Skomagerstrejken. (Efterskrift til Politivennen)

Til samtlige Skomagersvende i København.

I denne Tid, da største Delen af vore Kammerater her i Byen kæmper en alvorlig og heftig Kamp for at opnaa en bedre Tilværelse, end hidtil, i deres sociale Stilling, ser man dog af og til Enkelte fare afsted gennem Gaderne med den bekendte Skomagerpose under Armen skulende og sky, for ikke at møde en Kollega, da han meget godt føler det Usle og Lave i, saaledes at svigte og tildels modarbejde sine Kammeraters ret færdige Sag. I længst forsvundne Dage, de saakaldte Absolutismens Dage, vilde saadant næppe have kunnet lade sig gøre, i det mindste ikke uden en alvorlig Irettesættelse, og hvorfor? Dels fordi, at den Gang var der Organisation (Laug) tilstede og man saa den Gang ikke saaledes som nu, den overvættes store Beredvillighed fra Politiets Side, til straks at blande sig ind i Ting, hvorfra det helst skulde holde sig borte.

Sagen er nemlig den, at naar nu de af vore Kammerater, som holder fast ved den indgaaede Overenskomst, ser eller opdager en af deres Kolleger, som ikke gør fælles Sag med dem , da henvender de sig enten paa hans Logis eller Værksted, for at søge at formaa Vedkommende til at nedlægge Arbejdet, og som rimeligt er, gøre ham begribeligt, at han maa holde sig til sine Kammerater, med hvem han har fælles Sag. Saadanne Kolleger er da i Reglen villige til at nedlægge Arbejdet, men begrundet paa, at de endnu ikke har været i Stand til at afryste det Slaviske over for Mestrene, som disse i Hundreder af Aar har lagt paa deres Arbejderes Skuldere, er de bleven siddende og modarbeide saaledes deres Kammerater. Imidlertid har Mesteren i Reglen luret ved Døren og hørt Udfaldet af den Strejkendes Missions og kommer nu som en Rasende farende ind i Værkstedet, opfordrende den Strejkende til at forlade Lokale. Når da denne efterkommer Opfordringen, skulde man jo dog synes, at den vakre Hr. Mester kunde slaa sig tilfreds, men nej; han skal absolut have sat i en Politibetjent, der i ærværdig taktfast Marsch kommer opmarscherende og betyder Svenden, "at han straks maa forlade Gaden" Efterkommes dette ikke paa første Opfordring, da er Svenden "trodsig" og da man i det "trodsige" Sind har lært at kende den første Spire til en "Samfundsomvælter" (selv om dette Sind findes i en stakkels fortryk og forkuet Skomagersvend), saa er selvfølgelig "Samfundet i Fare", og der er naturligvis ikke Andet at gøre, end at føre en saa farlig Person paa Stationen.

Dette kunde i og for sig være aldeles ligegyldig, saa meget mere, som de stationerede Overbetjente hidtil har vist, at de tager det med en hel Del mere Ro, end Gadens do., men det har dog den Ulempe, som maaske for vort Vedkommende ikke er saa lille endda, at en Del af vore Kammerater, som aldeles ikke interesserer sig for at gøre sig bekendt med den udannede Maade, vore Politibetjente træder frem paa, undlader at gøre deres Pligt i saa Henseende, for ikke at udsætte sig for Betjentenes Brutalitet.

Det er dette, Kammerater, I under ingen Omstændigheder maa tage Hensyn til i denne Tid, ti derved vilde vore Modstandere netop opnaa hvad de ønsker, nemlig saa os til at ligge i Dvale, I og de vilde da kunne føre Sejren over i deres egen Lejr. Men, Kammerater! Vi vil ikke lade Sejren slippe os ud af Hænderne, vi vil bestandig erindre, at da vi gav vor Stemme til, at Arbejdet skulde nedlægges, var der mangen en gift Mand af vor Midte, med Kone og 5 a 6 Børn, som, stolende paa vort Ord, ligeledes nedlagde Arbejdet, og paa Eders Ord udsatte sin Familie for Nød og Savn. Og naar i denne Tid Familien bebrejder sin Forsørger det Skridt, han har foretaget, da lyder det tillidsfulde og trøsterige Svar: Mine Kammerater er Mænd! og vi har indbyrdes lovet ikke at svigte hverandre, men trofast at holde ud til vore retfærdige Fordringer er gennemførte.

Og Kammerater! Lad os vise, at vi ikke vil svigte hverandre, men inderlig og trofast holde ud til det Sidste, saaledes, at naar Sejrens Dag kommer, (og den vil snart komme, naar kun vi selv vil) at vi da med oprejst Pande og med et aabent og frejdigt Blik kan række hinanden Broderhaanden og sige: Ser Du, Broder og Kammerat! Vi holdt vort til hinanden givne Løvte som Mænd, og indre Tilfredshed og en fremtidig bedre Eksistens er nu vor Løn!

Derfor leve den bestandige Enighed i vore Rækker.

Thorendahl.

(Social-Demokraten 2. juni 1874)

Skomagernes Fællesmøde i "Føniks" i Tirsdags Aftes var besøgt af en stor Del Svende. Diskussionen var meget livlig og i enkelte Tilfælde heftig. Som Dirigent valgtes Vesterdahl, der gav Ordet til Madsen. Taleren meddelte, at Mestrene - paa nogle saa Undtagelser nær - havde tilbudt Svendene en Forhøjelse af 25-30 pCt,, og forøvrigt vilde han nu tilraade at genoptage Arbejdet, dog ikke under 25-30 pCt. Den gennemgaaende Strejke maatte som Følge heraf betragtes som endt, medens den partielle Strejke fortsattes for de Værksteders Vedkommende, som ikke har vist Imødekomnen. Dette Arrangement var forøvrigt en Del af den Plan, som blev lagt før Skruens Udbrud. Dette Resultat var tildels en Sejr, og Arbejdernes broderlige Understøttelse havde ikke været frugtesløs, saavelsom at Fremtiden lovede den heldigste Udvikling af Bevægelsen. Sagen med Priskurantens fuldstændige Gennemførelse maatte naturligvis foreløbig opgives. Hauerslev beklagede, at Strejkens fuldstændige Gennemførelse var strandet paa Mangelen af en omfattende Organisation af samtlige Skomagersvende. Havde Alle været med i Samdrægtighed og Ingen svigtet, saa var Resultatet blevet glimrende, men - en Sejr var dog vunden. Mestrene havde set, hvad en Skrue betød og Svendene havde faaet Øvelse i, at benytte dette tveæggede Sværd samt Erfaring, som en anden Gang kunde blive til umaadelig Nytte. En gennemgaaende Forhøjelse i Arbejdslønnen var sikret og Udsigten til yderligere Avance var utvivlsom. København var under Strejken - meget ved Assistance af Arbejdernes Blad - holdt fri for Tilgang af fremmede Svende, flere Hundrede Kammerater var bortrejst og af disse Grunde var der nu stor Mangel paa Arbejdskraft i Faget, hvilken Mangel maatte komme Svendene tilgode. En Massetilslutning til Fagforeningen var aldeles nødvendig. M. Larsen støttede sig til de foregaaende Talere. Thorndahl beklagede at ikke saanær alle Skomagersvende var mødt, han antog, at Adskillige frygtede for al lade sig se, paa Grund af deres Svaghed og Uordholdenhed under Strejken. Han sluttede sig til de foregaaende Talere og anbefalede navnlig en stor Tilslutning til Fagforeningen, for derved at styrke og opmuntre hverandre til at holde fast paa det alt Vundne og stræbe efter Mere. Han beklagede navnlig, at 3die Klasses Mestre ikke var blevet inddragne under den faste Priiskurant, ti disse Mestre var, ved deres Marschandiserarbejde, den værste Hindring for Fagets fulde Oprejsning. Taleren opfordrede til fremtidig Fasthed, da Alles Øjne var henvendt paa Svendene og mange Arbejdere ønskede at se et godt Eksempel paa et Fags Kraft og opofrende Kamp. Spørgsmaalet om faste Værksteder for Skomagerne maatte nødvendig løses i den nærmeste Fremtid. Tykén maatte tilstaa, at det var de simpleste Arbejdere i Faget, som ved deres Underkuelse af Mesterne har forhindret Strejkens fuldstændige Sejr. Hine burde have hævdet deres Ret og sluttet sig til Strejken, forøvrigt var han enig med Talerne i Sagernes nuværende Ordning, der maatte lægges megen Vægt paa Dannelsen af Produktionsforeninger. Ivanod frygtede, at der snart vilde finde en Afskedigelse Sted af de mest aktivt Strejke-Svende, og da var en ny Kamp forhaanden, ti saadan Vilkaarlighed maatte ikke taales af Kammeraterne. Hauerslev haabede det Bedste af Fremtiden og mulig en Forhøjelse i den nærmeste Fremtid af 40 Procent. Jeppesen samstemmede med Talerne, og anbefalede Fagforeningen og Produktionsforeningen og troede ikke, at Svende afskedigedes paa Grund af deres kammeratlige Forhold. Hørdum henholdt sig til den Skildring af dm nuværende Stilling, som var fremsat paa Mødet. Man maatte ikke tilsidesætte de mange Medarbejdere, som ikke var fulgte med under Bevægelsen, de manglede den rette Forstaaelse og man maatte vinde dem og bringe dem ind under Foreningens Omraade, hvor den fornødne Oplysning kunde meddeles. Taleren anbefalede Produktionsforeningen, som maatte danne en Enhed med et Hovedværksted og Filialer ellers splittede Kræfterne og Sammenholdet stod i Fare. Thorndahl hævdede Nødvendigheden af en Samarbejden mellem det Politiske og det Sociale for at Foreningen kan byde den nødvendige Garanti for alle faglig sociale Spørgsmaals heldige Løsning og være af virkelig Interesse for Medlemmerne, maatte findet indbyrdes Tillid mellem Medlemmerne og Lederne for at Vekselvirkningen kunde være frugtbringende; der havde været 1124 strejkende Svende; 300 var bortrejst og 200 havde arbejdet for sig selv under Strejken.

Efter at enkelte Talere havde havt Ordet i denne Sag, fremtraadte L. Toucher. Han paalagte Skomagersvendene ubrødelig at overholde den Vedtægt, som nu tages, nemlig ikke at arbejde under 25 pCt. Forhøjelse, dette var nødvendigt tillige af den Grund, at man ikke maatte svigte de Mestres Tillid, som villigt var gaaet ind paa Fordringerne, disse havde Krav paa Svendenes Ordholdenhed og Assistance, saaledes at de kunde taale Konkurrancen med de andre Mestre. Taleren hævdede Nødvendigheden af, at Skomagerne i det Hele sluttede sig til Arbejderpartiet og gik Haand i Haand med andre fri Fagforeninger til Opnaaelsen af det fælles Maal. Bygningssnedkernes Formand, V. Pedersen, meddelte, at hans Forening havde fulgt deres Bevægelser med Sympati, og han indsaa, at der dog var vundet Betydeligt. Han formanede til en fast Organisation, hvilket var Snedkernes Stolte og Styrke. Skomagerne maatte kunne opnaa store Fordele, naar de stræbte alvorligt mod Maalet.

Etter at endnu enkelte Talere havde havt Ordet, vedtoges enstemmig svigende 2 Resolutioner:

1. Forsamlingen vedtager at befragte den almindelige Arbejdsnedlæggelse for endt, dog kun saaledes, at enhver Svend for Strejkekomiteen fremlægger en skriftlig Erklæring om, at den Mester han har underhandlet med, vil indgaa paa en Prisforhøjelse af ikke under 25 pCt.

2. For de øvrige Svendes Vedkommende, hvis Mestre ikke vil indgaa paa den fordrede Prisforhøjelse, betragtes Strejken som gaaende.

Det vedtoges, at M. Larsen og Jørgensen alene fremtidig fungerer som Strejkekomite, med en Løn for hver af 6 Rd. ugenlig. Enhver arbejdende Svend vedtog fremdeles at betale til Strejken 3 Mk. ugenlig. Efter Opfordring lod Alle som En af de Tilstedeværende sig indtegne i Fagforeningen. Det bestemtes fremdeles, hver Formiddag at holde Møde for de Strejkende. Der udbragtes Leve for vore Førere, for Svendene og for den afgaaende Strejkekomité

Til samtlige Skomagersvende i Ind- og Udlandet.

Den Kamp, der nu er ført i 5 a 6 Uger mellem Københavns Skomagersvende og Mestre, er endnu lige heftig staaende, kun at den nu har antaget en partiel Karakter, hvoror der endnu stadig paa det Indstændigste advares mod Tilgang. Ethvert arbejdervenligt Blad anmodes paa det Venskabeligste om at optage Ovenstaaende.

Strejkekomiteen.

De Arbejdere,

som kunne forunde Skomagersvendene deres Arbejde under Strejken, bedes at henvende sig i Adelgade 27, Stuen over Gaarden, hvor Alt bliver besørget igennem Strejkekomiteen, saavel nyt Arbejde som Reparationer; helst efter Kl. 12 Middag. For reel Behandling garanteres.

Strejkekomiteen.

Til Skomagersvendene!

Da det blev vedtaget paa Mødet i Tirsdags Aftes at optage Arbejdet hos de Mestre, som mindst vil give 25 pCt. Lønningsforhøjelse, anmoder vi alle Skomagersvende om at meddele os, om deres Mestre gaar ind paa Forhøjelsen eller ikke, da Navnene paa de Mestre, som ikke vil give Forhøjelsen, vil blive bekendtgjort i Bladet, for at Svendene ikke skal henvende sig til dem. Disse Meddelelser bedes snarest mulig tilsendt.

Skomagernes Strejkekomite.

- - -

De Skomagersvende, der ønsker at blive optagne i den nye Produktionsforening, kan henvende sig følgende Steder hos Form. Thykeen, l. Fiolstr 18, 2 S.
hos Viceform. P. Pedersen, Istedg. 21, 1.
hos Kasserer O. Hansen, Prinsensgade 8, Bagstuen.

- - -

Bidrag til Skomagernes Strejke modtages paa dette Blads Ekspeditionskontor. Landemærket 19, 1ste Sal over Gaarden, i Skomagernes Produktionsforening, Dr. Tvergade 30 og af Strejkekomiteen, Adelgade 27, Stuen over Gaarden, samt paa dette Blads Redaktionskontor fra 9-2 og 4-6.

(Social-Demokraten 11. juni 1874)

Kjøbenhavn, den 11te Juni. Skomagersvendenes Arbejdsnedlæggelse synes nu at være sin Slutning nær. men Udfaldet af samme vil ganske vist ikke svare til de Forventninger, som Svendene i Begyndelsen nærede. Da Skomagersvendene, efter hvad der offentlig er fremkommen, synes at være særlig uheldigt stillede med Hensyn til Arbejdslønnen, var det jo ikke mere end rimeligt, at de søgte at faa den forbedret, og da dette ikke kunde ske ved en mindelig Overenskomst, besluttedes det at foretage en almindelig og gjennemgaaende Arbejdsnedlæggelse. Uden at indlade mig paa Spørgsmaalet om Strejker i det hele taget er et heldigt Middel til at opnaa en varig Lønningsforbedring, maa jeg udtale, hvad vistnok de fleste ville give mig Ret i, at en Arbejdsnedlæggelse i al Fald er et misligt Skridt, naar der ikke forud haves Vished, eller i det mindste den største Sandsynlighed for, at den kan gjennemføres med et heldigt Udfald. De væsentligste Betingelser herfor ere, at der er et fast og enigt Sammenhold mellem Arbejderne i det Fag, for hvilket Strejken iværksættes, og at der enten af et forud opsamlet Fond eller ved sikre og faste Bidrag kan ydes de strejkende den fornødne materielle Understøttelse; men ingen af Delene synes at have været Tilfældet i tilstrækkelig høj Grad ved Skomagernes Arbejdsnedlæggelse. Før denne fandt Sted, var der et offentligt Arbejdermøde paa Nørrefælled. hvor det, efter Referaterne derfra, vedtoges af de forsamlede Arbejdere, at støtte Skomagernes Strejke af al Magt; men ikke destomindre have Bidragene til Strejkekassen ikke indflydt meget rigeligt; der er maaske i de 5 Uger, Arbejdsnedlæggelsen har varet, indkommet i alt henved et Par tusinde Rigsdaler, men dette Beløb har naturligvis været aldeles utilstrækkeligt til endog kun en tarvelig Understøttelse til de 6 a 800 Svende, som have gaaet arbejdsløse i denne Tid. En naturlig Følge heraf har det været, at flere og flere af Svendene have været nødte til at gjenoptage Arbejdet uden at fastholde de Mestrene tidligere stillede Betingelser, og under disse Omstændigheder var der naturligvis ikke andet at gjøre, end, som vedtaget paa et Møde i Tirsdags Aftes, at erklære den almindelige Arbejdsnedlæggelse for hævet - ti det var den i Virkeligheden længe i Forvejen - og frafalde de oprindelig opstillede Fordringer. Det er nu overladt til fri Forhandling mellem Mestre og Svende at enes om Betalingsvilkaarene og Arbejdets Gjenoptagelse, og om det end blev bestemt, at dette sidste ikke burde ske hos nogen Mester, der ikke mindst vilde give en Lønningsforhøjelse af 25 pCt., mod, hvad der tidligere betaltes, saa vil denne Bestemmelse dog neppe i Virkeligheden staa hindrende i Vejen for, at de normale Forhold atter snart ville indtræde. Skomagernes Arbejdsnedlæggelse maa saaledes betragtes som mislykket; ti den Lønningsforbedring, der vel nok i Almindelighed nu vil blive givet, kunde vistnok have været opnaaet ogsaa for Strejken, naar Svendene ikke da havde stillet andre Fordringer, og den Kapital, i Form af spildt Arbejdstid. som er gaaet til Grunde, og som for Svendenes Vedkommende alene vistnok andrager henved 20,000 Rd., synes saaledes at være spildt til liden eller ingen Nytte.

(Aarhus Amtstidende 13. juni 1874).

Arbejderforeningen af 1860. (Efterskrift til Politivennen)

Arbejderforeningen af 1860

Tirsdagen den 26de Maj blev Grundstenen lagt til den Bygning, som "Arbejder"foreningen af 1860 agter at opføre. Denne i saa mange Aar med længsel imødesete Begivenhed giver Anledning til en Del Betragtninger, som netop i vor Tid er af ualmindelig Betydning. Det er saaledes ret betegnende, at Københavns Kommunalbestyrelse ikke har den samme Opfattelse af Foreningens Betydning som Dannelsesanstalt, som foreningens højtærede Formands, idet denne, da han ansøgte Kommunalbestyrelsen om en Byggegrund paa nogenlunde rimelige Betingelser, modtog et Afslag, der ramte saa meget des føleligere som det gaves paa en ligefrem fornærmende og haanende Maade.

Skulde man karakterisere den Stemning, som hvilede over de tilstedeværende Nedstemmer ved Nedlæggelsen, saa maatte man sige, at den var i yderste Grad mat. Og er det egenlig saa underligt? Nej, Sandheden kan længe nok blive forvansket , men ved saadanne Lejligheder som den i Tirsdags, bryder den igennem med uimodstaaelig Kraft og Styrke. Det viste sig her, hvor faa Arbejdere, der i Virkeligheden er i Arbejderforeningen af 1860, og denne Sandhed var saa klar og tydelig, den laa saa aabenbar for Enhver, som vilde se, at man ligefrem blev uhyggelig stemt. Hertil bidrog endnu flere Ting, ganske vist kun Smaating, men dog saa betegnende, at det fuldendte det slette Indtryk, man fik. Der var saaledes ikke saameget som et lille Flag, og Arbejderforeningen, der ellers er saa loyal og national, havde rent glemt "Danebrog"; man saa kun de bare Bjælker og alt det Øvrige, der laa en babylonsk Forvirring. Ligeledes var der ikke saa meget som en Sang, skønt Foreningens "Digtere" (jf. "Arbejder"foreningens Blad) var indbudne. Men hvad der især maa have virket nedslaaende paa de tænkende Medlemmer, det var den Kontrast, der var mellem formandens Tale og den nøgne Virkelighed.

Hr. C. V. Rimestad begyndte sin Tale med at sige, at det, at lægge Grundstenen til en Bygning, er noget saa almindeligt, at det næsten hænder hver Dag, men at Betydningen her var, at den blev bygget for Arbejdernes Penge og til Arbejderne. Den sidste Halvdel af det Sagte er sandt: Foreningsbygningen opføres tildels virkelig for Arbejdernes Penge, for saa vidt som det er uimodsigeligt, at Foreningen og dens Formand en Gang i Fortiden havde Arbejdernes Tillid, og at de gav deres surt erhvervede Penge til Foreningen, hvorved denne blev sat i Stand til at opspare en Sum Penge, som nu kommer den tilgode; men naar Formanden endvidere sagde, at den opføres for Arbejderne, saa er det mildest talt illusorisk, da netop Forudsætningen, nemlig Arbejdernes Tilstedeværelse i Foreningen, fuldstændig mangler.

Formanden takkede dem, som han kaldte Foreningens "faste Stok", der ikke havde svigtet. Det er ligeledes korrekt. Men hvem er denne "faste Stok"? Er det Arbejderne? Nej, det er Grosserere, Fabrikanter, nogle større Haandværksmestre og Professorer osv. Det var nemlig en Modesag at være i Arbejderforeningen, den Gang denne blev stiftet; det var ikke af Interesse for Arbejderen eller af Omsorg for hans Vel - men, som sagt, en Modesag. - Denne "faste Stok" skylder Hr. C. V. Rimestad unægtelig Meget, overordenlig Meget! Den har været hans Støtte ved mange Lejligheder, og uden denne havde han allerede for længe siden maatte fratræde sin Post som Formand. Hans hjertelige Tak til denne "Stok" er derfor saa naturlig, og den blev ogsaa paaskønnet med "Hør" fra de forsamlede "Stokkerepræsentanter".

Formanden omtalte endelig Foreningens "Øjemed", der var Dannelse og Oplysning. Nu skal det ganske vist indrømmes, at Foreningen kunde have stiftet megen Gavn netop ved de Midler, som staar til dens Raadighed til at udbrede Oplysning og Dannelse; men just her er det, at Hr. Rimestad har været mærkværdig blind; ti hvad nytter det, at han tilbyder Oplysning og Dannelse, naar han ikke samtidig hjælper Arbejderne til at deres materielle Kaar saaledes forbedres, at de kan faa Tid, Lejlighed og Lyst til at modtage denne Oplysning og Dannelse? Der var en Tid, da Hr. Rimestad med Lethed kunde have gjort det; den Gang var han stærk, man flygtede ham, han havde Arbejdernes Sympati, og han kunde have faaet Mestrene til at gaa ind paa, hvad det skulde være. Men i dets Sted lod han sig bedaare, han forlod de "simple" Arbejdere, ligesom disse nu har forladt ham, og han sluttede sig til Fabrikanterne og de større Mestre, og derfor har hans Oplysning og Dannelse ikke udrettet Noget, al den Stund den ikke kunde komme dem til Gode, som trængte til den.

At den "faste Stok", som Tak for Hr. Rimestads Ros, raabte ni Gange Hurra for ham, var ikke mere end billigt. Men trods disse Hurraraab, trods det, at han endelig saa sit længe nærede Ønske om en egen Bygning gaa i Opfyldelse, saa havde dog den trykkede Stemning ogsaa meddelt sig til ham, hvilket især gav sig tilkende i hans Tale, der var mat og aldeles manglede den Ild og Energi, som i gamle Dage bedaarede Arbejderne.

Nu, ganske vist! der skal et mere end almindeligt godt Humor til for at kunne fremsætte Paastande, som man ikke selv tror paa, med den Kraft og Ildfuldhed, som i Reglen kun Overbevisningens Varme er i Stand til at lægge i Talen, og det maa uundgaaelig virke nedslaaende, dersom man har en Følelse af, at ikke en Eneste af Tilhørerne tror et Muk af det Hele!

S-r.

(Social-Demokraten 2. juni 1874)

Fotograf Johannes Hauerslev (1860-1921): Nørre Voldgade 92, 94. Bygningen blev nedrevet 1916. Kbhbilleder. Public domain.

Bygningsindvielse. "Arbejderforeningen af 1860" fik igaar Eftermiddags Krandsen heiset paa sin nye Bygning ved Nørrevold, i hvilken Anledning en større Festlighed fandt Sted. Trods de særdeles uheldige Vejrforhold havde et ikke ubetydeligt Antal Mennesker, der væsentligst bestod af Arbejdere, og imellem hvilke tillige saaes Medlemmerne af Foreningens Repræsentantskab forsamlet sig paa Bygningens øverste Deel. Efter at Krandsen var heiset, blev en Sang afsungen, hvorefter Repræsentantskabets Formand, Fabrikant Fraenckel, traadte frem og holdt Indvielsestalen. Paa dette samme Sted, sagde han, hvor vi nu vare forsamlede, stode vi ogsaa for to Maaneder siden, og vilde vi komme til at staae, naar Bygningen forhaabentlig om nogle faa Maaneder vilde være paa sit Sidste, paa Fuldendelsens Stadium, og vi vilde da som nu være opfyldte med glade og taknemmelige Følelser. Det gamle Dyd: Mange Bække smaa gjøre en star Aa - kunde med Rette anvendes paa dette Byggeforetagende. Taleren mindede her i Korthed om de forskjellige Stadier i Bygningens Historie, om hvorledes Opfordringen til at bygge var udgaaet fra Foreningens Stifter og mangeaarige Formand; der var derpaa med Alvor taget fat paa Sagen, idet man bl A. havde truffet den Bestemmelse, at ethvert nyt indtrædende Medlem skulde erlægge 4 sk til Bygningen. Mange havde tvivlet om, at der lunde komme noget Resultat tilveje paa denne Maade; ja, Nogle havde spøgt og spottet derover, men det havde nu viist sig, at 4-Skillingerne vare blevne til Marker, til Dalere, ja, til Tusinder af Dalere, saaledes at man ifjor havde i Behold mellem 30 og 40,000 Rd.; dog maatte det ikke glemmes, at heri var indbefattet ikke ubetydelige Bidrag fra Venner og Velyndere af Foreningen. Vi skulde idag med Tak mindes Alle. der havde bidraget til dette Værk. Takken skulde først og fremmest rettes til den Mand, der havde undfanget Tanken om at bygge, Foreningens Stifter og Formand, Redacteur C. V. Rimestad, dernæst til dem, der havde ydet Pengebidrag, større eller mindre, fremdeles til Byggeudvalgets Formand, Etatsraad Herholdt, til Architekt Knudsen og endelig til alle Bygningens Arbejdere; ja en Tak til Enhver, der havde baaret en Steen til denne Bygning! Maatte den friske, grønne krands, som nu vaiede over Bygningen, være et godt Varsel for vort Haabs Opfyldelse! Maatte en lykkelig Stjerne straale over dette Huus, der skulde staae som et Vidnesbyrd om, hvad kjøbenhavnske Arbejdere i Enighed og Samdrægtighed formaae! Dertil give Herren sin Velsignelse! Leve Bygningsherren, "Arbejderforeningen af 1860!" Efterat Hurraraabene, der fulgte paa denne Tale, vare forstummede, takkede Redacteur E. V. Rimestad paa Foreningens Vegne og udbragte et Leve for Bygningens Arbejdere, til hvilke han derefter uddeelte endeel Pengedouceurer. For inden man skiltes, blev der af en Arbeider udbragt et Leve for Hr. Rimestad. Hermed var denne Deel af Festen tilende; men om Aftenen famledes atter alle Bygningens Arbejdere, efter Indbydelse af Foreningens Formand, med mange af dennes Medlemmer til et Fællesmaaltid, der afholdtes paa Vodroflund, ved hvilken en Række af Skaaltaler holdtes og den muntreste Stemning herskede. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. september 1874).

Arbejdskøberforeningen af 1860 har da endelig faaet Tag paa sit Hus og i den Anledning holdt et nyt Gilde, hvor del strømmede med Taler og Drikkevarer. Festen deltes i to Afdelinger, af hvilke den første holdtes paa det øverste Loft, men formodenlig har dette Stade været for højt til at man turde gennemgaa Skaalernes Række af Hensyn til Balancen ved den vanskelige Nedstigning, og Højtideligheden fortsattes derfor om Aftenen paa Vodroflund, hvor Red. Rimestad paa en træffende Maade straks betegnede Sammenkomstens Karakter ved i sit første Foredrag at ønske de Tilstedeværende god Appetit. Historien melder ikke, om Appetiten virkelig kom tilstede, men hvem der kom, det var den uendelig: Række af storborgerlige Talere, som plejer at "forherlige" Foreningens Gilder med deres Nærværelse. Fabrikant Frænckel overgik sig selv i salvelsesfulde Talemaader om Foreningens ægte patenterede Arbejdervenlighed og om de kæmpemæssige Anstrengelser, Arbejderne havde gjort for at samle de 40,000 Rd., der havdes i Byggefonden, og han undgik med en Diplomats Smidighed at sige ligefrem, at det i Grunden slet ikke er Arbejderne, men Arbejdskøberne, der har samlet visse Penge, idet han paa en sin Maade lod forstaa, at det dog ikke var Firskillingerne alene, der havde skaffet de 40,000 Rd., men at flere af Foreningens Velgørere og Velyndere havde ydet Bidrag, af hvilke flere endog var meget rundelige. Vi anbefaler Hr. Frænckel til Overtagelsen af en diplomatisk Post, saa behændig forstod han i den ene Sætning at give Arbejderne Æren og i den næste at sige, al det dog egenlig ikke var dem, men deres høje og allerhøjeste Velyndere, der havde skaffet Pengene tilveje. Mindre heldig var derimod Hr. Frænkel ved at omtale det kildne Tema: Kongens Hjerte. For det Første véd han jo ikke, om Kongen har et Hjerte, men selv om saa var, er der dog en egen Ting for en Mand som Hr. Frænckel, der er en loyal Mand, at ville beskylde Kongen for at være praktisk Kommunist, idet "Allerhøjstsamme skal have delt sit Hjerte ligelig mellem alle Samfundsklasser. Hvis vi vilde efterligne Jakob Davidsen i Angiveri, kunde vi fristes til at beskylde Hr. Frænckel for en oprørende Illoyalitet, idet han saaledes sætter alle Storborgeres Afgud i Klasse med samfundsomvæltende Kommunister, men vi vil for denne Gang vise Overbærenhed og antage, at det er den endnu ikke fuldt udviklede diplomatiske Takt, som her har svigtet Taleren, og vi skal derfor denne Gang lade ham gaa med en Advarsel.

Foreningens Formand har ved Gildet paa Vodruflund brugt et ualmindelig billedrigt Sprog. Da Kransen blev hejset, drak han el Glas Vin, og siden udtrykte han dette saaledes. "at det var en forunderlig Følelse, der gik igennem ham, da Kransen blev hejset." - Der er maaske her indløbet en Trykfejl i det officielle Festreferat, men det kan ogsaa være, at hvad der staar, er rigtigt, da det af en anden Ytring ses, at Formanden i en ualmindelig Grad maa have brugt billedlig Tale, idel han fortalte, at han havde arbejdet 20 Aar for at faa Kransen hejset. Her kunde der snarere være Grund til at antage, at der foreligger en Tryksejl, da dog Ingen, der kender lidt til Formanden, vil beskylde ham for at han arbejder, men - det forstaar sig, der kan arbejdes paa forskellige Maader, ved Høvlen og - ved Glasset. Af andre bekendte Talere glimrede den veltalende Odder ved sin Fraværelse, og man kan ikke noksom paaskønne den spartanske Afholdenhed, han har vist ved at holde sig borte fra en Fest, hvor hans Veltalenheds Sluser kunde have faaet fuldstændig Aabning. Onde Tunger vil rigtignok vide, at det ikke er den nævnte spartanske Dyd, der har holdt ham borte, men derimod den pure Misundelse paa en anden Taler, Kommerceraad Heymann, som ved denne Lejlighed har gjort stor Furore. Han har nemlig en Gang i el ubesindigt Øjenlik, paa en Tid, da han aspirerede til Værdigheden som Borgerrepræsentant, gaaet hen og lovet et Bidrag af 1000 Rd. til Byggefondet, naar Kransen paa Bygningen var hejst. Man har villet vide, at dette overilede Løfte er en af Grundene til, at det har varet saa mange Aar med at faa Bygningen opført, da det jo ikke var Arbejderne, men Grundejerne, der til sidst satte Kommerceraaden ind i Borgerrepræsentationen, men saa kommer der heldigvis "en god Ven" af Kommerceraaden og tilbyder Foreningen en Byggegrund til ren Spotpris, og nu kunde Kommerceraaden ikke længer modstaa, men paatog sig at arrangere det Hele imod en lille Provision. Foreningen fik altsaa sin Grund, rigtignok for nogle Tusinde Rigsdaler mere, end den var værd, men Bygningen kom dog i Stand, og nu mødte Hr Heymann med de 1000 Rd. Overrækkelsen af disse 1000 Rd. til Foreningens Kasserer, var unægtelig Festens Glandspunkt, og Kommerceraaden var da ogsaa den eneste Taler, der hilsedes med Jubelraab. Det var en passende Slutning paa en Fest, der begyndte med en Tale om god Appetit.

(Social-Demokraten 2. september 1874).

H.C. Andersen (1805-1875) oplæste en snes gange sine eventyr i bygningen. Rimestad boede på første sal 1878-1879. Han tilhørte de Nationalliberale og var redaktør for Dags-Telegrafen 1864-1875 og for Nationaltidende 1876-1878.

Isaac Wulff Heyman (1818-1884) var vekselerer der efterhånden beskæftigede sig med ejendomshandel og forskellige byggeprojekter. Sammen med faderen anlagde han 1853 Bryggeriet Svanholm, som bryggede bajersk øl. Samt den kemiske fabrik Sophiehaab. Han var medlem af Københavns Grundejerforening som næstformand 1865-81 og formand 1881-84. Endvidere 1862 medstifter af Industribanken. På daværende tidspunkt 1871-1880 var han medlem af Københavns Borgerrepræsentation.

Arbejderudflugt til Vridsløse. (Efterskrift til Politivennen)

Udflugten til vore Føreres Fængsel ved Vridsløselille fandt efter Bestemmelsen Sted. Pinsemorgen Kl. 5 samledes en stor Del Arbejdere med Damer ved Banegaarden og under Marschen gennem Vesterbrogade, stødte Mange til, saa at Antallet steg til over 100. Nu gik Toget videre indtil et Stykke paa den anden Side af Damhuskroen hvor der indtoges en Forfriskning. Vejret var som bekendt udmærket og Stemningen især efter Frokosten meget gemytlig. Velordnede og afsyngende Socialisternes Marsch, drog Toget igennem Glostrup By til stor Forbauselse for samtlige Byens Folk, der nok ikke var vandt til at see en saadan Kolonne af "de Røde". Eftersom Sangforeningen saavelsom flere med de følgende Arbejdere, endnu ikke var ankomne til Samlingspladsen ved Kirken, drog Toget videre til Fængslet, som hilsedes med et rungende Hurra, da man fik det i Sigte. Udfor Fængslet var de 2 Veje, der fører ned til dette, - spærret af Gensdarmer og der var flere Embedsmænd og Betjente fra Anstalten tilstede. Det kom nu til en Forklaring mellem Fuldmægtig fra Birkekontoret Hr. Evers og Togets Leder Fr. A. Herts, hvoraf det fremgik, at Arbejderne ifølge Ordre, saavel fra Politimesteren som fra Inspektøren ved Fængslet, - ikke maatte betræde Fængslets Grund, eller nærmeste Omgivelser. Der var altsaa ikke Andet at gøre end at holde paa Landevejen og der - paa det mest passende Sted at bringe den paatænkte Hyldest. Men nu fremtraadte en Privatmand Hr. Proprietair Ramsault, idet han med megen Forekommenhed tilbød Arbejdertoget at tage Plads paa hans Grund paa en ganske udmærket Plads, under løvfulde Træer, 100 Alen fra Fængslet og liggende særdeles gunstig for Vinden, som bar lige paa de høje Mure. Imidlertid fik man Sangforeningen med Fanen i Sigte og man marscherede den imøde med Sang og Klang. Da Toget var samlet i et Antal af mellem 2-300 Deltagere, med Landboere fra de omliggende Byer baade tilfods og tilvogns - indtoges den overladte Plads og Sangen begyndte. Lyden bar fortræffelig over mod Fængslet og Ekkoet slyngedes ind, selv i de indre Gaarde, saa at vore højtagtede Førere, uden Tvivl har erfaret med levende Deltagelse, at de tro Arbejdere var dem saa nær og mindedes dem med udelt Hengivenhed. En Deputation bestaaende af Fr. A Herts, Cigarmager Johnsen og Snedker Hansen, begav sig ind i Fængslet, for at anmode Inspektøren om, at bringe Førerne en venlig Hilsen. Inspektøren var meget imødekommende og underrettede Deputationen om, at alle de Savnede var ved godt Helbred, omendskønt Brix i del Hele var noget svag af Konstitution.

Efter at Sangene vare afsungne med sædvanlig Præciston og Kraft af Sangforeningen, saa afsang samtlige Tilstedeværende i et mægtigt Kor "Socialisternes Marsch". Derpaa udbragtes et Leve med 9 Gange rungende Hurra for Førerne, som Arbejderne i dette Øjeblik kun var noget over hundrede Alen borte fra. Dernæst udbragtes et Leve for Hr. Proprietære Ramsault, - for hans Ulejlighed ved at anvise den prægtige Plads, - hvilket ligeledes besvaredes med et nifoldigt Hurra. Der holdtes derpaa flere korte Taler, samt udbragtes Leve for Arbejderen, for de derværende Øvrighedspersoners humane Optræden, nemlig for Fuldmægtig Evers, Distrikts Gendarm F. Jakobsen og Gensdarm Simonsen. Med vajende Fane og Sang af den utrættelige sociale Sangforening, begav Toget sig paa Hjemvejen. Der var endog "fine Folk" tilstede, ti 2-3 Herskabsvogne, - fuldt besatte - havde overværet hele Højtideligheden og fulgte med paa en Del af Hjemvejen, I Rødevejrmøllekro gjordes Holdt, navnlig for at Damerne kunde faa sig en Kop Kaffe. I et stort Lokale i Kroen blev der i Løbet af et Par Timer danset og senere holdt adskillige Taler, saasom af Herts om Dagens Betydning, af Typograf Heineman om Arbejdernes Indflydelse paa Landets Regering og Lovenes Tilblivelse, af Johnsen om Arbejdernes Ret, af Snedker Andersen om Lønningsvilkaarene, af Kasseren ved Sygekassen Laursen om Forholdet mellem Kapitalist og Arbejder, af Garnai om Enighed og Broderskab, af Møller om Førernes Skæbne og deres Følelse ved denne Lejlighed og af Formanden for den sociale Arbejdersangforening Jensen om denne, den bedste Anvendelse af Sangens opløftende Kraft. Saa blev der pebet til Afmarsch og fra Glostrup kørtes med Toget til Frederiksberg og derfra gik Vejen til C. Hansen i Allegade hvor den smukke og vellykkede Tour endtes.

(Social-Demokraten 27. maj 1874).

Fabrikloven: Børns Arbeide i Fabriker. (Efterskrift til Politivennen)

Den 23. maj 1873 vedtoges Lov om Børns og unge Menneskers Arbeide i Fabrikker. Loven skulle omhandle børn fra de fattigste familier som arbejdede 4-6 timer ud over den almindelige skoletid. Det var især indenfor tobaksindustrien, tændstiksindustrien og tekstilindustrien. Børnene arbejdede i toholdsskift: før skoletid, og når skolen er slut. På tændstiksfabrikkerne var børnenes andel af arbejdsstyrken meget stor. Her arbejdede de med giftige stoffer. Deres forhold blev beskrevet af lægen Emil Hornemann. 

Debatten den 7. januar 1873 ved lovens fremsættelsen blev stærkt kritiseret af fx landstingsmand Schøler som mente at det var direkte skadeligt for unge mennesker hvis man begrænser deres mulighed for at arbejde. Han mente som andre at børn ikke skulle drive rundt på gaderne og blive “moralsk fordærvede”. Fabriksejerne mente at børnenes arbejdskraft var helt nødvendig (og billig). Loven omhandlede ikke arbejde på landet, men mange bønder var imod den. Og de almindelige arbejderfamilier var afhængig af ekstraindtægten. Hvis børnene ikke arbejdede, måtte mange søge fattighjælp. 

Fabriksloven forbød børn under 10 år at arbejde på fabrik, arbejdstiden skulle være maximum 6½ time om dagen og de må ikke arbejde før kl. 6 morgen eller efter kl. 8 om aftenen, det var forbudt for børn at arbejde på folkekirkens søn- og helligdage. Arbejdsgiveren var forpligtet til at skaffe en lægeattest på barnets helbredstilstand, og at kende barnets alder før det bliver ansat. De skulle føre et særligt register over de børn, de har ansat. 

To statsansatte arbejdsinspektører skulle kontrollere at reglerne bliver overholdt. Arbejdsgiverne kunne idømmes bøder hvis de overtræder reglerne. Nedenfor er angivet nogle eksempler på sager. Håndhævelsen af loven var imidlertid noget andet. Bladet"Socialisten" beskyldte fabriksinspektørerne for at drikke portvin frem for at passe deres arbejde. Loven blev først revideret efter systemskiftet i 1901 og 1913. Der blev herefter rejst en række retssager i det første år efter dens ikrafttrædelse.

Sag angaaende Børns Anvendelse i Fabriker. Loven af 23de Maj 1873 om Børns og unge Menneskers Arbejde i Fabriker m. m. er endelig bragt til Anvendelse under en Sag, som i Forgaars forhandledes i den offenlige Politiret. Arbejdstilsynets første Inspektorat foretog den 4de d. M. et Eftersyn i Elektropletfabrikant F. Blochs Fabrik i Amaliegade Nr. 11 og fandt, at ovennævnte Lovs § 2 var overtraadt derved, at en Dreng, der endnu ikke havde fyldt sit 10de Aar, hvilken Alder han først opnaaede den 12te d. M., var bleven anvendt i Fabriken. Da Fabrikant Bloch allerede i December Maaned f. A. gennem Københavns Politi havde erholdt tilstillet Meddelelse om, at hans Bedrift betragtedes som henhørende blandt de i Fabrikloven omhandlede Arbejdssteder og han desuagtet har beholdt det paagældende Barn i Arbejde, havde Inspektoratet forlangt ham tiltalt, og da den, der mødte i Retlen paa Fabrikant Blochs Vegne, ikke kunde nægte, at denne havde været vidende om den anførte Lovbestemmelse, betalte han den fastsatte Bøde af 6 Rd. Barnets Fader, Skræddermester Rasmussen, indrømmede. at man havde tilladt, at hans Søn arbejdede i Fabriken, men bemærkede, at han ikke havde kendt Lovens Forbud herimod. Idet Dommeren gjorde ham bekendt hermed, sluttede han efter Omstændighederne Sagen med en Advarsel til ham.

(Social-Demokraten 20. maj 1874)

F. Blochs elektropletfabrik var er grundlagt 1852 af F. Bloch (1815-1882) som Forsølveri i Pilestræde. Det udvidedes senere til at omfatte galvanoplastiske Arbejder. Ved Grundlæggerens Død overtoges Fabrikken af hans Søn, Hugo Bloch (1863-1886) og efter dennes Død gik den over til V. Marck (1846-1899). 

Overtrædelse af Fabrikloven. Ifølge Anmeldelse fra Lyngby Skolekommission, hvorefter endel Drenge under 12 Aars Alderen anvendtes til Arbejde i Lyngby Glasværk, som oftest paa den Tid, Drengene skulde besøge Skolen, blev der ifølge "B. T." paa Foranstaltning af 2den Arbejdsinspektør, Kand. polyt. Haldur Topsøe, ved Nordre Birks Politiret anlagt Sag mod Bestyrerne for denne Fabrik, der fornylig er købt af et Aktieselskab. Under Sagen oplystes det, at 6 Drenge, hvoraf den ene kun var 6 Aar gammel, medens de Andre var i en Alder af fra 10 til 12 Aar, daglig arbejdede paa Fabriken uafbrudt i 6 a 8 Timer fra om Formiddagen Kl. 9 a 10, altsaa paa en Tid, da Børnenes Beskæftigelse, der forøvrigt var af den letteste Art og aldeles uskadelig for Sundheden, greb forstyrrende ind i deres Skoletid. Ved Politiretten forpligtede Børnenes Forældre og Plejeforældre sig til at betale hver 2 Rd. til de Fattiges Kasse i Lyngby, medens de 2de Bestyrere af Fabriken blev ikendt en Mulkt af 25 Rd. i det Hele.

(Social-Demokraten 23. maj 1874)

Overtrædelse af Fabrikloven. I den offenlige Politiret forhandledes i Forgaars følgende Sag: Ved et af Arbejdstilsynets 1ste Inspektorat den 26de Maj d. A. foretaget Eftersyn i de Firmaet A. N. Hansen og Ko. tilhørende, paa Bodenhoffs Plads (Kristianshavn) beliggende Dampmøller fandtes Bestemmelserne i Loven af 23de Maj 1873 om Børns og unge Menneskers Arbejde i Fabriker m. m at være overtraadte, idet der i Melmøllen var to Lærlinge, af hvilke den ene var 17 1/4 Aar gl., født 2de Febr. 1857, den anden først den 29de Maj d. A. fyldte sit 18de Aar, og som var anvendte til Arbejde 36 Timer i Træk, afvekslende med 12 Timers Fritid i Lighed med Timeantallet for de voksne Arbejdere; derhos fandtes der intet Opslag med Uddrag af Fabrikloven, ingen Lægeattester og intet "Register". I Rismøllen forefandtes heller ikke Opslag. Register, Lægeattester og Fødselsbeviser for de sammesteds beskæftigede Personer under 18 Aar. Af disse arbejdede Møllen et Antal af 5, af hvilke kun én beskæftigedes i det lovbestemte Antal Dagtimer; de andre 4 Personer, der er fødte henholdsvis den 21de April 1859, den 13de September 1859 og den 9de Juni 1859, arbejdede hveranden Uge i Dagtimerne Kl. 6-1, hveranden Uge i de tilsvarende Nattimer, uden at Indenrigsministeriets Tilladelse hertil var erhvervet; en Dreng, der er født den 16de Juli 1857, havde arbejdet i Rismøllen paa den ovenangivne Maade fra den 18de April til 2den Maj. Samtlige Dampmøllere i København havde Indenrigsministeriet indgivet Andragende om, at deres Bedrifter maatte staa uden for Arbejdstilsynets Kontrol, forsaavidt Læredrengene angik, men dette Andragende var ikke bleven bevilget, og Underretning om Afslaget var allerede den 14de April meddelt Firmaet. Arbejdsinspektoratet havde derfor forlangt Firmaet sat under retslig Tiltale for de omtalte stedfundne Lovovertrædelser, og denne Sag foretoges i Forgaars i den offenlige Politiret. Den, der mødte paa Firmaets Vegne, modsagde Rigtigheden af den indgivne Besværing. Han forklarede, at der siden den 24de Decbr f. A. har været Opslag paa de Tiltaltes Kontor ved Indgangen til Bodenhoff Plads; han udleverede derhos Lægeattester for Lærlingene og Register, hvor samtlige Lærlinge er opførte med Undtagelse af enkelte, som kun arbejdede i faa Dage. Skønt der ikke er nogen egenlig Lærekontrakt, har det dog været Hensigten, at Drengene oplæres til Arbejdet. Dommeren udsatte Sagen, for at nærmere Oplysninger kunde indhentes.

(Social-Demokraten 19. juni 1874)

A. N. Hansen & Co. var på daværende tidspunkt bestyret af etatsråd A. N. Hansens (1798-1873) sønner, Alfred Hansen (1829-1893) og Harald Andreas Hansen (1835-1902). Sidstnævnte var borgerrepræsentant 1870-1885 og senere medlem af landstinget som medlem af Højre. A. N. Hansen havde overtaget Hambros virksomhed på Christianshavn i 1840 og hældede mod enevælden imod frihedstendenserne i 1840'erne. Han anså almindelig valgret for et misgreb.

Fra den offentlige Politiret. Behandlingen af den i Retsmødet den 17de d. M. paabegyndte Sag om Overtrædelse af Loven af 23de Maj 1873 angaaende Børns og unge Menneskers Arbejde i Fabriker m. m. fortsattes i Fredagsmødet. Besværingerne fra Arbejdstilsynets Side gik i sin Almindelighed ud paa, at Arbejdsgiverne, Firmaet A. N. Hansen og Komp. som Ejer af de paa Bodenhoffs Plads beliggende Dampmøller, havde udvist en uforsvarlig Ligegyldighed ved endnu ikke 6 Uger efter at Ministeriets Resolution paa Andragendet om Bedriftens Fritagelse for at undergives Reglerne i Fabriklovens § 3 for Læredrenge mellem 14 og 18 Aar var falden, at have gjort noget skridt til at opfylde de i Lovens §§ 3, 8, 10 og 20 angivne Bestemmelser. Under forhandlingerne benægtede vel den Fuldmægtig, der den første Tægtedag gav Møde paa de Tiltaltes Vegne, straks ere af Klagepunkterne i Arbejdsinspektørens Skrivelse, men endte dog med at erkende - hvad der egenlig var Hovedpunktet i Sagen - at flere af de i Melmøllen anvendte Lærlinge af 14-18 Aars Alderen havde været benyttede i 36 Timer itræk afvekslende med 12 Timers Fritid, og at de i Rismøllen anvendte unge Mennesker under 18 Aar havde arbejdet 12 Timer ad Gangen ugevis vekslende med Dag- og Natarbejde. Hermed var altsaa Overtrædelse af § 3 i Fabrikloven konstateret. Manglen af "Opslag" maatte ogsaa efter Arbejdsinspektørens Formening anses for godtgjort, idet den Omstændighed, at der efter de Tiltaltes Paastand fandtes "Opslag" paa disses Kontor ved Indgangen til Bodenhoffs Plads ikke kunde fritage Firmaet for Ansvar efter Lovens § 20, og efter Inspektørens Mening kunde Lovens § 10 heller ikke anses for efterkommet, efter at det var indrømmet, at "Registret" med nogle Lægeattester fandtes i Kontoret, medens paa den anden Siden nogle Fødselsattester fandtes i en af Møllerne, idet det formentlig maa være Arbejdsgiverens Sag at sørge for, at alle Bevisligheder er tilstede, men ikke Arbejdsinspeklørens Sag at opspørge dem i Kontorer og andre Lokaler, omkring i hvilke man maatte finde paa at sprede dem. Registret befandtes derhos, efter at det var fremlagt i Retten, ikke at være lovmæssig udfyldt. Af en paa Foranledning af Arbejdsinspektøren af Politiet optagen Rapport, fremgik det endvidere, at de Indstævnte havde været uberettigede til at gøre gældende, at de Lærlinge under 18 Aar, for hvilke der ikke var tilvejebragt de fornødne Oplysninger, kun havde været anvendte til Arbejde nogle faa Dage. Endelig var det fremhævet af Inspektøren, at der ved en Inspektion den 2den Februar d. A. var blevet ydet Vejledning og meddelt Oplysninger til de Personer i Møllerne, der maatte antages at være rette Vedkommende. I Retsmødet i Forgaars mødte paa Firmaets Vegne Overretssagfører Arntzen, der, efter at 2de Skrivelser fra Arbejdsinspektøren var oplæste, ikkekunde benægte, at muligen flere Personer under 18 Aar end de i den oprindelige Klage opførte, havde arbejdet i Møllerne. Fødselsattester havde man stadig fordret i Meelmøllen, men ikke i Rismøllen, fordi de Paagældende der var antagne kort før Inspektionen as 20de Maj d. A., og man ventede stadig i Henhold til det indgivne Andragende til Indenrigsministeriet, at Møllerne i det Hele vilde blive ansete som ikke hørende under Fabrikloven, tilmed da begge Arbejdsinspektørerne ved deres Inspektion den 2den Februar havde sagt, at Alt indtil videre kunde gaa som forhen. Firmaet havde først efter denne Sags Anlæg erfaret Ministeriets Svar, og de Tiltalte havde antaget, at naar Indenrigsministeriet havde svaret, vilde Arbejdsinspektøren ved første derefter forefaldende Inspektion være dem behjælpelige med Anvisning o. s. v. til lovens Gennemførelse. Arntzen bemærkede endvidere, at det formentlig fremgik af flere Paragraffer i Loven, navnlig §§ 10, 12 og 20 og Instruksens § 7, at vel Opslaget, men ikke Register m. v. nødvendig skulde være tilstede i selve Arbejdslokalet, og det maatte i det Hele synes naturligst, at Inspektøren, naar Overtrædelse var begaaet, henvendte sig til Arbejdsgiveren selv, i hvilken Henseende han henviste til Instruksens Nr. 10 og 11. Da der under Sagen vilde blive Spørgsmaal om betydeligere Bøder, end Retten kunde paalægge de Tiltale, sluttedes Sagen med Henvisning til den samlede Ret.

(Social-Demokraten 28. juni 1874)

Overtrædelse af Fabrikloven. Efterat Ejerne af Lyngby Glasværk under en mod dem for Overtrædelse af Fabrikloven paa Foranledning af Arbejdsinspektøren, Dr. phil. Topsøe, anlagt Sag havde tilbudt i Mindelighed at afgøre Sagen ved Betaling af en Mulkt af i det Hele 25 Rd., men man dog havde forlangt Sagen forfulgt, er der i disse Dage ved Københavns Amts nordre Birks Politiret afsagt Dom i Sagen. Da de Tiltalte, praktiserende Læge Olsen og fhv. Apoteker Hansen i Lyngby, der nu er Bestyrere af Lyngby Glasværk og under 25de f. M. havde løst Næringsadkomst paa Glasfabrikation, havde vedgaaet, at de havde benyttet 6 i Børn til Arbejde i Fabrikken, af hvilke Børn ingen var over 14 Aar gammel og et endog under 10 Aar. og Arbejdstiden for dem alle havde været over 6½ Time daglig, og de desuden alle havde arbejdet paa Søn- og Helligdage, havde de saaledes gjort sig skyldige i Overtrædelse af Forskrifterne i Loven om Børns og unge Menneskers Arbejde i Fabrikker m. M. af 23de Maj 1873 2 og 5, og de blev derfor ansete efter Lovens S 15 med en Bøde, der for yver af de Tiltalte fastsattes til 5 Rd. for hvert Barn eller 30 Rd. i det Hele for hver af de Tiltalte. Bøderne tilfalder de Fattiges Kasse i Lyngby.

(Social-Demokraten 10. juli 1874)

Lyngby Glasværk var blevet anlagt i 1872 af praktiserende læge i København Emil Johannes Olsen og apoteker H. Hansen. Olsen var beskæftiget ved værket indtil han i 1875 igen praktiserede som homøopat i København i samarbejde med "Huths klinik for hypnotisme m. m. De opførte 1873 en større bolig for deres arbejdere med 12 lejligheder på 2 til 3 værelser. Bygningen eksisterer stadig: "Thule" på hjørnet af Sorgenfrivej og Boulevarden. Det producerede omkring 800.000 flasker om året.

Overtrædelse af Fabrikloven. Firmaet A. R Hansen og Komp., som ejer Dampmøllen paa Bodenhoffs Plads, blev forrige Maaued tiltalt ved den offenlige Politiret for at have overtraadt Fabriklovens Bestemmelser ved at lade Lærlinge under 18 Aar - ligesom de Voksne - arbejde i 36 Timer itræk, og 4 14aarige Drenge arbejdede 12 Timer itræk, afvekslende den ene Uge om Dagen, den anden om Natten. Firmaet er nu ved den samlede Ret idømt en Bøde af 100 Rd.

(Social-Demokraten 21. juli 1874)

Overtrædelse af Fabrikloven. Under en paa Foranledning af Arbejdstilsynets 1ste Inspektorat ved Kjøbenhavns Amts nordre Birks Politiret anlagt Sag i Anledning af forskjellige paa den Fabrikant Zederkoff tilhørende Klædefabrik "Uttersløvminde" paa Uttersløv Mark stedfundne Overtrædelser af Loven om Børns og unge Menneskers Arbejde i Fabriker m. v. af 23de Marts 1878 var det oplyst, at en Søn af en af Arbejderne, 9 Aar gammel, i 1½ Aar havde arbejdet i Fabriken de 8 Formiddage om Ugen fra om Morgenen Kl. 7 til om Middagen Kl. 12, med en halv Times Frihed til frokosttid, uden derfor at erholde nogen Betaling af fabrikanten; derimod var Drengen sin fader behjælpelig med Arbejdet. En 18aarig Dreng havde i nogen Tid arbejdet i Fabriken fra om Morgenen Kl. 6 til om Aftenen Kl. 8 med 2 Timers frihed, dog med Undtagelse af de Dage, da Drengen gik i Skole. Endelig havde en 12-aarig Dreng arbejdet som oftest en halv Dag enten om formiddagen eller om Eftermiddagen og een Dag em Ugen fra em Morgenen Kl. 6 til om Aftenen Kl. 8 med 2 Timers frihed. De tvende sidstnævnte Drenge arbejdede for en Dagløn af 16 A 32 Sk. Fabrikant Zederkoff, der vedgik, at de fornævnte Overtrædelser af fabrikloven havde fundet Sted i hans fabrik, tilbød i Retten at betale en Mulkt af 10 Rdl. De tvende 12 og 18 aarige Drenge havde ingen fædre, og deres Mødre medtag derfor en Advarsel i Retten, hvorimod den 9 aarige Drengs fader, der er Dugmager ved fabriken og tidligere var bleven advaret af Arbejdsinspektøren, nu blev anset med en Mulkt af 2 Rdl. 

(B. T.)

Fædrelandet 28. juli 1874).

Fra den offentlige Politiret. Igaar foretoges flere Sager om Overtrædelse af Lov af 23de Mai 1873 om Børns og unge Menneskers Arbeide i Fabrikker m. m. Fra ArbeidstilsynetS 2det Inspectorat var der under 29de f. M. indgivet Klage over, at der ved et den 16de f. M. Kl. 8 Aften foretaget Eftersyn af en Cigarfabrik var fundet arbeidende i Fabriken tvende unge Mennesker i en Alder mellem 14 og 18 Aar, uagtet deres Arbeidstid i Fabrikens Arbeidsregister og paa det i Fabriken ophængte Opslag var anført at være fra Kl 7 Morgen til 7 Aften. Ved nærmere Undersøgelse viste det sig. at de tvende unge Mennesker til Stadigded arbeidede til Kl. 8 Aften og undertiden endog efter denne Tid, og at de indfandt sig og begyndte deres Arbeide hver Dag Kl. 6 Morgen, saa at deres Arbeidstid var mindst 14 Timer om Dagen. Fabrikanten erkiendte i Retten Rigtigheden af Arbeidsinspecteurens ovenomtalte Anker over den omtalte Lovovertrædelse og betalte en Bøde af 10 Rd. ttl Rettens Fattigkasse.

Ved en af Politiet anstillet Undersøgelse i Cigarmager H. A. Strands Cigarfabrik viste det sig, at han i samme beskiæftigede en 13-aarig Dreng, uden at han havde giort Anmeldelse derom, hvorhos der tillige oplystes, at han ikke havde Borgerskab som Fabrikant. Han gjorde giældende at han, netop fordi han intet saadant Borgerskab havde, antog at han ikke havde nogen Forpligtelse til at giøre den paaankede Anmeldelse, og paastod, at hans Virksomhed ikke kunde betragtes anderledes end som "Hjemmearbeide", hvorfor han ikke behøvede noget Borgerskab. Han kiøbte den raa Tobak hos Grossererne her i Staden og sælger de af denne Tobak forarbejdede Cigarer til Grosserere. Da Cigarmager Strand i Retten erkiendte, at det paahvilede ham at erhverve fornødent Borgerskab, og han lovede at foretage de nødvendige Skridt hertil inden 14 Dage, udsattes Sagen saalænge.

Politiet havde ligeledes foretaget Eftersyn hos Cigar- og Tobaksfabrikant H. Rasmussen, i hvis Fabrik 4 Lærlinge fandtes beskjæftigede; disse vare i en Alder fra 14½ til 17 Aar, og havde arbeidet i Fabriken i forskjellige Tidsrum fra fem Uger til et Fjerdingaar. Rasmussen har Borgerskab som Tobaks- og Cigarfabrikant, men han bemærkede, at han først en halv Snees Gange tidligere havde erfaret at saadanne unge Menneskers Arbeide henhører under Fabrikloven. Han vedtog i Erkjendelse af den begaaede Forseelse at betale en Bøde af 20 Rd.

Endelig havde Politiet ogsaa hos Cigarfabrikant E. T. Salomon fundet et ungt Menneske paa 16 Aar og et andet paa 15 Aar samt et tredie paa 13 a 14 Aar, uden at der om disse var gjort den befalede Anmeldelse. Salomon bemærkede med Hensyn til det førtomtalte unge Menneske, at han var Svend og saaledes selvstændig, og paaskjød Uvidenhed om Lovens Forskrifter med Hensyn til de 2 andre. Han har haft Borgerskab som Fabrikant i noget over eet Aar. Ogsaa han vedtog for den begaaede Forseelse at betale en Bøde, der fastsattes til 10 Rd.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. august 1874).

Fra den offenlige Politiret. Igaar foretoges flere Sager om Overtrædelse af Lov af 23de Maj 1873 om Børns og unge Menneskers Arbejde i Fabriker m. M. Fra Arbejdertilsynets andet Inspektorat var der under 29de f. M. indgivet Klage over, at der ved et den 16de f. M. Kl. 8 Aften foretaget Eftersyn af en Cigarfabrik var fundet arbejdende i Fabrikken tvende unge Mennesker i en Alder mellem 14 og 18 Aar, uagtet deres Arbejdstid i Fabrikkens Arbejdsregister og paa det i Fabrikken ophængte Opslag var anført at være fra Kl. 7 Morgen til 7 Aften. Ved nærmere Undersøgelse viste det sig, at de tvende unge Mennesker til Stadighed arbejdede til Kl. 8 Aften og undertiden endog efter denne Tid, og at de indfandt sig og begyndte deres Arbejde hver Dag Kl. 6 Morgen, saa at deres Arbejdstid var mindst 14 Timer om Dagen. Fabrikanten erkendte i Retten Rigtigheden af Arbejdsinspektørens oven omtalte Anker over den omtalte Lovs Overtrædelse og betalte en Bøde af 10 Rd. til Rettens Fattigkasse.

For at have undladt at gøre Anmeldelse om Lærlinge vedtog Cigar- og Tobaksfabrikant H. Rasmussen at betale en Bøde af 20 Rdl. og Cigarfabrikant E. T. Salomon at betale en Bøde af 10 Rdl., medens en lignende Sag imod Cigarmager H. A. Strand udsattes. (Dagbl.)

(Social-Demokraten 8. august 1874)

Overtrædelse af Fabrikloven. Fabrikant Meldal, der i sit Jernstøberi og Maskinfabrik beskæftiger to Lærlinge Under 18 Aar, med Hensyn til hvilke han ikke havde opfyldt de for unge Menneskers Anvendelse i Fabriker fastsatte Bestemmelser, tiltaltes hertor iforgaars i den offenlige Politiret. Den Indstævnte gjorde imidlertid ved sin Sagfører gældende, at de omtalte unge Mennesker var Elever og ikke almindelige Arbejdere, i da de hverken var hundet til nogen bestemt Arbejdstid eller noget bestemt Arbejde, hvorfor de formentlig heller ikke henhørte under den "nævnte Lov. Da han imidlertid ønskede at indhente sin Mandants Mening om, hvorvidt denne for at Undgaa Sagens Henvisning til den samlede Ret, vilde rette for sig i Mindelighed, udsattes Sagen til næste Retsmøde.

(Social-Demokraten 19. august 1874)

Fra den offentlige Politiret.

- - -

I October Maaned f. A. opgav Jernstøber og Maskinfabrikant H. Meldahl til Arbeidstilsynets 2det Inspectorat, at der dengang arbeidede 2 Drenge mellem 14 og 18 Aar i hans Fabrik, og det blev ham derefter den 20de Decbr. f. A. tilkjendegivet, at hans Fabrik vilde blive at betragte som henhørende blandt de i Loven af 23de Mai f. A. om Børns og unge Menneskers Arbeide omhandlede Arbeidssteder, der ere det Offentliges Tilsyn underkastede. Fabrikant Meldahl meldte derpaa tilbage, at hans Fabrik ikke havde og heller ikke tog Børn eller unge Mennesker under 18Aar i Arbeide, og med Indenrigsministeriets Samtykke tilkjendegaves det ham da, at hans Fabrik foreløbig ikke var Tilsynets Control underkastet, idet hans Opmærksomhed samtidig henlededes paa, at han, naar han atter maatte antage Personer under 18 Aar til Arbeide, efter Lovens 17 var forpligtet til at tilstille vedkommende Politieøvrighed skriftlig Meddelelse derom. Den 3die Juli d. A. henvendte 2 unge Mennesker sig til Arbeidsinspecteuren og opgav, at de arbeidede som Lærlinge i Meldahls Fabrik, og af en derefter anstillet Undersøgelse fremgik det, at Fabrikant Meldahl ikke havde afskediget de 2 hos ham i October Maaned f. A. arbeidende unge Mennesker under l8 Aar, men beholdt disse i sit Arbeide, idet den ene, der er født den 9de Februar 1858, stadig havde arbeidet i Fabriken siden Juni Maaned f. A., og den anden, født den 27de August 1858, stadig havde arbeidet der siden August Maaned f. A., uden at der fra Fabrikant Meldahls Side var skeet nogen Anmeldelse derom, og uden at han havde opfyldt de i Lovens § 8 opstillede Fordringer om Tilvejebringelse af Fødsels- og Lægeattester eller den i Lovens § 10 omhandlede Indførelse i Registret. Indenrigsministeriet bemyndigede derefter under 18de d. M. Arbeidsinspecteuren til at foranstalte Fabrikant Meldahl tiltalt for den formeentlige Overtrædelse af den oftomtalte Lovs § 14, og denne Sag, der første Gang foretoges i Retsmødet den 27. Juli d. A., sluttedes igaar. Fra Fabrikant Meldahls Side blev det bemærket, at han havde opfordret de omtalte unge Menneskers Forældre til at henvende sig til Arbeidsinspecteuren med Forespørgsel om, hvorvidt de unge Menneskers Forhold til Fabriken henhørte under Fabriksloven, men Forældrene havde ikke fundet Anledning hertil, da deres Sønner ikke vare ansatte som Arbejdere, men som Elever uden bestemt Arbeidstid, idet de kunde forlade deres Arbeide i Fabrikken, hvad Tid paa Dagen de vilde. Fabrikant Meldahl lod derefter selv giøre den omhandlede Forespørgsel hos Fabrikinspecteuren, idet han nemlig anvendte Tilsyn og Bekostning paa de unge Menneskers Uddannelse og en Afbrydelse af deres Forhold til Fabrikken vilde være til Skade for deres fremtidige Uddannelse og Selverhverv. I en Skrivelse til Retten af 31te f. M. hævdede Arbeidsinspecteuren, at da Fabriklovens § 1 ikke giver et Arbeidssteds Henføren under Loven afhængig af de i i samme beskæftigede Personers Forhold til Fabrikanten, men udelukkende tager Hensyn til disses Alder, kunde den Omstændighed, at Fabrikant Meldahl betragtede de unge Mennesker som Elever og ikke gav dem noget særligt Vederlag eller bandt dem til nogen bestemt Arbeidstid, ikke fritage ham for Ansvar efter Loven, og i Henhold fik, hvad Fabrikant Meldahl havde indrømmet under Sagen, fastholdt Inspecteuren sin Paastand om, at Meldahl droges til Ansvar efter Straffebestemmelserne i Lovens § 15. Da Fabrikant Meldahl ved den Sagfører, der igaar mødte i Retten lod erklære, at han ikke ønskede at rette for sig i Mindelighed, blev Sagen sluttet med Henviisning til den samlede Ret.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 20. august 1874. Uddrag).

Fra den offenlige Politiret. Som tidligere meddelt, blev der i Slutningen af forrige Maaned af Politiet anstillet Undersøgelse i flere Cigarfabriker, bl. A. hos Fabrikant H. A. Strand, for at erfare, hvorvidt Loven af 23de Maj f. A. om Børns og unge Menneskers Arbejde i Fabriker m. m. var overtraadt. Hos Strand fandtes en 13-aarig Dreng, om hvem ingen Anmeldelse var gjort, og Strand anførte til Undskyldning herfor, at han havde betragtet sin Fabrikvirksomhed som Hjemmearbejde« og derfor hverken havde anset det fornødent at løse Borgerskab som Fabrikant eller ment, at Fabrikloven var anvendelig paa ham. Han erklærede imidlertid forrige Gang i Retten, at han i Løbet af 14 Dage vilde erhverve fornødent Borgerskab, og igaar mødte han og foreviste Borgerskab som Cigarfabrikant, hvor￾efter han saavel for den stedfundne Mangel af Borgerskab som for den forsømte Anmeldelse om Drengen vedtog at betale 10 Rdl. i Bøde.

(Fædrelandet 25. august 1874).

Overtrædelse af Fabrikloven. Paa Foranledning af Arbejdstilsynets 1ste Inspektorat har Tiltale været indledet ved Københavns Amts nordre Birks Politiret mod Frøken H. Rohmell for forskellige paa den hende tilhørende og af hende bestyrede Svovlstikfabrik paa Frederikssundsvejen stedfundne Overtrædelser af Loven af 23de Maj 1873 om Børns og unge Menneskers Arbejde i Fabrikker m. m. Uagtet der fra Arbejdsinspektøren den 13de Januar d. A. blev tilstillet Ejerinden af Fabrikken Meddelelse om, at Fabrikken maatte betragtes som henhørende blandt de i Fabrikloven omhandlede Arbejdssteder, og denne Tilkendegivelse var bleven gentagen og indskærpet i Januar, Marts og senest i Juni Maaned d. A., var det dog under Sagen oplyst, at 9 Børn i en Alder af fra 10 til 14 Aar i henved et Aarstid havde været benyttede i Fabrikkens Arbejde de tre Dage om Ugen, som oftest fra Kl. 6 om Morgenen til Kl. 7 om Aftenen, med en Fritid af 2 Timer til Spise- og Hviletid, hvorimod Børnene de andre Dage af Ugen, da de gik i Skolen og nogle af dem til Konfirmationsforberedelse, arbejdede indtil 2 Timer om Morgenen og om Eftermiddagen i 3 a 4 Timer. I Betragtning af Forældrenes og Plejeforældrenes satlige Kaar indstillede Retten med Arbejdsinspektørens Billigelse efter indhentet Erklæring, at Sagen for deres Vedkommende bortfaldt med en Advarsel, hvorimod Ejerinden af Fabriken i Henhold til Fabriklovens § 15 blev anset med en Mulkt af 45 Rd., der tilfalder de Fattiges Kasse i Brøndshøj Sogn.

(Social-Demokraten 26. august 1874)

Den offenlige Politiret. Ved det Eftersyn, som Inspektøren for Arbejdstilsynets 1ste Inspektorat foretog Onsdagen den 9de ds. Kl. 8 Aften i den, Grosserer W. Bähnke tilhørende Sennopsfabrik "Svanholm" i Niels Juels Gade Nr. 3 forefandt han sammesteds to unge Piger, af hvilke den ene var født den 17de April 1857, den anden den 8de Maj 1859, og som begge var beskæftiget med Indpakning af den færdigmalede Sennop. Det oplystes, af disse Piger, der saaledes begge er under 18 Aar, vel ikke mødte om Morgenen før Kl. 7, altsaa en Time senere end de ældre Arbejdersker, men de havde i den senere Tid fortsat Arbejdet indtil Kl. 10 om Aftenen, rigtignok mod særlig Betaling af 10-12 Sk. for Tiden efter Kl. 7 Aften. Da Grosserer B. den 22de April d. A. havde faaet skriftligt Tilhold om at overholde Fabriklovens Bestemmelser med Hensyn til Arbejdstiden, havde Arbejdsinspektøren foranlediget ham tiltalt, og ved Mødet i Retten afgjorde han Sagen ved at erlægge en Bøde af 10 Rd.

(Social-Demokraten 28. december 1874)

Sagerne fortsatte ind i 1875:

Tobaksfabrikant A. Bendix fik 50 kroner i bøde for at lade 6 børn i alderen 10-13 år arbejde kristi himmelfartsdag (Social-Demokraten 28. maj 1875).

Skotøjsfabrikant H. Hartvigsen ("Københavns Skotøjsfabrik") mente at han ikke var omfattet af at skulle anmelde hvilke børn og unge mennesker der arbejdede i hans fabrik. Sagen udsattes i 14 dage. (Social-Demokraten 11. juli 1875).

Tiltale for Overtrædelse af Fabrikloven. Efterat det gientagne Gange af Arbejdstilsynets 1ste Inspectorat var blevet paatalt, at Klædefabrikant J. P. Johnsen af Skodsborg mod de i Loven om Børns og unge Menneskers Arbeide i Fabriker m. m. af 23de Mai 1873 § 3 givne Bestemmelser havde ladet de i Fabriken beskjæftigede "unge Mennesker" arbeide fra Kl. 6 om Morgenen til Kl. 6½ om Aftenen med ikkun 1½ Times Fritid, blev en imod Fabrikant Johnsen ved Nordre Birks Politiret anlagt Sag afgjort ved Erlæggelsen af en mindre Bøde. Arbeidstiden blev nu - efterat Hr. Johnsen havde ansøgt Indenrigsministeriet om Tilladelse til at bibeholde den tidligere Arbeidsordning, men faaet Afslag - ansat for de unge Mennesker til at begynde 1/4 Time efter og ophøre 1/4 Time før de voxne Arbeideres, men da Fabriken, efter den samme i Foraaret overgaaede Ildsvaade, atter i October Maaned d. A. blev sat i Gang, ansattes Arbeidstiden for de unge Mennesker - uanseet Indenrigsministeriets under 22de Juli d. A. derom nedlagte Forbud - paa samme Maade som tidligere, nemlig fra Kl. 6 Morgen til Kl. 6½ Aften, og paa et fornyet Andragende til Ministeriet resolverede dette, at det skulde have sit Forblivende ved de givne Bestemmelser om Arbeidstiden, saaledes at de unge Mennesker kun maatte anvendes til Arbeide i en samlet Tid af 12 Timer daglig med en Hviletid af 1½ Time. Tiltrods for dette fornyede Afslag, havde vedvarende en Deel af de unge Mennesker mødt til Arbeide Kl. 6 Morgen og fortsat Arbeidet til Kl. 6½ Aften, hvilket blev konstateret ved en af Arbeidsinspecteuren den 17de d. M. foretagen Inspektion. Under Sagen undskyldte Fabrikant Johnsen sig med, at Arbeidet i hans Fabrik begyndte for de Voxne Kl. 6 om Morgenen og for de unge Mennesker Kl. 6½, men at de unge Arbejdere tildeels imod hans Vidende og Villie indfandt sig tidligere paa Fabriken, fordi de, der arbeide paa Accord, derved kunde tjene omtrent 20 Øre mere i Dagløn. - I Nordre Birks Politiret afgjordes Sagen paa den Maade, at Fabrikant Johnsen i Mindelighed erlagde en Mulct af 50 Kroner.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 30. december 1875).

Emilie Charlotte Wulff om Kvinder. (Efterskrift til Politivennen)

Emilie Charlotte Wulff var som 16-årig kommet til København i 1869 med sine forældre, og i marts 1874 var hun kommet i forbindelse med Den frie kvindelige Forening. I første halvdel af 1874 rejste hun rundt i landet og holdt socialistiske foredrag - til den borgerlige provinspresses store forargelse. Hun var tjenestepige i to år og levede siden som syerske.

De første omtaler af hende stod i Socialisten den 6. januar 1874 

Kvindemøde I Lørdags Aftes afholdtes Foredrag i socialistisk Retning af Borgerinderne Herlufsen og Wulff i Røde Kro paa Amager. Mødet, der var talrigt besøgt, aabnedes af Mdm. Herlufsen, der gav en Oversigt over Arbejdersagen specielt for Kvindens Vedkommende, idet hun fremhævede, at Kvinderne ikke længere burde staa tilbage, men vise, at ogsaa de havde Rettigheder at fordre af Samsundet, som dette endnu havde tilstaaet dem. Aftenens Glanspunkt var Jfr. Vulffs Foredrag, som gik ud fra Skriftordet: "Hos Gud er ingen Persons Anseelse", gav hun en Skildring af den fattige Kvindes Liv og Kamp for Tilværelsen fra Vuggen til Graven, hvorledes hun kun blev betragtet som et Trældyr eller en Slavinde af dem, som dog ikke kan undvære hendes Tjeneste. Man saa jo, at Storborgerne kan krænke den fattige Kvinde saa meget de lyster; den eneste Erstatning, hun kan vente sig derfor, er kun nogle usle Skillinger, som haanlig bliver tilkastet hende af ham, der havde ranet baade hendes Uskyld og Ære. Det var et sørgeligt Bevis paa Retfærdigheden her til Lands. Hun sluttede sit Foredrag med at opfordre alle de tilstedeværende Kvinder, som interesserer sig for Arbejderbevægelsen, til at træde sammen i en Kvindeforening, og der varetage deres Tarv (stormende Jubel og Hurra fra Tilhørerne) Sluttelig talte F. L. Zimmermann ester Opfordring, om det sociale Formaal her i Danmark, og opfordrede Tilhørerne til ikke at tro de mange falske Rygter, som blev sat i Omløb om Socialisterne af gemene Modstandere, men selv undersøge Sagen, og det kunde de bedst ved at holde det Organ, der taler deres Sag, nemlig "Socialisten" (Bravo, hør!) Med et Leve for Pio, Brix og Geleff, hævedes Mødet Kl. 10.

(Socialisten 6. januar 1874).

Senere omtaltes hun på et møde i den ny kvindeforening hvor det vedtoges at agitere for socialismens udbredelse ved offentlige foredrag, bl. a. af borgerinde Wulff. I Socialisten den 18. februar 1874 blev hun nævnt i forbindelse med et diskussionsmøde i foreningen "Broderbaandet" hvor hun udtalte sig for at to kvindeforeninger forenes under et i Broderbaandet. Kort efter holdt hun et foredrag:

Et offenligt Møde holdtes i Tirsdags Aftes i Foreningen "Broderbaandets" Lokale. Borgerinde Wulff aabnede samme med et længere Foredrag om de sociale og politiske Spørgsmaal Hun udtalte, at den Aand, som behersker Arbejderstanden, er en gennemgaaende Utilfredshed og Misfornøjelse med den bestaaende Samfundstilstand, hvor den nødlidende Fattigdom og den overdaadige Rigdom fremtræder i en saa kras Modsætning ved Siden af hinanden. I Reglen viser denne Utilfredshed sig ved en stille og taalmodig Liden, men undertiden bryder den igennem baade i Form af enkeltstaaenbe Forbrydelser og i store sociale Revolutioner, der medfører grænseløse Ulykker for den Enkelte og for hele Nationer. Disse Ulykker er uundgaaelige saa længe vi ikke paa fredelig Maade kan saa tilvejebragt grundige Reformer, som det ligger i Alles Interesse at kæmpe for. Naar man beskylder Socialisterne for, at de er Skyld i Fordyrelsen af Nødvendighedsgenstandene, gør man dem i høj Grad Uret. Fordyrelsen stammer fra ganske andre Steder. Derimod har Mestre og Fabrikanter benyttet sig af den stedfundne Lønningsforhøjelse til at i tage en endnu meget større Fortjeneste end tidligere. At Prisen paa Landets Produkter stiger, ligger i at Prisen er stegen i de Lande, hvorhen vi fører vore Produkter, og ikke i den herværende Arbejderbevægelse. Efter borgerinde Wulff optraadte flere mandlige Talere, som samstemmede med hendes Udtalelser. Mødet var stærkt besøgt af Mænd og Kvinder baade i og udenfor Arbejderstanden.

(Socialisten 21. februar 1874).

Ved et møde i København den 10. marts 1874 rapporterede Københavns Politi følgende om hendes tale og tankegang:

”Hun dvælede derefter atter lidt ved arbejdernes usle kår, men malede dem derefter lyse i modsætning til tjenestepigernes, som var ganske forskrækkelige – Tjenestepigerne var rene slaver for herskaberne og deres stilling burde absolut forbedres.” 

Mødet blev afholdt på hjørnet af Bredgade og Fredericiagade, kælderen (foreningen Broderbaandets lokaler. Jomfru Wulff var den ene af indkalderne:

Diskussionsmødet i kvindesagen, som afholdtes i Tirsdags Aftes i Bredgade, havde samlet en talrig Skare af Borgerinder og nogle Arbejdere. Borgerinde Clausen var Dirigent og gav Ordet til Borgerinde Hansen. Talerinden beklagede Adskillelsen af den ene kvindelige Forening og ansaa en Sammenslutning som Afdeling af "Broderbaandet" for heldig, uagtet denne Forenings nye Love havde paa en uforsvarlig Maade tilsidesat Kvinden, idet der nægtedes hende fuldstændig Diskussions- og Stemmeret. Lynnell anbefalede den paatænkte Sammenslutning. Borgerinde Wulff hævdede Kvindens Ligeberettigelse og anbefalede Dannelsen af en ny og bedre konstitueret Kvindeforening. Borgerne Larsen og Lynnell opmuntrede til at tage alvorlig fat paa Sagen. Borgerinde Møller støttede de sidste Talere. Borgerinde Clausen havde Intet mod en Sammenslutning, dog helst i en aldeles selvstændig Forening, uafhængig af "Broderbaandet", der kunde da om muligt samles til et nyt Fond og begge de bestaaende Fond kunde bestaa jevnsides. Borgerinde Andersen talte for Enighed og Venskab. Lynnell og Larsen ønskede at der straks nedsattes et Udvalg til at udarbejde Love. Borgerinde Clausen ønskede at udsætte dette Valg, indtil Sagen var forhandlet i den fri kvindelige Forenings Møde. Borgerinde Hansen ønskede Valget foretaget straks, hvilket flottedes af Borgerinde Wulff. Ved Afstemning vedtoges det, at Valg skulde finde Sted. Som Deltagere i Udvalget valgtes Borgerinderne Hansen, Wulff, E. Hansen, Koefod, Brandt og Petersen. Udvalget træder sammen Onsdag Aften. Et Leve for Førerne vakte almindelig Begejstring.

(Socialisten 12. marts 1874).

Wulff var aktiv på egen hånd og havde ingen særlig tilknytning til en bestemt forening, selv om hun havde oprettet en afdeling af Den frie kvindelige Forening i Odense. Men hun vakte opmærksomhed, hvor hun kom.

Annonce i Socialisten 1. april 1874. Wulff havde afholdt møder på Vesterbro 13. marts og Christianshavn 14. marts 1874. Wulff havde afholdt møder på Vesterbro 13. marts og Christianshavn 14. marts 1874. Entreen (8 Sk.) tilfaldt Pihls hustru. Ligeledes den 25. marts 1874 havde hun samme sted (Vesterbrogade 139) holdt et foredrag om "Kvindens Stilling fra Vuggen til Graven". Se kort referat af mødet den 1. april 1874 nedenunder.

Qffenligt Foredrag afholdtes i Onsdags Aftes paa Vesterbrogade af Borgerinde E. Wulff. Talerinden fremdrog navnlig den Ulighed, der var tilstede mellem Embedsmændenes Lønningsforhold og Pensionering og Arbejdernes Løn og Alderdomsforsørgelse. Hun paaviste, at den Lærdom, som Embedsmændene paaberaaber sig at have medført saa mange aars Arbejde og mange Penge, - er deres formuende Forældres eller Værgers Værk, og ikke deres eget. Ofte er det Staten, som lader dem oplære, hvorfor deres Adkomst til fede Embeder er et Spil af Lykken. Arbejderne derimod maa selv ved egne Kræfter og Midler hjælpe sig frem og bliver desuagtet tilsidesat og forskudt i Alderdommen. Foredraget hilsedes med stærkt Bifald af Forsamlingen.

(Socialisten 5. april 1874).

Foredrag i Frandsens Lokale i Aarhus. I Gaar Aftes holdt Frøken Wolff, formodenlig Medlem af den fri Kvindeforening i Kjøbenhavn, et Foredrag om Arbejdersagen, og hun kunde glæde sig ved et saa stærkt Besøg, som ikke en Gang Bjørnbak i hans Velmagtsdage har oplevet. Frøkenen, der ser ud til at være en 25 Aar gammel, har et ret kjønt Ydre og kunde i Nødstilfælde nok repræsentere la déesse Raison; hun optraadte med megen Sikkerhed og ikke ringe Tungefærdighed og erklærede sig straks for en eksalteret Beundrer af "vores elskede Pio" og de øvrige "Martyrer", som Storborgerne til Trods for al Retfærdighed spærrede inde i Vridsløselille. Frøkenen nærede intet højere Ønske end at dele deres Fængsel og raadede alle Arbejdere til at melde sig ind i Tugthusene og om mulig overbefolke dem i den Grad, at Storborgerne til Sidst bleve nødte til at lukke Portene op for dem alle. De nuværende Samfundsforhold underkastede Frøkenen en skarp og ubarmhjertig Kritik, lige fra HS. Maj. Kongen, hvis Eftergivenhed overfor hans Ministre vakte hendes Misnøje, til Professor Drachmann, der beskyldte Arbejderne for at foræde sig, hvad han formodenlig havde erfaret fra sin Moder, der mulig som Gangkone paa Hospitalet havde forædt sig i Grødomslag. Rigsdagen bestilte ikke Andet end vrøvle og vrøvle og give Embedsmændene Tillæg i Stedet for Arbejderne, der vare de Eneste, som fortjente det. Skolelærerne vare komplet uduelige og sad og sov i Stedet for at lære Børnene Noget. Valgretten burde indtræde med det 21de Aar og udvides til Fattiglemmer; kom Arbejderne paa Fattighuset, var det ene og alene Storborgernes Skyld, de "Asner" kunde jo lønne dem rigeligere. Præsterne vare de værste af alle Skabninger og tituleredes sans facon "Hunde"; Kirkegang var mildest talt overflødig. Det var væsenlig kun saakaldte Damer, der gik i Kirke, som oftest fordi de holdt "en Klat" af Præsten; naar de kom hjem, gav de dem til at skjælde deres Tjenestefolk ud og rives med deres Ægtefæller - det var Frugterne af deres Religiøsitet. Frøkenen kunde ingenlunde tilraade Arbejderne at leve "som Svin"; men naar et Ægtepar ikke kunde komme ud af det med deres Indtægter, var det Fornuftigste, de kunde giøre, at hæve Samlivet, for at forebygge Familiens yderligere Forøgelse. Ramtes Arbejderne forøvrigt af ægteskabelige Uheld, var det Storborgernes Skyld, der gjorde Kur til Konerne, naar de saa godt ud, ikke at tale om Tjenestepigerne, der vare i høj Grad efterstræbte. - Disse og flere Ulemper vilde imidlertid fuldstændig afhjælpes gjennem den socialistiske Stat; naar først "vores elskede Pio" kom ud af Vridsløselille og Arbejderne bleve enige, var der den bedste Udsigt til at naa det forjættede Land; men Enighed og Offerberedvillighed maatte der til; Frøkenen selv var beredt til at holde Foredrag i Sagens Interesse, ja til at skære sig selv i tusinde Stykker til Fordel for de Fattige. - Efter at Frøken Wolff, der præsenteredes for Forsamlingen af Murer Sørensen, havde endt sit Foredrag, sluttede Snedker Lauritzen Mødet med at udtale den ubestridelige Sandhed, at naar Frøkenen havde faaet fuldt Hus, medens de indfødte Talere kun kunde glæde sig ved sparsomt Besøg, var Grunden ene at søge i Publikums Nysgjerrighed. - En snevrere Kreds bragte Frøkenen og de uundgaaelige Martyrer nogle Hurraraab, og Frøken Wolff, der aabenbart var særdeles tilfreds med Resultatet, udtalte Haabet om oftere at kunne glæde Aarhus med sine Foredrag,

(Jyllandsposten 3. maj 1874).

Frøken Emilie Volfs Foredrag havde i Løverdags Aftes samlet saa mange Mennesker, som Frandsens Sal vel kunde rumme paa Gulv og Balkon. Murer Sørensen indledede med nogle Ord til Forsamlingen og opfordrede særligt den demokratiske Arbejderforenings Medlemmer til at afsynge en af de bekjendte Arbejdersange. Efter denne Indledning optraadte Frøken Volf, der viste sig at være en ganske ung Dame af et net og tiltalende Ydre. I sit Foredrag, der varede lidt over en halv Time, skildrede Talerinden med stærke Farver og jevnlig afbrudt af Bifald den dybe Modsætning, som vore Samfundsforhold have skabt mellem den besiddende og den arbejdende Klasse. Først bragte hun en Hilsen til Brødre og Søstre af den socialistiske Troesbekjendelse i Aarhus fra denne Retnings Tilhængere i Hovedstaden. Derefter fremhævede hun særligt, ligesom ogsaa senere gjentagende, de Fortjenester de fængslede Arbejderførere, navnlig Pio have indlagt sig af Arbejdernes Vækkelse. Disse Mænds Domfældelse betegnede hun som i højeste Grad uretfærdig, og spaaede, at deres Navn aldrig vilde dø blandt danske Arbejdere. En Daad som deres ønskede hun, at Mænd og Kvinder vilde efterligne, anseende det for en Ære og Glæde at lide for Arbejdernes Sag. Hvad Rigsdagen angik, da gjorde den intet for Arbejderne. Man hørte den tale og forhandle om Embedsmænds Lønninger, men Arbejderne tænkte den ikke paa at gjøre noget for. Kongen, hvem Talerinden erklærede hun ikke tilsigtede at angribe, udtalte hun sig ikke desmindre om i stærke Ord, idet hun syntes at frakjende ham det rette Sind for Arbejderne. I saa Henseende henviste hun til Pihls Sag og til den Optræden, Politiet havde udvist mod de Arbejdere, der havde indfundet sig paa Slotspladsen for at bede om Naade for Louis Pio. Talerinden vilde, skjøndt Kvinde, ikke have taalt Politiets Brutalitet ved denne Lejlighed, men sat sig til Modværge mod dettes Indhug paa Folkemassen. Præsternes Virksomhed betegnede hun som særlig arbejderfjendtlig, ligesom hun ankede over den Maade, hvorpaa de lode sig betale baade i Pose og i Sæk. Ved sin Optræden krænkede og saarede denne Stand ofte Arbejderne. Saa man hen til Kirkebesøget, da viste det sig, at Kirkegængernes overvejende Flertal bestod af Storborgere og navnlig Storborgernes Damer. Arbejderne burde holde sig borte fra et saadant Sted. De vare saa udasede af deres daglige Sved og Slid. at de havde bedre af at hvile og sove om Søndagen, end af at gaa i Kirken. Storborgerne rettede en Mængde Beskyldninger mod Arbejderne, hvem de i deres Blade tildængede med Smuds. De betragtede og behandlede Arbejderen ikke som Mennesker, men som Dyr, som Kreaturer. Men der var vaagnet en ny Aand i Folkets Masse og Talerinden maatte tænke paa Bibelens Ord om Guds Aand, som i de sidste Dage skal udgydes over alt Kjød. Hvilken elendig Løn, hvilke usle Kaar var det ikke, som man bød Arbejderen. Hvorledes skulde han kunne leve som Menneske i vort Samfund! Storborgerne byggede Fattighuse og Ladegaarde. Det var deres Lyst at kue og trælbinde den fattige og arbejdende Befolkning. Man talte fra storborgerlig Side om, at Arbejderne vilde ophæve Ægteskabet. Det var en Bagvadskelse. Det var Storborgerne selv, som især krænkede dette Forhold. Hvor mangen Arbejders Kone, hvor mangen Tjenestepige kunde ikke vidne herom! Hvad Arbejderne vilde, var at leve som Mennesker. De vilde ikke finde sig i den nedværdigende Stilling, der bydes dem. De ere nu vaagnede og forlange Ret for alle. Uret for ingen. De kræve Pios Valgsprog gjennemført: ingen Rettigheder uden Pligter, ingen Pligter uden Rettigheder. Ikke ved at omstyrte Samfundet vilde man gjennemføre sine Formaal, og hvis Storborgerne havde Hjerte for Medmenneskers Nød og Elendighed, vilde de glæde sig over den Aand, der var kommen over Arbejderne. Disse kræve lige Valgret for alle 21aarige Mænd, der jo anses gode nok til at lade sig lemlæste i Krigen for derefter at gaa herhjemme iblandt os med en Lirekasse paa Stakken. Et andet Hovedkrav var fri og fælles Undervisning, i det hele en ganske anden Oplysning, end den usle, der nu bydes Arbejdernes Børn. Talerinden omtalte atter Pios og de øvrige Arbejderføreres Fortjenester af Arbejderne, priste varmt deres Gjerning og opmuntrede Mænd og Kvinder til at følge deres Exempel uden at strækkes ved deres Skjæbne, den Talerinden ansaa det for en Ære at dele. Hun udbragte et Leve for de fængslede Arbejderførere og sluttede med at fremsige et Digt til deres Ære. Derefter tog Snedker Lauritzen Ordet og henvendte, idet han hævede Mødet, en net og velvalgt Tiltale til Forsamlingen, hvem han lagde paa Sinde at agte paa Talerindens Ord, om end enkelte af disse fra Formens Side kunde have været anderledes og mere forsigtigt valgte as en mere øvet Taler. Han takkede Frøken Volf for hendes Foredrag og udbragte et Leve for de Damer, som paa en lige saa frejdig og vækkende Maade vilde tale til Arbejderne. Frøken Volf bragte Forsamlingen sin Tak for et for hende udbragt Leve og udtalte Haabet om oftere at tale til en Forsamling i Aarhus, idet hun erklærede sig rede til at ofre, om saa skulde være, Livet for Arbejdersagen. Endelig sluttede Mødet med Afsyngelsen af en Arbejdersang.

(Aarhus Amtstidende 4. maj 1874).

Frøken Wulffs Foredrag i Aarhus Da vi endnu ikke har modtaget skriftligt Referat om Frøken Wulffs andet Foredrag i Aarhus, meddeler vi følgende efter "Aarh. Amtst.":

Frøken Wulffs andet Foredrag hos Frandsens i Lørdags var om muligt endnu stærkere besøgt end det første. Ogsaa denne Gang indlededes Mødet med nogle Ord af Murer Sørensen og med Afsyngelsen af Arbejdersangen: "I Flugt gaar Tiden over Livets Bølge". Frk. Wulff tog derefter Ordet og udtalte sig over det første af de Emner, hun havde opgivet at ville tale over, nemlig: Kvinden fra Vuggen til Graven. Talerinden skildrede den fattige og den rige Piges Liv, hvorledes hun fra det første Skridt er udsat for Sorg, Nød og Fristelser, medens denne plejes og kæles for, hvor hun saa vender sig. Særlig dvælede Talerinden ved Fremstillingen af en Tjenestepiges usle og haarde Kaar, det forfærdelige Slid uden Raadighed over nogen Time fra tidlig Morgen til sildigst Aften, de urimelige Luner, hun mangen Gang maa døje fra Herskabets Side, og den ringe Løn, hun faar for alt sit Arbejde. Var der Nogen, der havde Grund til Strejke , da var det i Sandhed Tjenestepigen. En saadan fik f. Eks. i København gennemsnitlig i Løn omtrent 40 Rd., medens hun kunde have Krav paa denne Sum alene for de Luner, den Vrantenhed og Gnavenhed, hun saa ofte maatte døje. Tjenestepigen burde ligesom andre Arbejdere kunne tjene en ordentlig Dagløn f. Eks. 1 Rd. eller 8 Mk. og leje sin Tjeneste ud for en bestemt kortere Tid ad Gangen. En Ulykke var det ogsaa for mangen en ung Pige, at hun kom til at tjene i et Hus, hvor Manden holdt for meget af Pigen og for lidt af sin Kone. Talerinden sluttede sin Udtalelse over dette Emne med at opstille Kravet om, at Sætningen "ingen Pligter uden Rettigheder, og ingen Rettigheder uden Pligter" lige saa vel burde finde Anvendelse paa Kvinden som paa Manden. Navnlig tilkom der Kvinden Stemmeret, saa at hun selv kunde varetage sin Tarv og skaffe sine Interesser repræsenteret i den lovgivende Forsamling, hvor ogsaa Kvinden burde have Sæde. Efter et lille Ophold gik Talerinden over til det andet Emne om Verdens utro Sjælesørgere. Idet hun udtrykkelig bemærkede, at det ikke var alle, men de fleste Præster hun sigtede til, skildrede hun denne Stands Optræden som langt fra svarende til, hvad der af den kunde ventes. Præsterne varsom oftest utro mod deres Gerning, og hvad de lærte andre, holdt de ikke selv. De lærte saaledes: Du skal ikke slaa ihjel, men desuagtet priste de Krigen og saa rolig paa, at Mennesker slagtede hinanden. De paabød Menneskene i Religionens Navn at tale Sandhed. Var det da ikke for at have talt Sandhed at Mange blev kastet i Fængsel eller maatte lide paa anden Maade? De var pengebegærlige, hvad Talerinden dels selv havde erfaret, dels kendte mange Eksempler paa. Saaledes var der i København et fattigt Brudepar, der ønskede at holde Bryllup, men hvem Præsten ikke vilde vie, fordi den unge Mand kun havde 9 Mk. at byde ham. Præsten burde i det Sted have tilbudt Vielsen for Intet og ladet det unge Par beholde de 9 Mk. til at begynde deres Husholdning med. Og med Hensyn til Ligtaler, saa man da ikke, hvor almindeligt det var, at Præstens Ros og Lovtaler rettede sig efter den Betaling, han fik for, hvad han sagde. Talerinden troede ikke paa Biblen, den indeholdt meget usandt. - Hendes Valgsprog var: Gør mod Andre, hvad Du vil, at de skal gøre mod Dig. Endnu holdt Talerinden et kort Foredrag over det gamle Ord: de smaa Tyve hænger man, og de store lader man løbe, hvorefter hun sluttede med Fremsigelsen af et Digt, hun havde forfattet til Ære for Pio. Ligesom forrige Gang, Frk. Wulff holdt Foredrag, hævedes Mødet med nogle Ord af Snedker Lauritzen, hvori denne udtalte Arbejdernes Misbilligelse med den Uskik og Ubillighed, at man fra visse Siver kaster sig over mindre øvede Talere og Talerinder ved at henholde sig til og grelt fremdrage disses mindre korrekte Udtryk i det Enkelte.

(Social-Demokraten 14. maj 1874. Fra Aarhus Amtstidende 11. maj 1874))

Parolen "ingen pligter uden rettigheder" omtaltes i de allerførste numre af Socialisten, fx. 16. oktober 1872. Citatet ”Ikke at gøre mod andre, hvad du ikke ønsker gjort mod dig selv” findes i de tekster som blev nedskrevet ca. 100 år efter Konfutze (551-479 f. v. t.) var død. Et lignende og ca. 600 år yngre citat findes i Bibelens evangelier hvor Jesus udtaler det.

Et Arbejdermøde i Horsens afholdtes ifølge Indbydelse af Frøken Wulff i Gaar Aftes i Lokalet "Dannebrog". Mødet overværedes af en Forsamling paa henved 500 Herrer og Damer og aabnedes af Formanden for den "social- demokratiske Arbejderforening", C. Jensen, der opfordrede Forsamlingen til at høre paa Foredragholderinden med den tilbørlige Ro og Orden. Derefter tog Frk. Wulff Ordet, og med klare og tydelige Ord paaviste hun, at de socialistiske Principper aldeles ikke var samfundsfarlige, som Storborgerne gerne vilde have Folk til at tro. Hvad Socialisterne forlangte, var Ret for Alle og Uret for Ingen, og derfor burde enhver brav Borger støtte Socialisterne; men Storborgerne optræder paa en raa og udannet Maade overfor vort Parti. Til Eksempel henviste hun til Præsternes Optræden som Religiones Tjenere og fremhævede, at de Mænd, der i Gerning fulgte den Lære, som disse ærværdige Herrer kun førte paa Læberne, kunde risikere at komme i Forbedringshuset, men Intet burde dog afholde os fra at tale Sandhed, ti for den fandt man altid Styrke til at lide Alt. I smukke Ord henvendte hun sig til de danske Kvinder og bad disse rejse sig tilligemed Mændene, da Kvindernes Stilling i højeste Grad trængte til Forbedring. Det var Storborgernes Mening, at Kvinden ingen Rettighed har, men hun haabede, at det var kommet til at staa klart, saa vel for Kvinden som for Manden, at den Rige ingen moralsk Ret har til at holde den Fattige i Trældom. Arbejderne maa hylde Ordsproget: "Tand for Tand og Øje for Øje", og naar de Bedrestillede overdænger os med Haan og Foragt, da maa vi som Nødværge gøre det Samme. Naar der for Tiden var en Kløft imellem Arbejderne og  Storborgerne, da var det de Sidstes egen Skyld og derfor var det disses Pligt at søge Kløften udjevnet paa hvilken Maade de vilde og kunde. Til Slutning opfordrede hun sine socialistiske Brødre og Søstre til at slutte sig sammen i broderlig Enighed og Samdrægtighed og søge hen til en virkelig Forbedring i deres trange Kaar. Embedsmændene forlangte Forhøjelse i deres Gager, men hun troede, at disse, hvoraf nogle fik indtil 10,000 Rd. i Løn, var heldig stillede i Forhold til Arbejderne. Efter at et Digt til Ære for Pio var oplæst opfordredes Modstanderne til at tage Ordet; men da Ingen meldte sig, sluttedes Mødet med et kraftigt Leve for de fængslede Førere og for Frøken Wulff, hvorefter flere Frihedssange blev afsungne, og Forsamlingen stilles ad med el godt og smukt Indtryk af Aftenens opløftende Stemning.

(Social-Demokraten 17. maj 1874).

Af småannoncer i aviserne kan det ses at Wulff bl.a. holdt foredrag følgende steder: 3. maj 1874 i Århus i Frandsens Lokale. 10. maj 1874 i Skanderborg på hotel "Lillebelt". 12. maj 1874 i Horsens ("Dannebrog"). For fuldt hus i Fredericia den 13. maj 1874 i hr. Andersens lokale. Den 18. maj i Horsens i lokalet "Dannebrog". Den 15. og 19. maj 1874 var hun i Kolding i "Kolosæum" hvor der var henved 300 til stede. 13. juni 1874 i Apollosalen, 20. juni 1874 på Fyn og 4. juli i Apollosalen. Der er muligvis tale om Apollosalen i Svendborg opført 1854.

Jyllandsposten har fra dens Meddeler i Frederits ladet sig tilsende et Referat om Frøken Wulffs Foredrag dersteds, hvilket Referat naturligvis er udsøgt uforskammet mod Frøken Wulff, og endvidere sentimental naragtig. En Gennemsnitsprøve giver følgende Linier i Referatet: "Skyerne fældede Taarer ved at være Vidne til, at Tvedragtens Præst og Præstinde atter udgød deres Gift og Galde i danske Borgeres Sjæle". Jyllandsposten hører til det Parti, som vil have Fred og Ro, og som fordømmer al "Agitation", dog naturligvis kun paa den Betingelse, at vedkommende Parti har Magten og beholder den, og derved kan have Lov til at foreskrive Folkets Flertal, hvilke Betingelser det behager. Blev det Modsatte Tilfældet, nemlig at et andet Parti fik Magten over de nu Herskende, kan man være overbevist om, at "Agitationen" netop fra de nuværende Agitationshaderes Side vilde blive ført med al ønskelig Kraft. Derfor borger Partiets Fortid, og vi skal for øvrigt langtfra dadle det derfor, men vi vil derimod spørge Partiet, om det ikke synes det gør sig latterligt ved at forlange, at hele det danske Folk skulde undlade at benytte sine politiske og borgerlige Rettigheder og lade sig spille Boldt med af et reaktionært Mindretal ene og alene for at vinde en Portion vammel Smiger fra vel bestaltede "Stormænd".

Referatet omtaler dernæst Hr. I. Nielsen i Frederits, der optraadte som Taler paa Mødet som Frk. Wulff havde i sammenkaldt, med en vis Agtelse for hans politiske Begavelse og Dygtighed, - men da denne Dygtighed gaar i en Retning, som "Partiet" ikke synes om, beklages den naturligas som virkende i "en for Fædrelandet skadelig Retning", og Korrespondenten forudsiger, at Hr. Nielsen "vilde blive en hel Anden, dersom han blot vilde læse den romerske og den græske Republiks Historie! De gode Højremænd er dog mere naive og mindre skarpsynede end man i Reglen antager dem at være.

(Social-Demokraten 20. maj 1874).

"Fredericia Avis" indeholdt for nogle Dage siden et meget smudsigt Angreb paa Frøken Wulff, hvilket vort halvofficielle Blad "Berl. Tid." ikke undsaa sig ved at citere. Man kan her passende anvende Ordsproget: Sig mig hvem Du omgaaes, og jeg skal sige Dig, hvem Du er. Imod nævnte Smudsartikel har nu Karetmager Kruse i Aarhus ladet indrykke følgende i "Aarhus Amtstidende:

Under Overskriften "En socialistisk Talerinde, og Underskreven "En københavnsk Arbejder" har Højrebladet "Fredericia Avis" et Stykke, som den angiver hidrører fra en "socialistisk Agitator," og hvori Frøken Wulff omtales paa en meget haanende og nedsættende Maade. Hendes første Synd bestaar i, at hun skal have været "almindelig Tjenestepige", dernæst paaduttes der hende, at hun skal have havt "en mere end tilladelig Interesse" for Direktøren for den da bestaaende dramatiske Forening, og at hun har simuleret sig syg for at slippe bort af sin Tjeneste, og for det tredie eller fjerde regnes de hende til Last, at hun har holdt Foredrag i København. Det hele Stykke bestaar kun af saadant og lignende jammerligt og intetsigende Tøjeri, og bærer i det Hele et tydeligt Vidnesbyrd om, at det kun er forfattet i den Hensigt, at kaste Smuds paa Frk. Wulff, for derved at skade hendes vækkende Virksomhed blandt Arbejderne. Da jeg og flere imidlertid ikke tror, at nogen Arbejder og endnu mindre nogen "socialistisk Agitator" vilde haane Frøken Wulff, selv om de end ikke Alle er enige med hende i Alt, hvad hun siger, ved offenlig at fremkomme med saadant Sludder, som man let kan sinde paa at sige om enhver, saa tror vi, at det er mest sandsynligt, at det hele Sludder er enten af "Fredericia Avis egen Redaktør, Hr. Eibeschütz, eller en anden nobel Højremand. Da det fremgaar af Hr. Eibeschützs Indledning til Stykket, at han har Navnet paa Forfatteren, saa vil vi tillade os at blive i den Formening, at Stykket er af hans eget Fabrikat, som det forøvrigt ligner som det ene Haar det andet, indtil han maatte behage at offenliggøre, hvem den socialistiske Agitator er, som han foregiver er Forfatteren

C. C. Kruse.

(Social-Demokraten 22. maj 1874).

Karetmager Carl Christian Kruse (1833-1876) var den første formand for Arbejderbevægelsen i Aarhus og siden 21. oktober 1871 leder af Aarhus-afdelingen af Internationale. Ideologisk lå han tættere på den frisinde Venstre-politiker Lars Bjørnbak end på de revolutionære socialister. Den socialistiske arbejderforening holdt til i Frandsens lokale Vinden i Kannikegade. Han opstillede uden at blive valgt til både til byråd og Folketing. Han støttede Venstres Den Folkelige Forsamlingsbygning i Østergade i 1875. Han blev fyret efter grundlovsdag 1874. Han forsøgte sig herefter som selvstændig karetmager, kunne ikke leve af det. Han døde syg og nedbrudt i 1876. 

Højrebladet Fredericia Avis blev startet december 1848 af bogtrykker Israel Meyer Eibeschütz (1812-1884). Bladet fik i 1890 konkurrence fra det moderate Fredericia Dagblad og 1898 af Fredericia Socialdemokrat (der udskiltes fra Østjyllands Socialdemokrat, 1897). Eibeschütz solgte bladet i 1880 og flyttede til København hvor han også var født.

Arbejderbevægelsen i Odense.

Da vor By i denne Tid gæstes af Frøken Wulff, hvis begejstrede Ord indeholder djærve og store Sandheder og giver smukke og træffende Skildringer af Tilstanden og slaaende Beviser paa den Undertrykkelse, som den fjerde Stand lider under, er der her i Odense vakt en hidtil ukendt Bevægelse blandt Arbejderne, og saa stor er Tilstrømningen til og Sympatien for hendes Foredrag, at Politimesteren Hr. Koch har forbudt hende at tage Entre, formodenlig for paa den Maade at fordrive hende her fra Odense, men det har kun havt den Virkning, at Frk. W. erklærede at ville holde 24 Foredrag, af hvilke hun allerede har afholdt en Del under stadig og stærk Tilstrømning. Møderne er alle afholdt med en god Ro og Orden. Ti man kan her se, med hvilken ublandet Taknemlighedsfølelse Arbejderne efter endt Dagværk strømmer til for at høre deres djærve og modige Forkæmperinde, dristigt og frit kræve Arbejdernes berettigede Fordringer gennemført og faa den 4de Stand hævet og ligeberettiget med de øvrige Klasser i Samfundet. Hun har paatalt Kvindens Ret og paavist, hvorledes Kvinden holdes fjernet og tilsidesat fra at deltage i det sociale saavelsom i det politiske Liv, som et Væsen, der kun har Forstand paa og Interesse for Husvæsenet. Hun har paavist den uhyre Forskel, der er mellem den rige og fattige Kvindes Livlige fra Vuggen til Graven, hvorledes det fattige Pigebarn maa henslide sin tidligste Ungdom imellem Fabriken, Skolen og et undertiden usselt Hjem, indtil hun bliver konfirmeret; saa skal hun ud at tjene for sit Brød, men hun er da for det Meste spinkel og meget sygelig. Noget som hun har paadraget sig i de usunde Fabriker. Hun har med samme overbevisende Sandhed skildret den fattige Kvindes Kamp, Fristelser og Farer igennem de senere Stadier i Livet. Hendes kraftige og overbevisende Foredrag har ogsaa haft den Virkning, at der i Lighed med København og flere jyske Byer er stiftet en Kvinde, forening med det skønne Maal at hjælpe og støtte hverandre i Sygdomstilfælde, ved Arbejdsnedlæggelser og lignende Omstændigheder. Den har allerede bestilt sig en Fane, som nu skulde have været afsløret, men "der kom en Mand med en Slæde i Vejen", nemlig vor egen nidkære Politimester, idet han har forbudt dens Afsløring. De maatte bruge den til at sidde og lege med paa Skødet, men ikke til at udfolde i deres Lokale. Med slig Vilkaarlighed tillader en Politimester sig at indblande sig i en Forenings indre Anliggender, i vort, i det Mindste paa Papiret saa frie Danmark. Om nævnte ærede Herre er bleven forskrækket for den røde Farve, eller det er for Inskriptionen paa Fanen, nemlig "Ret for Alle, Uret for Ingen", at der har gjort ham bange, skal jeg ikke driste mig til at afgøre; men at en saadan myndig Herre kan blive bange for en saadan Forening, som Kvindeforeningen, hvis Formaal kun er at hjælpe og gensidig at understøtte hverandre, for ikke i Sygdomstilfælde at ligge det Offenlige til Byrde, synes vi herovre, er latterligt, og han tror vist at have et stort Ansvar overfor en saadan "Petroløse-Forening", som kun har til Formaal ved egne Midler at lindre Sygdom og Nød. Arbejderne er ogsaa nu vaagnede op af den Dvale, som Pastor Møllers saakaldte "danske Arbejderforening" har lullet dem ind i, og som saa troligt er støttet af Storborgerne; de har nu begyndt at indse, at man har villet stille dem tilfreds med tomme Løfter og smigrende Ord. I hans Forening har de kun hørt Historier og Æventyr, i Stedet for at komme sammen og drøfte deres fælles Interesser, men de har nu indset, at de kun har været brugt til, imod deres Vilje at lave en Demonstration imod den fri Arbejderbevægelse. Men enhver Gerning bærer Lønnen i sig selv og den Tid kan maaske komme, og komme snart, at Hr. Møller vil høste sin Løn for sin Virksomhed for Arbejderne, nemlig med Skamme at komme til at staa alene med sin Forening, medens Arbejderne vender ham Ryggen.

Frøken Vulff har havt den Glæde at se, at hendes Ord bærer gode Frugter, ti der er nu dannet en efter Omstændighederne stærk social-demokratisk Arbejderforening. Siden Geleffs Tid har der ikke været en saa god Holdning iblandt Arbejderne som nu, takket være Frøken Wulffs kraftige og bestemte Optræden; noget som man ikke skulde have tiltroet en ung Kvinde, ti der hører en overordenlig stærk Villie og et ubøjeligt Mod til saaledes at stille sig til Skive for de "Dannedes" raa Angreb, men hun staar fast som en Klippe, uændsende al Haan og Spot, og stadigt kæmpende for at hæve den undertrykte og tilsidesatte fjerde Stand.

De skal snart høre fra mig om hvorledes det gaar med Bevægelsen og med Fanesagen og om vor milde og menneskekærlige Politimester Hr. Etatsraad Koch vedblivende er bange for den røde Farve eller for Valgsproget: "Ret for Alle, Uret for Ingen".

Med broderlig socialistisk Hilsen til alle Meningsfæller. Odin.

(Social-Demokraten 30. juni 1874).

Johan George Christoffer Frederik Koch (1827-1914) var politiker og borgmester i Odense. Han var 1853-1864 bl. a. politimester, rådmand og auktionarius i Slesvig by. Efter at være fordrevet fra Slesvig blev han 1866 blev byfoged, by- og rådstueskriver i Odense, desuden 1877-1897 borgmester og auktionsdirektør. 1869-1872 og 1876-1881 var han medlem af Folketinget for partiet Højre. 1894-1902 var han medlem af Landstinget for Højre.

I starten oktober 1874 oplyste flere aviser at Vulff var afrejst til New Zeeland. Social-Demokraten omtaler ikke dette, men omtaler hende heller ikke. 

Den 9. maj 1878 blev der afholdt et stort kvindemøde i Føniks-Kælderen med Jaquette Liljencrantz, madam Clausen - og frk. Wulff. Baronesse Jaquette Linjenkrantz var datter af en af Sveriges højst stående adelsmænd og forkæmper for kvindens rettigheder, særlig som ugift mor. Social-Demokraten 9. maj 1878 omtalte hende som "fra Internationalismens Tid bekendte Meningsfælle Frøken Wulff". Da hun trådte frem på talerstolen i Føniks foran de københavnske kvinder, behøvede hun ikke nærmere præsentation. Af Social-Demokraten 11. maj 1878 fremgik at hun den 15. maj ved et møde i Den fri kvindelige Forening ville tage afsked med meningsfæller og fortælle om sin bortrejse fra Danmark, sin ankomst til Australien og sin afrejse derfra. Da hun den 19. maj forlod hovedstaden, blev hun ledsaget til banegården af en større forsamling.