede i Samfundet (!) og paa Udbredelsen af de farlige (!) og vildledende (!) Lærdomme, ved hvilke Internationale i Størstedelen af det øvrige Evropa allerede i længere Tid har arbejdet paa Kuldkastelsen af de nuværende Stats- og Samfundstilstande (??). Skøndt vor Straffelov (!) er ny, synes den dog ikke at have havt Øie for de Farer, der truer den offenlige Fred og Sikkerhed fra denne Side (hvad der er ganske naturligt!) og Politiet kunde de for i det forløbne Aar ikke gøre Andet end holde et vaagent Øje med disse fordærvelige og farlige Bestræbelser, der i indeværendc Aar er gaaede saa vidt, at Anstifterne er blevne fængslede, og Sag imod dem for Statsforbrydelse og Opfordring til Modstand mod den offenlige Myndighed bragt for Domstolene. ("Var Løgn Latin kunde A ogsaa præke", sagde Jyden.)

(Socialisten 10. december 1872).

Retsssagen mod Pio, Geleff og Brix blev behandlet som en tilståelsessag baseret på afhøringsprotokoller udfærdiget af forhørsdommeren Edmund Africanus Knudsen - protokoller hvis indhold Pio protesterede kraftigt imod, men som blev brugt også ved appelsagen i Højesteret. Alt i alt optrådte domstolene som systembevarende i den forstand at tvivlen kom øvrigheden, ikke de tre tiltalte, til gode. Noget som Estrup-regeringen efterfølgende systematisk videreførte for at standse kritik fra politiske modstandere i 1880'erne:

Socialistens redaktør Laurits Vilhelm Hansen blev senere dømt efter samme metode til 8 måneders fængsel for majestætsfornærmelse. Med disse og flere andre domme havde myndighederne statueret at det var strafbart at agitere for fx socialisme samt strafbart at kritisere statsmagtens fremfærd mod dem der ønskede en ny samfundsindretning. Den 2. februar 1874 blev Internationale dømt som ulovlig og til at skulle opløses. Den 10. maj 1874 udkom det første nummer af Socialistens afløser, Social-demokraten, Suhmsgade 2. 1. sal o. g. med Anton Mundberg som redaktør. I juni 1876 blev Socialdemokratiet under stor modstand fra politiets side dannet.