Ægtefælles overgreb på Kone. (Efterskrift til Politivennen)

En unaturlig Ægtemand. Overretten paadømte den 4de ds. en fra Bregentved Gisselfelds Birks Ekstraret indanket Justitssag, hvorunder en Gaardmand E. var tiltalt for at have mishandlet sin Hustru, udsat hendes Liv for Fare og foranlediget sit Barns Død. Arrestanten, der er 50 Aar gammel, havde i Aaret 1853 indgaaet Ægteskab med Ane Marie Christensen, der da var i sit 18de Aar, men havde desuagtet fortsat et utilladeligt Forhold til en paa Gaarden tjenende Pige og var efter i April 1855 af denne at være udlagt som Fader til et af hende født Barn ved Amtets Resolution bleven diktere en Straf af 2 Dages Vand og Brød, hvilken Straf dog paa hans Hustrus Forbøn eftergaves ham ved kgl. Resolution, da hun erklærede sig villig til at fortsætte Samlivet med ham Arrestantens Forhold imod sin Hustru havde i en lang Række Aar været slet. Det var saaledes dels ved Vidners Udsagn, dels ved Vidners Udsagn, dels ved hans egen Indrømmelse oplyst, at han jævnlig haanede og krænkede hende endog i de paa Gaarden værende Folks Paahør, at han aflukkede Levnetsmidlerne for hende og kun gav hende [manglende ord] som Folkene bestemte Portioner Men at han negtede hende saadan Føde, saa hun, der Tid efter anden fødte ham Børn, behøvede, navnlig under hendes Svangerskaber, ligesom han, naar hun var syg, ikke vilde tillade hende at blive liggende i Sengen, ofte lagde Haand paa hende, en Gang havde slaaet hende med en Jern-Ildrager over Armene, [og] oftere slaaet hende, naar de om Aftenen var komne i Seng, saaledes at hun maatte staa op og lægge sig i Pigekammeret hos en af Pigerne. Arrestanten indrømmede ved Siden heraf, at hun ikke havde givet ham Anledning til saadan slet Behandling, idet hun aldrig fremkaldt Strid eller engang svarede ham igen, men tav til Alt. De hyppige Barnefødsler og den deraf følgende Svækkelse, rimeligvis i Forbindelse med legemlige og sjælelige Lidelser, som Arrestantens haarde Adfærd paaførte hende nedsænkede hende i en stedse tiltagende Melankoli, der tilsidst gik over til efter Erklæring fra Overlægen ved Oringe Sindssygeanstalt, hvor hun i længere Tid var under Behandling, uhelbredelig Afsindighed. Med Hensyn til den [mangler et ord] af Aktionen, hvorunder Arrestanten var tiltalt for at have udsat sin Hustrus Liv for Fare og for at have foranlediget et Barns Død, var det oplyst, at da hun i Januar 1871 skulde føde sit næstsidste Barn og var i Barnsnød, vægrede han sig ved at lade Jordemoderen hente, uagtet hun, hvis Smerter og Skrig til Kl 4 om Morgenen stedse blev stærkere anmodede om Lægehjælp, og da det voksne Datter indstændig bad ham at køre efter Jordemoderen eller om, at der i det Mindste maatte blive hentet nogle Koner til Hjælp, afslog han ogsaa dette, indtil han endelig Kl. 4 om Eftermiddagen kørte efter Jordemoder ligesom han nu tillod, at der maatte hentes to af ham opgivne Koner, imidlertid var unge og kun lidet erfarne, medens han forbød at hente en ældre og erfaren Kone, som boede umiddelbart i Nærheden, og som benyttedes i Tilfælde hvor Jordemoderen ikke betimelig kunde komme. Da Tjenestepigen efter at have hentet den ene af de to unge Koner blev opmærksom paa, at Arrestantens Hustrus Skrig var ophørte, gik hun ind til hende og saa da, at hun havde født et Barn, der var levende. Dels af Angst, dels fordi hun ikke forstod at yde sin Madmoder Hjælp, forlod Pigen Værelset efter at have tildækket den Syge, der klagede over Kulde, med Dynen. Da nu kort efter den ovennævnte ældre Kone trods Arrestantens Forbud var bleven hentet, fordi den tilstedekomne unge Kone ikke havde dristet sig til alene at gaa ind til Barnemoderen, fandtes Barnet, der ifølge den noget senere ankomne Jordemoderens Forklaring var et fuldbaarent stærkt Pigebarn, at være død. Arrestanten erkendte, at han [vel] vidste, at en Barselkone er udsat for Livsfare saavelsom det nyfødte Barn naar der ikke haves kyndig Hjælp ved Fødselen, og han kunde ikke opgive noget rimeligt Motiv til den af ham udviste Ligegyldighed og Uvillie, idet han dog benægtede herved at have havt til Hensigt at opnaa Konens eller Barnets Død. Paa Grund af Alt, hvad der saaledes var oplyst om Arrestanten igennem en Række af Aar fortsatte oprørende Forhold imod sin Hustru, fandt Overretten, at han med Føje maatte, som i Underretsdommen antaget, betegnes som den, der havde mishandlet Ægtefælle, og han, der ikke tidligere havde været dømt. vilde saaledes være at anse efter Straffelovens § 202. Overretten billigede den af Underretten Arrestanten ikendte Straf af 2 Aars Forbedringshusarbejde, der er den højeste Straf, der kan idømmes for den Forbrydelse, men i dette Tilfælde maa anses for alt for mild. 

(Social-Demokraten 8. august 1874).

Dragoner i Næstved. (Efterskrift til Politivennen)

Krigsretsdom. Fra Næstved meddeler "Sorø Amtst.", at der for en halv Snes Dage siden fandt et Art Mytteri Sted i en Eskadron af det der liggende 4de Dragonregiment. De nærmere Omstændigheder, hvis Enkeltheder forøvrigt fremstilles noget forskelligt, var følgende: Ritmester Moe siges at have paalagt nogle Mænd af Eskadronen at pudse en Uniforms-Genstand, der efter Reglementet ikke skulde pudses. Da Ritmesteren havde tilsagt 4 Mand til at møde, for at han kunde efterse, om hans Befaling var opfyldt, mødte næsten hele Eskadronen. Han søgte at tale dem til Rette og fik dem til at gaa deres Vej, hvorefter de gik hen paa et Værtshus og gav sig til at støje og drikke. Her indfandt Ritmesteren og Overvagtmesteren sig og opfordrede dem til at gaa, men Folkene nægtede det, indtil Overvagtmesteren sagde: "Naar jeg beder Jer derom, saa gør I det nok!" Dertil svaredes: "Ja, naar De beder os derom, saa skal vi gaa!" men ved Siden deraf hørtes det Raab: "Ned med Ritmesteren!" I Anledning heraf blev nedsat en Krigsret, hvis Dom faldt i Lørdags. To Underkorporaler blev nedsatte i de Meniges 2den Klasse og idømt 30 Dages strængt Fængsel paa Vand og Brød; den ene af dem blev tillige idømt 25 Rottingflag. 2 Menige idømtes 20 Dages Fængsel paa Vand og Brød; den ene af dem blev tillige idømt 25 Rottingflag. 2 Menige idømtes 20 Dages Fængsel paa Vand og Brød, 20 andre Menige 43 Timers Krumslutning, 22 fik 42 Timers og 1 fik 36 Timers Krumslutning. Auditoren fremhævede ved Dommens Oplæsning den gode Konduite. Ritmesteren havde udvist lige over for dette Optrin. Straffene iværksattes straks i Lørdags Estermiddags, da Rottingslagene eksekveredes, og Krumslutningerne paabegyndtes. I Byen var der en levende Bevægelse i den Anledning imod de militære Myndigheder, men Dragonerne havde faaet Ordre til ikke at gaa ud. 

"Sorø Amtst." tilføjer: Vi har meddelt denne højst uhyggelige Tildragelse, saaledes som den er os berettet, cg skal afholde os fra enhver Bemærkning derom, indtil nærmere Oplysning fremkommer. Bladene i Næstved har endnu ikke omtalt Sagen.

(Social-Demokraten 6. august 1874).

Krigsretsdom. Fra Næstved skrives den 5te August i "Næstv. Av."; "En større Deel af det til 4de Dragonregiments Reserveeskadron hørende Mandskab gjorde sig en Aften for c. 14 Dage siden skyldig i en alvorlig Insubordination imod Eskadronens Chef, Hr. Ritmester Moe, idet e dmarscherede op udenfor dennes Bopæl og paa forskjellig Maade demonstrerede imod, at Ritmesteren havde befalet 4 Mand at møde til Eftersyn. Som  Følge heraf blev der nedsat en Krigsret, som i Løverdags dømte tvende Underkorporaler og 39 Menige til forskjellige Straffe: Rottingflag, Fængsel paa Vand og Brød og Krumslutning, der exeqveres i disse Dage. - En af "Sorø Amts-Tid." meddelt Beretning om ovennævnte Tilfælde indeholder forskjellige Urigtigheder. Det er saaledes ikke Tilfældet, at Ritmesteren og Overvagtmesteren have indfundet sig paa et Værtshuus og opfordret Dragonerne til at gaae, eiheller at Auditeuren ved Dommens Oplæsning fremhævede den gode Konduite, Ritmesteren havde udviist ligeoverfor dette Optrin, lige som det heller ikke forholder sig rigtigt at der i Næstved i Løverdags var en levende Bevægelse imod de militaire Myndigheder, og at Dragonerne havde faaet Ordre til ikke at gaae ud."

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 6. august 1874).

I Næstved er Stemningen siden de sidste Militærafstraffelser endel irriteret. I Mandags Aftes var der, efter "B. Flktd." atter Uroligheder i Gaderne og man hørte adskillige Steder Piben. Saavel Dragoner som Borgere syntes meget utilfredse. Politimesteren og alle Politibetjentene gik rundt i Gaderne for at sørge for, at Butikkerne lukkedes. Det fraraadedes Folk at gaa ud paa Gaderne.

(Social-Demokraten 8. august 1874).

"Mytteriet" i Næstved. (Fra vor Korrespondent.) I den Meddelelse, som findes i Bladet "Social-Demokraten" optaget efter "Sorø Amtst." angaaende Næstveds Dragoner, mangler den sande Belysning . hvorfor jeg her vil meddele Dem del rette Sammenhæng. Den ærede Hr. Ritmester Moe lider i den Grad at Pudsesyge, at, selv om Mandskabet gør det nok saa godt, saa er han dog altid den Utilfredse, og derfor dikterer han forskellige Ekstraøvelser, saaledes f. Eks. 3/4 Time Ekstra i Sabelbrug, med den Bemærkning, at de skal kunne vaske hinanden i deres Sved - bagefter. Hertil kommer, at hele Mandskabet 2 Dage, i 4 Timer hver Dag, har maattet ride uden Stigbøjler (dog ikke Hr Ritmesteren med). Endelig lød Parolen, at 4 Mand skulde paradere om Aftenen Kl. 9 udenfor Hr. Ritmesterens Bolig; den Ene, fordi han havde taget sig den Frihed at iklæde sig sit eget civile Tøj, de andre 3 for daarlig Pudsning. Dette fandt det øvrige Mandskab urigtigt, idet de alle havde pudser lige godt og derfor besluttede de alle at paradere tilligemed deres Kammerater. Optrinet gav en Del tilstedeværende Civile Anledning til at udbringe et Leve for Friheden, (jo, jeg takker!) hvori en Del af Dragonerne istemte. Dette blev Hr. Moe for hedt og han kommanderede "Træd af", hvilket straks blev efterkommet, men nu kommer Humlen. Den store Mand var bleven krænket, og - Gud bevare os, det maatte jo hævnes. En Krigsret blev samlet, og dømt blev Synderne: En Underkorporal i Menigmands 2den Klasse, 25 Slag Rotting og 30 Dages strengt Fængsel paa Vand og Brød, en dito i Menigmands Klasse og 30 Dages Vand og Brød; 2 Menige 20 Dage af samme Slags og 37 Mand Krumslutning, henholdsvis i 36, 42 og 43 Timer. Det maa bemærkes, at det er af det gamle Mandskab, nemlig Reserven, som skulde være permitteret allerede for otte Dage siden og maaske Mangens Kone og Barn sidder hiemme og lider Nød, medens at Hr. Ritmesteren hævner sig. Men det Sidste er da ogsaa det Nødvendigste. Paa Formodning af, at førstnævnte Underkorporal skal have været Leder for det hele Optrin, er han bleven idømt den barbariske Straf, men vel at mærke, kun paa Formodning, da der ikke fandtes et eneste Bevis imod ham. Som Rygtet fortæller, skal der kun have været En i den sammensatte Krigsret, som har protesteret imod Dommens Haardhed, nemlig Greve og Korporal Hvidtfeldt, som fortiden aftjener sin Værnepligt her i Byen. dog naturligvis uden Nytte. - Jeg maa endnu bemærke, at trods det, at Mandskabet, som tidligere bemærket, skulde været permitteret, maa de nu gøre Staldtjeneste, fordi kun et ringe Antal ad Gangen kan komme til at udstaa deres Straf af Mangel paa Torturredskaber og Plads. Det skal ydermere bemærkes, at Ritmesteren hverken har været her eller der, for at formaa Mandskabet til at gaa hjem, lige saa lidt som at der er raabt hverken op eller ned med Ritmesteren, som "Dgs.-Tel." behager at fortælle; det er ligefrem Opdigtelse, som man faar saa Meget af fra den Kant. V. P.

(Social-Demokraten 12. august 1874).

Fra Næstved Dragonregiment. I Anledning af de for kort Tid siden forefaldne Scener med 4. Dragonregiments 3. Eskadron og dens Ritmester, opfordrer en Dragon, Julius Koefod, efter Anmodning af mange Kammerater, alle Skolekammerater fra Næstved Rytterstole af 1870 til at bevidne en af de haardest straffede, Underkorporal Nielsen, der stedse har vist sig som alle sine Kammeraters Ven og som en hæderlig Mand, deres Agtelse ved at yde et Bidrag til en Erkjendtlighedsgave til ham. Ligeledes agtes indgivet et Andragende om Tilbagegivelsen af Kokarden til den straffede.

(Aarhus Amtstidende 27. august 1874).

En af de straffede døde tilsyneladende af rottingslagene. For at få plads til alle de straffede, måtte man inddrage den gamle arrest på torvet og den gamle fægtesal i Grønnegade. 

Den 15. oktober 1901 blev ritmester Moes søn fundet i Susåen efter et selvmord. Han var blevet ritmester 1899. Der var indledt undersøgelse af ritmesteren og han blev forhørt for sine "sygelige tilbøjeligheder". Hvilket med datidens sprogbrug nok hentydede til homoseksualitet. Han var kort forinden blevet overfaldet af en korporal som han havde nægtet genindtrædelse i regimentet. Forældrene boede i København, faderen var pensioneret. 

Voldsmænd. (Efterskrift til Politivennen)

Vends. Tid har medtaget følgende Meddelelse: At vore Fædre fordum drog ud i fremmede Lande for at kæmpe, hverken af Nød eller Trang eller fordi de blev forurettede, men blot for Kampens Skyld, er Noget, som Historien tidt har fortalt os, men at Folk leje Heste og Vogn og kjøre ud paa den aabne Landevej for at slaas paa Liv og Død med en hvilkensomhelst Landsmand, blot for Ærens og Fornøjelsens Skyld, det er dog Noget, som hører den allernyeste Tid til. At det er ved at komme i Brug, viser følgende Tildragelse. Sidste Søndag Eftermiddag kort før Aften stod en Del Mand fra Skjøttrup paa Hjørring-Løkken Vejen og samtalede. En Vogn, hvorpaa der var en 6-8 Mand, kom imens kjørende østenfra. Da Vognen kom til Stedet, hvor de omtalte Mænd fra Skjøttrup stod holdt den pludselig, hvorpaa Nogle sprang af Vognen og greb fat paa da paa Vejen Staaende. Idet de truede med at gjøre Brug af nogle Nøgler, som de havde i Hænderne. Efter endel Snakken frem og tilbage satte Kæmperne sig atter paa Vognen uden at hare foretaget sig videre. Ikke saa let slap to Mænd og en Pige fra Vittrup. Mændene blev endel mishandlede, medens Pigen slap med at blive tumlet nogle Gange om. Da de kom til Furreby, mødte de en Mand der fra Byen. To af Ugjerningsmændene stod af Vognen, og efterat have rettet et Par Spørgsmaal til ham gav de ham et meget drøjt Slag i Hovedet med en Nøgle. Ankomne til Løkken tog de ind paa Gjæstgivergaarden, hvor de snart yppede Klammeri, saa at Sognefogden maattet hentes. Denne kom strax i Haandgemæng med to af Urostifterne, som dog han, der er en haandfast Mand, snart bragte til Orden. Den formentlige Kusk sad imidlertid ganske rolig paa Vognen og sov, efterat Banditterne med kammeratmæssig Omhyggelighed havde baaret ham ind og heldt et Glas Punsch i ham. Da man igjen fra Gjæstgivergaarden var kommen paa Vognen, tog den nye Kusk Afsked med Tilskuerne ved at lade Pisken spille om Ørene paa dem, hvilket han rigtignok fik gjengjældt af en af de Tilstedeværende. Lidt længere nede i Byen mødte de et ungt Menneske, som de meget samvittighedsfuldt gav sig til at gjennemprygle; men snart samledes en stor Del Mennesker, og der udviklede sig nu et blodigt Slagsmaal, som efter nogen Tids hed Kamp endte med, at Banditterne, godt gjennembankede, fortsatte Rejsen Syd paa.

(Dagbladet (København) 6. juli 1874).

Christiane Jensdatter. (Efterskrift til Politivennen)

I november 1873 var Christiane Jensdatter ved Dronninglund Herreds-Ret idømt dødsstraf. Det er en af de først dokumenterede tilfælde hvor dommen åbenlyst blev kritiseret i aviserne.

Drab. Under en af Høiesteret igaar paakjendt Sag tiltaltes Arrestantinden Christiane Jensdatter af Dronninglund Herreds Jurisdiktion for Drab og Arrestanten Niels Christian Jensen for Deelagtighed i denne Forbrydelse. Arrestantindens Forklaring gaaer i det Væsentlige ud paa, at hun, der er født den 23de Februar 1828 og som for omtrent 26 Aar siden var bleven gift med Huusmand Hans Frandsen, med hvem hun har havt 7 Børn, havde i de sidste 15 a 16 Aar levet i meget slet Forstaaelse med hinanden, der i Aaret 1859 var bleven umyndiggjort paa Grund af Drikfældighed, hvorfor hun navnlig i Foraaret 1872 havde foreslaaet ham at dele deres Bo, for at hun kunde reise til Amerika, uden at dan dog vilde indlade sig herpaa. En 8 Dages Tid før Mandens den 3die Juli f. A. indtrufne Død beklagede hun sig for Medtiltalte Niels Chr. Jensen - der siden Foraaret f. A. havde havt Ophold i deres Huus, men til hvem hun iøvrigt ikke vil have staaet i noget utilladeligt Forhold - over, at hun ikke kunde udholde Samlivet med sin Mand, der var saa urimelig imod hende, hvortil Jensen svarede, at del var der gode Raad for, idet hun kunde give Manden noget Rottekrudtvand, som kunde faaes hos en Dyrlæge, og da hun senere paany besværede sig over Manden, spurgte Arrestanten, om det ikke kunde gaae an at indgive hendes Mand noget Treskillingsblaat eller tvechromsuurt Kali, om hvilket hun havde hørt, at det skulde indeholde Gift, svarede han, at hun jo gjerne kunde prøve paa det. Arrestantinden vil dog endnu ikke den Gang have taget nogen fast Beslutning om at forgive sin Mand; men da denne igjen den 1ste Juli f. A. om Aftenen og tildeels om Natten udskjældte og slog hende og i det Hele var ond imod hende, besluttede hun, da Manden den følgende Morgen forlangte Noget at drikke, at give ham noget af det Treskillingsblaat, hun den foregaaende Aften havde opløst i Vand for at farve Uldgarn, i den Hensigt derved at bringe ham af Dage og saaledes blive befriet for ham. Hun kom derfor omtrent en Theeskeefuld af denne Opløsning i et Kruus Mælk og Vand, hvilket hendes Mand derefter tømte, og da han, efter derpaa at være gaaet paa Arbeide, kom hjem om Formiddagen i en meget syg Tilstand, og hun saaledes bleven bestyrket i sin Formening om, at det omtalte Stof var giftigt, gav hun ham i Løbet af Dagen endnu tre Gange i forskjellige Drikke hver Gang omtrent en Theeskeefuld af Opløsningen og ligeledes den følgende Tag to Gange sidste Gang ved Middagstid, hvorefter Manden, der siden den foregaaende Morgen havde havt uafladelig Opkastelse og stærk Diarrhoe, hvorhos han havde klaget over Krampe i Benene og Ondt i Hjertekulen samt Smerter i Svælget og uslukkelig Tørst, døde om Aftenen.

Det kgl. Sundhedscollegium, hvem Sagens Acter havde været tilstillede, havde ligesom vedkommende Physicus og Distriktslæge erklæret, at der efter de fremkomne Oplysninger ikke var Grund til at betvivle, at den Afdødes sidste Sygdom saavelsom hans paafulgte Død kan være bevirket ved Indgivelsen af tvechromsuurt Kali paa den af Arrestantinden angivne Maade. Idet det efter det Anførte maatte ansees for tilstrækkelig godtgjort, at Arrestantinden med Overlæg havde skilt sin Mand ved Livet, billigede Højesteret, at hun af Overretten, som ogsaa af Underretten antaget, var anseet er Straffelovens § 190 med Livsstraf.

Arrestanten Niels Chr. Jensen havde vedholdende benægtet at have paa den af Arrestantinden angivne Maade raadet hende til at søge at skille sig af med sin Mand eller at han havde vidst nogensomhelst Besked om, hvad der havde foranlediget Mandens pludselige Sygdom og Død, eller navnlig om, at Arrestantinden havde indgivet ham Treskillingsblaat , og imod Arrestantens Benægtelse var der ikke af Overretten anseet tilvejebragt noget tilstrækkeligt Beviis for, at han paa nogen Maade havde havt Deel i den af Arrestantinden begaaede Forbrydelse, og han, der ikke tidligere havde været tiltalt eller straffet, var derfor bleven frifunden for Actors Tiltale, dog efter Omstændighederne med Forpligtelse til in solidum med Arrestantinden at udrede Actionens Omkostninger, og ogsaa i dette Resultat var Høiesteret enig med Overretten.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 9. juni 1874).

Højesteret - nok en Gang. Atter har Højesteret fældet en Dom. Det er ikke for en politisk Forbrydelse; hverken Fanatismen eller Partiskhed har været medvirkende: men kun den sunde Fornuft, den personlige Overbevisning om det ene Rigtige har været afgørende, Og dog er denne Dom, som Landets Højesteret har udtalt, i højeste Grad mærkelig og giver mig paa en eklatant Maade Ret i en Paastand, som jeg gjorde i en Artikel, der stod i "Socialisten" kort efter at Dommen var falden over Pio, Brix og Geleff. Den havde til Overskrift: "Hvilke Garantier har man for, at Højesteret har dømt retfærdig?" Jeg paaviste, at man i Virkeligheden ingen havde, og saavidt jeg husker i Slutningen af Artiklen, gjorde jeg gældende, at netop Assesorernes høje Alder var til Hinder for, at de kunde træffe det Rette, da Tanken og Dømmekraften, jo ældre man bliver, mister mere og mere af stiv Elasticitet, uden hvilken enhver Dom maa blive absolut ensidig, da Dømmekraften hos Oldingen i Reglen holdes fast ligesom i en Skruestik og ikke kan trænge dybt nok ind i Sagen for at klare Motiverne til Handlingen. - Denne min Udtalelse, forekommer det mig, har i disse Dage faaet en glimrende Illustration, som jeg nu skal til at belyse.

For omtrent et halvt Aars Tid siden har en Kone et Sted ude paa Landet dræbt sin Mand ved at give ham "Treskillingsblaat". Hun havde været gift med ham i 26 Aar og i de 15 a 16 af disse havde hun levet i daarlig Forstaaelse med ham. Han var nemlig drikfældig og var af den Grund erklæret for umyndig. Samlivet med ham blev hende derfor utaaleligt, og hun foreslog ham i 1872 Skilsmisse, hvorefter hun vilde udvandre til Amerika. Men han afslog det. Han blev nu mere og mere brutal, udskældte og slog hende og "behandlede hende i det Hele ondt." Og saa - begik hun i Fortvivlelse den Forbrydelse for hvilken hun blev arresteret og dømt. - De fleste har vistnok læst dette Referat og Dommen i Bladene, men kun ganske løst. Men ser man lidt nøjere til, saa staar den som et højst mærkeligt Resultat i vor Retshistorie. Det er jo nemlig en Kendsgerning, at Højesteret dømmer paa en anden Maade det vil sige, efter andre Motiver end f. Eks. Kriminalretten. Den bør drøfte pro et kontra, bør finde de formildende Omstændigheder, hvis der er saadanne, og lade Dommen være afhængig deraf. Men nu vil jeg tillade mig at spørge ethvert fornuftigt og sundt tænkende Menneske, om der ikke her er formildende Omstændigheder?" Vi faaer først at vide, at hun har været gift med ham i 26 Aar. Det er et langt Tidsrum, og det røber en udstrakt Taalmodighed, da hun i over Halvdelen af denne Tid har levet i "daarlig Forstaaelse" med ham. Han var endvidere drikfældig, og var af den Grund gjort umyndig. Men ved man da ikke - og i det Mindste burde Assessorerne vide det - at Ingen bliver gjort umyndig, fordi han drikker, naar han blot ikke bliver utilregnelig, saaledes at han ikke veed, hvad han gør, og denne Utilregnelighedstilstand er vedvarende eller ofte tilbagevendende, saa at han bliver sat i Klasse med Patienter, der lider af delirium tremens? Man kan tænke sig, hvilket Liv den stakkels Kone maa have ført under saadanne ulykkelige Forhold! Og at hun saa tilbyder ham Skilsmisse, forekommer mig at røbe et humant Sindelag hos Konen, der taler til Fordel for hende, men hvad der ikke er human, det er vor Lovgivning, der tvinger en Kone til at leve sammen med en Deliriums-Patient, da hun jo (det seer vi i dette Tilfælde), ikke kan blive skilt fra ham, da han ikke vil. - Endelig erfarer vi, hvad man jo kunde vente af et Menneske, der er sindsforvirret!), at han har torteret hende og "i det Hele behandlet hende ondt" (sic !)

Hvis alt dette ikke kaldes formildende Omstændigheder, saa veed jeg virkelig ikke, hvad man forstaaer ved dette Udtryk. Min Mening er ikke, at hun skulde frikendes, men naar Omstændighederne taler for en Delikvent, saaledes som her, saa paastaaer jeg, at en Dødsdom (selv om den bliver forandret til Livsvarigt Fængsel), er uretfærdig og ikke Menneskene værdig. For at dette kan komme til at staa klarere (hvis dette er nødvendig), saa skal jeg tage et Eksempel: Sæt, at en Mand gifter sig med en Pige, men efter et Aars Forløb bliver hun ked af ham og faaer Lyst til en Anden, og for at blive ham kvit, dræber hun ham. Her er ingen formildende Omstændigheder, men Højesteret kan kun idømme den højeste Straf, - og det er netop Dødsstraffen! I det første Tilfælde taler Alt til Fordel for - Konen, i det andet Intet - men dog bliver Dommen ens. Hvis dette er Retfærdighed, hvorledes er saa Uretfærdigheden beskaffen!?

Jeg skal nu omtale et Punkt, som maaske kan have virket bestemmende paa den af Assessorerne fældede Dom. Der staar nemlig i Referatet, at Konen flere Dage itræk gav Manden af Giften. Denne Kendsgerning har maaske vist sig for Dommerne som Forstokkethed og total Fordærvelse; men efter min Mening røber det kun, at Assessorerne er daarlige Menneskekendere; ti ellers burde de vide, at saa mange Aars Fortvivlelse, som Konen har gaaet og baaret paa og efter at hun har forsøgt paa alle mulige tilladelige Maader at hæve de Baand, som bandt hende til denne Deleriums Patient, endelig har fæstnet Beslutningen saa dybt og urokkeligt i hendes Indre, at den Omstændighed, at hun flere Gange har maattet benytte det dræbende Middel, er af underordnet Betydning, uden forsaavidt at den kan tjene til Maalestok for den Fortvivlelse, der har behersket hende.

Denne min Omtale af Højesteret, og den mindre heldige Maade paa hvilken den regler sit ansvarsfulde Hverv, vil maaske let blive misforstaaet, idet man maaske tror, at den er en ubetinget Dadel over Assessorerne. Denne Misforstaaelse maa jeg forebygge, og jeg kan gøre det saa meget lettere, som det er mm fulde og faste Overbevisning, at de Herrer Assessorer i dette Tilfælde har dømt uafhængig af alle Bihensyn, men kun i den gode Tro at det var det Rigtige. Men det er jo naturligvis ikke deres Skyld, at de er gamle; det er ikke deres Skyld, at et vist Parti og dets Organer har opfundet og udbasunet Dogmet om Højesterets Ufejlbarhed (der var en Tid, da de ikke var saa fine Venner med den); men trods denne Ufejlbarhed, er Assessorerne Mennesker og som saadanne undergivne den Naturlov, der er fælles for alle sejlbare Væsner: den at ældes og den dermed følgende Aandssvækkelse. Skal endelig en Institution som Højesteret bestaa og dens Anseelse opretholdes, saa maa dens Medlemmer være kraftige unge og aandsfriske Mænd; men ikke saadanne, der har tilbragt mange Aar i andre Embeder, med et byrdefuldt og anstrængende Arbejde, for endelig i deres Alderdom at havne i Landets Højesteret, hvor netop Ensidigheden, denne Alderdommens tro Følgesvend, burde banlyses.

Spekulator.

(Social-Demokraten 21. juni 1874).

I august 1874 blev straffen - som det på det tidspunkt var kotume - ændret til tugthusarbejde på livstid for Christiane Jensdatter.

Grundlovsfesten i København. (Efterskrift til Politivennen)

Om Grundlovsfesten i Kjøbenhavn har en Iagttager tilstillet os følgende Meddelelse om det Indtryk han har modtaget af Samme: Som bekjendt blev denne iaar afholdt paa forskjellige Steder og under forskjellige Forhold, idet det store Antal af Deeltagere omtrent ligelig havde fordeelt sig til den gamle Festplads ved Eremitagen eller rettere den slesvigske Steen, og - Tivoli, foruden mindre Grupper paa adskillige andre Steder. Mange af Deeltagerne paa de to førstnævnte Steder begyndte Festen med en Procession fra forskjellige Udgangspunkter i Byen. Fælles for begge Processioner var Strækningen forbi Fr. VII.s Mindesmærke paa Kristiansborg Slotsplads, men ellers havde de intet tilfælles. I den første Procession, Fagforeningernes, deeltog omtrent 6 a 7000 Mennesker, og det var denne, som derefter ad Banen begav sig til den slesvigske Steen. I den sidste deeltog ca. 10.000, og denne bragte paa Ridebanen Kongen og Kongefamilien sin Hyldest før den i sluttet Optog forbi Fr. VII. s Mindesmærke begav sig til Tivoli for at høre paa en Tale af C. V. Rimestad og hengive sig til Tivoliglæderne. Om begge Processioner havde der samlet sig en stor Mængde Tilskuere især dog om den sidste, saa at hele Pladsen paa Ridebanen var aldeles opfyldt, medens Hyldingen foregik og en Sang for Kongen som "Stridens Mand" blev afsungen. Digtets Dunkelhed lader det staae uafgjort, om Forfatteren har tænkt sig Kongen stridende for og med Folket eller for sig selv imod Folkets Fleertal, men den sidste Opfattelse af Ordene synes unægtelig at ligge fuldt saa nær som den første. - Det sidste Festoptog maa vel betegnes som det officielle i Modsætning til det første, da Festudvalget i sin Midte havde Repræsentanter for Kjøbenhavns Kommune og endeel Sogneraad i Omegnen. - Et mere stivt og kjedeligt Præg, end det, der udmærkede det sidste Optog, kan man iøvrigt ikke let tænke sig ved en Folkefest. Det skulde være mærkeligt, om ikke Følelsen heraf hos Deeltagerne er saa almindelig, at de allerfleste vistnok betakke sig for at være med til flere saadanne Fester, thi for deres Vedkommende, som deeltoge i Processionen, var Eftermiddagens Anstrengelser og Byrder sikkert langt større end paa en almindelig Arbeidsdag uden at der var andre Opløftelser end Skuet af Kongefamilien paa Kristiansborg og Rimestads dundrende Tale i Tivoli. For man naaede det sidste Sted henimod Kl. 7 om Eftermiddagen, var der forløbet 3-4 Timer fra Processionens Begyndelse. Efter at Kongen omgivet af sin Familie fra Altanen venlig og nedladende havde hilset Mængden og Processionens Deeltagere besvaret Kongens Hilsen med Hurraraab medens det dobbelt saa store Antal af Tilskuere for allerstørste Delen forholdt sig tause, gav Allerhøistsamme Tegn til, at den for omtalte Sang af Skolebestyrer Helms kunde begynde, idet Kongen fremtog og udfoldede et Exemplar af Festsangen. Af Sang hørte man imidlertid intet, skiøndt det dog maa formodes, at en Deel af Processionen har forsøgt at nynne den med. Men Musiken raadede saa godt den kunde Bod derpaa, saa at man ialtfald kom tilende med Versene. Derpaa hævede sig Borgmener Hansens kraftige Stemme for at udbringe et Leve for Kongen og hans Familie, der istemmedes af de Fleste af Processionens Deeltagere eller ca. 1/3 af de Tilstedeværende og Kongen henvendte derefter nogle faa Ord til Forsamlingen, hvori han takkede for den Hyldest, der var bragt ham og Familie og ønskede Deeltagerne en glædelig Fest. - Efter et gjentaget mat Hurra begav Processionen og Tilskuerne sig gjennem en af Slottets Sideporte til Pladsen om Fr. VII. Rytterstatue. - Ikke en Røst havde i Løbet af disse 3-4 Timer mindet om Dagens egentlige Betydning eller fremdraget Mindet om Grundlovens folkevenlige Giver, der søgte sin Styrke i Folkets Kjærlighed. Tavs og udmattet vandrede Processionen fordi Rytterstatuen, skuende og beskuet af Kongefamilien fra Slottets Vinduer, for ester den anstrengende Tuur at nyde de tilønskede Glæder i Tivoli, medens Politidirektør Crone i egen Person begav sig fra den ene Deel af Slottet til den anden for personlig at udstede Ordrer til sine Undergivne og Afdelinger af Garden dukkede frem som Vidnesbyrd om de Foranstaltninger der vare trufne. Politiets Manøvrer syntes at gaae ud paa at lede Folkemængden ad Veie, saa at Kongefamilien kunde kjøre bort uden mere at behøve at komme Nærheden af de loyale og processerende Undersaatter.

Denne Deel af Festen kunne vi ikke i nogen Henseende betegne som vellykket. At Grundlovens 25aarige Fødselsdag i Hovedstaden feires paa en med Dagens Betydning for vor Frihedsudvikling saa lidet stemmende Mande er dog mere et Resultat af en godt indøvet Klikes Ledelse end et Udtryk for Befolkningens Tankegang. Men denne Klike, der lader "Bavlets" store Ordgyder producere sig med under Navn af Tale for Grundloven at udøse en forvirret Hjernes fortumlede Begreber om gamle Grækere, Rochefort, Venstre og Socialisterne, vil snart have udspillet sin Rolle. Det Maal er allerede naaet, at den overveiende Deel af Hovedstadens Befolkning vender sig bort fra disse Farcer, hvor mange Tivoliforlystelser og buldrende Øltønder man end vil dybe den.

(Næstved Tidende. Sydsjællands Folkeblad 9. juni 1874).