Brev fra Kolding. (Efterskrift til Politivennen)

(Arbeidernes Stilling i det sydlige Jylland under den nuværende Dyrtid. Børnenes Underviisning. Fabrikvirksomhed i det Smaa. Sparecontoirer og Sygekasser. Ugelønnen og Værtshusene. Jord til Arbeiderboliger.)

Den 27de Febr. 1874.

Der har i den senere Tid været lidt Bevægelse paa Arbeidersagens Omraade her i Kolding, navnlig med det Spørgsmaal for Øie: Ved hvilke Midler vil man være istand til at raade Bod paa den Trang, som i den arbeidsknappe Tid uomtvistelig er tilstede i Arbeiderstanden? Der er saaledes i den seneste Tid givet Arbejderforeningens Medlemmer Villighed til at indkjøbe Brød og Svineaffald c: Hoved, Ryg, Been osv. , til betydeligt nedsat Priis, og nu have to Mænd realiseret en i længere Tid næret Plan: For et yderst billigt Vederlag at tilbyde trængende Arbejdere et lille Jordstykke til Havedyrkning. Der tilbydes 500 Qv.-Alen Jord i Leie for l Rd. aarlig, og i dette Jordstykke kan f. Ex. nedlægges c. 4 Skpr Kartofler.

Det er nu ikke sjeldent Tilfældet, at Mange søge at bortraisonnere Arbeiderspørgsmaalet med, at det Røre, som nu viser sig overalt i den saakaldte fjerde Stand, er ugrundet. Der siges kort og godt, at Arbejderne ere umættelige og at Trangen ingenlunde er saa stor, som man giver den Udseende af at være. Spørgsmaalet er imidlertid paa Bane. Trang og Misfornøielse træffer man overalt; hvadenten nu Trangen er selvforskyldt eller ikke, Misfornøjelsen berettiget eller uberettiget, saa, næst at undersøge de factiske Forhold bliver det nødvendigt, hvis Undersøgelsen giver det Resultat, at der virkelig er en betydelig Trang tilstede, da paa bedste Maade at søge den afhjulpen. For denne Byes Vedkommende kan det nu ikke nægtes, at der ikke behøves synderlig Undersøgelse til forat faae constateret en virkelig, endog i de fleste Tilfælde ei selvforskyldt Trang, og det er vel i mange andre Byer som her, saa det gjælder nærmest om at paapege Midler, hvorved en hjælpsom Haand rækkes Arbeiderne.

Arbeiderstanden har et billigt Krav paa at faae sit Arbeide lønnet saaledes, at den i Virkeligheden kan leve af sine Hænders Gjerning. Et andet Spørgsmaal er det, om Arbeiderne i Virkeligheden ville faae det bedre derved; thi det kommer an paa, hvorledes Fortjenesten bruges. Ikke alle Steder anvendes de suurt erhvervede Skillinger paa en fornuftig Maade; hvorofte seer man ikke, at en stor Deel af Ugens Fortjeneste, som blev udbetalt Løverdag Aften, ødes bort om Søndagen til Sviir og andre letsindige og daarlige Forlystelser.

Ikte Alt er Arbeidsgivernes Skyld, og dog skal jeg villigt indrømme, at ikke alle Arbeidsgivere tage et fornødent Hensyn til deres Arbeidere; i et herværende lokalt Blad har jeg seet forskjellige Lønningssatser for Arbeidere opgivne med den Erklæring, at de vare rigelige - maaskee i nogle Henseender, men ikke i alle. En Arbeider med Familie kan ikke leve af 5 Mk. 8 sk om Dagen uden at føle Næringssorg. Regnestykket er let at gjøre. En Kones Arbeide skulde den lange Dag igjennem ikke være mere end 2 a 3 Mk. værd; det er ufatteligt!

Vi føle Alle uden Undtagelse, at det sidste Par Aar i denne Henseende have stillet betydeligt større Krav til vor Pung, end førhen. Det er et nøiagtigt Regnestykke, at en Familie, som 1871 levede for 25 Rd om Maaneden, nu neppe kan komme ud af det med 30 Rd, og der er ingen Udsigt til, at det vil blive billigere at leve; tvertimod føler man Frygt for, at det vil blive endnu dyrere; thi alle Fornødenheder stige jo stadig i Priis. For Arbeiderne er det endnu dyrere at live, fordi de som oftest maa kjøbe deres Fødemidler i smaa Vægtdele, og det er jo en bekjendt Sag, at jo mindre man kjøber, desto dyrere og ofte ringere er det.

Det er nu langtfra min Tanke, endog blot tilnærmelsesviis at kunne give Svar paa det Spørgsmaal: Ved hvilke Midler kan man komme Arbeiderne til Hjælp i deres ofte høist fortrykte Stilling? Men da jeg ofte, saagodtsom daglig, kommer i Berøring med forskjellige Arbeidere og saaledes har havt rig Leilighed til at see, hvor det er, "Skoen trykker", saa troer jeg, at kunne paapege nogle Midler - lad dem end være smaae og tage sig uanselige ud - , ved hvilke der kan ydes Arbejderen, saavel directe som indirecte, en god Haandsrækning. - Først og fremmest holder jeg paa, at Arbeidernes Børn faae en ordentlig Skolegang. De maae have Heeldagsunderviisning og, saavidt som muligt er, undervises og opdrages med det Maal for Øie, at de allerfleste af dem blive Haandværkere. Ogsaa af Hensyn hertil sætter jeg Priis paa, at Børnene øves i Haandens Gjerning; det vil med andre Ord sige, at der gives Børnene udenfor Skoletiden Adgang til at lære forskjellig Syssel paa dertil indrettede Værksteder. Ogsaa Pigebørnene bør lære Andet og Mere end at sye og strikke.

For de Børn, som paa Grund af Fattigdom i Hjemmet nødvendigviis skulle arbeide for at tjene Noget til Hjælp til deres Livsfornødenheder, bør der enten af Communen eller ved en større Forening - Aktieselskab eller hvorledes man nu troer bedst al kunne indrette det - oprettes et Slags Fabriksvirksomhed i det Smaa, hvorved Børnene paa en sund og hensigtsmæssig Maade beskjæftiges i Fritiden for at tjene en lille Hjælpeskilling. Udentvivl findes der mange forskjellige Sorter Arbeide, som Børn kunne beskjæftiges ved, uden at der fordres store Capitaler for at sætte Saadant i Gang. Selvfølgelig maa man fortrinsviis vælge saadanne Ting, som ere let afsættelige, thi ved Siden af at Børnene lære at bestille Noget, er det ogsaa af Vigtighed, at et Barn over Tiaars Alderen kan tjene fra 5 til 8 Mk. ugentlig.

Det maae ansees fordærveligt for Børn, saavel i legemlig som sandelig Henseende, at arbeide 5-6 Timer i Træk paa Uldspinderier, Tobaksfabriker o. l. St., da Raastoffet ubetinget maa ansees for at virke svækkende paa Børnenes Legeme og i høi Grad maa sløve Aandsevnerne, saa Barnet efter en saadan Arbeidstid i Reglen er uskikket til at modtage nogen Underviisning. Kjøbstædernes Friskoler maae i denne Henseende kunne give factiske Oplysninger, som fuldstændig vise, hvorledes de fabrikarbeidende Børn ere stilllede ligeoverfor Skolens berettigede Krav til dem.

Dernæst er det af Vigtighed, at Arbeiderne endog i de korte Vinterdage faae en saadan Dagløn, at de, om end meget tarveligt, kunne faae det daglige Brød. Saavidt jeg har kunnet forskaffe mig Oplysninger i denne Henseende, er jeg kommen til det Resultat, at Dagleierne i Vintermaanederne kun have 4 Mk. 4 sk daglig. Der behøves ikke Meget til at godtgjøre, at en Arbejderfamilie paa 5-6 Medlemmer umulig kan leve af denne Fortjeneste. Nu er det rigtignok saa, at der midt i Vintertiden de fleste Steder slet intet Arbeide er at faae, men at Arbejdsgiverne ofte af et menneskekjærligt Hensyn see til at give deres Dagleiere Noget at bestille i de korteste Dage for at hjælpe lidt paa dem; derfor er Daglønnen knappere i den Tid. Hvor det er saa, vil det uden Tvivl være rigtigt, at Communerne udbyde Arbeide. Det er i Tiden fra December til Marts, at det kniber; men det er dog ofte Tilfældet, at Veiret tilsteder Udførelsen af mange forskjellige Arbeider ude, som Forbedring af Veie omkring Byerne, Forarbeidning af Jord til Plantninger, Anlæg af nye Veie, Opfyldning og Regulering af Byggegrunde, Steenslagning og meget Andet. Det synes mig at være meget bedre, at Byerne paa denne Maade komme Arbeiderne til Hjælp end ved ligefrem at yde de meest Trængende, som Nøden driver til at bede om Bistand, nogen Fattighjælp. Mange ansee en Fattigunderstøttelse som saa nedsættende i Medborgeree Dom, at det for dem ikke stiller sig synderlig bedre, end om de havde været Friheden berøvet for en eller anden vanærende Handling. Det er en Selvfølge, at saadant offentligt Arbeide kun skal tilbydes trængende Arbeidere i den meest arbeidsløse Tid fra December til Marts. I den øvrige Tid af Aaret faae Arbeiderne en ret anstændig Sagløn, ofte vel endog saa rigelig, at der kan blive en lille Smule tilovers.

For at disse Smuler ikke skulle gaae tabte, vilde det være hensigtsmæssigt, at der i Byerne og paa enhver større Arbeidsplads i Nærheden af Arbeidernes Boliger blev aabnet nogle Sparecontoirer, hvor enhver undværlig Fiirskilling kunde sættes ind, og en lille Sum saaledes kunde samles til den trange Tid. Det vil ogsaa være hensigsmæssigt, om alle større Skoler i Lighed med, hvad der er skeet ved en større offentlig Skole paa Christianshavn, giver Børnene Leilighed til at sammenspare de mange Smaaskillinger, de saa ofte fortjene, deels ved ugentligt Arbeide, deels ved tilfældigt Arbeide, som Byærinder o. desl.

Dernæst er det af stor Vigtighed, at Interessen mere vækkes for de store Goder, som Sygekasseindretningen yder sine Medlemmer. Det maa komme dertil, at alle Arbeidere gjøre Indskud i en velordnet Sygekasse, saaledes som Arbejderforeningens her i Byen formeentlig er. Derved holdes Nøden fra Døren i den allersørgeligste Tid af en Arbeiders Liv, den nemlig, da Sygdom holder ham hjemme og gjør det umuligt for ham at udføre nogetsomhelst Arbeide. Naar han kan faae 4-6 Rd. om Ugen i Sygehjælp, saa drives han dog ikke til af denne Grund at tye til Fattigvæsenet.

Et stort Samfundsonde er den talløse Mængde af Værtshuse, som nu findes selv i de mindste Byer. Her i Kolding, troer jeg, er langt over et halvt Hundrede Værtshuse. Hvilken Fristelse er det ikke for den Mand, der fra Kl. 4 om Morgenen til Kl. 7-8 om Aftenen er beskjæftiget med strengt legemligt Arbeide, een, ja. flere Gange om Dagen at tye hen til et tæt ved værende Værtshuus for at vederkvæge sig ved en Snaps eller to og en Flaske Øl. For de fleste Arbeidere bliver dette til en Vane, og den er kostbar; thi man maa vel huske paa, at hvad der saaledes nydes i eller fra Værtshusene, er Extraforpleining. Den almindelige Ration af en halv Pægl Brændeviin og en Pot Øl føres med den tørre Kost til Arbejdsstedet om Morgenen. Ville vi see, hvad en saadan Extraforpleining koster mangen Arbeider Aaret rundt, saa faae vi slet ikke saa lille en Sum ud. Lad Arbeidsdagene være 300; hver Dag koster 7 Skilling. c: 2 Snapse og en Flaske Treskillingsøl, altsaa 21 Rd. 5 Mk. 4 sk. I Sandhed, en stor Sum at svare, fristede ikke Værtshusene Arbeiderne til at sætte den til. Bladene have meddeelt, at  Politiet hist og her har sat en Grændse for Antallet af Værtshuse. Kunde de ad lovlig Vei indskrænkes endeel, vilde del være et stort Gode. Det er statistisk godtgjort, at der her i Landet findes Kjøbstæder med en Folkemængde af 4- 5000 Indbyggere, der have 60-80 Værtshuusholdere, altsaa eet Værtshuus for 62 Mennesker, hvoraf da den største Deel er Kvinder og Børn.

Det vilde dernæst være i alle Arbeideres Interesse, der fik Ugeløn, at denne blev dem udbetalt om Mandagen og ikke om Løverdagen. Meningen med dette Forslag er selvfølgelig ikke at sætte Arbejderne under Umyndighedsvilkaar, men ligefrem at forskaane dem for den Fristelse, der unægtelig ligger i Løverdag Aften at faae Ugelønnen udbetalt og saa den næste Morgen vaagne op til en Fridag. Ak, paa den Fridag gaaer ofte en heel Uges Fortjeneste i Løbet. Hvormeget bedre vilde det ikke være for dem, der kun have Lidt, ikke at være udsat for denne Fristelse, men derimod Mandag Aften at faae Lønnen, Tirsdag Morgen igjen at gaae paa Arbeidc for at tjene Mere til. 

Naar der saa ikke alene her i Byen, men ogsaa i andre Kjøbstæder, hvor der findes en trængende Befolkning, blev udlagt Jord til Arbejderboliger, som opførtes tidssvarende og udleiedes saaledes, at Beboerne i selve Leieafgiften, som maatte staae i et passende Forhold til Fortjenesten, betalte Afdrag paa den Sum, Huset havde kostet at opføre, og Arbeiderne saaledes for hver Halvaarsleie, der blev betalt, mere og mere bleve Eiere af det beboede Sted, saa vilde ogsaa dette Foretagende i en væsentlig Grad forbedre de Livsvilkaar, hvorunder Arbeiderne for Tiden leve her i Byen, ligesom ogsaa Sands for Reenlighed og Hygge i en væsentlig Grad derved vilde fremmes; thi Arbejderen fik saa at see, at hans Arbeide gav Mere af sig, end (ofte knapt nok) det daglige Brød, og i Tidens Løb vilde han faae Kjærlighed til det af ham beboede Sted. Og jeg er overbeviist om, at eftersom Aarene skred frem, vilde han ved god Økonomi og utrættelig Flid stræbe efter hver Flyttedag at betale Mere, for desto snarere at kunne sige: Dette Huus er mit; ved mine Hænders Gjerning har jeg fortjent enhver Stilling, det har kostet at opføre.

Maatte jeg nu ved disse Linier, som ere en Frugt af mine Undersøgelser og Betragtninger af Arbeidersagen her i Byen, bidrage en Smile til, at Forholdene her som andre Steder, maae finde virksomme og sagkyndige Ledere til en nogenlunde tilfredsstillende Ordning af den, saa er min Hensigt med at sende "Berlingske Tidendes" ærede Redaction dette Brev med Bøn om Plads for det, naaet. m.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. marts 1874).

Rubens Dampvæveri. (Efterskrift til Politivennen)

Hvorledes man sulter ihjel i København. Da der i "Socialisten" for den 27de ds. skrives, at 100 af de mindst lønnede kvindelige Arbejdere paa Hr. Rubens Dampvæveri ved Rolighedsvejen i Gennemsnit har en ugenlig Indtægt af fra 1 til 3 Rd, skal jeg tillade mig at oplyse, at dette er saa langt fra at være Usandhed, at mere end en af disse Trælkvinder har endnu mindre end l Rigsdaler i ugenlig Indtægt med 11 Timers strengt dagligt Arbejde. Grunden hertil er, som "Socialisten" rigtig bemærker, det slette Materiale, men ogsaa, at Vævene er opslidte, saa at de enten gaar i Stykker, eller pludselig staar stille, hvorefter Arbejdersken maa vente til Svenden faar Tid at reparere Væven, som maaske atter standser om nogle faa Minutter. Den nye Vævermester er en Tysker og forstaar næsten ikke er Ord af hvad Svende og Væversker siger til ham, og det Hele er saa usselt ordnet, at Væve staar flere Uger med Garn paa, inden de kommer i Brug, hvoraf Følgen er, at Traadene, som har ligget stærkede saa lang Tid, er halvt raadne og springer af, saa at selv duelige Væversker, som er saa uheldig at faa slige Væve, ikke kan fortjene mere end 8 til 12 Skilling daglig. Naar de klager, affærdiges de enten med en Hovedrysten af Tyskeren, som enten ikke forstaar eller ikke vil forstaa dem, eller ogsaa trøster Svendene dem med, at det bliver bedre til Sommeren, naar de nye Væve kommer i Gang. Dette er jo en herlig Trøst for de stakkels Arbejdersker, som længe forinden er sultede ihjel, hvis de ved bliver at arbejde paa Sultefabriken, som den i Almindelighed kaldes af Arbejderne. Hr. Ruben har imidlertid opfundet en snild Maade at holde sine Trælinder under Aaget paa. Alle andre Arbejdere faar om Lørdagen Betaling for det Arbejde, de har udført i Ugens Løb, men Hr. Ruben betaler kun for det Arbejde, som er færdigt til Onsdag Aften, det, som bliver færdigt de tre sidste Dage af Ugen, betales ikke før den paafølgende Uge. Følgen heraf er, at de fattige Væversker altid har et lille Tilgodehavende indestaaende hos den rige Fabrikherre og for ikke at gaa glip heraf, bliver de ved at arbejde og sulte Uge efter Uge, ti hvis de ophører med Arbejdet uden at opsige 14 Dage i Forvejen, taber de al Ret til deres Tilgodehavende. Naar altsaa Arbejderskerne har staaet i 8 Dage med en Fortjeneste af 8 til 12 Sk om Dagen, saa skal hun enten tabe Halvdelen heraf eller blive ved paa samme Maade endnu i 14 Dage for at saa disse usle Skillinger. Flertallet af Væverskerne er svenske Koner og Piger, som har ladet sig hidlokke af den glimrende Udsigt til en ugentlig , Indtægt af fra 5 til 9 Rigsdaler; men der vil nu ogsaa i svenske Blade blive optaget en Advarsel imod Slaveriet paa det Rubenske Tampvæveri.

Naar man ikke vidste, at Nutidens Diplomater anse sig selv for kun at være til for at glimre ved Hofballer, saa skulde man næsten forundre sig over, at den svenske Minister ikke gør det Ringeste for at hjælpe sine ulykkelige Landsmandinder. For 2 eller 3 Aar siden advarede den svenske Konsul i Kiel i svenske Blade sine Landsmænd imod at tage Arbejde i Schleswig-Holstein og beviste ved Fakta, at de der bleve mishandlede; hvorfor kan da ikke den svenske Minisier her eller nogen af Konsulerne skaffe sig Underretning om de fattige Væverskers Forhold? Svenskerne har jo Ord for at være ridderlige mod alle Kvinder, gælder dette ikke ogsaa for de Fattiges Vedkommende? S-Y.

(Socialisten 1. marts 1874).

I en senere artikel (Socialisten 25. marts 1874) uddybede avisen beskrivelsen: direktør Trepkas luksusvilla på Frederiksberg med tjenestetyende viste Rubens rigelige aflønning af ham for hans optræden 4-6 timer daglig. Ligeledes at Rubens lokkede nye arbejdere til ved at henvise til de få "lokkeduer" som fik mellem 3 og 5 Rd. ugentlig. Endelig at Rubens ikke havde udbetalt erstatning for slette materialer der gjorde at man ikke kunne arbejde.

Rubens Dampvæveri på Rolighedsvej 8 var sammen med Gørtz i Ribe nogle af de største dampvæverier i Danmark med hhv. 200 og 120 væve (1871). Desuden havde Crome og Goldschmidt i 1866 anlagt en fabrik i Horsens med arbejdskraft af 2-300 tugthusfanger. I januar 1875 annoncerede fabrikken efter væverpiger i forbindelse med anskaffelsen af nye væve. I marts 1876 nedbrændte fabrikken og de ca. 300 arbejdere blev brødløse. 

Rubens Klædefabrik blev opført af fabrikant I. H. Ruben (1789-1868) i 1857. Den lå på hjørnet af Rolighedsvej og Falkoner Allé. På sit højeste havde den omkring 500 ansatte. Den var overtaget af Rubens søn, Bernhard Ruben (1829-1896) efter faderens død i 1868. Han fik genopbygget fabrikken efter branden 1876 i moderniseret udgave. Enken Ida Ruben, f. Coppel (1845-1913) overtog efter hans død 1896 firmaet, der 1901 overtoges af sønnen Carl Ruben (1876-1968). Den blev nedrevet i 1927. I 1936 opførtes ejendommen Hostrups Have. 

Kvinderne og Arbejderspørgsmaalet. (Efterskrift til Politivennen)

Efterhaanden som Tidens økonomiske Udvikling lægger større og større Alvor og Haardhed i den Kamp, som det enkelte Individ maa føre med det Hele, for at tilkæmpe sig det Nødvendige til den materielle Eksistents, drager den ogsaa flere og flere Samfundsklasser ind i Kampen. At Mandens Eksistens som økonomisk selvstændig og uafhængig, stadig bliver vanskeligere og vanskeligere, drager efter sig som en uudblivelig Følge, at Kvinden mere og mere af Forholdenes Magt drages hen paa den økonomiske Konkurrences Valplads, og at hun i stedse højere Grad tvinges til at optræde som selvstændig Handlende i Kampen. I Stedet for at være et Slags Tilbehør til Manden og være henvist til, at finde sin Eksistens ved Mandenes Fortjeneste, har allerede Forholdene i en temmelig betydelig Grad udviklet sig saaledes, at Kvinden ved Hjælp af egen Dygtighed og egen selvstændig Fortjeneste selv maa skabe sin materielle Stilling, og vor Tids hele Udvikling siger os tydelig nok, at denne Kendsgerning vil blive mere og mere fremtrædende. 

Naar det er saaledes, og vi tror at Ingen vil benægte at det er det, maa Kvindens Stilling i Samfundet, idet hun optræder som selvstændig Konkurrent paa Arbejdsmarkedet, af os Alle, uden mindste Forbehold, blive anerkendt at være af den allerstørste Betydning, ikke alene for Kvinderne selv, men ogsaa for Mændene. Nødvendigheden af at Kvinden i stedse højere Grad søger selvstændigt Erhverv, vil ikke undlade at bevirke, at hun paa mange Punkter bliver Konkurrent, og det en meget farlig Konkurrent overfør Mændene. Hvorvidt denne Konkurrence vil blive følelig, vil i en meget væsenlig Grad være afhængig af, hvorvidt Kvinden igennem Organisationen kan komme til at indtage sin rette Plads paa Arbejdsmarkedet. Dersom vi nogenlunde rigtig opfatter, hvad det egenlig er, der for Øjeblikket sker, og hvilke nye sociale Tilstande, der er ifærd med at udvikle sig, kan vi paa ingen Maade se hen til Kvindens Stilling som noget Underordnet, og for os - i økonomisk Henseende - temmelig ligegyldigt, og selv om en Del af os ikke havde Retfærdighedsfølelse nok, til alene af den Grund at omfatte Kvindespørgsmaalet, maa vor egen velforstaaede Interesse tvinge os til at indse, at en Organisation blandt Kvinderne og en gennemgribende Forbedring af Hendes Stilling, er ligesaa nødvendig for os som for hende. Samfundsforholdene kan ikke ordnes endog blot nogenlunde retfærdig og for det Hele betryggende, naar det undlades at tage ethvert retfærdigt Hensyn til den ene Halvdel af Menneskeheden.

Spørgsmaalet stiller sig ikke for os, om der bør gøres noget Alvorligt for Kvinden, men derimod: Hvad bør gøres og hvorledes? Vi tror Svaret derpaa er let givet for Mændenes Vedkommende, og vi tror det fornuftigvis ikke kan være andet end det: Gør som vi, vi baner Vejen, følg efter os! Den mandlige Arbejder har, og vil i en lang Fremtid have saa Meget at gøre for sit eget Fag, at han ikke praktisk kan beskæftige sig med Kvindens faglige Anliggender, og desuden kan kun Kvinden selv kende sin Stilling, sin Trang og sine Evner tilbunds, og ingen anden end hun selv kan virke med tilstrækkeligt Resultat for sin Sag. Det ligger i Sagens Natur, at Kvinden maa, for at kunne udrette Noget, have indirekte Støtte hos Mændene, ved at drage Fordelen af disses allerede vundne praktiske Erfaringer og ved, ved givne Lejligheder, at benytte disses Raad og Vejledning. Ligeledes er Kvinden nødt til at vente med sine Reformer, indtil Mændene har banet Vejen derfor ved at tvinge Samfundet til at godkende disses Berettigelse og Udførlighed. Naar først  Mændene har banet Vejen for Reformerne, ved at gennemføre dem for deres eget Vedkommende, er der Intet til Hinder for at Kvinden kan følge efter og opnaa de samme Fordele for sit Vedkommende.

Naar Kvinden blot selv vil forbedre sin Stilling, kan hun gøre det, og det vil maaske vise sig, at hun vil have færre Vanskeligheder at overvinde end Mændene, men hun maa først og fremmest lægge den uberettigede Undseelse tilside, som forbyder hende at samles med sine Kammeratinder for at drøfte og varetage sine Interesser. Denne Undseelse for offenlig at forhandle om en Forbedring af de Vilkaar, som man hver Dag privat beklager sig over, er i højeste Grad falsk, og vi vil anbefale enhver Kvinde, i hvilken Alder og Stilling hun end er, at sige til Enhver, som maatte behage at le ad hendes Deltagelse i det offenlige Liv, det Samme som en anerkendt Mand en Gang har sagt i et lignende Tilfælde, nemlig: "Jeg ynkes over enhver Daare, som ler ad, at Andre gør det, som de ikke selv har Mod eller Forstand til at gøre, men det er ogsaa det eneste Indtryk, som deres Latter gør paa mig". Dersom Mændene vilde have ladet sig slaa af Marken af Latter, Haan og Spot, vilde Arbejderbevægelsen aldrig være naaet derhen til, hvor den nu staar, og Kvinden kan lige saa vel som Manden tage sig Daarens og den opløbne Gadedrengs Latter saare let. Den Kloge og Tænkende ler ikke ad den, der træder for Skranken for at forsvare sin Ret, og naar der er En, som ler ad den Modige, er der Ti, som beundrer ham.

Den arbejdende Kvindes Stilling er, enten hun er Tjenestepige eller i et andet Fag, saa trykket og uforsvarlig, at en gennemgribende Forbedring ak hendes Forhold er i højeste Grad paatrængende nødvendig, og den er ogsaa mulig, naar blot hun selv vil. Tag Eksempel af Mændene, slut Eder sammen, dan Fagforeninger - det lader sig meget godt gøre - og det vil da snart vise sig, at det er lettere for Kvinden at forbedre sin Stilling end hun selv i Øjeblikket tror!

(Socialisten 28. februar 1874).

Barnelig i Søndermarken. (Efterskrift til Politivennen).

Død af Sult. Den 31te August f. A. blev der i en Afkrog af Søndermarken fundet Liget af et 6 a 7 Uger gammel Drengebarn. Paa Liget, der var paaklædt og laa indsvøbt i et Shavl, fandtes der ingen ydre Beskadigelse, men ved den foretagne Obduktion sandles Liget i en hejst udtæret Tilstand, og Maven, Tarmene og Blæren saa godt som tomme. Ved den af Politiet anstillede Undersøgelse om Barnets Moder, blev Mistanken henledet paa Enken efter en Glarmester, der derefter blev eftersøgt og anholdt den 4de September. Hun erkendte straks at være det fundne Barns Moder, og Følgende blev derefter oplyst. Efter i flere Aar at have ført et usædeligt Levnet, blev hun i 1867 i en Alder af 22 Aar gift med en Glarmester i Valby, med hvem hun levede sammen til hans Død i 1872. Kort efter kom hun i Kjæresteforhold til en Malersvend, ved hvem hun blev svanger, og i Foraaret 1873 flyttede hun sammen med ham, idet det var deres Hensigt at indgaa Ægtestab. Uagtet der bestod et godt Forhold imellem dem, forlod hun gentagne Gange pludselig hans Hus og blev borte i flere Dage og Nætter. Den 16de Juli fødte hun Barnet, der saa sundt og rask ud. Den 20de Avgust, medens Kæresten var paa Arbejde, forlod hun med Barnet uden Varsel Huset, og han antog, at hun var flyttet til det Logis, hun havde talt om. I de 10 Dage, der derefter forløb, indtil Barnet døde, blev hun med Barnet set af Forskellige, der Alle har udsagt, at hendes nedenstaaende Forklaring er rigtig, at hun lod til al være meget omhyggelig for Barnet, der var godt indsvøbt, men saa sygeligt og afmagret ud, ligesom hun selv saa meget nedtrykt ud, medens hun dog ikke modtog et tilbud om at tage Ophold hos en Familie. Hun selv har forklaret, at hun ikke har gjort sig nogen Tanke om, hvor hun vilde gaa hen, da hun forlod Kæresten, men at hun gik til Valby for at hente sine Møbler og ved Salget af disse skaffe sig Penge til at sætte Barnet i Pleje. Da hun ingen Penge havde til at faa Møblerne transporleret til København for, opgav hun sit Forsæt. Senere gik hun, da hun intet Logis havde, ud paa Uttersløv Mark, hvor hun tilbragte Natten udenfor et Hus, hvis Beboere skyldte hende 5, Rd., som hun vilde kræve, men da hun den næste Dag hørte dem omtale, at de havde det smaat med Penge, krævede hun dem ikke, og det faldt hende ikke ind at bede dem skaffe hendes Møbler fra Valby til København. De var meget gode ved hende, men da hun syntes, det var en Skam, at de skulde vedblive at rode hende, forlod hun dem uden at sige, at hun ikke mere kom tilbage. Nu vidste hun imidlertid ingen Udvej for sig og Barnet, og hun gik I derfor og drev omkring idet hun om Natten laa med Barnet i Søndermarken. Hun var fortvivlet over sin Stilling og ulykkelig over at have Barnet, men nænnede ikke at tage del af Dage, hvorimod hun tænkte paa at lægge det hen paa er Sted, hvor det kunde findes og tages i Pleje af Andre, men hun kunde dog ikke bestemme sig dertil. Hun saa vel, at Barnet blev mere og mere usselt, og indsaa nok, at det ved denne Levevis tilsidst maatte dø, men hun gjorde sig ikke nogen nærmere Tanke i denne Henseende og var i det Hele saa fortvivlet, at hun ikke rigtig ved, hvad hun tænkte. Natten mellem den 29de og 30te Avgust laa hun ligesom de foregaaende Nætter med Barnet i Søndermarken. Hun havde den foregaaende Eftermiddag købt nogle Tvebakker, af hvilke han gav Barnet Noget, og hun havde ogsaa selv lidt Mælk i Brystet, og havde om Aftenen givet det lidt Die. Barnet laa hele Natten i hendes Arm og sov, indtil det omtrent Kl. 3 om Morgenen drog et Suk og døde. Hun blev liggende ved Liget til henad Middag, da hun gik hen til en Kilde og drak noget Vand, og hun vendte derefter tilbage til Liget, ved hvilket hun blev hele den øvrige Del af Dagen og den følgende Nat. Den næste Morgen forlod hun Søndermarken, idet hun lod Liget ligge i de Klæder, det var svøbt, og hun gik derpaa ud ad Strandvejen, tilbetlede sig Føden om Dagen, laa om Nætterne under aaben Himmel, tænkte paa at drukne sig, men kunde dog ikke bestemme sig hertil, og gik saa til København, hvor hun blev  anholdt.

Det kongelige Sundhedskollegium har under Sagen udtalt, at efter samstemmende Vidnesbyrd af de i Sagen afhørte Personer har Arrestantinden lagt en meget sørgmodig og nedtrykt Sindsstemning for Dagen, ikke blot efter sin Barselfærd, men ogsaa under Svangerskabet, paa en Tid, da hendes øjeblikkelige Livsforhold og Fremtidsudsigter forholdsvis ikke synes at have været saa kummerlig, at de i og for sig vilde give tilstrækkelig Forklaring derfor , og naar der henses til den planløse Adfærd, navnlig den gentagne Bortløben fra Kerrestens Hjem, hvortil der fra hans eller Andres Side ikke synes at være givet hende Grund, og hvorved hun selv forstyrrede Forholdet, saa at det paatænkte Ægteskab ikke kom i Stand, bliver det meget sandsynligt, at hun har lidt af et sygeligt Tungsind, som har kuet hendes Omtanke og Villiekraft. Hun blev derfor dom efter Straffelovens 198, jfr. § 39, og Straffen fastsat til 3 Maaneders Fængsel paa sædvanlig Fangekost.

(Dagbladet (København), 20. februar 1874. Socialisten 21. februar 1874).

Kvindemøder. (Efterskrift til Politivennen).

Aalborg, den 20de Februar. Socialdemokraterne Johansens og Zimmermanns Arbeidermøde i "Eliaslyst" iaftes overværedes af ca. 130 Mand og 40 Qvinder (hvoraf nogle med smaa Børn paa Armen). Zimmermann begyndte med at udtale sig om Qvindens Stilling i Samsundet, som han fandt meget sørgelig. Før Jesu Fødsel var Qvindens Stilling vel endnu sørgeligere; det var imidlertid endeel af Christus Mission at føre Qvinden tilbage paa hendes tidligere Standpunct i Samfundet, men det stod i den Henseende endnu meget tilbage. Han tænkte her kun paa den fattige Arbeider-Qvinde. Lige saa vel som Socialdemokraterne ønskede fri og fælleds Underviisning for Mændene, saaledes ønskede de det ogsaa for den fattige Qvinde. Nogle meente det var nok, at en Arbeider-Kone kunde sye, strikke og lave Mad, men "det er Løgn"; jo mere hun har lært, jo bedre kan hun støtte sin Familie. Betragt engang den fattige Mands Datter og see, hvilke Veie, der aabne sig for hende; hun kan enten blive Tjenestepige, Syejomfru, Fabrikarbeiderske eller hvad han ikke vilde nævne; de tre første ere vel hæderlige Stillinger, men der klæber følelige Mangler ved dem. Taleren fandt det saaledes urigtigt at Tjenestepigerne nu skulde have Anbefaling og fæstes for en bestemt Tid; de skulde, "ligesom Haandværkssvendene", kunne "ophøre med Arbeidet strax, naar de vare kjede af at tjene deres Herskab længere", uden at de behøvede nogen Anbefaling for at søge ny Tjeneste; der burde naturligviis ogsaa for dem indføres "Normalarbeidstid"; deres Fritid (3-4 Timer hver 14de Dag) var meget for lille og var ofte Grunden til at de anvendte den til at søge Dandsekneiper, hvilket i almindelighed blev den første Aarsag til deres tidlige eller senere Fald. Fabrikarbejderskens Stilling er endnu værre, thi hun maa for en ugentlig Løn af 12 a 14 Mk. eller høist 3 Rd. arbeide strengt i daarlige Localer og som Følge deraf inden lang Tid tilsætte sit Helbred fordi hun tjener en Principal, hvis Valgsprog er "Alt for Guldet og Intet for Mennesket", derfor burde Staten her træde til og paasee at "saadanne Slyngler af Storborgere skaffede ordentlige Localer og gave dem en anstændig Løn for deres Arbeide. Syjomfruen skulde jo for at tjene 10-11 Mk. om Ugen gaae lidt finere klædt end de Andre, thi ellers fik "Storborgerfruen" Rynker paa Næsen, imedens Frøknerne kneise med Nakken, naar Jomfruen ikke er fin nok. - Hvorledes gik det dem endelig, naar de bleve gifte. Naar Kjærligheden var kjølnet, indtræder der ofte Splid og Spectakel; men saa kunne de jo skilles, svarer man; ja, men det bliver jo erklæret for Scandale at løse det Baand, som er bundet i Kirken. Derfor ville Socialdemokraterne ogsaa ved Indførelsen af det borgerlige Ægteskab have "Kontrakt oprettet" imellem Ægtefolkene; blive de saa kjede af hinanden, kan Kontrakten jo ophæves og hver gaae sin Vei og søge ny og mere tilfredsstillende Forbindelse. Hvad der ogsaa har stor Indflydelse paa Qvindens ulykkelige Stilling er, at "Storborgerne" lønne Manden saa slet, at han ikke kan føde sin Familie, og derfor maa Konen, medens Manden er "Slave" i Fabrikken, forlade Hjemmet og overlade Børnene til sig selv for at vadske for "Storborgeren", skure hans Gulve og Trappe; hendes Løn for saadanne 16-17 Timers Arbeide og Forsømmelse er høist 3 Mk. og "en meget let Føde". Spørger man imidlertid om hvorledes det kan blive anderledes, da vil han svare: "Gjør Skrue ligesom Mændene, I have den Fordeel fremfor Mændene, at "Storborgerne" ikke saaledes kunne skrive til Sverrig eller Tydskland efter Vadskerkoner som efter Arbeidere". I Kjøbenhavn, Aarhuus og Horsens er der qvindelige Foreninger, hvoriblandt man finder mange dygtige Medlemmer. Ligesom i America burde Qvinden ogsaa her have Adgang til at blive Læge, da hun, paa Grund af at hun har "bedre Hjerte" end Manden, særligt vilde være skikket hertil. Lægerne tage nemlig som oftest mere Hensyn til Patientens Penge end til hans Helbred - men der gives naturligviis hæderlige Undtagelser. Qvinden burde efter Zimmermanns Mening ogsaa have lige politiske Rettigheder med Manden, t. Ex. "have Sæde i Rigsdagen", da der iblandt dem findes mange som ere klogere og dygtigere end nogle af dem, som nu "sidde og sove" derovre, og da Qvinden jo er vant til at arbeide for halv Betaling, vilde det jo være stor Fordeel for Landet kun at give 9 Mk. istedetfor som nu 3 Rd. Den, der forførte en Qvinde skulde, da det selvfølgeligt var en "Storborger", sendes til Vridsløselille eller Viborg Tugthuus. *) - Johansen søgte derefter at vise, hvorledes Grundlovens forskjellige §§, navnlig § 74, § 87 og § 89, kunde dreies efter Pengeposerne og vilkaarlige Embedsmand. Han vilde bevise, hvorledes den verdslige Ret ikke beskyttede de Fattige, men derimod tillod den Rige at benytte Loven imod den Fattige. Han anførte her, at 2 Herremand i Jylland havde ansøgt Regjeringen om "selv at maatte straffe deres Folk" - hvilket naturligviis blev dem nægtet. - Efter at Zimmermann derpaa havde udbragt et Leve for Qvinden og Johansen et for de fængslede Førere, hævedes Mødet, under hvilket Talerne jævnligt bleve opmuntrede ved Mændenes Bravoraab og Qvindernes Latterudbrud.

*) Man fik i det Hele det Indtryk af Taleren, at han maaskee mener det meget godt med den Deel af Samfundet, hvis Sag han søgte at føre frem , men at han aabenbart er meget upraktisk med Hensyn til de Midler, han tilraader bragte i Anvendelse til Forbedring af deres Stilling, ligesom han lader til at ville have en heel anden Katechismus i Moral for "Storborgerne" end for Almuen. Talerens Inconseqvents er meer end naiv, thi naar han vil have Ægteskabet oprettet paa Contract med saa og saa lang Opsigelse, re det da ikke saa grueligt galt, at der oprettes lignende Forpligtelser imellem Arbeider og Arbeidsgivere, hvor jo Enhver kan stille sine Betingelser. Overhovedet maa det fastholdes, at saadanne Foredrag, der kun fremstille Sagernes ene Side, gjøre større Skade end Gavn, fordi de skjule meer end de belyse og derved bidrage til at udbrede et heelt forkeert Syn paa Livet og Forholdene.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 20. februar 1874).

Kvindens Rettigheder. Foreningen "Broderbaandet" afholdt et godt besøgt Diskussionsmøde i Lørdags Aftes. Som Dirigent valgtes A. Pedersen. Der forelaa en Drøftelse og Vedtagelse af nogle Paragrafer i Foreningens nye Love, som formentlig maatte forudskikkes, før Lovene i deres Helhed foreligger. L. Toucher hævdede med Hensyn til Kvinders Adgang til Foreningen, at disse burde udelukkes fra Stemmeret og fra Deltagelse i Diskussion om politiske Emner ved Møderne. Som Motiv anførtes Kvindens Umodenhed i saa Henseende og Mandenes Utilbøjelighed til at betragte Kvindens Virksomhed som berettiget udenfor de rent kvindelige Spørgsmaal. Lynnell talte for Lovparagrafen, saaledes som den var affattet af L. Toucher, men bebudede en mulig Dannelse af en Kvindeforening som Afdeling af "Broderbaandet". Hertz maatte bestemt modsatte sig nogensomhelst Indskrænkning i Kvindens Ligeberettigelse for Foreningens Vedkommende. Stiftelsen af en ny kvindelig Afdeling af Broderbaandet kunde han mulig nok tiltræde, naar L. Touchers Lovparagraf blev vedtaget. Sadelmager Hansen maatte støtte den sidste Taler. Ifølge Lovparagrafen kan unge kvindelige og mandlige Personer mellem 14 og 18 Aars Alderen optages i Foreningen uden Stemmeret eller Diskussionsret, det kunde forsvares, men at stille voksne Kvinder omtrent paa samme Trin, var uforsvarligt. Mod Touchers Paastand, at Mændene fortrinsvis tog Alt for gode Varer, hvad en Kvinde udtalte, især naar hun var ung og smuk, anførte Taleren, at det var en Kendsgerning, at en fortrinlig Tale af en Mand applauderes i samme Grad som en lignende af en Kvinde. Møller mindede om at overholde Formaalet om en Bygnings Rejsning i Forgrunden samt at danne Foreningen saaledes, at dens Virksomhed faldt sammen med Centralkomiteens, saa vel som at vare varsom med Fastsættelsen af Lønninger. Martinus Larsen rnaatte modsatte sig Touchers Lovparagraf og havde Kvindens Rettigheder i Foreningen. Winther maatte fastholde en antagelig Løn for en Leders Virksomhed, og med Hensyn til Kvinden, da havde hun ingen Stemmeret overfor Landets Repræsentation; som Følge deraf vilde f. Eks. et Andragende fra Foreningen til Rigsdagen, forstærket med kvindelige Stemmer, ikke have noget Værd. Endvidere tvivlede han om Muligheden af en nyttig Diskussion, naar Kvinder talte med om Alt, saasom en Mand vægrede sig ved at modsige en Kvinde. Hørdum talte for Lønningers Nødvendighed og maatte stemme for Touchers Lovparagraf med Udsigt til en Forandring længer hen i Tiden. Hertz havde ikke Noget imod en rimelig Løn for Foreningens Funktionærer og bifaldt Paragrafen om den Stilling, som unge Mennesker mellem 14 og 18 Aar kan indtage i Foreningen, men maatte fremdeles havde Kvindens fulde Ligeberettigelse. I "Internationale" var der nægtet Kvinden Ret til at repræsenteres ved sin Sektionsformandinde paa Repræsentanternes Møder og i den senere Tid var den samme Ret nægtet hende, idet en kvindelig Afdeling as Strejkekassen ikke maatte repræsenteres ved de derhenhørende Generalforsamlinger. At der var nægtet Kvinden Stemmeret overfor Landets Repræsentation, var Arbejderne gennemgaaende enig om at fordømme; derfor var det aabenbar Inkonsekens at nægte hende den samme Ret i nærværende mindre Forening. Taleren henviste til Modstanden mod Bondens Ligeberettigelse og til den Kamp, der i 3 Aar førtes i Amerika om Negrenes og de Farvedes Emancipation. Modstandernes eller de Konservatives Feltraab var bestandig i alle disse Forhold: "De er ikke modne." Hørdum maatte indrømme meget af den sidste Talers Bevisførelse, men maatte dog henstille det til en senere Tid. Kvindens Stemmeret i Landets Anliggender kunde han dog ikke Andet end billige. Toucher maatte fastholde sine Principer om Kvindens Stilling; han frygtede, det kunde hænde, at en Kvinde, ved udstrakte Rettigheder kunde bane sig Vej til Formandsposten i Foreningen. Taleren mente, at Foreningen kunde sende Repræsentanter til Centralbestyrelsen. Borgerinde Wolff hævdede Kvindens Rettigheder og hendes Krav paa at deltage i offenlige Anliggender, der ligger Kvinderne ligesaa meget paa Hjerte som Mændene. Hun haabede paa en snarlig og enstemmig Imødekommen og Bistand fra Arbejdernes Side. Ved den derpaa foretagne Afstemning forkastedes Hertz's Ændringsforslag med en Majoritet af 15 Stemmer, saaledes at Foreningens Lovparagraf staar ved Magt.

Den næste Sag paa Dagsordenen om Forholdet mellem Værdige og Uværdige blandt de trængende Arbejdere i Henhold til Dr. Winthers Adresse, blev udsat til et andet Møde paa Grund af den fremrykkede Tid. Efter nogen Debat vedtoges det at fejre Harald Brix's Fødselsdag, og til at varetage det Fornødne valgtes en Komite, bestaaende af 3 Mænd og 2 Kvinder, nemlig Jeppesen, Lynnell, Larsen, Jomfr. Wolff og Md. Hansen. Salen var fyldt af Foreningens Medlemmer og Ihukommelsen af vore Førere udeblev ikke.

(Socialisten 25. februar 1874).

Den socialdemokratiske Forening Broderbåndet blev stiftet omkring årsskiftet 1873-74 som en politisk forening uden målsætning for det faglige arbejde. I dens korte levetid fik den ingen større betydning, ideerne levede videre i Socialdemokratisk Samfund fra 1875.