Rubens Dampvæveri. (Efterskrift til Politivennen)

Hvorledes man sulter ihjel i København. Da der i "Socialisten" for den 27de ds. skrives, at 100 af de mindst lønnede kvindelige Arbejdere paa Hr. Rubens Dampvæveri ved Rolighedsvejen i Gennemsnit har en ugenlig Indtægt af fra 1 til 3 Rd, skal jeg tillade mig at oplyse, at dette er saa langt fra at være Usandhed, at mere end en af disse Trælkvinder har endnu mindre end l Rigsdaler i ugenlig Indtægt med 11 Timers strengt dagligt Arbejde. Grunden hertil er, som "Socialisten" rigtig bemærker, det slette Materiale, men ogsaa, at Vævene er opslidte, saa at de enten gaar i Stykker, eller pludselig staar stille, hvorefter Arbejdersken maa vente til Svenden faar Tid at reparere Væven, som maaske atter standser om nogle faa Minutter. Den nye Vævermester er en Tysker og forstaar næsten ikke er Ord af hvad Svende og Væversker siger til ham, og det Hele er saa usselt ordnet, at Væve staar flere Uger med Garn paa, inden de kommer i Brug, hvoraf Følgen er, at Traadene, som har ligget stærkede saa lang Tid, er halvt raadne og springer af, saa at selv duelige Væversker, som er saa uheldig at faa slige Væve, ikke kan fortjene mere end 8 til 12 Skilling daglig. Naar de klager, affærdiges de enten med en Hovedrysten af Tyskeren, som enten ikke forstaar eller ikke vil forstaa dem, eller ogsaa trøster Svendene dem med, at det bliver bedre til Sommeren, naar de nye Væve kommer i Gang. Dette er jo en herlig Trøst for de stakkels Arbejdersker, som længe forinden er sultede ihjel, hvis de ved bliver at arbejde paa Sultefabriken, som den i Almindelighed kaldes af Arbejderne. Hr. Ruben har imidlertid opfundet en snild Maade at holde sine Trælinder under Aaget paa. Alle andre Arbejdere faar om Lørdagen Betaling for det Arbejde, de har udført i Ugens Løb, men Hr. Ruben betaler kun for det Arbejde, som er færdigt til Onsdag Aften, det, som bliver færdigt de tre sidste Dage af Ugen, betales ikke før den paafølgende Uge. Følgen heraf er, at de fattige Væversker altid har et lille Tilgodehavende indestaaende hos den rige Fabrikherre og for ikke at gaa glip heraf, bliver de ved at arbejde og sulte Uge efter Uge, ti hvis de ophører med Arbejdet uden at opsige 14 Dage i Forvejen, taber de al Ret til deres Tilgodehavende. Naar altsaa Arbejderskerne har staaet i 8 Dage med en Fortjeneste af 8 til 12 Sk om Dagen, saa skal hun enten tabe Halvdelen heraf eller blive ved paa samme Maade endnu i 14 Dage for at saa disse usle Skillinger. Flertallet af Væverskerne er svenske Koner og Piger, som har ladet sig hidlokke af den glimrende Udsigt til en ugentlig , Indtægt af fra 5 til 9 Rigsdaler; men der vil nu ogsaa i svenske Blade blive optaget en Advarsel imod Slaveriet paa det Rubenske Tampvæveri.

Naar man ikke vidste, at Nutidens Diplomater anse sig selv for kun at være til for at glimre ved Hofballer, saa skulde man næsten forundre sig over, at den svenske Minister ikke gør det Ringeste for at hjælpe sine ulykkelige Landsmandinder. For 2 eller 3 Aar siden advarede den svenske Konsul i Kiel i svenske Blade sine Landsmænd imod at tage Arbejde i Schleswig-Holstein og beviste ved Fakta, at de der bleve mishandlede; hvorfor kan da ikke den svenske Minisier her eller nogen af Konsulerne skaffe sig Underretning om de fattige Væverskers Forhold? Svenskerne har jo Ord for at være ridderlige mod alle Kvinder, gælder dette ikke ogsaa for de Fattiges Vedkommende? S-Y.

(Socialisten 1. marts 1874).

I en senere artikel (Socialisten 25. marts 1874) uddybede avisen beskrivelsen: direktør Trepkas luksusvilla på Frederiksberg med tjenestetyende viste Rubens rigelige aflønning af ham for hans optræden 4-6 timer daglig. Ligeledes at Rubens lokkede nye arbejdere til ved at henvise til de få "lokkeduer" som fik mellem 3 og 5 Rd. ugentlig. Endelig at Rubens ikke havde udbetalt erstatning for slette materialer der gjorde at man ikke kunne arbejde.

Rubens Dampvæveri på Rolighedsvej 8 var sammen med Gørtz i Ribe nogle af de største dampvæverier i Danmark med hhv. 200 og 120 væve (1871). Desuden havde Crome og Goldschmidt i 1866 anlagt en fabrik i Horsens med arbejdskraft af 2-300 tugthusfanger. I januar 1875 annoncerede fabrikken efter væverpiger i forbindelse med anskaffelsen af nye væve. I marts 1876 nedbrændte fabrikken og de ca. 300 arbejdere blev brødløse. 

Rubens Klædefabrik blev opført af fabrikant I. H. Ruben (1789-1868) i 1857. Den lå på hjørnet af Rolighedsvej og Falkoner Allé. På sit højeste havde den omkring 500 ansatte. Den var overtaget af Rubens søn, Bernhard Ruben (1829-1896) efter faderens død i 1868. Han fik genopbygget fabrikken efter branden 1876 i moderniseret udgave. Enken Ida Ruben, f. Coppel (1845-1913) overtog efter hans død 1896 firmaet, der 1901 overtoges af sønnen Carl Ruben (1876-1968). Den blev nedrevet i 1927. I 1936 opførtes ejendommen Hostrups Have. 

J. H. Rubens Fabrik paa Rolighedsvei ved Falkoneralleen. Illustreret Tidende nr. 1072, 11. april 1880.

Kvinderne og Arbejderspørgsmaalet. (Efterskrift til Politivennen)

Efterhaanden som Tidens økonomiske Udvikling lægger større og større Alvor og Haardhed i den Kamp, som det enkelte Individ maa føre med det Hele, for at tilkæmpe sig det Nødvendige til den materielle Eksistents, drager den ogsaa flere og flere Samfundsklasser ind i Kampen. At Mandens Eksistens som økonomisk selvstændig og uafhængig, stadig bliver vanskeligere og vanskeligere, drager efter sig som en uudblivelig Følge, at Kvinden mere og mere af Forholdenes Magt drages hen paa den økonomiske Konkurrences Valplads, og at hun i stedse højere Grad tvinges til at optræde som selvstændig Handlende i Kampen. I Stedet for at være et Slags Tilbehør til Manden og være henvist til, at finde sin Eksistens ved Mandenes Fortjeneste, har allerede Forholdene i en temmelig betydelig Grad udviklet sig saaledes, at Kvinden ved Hjælp af egen Dygtighed og egen selvstændig Fortjeneste selv maa skabe sin materielle Stilling, og vor Tids hele Udvikling siger os tydelig nok, at denne Kendsgerning vil blive mere og mere fremtrædende. 

Naar det er saaledes, og vi tror at Ingen vil benægte at det er det, maa Kvindens Stilling i Samfundet, idet hun optræder som selvstændig Konkurrent paa Arbejdsmarkedet, af os Alle, uden mindste Forbehold, blive anerkendt at være af den allerstørste Betydning, ikke alene for Kvinderne selv, men ogsaa for Mændene. Nødvendigheden af at Kvinden i stedse højere Grad søger selvstændigt Erhverv, vil ikke undlade at bevirke, at hun paa mange Punkter bliver Konkurrent, og det en meget farlig Konkurrent overfør Mændene. Hvorvidt denne Konkurrence vil blive følelig, vil i en meget væsenlig Grad være afhængig af, hvorvidt Kvinden igennem Organisationen kan komme til at indtage sin rette Plads paa Arbejdsmarkedet. Dersom vi nogenlunde rigtig opfatter, hvad det egenlig er, der for Øjeblikket sker, og hvilke nye sociale Tilstande, der er ifærd med at udvikle sig, kan vi paa ingen Maade se hen til Kvindens Stilling som noget Underordnet, og for os - i økonomisk Henseende - temmelig ligegyldigt, og selv om en Del af os ikke havde Retfærdighedsfølelse nok, til alene af den Grund at omfatte Kvindespørgsmaalet, maa vor egen velforstaaede Interesse tvinge os til at indse, at en Organisation blandt Kvinderne og en gennemgribende Forbedring af Hendes Stilling, er ligesaa nødvendig for os som for hende. Samfundsforholdene kan ikke ordnes endog blot nogenlunde retfærdig og for det Hele betryggende, naar det undlades at tage ethvert retfærdigt Hensyn til den ene Halvdel af Menneskeheden.

Spørgsmaalet stiller sig ikke for os, om der bør gøres noget Alvorligt for Kvinden, men derimod: Hvad bør gøres og hvorledes? Vi tror Svaret derpaa er let givet for Mændenes Vedkommende, og vi tror det fornuftigvis ikke kan være andet end det: Gør som vi, vi baner Vejen, følg efter os! Den mandlige Arbejder har, og vil i en lang Fremtid have saa Meget at gøre for sit eget Fag, at han ikke praktisk kan beskæftige sig med Kvindens faglige Anliggender, og desuden kan kun Kvinden selv kende sin Stilling, sin Trang og sine Evner tilbunds, og ingen anden end hun selv kan virke med tilstrækkeligt Resultat for sin Sag. Det ligger i Sagens Natur, at Kvinden maa, for at kunne udrette Noget, have indirekte Støtte hos Mændene, ved at drage Fordelen af disses allerede vundne praktiske Erfaringer og ved, ved givne Lejligheder, at benytte disses Raad og Vejledning. Ligeledes er Kvinden nødt til at vente med sine Reformer, indtil Mændene har banet Vejen derfor ved at tvinge Samfundet til at godkende disses Berettigelse og Udførlighed. Naar først  Mændene har banet Vejen for Reformerne, ved at gennemføre dem for deres eget Vedkommende, er der Intet til Hinder for at Kvinden kan følge efter og opnaa de samme Fordele for sit Vedkommende.

Naar Kvinden blot selv vil forbedre sin Stilling, kan hun gøre det, og det vil maaske vise sig, at hun vil have færre Vanskeligheder at overvinde end Mændene, men hun maa først og fremmest lægge den uberettigede Undseelse tilside, som forbyder hende at samles med sine Kammeratinder for at drøfte og varetage sine Interesser. Denne Undseelse for offenlig at forhandle om en Forbedring af de Vilkaar, som man hver Dag privat beklager sig over, er i højeste Grad falsk, og vi vil anbefale enhver Kvinde, i hvilken Alder og Stilling hun end er, at sige til Enhver, som maatte behage at le ad hendes Deltagelse i det offenlige Liv, det Samme som en anerkendt Mand en Gang har sagt i et lignende Tilfælde, nemlig: "Jeg ynkes over enhver Daare, som ler ad, at Andre gør det, som de ikke selv har Mod eller Forstand til at gøre, men det er ogsaa det eneste Indtryk, som deres Latter gør paa mig". Dersom Mændene vilde have ladet sig slaa af Marken af Latter, Haan og Spot, vilde Arbejderbevægelsen aldrig være naaet derhen til, hvor den nu staar, og Kvinden kan lige saa vel som Manden tage sig Daarens og den opløbne Gadedrengs Latter saare let. Den Kloge og Tænkende ler ikke ad den, der træder for Skranken for at forsvare sin Ret, og naar der er En, som ler ad den Modige, er der Ti, som beundrer ham.

Den arbejdende Kvindes Stilling er, enten hun er Tjenestepige eller i et andet Fag, saa trykket og uforsvarlig, at en gennemgribende Forbedring ak hendes Forhold er i højeste Grad paatrængende nødvendig, og den er ogsaa mulig, naar blot hun selv vil. Tag Eksempel af Mændene, slut Eder sammen, dan Fagforeninger - det lader sig meget godt gøre - og det vil da snart vise sig, at det er lettere for Kvinden at forbedre sin Stilling end hun selv i Øjeblikket tror!

(Socialisten 28. februar 1874).

Barnelig i Søndermarken. (Efterskrift til Politivennen).

Død af Sult. Den 31te August f. A. blev der i en Afkrog af Søndermarken fundet Liget af et 6 a 7 Uger gammel Drengebarn. Paa Liget, der var paaklædt og laa indsvøbt i et Shavl, fandtes der ingen ydre Beskadigelse, men ved den foretagne Obduktion sandles Liget i en hejst udtæret Tilstand, og Maven, Tarmene og Blæren saa godt som tomme. Ved den af Politiet anstillede Undersøgelse om Barnets Moder, blev Mistanken henledet paa Enken efter en Glarmester, der derefter blev eftersøgt og anholdt den 4de September. Hun erkendte straks at være det fundne Barns Moder, og Følgende blev derefter oplyst. Efter i flere Aar at have ført et usædeligt Levnet, blev hun i 1867 i en Alder af 22 Aar gift med en Glarmester i Valby, med hvem hun levede sammen til hans Død i 1872. Kort efter kom hun i Kjæresteforhold til en Malersvend, ved hvem hun blev svanger, og i Foraaret 1873 flyttede hun sammen med ham, idet det var deres Hensigt at indgaa Ægtestab. Uagtet der bestod et godt Forhold imellem dem, forlod hun gentagne Gange pludselig hans Hus og blev borte i flere Dage og Nætter. Den 16de Juli fødte hun Barnet, der saa sundt og rask ud. Den 20de Avgust, medens Kæresten var paa Arbejde, forlod hun med Barnet uden Varsel Huset, og han antog, at hun var flyttet til det Logis, hun havde talt om. I de 10 Dage, der derefter forløb, indtil Barnet døde, blev hun med Barnet set af Forskellige, der Alle har udsagt, at hendes nedenstaaende Forklaring er rigtig, at hun lod til al være meget omhyggelig for Barnet, der var godt indsvøbt, men saa sygeligt og afmagret ud, ligesom hun selv saa meget nedtrykt ud, medens hun dog ikke modtog et tilbud om at tage Ophold hos en Familie. Hun selv har forklaret, at hun ikke har gjort sig nogen Tanke om, hvor hun vilde gaa hen, da hun forlod Kæresten, men at hun gik til Valby for at hente sine Møbler og ved Salget af disse skaffe sig Penge til at sætte Barnet i Pleje. Da hun ingen Penge havde til at faa Møblerne transporleret til København for, opgav hun sit Forsæt. Senere gik hun, da hun intet Logis havde, ud paa Uttersløv Mark, hvor hun tilbragte Natten udenfor et Hus, hvis Beboere skyldte hende 5, Rd., som hun vilde kræve, men da hun den næste Dag hørte dem omtale, at de havde det smaat med Penge, krævede hun dem ikke, og det faldt hende ikke ind at bede dem skaffe hendes Møbler fra Valby til København. De var meget gode ved hende, men da hun syntes, det var en Skam, at de skulde vedblive at rode hende, forlod hun dem uden at sige, at hun ikke mere kom tilbage. Nu vidste hun imidlertid ingen Udvej for sig og Barnet, og hun gik I derfor og drev omkring idet hun om Natten laa med Barnet i Søndermarken. Hun var fortvivlet over sin Stilling og ulykkelig over at have Barnet, men nænnede ikke at tage del af Dage, hvorimod hun tænkte paa at lægge det hen paa er Sted, hvor det kunde findes og tages i Pleje af Andre, men hun kunde dog ikke bestemme sig dertil. Hun saa vel, at Barnet blev mere og mere usselt, og indsaa nok, at det ved denne Levevis tilsidst maatte dø, men hun gjorde sig ikke nogen nærmere Tanke i denne Henseende og var i det Hele saa fortvivlet, at hun ikke rigtig ved, hvad hun tænkte. Natten mellem den 29de og 30te Avgust laa hun ligesom de foregaaende Nætter med Barnet i Søndermarken. Hun havde den foregaaende Eftermiddag købt nogle Tvebakker, af hvilke han gav Barnet Noget, og hun havde ogsaa selv lidt Mælk i Brystet, og havde om Aftenen givet det lidt Die. Barnet laa hele Natten i hendes Arm og sov, indtil det omtrent Kl. 3 om Morgenen drog et Suk og døde. Hun blev liggende ved Liget til henad Middag, da hun gik hen til en Kilde og drak noget Vand, og hun vendte derefter tilbage til Liget, ved hvilket hun blev hele den øvrige Del af Dagen og den følgende Nat. Den næste Morgen forlod hun Søndermarken, idet hun lod Liget ligge i de Klæder, det var svøbt, og hun gik derpaa ud ad Strandvejen, tilbetlede sig Føden om Dagen, laa om Nætterne under aaben Himmel, tænkte paa at drukne sig, men kunde dog ikke bestemme sig hertil, og gik saa til København, hvor hun blev  anholdt.

Det kongelige Sundhedskollegium har under Sagen udtalt, at efter samstemmende Vidnesbyrd af de i Sagen afhørte Personer har Arrestantinden lagt en meget sørgmodig og nedtrykt Sindsstemning for Dagen, ikke blot efter sin Barselfærd, men ogsaa under Svangerskabet, paa en Tid, da hendes øjeblikkelige Livsforhold og Fremtidsudsigter forholdsvis ikke synes at have været saa kummerlig, at de i og for sig vilde give tilstrækkelig Forklaring derfor , og naar der henses til den planløse Adfærd, navnlig den gentagne Bortløben fra Kerrestens Hjem, hvortil der fra hans eller Andres Side ikke synes at være givet hende Grund, og hvorved hun selv forstyrrede Forholdet, saa at det paatænkte Ægteskab ikke kom i Stand, bliver det meget sandsynligt, at hun har lidt af et sygeligt Tungsind, som har kuet hendes Omtanke og Villiekraft. Hun blev derfor dom efter Straffelovens 198, jfr. § 39, og Straffen fastsat til 3 Maaneders Fængsel paa sædvanlig Fangekost.

(Dagbladet (København), 20. februar 1874. Socialisten 21. februar 1874).

Kvindemøder. (Efterskrift til Politivennen).

Aalborg, den 20de Februar. Socialdemokraterne Johansens og Zimmermanns Arbeidermøde i "Eliaslyst" iaftes overværedes af ca. 130 Mand og 40 Qvinder (hvoraf nogle med smaa Børn paa Armen). Zimmermann begyndte med at udtale sig om Qvindens Stilling i Samsundet, som han fandt meget sørgelig. Før Jesu Fødsel var Qvindens Stilling vel endnu sørgeligere; det var imidlertid endeel af Christus Mission at føre Qvinden tilbage paa hendes tidligere Standpunct i Samfundet, men det stod i den Henseende endnu meget tilbage. Han tænkte her kun paa den fattige Arbeider-Qvinde. Lige saa vel som Socialdemokraterne ønskede fri og fælleds Underviisning for Mændene, saaledes ønskede de det ogsaa for den fattige Qvinde. Nogle meente det var nok, at en Arbeider-Kone kunde sye, strikke og lave Mad, men "det er Løgn"; jo mere hun har lært, jo bedre kan hun støtte sin Familie. Betragt engang den fattige Mands Datter og see, hvilke Veie, der aabne sig for hende; hun kan enten blive Tjenestepige, Syejomfru, Fabrikarbeiderske eller hvad han ikke vilde nævne; de tre første ere vel hæderlige Stillinger, men der klæber følelige Mangler ved dem. Taleren fandt det saaledes urigtigt at Tjenestepigerne nu skulde have Anbefaling og fæstes for en bestemt Tid; de skulde, "ligesom Haandværkssvendene", kunne "ophøre med Arbeidet strax, naar de vare kjede af at tjene deres Herskab længere", uden at de behøvede nogen Anbefaling for at søge ny Tjeneste; der burde naturligviis ogsaa for dem indføres "Normalarbeidstid"; deres Fritid (3-4 Timer hver 14de Dag) var meget for lille og var ofte Grunden til at de anvendte den til at søge Dandsekneiper, hvilket i almindelighed blev den første Aarsag til deres tidlige eller senere Fald. Fabrikarbejderskens Stilling er endnu værre, thi hun maa for en ugentlig Løn af 12 a 14 Mk. eller høist 3 Rd. arbeide strengt i daarlige Localer og som Følge deraf inden lang Tid tilsætte sit Helbred fordi hun tjener en Principal, hvis Valgsprog er "Alt for Guldet og Intet for Mennesket", derfor burde Staten her træde til og paasee at "saadanne Slyngler af Storborgere skaffede ordentlige Localer og gave dem en anstændig Løn for deres Arbeide. Syjomfruen skulde jo for at tjene 10-11 Mk. om Ugen gaae lidt finere klædt end de Andre, thi ellers fik "Storborgerfruen" Rynker paa Næsen, imedens Frøknerne kneise med Nakken, naar Jomfruen ikke er fin nok. - Hvorledes gik det dem endelig, naar de bleve gifte. Naar Kjærligheden var kjølnet, indtræder der ofte Splid og Spectakel; men saa kunne de jo skilles, svarer man; ja, men det bliver jo erklæret for Scandale at løse det Baand, som er bundet i Kirken. Derfor ville Socialdemokraterne ogsaa ved Indførelsen af det borgerlige Ægteskab have "Kontrakt oprettet" imellem Ægtefolkene; blive de saa kjede af hinanden, kan Kontrakten jo ophæves og hver gaae sin Vei og søge ny og mere tilfredsstillende Forbindelse. Hvad der ogsaa har stor Indflydelse paa Qvindens ulykkelige Stilling er, at "Storborgerne" lønne Manden saa slet, at han ikke kan føde sin Familie, og derfor maa Konen, medens Manden er "Slave" i Fabrikken, forlade Hjemmet og overlade Børnene til sig selv for at vadske for "Storborgeren", skure hans Gulve og Trappe; hendes Løn for saadanne 16-17 Timers Arbeide og Forsømmelse er høist 3 Mk. og "en meget let Føde". Spørger man imidlertid om hvorledes det kan blive anderledes, da vil han svare: "Gjør Skrue ligesom Mændene, I have den Fordeel fremfor Mændene, at "Storborgerne" ikke saaledes kunne skrive til Sverrig eller Tydskland efter Vadskerkoner som efter Arbeidere". I Kjøbenhavn, Aarhuus og Horsens er der qvindelige Foreninger, hvoriblandt man finder mange dygtige Medlemmer. Ligesom i America burde Qvinden ogsaa her have Adgang til at blive Læge, da hun, paa Grund af at hun har "bedre Hjerte" end Manden, særligt vilde være skikket hertil. Lægerne tage nemlig som oftest mere Hensyn til Patientens Penge end til hans Helbred - men der gives naturligviis hæderlige Undtagelser. Qvinden burde efter Zimmermanns Mening ogsaa have lige politiske Rettigheder med Manden, t. Ex. "have Sæde i Rigsdagen", da der iblandt dem findes mange som ere klogere og dygtigere end nogle af dem, som nu "sidde og sove" derovre, og da Qvinden jo er vant til at arbeide for halv Betaling, vilde det jo være stor Fordeel for Landet kun at give 9 Mk. istedetfor som nu 3 Rd. Den, der forførte en Qvinde skulde, da det selvfølgeligt var en "Storborger", sendes til Vridsløselille eller Viborg Tugthuus. *) - Johansen søgte derefter at vise, hvorledes Grundlovens forskjellige §§, navnlig § 74, § 87 og § 89, kunde dreies efter Pengeposerne og vilkaarlige Embedsmand. Han vilde bevise, hvorledes den verdslige Ret ikke beskyttede de Fattige, men derimod tillod den Rige at benytte Loven imod den Fattige. Han anførte her, at 2 Herremand i Jylland havde ansøgt Regjeringen om "selv at maatte straffe deres Folk" - hvilket naturligviis blev dem nægtet. - Efter at Zimmermann derpaa havde udbragt et Leve for Qvinden og Johansen et for de fængslede Førere, hævedes Mødet, under hvilket Talerne jævnligt bleve opmuntrede ved Mændenes Bravoraab og Qvindernes Latterudbrud.

*) Man fik i det Hele det Indtryk af Taleren, at han maaskee mener det meget godt med den Deel af Samfundet, hvis Sag han søgte at føre frem , men at han aabenbart er meget upraktisk med Hensyn til de Midler, han tilraader bragte i Anvendelse til Forbedring af deres Stilling, ligesom han lader til at ville have en heel anden Katechismus i Moral for "Storborgerne" end for Almuen. Talerens Inconseqvents er meer end naiv, thi naar han vil have Ægteskabet oprettet paa Contract med saa og saa lang Opsigelse, re det da ikke saa grueligt galt, at der oprettes lignende Forpligtelser imellem Arbeider og Arbeidsgivere, hvor jo Enhver kan stille sine Betingelser. Overhovedet maa det fastholdes, at saadanne Foredrag, der kun fremstille Sagernes ene Side, gjøre større Skade end Gavn, fordi de skjule meer end de belyse og derved bidrage til at udbrede et heelt forkeert Syn paa Livet og Forholdene.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 20. februar 1874).

Kvindens Rettigheder. Foreningen "Broderbaandet" afholdt et godt besøgt Diskussionsmøde i Lørdags Aftes. Som Dirigent valgtes A. Pedersen. Der forelaa en Drøftelse og Vedtagelse af nogle Paragrafer i Foreningens nye Love, som formentlig maatte forudskikkes, før Lovene i deres Helhed foreligger. L. Toucher hævdede med Hensyn til Kvinders Adgang til Foreningen, at disse burde udelukkes fra Stemmeret og fra Deltagelse i Diskussion om politiske Emner ved Møderne. Som Motiv anførtes Kvindens Umodenhed i saa Henseende og Mandenes Utilbøjelighed til at betragte Kvindens Virksomhed som berettiget udenfor de rent kvindelige Spørgsmaal. Lynnell talte for Lovparagrafen, saaledes som den var affattet af L. Toucher, men bebudede en mulig Dannelse af en Kvindeforening som Afdeling af "Broderbaandet". Hertz maatte bestemt modsatte sig nogensomhelst Indskrænkning i Kvindens Ligeberettigelse for Foreningens Vedkommende. Stiftelsen af en ny kvindelig Afdeling af Broderbaandet kunde han mulig nok tiltræde, naar L. Touchers Lovparagraf blev vedtaget. Sadelmager Hansen maatte støtte den sidste Taler. Ifølge Lovparagrafen kan unge kvindelige og mandlige Personer mellem 14 og 18 Aars Alderen optages i Foreningen uden Stemmeret eller Diskussionsret, det kunde forsvares, men at stille voksne Kvinder omtrent paa samme Trin, var uforsvarligt. Mod Touchers Paastand, at Mændene fortrinsvis tog Alt for gode Varer, hvad en Kvinde udtalte, især naar hun var ung og smuk, anførte Taleren, at det var en Kendsgerning, at en fortrinlig Tale af en Mand applauderes i samme Grad som en lignende af en Kvinde. Møller mindede om at overholde Formaalet om en Bygnings Rejsning i Forgrunden samt at danne Foreningen saaledes, at dens Virksomhed faldt sammen med Centralkomiteens, saa vel som at vare varsom med Fastsættelsen af Lønninger. Martinus Larsen rnaatte modsatte sig Touchers Lovparagraf og havde Kvindens Rettigheder i Foreningen. Winther maatte fastholde en antagelig Løn for en Leders Virksomhed, og med Hensyn til Kvinden, da havde hun ingen Stemmeret overfor Landets Repræsentation; som Følge deraf vilde f. Eks. et Andragende fra Foreningen til Rigsdagen, forstærket med kvindelige Stemmer, ikke have noget Værd. Endvidere tvivlede han om Muligheden af en nyttig Diskussion, naar Kvinder talte med om Alt, saasom en Mand vægrede sig ved at modsige en Kvinde. Hørdum talte for Lønningers Nødvendighed og maatte stemme for Touchers Lovparagraf med Udsigt til en Forandring længer hen i Tiden. Hertz havde ikke Noget imod en rimelig Løn for Foreningens Funktionærer og bifaldt Paragrafen om den Stilling, som unge Mennesker mellem 14 og 18 Aar kan indtage i Foreningen, men maatte fremdeles havde Kvindens fulde Ligeberettigelse. I "Internationale" var der nægtet Kvinden Ret til at repræsenteres ved sin Sektionsformandinde paa Repræsentanternes Møder og i den senere Tid var den samme Ret nægtet hende, idet en kvindelig Afdeling as Strejkekassen ikke maatte repræsenteres ved de derhenhørende Generalforsamlinger. At der var nægtet Kvinden Stemmeret overfor Landets Repræsentation, var Arbejderne gennemgaaende enig om at fordømme; derfor var det aabenbar Inkonsekens at nægte hende den samme Ret i nærværende mindre Forening. Taleren henviste til Modstanden mod Bondens Ligeberettigelse og til den Kamp, der i 3 Aar førtes i Amerika om Negrenes og de Farvedes Emancipation. Modstandernes eller de Konservatives Feltraab var bestandig i alle disse Forhold: "De er ikke modne." Hørdum maatte indrømme meget af den sidste Talers Bevisførelse, men maatte dog henstille det til en senere Tid. Kvindens Stemmeret i Landets Anliggender kunde han dog ikke Andet end billige. Toucher maatte fastholde sine Principer om Kvindens Stilling; han frygtede, det kunde hænde, at en Kvinde, ved udstrakte Rettigheder kunde bane sig Vej til Formandsposten i Foreningen. Taleren mente, at Foreningen kunde sende Repræsentanter til Centralbestyrelsen. Borgerinde Wolff hævdede Kvindens Rettigheder og hendes Krav paa at deltage i offenlige Anliggender, der ligger Kvinderne ligesaa meget paa Hjerte som Mændene. Hun haabede paa en snarlig og enstemmig Imødekommen og Bistand fra Arbejdernes Side. Ved den derpaa foretagne Afstemning forkastedes Hertz's Ændringsforslag med en Majoritet af 15 Stemmer, saaledes at Foreningens Lovparagraf staar ved Magt.

Den næste Sag paa Dagsordenen om Forholdet mellem Værdige og Uværdige blandt de trængende Arbejdere i Henhold til Dr. Winthers Adresse, blev udsat til et andet Møde paa Grund af den fremrykkede Tid. Efter nogen Debat vedtoges det at fejre Harald Brix's Fødselsdag, og til at varetage det Fornødne valgtes en Komite, bestaaende af 3 Mænd og 2 Kvinder, nemlig Jeppesen, Lynnell, Larsen, Jomfr. Wolff og Md. Hansen. Salen var fyldt af Foreningens Medlemmer og Ihukommelsen af vore Førere udeblev ikke.

(Socialisten 25. februar 1874).

Den socialdemokratiske Forening Broderbåndet blev stiftet omkring årsskiftet 1873-74 som en politisk forening uden målsætning for det faglige arbejde. I dens korte levetid fik den ingen større betydning, ideerne levede videre i Socialdemokratisk Samfund fra 1875.

Herredsfoged, Overavditør Volff, Bjerre Herred. (Efterskrift til Politivennen)

Indslag om herredsfoged Volff, Bjerre herred: Da beboerne i Barrit 14. februar 1871 anmeldte at de ville holde bal, mente Volff at det kunne han godt give tilladelse til og opkrævede 1 Rd. og bemærkede samtidig at gifte husmænd og indsiddere ikke havde adgang. Selv om indkalderne havde pligt til at anmelde, behøvede de imidlertid ikke nogen tilladelse. Han havde imidlertid ingen ret til at forbyde nogen at afholde bal, endsige nægte bestemte grupper at deltage.

I januar 1872 blev der indsendt et andragende til justitsministeriet om at Volff (der da havde været ansat i 16 måneder), måtte blev afskediget som herredsfoged i Bjerre Herred. Grunden angaves til at han havde foretaget grundlovsstridige anholdelser og fængslinger m. m. Vulff afgik frivilligt indtil justitsministeren i april afgjorde at der ikke var grundlag for andragendet.

Den 2. april 1873 havde Volff nægtet at  efterkomme en opfordring til at vige sit sæde i en sag hvor han havde optrådt som personlig rådgiver for en enke (affattet dokumenter m.m.) imod enkens nærmeste frænder, samt oven i købet væddet en flaske vin om at han havde ret i sagen. Dette blev senere underkendt i overretten. Han fik besked på at vige sædet og yde modparten en erstatning på 40 Rd. Især hæftede man sig ved væddemålet som man fandt bandt ham til at afgive en bestemt afgørelse senere i sagen, i stedet for en alsidig og uhildet prøvelse.

En adresse til kongen blev afsendt i januar 1874:

Horsens, d. 12. Febuar.

To Mænd fra Bjerre Herred er i visse Dage afrejst til Kiøbenhavn for at overrække Hs. Maj. Kongen nedenstaaende Adressse:

Allernaadigste konge !

Vi undertegnede Beboere i Bjerre Herred, Vejle Amt, have, som vi mene, stor Grund til at være misfornøjede med Herredsfogden, Overavditør Wolff, hvis Forhold saavel i som udenfor Embedet har været saaledes, at han er bleven saa ilde anset som vist kun faa Mænd i lignende Embedsstilling. Der har til forskjællige Tider og paa forskjællige Maader været fræmført Klager over hans Forhold og man har haabet, at der vilde være funden fuld Føje til at fjærne ham fra en Embedsstilling, i hvilken hans Forbliven efter den almindelige Mening kun kan virke demoraliserende paa Befolkningen og vække Ringeagt med Embedsstanden, men alle Skridt have hidtil været forgjæves. Den større Del af os kan vel ikke være spesielt nøje kjendt med enhver grundet Ankepost imod den nævnte Embedsmand. men det er dog noget, som er almindelig anerkjendt herovre, at han burde fjærnes fra Embedet snarest muligt. Navnlig har den Maade, hvorpaa han ofte optræder, og flere af de af ham foretagne Arrestasjoner vakt Forbittrelse, og det saa meget mere, som de bestaaende Love have vist sig ikke at være tilstrækkelige til at værne den personlige Sikkerhed. Overavditør Wolffs Omgang med Retsprotokollen, som er oplyst under en mod ham anlagt Justitssag, under hvilken iøvrigt ikke hans hele derved oplyste Forhold kom under Paakjendelse, har naturligvis ikke kunnet andet end i høj Grad svække Tilliden til ham. Vi tillade os derfor i dybeste Underdanighed at anholde om, at Deres Majestæt vil behage at lade Deres Justitsminister forelægge Dem Akterne til den nævnte Justitssag og hvilke øvrige Oplysninger der maatte haves i Justitsministeriet om hans Embedsforhold, og haabe vi deraf, at Deres Majestæt vil finde Anledning til at befri os for Overavditør Wolff som Herredsfoged.

Vi have ikke fundet det nødvendigt at lade nærværende Andragende underskrive, uden af enkelte ansete Mænd, men forlanges det, kan vi med Lethed skaffe de allerfleste Beboere i Herredet som Medunderskrivere.

Bjerre Herred, i Januar 1874.

Underskrivterne 

Vi høre saa ofte Klage over Retstilstanden i Bjerre Herred, at vi ikke hver Gang kunde drage det vi høre, fræm for Offenligheden. Men nedenstaaende have vi tro aldeles paalidelig Kilde, og skulle derfor meddele det som Fortsættelse af hvad vi tidligere have meddelt om Retsplejen i Bjerre Herred. Vi have bragt i Erfaring, at en Arrestant, som i over 11 Maaneder har hensiddet i Bjerre Arrest uden at der er anlagt Sag imod ham, nu er bleven sindssvag og som saadan sidste Torsdag afleveret paa Sindssygeanstalten ved Aarhus.

I det andet Tilfælde hensad der nu i over 3 Uger en Mand i Bjerre Arrest, som man formener fordi han har solgt sin Ejendom uden at underrette Kjøberen om, at det for denne mulig kan være forbunden med Vanskelighed at faa Berettigelse til den samme Handel, som Sælgeren har drevet. Udenforstaaende kunne ikke fatte Berettigelsen til en Arrestasjon af saadan Grund, og dette synes nu ogsaa at være gaaet op for Vedkommende, der derfor har meget travlt med om muligt at opdage andre Synder hos den Arresterede, men Tilfældet er saa meget mere beklageligt, som den Arresteredes Kone, der sidder ene i et Hus med 3 smaa Børn, befrygtes at blive sindssvag af Sorg over Mandens Arrestasjon.

Vi bede Medborgere, uden Henlyn til om de høre til Højre eller Venstre, at betænke slige Tilstande.

(Horsens Folkeblad 12. februar 1874)

Atter Forbud mod Arbejdermøder. Det er vel Gud og Alverden bekendt, at der her ovre i Jylland existerer en Herredsfoged, som har gjort sig almindelig forhadt ved sin haanende og despotiske Optræden ligeoverfor Beboerne i hans Herred, det er Herredsfoged, Overavditør Volff (i Bjerre) med Tilnavnet Crone den Lille, jeg sigter til. Søndag den 22de ds. var det min Agt at indvarsle et Arbejdermøde i hans Jurisdiktion; jeg anmeldte dette pligt skyldigst cirka 11 Dage forud for bemeldte Herre ved en Skrivelse; i nogle Dage hørte jeg Intet til Sagen, og jeg var lige ved at tro, at alle de Revselser, han havde faaet i forskellige Blade, havde havt en gavnlig Indflydelse paa ham, saa at han nu var paa Veje til at blive et bedre Menneske, der i det Mindste nærede lidt af det man kalder Agtelse for Grundloven, men ak, jeg bedrog mig. Da jeg kom til Horsens, blev der ved Byens Politi oplæst for mig en Skrivelse, hvori Volff gør mig bekendt med, at da jeg formodenlig er den bekendte københavnske Socialist Zimmermann, saa vil han lade mig vide, at Møder under aaben Himmel er forbudt i hans Jurisdiktion indtil videre, samt at han neppe tror, at Nogen vil leje mig Locale til det nævnte Brug; sluttelig anmoder han Horsens Politi om at lade ham vide, om der alligevel vilde blive gjort Forsøg paa at sætte Mødet igennem. Det er en naturlig Følge, at der efter indtraf Brev fra Lokalets hvori han underrettede mig om, ikke kunde faa hans Lokale; det havde naturligvis den geniale Herre sørget for. Hvad Hr. Volff forøvrigt mener med Udtrykket: "Den bekendte københavnske Socialist Zimmermann" det er jo ikke godt at sige, men Et er jeg dog glad ved, og det er, at jeg ikke er bekendt eller berygtet saaledes, som Herredsfoged Volff, der jo har været tiltalt og dømt for Forvanskning af Retsprotokollen, samt anklaget for at have krænket Rettens Værdighed, og hvis øvrige Adfærd jo er af den Beskaffenhed, at det maa vække Foragt hos Enhver. Det kan maaske ikke være usandsynlig, at den Dag vil komme, da Beboerne i hans Jurisdiktion vil gribe til alvorlige Forholdsregler imod ham, hvis Regeringen ikke giver efter for deres Ønsker og afsætter ham.

F. T. Horsens, d. 21de Febr. 1874

F. L. Zimmermann.

(Socialisten 24. februar 1874).

Der hentydes til en højesteretsdom mod Volff fordi han havde rettet ordet "Rigsdaler" i en retsprotokol til "Lod Sølv", samt tilføjet at retsvidnerne havde attesteret at protokollen var korrekt. Han blev idømt en bøde på 20 Rd til Vejle Amts fattigkasse.

Socialdemokraten og snedkermester A. K. Johansen fra Horsens blev senere på året fængslet i 14 dage af Volff for løsgængeri så han ikke kunne deltage i en 3-4 socialistiske møder. Og forviste ham fra herredet.

I foråret 1874 blev der sendt en undersøgelseskommission bestående af overretsassessor With fra Viborg Overret og Hof- og Stadsretsassessor Møller fra København der skulle undersøge om der var grundlag for de talrige klager over Volffs embedsførelse:

Herredsfoged Wolff. "Ministerialt." meddeler det for Overretsassessorerne L. With og P. E. Müller under 21de Marts udfærdigede Kommissorium til at undersøge Herredsfoged i Bjerre Herred, Overavditør E. I. Wolffs Embedsførelse. Der henvises i Kommissoriet først til de af Beboerne i Herredet indgivne Klager, og det hedder derefter videre: "Da nu fornævnte Embedsmand under Henvisning hertil saavelsom til den Agitation, der i længere Tid skal være dreven imod ham, for vort Justitsministerium har andraget paa, at hans Embedsførelse og Forholdene i den ham anbetroede Jurisdiktion, for saa vidt de staar i Forbindelse med den nævnte Agitation, maa blive undergivne en Undersøgelse, saa er det vor allernaadigste Villie og Befaling til Eder, Assessor i vor viborgske Landsoverret Ludvig With og Assessor i vor Landsover- samt Hof- og Stadsret Peter Conrad Müller, at I retter Eders Lejlighed efter at sammentræde i en Kommission for nærmere at undersøge, hvorvidt der fra den fornævnte Embedsmands Side maatte være udvist et Forhold, som kunde give Jurisdiktionens Beboere grundet Anledning til at fremkomme med Besværing over ham, og navnlig et saadant, som kunde paadrage ham Ansvar, eller om de Klager, som er fremkommet over den oftnævnte Embedsmand, eller som maatte fremsættes for Eder, alene eller tildels maatte have deres Grund i eller være fremkaldt ved den i det nævnte Herred mod ham angiventlig rejste Agitation, og om der, hvis dette maatte befindes , fra enkelte Personers Side maatte være udvist et Forhold, som kunde mediere Strafansvar eller iøvrigt maatte være uforeneligt med deres offenlige Stilling. Til Udførelsen af det Eder saaledes overdragne Hverv vil vi allernaadigst have Eder bemyndiget til at sætte Ret i enhver Jurisdiktion og paa ethvert Sted, hvor I maatte finde Anledning dertil, og skal Enhver, som I maatte fremkalde for at afgive Forklaring, og som opholder sig i den Retskreds, inden hvis Grænser Retten holdes , eller som iøvrigt har Ophold ikke længere end 3 Mile fra det Sted, hvor Retten sættes, være forpligtet til efter Indkaldelse sine exceptione fori at møde for Eder .... Skulde I under Løbet af Undersøgelsen finde Eder foranlediget til at andrage paa nogen Foranstaltning, som ikke allerede kan anses hjemlet i det Ovenanførte, har I desangaaende at henvende Eder til vort Justitsministerium. ligesom og til bemeldte Justitsministerium, naar Undersøgelsen er endt, have at indsende Udskrift af det Passerede."

(Socialisten 29. marts 1874).

De nationalliberale i embedsapparatet holdt en tid hånden over ham. Bl. a. blev han ikke forflyttet til en stilling som justitssekretær i Københavns Sø- og Handelsret, hvorved han ellers ville få prøvet sin embedsførelse. 

Den 18. februar 1875 blev han afskediget i nåde og med pension fra embedet som herredsfoged og skriver i Bjerre Herred. Et flertal i finansudvalget foreslog imidlertid i marts 1876 at nægte Volff pensionen på 2525 Rd. Flertallet henviste til at den nedsatte kommission havde konstateret at Volff havde gjort sig skyldig i ulovlige anholdelser og arrestationer, ulovlig behandling af arrestanter, rettelser i retsprotokollen og dispositioner over tinghusets ejendele samt andet.

Han bosatte sig efterfølgende som sagfører i København.