Mishandling af et Plejebarn. (Efterskrift til Politivennen)

Kriminalretten har i Fredags paakendt en Sag, hvis Enkeltheder er følgende: Barnet Ane Marie Larsen var født den 17de Februar 1867 udenfor Ægteskab af Tjenestepige Laurine Nielsen Larsen og blev den lste September f. A. af Moderen sat i Pleje hos en i Adelgade boende Kone, Ane Margrethe Andersdatter eller Andersen, Arbejdsmand Svendsens Hustru. Den 30te Oktober f. A. afgik Barnet  ved Døden, og da Kommunelægen, der blev tilkaldt for at udstede Dødsattesten, fandt Omstændighederne mistænkelige, henledede han Politidirectørens Opmærksomhed paa det Ønskelige i en Undersøgelse af Plejemoderens Forhold overfor Barnet. Dettes Lig blev derefter underkastet en legal Sektion, hvorved det godtgjortes, at der paa dets Legeme fandtes en betydelig Mængde Saar, der antoges at være fremkomne ved en aldeles sædvanlig Hudsygdom, der som Følge af slet behandling og Mangel paa Pleje efterhaanden havde udbredt sig over en stor Del af Legemet, samt desuden talrige kirsebærrøde Striber, der navnlig paa Bagfladerne af Laarene og ned imod Knæhasene var saa tætsiddende, at de tildels dækkede og krydsede hverandre, og disse Striber skønnedes at være Følger af Slag med et Redskab som et kantet Fiskeben eller flækket Spanskrør. Da Tiltalte Svendsens Hustru modtog Barnet i Pleje, var det i det Hele sundt og livligt uden andre Tegn paa Sygelighed end nogle Saar i Hovedbunden. For at rense Barnets Hoved indgned hun dets Hovedbund med grøn Sæbe og børstede det derefter i nogle Minutter med en Klædebørste, saa at Sæben stod i Skum, en Fremgangsmaade, der efter Lægeskønnet maa have været saa smertefuld, at den falder ind under Begrebet Mishandling. Derhos har Tiltalte hyppig revset Barnet ved at slaa det, dels med den bare Haand, dels med et Spanskrør, og hermed vedblev hun, efter at Barnet var blevet saa sygt, at det trængte til Lægebehandling, ja endog Dagen før det døde, bibragte hun det 3-4 kraftige Slag med Spanskrøret over de blottede Laar; uagtet hun den Gang vidste, at Barnet var livsfarlig sygt, og uagtet de Legemsdele, hvorpaa hun slog, var fulde af Saar og Bylder. Nogle Dage forinden, nemlig den 26de Oktober, bandt hun med et tyndt Reb Barnet til kakkelovnen, som, efter hvad Tiltalte har paastaaet, kun var lunken, og lod det staa i denne Stilling i et Kvarters Tid for at forhindre Barnet fra at bemægtige sig Noget under hendes Fraværelse. Endvidere havde hun gjort sig skyldig i at lade Barnet mangle den tilbørlige Pleje, som hun maatte kunne indse, at dets fremadskridende Sygdom udkrævede, og ved at undlade endog at tilkalde nogen Læge før dets Død. Hvad Barnets Moder angaar, da var hun vel den 20de Oktober, da Plejemoderen henvendte sig til hende, enig i, at der skaffedes Lægehjælp til Barnet, men da hun fik at vide, at hun skulde udlevere sin Skudsmaalsbog *), vægrede hun sig herved, fordi hun da maatte forlange Bogen af Herskabet og derved lod dette erfare, at hun havde et uægte Barn; hun blev derfor enig med tiltalte Svendsen om, at denne skulde indskrænke sig til at anvende nogle af. Sidstnævnte angivne Midler. End ikke senere, efter at hun havde faaet Formodning om, at Barnet var i Livsfare, gjorde hun nogle Skridt for at bringe en Læge til Stede, fordi hun antog, at dette ikke vilde nytte; hun skønnedes derfor at have været medvirkende Aarsag til Barnets Død. De Tiltalte, der er i en Alder af 29 Aar, dømtes efter Straffeloven, Svendsen efter §§ 198 og 202 sidste Led, og Larsen ester §198, og Straffen fastsattes for Førstnævntes til Forbedringshusarbejde i ét Aar, for Sidstnævnte til Fængsel paa Vand og Brød i 5 Gange 5 Dage.

*) Vi gad vidst, hvilken Læge eller Fattigforstander der var forlangt en Skudsmaalsbog, forinden der blev givet Hjælp til et dødssygt Barn. Red.

(Socialisten 24. maj 1873).

Højesteret. Dom i Sagen Nr. 140. 1873.

Etatsraad Buntzen Actor

contra

Ane Margrethe Andersdatter eller Andersen, Svendsens Hustru, ogLaurine Nielsine Larsen (Def.  Adv. Hindenburg). 

(Afsagt den 8 October 1873).

Et Fruentimmer anset efter Strfl. § 198 for under hendes Barns Sygdom, der endte med dets Død, efter Aftale med Barnets Plejemoder at have undladt at skaffe Barnet Lægehjælp, skjønt hun ansaa saadan for nødvendig. Plejemoderen straffet efter Strfl. § 198 og § 202 Led 2. 

Criminal og Politirettens Dom af 20 Maj 1873 er saalydende:

Under nærværende, mod Tiltalte Ane Margrete Andersdatter eller Andersen, Svendsens Hustru, for at have mishandlet sit Plejebarn og foranlediget dets Død og mod Tiltalte Laurine Nielsine Larsen for at have været Medaarsag til sit Barns Død anlagte Sag sigtes de som skyldige i bemeldte strafbare Forhold med Hensyn til Sidstnævntes d. 17 Februar 1867 udenfor Ægteskab fødte og d. 30 October forrige Aar ved Døden afgangne Barn Ane Marie Larsen.

Dette Barn havde Tiltalte Laurine Larsen sat i Pleje hos Tiltalte Svendsens Hustru d. 1 September forrige Aar, og hos denne forblev det indtil dets Ded.

Af de Barnets Lig obducerende Læger fandtes paa dets Legeme en betydelig Mængde Saar formentligen fremkomne ved en aldeles sædvanlig Hudsygdom, der som Følge af en slet Behandling og Mangel paa Pleje efterhaanden havde udbredt sig over en stor Del af Legemet, samt desuden talrige kirsebærrøde Striber, navnlig paa Underextremiteterne, hvilke paa Bagfladerne af Laarene og ned mod Knæhaserne vare saa tætsiddende, at de tildels dækkede og krydsede hverandre, og efter bemeldte Lægers Skjøn vare de omtalte Striber Følger af Slag med et Redskab som et kantet Fiskeben eller et flækket Spanskrør.

Af de foreliggende Oplysninger ses, at Tiltalte Svendsens Hustru modtog det heromhandlede Barn i en i det Hele taget sund og livlig Tilstand uden andre sygelige Tegn end nogle Saar i Hovedbunden, hvori tillige fandtes noget Uvej, men at der kort efter viste sig en begyndende Hudsygdom paa Barnets Legeme, som vedblev at udbrede sig og medførte en tiltagende Sygelighed.

At Tiltalte Svendsens Hustru har ladet Barnet, medens hun havde det i Pleje, lide Mangel paa tilstrækkelig Næring, hvorom der var rejst Formodning under det i Sagen optagne Forhør, kan mod Tiltaltes Benægtelse ikke anses bevist, og ej heller findes det at kunne tilregnes denne Tiltalte som strafbare, uforsvarlige Fremgangsmaader, at hun, saaledes som af hende vedgaaet, for at befri Barnet for Utøj har indgnedet dets Hoved med grøn Sæbe og dereftet børstet det, at hun engang i 1/4 Time bandt det til en lunken Kakkelovn for at forhindre, at Barnet bemægtigede sig Noget under hendes Fraværelse, og at hun har revset det ved at slaa det paa den blottede Bag med sin bare Haand eller paa samme, naar Barnet var iført Underbenklæder, med et Spanskrør.

Derimod maa Tiltalte Svendsens Hustru anses overbevist ved egen, af det iøvrigt Oplyste bestyrkede Tilstaaelse at have gjort sig skyldig i strafbart Forhold mod Barnet ved at lade det mangle den tilbørlige Pleje, som hun har maattet kunne indse, at dets fremadskridende Sygdom udkrævede, ved ikke at skaffe det den Lægehjælp, hvortil hun ikke kan have været i Tvivl om, at Barnet var trængende, og ved ikke i saa Henseende at have foretaget noget afgjørende Skridt, efterat hun selv ansaa Barnet for livsfarligt sygt, idet hun vel henvendte sig til en Districtsforstander under Fattigvæsenet for at faa Lægehjælp, men. da han forlangte at se Moderens Skudmaalsbog eller Daabsattest, og Tiltalte Laurine Larsen vægrede sig ved at skaffe sin Skudsmaalsbog tilveje, opgav at tilvejebringe Læge og lod Barnet de uden at blive tilset af en saadan, og endeligen ved den 23 og 27 October forrige Aar og altsaa paa en Tid, da Barnet var meget sygt og den sidstnævnte Dag endog saa sygt, at heromhandlede Tiltalte antog Sygdommen for livsfarlig, at revse det med et Spanskrør, hvormed hun slog Barnet paa dets blottede, af Sygdommen angrebne Bagdel og Laar.

Det kan ikke antages, at Tiltalte Svendsens Hustru har handlet mod Barnet som ovenommeldt i den Hensigt at fremkalde dets Død, men ligesom hun burde have kunnet indse, at hendes hensynsløse Ligegyldighed ligeoverfor Barnet let kunde forvolde eller dog medvirke til dets Død, saaledes maa det anses godtgjort, at denne er bevirket ved hendes ovenfor omhandlede Fremgangsmaade, idet navnlig det kongelige Sundhedscollegium i en under 3 dennes afgiven Erklæring har yttret, at de foreliggende Oplysninger give Grund til at antage, at slet Behandling af Barnet samt Mangel paa Pleje og sandsynligvis ogsaa paa tilstrækkelig Næring har været den væsentligste Aarsag til, at den Hudsygdom, der optraadte hos Barnet, kort efterat det var kommet i Pleje hos denne Tiltalte, tilsidst antog den ødelæggende Character, som den besad, da det afgik ved Døden, samt derhos antaget, at de udbredte Saardannelser selv have været den umiddelbare Aarsag til Døden.

Hvad Tiltalte Laurine Nielsine Larsen angaar, saa er det bevist ved hendes egen, med det iøvrigt Oplyste stemmende Tilstaaelse, at hun, da Medtiltalte d. 20 October forrige Aar henvendte sig til hende betræffende Lægehjælp til hendes ovennævnte Barn, er, uagtet hun ansaa en slig Hjælp for nødvendig, med Medtiltalte bleven enig om ikke at skaffe nogen Læge til Barnet, men indskrænke sig til Anvendelsen af nogle af hende angivne Midler, fordi hun vilde undgaa at bringe sin hos hendes Herskab beroende Skudsmaalsbog tilstede, hvilket hun mente ikke kunde ske, uden at dette kom til Kundskab om, at hun havde et uægte Barn, samt at hun senere, efter at have set Barnet i en Tilstand, hvorefter hun antog, at dets Liv var i Fare, ej heller har gjort noget Skridt for at bringe en Læge tilstede, efter hendes Forklaring fordi hun antog, at en slig Foranstaltning ikke kunde nytte mere, og saaledes overbevist et Forhold, der ifølge det Foranførte maa anses at have været en medvirkende Aarsag til Barnets Død.

I Medfør af det Foranførte ville de Tiltalte, af hvilke Svendsens Hustru, der er født d. 21 Juli 1843 og ved denne Rets Dom af 1 April 1865 anset efter Forordning 11 April 1840 § 1 med Fængsel paa Vand og Brød i 2 Gange 5 Dage, medens Tiltalte Laurine Nielsine Larsen, der er født d. 22 December 1843, ikke er funden forhen straffet, være at dømme efter Straffeloven, Tiltalte Svendsens Hustru efter §§ 198 og 202 sidste Led og Tiltalte Laurine Larsen efter § 198, og findes Straffen at kunne bestemmes for Feistnævnte til Forbedringshusarbejde i 1 Aar og for Sidstnævnte til Fængsel paa Vand og Brød i 5 Gange 5 Dage.

- - - - - -

Thi kjendes for Ret: De Tiltalte Ane Margrethe Andersdatter eller Andersen, Svendsens Hustru, og Laurin Nielsine Larsen bør straffes, den Førstnævnte med Forbedringshusarbejde i 1 Aar og den Sidstnævnte med Fængsel paa Vand og Brod i 5 Gange 5 Dage. Saa bør og Tiltalte Svendsens Hustru udrede denne Actions Omkostninger og derunder Salair til Actor og Defensor, Procuratorerne Bocher og Alberti, med 8 Rd. til hver, dog saaledes at Tiltalte Laurine Nielsine Larsen deraf in solidum med hende tilsvarer Actionens Omkostninger for sit Vedkommende og derunder 1/4 af ommeldte Salairer. At efterkommes under Adfærd efter Loven.

Højesterets Dom.

I Henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde

kjendes for Ret:

Criminal- og Politirettens Dom bør ved Magt at stande. Etatsraad Buntzen og Advocat Hindenburg tillægges i Salarium for Højesteret hver 20 Rd., der udredes af de Tiltalte paa den med Hensyn til de øvrige Salarier bestemte Maade.

(Ugeskrift for Retsvæsen 1873).

Ballade i Tivoli. (Efterskrift til Politivennen)

Fra den offentlige Politiret. Da Musikdirecteur Balduin Dahl Søndagen den 11te d. M. tiltraadte Dirigentpladsen i Concertsalen i Tivoli, blev han af det tæt i Salen sammenstuvede Publicum modtaget med Tegn paa Bifald og Hurraraab, hvori der dog strax blandede sig Lyden af endeel Piber saavel fra selve Salen som fra den udenfor staaende Samling af Tilhørere. Directeur Dahl lod strax spille "Kong Christian den Niendes Honneurmarche", men Larmen vedblev i den Grad, at Musiken neppe kunde høres, og fortsattes saavel, medens dette Musiknumer spilledes da capo og under de tvende paafølgende Numere som i Mellemrummene imellem samme. Nu fandt den artistiske Directeur sig foranlediget til at henvende sig til den i Nærheden af Concertsalen posterede Politistyrke, og den vagthavende Overbetjent lod da 8 Politibetjente begive sig ind i Salen med Ordre til at betyde Enhver, der peb under Udførelsen af Musiknumrene, at dette ikke kunde tilstedes, og naar Vedkommende desuagtet vedblev at pibe, da at føre ham udenfor, for at hans Navn og Bopæl kunde blive noteret; derimod skulde Betjentene forholde sig aldeles passive ligeoverfor Klappere og Pibere mellem hvert Musiknumers Udførelse. Efter den Tid bleve c. en halv Snees Personer bragte ud af Concertsalen, Pibningen hørte efterhaanden op, og Klapperne over de tilbageblevne Hyssere. Efterat Orchesteret havde forladt Tribunen, blev Directeuren fremkaldt og atter modtaget baade med Hurraraab og med Piben og Hyssen af de endnu tilstedeværende 2 a 300 Mennesker, og en Person der var noget beskjænket, steg op paa et Bord for i en Tale at drøfte Spørgsmaalet: "Lumbye contra Dahl", men han blev forinden han fik iværksat sin Beslutning, af Politiet besørget ned af sin Talerstol og ud af Etablissementet. Først da Lysene efterhaanden bleve slukkede, begav den øvrige Forsamling, der for Størstedelen bestod af berusede unge Mennesker, sig bort fra Salen, dog først efterat have gjort saamegen Støi som muligt ved at klappe med Stolene og Siddeklapperne. Om Aarsagen til den forefaldne Demonstration gave de af Politiet Anholdte en forskjellig Forklaring; Nogle havde pebet og hysset, fordi de nærede personlig Uvillie imod Musikdirecteur Dahl og ikke bifaldt, at han var bleven ansat i den forrige Directeurs Sted; Andre erklærede, at de kun peb, fordi de saae Andre pibe; atter Andre paastod, at de alene peb for at tilkjendegive Klapperne, at de ikke ved at klappe maatte forstyrre Musiken; Larmen var nemlig saa stærk, at man næsten ikke kunde høre der blev spillet. Ved Sagens Forhandling i den offentlige Politiret idag erklærede Dommeren, at Bifalds- og Mishagsyttringer vel ikke ere forbudte i Tivolis Concertsal, men at det dog ikke er tilladt at yttre dem under Musiknumernes Udførelse, og idet han iøvrigt gjorde de Tiltalte opmærksom paa Bestemmelsen i Politivedtægtens § 75 *) advarede han dem imod oftere at handle imod samme og sluttede Sagen uden i nærværende Tilfælde at dictere nogen Bøde, navulig af Hensyn til, at mange flere end de Tiltalte havde været med til at fremkalde den stedfundne Uorden.

*) § 75 lyder saaledes: "Ved offentlige Forestillinger eller andre Forlystelser skulle de Besøgende iagttage Sømnmelighed og Orden og maae ikke ved Støien, Raaben, Vedholdende Bifaldsytringer eller Mishagsyttringer eller paa anden Maade hindre eller afbryde Forestillingen eller Forlystelsen eller forstyrre andre Deeltagere i Nydelsen deraf. Lydelige Meningsyttringer efter Slutningen af en offentlig Forestilling maa ikke vedvare, efterat der med 3 Slag paa en Gongong er givet Signal til dens Ophør."

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 17. maj 1873).

Tivolis Koncertsal. Illustreret Tidende nr. 726, 24. august 1873.

Dirigenten og komponisten Christian Florus Balduin Dahl (1834-1891) var søn af dirigent for Pantomimeorkestret i Tivoli Jens Peter Dahl hvor han som dreng spillede han i Pantomimeteatrets orkester hos sin far. 1864 blev han leder af Tivolis hornorkester (harmoniorkester) og 1873 på Niels W. Gades, J.P.E. Hartmanns og Holger Simon Paullis anbefaling H. C. Lumbyes efterfølger som dirigent i Tivolis koncertsal, en stilling der var vanskelig at overtage efter en så folkekær dirigent som Lumbye. Han mødte da også megen uvilje hos publikum i starten. Pibekoncerterne fortsatte. 1881 blev han f.eks. udsat for en regulær pibekoncert, da han lod orkestret spille Heil dir im Siegerkranz under den tyske feltmarskal Helmuth v. Moltkes besøg i Tivoli. Det var afgjort ikke populært efter nederlaget til Preussen i 1864, hvis hær Moltke stod i spidsen for. Se også indslaget her på bloggen fra 1890 om en koncert på Almindeligt Hospital.

Den nye Concertpavillon i Kjøbenhavns Sommertivoli. Tegnet af B. Olsen. Illustreret Tidende nr. 816, 16. maj 1875.

Lovisa Larsson. (Efterskrift til Politivennen)

Den 29. november 1872 druknede Lovisa Larsson sin dreng der blev født 7. oktover 1870, i Limfjorden. Overretten i Viborg stadfæstede i marts 1873 Fleskum Herredsrets livstidsdom for barnemord over Lovisa Larsson.

Livsstraf. Som igaar kortelig anført blev det svenske Fruentimmer Arrestantinden Lovisa Larsson af Høiesteret idømt Livsstraf for efter forudgaaaende Overlæg at have ombragt sit udenfor Ægteskab fødte, et Par Maaneder over to Aar gamle Barn. De nærmere Omstændigheder ved Sagen vare følgende: Da Arrrestantinden ikke erholdt nogensomhelst Understøttelse af Barnefaderen, maatte hun selv af sin Løn udrede Underholdspengene, der for det første Aar vare bestemte til 28 Rd. og til 34 Rd. for hvert af de følgende Aar, men da hun ikke, som hun havde lovet, den 1ste Novbr. f. A. betalte noget Afdrag paa Underholdspengene for det andet Aar, idet hun efter sin Forklaring havde maattet anvende hele sin Løn til Anskaffelse af nødvendige Klædningsstykker, og Barnets Pleieforældre, Huusfolk, den 18de f. M. krævede hende for et Afdrag, som hun ogsa i lovede at betale den 24de f. M., fattede hun samme Dag, idet hun overveiede, at hun sidst i August Maaned paany var bleven besvangret, og at hun ikke vilde kunne faae nogen Hjælp fra sine Slægtninge i Sverig, hvor hendes Moder, en fattig Huuskone, allerede havde et af Arrestantinden udenfor Ægteskab født Barn til Forsørgelse - den Beslutning, hvis hun ikke kunde faae Penge af sin nuværende Kjæreste, at aflive sit ovennævnte Barn ved at drukne det i Liimfjorden, idet hun tænkte paa den Maade lettest at kunne undgaae Opdagelse. Som Følge heraf og da hun erfarede, at hendes Kjæreste ingen Penge havde, gik hun den 24de November til Barnets Plejeforældre og erklærede, at hun endnu ikke faae sig istand til at betale sin Gjæld; men at hun nu havde bestemt sig til at føre Barnet til Sverig, hvor hun meente at kunne faae det anbragt hos sin Familie, og skjøndt Pleieforældrene, der havde faaet Barnet kjært, tilbød: at beholde det for 24 Rd. eller endog 20 Rd. om Aaret samt at eftergive hende, hvad hun skyldte dem, fastholdt hun sin Beslutning at ombringe Barnet og derved frigjøre sig for Byrden af dets Forsørgelse. Efterat have erholdt sin Huusbonds Tilladelse til at reise til Sverrig med sit Barn og afhentet dette hos Plejeforældrene samt efterat have tilbragt Natten mellem 28de og 29de November i et Huus og den 29de alene at have været i Aalborg, forlod hun omtrent Kl. 2 om Eftermiddagen bemeldte Huus med Barnet og gik ad en Vei ned ad Liimfjorden til, og da hun ved at see sig om, ikke bemærkede Nogen i Nærheden, som kunde iagttage hende, besluttede hun sig til, skjøndt det endnu var høilys Dag, at udføre sit Forsæt. Hun tog derfor sine Sko og Strømper af og afførte Barnet alle dets Klæder med Undtagelse af Skjorten i den Hensigt derved at gjøre dets Gjenkjendelse vanskeligere, hvorpaa hun tog det paa Armene og gik en 6 a 7 Favne ud i Fjorden, indtil Vandet naaede hende til Knæene og lagde derefter Barnet med Ansigtet nedad i Vandet, som strax lukkede sig over det, uden at det gav nogen Lyd fra sig. Efterat have udført Gjerningen, vadede hun tilbage til Stranden, idet hun to Gange saae sig om og første Gang saae Barnets ene Haand bevæge sig over Vandfladen, men skjøndt hun efter sin Forklaring allerede dengang fortrød Gjerningen, gjorde hun intet Forsøg paa at redde det, og da hun anden Gang saae tilbage, skjultes Barnet heelt af Vandet. Liget fandtes den 4de December paa Fjordgrunden af nogle Fiskere. De obducerende Lægers Erklæring gik ud paa, at medens der Intet var fundet, der kunde tyde paa en voldelig Medfart, var der derimod forefundet adskillige Tegn, som hævede det til Vished, at Barnet havde fundet sin Død i Vandet som Følge af Drukning. Efter det Anførte maatte det ansees for tilstrækkelig godtgjort, at Arrestantinden med Overlæg havde skilt det ommeldte Barn ved Livet, og Højesteret billigede derfor, at hun, der er 27 Aar gammel, ved de foregaaende Instantsers Domme i Henhold til Straffelovens 190 var ikjendt Livsstraf.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. maj 1873).

Sluttelig refererede Justitsministeren [Klein] en allerunderdanigst Forestilling angaaende Livsstrafs Eftergivelse for Lovisa Larsson.

Overensstemmende med Indstillingen behagede det Hans Majestæt allernaadigst at eftergive Lovisa Larsson den hende ved Høiesteretsdom af 5te d.M., for med Overlæg at have ombragt sit Barn, i Medfør af Straffelovens § 190 idømte Livsstraf, mod at hun hensættes til Tuglhusarbeide paa Livstid.

(Statsrådsmødet 23. maj 1873).

Barnefødsel i Dølgsmaal og Mord. (Efterskrift til Politivennen)

Barnefødsel i Dølgsmaal og Mord. Sorø, den 4de Januar (B. Av.) En Gaardmandsfamilie her i Jurisdiktionen, bestaaende af Mand, Kone, Datter og Svigermoder, hensidder for Tiden i den herværende Arrest, Datteren som mistænkt for Fødsel  i Dølgsmaal og Barnemord, og de Øvrige for Meddeelagtighed i disse Forbrydelser. Foranlediget ved de Rygter, som gik i Egnen i den sidste Tid, satte Politiet sig i Bevægelse, og da der ved den foreløbige Undersøgelse fremkom begrundet Mistanke, bleve alle de nævnte Personer i Torsdags anholdte omtrent samtidig, hvilket skete paa de forskjellige Steder, hvor de i Øieblikket opholdt sig, og videre Undersøgelse strax anstillet. Det lykkedes ogsaa samme Dag at bringe tilstede Liget af et nyfødt Barn, der blev fundet nedgravet nogle Tommer under Steengulvet i Gaardens Mælkekjælder i en temmelig opløst Tilstand, og Gårdmandsdatteren skal igaar have tilstaaet i Retten, at hun i Slutningen af November Maaned f. A. har født dette Barn og har ombragt det strax efter Fødselen, dog efter et før Fødselen fattet Forsæt.

(Sjællands-Posten (Ringsted) 7. januar 1873).

Om der er tale om samme sag eller ej:

Barnefødsel i Dølgsmaal og Fostermord. Ved Sorø Birks Extraret er der, ifølge "Sorø Avis", den 3die dS. afsagt Dom i en tidligere omtalt Sag, hvorunder en Gaardmandskone i Fjenneslev tiltaltes for Drab, hendes Datter for Fostermord eller Forsøg derpaa i Forbindelse med Fødsel i Dølgsmaal, og en Tjenestekarl for Utugt mod et Pigebarn samt Anvendelse af Trusler for at forskaffe sig Adgang til Utugt. Det er under Sagen oplyst, at da Datteren i afvigte November Maaned havde født et fuldbaaret Pigebarn, lagde hun strax dette i et til Sand bestemt Rum og dækkede lidt Sand over det. Moderen kom lidt senere ud og hørte Barnet græde under Sandet, og da i det Samme en Huusmand kom gaaende, dækkede hun, for at skjule Gjerningen, mere Sand over det, hvorved Barnet blev kvalt, og en halv Time efter bar hun Barnet op paa Loftet og skjulte det i en der staaende Kiste. Det er altsaa Moderen og ikke Datteren, der har dræbt Barnet, men af Datterens Forklaring fremgaaer det, at dette ogsaa vilde være omkommet ved den af hende brugte Fremgangsmaade, og at hun forud havde fattet det Forsæt at dræbe Fosteret, hvis dette blev født levende. Hvad Tjenestekarlen angaaer er det oplyst, at han stadig har staaet i utugtig Forbindelse med Datteren lige siden hun var 7 Aar gammel (hun er nu 19), og at han tildeels har brugt Trusler for at vedligeholde denne Forbindelse. Ved Dommen blev Moderen anseet med Tugthuusarbeide i 8 Aar, Datteren og Karlen med Forbedringshuusarbeide hver i 4 Aar.

(Sjællands-Posten (Ringsted) 21. april 1873).

Kongens Fødselsdag. (Efterskrift til Politivennen)

Fra den offentlige Politiret.

- - -

Den 8de d. M. om Aftenen, da der afholdtes Tappenstreg i Anledning af Hs. Maj. Kongens Fødselsdag, var en meget stor Menneskemasse samlet paa Kongens Nytorv, og der blev fløitet og sunget endeel; men der forefaldt dog ikke anden Uorden af Betydenhed, end at en til Afløsningen hørende Soldat, der fra Torvet passerede ind til Gitterporten ved Hovedvagten, blev afskaaren fra sine Kammerater og blev dygtig klemt samt i nogen Tid forhindret fra at komme ind ad storten, ved hvilken Leilighed han mistede sin Bajonet og fil Gehæng, der dog senere blev rakt ind over Gitteret. Efterat Musiken var ophørt, trak en stor Menneskesværm, der for Størstedelen bestod af Drenge og halvvoxne Personer, under Afsyngelse af Socialistmarchen og andre Sange, igjennem Ny Adelgade, Grønnegade, Gothersgade, Kronprindsessegade, Sølvgade, Østervold, Grønningen, Norgesgade, Kongens Nytorv, Østergade, Høibroplads, Læderstræde osv. til Nytorv. I Læderstræde blev der slaaet en Rude itu hos Marskandiser Israel. Paa Nytorv svingede endeel af Sværmen hen ad Arrestbygningen til og skreg paa "Pio". Blandt disse Høirøstede var Snedkerlærling Peter Emanuel Andersen, som blev anholdt af Politiet, der ligeledes anholdt en svensk Stolemagerlærling Bengt Stolt, som vilde forhindre den Førtes Anholdelse. Stolt fandtes i Besiddelse af en i Læder indsyet Jernkugle af ½ Pds. Vægt, som han erkjendte at have forsynet sig med "for at bruge den til at slaae med, hvis Nogen vilde slaae ham". Den øvrige paa Torvet forsamlede Mængde blev kort efter splittet ad af Politiet, dog ikke førend Betjentene havde gjort Anvendelse af deres Stave, og efter den Tid forefaldt ingen Uordener af Betydenhed. De to Anholdte bleve endnu samme Dags Aften demitterede, men maatte Igaar i den offentlige Politiret vedtage at bøde hver 5 Rdl.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 17. april 1873).