Krüger og Bismarck. (Efterskrift til Politivennen)

Hertugdømmerne. Vi meddele efterstaaende den fuldstændige Beretning i "Dannevirke" for idag om Krüger-Bevtofts Samtale med Fyrst Bismarck. Referatet lyder saaledes:

"Krüger indledede Mødet med at foreslaae Hr. Th. Sabroe til Dirigent. Forsamlingen bifaldt Forslaget. Dirigenten gav derefter Ordet til Krüger, som i et længere Foredrag motiverede den Holdning, han i Rigsdagen havde indtaget til de forskjellige Lovforslag, ved hvis Behandling han havde deeltaget. Om Samtalen med Bismarck oplæste han følgende Beretning, som er nedskreven umiddelbart efterat Samtalen fandt Sted:

"Jeg kommer nu til min Beretning om den Samtale, jeg den 21de Juli havde med den tydske Rigskantsler, Fyrst Bismarck, paa en Soirée i Udenrigsministeriet, hvor han benyttede min Nærværelse til at søge Leilighed til at udtale sig om sit Standpunkt til Pragfredens Artikel V og dens Udførelse. Da jeg ud paa Aftenen stod i en Samtale med flere Rigsdagsmænd, kom han hen til mig, hilste venlig paa mig og tiltalte mig omtrent saaledes:

"Det glæder mig meget at see Dem her i mit Huus som Gjæst, og jeg benytter den dejlighed, De har givet mig til at bevidne Dem min Anerkjendelse for den Energi, Iver og Dygtighed, hvormed De forsvarer Deres vanskelige Sag her i Rigsdagen. De kæmper alene for Deres Sag og danner altsaa et Parti for Dem selv i Rigsdagen, hvorfor jeg holder det for min Pligt at klare Dem mit Standpunkt til Deres parlamentariske Optræden. Det gjør mig da inderlig ondt, at jeg ikke formaaer at give Dem, der staaer faa ene her, en trøstelig Efterretning med hjem, hvormed De kunde glæde Deres Vælgere. Jeg udtaler her aabent og ærligt, at der for Tiden ikke er nogen Udsigt til, at Deres Sag kan blive afgjort. Dette maa De ikke forstaae saaledes, som en der ikke har nogen Mulighed for, at Spørgsmaalet senere kunde blive ordnet, men naar og hvorledes, er jeg ikke istand til at sige Dem. Selv med den bedste Vilje er det mig ikke muligt nu at skaffe denne Sag ud af Verden. Bag ved mig staae 41 Millioner, til hvis Ønsker jeg ogsaa er nødt til at tage Hensyn. De maa heller ikke glemme, at ogsaa Polakkerne komme med nationale Fordringer."

"Jeg svarede, at denne Meddelelse var meget sørgelig og nedslaaende for mig. Men kunde der ingen Forundring skee, saa maatte vi dog idetmindste have Krav paa at faae vor statsretlige Stilling klart ordnet. Vi kunde jo dog umulig til evige Tider blive staaende i vor nuværende midlertidige, i statsretlig Henseende ubestemte Stilling; thi ingen Stilling kunde være fordærveligere, end naar man ikke havde noget fast Holdepunkt og var ude af Stand til at forberede sig paa Fremtiden.

"De har Ret," svarede Rigskantsleren, "men heller ikke derpaa er det mig muligt at give noget Svar."

"Men - indvendte jeg her - ved Ikke-Opfyldelsen af Pragfredens Artikel V kunde ogsaa en anden Factor gjøre sig gjældende. Østerrig havde kun paa den Betingelse givet Afkald paa sin Medbesiddelsesret til Hertugdømmerne, at Befolkningen i de nordlige Distrikter af Slesvig ved egen Villiestilkjendegivelse valgte deres Souverain. Skete det ikke, saa stod hin Medbesiddelsesret endnu ved Magt.

"Østerrig har", bemærkede Rigskantsleren, "kun havt liden Interesse i denne Sag. Østerrig har ikke taget Initiativet til Artikel V, som udelukkende er udgaaet fra Frankrig, og den franske Keiser har kun forlangt meget lidt (her aftegnede Rigskansleren en ganske liden Plet paa Bordet), kun saa meget, at han kunde sige, at hans Afstemningsprincip var constateret."

"Dette var, svarede jeg, meget troligt, og man saae deraf, at Afstemningsprincipet kun var et ydre Skin, en Krænkelse af Folkeretten. Men da Rigskantsleren havde bragt Frankrig paa Tale, og da jeg gjentagne Gange i mine Taler i Rigsdagen havde antaget mig Elsasernes og Lothringernes Sag, saaledes at man havde tillagt mig særlige franske Sympathier, saa maatte jeg her sige, at Frankrig aldrig havde gjort mit danske Fædreland, mine Vælgere eller mig selv noget godt, hvorfor jeg skulde være Frankrig Tak skyldig. Den elsasslothringske Befolknings Sag og Interesser havde jeg alene af den Grund antaget mig, fordi de vare mine Lidelsesfæller, og fordi jeg bedst kunde forstaae den tunge Skjæbne, som Krigsbegivenhederne havde bragt over dem. - "Frankrig", vedbliv jeg. "er gaaet til Grunde. Hvorfor? Fordi det den Gang ikke forstod det danske Spørgsmaals Omfang og Betydning. Det har rolig seet paa, at gamle Besiddelser, som tre Stormagter havde garanteret, bleve løsrevne fra Danmark. Derfor har Franklig mistet Elsas og Lothringen. Heller ikke England vilde nogensinde være kommen i den jammerlige, ydmygende Stilling overfor Nordamerika, dersom det paa Londonconferencen havde viist, at det nærede Agtelse for Retten. Dog dette skal jeg ikke her udvikle nærmere; Deres Durchlauchtighed forstaaer det bedre end jeg."

"Ja, De har Ret," svarede Rigskansleren. "Jeg deler ganske Deres Opfattelse. Jeg gjentager det, De har Ret. Hold kun ud. Bliv kun ved som hidtil. De skal ikke afholde Dem fra at rette de allervanskeligste Spørgsmaal til mig, endnu vanskeligere, end De hidtil har fremført. Og dog vil jeg ikke kunne svare Dem. Men De har ikke alene Ret, De har ogsaa en Pligt til at forsvare Deres Vælgeres Tarv, saaledes som De hidtil har gjort. De kjender Deres Pligter. Den Forsikkring giver jeg Dem, at om De end optræder aldrig saa skarpt, skal jeg ingensinde tage Dem det ilde op. De er mig til enhver Tid velkommen."

"Saaledes endte denne Samtale, som fra den tydske Rigskantslers Side blev ført med den største Oprigtighed og Hjertelighed i mange tydske Rigsdagsmænds Paahør."

Efterat Krüger endnu havde knyttet nogle Ord til denne Samtale og yderligere udtalt sig om forskjellige Spørgsmaal, vedrørende hans parlamentariske Stilling, uden at nogen af de Tilstedeværende paa Dirigentens gjentagne Opfordringer havde ønsket at interpellere ham, hævedes Mødet af Dirigenten med et rungende nidobbelt Hurra for Krüger.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 12. juli 1873).

Krygers Dom over Bismark. I "Silkeborg Avis" meddeler en Mand der fra Byen, som i Ferien har havt Lejlighed til at tale med Kryger, at denne, efter sit Udsagn til Meddeleren, havde under den noksom bekjendte Samtale i Berlin om det nordslesvigske Spørgsmaal, foruden vel ogsaa fra tidligere Lejligheder, faaet et meget gunstigt Indtryk af Rigskantsleren. "Jeg fskal", skriver Meddeleren, "bemærke, at jeg af at høre Krygers Fremstilling har faaet en ganske anden Forestilling om Bismarks Karakter og Optræden end jeg - og jeg troer med mig mange Danske - hidtil have havt. Han er efter Krygers Fremstilling meget aaben og ærlig; Kryger betragter det som en Umulighed for ham at kunne sige Noget, som ikke var hans Hjertens Mening. Og naar man derfor har sagt, at Bismark har villet smøre Kryger om Munden med sine Udtalelser under deres Samtale, saa siger Kryger, at der skal mere end satanisk Hykleri til for at kunne optræde paa den Maade, som Bismark gjorde det, naar det ikke skulde være ment. To Hovedpunkter i Samtalen ere navnlig vigtige for Kryger som Nordslesvigernes Repræsentant. Det første er, at Bismark erklærer Kryger for at han danner en Fraktion; derved opnaaer Kryger, at kunne forlange Ordet, naar han vil, hvilket Præsidenten hidtil har nægtet ham. Det Andet er, at Bismark har erklæret, at § 5 endnu staaer ved Magt, medens Krigspartiet, som jo staaer Bismark imod, har igjennem Embedsmandene i Nordslesvig ladet udbrede, at den nuværende Tilstand i Nordslesvig var forblivende, at der altsaa ikke kunde ventes nogen Afstemning og dermed følgende forandrede Forhold. Hvad Kryger iøvrigt privat udtalte til mig om sin Fremtidspolttik, bør jeg ikke være saaa indiskret at fremkomme med. Kun saameget tør jeg sige, at da Bismark omtalte de 41 Millioner, som hindrede hans Opfyldelse af § 5, saa henvendte Kryger sig til Lasker, den, der er som Talsmand for disse 41 Millioner, og bebudede ham. at nu, da Regeringen havde erklæret sig insolvent overfor Krygers Sag, vilde han fremtidig i Lasker angribe de 41 Millioner".

(Aarhus Amtstidende 6. august 1873).

En Fattigforsørgelsessag. (Efterskrift til Politivennen)

Af Borgmester Schjørring i Skjelskør.

En ung Tjenestekarl ved Navn Anders Hansen reiste for nogle Aar siden herfra til Falster for at søge Arbeide. I October 1871 meddeelte man ham paa Begjæring Attest for, at han ikke havde nydt Fattigunderstøttelse her, og det kunde saaledes formodes, at han var ifærd med at gifte sig, skjøndt han kun var 22 Aar gammel, men noget overrasket blev Byraadets Fattigudvalg, da det allerede i Marts 1872 modtog Anmeldelse om, at Fattigvæsenet i Onslev-Eskildstrup Sognecommune havde taget ham med Familie under Forsørgelse for det herværende Fattigvæsens Regning, og at denne Familie bestod af ikke mindre end Kone og 4 Børn. Paa Forespørgsel herfra oplystes det, at "den Pige", med hvem han havde indgaaet Ægteskab, havde 3 uægte Børn i Live, dengang Lysning skete, og at hun inden Vielsen, som fandt Sted den 1ste Decbr., var nedkommen med et fjerde Barn, hvortil A. Hansen var Fader. Ved Ægteskabet var denne talrige Families Forsørgelse lykkelig og vel overført fra Onslev Sogn til Skjelskør Fattigvæsen, og herved var foreløbig Intet at gjøre, skjøndt Sagen saae noget mistænkelig ud. Kort efter kom Konen i Forbedringshuset for Tyveri, og Børnene anbragtes hos Plejeforældre. Manden forblev nogen Tid i Hjemmet, men pludselig forsvandt han, efter først at have solgt Sengklæderne og det andet Bohave, og man har ikke senere hørt noget til ham. Efterat Konen var løsladt af Straffeanstalten, blev hun efter Forlangende herfra hjemsendt hertil for at indlægges paa Fattighuset tilligemed det ene Barn; to Børn forbleve i Pleie paa Falster for en moderat Betaling, og det fjerde, som hun havde med A. Hansen, døde i Vinter inden Hjemsendelsen. Der blev nu efter Fattigudvalgets Begjæring optaget et Forhør over Konen for at faae nogen Oplysning om Sogneraadets Adfærd i denne Sag, og ret mærkelige Ting fremkom, men desværre kunde Forhøret ikke fortsættes paa Falster, da Maribo Amt lod sig nøie med at tilveiebringe nogle Erklæringer fra Sogneraadet og Præsten, men øvrigt "ikke fandt Anledning til at foretage videre i Sagen." Fuldkommen oplyst er Sagen saaledes ikke bleven, men de afgivne Erklæringer, sammenholdte med Forhøret, kaste dog tilstrækkeligt Lys over den for Enhver, der forud har lidt Bekjendtskab til commuuale Finesser, og nogle Meddelelser herom ville sikkert ikke være uden Interesse paa en Tid, da Fattiglovgivningens Revision staaer paa Dagsordenen. 

Anders Hansen var i Høsten 1871 flyttet ind til den under Sagen omhandlede "Pige", Ane Margrethe Hansen, og paa Grund af dette forargelige Samliv bleve de efter Anmeldelse fta Sogneraadet indkaldte til Forhør i Nykjøbing. Her afgav A. Hansen den Erklæring, at det var hans Hensigt at ægte Pigen, og fra den Tid af har Sogneraadet trofast hjulpet ham til at overvinde alle Hindringer herfor. Ane Margrethe har i Forhøret herom udtalt sig saaledes:

"Navnlig vare Sogneraadsmedlemmerne Teglbrænderne H. P. og Gaardeier L. P. flere Gange hos Comparentinden for at formaae hende og A. Hansen til at indgaae Ægteskab og gave Løfte om, at A. Hansen skulde faae 15 Rd , naar han vilde ægte Comparentinden, hvorhos de antydede, at Præsten ikke vilde tage Noget for Nielsen... Paa Grund af dette gjentagne Ønske om Penge, som kunde sætte dem istand til at afholde Udgifterne ved et Bryllup, hvortil de ellers ikke vilde have været istand, gik A. Hansen en Løverdag tilligemed 2 Mænd op til Capellan Hofman (Bang) for at bestille Lysning. Capellanen anmodede A. Hansen om at sende en Skudsmaalsbog, der beroede hos Gaardmand A. M., og lovede A. Hansen 3 Mk., naar han vilde bringe Bogen hurtig tilbage. A. Hansen kom imidlertid ikke med Bogen, men senere kom Sogneraadsmedlem H. P. hen til ham og spurgte, hvorfor han ikke havde bragt Bogen op til Præsten, da han dog havde lovet 3 Mk. derfor. De 2 Mænd, der fulgte med A. Hansen, gav Capellanen 8 sk hver for deres Uleilighed. - De to nævnte Sogneraadsmedlemmer kom ofte ind til Comparentinden for at paaskynde Ægteskabet, og en Dag fortalte de, at nu havde de i Sogneraadsmødet endelig bestemt, at der skulde betales hende og hendes tilkommende Mand 10 Rd. forinden Brylluppet, medens de 5 Rd. vilde blive betalte, saasnart Vielsen var fuldbyrdet, men hvis Bryllupet ikke kom istand, vilde de 10 Rd. blive hende fratrukket i de Underholdningspenge, hun fik af Sognet til sine Børn. Efterat der var gaaet 6 Uger fra Lysningen kom Sogneraadsmedlemmerne igjen og opfordrede hende og A. Hansen til uopholdelig at holde Bryllup, hvortil A. Hansen bemærkede, at det jo ikke hastede saa stærkt, da der jo kunde ventes 12 Uger efter Lysningen, men dertil svarede Sogneraadsmedlemmerne, at de jo ligesaa godt kunde holde Bryllup strax, og tilføiede, at Brylluppet jo ikke kostede Noget, da Præsten gjorde det gratis. Comparentinden og A. Hansen besluttede sig da til at holde Bryllup, og Pengene blev dem udbetalte efter Løfte."

Ligeoverfor denne Forklaring har Sogneraadet hævdet, at det kun er af moralske Hensyn, at det har viist en saa mærkelig Activitet for at faae dette Ægteskab istand. "At vi, efter at Anders Hansen havde erklæret for Øvrigheden, at han vilde ægte Ane Margrethe Hansen, søgte at fremskynde Vielsen, for at saaledes deres uordentlige Samliv kunde faae lovligt Stempel, det ansee vi for at være fuldkommen lovligt, idet vi saaledes stillede os paa samme Standpunkt som vor Øvrighed." Historien med de 15 Rd. kan det ikke benægte, men dette var kun en "Extrahjælp", der blev ydet Ane Margrethe Hansen, fordi hun manglede de allernødvendigste Huusgeraadsgjenstande. Vedkommende Præst kan heller ikke nægte, at han ikke alene har aftalt med Kirkesangeren, at de vilde give Afkald paa Offer ved dette Bryllup, men at han endog har været saa genereus at give A. Hansen 3 Mk. for at skaffe sin Skudsmaalsbog tilveie og hver af Forloverne 8 sk for deres Ulejlighed. Altsaa Bryllup gratis og Penge ovenikjøbet! Hans Motiv til denne i Sandhed sjeldne Ædelmodighed har imidlertid ligeledes været det moralske, at han vilde opnaae en Ende paa det forargelige Samliv. Dette maa nu for Præstens Vedkommende staae ved sit Værd, men om det meget moralske Sogneraad vilde have viist samme Iver, selv om der ikke "tillige" havde været den Omstændighed tilstede, at et saadant Ægtestab vilde lette Sognet for en stor Byrde og kaste den over paa en anden Commune, maa jeg meget betvivle. Og derhos fortjener det dog ogsaa at fremhæves, at selv om man gaaer ud fra det anførte Motiv, er det nok meget tvivlsomt, om en saadan Iver for at faae et saadant Ægteskab indgaaet er god og heldig. Jeg skal ikke forsvare nogetsomhelst forargeligt Samliv, og Øvrigheden er i sin lovlige Ret, naar den skrider ind og paabyder dets Ophør eller i modsat Fald anvender Straf - gid kun her alle Samfundsklasser virkelig vare lige for Loven! Men Ingen bør true eller friste eller nyde Folk til i den treenige Guds Navn at indgaae et saadant Ægteskab som det, der her er Tale om, thi det er meget mere "forargeligt" end et Samliv "paa Polsk", om det end, som Sogneraadet saa skjønt udtrykker sig, har lovligt Stempel. Man maa ikke lade sig vildlede af, at A. Hansen i Retten havde erklæret, at det var hans Hensigt at ægte Pigen. Enhver Forhørsdommer veed, at dette er den stadige Undskyldning, som altid anføres, fordi den ligger lige for Haanden; slige Personer ville altid gifte sig, kun er der stadig Noget i Veien med deres "Papirer". Brudgommen var en ung letsindig Karl paa 22 Aar; Bruden var en halv Snees Aar ældre, havde født 4 uægte Børn og var høit frugtsommelig med det 5te. Et Par Maaneder efter var hele Familien under Fattigvæsenet og Konen i Forbedringshuset; derpaa forsvandt Manden efter først at have solgt Sengklæderne. Dette er i Sandhed et saadant Vrængebillede af et Ægteskab, at Enhver, der med Raad og Daad har virket til at faae det istand, synes at maatte føle en levende Fortrydelse derover.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 21. juni 1873).

Vælgermøde. (Efterskrift til Politivennen)

Vælgermøde. I Aften Kl. 7 holder Kaptajnløjtnant J. E. Tuxen Møde med sine Vælgere i Prinsessegades Skolelokale. Den ærede Rigsdagsmand skiller sig altsaa for saa vidt fra de andre københavnske Rigsdagsmand, at han dog nedlader sig til at holde Møde med sine Vælgere og gøre dem Regnskab for, hvad der foregaaet paa Rigsdagen, men vi tvivler om, at hans Vælgere vil finde sig synderlig tilfredse med hans Virksomhed. Arbejderne vil navnlig ikke have glemt, at han ved det sidste Valg afgav forskellige Løfter om, hvor meget han vilde udrette for dem, men i Rigsdagstidenden foreligger Intet om, at han endogsaa blot har forsøgt at udrette Noget. Det vil derfor være af den højeste Interesse for de kristianshavnske Arbejdere at forvisse sig om, hvorledes de opfatter denne Færd, og vi haaber, at Arbejderne vil give talrigt Møde for at udtale deres Dom over deres Rigsdagsmands Virksomhed.

(Socialisten 18. juni 1873).

Der er muligvis tale om Nicolai Elias Tuxen (1810-1891) teknisk direktør ved orlogsværftet. Tuxen blev i 1848 valgt i Nyboder til medlem af den grundlovgivende rigsdag. Medlem af folketinget 1852-54 for Københavns 9. kreds, 1855-58 for Frederiksværk. Fra 1856 af rigsrådet og fra 1873 og til sin død kongevalgt medlem af landstinget. Han tilhørte partipolitisk højre. Nicolai Elias Tuxen (1810-1891). Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af opphavsret.

Til det af Folkethingsmanden for Kjøbenhavns 9de Valgkreds, Marinecapitain J. E. Tuxen, igaar Aftes Kl 7 i Prindsessegadens Skolelocale indvarslede Vælgermøde havde der indfundet sig 150 - 200 Deeltagere, hvoriblandt endeel Socialister. Efterat den paa Forslag af Capt. Tuxen valgte Dirigent, Skoleforstander Helms, havde opfordret Forsamlingens Medlemmer til at respectere hverandres Meninger og lade Enhver frit komme tilorde, uanseet om han hørte til Fleertallet eller Mindretallet, gav han Ordet til Hr. Tuxen, som fremhævede, at han havde indbudt til Mødet i Henhold til en ved Valghandlingen i Efteraaret til ham rettet Opfordring, og at han havde valgt en Tid, paa hvilken det ogsaa vilde være muligt for Arbeiderne at være tilstede. I et udførligt Foredrag dvælede han derefter ved den sidste Rigsdagssamling, der, som det efter Forholdene havde været at vente, væsentligt havde beskjæftiget sig med Partistridigheder. Havde det forenede Venstre viist Maadehold, vilde det have havt en betydelig Styrke, men det havde ladet det mangle herpaa, og derfor havde det ikke seiret, saaledes som det ellers kunde have gjort. I Skolesagen var Regieringen optraadt med større Styrke imod Oppositionen, end det var absolut fornødent, medens det vilde have været e heldig Basis for en Opløsning af Folkethinget, dersom Regjeringen havde ladet det forenede Venstre strax forkaste Skoleloven. De af dette Parti indbragte Lovforslag pegede bestemt hen paa, at det var et Landboparti, og at det ikke var det store Arbeiderspørgsmaal, der havde samlet det; der var tvertimod flere herhenhørende Spørgsmaal, der vare komne Folkethingets Majoritet ubelejligt. Venstre kunde have gjennemført de Spørgsmaal, hvorom dets Lovforslag dreiede sig, dersom det havde viist sig moderat, idet der fra Regjeringens Side, navnlig fra Cultusministerens, vistes Imødekommen, men Folkethingets Fleertal holdt skarpt paa sine Forslag i deres Heelhed. Særligt bebreieede Taleren Venstre de af det vedtagne motiverede Dagsordener, Adressen til Kongen samt Forsøget paa at nægte Finantsloven. Hvad angik det omtvistede Spørgsmaal om Regjeringens Ret til at udstede provisoriske Finantslove, var efter hans Anskuelse forsvarligt, om Regjeringen, naar Rigsdagen ikke var samlet, en kort Tid regerede med en af den udstedt midlertidig Bevillingslov, hvorimod Regjeringen ikke burde udstede en virkelig provisorisk Finantslov. Det var en Feil af Regjeringen, at den tog imod Finantsloven, saaledes som den var vedtagen af Folkethinget, der sikkert ikke vilde have forkastet Loven, hvis den var bleven sendt tilbage fra Landsthinget. Den Omstændighed, at Regjeringen udtog det enkelte Spørgsmaal om Bevillingen til et Pandserskib af Finantsloven og gjorde det til Gjenstand for et særligt Lovforslag, stødte mange Medlemmer, der ellers kunde have ønsket at støtte Regjeringen, bort, og det omtalte Lovforslag blev derfor forkastet.

Hvad angik Spørgsmaalet om en parlamentarisk Regjering havde Fordringen herom ingen Hjemmel i vor Forfatning, ialfald ikke i den Betydning, at Regjeringen skulde udgaae af Folkethingets Flertal, og Venstres Krav herpaa var et af disse umaadeholdne Forlangender, der vare farlige, idet det var fornødent, at de tre Faktorer i Lovgivningsmagten viste Maadehold, hvis vor frie Forfatning ikke skulde udsættes for Farer.

Taleren nævnede dernæst flere af de vigtigste i afvigte Samling behandlede Love og beklagede derunder, at man ikke var bleven færdig med Forsvarslovene. Særligt beklagede han dette for Flaadens Vedkommende, idet denne stærkt trængte til at udvikles, ligesom han fandt de af Regjeringen i denne Henseende stillede Krav billige, hvorimod han under Skibsbygningens og Artilleriets nuværende hurtige Udvikling ikke fandt det rigtigt, at Regjeringen havde opstillet en Flaadeplan for flere Aar. Heller ikke Planen for Kjøbenhavns Befæstning havde hans fulde Samstemning.

Hvad Arbeiderspørgsmaalet angik, havde det to Sider, nemlig Afhjælpningen af en øjeblikkelig Trang og det Formaal at hæve Arbeideren høiere op i Samfundet. Til det sidste Øiemed kunde Rigsdagen medvirke ved Love, men kun efterhaanden; hvad Trangen angik - der var større tidligere end nu - var det meget vanskeligt for Rigsdagen at blande sig i dens Afhjælpning, men han skulde gjøre opmærksom paa, at Finantsudvalget var gaaet i Spidsen med et godt Exempel ved, overalt hvor det var muligt, at skaffe Statens Arbeidere bedre Vilkaar.

Den politiske Situation var ikke hyggelig. Naar Rigsdagen atter kom sammen, vilde Folkethingets Fleertal, hvis der ikke forinden paa en eller anden Maade skete en Forandring, sandsynligviis gaae imod Regjeringen, paany styrket om ikke forstørret i Antal, og da vilde det neppe vare længe, inden der ville finde en Appel Sted til Vælgerne. 

Sluttelig takkede Taleren Forsamlingen for den Opmærksomhed og Taushed, hvormed den havde hørt hans Foredrog. Efter Talen lød der Bravoraab, blandede med Hyssen, og et for Capitain Tuxen udbragt Leve, blev modtaget paa samme Maade. 

Internationales Formand, Cigarmager Johnsen fik derefter Ordet og krævede Kirken adskilt fra Staten, Pension af Staten for Arbejderne ligesaa fuldt som for Embedsmændene. Valgret ogsaa for dem, der have nydt Fattigunderstøttelse m. v. Enhver burde have sit Ophold, saa at han kunde leve, enten han var Embedsmand eller ikke. Den nuværende Regjering skulde og maatte falde; derom kunde der ikke være to Meninger (Jo! - NU!); navnlig angreb han Regjeringen for de "berygtede" Arbeiderskemaka, hvorved man havde "nedsat Arbeiderne under Dyrene" ved at forlange Oplysninger om deres private Liv. Han opfordrede Tuxen til at udtale sig om disse Skemata.

Tuxen fandt, at de vare gaaede formeget i Details. og frygtede, navnlig efter den Maade, hvorpaa de sikkert ofte vare blevne udfyldte, at der ikke vilde komme noget stort Resultat ad af dem; men han havde Intet havt imod at bevilge en ringe Sum til Nedsættelsen af en Commission angaaende Arbejderforholdene. Efter Opfordring af Tandlæge Nielsen udtalte han sig korteligt om Møntloven, ved hvis Vedtagelse den sunde Fornuft lykkeligviis havde seiret, og om Fabrikloven, som han ansaae for en god Lov. Tandlæge Nielsen meente, at Fabrikloven vilde være af stor Betydning for Arbeiderbefolkningen. Dette benægtedes af Cigarmager Johnsen, som paastod, at den tillod Børns Arbeide i Fabriker, og erklærede, at den var "stillet paa Skruer", saa at den kunde bruges som man vilde det. Han klagede over, at hele Lovgivningen lagde et Tryk paa Arbeideren, og særligt over, at Grundlovens § 88 (om Forsamlingsfrihed) blev traadt under Fødder. Den lovgivende Magt burde virke den til, at Arbeideren fik et saadant Udbytte af sit Arbeide, at han kunde føre et ordentligt Liv (Modsigelser og Bifald); navnlig burde Arbeiderens Børn have samme Undervisning som den Riges, ligesom Staten endvidere burde støtte Oprettelsen af Productionsforeninger og give sit Arbeide directe til Arbeiderne istederfor til Entrepreneurer. 

Cand. juris Hørup forsvarede det forenede Venstre imod Tuxen, og haabede, at Kjøbenhavn ikke længere vilde støtte sig til en "vissen og gusten reactionair Bevægelse". Typograph Løber, der modtoges med stærk Larm, paastod, at Hørup , da han ved de sidste Folkethingsvalg stillede sig i Frederikværk, først havde sluttet sig til det forenede Venstre efter forgjæves at have søgt Understøttelse hos to andre Fractioner, hvilket Hørup erklærede for Usandhed. 

Tuxen imødegik Hørup og takkede sluttelig Deeltagerne, fordi de havde indfundet sig til Mødet. Efter at endnu Tandlæge Nielsen under endeel Larm havde udtalt Ønske om, at maa overfor alle de 39 Folkethingsmænd, der stemte imod Finantsloven, vilde følge det af Vælgere i Korsør overfor Redacteur Tauber givne Exempel, sluttedes Discussionen Kl. 8½ hvorpaa Dirigenten udbragte et med gjentagne Hurraraab besvaret Leve for Fædrelandet. Endeel af Forsamlingen udbrød i et Leve for det forenede Venstre og gik derpaa bort under Afsyngelsen af Socialistmarchen.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 19. juni 1873. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld. Den originale artikel bestod af et afsnit)

Knud Gamborg: Et vælgermøde i en sjællandsk krostue. Illustreret Tidende nr. 738, 16. november 1873.

Vælgermøde. Ved det af os i vort Gaarsnumer kortelig omtalte Vælgermøde, hvortil Kaptajn Tuxen, Folketingsmand for Københavns 9de Kreds, havde indbudt, blev Ordet først givet til denne, efterat Skoleforstander Helms var valgt til Dirigent. Hr. Tuxen begyndte med at give en meget detailleret Oversigt over den forløbne Rigsdagssession; han beklagede, at der ikke var udrettet mere, og Skylden herfor var de Partistridigheder, der havde fundet Sted og Venstres "Mangel paa Maadebold". Til Slutning udtalte han sin Glæde over, at Regeringen, som han gjorde ensbetydende med "den sunde Fornuft", og hvortil naturligvis den ærede Folketinqsmand selv hørte, endnu sad ved Roret, skønt han maatte indrømme, at den sandsynligvis næste Aar maatte gaa sin Vej. Skønt Hr Tuxens Kærlighed til den bestaaende Regering var meget fremtrædende, undlod han dog ikke at rette milde Bebrejdelser til den, navnlig fordi den havde antaget den af Folketingets Flertal vedtagne Finanslov. Cigarmager Johnsen interpellerede Folketingsmanden og spurgte ham navnlig om, hvorledes han stillede sig til de berygtede Arbejderskemaer, hvortil Hr. Tuxen gav det forunderlige Svar, at han var enig med Johnsen i, at de ikke duede, men at han paa den anden Side dog var villig til at give Penge til en Kommission, der skulde undersøge dem. Cigarmager Johnsen betegnede det Forunderlige i Hr. Tuxens Svar og fremhævede dernæst under en stor Del af Forsamlingens Bifald den undertrykte Stilling, hvori Arbejderne lever og bebrejdede stærkt en Folketingsmand for en saa talrig Arbejderkreds, som den Hr. Tuxen repræsenterede, at han ikke hele Sessionen havde gjort det Mindste for Arbejderne Da en Storborger fra Gulvet spurgte. hvad man da skulde gøre for disse Arbejdere, svarede Johnsen, man skulde give Arbejdernes Børn Adgang til den samme Undervisning som de Riges; man skulde give Arbejderne selv det fulde Udbytte af deres Arbejde; det var Statens Pligt at understøtte Produktionsforeninger og give selve t[]tens Arbejde til Arbejderne selv og ikke til en eller anden Arbejdskøber, for at han kunde høste Lønnen af det Arbejderne sled for. Kandidat Hørup imødegik paa det forenede Venstres Standpunkt stærkt Hr. Tuxen Han viste klart og tydeligt, at det var saa langt fra, at Venstre viste Mangel paa Maadehold, at det netop var Regeringen og dens lydige Tjenere i Højrepartiet og Hovedstadspressen, der viste denne Mangel; idet de ikke havde vanærende Ord nok, naar de betegnede Venstres Virksomhed, hvorimod de søgte at hæve sig selv op paa Piedestalen, og lod haant om de Røster, der højt og lydeligt udtaltes af Folkets Flertal. Han fremhævede, at Mistillidsadressen til Regeringen var et Skridt, der var hjemlet t Grundloven, og han viste det Utilbørlige i, at Folketingsmanden turde benævne et Skridt, der har sin grundlovsmæssige Hjemmel, og som talrige Adresser fra hele Landet havde vist at have fundet Sympati hos Folkets Flertal, som Noget, der tydede paa Mangel paa Maadehold. Det Svar, Regeringen havde givet paa denne Adresse, var derimod i høj Grad upassende, og det fortjente, at Folketingets Flertal havde nægtet en Regering, der gav et saadant Svar, Midler til at regere; han beklagede, at der her var indtruffet en Spaltning i Venstre, men var overbevist om, at næste Gang vilde man ikke vige tilbage for et saadant Skridt. Hr. Tuxen forsøgte paa at imødegaa disse Udtalelser; men den Bestemmelse af "maadeholdne" og "ikke-maadeholdne" Adresser, som Hr. Tuxen paa staaende Fod opfandt, syntes ikke rigtig at slaa an hos den Del af Forsamlingen, der sympatiserede med Hr. Tuxen, hvorimod den hos den anden Del kun fremkaldte Latter. De foregaaende Talere var af Forsamlingen bleven hørt med nogenlunde Ro; men da Hr. Løber og Hr. Tandlæge Nielsen nu troede, at Lejligheden var kommen for dem til ogsaa at give deres Besyv med i Laget, opstod der en saadan Larm, at Tandlæge Nielsens Ord slet ikke kunde høres, hvorimod det ved overvættes Anstrængelse fra Dirigentens Side lykkedes at skaffe Hr. Løber Lejlighed til at sige, at Kandidat Hørup, før han sluttede sig til Venstre, havde søgt andre Partier, Noget som Hr. Hørup imidlertid betegnede som fuldstændig Usandhed, hvorefter Cigarmager Nielsen tillod sig at spørge Løber om, hvordan hans Opførsel burde betegnes, da han først stillede sig imod Krigsminister Thomsen og dernæst anbefalede ham. Efter nogle faa Udtalelser fra Hr. Turens og Dirigentens Side sluttedes Mødet, og for dog at gøre Noget, udbragte Tandlægen et Leve for Fædrelandet, der efterfulgtes af et Leve for "det forenede Venstre", der blev modtaget med stærke Hurraraab.

(Socialisten 20. juni 1873).

Lodskrigen i Øresund. (Efterskrift til Politivennen).

En Lodskrig i Øresund. I forrige Uge omtaltes i flere Blade, at en svensk Lods var bleven ført til København som beskyldt for at have drevet ulovligt Lodseri i Sundet. Det er bekendt, at den danske Regering for nogen Tid siden særlig har paataget sig at vaage over, at danske Undersaatter ikke forulempes af svenske i Udførelsen af deres Hverv, og vore national-liberale Organer har pligtskyldigst prist Regeringen for dette Skridt, uden i mindste Maade at bemærke, at det er en Selvfølge, at svenske Lodser heller ikke forulempes af danske. At Retten nemlig ikke er aldeles udelukkende paa de Danskees Side, som vore Hovedstadsblade vil fremstille, det tror vi at kunne vise ved følgende Udtalelser i et svensk Blad: "I Mandags Efteemiddags i forrige Uge hændtes det, at en svensk Baad med en svensk Lods fra Skanør blev taget og ført paa Slæbetog med til København af en større dansk Lodsbaad, hvori der foruden Besætningen befandt sig to danske Politibetjente. Da den danske Lodsbaad med sin Prise passerede forbi det svenske Dampskib "Hamlet", udbragte Danskerne haanlige Hurraraab, forat tilkendegive deres Triumf over Sejren. De svenske Passagerer paa "Hamlet" blev naturligvis i høj Grad opbragte over en saa uforskammet Opførsel. Imidlertid førtes den tapre svenske Lodsbaad til København, hvor Lodsen visiteredes, hvorved alle hans Penge blev ham frataget, og han blev tvungen til at underkaste sig et Forhør, som varede til langt ud paa Natten. Manden maatte afgive sine Lodsprenge og maatte desuden give en Bøde, hvorefter han førtes til sin Baad, eskorteret af Politi, forat ikke de danske Lodser skulde overfalde og mishandle ham. Dette er et i høj Grad oprørende Tilstande. Danskerne har her vist en stor Hensynsløshed. Deres Lodser sendes upaatalt med danske Skibe ind paa svensk Grund og fortjener der Tusinder Rigsdaler, men naar en svensk Lods følger et engelsk Skib, som det nylig var Tilfældet, fra den svenske Kyst til København, saa bliver Svenskerne arresteret af de danske Politimyndigheder, kastes i Fængsel, dømmes til at miste sine fattige Lodspenge og maa desuden betale store Bøder. Paa den svenske Kyst har Danskerne Lov at gøre hvad de vil, men svenske Lodser, som fører svenske eller fremmede Fartøjer til danske Havne, gribes og behandles som grove Forbrydere. Det er paa høje Tid, at der fanes en Grænse for denne "Lodskrig i Øresundet", som Kystbeboerne kalder den. "Af en lille Gnist kan en stor Ild opstaa", og her er der virkelig Fare derfor. De danske Lodsers Fremgangsmaade understøttes af de danske Myndigheder og Regeringen ser igennem Fingre med disse Overgreb." Bladet opfordrer derefter den svenske Regering til kraftig at gribe ind, og vi maa indrømme, at selv om denne Fremstilling af Sagerne maaske er lidt overdreven, saa er der dog vistnok stor Grund for de svenske Lodser til at fordre den samme Behandling af danske, som de yder disse. I ethvert Tilfælde maa den Haanlatter, som de danske Lodser og danske Politiembedsmand brugte, da et svenskt Skib passerede forbi dem, i høj Grad misbilliges. Det vidner om, hvorledes en forskruet Nationalitetsfølelse er i Stand til at befordre Opvækkelsen af slette Lidenskaber hos Menneskene.

(Socialisten 17. juni 1873).

De fleste andre danske aviser var som nævnt forargede over de svenske lodser, støttede at politiet opbragte dem, førte dem i arrest, fratog dem lodspenge og gav dem bøder. Sagen havde forbindelser til Øresundstoldens ophævelse i 1857: Drogden var det eneste fyroplyste farvand gennem sundet. De private svenske lodser brugte som oftest denne vej og kom derved i konflikt med de danske lodser i Helsingør som hidtil havde haft monopol pga. Øresundsløsningen og overvågningen af øresundstolden. Øresundsløsningen indebar at det var Danmarks ansvar at holde fyr og sømærker. Fhv. kommandørkaptajn Ramsten, kaptajnløjtnant for Malmö lodserne var en af organisatorerne bag de private svenske lodser. Lodskrigen optrappede yderligere da den danske kanonbåd "Villemoes" sejlede ½ mil fra Falsterbo fyrskib og advarede en svensk lods. Samtidig opererede danske lodser helt uantastet tæt på den svenske kyst.

Lodskrigen i Øreund. Under 8de d. M. har Kong Oscar anordnet, at Flinterenden til Fremme af Sejladsen i Oresund ufortøvet ved Lodsbestyrelsens Forsorg skal fuldstændig afprikkes efter en derom udarbejdet Plan, samt at der skal udlægges et Fyrskib paa et passende Sted ved den sydlige Ende af Kalkgrunden. I Forbindelse hermed har Kongen paalagt Lodsbestyrelsen skyndsomst at træffe Forberedelser til Anskaffelse af et nyt Fyrskib, samt at indkøbe et passende Skibsskrog, der kan forandres til Reserve-Fyrskib. Det er vel ikke usandsynligt, at disse Foranstaltninger staar i Forbindelse med de stedfindende Forhandlinger mellem den svenske og den danske Regering angaaende Lodskrigen i Øresund.

(Socialisten 16. juli 1873).

Lodskrigen i Øresund vedbliver at beskæftige de svenske Blade, og der gøres blandt Andet opmærksom paa, at ifølge Traktaten af 14de Marts 1857 er Øresundet internationalt Farvand, hvor der fra dansk Side ikke kan lægges nogen Hindring i Vejen for Skibenes Fart. Hele Øresund maa betragtes som nevtralt Farvand, hvor svenske og danske Lodser er lige berettigede. "Danmark," i siger et svensk Blad, "har forpligtet sig til at betjene de Søfarende med Lodser, at holde Fyr og Sømærket i Orden, men der blev til Gengæld betalt Danmark 30 Millioner Rd. for Øresundstoldens Afløsning". Bladet slutter med at udtale den Formening, at den danske Regering ikke vilde optræde saaledes som den har gjort i denne Sag, naar den ikke havde et Rygstød i den russiske Regering.

(Socialisten 18. juli 1873).

Politisk set fik sagen også indflydelse for skandinavismen idet sagen for nogle viste at når svenskere og danskere ikke engang kunne blive enige om denne sag, så var der nok ikke meget der forenede.

Mellemrigsk Næringsfrihed.

(Af Frederik Bajer.)

Dersom nedenstaaende "Sagabrudstykke" ikke er ægte, kunde det være det. Er det ikke sandt, kunde det være det. Er det ikke nyt, men tilsyneladende henved i Tusind Aar gammelt, hører det dog til de gamle Historier som bliver evig ny. Hvad den Gang hændte (eller kunde være hændt), gjentager sig jo lige for vore Øjne i dette Aar, 1873. Man sætte kun "skaansk" istedetfor "jysk", "sjællandsk" for "fynsk", "Kullen" for "Treldenæs", "Saltholm" for "Baagø". Man sætte fræmfor alt "Øresund" istedetfor "Lille Belt"! Og vi læser et sørgeligt Stykke Nutidshistorie:

* * *

Flere Dage havde en norsk Handelsskude krydset i Kattegat. Skipperen hed Fin og kom fra Bergen; Skibet var ladet med Bergfisk, og agtede sig til Aabenraa. Ud for Endelave rejste sig en stærk Storm, og Fin havde ikke tidligere faret gjennem Lille Belt. Han gav da Tegn, at han ønskede Lods ud. Lodsen fra Endelave kom. "Kan Du føre mit Skib gjennem Beltet, skal Du faa ti tørrede Fisk." - "Vel kunde jeg, og gjærne vilde jeg; men ikke tør jeg lodse længere end forbi Treldenæs; ti det siges, at de fynske Lodser har Eneret, til Lodsning gjennem Beltet." - "Hvi saa?" - "Ikke ved jeg Aarsagen; men Fynboerne siger, at, da Kongen af Jylland kjøbte sig fri for Bælt-Tolden, fik han betale noget mindre til Kongen af Fyn, imod at de fynske Lodser beholdt sin Eneret. Jyderne tolker rigtignok ikke Overenskomsten paa samme Maade; men dersom Fynboerne griber nogen Fræmmed i Lodsning, maa han lide derfor med mindre han findes tæt under sin egen allernærmeste Kyst."

Da Fin naaede Højden af Treldenæs, kom derfra flere Lodsbaade ud til ham. "Jeg tør jo ikke bruge jer", sagde han. "Du kommer maaske til det alligevel; ti ikke altid er fynsk Lods at faa lige uden for Beltet." Lodsen fra Endelave maatte nu ankre op under Treldenæs og vente, indtil Vinden tillod ham at vende tilbage til sin Ø; han fik fire Fisk af Fin. Da denne var nær ved Strib kastede han Anker en Stund for at faa fynsk Lods ombord; ti nødig vilde han bryde Loven, om den end var tvivlsom. Fynske Lodser fandtes ogsaa, men ikke nok; de blev tagne ombord i andre Skibe, og hans fik ingen. Da kom atter en af de jyske Lodser, som havde prajet ham ud for Treldenæs. Ham tog han nu op; ti ikke kunde han vente længer. Da de var komne videre frem, bad Fin ham lodse Skibet Østen om Baagø; ti han havde Ærinde 3/4 Mil nord for Assens. "Da er jeg ræd for," sagde Lodsen, "at Fynboerne fanger mig." Fin sagde, at han dog maatte gjøre det. "Ja, giver Du mig seks Fisk istedet for de fire, vi blev enige om?" Dem fik han. næppe var Skibet kommet Øst for Baagø, før det blev omringet af fynske Baade med væbnede Mænd. De sagde til den jyske Lods: "Hvad vil Du her? Hvor tør Du gjøre Indgreb i Fynboernes Eneret? Holdt Du Dig endda Vesten for Baagø langs den jyske Kyst! Paa denne Side har Du intet at gjøre." Det hjalp ikke, at Fin sagde han havde Ærinde paa Fyn, og ingen fynsk Lods havde kunnet faa. Jyden blev ført til Assens; hans Fortjeneste, de seks Fisk, blev tagne fra ham, og nu maatte han selv se, hvorledes han kunde bjærge sig hjem. Siden maatte Fin give fire Fisk for en fynsk Lods, da han atter skulde videre til Aabenraa. "Det var en dyr Færd," sagde Fin, da ham kom hjem til Norge, "fjorten Fisk maatte jeg give for Lodsning ned igjennem Lille Belt. Tilbage var det dog billigere; ti udenfor Aabenraa Fjord var jeg faa heldig at faa en fynsk Lods ombord, og Langlodsningen koster kun ni Fisk. Men ikke alle er saa heldige."

* * *

At Lodserne er til for Søfartens Skyld og Søfarten ikke for Lodserne, - den Sandhed staar fast. Ligeledes synes det en uomtvistelig Sandhed, grundet paa lange Tiders Erfaring, at Næringsfrihed er bedst for alt Slags Næring, medens For- og Enerettigheder ej engang altid baader dem, som har dem, saaledes som man skulde tro. Var Lodsnæringen fri i Øresund, vilde de Søfarende være sikker paa at faa Lodser saa tidlig de vilde, saa langt de vilde, og hvortil de vilde. Lodserne selv vilde kappes om at tjene de Søfarende paa bedste Maade. De dygtige Lodser vilde tjene mere end nu, de udygtige maatte af sig selv opgive Lodseriet og slaa ind paa andre Næringsveje. Og Lodsernes Tal vilde under Frihed altid være afpasset efter Søfartens Trang. Det er desuden ubilligt, at de, som bor paa den ene Side af et Sunds Kyster, ikke skal have samme Ret til at ernære sig af Lodsen, som de, der bor paa den anden Side. *) Hvad Sverrige - ved at betale en mindre Afløsningssum for Sundtolden - maatte have gjort Afkald paa til Fordel for Danmark, maa Danmark atter kunne sælge til Sverrige; og den derved indkomne Sum maa kunne bruges til at holde de nu "eneberettigede" sjællandske Lodser skadesløse i Overgangstiden. En slig Ordning af Lodseriet i Øresund maatte vist foretrækkes for en Deling af Sundet, saa at Svenske kun fik Lov til at lodse øst for Saltholm gjennem Flintrenden, men ikke vest for denne Ø gjennem Drogden.

Da den lille Lov af 17de Maj d. A. om "Forseelser mod Lodslovgivningen" uden videre blev vedtagen i Rigsdagen, anede ingen af dennes Medlemmer, at den skulde sætte saa meget ondt Blod mellem Frænderne paa Sundets begge Kyster. At den ikke var bygget paa mellemrigsk Næringsfrihed, saa Indsenderen af dette Stykke vel, og tænkte et Øjeblik paa ar udtale det Haab, at denne midlertidige Foranstaltning meget snart maatte afløses af en endelig, hvorved mellemrigsk Næringsfrihed i Øresund viste sig som Frugten af de Forhaabninger, der den Gang plejedes mellem Danmarks og Sverrigs Udenrigsministre, og endnu ej er afsluttede. Et sagkyndigt Medlem, Komandør Schönheyder, var den eneste Folketingsmand, som ved denne Lejlighed udtalte sig virkelig frisindet, om end mer i Meningen end i Ordene: "Naar man - sagde han (Folketingstidende Sp. 4845) - vil haandhæve og forsvare vor gamle nedarvede Ret til Lodsning her i Sundet, saa tror jeg, at det virksomste Middel hertil er at søge at overgaa vore Naboer i Aktivitet (Virksomhed) og Dygtighed, og jeg tror, at det er den værdigste Maade at optage den Handske paa, som er tilkastet os. Det er desværre saaledes, at Privilegiet i dette Tilfælde som altid har virket skadeligt og slappende i flere Retninger, og at den Konkurense, som derved er fremkaldt, har været til stor Gavn og Fordel for Skibsfartens Interesse, og det er aabenbart det, som hovedsagelig maa komme i Betragtning. Det er en uafviselig Kjendsgjærning, at medens Skibene tidligere undertiden forgjæves maatte søge Lodserne ved Dragør og Helsingør, saa tilbyde disse sig nu af sig selv ved Falsterbo og Kullen, og det vil heller ikke vare længe, inden man ogsaa kan faa dem ved Skagen. Dette er et stort og vigtigt Fremskridt for Skibsfarten, og det er meget beklageligt, at denne Spore har været nødvendig for at drive os til at opfylde de Forpligtelser, som vi aabenbart have, saa længe som vi gjør vor Eneret over den store Handelsvej til Østersøen gjældende". Han vilde til Slutning udtale det Haab, "at hvis dette Lavgsvæsen skal opretholdes, det da bliver opretholdt paa en saadan Maade, at Hensynet til Skibsfartens Interesser og berettigede Fordringer bliver det for første Fremtiden i Modsætning til, hvad der hidtil er sket." 

Dersom Folketingets venstre, som dog i Henhold til sit Program og til sin Virksomhed i det Hele taget, maa siges at hylde Frihandelsgrundsætninger, havde faaet Tid til at blive opmærksom paa, hvilket "Lavsvæsen" det støttede ved at betragte denne Lov som andet end noget aldeles midlertidig, da vilde den næppe have gaaet saa let igjennem Tinget.

Den Harme, som Loven og dens Fuldbyrdelse har vagt i Sverrig, er stærkere, end de fleste i Danmark aner. Medens "Lodskrigen i Øresund", længe har været et staaende Samtaleemne i hele Sverrig, ved de færreste i Danmark noget om den hele Sag. Jeg har liggende for mig flere svenske Blade, som tydelig viser, hvor hæftig Sindene er bevægede, t. Ex "Dagens Nyheder" af 11. og 17. ds., og "Nya Dagligt Allehanda" af 16de ds. Det første gjør skarpe Angreb paa den svenske Regering, som paa Grund af "Kroningsrejser" ikke har Tid at tage sig af Sagen. Det andet Blad siger, maaske med Rette: "Hundrede skandinaviske Møder med sine Skaaler og Taler vil ikke kunne gjøre det godt igjen, som disse to Sommermaaneder har ødelagt; til at gjenoprette den gode Forstaaelse i ydre Henseende - i indre vil kun Tiden kunne hjælpe - gives kun et Middel; at gjøre den af Traktaten **) bekræftede Lodsfrihed og Sundet til, hvad det virkelig er: et frit mellemrigsk Farvand." I et Brev fra Stokholm, fra er varm Ven af Danmark, skrives: "Det er jo en Skandale og en Skam for hele Evropas Øjne, at Danmark og Sverrig paa denne Maade skal staa truende og vrede ligeoverfor hinanden." Han spørger, om den danske Regering ikke kunde sætte Lovens strange Bestemmelser ud af Kraft foreløbig, indtil Underhandlingerne er endte.

Herpaa vil jeg svare som Udtrykket for min personlige Mening: dersom vi havde en parlementarisk Regering, et Ministerium, som havde Rod og Støtte i Folket eller dets Flertal, repræsenteret af Folketingets Flertal, da turde Regeringen sikkert ved en foreløbig Lov gjøre et sligt Skridt. Det vilde da blive opfattet vel og møde tillidsfuldt Bifald. Nu skal der Mod til at raade Regeringen i denne Sag. Saaledes viser det sig da tydelig, ogsaa ved denne Lejlighed, at savnet af en parlamentarisk Regering føles ikkke alene i indenrigske Forhold, men ogsaa i udenrigske.

*) Lad os ej heller glemme, at Skaaningerne var med at bygge Dannevirke.

**) Traktat af 14/3 1857 om Øresundstoldens Afløsning m. m.

(Vejle Amts Folkeblad 24. juli 1873).

Lodskrigen i Øresund har i den senere Tid foranlediget Artikler i "Veile A. Flkb." af Folketingsmændene Bajer og Berg. Medens Førstnævnte stiller sig paa Svenskernes Side, hævder Hr. Berg paa det Bestemteste den af vor Regering brugte Fremgangsmaade, idet han fremhæver, at det her b. A. gjælder om at værne 150 danske Familiers lovlige Rettigheder. Han vilde anse det for en stor Pligtforsømmelse, hvis det maatte bekræfte sig, at Regeringen i den senere Tid skulde vise sig mindre aarvaagen og fast end tidligere med Hensyn til den omhandlede Sag. Ligeoverfor den i foreliggende Tilfælde skete Appel til de skandinaviske Sympatier udtaler Hr. Berg: "Skulde det være Skandinavisme at lade en vildledt Folkestemning i Sverrig raade for, om Danmark har Ret til at lovgive paa sine Enemærker, at hævde sine Love og vaage over Statsborgerne? Rettigheder mod Fremmedes Overgreb? For den Slags Skandinavisme vil jeg betakke mig. Som Norge har vidst at havde sin Stilling mod Forsøg fra Sverrigs Side paa Overmyndighed, skulde vi, der staae uden statsretlig Forbindelse med Sverrig, dog ogsaa kunne gjøre det. Der er ingen Skandinavisme mulig, uden at ethvert Land værner sig med Bestemthed mod positive Overgreb og bevarer sin "Selvagtelse."

(Aarhus Amtstidende 30. juli 1873)

Lodskrigen førte den 14. august 1873 til en aftale mellem danske og svenske lodser. Det blev forbudt de svenske lodser at lodse gennem Drogden, men de kunne opankre fartøjer på Københavns ydre red og derfra gennem Flinterenden som det blev overladt til de svenske myndigheder at afmærke. I praksis gik langt hovedparten gennem Drogden, ikke Flinterenden. Den svenske stat overtog lodsstationerne og betalte fra 1874 de ca. 14 lodser 30 kr. om måneden. 

Lodsspørgsmaalet. Som vi erfare, er der igaar, den 14de August, i Udenrigsministeriet blevet afsluttet en Declaration mellem Hs. Excell. Udenrigsministeren og den herværende kgl. svensk-norske Gesandt angaaende det omtvistede Spørgsmaal om Lodsrettighederne i Øresund. Efter Forlydende gaae Declarationens Hovedpunkter ud paa Følgende: Lodsningen i de Dele af Øresund, hvis Kyster paa den ene Side begrændses af dansk og paa den anden Side af svensk Territorium, henhører under de to Staters Omraade, hver for sine Undersaatters Vedkommende. Lodsningen i de Dele af Sundet, hvis Kyster paa begge Sider tilhøre samme Stat, henhører alene under vedkommende Stat. I Henhold hertil vil Lodsvæsenet i Drogden - som strækker sig fra et Nord for Middelgrunden beliggende Sømærke, kaldet "Stubbetønden", indtil Dragør Fyrskib - udelukkende henhøre under dansk Omraade; dog skulle svenske Lodser kunne lodse et Skib Nord fra og Nord om Saltholmen ind paa Kjøbenhavns Ydrerhed, men svenske Lodsbaade kunne ikke stationeres paa Ydrerheden for derfra at foretage Lodsninger. Denne Declaration har ikke nogen Indflydelse paa bestemmelserne i Sundtoldtractaten, ligesom den ei heller gjør nogen Forandring i den de to Stater tilkommende Høihedsret over de respective Søterritorier, navnlig i militair Henseende. De to Stater tilsige hinanden Understøttelse til Overholdelse af Declarationens Bestemmelser. Declarationen træder i Kraft den 21de ds.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. august 1873).

Der opstod herefter en konkurrence med Helsingørs lodser om at komme først til fartøjer i Kattegat, i Helsingør anskaffede man sig derfor en hurtig lodsbåd. Som modtræk stationerede en lodsbåd ved Viken, og det gav de svenske lodser et overtag over de danske. I Dragør befandt der sig 57 lodser.

Striden (eller konkurrencen) gik i sig selv da Øresundstrafikken generelt efter 1. verdenskrig gik tilbage. 

Kjøbenhavn i forrige Uge. (Efterskrift til Politivennen)

Det er en bekjendt Sag, at vi Dødelige ere vanskelige at gjøre til Pas. I gamle Dage fandt man sig med Taalmodighed i at sidde en 2-3 Dage og skumples i en umagelig Diligence for at kjøre et Stykke Vej, som man nu kan tilendebringe i lige saa mange Timer, siddende i en bekvem og komfortabel indrettet Kupé, og dog klager man over den uendelige Langsomhed, naar man tilfældigvis er kommen med et Godstog og bruger 12 i Stedet for 16 Minuter til en Mil. - Lige saa utilfredse ere vi lige over for Vejret. I forrige Uge sukkede vi efter Sommerens velsignede Varme og beklagede os lydelig over den mer end vinterlige Kulde. Næppe indfandt Varmen sig, før man gaar over til den modsatte Yderlighed: puster og stønner af Hede og lister sig som blege Skygger langs Husene for at skjærmes saa meget som mulig mod Solens brændende Straaler. Alle, der paa nogen mulig Maade have Raad til at holde Sommerlejlighed - om det saa kun bestaar i et komfortabel indrettet Tørvehus hos en lille Fiskerfamilie i Skovshoved - flytte ud paa Landet: og dem, der ere lænkede til Hovedstaden, enten ved Forretningernes Baand eller under "Trykket af pekuniære Forpligtelser", som Mr. Micawber saa smukt udtrykker sig, maa nøjes med smaa Udflugter i nærmeste Omegn eller ty til det vaade Element: at gaa i Bandet. Nu begynde ogsaa ret Badeanstalterne at florere, skjønt Gud skal vide, det er en meget betinget Forfriskelse at gaa i Vandet her i Kjøbenhavn. Det bedste Vand er saa langt borte. Badeanstalten hedder "Lynetten" og ligger Pokker i Vold ude i Kongedybet. Man ror, sejler eller damper derud, og naar man saa paa Hjemfarten har været udsat for Solens brændende Straaler, er man lige saa gjennembagt, som man var før Badet. Det Samme er Tilfældet, naar man frekventerer Badene paa Kastelsvejen ude ved Langelinie (Bechs og Engelbrechts Badehuse) kun med den Forskjel, at Vandet paa disse Steder har en liflig aromatisk Tilsætning af Spildevandet fra Kloakerne, der føre fra Nørre- og Østerbro. Ikke bedre er man stillet paa "Venedig" ude i Kallebodstrand bag den kongelige Skydebane; dog er der den Forandring, at da Spildevandet der kommer fra Gasværket, overtrækker det den Badende med en i sanitær Henseende ypperlig Fernis af Kultjære kort sagt, det eneste Sted, hvor man maaske skulde kunne bade sig i Vand, der er uberørt af fremmede Ingredienser, er den saakaldte "Ryssenstens Badeanstalt" mellem Langebro og Estakaderne; men for ogsaa at berøve Københavnerne denne renlige Fornøjelse, have Avtoriteterne i denne Tid med sædvanlig Visdom og Indsigt anbragt tvende Dampmuddermaskiner, der plumre Vandet paa det Forfærdeligste og forpeste Luften i afgjort mefitisk Retning. Det kan endda gaa for de bedre stillede Klasser, der kunne gaa et andet Sted hen og "vaske sig"; men værre er det for de Fattige, for hvem Renlighed er deres eneste Luksus. De have nemlig deres Badeanstalt ude ved Estakaderne paa Kigkurven eller, som det hedder i den kjøbenhavnske Jargon, Kykkenkoret, og de komme da navnlig til at lide under denne Ulempe, eftersom de udelukkende ere henviste til dette Sted.

Uagtet Sommeren ikke var begyndt i Søndags, 1ste Pintsedag, var der dog, som hvert Aar paa denne Dag, storartet Udvandring til Frederiksberg, navnlig dog af Middel- og Underklasserne - Pigerne gik ikke i Seng Lørdag Nat; de skulde jo være paa Frederiksberg Kl. 4½ i det Seneste, og hvorfor? Ja efter Sagnet for at se Solen udføre en Pas de seiil, da 1ste Pintsedags Morgen jo skal være den eneste Dag om Aaret, at den tillader sig denne koreografiske Udskejelse; men de Færreste vente sig nok nogen egenlig Nydelse af denne Soldands, og desuden var det Bygevejr i Aar, Gardinerne vare trukne for, saa Dandseren viste sig slet ikke. Nej. Turen er nok mere beregnet paa at vise sig i de ny Sommertoilettet, møde Kiæresten, spadsere med ham og nyde en let Forfriskning hos Josty eller i Pilealeen - alle Beværtningsstederne derude havde meget travlt. Om Formiddagen allerede var "Alt udsolgt" baade af tørre og vaade Varer, og i en løftet Stemning gik nu Vejen til de respektive Konditioner for at sætte den hjemlige Kjødgryde over Ilden til Middagsmaden.

Nej, saa var det et anderledes Sommervejr 2den Pintsedag; det var en ordenlig Benefice for Sporvejsselskaber, Vognmænd, store nordiske Dampskibsselskaber og hvad alle de Selskaber hedde, der tage sig af deres Medmenneskers Befordring. Karavanerne gik mod Nord til Skoven aldeles overfyldte - 24 Ekstratog maatte der i Gang foruden de ordinære 18, og de gamle Kaffemøller, som Kapervognene med et teknisk Navn benævnes, toge Hævn for gamle Krænkelser og satte pæn lille Skrue i Gang, da der ikke var mere Plads paa Jernbanens Vogne - der kostede det kun 12 sk. til Klampenborg; Kaperkudskene benyttede sig af de heldige Tidskonjunkturer og toge 3 Mk., og da Folk skulde hjem om Aftenen, og den røde Lygte var hængt ud paa Banegaarden i Klampenborg, steg Fordringerne endogsaa til 8 blege Markstykker. Opbragte over denne ublu Fordring, travede mangen Familiefader af med hele Besætningen for med modigt Sind at naa til Staden; men de Smaa bleve trætte, Mutter skjændte, og var man endelig naaet til Charlottenlund, saa blev Enden paa det, at Fatter alligevel maatte op med Portemoniksen, og Prisen var den Samme, saa Fatter havde, foruden sin Ærgrelse, kun haft den Privatfornøjelse under Graad og Tænders Gnidsel at trave et langt Stykke Vej og faa dog ikke saa sin Krig frem. - Nej, saa var man da mere sikret ud ad Vesterkanten; der er dog Takster; man ved, hvad det koster at kjøre; har man saa ikke Raad dertil, kan man lade være, Vejen er ikke saa lang, og Nydelserne ere endogsaa mere intensiv tilstede baade for dem. der holde af Larm og Musik, og dem, der holde af at fordybe sig i Naturens Skjød.

Jeg vil just ikke paastaa, at en 2den Pintsedag paa Frederiksberg yder den allerbedste Lejlighed til en Fordyben i den fredelige, tavse Natur, desformedelst der er fuldt af Børn, Lirekasser og, hvad det er det Værste, Sangforeninger, der i kunstnerisk Henseende just ikke staa paa det allerøverste Trin af harmonisk Udvikling.

I Torsdags havde vi igjen Festdag; det var Grundlovens 24aarige Fødselsdag. Det blev altsaa ikke til Noget med at holde den ved Frederik den Syvendes Rytterstatue, eftersom den, med sædvanlig Komiteilterhed, naturligvis ikke blev færdig. Kl. 6-7 vaagnede man af sin søde Søvn ved Koralmelodier, der blæstes fra Stadens Kirker. Det gjorde et smukt og højtideligt Indtryk i den stille Morgenstund. Kl. henad 9 trak forskjellige Musikkorps, anførte af en Ceremonimester og tvende Fanebærere og eskorterede af en Mængde Mennesker, gjennem Byens Gader, blæsende Fædrelandssange, Dandsemelodier og andre kvikke Sager - det vedblev af og til hele Dagen. Kl. 4 samlede de sig alle foran Raadhuset paa GI. Torv og musicerede en Time; derefter trak de i Procession ud til Frederiksberg Have, hvor de forbleve til Kl. 10. Der afbrændtes et Fyrværkeri paa Østerfælled, da Slotsgartner Rothe paa det Bestemteste satte sig imod, at det maatte futtes af i Frederiksberg Have, som det er sket de andre Aar. Hele Byen var festlig smykket med vajende Danebrogsflag, navnlig i Hovedgaderne og fra offenlige Bygninger. Se, det var nu den Maade, Magistraten fejrede Grundlovens Fødselsdag paa. - De forskjellige Lav og Foreninger havde som sædvanlig slaaet sig sammen og mødte paa en af Plænerne ved Erimitagen; de marcherede derefter i Procession til Plænen Øst for denne, hvor der var rejst en med Grønt og Danebrogsflag smykket Talerstol. Det gik Altsammen meget loyalt og fredeligt af. Der blev talt for Kongen, for Fædrelandet og for Grundloven. Kongen var indbudt, men kom ikke - kort sagt - Alt gik som de foregaaende Aar. - Socialisterne havde arrangeret sig en lille privat Grundlovsfest ved den slesvigske Sten i Dyrehaven; men det fæle Politi og de stemme Storborgere kunde ikke lade dem i Fred; de havde faaet anskaffet sig en dejlig blodrød Fane, hvori der med Hvidt var broderet: Frihed. Lighed og Broderskab; men - de Eksekutive intervenerede. Det blev rekvireret Husarer fra Jægersborg, og "Borger" Johnsen maatte overlevere det dyrebare Banner, dog ikke direkte i Politiets urene Hænder - en velvillig Storborger agerede nok, ialfald foreløbig Modtager. Hvad der senere blev af Banneret, vides ikke.

O. T.

(Jyllandsposten 8. juni 1873).

Parti af Klampenborg Vandcuuranstalt. Illustreret Tidende 564, 1870.