Bedrageri. (Efterskrift til Politivennen)

Et ugift Fruentimmer indfandt sig en Dag i Begyndelsen af indeværende Maaned paa Politikammeret og meldte, at hun havde været Gjenstand for et overlagt Bedrageri. En Tjenestekarl, med hvem hun havde et Barn, var ved Overpræsidentens Resolution af 4de September bleven tilpligtet at svare et Underholdsbidrag til dette Barn af 16 Rd. om Aaret. Tjenestekarlen betalte hende dog ikke Noget, men afsonede Beløbene for de første halvandet Aar. I 1871 fattede han den Plan at frie sig for at betale Bidraget for Fremtiden, og i denne Hensigt indbildte han Pigen, at han vilde indlade sig i Ægteskab med hende, men foregav tillige, at det hertil var nødvendigt, at han fik den udfærdigede Alimentationsresolution udleveret for at kunne besørge Forberedelserne til Bryllupet. I Tillid til hans Ord udleverede hun ham Resolutionen og med denne gik han derpaa til en Commissionair, ved hvis Hjælp han under Foregivende af, at han og Pigen vare enige, fik den forsynet med en Erklæring om, at han havde afgjort, hvad han skyldte efter Resolutionen, at han ikke skyldte noget yderligere Vederlag til Barnet, samt at Barnemoderen ikke havde noget Krav paa ham i saa Henseende. Derefter begav Tiltalte sig til Pigen og opfordrede hende til at følge med til Commissionairen for at underskrive et Papir, som var nødvendigt ved Brylluppet, og efter at være kommen derhen blev dm Resolutionen paategnede Erklæring forelagt hende til Underskrift, uden at den, saavidt det har kunnet oplyses, blev oplæst for hende, uagtet hun ikke selv kunne læse. I den Tro, at det var nødvendigt for hende at underskrive Papiret for Vielsens Skyld, skrev hun sit Navn derpaa, og ventede dernæst paa Bryllupsdagen. Med denne trak det imidlertid ud, og hver Gang hun spurgte Tiltalte derom, svarede han, at det ikke hastede saa stærkt med den; men da han heller ikke gav hende noget Bidrag til Barnet i Løbet af over et Aar efter den Tid, meldte hun det Passerede for Overpræsidenten, og da Tiltalte derpaa af Kongens Foged blev affordret Underholdsbidraget, foreviste han ham Barnemoderens omtalte Erklæring, idet han paaberaabte sig, at han ikke skyldte noget Bidrag. Under den derpaa imod ham indledede Undersøgelse forsøgte han vel i Begyndelsen at nægte et have villet bedrage Pinen, men det varede ikke længe førend han bragtes til at tilstaae, at han, for at opnaae Fritagelse for Underholdsbidraget, havde indbildt hende, at han vilde gifte sig med hende, og at han derpaa gav hende en urigtig Forestilling om Indholdet af den Erklæring, han senere formanede hende til at underskrive. Tiltalte er tidligere straffet for Tyveri med Fængsel paa Vand og Brød i 3 Gange 5 Dage, og han blev for sit overnævnte Forhold ved Criminalrettens Dom anseet efter Straffelovens § 252 med lignende Fængsel i 4 Gange 5 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. januar 1873).

Tjenestepigernes Stilling. (Efterskrift til Politivennen)

Det har været os en Overraskelse og en Glæde at finde, at en Artikel, der aander Humanitet imod de Tjenende i Samfundet, har fundet Vej til et af de Blade, som ellers gør Alt for at ophidse deres Læsere imod de slettest stillede Klasser. Vi har nemlig i "Folk. Av." fundet en indsendt Artikel om Tjenestepigernes Stilling og tillade os at aftrykke den med Angivelse af Kilde, i det Haab, at de Husbonder og Husmødre, der endnu fæster Lid til, hvad der staar i det nævnte Organ, kan vækkes til Erkendelse af, at ikke Alt, hvad der fremføres fra de arbejdende Klassers Side, bærer Præget af Urimelighed. Indsenderen, der undertegner sig A. skriver Følgende :

"Man hører idelig og idelig Klage over Tjenestepigerne, og det lader sig ikke nægte, at det bliver sjeldnere og sjeldnere at se en Pige blive en Række af Aar i samme Kondition, og at oprigtig Hengivenhed og Troskab hos Tjenestefolk er bleven en ren Undtagelse. Det er heller ikke uden Grund, naar Tjenestepigerne beskyldes for en i Forhold til deres Kaar urimelig Pynte- og Forlystelsessyge. Men mon de, der har disse og lignende Klager paa rede Haand, har gjort sig klart, hvorledes en Tjenestepige er stillet, og hvor megen Skyld de selv som Husbond og Madmoder kan have i, at deres Tjenestefolk er henfaldne til slette Tilbøjeligheder. Den allerhyppigste Bebrejdelse mod Pigerne gaar ud paa, at deres Fordringsfuldhed bliver mere og mere uforskammet; men hvorledes lader dette sig rime sammen med de Erfaringer, man kan gøre næsten i ethvert Hus om de skandaløse Huller, man anviser dem til Natteopholdssted? Det er en Sjeldenhed, at en Tjenestepige har Kakkelovn i sit Kammer. Naar hun har arbejdet haardt og uden Afbrydelse fra den tidlige Morgen til den sene Aften, har hun ikke et Sted, hvor hun kan have et Øjebliks Hygge og Fred. Man under hende næppe Lys og Luft, man giver hende en mørk Celle eller Baas ved Køkkenet, hvor der akkurat kan staa et Sengested, men hvor det ofte er et Kunststykke at faa en Kommode praktiseret ind; ja mange Steder maa hun nøjes med en Slagbænk under Køkkenbordet. Endog i ganske nye Huse indretter man saadanne umenneskelige Pigekamre; der er paa dette Punkt endnu intet Fremskridt i Humanitet at spore. Og saa korser man sig endda med dydig Mine over Pigernes Fordringsfuldhed og undrer sig over, at de gerne vil more sig udenfor Huset, naar de i Huset behandles som Slaver! Københavns nye Bygningslov opstiller ingen anden Fordring til Rum, som indrettes til Beboelse, end at de skal være mindst 4 Alen høje. Det vilde være ønskeligt, om Loven havde givet nærmere Forskrifter om Værelser for Tyende, Læredrenge osv., men endnu mere vilde der være vundet, hvis det efterhaanden gik op for Folk, i hvor høj Grad Hensynet til det kvindelige Tyendes moralske og fysiske Vel hidtil har været forsømt, og at Enhver i sin Kreds kan bidrage til at rette herpaa."

(Socialisten 10. januar 1873).

Retssag om en Skydeplads. (Efterskrift til Politivennen)

Den kgl. Landsover- samt Hof- og Stadsret paakjendte den 6te ds. en Sag, under hvilken Kjøbenhavns Magistrat søgte Directionen for det borgerlige Frihaands-Skydeselskab tilpligtet at rømme de Localer, Selskabet benytter i den, Kjøbenhavns Commune tilhørende Eiendom Nr. 70 i Dronningens Gade paa Christianshavn, at borttage de af Selskabet uden Communens Samtykke opførte Bygninger og at fravige Afbenyttelsen af Grunden. De Indstævnte paaberaabte sig en allerhøieste Resolution af 14de Juli 1809, hvorved der meddeles Selskabet Bevilling til med glatte Geværer og paa fri Haand at foretage ugentlig Skiveskydning paa det borgerlige Broderskabs Skydebane paa Eutin, istedetfor hvilken Plads det ved allernaadigst Resolution af 2den Februar 1812 er tilladt Selskabet hver Torsdag Eftermiddag fra Begyndelsen af Mai indtil October at afbenytte Skydepladsen ved Vor Frelsers Kirke paa Christianshavn samt tvende hele Dage om Aaret at afbenytte denne Plads til den sædvanlige Fugleskydning. Som et yderligere Datum for, at Pladsen ved de nævnte Resolutioner var overladt Selskabet til stedsevarende Brug, anførte de Indstævnte, at det i Aaret 1822 tilbydes Selskabet at opføre paa Pladsen de Bygninger, som nu fordredes borttagne, uden at der da var Tale om, at disse nogensinde kunde forlanges nedrevne. Det var fra Citanternes Side uimodsagt avanceret, at Exerceerhuset paa Pladsen i Aarene 1701-2 var opført af Communen til Brug for Borgervæbningen og siden vedligeholdt af Communen, og at der i Aaret 1751 ved bemeldte Huns anlagdes en Skydebane for Borgervæbningen, samt at det var denne Bane, Selskabet hidtil havde havt Benyttelsen af. Det var derhos under Sagen givet, at Borgervæbningen var ophævet, og at Huus og Plads nu vare faldne tilbage til Communen som dennes Eiendom. Det fremgik da heraf, at der ikke længere existerede nogen Skydeplads for Borgervæbningen; men saavel efter Bevillingen af 1809 som efter Resolutionen af 1812 maatte det antages, at den Selskabet indrømmede Afbenyttelse af Pladsen var betinget af, at denne existerede som Skydebane for Borgervæbningen. At der senere fra Communens Side skulde være fremkommen nogen Anerkjendelse af en stedsevarende Ret for Selskabet til Pladsens Afbenyttelse, var ikke oplyst, og navnligen havde de Indstævnte ikke paa Citanternes Opfordring produceret den af dem til Bygningens Opførelse paaberaabte Tilladelse, der skulde være given i Aaret 1822. Da der nu efter Beskaffenheden af Selskabets Adkomst til Afbenyttelse af Pladsen ikke kunde være Tale om Erhvervelse ved. Hævd, saa tog Retten Citanternes under Sagen modificerede Paastand tilfølge og tilpligtede under en daglig Mulct af 5 Rd. det indstævnte Selskab til at fravige Benyttelsen af Skydebanen og at borttage de af det paa Grunden opførte Bygninger. Processens Omkostninger ophævedes.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. januar 1873).

Skydeselskabet var oprettet 1776. Hovedformålet var at vedligeholde den exercermæssige færdighed hos borgerskabets befalingsmænd. Sagen opstod efter at borgervæbningen var blevet ophævet og dens ejendomme derfor overgået til kommunen. Selskabet eksisterer stadig, kvinder kan ikke være medlemmer og formålet er nu fortrinsvis af social karakter.

Offervæsenet. (Efterskrift til Politivennen)

 (Indsendt.)

Det har meget ofte forundret "Indsenderen af dette Stykke, at alle Vedkommende ikke for længe siden ere blevne enige om at afskaffe Offerskikken i Kirken. Utvivlsomt er det en ukristelig Skik; thi Jesus sagde dog med rene og letforstaaelige Ord til dem, der holdt Pengeklang og Pengehandel i Jødernes Tempel: "mit Hus skal være et Bedehus; men I have gjort det til en Røverkule". Og vist er det da, at det ikke sømmer sig for Kristne at sætte deres Tempel og Templer under Jødetemplet; saa de i disse tillade, hvad der var Uskik i dette. Der er heller ikke en eneste holdbar Grund, der taler for Bibeholdelse af det, at offre i Kirken. Desuden er det en - vi ville sige - styg Maade at lønne Kirkens Embedsmænd paa. Skulde man ikke netop unddrage dem for alle de for Ærefrygten for Kirken skadelige og fra en hjertelig Forstaaelse med Menighedernes Medlemmer forende Stridigheder eller dog Ubehageligheder, som Offervæsenet fører med sig. Mangen en Offerberettiget, f. Ex. mangen en fattig og sletlønnet Lærer, trænger meget haardt til Offeret, fordi det er muligt over Halvdelen af hans Løn, i hvert Fald er det en saa stor Del deraf, at han paa ingen Maade kan taale at lide noget Afsavn deri. Enkelte ofre ham maaske et saa ringe Beløb, saa det er uanstændigt, eller de maaske rent lade være. Han søger ad den foreskrevne Vei at faa sin Ret. Men hvad er Følgen deraf? Ofte, at han bliver udskregen som et pengebegjærligt Menneske eller dog som et Menneske, der bliver stemplet som en saare jammerlig Person, der ikke kan faa sit Offer ad Frivillighedens Vei! Medens det ellers findes at være i sin Orden, at den Tjener, der ei erholder sin Løn i rette Tid og med et passende Beløb, tiltvinger sig sin Ret ved Øvrighedens Foranstaltning, saa bliver det ubetinget dadlet, om en Præst eller Degn ad den Vei vil søge at faa det manglende Offer. Medens paa Landet de Allerfleste med god Villie, til rette Tid og med et tilstrækkeligt og passende Beløb ofre til Præst og Degn, hvad ogsaa er Tilfældet med en ikke ringe Del af Kjøbstadbefolkningen, saa er del dog ligesaavist, at der er nogle Enkelte paa Landet og alt for Mange i Kjøbstæderne, som enten ikke ofre eller ofre et saa usselt Beløb, at det er formelig uanstændigt. Medens neppe Nogen vil finde paa at byde en Karl, der holder ved et Par Heste, 2 sk, 4 eller 6 sk, men oftest 8 sk eller 1 Mk., maaske 2 Mk., saa vil det ikke findes sjeldent, at der er Nogle paa Landet og Mange i Kjøbstæderne, der byde deres Kirkebetjente 2, 3, 4 og 5 sk til hver Høitid, ja ved Barnedaab og Brylluper en 4 sk pro persona, om det ikke en enkelt Gang kan endes med en Knap eller en Penge, der Intet gjælder. Sligt er dog lige uanstændigt for begge Parter. Blev en Gaardskarl budt ret tit en 2 sk eller en 4 sk i Drikkepenge, han vilde snart finde paa Udvei til at kurere saadan en lurvet Giver, og de Fleste ville holde med ham; men vilde en Præst eller Degn forsøge Noget i slig Retning, da vilde han sikkert blive udskjældt for Gjerrighed og Slethed. Hertil kommer saa, at selv de Smuler, der tilkastes den Offerberettigede, ikke saa sjeldent ydes under Haan og onde Ord. Man skjælder stundom Præst og Degn ud, saa en Hund maatte skamme sig derover, naar man rækker sig saa vidt, at man byder ham 8 sk for 3 Høitider, altsaa det vældige Beløb af 2 2/3 sk pr. Høitid, et Beløb, som man ikke turde byde den Sjouer, der lukkede en Vogndør op for En, uden at risikere, at man blev spyttet i Ansigtet eller udskjældt. Men det skal Præst og Kirkebetjent tage imod, af ikke saa Faa endda, og saa dertil skjældes ud. Flere end En, der uden at blinke med et Øie, øder i Værtshus Dalere, bandlyser Præst og Degn til Helvede, naar han i den Grad rækker sig, at han til hver Høitid ofrer dem 2 2/3 sk. Indsenderen vil gjentage, at han meget godt veed, at de Fleste paa Landet og en ikke saa ringe Del i Kjøbstæderne ofre med god Villie, til rette Tid og med et anstændigt og rigeligt Beløb; men ikke destomindre gaaer det for ofte til, som her sandfærdigt er berettet.

Naar nu dette er saa, hvor kan det da være, at saa mange Offerberettigede endnu holde paa denne hæslige Lønningsmaade ved Offer? Navnlig maa man forbauses over, at Præsterne fortrinsvis gjøre det, uagtet de fast utallige Historier, man har om hvorlunde Offerets Størrelse, især ved Konfirmation, Bryllupper og Ligbegængelser have en paafaldende Indflydelse paa Kvaliteten og Kvantiteten af de Ord, der blive talte, og uagtet den Forstyrrelse i Høitideligheden og Andagten i Kirkerne, Offergangen ofte forvolder. Da de Offerberettigede ikke synes at ville gjøre Alvor af at foranledige Offervæsenet i Kirken afskaffet, saa opfordrer Forfatteren af disse Linier de Offerberettigede til at gjøre det, og navnlig gjælder Opfordringen vore folkelige Rigsdagsmænd, som sikkert have den bedste Villie til at saa dette Uvæsen afskaffet.     5.

(Aarhus Amtstidende 4. januar 1873).

Cigarmagernes Strejke i Fredericia. (Efterskrift til Politivennen)

Om Cigarmagernes Strejke i Fredericia har vi modtaget følgende nærmere Meddelelse: Hr, Redaktør! Ifølge Deres Ønske meddeles Dem herved Strejkens Historie: Fabrikant Schmidt havde i en Skrivelse til Ligningskommissionen indstændig anmodet om at sætte Arbejderne i Stat, og havde samtidig anført, hvormeget han mente, at Arbejderne burde sættes i Skat for - et Forslag, som næsten med det Dobbelte overgik Ligningskommissionens Ansættelse. Da nu Skatten her er omtrent ti Rd. pr. 100 Rd. skattepligtig Indtægt, saa bliver Skatten for hver Arbejder temmelig betydelig, den saadan Optræden af Fabrikanten opvakte naturligvis Arbejdernes Harme. Mesteren tilbød da, at Fabrikanten vilde betale Skatten, naar Arbejderne vilde forpligtige sig til at levere to overtallige Cigarer pr. 100, hvilket Arbejderne gik ind paa; men da Mesteren l Tune efter gik fra sit Ord, brød Stormen løs. Dette foregik i Søndags Formiddag. Arbejderne blev da enige om aldeles at forkaste det nuværende skattesystem, men derimod foreslog de Mesteren, at de skulde betale den dem paalignede Skat, men saa til Gengæld forlange en forhøjelse i Arbejdslønnen. Mandag Formiddag blev da "Skruen" sat igang, og det gik flinkt. Først gik alle Svende, saa alle Drenge og derpaa alle Vikkelmagere. Stemningen er brillant. Her er truffet omfattende Forholdsregler; ingen vil arbejde sammen med den, som bryder Overenskomsten: ikke at begynde Arbejdet førend Fordringerne er opfyldte og kun naar alle Mand tages i Arbejde. Strejkekomiteen, der bestaar af 0 Mand, har skrevet til Hamborg, Flensborg, Aarhus, Aalborg og Kolding, og her er straks truffet Foranstaltninger til en Indsamling. Mesteren har idag bragt den Nyhed tiltorvs, at Fabriken skal hæves, men slige Historier er dog for tydelige. Forbitrelsen hos Storborgerne og Begejstringen hos Arbejderne er stor. Som et Bevis paa Storborgernes latterlige Frygt skal jeg anføre, at Politiet for nylig lod udraabe, at enhver Husbond skulde holde sine Folk hjemme iaften (Nytaarsaften), og igaar Aftes, da Byraadet var sammenkaldt til et ekstraordinært Møde, udtalte Borgermesteren, at her rimeligvis blev Oprør i Byen iaften.

Endnu skal jeg omtale, at Bomuldsfabrikanterne idag har oprettet en Alderdomsforsørgelseskasse, som jeg en af de første Dage skal gøre til Genstand for nogle Betragtninger. Jeg skal nu hver Dag sende Dem, Hr. Redaktør, et Par Ord om Strejkens Gang. X..

Fra Fredericia. Tillad os gennem "Socialisten" at rette en Henvendelse til Politimesteren i vor By angaaende den af ham i den renere Tid udfoldede Virksomhed for at faa Kundskab om Navnene paa Medlemmerne af den herværende internationale Arbejderforening samt for at faa sikker Underretning om, hvem der er Foreningens "egentlige Leder". Hvorvel vi nu ikke kan Andet end glæde os over, at bemeldte vor Politimester, der i Parantes bemærket hverken er mere eller mindre end den for sit i 1864 udviste Heltemod saa bekendte Borger Julius Christian Jørgensen, idet vi altsaa glæder os over, at han er bleven opfyldt af saa stor "Nidkærhed", saa skønner vi dog ikke rettere, end at denne kunde finde en langt mere passende Anvendelse ved at overføres paa andre Omraader end det Socialistiske. For Øjeblikket er her jo Brug for al den "Nidkærhed", som en Politimester overhovedet kan rumme. Vor ærbødige Begæring er derfor, at vi forskaanes for enhver utidig Indblanding i vore Anliggender, og vort Raad til Hr. Jørgensen er dette, at han endelig ikke skal forhaste sig med at komme den eller dem til Livs, som efter hans Formening "leder" Foreningen. Vi kan nemlig forsikre Hr. Jørgensen om, at formegen "Ledelse" fra hans Side ikke vil blive paaskønnet efter Fortjeneste, idet vi derved let kan fristes til at blande os i "Ledelsen" af hans Anliggender. Saaledes kunde det f. Eks. interessere os at erfare Folketingets Mening angaaende, om en Dommers Myndighed strækker sig saavidt, at han er berettiget til, naar Nogen indkaldes som Vidne i en Sag, i Retten al holde Vidnet for Nar til stor Moro saavel for sig selv som for Skriveren og Retsvidnerne. Flere Socialister.

(Socialisten 3. januar 1873).

Julius Christian Jørgensen (1816-1884) var borgmester og byfoged i Fredericia fra 1862 til sin død 1884. Fredericia fæstning blev bombarderet den 20.-22. marts 1864. Byens beboere havde forinden stort set forladt byen. Den 23. marts 1864 blev han suspenderet fra sit hverv, fordi der blev plyndret i stor målestok efter bombardementet. Den 25. marts 1864 blev i stedet indsat den afsatte borgmester og politimester i Slesvig, Thorvald August Brown Jørgensen. Han var konstitueret indtil 21. april 1864. Under krigen 1864 ragede Julius Christian Jørgensen og general Lunding uklar og han forlod byen 21. august 1864. 

Om nytårsaften:

Strejken i Fredericia

---

Jeg skal i al Korthed gengive enkelte Træk fra hin Aften. Vor ærede Politimester havde faaet den fikse Ide, at Cigarmagerne vilde gøre "Oprør"; der fortaltes de forunderligste Historier, som, at de vilde gøre Indbrud hos Folk for at skaffe sig Midler til Livets Ophold og lignende. Under saa kritiske Omstændigheder var det derfor saare naturligt, at Hr. Politimester Jørgensen havde truffet særdeles "omfattende" Forholdsregler. I Byens Avis advarede han saaledes Folk mod at gaa ud om Aftenen, og til Overflod lod han en haltende Vægter raabe sig hæs, gennem Gaderne for at forkynde den samme Nyhed. Til Ordenens Opretholdelse og til Oprørets Undertrykkelse var der udkommanderet Byens 2 Politibetjente og 5 Natvægtere samt "Politikorpset", der stod opstillet paa Raadstuepladsen "for at afvente nærmere Ordre." Desuden fungerede en talrig Skare med Stokke bevæbnede Spidsborgere som Opdagelsespoliti. Vagten var fordoblet, og Militarpatrouiller gennemkrydsede Gaderne, ja Rygtet sagde endog, at Soldaterne havde hver faaet udleveret 10 skarpe Patroner. Det hele Arrangement geraadede vor højtagtede Politimester til megen Ære; hans Optræden denne Aften var "værdig" og tapper og stod saaledes i den mest skærende Modsætning til den Optræden, han udviste her i Byen under sidste Krig. Endskøndt Hr. Politimesteren saavelsom Politifuldmægtig Madsen, Politikorpsets Chef, Hr. Boalth og sammes "Eksercermester", Hr. Købmand Bech, alle udviste stor Bravur, saa var dog Aftenens Helt den Officer, der førte Militærkommandoen, nemlig Hr. Exam. jur., Møllebestyrer og Premierløjtnant Fischer, hvilket utvivlsomt vil blive indrømmet af Enhver, der erfarer følgende af ham udviste kække Optræden: Paa et Gadehjørne stod omtrent en Snes Mennesker; en af disse kastede en saakaldet "Skruptudse" ud paa Gaden, da kommer i det Samme en Patrulje, anført af Hr. Fischer. Ved Synet af Skruptudsen kommer hans Blod ikog, og den gæve Løjtnant kommanderer: "Fald Gevær! jag dem Bajonetten gennem Livet!" Den tapre Skare stormer frem og Mængden (c. 90 Mennesker) for til alle Sider. Jeg skynder mig at tilføje, at denne Optræden af Hr. Løjtnanten kan konstateres ved fuldgyldige Beviser, og jeg tillader mig at henstille, om Hr. Fischer ej for denne Daad burde have Sølvkorset. Endnu kunde der være mangt et lille Træk at berette, men det forekommer mig, at det Anførte maa vidne tilstrækkelig om, at den Omstændighed, at der intet "Oprør" skete, ingenlunde maa tilskrives vore Avtoriteter, ti der var, som man vil se, af disse gjort alt Muligt for at faa et saadant sat i Scene.

(Socialisten 5. januar 1873).

Strejken endte med at mesteren gav svendene et tillæg på 3 Mk. og drengene 2 Mk. for 1000 cigarer. Desuden blev det bestemt at bestyreren ikke mere måtte blande sig i hvad svendene foretog sig i deres fritid. Udfaldet blev set som en sejr for svendene og den internationale Arbejderforening i Fredericia.