Den fri kvindelige Forening. (Efterskrift til Politivennen)

Den fri kvindelige Forening afholdt Møde i Torsdags Aftes i Adelgade 27. Det var ret livligt besøgt og lededes med megen Dygtighed af Borgerinde Hansen, der tillige aabnede Mødet. Hun begyndte med at oplæse Regnskabet, der blev godkendt, og man gik derefter over til at drøfte Lovene der blev vedtagne efter nogen Diskussion. - Borgerinde C. Hansen indprentede de tilstedeværende Kvinder, at de fremfor Alt maatte udtale sig hvis der var Noget ved Lovene, som ikke tiltalte dem, for at der ikke bagefter skulde være Tale om Forandringer, naar Lovene forelaa trykte. Foreningens Formaal var jo kun at danne et Fond for Arbejdernes Taknemlighed, men ved Siden deraf vilde man ogsaa stræbe hen til at hjælpe hinanden gensidig i Sygdomstilfælde eller Lignende senere hen, naar Midlerne tillod det. Kvinderne behøvede ikke at staa tilbage for Mandene, de burde ogsaa bidrage en Del til deres eget Vel, naar de kun vilde slutte sig sammen - Dirigentinden ytrede, at Kvinderne ogsaa havde Fjender i deres egen Lejr, idet der var dem, der tidligere havde skumlet over, at Regnskabet ikke var saa ganske korrekt, og for at forebygge dette, vilde man fremlægge Regnskabet hver Mødeaften. Foreningens Hovedtanke vilde dreje sig om de tre Mand, og hun kunde ikte undlade at bringe dem en Tanke her i Aften. Det var hendes faste Overbevisning, at det ikke vilde vare længe, før vi atter havde dem i vor Midte, og hun knyttede i saa Henseende sit Haab til Rigedagen. Vi, som her er til Stede, har næsten Alle hørt hver Tale fra Pio's Mund, og om saa Hele Verden sagde, at Dommen var retfærdig, saa vilde hun og vistnok Enhver med hende sige, at Dommen var uretfærdig. Man gjorde Stads og Fjas af en Fyrste, der havde været med til at røve flere Stykker Land fra Danmark, medens man behandlede dem, der vilde Arbeidernes, d. e. Landets Vel, som de gemeneste Forbrydere. Borgerinde Clausen  talte for Regnskabets Rigtighed, og ytrede, at det vilde være en gemen Forbrydelse, at tilvende sig den mindste Hvid af Foreningens Formue, særlig med Hensyn til dens Formaal. - Dirigentinden mente, at Benævnelsen "Borgerinde" var den mest passende for Medlemmerne, idet man da slap for Ulejligheden med at skaffe sig at vide, om den man tiltalte, var "Jomfru" eller "Madam , og hun saa ikke i Benævnelsen Noget, der havde med "Internationale" at bestille, ti naar Medlemmernes Mænd, Forlovede, Brødre osv. var "Borgere i Staten", saa maatte disse jo være "Borgerinder". Da Ingen havde begæret Ordet, fortsatte hun med nogle Bemærkninger "om Kvinden", og fortalte meget træffende, at det ærgrede hende, at man kaldte Kvinden "den Svage" til enhver Tid. Det var uberettiget, ti man havde Tusinde Eksempler paa, at Kvinden var den Stærke, naar Manden lod Modet synke. Hvem havde f. Eks. det meste Arbejde, naar Børnene var syge? Saa var Manden i Tilgift ofte knarvurren og gnaven, medens Kvinden opbød hele sin Sjæls styrke og ofrede sin Ro tidligt og silde; og naar saa Manden svigtede sine Pligter og gik paa Værtshus og ødelagde de knappe Indtægler, ja saa var det atter Kvinden, der maatte holde ud, arbejde til det Yderste, for at holde sammen paa Stumperne og bevare det ydre Skin. Naar Mandens Mod svigtede og han f Eks. tog sig af Dage, da var det atter Kvinden, der maatte tage dobbelt Mod til sig for ikke at lade de stakkels uskyldige Børn i Stikken. Og hvor udholdende sidder ikke Kvinden ved Mandens Syge eller Dødsleje? Kort sagt, der var utallige Beviser paa, at Kvinden var den Stærke, og hun ønskede af Hjertet, at man vilde befri hende fra dette Tilnavn. - Sluttelig talte Borgerinde E. Hansen for Benævnelsen "Borgerinde", idet hun dog fremhævede, at man ikke vilde befatte sig med Politik, det overlod man til Mændene. Vi virker stille og beskedent for os selv og for vort Formaal. - Mødet hævedes med Afsyngelsen af flere socialistiske Sange, og den fortrinligste Stemning havde hersket hele Aftenen, tilligemed en Ro eg parlamentarisk Orden, der endogsaa vilde have gjort en Forsamling af Mand til Skamme. 

(Socialisten 13. september 1873).

I Adelgade 27 lå ifølge Hans Scherfig i "Land og Folk" (1974) i sin tid Tømrerkroen som var mødested for deltagerne i "Tømrerskruen" i 1794.

Oline Hansine Schmidt og Marie Oline Andersen. (Efterskrift til Politivennen)

Justitssager. To unge Fruentimre, Arrestantinderne Oline Hansine Schmidt og Marie Oline Andersen, begge i en Alder af 22 Aar og tidligere straffede, ere i disse Dage ved Criminalretten ansete for Forbrydelser, der for den Førstes Vedkommende vidne om en høi Grad af Snedighed og en Forslagenhed, der har været den egentlige Aarsag til, at Medarrestantinden igjen betraadte Forbrydelsens Bane. Efter at være løsladt fra Ladegaarden den 20de Februar d. A. flyttede Arrestantinden Schmidt sammen med en Arbeidsmand, der intet Erhverv havde og derfor daglig forlangte, at hun skulde skaffe Penge, og undertiden endog pryglede hende. Da hun ikke vidste anden Maade at skaffe Penge paa, foregav hun for sin Veninde, Arrestantinden Andersen, hvem hun havde kjendt i flere Aar, at hun havde en Kjæreste, som laa paa Hospitalet, og som havde Penge udestaaende, men ikke kunde faae dem hævede i sin nuværende Tilstand. Derefter skrev hun Breve til nævnte Arrestantinde, underskrevne med den foregivne Kjærestes Navn, og bad heri om Laan, som lovedes tilbagebetalte med gode Renter. Andersen var saa godtroende, at hun efter disse Breve laante Schmidt c. 20 Rd. Sidstnævnte fandt ogsaa paa en anden Plan til at fralokke Andersen Penge. A. havde ladet sig forlyde med, at hun havde staaet i Kjæresteforhold til en Slagtersvend og givet denne en Portnøgle til Eiendommen, hvori hun boede. S. skrev nu først i den somme opdigtede Persons Navn, som tidligere, og senere i en ved Kjøbenhavns Politi ansat Overbetjents og i en af Criminalretsassessorernes Navne, selvfølgelig uden disses Vidende og Villie, Breve til A , hvori denne underrettedes om, at Slagtersvenden var bleven anholdt af Politiet og havde angivet at have faaet Nøglen af hende, hvorfor hun, under Trusel af at komme 8 Maaneder "paa Huset" og af, at Brevskriveren nok skulde finde hende, paabødes at betale Afdrag paa en Mulct af 50 Rd., som Schmidt havde indbildt hende, at hun skulde betale for at have ladet sin Kjæreste faae den omtalte Nøgle; Pengene skulde leveres til Schmidt, der vilde besørge det Fornødne. Ved disse Breve fik Schmidt presset Andersen til at betale hende c. andre 20 Rd., uagtet S. vidste, at Andersen ikke var i Besiddelse af Penge og for at tilveiebringe dem maatte gjøre sig skyldig i Ulovligheder, ja hun opfordrede hende endog selv til at stjæle fra sit Herskab. Schmidt har derhos flere Gange, naar hun var i Besøg hos Andersen, frastjaalet denne Klædningsstykker og pantsat dem og endelig gjort sig skyldig i flere andre mindre Ulovligheder. For at skaffe de omtalte Penge har Arrestantinden Andersen deels stiftet Laan i sin Madmoders Navn, deels frastjaalet sin Huusbond saavel Løsøre til en Værdi af 17 Rd. som Penge til et Beløb af c. 45 Rd. Disse Penge henlaa om Natten i Huusbondens Tegnebog paa en Commode i hans Sovekammer, og om Morgenen, inden han var staaet op eller var bleren paaklædt, tog hun dem ud af Tegnebogen; den sidste Gang bemærkede Huusbonden Tyveriet og foreholdt Pigen det, men gjorde ingen Anmeldelse derom, da hun lovede at tilbagedelale hele det stjaalne Beløb, hvilket Arrestantinden haabede at kunne gjøre, naar hun fik de udlaante Penge tilbage med Renter. De stjaalne Penge anvendte hun deels til Tilbagebetaling af de Laan, hun havde stiftet i sin Madmoders Navn, deels til at tilfredsstille Arrestantinden Schmidts paatrængende Anmodninger og ikke for nogen Deel til sin egen Fordel. Arrestantinden Schmidt blev anholdt, medens hun var i et Besøg hos Andersen, og da Betjenten, idet han gik bort, yttrede til Sidstnævnte: "Jeg kommer siden og taler med Dem." blev hun forskrækket, og uden at tænke over Følgerne gik hun strax hen paa et Apothek, kjøbte for 2sk Svovlsyre i en lille Flaske og begav sig ud i Grønningen, hvor hun drak en Deel af Flaskens Indhold; hun tabte derpaa Besindelsen og kom først til sig selv igjen efter at være bragt paa Hospitalet, hvor hun i flere Uger maatte henligge under Cuur. Ved Dommen blev Arrestantinden Schmidt straffet med Forbedringshuusarbeide i 18 Maaneder, Arrestantinden Andersen med Fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. september 1873).

Arbejderforeningens udflugt til Frederiksberg. (Efterskrift til Politivennen)

Den demokratiske Arbejderforening

foretog søndag eftermiddag den bebudede udflugt til Frederiksberg. Ved den gamle jernbanevold samledes vel omtrent to tusinde deltagere i turen; efter at Pihl havde gjort opmærksom på at uagtet Crone vistnok havde bestilt dårligt vejr, lod det dog til at blive godt vejr, gik man langs volden til Valby. Det “gode vejr” gjorde dog lidt løjer, idet Crone dog fik den fornøjelse at der lige ved afmarchen kom en heftig regnbyge; men arbejderne tager det ikke så nøje med en smule vådt, og man begav sig  derfor ugenert på vej under afsyngelse af “Arbejdersangen”. Inden man nåede til den gamle jernbanebro havde vejret dog klaret sig, så at Crones glæde kun varede kort; her udbragte Pihl et leve for friheden, og efter et udbragt hurra for Pihl, gik man til Valby Kro. Her lykkedes det kun de færreste at få et glas øl, da man naturligvis ikke var forberedt på at modtage så mange gæster på en gang. Derpå gik det under stadig sang gennem Valby til Søndermarken, hvor man lejrede sig på den smukke lille plæne tæt ved Slotskroen. Her forfriskede man sig lidt, provianten kom frem, og efter en kort hvil begyndte forhandlingerne. Disse arbejder har nu engang den sære vane at de ikke kan komme sammen uden at de skal tale lidt om deres egne anliggender, og nogle enkelte talere optrådte da også, dels for at mindes de te der nu sidder bag lås og slå, mens man her nød friheden på beskeden arbejdervis, og dels for at pirre de tilstedeværende for realisationen af alle arbejderes yndlingstanke: en egen bolig som politiet ikke kan chikanere. Derefter opfordredes de tilstedeværende til at erindre de 6 domfældte for fanesagen, og en indsamling fandt sted der indbragte den ikke ubetydelige sum af 17 rd. 17 sk. Det viser nok så meget at arbejderne selv midt i en fornøjelse ikke taber det store mål af syne, men altid er rede til at bringe deres skærv til dem der lider for sagens skyld. Mængden var imidlertid vokset betydeligt, idet mangfoldige var gået den sædvanlige vej til Frederiksberg, og det er næppe nogen overdrivelse når vi siger at der var samlet 3.000 deltagere foruden tilskuere der holdt sig i beskeden afstand. Som sædvanlig skulle politiet gøre sit for at bringe misstemning tilveje, og her fandt man på at ville forbyde øludskænkning, dog heldigvis for sent for der var ikke mere da forbuddet kom. Det lykkedes altså ikke at bringe forstyrrelse, tværtimod bragte det munterhed, og efter at der var holdt flere taler, hvor der blandt andet også konstateredes at forsamlingen ikke opfattede den murer Grøn overgåede dom som vanærende for ham, begav man sig til Carl Hansen i “Billigheden” i Allegade og her rekreerede man sig på bedste måde og skiltes efterhånden. På hele turen herskede der den bedste stemning, og når Dags-Telegraphen omtaler at stemningen var “mat”, så er det en lige så åbenbar løgn som når referenten er fræk eller dum nok til at forsamlingen var smeltet ind til ca. 400 personer. Der mangler bare et nul, så havde han været sandheden nærmere, men Rimestad kan jo heller ikke lide de “store tal”, og derfor holder han sig så nær til de små at han endog lader sig nøje med 2 og ½.

(Socialisten, 9. september 1873).

En udflugt i det grønne

Snedker Pihl med den ny demokratiske arbejderforening i København havde til i søndags besluttet en vandring til Frederiksberg, og efter opfordringen var der til den fastsatte tid ved den nedlagte jernbanedæmning ved tømmerpladsen samlet henved 1.000 personer af begge køn, af hvilke dog næppe 100 hørte til “foreningens” faste stok. Resten var dels læredrenge, der i stort tal havde givet møde, dels større og mindre familiegrupper der i en lille afstand sluttede sig til hovedstammen. Ved den store bro ud for “Carlsberg” gjorde man ifølge Dags-Telegraphen holdt for at råbe hurra for friheden og for Pihl, og så gik det videre ad banestrækningen til Valby hvor man gæstede kroen. Da man imidlertid måtte skøtte sig selv uden at nogen lod til at ænse besøget, travede man atter afsted og havnede i Søndermarken på en stor plæne tæt ved udgangen ved Slotskroen. Nu skulle talerne til at begynde; men stemningen var åbenbart trykket, og først efter at man havde fået et påskud til at beklage sig over politiet, som erklærede et etableret øludsalg for ulovligt, kom der lidt liv i “førerne” på udflugten, nemlig Pihl, Grøn, Alfred Jørgensen og “redaktør” L. Hansen så at de gav sig til at deklamere om storborgerne, politiet og socialismen. Stemningen var og blev dog mat; efter en times forløb brød man op, og “toget” der nu var smeltet ind til ca. 400 personer, gik derefter gennem Pile Alle til Allegade hvor man i et beværtningssted søgte hvile efter dagens besværligheder.

(Jyllandsposten, 9. september 1873).

Socialismen og Arbeiderbevægelsen. (Efterskrift til Politivennen)

Under denne Overskrift strider "V. A. Flkbl." bl. A. Følgende: Socialismen har i vort Fædreland sikkert gjort den Nytte, at man er kommen til at tanke mere over Smaafolks Kaar, og man er kommen til at sysselsatte sig med det saakaldte Arbeiderspørgsmaals Løsning. . . . Fremdeles har Arbeiderrøret bidraget til at vække Arbejdernes politiske Sands. Landboerne have lidt beklaget dem over, at Smaafolk i Byerne lod dem lede blindt hen; nu komme de og sige: "Vi ville ikke mere saaledes være et blindt Værktøi." Skulle vi da nu støde dem bort og skjælde dem ud for Socialister. Gjøre vi det, da vil det blive værst for os selv. Det er kun ved fælles Kamp, fælles Udholdenhed, vi kunne seire. De nylig vakte Folk maa ikke glemme, at der vil Udholdenhed til i Kampen, at Rom ikke blev bygget paa en Dag, og at de, selv i det bedste Tilfælde, ikke maa gjort sig overdrevne Forventninger om den Hjælp, som skal komme fra Lovgivningsmagten. - Om Pio, Geleff og Brix hedder det: Var Staten da eller maaske Kongedømmet i Fare, siden disse Mennesker dømtes saa haardt? Af Aktstykkerne i deres Sag fremgaar det, at det ingenlunde var Tilfældet. Prøjsen har gaaet ganske anderledes lemfældigt tilværks mod to socialistiske Førere, Bebel og Liebknecht, der havde en Betydning, som var meget stor, hvilket paa ingen Maade kan siges om vore. Pio siger meget betegnende i Forhørerne: "En Regning paa 50 Rd. kunde vælte os, hvor skulde vi da kunne tænke paa at vælte Staten?" Det fremgaar tydeligt nok, at der aldrig har existeret nogen bestemt Plan. Pio siger selv om Brix, at han ikke havde fjerneste Begreb om, hvad Socialisme var - - og han kaldtes endda Sekretær, men der førtes rigtignok ingen Protokol. Geleff var paa samme Maade Kasserer; ti han var aldeles uden Kasse saavelsom Penge. Han er Republikaner af Overbevisning; Pio derimod har ikke noget imod Kongedømmet, naar vi blot faa en socialistisk Stat. Højesteretsadvokat Nellemann viser slaaende, at de nævnte Herrer vel undertiden i "Socialisten" have slaaet paa den store Tromme, men de have egenlig intet lovstridigt udtalt. De store Ord finder han naturligvis meget for stærke og moralsk uforsvarlige; men han viser samtidigt, at Bevægelsens Ledere for 1843, f. Ex. Orla Lehmann, ogsaa brugte lignende stærke Udtryk. Deres lovstridige Færd begynder først, da de nægtede at adlyde Politiet den 4de Mai 1871 med Hensyn til Mødets Afholdelse paa Nørrefælled; derfor blev der af Forhørsdommerne rettet Forespørgsler til Isenkræmmerne, om der var solgt Vaaben og Ammunition, anstillet Undersøgelser i Kasernerne, om Tropperne vare blevne paavirkede. Det blev oplyst, at der ikke var solgt saa meget som en Knaldhætte, at der ikke havde været den ringeste Agitation blandt Soldaterne, at der kort sagt ikke var andet end hvad der forelaa aabenlyst og meget naivt aabenlyst.

(Aarhus Amtstidende 5. september 1873. 2. udgave).

Den demokratiske Arbejderforening. (Efterskrift til Politivennen)

Lørdag den 16. august 1873 dannedes den demokratiske Arbejderforening ved et møde i Føniks. Det skete som en reaktion mod at den internationale Arbejderforening to dage tidligere var blevet forbudt og lokalerne besat af politiet.

Arbejdermødet

i Salonen Føniks i Lørdags Aftes havde samlet saa mange Deltagere, som Lokalet kunde rumme, samtidig med at de tilstødende Gader var overfyldt af Mennesker, som Pladsen i Lokalet ikke tillod at optage.

Omtrent Kl. 8½ traadte Snedker Pihl og Cigarmager Giessing frem paa Talerstolen og modtoges af Forsamlingens jublende Bifaldsraab. Snedker Pihl takkede for den store Tilslutning, der viste, at Arbejderne var mødt med Bevidstheden om, at Arbejderbevægelsens Berettigelse ikke kan undertrykkes ved et Magtbud. Han henpegede paa Nødvendigheden af, at Arbejderne sluttede sig sammen; ti det Magtbud, som nu var udgaaet mod Foreningen "Internationale" var i Virkeligheden ikke Andet end en Frygt for, at Arbejderne skulde gøre de dem ved Grundloven hjemlede Krav gældende. Arbejderbevægelsen kan ikke tvinges ved et Magtbud; det eneste Middel er at indrømme Arbejderne de Rettigheder, de gør og har Lov til at gøre Krav paa. Men disse Fordringer vindes ved en endrægtig Sammenslutning, og for at opnaa denne, skal en ny Forening stiftes, der skal værne om de os ved Grundloven hjemlede Rettigheder, hvilket Magthaverne vil søge at berøve os. Han meddelte derpaa, at han havde besluttet. at oprette "den demokratiske Arbejderforening" og havde taget Cigarmager Giessing som Medhjælper. Denne Beslutning hilsedes med Mængdens jublende Bifaldsraab, og efterat Giessing var bleven valgt til Dirigent, gaves Ordet til Cigarmager Johnsen, der i indtrængende Ord opfordrede Arbejderne til at starte sig til den nye Forening, hvis Formaal var ved alle Lovens Midler at virke hen til i politisk og social Henseende at opnaa fuldstændig Ligeberettigelse med de andre Klasser i Samfundet. Snedker Winther viste i fyndige Ord, at det Slag, som Magthaverne havde slaaet, var et Slag i Luften, idet de ikke ved et Magtbud kunde kue Folkeviljens stærke Strøm. Zimmermann henpegede paa del Samme, og Gartner Johansen talte til dem, der ikke vilde slutte sig til den nye Forening. hvem han gav det Raad at prøve den, for da senere at saa at vide, om det var Ret eller Uret, den vilde. Smed Weiss talte om, at det første Formaal man skulde lægge Bind paa, var Fordringen om den direkte Valgrets Indførelse, og hertil sluttede sig flere Talere som Snedker Carstensen. Smed Pflug, der i varme og indtrængende Ord anbefalede den nye Forening, som det største og stærkeste Værn mod Magthavernes Ønske: at kue den fjerde Stand, Arbejderne. Forsamlingen vedtog derpaa, at "den demokratiske Arbejderforening" skulde betragtes som stiftet, hvorpaa Snedker Pihl allerede den Aften lod midlertidige Medlemskort uddele. Man gik dernæst over til det andet Punkt paa Dagsordenen: "Hvorledes opfatter Arbejderne den over Arbejderførerne, Pio, Brix og Geleff fældede Dom?" Snedker Adam Petersen udtalte, at medens han før Højesteretsdommen havde udtalt sig i besindige og rolige Ord, saa kunde han nu ikke længere gøre dette, ti nu var Maalet blevet fuldt; nu var Taalmodigheden brudt, efterdi man havde dømt Mænd, der havde opoffret deres hele Stilling, som de simpleste Forbrydere. Snedker Winther udtalte, at den over de tre Arbejderførere fældede Dom er uretfærdig i Arbejdernes Øjne, og paaviste, ved at anføre Ytringer af Castelar, at det internationale Princip hersker ikke blot blandt Socialisterne, men ogsaa blandt Storborgerne. Smed Carstensen tvivlede om, at det ved den over de fængslede Arbeidersførere stadfæstede Dom var gaaet ganske til, som det skulde. Han henpegede paa, at Frederik den Tredje havde givet alle Borgere, Lov til at henvende sig til Kongen, naar deres Ret blev krænket, og viste, at kun Frederik den Syvende den 20de Marts 1848 havde fulgt dette af hans Forgænger givne Løfte. I lignende Retning havde en Mængde Talere Ordet, og navnlig viste Gartner Johansen i et grundigt Foredrag, at Friheden er i Fare, dersom man ikke opfylder Arbejdernes berettigede Fordringer. Redaktør L. Hansen haabede, at den over Arbejderførerns fældede Dom ikke kunde svække Arbejdernes Hengivenhed for de tro Førere, og ventede, at det første Skridt, den nye Forening vilde foretage sig, var at optage Pio, Brix og Geleff som Æresmedlemmer i Foreningen. Endnu talte Skomager Ørdum, Cigarmager Johnsen, Mekanikus Møller og snedker Petersen, der opfordrede Arbejderne til at bevise de ved et Ulykkestilfælde dræbte Arbejdere paa Burmeister og Wains Værft den sidste Ære ved i Søndags at møde i saa talrig Mængde som mulig, hvorefter Cigarmager Giessing i et glimrende Foredrag takkede Forsamlingen for den udviste Ro og Orden og udtalte, at Magthaverne skulde nu faa at se, at selv om de snørede Snørebaandene nok saa stramt til, saa vilde den frie Arbejder dog ikke lade sig kue tilbage ved et vilkaarligt Magtbud. Da de nuværende Magthavere havde Brug for os, da var vi Arbejdere, nu er vi kun Pøbel. Mænd, der direkte er importerede fra Kommunen; men det bor os da. naar vi saaledes forhaanes, at ihukomme Kristian den 2den, der foranstaltede det stockholmske Blodbad, og gjorde Hovmod et Hoved kortere. Den Gang som nu var det Storborgerne, de Fornemme, der var Grund til den skete Blodsudgydelse. Lad dem vogte sig. Arbejderne er nu vaagne!

Efterat en Resolution var vedtaget, der udtalte, at Arbejderne udtaler sin Harme over en Lovgivning, der kan dømme tre Mænd til haard Fængselsstraf, der kun vil Arbejdernes Vel, hævedes Mødet med stormende Bifaldsraab for de fangne Arbejderførere.

(Socialisten 19. august 1873).

Kjøbenhavn, den 26de August 1873. Der har, som naturligt er, hersket en mer end almindelig Spænding og Uro blandt Arbejderne her i den senere Tid. Begivenhederne ere jo ogsaa saa at sige fulgte Slag i Slag paa hinanden. Først Høiesteretsdommen over Dhrr. Pio, Brix og Geleff, saa Afslaget paa Ansøgningen om Benaadning, og endelig Forbudet mod den internationale Arbejderforening. Man maa imidlertid anerkjende den Ro og Besindighed, som Arbejderne under disse vanskelige Forhold ere gaaede frem med. At der er Alvor og Kraft i deres Virken har de sidste Dages Begivenheder givet fuldt Bevis for og det maa staa klart for enhver Upartisk, at den Vækkelse, som har sit Udspring fra de ovennævnte 3 Herrer, ikke mere lader sig nedslaa, om der end træffes nok saa mange Regeringsforanstaltninger imod den, men at den med Alvor og, som man tør haabe, med Ro vil arbeide sig frem til en virkelig og betydningsfuld Faktor i Samfundslivet. Det gjør godt under al den Blaserthed og Ligegyldighed for alle offentlige Forhold, som er saa fremherskende i Kjøbenhavn, naar undtages en enkelt lille Klike, at se Mænd - Arbejdets Mænd - træde frem og organisere sig, at høre dem tale Alvors-Ord til deres Kammerater og vide, at de føle Situationens Betydning, og det gjør dobbelt godt og er dobbelt glædeligt, naar man af de senere Tiders Begivenheder med fuld Forvisning kan stole paa, at der i den Kamp, som ogsaa fra denne Side føres mod Høirepartiet, kun vil blive anvendt gode og lovlige Midler, og at Bevægelsens første vilde Fantasterier forlængst er et overvundet Stadium. Strax efter Forbudet mod den internationale Arbeiderforening blev der, som allerede bekjendt, dannet en demokratisk Arbejderforening, for hvilken Snedker Pihl er valgt som Formand, og denne Forening tæller allerede et ret betydeligt Medlemsantal. - Dels for at skaffe denne Forening yderligere Udbredelse, dels for at høre Udtalelser om Dommen over Arbejdernes Talsmænd og mulig faa en Adresse istand til Hs. Maj. Kongen om deres Benaadning, blev der igaar Estermiddags afholdt et Arbeidermøde paa Nørrefælled, sammenkaldt af Snedker Pihl paa flere Fagforeningers Vegne. Politidirektøren havde dog givet Tilladelse til Mødet, men foreskrevet adskillige Regler for dets Afholdelse, og Arbejdernes Stemning mod Politidirektøren lagde sig tydelig for Dagen ved de Latterkor og "Aa"-Raab, som ledsagede Hr. Pihls Meddelelse om, at han var bleven kaldt op til "Etatsraaden" og navnlig ved Oplæsningen af Politidirektørens Navn under Tilladelsen "V, (Vee) Crone". Der havde til Mødet samlet sig flere Tusinde Mennesker, hvoriblandt ikke saa Damer, og om det end ikke kunde undgaaes at der faldt enkelte temmelig skarpe Udtalelser, saa maa man dog anerkjende, at der herskede den største Ro og Orden under Mødet. De fleste af de optrædende Talere, som Snedker Pihl, Adam Petersen, Snedker Winther, Cigarmager Johnsen, ere i Besiddelse af et ikke ringe Talent som Talere, og den Alvor og Kraft i Forening med den Ildfuldhed og Begejstring de udtalte dem med, viste, at det ikke var et Mundsveir for dem, men at det var en Sag, som de alvorligt og nøie havde overvejet, sluttet sig til og levet sig ind i. Ogsaa Tilhørernes Opmærksomhed viste, at de fulgte Sagen med Interesse, og navnlig viste den Bevægelse, der greb Mængden ved Johnsens Omtale af de dømte Førere, og hvad Arbejderne skyldte dem, at der hos Arbejderne er en levende Taknemmeligbed mod de Mænd, som have aabnet Øinene paa dem. Mødet sluttede med Vedtagelsen af de foreslaaede 3 Resolutioner. 

(Aarhus Amtstidende 28. august 1873).

Pihl blev senere dømt for sin denne affære, se indslaget Snedker Pihls Dom på denne blog.