Carl Würtz' sidste dage i Internationale. (Efterskrift til Politivennen)

Würtz paa Reise. Würtz hjemsøgte i Løverdags igjen Næstved for at see at faae dannet en Afdeling af Internationale. Mødet, der var besøgt af saa Mange, som Lokalet kunde rumme, aabnedes af Würtz med den Erklæring, at han ikke vilde holde noget Foredrag, men at det Spørgsmaal skulde drøftes, hvorvidt det var gavnligt for Arbejderne at faae oprettet en Afdeling af Internationale der i Byen. Indledningen til den paatænkte Diskussion optog imidlertid næsten hele Aftenen, og da Würtz endelig, efter i 7 Kvarteer at have givet det sædvanlige Opkog af de noksom bekjendte socialistiske Troessætninger til Bedste, spurgte, om nogen af de Tilstedeværende havde Noget at yttre, var der Ingen, som forlangte Ordet. Om den over de tre Socialistførere fældede Dom erklærede W. ifølge "Næstv. Av.", at han fandt Dommen ikke for streng; man maatte have Agtelse for de nu engang bestaaende Love , og enhver ny Idees Gjennemførelse krævede næsten altid, at Banebryderne faldt som Offer. Man dandsede ikke paa Roser, naar man var de Fattiges Talsmand. Men saaledes havde det altid været; Jesus, som jo ogsaa havde været de Fattiges og Forladtes Talsmand, havde maattet bukke under for Farisæernes Hævn, og Pio, Brix og Geleff maatte nu bukke under for vor Tids Farisæere, "Storborgerne". Det vilde vel heller ikke vare længe, inden han (Taleren) stødte Følehornene af sig, men et Par Aars Tugthuusstraf vilde ikke være til nogen Skade; man havde faa Tid til at undfange nye Ideer. Würtz's Foredrag var som sagt denne Gang meget spagfærdigt og det lønnedes derfor ogsaa kun med svage Bifaldsyttringer, hvilket for en Deel hidrørte fra, at Tilhørerne denne Gang ikke udelukkende bestod af hans Tilhængere. Det var naturligviis under Trykket af den i Socialistsagen faldne Dom, at den ellers saa "frygtelige" Cigarmager Würtz udtalte sig saa moderat. Sluttelig opfordrede han Lysthavende til at indtræde i Internationale, hvilken Opfordring senere - sandsynligviis ved en Bolle Punsch - skal være efterkommet af en halv Snees Personer. Mødet sluttedes med et for Cigarmager Würtz udbragt Levr, som besvaredes meget svagt af en ringe Deel af Tilhørerne.

(Sjællands-Posten (Ringsted) 3. april 1873)

Internationale. Den internationale Arbejderforenings offentlige Discussionsmøder have i den senere Tid, hvor velvalgte, fra et socialistisk Standpunkt betragtet, de foreliggende Emner f. Ex. "om Selvhjælp", "Hvorledes kan Arbeideren bedst gavne de fængslede Føreres Sag?" - o. l. end have været, kun samlet en meget lille Tilhørerkreds, og Discussionen har været baade kort og mat. Grunden hertil ligger navnlig i den øjensynlig trykkede Stemning, som er fremkaldt ved den Dom, der er overgaaet de fængslede Førere. Discussionsmødet i Lørdags Aftes var ogsaa svagt besøgt, men blev dog livligere end de nærmest foregaaende ved, at Handelsbetjent Koppel, efter at kort Foredrag havde Indledet Forhandlingerne om Socialisme og Communisme, tog Ordet imod Socialismen og dens vigtigste Læresætninger, hvad der selvfølgelig foranledigede flere af Internationales Talere til at imødegaae ham. Ogsaa den tidligere Kredsformand Würtz talte, navnlig dog for at meddele, at han samme Aften havde frasagt sin sin Stilling som ansvarhavende Redacteur af "Socialisten" (som nu udkommer under Ansvar af en Typograph Hansen), og at han ligeledes havde nedlagt det ham af Sectionsformændene betroede Hverv som omreisende Agitator. Yderligere Udtalelser om sig selv blev ham afskaaret af Dirigenten. Stemningen er i det Hele i Øieblikket saa afgjort imod Würtz, at han, endnu for kort Tid siden den mægtige Enehersker og det meest populaire og afholdte Medlem i Foreningen, senere paa Aftenen, da man efter Mødets Slutning samledes nedenunder i Forsamlingslokalet, var Gjenstand for de bittreste Udtryk af den almindelige Misfornøjelse og sluttelig næsten med Magt blev tvungen til at fjerne sig.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. april 1873)Internationale. Paa en igaar Aftes i Dandsesalonen "Phønix" afholdt Generalforsamling, der talte et Par Hundrede Medlemmer, blev det efter Forslag af Bestyrelsen med aldeles overvejende Majoritet vedtaget at excludere d'Hrr. Würtz og Weiss af Foreningen paa Grund af, at Würtz havde erklæret sig for en Fjende af Louis Pio og altsaa maatte være en Modstander af Socialismen og Internationale, og fordi han og Weiss ikke have villet eller kunnet aflægge klart og tilfredsstillende Regnskab for Foreningens Pengevæsen for den Tid, de bestyrede det. Bestyrelsen havde ogsaa stillet Forstag om at excludere de for forsøgt Pengeafpresning tiltalte Medlemmer, Corfitzen og Jantzen, men Afstemning herom udsattes, indtil der er faldet Dom i Sagen.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 17. april 1873).

Würtz erklærede efterfølgende at han trak sig ud af det politiske arbejde for at hellige sig sit erhverv, at rulle cigarer. Bl. a. i sit hjem, Springgade 24, 2. sal til gaden. Han optrådt dog bl.a. på et arbejdermøde den 29. april 1873. Ved Hof- og Stadsretten blev Würtz maj 1873 sammen med maskinarbejderne Weiss, H. F. F. Christensen, snedkersvend Greisen, kommandersergent Conrad Jansen og cigarmager Chr. W. Korfitzen dømt for fornærmelige sigtelser mod Københavns politidirektør Crone. Bøden lød på 200 Rd. per person, alternativt simpelt fængsel i 60 dage. "Socialisten" iværksatte efterfølgende en støtteindsamling til de seks personer. 

Dommen over de 6 Arbejdere.

- - - -

I det Arbejdermøde, der holdtes i Salonen "Føniks" i Lørdags Aftes, fandt Dommen den Modtagelse, den fortjente, og der blev med Rette sagt, at man vanskelig skal kunne finde Magen til den i den danske Retshistorie. Forsamlingen udtalte med Enstemmighed sin Beklagelse over at vore Love er saa tvetydig affattede, at det ikke er muligt for en Arbejder at vide, hvad der er tilladt og hvad der er forbudt. Det udtaltes endvidere, at enhver Arbejder bør yde sit Bidrag til at lette Dommens Byrde for de Dømte, og det er vor indstændige Opfordring til alle Arbejdere at lægge sig denne Udtalelse paa Sinde. De 6 Mænd, der underskrev Andragendet til Kongen, har modtaget Bemyndigelse dertil af over 2000 Arbejdere, som i den Anledning var samlede til et Møde den 4de November forrige Aar; de 6 Mænd har saaledes kun udført, hvad deres Kammerater overdrog dem, og enhver Arbejder har en moralsk Forpligtelse til at yde sin Skærv for at lette de Domfældte Følgerne af en Dom, der sigter paa hele Arbejderstanden, sigter paa at tilintetgøre Enhver, der taler Arbejdernes Sag. Vi vil ikte anbefale Arbejderne at lade noget særligt Fortrin blive den ene eller den anden af de 6 Dømte til Del; de har alle gjort deres Pligt, da de paatog sig at bringe Arbejderstandens Klager frem for Kongen, og hvor forskellig end Sympatien kan være for de 6 Mænd, tror vi det dog stemmende med den rette Opfattelse af de Broderlighedens Baand, der bør knytte os Alle sammen, at anbefale Arbejderne at give deres Skærv til alle 6 Arbejdere i Forening. Det er ikke vor Forventning, at der skulde kunne indkomme saa meget, at man kan befri alle 6 Mænd fra Fængselsstraf, men vi er overbeviste om, at alle Arbejdere saavel i som udenfor København vil indse, at her er en Lejlighed, hvor det gælder at vise Broderlighed i Gerning, gælder at protestere imod Dommens Haardhed, og vi venter, at der vil indgaa saa meget, at vi vil kunne holde den værste Nød borte fra de Fængsledes Familier i de to Maaneder, Bøderne afsones.

- - - -

(Socialisten 15. maj 1873. Uddrag).

På et møde den 30. maj 1873 arrangeret af Internationales bestyrelse med over 1.000 deltagere i Phønix blev der opfordret til at indsamle støtte til Pio m. fl. Würtz viste sig nu og sagde at han havde siddet arresteret i 21 dage og han og familien ligeledes lidt for sagen. Würtz var siden 1860 gift med Anne Helvig Larsdatter og de havde 4 sønner. Han blev imidlertid mødt med tilråb som "Stik ham en ud", "riv ham ned" og han måtte under beskyttelse forlade lokalet. I slutningen af juni 1873 gik et rygte om at han var rejst til USA. I august 1873 kom der en stribe forbud mod den allerede i forvejen stærkt svækkede forening, bl. a. mod brug af røde faner i det offentlige.

Frøken Elisa Falkenskjold (1793-1872). (Efterskrift til Politivennen)

 Se også indslaget om Kjøbenhavns Tjenestepigehjem andetsted på denne blog.

Frøken Falkenskjold.

Frøken Elisabeth Falkenskjold, som døde i slutningen af forrige Aar, var kjendt og elsket i en viid Kreds, som den, der paa mange Maader havde understøttet en Mængde Trængende. Frøken Falkenskjold var født 1794 paa Sæbygaard, som hendes Fader, Oberst Falkenskjold, eiede, og her tilbragte hun sin Barndom; hendes Fader, der var en begavet og meget energisk Mand, skal have havt megen Indflydelse poa Datterens Udvikling. Han er død for over et halvt Aarhundrede siden, men lige til sin Død bevarede Frøken Falkenskjold levende Mindet om ham og fulgte altid trolig den Formaning, hun saa ofte omtalte, at han havde givet hende: "Lad alle dine Handlinger vare aabenlyse, saa at dit Liv bliver som en aaben Bog."

Da Oberst Falkenskjold solgte Sæbygaard, flyttede han med sin Familie til Sophienberg ved Hørsholm, hvor han døde. Paa den Tid var Frøken Falkenskjold 25 Aar gammel; kort efter sin Faders Død flyttede hun med sin Moder til Kjøbenhavn, hvor hun, med Undtagelse af nogle Aars Ophold i Helsingør, bestandig siden, paa korte Undtagelser nær, opholdt sig.

Familien Falkenskjolds oprindelige Navn skal have været Dyssel; under Frederik den Fjerde bleve to Brødre Dyssel adlede til Belønning for et for Landet farefuldt Øieblik, og rigtige Syn paa Forholdene at have beviist Landet en stor Tjeneste: de bleve kaldte Falkenskjold, som Hentydning til, at de vare i Besiddelse af et Falkeblik og ved deres Mod være blvne et Skjold for Landet.

Frøken Falkenskjold var blandt dem som oprettede Kjøbenhavns Tjenestepigehjem, en Stiftelse, som hun havde stor Interesse for; i 3 Aar var hun dens Bestyrerinde med Opoffrelse af hele sin sædvanlige Leveviis, og hendes Virksomhed i denne Stilling var til stor Velsignelse. Med et Sind, der i Kjærlighed var vendt mod Alle, stedse beredt til at bringe Offre, med en fast Villie og en høi Grad af Skarpsindighed, foirenet med en sjelden praktisk Dygtighed, var hun vel skikket til at være en Trøst og Hjælp for dem, som søgte en Tilflugt i Pigehjemmet. Det er imidlertid ei alene de Mange, som have tjendt hende her, der ville mindes hende med Taknemmelighed, men mange Andre, for hvem hun har ræret en trofast Støtte. Hun svigtede ikke paa Modgangens Dag, men var i Sandhed nærværende med sin Gjerning og sit Ord. Hvilke Offre var hun ikke istand til at bringe! hun, som aldrig tænkte paa at skaane sig selv, og hvor velgjørende kunde ikke hendes kjærlige, veltalende Ord virke paa det nedbøjede Sind! I den glade Stund kunde sikkert Ingen glade sig mere levende med de Glade end hun, og hun forstod i en mærkelig Grad den Unges Glæde og Sorg saavelsom den Gamles. Hun havde gjennem et langt Liv bevaret Ungdommens Livskraft og Fylde, saa at man i hendes høie Alderdom med Sandhed kunde sige, at hun med en Modenhed til al afslutte sit Liv som Faa, forbandt tilstrækkelig Kraft til at begynde Livet paany. - Ligesaa kjærlig, som hun kunde være, ligesaa streng kunde hun ogsaa være, med lige saa stor Iver, som hun stred for det Gode, stred hun mod det Daarlige og Slette, som hun traf paa, hvilket Alumnerne i Pigehjemmet ofte have maattet føle. Hendes Ord kunde ofte være som et skarpt Sværd, og det ramte, hvad det vilde ramme, thi hendes Skarpsindighed lod hende altid finde det rette Sted og det træffende Ord, og der var i saadanne Øieblikke en Myndighed i hendes Blik og i hendes Skikkelse, som kun den er i Besiddelse af, der ei alene har Evnen til at bruge Ordet, men ogsaa "Gjerningens tause, men sanddru Veltalenhed." Hun havde kun eet Maal, hun vilde det Gode i Sandhed; kun derefter stræbte hun og der var i denne hendes Stræben ingen egenkjærlig Tanke om Gjemjæld eller Higen efter Medborgeres gode Omdømme; hun søgte ligesaa lidt deres Roes som hun frygtede deres Dadel. Naar hun havde besluttet sig til en eller anden Kjærligheds Gjerning, som hendes Venner frygtede for vilde gaae over hendes Kræfter og derfor søgte at overtale hende til at opgive, saaledes som Tilfældet var, da hun besluttede sig til at overtoge Bestyrelsen af Pigehjemmet, yttrede hun gjerne: "Jo, jeg vil det, for ellers bliver Gud vred paa mig," og saa vidste man, at hun havde taget en Beslutning, som hun i Sandhed vilde holde fadt ved, hvad Møie og Besvær det end skuld koste hende. Og havde hun heldigt sat Et eller Andet igjennem, glemte hun aldrig at give Gud Æren, afvisende al Anerkjendelse med de Ord: "det er Gud, der har føiet det saaledes." En levende Tro fulgte hende gjennem hele Livet; i Enfold modtog hun Ordet og gjorde derefter. Med en fast Forvisning om, at alle Livets Tilstillelser komme fra et tjenligt Forsyn, som leder Alt til det Bedste, tog hun ogsaa Lidelse og Sorg med kjærlig Hengivenhed i Guds Villie. Som hun havde været t Livet, saaledes var hun paa sit Dødsleie. Da hun følte Døden nærme sig, yttrede hun: "Er det Guds Villie, at jeg nu skat døe, saa døer jeg gjerne; men er det hans Villie, at jeg skal leve længere endnu, saa vil jeg ogsaa gjerne leve." Da Dødskampen allerede var begyndt og hun vidste, at det var den sidste Strid, hun stred, var hun endnu kjærligt betænkt paa, at der efter hendes Død maatte blive draget Omsorg for de Trængende, hun havde ydet Hjælp, og at de forskjellige Gjældsbeviser, hun havde ihænde, maatte blive tilintetgjorte. I Tro paa Gud, i Kjærlighed til ham og sine Medmennesker, i Haab om en evig Salighed forlod denne rige Sjæl roligt dette Liv.

Hendes Skjæbne havde ei ført hende ind i flere Forhold, hvor hendes ualmindelige Begavelse havde kunnet vise sig paa en for Verden iøinefaldende Maade; men Alle, der have kjendt hende, ville have modtaget det Indtryk, at denne selvstændige Personlighed netop ved vanskelige Afgjørelser vilde have været paa sin Plads. Hendes Navn vil ikke findes i Historien, men hun, der offrede sit hele Liv for Andre, vil dog ikke blive glemt, og Pigehjemmct, som hun helligede en saa stor Deel af sine Kræfter, vil sikkert i Ord og Gjerning blive støttet af dem, der bevare Mindet om Frøken Falkenskjold.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. marts 1873).

Elisabeth (Elisa) Birgitte Falkenskjold (23. februar 1793 - 24. november 1872). Hun blev begravet på Hørsholm kirkegård hvor også forældrene lå begravet.

Carl Würtz afsættes i Internationale. (Efterskrift til Politivennen)

Den 4. marts 1873 var på forsiden af Socialisten en artikel som stillede spørgsmålstegn ved om foreningsbestyrelsens regnskabsførelse som offentliggøres eller ej. Den var underskrevet S.

"Internationale". Den af Pio, Brix og Geleff stiftede og efter deres Arrestation af Würtz som Formand ledede internationale Arbeiderforening her i Byen, befinder sig for Øieblikket atter i en saavel for Foreningen som for Formanden vist lige skjæbnesvanger Krisis. Oppositionen mod Würtz er i den senere Tid med hver Dag bleven mere compact og høirøstet og har endelig fremkaldt en Katastrophe. Efterat der i de sidste Maaneder ved enhver blot tænkelig Lejlighed havde lydt Klager over, at den nuværende "midlertidige" Bestyrelse mere havde egen end Foreningens Interesse for Øie, og at den trods gjentagne Opfordringer og givne Tilsagn syntes ikke at kunne eller ikke at ville aflægge noget Regnskab over Foreningens Status, kom Misfornøielsen endelig til afgjørende Udbrud, da Foreningens Vært i forrige Uge paa Grund af tilgodehavende Leie lod Localet lukke af Kongens Foged. Ved denne Leilighed tog et Bestyrelsesmedlem, Prehn, og en Sectionsformand. der vare blevne underrettede om, hvad der vilde skee, og ikke kunde træffe Würtz, Foreningens Fane og nogle i Bestyrelsens Contoir beroende Protocoller og Bøger hjem til sig, men nægtede, da Würtz den følgende Dag fordrede disse Gjenstande afleverede til sig, at udlevere dem. Würtz og Kassereren Weiss henvendte sig i denne Anledning til Politiinspecteur Hertz, til hvem Prehn paa Opfordring udleverede samtlige Protocoller og Papirer, som Politiinspecteuren "lovede at beholde i sit Værge, indtil Foreningen paa en Generalforsamling havde taget Bestemmelse om, til hvem de retteligen skulde betroes. Prehn, sex andre navngivne og "flere ældre Medlemmer af Foreningen" indvarslede i Løverdags ved en Bekjendtgjørelse, som, da den blev nægtet Optagelse i "Socialisten", blev indrykket i "Folkets Avis" og "Nyt Aftenblad" til et Fællesmøde i Søndags Kl, 2 Middag i et Dandselocale i lille Kongensgade. "Bestyrelsen" havde til Løverdagsaften anmeldt offentligt Discussionsmøde i Foreningens gamle Kjælder, der for denne Aften var overladt dem af Værten, og Emnet "Hvorledes har den internationale Arbejderforenings Virksomhed været her i Landet?" var utvivlsomt valgt, forat give Würtz Lejlighed til at forklare og forsvare sin Virksomhed; men Dirigenten - Smed Christensen, - der unægtelig er ualmindelig dygtig som Dirigent, forhindrede det ved strengt at holde Würtz som de andre Talere til Dagsordenen. Man mærkede imidlertid godt, at i Stemningen var meget imod Würtz, og det viste sig fuldstændig klart paa Mødet igaar, der talte saa mange Deeltagere, som Localet kunde rumme, vistnok 4 til 500. Mødet aabnedes, efterat Christensen med Acclamation var valgt til Dirigent, af Prehn, der motiverede Indkaldelsen til dette Møde, med at "Bestyrelsen", i hvilken Würtz og Weiss havde usurperet sig et Eneherredømme, trods baade de andre Bestyrelsesmedlemmers og Sectionsformændenes bestemte Fordringer ikke havde villet indvarsle noget Fællesmøde for at aflægge Regnskab for Forvaltningen af Foreningens Penge og drøfte Foreningens indre Anliggender. Han saavel som de efterfølgende Talere dadlede i stærke Udtryk Würtz, i hvis inhumane og despotiske Optræden de navnlig saae Grunden til Foreningens stedse tiltagende Tilbagegang. Würtz, der modtoges med Piben, Hyssen og Skjældsord, forsvarede sig roligt og  bestemt, men paadrog sig en Tilretteviisning af Dirigenten og Forsamlingens lydeligt udtalte Mishag ved et meget personligt Angreb paa Prehn. Forat Mødet ikke skulde ende uden Resultat, standsede Dirigenten Forhandlingerne for at foreslaae og afstemme over tvende Resolutioner: At den tilstedeværende Forsamling skulde vælge en "Revisionscomitee" af 5 Medlemmer, der skulde modtage Foreningens hos Politiinspecteur Hertz beroende Protocoller m v., og at denne Comitee, efter at have revideret Foreningens Regnskab, i Forening med Bestyrelsen, som hvis Formynder den skal staae, har at indvarsle et Fællesmøde, hvor der ved skriftlig Afstemning skal vælges en ny Bestyrelse. Disse Forslag vedtoges med aldeles overvejende Majoritet, og Revisionscomiteen, til hvilken Christensen bestemt nægtede at modtage Valg, valgtes strax. Efter en kort Bemærkning af Würtz, der, som det synes, med Føie protesterede mod, at der blev taget Beslutninger og vedtaget Resolutioner, fordinden Forhandlingerne vare sluttede, og uden at afvente, om dog ikke andre end hans Fjender og Angribere vilde tage Ordet, fortsattes Forhandlingerne endnu en rum Tid, men uden at nogen eneste Stemme med Undtagelse af Weiss', hævede sig for Würtz, hvem dog selv hans bittreste Modstandere indrømmede en Dygtighed og Repræsentation i Foreningens Tjeneste udadtil, som maaskee ingen anden vil kunne erstatte, men hvis hensynsløse Despotisme i Foreningen og mod dens Medlemmer ikke var til at undskylde eller udholdt. Mødet, der var meget livligt, sluttede Kl. 6, da Localet skulde bruges paa anden Maade. Foreningen har for Tiden intet Forsamlingslocale, men dens hidtilværende private Vært, der er en af Sectionsformændene, og som blev Medlem af Revisionscomiteen, lovede at ville søge at faae leiet et Locale, hvori han kunde modtage Foreningen.

Til det afgjørende Møde, som vil blive afholdt i Løbet af denne eller næste Uge, haabede man at kunne laane Dandsesalonen Phønix eller et andet større Locale.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. marts 1873).

Til Medlemmerne af den internationale Arbejderforening i København.

Da der er Flere, der har henvendt sig til mig for at forhøre, hvorvidt jeg var villig til at modtage Formandsposten, saafremt Majoriteten af Stemmerne faldt paa mig ved Omvalget paa Bestyrelsen, tillader jeg herved, at der fra min Side Intet er til Hinder derfor.

Men dels for at Ingen skal kunne mistænke mig for at drive nogen Agitation til Fordel for mig selv, dels fordi man har indskrænket min Virksomhed i København, og vor Sag ikke taaler et Øjebliks Hvile, har jeg søgt min Virkekreds i Provinserne, hvor der findes tilstrækkelig at gøre for en Mand, der har Lyst og Mod til at arbejde for at fremme vor Sag.

Jeg lærer i Provinspressen de forskellige Beskyldninger, man efter de københavnske Blade fremsætter mod mig og Weiis, som at vi har havt egne Interesser for Øje, mangelfuldt Regnskab osv. Men jeg erklærer, at havde vi værnet om egne Interesser, saa havde vi havt rig Lejlighed dertil; vi har været ene om at udtænke Maaden, hvorpaa de ikke ubetydelige Midler kunde tilvejebringes, som var nødvendige for at opretholde Sagen, og vi har ogsaa været ene om efter bedste Skøn at anvende dem, men altid for at fremme vort Formaal. Mød talrigt ved det første store Fællesmøde, jeg skal indfinde mig der og staa til Ansvar for mine Handlinger, samt paavise, hvorfra den Krise, hvori Foreningen for Øjeblikket befinder sig, egenlig stammer.

Indtil den Tid overlader jeg mine Modstandere Valpladsen, og giver dem en vid Mark at agitere paa, og jeg maa sige, Agitationen drives saa smaalig, at man nægter at modtage Indmeldelser, for at ikke nogle Arbejdere skulde indmelde sig og give mig deres Stemme. Ingen kan fortænke mig i, at jeg ikke er ligegyldig ved, at Foreningens Ledelse bliver lagt i urette eller svage Hænder, og skulde det ske, vil jeg - som en Gang tidligere under faretruende Omstændigheder - anspænde al min Kraft, og sé om det ikke skulde lykkes mig atter at saa Tøjlerne i Hænderne, og lede Foreningen i det rette Spor.

Med socialistisk Hilsen

C. Würtz

Odense, den 5te Marts 1873.

(Socialisten 8. marts 1873)

På et møde den 21. marts 1873 blev P. C. Johnsen valgt til kredsformand med 321 stemmer, mens Würtz fik 208. Til bestyrelsen valgtes endvidere Adam Petersen, Schneider, A. Nielsen, Pflug og Prehn.

Mord i Grenaa. (Efterskrift til Politivennen)

Mord. Om en uhyggelig Begivenhed, som har tildraget sig i Grenaaegnen, idet en Mand først har dræbt sin Hustru og tre Børn og derefter aflivet sig selv, meddeler "Grenaa Av." følgende: Væver Søren Christian Hansen i Selkjær, der var 40 Aar gl,, var i høi Grad forfalden til Drik og lediggang, hvorfor Sognet tildeels maatte underholde Familien. Af disse Grunde havde Sogneraadet ønsket at faae ham anbragt i Mariager Tvangsarbeidsanstalt, og han var i den Anledning stævnet til at møde for Retten i Grenaa i Løverdags. Efter i Fredags Eftermiddag at have været beruset, besøgte han Fredag Aften sin ligeoverfor boende Svoger, hvor den af Sogneraadet trufne Foranstaltning var Gjenstand for Samtalen. Hansen, der paa den Tid ialtfald ikke var i den Grad beruset, at han kunde kaldes utilregnelig, yttrede Ulyst til den følgende Dag at give Møde i Retten, ligesom han ogsaa har ladet Ytringer falde om, at der vel gaves Midler til at undgaae at komme i Arbejdsanstalten. Under sit Besøg hos Svogeren nød han ikke Spiritus, og omtrent Kl. 9½ begav han sig over til sin Bolig, hvor man Kl. 11 vil have seet Lys, men forøvrigt ikke har bemærket noget Usædvanligt. I Løverdags Formiddags, da man fra Svogerens Huus vilde bringe nogen Mad over til Familien, hvis ene Barn var sygt, fandt man Døren laaset, og da den en Timestid senere endnu ikke var bleven aabnet, brød man den op og banede sig paa denne Maade Vei ind i Stuen, hvor et rædselsfuldt Syn mødte de Indtrædende. I en Alkoveseng laae Hansens Hustru (34 Aar gammel) og det mindste Barn (1½ Aar gl.), i en anden de to ældre Børn (det ene 7, det andet 4 Aar gl.), alle svømmende i deres Blod, Konen laa paaklædt med Ansigtet nedad og med knuust Hjerneskal, med Barnet udenfor sig. Udenfor Sengen laa en med Blod besudlet Øxe hvis afbrukne Skaft laa paa Bordet; i et Hjørne af Stuen stod en svær Knippel, der formenes at være benyttet som Mordredskab, efterat Øxen er sprungen af Skaftet. Ved fra Stuen at begive sig gjennem Forstuen og Kjøkkenet til Tørvehuset, fandt man paa sidstnævnte Sted Hansen selv hængende. Forholdet imellem Hansen og Hustru skal, udenfor de Tider, naar han var beruset, have været taaleligt godt, og Konen beskrives som skikkelig og, i Forhold til sine Evner, ordentlig.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. marts 1873).

Fastelavn. (Efterskrift til Politivennen)

Fastelavnsmandag er nu forbi med sine overgivne forlystelser - skrives der til os fra København. Maskeradedragterne er hængt til side og den brogede vrimmel af historiske og fantastiske skikkelser atter forvandlet til københavnere. Når undtages forlystelserne i Valby hvor endnu stadigvæk halsen trækkes af gasen og katten slås af tønden, forsvinder mere og mere de gamle fastelavnsskikke. Således kastes der nu ikke længere skillinger og boller i grams fra Børstrappen til de nedenunder forsamlede drenge, og fastelavnsnarrene bliver sjældnere og sjældnere på gaden…

(Jyllandsposten skrev 2. marts 1873. Uddrag)

Knud Gamborg: Fastelavnsløjer i en landsby. Illustreret Tidende nr. 646, 11. februar 1872.