05 november 2022

Iissituationen i Storebelt. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Korsør skrives til os den 26de Febr. Aften. Postdampskibet "Fyen" afgik imorges Kl. 6 fra Korsør med Passagerer og Kjøbenhavns Aftenpost af 25de dennes, som lykkelig landsattes ved Iisbaad fra den faste Iiskant til Knudshoved omtrent Kl. 8 Formiddag, hvorpaa Skibet retournerede til Korsør omtrent Kl. 11 Form. med Hamborger og jydsk-fyensk Brevpost samt enkelte Passagerer. Kl. 10 1/4 Form. afgik "Esbern Snare" fra Korsør med Kjøbenhavns Morgenpost og ca. 50 Passagerer. Skibet mødte megen Iis, navnlig paa Vesterrenden, men naaede dog ind til den faste Iiskant ved Knudshoved. Før Landsætning imidlertid var paabegyndt, pressede Isen ved stormende Kuling af OSO, og haardt Søndenvande saa voldsomt paa Land, at det var nødvendigt iilsomt at retirere med Skibet for ikke at blive skruet iland paa Knudshoved, og det var ikke senere i Løbet af Dagen, trods mellem Kl 11 og 3 adskillige Forsøg gjordes, muligt atter at komme Land saa nær, at Communication med dette kunde tilvejebringes. Isen var ved haardt Søndenvande i voldsom Gang nordpaa, og skruedes ikke alene op paa Landgrunden, men laa Kl. 3, da alle yderligere Forsøg maatte ansees for frugtesløse, saa tæt pakket til midt paa Vesterrenden, at "Esbern Snare" kun med største Besvær atter naaede aabent Vande, og efter at have maattet retirere Nord om Sprogø for en meget svær, fast Iisflage, der kom drivende sydfra, omtrent Kl. 4 1/4 Eftm. naaede tilbage til Korsør med Posten og de skuffede Passagerer. "Fyen", der anden Gang var afgaaet fra Korsør med de Kl. 1 dertil ankomne Reisende og nogen Post, maatte ligeledes med uforrettet Sag gjøre Vendereise Nord om Sprogø og indkom i Havn omtrent samtidig med "Esbern Snare". Iistilstanden i Aften var, som alt pr. Telegram meddelet, saaledes: Vesterrenden aldeles fyldt med tildeels svær Skrueiis; paa Østerrenden endeel Sjapiis. Megen og tilsyneladende svær Iis i Anmarche sydfra, haard østlig Kuling med 3 Gr. Frost, stærkt Søndenvande.

En dansk Skonnert observeredes igaar Morges paa Vesterrenden i Beltet Nord for Sprogø, styrende mellem Isen sydefter. Da senere Isen kom ned paa den, saaes den vende og styre nordpaa, rimeligviis for Kallundborg, da den ikke kunde naar Korsør, der endnu er saa godt som iisfri.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 27. februar 1875).


Postdampskibe over Storebælt blev indsat i 1828.

Carl Neumann (1833-1891): Pantserskonnerten "Esbern Snare" ved Eckernförde. 1865. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. 

Postforbindelsen over Store Belt. Hr. Redaktør! Tillad mig giennem Deres ærede Blad at henlede Opmærksomheden paa deu hensynsløse Maade, hvorpaa det rejsende Publikum behandles under de nuværende vanskelige Overfartsforhold i Beltet. Skylden maa vel navnlig paahvile Hr. Tobiesen, som den der leder Postvæsenets Anliggender, og som altsaa maa kunne træffe extraordinære Foranstaltninger, men ogsaa antagelig bør give Publikum fornøden Underretning i Tide.

I Fredags Aftes Kl. 7 skulde en Slægtning af mig tiltræde en Rejse til Jylland. Da det nu ikke er hver Mands Sag at foretage en forgæves og kostbar Rejse til Korsør for personlig at saa Besked om Beltets Tilstand, søgte vi Kl. 5 efter det lovede Opslag paa Kjøbenhavns Banegaards Afgangsstations. Her fandtes imidlertid intet offenliggjort ved den Tid, og kun ved at henvende os i Postkontoret fik vi underhaanden udleveret et Telegram til Gennemlæsning, som var afsendt Kl. 1,5 Min. Efterm. fra Korsør. Hvorfor var nu dette Telegram ikke opslaaet flere Timer tidligere, saa at de Rejsende derefter kunde tage deres Bestemmelse? Telegrammet indeholdt den Oplysning, at "Esbern Snare" var afgaaet Kl 8 3/4 Morgen med Brevposten og 55 Passagerer og havde med Besvær ilandsat Brevposterne ved Knudshoved. Hvorvidt de 55 Rejsende vare komne i Land omtaltes ikke. Dampskibet "Fyen" var afgaaet Kl. 11 med ca. 30 Rejsende og Brevposterne fra Morgentoget, men der meldtes intet om, hvorvidt Landstigningen var lykkedes. Af Morgenaviserne for i Lørdags erfarede man først, at "Esbern Snare" allerede var returneret til Korsør Kl. 3½ Efterm. med Rejsende og Poster fra Fyensiden, altsaa maatte de 55 Passagerer jo være komne i Land, men hvorfor blev dette ikke strax telegraferet til Kjøbenhavn? Saadanne Meddelelser ere netop af Betydning for de Rejsende, da Hotellerne under Forhold som de nuværende ofte ere overfyldte, og den Rejsende saaledes er udsat for den dobbelte Ubehagelighed, at være hindret i sin Rejse og at have Vanskelighed ved at komme under Tag. Af sidstnævnte Telegram erfarede man endvidere, at "Fyen" var returneret til Korsør Kl. 5 med de 30 Rejsende, og alle disse Ting, der væsenlig have Betydning for den Rejsende, som skal afsted Kl. 7, blive først telegraferede hertil Kl. 6 1/4. Min Slægtning rejste, uvis om han kunde faa Plads i Hotellet, og uvis om han kunde slippe over Beltet. Af et Privatteleqram, som indtraf samtidig med det ovenfor omtalte og meddeltes i Bladene, fik man at vide, at Ruten Aarhus-Kallundborg i Fredags var i regelmæssig Gang, medens "Fyen" forgæves sejlede omkring i Store Belt for at landsætte sine 30 Rejsende. Hvorfor blev det nu ikke øjeblikkelig bekjendtgjort af Postbestyrelsen, at denne Rute var aaben, og hvorfor dirigeres der ikke en Dampbaad til Kollundborg for at assistere "Malmø"?

Publikum er vant til at døje en Del af Embedsmændene og er ogsaa godt vænnet til at finde sig i meget, men at der aldeles ikke i Tide gives Publikum den fornødne Oplysning, og ikke foretages nogetsomhelst tilfredsstillende i saadanne extraordinære Tilfælde, er en Hensynsløshed, der søger sin Lige. -x-.

(Morgenbladet (København) 2. marts 1875).


Berlingske rapporterede hver dag i den følgende tid om issituationen. Nedenfor bringes nogle af disse rapporter.


Fra Korsør skrives den 3die Marts til os: Iistilstanden i Beltet er ikke undergaaet nogen væsentlig Forandring siden Igaar. Vesterrenden er fremdeles pakket fuld af Iis, der henimod Aften har begyndt at tage Gang for Nordenvande, og "Fyen" sidder endnu fast paa samme Sled som igaarmorges. Paa Østerrenden var imorges betydelig Natiis, men iaften synes den største Deel af samme at være borte, og Passagen mellem her og Sprogø er saa nogenlunde fri, at Iisbaadene uden Gene have kunnet udføre denne Deel af deres Fart. 

6 Joller afgik imorges fra Knudshoved med jydsk-fyenske og hamborgske Post af 28de Febr. og 1ste og 2den ds. og ere iaften naaede iland ved Halskov, hvorfra Brevsækkene strax førtes ind her til Byen. Ingen Reisende medfulgte. Den største Deel af Vesterrenden tilbagelagde Baadene over Isen der var fast nok til at bære dem paa retkjøl; da de nærmede sig Vesterrevet paa Sprogø, fandtes Isen mere ufarbar, men fra Øen og til Halssov seilede de i næsten heelt aabent Vand. Fra Halskov blev saavel Aften- som Morgenposten uden Besvær i Løbet af Formiddagen overført til Sprogø, men de Forsøg, der fra Øen gjordes paa at bringe dem samt samtlige der sig befindende Poster og Reisende videre, mislykkedes, og efter flere Timers Arbeide i Isen ud for Vesterrevet maatte Baadene Kl. 3 opgive Forsøgene for idag og retournere. Der henligger nu paa Sprogø henimod 40 Rejsende og samtlige kjøbenhavnske og svensk-norske Poster, der ere ankomne til Korsør siden den lste om Morgenen. Her i Byen vente circa 60-70 Reisende paa at befordres videre, og Antallet paa den fyenske Side er sikkert ikke stort mindre.

Der gjordes igaar Forsøg paa at frie Postdampskibet "Fyen" ud af den Iis, i hvilken den sidder sammenskruet, ved Hjælp af undersøiske Miner, der anbragtes i forskjellig Afstand fra Skibet med det Maal at sprænge Islaget, men uagtet Sprængningen foretoges med stor Præcision og Dygtighed - ledet af Lieutn. Bardenfleth - opnaaedes intet tilfredsstillende Resultat, da Skibet sidder i favnetykke Opskruninger. Dets Stilling er imidlertid fremdeles nogenlunde farefri, og kan der gjøres Noget for paany at bringe det i aabent Vand kan man være overbeviist om, at Skibets energiske Fører, Capt. Elmqvist, der alene af Pligtiver for at bringe Post og Reisende frem, er kommen i Klemme, ikke vil undlade noget Middel, der kan give Haab om gunstigt Resultat. 

"Esbern Snare" har ikke været ude idag. Som alt berørt i et af mine tidligere Breve, fik det forleden under Forsøgene paa - efterat have landsat Post - atter at arbeide sig gjennem den svære Iis, et mindre Havari paa Skruen, og under Arbeidet igaar med at komme "Fyen" til Undsætning blev Skaden yderligere forøget. Stor synes den ikke - den bestod nemlig kun i, at Bladene paa den svære Metalskrue vare blevne noget bøiede og Spidsen af den ene Flig gaaet tabt - men den var dog meget følelig, eftersom den reducerede Skibets Kraft med næsten 1/3, og det var derfor sikkert i Publicums velforstaaede Interesse, at man idag lod Skibet ligge stille for at faae Skruen udbedret. Jeg har netop nu været nede at see til Skibet, der i den korte Tid, det har været i Tjeneste hernede, er blevet Publikums, og særlig de Reisendes, erklærede Yndling, og jeg troer at kunne give al ønskelig Garanti for, at det imorgen tidlig, maaske endog før Daggry, vil være klart til atter at optage sine Farter. Efter hvad Føreren har meddeelt mig, skal det arbeide fortrinligt i Isen, men, som jeg alt igaar tilskrev Dem, den Ils, som Strømmen her i Beltet kan pakke sammen, kan være formeget selv for det kraftigste Pandserskib, endsige da for en forholdsviis lille Baad som "Esbern Snare".

Vinden er iaften falden mere nordlig end de foregaaende Dage, og Strømmen er stiftet. Muligviis giver dette en Forandring til det Bedre i Iistilstanden.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. marts 1875).


Fra Korsør skrives til os den 5te Marts: Tæt Taage forhindrede imorges "Esbern Snare" fra at afgaae til bestemt Klokkeslet; thi naar Taage, denne Hindring for al Seilads, træder i Forbindelse med et solidt Islag, gjør den ligefrem al fornuftig Navigering til en Umulighed, eftersom man under disse Omstændigheder hverken kan beregne sin Plads ved Loddet eller ved Skibets Fart, de to Factorer, hos hvilke Sømanden ellers siges at søge Trøst, naar han, paa Grund uf Tykning, ikke kan see at finde Vei. Da "Esbern Snare" altsaa ikke var disponibel, blev man nødt til at tage sin Tilflugt til Isbaadene, for hvilke Farvandets Dybde ikke spiller nogen Rolle, og op ad Formiddagen afgik herfor en halv Snees Baade og Joller, medhavende Post og et ikke ringe Antal Passagerer, fra begge Sider. De fyenske Baade vare saa heldige at finde Sprogø og derfra henimod Aften at naae Halskov; Baadene fra Sjælland gik det derimod ikke saa godt; de flakkede længe omkring i Taagen og vare sluttelig glade ved at kunne naae tilbage til deres Udgangssted, fra hvilket saa "Esbern Snare", da Luften henimod Kl. 2 blev noget opklarende, afhentede dem og tog dem paa Slæb, for først at slippe dem efter sikkert og vel at have fat dem fast i Landisen under Knudshoved Til dette Punkt, som man kom paa 1/9 Qvartmiil nær lossede "Esbern Snare" sin Post og omtrent 50 Passagerer, og fra dette retournerede Skibet atter til Korsør henimod Kl 6, medbringende c. 25 Reisende og endeel Post. Da de 8 Baade, som afgik fra Halskov, medbragte en betydelig Pakkepost og de 10 fyenske Baade ligeledes vare godt tilladede, blev der altsaa udvexlet idag et ikke ringe Qvantum Gods mellem de forskjellige Stationer, og ville Forholdene imorgen og iovermorgen ikke være altfor ugunstige, er der grundet Haab om, at man vil kunne komme à jour med al den Post, der ved de sidste Dages uheldige Isforhold er bleven opbunket paa begge Isbaadsfartens Endestationer. Veiret har idag, naar undtaget Taagen, været særdeles smukt og godt. Det har været fuld- kommen Stille, og Strømmen har været gunstig for Spredningen af Isen, der idag aldeles ikke har frembudt nogen Hindring for Landsætning paa den fyenske Kyst, da den har været "staaende", det vil sige fast til ½ til 1 Qvartmil fra Land. Der findes vel endnu betydelig Driviis paa Vesterrenden, og den første østlige Vind vil atter pakke de tilstedeværende Masser op mod Landet og besværliggjøre Sejladsen, men paa den anden Side kan man jo nu med lige saa megen Grund vente, at Kulingen vil falde vestlig, og i saa Fald vil Isen i Beltet snart have ophørt at spille en Rolle. Paa Østerrenden saaes imorges en betydelig Mængde Natiis, der generede Iisbaadene i ikke ringe Grad, men henimod Aften var den, efter Forlydende, aftagen betydelig i Styrke, og da Kulden iaften kun er ringe (- 2 Gr.), vil der forhaabentlig ikke danne sig meget mere til imorgen. "Fyen" sidder vedvarende indeklemt i Isen, men ifølge Meddelelser fra Knudshoved skal denne dog være lindet endeel omkring Skibet, saa at Udsigterne til snarlig Forløsning synes at være tiltagne.

Der er nu ombord 170 Mand daglig til Tjeneste ved Iisbaadene og Jollerne her paa Stationen. Da hver Mand lønnes med 6 Kroner om Pagen (Jolleføreren og Togførerne have endda mere) og extra Douceur for hver lykkelig fuldført Tour, vil man kunne indsee, hvor bekosteligt et Apparat den hele Iisbaadefart er for Postvæsenet, og maa end enhver Reisende betale 8 Kroner for at komme fra Knudshoved til Halskov eller omvendt, saa vil det dog være indlysende, at ved den nuværende Fart spinder Staten ingen Silke, saameget mere som den, foruden de omtalte 170 Mand, endvidere maae bekoste Udgifterne til Postdampskibene osv. osv. Det er derfor et Held for Postkassen, at vi ikke hver Vinter have Iistransport, og hvad de Reisende angaaer, - ja, da troer jeg ogsaa at kunne sige, at det er et Held for dem; thi om end en Iistransport for een Gangs Skyld kan være ret interessant, behagelig er den sandelig som Regel ikke.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. marts 1875).


Den 10. marts 1875 forsvandt isen meget hurtigt fra Storebælt og overfarten blev normal igen. De første storebæltsfærger H/F Korsør og H/F Nyborg blev indsat 1. december 1883.

Isskrueningen i Taarbæk Havn den 6te Marts 1875. Efter en Skizze af Premierlieutenant G. E. Fugl. Illustreret Tidende nr. 807, 14. marts 1875.

Carl Sacht. (Efterskrift til Politivennen).

Den første redaktør af Social-Demokraten Anton Mundberg blev efterfulgt af Carl Sacht, der også udgav vittighedsbladet, ugemagasinet "Figaro" fra 1. februar 1873. I oktober 1873 blev der anlagt sag mod ham for majestætsfornærmelse i anledning af at have bragt en sang om afsløringshøjtideligheden.

I august 1874 tiltrådte Sacht som redaktør af Social-Demokraten (se dette blad fra 11. august 1874). Han fortsatte som redaktør af "Figaro". I september 1874 blev der anlagt sag efter straffelovens § 90 (majestætsfornærmelser mod kongen) for en "Fædrelandshistorie" i "Figaro". 

I en længere artikel om denne sag i "Social-Demokraten" 4. oktober 1874 stod bl. a. om anklagerne:

Dommeren begyndte nemlig med at oplæse for mig et Stykke, der staar i "Figaro"s Nr. 34 og hvori der forekommer en Samtale, i hvilken en "Hr. Chistiansen" adspørges, om han har gjort gode Forretninger paa Island, og hvori han fortæller, at han vil lade sine Børn lære det islandske Sprog, hvilket atter besvares med, at han først burde lære dem at tale Dansk. Dette mente Dommeren at være sigtet til Kong Kristian den 9de, Jeg erklærede, at jeg aldrig havde tænkt mig Muligheden af, at Tanken paa Kongen kunde henføres herpaa, men Dommeren fortalte mig da, hvad jeg aldrig har havt nogen Anelse om, at Hans Majestæt ifølge nogle Bladreferater, skal under sit Ophold paa Island have ytret, at hans Børn eller Børnebørn skulde lære det islandske Sprog. - I en "Fædrelandshistorie" i nævnte Blads samme Numer findes en Udtalelse om, at Admiral Peder Galt, efter Slaget ved Fehmern, da han blev beordret til udfor Kielerfjord at passe paa den svenske Flaade, havde baaret sig galt ad, idet han ligesom Overkommandoen paa Als i 1864 havde sovet; det hedder nu videre, at naar det havde været i vore Tider og Peder Galt blot havde været en god nationalliberal Mand, som troede, at "Allah Christian var stor og Klein hans Profet", saa vilde han være bleven spyttet i Knaphullet, og derved vilde den Historie have været forbi. Her vilde Dommeren atter paastaa, at jeg med "Allah Christian" havde ment Hans Majestæt Kongen, men ligesaa vist som jeg unægtelig i Øjeblikket ikke bestemt kunde erindre, til hvem jeg havde sigtet, idet jeg ikke tillægger "Figaro" nogensomhelst politiske Betydning og aldrig har tænkt, at man vilde bryde sig om de kaaade eller vittige Udtalelser i et saadant Blad, ligesaa vist har jeg bestemt ikke sigtet til Kongen, men, som jeg ytrede, vist mere til Konseilpræsidenten. 


Tilsyneladende var der sket en uregelmæssighed idet Sacht først fik at vide at der var anlagt sag mod ham da alt var færdigt til doms, og at selv forsvareren ikke havde ladet ham noget vide. Den 19. oktober 1874 blev Sacht ved Kriminal- og Politiretten idømt 6 måneders simpelt fængsel. 


Til mine Venner og Meningsfæller!

Som de veed, havde jeg en 6 Maaneders "Udenlandsrejse" tilgode, hvis Tiltrædelse blev forhalet paa Grund af Familieforhold i Hjemmet. Endskønt disse endnu ikke var jevnede og endskønt min Hustru netop i disse Dage laa paa Sygelejet og trængte til Trøst og Opmuntring, sendte man nu Bud efter mig, ti "Majestætsforbrydelsens" store Synd skulde afsones. Da jeg imidlertid havde en til Vished grændsende Formodning for, at jeg ikke i de 6 Maaneder vilde blive en Smule loyalere end jeg er, ja, da jeg følte, at jeg baade i Fængslet vilde udsætte Resten af mit svækkede Helbred og endnu mere føle Bitterheden af i 1875 at skulle indespærres som en Forbryder, fordi jeg havde udtalt en Vittighed, der "kunde antages at sigte til Kongen", saa foretrak jeg at rejse bort, for i et fremmed Land at bryde mig en ny Bane. Med blødende Hjerte er jeg gaaet i Landflygtighed, men jeg trøster mig ved Tanken om, ad Aare at kunde vende tilbage, ti det vil vel heldigvis ikke vare længe, før Signalerne forandres i Danmark. Lad mine Modstandere nu kalde det Fejghed, at jeg er rejst, det gør intet, ti mit Helbred er mig kærere, og jeg haaber endnu engang at skulle tale et Ord med for Arbejdernes retfærdige Sag. Nu kan jeg kun bede Arbejderne om, hvad jeg saa ofte har udtalt, at slutte sig sammen og at være enige. De vil, de maa sejre, saa vist som Sandhed og Retfærdighed altid vil bryde sin Vej, selv om det gaar igennem Trængsler og møder haard Modstand. Gid jeg langt fra Hjemmet maa kunne have den Glæde at høre vor ædle Sag fremmes, gid at den Tid ikke maa være fjern, da det at tale den Undertryktes Sag, ikke betragtes som en Forbrydelse, men som en hæderlig Gerning, da det, at udtale sin Mening om en Embedsmand - selv om han er den højeste i Landet - ikke dømmes med adskillige Maaneders Fængsel. Leve Louis Pio! Leve hans gode Værk! Leve hver trofast Socialdemokrat.

Den 25de Febr. 1875.
Med socialistisk Hilsen
Carl Sacht.

(Social-Demokraten 26. februar 1875).


Det hjalp ikke at rejse til Sverige. Ifølge Social-Demokraten 28. februar 1875 blev Sacht anholdt i Helsingborg og blev ført til København, til de svenske avisers moro over dansk politis nidkærhed. Han blev indsat i straffeanstalten på Christianshavn. Her søgte han om benådning og fik i slutningen af april 1875 eftergivet resten af sin straf mod at han forlod landet, eller blev væk indtil straftiden var overstået. Det fik hans anseelse i socialdemokratiske kredse til at falde. 

Han oprettede vekselerfirmaet C. G. Sacht & Komp der fik højesteretsdom for at være fuldkommen lovlig og hæderlig (marts 1879). Det fortsatte imidlertid (indtil i hvert fald 1896), bl.a. med at sælge. præmieobligationer i Sverige og Norge. Firmaet gik konkurs i september 1883.

Sacht blev efterfulgt af V. T. Holst som redaktør på Social-Demokraten, og han blev kort tid efter afløst af barber Søren Larsen. Myndighederne var lykkes ved gentagne forfølgelser af redaktørerne at hæmme bladets virksomhed. Først i juli 1875 da Louis Pio, Brix og Geleff vendte tilbage efter deres løsladelse, blev der skabt mere ro om avisen.

Sacht døde den 20. september 1909 på Skodsborg Sanatorium af en nyresygdom. Bisættelsen fandt sted på Bispebjerg Krematorium. Firmaet fortsatte med Vera Christine Jakobine Marie Sacht som ansvarlig indehaver, mens Ida Margrethe Peters Bodin havde prokura i hvert fald indtil 1913.

Kirkegaardene i Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen)

Borgerrepræsentanternes Møde

Mandagen den 15de Februar Kl. 6.

- - -

Sluttelig foretoges Udvalgsindstillingen i Sagen om den vestre Kirkegaard. Den anbefaledes af Herholdt, der haabede, at den foreslaaede Commission maatte være det første Skridt til en Omordning af de kjøbenhavnske Kirkegaardsforhold. Howitz vilde henlede Commissionens Opmærksomhed paa Spørgsmaalet om Ligbrænding, hvorom han nærmere henviste til Prof. Hornemanns Foredrag om denne Sag, ligesom dennes Forslag om at de dække Ligene med et Lag Kulpulver fortiente Opmærksomhed. Bille bemærkede, at det i et Land med fri Religionsøvelse var særlig urimeligt, at Kirkegaardene vare henlagt under Kirken som ikke havde andet med dem at gjøre end selve Jordpaakastelsen. De burde være underlagt Communalbestyrelsen, og han beklagede, at denne ikke, da Sagen om Erhvervelse af den nye Kirkegaard forhandledes, bestemtere havde hævdet dens reent communale Side, hvad den foreliggende Udvalgsbetænkning nu gjorde. Ogsaa han anbefalede Ligbrænding, som han troede ogsaa vilde blive billigere end den nuværende Begravelsesmaade, der var urimelig dyr. Hvis Ligbrændingen paa Grund af Hindringer, hentede fra æsthetiske Hensyn, ikke skulde lade sig giennemføre, vilde han anbefale at gaae over til den ogsaa andetsteds drøftede Begravelsesmaade, efter hvilken Ligene bragtes i mere umiddelbar Berøring med Jorden og ikke henlaa saalænge, inden de jordedes. Herforth gjorde gjældende, at det, dengang der blev forhandlet om Erhvervelsen af vestre Kirkegaard, ikke havde været muligt at gjennemføre, hvad Bille havde ønsket, ligesom Kirkerne efter Lovgivningen kunde forlange Begravelsespladser anviste. Hvad der gjorde Begravelserne saa kostbare, var den Luxus, der anvendtes ved dem. I sanitair Henseende havde Ligbrændingen store Fordele. Borgmester Hansen oplyste, at Afgifterne ved Begravelser ikke vare høie. Man burde vistnok arbeide hen til, at Kirkegaardene bleve reent communale Institutioner, men det vilde møde den Vanskelighed, at de kiøbenhavnske Kirker, der vare meget fattige, for en Deel levede af Kirkegaardene. Gædeken antog, at Ligbrændingen efterhaanden vilde trænge igjennem, da den i sanitair Henseende frembød særdeles store Fordele. Han vilde henlede Commissionens Opmærksomhed paa det Ønskelige i at komme bort fra Begravelser paa Assistentskirkegaarden, der ved sin Beliggenhed udsatte de omliggende Qvarterer for store Farer giennem Drikkevandets Inficering. Meldahl haabede at Commissionen vilde have Øie for den Betydning som smukt anlagte Kirkegaarde havde, og den nye vestre Kirkegaard frembød i den Retning særdeles gunstige Betingelser. Efter mindre Bemærkninger af Lehmann og Herforth vedtoges Udvalgets Indstilling enst.

Kl. 9 lukkedes Dørene.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. februar 1875. Uddrag).

04 november 2022

Vælgerforeningen paa Kristianshavn. (Efterskrift til Politivennen).

Ifølge Indbydelse fra nogle Mænd for at danne en Vælgerforening for Københavns 9de Valgkreds - Kristianshavn - afholdtes et Møde i Fredags Aftes hos Værtshusholder Barth i Strandgade. Snedker Laursen, der var Medindbyder, aabnede Mødet med at byde Forsamlingen Velkommen og gav derpaa en Oversigt over Vælgerforeningens Virksomhed i femte Kreds idet han betonede, at det var en Nødvendighed for den arbejdende Klasse at faa dannet Vælgerforeninger over hele Landet for at varetage vore politiske Interesser. Han oplæste Programmet og Lovene for Vælgerforeningen i 5te Kreds og bad Forsamlingen om at danne en lignende Forening for 9de hvor der boede en meget talrig Bestykning at den mindre Klasse. Bødker Jørgensen valgtes dernæst til Dirigent og gav Ordet til Cigarmager Johnsen, som i et længere Foredrag paaviste Nødvendigheden og Nytten af slige Foreninger. Man kan med Rette sige, at Københavns 9de Folketingskreds er en af de største i Landet, men naar man faa betænker, at af 2000 Vælgere, der hører til den arbejdende Klasse, kun ca. 400 har afgivet Stemme, vil del være indlysende, at der er noget Galt paafærde og det bliver en Vælgerforenings vigtigste Opgave at faa Fejlene rettet. Vi nærer ingen sangvinske Forhaabninger med Hensyn til Valget af en folkelig Kandidat, men vi vil dog gøre kraftig Modstand mod Storborgernes Kandidater. Arbejderne maa oplyses om deres Rettigheder, og der maa sørges for, at de Valgberettigede findes opført paa Valglisten. Vi maa ikke staa tilbage for 5te Kreds, men vi maa strengt fastholde, at 22-Aarsalderen bliver Valgberettigelsens Alder. Folket maa vækkes af sin Døs, ti se hen til alle vore Love og Selskaber, hvor man lover Arbejderen Guld og grønne Skove, men ikke holder det Mindste. Taleren anførte et Eksempel for sin Paastand, nemlig Skibsfartsselskabet, hvor man søger at forlokke Arbejderne til at arbejde for en Sulteløn imod at love ham en Pension, naar han bliver gammel, vel at mærke i en Alder, hvor han, efter det Slid hans Legeme er underkastet, for længe siden er død. - Laursen beklagede, at Arbejderen ikke altid kan møde paa Valgdagen og mangen Gang generer sig for at møde. - Smed C. Hansen beklagede, at der var mødt saa Faa i en saa stor Kreds, hvor der bor Tusinder af Arbejderne, det beviste, at det endnu ikke var vakt til Selvbevidsthed om deres borgerlige Rettigheder. Vel havde de mange Fagforeninger søgt at samle Arbejderne og der var jo ogsaa en glædelig Fremgang i denne Henseende, men da der fortrinsvis behandledes faglige og sociale Spørgsmaal var det nødvendigt, at der ved Siden af dem dannedes Vælgerforeninger, hvor udelukkende politiske Spørgsmaal blev behandlede; ti én Ting er vist, og det er: vi naaer aldrig vore sociale og borgerlige Rettigheder, uden gennem Politiken; naar vi først har vore egne Repræsentanter i Rigsdagen, og i denne Henseende har vi et lysende Eksempel hos de tyske Arbejdere. Arbejderne maa lægge Mærke til den lovgivende Forsamlings Virksomhed og kontrollere deres Repræsentanter, og der maa ikke stemmes paa Mænd, der er Arbejdernes Fjender. - Formand for Centralbestyrelsen, E. W. Klein, vilde udvikle den store Betydning af en Vælgerforening og gøre det indlysende for alle Mænd af den mindre Klasse, hvilken Nytte en slig Forening kunde stifte. Naar man betænker at det nu er 26 Aar siden Grundloven blev givet, som gjorde Ende paa Absolutismen, men indførte Kapitalmagtens Princip, hvorunder vi endnu den Dag idag maa lide, men at den samme Grundlov indeholder mange Paragrafer, hvoraf kun de færreste og netop de for Folket vigtigste, er opfyldt, saa maa vi spørge: "hvis Skyld er det?" Det er Folkerepræsentationens, som ikke har opfylder sin Pligt imod deres Vælgere. Valgloven maa forandres, idet den nuværende kun er i de Besiddendes Interesse. Alle slige Bestemmelser om Valgberettigelsen ved 30 Aars Alderen, om refunderede Fattighjælp, om privat Tjenesteforhold o. fl. maa afskaffes, men det vilde ikke ske, førend Socialdemokratiet opmander sig og ved sin Virksomhed og Agitation, selv med den nuværende uheldige Valglov sætter sine Kandidater i den lovgivende Forsamling. Naar det lod sig gøre maatte man ved Valgene indføre det imperative Mandat, nemlig at Kandidaten maa forsvare sine Vælgeres Anskuelser i den lovgivende Forsamling, i modsat Tilfælde maa han kunne kaldes tilbage, ti det er Nonsens, naar det hedder: "Kandidaten handler efter sin egen Samvittighed", det er paa Dansk: saa snart han er valgt, kan han blæse Vælgerne et Stykke. Vel vil den virkelig samvittighedsfulde Deputerede opfylde sin Pligt, og bestandig være a jour  med sine Vælgeres Ønsker. Det er en Skandale for den danske Hovedstad med sin store Arbejderbefolkning, bestandig at sende Stokaristokrater til Rigsdagen, medens Provinserne og alle Udlandets Hovedstæder sender de mest radikale Elementer til den lovgivende Forsamling, Derfor, Arbejdere og Smaaborgere! rask til Værket, fremad til politisk Oplysning! - Schlegel supplerede Kleins Udtalelser. - Derpaa fik Barth Ordet og talte om Venstrepartiets Stilling til de demokratiske Spørgsmaals Løsning. - Eiler nogle korte Udtalelier af Flere, afsluttedes Mødet, hvorefter der nedsattes et Udvalg til Affattelse af Love. og valgt blev: Bødker Jørgensen, Cigarmager Johnsen, Bødker Kruse og Smed Hansen.

(Social-Demokraten 14. februar 1875).

02 november 2022

En Fattigforsørgelsessag. (Efterskrift til Politivennen)

Under 23de Decbr. er der afgivet følgende Skrivelse fra Indenrigsministeriet til Amtmanden over Frederiksborg Amt:

"I det med Amtets behagelige Skrivelse af 14de f. M. tilbagefulgte Andragende har Frederiksværk Fattigcommission indberettet, at den i Frederiksværk forsørgelsesberettigede Indsidder N. N. i Efteraaret 1872 har indgaaet Ægteskab med Enken N. N., som den Gang tilligemed sine 3 Børn var under Forsørgelse af Græse-Sigerslevvester Sognecommunes Fattigvæsen, men at det imidlertid maa antages, at bemeldte Indsidder N. N. kun har ladet sig forlede til Ægteskabs Indgaaelse ved Udsigten til visse Fordele, der af Sogneraadet for sidstnævnte Commune for dette Tilfælde vare ham tilsagte og ogsaa senere bleve ham ydede Da der derved formentlig uberettiget er paaført Frederiksværk Commune en Forsørgelsesbyrde, idet Familien er bleven trængende til Fattighjælp, har Fattigcommissionen anholdt om, at det maa blive paalagt Græse-Sigerslevvester Commune at holde Frederiksværk Commune skadesløs for de Udgifter, som herved er paaført samme.

Det fremgaaer af de i Sagen optagne Forhører og iøvrigt tilveiebragte Oplysninger, at Indsidder N. N. fra flere Sider har modtaget Vink, der dog ikke ere oplyste at hidrøre fra Sogneraadet, om, at han, saafremt han ægtede det paagjældende Fruentimmer, vilde kunne vente Pengehjælp og Udstyr af Sogneraadet, at hin i den Anledning indfandt sig i et Sogneraadsmøde, at det vil her blev tilkjendegivet ham, at der ikke kunde udbetales ham nogen Understøttelse af Communens Kasse, men at dog i Forbindelse hermed ikke alene Raadet som saadant for ham erkjendte sig forpligtet til at forsyne Enken og Børnene med Klædningsstykker og Sengklæder, men ogsaa Raadets Medlemmer ved samme Leilighed i hans Overværelse aftalte og tilsagde ham, at der af dem vilde blive indsamlet en Pengesum til ham for det Tilfælde, at Ægteskabet kom istand, samt at der derefter, da Brylluppet havde fundet Sted, ogsaa virkelig af Sogneraadsmedlemmer blev udbetalt ham et Beløb af c. 50 Rd. Dette Beløb sees vel ikke at være udbetalt af Sognecommunens Kasse, men det er under Sagen oplyst, at Beløbet kun er blevet tilveiebragt ved en af Sogneraadet foranstaltet Ligning paa Communens Beboere, idet disse paa dertil forfattede Lister ere blevne ansatte til Bidrag i et til deres øvrige Skattebidrag svarende Forhold, og at disse Bidrag derefter, om deres Erlæggelse end ikke er bleven fremtvungen, ere blevne indkrævede hos Beboerne af Medlemmer af Sogneraadet ligesom andre Communebidrag, og Beløbet derefter af Sogneraadet udbetalt oftnævnte Indsidder N. N., som qvitterede for Modtagelsen, hvilken Qvittering imidlertid ligesaalidt som Fortegnelsen over de Bidrag, hvortil hver Beboer vor ansat, har kunnet fremskaffes.

Foranlediget heraf skulde man, ved Tilbagesendelsen af hoslagte fra oftnævnte Indsidder N. N.'s Hustru til Amtet indgivne Andragende med Bilag om Bevilling til at leve separeret fra sin Mand, til behagelig Efterretning og videre fornøden Bekjendtgjørelse tjenstligst melde, at Ministeriet efter Alt, hvad der i Sagen er fremkommet, maa ansee det for tilstrækkelig godtgjort at det ommeldte Ægteskab ikkun er kommet i Stand som Følge af de Foranstaltninger, der af Græse-Sigerslevvester Sogneraad til den Ende bleve trufne, og som ikke tilstede anden Forklaring end den, at Sogneraadet har tilsigtet et Forsøg paa derved at frigjøre Communen for en besværlig Forsørgelsesbyrde. Det er en Selvfølge, at Frederiksværks Commune ikke kan komme til at lide under Følgerne af den af det nævnte sogneraad saaledes udviste utilbørlige Adfærd, og det bliver derfor, uanseet det af den oftnævnte Enke indgaaede Ægteskab, at paalægge Græse-Sigerslevvester Sognecommune ikke alene at erstatte Frederiksværk Commune den alt ydede Hjælp, men ogsaa fremdeles i Trangstilfælde at forsørge hende og hendes 3 for Ægteskabet med Indsidder N. N. fødte Børn, indtil hun eller de erhverve sig et nyt Forsørgelseshjem."

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 20. januar 1875).