Oline Hansine Schmidt og Marie Oline Andersen. (Efterskrift til Politivennen)

Justitssager. To unge Fruentimre, Arrestantinderne Oline Hansine Schmidt og Marie Oline Andersen, begge i en Alder af 22 Aar og tidligere straffede, ere i disse Dage ved Criminalretten ansete for Forbrydelser, der for den Førstes Vedkommende vidne om en høi Grad af Snedighed og en Forslagenhed, der har været den egentlige Aarsag til, at Medarrestantinden igjen betraadte Forbrydelsens Bane. Efter at være løsladt fra Ladegaarden den 20de Februar d. A. flyttede Arrestantinden Schmidt sammen med en Arbeidsmand, der intet Erhverv havde og derfor daglig forlangte, at hun skulde skaffe Penge, og undertiden endog pryglede hende. Da hun ikke vidste anden Maade at skaffe Penge paa, foregav hun for sin Veninde, Arrestantinden Andersen, hvem hun havde kjendt i flere Aar, at hun havde en Kjæreste, som laa paa Hospitalet, og som havde Penge udestaaende, men ikke kunde faae dem hævede i sin nuværende Tilstand. Derefter skrev hun Breve til nævnte Arrestantinde, underskrevne med den foregivne Kjærestes Navn, og bad heri om Laan, som lovedes tilbagebetalte med gode Renter. Andersen var saa godtroende, at hun efter disse Breve laante Schmidt c. 20 Rd. Sidstnævnte fandt ogsaa paa en anden Plan til at fralokke Andersen Penge. A. havde ladet sig forlyde med, at hun havde staaet i Kjæresteforhold til en Slagtersvend og givet denne en Portnøgle til Eiendommen, hvori hun boede. S. skrev nu først i den somme opdigtede Persons Navn, som tidligere, og senere i en ved Kjøbenhavns Politi ansat Overbetjents og i en af Criminalretsassessorernes Navne, selvfølgelig uden disses Vidende og Villie, Breve til A , hvori denne underrettedes om, at Slagtersvenden var bleven anholdt af Politiet og havde angivet at have faaet Nøglen af hende, hvorfor hun, under Trusel af at komme 8 Maaneder "paa Huset" og af, at Brevskriveren nok skulde finde hende, paabødes at betale Afdrag paa en Mulct af 50 Rd., som Schmidt havde indbildt hende, at hun skulde betale for at have ladet sin Kjæreste faae den omtalte Nøgle; Pengene skulde leveres til Schmidt, der vilde besørge det Fornødne. Ved disse Breve fik Schmidt presset Andersen til at betale hende c. andre 20 Rd., uagtet S. vidste, at Andersen ikke var i Besiddelse af Penge og for at tilveiebringe dem maatte gjøre sig skyldig i Ulovligheder, ja hun opfordrede hende endog selv til at stjæle fra sit Herskab. Schmidt har derhos flere Gange, naar hun var i Besøg hos Andersen, frastjaalet denne Klædningsstykker og pantsat dem og endelig gjort sig skyldig i flere andre mindre Ulovligheder. For at skaffe de omtalte Penge har Arrestantinden Andersen deels stiftet Laan i sin Madmoders Navn, deels frastjaalet sin Huusbond saavel Løsøre til en Værdi af 17 Rd. som Penge til et Beløb af c. 45 Rd. Disse Penge henlaa om Natten i Huusbondens Tegnebog paa en Commode i hans Sovekammer, og om Morgenen, inden han var staaet op eller var bleren paaklædt, tog hun dem ud af Tegnebogen; den sidste Gang bemærkede Huusbonden Tyveriet og foreholdt Pigen det, men gjorde ingen Anmeldelse derom, da hun lovede at tilbagedelale hele det stjaalne Beløb, hvilket Arrestantinden haabede at kunne gjøre, naar hun fik de udlaante Penge tilbage med Renter. De stjaalne Penge anvendte hun deels til Tilbagebetaling af de Laan, hun havde stiftet i sin Madmoders Navn, deels til at tilfredsstille Arrestantinden Schmidts paatrængende Anmodninger og ikke for nogen Deel til sin egen Fordel. Arrestantinden Schmidt blev anholdt, medens hun var i et Besøg hos Andersen, og da Betjenten, idet han gik bort, yttrede til Sidstnævnte: "Jeg kommer siden og taler med Dem." blev hun forskrækket, og uden at tænke over Følgerne gik hun strax hen paa et Apothek, kjøbte for 2sk Svovlsyre i en lille Flaske og begav sig ud i Grønningen, hvor hun drak en Deel af Flaskens Indhold; hun tabte derpaa Besindelsen og kom først til sig selv igjen efter at være bragt paa Hospitalet, hvor hun i flere Uger maatte henligge under Cuur. Ved Dommen blev Arrestantinden Schmidt straffet med Forbedringshuusarbeide i 18 Maaneder, Arrestantinden Andersen med Fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. september 1873).

Arbejderforeningens udflugt til Frederiksberg. (Efterskrift til Politivennen)

Den demokratiske Arbejderforening

foretog søndag eftermiddag den bebudede udflugt til Frederiksberg. Ved den gamle jernbanevold samledes vel omtrent to tusinde deltagere i turen; efter at Pihl havde gjort opmærksom på at uagtet Crone vistnok havde bestilt dårligt vejr, lod det dog til at blive godt vejr, gik man langs volden til Valby. Det “gode vejr” gjorde dog lidt løjer, idet Crone dog fik den fornøjelse at der lige ved afmarchen kom en heftig regnbyge; men arbejderne tager det ikke så nøje med en smule vådt, og man begav sig  derfor ugenert på vej under afsyngelse af “Arbejdersangen”. Inden man nåede til den gamle jernbanebro havde vejret dog klaret sig, så at Crones glæde kun varede kort; her udbragte Pihl et leve for friheden, og efter et udbragt hurra for Pihl, gik man til Valby Kro. Her lykkedes det kun de færreste at få et glas øl, da man naturligvis ikke var forberedt på at modtage så mange gæster på en gang. Derpå gik det under stadig sang gennem Valby til Søndermarken, hvor man lejrede sig på den smukke lille plæne tæt ved Slotskroen. Her forfriskede man sig lidt, provianten kom frem, og efter en kort hvil begyndte forhandlingerne. Disse arbejder har nu engang den sære vane at de ikke kan komme sammen uden at de skal tale lidt om deres egne anliggender, og nogle enkelte talere optrådte da også, dels for at mindes de te der nu sidder bag lås og slå, mens man her nød friheden på beskeden arbejdervis, og dels for at pirre de tilstedeværende for realisationen af alle arbejderes yndlingstanke: en egen bolig som politiet ikke kan chikanere. Derefter opfordredes de tilstedeværende til at erindre de 6 domfældte for fanesagen, og en indsamling fandt sted der indbragte den ikke ubetydelige sum af 17 rd. 17 sk. Det viser nok så meget at arbejderne selv midt i en fornøjelse ikke taber det store mål af syne, men altid er rede til at bringe deres skærv til dem der lider for sagens skyld. Mængden var imidlertid vokset betydeligt, idet mangfoldige var gået den sædvanlige vej til Frederiksberg, og det er næppe nogen overdrivelse når vi siger at der var samlet 3.000 deltagere foruden tilskuere der holdt sig i beskeden afstand. Som sædvanlig skulle politiet gøre sit for at bringe misstemning tilveje, og her fandt man på at ville forbyde øludskænkning, dog heldigvis for sent for der var ikke mere da forbuddet kom. Det lykkedes altså ikke at bringe forstyrrelse, tværtimod bragte det munterhed, og efter at der var holdt flere taler, hvor der blandt andet også konstateredes at forsamlingen ikke opfattede den murer Grøn overgåede dom som vanærende for ham, begav man sig til Carl Hansen i “Billigheden” i Allegade og her rekreerede man sig på bedste måde og skiltes efterhånden. På hele turen herskede der den bedste stemning, og når Dags-Telegraphen omtaler at stemningen var “mat”, så er det en lige så åbenbar løgn som når referenten er fræk eller dum nok til at forsamlingen var smeltet ind til ca. 400 personer. Der mangler bare et nul, så havde han været sandheden nærmere, men Rimestad kan jo heller ikke lide de “store tal”, og derfor holder han sig så nær til de små at han endog lader sig nøje med 2 og ½.

(Socialisten, 9. september 1873).

En udflugt i det grønne

Snedker Pihl med den ny demokratiske arbejderforening i København havde til i søndags besluttet en vandring til Frederiksberg, og efter opfordringen var der til den fastsatte tid ved den nedlagte jernbanedæmning ved tømmerpladsen samlet henved 1.000 personer af begge køn, af hvilke dog næppe 100 hørte til “foreningens” faste stok. Resten var dels læredrenge, der i stort tal havde givet møde, dels større og mindre familiegrupper der i en lille afstand sluttede sig til hovedstammen. Ved den store bro ud for “Carlsberg” gjorde man ifølge Dags-Telegraphen holdt for at råbe hurra for friheden og for Pihl, og så gik det videre ad banestrækningen til Valby hvor man gæstede kroen. Da man imidlertid måtte skøtte sig selv uden at nogen lod til at ænse besøget, travede man atter afsted og havnede i Søndermarken på en stor plæne tæt ved udgangen ved Slotskroen. Nu skulle talerne til at begynde; men stemningen var åbenbart trykket, og først efter at man havde fået et påskud til at beklage sig over politiet, som erklærede et etableret øludsalg for ulovligt, kom der lidt liv i “førerne” på udflugten, nemlig Pihl, Grøn, Alfred Jørgensen og “redaktør” L. Hansen så at de gav sig til at deklamere om storborgerne, politiet og socialismen. Stemningen var og blev dog mat; efter en times forløb brød man op, og “toget” der nu var smeltet ind til ca. 400 personer, gik derefter gennem Pile Alle til Allegade hvor man i et beværtningssted søgte hvile efter dagens besværligheder.

(Jyllandsposten, 9. september 1873).

Socialismen og Arbeiderbevægelsen. (Efterskrift til Politivennen)

Under denne Overskrift strider "V. A. Flkbl." bl. A. Følgende: Socialismen har i vort Fædreland sikkert gjort den Nytte, at man er kommen til at tanke mere over Smaafolks Kaar, og man er kommen til at sysselsatte sig med det saakaldte Arbeiderspørgsmaals Løsning. . . . Fremdeles har Arbeiderrøret bidraget til at vække Arbejdernes politiske Sands. Landboerne have lidt beklaget dem over, at Smaafolk i Byerne lod dem lede blindt hen; nu komme de og sige: "Vi ville ikke mere saaledes være et blindt Værktøi." Skulle vi da nu støde dem bort og skjælde dem ud for Socialister. Gjøre vi det, da vil det blive værst for os selv. Det er kun ved fælles Kamp, fælles Udholdenhed, vi kunne seire. De nylig vakte Folk maa ikke glemme, at der vil Udholdenhed til i Kampen, at Rom ikke blev bygget paa en Dag, og at de, selv i det bedste Tilfælde, ikke maa gjort sig overdrevne Forventninger om den Hjælp, som skal komme fra Lovgivningsmagten. - Om Pio, Geleff og Brix hedder det: Var Staten da eller maaske Kongedømmet i Fare, siden disse Mennesker dømtes saa haardt? Af Aktstykkerne i deres Sag fremgaar det, at det ingenlunde var Tilfældet. Prøjsen har gaaet ganske anderledes lemfældigt tilværks mod to socialistiske Førere, Bebel og Liebknecht, der havde en Betydning, som var meget stor, hvilket paa ingen Maade kan siges om vore. Pio siger meget betegnende i Forhørerne: "En Regning paa 50 Rd. kunde vælte os, hvor skulde vi da kunne tænke paa at vælte Staten?" Det fremgaar tydeligt nok, at der aldrig har existeret nogen bestemt Plan. Pio siger selv om Brix, at han ikke havde fjerneste Begreb om, hvad Socialisme var - - og han kaldtes endda Sekretær, men der førtes rigtignok ingen Protokol. Geleff var paa samme Maade Kasserer; ti han var aldeles uden Kasse saavelsom Penge. Han er Republikaner af Overbevisning; Pio derimod har ikke noget imod Kongedømmet, naar vi blot faa en socialistisk Stat. Højesteretsadvokat Nellemann viser slaaende, at de nævnte Herrer vel undertiden i "Socialisten" have slaaet paa den store Tromme, men de have egenlig intet lovstridigt udtalt. De store Ord finder han naturligvis meget for stærke og moralsk uforsvarlige; men han viser samtidigt, at Bevægelsens Ledere for 1843, f. Ex. Orla Lehmann, ogsaa brugte lignende stærke Udtryk. Deres lovstridige Færd begynder først, da de nægtede at adlyde Politiet den 4de Mai 1871 med Hensyn til Mødets Afholdelse paa Nørrefælled; derfor blev der af Forhørsdommerne rettet Forespørgsler til Isenkræmmerne, om der var solgt Vaaben og Ammunition, anstillet Undersøgelser i Kasernerne, om Tropperne vare blevne paavirkede. Det blev oplyst, at der ikke var solgt saa meget som en Knaldhætte, at der ikke havde været den ringeste Agitation blandt Soldaterne, at der kort sagt ikke var andet end hvad der forelaa aabenlyst og meget naivt aabenlyst.

(Aarhus Amtstidende 5. september 1873. 2. udgave).

Den demokratiske Arbejderforening. (Efterskrift til Politivennen)

Lørdag den 16. august 1873 dannedes den demokratiske Arbejderforening ved et møde i Føniks. Det skete som en reaktion mod at den internationale Arbejderforening to dage tidligere var blevet forbudt og lokalerne besat af politiet.

Arbejdermødet

i Salonen Føniks i Lørdags Aftes havde samlet saa mange Deltagere, som Lokalet kunde rumme, samtidig med at de tilstødende Gader var overfyldt af Mennesker, som Pladsen i Lokalet ikke tillod at optage.

Omtrent Kl. 8½ traadte Snedker Pihl og Cigarmager Giessing frem paa Talerstolen og modtoges af Forsamlingens jublende Bifaldsraab. Snedker Pihl takkede for den store Tilslutning, der viste, at Arbejderne var mødt med Bevidstheden om, at Arbejderbevægelsens Berettigelse ikke kan undertrykkes ved et Magtbud. Han henpegede paa Nødvendigheden af, at Arbejderne sluttede sig sammen; ti det Magtbud, som nu var udgaaet mod Foreningen "Internationale" var i Virkeligheden ikke Andet end en Frygt for, at Arbejderne skulde gøre de dem ved Grundloven hjemlede Krav gældende. Arbejderbevægelsen kan ikke tvinges ved et Magtbud; det eneste Middel er at indrømme Arbejderne de Rettigheder, de gør og har Lov til at gøre Krav paa. Men disse Fordringer vindes ved en endrægtig Sammenslutning, og for at opnaa denne, skal en ny Forening stiftes, der skal værne om de os ved Grundloven hjemlede Rettigheder, hvilket Magthaverne vil søge at berøve os. Han meddelte derpaa, at han havde besluttet. at oprette "den demokratiske Arbejderforening" og havde taget Cigarmager Giessing som Medhjælper. Denne Beslutning hilsedes med Mængdens jublende Bifaldsraab, og efterat Giessing var bleven valgt til Dirigent, gaves Ordet til Cigarmager Johnsen, der i indtrængende Ord opfordrede Arbejderne til at starte sig til den nye Forening, hvis Formaal var ved alle Lovens Midler at virke hen til i politisk og social Henseende at opnaa fuldstændig Ligeberettigelse med de andre Klasser i Samfundet. Snedker Winther viste i fyndige Ord, at det Slag, som Magthaverne havde slaaet, var et Slag i Luften, idet de ikke ved et Magtbud kunde kue Folkeviljens stærke Strøm. Zimmermann henpegede paa del Samme, og Gartner Johansen talte til dem, der ikke vilde slutte sig til den nye Forening. hvem han gav det Raad at prøve den, for da senere at saa at vide, om det var Ret eller Uret, den vilde. Smed Weiss talte om, at det første Formaal man skulde lægge Bind paa, var Fordringen om den direkte Valgrets Indførelse, og hertil sluttede sig flere Talere som Snedker Carstensen. Smed Pflug, der i varme og indtrængende Ord anbefalede den nye Forening, som det største og stærkeste Værn mod Magthavernes Ønske: at kue den fjerde Stand, Arbejderne. Forsamlingen vedtog derpaa, at "den demokratiske Arbejderforening" skulde betragtes som stiftet, hvorpaa Snedker Pihl allerede den Aften lod midlertidige Medlemskort uddele. Man gik dernæst over til det andet Punkt paa Dagsordenen: "Hvorledes opfatter Arbejderne den over Arbejderførerne, Pio, Brix og Geleff fældede Dom?" Snedker Adam Petersen udtalte, at medens han før Højesteretsdommen havde udtalt sig i besindige og rolige Ord, saa kunde han nu ikke længere gøre dette, ti nu var Maalet blevet fuldt; nu var Taalmodigheden brudt, efterdi man havde dømt Mænd, der havde opoffret deres hele Stilling, som de simpleste Forbrydere. Snedker Winther udtalte, at den over de tre Arbejderførere fældede Dom er uretfærdig i Arbejdernes Øjne, og paaviste, ved at anføre Ytringer af Castelar, at det internationale Princip hersker ikke blot blandt Socialisterne, men ogsaa blandt Storborgerne. Smed Carstensen tvivlede om, at det ved den over de fængslede Arbeidersførere stadfæstede Dom var gaaet ganske til, som det skulde. Han henpegede paa, at Frederik den Tredje havde givet alle Borgere, Lov til at henvende sig til Kongen, naar deres Ret blev krænket, og viste, at kun Frederik den Syvende den 20de Marts 1848 havde fulgt dette af hans Forgænger givne Løfte. I lignende Retning havde en Mængde Talere Ordet, og navnlig viste Gartner Johansen i et grundigt Foredrag, at Friheden er i Fare, dersom man ikke opfylder Arbejdernes berettigede Fordringer. Redaktør L. Hansen haabede, at den over Arbejderførerns fældede Dom ikke kunde svække Arbejdernes Hengivenhed for de tro Førere, og ventede, at det første Skridt, den nye Forening vilde foretage sig, var at optage Pio, Brix og Geleff som Æresmedlemmer i Foreningen. Endnu talte Skomager Ørdum, Cigarmager Johnsen, Mekanikus Møller og snedker Petersen, der opfordrede Arbejderne til at bevise de ved et Ulykkestilfælde dræbte Arbejdere paa Burmeister og Wains Værft den sidste Ære ved i Søndags at møde i saa talrig Mængde som mulig, hvorefter Cigarmager Giessing i et glimrende Foredrag takkede Forsamlingen for den udviste Ro og Orden og udtalte, at Magthaverne skulde nu faa at se, at selv om de snørede Snørebaandene nok saa stramt til, saa vilde den frie Arbejder dog ikke lade sig kue tilbage ved et vilkaarligt Magtbud. Da de nuværende Magthavere havde Brug for os, da var vi Arbejdere, nu er vi kun Pøbel. Mænd, der direkte er importerede fra Kommunen; men det bor os da. naar vi saaledes forhaanes, at ihukomme Kristian den 2den, der foranstaltede det stockholmske Blodbad, og gjorde Hovmod et Hoved kortere. Den Gang som nu var det Storborgerne, de Fornemme, der var Grund til den skete Blodsudgydelse. Lad dem vogte sig. Arbejderne er nu vaagne!

Efterat en Resolution var vedtaget, der udtalte, at Arbejderne udtaler sin Harme over en Lovgivning, der kan dømme tre Mænd til haard Fængselsstraf, der kun vil Arbejdernes Vel, hævedes Mødet med stormende Bifaldsraab for de fangne Arbejderførere.

(Socialisten 19. august 1873).

Kjøbenhavn, den 26de August 1873. Der har, som naturligt er, hersket en mer end almindelig Spænding og Uro blandt Arbejderne her i den senere Tid. Begivenhederne ere jo ogsaa saa at sige fulgte Slag i Slag paa hinanden. Først Høiesteretsdommen over Dhrr. Pio, Brix og Geleff, saa Afslaget paa Ansøgningen om Benaadning, og endelig Forbudet mod den internationale Arbejderforening. Man maa imidlertid anerkjende den Ro og Besindighed, som Arbejderne under disse vanskelige Forhold ere gaaede frem med. At der er Alvor og Kraft i deres Virken har de sidste Dages Begivenheder givet fuldt Bevis for og det maa staa klart for enhver Upartisk, at den Vækkelse, som har sit Udspring fra de ovennævnte 3 Herrer, ikke mere lader sig nedslaa, om der end træffes nok saa mange Regeringsforanstaltninger imod den, men at den med Alvor og, som man tør haabe, med Ro vil arbeide sig frem til en virkelig og betydningsfuld Faktor i Samfundslivet. Det gjør godt under al den Blaserthed og Ligegyldighed for alle offentlige Forhold, som er saa fremherskende i Kjøbenhavn, naar undtages en enkelt lille Klike, at se Mænd - Arbejdets Mænd - træde frem og organisere sig, at høre dem tale Alvors-Ord til deres Kammerater og vide, at de føle Situationens Betydning, og det gjør dobbelt godt og er dobbelt glædeligt, naar man af de senere Tiders Begivenheder med fuld Forvisning kan stole paa, at der i den Kamp, som ogsaa fra denne Side føres mod Høirepartiet, kun vil blive anvendt gode og lovlige Midler, og at Bevægelsens første vilde Fantasterier forlængst er et overvundet Stadium. Strax efter Forbudet mod den internationale Arbeiderforening blev der, som allerede bekjendt, dannet en demokratisk Arbejderforening, for hvilken Snedker Pihl er valgt som Formand, og denne Forening tæller allerede et ret betydeligt Medlemsantal. - Dels for at skaffe denne Forening yderligere Udbredelse, dels for at høre Udtalelser om Dommen over Arbejdernes Talsmænd og mulig faa en Adresse istand til Hs. Maj. Kongen om deres Benaadning, blev der igaar Estermiddags afholdt et Arbeidermøde paa Nørrefælled, sammenkaldt af Snedker Pihl paa flere Fagforeningers Vegne. Politidirektøren havde dog givet Tilladelse til Mødet, men foreskrevet adskillige Regler for dets Afholdelse, og Arbejdernes Stemning mod Politidirektøren lagde sig tydelig for Dagen ved de Latterkor og "Aa"-Raab, som ledsagede Hr. Pihls Meddelelse om, at han var bleven kaldt op til "Etatsraaden" og navnlig ved Oplæsningen af Politidirektørens Navn under Tilladelsen "V, (Vee) Crone". Der havde til Mødet samlet sig flere Tusinde Mennesker, hvoriblandt ikke saa Damer, og om det end ikke kunde undgaaes at der faldt enkelte temmelig skarpe Udtalelser, saa maa man dog anerkjende, at der herskede den største Ro og Orden under Mødet. De fleste af de optrædende Talere, som Snedker Pihl, Adam Petersen, Snedker Winther, Cigarmager Johnsen, ere i Besiddelse af et ikke ringe Talent som Talere, og den Alvor og Kraft i Forening med den Ildfuldhed og Begejstring de udtalte dem med, viste, at det ikke var et Mundsveir for dem, men at det var en Sag, som de alvorligt og nøie havde overvejet, sluttet sig til og levet sig ind i. Ogsaa Tilhørernes Opmærksomhed viste, at de fulgte Sagen med Interesse, og navnlig viste den Bevægelse, der greb Mængden ved Johnsens Omtale af de dømte Førere, og hvad Arbejderne skyldte dem, at der hos Arbejderne er en levende Taknemmeligbed mod de Mænd, som have aabnet Øinene paa dem. Mødet sluttede med Vedtagelsen af de foreslaaede 3 Resolutioner. 

(Aarhus Amtstidende 28. august 1873).

Pihl blev senere dømt for sin denne affære, se indslaget Snedker Pihls Dom på denne blog.

Eksplosionsulykke i Hillerød. (Efterskrift til Politivennen)

Ulykken i Hillerød. Om denne ulykkelige Tildragelse, som kortelig er ommeldt i et Telegram, giver "B. Tid." følgende udførlige Meddelelse: I Onsdags Morges Kl. 7 1/4 fandt der en forfærdelig Explosion Sted i det Hr. Orloff Andersen tilhørende Klædefabrik, Hør- og Uldspinderi i Slotsgade i Hillerød. Aarsagen til Ulykken var, som det synes at fremgaa af det foreløbige Forhør, at Fyrbøderen Søren Nielsen, der nylig var kommen til Fabriken, trods gjentagne Advarsler havde anbragt en Stang mellem Loftet i Kjedelhuset og Kjedlens Sikkerhedsventil, saaledes at denne ikke kunde virke, formodentlig i den Hensigt at ville spare paa Dampen. Følgen var, at da man havde standset Maskinen for at bringe Drivremmen, der var gaaet af Drivhjulet, i Orden, exploderede Kjedlen pludselig med en saadan Voldsomhed, at ikke blot hele Sidehuset, i hvilket der foruden Kjedlen var et Sadelmagerværksted, men et Sidehus i den tilstedende Eiendom, hvor der var et Bageri, styrtede sammen til Grunden, skjøndt der var en Gyde af omtr. 1½ Alens Brede imellem de to Bygninger. Af Baghuset, i hvilket Spinderiet fandtes, styrtede det Halve sammen, saaledes at Maskiner, Mursten, Tagsten, Bjælker og Gasrør kastedes mellem hinanden i et forfærdeligt Virvar; Forhuset slog Revner i sin Grundvold, og et helt Hjørne af det, hvori Kjøkkenet befandt sig, bortskares. I mange Hundrede Alens Asstand vare alle Husenes Tage beskadigede, Vinduesruder itupaaede osv. Gaden udenfor var ufremkommelig paa Grund af nedfaldent Grus, Splinter, knækkede Gasrør og itustaaede Maskindele; Dampkjedlens mange Centner tunge Laag var ført igjennem Luften fra Sidehuset over Gaden og var faldet ned i Gjenboens Gaard, og som Exempel paa Explosionens Heftighed kan endnu nævnes, at en Bjælke foer omtr. 300 Alen gjennem Luften ind tgjennem et Vindue i Leidersdorsfs Hotel, hvor den slog et Taffeluhr istykker, og at et Damprør omtr. ½ Alen i Diameter af 14 a 15 Alens Længde førtes hen paa Taget af et temmelig langt bortliggende Hus. Desværre maa man beklage Tabet af mange Menneskeliv; i Sadelmagerværkstedet, der var nærmest ved Kjedlen, var der 4 Svende og 1 Dreng tilstede, som Alle omkom, hvorimod det i Bageriet paa den anden Side af Gyden, ved Borgmester Scholtens Ledelse, lykkedes at udgrave den ene af de i Bageriet værende tre Personer i levende Live efter en Times anstrængt Arbejde. De sex Lig fra Sadelmagerværkstedet fandtes ikke paa Stedet selv, men vare førte tværs over Gaarden, hvor de laa i en Række op ad en Mur under en Grusdynge. Sadelmagermesteren, Hr. Jørgensen, der opholdt sig i et tilstedende Værelse, blev slynget ud i Gaarden og besvimede, men laa frit, saaledes at han strax kunde bringes paa Hospitalet, hvor man nærer Haab om hans Liv, hvorimod en Pige, der tjente hos Proprietær Grønberg, der havde Leilighed paa 1ste Sal i Forhuset, blev haardt kvæstet, da Kjøkkenet faldt. Hun afgik ved Døden opad Dagen. I Fabriken selv omkom kun en Dreng, der var løbet ned, da Maskinen standsede, for at se, hvad der var paafærde, medens Fyrbøderen og en Mand, der var ham behjælpelig, og som begge vare i Kjedlens umiddelbare Nærhed, slap, den Første med nogle mindre Kvæstelser, den Anden uskadt. De Omkomne i Sadelmagerværkstedet vare: Sadelmagersvend Køhlert, Kjøbenhavn, Sadelmagersvend Christen Juul, der efterlader sig Kone og 3 Born, boende paa Gammelmønt i Kjøbenhavn, og som ankom til Frederiksborg Dagen forud, Sadelmagersvend Jensen fra Nykjøbing p. F., der ligeledes ankom Dagen forud, Sadelmagersvend Rasmus Jørgensen og Lærling Niels Wilhelmsen fra Uvelse. Sadelmagermester Jørgensen kvæstedes, som ovenfor omtalt, temmelig betydeligt. Hos Bager Petersen omkom Bagersvend Deppe fra Horsens og Lærling Paul Johan Christensen fra Hjørlunde. Bagersvend Gerlach fra Grenaa, der er gift, frelstes, og man nærer godt Haab om hans Liv. Foruden den hos Proprietær Grønberg tjenende Pige fra Dragstrup, der døde, omkom i selve Fabriken Drengen Lauritz Petersen fra Hillerød Overdrev, medens Fyrbøderen Søren Nielsen kun blev let kvæstet.

Hele den kongeligt Familie samt Storførsttronfølgeren med Gemalinde begave sig til Frederiksborg, kort efter at Ulykken var sket. De høie Herskaber tilstillede Borgmesteren en Sum af 900 Rd. til at lindre Nøden. Der er draget Omsorg for at begrave de Døde paa en passende Maade, og der vil blive udstedt Opfordring til at komme de Nødlidende til Hjælp. Eieren af Fabriken, Hr. Orloff Andersen, lider et meget betydeligt Tab, da han ikke havde forsikkret mod Explosion. 

(Aarhus Amtstidende 22. august 1873).

Knud Gamborg: Efter eksplosionen i Orlow Andersens Hørspinderi i Hillerød den 20. august 1873. Illustreret Tidende nr. 727, 31. august 1873.