Fælles Sukkerkogerier paa St. Croix. (Efterskrift til Politivennen)

Annonceringen af stiftelsen af "St. Croix Fællessukkerkogerier" stod i mange aviser i juni 1876. Generalforsamlingen fandt sted 4. juli 1876. Annoncerne var undertegnet Krag-Juel-Vind-Frijs, G. A. Hagemann, Moritz G. Melchior, S. Nellemann, Georg Petersen, Rosenørn-Lehn og Tietgen.

Actieselskabet "St. Croix Fælles-Sukkerkogerier" afholdt, som alt meddeelt, iaftes en constituerende Generalforsamling under Ledelse af Gouverneur Garde. Paa Indbydernes Vegne talte Hs Exe. Lehnsgreve Frijs-Frijsenborg. Han yttrede, at det var en varm Interesse for de dansk vestindiske Øer, der havde foranlediget nærværende Sammenkomst. Den ugunstige Skjæbne, som St. Croix var bleven undergiven i de senere Aar, deelte denne Ø med saagodtsom alle de øvrige vestindiske Øer. Skulde nogen Grund til den tilstedeværende Tilbagegang i disses økonomiske Udvikling angives, da maatte den væsentlig søges i en vis Mangel paa Energi og paa den rette Erkjendelse af, at Jorden er et betroet Gods, som man ikke kan vedblive at bruge og tage Frugt af, uden at den samtidig faaer den forbrugte Kraft erstattet. Han mindede derpaa om den Bevægelse, som Danmarks Forhandlinger med de Forenede Fristater for nogle Aar siden naturligt vakte paa Øerne, og om hvorledes navnlig fra dette Tidspunkt Tanken rettedes paa, hvorledes det skulde være muligt at bringe en økonomisk Fremgang tilstede. Øernes Beboere ønskede saaledes dengang at maatte erholde Beskyttelse for deres Producter; men det erkjendtes snart, at denne Hjælp ikke indeholdt nogen tilstrækkelig Stimulus til en rigeligere Production. Da var det, at Tanken om Fællessukkerkogerier reistes. Ved Regjeringens og Rigsdagens Foranstaltning, ved den levende Interesse, som Sagen havde vakt paa Øerne, og ved privat Initiativ herhjemme vilde dette Foretagende være at bringe istand, og dets Hovedtanke var den at fremkalde en Deling af Arbejdet, saaledes at Agerdyrkningen skilles fra Fabrikationen, og Plantageeierne derved med større Kraft end hidtil kunne varetage deres egentlige, særliqe Hverv: Sukkerrørdyrkningen. Fra de franskvestindiske Øer havde man Erfaringer, der i høi Grad talte for at bringe det omhandlede Foretagende igang. Indbyderne havde ikke troet at burde udstedt Indbydelse til offentlig Actietegning, forinden der ad privat Vei var sikkret nogen Capital; paa denne Maade var tilveiebragt 700,000 Kr. I den derpaa følgende Actietegning havde ikke Faa deeltaget, og han kunne saaledes oplyse, at der deels var tegnet og deels var lovet inden denne Maaneds Udgang et Beløb, der vilde naae op til 900.000 Kroner. Indbyderne vilde under disse Omstændigheder ansee det for rigtigst, at Selskabet konstituerede sig. Forslaget om Constitueringen vedtoges derpaa eenst med 297 St. Efter en kort Discussion vedtoges derpaa eenst. et Udkast til Love med den ene Ændring, at der istedetfor Ordene: "Selskabets Capital udgjør 2 Mill Kr. i Actier paa 1000 Kr.", kom til at staae: "Selskabets Capital udgjør indtil 2 Mill. Kr. osv." Til Medlemmer af Bestyrelsen valgtes derefter med Acclamation de 7 Herrer Indbydere, paa hvis Vegne Grev Frijs modtog Valget. Til Revisorer valgtes Consul Alf Hansen og Gross. Moses Melchior; den Sidstnævnte udtalte dog udtrykkelig, at han af Hensyn til den særegne Stilling, som han indtog til Foretagendet, kun modtog Valget for 1 Aar. Han fandt dernæst Anledning til at bemærke, at Aarsagen til de vestindiske Øers økonomiske Tilbagegang foruden den af Grev Frijs angivne endnu formeentlig var en anden, nemlig den Omstændighed, at der i de senere Aar var opstaaet et nyt fabrikationssystem, som var langt fordeelagtigere end det ældre, men hviltet Øernes beboere af Mangel paa Capital ikke havde formaaet at sætte igang. Exempelvis anførte han, at efter den ældre Fabrikationsmaadc tabte Sukkeret 7-10 pCt. ved at føres dertil, efter den nyere i det Høieste kun 1 pCt. Det var saaledes en simpel Retfærdighed imod de vestindiske Beboere at udtale at den Tilstand, de befandt sig i, var en naturlig Tilstand, begrundet i Mangel paa Capital. Efterat Lensgreve Frijs kort havde repliceret til Gross. Melchior, udtalte Gouverneur Garde det som sin Overbeviisning, at næværende Foretagende vilde vise sig at være i høi Grad rentabelt, og denne hans Overbevisning var baseret paa erfaringer, hentede fra Naboøerne. Netop under de nuværende Tidsforhold, der ikke vare gunstige for Dannelsen af Actieselskaber, og særlig i Betragtning af den factiske Fjernelse, der havde fundet sted mellem kolonierne og Moderlandet, kunde Øernes Indvaanere kun have Grund til at være de Mand i Moderlandet taknemlige, som havde deeltaget i nærværende Foretagende, og særlig vilde han henvende denne sin Tak til Bestyrelsen med dens formand, Grev Frijs. Gross. Moses Melchior takkede sluttelig Gouverneur Garde for den utrættelige Iver, han havde udfoldet for at bringe Sagen igang. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. juli 1876).

Fra torvet i Christianssted på St. Croix. Fra Illustreret Tidende nr. 860, 19. marts 1876.

THE "AVIS"

CHRISTIANSTED, ST. CROIX

Saturday, July 8th 1876.

In our last we informed the readers of the Avis of the highly satisfactory progress of the Central Factory Question, so far as had come to our knowledge through the medium of a telegram giving so much of a letter from His Excellency the Governor as was of most interest. Since then we have been favoured with further particulars from the same source, as well as with the contents of a telegram from the Governor, received by tho Presidency on Thursday last. Agreeably to the accounts received first, a Committee, consisting of Messrs. Krag-Juel-Vind-Frijs, Hagemann, Moritz Melchior, Nellemann, G. Petersen, Rosenörn-Lehn and Tietgen.had been formed to receive final subscriptions for shares in Central Factories to bo established here, and the telegram of Thursday brought the intelligence, that a general meeting of the Subscribers for shares was held in Copenhagen Monday the 3rd instant, at which a Central Factory Company was definitively formed, and the abovo-named gentlemen were elected as Directors of the Company.

We have also been informed that the Committee which has now been appointed as a Board of Directors, as far back as the 13th of June last, had issued a prospectus inviting subscription for shares, which has now been sent out here, and will be published, as soon as the documents concerned have been translated, through tho Chairman of the local Committee here, His Honour, Chief Judge Rosenstand. 

Our readers are already aware that the shares had been fixed at 1,000 Crowns each, and that an amount of upward of 700,000 Crs. had already previously been signed for. Further subscriptions can now be made, besides in Copenhagen, at the Colonial Treasuries in St. Thomas and here. The shares, we understand, are to be paid up in instalments of 10 p. ct. of the amount of the share, the first instalment having become due on the first instant, and the others becoming due every second month, so that the Inst instalment will fall due on the 1st January 1879. For the payments, interim-receipts will be given, which, at the last payment, will be exchanged for a final share.

(St. Croix Avis 8. juli 1876)

Den lokale bestyrelse af sukkerkogerierne afsendtes 27. september 1876 overretssagfører Wassard (merkantil) og cand. polyt. Zahrtmann (teknisk forretningsfører). De blev ledsaget af ingeniør Petersen som havde været beskæftiget ved Esbjerg Havn. Driften begyndte den 5. marts 1878. I september 1878 blev det oplyst at det tilskud der kort forinden var ydet af kolonialkassen, var utilstrækkeligt fordi maskinerne var dårlige. Kort tid efter udbrød opstanden "The Fireburn". I maj 1879 støttede kun Højre finansministerens forslag om at forhøje lånet til A/S St. Croix Fællessukkerkogerier med 370.000 kr.

Om Danseboder. (Efterskrift til Politivennen).

"Ordensstatslige Tilstande"! "ordnet Samfund"! Saaledes kaldes det "Bestaaende". Saaledes lyder Stikordene, som vore Modstandere til enhver Tid har ved Haanden, naar de skal bevise det nuværende Statssystems Fortræffelighed. i Modsætning til det, vi agter at indføre, og det er da os, der bliver fremstillet som dem, der "omstyrte", vil ruinere hele denne paradisiske Tilstand.

Naar man imidlertid vil se lidt nærmere efter, hvori denne "Orden" bestaar, saa finder man den mest storartede "Uorden", for at bruge en meget mild Betegnelse. Svindlerier en gros, Vekselforfalskninger, storartede Banktyverier, Mordforsøg i Form af Rottingslag og Cellefængsler, Tilfredsstillelse af Spillelidenskaberne ved Lotterier, Sædelighedsforbrydelser udøvet af Professorer og Præster, - saadanne Ting er det "Ordensmændene" har Patent paa at udøve og forsvare.

Blandt "Ordenspartiets" tilladte og beskyttede Institutioner er der en Art. som vi særlig skal beskæftige os med idag, det er de ved Politiets specielle Omsorg eksisterende Danseboder. Der raabes saa meget paa Demoralisationen blandt Tjenestepigerne, den offenlige Prostitutions Tiltagen osv., nuvel, der er Arnestedet for dette, der er de Steder, hvor Uddannelsen til offenlige Fruentimmer finder Sted, der nedlægges Spiren tit alle Udskejelser, som Ungdommen af begge Køn gør sig skyldig i.

Alle I Dydsdragoner, som sukker over de unge Pigers Uanstændighed, alle I Provstinder og Etatsraadsfruer med Eders "praktiske Tjenestepigeskoler" og lignende Palliativmidler, og alle I Husmødre, der jamrer over Eders Tjenestepigers Daarlighed, her har I rig Lejlighed og grundet Anledning til at udøve Eders filantropiske Bestræbelser, hvis det ellers er Eders Alvor at udrette Noget. Ja, det kan sandelig være paa Tide, at der bliver rengjort i disse Augiasstalde, det kunde være paa Tide, at Autoriteterne, som ellers til enhver Tid er paa Færde, hvor der ikke er Brug for dem, til en Forandring en Gang søgte at gøre lidt Gavn og henvendte deres Opmærksomhed paa Tilstanden af samtlige Københavns og Forstæders Danseboder. Naar disse Forhold, som der eksisterer, kom lidt mere for Dagslyset, er det rimeligt nok, at der var adskillige Ting, der faldt ind under diverse Straffelovsparagrafers Omraade.

Man læser under Tiden, at en eller anden Bladneger eller Prins har aflagt Besøg paa Hospitaler, Galehuse, Fattighuse eller lignende Steder, og der bliver da aflagt detaillerede Beretninger herom i Reptiliebladene og naturligvis stødt i Trompet over vedkommende Institutions fortræffelige Indretning osv., ja selv fra Hunde-Internatet var der forleden en af "D.-Telgr."s Negere, der "begik" en lang Beretning om Hundenes "Gøen og Laden", men fra saadanne Fordærvelsesanstalter som Danseboderne, der fremkommer ingen Oplysninger, og det var derfor heldigt, hvis vore Anker her kunde bevirke, at En eller Anden vilde overbevise sig om, hvor berettiget vor Paastand er, naar vi fordrer disse Anstalter ophævede og forbudte hurtigst muligt.

De Træk, der er fælles for dem alle, er i Øvrigt lette at opdage. Raa Slagsmaal saavel mellem Mænd som Kvinder er en af de mest yndede Beskæftigelser ved Siden af den ædle Dansesport, (der i Parentes bemærket bliver udøvet paa en saadan Maade, at en Bournonville vilde græde salte Taarer ved Synet af den Art "Benpoesi"), enhver Dansebod har derfor ogsaa en privilegeret "Udsmider". Drukkenskaben staar paa et meget højt Udviklingstrin, og det ikke mindst for Kvindernes Vedkommende: de frækkeste, mest lascive Ord og Talemaader vinder det største Bifald. Anstændig og pæn Opførsel hos Deltagerne er Noget, som øjeblikkelig bliver Genstand for "Grin". Alt dette er imidlertid kun Smaating, der viser sig for den mest overfladiske Betragter. Men en Smule Eftertanke vil lære En mere. Det er saaledes en Kendsgerning, at det aldeles overvejende Flertal af faldne Kvinder er blevet ødelagte ved Dansebodslivet. Efter Alt, hvad man der kan se og høre, er det en Umulighed for nogen Kvinde at besøge disse Steder uden at hendes moralske og sædelige Begreber bliver aldeles nedbrudte. I de allerfleste Tilfælde er det en Umulighed for hende at løsrive sig fra de Tillokkelser, der for svage Karakterer findes den Slags Fornøjelser, som dyrkes paa disse Steder, og kan hun ikke det, da ve hende! - i Længden bliver Prostitutionen hendes Lod, hvortil hun da bliver besørget ved Politiets velvillige Bistand eller rettere Tvang. Hvis et "ordnet Samfund" ikke skulde have den Pligt, at gøre Sit til, ved Ophævelsen af disse Lastens Huler, at bevare en meget stor Del af sine Medlemmer fra Fordærvelse, da kan det ikke nytte i nogen som helst andre Anliggender at vaase om Samfundets Pligter til at skride ind.

I Samklang med, hvad Danseboder indirekte afgiver til Prostitutionen, staar den Mængde Skuffetyverier og lignende "tiltrækkende" Maader at tilvejebringe Penge paa, som i de senere Aar synes at have vundet udelt Anerkendelse hos en stor Del unge Mennesker. Det er temmelig indlysende, at hvis der ikke eksisterede Steder, hvor Pengene kan saa en saa udstrakt Anvendelse i fordærvelige og tillokkende Anliggender, som paa Danseboderne, hvor den "flotte" Optræden aldrig undlader at gøre sin Virkning, er der ikke Spor af Rimelighed for, at disse Folk var bleven Tyveknægte og Udskud af Samfundet for deres Levetid, (saaledes er jo Konsekvenserne under de nuværende Tilstande), naar de ikke var kommet ind paa denne Skraaplan, der drager saa mange og slemme Følger efter sig.

Vi gad høre, paa hvilken Maade de, der tillader og beskytter Dansebodernes Virksomhed, vil bevise Nytten og Nødvendigheden af samme. Galt er det, naar det ordnede Samfunds Forsvarere skal klare dem over for de mange og grundede Angreb, der fremkommer mod Prostitutionen som Statsinstitution, naar de skal bevise sammes gavnlige Virksomhed, men værre vilde det blive, naar de skulde forsvare Berettigelsen af bestaaende Opklækningsanstalter for Prostitutionens Ofre, ti Meningen er vel ikke at opretholde dem for at sikre hine "frisk" Tilførsel: hvis saa er, da sig det endelig, vi ved da, hvad vi har at rette os efter.

Uagtet alle Danseboderne i København omtrent er af en og samme Surdejg, er der dog en, som særlig fortjener at nævnes, en hvor  "Trangen og Frækhed, af Lasten baaret i Dynddaab holdes; hvor Skændsel staar Brud med ormædte Blomster i Haare .."

Det er næmlig det saakaldte "Colosæum", populært: "Klodsen", paa Værnedamsvej. Man gaa blot derind en Gang, man betragte disse Scener og Optrin, der foregaar, i al deres afskrækkende Hæslighed, alle disse Fysionomier, som Skænselen og Lasten har paatrykt sit umiskendelige Stempel, betragte disse unge Piger, der vel næppe har naaet Konfirmationsalderen, ravende beruset frem langs Væggene, udstødende Eder og Forbandelser, og man har da sandelig et Indblik i, hvad der kan tillades opretholdt under vore "moralske" Samfundsforhold, og man vil maaske kunne forstaa, at vi Socialister hurtigst muligt vilde kuldkaste denne og lignende Ordensforanstaltninger, hvis Afgørelsen i Øjeblikket laa i vor Haand. 

Det Ovenanførte maa nu vistnok være tilstrækkelig til, at man kan danne sig en Mening om denne Sag. Vi kan formodenlig ikke vente Andet, end at vore Ønsker bliver "en Røst i Ørkenen" hos dem, der har den afgørende Stemme og hvis Indtægter, der muligvis vilde blive Skaar i ved Ophævelsen, men det afholder os ikke fra, ved given Lejlighed at fremdrage Fakta, der nok tilsidst skal tvinge Avtoriteterne til at undersøge disse Forhold. Foreløbig kan vi kun i Humanitetens, Moralens og Menneskelighedens Navn nedlægge en bestemt og energisk Protest imod, at der i det nuværende Samfund bestaar Anstalter, hvis Virksomhed har til Resultat, at fordærve Samfundsmedlemmernes Moralitet og Sædelighedsbegreber i Bund og Grund.

Observator.

(Social-Demokraten 29. juni 1876).

Værnedamsvej 5. Forlystelsesstedet Rosenlund. ca. 1865. Kildetekst (transskription af tekst på bagside eller fra album): Eiendommen, som gjennem en meget lang Aarrække havde været i familien Kehlets Besiddelse, var i sin Tid Hovedbygning for det gjennem Thomas Overskous Komedie Capriciosa forevigede Forlystelsessted Rosenlund, nedbrudt ca. 1885. Personerne er fra venstre: Hørkræmmer Harald Kehlet, Sadelmager J.A. Buck, Musikdirektøren i den paa Eiendommens Grund liggende Dansesalon Colosseum, populært kaldet Klodsen, Stabssergent i Garden Henriksen, Uhrmager Ferdinand Kehlet. I Vinduerne paa 1. Sal fra v: Fru Temothea Andresen født Kehlet, fru Nikoline Hermandine Petrine Kehlet født Clausen, i tidligere Tid Værtinde paa Rosenlund, Enke efter Tractør og Chokoladefabrikør Reimer Temothius Kehlet, Fuldmægtig i Indenrigsministeriet Schou. (Mariboe). Kbhbilleder.

I 1822 omdannede chokoladefabrikant R. T. Kehlet sin ejendom "Rosenlund" på Værnedamsvej til en forlystelseshave. Th. Overskou og A. L. Arnesen skrev i 1836 folkekomedien "Capriosa" hvor en af akterne foregår her. Efter Tivolis åbning i 1843 gik det stærkt tilbage for stedet, og det blev omdannet til danseboden Colosseum. Det lukkede i 1881.

En Fattiggaardssag. (Efterskrift til Politivennen)

Efter "Stubbek. Av." optog vi i Nr. 129 for Onsdagen den 7de Juni en kort Meddelelse om, at der i en Fattiggaard paa Falster i Løbet af meget kort Tid var forøvet ikke mindre end 4 Selvmord, af hvilke de 3 vare foretagne af Oldinge, og vi knyttede dertil den korte Bemærkning: "Der maa være trist paa den Fatliggaard". I Anledning heraf have vi fra sagkyndig Haand modtaget en Række Oplysninger, der skulle tjene til at godtgjøre, at den citerede Bemærkning er ubeføjet, og at de fattige paa den nævnte Anstalt have det saa godt som det efter Omstændighederne er muligt. Alligevel forholder det sig rigtigt, at 3 Oldinge have laget sig selv ai Dage paa Fattiggaarden. Til det første af disse Selvmord var det ikke muligt at tænke sig nogen Grund. Den paagjældende havde ikke haft det bedste Rygte og viste sig paa Fattiggaarden noget opsætsig, hvilket sidste foranledigede, at der i nogen Tid blev afkortet ham 2 Skilling daglig; men dette var længe, før han tog Livet af sig, og han var aldeles rolig i den mellemliggende Tid. Den næste, der tog Livet af sig, var en Mand, som næsten aldrig blev forlangt til noget Arbejde, han kunde efter vor Hjemmelsmands Udsagn lægge sig i sin Seng, naar han vilde, og gaa inde eller ude, ester som han selv fandt for godt. Pludselig fik han det Indfald, at han vilde til Lolland til en Datter, som boede der og havde det meget smaat. Sogneraadet vilde imidlertid ikke lade ham rejse, førend det fra vedkommende lollandske Sogneraad havde faaet en Tilkendegivelse af, at det ikke havde noget derimod at erindre, og da en saadan ikke alene ikke blev givet, men det lollandske Sogneraad endogsaa bestemt modsatte sig, at han kom til at tage Ophold hos Datteren, kunde Sogneraadet selvfølgelig ikke give ham Tilladelse til at flytte fra Fattiggaarden. Anstaltens Bestyrelse havde ikke nogen Formodning om, at han vilde gjøre Ende paa sit Liv, og den erfarede først efter hans Død, at ban en Gang havde ladet en Ytring falde, som lod formode, at en saadan Tanke i nogen Tid havde gjæret hos ham. Hvad endelig den tredie Selvmorder angaar, da oplyser vor Hjemmelsmand, at han havde Ophold paa Fattiggaarden mod en Betaling af 40 Rd. aarlig, der ydedes af en Mand, som havde kjøbt et ham tidligere tilhørende Hus. Han skulde intet bestille, men maatte selvfølgelig iøvrigt forholde sig efter Bestemmelserne i Fattiggaardens Regulativ, og bl. a. ikke gaa ud uden Tilladelse eller komme hjem senere end bestemt. Dette sidste var det ham meget vanskeligt at overholde, og da han desuden gjorde sig skyldig i adskillige andre Brud paa Reglementet, blev Dagpengene ham frataget. I det sidste halve Aar havde han dog næsten stadig faaet Dagpenge; men saa var der en anden Ting, som gjorde ham Livet surt, idet han nemlig ikke levede i den bedste Forstaaelse med sin Sambo, en ældre, aandssvag Mandsperson Han havde tidligere - endog længe før han kom paa Fattiggaarden - talt om, at han vilde tage sig selv af Dage; men man var bleven saa vant til at høre disse Talemaader, at man ikke længere tillagde dem nogen Betydning. - Vor Hjemmelsmand tilføjer, at saavel Fattiggaardens Bestyrer som hans Hustru ere agtede og afholdte af alle, som kjende dem, og at de behandle de fattige med al mulig Humanitet.

(Morgenbladet (København) 28. juni 1876).

Den jydske Hede. (Efterskrift til Politivennen)

Fra de jydske Hedeegne skrives til os: Uagtet den forbedrede Agerdyrkning i det hele har haft saa gavnlige Følger for vort Fædreland og har bidraget saa mægtigt baade til aandelig Frigjørelse og til timeligt Velvære, saa kan man dog nok sige, at den intet Steds har medført saa store Forandringer, ja til en vis Grad gjort baade Folkene og Landsdelene saa ukjendelige, som netop i de jydske Hedeegne. Der kunde sikkert anføres mange Exempler paa overordenlige Fremstridt her fra Egnen; men jeg skal blot holde mig til 3 Gaarde i Almind Sogn, Lysgaard Herred, som jeg har erholdt paalidelige Oplysninger om, og som jeg derfor kan indestaa for Rigtigheden af. Ved at høre Tale om Lysgaard Herred bliver man vistnok mindet om St. Blichers Fortællinger fra denne Egn og maaske særlig om hans "æ Bindstow". Almind hører netop til et af de Sogne, hvor man for 40-50 Aar siden samledes saa hos en, saa hos en anden i de lange Vinteraftener for at strikke Strømper. Men den Maade at tjene sin Føde paa har man for længe siden opgivet, og det uagtet de allerfleste midaldrende Mænd i deres Barndom have syslet flittig med Bindetøjet. Nu benyttes de lange Vinteraftener her som saa mange andre Steder til at læse Aviser og røge Tobak Er det fremgang eller et Tilbageskridt? Jeg veed det ikke. Men de gamle kalde det Tilbagegang og kunne ikke finde sig i, at de Børn, som i Ungdommen ere blevne holdte saa godt til "Pindene", nu slet ikke ville røre dem. Jeg for mit Vedkommende er noget tilbøjelig til at holde med de unge; thi naar man har været i Dollerup Mølle *) og set, at man der i en Uge forfærdiger mere Strikketøj, end hele Almind Sogn vilde kunne levere et helt Aar, saa kan man ikke synes sært om, at de unge have opgivet Forretningen. Enkelte gamle "binde" dog endnu; men det er meget faa, og "Bindestuer" saavel som "Bindeegnen er i den forstand ikke mere til. Det er derfor ogsaa vist, at havde Blicher levet og arbejdet en Menneskealder senere, vilde han ikke have været i Stand til at skrive sin "a Bind-stow". Bindestuer ere glemte, og de unge vide ikke stort mere om dem, end hvad Blicher har fortalt. Naar de gamle fortælle om Livet i disse Forsamlinger, trækker Ungdommen lidt haanlig paa Smilebaandene, medens Børnene tage det hele som et Eventyr. Det vil Heraf klart fremgaa, hvor meget Folkelivet har forandret sig her; men udad til kan man næsten sige, at Egnen er helt ukjendelig.

De ovennævnte 3 Gaarde have i sin Tid hen under Herregaarden Hald; men jeg har ikke kunnet faa at vide, hvornaar de ere gaaede over til Selvejendom, ligesom jeg heller ikke har kunnet faa Oplysninger om hvor stor Kjøbesummen har været. Hver Gaard stod i sin Tid for Hartkorn af imellem 2 og 3 Tdr. Paa den første af Gaardene holdtes der i Aarene fra 1820-30 3 Kør. Nu et den udstykket til 3 Ejendomme, hvoraf den ene har en Besætning af 3 Heste og 12 Kør, den 2den 2 Heste og 6 Kør, og paa den tredie findes 1 Hest og 3 Kør; nu holdes der altsaa 6 Hefte og 21 Kør, hvor der før holdtes blot 3 Kør. - Paa den anden af Gaardene holdtes der i Aarene fra l820-30 4 Kør. Nu et den udstykket til 8 selvstændige Ejendomme, hvorpaa der for Tiden holdes i 1) 2 Heste og 8 Kør, 2) 1 Hest og 4 Kør, 3) 4 Kør. 4) 4 Kør. 5) 3 Kør. 6) 3 Kør. 7) 2 Kør og 8) 2 Mør; der holdes altfaa nu 3 Heste og 30 Kør, hvor der før blot holdtes 4 Kør. - Paa den tredie Gaard holdtes der i Aarene fra 1820-30 kun een Ko. og man siger, "at det endda var med Kniberi, at man kunde føde den". Nu er denne Gaard udstykket til 5 Ejendomme, hvorpaa der holdes: 1) 3 Heste og 5 Kør, 2) 2 Heste og 5 Kør, 3) 2 Heste og 4 Kør. 4) 2 Heste og 4 Kør og 5) 3 Kør; altsaa der holdes nu 9 Heste og 21 Kor, hvor der før kun med Kniberi kunde holdes een Ko,

Samler man disse Optegnelser, vil man se, at der i Tidsrummet fra 1820-30 paa de 3 Gaarde kun levede 3 Familier, nu lever der 16; der holdtes kun 8 Kør den Gang, nu holdes der 18 Heste og 72 Kør; den Gang havde de 3 Gaarde tilsammen vist næppe en Værdi af 1000 Rd., efter Nutidens Priser vil Værdien omtrent være 75,000 Rd, Det er en Selvfølge, at der før er holdt Faar, men der holdes ogsaa Faar endnu, og deres Antal er vist voxet i samme Forhold som de øvrige Kreaturer,

*) Dollerup Mølle ligger paa Grænsen mellem Almind og Dollerup Sogne.

(Morgenbladet (København) 27. juni 1876).

Christen Pedersen. (Efterskrift til Politivennen)

Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. april 1840 meddelte at i Lands- Over- samt Hof- og Stadsretten førte kammerråd, prokurator Nygaard sag mod arrestanterne Christen Pedersen Bonderupsold, Jørgen Johansen Bakkebølle samt Jacobine Jacobsen.  Her idømtes Christen Pedersen 8 måneders forbedringshusarbejde for tyveri. Bakkebølle fik fængsel på vand og brød i 4 dage for ikke at have oplyst hittegods, mens Jacobine blev frikendt.

Inspektør Nissen, Købehavns Stokhus, meddelte i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. august 1844 meddelte at fæstningsslaven Christen Pedersen Bonderupsold som undveg den 10. august 1844, nu var pågrebet.

Criminal og Politiretten 

- - - Samme Retsdag paadømtes en anden Justitssag, der ikke er uden Interesse i juridisk Henseende, idet en Arrestant, ved Navn Christen Pedersen Bonderupsold, under den er dømt for attenteret Tyveri efter Indicier. Efter Akterne ere de nærmere Omstændigheder Følgende: En Middag i Midten af November f. A. gjorde en hos en Brændevinsbrænder tjenende Karl fra sit paa 1ste Bagsal værende Kammer Anskrig om, at der var Tyve. Hans Husbond tilligemed en anden Karl ilede da til og fandt nu Arrestanten anholdt af den førstnævnte Karl under høist mistænkelige Omstændigheder. Døren til et i Kammeret henstaaende Klædeskab var nemlig opbrudt med Magt saaledes, at Træet, hvori Laasen hæftede, var splintret, og denne næsten aldeles udreven: ved at efterser i Skabet, savnedes ti Specier og en Pengepung med 2 Kbd. 1 Mk. 15 Sk., der havde henligget paa Bunden af delte, ligesom ogsaa 3 Mk. 10 Sk., hvoriblandt var en Enesteskilling og to Halvskillinger, der havde ligget i Lommen paa en i Kammeret ophængt Vest. Senere fandtes Specierne og Pengepungen henkastede paa en Pose bag Skabet, og da Arrestanten derefter var bleven overleveret til Politiet og en Visitation foretaget paa hans Person, fandtes han i Besiddelse af 3 Dirker, en Nøgle, hvoraf Kammen var afbrudt, nogle chemiske Svovlstikker, og endelig af nogle Smaapenge, der ved Eftertælling befandtes at udgjøre netop 3 Mk. 10 Sk., ligesom ogsaa deriblandt vare een Enesteskilling og 2 Halv skillinger. Vel kunde nu Arrestanten ikke mod sin vedholdende Benægtelse ansees overbevist om enten at have opbrudt Døren til Klædeskabet eller at have borttaget noget af de nævnte Pengebeløb, men det fandtes dog efter samtlige oplyste Omstændigheder udenfor Tvivl, at han havde begivet sig ind i Kammeret i den Hensigt at stjæle. Thi vel angav han under Forhøret, at han efter Anmodning af en ham ubekjendt Person, hvem han vilde have antruffet paa Gaden, og som skulde have lovet at anvise ham en Kondition, var gaaet op paa Trappegangen til 1ste Bagsal, og at han derefter af den Karl, der anholdt ham, med Magt var bleven trukket ind i det omtalte Kammer; men ligesom bemeldte Karl edelig benegtede Rigtigheden heraf, idet han derimod forklarede, at han, da han aabnede Døren til Kammeret, havde seet Arrestanten staaende i dette ved Siden af Klædeskabet, saaledes fandtes ogsaa Arrestantens Foregivende i og for sig saa usandsynligt, al der ikke kunde blive Spørgsmaal om at tage noget Hensyn dertil. \i bemærke endnu, at Arrestantens Foregivende ogsaa stred mod hvad han efter de 2 Karles Vidnesbyrd selv ved sin Anholdelse havde yttret, idet han paa deres Spørgsmaal om hvad han bestilte i Kammeret, gjentagende havde svaret: "her har jeg staaet længe"', ligesom ogsaa det Usandsynlige i hans Foregivende forøgedes derved, at han forklarede at have modtaget de 3 Dirker og Nøglen med den afbrudte Kam, som han ved Anholdelsen havde hos sig, af den af ham omtalte ubekjendte Person, der skulde have bedet ham om at bære disse for ham. Da Arrestanten, der er mellem 40 og 50 Aar gl., tre Gange tidligere var straffet for Tyveri, sidst med 5 Aars Fæstningsarbeide, hvorfra han kun faa Uger forinden sin Anholdelse var bleven løsladt, ansaaes han nu for attenteret tyveri. 4de Gang, med lige Strafarbeide i 4 Aar.

(Fædrelandet 20. februar 1849).

- Paakjendte Sager i Criminal- og Politiretten.

Søndagen den 20de Mai d. A. om Aftenen mellem Kl. 8 og 9 forefandt Tjenestekarl Niels Christensen, i Tjeneste hos Møller Mortensen i Møllegade Nr. 12, ved at træde ind i sit Kammer, der benyttedes af ham med flere andre Karle, den til Ladegaarden hørende Person Arrestanten Christen Pedersen (Bonderupsold) i bemeldte Kammer ifærd med at rode op i og undersøge Indholdet af en uaflaaset Kiste, hvis Laag han holdt oppe med sit Hoved Paa Spørgsmaal, hvad han havde der at bestille, gav Arrestanten undvigende og forvirrede Svar, hvorfor han blev anholdt og overleveret til Politiet.

Efter Arrestantens Forklaring under Forhøret havde han begivet sig ind i den fornævnte Eiendom for at søge Havearbeide, men var, da han var uvidende om, hvor Eieren boede, gaaet ind i Karlekammeret; og vedblev han at negte at have havt til Hensigt at begaae Tyveri eller derpaa gjort noget Forsøg. Det syntes imidlertid usandsynligt, at Arrestanten, der samme Aften var udebleven fra Ladegaarden, hvortil han skulde være vendt tilbage Kl. 8, skulde en Søndag Aften gaae ind i en ham ubekjendt Eiendom for at søge Arbeide; og Rigtigheden heraf var eiheller bestyrket ved noget af det under Sagen Oplyste. Derimod fremgik det af hans tidligere Vandel, at Arrestanten, der 6 Gange før har været straffet for Tyveri og flere Gange som sigtet for denne Forbrydelse er frifunden for Actors videre Tiltale, foruden at have el stærkt Hang til at stjæle, desuden havde Tilbøjelighed til at udføre denne Forbrydelse paa slige Steder som det ommeldte Kammer; og hans blotte Nærværelse i dette fremkaldte derfor allerede en stærk Mistanke om, at Arrestantens Hensigt har været at begaae Tyveri. Dertil kommer, at det af en Tjenestepige i samme Sted var edelig forklaret, at hun, kort forinden Arrestanten blev anholdt, saae ham gaae ind i Kammeret og et Øieblik efter bemærkede, at han, staaende i en forover bøiet Stilling, ragede i en i Kammeret staaende Kasse med sin ene Haand, medens han med den anden holdt Kassens Laag aaben; og af fornævnte Tjenestekarl Niels Christensen, at han, idet han kom ind i Kammeret, fandt Arrestanten ifærd med at undersøge Kassens Indhold saaledes som anført, samt at Eieren af Kassen og en anden Tjenestekarl ligeledes edelig have forklaret, at de i Kassen beroende Gjenstande ved et senere samme Aften foretaget Eftersyn fandtes bragte ud af den Orden, hvori de tidligere havde været.

Der fandtes saaledes tilvejebragt et efter Fdg. 8de Septbr. 1841 tilstrækkeligt Bevis for, at Arrestanten havde gjort sig skyldig i attenteret Tyveri, hvorfor han, der er 68 Aar gammel, ved Criminal - og Politirettens Dom i Medfør af Straffelovens §§ 306 og 307 efter sammes § 232 jfr. § 46 blev anseet med 2 Aars Tugthusarbejde.

(Fædrelandet 5. november 1866).

“Christen Pedersen, Bonderup Old, hjemmeh: i Kbhn:, meget ofte straffet for Tyveri i Karlekamre; see mist: Prot: A, Pag 14.” [1869/1870]. Genealogisk Forlag. 

Forsøg paa Tyveri. En Karl hos en Ølhandler i Brolæggerstræde, der laa til Sengs med en daarlig Fod, hørte en Eftermiddag i April Maaned en Person komme op ad Trappen og saa derefter en Mand, i hvem han gjenkjendte Arrestanten Christen Pedersen, ogsaa kaldet Bonderupsold, komme ind ad Døren. Arrestanten saa sig forsigtig om, og da han ingen bemærkede, gjennenisøgte han først Lommerne i nogle Klædningsstykker, der hang paa Væggen, og derpaa en uaflaaset Kiste. Derefter gik han fra Kamret ind i Borgstuen, hvor han aabnede en Skabsdør og forsøgte at aabne et aflaaset Skrin. Vidnet, der holdt sig skjult under Sengedynen, kom imidlertid til at gjøre en ufrivillig Bevægelse, og Arrestanten fik nu Øje paa ham. Han spurgte da den syge, om det var her, han kunde bestille Øl til Borgergade, og da han blev henvist til Kjælderen, fjernede han sig hurtigt. Vidnet stod nu op, og saa Arrestanten nede i Gaarden, hvorfor han raabte til en Pige, at hun skulde lade ham at holde af Karlene i Kjælderen. Hun efterkom Opfordringen, men Karlene toge intet Hensyn hertil. Arrestanten var foruden af den syge og Pigen bleven set af en Tjenestekarl, men kun paa Ryggen, og kunde derfor ikke fuldt gjenkjendes af denne. Arrestanten vilde ikke bestemt kunne erindre, at han til den angivne Tid havde været i Ejendommen og nægtede ordholdende at have gjort Forsøg paa at stjæle. Da du imidlertid ved de afgivne Vidneforklaringer i Forbindelse med Arrestantens egen Forklaring maatte anses fuldstændig godtgjort, at han havde været i Ejendommen paa den Tid, hvorom der var Tale, og at han i længere Tid havde opholdt sig i Sidebygningen, medens et Foregivende af ham om Grunden til, at han gik ind i Ejendommen, var ubestyrket og i Strid med, hvad der var forklaret af Vidnerne, samt da Arrestanten, der er 68 eller 69 Aar gammel, og som mange Gange er straffet, senest den 23de April 1870 med Tugthusarbejde i 5 Aar for begaaet og forsøgt simpelt Tyveri, dels har et stærkt Hang til at stjæle, dels netop har Tilbøjelighed til al begaa Tyveri paa lignende Steder som del ovennævnte Lokale, skjønnede Kriminalretten, at der forelaa et efter Fdn. af 8de Septbr. 1841 tilstrækkeligt Bevis for, at han havde indfundet sig i Ejendommen og uavniig i de ofte omtalte Værelser i den Hensigt at tilvende sig noget ved Tyveri, uden at det dog oplystes, at noget er blevet stjaalet, og han dømtes derfor for Forsøg paa 6te Gang begaaet simpelt Tyveri til Tugthusarbejde i 4 Aar.

(Morgenbladet 24. juni 1876).