Den Internationale Arbejderforening forbudt. (Efterskrift til Politivennen)

Torsdag den 14. august 1873 indfandt politiinspektør Hertz sig på den internationale Arbeiderforenings lokaler i København og meddelte foreningens formand Johnsen forbuddet mod foreningen. Denne og de øvrige medlemmer forlod herefter lokalet der herefter blev besat af politiet.

Da den fra Foreningen Internationale udgaaede Arbejderbevægelse for omtrent et Par Aar siden begyndte at gjære herhjemme, viste det sig hurtigt, som man maatte vente, at den blev ledet i en meget mislig Retning. Fra alle Sider blev dette stærkt fremhævet, og det manglede ikke paa Advarsler til Arbejderne om ikke at lade sig forlede af de lokkende Billeder, som de Ikke-Arbejdere, der opkastede sig til deres Førere, oprullede for dem. Den besindigere Deel af Arbeiderbefolkningen opfattede ogsaa med et sundt Blik for sit sande Del det Berettigede i disse Advarsler og fulgte dem. Men destoværre var der ikke Faa, der sluttede sig om de tre Førere, og derved bidroge til at forøge Betydningen af den samfundsopløsende Bevægelse, som disse havde sat sig til Formaal. Da det endog gik saavidt, at man opfordrede til at trodse Politiets Forbud mod der indvarslede offentlige Møde paa Fælleden den 5de Mai ifjor, bleve Autoriterne nødte til at skride ind, og Resultatet af den i den Anledning stedfundne Undersøgelse af hele den internationale Arbejderforenings og navnlig Førernes Virksomhed foreligger nu i den forrige Onsdag afsagte Højesteretsdom. Som en Conseqvents af denne har Justitsministeriet under Gaars Dato foreløbig forbudt "den internationale Arbeiderforening i Danmark" og samtidig til Fyldestgørelse af de i Grundloven givne Bestemmelser anlagt Sag imod den til dens endelige Ophævelse. Ministeriet har heri fulgt det af forskjellige andre Regjeringer fulgte Exempel, og vi føle os forvissede om, at enhver Ven af Fred og Orden med Glæde vil hilse dette Skridt til med Eet at gjøre Ende paa hele dette Uvæsen. Og vi tøve ikke mindre, at der herved er viist den virkeligt Arbeiderbefolkning en sand Tjeneste. Den Gjæring og Uro i Forholdene, som den internationale Forenings hele Optræden maatte fremkalde og har fremkaldt, vil forhaabentlig efter det skete Skridt nu hurtigt lægge sig og give Plads for en rolig Udvikling af Arbejderforholdene, der er lige ønskelig for Arbeiderne selv som for det Samfund, af hvilket de udgjøre et saa betydningsfuldt Led. Der er i de senere Aar allerede gjort ikke faa og ikke ubetydelige Skridt i Retning af at forbedre Arbejdernes Kaar paa en virkelig frugtbringende Maade, og de stedfundne Udskejelser fra Enkeltes Side ville forhaabentlig ikke i mindste Maade have svækket den Iver og Interesse for Arbeidersagen, der har lagt sig for Dagen fra saa mange Sider og paa saa mange Maader.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. august 1873)

Den internationale Arbejderforenings danske Afdeling er, som en Løbeseddel igaar Aftes meddelte vore indenbyes Læsere, bleven foreløbig forbudt af Justitsministeren, der samtidig paalægger de stedlige Myndigheder at drage Omsorg for Forbudets Efterlevelse. Dette Skridt fra Ministeriets Side overrasker sikkert de Fleste, saa meget mere som man vel i Almindelighed var tilbøjelig til at tro, at den nu ved Højesteret afsagte Kjendelse over Dhr. Pio, Brix og Geleff var at betragte som en for Regeringen saa tilfredsstillende Opgjørelse med bemeldte Forening, at man ikke kunde falde paa at gaa yderligere med Hensyn til hele denne Sag, tilmed da jo endog nationalliberale Blade og Politikere have indrømmet baade at den danske internationale Arbejderforenings Holdning i den senere Tid var af et upaaklageligt Maadehold og overhovedet, at der mere og mere viser sig al Grund til ikke at slaa "danske Socialister" i Hartkorn med disses Navnefæller i adskillige andre Lande, der have afgivet Stoffet til de bekjendte Skræmmebilleder. Til alt dette kommer jo desforuden den Erfaringssætning, der allevegne og især i vor Tid stadfæster sig, at netop forbudte Foreninger let antage et for Samfundsordenen truende Præg, og at under alle Omstændigheder saadanne mindre berettigede Krav eller ligefremme Misforstaaelser, som kun Offentligheden kunde udlufte, hvilken Udluftning, som sagt, for den danske internationale Arbejderforenings Vedkommende var i den glædeligste og vitterligste Gang, æde sig ganske anderledes ind og blive ganske anderledes ondartede og indgroede, end hvor vedkommende Virksomhed ligger i alle Maader aaben for. Ifølge Grundlovens § 87, som Justitsministeren støtter sit Forbud paa, bliver der umiddelbart efter dettes Udstedelse at anlægge Sag mod Foreningen til dens Ophævelse, hvilken Sag i foreliggende Tilfælde vil blive anlagt mod Foreningens kjøbenhavnske Bestyrelse. Selvfølgelig vil hverken den midlertidige eller en mulig senere indtrædende endelig Opløsning af den saakaldte internationale Arbejderforening for Danmark faa nogen afgjørende Indflydelse med Hensyn til at knække den Bevægelse, der nu engang er kommen tilstede iblandt vort Lands Arbejderbefolkning. Det imellem Arbejderne tilvejebragte Sammenhold vil med Lethed kunne opretholdes under nye Former. Saaledes vilde f. Ex. samtlige de Arbejdere, hvis Anskuelser og politiske Formaal i alt Væsentligt falde sammen med det folkelige Parties, jo have al Anledning til at slutte sig i Egenskab af By- og Land-Filialer til bemeldte Parties velbekjendte, organiserede Foreninger, henholdsvis i Jylland og paa Øerne.

(Aarhus Amtstidende 15. august 1873)

Forbud mod Internationale. Politimesteren i Kjøbenhavns Amts nordre Birk har i Løverdags i Henhold til Justitsministeriets Circulaire af 14de d. M. samt i Henhold til Lov af 4de Febr. 1871 om Politiet udenfor Kjøbenhavn, dens § 7, nedlagt Forbud mod den opløste internationale Arbejderforenings Underafdeling for Skodsborg og Omegn, der har Locale i Nærum. Formanden, Smedesvend Kibernich af Skodsborg, for hvem Forbudet i Birkets Politiret er nedlagt, blev det bl. A. betydet, at Ingen længere maatte være Medlem af bemeldte, forbudte Forening, samt at Overtrædelse af Forbudet vil blive straffet med en Mulct af indtil 100 Rd. eller simpelt Fængsel indtil 1 Maaned. 

Sag om overtrædelse af Forbudet mod Benyttelsen af den "internationale Arbeiderforenings" særlige røde Fane. Den 25de Juli s. A. blev der af den constituerede Birkedommer i Kjøbenhavns Amts nordre Birk i Henhold til Lov af 4de Februar 1871 angaaende Politiet udenfor Kjøbenhavn udstedt et Forbud, hvorved "det forbydes den "internationale Arbeiderforening" i Kjøbenhavn at benytte Foreningens røde Fane med Indskrift: Frihed, Lighed og Broderskab ikke blot ved en den 28de Juli f. A. paatænkt Fest i Jægersborg Dyrehave, men ogsaa ved enhversomhelst anden Leilighed i formeldte Birks Jurisdiktion under Strafansvar efter Loven, specielt den ovennævnte Lovs § 7, og blev dette Forbud Dagen efter, altsaa den 26de Juli f. A., ved Kjøbenhavns Politidirecteur forkyndt for Formanden for den internationale Arbejderforening i Kjøbenhavn, Carl Würtz. Trods dette Forbud, som ikke senere er blevet hævet, havde dog Foreningen ved en af den iaar den 5te Juni afholdt Grundlovsfest i Jægersborg Dyrehave benyttet bemeldte Fane, idet den af Bestyrelsens Formand hemmelig var bleven bragt ud til Foreningens Samlingsplads ved Klampenborg, hvor den holdtes tilhyllet indtil det Øieblik, da Festtoget afgik til Festpladsen ved den slesvigske Steen, idet den saa afhylledes bares i Optog tilligemed flere andre Faner til fornævnte Blads hvor den opplantedes ved Talerstolen og først nedtoges derfra, efterat Politimesteren havde Befalet dens Borttagelse under Trusel om Magts Anvendelse, hvis Befalingen ikke strax blev efterkommet. For dette Forhold vare den nuværende Bestyrelses Medlemmer, Formanden, Cigarmager Johnsen, Smed Adam Petersen, Væver Schneider, Snedker Nielsen, Smed Pflug og Skibstømrer Markus Prehn tiltalte ved Kjøbenhavns Amts nordre Birks Politiret. Vel havde de til deres Undskyldning anført, at Bestyrelsens tidligere Formand, Carl Würtz, for hvem Forbudet var nedlagt, men hvis Forklaring under Sagen ikke har kunnet erholdes, da han er udvandret til Udlandet, ikke i sin Tid havde meddeelt Bestyrelsen eller Foreningen Noget om, at et saadant Forbud nogensinde havde varet nedlagt for Nordre Birks Vedkommende, at hele den ældre Bestyrelse var afgaaet, og at samtlige Tiltalte med Undtagelse af Johnsen først efter den 28de Juli f. A. vare blevne valgte til Medlemmer af Bestyrelsen, at der hverken i Foreningens Papirer eller dens Forhandlingsprotokol havde været at finde Noget til Oplysning om, at et sligt Forbud havde været nedlagt, samt at Bestyrelsens Formand, Johnsen, havde, uden at meddele nogen af Bestyrelsens Medlemmer sin Hensigt, hemmeligt bragt Fanen ud til Samlingspladsen og afhyllet den i det Øieblik, Toget afgik til Festpladsen, men disse Omstændigheder skjønnedes ikke at kunne disculpere de Tiltalte. Thi selv om Foreningens daværende Formand Würtz skulde have fortiet, at det her omhandlede Forbud var forkyndt for ham - hvilket forøvrigt modbevistes deels ved den Omstændighed, at en Annonce om, at et saadant Forbud var nedlagt mod Fanens Benyttelse ved Festen den 28de Juli f. A. stod indrykket samme Dag i Foreningens Dagblad "Socialisten", deels derved, at der, Ifølge de under Sagen afgivne Vidneforklaringer, umiddelbart førend Festen den 5te Juni sidstleden havde været afholdt flere Møder af Bestyrelsen paa Foreningens Contoir, hvor Spørgsmaalet om det Tilladelige i at benytte den røde Fane ved Festen var bleven omdebatteret, og hvor man kom til det Resultat, at Forbudet, hvorved man maa antages at have sigtet til et af Kjøbenhavns Politidirecteur tidligere nedlagt lignende Forbud, kun gjaldt for Kjøbenhavns Jurisdiktion men ved hvilken Leilighed Tiltalte Johnsen erklærede, at saafremt der existerede noget Forbud mod Fanens Benyttelse udenfor Kjøbenhavn, da vilde han paatage sig Ansvaret - saa kunde det dog ifølge det Foranførte ikke antages, at det heromhandlede Forbud havde været nogen Hemmelighed i Foreningen, om Bestyrelsen end maatte have draget dets vedvarende Bestaaen i Tvivl. Og var der end i Foreningens Protocoller og blandt dens Papirer ingen Oplysning funden angaaende Forbudet, saa havde tog Bestyrelsen den største Opfordring til forinden Festen at søge nærmere Oplysning paa Birkecontoiret om Forbudets Existents i Lighed med den Oplysning, som Formanden søgte paa Kjøbenhavns Politikammer angaaende Forbudet for Kjøbenhavns Vedkommende, men hvilket den undlod, og i ethvert Fald vilde der overfor det Offentlige ikke kunne tages Hensyn til en virkelig eller paaskudt Uvidenhed om et paa lovlig Maade for Foreningens og Bestyrelsens Formand nedlagt Forbud, om hvis Existents og Overholdelse det maatte være saavel den tidligere som den nuværende Bestyrelses Sag at skaffe sig Kundskab og at paasee, men for hvis Overtrædelse selvfølgelig Ansvaret maatte paahvile den Bestyrelse, der havde at paasee Forbudets Efterlevelse. Og da der eiheller kunde tages noget Hensyn til Medtiltalte Johnsens Erklæring om, at han vilde paatage sig Ansvaret, og at han ved at medbringe Fanen til Festen var gaaet frem paa en for Bestyrelsen og Foreningen hemmelig Maade, aldenstund ingen af Bestyrelsens Medlemmer, uagtet flere af dem troede, at det af Kiøbenhavns Politidirecteur nedlagte Forbud, som de indrømmede var dem bekjendt, ogsaa gjaldt for Nordre Birks Vedkommende, havde fundet sig foranlediget til at modsætte sig, at Fanen blev benyttet ved Optoget og paa Festpladsen, saa fandtes Ansvaret at maatte paahvile samtlige de Tiltalte, og fandtes Straffen ved Kjøbenhavns Amts Nordre Birks Politirets den 14de d. M. afsagte Dom i Henhold til Lov 4de Febr. 1871 § 7 at kunne bestemmes til simpelt Fængsel i 14 Dage for hver, hvorhos de in solidum forpligtedes til at betale Sagens Omkostninger.

Social-demokratisk Arbeiderforening. Paa et Møde i Phønixsalonen i Løverdags Aftes blev der efter Indbydelse af Snedker Pihl dannet en "social- demokratisk Forening". I den herom førte Discussion deeltoge næsten udelukkende Talere, bekjendte fra den forbudte "internationale Arbejderforening", som ogsaa kritiserede Høiesteretsdommen mod de tre Socialistførere. Efter Mødets Slutning, omtrent Kl. 12. samledes en stor Deel af Deeltagerne paa St. Kjøbmagergade, hvorfra de syngende Socialistmarchen drog gjennem Kronprindsensgade og videre ad Amalienborg stil. De fandt imidlertid Bredgade og St. Strandstræde afspærrede af Politiet, som drev Hoben tilbage og splittede den ad. Endeel af den samledes paany oq drog igjennem Viingaardstræde ad Christiansborg Slot til med Raabet: "Til Frederik den Syvendes Statue". I Fortunstræde bleve de standsede af en ny Politistyrke, som splittede dem ad, og hermed vare de natlige Optøier forbi.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. august 1873).

Forbuddet mod den internationale Arbeiderforening synes at skulle blive Sommerens vigtigste Begivenhed med Hensyn til den indre Politik. Ligesom Tilfældet er med alle andre Begivenheder, der naa at tildrage sig almindelig Opmærksomhed, bedømmes ogsaa dennes Oprindelse og mulige Virkninger meget forskjelligt fra de forskjellige Sider. Yderste Høire anser naturligvis det af Justitsministeren foretagne Skridt for særdeles prisværdigt og politisk klogt, idet dette Parti jo overhovedet ikke kjender andre Midler end det, der er bragt i Anvendelse. De egentlig Nationalliberale, forsaavidt man vil navne dem særskilt ved Siden af ovennævnte Parti, synes at helde til samme Betragtning, dog saaledes at enkelte af Partiets Blade lade en vis Tvivl komme til Orde angaaende hvorvidt Hensigten ogsaa tilfulde er opnaaet. Dette Standpunkt indtages f. Ex. af "Jyllandsposten", trods at dette Blad, som bekjendt, fra første Færd vilde, at en Arbeiderbevægelse i den Form, som Bevægelsen strax antog hertillands, skulde nedslaaes med Politi- og Militærmagt. Vor anden indenbys Værkfælle af samme Farve lever i glade Forestillinger om, at Arbeiderrøret nu er forbi, og at man idetmindste paa dette Punkt kan fortsatte den afbrudte traditionelle Søvn. De nationalliberale Kjøbenhavnerblade følge vi, rent ud sagt, ikke, men stole forøvrigt paa, at deres herværende Aflæggere i give os et tilstrækkeligt Indblik i det Standpunkt, i der indtages i Hovedkvarteret. Hvad derimod det folkelige Parti angaaer, da synes samtlige dettes Grupper at anse det omhandlede Forbud for en lidet heldig Foranstaltning, idet man fra denne Side efterhaanden med større eller mindre Beredvillighed har erkjendt, at den hele Bevægelse var paa bedste Vei til at antage del besindige og rolige Præg, som er eiendommeligt for vor Folkekarakter, og som i Virkeligheden ikke kunde antages svækket eller paavirket, selv om der i vedkommende Forenings Love maatte findes en lidetsigende Antydning, iøvrigt vist uden mindste praktiske Betydning, om en Art Forbindelse med den saakaldte internationale Arbeiderbevægelse i andre Lande. Et Spørgsmaal bliver det nu i alle Tilfælde om Udviklingen fremdeles vil vedblive i samme gode Spor, hvori den, som sagt, var ved at komme ind, og de, som udenfor Foreningen havde medvirket af yderste Evne til et saadant Resultat, kunne naturligvis ikke uden Bekymring se paa, at der bringes Midler i Anvendelse, der i saa Henseende neppe ere aldeles farefri. At de Arbejdere, som engang ere vakte, ikke sove ind igjen, anse vi for en Selvfølge, og ligesaa selvfølgeligt, at en stedse voxende Kreds vil blive inddraget under denne Opvækkelse. I saa Henseende vil jo saavel Arbeiderførernes Domfældelse som Forbuddet og den paafølgende Proces mod den danske internationale Arbejderforening øve en Virkning, ganske modsat, hvad man formodentlig har tilsigtet. Ti bortset fra alt Andet, maa de nævnte Forhold nødvendigvis vedligeholde og skjærpe Arbeidernes Opmærksomhed. Navnet Internationale kan man, hvis Dommen iøvrigt kommer til at gaa Foreningen imod, vel blive af med, men derved synes ikke at være vundet Nogetsomhelst. Ti det vil jo, som allerede fremhavet fra andre Sider, og som allerede forsøgt af Vedkommende, være den letteste Sag af Verden for de Arbejdere, som indse Betydningen af Enighed og Sammenhold, at finde nye Former for et Saadant uden at træffes af det udstedte ministerielle Forbud.

(Aarhus Amtstidende 19. august 1873).

Flere fagforeninger optog efterfølgende Pio, Brix og Geleff som æresmedlemmer.

Mere om det slesvigske Spørgsmaal. (Efterskrift til Politivennen)

Zahle skriver i sin "Folketid.": Der er iaar paa vore Folkefester talt Meget om Slesvig og Slesvigerne. Dette kræver Eftertanke. Naar Pastor Richardt sagde, at Hovedgrunden til Slesvigs Tab var, at vore Forfædre lod det fremmede trænge ind, saa er deri noget Sandt, men ogsaa Noget, der kun er halvt sandt. Den første Lære, som heraf maatte uddrages, var da den, at intet ufrit Folk selv kan sørge for sit Folkelivs Hævdelse og Fremme. Altsaa har Enevældens 200 Aar været til Skade for Folkelivet i Danmark. Et Folk uden Selvstyrelse sygner hen. Skal man vente Alt af Regeringen, vænnes man til selv at ligge paa den lade Side. Her stemmer Richardt med den, der i "Folketidenden" skrev, at Tvangsskoleloven fra 1814 har fremmet Tydskheden i Slesvig. Alligevel var dansk Almuesprog udbredt lige ned til Hollingsted ved Dannevirke og gamle Folk i Angel talte endnu Dansk. Dette Dansk blev ikke pleiet af Regeringen; ti det er ikke nok, at man værner om Sproget, naar man ikke agter de Smaafolk, som tale det fra Fædrene nedarvede Folkesprog. Men netop dette ser man jo, Folk ikke endnu i vore Dage vil gaa ind paa. Tvertimod taler man om den falske Folkelighed. Saa vidt var det kommet med Danskheden i Slesvig, at i de første slesvigske Stændermøder talte de Allesammen Tydsk, saa at P. H. Lorentsen vakte Opsigt ved at være den Eneste, der talte Dansk. Saa kom Laurids Skau som Folketaler paa Skamlingsbanken og saa kom H. Kryger. At gjøre L. Skau til Amtsforvalter var næppe den rigtige Maade at fremme Danskheden paa. Man skulde have støttet de folkelige Kræfter derovre i Stedet for at sende en hel Besætning af kongerigske Embedsmænd, som paa faa nær ikke havde Øie for Folkets eget Tarv. Jeg har for en halv Menneskealder siden udtalt, at det slesvigske Spørgsmaal var af Regeringen gjort til et Embedsspørgsmaal, nemlig om hvem der skulde have de slesvigske Embeder, Kjøbenhavns eller Kiels Embedssøgere. Det burde have været et Folkespørgsmaal; ti kun ved den indfødte slesvigske Danskhed kunde Slesvig eller Sønderjylland have værget sig mod at tilfalde de høitydske Kjøbmand, Godseiere, Embedssøgere og Andre, der fra tydsk Stade stod lige over for de raadende Kræfter i Kongeriget. Som man heraf ser, maa der sluttes saaledes: At de "Nationalliberale" har villet være ved Magten med alle deres Embedsbortgivelser ovre i Slesvig har netop været Ulykken. Hvis derimod de folkelige Kræfter i Kongeriget havde faaet Lov til at støtte de folkelige Kræfter i Slesvig dels ad den frivillige Samfundsvei dels ved at lade fødte Slesvigere faaet Slesvigs Embeder, da vilde vi nu ikke vare komne til den Yderlighed, at vi kun kan tale om Nordslesvigs Gjenerhvervelse, men da kunde vi have holdt fast ved vor ældgamle folkelige Ret, at hele Slesvig var Danmarks rette og folkelige Eie. Men hermed staar paa lige Trin den Sandhed, at havde Rotwitts Venner, havde Blixen-Finecke raadet, da det kom til ny Uenighed mellem Danmark og Tydskland, var det maaske ikke gaaet saa galt, som det gik. I alt Fald var det fra Grundtvigs, Tschernings og Blixens Side der advaredes mod det Hallske Regimente i Slesvig. Og nu har selv "Dagbladet" indrømmet, at det var galt med Sprogtvangen. For sidste Krig advarede vi imod at der taltes saa letfærdigt om "den anden slesvigske Krig". Da Spændingen tiltog, læste man i de navnløse Meddelelser, som tilsendtes ovre fra Slesvig, endog de Ord "vi glæde os til Krigen"; der udtaltes ved en offentlig Fest paa den kongelige Skydebane, at Krisen med Udlandet var fremkaldt "med beraad i Hu"; ja Krieger udtalte i Rigsraadet ved Novemberlovens Vedtagelse: "Hvo Intet vover, Intet vinder!" Altsaa kan man ikke tale om, at vi selv eller vore ledende Statsmand ere uden Skyld i at have fremkaldt en Afgjørelse med Udlandet om det slesvigske Spørgsmaal. Naar man da ikke havde Noget imod en krigersk Afgjørelse, saa maa de, der medvirke til alle de foregaaende Skridt, ogsaa finde sig i den Fred, der fulgte paa Krigen. Det er sørgeligt, men selv det store Frankrig ivrer imod, at Nogen tanker paa Hævn over den skete Ydmygelse. Altsaa var ikke blot Lauenborg og Holsten men det gamle Sønderjylland tabt, afstaaet ved Fred og Slesvigerne løst fra deres Troskabsed. Men saa synge Mand som Digteren Palludan-Müller: "Slesvigs Land gjenvundet, det er Danmarks Maal!" Kan det være rigtigt? Sømmer det sig tænksomme Mænd? Efter Freden kom Krigen om Slesvig mellem Prøisen og Østerrig, og saa fik Napoleon den 3die indsat i Pragerfreden den Artikkel V, hvorefter Slesvigs nordlige Distrikter skal gjenforenes med Danmark, naar de ved fri Afstemning udtale sig derfor. Det skete ikke for Danmarks Skyld; ti ellers havde Napoleon i 1870 anket over, at denne Artikkel ikke var overholdt, da han opregnede hele Preussens øvrige Fremfærd. Det skete kun for at saa den Tanke om Afstemning, han havde indført ved at tage Savoyen og Nizza fra Italien, stadfæstet af større Magter. I Stedet for at glædes over denne Artikkel, skulde Danmark sørge; ti, hvis den kom til Udførelse, maatte vi vel som de Smaa finde os i Udfaldet, men derved havde vi ogsaa for stedse fraskrevet os Retten til det øvrige Sønderjylland med Dannevirke og alle de andre dyrebare Minder samt mange dansksindede Hjerter. Vil Mænd, der selv have Del i et Riges Styrelse, tale med om slige pinlige Tilstande, drøfte dem paa Folkefester, saa Folk til at raabe Hurra for uklare Talemaader, da er det vel rigtigt, at der opfordres til at tanke over den virkelige Side af Sagen: Hvis Afstemning engang, saasom naar Kronprindsen kommer til Roret i Prøjsen, tilbydes, hvorledes tanker man sig da at ville i Danmark med dets Rigsdag optage de indvandrede Tydske, hvordan vil man stille sig til de af Prøisen indsatte Embedsmand, hvordan vil man finde sig i de der opførte Fæstninger og Havne, og hvorledes vil man efter Afgjørelsen i det Hele stille sig til Prøisen under de større Kampe, der let kan opstaa mellem Stormagterne. Her er vi inde paa et Spørgsmaal, der ligeledes fremkaldes ved Folkefester. Adskillige Høiskolelærere og andre Lærere, stundom endog Gejstlige ere meget ivrige med at opmande til Kamp, men her ser jo Enhver, at vi er de Smaa, og Højskolerne er jo ikke det samme som Skytteforeninger. Derimod skulde det synes, at det laa meget nærmere for Høiskoleforstandere og Folkelærere at mane til sund Eftertanke, til klart Overblik, til moden Overveielse, for at vi dog ikke igjen skal i Blinde styrte os i Kampen og siden være henviste til kraftløse Skaaltaler og Hurraer, fordi man indlod sig i en haabløs og slet overtænkt Kamp.

(Aarhus Amtstidende 6. august 1873).

Til Sognefogden Jens Andersen i Faarup. (Efterskrift til Politivennen).

De skriver i "Jyllandsposten" Nr. 145, at det bar gjort et slet Indtryk paa Deres Egn, altsaa paa Dem, Hr. Jens Andersen og deres Ligesindede, at Sadelmager Grumstrup er bleven idømt en Bøde af 50 Rd. for at have udskjældt Bjørnbak for en Røver. Det smerter altsaa Dem og Deres Venner, at man ikke ustraffet kan skjælde Folk ud for Røvere. Det synes en underlig Fornemmelse af en Sognefoged, en Rettens Haandlanger. De anfører dernæst, at det ikke vor saa forunderligt, at Grumstrup er bleven dømt ifølge menneskelige Love, og altsaa maa man jo deraf drage den Slutning, at det ifølge Guds Lov er tilladt at skjælde sin Næste ud for en Røver. Hvor har De læst det i Bibelen Hr. Jens Andersen ?

Det er jo endvidere Deres Mening at dersom Bjørnbak havde Kjærlighed til sin Næste, vilde han ikke anlægge Sager mod dem, der æreskjændte ham. Det er rigtignok en yderst komisk Opfattelse af Tingene. Men, høistærede Hr. Jens Andersen! Dersom Folk nu skjældte Dem ud for en Røver, vilde De da være saa rar en Mand, have saa stor Kjarlighed til Deres Næste, at De vilde lade ham gjøre saadant ustraffet? Jeg antager det ikke, men er meget mer forvisset om, at Hr. Sognefogden vilde udstøde et forfærdelig Ramaskrig, og strax begive sig til Øvrigheden, for at faa slige Personer vedbørlig afstraffede, da en saadan Mands Navn, navnlig i Betragtning af hans Stilling som Sognefoged, maa være ukrænkelig. At De hjælpe Folk til, ved at give Penge til Udredelsen af de Bøder, de blive idømte, at fortsatte deres ugudelige og retsstridige Færd, maa altsaa efter Deres Opfattelse vare Kristenkjærlighed. Hvor mon De da har faaet den Lærdom fra? De skriver, at Bjørnbak fører et skarpt Sprog, og anbefaler ham at gaa i en Pogeskole, hvor han samtidig skulde paa Børstenbinder Geertsens Boremaskine for at faa legemlig Uddannelse jævnsides med den aandelige. Mig synes meget mer, at De, Hr. Jens, kunde trænge til at komme paa et saadant Institut eller Pogeskole, hvor De kunde begynde forfra for at faa Tingene rigtig med fra først af, navnlig vilde det være gavnligt, om De kunde komme til i en saadan Skole at lære at skrive Noget, der var sund Mening i, og ikke opvarte i et offentlig Blad med saadant Sludder, som De har gjort i "Jyllandsposten" Nr. 145. Skulde De saa under dette Studium, som Indsenderen heraf vil anbefale Dem, komme til at lide af den megen Stillesidden, som et Kursus i en saadan Skole vil medføre, kan De jo f. Ex. benytte enten Hr. Geertsens Boremaskine, hvilken De anbefaler Andre, eller, hvis De er en meget fed Mand, gode Jens, et Dreielad. Det vilde give Dem en fortrinlig Motion, og derved forhindre Sygdomme og andre Ubekvemmeligheder, som muligen kunne forulempe Dem under et saadant Studium. Hvem veed, om De da ikke kunde blive Referent til "Jyllandsposten"; ihvertfald vilde De dog maaske kunne opnaa at skrive noget mere Fornuftigt en anden Gang, ti med Deres sidste Inserat har De virkelig gjort Dem selv latterlig. Med Hensyn til det Sidehug, De har gjort til Børstenbinder Geertsen i Aarhus, vil jeg raade Dem, at De lader en Mand i Ro, naar han ellers ikke kommer Dem for nær, ti den hæderlige Haandværksstand er ikke til at gjøre Grin med. Hr. Geertsen bilder sig vist ikke ind, hverken at være en dannet Mand eller istand til at danne Andre og mindst Hr. Bjørnbak. Man har bestandig raabt paa, at Bjørnbak og hans Parti vare saa grove og raa i deres Optræden og Udeladelser; men Indsenderen heraf vil nu overlade til Publikum at domme, om ikke Modpartiet er meget værre, naar det oplyses, at Bjørnbak oftere modtager anonyme Breve fra Individer af hans Modparti, der paa Grund af hans politiske Anskuelser true ham med Overfald paa Livet, ligesom han ogsaa ofte bliver fornærmet paa Æren.

Indsenderen heraf antager ellers, at det maa betage Folk Lysten at slutte sig til et Parti, hvori der findes Individer, der true dem paa Livet, og som skjælder dem ud for store Røvere, der ikke dele Anskuelser med ham.

Z

(Aarhus Amtstidende 30. juli 1873).

Ved artiklens Z er med blyant skrevet Lars B(jørnbak). Mon en læser har haft kendskab til at han skrev under dette bogstav?

Nutidens Proletariat. (Efterskrift til Politivennen)

Ved en Undersøgelse, som Politiet foretog hos en Familie i Lille Kongensgade 25, 2den Sidesal, fandtes denne Familie, der bestod af en Kone, der var separeret fra sin Mand, Styrmand Hjorth, en voksen Søn (18 Aar) og en voksen Datter (16 Aar), der havde et uægte Barn (10 Maaneder gl.), og 2 Drenge paa henholdsvis 13 og 2 Aar, at bebo ét Værelse, c. 5 Alen i Kvadral og 4 Alen højt, med Vinduer ud til en Gaard, der kun er 10 til 12 Alen i Kvadrat. I Værelset fandtes af Møbler et Sengested uden Sengklæder, et gammelt Bord og én Stol; paa Gulvet laa en større og en mindre Halmmadrats; paa den største af disse havde Mad. Hjorth og hendes to yngste Sønner deres Sovested, paa den mindre laa Datteren og hendes Barn; som Overdyne benyttedes dels nogle gamle hullede Shawler, dels nogle Stumper af Tæppetøj. I selve Sengestedet laa den ældste Søn, der til Underlag og som Overdyne ikke havde Andet end nogle Kaffesække. Gulvet var paa de Steder, hvor det ikke dækkedes af Halmmadratserne, bedækket med et tyndt Lag Smuts og gammel Halm, som var falden ud af Hullerne paa Madratserne, og hele Værelset var opfyldt med den væmmeligste Stank. Familiens Klæder var fra inderst til yderst smudsige og lasede. Ved Visitation forefandtes 15 Laanesedler paa Smaapanter, men iøvrigt intet Mistænkeligt. Der var Mistanke om, at denne Familie levede af Betleri, men dette benægtedes baade at Moderen og Børnene. Moderen faar i 8 Rd. om Maaneden af sin Mand og 4 Rd. om Maaneden af Nexø Fattigvæsen, men ingen af Familiens Medlemmer har noget Erhverv. Derimod paastod Moderen, at hun havde Tilladelse af forskellige navngivne Familier til at henvende sig til dem om Understøttelse, der bestaar dels i aflagte Klæder, dels i Penge, og at hun engang havde i et Blad faaet frit indrykket et Avertissement om et Laan af 3 Rd., som skulde tilbagebetales med Arbejde, men hun nægtede bestemt at have henvendt sig direkte til ubekendte Folk om Hjælp, ligesom ogsaa at have udsendt sine Børn for at betle. Dette benægtedes ogsaa af Datteren, der bemærkede, al hun faar 5 Rd. om Maaneden af sit Barns Fader, en Skuespiller (hun selv har i nogen Tid været Koristinde ved et omrejsende Skuespillerselskab), samt derhos 2 Rd. 4 Mk. om Maaneden af Fødselsstiftelsen. Den ældste Søn havde været Opvarter i "Kafé Boulevard", og han havde i Juni Maaned fortjent 1 Daler om Dagen, hvilken var benyttet til Familiens fælles Underhold, men for Tiden var han uden Erhverv. Skønt Familien efter det saaledes Oplyste syntes at have Krav paa nogen Medfølelse, fik man ikke dette Indtryk af samme under Mødet i Retten, hvor navnlig Sønnen og Datteren mødte med smilende Ansigter og i Paaklædninger, der aldeles ikke svarede til den beskrevne Usselhed i Hjemmet. Medens Beskaffenheden af Beboelseslejligheden mulig maatte blive Genstand for Politiets nærmere Undersøgelse, forelaa der efter det under Sagen Fremkomne intet Bevis for, at noget Betleri havde fundet Sted, og da der ikke oplystes nogen anden Ulovlighed, hævedes den mod Moderen indleded Undersøgelse.

(Socialisten 18. juli 1873).

Kvinden som Læge. (Efterskrift til Politivennen)

Der er vist Ingen, uden han (eller hun) af egen personlig Erfaring véd, at Kvinden har et særligt Anlæg ikke alene som Sygeplejerske, men ogsaa til en vis Grad som Læge. Det er hende "Husraadene" skyldes; det er hende, som overleverer dem fra Slægt til Slægt, og anvender dem. Mangen Syg er bleven lindret i sin Smerte, mangt et alvorligt Sygdomstilfælde er blevet hindret ved disse "Husraad! hvad er det for gammel Overtro?" siger maaske Enkelte, der mener, at Videnskaben med Et har tilintetgjort dem. Men tal med forstandige Læger, og Du vil høre en ganske anden Dom. Sagen er jo ogsaa klar: "Husraadene" - det vil sige de gode; ti der gives som bekendt ogsaa nogle, som mere hviler paa Overtro og som er uheldig eller anvendes uheldig, f. Eks. paa Sygdomstilfælde, hvor de ikke hører hjemme - "Husraadene", siger vi, hviler paa Erfaringer, der har staaet sin Prøve lige saa længe og lige saa godt som mange af de Medikamenter, man køber edter Doktoropskrift paa Apotekerne. Lægernes Raad hviler ogsaa paa Erfaringer. Men det var ikke om Husraadene vi skulde tale; vi nævnte dem kun, fordi det er en Kendsgerning, at det fortrinsvis er Kvinder, som praktiserer dem og som derved har øvet en særdeles gavnlig Virksomhed, hvilket tillige peger hen paa en anden Kendsgerning: nemlig Kvindens saa at sige særlige Begavelse og Lyst som  Sygehjælperske i mangfoldige af de mest hyppig forekommende Tilfælde. 

At nyttiggøre og udvikle denne Begavelse er ingen liden Sag, skulde vi mene. Men her møder den vel bekendte Fordom mod hvert nyt Skridt. Hvorledes skal man nu komme forbi denne Fordom mod, at kvinder gør sig det til Livskald, som tidligere kun har været dem et naturligt og for det Meste ulønnet - skønt derfor ikke mindre velsignelsesrigt - Kald? Ti om mere spørges der ikke; det gælder ene og alene om at gøre Kvinden fra en tilfældig Sygehjælperske til en fuldt udrustet og til en fast Stilling knyttet. Lad os søge Vejledning i andre Lande, hvor man har havt de samme Vanskeligheder og Fordomme at overkomme! 

Det er bekendt nok, at der i den civiliserede Verden i den senere Tid har gjort sig gældende en Stræben efter at anvise Kvinden en mere økonomisk uafhængig Stilling, en Stilling mere Ligeordnet Mandens i alskens praktisk Bedrift. Man har derved aabnet Halvdelen af Menneskeslægten (Kvindekønnet) Adgang til at lægge sin intellektuelle og moralske Kraft med i Verdensudstillingen. Den gamle Forestilling om Kvindens Bestemmelse til at være Mandens Slavinde, eller en Pyntedukke, har derved faaet et Stød, som er Samsundet til største Vinding i moralsk og økonomisk Henseende. I andre Lande er man som sagt naaet videre. Vi taler ikke om Amerika; ti der har den saakaldte "Kvindeemancipations" Talsmænd næsten bragt det Gode og Berettige ved Emancipationstanken i Miskredit, ialt fald i mange Evropæeres Mening. Men lad os kun se hen til de evropæiske Lande! Eller lad os helst for det Første kun holde os til vore nærmeste Nabolande, hvor Forholdene er mest lige vore egne. Altsaa først Sverige. Flere Kvinder har allerede taget Studentereksamen ved Upsala Universitet, og nogle af disse kvindelige Studenter har foretrukket Lægevidenskaben. En anden ung svensk Kvinde er for kort Tid siden vendt hjem fra at amerikansk Universitet, hvor hun har underkastet sig fuldstændig medicinsk Eksamen, og vil, efter at have fortsat sine Studier nogle Maaneder ved et Hospital i København, søge Adgang til at praktisere som Læge i sit Fædreland.

Det er ligeledes bekendt, at man i Sverig er særdeles gunstig stemt for at aabne Kvinden Adgang til selvstændig Virksomhed paa alle rimelige Omraader, de være praktiske eller videnskabelige, og at Videnskabsmænd og Bladene særlig har begunstiget Kvindernes Bestræbelser for at virke i Lægevidenskabens Tjeneste.

I Finland er Kvindens Ansættelse som Læge et af de praktiske Spørgsmaal, som allerede staar sin Løsning nær. Man er endog i saa Henseende kommet videre end i Sverig, idet man ifølge Meddelelser i Aftonbladet har indrettet offentlige Undervisningsanstalt for Piger og i den senere Tid livlig har drøftet Spørgsmaalet om Kvinders Adgang til at uddanne sig som Læger og øve Lægepraksis. Dette Emne var navnlig Genstand for en særdeles interessant Drøftelse i det finske Lægemøde i Helsingfors for en Maaneds Tid siden. Det opstillede Diskussionsemne lød saaledes: "Er der nogen Fordel for Sundhedsplejen i Finland at vente af, at Kvinder faar Ret til at studere ved det Medicinske Fakultet, hvormed vel ogsaa maatte følge Ret til efter aflagt Kundskabsprøve at udøve Lægevirksomhed? Og er det en nødvendig Følge heraf, at Fordringerne til deres Kundskaber, og hvad deres præliminære Studier angaar, stilles lige saa højt som de mandlige Studerendes?" Dr. S. O. Vasastjerna, som indledede Forhandlingerne, mente, at Lægevirksomheden utvivlsomt egnede sig for Kvinden. Vistnok kan der være Egenskaber, nyttige for Lægen, som fandtes hos hende i mindre Grad end hos Manden; men paa den anden Side har hun flere Fortrin. I ethvert Fald kan den praktiske Prøve være afgørende. Fra gammel Tid har Kvinden været Jordemoder og i senere Tid ogsaa vaksineret og været ansat ved sygegymnastiske Indretninger. Dertil har hendes Beføjelse paa Lægeomraadet været indskrænket, indtil Loven af spiste Maj 1871 erklærede hende berettiget til at drive medicinske Studier ved Universitetet. Angaaende Fordelene ved Kvinders Uddannelse til Læger bestod de efter Talerens Mening væsentlig deri, at l) alle Kønssygdommes Behandling skulde vinde ved at overtages af Kvinden, og 2) vilde Lægehjælpen blive billigere, da en Kvinde overhovedet for sit Livsophold behøver mindre end Manden og derfor ogsaa kan være billigere i sine Fordringer. Efter at flere Læger har deltagel i Drøftelsen, formulerede Ordføreren, Doktor Nobbe, Mødets Beslutning saalydende: "Diskussionsemnets første Del er af de Fleste besvaret bekræftende, idet man mener, at Sundhedsplejen i vort Land skal opnaa Fordele ved Uddannelsen af kvindelige Læger. Spørgsmaalets sidste Del er af Alle besvaret bekræftende, idet man anser det for nødvendigt, at det Kundskabsmaal, som kræves af kvindelige Læger, ogsaa i Henseende til Præliminærstudierne sættes lige saa højt som for de mandlige Læger."

(Socialisten 17. juli 1873).