Sølvgade Kaserne. (Efterskrift til Politivennen)

Paa Sølvgadens Kaserne. Hvorfor mon de for Statens Penge anskaffede Vandledninger og Badeindretninger paa Etager og Gange i ovennævnte Kaserne ikke benyttes af Mandskabet (c: Underkorporaler og Menige), hvortil de er bestemte, men altid skal være omhyggeligt aflaasede og Mandskabet skal befales til at gaa ned i Kasernegaarden om Morgenen i Mørke, ondt Vejr og halvt paaklædte at vaske sig i et temmeligt snavset Vandtrug (der findes undertiden kun et saadant Trug til Brug for alt Mandskab i Kasernen), som aldrig bliver renset, og hvis Vand aldrig bliver fornyet? Da det under streng Straf er forbudt at tage en Spand Vand op paa Gangene eller Stuerne til at vaske sig i, saa er man under disse Lejrforhold næsten være nødsaget til at gaa i Byen for at blive vasket. Der siges nu, at Rørene er itu. Men da en af Byens Gas- og Vandmestre daglig har Værksted og Tvende paa Kasernen, skulde man synes, at denne Mangel let kunde afhjælpes.

I Kasernegaarden har der hele Vinteren igennem henligget store Møgbunker, bestaaende af Is, Sne, Halm, Spaaner, Papir, Fejeskarn, udtømte Potter, navnlig ved Vandposten m. m. hvori Kommandoer, Vagtparader o. L. vadede til op over Anklerne. Disse Bunker, der for Størstedelen henligger langs med Rendestenene i lange, høje Rækker ligesom Kartoffelkulerne hos Bønderne paa Landet, blev dog nok endelig Kasernekommandanten for store; han tog dersor en Dag i Midten af Februar en kraftig Beslutning, og lod 4 Arbejdsvogne (hvilket nok ikke før skal være sket i Mands Minde) køre Møg og Sne ud en hel Dag. Man blev imidlertid ikke halvt færdig den Dag, men Udkørslen ophørte alligevel dermed. Resten af Bunkerne blev spredt omkring paa Gaardspladsen for at smeltes og hentørres af Vejrliget.

Hvorfor mon der aldrig leveres Gulvklude til den idelige Gulvvask, saaledes at, Vandet efter Vaskningen kan blive ordenlig optørret og ikke, som Tilfældet er, undertiden henstaar paa Gulvet i 8 Dage og forpester Luften, forinden det af sig selv kan tørre bort!

Hvorfor leveres der saa lidt Brændsel til Mandskabet Samlingsstuer, at der ikke en Gang kan være en varm Stue om Eftermiddagen og Aftenen, men al Læggen i Kakkelovnen allerede ophørte aldeles i Slutningen af Januar Maaned af Mangel paa Kul. Efter Sigende leveres der kun 12 Tdr. Kul til hvert Kompagni til 6 Maaneder, og dermed skal et Kompagni opvarme to Stuer, der hver mindst er 16 til 20 Alen lange, 11 Alen brede og 5 Alen høje. Det er altsaa en Td. Kul maanedlig til hver Stue. Det er ikke tilstrækkeligt til den halve Tid; men der siges, at Kasernekommandanten ikke giver mere, da en Td. Kul nok vejer 300 Pd., er det altsaa 10 Pd. Kul daglig til hver Stue, et Maal Kul, der til Fyld omtrent er saa stort som et 7½ Pds. Kommisbrød. Mon noget fornuftigt Menneske vil tro, at et saadant Kvantum Kul kan opvarme en saa stor Stue som ovenfor nævnt til 13 Gr. Varme i 12 Timer? I Særdeleshed da Kasernens Kakkelovne er store, trerørige, altopslugende Kakkelovne med umaadelig Træk, som ikke egner sig til Kul.

Der er nogle som tror, at ovennævnte samt flere ikke nævnte Mangler hidrører fra "Paaholdenhed" af Kasernekommandanten; andre derimod mener, at hans "daglige Forretninger" forhindrer ham i at paase Mandskabets Tarv. (Hans daglige Forretninger bestaar efter Sigende bl. A. i at sidde i sin Lænestol og sove med en Tobakspibe i Munden.) Hvilken Mening der er den rigtige, gives ikke saa nøje; saa meget er imidlertid ubestridelig sandt, at man aldrig ser ham i Kasernegaarden, uagtet han bor paa Kasernen. Dog skal enkelte Brandvagter ved Porten have været saa lykkelige henad Aften at have set ham krybe ud af Hulen for i civil Dragt at begive sig til Teatret eller til Officersklubben for at forfriske Aanden efter sit anstrængende Dagværk.

Igennem vore Kompagniofficerer er der ingen Forbedring at opnaa, da de fleste af dem bor i Byen, og de, der bor paa Kasernen, bliver der altid sørget godt for, saa at de ingen Grund har til at gøre Vrøvl med Kasernekommandanten, den store Oberst Arnholtz. For iøvrigt er de Officerer meget snart talte, som vil paatale Menigmands Rettigheder.

Da De vel ved, Hr. Redaktør, at en Menigmand kun tør sige "Javel, Hr. - " ! selv om han mener "Nej", saa maa De undskylde, at vi med de bekendte 150 Rottingslag for Øje foreløbig kun tegner os som Deres ærbødige

To Jenser.

(Social-Demokraten 16. marts 1876).

Artiklen var formentlig affødt af "Rekrutsagen" på Jægersborg Kaserne som havde udløst en kritik af militærets hårde afstraffelsesmetoder.

Sophie Frederikke Frederiksen. (Efterskrift til Politivennen)

Formodet Drab. Tirsdagen den 29de f. M. afgik Hiulmand Peter Andersens hustru Sophie Frederikke Frederiksen af Virum ved Døden efter kun et Par Dages Sygeleie. Der opstod kort efter i Lyngby og Omegn forskiellige Rygter om, at Afdøde ikke var død paa en naturlig Maade, af hvilken Grund i Forbindelse med flere andre Omstændigheder, der kom til Politiets Kundskab, Birkedommeren i Kiøbenhavns Amts nordre Birk, Cancelliraad Schow, fandt Anledning til at lade foretage den sædvanlige Fogedforretning ved Indtrædelse af pludselige Dødsfald i Forening med Districtslægen. Ved den nu foretagne medico-legale Ligsyn fremkom der saadanne Oplysninger, der foranledigede Peter Andersens Anholdelse og Arrestation og samtidigt blev der af Politimesteren i Forbindelse med Landphysicus Tolderlund og Districtslægen foretagen en Obductionsforretning af Liget i Virum. Ved denne fandtes Afdøde kort forinden sin Død at være bleven tilføiet betydelige udvortes Læsioner. Der viste sig saaledes omkring det venstre Øre og strækkende sig op paa venstre Side af Panden en betydelig Blodudtrædning og paa venstre Side af Hovedet et ca. 7 Linier langt Saar med gabende Rande samt størknet Blod paa Øvreranden. Endvidere forefandtes paa venstre Overarm tværsover denne Mærker af et stærke Slag og omkring Albuen en betydelig Blodudtrædning. Af Resultatet af den i det Hele foretagne Obductionsforretning sluttede imidlertid Lægerne, at den Afdøde paa naturlig Maade har fundet sin Død ved Sygdom, hvilken Erklærings Beskaffenhed imidlertid har givet Anledning til at afæske en yderligere Udtalelse af Lægerne.

Ved det optagne Forhør er det foreløbigt bleven oplyst, at Ægtefolkene have været gifte i 20 Aar, men ikke førte noget lykkeligt Samliv. Omtrent et Par Aar efter Ægteskabets Indgaaelse begyndte Andersens Hustru at forfalde til Drik, til hvilken Last hun efterhaanden mere og mere hengav sig, saaledes at hun i de senere Aar aldeles forsømte sine huuslige Pligter, bedrog sin Mand for at erholde Midler til at tilfredsstille sin Hang til Drik, og endelig var hun oftere i flere Maaneder borte fra Hjemmet og blev da omsider funden paa Marker og Veie i beruset Tilstand. Naar hun saa blev bragt hjem, henlaa hun i nogle Dage tilsengs og udsov sin Ruus, hvorefter hun da paany kunde tage Flugten fra Hjemmet og blive borte i længere Tidsrum. De forskjellige Personer, der kjendte Ægtefolkene, have udsagt, at det var dem bekjendt, at Peter Andersen jevnlig mishandlede sin Hustru og under den forannævnte Obductionsforretning tilstod endelig Peter Andersen, at han om Mandagen den 28de s. M., Dagen forinden hans Hustru afgik ved Døden, efterat han havde slaaet hende tre Slag over hendes venstre Arm med et tykt Kosteskaft, fordi hans Kone ikke paa hans Opfordring gjorde Mine til at reise sig af Sengen for at tillave hans Mad, i sin hidsige Sindsstemning gik ind i Stuen ved Siden af Kammeret, hvor Konen laa og tog sin Spanskrørsstok, der er oplyst at være 3 Tommer i Omkreds og 1 Tomme i Tvermaal, og bibragte med dette farlige Redskab sin Hustru 2de Slag paa den venstre Side af Hovedet. Konen hverken skreg eller gav sig ved disse voldsomme Slag, men blev liggende aldeles stille hen i samme Stilling i Sengen. Konen, der om Løverdagen var hjemkommen fra en af sine sædvanlige Udflugter og siden uafbrudt holdt Sengen, havde i Løbet af Søndagen og Mandagen ligget og været besværet af Hoste og laa stadig og stønnede. Disse Symptomer tiltoge om Tirsdagen i den Grad, at Peter Andersen, da han om Eftermiddagen kom hjem fra Skoven, hvor han havde været hele den Dag for at hente Brænde, blev opfordret af sin Svend til at hente Distriktslægen; men da denne ankom til Virum i Løbet af Eftermiddagen, var Andersens Hustru imidlertid afgaaet ved Døden. Peter Andersen har vedblevet at paastaae, at det ikke har været hans Hensigt med de hans afdøde Hustru tilføiede Læsioner at foranledige eller bidrage til hendes Død. Foruden sin foran angivne Tilstaaelse har han nemlig endvidere vedgaaet, hvad der ogsaa stemmer med de afgivne Forklaringer af hans Naboer og hans egen Huusstand, at han oftere tidligere har mishandlet sin Hustru, naar hun var beruset, men han har da tillige erkjendt, at han aldrig tidligere har slaaet hende saa voldsomt som den sidste Gang, han slog hende. Han hensidder naturligviis vedblivende som Arrestant i Arresthuset paa Blegdamsveien, og Undersøgen er endnu fornemmelig rettet paa at faae oplyst, hvorvidt Arrestantens Adfærd overfor sin afdøde Hustru kan antages at have været en medvirkende Aarsag til hendes Død. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 16. marts 1876).

Formodet Drab. Som af os tidligere meddelt, afgik Husmand Peder Andersens Hustru Sophie Frederikke Frederiksen den 29de Februar d. A. ved Døden under mistænkelige Omstændigheder, og foranlediget ved de i Omegnen cirkulerende Rygter om Aarsagen til Dødsfaldet blev der af Politiet i Forening med Distriktslægen afholdt Syn over Liget, hvorved der om venstre Øre og herfra op paa venstre Side af Panden og Tindingen fandtes en meget betydelig Blodudtrædning og Svulst og paa venstre Overarm Mærke af et stærkt Slag, vistnok med en Stok. Paa venstre Side af Issen under Haaret saaes et uregelmæssigt gabende Saar, gjennem hvilket den blottede Benhinde føltes. Under den derefter anstillede Undersøgelse oplystes det, at den Tiltaltes afdøde Hustru var i meget høi Grad drikfældig, og at hun ved at tilfredsstille denne Tllbøielighed aldeles forsømte sin Mand og sit Hus, hvoraf Følgen atter blev, at der i de senere Aar udviklede sig et slet Forhold imellem Ægtefællerne, og den Tiltalte tilstod nu selv, at han oftere, naar hans Hustru var drukken, havde tilføjet hende Slag med Haanden eller med en Kiæp og lignende Redskab, samt at han Dagen forinden hun døde, da hun laa i Sengen i en, som han troede, drukken Tilstand, for at bevæge hende til at staa op og lave Mad, havde med Skaftet af en Kost tilføiet hende tre Slag over Armen og derefter med en meget tyk Spanskrørsstok givet hende et Par Slag i Hovedet eller Ansigtet. Den Tiltalte fastholdt vedblivende under Sagen, at han ikke ved denne mod hans Hustru udviste Adfærd havde havt til Hensigt at tilføie hende nogen Skade, og det maatte ogsaa ansees for tilstrækkelig godtgjort, at der ovenbeskrevne Saar, som fandtes paa den Afdødes Isse, ikke var bibragt hende ved den hende af Tiltalte tilføiede Overlast, men at hun havde faaet Saaret ved at falde omkuld i sin berusede Tilstand. Den legale Obduktion, som Liget blev Gjenstand for, frembragte heller ikke Oplysninger, der tydede paa, at den Medfart, som den Afdøde havde lidt af den Tiltalte, havde været medvirkende til hendes Død, idet Lægerne udtrykkelig udtalte, at der ikke ved Obduktionen forefandtes Noget, som tydede paa en voldsom Død, hvoraf de sluttede, at den Afdøde paa naturlig Maade havde fundet sin Død ved Sygdom. Ved Kjøbenhavns Amts nordre Birks Extrarets Dom blev den Tiltalte, der er 60 Aar gammel og ikke fandtes tidligere tiltalt eller straffet, anseet med Fængsel paa Vand og Brød i 3 Gange 6 Dage.

(Nationaltidende 12. juni 1876).

Davide Ebert. (Efterskrift til Politivennen)

Ifølge Jyllandsposten 20. september 1922 skulle grevinde Danner i 1854 i forbindelse med et forsøg på at vælte det daværende ministerium Ørsted-Bluhme (som spærrede for muligheden for en mere fremskudt og officiel stilling som Frederik 7.s gemalinde) have bruge Davide Ebert som mellemled til etatsråd Chr. Flor der havde været hendes chef i Mellemslesvig. Dette bekræftes også i en artikel om sønderjydske fører i 1850'erne i Historisk Tidsskrift, bind 9, række 2 (1921-1923). 1 Danner afbrød kort efter forbindelserne.

I 1857 udgav Davide Ebert: "Fremstilling af hendes og hendes Mands ægteskabelige Tvistigheder". 7 sider.

Et fra Krigsaarene bekjendt Fruentimmer, der var gift med en Toldembedsmand Ebert i Husum, fra hvem hun, saavidt vides, blev skilt, har nylig indbudt til Subskription paa sine "Memoirer fra Krigsaarene 1848 indtil nu." Hun kalder sig Davide Ebert og har, efter hvad der er os berettet, i Krigsaarene, navnlig medens Tillisch ledede Regjeringen i Sønderjylland, paa en Maade befattet sig med - Statssager, d. v. s.: hun havde et udstrakt Bekjendtskab til forskjellige Embedsmænd og maa formodentlig paa en eller anden Maade være bleven gjort deelagtig endog i nogle af disse Herrers Fortrolighed; nok er det, hun skal i Krigsaarene være reist omkring, endogsaa forklædt, og have havt det Hverv deels at spionere, deels at afsætte og indsætte Embedsmænd. I sin Subskriptionsindbydelse, der er skrevet i tydsk Lapidarstiil, lover hun at fortælle Alt, hvad hun veed, saavel om sig selv som om Andre! Hendes Fjender - siger hun - har i lang Tid gjort sig den djævelske Fornøielse at nedsætte og forulempe hende; denne Afskyelighed vil hun nu i sin Bog "modarbejde med al den Kraft, der boer i usmykket Sandhed"! - hun troer ikke, at Bogen vil kede Læserne, idet hun vil "belyse flere interessante og høitstaaende Personligheders Virksomhed og Characteer." - Hun er rimeligviis født i Kongeriget, thi hun taler godt Dansk; for Tiden reiser hun om i Sønderjylland, og gjør, paa ægte tydsk Prøveryttermaneer, Visit hos Forskjellige, navnlig Embedsmænd, til hvem hun afleverer og især anbefaler sin Subskriptions-Indbydelse. Hun er lille af Vækst og omtrent 50 Aar gammel, men Alderen synes ikke at trykke hente, thi hun er meget adræt i sine Bevægelser og har i sin Fremtræden en vis Lighed med "Vand"baron Dirkink-Holmfelt.

(Middelfart Avis 12. august 1861).

Kjøbmand M. Schmidt (det bekjendte Medlem af den saakaldte provisoriske Regjering under det slesvigholsteenske Oprør), der er bleven saa ilde medtaget af Prindsen af Noer, arbejder nu paa et Modskrift. - Ogsaa en Dame, Davide Ebert, som under Krigstiden har spillet en forunderlig Rolle i Mellem- og Svdslesvig, vil udgive sine Memoirer. I Besiddelse af en uforklarlig Indflydelse hos nogle høitstillede Embedsmænd, der under Vaabenstilstanden og kort efter Krigen fungerede i Hertugdømmet Slesvig, blev hun benyttet til adskillige Hverv, hvortil hendes udstrakte Bekjendtskaber gjorde hende skikket. Da hun er af den Formening, at hun kun i ringe Grad er bleven paaskjønnet og belønnet for de ydede Tjenester og de Farer, hun vil have udstaaet paa adskillige under alskens Forklædninger udførte Reiser i Sydslesvig etc. ville de af hende bebudede Memoirer sikkert komme til at indeholde mange interessante Meddelelser, men ogsaa adskillige Bidrag til hiin Tids chronique scandaleuse. - Foruden de nævnte Memoirer fra Oprørstiden vil der ogsaa snart kunne ventes den forhenværende Overvagtmester Kloppenborgs Erindringer fra Aarene 1848 til 1850. Denne Veteran, der i de sidste Aar har været bosat i Flensborg, ydede under den sidste Krig Armeen adskillige Tjenester som Speider og har udført en Række eventyrlige Farter, især i det vestlige Slesvig og paa Vesterhavsøerne Det hedder, at En af hans mange Velyndere, som bedre end han selv er skikket til at fore Pennen, udarbejder for ham de omtalte Memoirer.

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 14. oktober 1861).

 

Dragonofficer Jacob Kloppenborg (1793-1876) boede ved udbruddet af Krigen 1848-1851 i Flensborg. Han blev sendt til Frederik 6. for at bedyre de dansksindedes loyalitet og fik ansættelse som frivillig overvagtmester ved 3. Dragonregiment i Aarhus. Han var bl.a. med ved Bov, Slesvig, Sundeved og Isted. I Krigen 1864 var Kloppenborg som dyrlæge, park- og trainfører, og efter Krigen udnævnt til løjtnant. Kloppenborg døde i Flensborg 14. april 1876. I begravelsen deltog såvel byens danske Borgere som en deputation af officerer af byens preussiske garnison med generalen i Spidsen. Han udgav sine memoirer i 1872 og kom senere i flere oplag.

Spiritismen praktisk. Siden Swedenborgs og Cagliostro's Dage har det hørt til Sjældenhederne, at Spiritismen er traadt i Politikens Tjeneste. Det var forbeholdt vore Nationalliberale ogsaa at bringe dette Middel til Anvendelse for at fremme deres Planer. Medens Hr. Bygnings-Direktør Bille for de "oplyse" Kjøbenhavnere afslører de Bedragerier, der andet Steds drives med de saakaldte Sonnambuler eller Seersker, har hans Kollega, Udtørrings-Direktør Hr. Klein fundet det praktisk at benytte en saadan Seerske, for at paavirke de mindre "intelligente" Bønder i Aalborg Amt. Denne Seerske, hvis Navn er Davide Ebert født Rosen, har, efter tidligere at have spillet en Rolle i Slesvig, i de senere Aar gjort sig berømt ved forskjellige Forudsigelser, og hun siges fra troværdig Side at være begavet med en sjælden Spaadomsævne. Kort førend de sidste Folketingsvalg indfandt denne "Profetinde" sig i Bønderbyerne Syd for Aalborg, optraadte der i "hvide Klæder" og omgivet af et vist Trolddomsskjær spaaede hun de "enfoldige" Bønder al Landsens Ulykke, i Fald de valgte Claus Johansen i Stedet for den daværende Justitsminister Klein. Bønderne ere imidlertid i vore Dage ligesaa kloge som Mennesker, og en anset Folketingsmand, som bor der i Egnen, forstod strax at afvinde Sagen dens komiske Side til stor Moro for Bønderne. Seersken fandt det derfor klogest hurtigt al fortrække. Sagen er som sagt komisk; men hvis Hr. Klein - som der er Grund til at tro - selv er Anstifteren, faar den iøvrigt en alvorlig Side, naar man erindrer, at han den Gang var Justitsminister. c.

(morgenbladet (København) 12. marts 1876).

Hr. Redaktør!

Den 12te ds. indeholdt "Morgenbl." en Artikel "Spiritismen praktisk", paa hvilken jeg først nylig er bleven gjort opmærksom. Der fortælles for fuld Alvor, at dengang daværende Justitsminister Klein stillede sig sidste Gang i Aalborg, havde han engageret en Sonnambule til at paavirke Bønderne i Aalborg Amt. Denne Sonnambule skulde jeg have været. Der fortælles endvidere, at jeg som en Profet i hvide Klæder skulde være optraadt i Bønderbyerne syd for Aalborg og spaaet Bønderne al Landsens Ulykke, dersom de valgte Claus Johansen. Bønderne fandt imidlertid Sagen komisk, og jeg fandt det derfor klogest at fortrække." Artiklens Slutning indeholder nogle Spydigheder til Hr. Klein i Anledning af det Hværv, han skulde have overdraget mig. Jeg skal ikke nægte, at jeg blev i høj Grad forbavset ved at læse denne fantastiske Historie, der omgav mig med en Seerskes mystiske Skjær; for Sandhedens Skyld bliver jeg nødt til at berøve den al dens Romantik.

Først maa jeg da erklære, at jeg aldrig har talt med Hr. Klein, ja næppe nok kjender ham af Udseende, han var ikke vidende om eller Anstifter af, at jeg en ganske kort Tid paa en Gjennemrejse i Jylland i Familieanliggender talte om hans Valg; den hele Historie om Hr. Kleins Forbindelse med mig er Opspind fra Ende til anden. Derimod skal jeg indrømme, at jeg besøgte en Mand paa Landet, der opfordrede mig til at kjøre med til Hr. Villads Holm, hvor der var flere forsamlede, og jeg henstillede til disse, om de ikke troede det hensigtsmæssigt at vælge daværende Justitsminister Klein i Stedet for Claus Johansen. Jeg har kun besøgt disse to Mænd. og har ikke været i andre Bønderbyer der i Egnen, dette er derfor fuldstændig usandt, saavelsom at jeg skulde være optraadt som Seerske eller Profet i hvide Klæder" osv. Jeg rejste et Par Timer efter at Hr. Klein var bleven valgt, men at mit kortvarige Ophold der skulde have medvirket til Hr. Kleins Valg, er jeg for beskeden til at tro. Derimod tror jeg, at det er utilbørligt at skildre min Optræden med saa ondskabsfulde Forvanskninger, som sket er, og det er herimod, at jeg nedlægger Protest, og haaber jeg, at De, Hr. Redaktør, vil være af den Godhed at optage den i Deres ærede Blad.

Kjøbenhavn, den 30te Marts 1876.

Ærbødigst

Davide Ebert.

(Morgenbladet (København) 6. april 1876).

Lidt mere om Fru Eberts Syner. Da man nu har fundet Øjeblikket passende til for Alvor at benytte Fru Eberts Syner, og et Pro og Kontra aldrig kan skade, haaber vi, at Social-Demokratens Redaktion ikke vil nægte vor Kontra en Optagelse i Bladet, da vi er særdeles godt bekendt med disse Syner og underlige Gerninger. Nogen Tid før den fransk-tyske Krig i 1870 flakkede Fru Evert forgæves omkring hos de dansksindede Bladredaktioner i Nordslesvig, for i et eller andet Blad at faa optaget et "Syn", - der senere blev trykt i Kolding - som skulde bebude Slesvigs Forening med Danmark ved Napoleon den 3dies Hjælp. Fruen havde blandt meget Andet set den prøjssiske Ørn reven i Slumper og Stykker, for bagefter at blive brændt i et gloende Ildhav, medens den franske Kejser udstrakte sine Hænder velsignende over Baalet. Efter den nye Udgave af Fru Eberts Syner har hun forudset Prøjssens Sejr - altsaa det Modsatte af det, hun forklarede sine sønderjyske Tilhørere - ; dog efter Chr. P. K. er Fruens Syner altid et Enten-Eller og kan altsaa ligesom det delfiske Orakel bruges til Hvadsomhelst. Paa den ovennævnte Omflakken i Sønderjylland ytrede Fru Ebert sig med megen Foragt og Bitterhed om det nalionalliberale Parti i Danmark, der meget godt kunde have undgaaet Krigen i 1864, naar det blot havde havt Tiltro til Fruen, men i Stedet for var hendes Raad eller Syner altid bleven modtoget med kold Foragt, - ja, Orla Lehmann havde endogsaa før den anden slesvigske Krig en Dag modtaget hendes ufejlbarlige Raad og Advarsel med de Ord: Men Herregud, Fru Ebert, lad os dog blive fri for deres Sludder; vi har Andet at tænke paa i Ministeriet, end deres Syner. Om denne Udtalelse end ikke var smagfuld selv overfor den mest forskruede Dame, var den dog meget passende og korrekt mod en moderne Sybille. Naar Justitsminister paa Pension, Hr. Klein, bliver bekendt med denne Udtalelse af Orla Lehmann antager vi at han endnu har saa megen Æresfølelse tilbage, at han ikke oftere vil undeholde sit Publikum med at give Partiet: Den afdankede Kong Saul dansende Reaktionskankan for Spaakvinden fra Endor.

Altona, den 18de April 1876.

A + B?

(Social-Demokraten 21. april 1876).

Rekrutsagen: Fredericia Avis om Stuhr. (Efterskrift til Politivennen)

Korrespondance til "Social-Demokr." 

Frederits. den 7de Marts 1876.

Det er en underlig Tid, vi lever i, siger vor Ven og Broder i Aanden, Borger Eibeschütz - der findes ingen Beskedenhed mere i Verden. Dette Hjærtesuk fra den Gamles inderste Vraa lyder i al sin Komik dog saa højtideligt og stemmer uvilkaarligt Sindet til Andagt. Eibeschütz, dette sølle Individ, der alle sine Dage har pyntet sig med laante Fjær, han folder sine Hænder, og han ynker over denne forkerte Verden. "Organets" fordums glorvældige "Redaktør" affører sig alt sit forlorne Stads og paatager sig en "Straalemesters" Skikkelse. Og alt imens der fra alle Hjørner og Kanter hældes er Sjat i hans Sprøjtes Kar, stiger "Mester" til Vejrs, Skiltet hænges ud: "Hier sehen sie, meine Herrskafften, den grossen Bambrian" - "Forestellungen" begynder. Sprøjten knalder medens "Mandskabet" synger et lystigt "Julia". Ja vel, "Mester" har Ret - det er er fordærvet, men tillige en gemytlig Tid. At se "Mester" give Gæsteroller som den store "Bambrian"; at se ham tumle sig med Husarsocialisten i en vild Kankan eller danse "Svejtrit og forkert" med "Social-Demokraten" og "Morgenbladet"; at se ham samle Ildebrændsel sammen til Socialisterne samtidig med, at han ønsker dem hængt Allesammen - at se Alt dette, det er virkelig ganske gemytligt.

Man vil forstaa, at det er "Rekrutsagen", her alluderes til. Denne Sag har gennemgaaet alle Stadier i Borger Eibeschützs Avis: Der var en Socialist, som var Rekrut paa Jægersborg; han havde været Rekrut i to Dage, og hele Tiden Socialist; endskønt der den første Dag var lært ham Alt, hvad der sig egner og anstaar en Rekrut, begik han et groft, et uhørt Brud paa Disciplinen. Skal denne opretholdes, og det skal den, saa maatte der statueres et Eksempel til "Skræk og Advarsel" for Ligesindede. Da han er Sociatalist, skal han have Prygl; han er ganske vist forført, og Forførerne burde i Grunden have Straffen, men det er kun sørgeligt, at man ikke "forrette Smed for Bager". Saa meddeles der, at "Ritmesteren" fik Prygl - kun Skade, han fik for lidt - og dernæst Rekruten, og at denne tog dem med "Anstand", 150 Rottingslag er en ren Bagatel, mener dernæst Borger Eibeschütz, endskønt hans usle Kadaver vilde være slaaet baade sønder og sammen ved Tiendeparten af et saadant Antal. Naar Rekruten har faaet de 30 Dages Vand og Brød at "styrke" sig paa, skal han skydes eller dog i Tugthuset - det Sidste er mere "kristeligt", ti saa er der dog Haab om, han kan omvendes fra sine "Vildfarelser". "Ser Jer i Spejl" raader man, her ser man, hvortil Socialisternes "fordærvelige" Agitation fører. "Skylden for det Hele" er først alle Socialisters, dernæst kun "Forførernes" og "Agitatorernes"; senere er det Pio, som er rent "rasende", paa hvem det fulde "Ansvar" hviler, og endelig meddeles der i Gaar, at Socialisterne kan vaske deres Hænder i Uskyldighed, ti nu har man apdoget, at den rette Skyldige er "det forenede Venstre", og i "Morgenbladet"s "hysteriske Anfald" bestyrkes denne Antagelse. Da vi Socialister altsaa nu har faaet Attest for god Opførsel, kan vi følgelig rolig henlægge Spørgsmaalet angaaende, hvem der er den Skyldige eller ikke, og derpaa anstille nogle Betragtninger efter "den Anledning", "Avisen" af i Gaar giver. 150 Rottingslag kan ethvert "velkonstrueret" Menneske med Lethed taale, og et saadant Traktement er aldeles betydningsløst for Helbredet, naar Paagældende blot efter Modtagelsen faar lidt af "styrke" sig paa. Dette bevidnes af "højere Officerer", "ansete Læger" og af - Borger Eibeschütz! Det er fornuftigt af alle disse Herrer, at de bruger Benævnelsen "velkonstrueret", ti derved udelukker de sig selv fra at komme i Betragtning, hvis deres Attest skulde være Norm for "Uddelingen", hvis Bladet tilfældigvis skulde vende sig; men afset herfra, kan der dog næppe tænkes nogen større kynisk Raahed end den, der ligger til Grund for hin Udtalelse. Man føler ikke blot ligefrem Glæde ved en slig umenneskelig Behandling, men man driver sin Uforskammethed endog saa vidt, at man anser 30 Dages Vand og Brød som en "styrkende" Kur for den Ulykkelige. Det er den "Styrkelse" Rekruten faar, og det er den, der skal værne om hans Sundhed efter den lidte Medfart. 

Man beskylder os for at udsaa "Hadets Sæd", men er der Noget, der egner sig til at vække Had til "det Bestaaende", da er det slig Fremgangsmaade og slige Udtalelser, og Militarismens Herredømme kan næppe blive undergravet paa en mere sikker og mere hurtig Maade end ved en flittig Benyttelse af Rottingen. De nylig uddelte halvandet Hundrede Slag har virket mere for den socialistiske Læres Fremgang end længere Tids Agitation vilde have gjort. At socialisterne afskyr en saadan for ethvert selvtænkende Væsen uværdig Behandling, er en Selvfølge, ti deres Had bliver aldrig saa stort, at de skulde stille deres arrigste Fjende, selv om han kun er et Vrængebillede af Skaberen, under Dyrene. Naar Borger Eibeschützs Kattekilling mishandles af Nogen, da oprøres han, og han kan faa Gerningsmanden straffet, ti Loven beskytter Killingen; men naar Talen er om et "velkonstrueret" Menneske, der, om han end er Socialist af det reneste Vand, dog i Borger Eibeschützs Øjne har alle mulige gode Egenskaber, saa fryder Borger Eibeschütz sig og gnider sig i Hænderne, saa gaar han atter og atter tilvejrs som den store "Bambrian" og lader sin Sprøjte knalde, og saa finder han, at Loven er fortræffelig. Er end denne Modsætning modbydelig, saa er den dog langtfra uheldig for Socialisterne, og vi kan kun tilraabe ham: "Kil kun paa, lille Mester, kil kun paa - jo galere, jo bedre - vi ser med Fornøjelse Deres Præstationer som Klovn for det forenede Højre.

(Social-Demokraten 11. marts 1876).

Bogtrykker Israel Meyer Eibeschütz (1812-1884) startede i 1848 Højrebladet "Fredericia Avis". Eibeschütz solgte bladet i 1880 og flyttede til København hvor han også var født. I 1890 fik avisen konkurrence fra det moderate Fredericia Dagblad og 1898 af Fredericia Socialdemokrat (der udskiltes fra Østjyllands Socialdemokrat, 1897). 

Afferkattemadammen. Værs’artig meine, Herrschaften! Hier sehen Sie das grosse Bambrian, der gaar paa Kirkegarten und graber de døde Arvesager op og eter dem ganske lefendes. Dette Eksemplar er født i Brasilien, langt paa den anden Side, hvor Hederlikheten er sluppet op. (Redaktør Manicus foreviser Kammeradvokat Hindenburg. Forneden ses Frederik Hansen) Af "Ravnen". Illustration fra SOCIALDEMOKRATIETS AARHUNDREDE 2det BIND DANMARK, NORGE OG SVERIG s. 408.

Rekrutsagen: Rekrutter. (Efterskrift til Politivennen)

Fra troværdig Haand have vi modtaget følgende: Maa jeg i Anledning af den meget omtalte Rekrutsag meddele Dem et Par Træk af en lignende Art; det første har jeg selv været Vidne til, og det andet angik en Broder til mig. Aar 1866, da jeg meldte mig som Rekrut (ved 13de Bataillon) i Kjøbenhavn, blev  ved samme Kompagni som jeg ansat en Mand ved Navn Søren Sørensen fra Atterup (paa Sjælland). Denne Mands Udseende havde noget iøjnefaldende forskjelligt fra alle de øvrige Kammeraters ved sig. Hans Øjne rullede vildt, hans Ansigt var præget af Dumhed og Trods, hans Holdning var slap og hans hele Udseende noget sjusket. Han var Gaardmandssøn og havde nok i Hjemmet raadet sig selv lovlig meget, og da han var stærk, plejede han nok ogsaa undertiden at tage sig selv til Rette. Allerede i de allerførste Dage vankede der en haard Behandling, en raa og arrig skjældende Tiltale af Befalingsmændene, der i meget mindede os om den Maade, hvorpaa en gnaven Røgter paa Landet plejer at tiltale sine hornede Undergivne. Saadan Tiltale huede Søren Sørensen ikke, hvorfor han strax løb sin Vej og solgte sin rødkravede "Bajstrøje". Men det hjalp ham ikke; han maatte naturligvis her an igjen, og nu blev han, ganske ene Mand, sat under en Korporals Behandling. Med Pind under Hagen (han havde Tilbøjelighed til at dukke med Hovedet) maatte han nu spanke om rundt omkring paa Østerfælled med sin Plageaand skrigende i Hælene paa sig. Dog Søren Sørensen holdt tappert ud hele Sommeren over paa Skolen; naturligvis styrkedes han mere i denne Udholdenhed ved sine Kammeraters venlige Omgængelse, end han svækkedes dertil af det Vand og Brød, han fik til  Straf for sin Desertion. Efter Skoletiden kom Vagttjenesten og med den en skjærpende Ordre om Pudsningen; men Pudsningen var S. S.s svageste Side. Alt andet kunde han udføre, om end lidt sent, men den ulykkelige Pudsning havde han slet ingen Sans for. Aldrig mødte han paa Pladsen uden af sine Foresatte at blive tiltalt med Skjældsord som: "Svinet", "Grisen", "et skident Bæst" og andre saadanne kjønne Udtryk, og da de ikke bed paa, maatte der anden Straf til, først paradere "om igjen" oq atter om igjen fra Kastellet og ud til Nørrevold med fuld Oppakning, til Nar for alle, og da det heller ikke frugtede, maatte der igjen Vand og Brød til. Bestandig drillet med den evindelige Pudsning, erklærede Søren Sørensen en Dag i sit onde og trodsige Lune, at han ikke vilde pudse mere for "den skide Officer." Men nu maatte han straffes for Subordinationsforseelse; Straffen blev værre og værre og S. S. blev haardere og vildere; den megen Indespærren i de mørke Fangehuller indvirkede i den Grad svækkende paa hans Forstand, at han ofte efter en lang og tavs Henstirren pludselig brød ud i en uhyggelig vild Latter. Endnu var han meget omgængelig mod sine Kammerater og fornærmede aldrig nogen uden Grund; men fra Befalingsmandenes Side blev han idelig tirret. Ved en intetsigende Geværexercits paa Samlingsstuen en Dag blev S. S. trukket ud midt paa Gulret, og mens alle de andre hvilede, skulde nu en Underofficer trække ham igjennem; men S. S. siger i "Nej, jeg skal ikke staa og være Nar." Øjeblikkelig blev smidt i Hullet og nu skulde han lave Rottingslag; to Underofficerer stiftedes til at prygle ham igjennem et Kvarterstid. S. S. stod rolig, skjønt ubundet, og tog imod det hele, ja sagde endog bag efter: "Jeg skulde staaet for saa mange til." Ikke Lydigheden, men Trodsen voxede ved denne Medfart. 

Nogle Dage efter Slagene, da han atter blev trukket ud af Geledet for ene at støde imod Kavalleriet, sagde han atter nej og føjede dertil et drøjt Skjældsord imod vedkommende Underofficer. Atter maatte han i Hullet og blev nu idømt flere Rottingslag end før, skjønt det var nu klart oplyst af mange Vidnesbyrd fra Kammeraternes Side, at han var om ikke hel, saa dog halv tosset. Endnu kom han til at gjøre Tjeneste, og ved mild Behandling havde han vel endnu gaaet den igjennem, men bestandig tirret og halv beruset forbrød han sig igjen ved at staa en Underofficer i Ansigtet med knyttet Næve. Dette havde et langt, mørkt Fængsel til Følge for ham med mellemliggende Forhør, i hvilke han var iført Spændetrøje. I dette mørke Fangehul mistede han nu rent Forstanden. Det kunde undertiden træffe sig, at Vagten kom op til ham og fandt ham ganske nogen i Færd med at prygle sig selv med sine Gymnastiksko. - Endelig indsaa man, at det kunde ikke nytte at straffe ham mere; man smed ham paa Hospitalet, hvor han undertiden teede sig vild og rasende ved at styrte sig ned ad Trapperne, slaa Vindusruderne ind, raabe til Gevær og andet lignende. Om han døde der eller blev hjemsendt, erindrer jeg ikke, men ødelagt var han for bestandig, og dog var der ikke ringe Forudsætning for, at han kunde have vendt tilbage fra Tienesten som et ganske ordenlig Menneske. Han havde lært den hele Exercits og gjort Vagttjeneste i lang Tid; det var først, da den raa og tirrende Behandling blev overvældende, at de vilde og onde Kræfter helt tog Overhaand. -

I Krigsaaret 1864 skete der noget lignende med min egen Broder, der nævnte Aar blev indkaldt til Kjøbenhavn som Trænkudsk. I hans Fødeegn vidste man overalt at han kun havde ringe Evner, og det var Præsten fra hans Fødesogn (Rørby) der voldte, at han blev indkaldt (eftersom Præsten var bange for, at han skulde falde Sognet til Byrde). Det viste sig imidlertid, at han ikke kunde sendes til Hæren, fordi han manglede Forstand; men i Kiøbenhavn kunde man bruge ham til grovt Arbejde. Hvor ringe Evner han end havde, saa mærkede han dog, at det til enhver Tid skulde gaa ud over ham frem for nogen anden. Skjældsord og haard Straf overgik ham saa tidt, at han blev stridig og haardsindet, skjønt han var meget følsom af Naturen. Kort sagt, i en ganske kort Tid gjorde de militære Straffe samtidig med for stor Nydelse af Spiritus det for saa vidt af med ham, at han omtrent ved Krigens Ophør kom hjem som aldeles vanvittig. Mens han før Indkaldelsen godt kunde tjene for sit Brød, naar han nød en god Behandling, saa drev han nu om sine øvrige Dage som et Fugleskræmsel i en ussel Tilstand, indtil han endelig blev levende brændt i Sindssygeanstalten paa Bistrup *).

Man maa med Grund undre sig over, at der endnu i vort "fri og dannede" Land kan forekomme sligt. Disciplin skal der være, det er sandt, men skulde denne Maade at indøve den paa virkelig være den rette til at indpode militær Lydighed og Orden? Det er dog klart, at man ikke kan behandle Borgernes Sønner, saaledes som man behandlede Fortidens hværvede Trælle, og skulde der ikke lige saa vel i den militære som i den almindelige borgerlige Opdragelse kunne tages et Hensyn til de forskjellige Naturer? Det er muligt, at Størsteparten af de nuværende militære Befalingsmand med deres Udvikling og Dannelse ikke ere meget skikkede til at være Leerne heri; men det er paa den anden Side sikkert, at uden en human Behandling ml det i vor Tid falde vanskeligt at tilvejebringe den Tugt i Hæren og bevare for denne det Hold i Befolkningen, hvorpaa dog tilsidst det hele beror.

*) Hvorledes dette egenlig er gaaet til. kan jeg ikke mere nærmere Rede for; men en Kjendsgjerning er det, at det er sket, og Bladene have ogsaa haft Beretninger derom, kun husker jeg ikke i øjeblikket, om det var i 1865 eller 1866.

(Morgenbladet (København) 11. marts 1876).