Mordet paa Thyrsting Mark. (Efterskrift til Politivennen)

Natten mellem 9. og 10. maj 1875 begik en tjenestepige mord på en 75-årig aftægtskvinde.

Mordet paa Thyrsting Mark. Den tidligere omtalt, myrdede Aftægtskone, Christine Nielsen, skulde have en temmelig stor Aftægt af Søren Laursen Kragsigs Ejendom paa Thyrsting Mark, og hun vilde have Alt. hvad der tilkom hende, og have det i forsvarlige Varer. Søren L. Kragsigs Kone, Henrikke Nielsen, stod i det Væsentlige for Styrelsen af Forholdene hjemme, da Kragsig altid er meget fraværende, ofte i Uger ad Gangen. (Han er Uhrmager og gaaer omkring og reparerer simple Stueuhre i Husene hos Folk i Omegnen.) Først for et Aarttid siden fik Kragsig den Ejendom, hvoraf Aftægten udredes, men hans Kone og Aftægtskonen kom snart i Uenighed og fjendtlig Stemning mod hinanden. De vare begge meget heftige og vanskelige, begge vist nok noget urimelige, dog er der ingen Tvivl om, at hvad der bødes Aftægtskonen, ikke var som det skulde være. Kragsigs' Datter, Nielsine Sørensen, 24 Aar gl., som for et Par Maaneder siden kom i Tjeneste paa Provstlund, var hjemme hos Forældrene i Vinter og vidste derfor god Besked om den Byrd, Aftægtskonen var for Forældrene, og den daglige Krig, den gav Anledning til. Hun og Moderen havde tidligere talt om, at det var godt om Aftægtskonen kunde dø, og hun havde da tilbudt at ville gjøre det af med hende. Da der den 1ste ds skulde leveres Aftægtskonen nogle Præstationer, bleve en Del af disse atter kasserede. Skjøndt Kragsigs Kone vist nok selv indsaa, at dette var berettiget, blev hun dog herover heftig forbittret, beklagede sig for Naboen og Enhver, hun traf paa, over Aftægtskonens Urimelighed og udtalte, at hun ikke kunde udholde at være sammen med hende. Dagen før Kristi Himmelfartsdag gik hun hen til Datteren paa Provstlund og overtalte denne til at dræbe Aftægtskonen. Under et opdigtet Paaskud fik Datteren Tilladelse til at gaa hjem den næstpaafølgende Lørdag Eftermiddag og at være borte til Søndag Middag. Kragsigs Kone skulde da sørge for, at der ikke var Andre i Huset end Aftægtskonen, hvilket hun ogsaa gjorde. Hendes Mand, vidste hun, skulde Lørdag Eftermiddag til Østeregnen efter Halm, kjørende med deres Stude, saa at han neppe kunde komme hjem for næste Morgen. Selv gjorde hun sig et Ærinde til Nørhoved, hvor hun blev Natten over, og saaledes var kun tilbage det yngste Barn, en Dreng paa Aar. Denne sendte hun hen til Peder Sandvads paa Thyrsting Mark og bad om, at han om Natten maatte ligge hos sin der tjenende ældre Broder, fordi hverken hun eller hendes Mand kunde komme hjem den Nat. Datteren Nielsine, der er noget svag paa Synet (hun gaaer med Briller) og som tillige synes at have været noget sygelig, fandtes usædvanlig livlig og tilfreds, efter at Moderen havde været hos hende og det var bestemt, at hun skulde hjem. Men efterhaanden som Tiden nærmede sig, syntes hun mindre oplagt til Rejsen og hun forhalede endog Afrejsen Lørdag Eftermiddag saaledes, at hun flere Gange af hendes Omgivelser blev spurgt, om hun ikke snart vilde afsted. Hun ankom til Forældrenes Hjem meget sent Lørdag Aften, og efter at hun havde overbevist sig om. at der Ingen var hjemme i Forældrenes Lejlighed, bankede hun paa hos Aftægtskonen. hvem hun fortalte, at der Ingen var hjemme, hvorefter Aftægtskonen tilbød hende, at hun kunde ligge hos hende samt stod op og lukkede hende ind. Hun lagde sig derefter paaklædt paa Sengen hos Aftægtskonen, men kunde dog ikke den Nat bestemme sig til at dræbe hende. Hun følte Ulyst og Ængstelse. Faderen kom hjem ved Daggry Søndag Morgen og Moderen henad Formiddagen. Da hun blev ene med Moderen, bildte hun denne ind, at Mordet ikke var bleven udført, fordi hun var bleven syg paa Hjemvejen, men lovede, at det nu skulde ske den paafølgende Aften eller Nat, naar hun da igjen kunde blive ene i Huset med Aftægtskonen. Dette lod sig ogsaa ordne, thi Kragsig skulde netop Søndag Eftermiddag til Træden, for at betale nogle Penge og gjøre nogle Uhre i Stand, og Konen tog sig til Ærinde, at ville hen ad Aften over til Lauding til en Skræderpige. og hun vilde da med det samme besøge sin Søn, der er Skræder og boer i Dauding. For at være sikker paa, at Manden ikke skulde komme for tidligt hjem, bad hun ham gaa fra Træden over Dauding og tage hende med hjem. Den lille Dreng blev atter sendt til Peder Sandvads. Mod Aftægtskonen var man hele denne Søndag meget venlig og opmærksom, trakterede hende med Mad og Kaffe, som om man vilde gjøre hende tryg. Om Datteren Nielsine hed det, at hun, da hun ikke var rigtig rask, ikke vilde gaa længere end til Bræstenbro Søndag Aften, da hun saa haabede derfra let at kunne komme til at kjøre til Provstlund lejlighedsvis næste Morgen. Hun behøvede derfor ikke at gaa saa tidligt. Hun forblev hjemme, efter at Moderen henimod Aften var gaaet til Dauding, og trakterede endnu efter den Tid Aftægtskonen, der malkede og trak Faarene hjem, med en Kop Kaffe. Efter at Aftægtskonen var gaaet tilsengs, hvilket dog blev temmelig sent, da hun havde for Skik ofte at være sildigt oppe, gik hun til hendes Vinduer og fortalt, hende, at hun ikke var kommen afsted til Bræstenbro endnu, fordi det regnede, og bad hende, om hun ikke maatte sidde ind, hos hende, indtil hendes Forældre kom hjem. Aftægtskonen stod ogsaa strax op og lukkede hende ind, men lagde sig derpaa igjen til Sengs. Nielsine Sørensen satte sig derpaa ned ind, i Stuen, hvor Aftægtskonen laa uden at tale videre med hende. Da hun mærkede, at Aftægtskonen var falden i Søvn, gik hun hen til Sengen og kvalte hende nu uden at hun gjorde videre Modstand, idet hun med den ene Haand tog hende kraftigt om Halsen over Struben og med den anden Haand holdt hende for Munden. Hun siger, at Aftægtskonen kun udstødte ganske faa Skrig og Klagelyd. Hun mener, at hun neppe en Gang rigtig vaagnede til Bevidsthed, inden hun var død. Da hun mærkede, at Aftægtskonen var død, forlod hun hendes Stue, lukkede Døren udvendigt og gik ud og lagde sig i Forældrenes Lejlighed. Da Moderen kom hjem om Morgenen, meddelte hun hende, at det nu var sket, og Moderen sørgede derefter for, at Døren til Aftægtskonens Lejlighed blev aflukket indvendigt fra med en for Yderdøren værende Skodde, idet hun efterat have skoddet Døren gik fra Aftægslejligheden over Loftet, for at det skulde se ud som om Ingen kunde have været inde hos Aftægskonen om Natten, og som om denne dog pludseligt var død en naturlig Død. Kragsig kom først hjem Mandag Formiddag mellem Kl. 8 og 9. og da en Nabokone, der var kommen derind, spurgte om Aftægtskonen var hjemme i Dag, var det først, at hendes Død blev bekjendt. Man svarede, at man ikke endnu i Dag havde hørt Noget til hende; derefter gik man til Vinduet og kaldte paa hende uden at faa Svar. Kragsig vilde nu strax have Døren brækket op for at se, hvorledes det hængte sammen, men den tilstedeværende Kone (Nabokone) tilraadede ham at tilkalde en Nabo, og dette skete da ogsaa. hvorefter man fandt Aftægtskonens Lig liggende uklædt regelmæssigt i Sengen, uden andre Tegn paa udvortes Vold end nogle Smaapletter omkring Munden og nogle Skrammer som af Tryk paa Halsen. Kragsig selv er vistnok uden Skyld i Forbrydelsen, i ethvert Fald paastaa baade hans Kone og Datter samt han selv dette. Datteren synes ogsaa at være gaaet modstræbende til Forbrydelsen. Da Moderen paa Provstlund begyndte at tale med hende herom, foreslog hun at forgive Aftægtskonen. Aftægtskonen var 75 Aar gl., men var en rask og stærk Kone. Kragsigs Kone er 53 Aar gl.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 29. maj 1875).

Paadømt Mordsag. Ved en ved Viborg Landsoverret den 6te ds. paadømt Justitssag, hvoraf Dommens Resultat i al Korthed alt er refereret i "Jyllandsposten", og under hvilken Nielsine Sørensen er tiltalt for efter Tilskyndelse af og foregaaende Aftale med Moderen, Henrikke Nielsdatter, at have Natten mellem den 9de og 10de Maj d. A. ved Kvælning aflivet den 75aarige Aftægtskone, Christine Nielsen af Thyrsting, ere de nærmere Omstændigheder ved bemeldte Daad i det Væsentige følgende:

Efter at Henrikke Nielsdatters Mand havde tilbyttet sig en Ejendom i Thyrsting, paa hvilken der hvilede en ikke ubetydelig Aftægt til ovennævnte Christine Nielsen, opstod der snart et spændt og daarligt Forhold mellem navnlig Henrikke Nielsdatter og Aftægtskonen, der i øvrigt efter Sagens Oplysninger skal have været noget vanskelig og urimelig. Efter at der jævnlig havde fundet Sammenstød Sted mellem Aftægtskonen og Henrikke Nielsdatter, beklagede denne sig ved slige Lejligheder derover til sin Datter Nielsine Sørensen, og ytrede navnlig hver Gang, at hun ikke længer kunde holde det ud sammen med Christine Nielsen, og at en af dem maatte fjærnes, hvortil Datteren, der troede, at Moderen dermed mente, at hun vilde tage sig selv afdage, ytrede, at hun kendte en, der nok skulde gjøre det af med Aftægtskonen, idet hun derved mente sig selv, medens Moderen antog at hun derved sigtede til en Karl, med hvem Datteren havde foregivet at være forlovet; dog blev der ikke ved denne Lejlighed truffet nogen bestemt Aftale om naar og hvorledes Gerningen skulde udføres; men Datteren havde opfattet det Forefaldne, som om der var truffet den Aftale, at Aftægtskonen skulde dræbes engang, naar passende Lejlighed dertil tilbød sig. Datteren fortrød imidlertid snart det Moderen givne Løfte, og, i den Tro, at denne skulde glemme alt, naar hun kom længere bort fra Hjemmet, paatog hun sig en Tjeneste 3 Mil fra sit Hjem. Men desuagtet kom Moderen en Dag i Slutningen af April hen til hende, og. idet hun gjentagende beklagede sig over Forholdet med Aftægtkonen, bragte hun atter dennes Drab paa Bane, og der blev nu truffet den bestemte Aftale, at Konen skulde aflives, men hverken Tiden eller Maaden, paa hvilken dette skulde ske, blev dog bestemt ved denne Lejlighed, hvilket først blev bestemt den 5te Maj, paa hvilken Dag Moderen atter kom hen til Datteren, og ytrede til denne i Samtalens Løb, at det nu var bedst, at det blev gjort af med Aftægtskonen, og det blev desaarsag aftalt, at Mordet skulde udøves Natten mellem den 8de og 9de Maj, og at Moderen skulde sørge sar, at saavel hun som Manden den Nat vare fraværende fra Hjemmet. Hvad Drabsmaaden angaar, da foreslog Datteren Forgivelse - efter hendes Udsagn, fordi hun nødig selv vilde lægge Haand paa Aftægtskonen - , men denne Maade modsatte Moderen sig og foreslog i Stedet - ved en betegnende Gestus - at anvende Kvælning, navnlig af den Grund, at denne Dødsaarsag vanskeligst kunde opdages, idet hun hertil føjede den udtrykkelige Betingelse, at Datteren ikke selv maatte udføre Gjerningen.

I Henhold til ovenstaaende Aftale fik Nielsine Sørensen nu Tilladelse til at maatte gaa hjem, men nølede, da hun følte stør Ulyst til at udføre Gjerningen, saa længe med at begive sig paa Vej, at hun først naaede Hjemmet henimod Midnat, og efter at hun havde forvisset sig om, at der ingen vor hjemme, gik hun hen til Aftægtslejligheden og kaldte paa Aftægtskonen, der lukkede hende ind og tilbød hende, at hun maatte opholde sig hos hende, til Forældrene kom hjem. Hun lagde sig da paaklædt hos henne, men formaaede af Frygt ikke at udvise nogen Voldshandling lige over for denne, og der blev derfor intet af Drabet den Nat, hvorover Moderen blev meget vred, og af Frygt for dennes Vrede lovede Datteren nu, at Gjerningen skulde blive udført den paafølgende Nat, naar Moderen saa vilde sørge for, at alle ligeledes den Nat vare borte fra Hjemmet. Om Aftenen, efter at Aftægtskonen var gaaet til Sengs, bankede nu Nielsine Sørensen atter paa hos hende, der ogsaa lukkede hende ind og tillod hende at forblive i Stuen, til Forældrene kom hjem, hvorpaa Aftægtskonen atter gik til Sengs, medens Nielsine Sørensen satte sig ved Vinduet, hvor hun, selv efter at Christine Nielsen atter var falden i Søvn, forblev siddende, da hun, ligeledes den Nat af Frygt, ikke turde lægge Haand paa Aftægtskonen, - indtil hun henved Midnatstid hørte sin Moders Stemme udenfor i Gaarden Hun blev nu bange for Moderens Vrede, hvis hun ikke udførte Udaaden, og gik derfor straks hen til Sengen, greb Konen med den venstre Haand fast om Halsen, medens hun med den højre Haand først tog Konen i Haaret og trykkede hendes Hoved fast ned imod Puden, og derpaa, da Konen, som i øvrigt ikke rigtigt vaagnede, gav nogle Skrig og klagende Lyd fra sig, klemte hende med denne Haand stærkt om Munden, for at hindre hende i at skrige, hvorpaa Aftægtskonen, der næsten ingen Modstand gjorde, blev liggende aldeles stille. Saasnart Nielsine Sørensen - der var angst og bestyrtet under Gjerningens Udførelse og var i en saadan Stemning, at hun ikke ret kan erindre det Passerede - bemærkede, at Christine Nielsen var død, forlod hun straks Aftægtsboligen og begav sig pur Vejen til Bræstenbro Kro, hvor hun agtede at overnatte; men paa Grund at Sygdom maatte hun vende om og gik til Sengs i sit Hjem, hvor hun laa, da Moderen om Morgenen kom hjem.

Som Motiv til ovenmeldte Mord har Henrikke Nielsdatter navnlig angivet, at hun ikke kunde udholde Samlivet med Aftægtskonen, og at det derimod ikke var for at frigjøres for Aftægtsbyrden, for hvis Skyld det aldrig kunde falde hende ind at faa Konen ryddet af Vejen, naar hun ellers havde været ordentlig og skikkelig, og hun tilføjede derhos, at hvis hun havde vidst, at Datteren selv vilde udføre Gjerningen, havde hun hellere opgivet det Hele, da hun ikke vilde have, at hendes Datter skulde udføre slig en Gjerning. Hun har imidlertid lige saa vel som Datteren - der har udsagt, at hun udførte Gjerningen efter Tilskyndelse af Moderen og for at befri hende for en Person, med hvem Livet bestandig var en Plage; men hun indrømmer dog ogsaa, at hun selv var vred paa den Myrdede, fordi denne en Gang skal have fremsat urigtige Beskyldninger mod hende, og hun kunde heller ikke nægte at have havt egen Fordel ved Forældrenes bedre Formuesomstændigheder som Følge af Aftægtens Ophør for Øje, idet hun i saa Fald havde faaet Løfte paa større Hjælp hjemmefra - forbrudt Udøvelsen af Drabet paa Christine Nielsen

Ved Underretsdommen ere Arrestantinderne, - af hvilke Nielsine Sørensen er født den 28de December 1850 og Henrikke Nielsdatter den 7de Februar 1823, og som ikke tidligere have været straffede - ansete efter Straffelovens § 190, for Henrikke Nielsdatters Vedkommende sammenholdt med §§ 52 og 54 og ere de begge dømte til at straffes paa Livet, hvilken Dom er stadfæstes ved Overrettens Dom af 6te d. M., og vil Udfaldet sandsynligvis blive det samme ved den eventuelle Højesteretsdom.

(Jyllandsposten 15. december 1875).

Som forventet stadfæstede Højesteret den 7. marts 1876 overrettens dom. Og som kotyme var, blev de blev begge benådet. 

Henrikke Nielsdatter (7. februar 1823 til 5. februar 1891) var 28. juli 1889 til 27. august 1889 hun indlagt på Kommunehospitalet. Hun blev løsladt 8. april 1890 fra fængslet efter kongelig resolution af 31. marts 1890. Hun havde 10 børn med Søren Laursen, Krasig. De var født mellem 1846 og 1866. 

Datteren Nielsine Sørensen var født 28. december 1850 og døde 20. maj 1932 på Forsørgelsesanstalten, Fabrikvej 2 i Horsens, 81 år gammel. 

Arbejdstilsynet. (Efterskrift til Politivennen)

Om Arbejdstilsynets Virksomhed indtil Udgangen af 1874 er der i Henhold til Fabrikloven afgivet Beretning. I Følge denne omfattede Tilsynet paa det nævnte Tidspunkt i alt 673 industrielle Bedrifter, der sysselsatte 2,632 Børn paa 10-14 Aar, 2,522 unge Mennesker paa 14-18 Aar og 16,248 voxne Arbejdere. I Løbet af 1874 er der i disse Arbejdssteder foretaget i alt ca. 1,600 Inspektioner, af hvilke henved Halvdelen falder paa Kjøbenhavn. Metalvarefabrikerne, Bogtrykkerierne og Cigar- og Tobaksfabrikerne beskjæftige tilsammen over Halvdelen af de unge Mennesker, i Tobaksfabrikerne alene anvendes henved Halvdelen af alle Børnene. I Forhold til det samlede Antal Arbejdere, som sysselsættes i de forskjellige Bedrifter, benytte Tændstik-, Tobak- og Cikoriefabrikerne det største Antal Børn. I Tændstikfabrikerne ere af de anvendte Arbejdere 44 pCt. Børn og 23 pCt. unge Mennesker, i Tobaksfabrikerne og i Cikoriefabrikerne henholdsvis 31 og 37 pCt. Børn, 12,5 og 2,4 pCt. unge Mennesker. Kvindearbejde benyttes forholdsvis mest i Papirfabrikerne (35,7 pCt. af det anvendte Antal Arbejdere) - Klude- og Papirsortering - i Uldvarefabriker (36 pCt.), i Bomulds- og Linnedvarefabriker (48 pCt.) samt i Tændstik-, Tobak- og Cikorie-, Chokolade- og Sukkervarefabriker (henholdsvis 20, 21,6, 41,8 og 28,7 pCt.) i det hele i saadanne Virksomheder, som ikke kræve nogen særlig Uddannelse. De unge Mennesker benyttes forholdsvis mest i Tændstikfabriker og i Bogtrykkerierne, for de sidste Bedrifters Vedkommende noget mere i Provinserne (28 pCt.) end i Kjøbenhavn.

Den forskjellige Udvikling af de Tilsynet undergivne Bedrifters fabrikmæssige Karakter har i flere Tilfælde gjort det meget vanskeligt at sondre imellem, hvad der skal høre under Loven, og hvad der skal holdes udenfor Tilsyn. Medens saaledes den Klasse Arbejdssteder, forene alle Betingelser for og udviser alle Særkjender paa at være virkelige Fabriker, nemlig Tilvirkning i det store, en udstrakt Anvendelse af Maskinkraft samt en Fordeling af Arbejdet i forskjellige Grene, der hver for sig ikke udkræve mere end en ren mekanisk Øvelse, erhværvet i kort Tid, findes der i Modsætning hertil en Række Bedrifter, i hvilket Arbejsvirksomheden forudsætter en vis særlig Uddannelse, og hvor de unge Mennesker ikke længere ere Fabrikarbejdere men Lærlinge. Af de egenlige Fabriker nævnes exempelvis Klædefabrikerne, Dampvæverierne, Papirfabrikerne, af den Art Bedrifter: Maskinfabrikerne, Jernstøberierne, Bogtrykkerierne m. v. Følgen af denne Forskjellighed er, at der har foreligget en Del Forespørgsler og Andragender, i hvilke Ministeriets Afgjørelse er æsket i de enkelte Tilfælde. Navnlig er der imod at blive inddraget under Tilsynet i enkelte Andragender fremhævet, at de i vedkommende Bedrift sysselsatte "unge Mennesker" ere "Lærlinge" og ikke Fabrikarbejdere; men ligesom Lovens § 1 ikke hjemler Ret til at tage Hensyn til den Maade, paa hvilken de nævnte Personer beskjæftiges, saaledes have Domstolene ogsaa udtalt sig imod en Adskillelse i Lærlinge og Fabrikarbejdere. En anden Vanskelighed ligger i den umærkelige Overgang, som nu findes mellem Fabriksvirksomhed og Haandværksbedrift; i Haandværksfaget, selv i de mindre Bedrifter, spores en Stræben efter at indføre en Arbejdsdeling lig den, der finder Sted i Fabrikerne, og omvendt ere "Fabriklærlingene" (navnlig i Provinserne) ofte stillede i samme Forhold til Fabrikanten som Haandværkslærlingen til Mesteren. Følgen heraf er, at af Bedrifter, der med Hensyn til Arbejdernes Forhold i det væsenlige ere ensartede, nogle undergives Tilsyn, andre ikke. Vel kan Tilsynet bøde noget paa dette Misforhold ved at inddrage under Loven en Del af de større Værksteder; men næppe vil der, hedder det i Beretningen, kunne være Tale om, at man ad administrativ Vej kan ophæve den Uensartethed i Behandlingen, som hidrører fra, at Virksomheder, der i det væsenlige ere ensartede, sondres efter mere tilfældige Forhold.

Fabriklovens § 2 paalagde Fabrikanterne at afskedige Børn under 10 Aar. Af saadanne fandtes henimod Slutningen af 1873 beskjæftigede i Fabriker 434, eller 16,9 pCt. af det hele Antal, som altsaa maatte afskediges; Loven har dog i denne Henseende udøvet en betydelig større Virkning. idet en stor Del Fabriker havde indskrænket, ja vel endog helt afskaffet Benyttelsen af Børn under 16 Aar for de paagjældende Oplysninger indsamledes. Det er navnlig i Tobakfabrikerne, at Antallet af Børnene er aftaget stærkest. Medens der saaledes i 59 Cigar- og Tobakfabriker i 1873 arbejdede 873 Børn under 14 Aar arbejdede der i de samme Fabriker i Slutningen af 1874 kun 687 Børn; altsaa en Nedgang af over 20 pCt. De fleste Fabrikanter i Fyn og Jylland beklage sig over, at de efter Lovens Ikrafttræden have vanskeligt ved at tilvejebringe det nødvendige Antal Børn; men at Vanskeligheden, vel endog med Fordel, kan overvindes, viser et Par Exempler, som anføres i Beretningen: I en større Tobakfabrik i Jylland har man ved en simpel Mekanisme ladet samtlige 5 Spindeborde, der findes i Fabriken, dreje af en voxen Mand, medens der tidligere til dette Arbejde benyttedes et Barn til hvert Bord, 5 om Formiddagen og 5 om Eftermiddagen; der er altsaa her sparet 10 Børns Arbejde. I den største Tobakfabrik i Jylland har man, ved at anvende Dampkraft sparet ikke mindre end 24 Børns Arbejde. I mange Fabriker erstattes Børnene med ældre Kvinder. Manglen paa Børn til Fabrikarbejde har fremkaldt en betydelig gradvis Stigning i Betalingen for Børnearbejdet. Medens der saaledes tidligere for 6 a 7 Timers Arbejde betaltes 5 a 8 Sk., er Betalingen for den samme Tid stegen til 8, 10 a 12, ja indtil 16 Sk. og derover. - 21 Overtrædelser af Forbudet mod Anvendelsen af Børn under 10 Aar ere blevne konstaterede og retslig forfulgte.

Af de Bestemmelser, ved hvilke Arbejdstiden for Børn reguleres, er utvivlsomt forbudet mod Natarbejde (i Tiden fra Kl. 8 Aften til Kl. 6 Morgen) den vigtigste. Forbudet har navnlig haft Betydning for de Glasværker, som drives Dag og Nat, idet der ved disse tidligere anvendtes Børn afvexlende om Dagen og om Natten i indtil over 60 Timer om Ugen. For at fortsætte Driften uforandret have Glasværkerne maatte ombygge Hytterne saaledes, at der blev Ovn-Stade til, at det dobbelte Antal Arbejdere paa en Gang kunne være i Virksomhed. Nu arbejdes der i Hvidtglashytterne kun i de 12 Dagtimer (Kl. 6-6) med Børnene delte i to Hold. De arbejde skiftevis om Formiddagen og Eftermiddagen og modtage i Fritiden 3-4 Timers daglig Undervisning i Fabrikskolerne.

Hvilken Indflydelse Lovens Forbud mod at lade Børn arbejde paa Søn- og Helligdage har udøvet, lader sig ikke afgjort, da der formentlig tidligere i de fleste Fabriker slet ikke, og i en Del mindre Fabriker kun af og til har fundet sligt Arbejde Sted. Til Lovens Bestemmelse om, at Børn kun maa arbejde 6½ Time om Dagen med ½ Times Frihed, er der føjet den Forskrift, at Arbejdstiden skal falde enten for Kl. 1 eller efter Kl. 11. Denne Forskrift, der deler Børnene i "Formiddags- og Eftermiddagsbørn", er af stor Betydning for Kontrollen med Arbejdstidens Længde. Ved Bestemmelserne om det Antal Timer, i hvilke Børn maa arbejde, er der de fleste Steder, i alt Fald udenfor Kjøbenhavn, dels fremkaldt en ikke ringe Nedgang i Børnenes tidligere Arbejdstid, dels forhindret en altfor ulige Fordeling af det ugenlige Antal Arbejdstimer. At Forholdene med Hensyn til Overholdelsen af Arbejdstiden for Børn ere gunstigere i Kjøbenhavn end i det øvrige Land, hidrører navnlig fra, at Skolegangen i Kjøbenhavn er daglig og henlagt til Tider paa Dagen, der forhindre Børnenes Anvendelse i Fabriker den Halvdag, i hvilken Skoletimerne ere lagte. Hvor Børnene derimod kun gaa i Skole enkelte Dage i Ugen, er det vanskeligere at kontrollere Overholdelsen af Loven med Hensyn til Arbejdstiden.

Med Hensyn til de kjøbenhavnske Børns Anvendelse udenfor Skoletiden har Tilsynet ved Skoledirektørernes Hjælp tilvejebragt Oplysninger, hvoraf det fremgaar, at af de godt 10,000 Børn, der besøge de offenlige kjøbenhavnske Almueskoler, søge c. 28 pCt., eller mellem 1/3 og 1/4 Beskjæftigelse udenfor Skoletiden, men kun 1/3 af dette Antal ved fast Arbejde i Fabriker eller Værksteder, Resten ved "Bygang". Af Drengenes samlede Antal (5,173) søger over 1/3 (35,7 pCt.) Arbejde, af Pigernes (5,154) kun 1/5, mest som Medhjælp i private Huse. Af Frederiksberg Skoles 1019 Elever anvendes 12,8 til Fabrikarbejde og 15,7 pCt. til Bygang. Af Valby Skoles 108 Drengeelever beskjæftigedes kun 15 pCt. med virkeligt Fabrikarbejde og ingen med Bygang.

For "unge Mennesker" har navnlig Afskaffelsen af Natarbejde (mellem Kl. 9 Aften og 5 Morgen) været af Betydning; thi vel er det kun i faa Arter af Bedrifter, at Natarbejde hører til den regelmæssige Drift, men paa den anden Side har det i visse Bedrifter fundet Sted meget hyppigt. I det hele er dette Forhold nu forandret; men forskjellige Undtagelser ere gjorte, saaledes ved Glasværkerne, for hvilke en Undtagelse siges at være af yderste Vigtighed, ved et større kjøbenhavnsk Blad-Trykkeri (Dagstelegrafen?), uden at der her ses at have foreligget nogen Nødvendighed for Undtagelsen, samt ved Roesukkerfabriken Lolland.

Med Hensyn til Arbejdsdagens Længde for voxne Arbejdere fremgaar det af indsamlede Belysninger, at næppe Halvdelen af de undersøgte Fabriker lader sig nøje med en Arbejdsdag paa 12 Timer med 2 eller 1½ Times Fritid, medens det samtidig viser sig, at en 14 Timers Arbejdsdag ikke længere er hyppig. Paa et Par Undtagelser nær ere alle Bedrifter med 15 Timers Arbejdstid og derover Dampmøller. Af en Mængde Andragender om at maatte lade unge Mennesker arbejde 13 eller 14 Timer daglig ere kun et Par bevilgede. Derimod er man for at fremme Indførelsen af en fælles almindelig 12 Timers Arbejdsdag gaaet ind paa indtil videre at bevilge en Række Andragender om Tilladelse til at lade Personer under 18 Aar arbejde 12 Timer med kun 1½ Times Frihed, idet man derved har opnaaet, at Fabrikanterne have indskrænket Arbejdstiden fra 13 til 12 Timer imod samtidig at afkorte Hviletiden fra 2 til 1½ Time. - For Overtrædelser af Lovens Bestemmelser om unge Menneskers Arbejde har der været anlagt 17 Retssager.

(Morgenbladet (København) 23. maj 1875).

Pintsetrafik. (Efterskrift til Politivennen)

Pindseløverdag ad Jernbanen igjennem Sjælland, Fyen og Jylland ligeud til Grændsen var en bevæget og temmelig anstrængende Reise. Det uhyre lange Iiltog til Korsør fortalte alt om Feriegjæster, som dampede hjem til Slægt og Venner eller ud til den nys udsprungne, lysegrønne Bøgeskov. Postdamperen var næsten overfyldt af Folk; man stod op ad hverandre og længtes efter det Øieblik, da Opvarteren sagde: "Nu er der Plads nede ved Bordet." I Nyborg var man mærkelig nok ikke tilstrækkelig forberedt paa et saa stort Antal Reisende. Først da man saae Mængden og havde faaet Toget fyldt, skulde flere Vogne kobles ind i Toget. Det tog Tid. Forsinket som man var alt fra Sjælland af, syntes det nu en Umulighed at naae Vamdrup i rette Tid for at komme med det preussiske Tog til Altona. Igjennem Fyen gik det imidlertid med i Jernbanefart i Ordets fuldeste Betydning. Vi fløi afsted! Men saa i Fredericia blev det meget meget værre. Reisende i hundredeviis saavel Nord som Øst fra vare samlede her; alene fra Fredericia skulde 5 a 600 Soldater med. Det vor udentvivl en stor Feil, at Dørene fra Ventesalene ud til Perronen ikke vore lukkede; thi derud strømmede paa eengang de Reisende, som skulde med Nordtoget, og ligeledes de, der skulde Syd paa med Iiltoget og det store Extratog, som vor beredt paa at følge efter. Jeg havde gjennemgaaende Billet fra Kjøbenhavn; men uagtet jeg indstændigt anmodede et halvt Dusin forskjellige Jernbanebetjente om en Plads, saa blev jeg dog skubbet tilside med den Erklæring: "Giv bare Tid, De kan jo komme med Extratoget der." En Mængde Soldater havde selv skaffet sig Pladser i det første Tog. Dryppende af Sved sled Betjentene i dem for at faae dem ud igjen. Billetter vare ikke til at faae. En Mængde kunde først faae Billet paa næste Station; dertil bleve Pengene indkasserede i Vognene under Kjørslen. Hvorfor man ikke under saadanne extraordinaire Forhold har et extraordinairt Billetudsalg aabent, er ikke let at forstaae. Underligt synes det ogsaa at være, at Telegraphen ikke havde gjort Fredericia nøie bekjendt med den store Mængde Reisende, som kom til fra alle Kanter; thi saa havde man have undgaaet megen Besvær og Forvirring og mange Ubehageligheder saavel for Publicum som for Banens Embedsmænd. Tilsidst kom der dog Orden i Sagerne; vi fore afsted, og jeg var glad ved at komme kun een Time for seent.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 19. maj 1875).

Skibsfarten paa Rønne og Allinge. (Efterskrift til Politivennen)

 Brev fra Rønne.

Den 24de April.

(Rønne Havns naturlige fortrin som Nødhavn. Concurencen med Ystad. Nødvendigheden af en Ophalingsbedding og et mechanisk Maskinværksted. Hammeren. Hammersø.)

En i og for sig uheldig Begivenhed har ikke sjeldent den gode Følge, at den minder em og Ting, som man ellers ikke ville have lagt mærke til. Dette kan tildeels anvendes paa Dampskibet "Skandia"s Stranding den 28de Jan. d. A. paa søndre Rev udfor Rønne Havn. Dampskibet, der efter af to af de Switzerske Bjergningsdampskibe at være bragt af Grunde, blev indbragt i Havnen og provisorisk repareres blev dernæst den 10de Febr. d A. af et af disse bugseret til Ystad for at repareres. I Ystad har man nemlig for ikke langt tilbage faaet en tidssvarende Ophalingsbedding og fornylig anlagt et mechanisk Maskinværksted, hvorved bl. A. ogsaa forstaaes, at det udfører Jernbygningsarbeide. Nu er det vel ikke den omtalte Stranding, der alene har klaret Synet for, at i Ystad Havn er Rønne Havns vigtigste Medbeiler i visse for Skibe uheldige Tilfælde - det er Noget, man længe har havt Øie for - men den har givet Anledning til, at man paany har fæstet Opmærksomheden paa denne Sag. Man vil let skjønne, at Rønne Havns Beliggenhed i selve Østersøen og paa en Route, hvor den største Passage af Skibe til og fra Østersøen og de med den i Forbindelse stødende Havstrækninger finder Sted ("Reent Farvande" findes paa den østlige Side af Øen), gjør den særlig skikket til Nødhavn for Skibe, der her, hvor Strandinger ere hyppige, igjen komme af Grund og skulle reparere, samt for Skibe, der søge Havn for Søskade, Storm eller Modvind. Det kan vel antages, at Regjeringens Forslag paa Finantsloven 1875-76 om Udgifter til Oprettelsen af en Signalstation ved Hammershuus Fyr begrunder sig herpaa. Havnens Vigtighed forøges ved et Fortrin, som ikke endnu er saa bekjendt, som det fortjener, nemlig at den er den iblandt alle Østersøens Havne, der holder sig længst aaben om Vinteren. De ved meterologisk Institut meddeelte observationer over Havets og Luftens Varme omkring Bornholm og Christiansø, gjøre dette forklarligt. Dertil kommer, at Vandet, der omflyder Øen, ved Strømmen skjærer Isen bort. De Fordele, som derved frembyde sig, fortjene at fremdrages og belyses, for at Skibe kunne benytte sig deraf. Sagen stiller sig klarest for Øie ved Vintertid, naar saa godt som alle Havne paa disse Høider ere lukkede af Iis. Et Exempel afgav Dampskibet "Louise" af Kjøbenhavn, der paa Reisen fra Pillau til London, efter forgjæves at have forsøgt at trænge igjennem Sundet, derpaa gjennem Store Belt og endelig at retournere til Afgangsstedets Havn, tyede til det rette Punkt, Rønne Havn, hvor det ankom den lste Marts d. A. Hvadenten Skibe skulle fra eller til Østersøen paa en Tid, da der kan befrygtes Iisforhindringer i Sundet eller til Østersøhavne, er Rønne Havn den fordeelagtigske Ventestation, som Skibe kunne indtage: en Havn, hvortil Adgangen sjeldent hindres af Iis, hvor de ligge i Forspring, lige meget enten de skulle til Østersøhavne, bothniske eller finske Bugt eller gjennem Sundet (det Sidste dog i mindre Grad), saa at de ved første aabne Vand kunne fortsætte Reisen, saasnart Telegram indløber derom. I denne Henseende er det og saa heldigt, at Øens telegraphiske Forbindelse strækker sig overalt hen, og directe til Østersøstederne over Libau. Rønne Havn har fremdeles det Fortrin fremfor Ystads, at den er roligere at ligge i med S. og SV. Storm, hvilket den vil blive end mindre ved Tilbygning. Den er nemlig for Tiden under Udvidelse og Forbedring, hvortil ikke alene er bevilget optaget et Laan af 160.000 Kroner; men man er Herre over denne Sum, der er uadskillelig fra sin Bestemmelse, og en stor Part af samme er allerede medgaaet til de hidtil foretagne Byggearbeider. Fra denne Side seet er der altsaa Intet iveien; men hvad her mangler, og hvorpaa Synet nu ved Valget af Stedet for "Skandias" Reparation er blevet klaret, er en tidssvarende Ophalingsbedding, da den gamle ikke kan benævnes saaledes; endvidere (hvilket maa antages under Øens nuværende Udvikling at kunne betale sig) et mechanisk Maskinværksted efter en passende Maalestok og af den Beskaffenhed, at det kunde reparere Skade ved Jernskibe. Planen for Havnen i dens nye Skikkelse indeholder tillige en Ophalingsbedding; men de, der forstaae sig paa Sagen, mene, uden at have Noget imod den i og for sig, at den er for lille i Forhold til Mængden af egne Skibes Krav og endnu mere af Hensyn til Øens fremtrædende Beliggenhed nærved stærkt befærdede Søveie, og den Tiltrækningskraft, den burde søge at udvikle. 

Det Opsving, som vor Øes Handel og Industri har taget i de senere Aar, har bevirket en stigende Indførsel af fremmede Producter og en forøget Skibsfart. Under disse Forhold har Spørgsmaalet om Rønne Havns og Indløbs Uddybning faaet en forøget Interesse. Som bekjendt har Rigsdagen bevilget rentefrit Laan til Forbedring af Allinge og Svaneke Havne, men disse staae i Henseende til Betydning tilbage for Rønne. Øens hurtige industrielle Udvikling, som bl. A. har foranlediget, at Kjøbenhavns Handelsbank den 16de Marts har aabnet en Filial her, vil uden Tvivl snart føre til Anlæg af nye Fabriker. Den, meest for udenlandsk Capital, i et Par Aar under Udførelse værende, tidligere omtalte, store Kaolin- og Chamotte Fabrik (anlagt, uagtet der tæt i dens Nærhed findes en betydelig Fabrik af samme Slags) vil om nogle Maaneder kunne forventes færdig til at begynde sin Virksomhed. Det formede Granitbrudselskab, der efter at have kjøbt tvende Granitbrud, et ved Klippegaard, el andet ved Stubbegaard, dannede sig i Vinter, med det Formaal at udvide og forøge Bearbeidelsen af Granitten til dens forskjellige Bestemmelser, saasom til Bordur-, Monument-, Grund-, Brosteen osv. Man har udenrigsfra havt Kjøbet af vore Cementsteensbrud under Overveielse, men noget Resultat er endnu ikke fremkommet.

Ved Brevets Slutning erfares, at Allinge Commune efter længere Tids Forhandling med Regjeringens Samtykke har solgt Hammeren, paa et Stykke Grund nær, hvorpaa Fyrtaarnet staaer, for 32,000 Kroner. Den var Statens Eie, men blev for ikke ret lang Tid siden overgivet til Communen. Hammeren bestaaer meest af Granitmasser med sparsomt mellemliggende, spredte, dog ogsaa paa Klippegrund liggende. Jordmonsstrækninger, der kan benyttes til Græsning. Hvilken Bestemmelse der tilsigtes smed samme er ikke bekjendt, ligesom man troer, at den egentlige Kjøber er ubekjendt. Det vides med Vished, at der i Forbindelse med dette Kjøb er gjort Tilbud om Kjøbet af Hammersø, en Indsø, der i sin Længde ligger Havet nær, og der formodes, eftersom Opmaalinger af samme have fundet Sted, at dens Bestemmelse skulde være til Anlæget af en storartet Havn, hvortil den paa Grund af sin Beliggenhed, Størrelse og betydelig Dybde unægtelig særdeles egner sig. Hvad der er anført om Betydningen af Rønne Havn, kan naturligvis ogsaa anvendes paa en Havn det paa anførte Sted. Spørges der, hvorvidt Trangen til en saadan er tilstede, maa der svares, at det i fuldeste Maal er Tilfældet, idet Havneudvidelserne nær og fjern ikke have holdt Skridt med Skibenes og Søfartens hurtige Tilvæxt.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. maj 1875. 2. udgave).

Sammenrottelse af Tjenestetyende imod Husbonden. (Efterskrift til Politivennen)

I Søndags Aftes blev i Følge B. T. en vel anset Gaardejer paa Vangede Mark Gienstand for voldelig og fornærmelig Medfart fra sine Karles Side. Den nævnte Aften, da han havde flere Gjæster hos sig, kom omtrent Kl. 7, Karlene Christen og Hans hjem til Gaarden, efter at have været borte i længere Tid, Hans lige imod Husbondens Tilladelse, hvorfor denne bebrejdede ham hans Ulydighed. I det samme kom den 3die Karl, Rasmus, til og blandede sig i Samtalen og opfordrede Hans til, ikke at vise Lydighed mod Husbonden, og da han tillige opfordrede de 2 andre Karle til at forsyne sig med Stene, for dermed at angribe Husbonden, bevæbnede de sig alle tre paa denne Maade og antoge en truende Holdning mod Husbonden, som samtidig blev grebet voldsomt i Brystet af Rasmus. Gaardejeren, der heldigvis er en stor og kraftig Mand, slyngede Rasmus fra sig, og samtidig kom Gaardejerens Fader, der er paa Aftægt hos sin Søn, til og greb Rasmus bagfra, saa at han tabte to store Kampestene, han havde i Haanden, men Rasmus rev sig strax igjen løs og fortsatte sit Angreb paa sin Husbond, der dog var ham for stærk. Karlene forføjede sig nu skjældende og trodsige bort. Senere paa Aftenen kom Rasmus og Christen igjen ind i Gaarden. Rasmus, der nu var bevæbnet med en tyk Knippel, hævede denne mod sin Husbond, der var kommen til Stede i Gaarden, hidkaldt ved den af de beskjænkede Karle foraarsagede Støj. Gaardejeren fik imidlertid Knippelen vristet fra Rasmus, og de to andre Karle toge nu Flugten. Rasmus, der i det hele opførte sig paa en saadan Maade, at Gaardejerens Familie nærede Frygt for at tilbringe Natten i Gaarden blev nu bunden og overgiven til det fra Lyngby hidkaldte Politi, der anholdt ham. Grunden til Rasmus's fjendtlige og ondskabsfulde Optræden imod Husbonden var den, at denne efter Øvrighedens Paalæg havde af Karlens Løn tilbageholdt et Alimentationsbidrag, som det paahvilede Karlen at udrede. Karlene havde den nævnte Aften drukket en Flaske Brændevin i Borgestuen, men vare dog ingenlunde meget beskjænkede. I nordre Birks politiret tilbøde Karlene, der gjorde deres Husbond Afbigt, at afgjort Sagen i Mindelighed ved Erlæggelsen af Mulkter, der for Rasmus's og Christens Vedkommende ansattes til 20 Kroner, medens Hans's Mulkt ansattes til 12 Kroner.

(Morgenbladet (København) 25. april 1875).