Voldsmænd. (Efterskrift til Politivennen)

Vends. Tid har medtaget følgende Meddelelse: At vore Fædre fordum drog ud i fremmede Lande for at kæmpe, hverken af Nød eller Trang eller fordi de blev forurettede, men blot for Kampens Skyld, er Noget, som Historien tidt har fortalt os, men at Folk leje Heste og Vogn og kjøre ud paa den aabne Landevej for at slaas paa Liv og Død med en hvilkensomhelst Landsmand, blot for Ærens og Fornøjelsens Skyld, det er dog Noget, som hører den allernyeste Tid til. At det er ved at komme i Brug, viser følgende Tildragelse. Sidste Søndag Eftermiddag kort før Aften stod en Del Mand fra Skjøttrup paa Hjørring-Løkken Vejen og samtalede. En Vogn, hvorpaa der var en 6-8 Mand, kom imens kjørende østenfra. Da Vognen kom til Stedet, hvor de omtalte Mænd fra Skjøttrup stod holdt den pludselig, hvorpaa Nogle sprang af Vognen og greb fat paa da paa Vejen Staaende. Idet de truede med at gjøre Brug af nogle Nøgler, som de havde i Hænderne. Efter endel Snakken frem og tilbage satte Kæmperne sig atter paa Vognen uden at hare foretaget sig videre. Ikke saa let slap to Mænd og en Pige fra Vittrup. Mændene blev endel mishandlede, medens Pigen slap med at blive tumlet nogle Gange om. Da de kom til Furreby, mødte de en Mand der fra Byen. To af Ugjerningsmændene stod af Vognen, og efterat have rettet et Par Spørgsmaal til ham gav de ham et meget drøjt Slag i Hovedet med en Nøgle. Ankomne til Løkken tog de ind paa Gjæstgivergaarden, hvor de snart yppede Klammeri, saa at Sognefogden maattet hentes. Denne kom strax i Haandgemæng med to af Urostifterne, som dog han, der er en haandfast Mand, snart bragte til Orden. Den formentlige Kusk sad imidlertid ganske rolig paa Vognen og sov, efterat Banditterne med kammeratmæssig Omhyggelighed havde baaret ham ind og heldt et Glas Punsch i ham. Da man igjen fra Gjæstgivergaarden var kommen paa Vognen, tog den nye Kusk Afsked med Tilskuerne ved at lade Pisken spille om Ørene paa dem, hvilket han rigtignok fik gjengjældt af en af de Tilstedeværende. Lidt længere nede i Byen mødte de et ungt Menneske, som de meget samvittighedsfuldt gav sig til at gjennemprygle; men snart samledes en stor Del Mennesker, og der udviklede sig nu et blodigt Slagsmaal, som efter nogen Tids hed Kamp endte med, at Banditterne, godt gjennembankede, fortsatte Rejsen Syd paa.

(Dagbladet (København) 6. juli 1874).

Christiane Jensdatter. (Efterskrift til Politivennen)

I november 1873 var Christiane Jensdatter ved Dronninglund Herreds-Ret idømt dødsstraf. Det er en af de først dokumenterede tilfælde hvor dommen åbenlyst blev kritiseret i aviserne.

Drab. Under en af Høiesteret igaar paakjendt Sag tiltaltes Arrestantinden Christiane Jensdatter af Dronninglund Herreds Jurisdiktion for Drab og Arrestanten Niels Christian Jensen for Deelagtighed i denne Forbrydelse. Arrestantindens Forklaring gaaer i det Væsentlige ud paa, at hun, der er født den 23de Februar 1828 og som for omtrent 26 Aar siden var bleven gift med Huusmand Hans Frandsen, med hvem hun har havt 7 Børn, havde i de sidste 15 a 16 Aar levet i meget slet Forstaaelse med hinanden, der i Aaret 1859 var bleven umyndiggjort paa Grund af Drikfældighed, hvorfor hun navnlig i Foraaret 1872 havde foreslaaet ham at dele deres Bo, for at hun kunde reise til Amerika, uden at dan dog vilde indlade sig herpaa. En 8 Dages Tid før Mandens den 3die Juli f. A. indtrufne Død beklagede hun sig for Medtiltalte Niels Chr. Jensen - der siden Foraaret f. A. havde havt Ophold i deres Huus, men til hvem hun iøvrigt ikke vil have staaet i noget utilladeligt Forhold - over, at hun ikke kunde udholde Samlivet med sin Mand, der var saa urimelig imod hende, hvortil Jensen svarede, at del var der gode Raad for, idet hun kunde give Manden noget Rottekrudtvand, som kunde faaes hos en Dyrlæge, og da hun senere paany besværede sig over Manden, spurgte Arrestanten, om det ikke kunde gaae an at indgive hendes Mand noget Treskillingsblaat eller tvechromsuurt Kali, om hvilket hun havde hørt, at det skulde indeholde Gift, svarede han, at hun jo gjerne kunde prøve paa det. Arrestantinden vil dog endnu ikke den Gang have taget nogen fast Beslutning om at forgive sin Mand; men da denne igjen den 1ste Juli f. A. om Aftenen og tildeels om Natten udskjældte og slog hende og i det Hele var ond imod hende, besluttede hun, da Manden den følgende Morgen forlangte Noget at drikke, at give ham noget af det Treskillingsblaat, hun den foregaaende Aften havde opløst i Vand for at farve Uldgarn, i den Hensigt derved at bringe ham af Dage og saaledes blive befriet for ham. Hun kom derfor omtrent en Theeskeefuld af denne Opløsning i et Kruus Mælk og Vand, hvilket hendes Mand derefter tømte, og da han, efter derpaa at være gaaet paa Arbeide, kom hjem om Formiddagen i en meget syg Tilstand, og hun saaledes bleven bestyrket i sin Formening om, at det omtalte Stof var giftigt, gav hun ham i Løbet af Dagen endnu tre Gange i forskjellige Drikke hver Gang omtrent en Theeskeefuld af Opløsningen og ligeledes den følgende Tag to Gange sidste Gang ved Middagstid, hvorefter Manden, der siden den foregaaende Morgen havde havt uafladelig Opkastelse og stærk Diarrhoe, hvorhos han havde klaget over Krampe i Benene og Ondt i Hjertekulen samt Smerter i Svælget og uslukkelig Tørst, døde om Aftenen.

Det kgl. Sundhedscollegium, hvem Sagens Acter havde været tilstillede, havde ligesom vedkommende Physicus og Distriktslæge erklæret, at der efter de fremkomne Oplysninger ikke var Grund til at betvivle, at den Afdødes sidste Sygdom saavelsom hans paafulgte Død kan være bevirket ved Indgivelsen af tvechromsuurt Kali paa den af Arrestantinden angivne Maade. Idet det efter det Anførte maatte ansees for tilstrækkelig godtgjort, at Arrestantinden med Overlæg havde skilt sin Mand ved Livet, billigede Højesteret, at hun af Overretten, som ogsaa af Underretten antaget, var anseet er Straffelovens § 190 med Livsstraf.

Arrestanten Niels Chr. Jensen havde vedholdende benægtet at have paa den af Arrestantinden angivne Maade raadet hende til at søge at skille sig af med sin Mand eller at han havde vidst nogensomhelst Besked om, hvad der havde foranlediget Mandens pludselige Sygdom og Død, eller navnlig om, at Arrestantinden havde indgivet ham Treskillingsblaat , og imod Arrestantens Benægtelse var der ikke af Overretten anseet tilvejebragt noget tilstrækkeligt Beviis for, at han paa nogen Maade havde havt Deel i den af Arrestantinden begaaede Forbrydelse, og han, der ikke tidligere havde været tiltalt eller straffet, var derfor bleven frifunden for Actors Tiltale, dog efter Omstændighederne med Forpligtelse til in solidum med Arrestantinden at udrede Actionens Omkostninger, og ogsaa i dette Resultat var Høiesteret enig med Overretten.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 9. juni 1874).

Højesteret - nok en Gang. Atter har Højesteret fældet en Dom. Det er ikke for en politisk Forbrydelse; hverken Fanatismen eller Partiskhed har været medvirkende: men kun den sunde Fornuft, den personlige Overbevisning om det ene Rigtige har været afgørende, Og dog er denne Dom, som Landets Højesteret har udtalt, i højeste Grad mærkelig og giver mig paa en eklatant Maade Ret i en Paastand, som jeg gjorde i en Artikel, der stod i "Socialisten" kort efter at Dommen var falden over Pio, Brix og Geleff. Den havde til Overskrift: "Hvilke Garantier har man for, at Højesteret har dømt retfærdig?" Jeg paaviste, at man i Virkeligheden ingen havde, og saavidt jeg husker i Slutningen af Artiklen, gjorde jeg gældende, at netop Assesorernes høje Alder var til Hinder for, at de kunde træffe det Rette, da Tanken og Dømmekraften, jo ældre man bliver, mister mere og mere af stiv Elasticitet, uden hvilken enhver Dom maa blive absolut ensidig, da Dømmekraften hos Oldingen i Reglen holdes fast ligesom i en Skruestik og ikke kan trænge dybt nok ind i Sagen for at klare Motiverne til Handlingen. - Denne min Udtalelse, forekommer det mig, har i disse Dage faaet en glimrende Illustration, som jeg nu skal til at belyse.

For omtrent et halvt Aars Tid siden har en Kone et Sted ude paa Landet dræbt sin Mand ved at give ham "Treskillingsblaat". Hun havde været gift med ham i 26 Aar og i de 15 a 16 af disse havde hun levet i daarlig Forstaaelse med ham. Han var nemlig drikfældig og var af den Grund erklæret for umyndig. Samlivet med ham blev hende derfor utaaleligt, og hun foreslog ham i 1872 Skilsmisse, hvorefter hun vilde udvandre til Amerika. Men han afslog det. Han blev nu mere og mere brutal, udskældte og slog hende og "behandlede hende i det Hele ondt." Og saa - begik hun i Fortvivlelse den Forbrydelse for hvilken hun blev arresteret og dømt. - De fleste har vistnok læst dette Referat og Dommen i Bladene, men kun ganske løst. Men ser man lidt nøjere til, saa staar den som et højst mærkeligt Resultat i vor Retshistorie. Det er jo nemlig en Kendsgerning, at Højesteret dømmer paa en anden Maade det vil sige, efter andre Motiver end f. Eks. Kriminalretten. Den bør drøfte pro et kontra, bør finde de formildende Omstændigheder, hvis der er saadanne, og lade Dommen være afhængig deraf. Men nu vil jeg tillade mig at spørge ethvert fornuftigt og sundt tænkende Menneske, om der ikke her er formildende Omstændigheder?" Vi faaer først at vide, at hun har været gift med ham i 26 Aar. Det er et langt Tidsrum, og det røber en udstrakt Taalmodighed, da hun i over Halvdelen af denne Tid har levet i "daarlig Forstaaelse" med ham. Han var endvidere drikfældig, og var af den Grund gjort umyndig. Men ved man da ikke - og i det Mindste burde Assessorerne vide det - at Ingen bliver gjort umyndig, fordi han drikker, naar han blot ikke bliver utilregnelig, saaledes at han ikke veed, hvad han gør, og denne Utilregnelighedstilstand er vedvarende eller ofte tilbagevendende, saa at han bliver sat i Klasse med Patienter, der lider af delirium tremens? Man kan tænke sig, hvilket Liv den stakkels Kone maa have ført under saadanne ulykkelige Forhold! Og at hun saa tilbyder ham Skilsmisse, forekommer mig at røbe et humant Sindelag hos Konen, der taler til Fordel for hende, men hvad der ikke er human, det er vor Lovgivning, der tvinger en Kone til at leve sammen med en Deliriums-Patient, da hun jo (det seer vi i dette Tilfælde), ikke kan blive skilt fra ham, da han ikke vil. - Endelig erfarer vi, hvad man jo kunde vente af et Menneske, der er sindsforvirret!), at han har torteret hende og "i det Hele behandlet hende ondt" (sic !)

Hvis alt dette ikke kaldes formildende Omstændigheder, saa veed jeg virkelig ikke, hvad man forstaaer ved dette Udtryk. Min Mening er ikke, at hun skulde frikendes, men naar Omstændighederne taler for en Delikvent, saaledes som her, saa paastaaer jeg, at en Dødsdom (selv om den bliver forandret til Livsvarigt Fængsel), er uretfærdig og ikke Menneskene værdig. For at dette kan komme til at staa klarere (hvis dette er nødvendig), saa skal jeg tage et Eksempel: Sæt, at en Mand gifter sig med en Pige, men efter et Aars Forløb bliver hun ked af ham og faaer Lyst til en Anden, og for at blive ham kvit, dræber hun ham. Her er ingen formildende Omstændigheder, men Højesteret kan kun idømme den højeste Straf, - og det er netop Dødsstraffen! I det første Tilfælde taler Alt til Fordel for - Konen, i det andet Intet - men dog bliver Dommen ens. Hvis dette er Retfærdighed, hvorledes er saa Uretfærdigheden beskaffen!?

Jeg skal nu omtale et Punkt, som maaske kan have virket bestemmende paa den af Assessorerne fældede Dom. Der staar nemlig i Referatet, at Konen flere Dage itræk gav Manden af Giften. Denne Kendsgerning har maaske vist sig for Dommerne som Forstokkethed og total Fordærvelse; men efter min Mening røber det kun, at Assessorerne er daarlige Menneskekendere; ti ellers burde de vide, at saa mange Aars Fortvivlelse, som Konen har gaaet og baaret paa og efter at hun har forsøgt paa alle mulige tilladelige Maader at hæve de Baand, som bandt hende til denne Deleriums Patient, endelig har fæstnet Beslutningen saa dybt og urokkeligt i hendes Indre, at den Omstændighed, at hun flere Gange har maattet benytte det dræbende Middel, er af underordnet Betydning, uden forsaavidt at den kan tjene til Maalestok for den Fortvivlelse, der har behersket hende.

Denne min Omtale af Højesteret, og den mindre heldige Maade paa hvilken den regler sit ansvarsfulde Hverv, vil maaske let blive misforstaaet, idet man maaske tror, at den er en ubetinget Dadel over Assessorerne. Denne Misforstaaelse maa jeg forebygge, og jeg kan gøre det saa meget lettere, som det er mm fulde og faste Overbevisning, at de Herrer Assessorer i dette Tilfælde har dømt uafhængig af alle Bihensyn, men kun i den gode Tro at det var det Rigtige. Men det er jo naturligvis ikke deres Skyld, at de er gamle; det er ikke deres Skyld, at et vist Parti og dets Organer har opfundet og udbasunet Dogmet om Højesterets Ufejlbarhed (der var en Tid, da de ikke var saa fine Venner med den); men trods denne Ufejlbarhed, er Assessorerne Mennesker og som saadanne undergivne den Naturlov, der er fælles for alle sejlbare Væsner: den at ældes og den dermed følgende Aandssvækkelse. Skal endelig en Institution som Højesteret bestaa og dens Anseelse opretholdes, saa maa dens Medlemmer være kraftige unge og aandsfriske Mænd; men ikke saadanne, der har tilbragt mange Aar i andre Embeder, med et byrdefuldt og anstrængende Arbejde, for endelig i deres Alderdom at havne i Landets Højesteret, hvor netop Ensidigheden, denne Alderdommens tro Følgesvend, burde banlyses.

Spekulator.

(Social-Demokraten 21. juni 1874).

I august 1874 blev straffen - som det på det tidspunkt var kotume - ændret til tugthusarbejde på livstid for Christiane Jensdatter.

Grundlovsfesten i København. (Efterskrift til Politivennen)

Om Grundlovsfesten i Kjøbenhavn har en Iagttager tilstillet os følgende Meddelelse om det Indtryk han har modtaget af Samme: Som bekjendt blev denne iaar afholdt paa forskjellige Steder og under forskjellige Forhold, idet det store Antal af Deeltagere omtrent ligelig havde fordeelt sig til den gamle Festplads ved Eremitagen eller rettere den slesvigske Steen, og - Tivoli, foruden mindre Grupper paa adskillige andre Steder. Mange af Deeltagerne paa de to førstnævnte Steder begyndte Festen med en Procession fra forskjellige Udgangspunkter i Byen. Fælles for begge Processioner var Strækningen forbi Fr. VII.s Mindesmærke paa Kristiansborg Slotsplads, men ellers havde de intet tilfælles. I den første Procession, Fagforeningernes, deeltog omtrent 6 a 7000 Mennesker, og det var denne, som derefter ad Banen begav sig til den slesvigske Steen. I den sidste deeltog ca. 10.000, og denne bragte paa Ridebanen Kongen og Kongefamilien sin Hyldest før den i sluttet Optog forbi Fr. VII. s Mindesmærke begav sig til Tivoli for at høre paa en Tale af C. V. Rimestad og hengive sig til Tivoliglæderne. Om begge Processioner havde der samlet sig en stor Mængde Tilskuere især dog om den sidste, saa at hele Pladsen paa Ridebanen var aldeles opfyldt, medens Hyldingen foregik og en Sang for Kongen som "Stridens Mand" blev afsungen. Digtets Dunkelhed lader det staae uafgjort, om Forfatteren har tænkt sig Kongen stridende for og med Folket eller for sig selv imod Folkets Fleertal, men den sidste Opfattelse af Ordene synes unægtelig at ligge fuldt saa nær som den første. - Det sidste Festoptog maa vel betegnes som det officielle i Modsætning til det første, da Festudvalget i sin Midte havde Repræsentanter for Kjøbenhavns Kommune og endeel Sogneraad i Omegnen. - Et mere stivt og kjedeligt Præg, end det, der udmærkede det sidste Optog, kan man iøvrigt ikke let tænke sig ved en Folkefest. Det skulde være mærkeligt, om ikke Følelsen heraf hos Deeltagerne er saa almindelig, at de allerfleste vistnok betakke sig for at være med til flere saadanne Fester, thi for deres Vedkommende, som deeltoge i Processionen, var Eftermiddagens Anstrengelser og Byrder sikkert langt større end paa en almindelig Arbeidsdag uden at der var andre Opløftelser end Skuet af Kongefamilien paa Kristiansborg og Rimestads dundrende Tale i Tivoli. For man naaede det sidste Sted henimod Kl. 7 om Eftermiddagen, var der forløbet 3-4 Timer fra Processionens Begyndelse. Efter at Kongen omgivet af sin Familie fra Altanen venlig og nedladende havde hilset Mængden og Processionens Deeltagere besvaret Kongens Hilsen med Hurraraab medens det dobbelt saa store Antal af Tilskuere for allerstørste Delen forholdt sig tause, gav Allerhøistsamme Tegn til, at den for omtalte Sang af Skolebestyrer Helms kunde begynde, idet Kongen fremtog og udfoldede et Exemplar af Festsangen. Af Sang hørte man imidlertid intet, skiøndt det dog maa formodes, at en Deel af Processionen har forsøgt at nynne den med. Men Musiken raadede saa godt den kunde Bod derpaa, saa at man ialtfald kom tilende med Versene. Derpaa hævede sig Borgmener Hansens kraftige Stemme for at udbringe et Leve for Kongen og hans Familie, der istemmedes af de Fleste af Processionens Deeltagere eller ca. 1/3 af de Tilstedeværende og Kongen henvendte derefter nogle faa Ord til Forsamlingen, hvori han takkede for den Hyldest, der var bragt ham og Familie og ønskede Deeltagerne en glædelig Fest. - Efter et gjentaget mat Hurra begav Processionen og Tilskuerne sig gjennem en af Slottets Sideporte til Pladsen om Fr. VII. Rytterstatue. - Ikke en Røst havde i Løbet af disse 3-4 Timer mindet om Dagens egentlige Betydning eller fremdraget Mindet om Grundlovens folkevenlige Giver, der søgte sin Styrke i Folkets Kjærlighed. Tavs og udmattet vandrede Processionen fordi Rytterstatuen, skuende og beskuet af Kongefamilien fra Slottets Vinduer, for ester den anstrengende Tuur at nyde de tilønskede Glæder i Tivoli, medens Politidirektør Crone i egen Person begav sig fra den ene Deel af Slottet til den anden for personlig at udstede Ordrer til sine Undergivne og Afdelinger af Garden dukkede frem som Vidnesbyrd om de Foranstaltninger der vare trufne. Politiets Manøvrer syntes at gaae ud paa at lede Folkemængden ad Veie, saa at Kongefamilien kunde kjøre bort uden mere at behøve at komme Nærheden af de loyale og processerende Undersaatter.

Denne Deel af Festen kunne vi ikke i nogen Henseende betegne som vellykket. At Grundlovens 25aarige Fødselsdag i Hovedstaden feires paa en med Dagens Betydning for vor Frihedsudvikling saa lidet stemmende Mande er dog mere et Resultat af en godt indøvet Klikes Ledelse end et Udtryk for Befolkningens Tankegang. Men denne Klike, der lader "Bavlets" store Ordgyder producere sig med under Navn af Tale for Grundloven at udøse en forvirret Hjernes fortumlede Begreber om gamle Grækere, Rochefort, Venstre og Socialisterne, vil snart have udspillet sin Rolle. Det Maal er allerede naaet, at den overveiende Deel af Hovedstadens Befolkning vender sig bort fra disse Farcer, hvor mange Tivoliforlystelser og buldrende Øltønder man end vil dybe den.

(Næstved Tidende. Sydsjællands Folkeblad 9. juni 1874).

Grundlovsfesterne i Kolding. (Efterskrift til Politivennen).

(Fra vor Meddeler.) Der var to i Tallet, men der burde kun have været een. Der var ei heller det allermindste i Veien for, at baade Høire- og Venstrefolket i samdrægtig Enighed kunde have sluttet sig sammen om de Taler, som paa begge Steder udgjorde den alvorlige Deel af Festen; thi de indeholdt lidet eller ingen Politik, men derimod danske Mænds varme og hjertelige Tanker og Følelser om Frederik VII.s herlige Frihedsgave, 5te Juni Grundloven, Landets Konge, Christian lX, Fædrelandet, Modersmaalet, vore sønderjydske Brødre, Danekvinden osv. 

Kl. 2½ samledes det saakaldte "Høirefolk" paa Kolding Torv, og med et Musikcorps og Haderslev og Kolding Sangforeninger med deres resp. Faner og Emblemer drog Toget, 6 a 800 Mennesker, der dog stadig voxede mere og mere, ud til Festpladsen paa Steilbjerg, en høi Bakke Syd for Byen, der er smukt beplantet, og hvorfra der haves en vid og prægtig Udsigt over Byen, Fjorden og hele den rige og med mange Skove bevoxede Omegn. Førend Toget satte sig i Bevægelse, talte Festcomiteens Formand, Sagfører Grüner fra Apothekets Trappe til den forsamlede Mængde og udbragte et "Leve Frederik VIl's Minde".

Neppe var dette Tog naaet ned ad Østergade, som paa flere Steder var rigt smykket med Flag og Guirlander, før "Venstrefolket" med et kraftigt Musikcorps i Spidsen marcherede op paa Torvet, hvor Festcomiteens Formand, Consul Grau, bød Forsamlingen Velkommen og Kjøbmand Grooss talte til de 2 a 3000 Mennesker, som fyldte Torvet og de tilstødende Gader, og udbragte ligeledes et Leve for Frederik den Syvendes Minde. Med Musiken og en stor prægtig Fane med Indskrift "5. Juni 1849" i Spidsen satte dette Tog sig i Bevægelse ned ad Østergade, Rendebanen, Vestergade, Adelgade og Losbygade ud til Festpladsen "Cathrinelund", et smukt, stærkt bevoxet Anlæg i Byens vestlige Udkant, der tilhører Consul Grau. Festpladsen var smykket. Fanerne plantedes omkring Talerstolen, som ogsaa tog sig godt ud; men skrøbelig var den: thi den brast under Trykket af de Mange, som toge Plads paa den. Festcommiteens Formand bød her Forsamlingen Velkommen, hvorefter en Grundlovssang blev afsungen, og Berg talte om den gamle og den nye Tid, om Friheden og Grundloven, og udbragte sluttelig et Leve for denne. Efterat endnu en Sang var sungen, talte Folkethingsmand Tange for Frederik den Syvendes Minde og Pastor Knudsen fer Fædrelandet. Holt fra Sandal udbragte et Leve for vor Konge, Gaardeier Haustrup fra Aagaard for Modersmaalet, Gaardeier Riegels fra Slagelse for Sønderjylland, Sadelmager Hansen, Kolding, for Hær og Flaade og Redacteur Sørensen for Danekvinden. Berg mindedes Island og dvælede lidt ved dets nye Forfatning, som han dog ikke var tilfreds med, og Lærer Lauritzen af Fovslet talte endelig for Norden. Ved Bordet, hvorved ca. 5 a 600 Mennesker havde faaet Plads, herskede der en meget livlig Stemning, som gav sig Udtryk ved en Mængde Skaaltaler. Dog kan det neppe siges, at Talerne ved Bordet vare lige saa lidet politiske i egentlig Forstand som Talerne fra Talerstolen. Til den sene Aften glædede Folk sig i den smukt oplyste Have, og skjøndt Festen egentlig sluttedes ved Midnatstid, var der dog Mange, som holdt Grundlovsfest til den lyse Morgen.

Damerne befatte sig ikke med Politik, er en staaende Talemaade, og nægtes kan det jo ikke, at vore to Grundlovsfester ere fremkaldte ved to forskjellige politiske Retninger her i Kolding og Omegn; men mange Damer, som toge den "alvorlige Deel" af Festen i Cathrinelund, søgte op paa Steilbjerg til de muntre Glæder og fandt sig heelt vel deroppe blandt "Høirefolket", som virkelig holdt en smuk og i alle Henseender tiltalende Grundlovsfest. Da Toget, det lille Høiretog, var kommet ud paa Festpladsen, slog man strax Kreds om den festlig smykkede Talerstol, hvor nu langt over 2000 Mennesker vare forsamlede. Man sang "Fordum var Kongen Sværdets Mand" af J. Helms, og Sagfører Grüner talte for Kongen. Ham skulde den første Hyldest og Hilsen gjalde. Smukt og hjerteligt dvælede Taleren ved Frederik den Syvendes frie Folkegave - Friheden! og vor nuværende Konge skyldte vi ogsaa Hyldest og Taknemmelighed; thi han har altid trolig fredet og værnet om Folkets kostelige Eie: Friheden. Han dvælede ved det fælles Maal og de fælles Minder, som Konge og Folk have i Eie sammen og som saa inderligt knytte dem til hinanden med det alvorlige Ønske gjensidigt at bevare Folkets grundlovmæssige Frihed og Selvstændighcd. Taleren udbragte et Leve for Kongen, der besvaredes med jublende Hurraraab. Efter en Sang talte Pastor Mørk-Hansen af Vonsild for Grundloven i et djærvt og grundigt Foredrag. Overlærer Høyer dvælede ved Fædrelandet; smukt og hjerteligt mindede han om den lille Plet, vi kalde Fædrelandet, og fremhævede, hvad det er for danske Hjerter. Pastor Grove-Rasmussen talte for Sønderjylland. Af sin egen store sørgelige Livserfaring manede Taleren frem et fyldigt Billede af al den Sorg og Elende dernede hos vore sønderjydske Brødre. Indtrængende lagde han danske Mænd og Kvinder paa Sinde ikke at glemme Sønderjyden i Trængselstider, ikke glemme, at deres gode, danske Hjerter bløde, naar de maa høre deres Børn synge tydske Seierssange paa Commando i Skolen; Sønderjyderne trænge til Brødrenes Bøn og Arbeide, det Aandens Arbeide, som virker kraftigt i alle Forhold og giver Livet i Trængslerne Kraft og Taalmod, Haab og Kjærlighed, til den længselsfuldt ventede Forløsningstime kommer. Pastor Grove- Rasmussens gribende Tale gjorde et stærkt Indtryk paa den store Forsamling, hvoriblandt der fandtes mange Sønderjyder, som vare komne op Nord for Grændsen for ret at glæde sig med danske Brødre og Søstre ved Frihedsfesten, fryde sig ved at see det herlige Dannebroge vaie, høre og synge de deilige danske Sange! Endelig talte Steentrykker Bjerring, forhenværende ivrig Socialist, for Ungdommen. Taleren havde faaet Øinene op for al den Daarlighed og Usandhed, Socialismen indeholdt, og var nu vendt om fra sin Veis Vildfarelse. Denne Bekjendelse modtoges - aabent som den blev given - med megen Glæde og Deeltagelse af Forsamlingen. Taleren sluttede med et Leve for Ungdommen. Ved Bordet herskede der en ganske overordentlig livlig og vakker Stemning. Der udbragtes en Mængde Skaaler, hvoraf særlig som vellykket maa fremhæves Ungkarl Jens Sørensens Skaal for Kvinden.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 8. juni 1874).

Skomagerstrejken. (Efterskrift til Politivennen)

Til samtlige Skomagersvende i København.

I denne Tid, da største Delen af vore Kammerater her i Byen kæmper en alvorlig og heftig Kamp for at opnaa en bedre Tilværelse, end hidtil, i deres sociale Stilling, ser man dog af og til Enkelte fare afsted gennem Gaderne med den bekendte Skomagerpose under Armen skulende og sky, for ikke at møde en Kollega, da han meget godt føler det Usle og Lave i, saaledes at svigte og tildels modarbejde sine Kammeraters ret færdige Sag. I længst forsvundne Dage, de saakaldte Absolutismens Dage, vilde saadant næppe have kunnet lade sig gøre, i det mindste ikke uden en alvorlig Irettesættelse, og hvorfor? Dels fordi, at den Gang var der Organisation (Laug) tilstede og man saa den Gang ikke saaledes som nu, den overvættes store Beredvillighed fra Politiets Side, til straks at blande sig ind i Ting, hvorfra det helst skulde holde sig borte.

Sagen er nemlig den, at naar nu de af vore Kammerater, som holder fast ved den indgaaede Overenskomst, ser eller opdager en af deres Kolleger, som ikke gør fælles Sag med dem , da henvender de sig enten paa hans Logis eller Værksted, for at søge at formaa Vedkommende til at nedlægge Arbejdet, og som rimeligt er, gøre ham begribeligt, at han maa holde sig til sine Kammerater, med hvem han har fælles Sag. Saadanne Kolleger er da i Reglen villige til at nedlægge Arbejdet, men begrundet paa, at de endnu ikke har været i Stand til at afryste det Slaviske over for Mestrene, som disse i Hundreder af Aar har lagt paa deres Arbejderes Skuldere, er de bleven siddende og modarbeide saaledes deres Kammerater. Imidlertid har Mesteren i Reglen luret ved Døren og hørt Udfaldet af den Strejkendes Missions og kommer nu som en Rasende farende ind i Værkstedet, opfordrende den Strejkende til at forlade Lokale. Når da denne efterkommer Opfordringen, skulde man jo dog synes, at den vakre Hr. Mester kunde slaa sig tilfreds, men nej; han skal absolut have sat i en Politibetjent, der i ærværdig taktfast Marsch kommer opmarscherende og betyder Svenden, "at han straks maa forlade Gaden" Efterkommes dette ikke paa første Opfordring, da er Svenden "trodsig" og da man i det "trodsige" Sind har lært at kende den første Spire til en "Samfundsomvælter" (selv om dette Sind findes i en stakkels fortryk og forkuet Skomagersvend), saa er selvfølgelig "Samfundet i Fare", og der er naturligvis ikke Andet at gøre, end at føre en saa farlig Person paa Stationen.

Dette kunde i og for sig være aldeles ligegyldig, saa meget mere, som de stationerede Overbetjente hidtil har vist, at de tager det med en hel Del mere Ro, end Gadens do., men det har dog den Ulempe, som maaske for vort Vedkommende ikke er saa lille endda, at en Del af vore Kammerater, som aldeles ikke interesserer sig for at gøre sig bekendt med den udannede Maade, vore Politibetjente træder frem paa, undlader at gøre deres Pligt i saa Henseende, for ikke at udsætte sig for Betjentenes Brutalitet.

Det er dette, Kammerater, I under ingen Omstændigheder maa tage Hensyn til i denne Tid, ti derved vilde vore Modstandere netop opnaa hvad de ønsker, nemlig saa os til at ligge i Dvale, I og de vilde da kunne føre Sejren over i deres egen Lejr. Men, Kammerater! Vi vil ikke lade Sejren slippe os ud af Hænderne, vi vil bestandig erindre, at da vi gav vor Stemme til, at Arbejdet skulde nedlægges, var der mangen en gift Mand af vor Midte, med Kone og 5 a 6 Børn, som, stolende paa vort Ord, ligeledes nedlagde Arbejdet, og paa Eders Ord udsatte sin Familie for Nød og Savn. Og naar i denne Tid Familien bebrejder sin Forsørger det Skridt, han har foretaget, da lyder det tillidsfulde og trøsterige Svar: Mine Kammerater er Mænd! og vi har indbyrdes lovet ikke at svigte hverandre, men trofast at holde ud til vore retfærdige Fordringer er gennemførte.

Og Kammerater! Lad os vise, at vi ikke vil svigte hverandre, men inderlig og trofast holde ud til det Sidste, saaledes, at naar Sejrens Dag kommer, (og den vil snart komme, naar kun vi selv vil) at vi da med oprejst Pande og med et aabent og frejdigt Blik kan række hinanden Broderhaanden og sige: Ser Du, Broder og Kammerat! Vi holdt vort til hinanden givne Løvte som Mænd, og indre Tilfredshed og en fremtidig bedre Eksistens er nu vor Løn!

Derfor leve den bestandige Enighed i vore Rækker.

Thorendahl.

(Social-Demokraten 2. juni 1874)

Skomagernes Fællesmøde i "Føniks" i Tirsdags Aftes var besøgt af en stor Del Svende. Diskussionen var meget livlig og i enkelte Tilfælde heftig. Som Dirigent valgtes Vesterdahl, der gav Ordet til Madsen. Taleren meddelte, at Mestrene - paa nogle saa Undtagelser nær - havde tilbudt Svendene en Forhøjelse af 25-30 pCt,, og forøvrigt vilde han nu tilraade at genoptage Arbejdet, dog ikke under 25-30 pCt. Den gennemgaaende Strejke maatte som Følge heraf betragtes som endt, medens den partielle Strejke fortsattes for de Værksteders Vedkommende, som ikke har vist Imødekomnen. Dette Arrangement var forøvrigt en Del af den Plan, som blev lagt før Skruens Udbrud. Dette Resultat var tildels en Sejr, og Arbejdernes broderlige Understøttelse havde ikke været frugtesløs, saavelsom at Fremtiden lovede den heldigste Udvikling af Bevægelsen. Sagen med Priskurantens fuldstændige Gennemførelse maatte naturligvis foreløbig opgives. Hauerslev beklagede, at Strejkens fuldstændige Gennemførelse var strandet paa Mangelen af en omfattende Organisation af samtlige Skomagersvende. Havde Alle været med i Samdrægtighed og Ingen svigtet, saa var Resultatet blevet glimrende, men - en Sejr var dog vunden. Mestrene havde set, hvad en Skrue betød og Svendene havde faaet Øvelse i, at benytte dette tveæggede Sværd samt Erfaring, som en anden Gang kunde blive til umaadelig Nytte. En gennemgaaende Forhøjelse i Arbejdslønnen var sikret og Udsigten til yderligere Avance var utvivlsom. København var under Strejken - meget ved Assistance af Arbejdernes Blad - holdt fri for Tilgang af fremmede Svende, flere Hundrede Kammerater var bortrejst og af disse Grunde var der nu stor Mangel paa Arbejdskraft i Faget, hvilken Mangel maatte komme Svendene tilgode. En Massetilslutning til Fagforeningen var aldeles nødvendig. M. Larsen støttede sig til de foregaaende Talere. Thorndahl beklagede at ikke saanær alle Skomagersvende var mødt, han antog, at Adskillige frygtede for al lade sig se, paa Grund af deres Svaghed og Uordholdenhed under Strejken. Han sluttede sig til de foregaaende Talere og anbefalede navnlig en stor Tilslutning til Fagforeningen, for derved at styrke og opmuntre hverandre til at holde fast paa det alt Vundne og stræbe efter Mere. Han beklagede navnlig, at 3die Klasses Mestre ikke var blevet inddragne under den faste Priiskurant, ti disse Mestre var, ved deres Marschandiserarbejde, den værste Hindring for Fagets fulde Oprejsning. Taleren opfordrede til fremtidig Fasthed, da Alles Øjne var henvendt paa Svendene og mange Arbejdere ønskede at se et godt Eksempel paa et Fags Kraft og opofrende Kamp. Spørgsmaalet om faste Værksteder for Skomagerne maatte nødvendig løses i den nærmeste Fremtid. Tykén maatte tilstaa, at det var de simpleste Arbejdere i Faget, som ved deres Underkuelse af Mesterne har forhindret Strejkens fuldstændige Sejr. Hine burde have hævdet deres Ret og sluttet sig til Strejken, forøvrigt var han enig med Talerne i Sagernes nuværende Ordning, der maatte lægges megen Vægt paa Dannelsen af Produktionsforeninger. Ivanod frygtede, at der snart vilde finde en Afskedigelse Sted af de mest aktivt Strejke-Svende, og da var en ny Kamp forhaanden, ti saadan Vilkaarlighed maatte ikke taales af Kammeraterne. Hauerslev haabede det Bedste af Fremtiden og mulig en Forhøjelse i den nærmeste Fremtid af 40 Procent. Jeppesen samstemmede med Talerne, og anbefalede Fagforeningen og Produktionsforeningen og troede ikke, at Svende afskedigedes paa Grund af deres kammeratlige Forhold. Hørdum henholdt sig til den Skildring af dm nuværende Stilling, som var fremsat paa Mødet. Man maatte ikke tilsidesætte de mange Medarbejdere, som ikke var fulgte med under Bevægelsen, de manglede den rette Forstaaelse og man maatte vinde dem og bringe dem ind under Foreningens Omraade, hvor den fornødne Oplysning kunde meddeles. Taleren anbefalede Produktionsforeningen, som maatte danne en Enhed med et Hovedværksted og Filialer ellers splittede Kræfterne og Sammenholdet stod i Fare. Thorndahl hævdede Nødvendigheden af en Samarbejden mellem det Politiske og det Sociale for at Foreningen kan byde den nødvendige Garanti for alle faglig sociale Spørgsmaals heldige Løsning og være af virkelig Interesse for Medlemmerne, maatte findet indbyrdes Tillid mellem Medlemmerne og Lederne for at Vekselvirkningen kunde være frugtbringende; der havde været 1124 strejkende Svende; 300 var bortrejst og 200 havde arbejdet for sig selv under Strejken.

Efter at enkelte Talere havde havt Ordet i denne Sag, fremtraadte L. Toucher. Han paalagte Skomagersvendene ubrødelig at overholde den Vedtægt, som nu tages, nemlig ikke at arbejde under 25 pCt. Forhøjelse, dette var nødvendigt tillige af den Grund, at man ikke maatte svigte de Mestres Tillid, som villigt var gaaet ind paa Fordringerne, disse havde Krav paa Svendenes Ordholdenhed og Assistance, saaledes at de kunde taale Konkurrancen med de andre Mestre. Taleren hævdede Nødvendigheden af, at Skomagerne i det Hele sluttede sig til Arbejderpartiet og gik Haand i Haand med andre fri Fagforeninger til Opnaaelsen af det fælles Maal. Bygningssnedkernes Formand, V. Pedersen, meddelte, at hans Forening havde fulgt deres Bevægelser med Sympati, og han indsaa, at der dog var vundet Betydeligt. Han formanede til en fast Organisation, hvilket var Snedkernes Stolte og Styrke. Skomagerne maatte kunne opnaa store Fordele, naar de stræbte alvorligt mod Maalet.

Etter at endnu enkelte Talere havde havt Ordet, vedtoges enstemmig svigende 2 Resolutioner:

1. Forsamlingen vedtager at befragte den almindelige Arbejdsnedlæggelse for endt, dog kun saaledes, at enhver Svend for Strejkekomiteen fremlægger en skriftlig Erklæring om, at den Mester han har underhandlet med, vil indgaa paa en Prisforhøjelse af ikke under 25 pCt.

2. For de øvrige Svendes Vedkommende, hvis Mestre ikke vil indgaa paa den fordrede Prisforhøjelse, betragtes Strejken som gaaende.

Det vedtoges, at M. Larsen og Jørgensen alene fremtidig fungerer som Strejkekomite, med en Løn for hver af 6 Rd. ugenlig. Enhver arbejdende Svend vedtog fremdeles at betale til Strejken 3 Mk. ugenlig. Efter Opfordring lod Alle som En af de Tilstedeværende sig indtegne i Fagforeningen. Det bestemtes fremdeles, hver Formiddag at holde Møde for de Strejkende. Der udbragtes Leve for vore Førere, for Svendene og for den afgaaende Strejkekomité

Til samtlige Skomagersvende i Ind- og Udlandet.

Den Kamp, der nu er ført i 5 a 6 Uger mellem Københavns Skomagersvende og Mestre, er endnu lige heftig staaende, kun at den nu har antaget en partiel Karakter, hvoror der endnu stadig paa det Indstændigste advares mod Tilgang. Ethvert arbejdervenligt Blad anmodes paa det Venskabeligste om at optage Ovenstaaende.

Strejkekomiteen.

De Arbejdere,

som kunne forunde Skomagersvendene deres Arbejde under Strejken, bedes at henvende sig i Adelgade 27, Stuen over Gaarden, hvor Alt bliver besørget igennem Strejkekomiteen, saavel nyt Arbejde som Reparationer; helst efter Kl. 12 Middag. For reel Behandling garanteres.

Strejkekomiteen.

Til Skomagersvendene!

Da det blev vedtaget paa Mødet i Tirsdags Aftes at optage Arbejdet hos de Mestre, som mindst vil give 25 pCt. Lønningsforhøjelse, anmoder vi alle Skomagersvende om at meddele os, om deres Mestre gaar ind paa Forhøjelsen eller ikke, da Navnene paa de Mestre, som ikke vil give Forhøjelsen, vil blive bekendtgjort i Bladet, for at Svendene ikke skal henvende sig til dem. Disse Meddelelser bedes snarest mulig tilsendt.

Skomagernes Strejkekomite.

- - -

De Skomagersvende, der ønsker at blive optagne i den nye Produktionsforening, kan henvende sig følgende Steder hos Form. Thykeen, l. Fiolstr 18, 2 S.
hos Viceform. P. Pedersen, Istedg. 21, 1.
hos Kasserer O. Hansen, Prinsensgade 8, Bagstuen.

- - -

Bidrag til Skomagernes Strejke modtages paa dette Blads Ekspeditionskontor. Landemærket 19, 1ste Sal over Gaarden, i Skomagernes Produktionsforening, Dr. Tvergade 30 og af Strejkekomiteen, Adelgade 27, Stuen over Gaarden, samt paa dette Blads Redaktionskontor fra 9-2 og 4-6.

(Social-Demokraten 11. juni 1874)

Kjøbenhavn, den 11te Juni. Skomagersvendenes Arbejdsnedlæggelse synes nu at være sin Slutning nær. men Udfaldet af samme vil ganske vist ikke svare til de Forventninger, som Svendene i Begyndelsen nærede. Da Skomagersvendene, efter hvad der offentlig er fremkommen, synes at være særlig uheldigt stillede med Hensyn til Arbejdslønnen, var det jo ikke mere end rimeligt, at de søgte at faa den forbedret, og da dette ikke kunde ske ved en mindelig Overenskomst, besluttedes det at foretage en almindelig og gjennemgaaende Arbejdsnedlæggelse. Uden at indlade mig paa Spørgsmaalet om Strejker i det hele taget er et heldigt Middel til at opnaa en varig Lønningsforbedring, maa jeg udtale, hvad vistnok de fleste ville give mig Ret i, at en Arbejdsnedlæggelse i al Fald er et misligt Skridt, naar der ikke forud haves Vished, eller i det mindste den største Sandsynlighed for, at den kan gjennemføres med et heldigt Udfald. De væsentligste Betingelser herfor ere, at der er et fast og enigt Sammenhold mellem Arbejderne i det Fag, for hvilket Strejken iværksættes, og at der enten af et forud opsamlet Fond eller ved sikre og faste Bidrag kan ydes de strejkende den fornødne materielle Understøttelse; men ingen af Delene synes at have været Tilfældet i tilstrækkelig høj Grad ved Skomagernes Arbejdsnedlæggelse. Før denne fandt Sted, var der et offentligt Arbejdermøde paa Nørrefælled. hvor det, efter Referaterne derfra, vedtoges af de forsamlede Arbejdere, at støtte Skomagernes Strejke af al Magt; men ikke destomindre have Bidragene til Strejkekassen ikke indflydt meget rigeligt; der er maaske i de 5 Uger, Arbejdsnedlæggelsen har varet, indkommet i alt henved et Par tusinde Rigsdaler, men dette Beløb har naturligvis været aldeles utilstrækkeligt til endog kun en tarvelig Understøttelse til de 6 a 800 Svende, som have gaaet arbejdsløse i denne Tid. En naturlig Følge heraf har det været, at flere og flere af Svendene have været nødte til at gjenoptage Arbejdet uden at fastholde de Mestrene tidligere stillede Betingelser, og under disse Omstændigheder var der naturligvis ikke andet at gjøre, end, som vedtaget paa et Møde i Tirsdags Aftes, at erklære den almindelige Arbejdsnedlæggelse for hævet - ti det var den i Virkeligheden længe i Forvejen - og frafalde de oprindelig opstillede Fordringer. Det er nu overladt til fri Forhandling mellem Mestre og Svende at enes om Betalingsvilkaarene og Arbejdets Gjenoptagelse, og om det end blev bestemt, at dette sidste ikke burde ske hos nogen Mester, der ikke mindst vilde give en Lønningsforhøjelse af 25 pCt., mod, hvad der tidligere betaltes, saa vil denne Bestemmelse dog neppe i Virkeligheden staa hindrende i Vejen for, at de normale Forhold atter snart ville indtræde. Skomagernes Arbejdsnedlæggelse maa saaledes betragtes som mislykket; ti den Lønningsforbedring, der vel nok i Almindelighed nu vil blive givet, kunde vistnok have været opnaaet ogsaa for Strejken, naar Svendene ikke da havde stillet andre Fordringer, og den Kapital, i Form af spildt Arbejdstid. som er gaaet til Grunde, og som for Svendenes Vedkommende alene vistnok andrager henved 20,000 Rd., synes saaledes at være spildt til liden eller ingen Nytte.

(Aarhus Amtstidende 13. juni 1874).